Folketingets Udvalg til Valgs Prøvelse
Holmens Kanal 22
1060 København K
Telefon 72 28 24 00
Sagsnr.
2019 - 3257
Doknr.
147867
Dato
14-10-2019
Fejl i tabeller om tillægsmandater ved folketingsvalget den 5. juni 2019
Den 11. september 2019 orienterede jeg Folketinget om, at der var konstateret fejl i tre
tabeller i publikationen
”Opgørelse af folketingsvalget den 5. juni 2019”,
som indehol-
der de officielle beregninger af valgresultatet samt nogle statistiske oplysninger. Publi-
kationen er udgivet af Danmarks Statistik på vegne af Social- og Indenrigsministeriet.
Danmarks Statistik har gjort Social- og Indenrigsministeriet opmærksom på, at der des-
værre er fundet yderligere fejl i publikationen.
Det drejer sig for det første om tabel 9, der viser fordelingen af partiernes tillægsman-
dater på storkredse.
Fejlene består navnlig i, at partiernes tillægsmandater i fire tilfælde er placeret ved den
forkerte storkreds inden for landsdelen. Fejlene berører A. Socialdemokratiet i Fyns
Storkreds og Sydjyllands Storkreds, V. Venstre, Danmarks Liberale Parti, i Københavns
Storkreds og Københavns Omegns Storkreds, O. Dansk Folkeparti i Sjællands Storkreds
og Sydjyllands Storkreds og Ø. Enhedslisten i Københavns Storkreds og Nordsjællands
Storkreds.
Tabel 9, der redigeres manuelt, bliver brugt til at vise, hvordan tillægsmandaterne bliver
fordelt, men selve processen med fordeling af partiernes tillægsmandater på storkredse
foregår i valgsystemet. Fejlene i tabellen er derfor ikke udtryk for fejl i fordelingen af
tillægsmandater, men er en efterfølgende redigeringsfejl.
Fejlene har således ikke betydning for opgørelsen af valget.
Danmarks Statistik har på Social- og Indenrigsministeriets anmodning gennemgået
samtlige tabeller i opgørelsen i forbindelse med fundet af disse fejl. Undersøgelsen viste
en yderligere fejl i tabel 13 om partiernes relative stemmefordeling i storkredse og op-
stillingskredse fra valget i 2015 til 2019. Fejlen vedrører procentforskellen for opstil-
lingskredse i Vestjyllands Storkreds og er afledt af den korrekturfejl vedrørende for-
skydning af talrækkerne i tabel 5, 12 og 13, som jeg orienterede Folketinget om den 11.
september 2019. Den fejl, der nu er konstateret i tabel 13, består i, at talrækkerne ved-
rørende 2015 ligeledes var blevet forrykket for baggrundstabellen fra 2015. Det skyldes
ikke, at der var fejl i opgørelsen for 2015.
Fejlen har således ikke påvirket opgørelsen af folketingsvalget i 2015.