Udvalget til Valgs Prøvelse 2019-2020
UVP alm. del - bilag
Offentligt
Den næste sag på dagsordenen er:
1. Indstilling fra Udvalget til Valgs Prøvelse
(Vedrørende de grønlandske mandater)
Forhandling:
Leif Lahn Jensen (S):
Tingets almindelige godkendelse af valgene efter folketingsvalget den 5. juni 2019 fandt sted den 21.
juni 2019. I den forbindelse godkendte Tinget også Aaja Chemnitz Larsen og Aki-Matilda Høegh-Dam
som valgt i Grønland.
I overensstemmelse med forretningsordenens § 1, stk. 6, fandt denne godkendelse sted på grundlag af
en foreløbig opgørelse af valgene modtaget fra Rigsombudsmanden i Grønland. Når det endeligt
opgjorte valgmateriale foreligger, skal Tinget træffe en endelig afgørelse om, hvorvidt godkendelsen
kan opretholdes.
Rigsombudsmanden i Grønland har pr. 15. maj 2020 udarbejdet den endelige valgbog om valget af de
grønlandske mandater. Social- og Indenrigsministeriet har med breve af 25. marts og 12. juni 2020
sendt ministeriets redegørelse til Folketinget sammen med en tillægsskrivelse af 20. maj 2020 fra
Rigsombudsmanden i Grønland.
I tillægsskrivelse af 20. maj 2020 oplyser rigsombudsmanden, at rigsombuddet under opdateringen af
valgsiden www.valg.gl blev opmærksom på en mindre fejltælling fra valgstedet Narsaq by i Kommune
Kujalleq. Fejltællingen har ingen umiddelbar betydning for kandidaternes position i valget og er
korrigeret i den endelige valgbog.
Rigsombudsmanden oplyser endvidere, at rigsombuddet har ændret drejebogen for afholdelse af
folketingsvalg i Grønland på det pågældende punkt (Fremgangsmåde ved kontroltælling), så den
tekniske forskel i tællingen ikke burde kunne gentages.
Udvalget har behandlet sagen i et møde. Den endelige opgørelse viser, ligesom den foreløbige
opgørelse, at Aaja Chemnitz Larsen, Inuit Ataqatigiit, og Aki-Matilda Høegh-Dam, Siumut, er valgt som
medlemmer af Folketinget for Grønland.
Der er i den endelige opgørelse foretaget enkelte ændringer i forhold til den foreløbige opgørelse.
Ændringerne er dog uden betydning for valget af Aaja Chemnitz Larsen og Aki-Matilda Høegh-Dam.
Der er ikke over for udvalget rejst berettiget tvivl om de udpegedes valgbarhed.
Herefter kan jeg på udvalgets vegne afgive følgende indstilling
Indstilling
Den godkendelse, der blev foretaget den 21. juni 2019 på baggrund af Rigsombudsmanden i Grønlands
foreløbige opgørelse af valget, opretholdes.