UUI, Alm.del - 2019-20 - Bilag 73: Orientering vedrørende EU-Domstolens dom af 2. oktober 2019 i den præjudicielle sag C-93/18, Bajratari, fra udlændinge- og integrationsministeren

Udlændinge- og Integrationsudvalget 2019-20
UUI Alm.del Bilag 73
Offentligt

Notat

Orientering af Folketingets Europaudvalg og Folketingets Udlændinge- og Inte-

grationsudvalg om fortolkningen af EU-Domstolens dom af 2. oktober 2019 i den

præjudicielle sag C-93/18, Bajratari

1. Indledning

EU-Domstolen har den 2. oktober 2019 afsagt dom i den nordirske (britiske) præ-

judicielle sag C-93/18, Bajratari, som vedrører retten til ophold som selvforsør-

gende efter opholdsdirektivet

I dommen udtaler EU-Domstolen sig om, hvorvidt en unionsborger kan anses for

at opfylde kravet om tilstrækkelige midler med henblik på ret til ophold som selv-

forsørgende,

når midlerne stammer fra beskæftigelse, der er udøvet ulovligt af en

tredjelandsstatsborger uden fornøden opholds- og arbejdstilladelse.

Dommen vedrører fortolkningen af reglerne om fri bevægelighed og er bindende

for Danmark uanset retsforbeholdet.

Udlændinge- og Integrationsministeriet har i samarbejde med Justitsministeriet

analyseret dommens rækkevidde i forhold til dansk administrativ praksis samt i

forhold til allerede afgjorte konkrete sager om ophold efter EU-retten.

Det konkluderes i analysen blandt andet, at der som følge af dommen er behov

for at foretage en

justering af dansk administrativ praksis

om opholdsret som

selvforsørgende og som studerende efter EU-retten, jf. punkt 4.

Hvad angår allerede afgjorte sager konkluderes det i punkt 5, at myndighederne

har pligt til

på begæring

at genoptage sager, som vil kunne tænkes ændret på

baggrund af dommen.

2. De omhandlede EU-regler og danske gennemførelsesbestemmelser

Dommen vedrører fortolkningen af kravet om

”tilstrækkelige idler” i

opholdsdi-

rektivets artikel 7, stk. 1, litra b. Efter denne bestemmelse kan en unionsborger,

som ikke er økonomisk aktiv, på nærmere angivne betingelser have ret til ophold i

mere end tre måneder i en anden medlemsstat

som selvforsørgende.

En ret til

ophold som selvforsørgende er bl.a. betinget af, at unionsborgeren råder over

tilstrækkelige midler til sig selv og sine familiemedlemmer, således at opholdet

ikke bliver en byrde for værtsmedlemsstatens sociale system. Bestemmelsen er

gennemført ved EU-opholdsbekendtgørelsens § 6

Dato 26. februar 2020

Udlændinge- og

Integrationsministeriet

Tel.

Mail

Web

CVR-nr.

Sags nr.

Akt-id

6198 4000

[email protected]

www.uim.dk

36977191

2018 - 8239

1045803

Artikel 7, stk. 1, litra b, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2004/38/EF af 29. april 2004 om

unionsborgeres og deres familiemedlemmers ret til at færdes og opholde sig frit på medlemsstater-

nes område (EU-tidende 2004, L 158, s. 77).

BEK nr. 318 af 27. marts 2019 om ophold i Danmark for udlændinge, der er omfattet af Den Euro-

pæiske Unions regler (EU-opholdsbekendtgørelsen).

Side

1/10

UUI, Alm.del - 2019-20 - Bilag 73: Orientering vedrørende EU-Domstolens dom af 2. oktober 2019 i den præjudicielle sag C-93/18, Bajratari, fra udlændinge- og integrationsministeren

Det bemærkes, at der også stilles krav om

”tilstrækkelige

midler” til selvforsørgel-

se i opholdsdirektivets artikel 7, stk. 1, litra c, om opholdsret som studerende

som er gennemført ved EU-opholdsbekendtgørelsens § 5.

Opholdsret for unionsborgere, herunder unionsborgere der er henholdsvis selv-

forsørgende og studerende, kan endvidere under visse forudsætninger danne

grundlag for en

afledt opholdsret for familiemedlemmer,

der ledsager unionsbor-

geren eller slutter sig til denne. I nærværende sammenhæng vil en sådan afledt

opholdsret

–

afhængig af om familiemedlemmet er unionsborger eller tredje-

landsstatsborger

–

følge af henholdsvis artikel 7, stk. 1, litra d, og artikel 7, stk. 2, i

direktivet. Den afledte opholdsret for et familiemedlem til en unionsborger, der er

selvforsørgende

eller

studerende,

gennemført

ved

EU-

opholdsbekendtgørelsens §§ 10 og 11.

Opholdsdirektivet i deholder også et krav o ”tilstrækkelige idler” i relatio til

unionsborgeres og deres familiemedlemmers

bevarelse

af retten til ophold (her-

under familiemedlemmers bevarelse af retten til ophold ved unionsborgerens død

eller udrejse eller i tilfælde af skilsmisse mv.) og opnåelse af ret til

tidsubegrænset

ophold,

jf. opholdsdirektivets artikel 12-13 og 16-18. Disse bestemmelser er gen-

nemført ved EU-opholdsbekendtgørelsens §§ 14, 15, 19 og 20, jf. § 14, stk. 3.

En unionsborgers opholdsret og et familiemedlems afledte opholdsret på grund-

lag af ”tilstrækkelige idler”

i medfør af opholdsdirektivets artikel 7 er tidsbe-

grænset og varer, så længe betingelserne er opfyldt, jf. opholdsdirektivets artikel

14, stk. 2, og tilsvarende EU-opholdsbekendtgørelsens § 30.

Beti gelse o ”tilstrækkelige idler” i de ærer ifølge EU-Domstolens

praksis

ikke noget som helst krav

med hensyn til,

hvor

midlerne

kommer fra,

eller at uni-

onsborgeren personligt råder over midlerne, idet de bl.a. kan være tilvejebragt af

en tredjelandsstatsborger, der er familiemedlem til unionsborgeren. Det kan end-

videre ikke kræves, at den person, der forsørger unionsborgeren, er retligt forplig-

tet hertil efter national ret. Det bemærkes, at den pågældende EU-retspraksis

omhandler både mindreårige og voksne unionsborgere.

3. EU-Domstolens dom af 2. oktober 2019 i sag C-93/18, Bajratari

3.1 Sagens faktiske omstændigheder

EU-Domstolens dom af 2. oktober 2019 i sagen C-93/18, Bajratari, vedrører et

albansk ægtepar (tredjelandsstatsborgere), som indrejste i Nordirland (Storbri-

tannien) i 2012.

Efter denne bestemmelse skal unionsborgeren

–

i dette tilfælde ved en erklæring eller på anden

tilsvarende måde efter den pågældende persons eget valg

–

godtgøre over for den relevante natio-

nale myndighed, at vedkommende råder over tilstrækkelige midler til sig selv og sine familiemed-

lemmer, således at opholdet ikke bliver en byrde for værtsmedlemsstatens sociale system.

Jf. dom af 13. september 2016, Rendón Marín, C-165/14, præmis 48 og den deri nævnte retsprak-

sis vedrørende mindreårige unionsborgere. Se desuden dom af 16. juli 2015, Singh m.fl., C-218/14,

præmis 74 ff., om en voksen unionsborger, hvis midler delvist kom fra den virksomhed, som ægte-

fællen, der var tredjelandsstatsborger, udøvede i værtsmedlemsstaten. Se endvidere dom af 23.

marts 2006, Kommissionen mod Belgien, C-408/03, præmis 46 om, at der ikke kan kræves forsørgel-

sespligt (bindende retsforhold) mellem den forsørgende og den forsørgede.

Side

2/10

UUI, Alm.del - 2019-20 - Bilag 73: Orientering vedrørende EU-Domstolens dom af 2. oktober 2019 i den præjudicielle sag C-93/18, Bajratari, fra udlændinge- og integrationsministeren

Her fik parret Bajratari tre børn, hvoraf to ved fødslen opnåede statsborgerskab i

Republikken Irland som følge af en særlig irsk indfødsretslovgivning, hvorefter

børn, som fødes på den irske ø, under visse betingelser har ret til irsk statsborger-

skab, selv om ingen af forældrene er irske statsborgere.

Faderen var ved indrejsen i 2012 i besiddelse af et EU-opholdskort erhvervet i

forbindelse med et tidligere ophold i Storbritannien i 2009 på baggrund af et for-

hold til en britisk statsborger. Da forholdet ophørte i 2011, udrejste faderen til

Albanien, hvor det albanske par blev gift. Hans opholdskort blev ikke på noget

tidspunkt inddraget af myndighederne, som således ikke konstaterede opholds-

rettens ophør, og kortet udløb af sig selv i 2014. Faderen forblev imidlertid efter

dette tidspunkt i Nordirland sammen med sin albanske ægtefælle, hvor han

trods

manglende opholds- og arbejdstilladelse

fortsatte med at arbejde og betale skat.

Moderen, som er sagsøger i den nordirske (britiske) hovedsag, ansøgte efter føds-

len af sit første barn om anerkendelse af en afledt opholdsret i Nordirland efter

EU-reglerne i sin egenskab af familiemedlem til en unionsborger. Myndighederne

meddelte afslag på denne ansøgning med bl.a. den begrundelse, at barnet efter

myndighedernes opfattelse ikke opfyldte betingelsen som fastsat i direktivets

artikel 7, stk. 1, litra b, om tilstrækkelige midler. Myndighederne henviste i den

forbindelse til, at de midler, som barnet havde til rådighed, stammede fra fade-

rens arbejde, som var udøvet ulovligt uden opholds- og arbejdstilladelse.

Den britiske domstol ønskede med sin præjudicielle forelæggelse for EU-

Domstolen at få afklaret, om indkomst fra beskæftigelse, der er udøvet ulovligt

uden opholds- og arbejdstilladelse, skal tages i betragtning ved vurderingen af, om

en unionsborger råder over tilstrækkelige midler i henhold til opholdsdirektivets

artikel 7, stk. 1, litra b, herunder i tilfælde, hvor beskæftigelsen må anses for usik-

ker alene på grund af dens ulovlige karakter.

3.2 EU-Domstolens dom

I dommen bemærker EU-Domstolen indledningsvis, at den i sin retspraksis allere-

de har fastslået, at unionsborgere, der er født i værtsmedlemsstaten og aldrig har

udøvet retten til fri bevægelighed, kan påberåbe sig artikel 21, stk. 1, TEUF (om

unionsborgeres ret til fri bevægelighed) og opholdsdirektivet (om betingelser her-

for). Deraf følger principielt, anføres det, at parret Bajrataris to ældste børn har

ret til ophold i Storbritannien, idet opholdsretten dog konkret forudsætter, at

betingelsen om tilstrækkelige midler er opfyldt, jf. dommens præmis 26-29.

Herefter henviser EU-Domstolen til sin tidligere praksis, hvori den har fastslået, at

EU-retten ikke indebærer noget som helst krav med hensyn til, hvor midlerne

kommer fra, idet de bl.a. kan tilvejebringes af en tredjelandsstatsborger, der er

forælder til de pågældende mindreårige unionsborgere, jf. dommens præmis 30-

31 og den deri nævnte retspraksis.

Spørgsmålet om, hvorvidt dette også gælder, når de midler, som den mindreårige

unionsborger har til rådighed, er optjent ved en forælders ulovlige beskæftigelse i

Side

3/10

UUI, Alm.del - 2019-20 - Bilag 73: Orientering vedrørende EU-Domstolens dom af 2. oktober 2019 i den præjudicielle sag C-93/18, Bajratari, fra udlændinge- og integrationsministeren

værtsmedlemsstaten

uden fornøden opholds- og arbejdstilladelse,

jf. dommens

præmis 32, besvarer EU-Domstolen på baggrund af bl.a. en ordlyds- og formåls-

fortolkning af opholdsdirektivets artikel 7, stk. 1, litra b, idet bestemmelsen har til

formål at undgå, at de omhandlede unionsborgere bliver en urimelig byrde for

værtsmedlemsstatens sociale system, jf. dommens præmis 34.

EU-Domstolen fastslår således, at bestemmelsens ordlyd ikke gør det muligt at

fastslå, at alene midler hidrørende fra beskæftigelse udøvet af en tredjelands-

statsborger, som er forælder til en unionsborger, og som har en opholds- og ar-

bejdstilladelse, kan tages i betragtning med henblik på denne bestemmelse, jf.

dommens præmis 33.

Herefter udtaler EU-Domstolen, at eftersom retten til fri bevægelighed, som er et

grundlæggende princip i EU-retten, er hovedreglen, skal betingelserne i opholds-

direktivets artikel 7, stk. 1, litra b, fortolkes under overholdelse af bl.a. proportio-

nalitetsprincippet. Det indebærer bl.a., at de nationale foranstaltninger, der træf-

fes i forbindelse med anvendelsen af betingelserne, skal være nødvendige og hen-

sigtsmæssige med henblik på at nå det forfulgte mål, som for så vidt angår den

nævnte bestemmelse er at beskytte medlemsstaternes offentlige finanser, jf.

dommens præmis 35-36.

I forlængelse heraf anerkender EU-Domstolen, at når de midler, som en mindre-

årig unionsborger råder over til at sørge for sit eget og sine familiemedlemmers

underhold, hidrører fra indkomst ved beskæftigelse udøvet af dennes forælder,

der er tredjelandsstatsborger og ikke har en opholds- og arbejdstilladelse,

er risi-

koen for et tab af tilstrækkelige midler, og for at den mindreårige unionsborger

bliver en byrde for det sociale system, større,

jf. dommens præmis 37. EU-

Domstolen anerkender dernæst også, at udelukkelsen af en sådan indkomst fra

begrebet

”tilstrækkelige

midler” som omhandlet i artikel 7, stk. 1, litra b, princi-

pielt

muliggør gennemførelsen af det formål, der forfølges med bestemmelsen,

jf.

dommens præmis 38.

EU-Domstolen bemærker imidlertid i den forbindelse, at opholdsdirektivet inde-

holder bestemmelser, der giver en værtsmedlemsstat mulighed for

–

såfremt den

lider et finansielt tab

–

at træffe foranstaltninger for at undgå, at den pågældende

persons ophold falder statens offentlige finanser til byrde. Særligt fremgår det af

opholdsdirektivets artikel 14, stk. 2, at den ret, som unionsborgere og deres fami-

liemedlemmer har til at opholde sig på værtsmedlemsstatens område på grundlag

af direktivets artikel 7, kun bevares, så længe disse borgere og deres familiemed-

lemmer opfylder betingelserne i denne bestemmelse. Endvidere giver artikel 14

værtsmedlemsstaten mulighed for at kontrollere, at unionsborgere og deres fami-

liemedlemmer, som har opholdsret,

opfylder de betingelser herfor, som er fastsat

i direktivet, under hele deres ophold

(eng.

”throughout

the period of their residen-

e”),

jf. dommens præmis 39-41.

På denne baggrund ville en fortolkning af artikel 7, stk. 1, litra b, hvorefter en

mindreårig unionsborger ikke kan påberåbe sig en indkomst fra beskæftigelse

Side

4/10

UUI, Alm.del - 2019-20 - Bilag 73: Orientering vedrørende EU-Domstolens dom af 2. oktober 2019 i den præjudicielle sag C-93/18, Bajratari, fra udlændinge- og integrationsministeren

udøvet i værtsmedlemsstaten af dennes forælder, der er tredjelandsstatsborger

og ikke har opholds- og arbejdstilladelse i denne medlemsstat, tilføje et krav, der

ifølge EU-Domstolen ville

”udgøre et

uforholdsmæssigt

indgreb i udøvelsen af den

omhandlede mindreårige unionsborgers ret til fri bevægelighed og ophold i med-

før af artikel 21 TEUF,

eftersom

den ikke er nødvendig for at opnå det forfulgte

ål”,

jf. dommens præmis 42.

I forlængelse heraf henviser EU-Domstolen i dommens præmis 43-45 til en række

af hovedsagens faktiske omstændigheder:

- Faderen har under sine ophold været beskæftiget i Det Forenede Konge-

rige siden 2009, først som køkkenchef i en restaurant og derefter siden

februar 2018 som ansat i et bilvaskeanlæg.

- Der er af indkomsten af faderens fortsatte beskæftigelse

–

trods udløbet

af hans opholdskort

–

indeholdt skat og bidrag til den sociale sikring.

- Der er intet i sagens oplysninger, der tyder på, at de to børn, der har irsk

statsborgerskab, i løbet af de seneste ti år har gjort brug af den sociale bi-

stand i Det Forenede Kongerige.

Herefter fastslår EU-Domstolen i præmis 46 - 48 følgende:

”En

national foranstaltning, der gør det muligt for myndigheder-

ne i den omhandlede medlemsstat at nægte en mindreårig uni-

onsborger opholdsret med den begrundelse, at de midler, som

denne tilsigter at påberåbe sig med henblik på artikel 7, stk. 1,

litra b), i direktiv 2004/38, hidrører fra indkomst ved beskæfti-

gelse udøvet af dennes forælder, der er tredjelandsstatsborger

og ikke har opholds- og arbejdstilladelse, selv om disse midler i ti

år har gjort det muligt for den nævnte unionsborger at sørge for

sit eget og sine familiemedlemmers underhold uden at gøre

brug af den sociale bistand i denne medlemsstat, går åbenbart

videre, end hvad der er nødvendigt for at beskytte den nævnte

medlemsstats offentlige finanser.

Derudover ville en fortolkning af betingelsen om tilstrækkelige

midler som den, der er nævnt i nærværende doms præmis 42,

være i strid med det formål, der forfølges med direktiv 2004/38,

nemlig at lette udøvelsen af den grundlæggende og personlige

ret til at færdes og opholde sig frit på medlemsstaternes områ-

de, som direkte er tillagt unionsborgerne i artikel 21, stk. 1,

TEUF, og at styrke denne ret, således som det fremgår af fast

retspraksis (dom af 18.12.2014, McCarthy m.fl., C-202/13,

EU:C:2014:2450, præmis 31 og den deri nævnte retspraksis).

Det følger af det ovenstående, at den omstændighed, at de mid-

ler, som en mindreårig unionsborger tilsigter at påberåbe sig

med henblik på artikel 7, stk. 1, litra b), i direktiv 2004/38, hidrø-

rer fra indkomst ved beskæftigelse udøvet i værtsmedlemssta-

ten af dennes forælder, der er tredjelandsstatsborger, ikke er til

hinder for, at den i nævnte bestemmelse fastsatte betingelse

om, at midlerne skal være tilstrækkelige, kan anses for at være

Side

5/10

UUI, Alm.del - 2019-20 - Bilag 73: Orientering vedrørende EU-Domstolens dom af 2. oktober 2019 i den præjudicielle sag C-93/18, Bajratari, fra udlændinge- og integrationsministeren

opfyldt, selv om denne forælder ikke har opholds- og arbejdstil-

ladelse i denne medlemsstat.”

Afslutningsvis forholder EU-Domstolen sig til spørgsmålet, om hensynet til den

offentlige orden

–

som anført af den britiske regering

–

kan begrunde udelukkel-

sen af en mindreårig unionsborgers ret til ophold med henvisning til, at indkom-

sten hidrører fra beskæftigelse udøvet ulovligt uden opholds- og arbejdstilladelse

og dermed er undtaget

fra egre et ”tilstrækkelige idler”

som omhandlet i arti-

kel 7, stk. 1, litra b. Hertil bemærker EU-Domstolen i overensstemmelse med hid-

tidig retspraksis, at begrebet

”den

offentlige orden” som begrundelse for en fravi-

gelse af en grundlæggende frihed skal fortolkes strengt, således at dets rækkevid-

de ikke ensidigt kan fastlægges af den enkelte medlemsstat uden EU-

institutionernes kontrol. Herefter henviser Domstolen til, at den allerede har fast-

slået, at begrebet

”den

offentlige orden” under alle omstændigheder forudsætter,

at der ud over den forstyrrelse af samfundsordenen, som enhver lovovertrædelse

indebærer, foreligger en reel, umiddelbar og tilstrækkeligt alvorlig trussel mod en

grundlæggende samfundsinteresse. Henset til omstændighederne i hovedsagen

fastslår Domstolen, at disse betingelser for med henvisning til den offentlige or-

den at kunne begrunde en begrænsning af de to ældste børns opholdsret ved at

u dtage i dko ste af deres faders ulovlige eskæftigelse fra egre et ”tilstræk-

kelige midler”

so o ha dlet i artikel 7, stk. 1, litra ,

ikke er opfyldt i den kon-

krete sag, jf. dommens pr. 49-52 og den deri nævnte retspraksis.

På baggrund af ovennævnte betragtninger konkluderer EU-Domstolen, at artikel

7, stk. 1, litra b, i opholdsdirektivet skal fortolkes således, at en mindreårig uni-

onsborger råder over tilstrækkelige midler, således at opholdet ikke bliver en uri-

melig byrde for værtsmedlemsstatens sociale system,

også selv om disse midler

hidrører fra indkomst ved ulovlig beskæftigelse udøvet af dennes fader, der er

tredjelandsstatsborger og ikke har opholds- og arbejdstilladelse i denne medlems-

stat,

jf. domskonklusionen.

4. Vurdering af dommens betydning i forhold til dansk administrativ praksis

Efter den hidtidige danske administrative praksis medregnes indkomst fra en i

øvrigt lovlig beskæftigelse, der er udøvet ulovligt uden opholds- og arbejdstilladel-

se,

ikke

ved vurderingen af, om en unionsborger råder over tilstrækkelige midler

til sig selv og sine familiemedlemmers underhold. Denne praksis har været gæl-

dende både, når den unionsborger, hvis opholdsret som selvforsørgende vurde-

res, er en mindreårig, studerende og økonomisk inaktiv voksen i øvrigt, og uanset

om indkomsten står i registret eIndkomst.

Der er derfor behov for at justere dansk administrativ praksis i lyset af dommen.

Udlændinge- og Integrationsministeriet og Justitsministeriet vurderer på bag-

grund af dommens præmisser, at der fremover i forbindelse med udlændinge-

myndighedernes konkrete vurdering og prøvelse af grundlaget for

en selvstændig

eller afledt opholdsret efter opholdsdirektivet, der er betinget af, at en unionsbor-

ger råder over tilstrækkelige midler,

skal tages hensyn til midler fra beskæftigelse,

der er udøvet ulovligt af en tredjelandsstatsborger uden fornøden opholds- og

arbejdstilladelse i Danmark.

Side

6/10

UUI, Alm.del - 2019-20 - Bilag 73: Orientering vedrørende EU-Domstolens dom af 2. oktober 2019 i den præjudicielle sag C-93/18, Bajratari, fra udlændinge- og integrationsministeren

Det anførte vurderes at gælde både i sager, hvor unionsborgeren er selvforsør-

gende og studerende

, da et krav om tilstrækkelige midler stilles over for begge

disse persongrupper efter opholdsdirektivet, og da de proportionalitetsovervejel-

ser mv., som EU-Domstolen omtaler til støtte for resultatet i dommen, er relevan-

te ift. begge grupper, jf. de ovenfor under punkt 2 nævnte bestemmelser.

Endvidere vurderes det anførte at gælde, uanset om unionsborgeren er mindre-

årig eller voksen, og uanset om beskæftigelsen er udøvet af en tredjelandsstats-

borger som er arbejdstager, selvstændig erhvervsdrivende eller tjenesteyder,

smh. herved den ovenfor under punkt 2 nævnte retspraksis fra EU-Domstolen.

Praksisjusteringen vurderes at omfatte tilfælde, hvor en unionsborgers eller et

familiemedlems adgang til at

opnå

eller

bevare

tidsbegrænset

opholdsret eller

til at opnå

tidsubegrænset

ophold er betinget af, at et krav om tilstrækkelige mid-

ler er opfyldt, smh. punkt 2 ovenfor. I de tilfælde skal der således tages hensyn til

midler fra beskæftigelse, der er udøvet ulovligt af en tredjelandsstatsborger uden

fornøden opholds- og arbejdstilladelse i Danmark.

Det bemærkes i den forbindelse, at unionsborgere og deres familiemedlemmer

med ret til ophold i Danmark efter EU-reglerne om fri bevægelighed

ikke

er un-

dergivet et krav om arbejdstilladelse, idet disse personers ret til at tage et arbejde

følger direkte af EU-reglerne

. Denne persongruppe er således ikke omfattet af

udlændingelovens krav om arbejdstilladelse.

Dommen vurderes

alene

at have betydning i de tilfælde, hvor beskæftigelsen er

udøvet af en

tredjelandsstatsborger,

som (på det relevante tidspunkt) ikke havde

en ret til ophold og arbejde efter EU-reglerne, og som derfor var omfattet af ud-

lændingelovens almindelige krav om opholds- og arbejdstilladelse.

Endvidere vurderes dommen

ikke

på nogen måde at indskrænke medlemsstater-

nes mulighed for

at kontrollere,

at personer, der opholder sig og arbejder på deres

territorium, opfylder betingelserne herfor

under hele deres ophold,

eller for at

bringe en opholdsret til ophør, når betingelserne herfor ikke længere er opfyldt,

jf. omtalen af dommens præmis 39-41 ovenfor under punkt 3.2. Dommen vurde-

res således

ikke

på nogen måde at begrænse medlemsstaternes mulighed for at

kontrollere og bekæmpe illegalt og sort arbejde.

Endelig vurderes dommen

ikke

at ændre ved, at medlemsstaterne

ikke

er forplig-

tet til at medregne midler, som stammer fra kriminel virksomhed som f.eks. han-

del med euforiserende stoffer.

Jf. EU-opholdsbekendtgørelsens § 6 om selvforsørgende, jf. opholdsdirektivets artikel 7, stk. 1, litra

b, henholdsvis EU-opholdsbekendtgørelsens § 5 om studerende, jf. opholdsdirektivets artikel 7, stk.

1, litra c, som er beskrevet ovenfor under punkt 2.

Det fremgår af EU-opholdsbekendtgørelsens § 18, jf. § 14, stk. 1, nr. 2, i udlændingeloven (senest

bekendtgjort ved LBK nr. 1022 af 2. oktober 2019).

Side

7/10

UUI, Alm.del - 2019-20 - Bilag 73: Orientering vedrørende EU-Domstolens dom af 2. oktober 2019 i den præjudicielle sag C-93/18, Bajratari, fra udlændinge- og integrationsministeren

5. Dommens betydning for allerede afgjorte sager

Dommen, der er en afgørelse i en præjudiciel sag, er en konstaterende og ikke

retsstiftende dom. Det betyder, at dommen ikke skaber ny ret, men fastslår,

hvordan den fortolkede regel skal forstås.

EU-Domstolen fortolker i sagen kravet om tilstrækkelige midler i opholdsdirekti-

vet. Opholdsdirektivet trådte i kraft den 30. april 2004 og skulle gennemføres i

medlemsstaternes nationale lovgivning den 30. april 2006.

Dommen har derfor bagudrettet betydning for sager fra og med den 1. maj 2006.

Fra dette tidspunkt har det ikke været i overensstemmelse med Danmarks EU-

retlige forpligtelser at meddele afslag på ansøgninger om ret til ophold som selv-

forsøgende, herunder studerende, eller om afledt ret til ophold som familiemed-

lem til sådanne unionsborgere

med den begrundelse,

at unionsborgeren ikke kun-

ne anses for at råde over tilstrækkelige midler,

fordi

midlerne kom fra beskæfti-

gelse, der var udøvet ulovligt af en tredjelandsstatsborger

uden fornøden opholds-

og arbejdstilladelse

i Danmark.

Det samme gælder afslag på

bevarelse af en opholdsret (herunder ophør af op-

holdsret og inddragelse af opholdsdokument)

eller afslag på ansøgning om

tids-

ubegrænset

opholdstilladelse

med denne begrundelse.

Det følger af almindelige forvaltningsretlige principper, at en myndighed har pligt

til at genoptage sager, hvis myndigheden bliver opmærksom på, at den har truffet

afgørelse efter en retsopfattelse, der viser sig at være fejlagtig, og at dette kan

have betydning for myndighedens afgørelser på det pågældende område.

En myndighed har som udgangspunkt pligt til at genoptage berørte sager på

eget

initiativ,

medmindre identifikation af de pågældende sager ikke er mulig eller

f.eks. volder større administrative vanskeligheder, herunder fordi myndighedens

journalsystem ikke gør det muligt at fremsøge de pågældende sager. I sådanne

tilfælde vil myndigheden i stedet have

pligt til at informere offentligt

om mulighe-

den for at anmode om genoptagelse.

Den kompetente myndighed, Styrelsen for International Rekruttering og Integra-

tion (SIRI), overtog den 1. april 2019 EU-opholdsområdet i forbindelse med ned-

læggelsen af Statsforvaltningen. Af systemtekniske grunde kan SIRI ikke elektro-

nisk opgøre, hvor mange afslag på ret til ophold eller på bevarelse heraf, der måt-

te være meddelt fra den 1. maj 2006

med den specifikke begrundelse,

at ansøge-

ren ikke rådede over tilstrækkelige midler,

fordi

midlerne kom fra beskæftigelse,

der var udøvet

ulovligt af en tredjelandsstatsborger uden fornøden opholds- og

arbejdstilladelse.

I det omfang der måtte være meddelt sådanne afslag, vil der

som afslagsgrund i udlændingemyndighedernes elektroniske sagsbehandlingssy-

stem være registreret en overordnet afslagsgrund (f.eks.

” eti gelser ej til ste-

de/ej tilstrækkeligt elyst”).

Ud fra de overordnede afslagsgrunde, der kan søges

på i udlændingemyndighedernes elektroniske sagsbehandlingssystem, vil det ikke

være muligt at identificere berørte sager via elektronisk søgning.

Side

8/10

UUI, Alm.del - 2019-20 - Bilag 73: Orientering vedrørende EU-Domstolens dom af 2. oktober 2019 i den præjudicielle sag C-93/18, Bajratari, fra udlændinge- og integrationsministeren

Afgørelser truffet før 2015 forefindes kun i papirform i arkiver på den nedlagte

Statsforvaltnings forskellige lokationer, hvorfra de vil skulle rekvireres.

For at finde de eventuelle sager, der som følge af dommen kan tænkes ændret i

en genoptagelsessituation, har SIRI opgjort, at der i perioden fra den 1. maj 2006

til den 2. oktober 2019, hvor Bajratari-dommen blev afsagt, i alt er truffet afgørel-

se i 5.136 sager, som Bajratari-dommen potentielt kan have betydning for, jf. un-

der punkt 4 ovenfor

. Dette bruttotal omfatter samtlige afslag til unionsborgere

på

tidsbegrænset og tidsubegrænset

ret til ophold på grundlag af tilstrækkelige

midler, jf. punkt 4 ovenfor, samt afgørelser om ophør af ret til ophold på dette

grundlag. Tallet omfatter endvidere samtlige afslag på en

afledt

tidsbegrænset

henholdsvis tidsubegrænset opholdsret meddelt til unionsborgeres familiemed-

lemmer

samt afgørelser om ophør af ret til ophold på dette grundlag. Fælles for

disse afgørelser er, at de er registreret med overordnede begrundelser, jf. oven-

for, som ikke siger noget om, om afgørelserne kan være berørt af Bajratari-

dommen.

SIRI vurderer imidlertid, at der i praksis ikke vil være meddelt afslag på

tidsube-

grænset

opholdsret eller truffet afgørelse om ophør af en sådan opholdsret med

den begrundelse, som er omhandlet i Bajratari-dommen. Det hænger sammen

med, at ret til

tidsubegrænset

ophold efter 5 års lovligt ophold, i tilfælde hvor

ansøger tidligere er meddelt ret til ophold som selvforsørgende, er betinget af, at

unionsborgeren i hele perioden har opfyldt betingelsen om at råde over tilstræk-

kelige midler til sig selv og sine familiemedlemmers underhold, og ikke ligger det

sociale system til last. Denne prøvelse foretages i praksis primært som en konkret

vurdering af, om ansøgeren har modtaget offentlig forsørgelse i et omfang, som

bevirker, at den pågældende må anses for at have udgjort en byrde for det sociale

system i den relevante periode.

Ses der på den baggrund bort fra afslag på tidsubegrænset opholdsret, vil der

herefter være 4.311 afgørelser/sager, der skal gennemgås manuelt med henblik

på at undersøge, om der i denne sagsmængde vil være afgørelser, som vil skulle

genoptages. SIRI oplyser, at dette vil kræve betydelige ressourcer.

Ved vurderingen af rækkevidden af myndighedernes pligt til at genoptage afgørel-

ser indgår i almindelighed karakteren af den underkendte retsopfattelse. Det er

konkret tillagt betydning, at EU-Domstolen ikke ses tidligere at have udtalt, at

kravet om at råde over tilstrækkelige midler kan være opfyldt, også selv om mid-

lerne stammer fra beskæftigelse, der er udøvet ulovligt af en tredjelandsstatsbor-

ger uden fornøden opholds- og arbejdstilladelse. Det er således vurderingen, at

der ikke er tale om en åbenbar urigtig forståelse af EU-reglerne.

Der er tale om antal afslag og ikke personer. Som et generelt forbehold bemærkes, at de statistiske

oplysninger er behæftet med usikkerhed, da udlændingesystemernes journaliserings- og sagssty-

ringssystemer ikke er som egentlige statistiksystemer.

Ved opgørelsen af afslag til familiemedlemmer er det ikke muligt at koble med unionsborgerens

opholdsgrundlag, hvorfor alle, der har fået afslag på ophold som familiemedlem til en unionsborger,

der er til selvforsørgende, studerende, arbejdstager mv., indgår i opgørelsen.

Side

9/10

UUI, Alm.del - 2019-20 - Bilag 73: Orientering vedrørende EU-Domstolens dom af 2. oktober 2019 i den præjudicielle sag C-93/18, Bajratari, fra udlændinge- og integrationsministeren

Ved vurderingen er der desuden lagt vægt på, at det ikke er muligt ud fra generel-

le kriterier

–

uden en omfattende manuel gennemgang

–

at udskille de eventuelle

sager, som er berørt af dommen, da de konkrete sager fra perioden siden 2006

som nævnt ikke er registreret på en sådan måde i udlændingemyndighedernes

sagsbehandlingssystem, at berørte sager umiddelbart vil kunne udfindes. Der kan

endvidere ikke oplyses noget om sandsynligheden for, at der i den ovenfor oplyste

sagsmængde er afgørelser, som vil skulle genoptages som følge af dommen.

Det er på den baggrund Udlændinge- og Integrationsministeriets og Justitsmini-

steriets vurdering, at udlændingemyndighederne

på begæring

skal genoptage

berørte sager. Det betyder, at personer, der har fået en afgørelse om afslag eller

ophør fra og med den 1. maj 2006

med den ovenfor nævnte begrundelse,

kan søge

om at få deres sag genoptaget.

Der vil på udlændingemyndighedernes hjemmeside

www.nyidanmark.dk

blive

vejledt om adgangen til at søge om genoptagelse på baggrund af dommen.

6. Afsluttende bemærkninger

Som det fremgår ovenfor under punkt 4, vurderes Bajratari-dommen ikke at ind-

skrænke medlemsstaternes mulighed for at kontrollere, at personer, der opholder

sig og arbejder på deres territorium, opfylder betingelserne herfor

under hele

deres ophold

og for at bringe en opholdsret til ophør, når betingelserne ikke læn-

gere er opfyldt.

Det bemærkes i den forbindelse, at Folketinget den 28. november 2019 vedtog et

af skatteministeren fremsat lovforslag

(L 21), som udmønter et delinitiativ i afta-

len

”Styrket i dsats od sort ar ejde”

, som Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti,

Venstre, Enhedslisten, Liberal Alliance, Alternativet, Radikale Venstre, Socialistisk

Folkeparti og Det Konservative Folkeparti indgik i september 2017

. Som et yder-

ligere initiativ mod bl.a. sort arbejde indebærer det vedtagene lovforslag en æn-

dring af Kildeskatteloven, som betyder, at udstedelse af skattekort til en tredje-

landsstatsborger fremover vil forudsætte, at told- og skatteforvaltningen forinden

har konstateret, at den pågældende har ret til at arbejde i Danmark. Der henvises

til ændringslovens § 2, nr. 3, om ændring af Kildeskattelovens § 48, stk. 2, og til

bemærkningerne herom under pkt. 2.2.2 i de almindelige bemærkninger til lov-

forslaget som fremsat den 2. oktober 2019. Loven er trådt i kraft den 1. januar

2020 og har virkning for anmodninger om udstedelse af et skattekort, der indgives

fra og med 1. januar 2020.

L 21 vedtaget som Lov nr. 1310 af 06. december 2019.

Aftalen blev indgået på baggrund af en beretning fra Skatteudvalget om initiativer mod sort arbej-

de af 25. august 2016 (SAU, alm. del bilag 265, folketingsåret 2015-16).

Loven udmønter delinitiativet om digitale salgsregistreringssystemer, som skal medvirke til, at alle

betaler de skatter og afgifter, de skal, således at omfanget af sort økonomi kan minimeres.

Side

10/10