Udlændinge- og Integrationsudvalget 2019-20
UUI Alm.del Bilag 73
Offentligt
2155284_0001.png
Notat
Orientering af Folketingets Europaudvalg og Folketingets Udlændinge- og Inte-
grationsudvalg om fortolkningen af EU-Domstolens dom af 2. oktober 2019 i den
præjudicielle sag C-93/18, Bajratari
1. Indledning
EU-Domstolen har den 2. oktober 2019 afsagt dom i den nordirske (britiske) præ-
judicielle sag C-93/18, Bajratari, som vedrører retten til ophold som selvforsør-
gende efter opholdsdirektivet
1
.
I dommen udtaler EU-Domstolen sig om, hvorvidt en unionsborger kan anses for
at opfylde kravet om tilstrækkelige midler med henblik på ret til ophold som selv-
forsørgende,
når midlerne stammer fra beskæftigelse, der er udøvet ulovligt af en
tredjelandsstatsborger uden fornøden opholds- og arbejdstilladelse.
Dommen vedrører fortolkningen af reglerne om fri bevægelighed og er bindende
for Danmark uanset retsforbeholdet.
Udlændinge- og Integrationsministeriet har i samarbejde med Justitsministeriet
analyseret dommens rækkevidde i forhold til dansk administrativ praksis samt i
forhold til allerede afgjorte konkrete sager om ophold efter EU-retten.
Det konkluderes i analysen blandt andet, at der som følge af dommen er behov
for at foretage en
justering af dansk administrativ praksis
om opholdsret som
selvforsørgende og som studerende efter EU-retten, jf. punkt 4.
Hvad angår allerede afgjorte sager konkluderes det i punkt 5, at myndighederne
har pligt til
på begæring
at genoptage sager, som vil kunne tænkes ændret på
baggrund af dommen.
2. De omhandlede EU-regler og danske gennemførelsesbestemmelser
Dommen vedrører fortolkningen af kravet om
”tilstrækkelige idler” i
opholdsdi-
rektivets artikel 7, stk. 1, litra b. Efter denne bestemmelse kan en unionsborger,
som ikke er økonomisk aktiv, på nærmere angivne betingelser have ret til ophold i
mere end tre måneder i en anden medlemsstat
som selvforsørgende.
En ret til
ophold som selvforsørgende er bl.a. betinget af, at unionsborgeren råder over
tilstrækkelige midler til sig selv og sine familiemedlemmer, således at opholdet
ikke bliver en byrde for værtsmedlemsstatens sociale system. Bestemmelsen er
gennemført ved EU-opholdsbekendtgørelsens § 6
2
.
1
Dato 26. februar 2020
Udlændinge- og
Integrationsministeriet
Tel.
Mail
Web
CVR-nr.
Sags nr.
Akt-id
6198 4000
[email protected]
www.uim.dk
36977191
2018 - 8239
1045803
Artikel 7, stk. 1, litra b, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2004/38/EF af 29. april 2004 om
unionsborgeres og deres familiemedlemmers ret til at færdes og opholde sig frit på medlemsstater-
nes område (EU-tidende 2004, L 158, s. 77).
2
BEK nr. 318 af 27. marts 2019 om ophold i Danmark for udlændinge, der er omfattet af Den Euro-
pæiske Unions regler (EU-opholdsbekendtgørelsen).
Side
1/10
UUI, Alm.del - 2019-20 - Bilag 73: Orientering vedrørende EU-Domstolens dom af 2. oktober 2019 i den præjudicielle sag C-93/18, Bajratari, fra udlændinge- og integrationsministeren
2155284_0002.png
Det bemærkes, at der også stilles krav om
”tilstrækkelige
midler” til selvforsørgel-
se i opholdsdirektivets artikel 7, stk. 1, litra c, om opholdsret som studerende
3
,
som er gennemført ved EU-opholdsbekendtgørelsens § 5.
Opholdsret for unionsborgere, herunder unionsborgere der er henholdsvis selv-
forsørgende og studerende, kan endvidere under visse forudsætninger danne
grundlag for en
afledt opholdsret for familiemedlemmer,
der ledsager unionsbor-
geren eller slutter sig til denne. I nærværende sammenhæng vil en sådan afledt
opholdsret
afhængig af om familiemedlemmet er unionsborger eller tredje-
landsstatsborger
følge af henholdsvis artikel 7, stk. 1, litra d, og artikel 7, stk. 2, i
direktivet. Den afledte opholdsret for et familiemedlem til en unionsborger, der er
selvforsørgende
eller
studerende,
er
gennemført
ved
EU-
opholdsbekendtgørelsens §§ 10 og 11.
Opholdsdirektivet i deholder også et krav o ”tilstrækkelige idler” i relatio til
unionsborgeres og deres familiemedlemmers
bevarelse
af retten til ophold (her-
under familiemedlemmers bevarelse af retten til ophold ved unionsborgerens død
eller udrejse eller i tilfælde af skilsmisse mv.) og opnåelse af ret til
tidsubegrænset
ophold,
jf. opholdsdirektivets artikel 12-13 og 16-18. Disse bestemmelser er gen-
nemført ved EU-opholdsbekendtgørelsens §§ 14, 15, 19 og 20, jf. § 14, stk. 3.
En unionsborgers opholdsret og et familiemedlems afledte opholdsret på grund-
lag af ”tilstrækkelige idler”
i medfør af opholdsdirektivets artikel 7 er tidsbe-
grænset og varer, så længe betingelserne er opfyldt, jf. opholdsdirektivets artikel
14, stk. 2, og tilsvarende EU-opholdsbekendtgørelsens § 30.
Beti gelse o ”tilstrækkelige idler” i de ærer ifølge EU-Domstolens
praksis
ikke noget som helst krav
med hensyn til,
hvor
midlerne
kommer fra,
eller at uni-
onsborgeren personligt råder over midlerne, idet de bl.a. kan være tilvejebragt af
en tredjelandsstatsborger, der er familiemedlem til unionsborgeren. Det kan end-
videre ikke kræves, at den person, der forsørger unionsborgeren, er retligt forplig-
tet hertil efter national ret. Det bemærkes, at den pågældende EU-retspraksis
4
omhandler både mindreårige og voksne unionsborgere.
3. EU-Domstolens dom af 2. oktober 2019 i sag C-93/18, Bajratari
3.1 Sagens faktiske omstændigheder
EU-Domstolens dom af 2. oktober 2019 i sagen C-93/18, Bajratari, vedrører et
albansk ægtepar (tredjelandsstatsborgere), som indrejste i Nordirland (Storbri-
tannien) i 2012.
Efter denne bestemmelse skal unionsborgeren
i dette tilfælde ved en erklæring eller på anden
tilsvarende måde efter den pågældende persons eget valg
godtgøre over for den relevante natio-
nale myndighed, at vedkommende råder over tilstrækkelige midler til sig selv og sine familiemed-
lemmer, således at opholdet ikke bliver en byrde for værtsmedlemsstatens sociale system.
4
Jf. dom af 13. september 2016, Rendón Marín, C-165/14, præmis 48 og den deri nævnte retsprak-
sis vedrørende mindreårige unionsborgere. Se desuden dom af 16. juli 2015, Singh m.fl., C-218/14,
præmis 74 ff., om en voksen unionsborger, hvis midler delvist kom fra den virksomhed, som ægte-
fællen, der var tredjelandsstatsborger, udøvede i værtsmedlemsstaten. Se endvidere dom af 23.
marts 2006, Kommissionen mod Belgien, C-408/03, præmis 46 om, at der ikke kan kræves forsørgel-
sespligt (bindende retsforhold) mellem den forsørgende og den forsørgede.
3
Side
2/10
UUI, Alm.del - 2019-20 - Bilag 73: Orientering vedrørende EU-Domstolens dom af 2. oktober 2019 i den præjudicielle sag C-93/18, Bajratari, fra udlændinge- og integrationsministeren
Her fik parret Bajratari tre børn, hvoraf to ved fødslen opnåede statsborgerskab i
Republikken Irland som følge af en særlig irsk indfødsretslovgivning, hvorefter
børn, som fødes på den irske ø, under visse betingelser har ret til irsk statsborger-
skab, selv om ingen af forældrene er irske statsborgere.
Faderen var ved indrejsen i 2012 i besiddelse af et EU-opholdskort erhvervet i
forbindelse med et tidligere ophold i Storbritannien i 2009 på baggrund af et for-
hold til en britisk statsborger. Da forholdet ophørte i 2011, udrejste faderen til
Albanien, hvor det albanske par blev gift. Hans opholdskort blev ikke på noget
tidspunkt inddraget af myndighederne, som således ikke konstaterede opholds-
rettens ophør, og kortet udløb af sig selv i 2014. Faderen forblev imidlertid efter
dette tidspunkt i Nordirland sammen med sin albanske ægtefælle, hvor han
trods
manglende opholds- og arbejdstilladelse
fortsatte med at arbejde og betale skat.
Moderen, som er sagsøger i den nordirske (britiske) hovedsag, ansøgte efter føds-
len af sit første barn om anerkendelse af en afledt opholdsret i Nordirland efter
EU-reglerne i sin egenskab af familiemedlem til en unionsborger. Myndighederne
meddelte afslag på denne ansøgning med bl.a. den begrundelse, at barnet efter
myndighedernes opfattelse ikke opfyldte betingelsen som fastsat i direktivets
artikel 7, stk. 1, litra b, om tilstrækkelige midler. Myndighederne henviste i den
forbindelse til, at de midler, som barnet havde til rådighed, stammede fra fade-
rens arbejde, som var udøvet ulovligt uden opholds- og arbejdstilladelse.
Den britiske domstol ønskede med sin præjudicielle forelæggelse for EU-
Domstolen at få afklaret, om indkomst fra beskæftigelse, der er udøvet ulovligt
uden opholds- og arbejdstilladelse, skal tages i betragtning ved vurderingen af, om
en unionsborger råder over tilstrækkelige midler i henhold til opholdsdirektivets
artikel 7, stk. 1, litra b, herunder i tilfælde, hvor beskæftigelsen må anses for usik-
ker alene på grund af dens ulovlige karakter.
3.2 EU-Domstolens dom
I dommen bemærker EU-Domstolen indledningsvis, at den i sin retspraksis allere-
de har fastslået, at unionsborgere, der er født i værtsmedlemsstaten og aldrig har
udøvet retten til fri bevægelighed, kan påberåbe sig artikel 21, stk. 1, TEUF (om
unionsborgeres ret til fri bevægelighed) og opholdsdirektivet (om betingelser her-
for). Deraf følger principielt, anføres det, at parret Bajrataris to ældste børn har
ret til ophold i Storbritannien, idet opholdsretten dog konkret forudsætter, at
betingelsen om tilstrækkelige midler er opfyldt, jf. dommens præmis 26-29.
Herefter henviser EU-Domstolen til sin tidligere praksis, hvori den har fastslået, at
EU-retten ikke indebærer noget som helst krav med hensyn til, hvor midlerne
kommer fra, idet de bl.a. kan tilvejebringes af en tredjelandsstatsborger, der er
forælder til de pågældende mindreårige unionsborgere, jf. dommens præmis 30-
31 og den deri nævnte retspraksis.
Spørgsmålet om, hvorvidt dette også gælder, når de midler, som den mindreårige
unionsborger har til rådighed, er optjent ved en forælders ulovlige beskæftigelse i
Side
3/10
UUI, Alm.del - 2019-20 - Bilag 73: Orientering vedrørende EU-Domstolens dom af 2. oktober 2019 i den præjudicielle sag C-93/18, Bajratari, fra udlændinge- og integrationsministeren
værtsmedlemsstaten
uden fornøden opholds- og arbejdstilladelse,
jf. dommens
præmis 32, besvarer EU-Domstolen på baggrund af bl.a. en ordlyds- og formåls-
fortolkning af opholdsdirektivets artikel 7, stk. 1, litra b, idet bestemmelsen har til
formål at undgå, at de omhandlede unionsborgere bliver en urimelig byrde for
værtsmedlemsstatens sociale system, jf. dommens præmis 34.
EU-Domstolen fastslår således, at bestemmelsens ordlyd ikke gør det muligt at
fastslå, at alene midler hidrørende fra beskæftigelse udøvet af en tredjelands-
statsborger, som er forælder til en unionsborger, og som har en opholds- og ar-
bejdstilladelse, kan tages i betragtning med henblik på denne bestemmelse, jf.
dommens præmis 33.
Herefter udtaler EU-Domstolen, at eftersom retten til fri bevægelighed, som er et
grundlæggende princip i EU-retten, er hovedreglen, skal betingelserne i opholds-
direktivets artikel 7, stk. 1, litra b, fortolkes under overholdelse af bl.a. proportio-
nalitetsprincippet. Det indebærer bl.a., at de nationale foranstaltninger, der træf-
fes i forbindelse med anvendelsen af betingelserne, skal være nødvendige og hen-
sigtsmæssige med henblik på at nå det forfulgte mål, som for så vidt angår den
nævnte bestemmelse er at beskytte medlemsstaternes offentlige finanser, jf.
dommens præmis 35-36.
I forlængelse heraf anerkender EU-Domstolen, at når de midler, som en mindre-
årig unionsborger råder over til at sørge for sit eget og sine familiemedlemmers
underhold, hidrører fra indkomst ved beskæftigelse udøvet af dennes forælder,
der er tredjelandsstatsborger og ikke har en opholds- og arbejdstilladelse,
er risi-
koen for et tab af tilstrækkelige midler, og for at den mindreårige unionsborger
bliver en byrde for det sociale system, større,
jf. dommens præmis 37. EU-
Domstolen anerkender dernæst også, at udelukkelsen af en sådan indkomst fra
begrebet
”tilstrækkelige
midler” som omhandlet i artikel 7, stk. 1, litra b, princi-
pielt
muliggør gennemførelsen af det formål, der forfølges med bestemmelsen,
jf.
dommens præmis 38.
EU-Domstolen bemærker imidlertid i den forbindelse, at opholdsdirektivet inde-
holder bestemmelser, der giver en værtsmedlemsstat mulighed for
såfremt den
lider et finansielt tab
at træffe foranstaltninger for at undgå, at den pågældende
persons ophold falder statens offentlige finanser til byrde. Særligt fremgår det af
opholdsdirektivets artikel 14, stk. 2, at den ret, som unionsborgere og deres fami-
liemedlemmer har til at opholde sig på værtsmedlemsstatens område på grundlag
af direktivets artikel 7, kun bevares, så længe disse borgere og deres familiemed-
lemmer opfylder betingelserne i denne bestemmelse. Endvidere giver artikel 14
værtsmedlemsstaten mulighed for at kontrollere, at unionsborgere og deres fami-
liemedlemmer, som har opholdsret,
opfylder de betingelser herfor, som er fastsat
i direktivet, under hele deres ophold
(eng.
”throughout
the period of their residen-
e”),
jf. dommens præmis 39-41.
På denne baggrund ville en fortolkning af artikel 7, stk. 1, litra b, hvorefter en
mindreårig unionsborger ikke kan påberåbe sig en indkomst fra beskæftigelse
Side
4/10
UUI, Alm.del - 2019-20 - Bilag 73: Orientering vedrørende EU-Domstolens dom af 2. oktober 2019 i den præjudicielle sag C-93/18, Bajratari, fra udlændinge- og integrationsministeren
udøvet i værtsmedlemsstaten af dennes forælder, der er tredjelandsstatsborger
og ikke har opholds- og arbejdstilladelse i denne medlemsstat, tilføje et krav, der
ifølge EU-Domstolen ville
”udgøre et
uforholdsmæssigt
indgreb i udøvelsen af den
omhandlede mindreårige unionsborgers ret til fri bevægelighed og ophold i med-
før af artikel 21 TEUF,
eftersom
den ikke er nødvendig for at opnå det forfulgte
ål”,
jf. dommens præmis 42.
I forlængelse heraf henviser EU-Domstolen i dommens præmis 43-45 til en række
af hovedsagens faktiske omstændigheder:
- Faderen har under sine ophold været beskæftiget i Det Forenede Konge-
rige siden 2009, først som køkkenchef i en restaurant og derefter siden
februar 2018 som ansat i et bilvaskeanlæg.
- Der er af indkomsten af faderens fortsatte beskæftigelse
trods udløbet
af hans opholdskort
indeholdt skat og bidrag til den sociale sikring.
- Der er intet i sagens oplysninger, der tyder på, at de to børn, der har irsk
statsborgerskab, i løbet af de seneste ti år har gjort brug af den sociale bi-
stand i Det Forenede Kongerige.
Herefter fastslår EU-Domstolen i præmis 46 - 48 følgende:
”En
national foranstaltning, der gør det muligt for myndigheder-
ne i den omhandlede medlemsstat at nægte en mindreårig uni-
onsborger opholdsret med den begrundelse, at de midler, som
denne tilsigter at påberåbe sig med henblik på artikel 7, stk. 1,
litra b), i direktiv 2004/38, hidrører fra indkomst ved beskæfti-
gelse udøvet af dennes forælder, der er tredjelandsstatsborger
og ikke har opholds- og arbejdstilladelse, selv om disse midler i ti
år har gjort det muligt for den nævnte unionsborger at sørge for
sit eget og sine familiemedlemmers underhold uden at gøre
brug af den sociale bistand i denne medlemsstat, går åbenbart
videre, end hvad der er nødvendigt for at beskytte den nævnte
medlemsstats offentlige finanser.
Derudover ville en fortolkning af betingelsen om tilstrækkelige
midler som den, der er nævnt i nærværende doms præmis 42,
være i strid med det formål, der forfølges med direktiv 2004/38,
nemlig at lette udøvelsen af den grundlæggende og personlige
ret til at færdes og opholde sig frit på medlemsstaternes områ-
de, som direkte er tillagt unionsborgerne i artikel 21, stk. 1,
TEUF, og at styrke denne ret, således som det fremgår af fast
retspraksis (dom af 18.12.2014, McCarthy m.fl., C-202/13,
EU:C:2014:2450, præmis 31 og den deri nævnte retspraksis).
Det følger af det ovenstående, at den omstændighed, at de mid-
ler, som en mindreårig unionsborger tilsigter at påberåbe sig
med henblik på artikel 7, stk. 1, litra b), i direktiv 2004/38, hidrø-
rer fra indkomst ved beskæftigelse udøvet i værtsmedlemssta-
ten af dennes forælder, der er tredjelandsstatsborger, ikke er til
hinder for, at den i nævnte bestemmelse fastsatte betingelse
om, at midlerne skal være tilstrækkelige, kan anses for at være
Side
5/10
UUI, Alm.del - 2019-20 - Bilag 73: Orientering vedrørende EU-Domstolens dom af 2. oktober 2019 i den præjudicielle sag C-93/18, Bajratari, fra udlændinge- og integrationsministeren
opfyldt, selv om denne forælder ikke har opholds- og arbejdstil-
ladelse i denne medlemsstat.”
Afslutningsvis forholder EU-Domstolen sig til spørgsmålet, om hensynet til den
offentlige orden
som anført af den britiske regering
kan begrunde udelukkel-
sen af en mindreårig unionsborgers ret til ophold med henvisning til, at indkom-
sten hidrører fra beskæftigelse udøvet ulovligt uden opholds- og arbejdstilladelse
og dermed er undtaget
fra egre et ”tilstrækkelige idler”
som omhandlet i arti-
kel 7, stk. 1, litra b. Hertil bemærker EU-Domstolen i overensstemmelse med hid-
tidig retspraksis, at begrebet
”den
offentlige orden” som begrundelse for en fravi-
gelse af en grundlæggende frihed skal fortolkes strengt, således at dets rækkevid-
de ikke ensidigt kan fastlægges af den enkelte medlemsstat uden EU-
institutionernes kontrol. Herefter henviser Domstolen til, at den allerede har fast-
slået, at begrebet
”den
offentlige orden” under alle omstændigheder forudsætter,
at der ud over den forstyrrelse af samfundsordenen, som enhver lovovertrædelse
indebærer, foreligger en reel, umiddelbar og tilstrækkeligt alvorlig trussel mod en
grundlæggende samfundsinteresse. Henset til omstændighederne i hovedsagen
fastslår Domstolen, at disse betingelser for med henvisning til den offentlige or-
den at kunne begrunde en begrænsning af de to ældste børns opholdsret ved at
u dtage i dko ste af deres faders ulovlige eskæftigelse fra egre et ”tilstræk-
kelige midler”
so o ha dlet i artikel 7, stk. 1, litra ,
ikke er opfyldt i den kon-
krete sag, jf. dommens pr. 49-52 og den deri nævnte retspraksis.
På baggrund af ovennævnte betragtninger konkluderer EU-Domstolen, at artikel
7, stk. 1, litra b, i opholdsdirektivet skal fortolkes således, at en mindreårig uni-
onsborger råder over tilstrækkelige midler, således at opholdet ikke bliver en uri-
melig byrde for værtsmedlemsstatens sociale system,
også selv om disse midler
hidrører fra indkomst ved ulovlig beskæftigelse udøvet af dennes fader, der er
tredjelandsstatsborger og ikke har opholds- og arbejdstilladelse i denne medlems-
stat,
jf. domskonklusionen.
4. Vurdering af dommens betydning i forhold til dansk administrativ praksis
Efter den hidtidige danske administrative praksis medregnes indkomst fra en i
øvrigt lovlig beskæftigelse, der er udøvet ulovligt uden opholds- og arbejdstilladel-
se,
ikke
ved vurderingen af, om en unionsborger råder over tilstrækkelige midler
til sig selv og sine familiemedlemmers underhold. Denne praksis har været gæl-
dende både, når den unionsborger, hvis opholdsret som selvforsørgende vurde-
res, er en mindreårig, studerende og økonomisk inaktiv voksen i øvrigt, og uanset
om indkomsten står i registret eIndkomst.
Der er derfor behov for at justere dansk administrativ praksis i lyset af dommen.
Udlændinge- og Integrationsministeriet og Justitsministeriet vurderer på bag-
grund af dommens præmisser, at der fremover i forbindelse med udlændinge-
myndighedernes konkrete vurdering og prøvelse af grundlaget for
en selvstændig
eller afledt opholdsret efter opholdsdirektivet, der er betinget af, at en unionsbor-
ger råder over tilstrækkelige midler,
skal tages hensyn til midler fra beskæftigelse,
der er udøvet ulovligt af en tredjelandsstatsborger uden fornøden opholds- og
arbejdstilladelse i Danmark.
Side
6/10
UUI, Alm.del - 2019-20 - Bilag 73: Orientering vedrørende EU-Domstolens dom af 2. oktober 2019 i den præjudicielle sag C-93/18, Bajratari, fra udlændinge- og integrationsministeren
2155284_0007.png
Det anførte vurderes at gælde både i sager, hvor unionsborgeren er selvforsør-
gende og studerende
5
, da et krav om tilstrækkelige midler stilles over for begge
disse persongrupper efter opholdsdirektivet, og da de proportionalitetsovervejel-
ser mv., som EU-Domstolen omtaler til støtte for resultatet i dommen, er relevan-
te ift. begge grupper, jf. de ovenfor under punkt 2 nævnte bestemmelser.
Endvidere vurderes det anførte at gælde, uanset om unionsborgeren er mindre-
årig eller voksen, og uanset om beskæftigelsen er udøvet af en tredjelandsstats-
borger som er arbejdstager, selvstændig erhvervsdrivende eller tjenesteyder,
smh. herved den ovenfor under punkt 2 nævnte retspraksis fra EU-Domstolen.
Praksisjusteringen vurderes at omfatte tilfælde, hvor en unionsborgers eller et
familiemedlems adgang til at
opnå
eller
bevare
en
tidsbegrænset
opholdsret eller
til at opnå
tidsubegrænset
ophold er betinget af, at et krav om tilstrækkelige mid-
ler er opfyldt, smh. punkt 2 ovenfor. I de tilfælde skal der således tages hensyn til
midler fra beskæftigelse, der er udøvet ulovligt af en tredjelandsstatsborger uden
fornøden opholds- og arbejdstilladelse i Danmark.
Det bemærkes i den forbindelse, at unionsborgere og deres familiemedlemmer
med ret til ophold i Danmark efter EU-reglerne om fri bevægelighed
ikke
er un-
dergivet et krav om arbejdstilladelse, idet disse personers ret til at tage et arbejde
følger direkte af EU-reglerne
6
. Denne persongruppe er således ikke omfattet af
udlændingelovens krav om arbejdstilladelse.
Dommen vurderes
alene
at have betydning i de tilfælde, hvor beskæftigelsen er
udøvet af en
tredjelandsstatsborger,
som (på det relevante tidspunkt) ikke havde
en ret til ophold og arbejde efter EU-reglerne, og som derfor var omfattet af ud-
lændingelovens almindelige krav om opholds- og arbejdstilladelse.
Endvidere vurderes dommen
ikke
på nogen måde at indskrænke medlemsstater-
nes mulighed for
at kontrollere,
at personer, der opholder sig og arbejder på deres
territorium, opfylder betingelserne herfor
under hele deres ophold,
eller for at
bringe en opholdsret til ophør, når betingelserne herfor ikke længere er opfyldt,
jf. omtalen af dommens præmis 39-41 ovenfor under punkt 3.2. Dommen vurde-
res således
ikke
på nogen måde at begrænse medlemsstaternes mulighed for at
kontrollere og bekæmpe illegalt og sort arbejde.
Endelig vurderes dommen
ikke
at ændre ved, at medlemsstaterne
ikke
er forplig-
tet til at medregne midler, som stammer fra kriminel virksomhed som f.eks. han-
del med euforiserende stoffer.
5
Jf. EU-opholdsbekendtgørelsens § 6 om selvforsørgende, jf. opholdsdirektivets artikel 7, stk. 1, litra
b, henholdsvis EU-opholdsbekendtgørelsens § 5 om studerende, jf. opholdsdirektivets artikel 7, stk.
1, litra c, som er beskrevet ovenfor under punkt 2.
6
Det fremgår af EU-opholdsbekendtgørelsens § 18, jf. § 14, stk. 1, nr. 2, i udlændingeloven (senest
bekendtgjort ved LBK nr. 1022 af 2. oktober 2019).
Side
7/10
UUI, Alm.del - 2019-20 - Bilag 73: Orientering vedrørende EU-Domstolens dom af 2. oktober 2019 i den præjudicielle sag C-93/18, Bajratari, fra udlændinge- og integrationsministeren
2155284_0008.png
5. Dommens betydning for allerede afgjorte sager
Dommen, der er en afgørelse i en præjudiciel sag, er en konstaterende og ikke
retsstiftende dom. Det betyder, at dommen ikke skaber ny ret, men fastslår,
hvordan den fortolkede regel skal forstås.
EU-Domstolen fortolker i sagen kravet om tilstrækkelige midler i opholdsdirekti-
vet. Opholdsdirektivet trådte i kraft den 30. april 2004 og skulle gennemføres i
medlemsstaternes nationale lovgivning den 30. april 2006.
Dommen har derfor bagudrettet betydning for sager fra og med den 1. maj 2006.
Fra dette tidspunkt har det ikke været i overensstemmelse med Danmarks EU-
retlige forpligtelser at meddele afslag på ansøgninger om ret til ophold som selv-
forsøgende, herunder studerende, eller om afledt ret til ophold som familiemed-
lem til sådanne unionsborgere
med den begrundelse,
at unionsborgeren ikke kun-
ne anses for at råde over tilstrækkelige midler,
fordi
midlerne kom fra beskæfti-
gelse, der var udøvet ulovligt af en tredjelandsstatsborger
uden fornøden opholds-
og arbejdstilladelse
i Danmark.
Det samme gælder afslag på
bevarelse af en opholdsret (herunder ophør af op-
holdsret og inddragelse af opholdsdokument)
eller afslag på ansøgning om
tids-
ubegrænset
opholdstilladelse
med denne begrundelse.
Det følger af almindelige forvaltningsretlige principper, at en myndighed har pligt
til at genoptage sager, hvis myndigheden bliver opmærksom på, at den har truffet
afgørelse efter en retsopfattelse, der viser sig at være fejlagtig, og at dette kan
have betydning for myndighedens afgørelser på det pågældende område.
En myndighed har som udgangspunkt pligt til at genoptage berørte sager på
eget
initiativ,
medmindre identifikation af de pågældende sager ikke er mulig eller
f.eks. volder større administrative vanskeligheder, herunder fordi myndighedens
journalsystem ikke gør det muligt at fremsøge de pågældende sager. I sådanne
tilfælde vil myndigheden i stedet have
pligt til at informere offentligt
om mulighe-
den for at anmode om genoptagelse.
Den kompetente myndighed, Styrelsen for International Rekruttering og Integra-
tion (SIRI), overtog den 1. april 2019 EU-opholdsområdet i forbindelse med ned-
læggelsen af Statsforvaltningen. Af systemtekniske grunde kan SIRI ikke elektro-
nisk opgøre, hvor mange afslag på ret til ophold eller på bevarelse heraf, der måt-
te være meddelt fra den 1. maj 2006
med den specifikke begrundelse,
at ansøge-
ren ikke rådede over tilstrækkelige midler,
fordi
midlerne kom fra beskæftigelse,
der var udøvet
ulovligt af en tredjelandsstatsborger uden fornøden opholds- og
arbejdstilladelse.
I det omfang der måtte være meddelt sådanne afslag, vil der
som afslagsgrund i udlændingemyndighedernes elektroniske sagsbehandlingssy-
stem være registreret en overordnet afslagsgrund (f.eks.
” eti gelser ej til ste-
de/ej tilstrækkeligt elyst”).
Ud fra de overordnede afslagsgrunde, der kan søges
på i udlændingemyndighedernes elektroniske sagsbehandlingssystem, vil det ikke
være muligt at identificere berørte sager via elektronisk søgning.
Side
8/10
UUI, Alm.del - 2019-20 - Bilag 73: Orientering vedrørende EU-Domstolens dom af 2. oktober 2019 i den præjudicielle sag C-93/18, Bajratari, fra udlændinge- og integrationsministeren
2155284_0009.png
Afgørelser truffet før 2015 forefindes kun i papirform i arkiver på den nedlagte
Statsforvaltnings forskellige lokationer, hvorfra de vil skulle rekvireres.
For at finde de eventuelle sager, der som følge af dommen kan tænkes ændret i
en genoptagelsessituation, har SIRI opgjort, at der i perioden fra den 1. maj 2006
til den 2. oktober 2019, hvor Bajratari-dommen blev afsagt, i alt er truffet afgørel-
se i 5.136 sager, som Bajratari-dommen potentielt kan have betydning for, jf. un-
der punkt 4 ovenfor
7
. Dette bruttotal omfatter samtlige afslag til unionsborgere
tidsbegrænset og tidsubegrænset
ret til ophold på grundlag af tilstrækkelige
midler, jf. punkt 4 ovenfor, samt afgørelser om ophør af ret til ophold på dette
grundlag. Tallet omfatter endvidere samtlige afslag på en
afledt
tidsbegrænset
henholdsvis tidsubegrænset opholdsret meddelt til unionsborgeres familiemed-
lemmer
8
samt afgørelser om ophør af ret til ophold på dette grundlag. Fælles for
disse afgørelser er, at de er registreret med overordnede begrundelser, jf. oven-
for, som ikke siger noget om, om afgørelserne kan være berørt af Bajratari-
dommen.
SIRI vurderer imidlertid, at der i praksis ikke vil være meddelt afslag på
tidsube-
grænset
opholdsret eller truffet afgørelse om ophør af en sådan opholdsret med
den begrundelse, som er omhandlet i Bajratari-dommen. Det hænger sammen
med, at ret til
tidsubegrænset
ophold efter 5 års lovligt ophold, i tilfælde hvor
ansøger tidligere er meddelt ret til ophold som selvforsørgende, er betinget af, at
unionsborgeren i hele perioden har opfyldt betingelsen om at råde over tilstræk-
kelige midler til sig selv og sine familiemedlemmers underhold, og ikke ligger det
sociale system til last. Denne prøvelse foretages i praksis primært som en konkret
vurdering af, om ansøgeren har modtaget offentlig forsørgelse i et omfang, som
bevirker, at den pågældende må anses for at have udgjort en byrde for det sociale
system i den relevante periode.
Ses der på den baggrund bort fra afslag på tidsubegrænset opholdsret, vil der
herefter være 4.311 afgørelser/sager, der skal gennemgås manuelt med henblik
på at undersøge, om der i denne sagsmængde vil være afgørelser, som vil skulle
genoptages. SIRI oplyser, at dette vil kræve betydelige ressourcer.
Ved vurderingen af rækkevidden af myndighedernes pligt til at genoptage afgørel-
ser indgår i almindelighed karakteren af den underkendte retsopfattelse. Det er
konkret tillagt betydning, at EU-Domstolen ikke ses tidligere at have udtalt, at
kravet om at råde over tilstrækkelige midler kan være opfyldt, også selv om mid-
lerne stammer fra beskæftigelse, der er udøvet ulovligt af en tredjelandsstatsbor-
ger uden fornøden opholds- og arbejdstilladelse. Det er således vurderingen, at
der ikke er tale om en åbenbar urigtig forståelse af EU-reglerne.
7
Der er tale om antal afslag og ikke personer. Som et generelt forbehold bemærkes, at de statistiske
oplysninger er behæftet med usikkerhed, da udlændingesystemernes journaliserings- og sagssty-
ringssystemer ikke er som egentlige statistiksystemer.
8
Ved opgørelsen af afslag til familiemedlemmer er det ikke muligt at koble med unionsborgerens
opholdsgrundlag, hvorfor alle, der har fået afslag på ophold som familiemedlem til en unionsborger,
der er til selvforsørgende, studerende, arbejdstager mv., indgår i opgørelsen.
Side
9/10
UUI, Alm.del - 2019-20 - Bilag 73: Orientering vedrørende EU-Domstolens dom af 2. oktober 2019 i den præjudicielle sag C-93/18, Bajratari, fra udlændinge- og integrationsministeren
2155284_0010.png
Ved vurderingen er der desuden lagt vægt på, at det ikke er muligt ud fra generel-
le kriterier
uden en omfattende manuel gennemgang
at udskille de eventuelle
sager, som er berørt af dommen, da de konkrete sager fra perioden siden 2006
som nævnt ikke er registreret på en sådan måde i udlændingemyndighedernes
sagsbehandlingssystem, at berørte sager umiddelbart vil kunne udfindes. Der kan
endvidere ikke oplyses noget om sandsynligheden for, at der i den ovenfor oplyste
sagsmængde er afgørelser, som vil skulle genoptages som følge af dommen.
Det er på den baggrund Udlændinge- og Integrationsministeriets og Justitsmini-
steriets vurdering, at udlændingemyndighederne
på begæring
skal genoptage
berørte sager. Det betyder, at personer, der har fået en afgørelse om afslag eller
ophør fra og med den 1. maj 2006
med den ovenfor nævnte begrundelse,
kan søge
om at få deres sag genoptaget.
Der vil på udlændingemyndighedernes hjemmeside
www.nyidanmark.dk
blive
vejledt om adgangen til at søge om genoptagelse på baggrund af dommen.
6. Afsluttende bemærkninger
Som det fremgår ovenfor under punkt 4, vurderes Bajratari-dommen ikke at ind-
skrænke medlemsstaternes mulighed for at kontrollere, at personer, der opholder
sig og arbejder på deres territorium, opfylder betingelserne herfor
under hele
deres ophold
og for at bringe en opholdsret til ophør, når betingelserne ikke læn-
gere er opfyldt.
Det bemærkes i den forbindelse, at Folketinget den 28. november 2019 vedtog et
af skatteministeren fremsat lovforslag
9
(L 21), som udmønter et delinitiativ i afta-
len
”Styrket i dsats od sort ar ejde”
10
, som Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti,
Venstre, Enhedslisten, Liberal Alliance, Alternativet, Radikale Venstre, Socialistisk
Folkeparti og Det Konservative Folkeparti indgik i september 2017
11
. Som et yder-
ligere initiativ mod bl.a. sort arbejde indebærer det vedtagene lovforslag en æn-
dring af Kildeskatteloven, som betyder, at udstedelse af skattekort til en tredje-
landsstatsborger fremover vil forudsætte, at told- og skatteforvaltningen forinden
har konstateret, at den pågældende har ret til at arbejde i Danmark. Der henvises
til ændringslovens § 2, nr. 3, om ændring af Kildeskattelovens § 48, stk. 2, og til
bemærkningerne herom under pkt. 2.2.2 i de almindelige bemærkninger til lov-
forslaget som fremsat den 2. oktober 2019. Loven er trådt i kraft den 1. januar
2020 og har virkning for anmodninger om udstedelse af et skattekort, der indgives
fra og med 1. januar 2020.
9
L 21 vedtaget som Lov nr. 1310 af 06. december 2019.
Aftalen blev indgået på baggrund af en beretning fra Skatteudvalget om initiativer mod sort arbej-
de af 25. august 2016 (SAU, alm. del bilag 265, folketingsåret 2015-16).
11
Loven udmønter delinitiativet om digitale salgsregistreringssystemer, som skal medvirke til, at alle
betaler de skatter og afgifter, de skal, således at omfanget af sort økonomi kan minimeres.
10
Side
10/10