Udlændinge- og Integrationsudvalget 2019-20
UUI Alm.del Bilag 58
Offentligt
2139967_0001.png
Forslag
til
Lov om ændring af udlændingeloven, integrationsloven og forskellige andre love
12
(Forenkling af regler, herunder om klageadgangen til Udlændingenævnet og indrejseforbud,
indførelse af en bagatelgrænse for tilbagebetaling af gebyr, ændring af adgangen og kompetencen til
at forlænge en udrejsefrist, opfølgning på evaluering af Danmarks anvendelse af Schengenreglerne
om bl.a. tilbagesendelse samt præcisering af rækkevidden af indrejseforbud omfattet af
udsendelsesdirektivet, m.v.)
§1
I udlændingeloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1022 af 2. oktober 2019, som senest ændret ved lov nr.
1591 af 27. december 2019, foretages følgende ændringer:
1.
I
§ 9, stk. 4,
indsættes efter 1. pkt. som nyt punktum:
»Hvis ansøgeren har bestået danskprøven på A1-niveau eller A2-niveau, andre danskprøver på et
tilsvarende eller højere niveau eller en afsluttende prøve i dansk, jf. § 9, stk. 1, i lov om
danskuddannelse til voksne udlændinge m.fl., udgør det angivne beløb i 1. pkt. det beløb, som
kommunalbestyrelsen efter stk. 36-38 kan nedsætte den økonomiske sikkerhed til.«.
2.
I
§ 9, stk. 4, 3. pkt.,
der bliver 4. pkt., indsættes efter »angivne beløb«: »i 1. pkt.«.
3.
I
§ 9, stk. 17,
ændres »§ 11, stk. 12 og 13 eller 17« til: »§ 11, stk. 12, 13 eller 17«.
4.
I
§ 9, stk. 36-38,
indsættes som
2. pkt.:
»Dette gælder dog ikke, hvis stk. 4, 2. pkt., har fundet
anvendelse.«.
5.
I
§ 9
indsættes efter stk. 40 som nyt stykke:
»Stk. 41.
Danskbonus efter integrationslovens § 22 anses ikke som hjælp efter
integrationsloven.«.
Stk. 41 og 42 bliver herefter stk. 42 og 43.
1
Loven indeholder bestemmelser, der gennemfører dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2004/38/EF af 29.
april 2004 om unionsborgeres og deres familiemedlemmers ret til at færdes frit og opholde sig frit på medlemsstaternes
område, om ændring af forordning (EF) nr. 1612/68 og om ophævelse af direktiv 64/221/EØF, 68/360/EØF,
72/194/EØF, 73/148/EØF, 75/34/EØF, 75/35/EØF, 90/364/EØF og 93/96/EØF (Opholdsdirektivet), EU-Tidende 2004,
nr. L 158, side 77, samt dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2008/115 EF af 16. december 2008 om fælles
standarder og procedurer i medlemsstaterne for tilbagesendelse af tredjelandsstatsborgere med ulovligt ophold
(Udsendelsesdirektivet), EU-Tidende 2008, nr. L 348, side 98.«
2
Loven indeholder en bestemmelse, der gennemfører dele af Rådets direktiv af 2001/51/EF af 28. juni 2001 om
fastsættelse af supplerende bestemmelser til artikel 26 i konventionen om gennemførelse af Schengen-aftalen af 14. juni
1985, EU-tidende 2001, nr. L 187, s. 0045-0046.
1
 UUI, Alm.del - 2019-20 - Bilag 58: Lovudkast om ændring af udlændingeloven og forskellige andre love, fra udlændinge- og integrationsministeren
6.
I
§ 9 a, stk. 5, 2. pkt.,
ændres »som har fået tillagt en anden ansøgning om opholdstilladelse
opsættende virkning med hensyn til udrejsefristen« til: »som har ret til at blive her i landet under
behandlingen af en anden ansøgning om opholdstilladelse, eller som har opsættende virkning i
forbindelse med behandlingen af en ansøgning om forlængelse eller en klagesag«.
7.
I
§ 9 h, stk. 3, 2. pkt.,
ændres »2. pkt.« til: »4. pkt.«.
8.
I
§ 9 h
indsættes efter stk. 13 som nyt stykke:
»Stk. 14.
Betaler udlændingen eller virksomheden et beløb, der overstiger det gebyr, der skal
betales efter stk. 1, 3, 5 eller 10, tilbagebetales beløbet, der er betalt for meget, ikke, hvis dette
beløb udgør højst 30 kr.«.
Stk. 14 bliver herefter stk. 15.
9.
I
§ 9 p, stk. 2, 2. pkt.,
ændres »som har fået tillagt en anden ansøgning om opholdstilladelse
opsættende virkning med hensyn til udrejsefristen« til: »som har ret til at blive her i landet under
behandlingen af en anden ansøgning om opholdstilladelse, eller som har opsættende virkning i
forbindelse med behandlingen af en ansøgning om forlængelse eller en klagesag «.
10.
I
§ 10, stk. 3, 1. pkt.,
ændres »§ 32, stk. 12« til: »§ 32, stk. 1, nr. 5«.
11.
I
§ 10, stk. 3, 2. pkt.,
indsættes efter »§ 25 c,«: »eller som har indrejseforbud efter § 32, stk. 1,
nr. 2,«.
12.
I
§ 10, stk. 4, 1. pkt.,
ændres »§ 32, stk. 1 og 12« til: »§ 32, stk. 1, nr. 1 og 5«.
13.
I
§ 10, stk. 4, 2. pkt.,
indsættes efter »og som er udvist efter § 25 b«: »eller er meddelt
indrejseforbud efter § 32, stk. 1, nr. 2«.
14.
I
§ 10, stk. 5,
ændres »§ 32, stk. 9« til: »§ 32, stk. 1, nr. 3«.
15.
I
§ 11, stk. 2, 1. pkt.,
udgår » og § 19 a, stk. 2«.
16.
I
§ 11, stk. 3, nr. 5,
indsættes som 2. pkt.:
»Danskbonus efter integrationslovens § 22 anses ikke som hjælp efter integrationsloven.«.
17.
I
§ 12 a
indsættes efter »opholdstilladelser til tredjelandsstatsborgere«: »med senere ændringer«.
18.
I
§ 19, stk. 11,
ændres »stk. 3« til: »stk. 4«.
19.
§ 19 a, stk. 2, 2. pkt.,
ophæves.
2
 UUI, Alm.del - 2019-20 - Bilag 58: Lovudkast om ændring af udlændingeloven og forskellige andre love, fra udlændinge- og integrationsministeren
20.
I
§ 19 a
indsættes som
stk. 3:
»Stk. 3.
Ved afgørelse om inddragelse af opholdstilladelse efter § 19, stk. 2, nr. 2 og 3, finder §
26, stk. 2, anvendelse.«
21.
§ 25 b, stk. 2,
ophæves.
22.
Efter § 26 b indsættes:
Ȥ 26 c.
En afgørelse om udvisning medfører, at udlændingens ret til ophold bortfalder.«.
23.
I
§ 29 a
ændres »et andet EU-land« til: »en anden medlemsstat«.
24.
Før § 32 indsættes som overskrift:
»Indrejseforbud«.
25.
§ 32
affattes således:
Ȥ 32.
Der fastsættes et indrejseforbud, hvorefter den pågældende udlænding ikke uden tilladelse
på ny må indrejse og opholde sig på det i afgørelsen fastsatte område, jf. dog stk. 2 og 3, i følgende
tilfælde:
1) Udlændingen er udvist.
2) Udlændingen er pålagt at udrejse af landet straks eller ikke udrejser i overensstemmelse med
udrejsefristen efter § 33, stk. 2.
3) Udlændingen er omfattet af restriktive foranstaltninger i form af begrænsninger med hensyn
til indrejse og gennemrejse besluttet af De Forenede Nationer eller Den Europæiske Union.
4) Udlændingen er optaget på den liste, der er nævnt i § 29 c, stk. 1.
5) Udlændingens opholdstilladelse eller opholdsret er bortfaldet efter § 21 b, stk. 1.
Stk. 2.
Der fastsættes alene indrejseforbud i forhold til udlændinge, som er omfattet af EU-
reglerne, hvis den pågældende er udvist af hensyn til den offentlige orden, sikkerhed eller sundhed.
Stk. 3.
Der kan i ganske særlige tilfælde, herunder af hensyn til familiens enhed, undlades fastsat
et indrejseforbud efter stk. 1, nr. 1 og 2, medmindre den pågældende udlænding er udvist som følge
af kriminalitet.
Stk. 4.
Indrejseforbud meddeles, jf. dog stk. 5, for
1) 2 år, hvis udlændingen er udvist efter §§ 25 a eller 25 b, eller udlændingen er meddelt et
indrejseforbud efter stk. 1, nr. 2, jf. dog nr. 3,
2) 4 år, hvis udlændingen udvises efter §§ 22-24 og idømmes en betinget frihedsstraf eller
idømmes en ubetinget frihedsstraf af ikke over 3 måneder eller anden strafferetlig retsfølge, der
indebærer eller giver mulighed for frihedsberøvelse, for en lovovertrædelse, der ville have
medført en straf af denne karakter eller varighed, jf. dog nr. 5, eller hvis udlændingen udvises
efter § 25 c,
3) 5 år, hvis udlændingen udvises efter § 25, nr. 2, når udlændingen anses for en alvorlig trussel
mod den offentlige sundhed, eller hvis udlændingen er tredjelandsstatsborger og er meddelt et
3
 UUI, Alm.del - 2019-20 - Bilag 58: Lovudkast om ændring af udlændingeloven og forskellige andre love, fra udlændinge- og integrationsministeren
indrejseforbud efter stk. 1, nr. 1, 2 eller 5, og er indrejst i strid med et indrejseforbud, der
tidligere er meddelt efter stk. 1, nr. 1, 2 eller 5, eller i strid med et indrejseforbud meddelt af en
anden medlemsstat og opdateret i SIS II,
4) 6 år, hvis udlændingen udvises efter §§ 22-24 og idømmes en ubetinget frihedsstraf af mere
end 3 måneder men ikke over 1 år eller anden strafferetlig retsfølge, der indebærer eller giver
mulighed for frihedsberøvelse, for en lovovertrædelse, der ville have medført en straf af denne
varighed,
5) mindst 6 år, hvis udlændingen er udvist efter § 22, nr. 4-8, § 23, nr. 1, jf. § 22, nr. 4-8, eller §
24, nr. 1, jf. § 22, nr. 4-8, eller hvis udlændingen er udvist ved dom og ikke har haft lovligt
ophold her i landet i længere tid end de sidste 6 måneder,
6) 12 år, hvis udlændingen udvises efter §§ 22-24 og idømmes en ubetinget fængselsstraf af
mere end 1 år, men ikke over 1 år og 6 måneder, eller anden strafferetlig retsfølge, der indebærer
eller giver mulighed for frihedsberøvelse, for en lovovertrædelse, der ville have medført en straf
af denne varighed,
7) bestandig, hvis udlændingen udvises efter §§ 22-24 og idømmes en ubetinget fængselsstraf af
mere end 1 år og 6 måneder eller anden strafferetlig retsfølge, der indebærer eller giver mulighed
for frihedsberøvelse, for en lovovertrædelse, der ville have medført en straf af denne varighed,
8) bestandig, hvis udlændingen udvises efter § 25, nr. 1, eller efter § 25, nr. 2, når udlændingen
anses for en alvorlig trussel mod den offentlige orden eller sikkerhed,
9) bestandig, hvis indrejseforbuddet er meddelt efter stk. 1, nr. 3 eller 4, eller for
10) bestandig, hvis indrejseforbuddet er meddelt efter stk. 1, nr. 5.
Stk. 5.
Der kan meddeles et indrejseforbud af kortere varighed, hvis:
1) udlændingen er udvist efter §§ 22-24, og et indrejseforbud af den varighed, der er nævnt i stk.
4, med sikkerhed vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser,
2) udlændingen ikke er udvist efter § 25 a, stk. 1, og ganske særlige grunde, herunder hensynet
til familiemæssige og sociale tilknytninger, taler for, at der meddeles et indrejseforbud af kortere
varighed end anført i stk. 4, nr. 1 og 3, eller hvis
3) et indrejseforbud for bestandig efter stk. 4, nr. 8 eller 10, med sikkerhed vil være i strid med
Danmarks internationale forpligtelser.
Stk. 6.
Et indrejseforbud regnes fra datoen for udrejsen eller udsendelsen af det område, som
indrejseforbuddet vedrører. Indrejseforbud efter stk. 1, nr. 3 og 4, regnes fra den dato, hvor
udlændingen opfylder betingelserne for at blive meddelt indrejseforbud efter bestemmelserne.
Indrejseforbud efter stk. 1, nr. 5, regnes fra datoen for konstateringen af, at udlændingen opfylder
betingelserne for at blive meddelt indrejseforbud, hvis udlændingen opholder sig uden for Danmark.
Stk. 7.
Et indrejseforbud meddelt en udlænding, som er omfattet af EU-reglerne ophæves efter
ansøgning, hvis den pågældendes personlige adfærd ikke længere kan anses for at udgøre
en reel,
umiddelbar og tilstrækkelig alvorlig trussel imod
den offentlige orden, sikkerhed eller sundhed. I
vurderingen inddrages enhver ændring af de forhold, der begrundede udstedelsen af
indrejseforbuddet. Der skal tages stilling til en ansøgning om ophævelse af indrejseforbuddet inden
6 måneder fra ansøgningens indgivelse.
Uden for de tilfælde, der er nævnt i 1. pkt., kan et
indrejseforbud efter stk. 1, nr. 1 eller 2, ophæves, hvis ganske særlige grunde, herunder hensynet til
familiens enhed, taler derfor, medmindre den pågældende udlænding er udvist som følge af
4
 UUI, Alm.del - 2019-20 - Bilag 58: Lovudkast om ændring af udlændingeloven og forskellige andre love, fra udlændinge- og integrationsministeren
kriminalitet. Herudover kan et indrejseforbud efter stk. 1, nr. 2, ophæves, hvis udlændingen har
forladt landet i overensstemmelse med en fastsat udrejsefrist.
Stk. 8.
Et indrejseforbud bortfalder, hvis:
1) den pågældende under de i § 10, stk. 3 og 4, nævnte betingelser meddeles opholdstilladelse
efter §§ 7-9 f, 9 i-9 n, 9 p eller 9 q,
2) den pågældende, efter at der er foretaget en vurdering svarende til den i stk. 7, 1. og 2. pkt.,
nævnte vurdering, får udstedt et registreringsbevis eller opholdskort, jf. § 6,
3) den pågældende ophører med at være omfattet af de restriktive foranstaltninger som nævnt i
stk. 1, nr. 3, eller
4) den pågældende ophører med at være optaget på listen som nævnt i stk. 1, nr. 4.«.
26.
I
§ 32 a
ændres »eller § 8, stk. 1 eller 2, eller afgørelser om bortfald eller inddragelse af en
sådan opholdstilladelse« til: »og afgørelser om bortfald, nægtelse af forlængelse eller inddragelse af
en opholdstilladelse efter § 7 eller § 8, stk. 1 eller 2,«.
27.
I
§ 32 b
udgår »eller § 8, stk. 1 eller 2,«.
28.
Før § 33 indsættes som overskrift:
»Fastsættelse af udrejsefrist«.
29.
§ 33, stk. 1,
affattes således:
»En afgørelse eller beslutning, hvorved det meddeles en udlænding, at udlændingen i medfør af
reglerne i kapitel 1 og 3-4 a ikke har ret til ophold her i landet, skal indeholde en frist for udrejse.
En afgørelse eller beslutning efter 1. pkt. skal meddeles skriftligt og indeholde oplysninger om
reglerne i § 33 b, stk. 1, stk. 2, nr. 1, og stk. 3. Efter anmodning gives udlændingen en skriftlig eller
mundtlig oversættelse af de vigtigste elementer i afgørelsen eller beslutningen på et sprog
vedkommende forstår eller med rimelighed kan formodes at forstå.«.
30.
I
§ 33, stk. 2, 1. pkt.,
indsættes efter »stk. 1,«: »1. pkt.,«.
31.
I
§ 33, stk. 2, 6. pkt.,
indsættes efter
»ikke har medvirket under«: »eller lagt hindringer i vejen
for«.
32.
§ 33, stk. 3-8,
ophæves, og i stedet indsættes;
»Stk. 3.
Stadfæstes en afgørelse, der er tillagt opsættende virkning efter § 33 b, stk. 1 eller 2, eller
frafaldes en sådan klage, fastsættes der en ny frist for udrejse efter reglerne i stk. 2.
Stk. 4.
En udrejsefrist efter stk. 2, kan fastsættes til et senere tidspunkt eller forlænges, hvis
særlige grunde, herunder opholdets varighed, hensynet til skolesøgende børn eller anden
familiemæssig og social tilknytning, taler herfor. Udrejsefristen kan forlænges indtil 120 dage.
Forlængelse af udrejsefristen udover 120 dage kan alene ske i ganske særlige tilfælde, herunder
5
 UUI, Alm.del - 2019-20 - Bilag 58: Lovudkast om ændring af udlændingeloven og forskellige andre love, fra udlændinge- og integrationsministeren
navnlig hvor hensynet til familiens samlede udrejse taler derfor. Afgørelsen skal meddeles
skriftligt.«.
Stk. 9 bliver herefter stk. 5.
33.
§ 33, stk. 10-13,
ophæves.
Stk. 14 og 15 bliver herefter stk. 6 og 7.
34.
I
§ 33, stk. 15,
der bliver til stk. 6, ændres: »stk. 14« til: »stk. 5«.
35.
Før § 33 a indsættes som overskrift:
»Processuelt ophold«.
36.
§§ 33 a
og
33 b
affattes således:
Ȥ 33 a.
En udlænding har ret til at blive her i landet under behandlingen af en ansøgning om
opholdstilladelse efter § 7, § 9 d, eller ansøgning om opholdstilladelse, som tillades indgivet her i
landet efter § 9, stk. 25, § 9 a, stk. 5, § 9 c, stk. 6, § 9 f, stk. 9, § 9 i, stk. 4, § 9 j, stk. 2, § 9 k, stk. 2,
§ 9 l, stk. 2, § 9 m, stk. 2, § 9 n, stk. 2, § 9 p, stk. 2, og § 9 q, stk. 11.
Stk. 2.
En udlænding kan meddeles ret til at blive her i landet under behandlingen af en
anmodning om genoptagelse af en afgørelse efter § 7, når anmodningen er indgivet inden
udrejsefristens udløb.
Stk. 3.
Når ganske særlige grunde taler derfor, kan en udlænding meddeles ret til at blive her i
landet under behandlingen af:
1) Anmodning om genoptagelse af en afgørelse efter § 7, når anmodningen er indgivet efter
udrejsefristens udløb.
2) Ansøgning om opholdstilladelse efter § 9 b.
3) Ansøgning om opholdstilladelse efter §§ 9-9 f, 9 i-9 n, 9 p eller 9 q til en udlænding med
indrejseforbud, jf. § 10, stk. 4.
4) Anmodning om genoptagelse af en afgørelse efter §§ 9-9 f, 9 i-9 n, 9 p eller 9 q.
Opsættende virkning
§ 33 b.
Klage over en afgørelse efter denne lov tillægges ikke opsættende virkning, medmindre
særlige grunde taler derfor, jf. dog stk. 2 og 3, og § 53 a, stk. 2, 4. pkt., jf. dog 5. pkt.
Stk. 2.
Der tillægges opsættende virkning ved:
1) Afgørelser som nævnt i § 33, stk. 1, der påklages, inden 7 dage efter afgørelsen er meddelt
den pågældende, hvis udlændingen enten er omfattet af EU-reglerne, eller er statsborger i et
andet nordisk land og har haft bopæl her i landet eller en udlænding, der hidtil har haft
opholdstilladelse med mulighed for varigt ophold her i landet, jf. dog stk. 3.
6
 UUI, Alm.del - 2019-20 - Bilag 58: Lovudkast om ændring af udlændingeloven og forskellige andre love, fra udlændinge- og integrationsministeren
2) Afgørelser om afslag på opholdstilladelse efter § 9 c, stk. 3, nr. 2, eller om nægtelse af
forlængelse, inddragelse eller bortfald af en opholdstilladelse meddelt efter § 9 c, stk. 3, nr. 2,
der påklages, inden 7 dage efter, at afgørelsen er meddelt den pågældende.
3) Afgørelser om afslag på opholdstilladelse efter § 9 e, eller om inddragelse af en
opholdstilladelse efter § 9 e, der påklages, inden 7 dage efter afgørelsen er meddelt den
pågældende.
4) Ansøgning om forlængelse af en opholdstilladelse, som tillades indgivet her i landet efter § 9,
stk. 25, § 9 a, stk. 6, § 9 c, stk. 6, § 9 f, stk. 9, § 9 i, stk. 5, § 9 j, stk. 3, § 9 k, stk. 3, § 9 l, stk. 3, §
9 m, stk. 3, § 9 n, stk. 3, § 9 p, stk. 3, eller § 9 q, stk. 12.
5) Ansøgning om forlængelse af en opholdstilladelse efter § 9 b, der er indgivet rettidigt.
Stk. 3.
For afgørelser om udvisning efter §§ 25 a eller 25 b af en udlænding, som er omfattet af
EU-reglerne, men som forud for udvisningen alene har opholdt sig midlertidigt her i landet, jf. § 2,
stk. 1 eller 2, finder stk. 1, 1. pkt., tilsvarende anvendelse.«.
37.
§ 33 c
ophæves.
38.
Før § 34 indsættes som overskrift:
»Midlertidige foranstaltninger og frihedsberøvelse«.
39.
I
§ 34, stk. 4,
ændres »afslag på en ansøgning om opholdstilladelse efter § 7 eller § 8, stk. 1 eller
2« til: »afslag på en ansøgning om opholdstilladelse efter § 7«.
40.
I
§ 36, stk. 1, 1. pkt.,
indsættes efter »at den pågældende skal frihedsberøves«: », jf. § 36, stk.
9«.
41.
I
§ 36, stk. 1, 2. pkt.,
indsættes efter »og de i § 34 nævnte foranstaltninger ikke er
tilstrækkelige«: », jf. § 36, stk. 10«.
42.
I
§ 36, stk. 5,
indsættes efter »Drager politiet omsorg for en udlændings udrejse, og medvirker
udlændingen ikke hertil, jf. § 40, stk. 6, 1. pkt., skal udlændingen«: », medmindre de i § 34 og § 42
a, stk. 7, 3. pkt., stk. 8, 2. pkt., og stk. 12, nævnte foranstaltninger ikke er tilstrækkelige,«.
43.
I
§ 36
indsættes som
stk. 9:
»Stk. 9.
Ved beslutning om frihedsberøvelse efter § 36, stk. 1, 1. pkt., skal der navnlig lægges
vægt på, om der er risiko for, at udlændingen vil forsvinde eller unddrage sig udsendelse, eller om
udlændingen undviger eller lægger hindringer i vejen for forberedelsen af tilbagesendelses- eller
udsendelsesprocessen. Risiko for, at udlændingen vil forsvinde, foreligger, når udlændingen ikke
har medvirket under eller har lagt hindringer i vejen for sagens behandling, eller når der i øvrigt på
baggrund af oplysningerne om udlændingen og opholdets varighed og karakter er grund til at
antage, at udlændingen vil forsvinde eller unddrage sig udsendelse.«.
7
 UUI, Alm.del - 2019-20 - Bilag 58: Lovudkast om ændring af udlændingeloven og forskellige andre love, fra udlændinge- og integrationsministeren
44.
I
§ 36
indsættes som
stk. 10:
»Stk.
10.
Ved beslutning om frihedsberøvelse efter § 36, stk. 1, 2. pkt., skal der særligt lægges
vægt på, om udlændingen har søgt asyl i andre lande, der er tilsluttet Dublinforordningen, eller om
udlændingen under opholdet i Danmark har forsøgt at indrejse og søge asyl i en anden medlemsstat.
Endvidere skal der lægges vægt på, om
1) udlændingen antræffes af politiet og ikke har indgivet ansøgning om asyl her i landet, eller i
øvrigt ikke har lovligt ophold her i landet,
2) udlændingen tidligere har været overført fra Danmark i medfør af Dublinforordningen og på
ny er indrejst her i landet, og om udlændingen tidligere har unddraget sig eller forsøgt at
unddrage sig afvisning eller overførsel,
3) udlændingen har forsømt at overholde foranstaltninger, som denne er pålagt i medfør af § 34
til sikring af den pågældendes tilstedeværelse,
4) udlændingen over for udlændingemyndighederne eller politiet har givet udtryk for ikke at ville
følge en afgørelse om afvisning eller overførsel,
5) udlændingen er blevet udvist efter § 25 a, stk. 2, eller § 25 b,
6) udlændingen er indrejst i strid med et indrejseforbud, der er udstedt her i landet eller i en
anden medlemsstat, eller
7) sagens omstændigheder i øvrigt, herunder længden af et ulovligt ophold, bestyrker
vurderingen af, at der er en væsentlig risiko for forsvinden.«
45.
I
§ 40
indsættes som
stk. 13:
»Stk. 13.
En ansøgning om opholdstilladelse efter § 9 b eller efter § 9 c, når ansøgningen
vedrører en udlænding, der har indgivet ansøgning om opholdstilladelse efter § 7, eller efter § 9 e
behandles ikke, hvis den myndighed, der skal træffe afgørelsen, ikke er bekendt med udlændingens
opholdssted. Det samme gælder for en anmodning om genoptagelse af en afgørelse efter § 7, § 9 b,
eller § 9 c, når afgørelsen vedrører en udlænding, der har indgivet ansøgning om opholdstilladelse
efter § 7, eller § 9 e.«.
46.
I
§ 40 d
ændres »§ 9 f, stk. 4, 1. pkt.« til: »§ 9 f, stk. 5, 1. pkt.«.
47.
I
§ 42 a, stk. 8, 1. pkt.,
ændres »en udlænding, der har fået afslag på en ansøgning om
opholdstilladelse efter § 7 eller § 8, stk. 1 eller 2« til: »en udlænding, der har fået afslag på en
ansøgning om opholdstilladelse efter § 7«.
48.
I
§ 42 a, stk. 13
ændres »stk. 13« til: »stk. 15«.
49.
I
§ 42 a, stk. 15,
ændres »en udlænding, der har fået afslag på en ansøgning om
opholdstilladelse efter § 7 eller § 8, stk. 1 eller 2« til: »en udlænding, der har fået afslag på en
ansøgning om opholdstilladelse efter § 7«.
50.
I
§ 42 a, stk. 16, 1. pkt.
ændres »stk. 11, nr. 1-4 og 6, og stk. 12« til: »stk. 13, nr. 1-4 og 6, og
stk. 14«.
8
 UUI, Alm.del - 2019-20 - Bilag 58: Lovudkast om ændring af udlændingeloven og forskellige andre love, fra udlændinge- og integrationsministeren
51.
I
§ 42 a, stk. 17,
ændres »stk. 11-14« til: »stk. 13-16«.
52.
I
§ 42 a, stk. 19, 1. pkt.
ændres »stk. 11-14« til: »stk. 13-16« og »42,73« ændres til: »53,39«, i
stk. 19, 2. pkt.,
ændres »2005-beløb« til: »2020-beløb«, og »2006« ændres til: »2021«.
53.
§ 43 c
ophæves.
54.
I
§ 44 a, stk. 2, 1 pkt.,
indsættes efter »landet«: »samt modtagelse af hjælp til repatriering«.
55.
I
§ 46, stk. 2, 1. pkt.,
ændres »og 9 p bortset fra afgørelser om bortfald efter § 21 b og afgørelser
efter § 33« til: »og 9 p, bortset fra afgørelser om bortfald efter § 21 b, og afgørelser efter §§ 33-33
b«.
56.
I
§ 46, stk. 2, 3. pkt.,
ændres »§ 25 b, stk. 2« til: »§ 32, stk. 1, nr. 2«.
57.
I
§ 46, stk. 3,
ændres »§ 33, stk. 4« til: »§ 33 a, stk. 3, nr. 2, og § 33 b, stk. 1«.
58.
I
§ 46
indsættes som
stk. 7:
»Stk. 7.
Afgørelse efter § 33, stk. 4, træffes af den myndighed, der træffer den afgørelse, som
udrejsefristen fastsættes i forbindelse med.«.
59.
§ 46 a
affattes således:
Ȥ 46 a.
Udlændingestyrelsens og Styrelsen for International Rekruttering og Integrations
afgørelser efter denne lov kan påklages til Udlændingenævnet, jf. dog stk. 4 og 6 og § 53 a.
Stk. 2.
Udlændingenævnet kan endvidere behandle klager over:
1) Udlændingestyrelsens og Styrelsen for International Rekruttering og Integrations konstatering
af, at en opholdstilladelse meddelt efter § 9, § 9 a, § 9 c, stk. 1, §§ 9 d-9 f, §§ 9 i-9 n, § 9 p eller §
9 q er bortfaldet, jf. §§ 17-18. Det samme gælder klager over afslag på ansøgninger om, at en
opholdstilladelse ikke skal anses for bortfaldet, jf. § 17, stk. 3, og § 17 a, stk. 2.
2) Styrelsen for International Rekruttering og Integrations konstatering af, at en opholdsret efter
§ 6 er ophørt.
3) Politiets afgørelser om afvisning, jf. § 28, stk. 1-4 og 7, 3. pkt.
4) Afgørelser, der træffes i første instans af en færøsk myndighed i medfør af § 46 i, jf. dog stk.
6, nr. 8.
Stk. 3.
Klage til Udlændingenævnet over de afgørelser, der er nævnt i stk. 1 og 2, skal være
indgivet inden 8 uger efter, at klageren har fået meddelelse om afgørelsen. Udlændingenævnets
formand eller den, formanden bemyndiger dertil, kan i særlige tilfælde beslutte, at en klage skal
behandles, selvom klagen er indgivet efter udløb af fristen.
Stk. 4.
Udlændingestyrelsens afgørelser vedrørende opholdstilladelse efter § 9 c, stk. 2, kan
påklages til udlændinge- og integrationsministeren. Det samme gælder Udlændingestyrelsens
konstatering af, at en opholdstilladelse meddelt efter § 9 c, stk. 2, er bortfaldet, jf. §§ 17-18, og
9
 UUI, Alm.del - 2019-20 - Bilag 58: Lovudkast om ændring af udlændingeloven og forskellige andre love, fra udlændinge- og integrationsministeren
klager over afslag på ansøgninger om, at en sådan opholdstilladelse ikke skal anses for bortfaldet, jf.
§ 17, stk. 3, og § 17 a, stk. 2.
Stk. 5.
En dansk diplomatisk eller konsulær repræsentations afgørelse om afslag på en ansøgning
om visum eller om annullering eller inddragelse af et allerede meddelt visum, jf. § 47, stk. 2, kan
påklages til Udlændingestyrelsen. En afgørelse, der er meddelt ansøgeren alene ved brug af en
standardformular, jf. § 4 e, stk. 1, anses for påklaget til Udlændingestyrelsen.
Stk. 6.
Følgende afgørelser kan ikke påklages:
1) Udlændingestyrelsens og Styrelsen for International Rekruttering og Integrations afgørelser
om afvisning, der er truffet efter regler udstedt i medfør af § 9 g, stk. 1, 2. pkt. og stk. 2, 2. pkt.,
og afgørelser efter § 9 g, stk. 3, § 9 h, stk. 8, 1. pkt., § 9 h, stk. 9, 1. pkt., jf. stk. 5, 1. pkt., jf. stk.
1, § 9 h, stk. 14, § 11, stk. 10, § 27, § 29 c, stk. 1, § 32 a, § 33, stk. 1, 2 og 5-7, §§ 33 a og b, §
40, stk. 13, § 42 a, stk. 7, 3. pkt., § 42 a, stk. 8 og 10, § 42 b, stk. 1, 3 og 7-9, § 42 d, stk. 2, § 46
e og § 53 b.
2) Udlændingestyrelsens og Styrelsen for International Rekruttering og Integrations afgørelser
om afkortning af varigheden af en opholdstilladelse meddelt efter § 9, § 9 a, § 9 c, stk. 1, §§ 9 d-
9 f, §§ 9 i-n, § 9 p eller § 9 q på grund af udløb af udlændingens pas eller rejselegitimation.
3) Udlændingestyrelsens og de danske diplomatiske og konsulære repræsentationers afgørelser
efter § 4 d.
4) Udlændingestyrelsens afgørelser om spærring af dansk udstedt rejselegitimation i Det
Centrale Pasregister i medfør af § 39, stk. 8 og 9.
5) Udlændingestyrelsens afgørelser efter § 42 k og § 42 l, for så vidt angår boligens geografiske
placering.
6) Udlændingestyrelsens afgørelser i sager om klager over anvendelse af reglerne i kapitel 9 a.
7) Styrelsen for International Rekruttering og Integrations afgørelser om varsel, jf. § 19, stk. 1,
nr. 14, 2. pkt.
8) Afgørelser om opsættende virkning efter § 33 b, der træffes af en færøsk myndighed i medfør
af § 46 i.
Stk. 7.
Udlændingestyrelsens beslutning om, at der ikke er særlige grunde til at antage, at en
uledsaget udlænding, der inden det fyldte 18. år har indgivet ansøgning om opholdstilladelse i
medfør af § 7, ikke bør gennemgå en asylsagsprocedure, jf. § 9 c, stk. 3, nr. 1, kan ikke påklages.
Endvidere kan Udlændingestyrelsens og Styrelsen for International Rekruttering og Integrations
beslutninger om betaling af udgifter forbundet med tilvejebringelsen af oplysninger til brug for
behandlingen af en sag efter denne lov, jf. § 40, stk. 4, ikke påklages.
Stk. 8.
Udlændinge- og integrationsministeren kan fastsætte nærmere regler om klagefrist for de
typer af afgørelser, der er omfattet af stk. 5, 1. pkt.«
60.
I
§ 48, stk. 1, 5. pkt.,
ændres »De afgørelser, der er nævnt i 1. pkt., kan påklages til
Udlændingenævnet, jf. § 52 b, stk. 6, og de afgørelser, der er nævnt i 2.-4. pkt., kan påklages til
udlændinge- og integrationsministeren, jf. dog 7. pkt. og stk. 2 og 3.« til: »De afgørelser, der er
nævnt i 2.-4. pkt., kan påklages til udlændinge- og integrationsministeren, jf. dog 7. pkt. og stk. 2 og
3.«.
10
 UUI, Alm.del - 2019-20 - Bilag 58: Lovudkast om ændring af udlændingeloven og forskellige andre love, fra udlændinge- og integrationsministeren
61.
I
§ 48 b
ændres
»et andet EU-land« til: »en anden medlemsstat«, »overtage, tilbagetage eller
modtage« ændres til: »overtage eller tilbagetage«, og »træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt
afgørelse vedrørende anmodningen« ændres til: »tager Udlændingestyrelsen snarest muligt stilling
til og besvarer anmodningen.«.
62.
I
§ 49, stk. 1, 2. pkt.,
indsættes efter »skal dommen indeholde bestemmelse om
indrejseforbuddets varighed, jf. § 32, stk. 1-5«: », og vejledning om indrejseforbuddets omfang og
retsvirkninger«.
63.
§ 52 b
ophæves.
64.
I
§ 52 c, stk. 3,
ændres »Udlændingestyrelsen eller fra Styrelsen for International Rekruttering
og Integration« til: »Udlændingestyrelsen, Styrelsen for International Rekruttering og Integration
eller politiet«.
65.
I
§ 52 c
indsættes som
stk. 9:
»Stk. 9.
Afgørelser om opsættende virkning, jf. § 33 b, træffes af Udlændingenævnets formand
eller den, formanden bemyndiger dertil.«.
66.
I
§ 53 a, stk. 1, nr. 3,
indsættes efter »§ 32 a«: », og afgørelser efter § 33, stk. 4, truffet i
forbindelse med disse bestemmelser«.
67.
I
§ 53 a, stk. 1, nr. 7,
indsættes efter »Afslag på opholdstilladelse efter § 9 c, stk. 3«: », eller
nægtelse af forlængelse, inddragelse eller bortfald af opholdstilladelse meddelt efter § 9 c, stk. 3.«.
68.
I
§ 56 d, stk. 2,
ændres »§ 56, stk. 1, « til: »§ 56 a, stk. 1,«.
69.
I
§ 58 g, stk. 1, nr. 7,
ændres »efter § 25 b eller« til » efter § 25 a eller b og meddelt
indrejseforbud,«.
70.
I
§ 58 g, stk. 1, nr. 8,
ændres »nævnt i § 29 c, stk. 1.« til: » nævnt i § 29 c, stk. 1, eller«
71.
I
§ 58 g, stk. 1,
indsættes som
nr. 9:
»9) udlændingen er meddelt indrejseforbud efter § 32, stk. 1, nr. 2.«.
72.
I
§ 59 a
indsættes som
stk. 3:
»Stk.
3.
Bøder for transportvirksomheders overtrædelse af stk. 1 udmåles til 22.500 kr. eller
derover pr. udlænding, der befordres.«
73.
I
§ 60, stk. 1, 1. pkt.
ændres »§ 34, stk. 1-3 og 6« til: »§ 34, stk. 1-3 og 7« og »stk. 8, 3. pkt.« til:
»stk. 8, 4. pkt.«.
11
 UUI, Alm.del - 2019-20 - Bilag 58: Lovudkast om ændring af udlændingeloven og forskellige andre love, fra udlændinge- og integrationsministeren
74.
I
§ 60, stk. 1, 1. pkt.
ændres »§ 42 a, stk. 8, 2. pkt.« til: § 42 a, stk. 8, 2. og 5. pkt.«
§2
I lov om dansk indfødsret, jf. lovbekendtgørelse nr. 1029 af 10. juli 2018, som ændret ved § 1 i lov
nr. 1735 af 27. december 2018. § 2 i lov nr. 173 af 27. februar 2019 og § 1 i lov nr. 1057 af 24.
oktober 2019 foretages følgende ændring:
1.
I
§ 12, stk. 1,
indsættes efter 2. pkt. som nyt punktum:
»Gebyrer for ansøgninger om dansk indfødsret ved naturalisation, ansøgninger om bevis for eller
bevarelse af dansk indfødsret og gebyr for afgivelse af erklæring om dansk indfødsret betales til
Udlændinge- og Integrationsministeriet.«
2.
I
§ 12, stk. 1,
indsættes som
7. pkt.,
der bliver 8. pkt.:
»Betaler ansøgeren eller den erklærende et beløb, der overstiger det gebyr, der skal betales efter 1.
eller 2. pkt., tilbagebetales beløbet, der er betalt for meget, ikke, hvis dette beløb udgør højst 30 kr.«
§3
I integrationsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1 af 1. januar 2020, foretages følgende ændringer:
1.
§ 8, stk. 2, 2. pkt.,
ophæves.
2.
I
§ 16, stk. 9,
udgår »eller introduktionsprogram«.
3.
I
§ 20, stk. 1, 4. pkt.,
ændres »stk. 3« til: »stk. 4«.
4.
I
§ 20, stk. 7, 3. pkt.,
ændres »udlændinge, der alene har ledighed som problem,« til: »jobparate
udlændinge«.
5.
I
§ 22, stk. 1,
ændres »stk. 2 eller 3« til: »stk. 2-4«.
6.
I
§ 45, stk. 9, nr. 4,
ændres »§ 2 stk. 5« til: »§ 2 e, stk. 3«.
§4
I lov om danskuddannelse til voksne udlændinge m.fl., jf. lovbekendtgørelse nr. 901 af 19. august
2019, foretages følgende ændringer:
1.
I
§ 5, stk. 3, 2. pkt.
indsættes efter »deltagelse i undervisningen«: », om opbevaring af
registreringer«
12
 UUI, Alm.del - 2019-20 - Bilag 58: Lovudkast om ændring af udlændingeloven og forskellige andre love, fra udlændinge- og integrationsministeren
§5
I lov om folkeskolen, jf. lovbekendtgørelse nr. 823 af 15. august 2019, som ændret ved § 13 i lov
nr. 1746 af 27. december 2016, § 1 i lov nr. 209 af 5. marts 2019 og lov nr. 564 af 7. maj 2019,
foretages følgende ændringer:
1.
To steder i
§ 50, stk. 3,
ændres »integrationsydelse« til »selvforsørgelses- og hjemrejseydelse og
overgangsydelse«.
§6
I lov om planlægning, jf. lovbekendtgørelse nr. 287 af 16. april 2018, som ændret ved § 2 i lov nr.
1712 af 27. december 2018, § 1 i lov nr. 1714 af 27. december 2018 og lov nr. 1715 af 27.
december 2018, foretages følgende ændringer:
1.
I
§ 5 u, stk. 1-3,
ændres »integrationslovens § 12, stk. 6« til: »integrationslovens § 12, stk. 1«.
2.
I
§ 5 u, stk. 7,
indsættes som
2. og 3. punktum:
»Kommunalbestyrelsen kan forlænge varigheden af disse dispensationer og tilladelser med op til 2
år. Ved sådan afgørelse om at forlænge varigheden af en dispensation eller en tilladelse finder
reglerne i stk. 6 og 8 tilsvarende anvendelse.«.
§7
I lov nr. 174 af 27. februar 2019 (Lov om ændring af udlændingeloven, integrationsloven,
repatrieringsloven og forskellige andre love) foretages følgende ændringer:
1.
§ 1, nr. 21
ophæves.
§8
Stk. 1.
Loven træder i kraft den 15. juni 2020.
Stk. 2.
Lovens § 3, nr. 2-6, § 5 og § 6 træder i kraft dagen efter offentliggørelse i Lovtidende.
Stk. 3.
Udlændinge- og integrationsministeren fastsætter tidspunktet for ikrafttrædelse af lovens § 1,
nr. 73.
Stk. 4.
Lovens § 1, nr. 8, finder anvendelse for udlændinge og virksomheder, som efter lovens
ikrafttræden indbetaler gebyr efter udlændingelovens § 9 h, stk. 1, 3, 5 og 10.
Stk.5.
Lovens § 1, nr. 21, finder ikke anvendelse for sager efter § 25 b, stk. 2, som er indledt af
myndighederne før lovens ikrafttræden og ved anmodning om genoptagelse af afgørelser efter § 25
b, stk. 2, som er indgivet før lovens ikrafttræden. For sådanne afgørelser finder de hidtil gældende
regler anvendelse.
13
 UUI, Alm.del - 2019-20 - Bilag 58: Lovudkast om ændring af udlændingeloven og forskellige andre love, fra udlændinge- og integrationsministeren
Stk. 6.
Lovens § 1, nr. 36, finder ikke anvendelse ved ansøgninger, klager og anmodninger om
genoptagelse af afgørelser, som er indgivet før lovens ikrafttræden. For sådanne anmodninger finder
de hidtil gældende regler anvendelse.
Stk. 7.
Lovens § 1, nr. 59, 60, 63, 65 og 67, finder ikke anvendelse for klager, der er indgivet før
lovens ikrafttræden. For sådanne klager finder de hidtil gældende regler anvendelse.
Stk. 8.
Udlændingelovens § 46 a, stk. 3, som affattet ved lovens § 1, nr. 59, finder ikke anvendelse
for afgørelser, der er truffet af Udlændingestyrelsen eller Styrelsen for International Rekruttering og
Integration inden lovens ikrafttræden, og som på afgørelsestidspunktet ikke kunne påklages til
Udlændingenævnet efter den hidtil gældende bestemmelse i udlændingelovens § 52 b.
Stk. 9.
Lovens § 2, nr. 2, finder anvendelse for ansøgere og erklærende, som efter lovens
ikrafttræden indbetaler gebyr efter indfødsretslovens § 12, stk. 1, 1. og 2. pkt.
Stk. 10.
§ 5 u, stk. 7, 2. og 3. pkt., i lov om planlægning, som affattet ved denne lovs § 6, nr. 2,
finder også anvendelse for dispensationer og tilladelser efter § 5 u, stk. 1-3, der er udløbet før
lovens ikrafttræden, jf. § 5 u, stk. 7.
§9
Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland. Lovens §§ 1 og 2 kan dog ved kongelig anordning
helt eller delvis sættes i kraft for Færøerne og Grønland med de ændringer, som de henholdsvis
færøske og grønlandske forhold tilsiger.
14
 UUI, Alm.del - 2019-20 - Bilag 58: Lovudkast om ændring af udlændingeloven og forskellige andre love, fra udlændinge- og integrationsministeren
Indholdsfortegnelse
Indholdsfortegnelse ............................................................................................................................ 15
1.
2.
Indledning ................................................................................................................................... 22
Bestemmelser om processuelt ophold og opsættende virkning .................................................. 25
2.1.
Gældende ret........................................................................................................................ 25
Udlændingelovens § 33, stk. 3, om opsættende virkning ............................................ 25
2.1.1.
2.1.2. Udlændingelovens § 33, stk. 4, om afgørelser om humanitært ophold efter
udlændingelovens § 9 b .............................................................................................................. 27
2.1.3. Udlændingelovens § 33, stk. 5, om ansøgning om opholdstilladelse, der tillades
indgivet her i landet .................................................................................................................... 28
2.1.4. Udlændingelovens § 33, stk. 6, om afgørelser truffet efter § 53 b, stk. 1, og § 9 b, som
indbringes for Folketingets Ombudsmand.................................................................................. 29
2.1.5.
Udlændingelovens § 33, stk. 7, om genoptagelse af en afgørelse efter § 7 eller § 9 b 29
2.1.6. Udlændingelovens § 33, stk. 8, om at ansøgning ikke behandles, når opholdsstedet er
ukendt 30
2.1.7. Udlændingelovens § 33, stk. 10, om ansøgning om opholdstilladelse fra en udlænding
med indrejseforbud ..................................................................................................................... 30
2.1.8. Udlændingelovens § 33, stk. 12, om klage over afslag på opholdstilladelse efter § 9 e
for udlændinge, der er omfattet af Kosovonødloven .................................................................. 31
2.1.9. Udlændingelovens § 33, stk. 13, om klage over afslag på opholdstilladelse i medfør af
§ 9 c, stk. 3, nr. 2......................................................................................................................... 31
2.2.
2.3.
Ministeriets overvejelser ..................................................................................................... 32
Den foreslåede ordning ....................................................................................................... 34
3. Ændring af adgangen til forlængelse af udrejsefristen samt udvidelse af kompetencen til at
træffe afgørelse herom ....................................................................................................................... 35
3.1.
Gældende ret........................................................................................................................ 35
Adgang til at forlænge en udrejsefrist .......................................................................... 35
Kompetence til at forlænge en udrejsefrist samt klageadgang i sager om forlængelse36
3.1.1.
3.1.2.
3.2.
3.3.
4.
Ministeriets overvejelser ..................................................................................................... 36
Den foreslåede ordning ....................................................................................................... 38
Betingelser for fastsættelse af udrejsefrist til straks ................................................................... 40
4.1.
Gældende ret........................................................................................................................ 40
Udlændingeloven ......................................................................................................... 40
Udsendelsesdirektivet .................................................................................................. 41
4.1.1.
4.1.2.
15
 UUI, Alm.del - 2019-20 - Bilag 58: Lovudkast om ændring af udlændingeloven og forskellige andre love, fra udlændinge- og integrationsministeren
4.1.3.
4.2.
4.3.
5.
Rådets henstilling ......................................................................................................... 41
Ministeriets overvejelser ..................................................................................................... 42
Den foreslåede ordning ....................................................................................................... 42
Fastsættelse af udrejsefrist i afgørelser om ulovligt ophold ....................................................... 42
5.1.
Gældende ret........................................................................................................................ 43
Udlændingeloven ......................................................................................................... 43
Udsendelsesdirektivet .................................................................................................. 45
Rådets henstilling ......................................................................................................... 45
5.1.1.
5.1.2.
5.1.3.
5.2.
5.3.
6.
Ministeriets overvejelser ..................................................................................................... 46
Den foreslåede ordning ....................................................................................................... 47
Skriftlighed og vejledning ved afgørelser og meddelelse af indrejseforbud .............................. 48
6.1.
Gældende ret........................................................................................................................ 48
Udlændingeloven ......................................................................................................... 48
Opholdsdirektivet ......................................................................................................... 49
Udsendelsesdirektivet .................................................................................................. 50
Rådets henstilling ......................................................................................................... 50
6.1.1.
6.1.2.
6.1.3.
6.1.4.
6.2.
6.3.
7.
Ministeriets overvejelser ..................................................................................................... 51
Den foreslåede ordning ....................................................................................................... 53
Meddelelse af indrejseforbud i sager efter udlændingelovens § 25 b, stk. 2 .............................. 54
7.1.
Gældende ret........................................................................................................................ 54
Udlændingeloven ......................................................................................................... 54
Udsendelsesdirektivet .................................................................................................. 56
Rådets henstilling ......................................................................................................... 56
7.1.1.
7.1.2.
7.1.3.
7.2.
7.3.
8.
Ministeriets overvejelser ..................................................................................................... 56
Den foreslåede ordning ....................................................................................................... 57
Bestemmelser om indrejseforbud ............................................................................................... 57
8.1.
Gældende ret........................................................................................................................ 57
Udlændingelovens § 32, stk. 1, om konsekvens af indrejseforbud .............................. 57
Udlændingelovens § 32, stk. 2-4, om varighed af indrejseforbud ............................... 59
8.1.1.
8.1.2.
8.1.3. Udlændingelovens § 32, stk. 5, om indrejseforbud med kortere varighed end nævnt i
stk. 2-4 62
8.1.4.
Udlændingelovens § 32, stk. 6, om skriftlighed mv. ................................................... 65
16
 UUI, Alm.del - 2019-20 - Bilag 58: Lovudkast om ændring af udlændingeloven og forskellige andre love, fra udlændinge- og integrationsministeren
8.1.5.
8.1.6.
Udlændingelovens § 32, stk. 7, om bortfald af indrejseforbud .................................... 65
Udlændingelovens § 32, stk. 8, om ophævelse af indrejseforbud til unionsborgere mv.
65
8.1.7. Udlændingelovens § 32, stk. 9, om indrejseforbud til personer, der er omfattet af EU
og FN’s lister om restriktive foranstaltninger
............................................................................. 66
8.1.8.
Udlændingelovens § 32, stk. 10, om indrejseforbud til visse religiøse forkyndere ..... 67
8.1.9. Udlændingelovens § 32, stk. 11, om ophævelse af indrejseforbud som følge af
udvisning efter § 25 b ................................................................................................................. 68
8.1.10. Udlændingelovens § 32, stk. 12, om indrejseforbud til fremmedkrigere .................... 71
8.1.11. Udsendelsesdirektivets bestemmelser om indrejseforbud ........................................... 72
8.1.12. Gennemførelse af udsendelsesdirektivets bestemmelser om indrejseforbud ............... 75
8.1.13. Indrejseforbud i sager omfattet af opholdsdirektivets regler om fri bevægelighed ..... 77
8.2.
8.3.
9.
Ministeriets overvejelser ..................................................................................................... 79
Den foreslåede ordning ....................................................................................................... 82
Betingelser for administrativ frihedsberøvelse efter § 36, stk. 1, 1. pkt. .................................... 86
9.1.
Gældende ret........................................................................................................................ 86
Udlændingeloven ......................................................................................................... 86
Udsendelsesdirektivet .................................................................................................. 86
Rådets henstilling ......................................................................................................... 87
9.1.1.
9.1.2.
9.1.3.
9.2.
9.3.
Ministeriets overvejelser ..................................................................................................... 87
Den foreslåede ordning ....................................................................................................... 88
10. Betingelser for administrativ frihedsberøvelse efter § 36, stk. 1, 2. pkt. .................................... 88
10.1.
Gældende ret .................................................................................................................... 88
10.1.1. Udlændingeloven ......................................................................................................... 88
10.1.2. Dublinforordningen ...................................................................................................... 90
10.2.
10.3.
Ministeriets overvejelser .................................................................................................. 90
Den foreslåede ordning .................................................................................................... 91
11. Betingelser for motivationsfremmende frihedsberøvelse efter § 36, stk. 5 ................................ 92
11.1.
Gældende ret .................................................................................................................... 92
11.1.1. Udlændingeloven ......................................................................................................... 92
11.1.2. Udsendelsesdirektivet .................................................................................................. 93
11.1.3. Rådets henstilling ......................................................................................................... 93
11.2.
Ministeriets overvejelser .................................................................................................. 93
17
 UUI, Alm.del - 2019-20 - Bilag 58: Lovudkast om ændring af udlændingeloven og forskellige andre love, fra udlændinge- og integrationsministeren
11.3.
Den foreslåede ordning .................................................................................................... 93
12. Kvoteflygtninge .......................................................................................................................... 94
12.1.
12.2.
12.3.
Gældende ret .................................................................................................................... 94
Ministeriets overvejelser .................................................................................................. 95
Den foreslåede ordning .................................................................................................... 96
13. Forslag om at indføre en bagatelgrænse for tilbagebetaling, når der er betalt for meget i gebyr
ved indgivelse af ansøgning om opholdstilladelse, dansk indfødsret mv. ......................................... 97
13.1.
Gældende ret .................................................................................................................... 97
13.1.1. Udlændingelovens regler om gebyr ............................................................................. 97
13.1.2. Indfødsretslovens regler om gebyr ............................................................................... 99
13.2.
Ministeriets overvejelser og den foreslåede ordning ....................................................... 99
14. Præcisering af praksis for betaling af gebyr i sager om dansk indfødsret ................................ 101
14.1.
14.2.
Gældende ret .................................................................................................................. 101
Ministeriets overvejelser og den foreslåede ordning ..................................................... 101
15. Kodificering af praksis for nedsættelse af den økonomiske sikkerhedsstillelse i sager om
ægtefællesammenføring ................................................................................................................... 102
15.1.
15.2.
Gældende ret .................................................................................................................. 102
Ministeriets overvejelser og den foreslåede ordning ..................................................... 103
16. Præcisering af at danskbonus ikke anses som hjælp efter integrationsloven i udlændingelovens
forstand............................................................................................................................................. 103
16.1.
Gældende ret .................................................................................................................. 103
16.1.1. Udlændingelovens regler om selvforsørgelseskravet i forbindelse med
familiesammenføring og tidsubegrænset opholdstilladelse ...................................................... 103
16.1.2. Danskbonus efter lov om aktiv socialpolitik eller integrationsloven ......................... 105
16.2.
Ministeriets overvejelser og den foreslåede ordning ..................................................... 107
17. Forslag til forenkling af kompetence- og klagereglerne og overførsel af klageadgang fra
Udlændinge- og Integrationsministeriet til Udlændingenævnet ...................................................... 108
17.1.
17.2.
Gældende ret .................................................................................................................. 108
Ministeriets overvejelser og den foreslåede ordning ..................................................... 110
18. Forslag om overførsel af klageadgang fra Udlændinge- og Integrationsministeriet til
Flygtningenævnet ............................................................................................................................. 113
18.1.
Gældende ret .................................................................................................................. 113
18.1.1. Opholdstilladelse til uledsagede udlændinge under 18 år .......................................... 113
18
 UUI, Alm.del - 2019-20 - Bilag 58: Lovudkast om ændring af udlændingeloven og forskellige andre love, fra udlændinge- og integrationsministeren
18.2.
Ministeriets overvejelser og den foreslåede ordning ..................................................... 115
19. Afskæring af klageadgang i visse sager.................................................................................... 116
19.1.
Gældende ret .................................................................................................................. 116
19.1.1. Afgørelser om beregning af opholdsperioder ............................................................ 116
19.1.2. Afgørelser om afkortning af varigheden af en opholdstilladelse på grund af udløb af
pas eller rejselegitimation. ........................................................................................................ 117
19.1.3. Afgørelser om afvisning af en ansøgning om opholdstilladelse efter regler udstedt i
medfør af udlændingelovens § 9 g, stk. 2.2. pkt. ...................................................................... 117
19.2.
Ministeriets overvejelser og den foreslåede ordning ..................................................... 119
20. Fastsættelse af skærpet bødeniveau for transportøransvar ....................................................... 119
20.1.
Gældende ret .................................................................................................................. 120
20.1.1. Udlændingeloven ....................................................................................................... 120
20.1.2. Direktiv 2001/51/EF .................................................................................................. 121
20.2.
20.3.
Ministeriets overvejelser ................................................................................................ 121
Den foreslåede ordning .................................................................................................. 122
”Medlemsstat”
............................................................................................................... 123
21. Præcisering i forhold til Dublinforordningens terminologi ...................................................... 123
21.1.
21.1.1. Gældende ret .............................................................................................................. 123
21.1.2. Ministeriets overvejelser og den foreslåede ordning ................................................. 123
21.2.
”Overtage eller tilbagetage”
.......................................................................................... 124
21.2.1. Gældende ret .............................................................................................................. 124
21.2.2. Ministeriets overvejelser og den foreslåede ordning ................................................. 126
22. Udvidelse af Udlændingeinformationsportalen til at omfatte afgørelse om hjælp til repatriering
efter repatrieringsloven .................................................................................................................... 129
22.1.
Gældende ret .................................................................................................................. 130
22.1.1. Udlændingeinformationsportalen (UIP’en) ............................................................... 130
22.1.2. Repatrieringslovens krav om tilbagebetaling af modtagen repatrieringsstøtte i tilfælde
af fortrudt repatriering m.v. ...................................................................................................... 130
22.2.
22.3.
Ministeriets overvejelser ................................................................................................ 132
Den foreslåede ordning .................................................................................................. 133
23. Justeringer af integrationsloven ................................................................................................ 134
23.1.
Præcisering af, hvilket program uledsagede mindreårige omfattet af integrationsloven
kan tilbydes................................................................................................................................... 134
19
 UUI, Alm.del - 2019-20 - Bilag 58: Lovudkast om ændring af udlændingeloven og forskellige andre love, fra udlændinge- og integrationsministeren
23.1.1. Gældende ret .............................................................................................................. 134
23.1.2. Ministeriets overvejelser ............................................................................................ 134
23.1.3. Den foreslåede ordning .............................................................................................. 135
23.2.
Præcisering af færre og enkle proceskrav til selvforsørgede, der er omfattet af reglerne
om program og kontrakt efter integrationsloven .......................................................................... 135
23.2.1. Gældende ret .............................................................................................................. 135
23.2.2. Ministeriets overvejelser ............................................................................................ 136
23.2.3. Den foreslåede ordning .............................................................................................. 136
23.3.
Præcisering af personkredsen, der efter ansøgning kan modtage danskbonus efter
integrationsloven .......................................................................................................................... 136
23.3.1. Gældende ret .............................................................................................................. 136
23.3.2. Ministeriets overvejelser ............................................................................................ 137
23.3.3. Den foreslåede ordning .............................................................................................. 138
23.4.
Præcisering af adgangen til at modtage resultattilskud for udlændinge i tilfælde, hvor en
udlænding består prøve i dansk .................................................................................................... 138
23.4.1. Gældende ret .............................................................................................................. 138
23.4.2. Ministeriets overvejelser ............................................................................................ 139
23.4.3. Den foreslåede ordning .............................................................................................. 139
23.5.
Justering af reglerne om fordeling af flygtninge til kommunerne i forbindelse med
ændring af landstallet ................................................................................................................... 140
23.5.1. Gældende ret .............................................................................................................. 140
23.5.2. Ministeriets overvejelser ............................................................................................ 141
23.5.3. Den foreslåede ordning .............................................................................................. 141
24. Opbevaring af oplysninger om kursisters deltagelse i danskundervisning ............................... 142
24.1.
24.2.
24.3.
Gældende ret .................................................................................................................. 142
Ministeriets overvejelser ................................................................................................ 143
Den foreslåede ordning .................................................................................................. 144
25. Ændring af planloven ............................................................................................................... 145
25.1.
Gældende ret .................................................................................................................. 145
25.1.1. Tidsbegrænsning af dispensationer og tilladelser efter planlovens § 5 u .................. 145
25.1.2. Tilpasning af henvisninger til regler i integrationsloven ........................................... 147
25.2.
Erhvervsministeriets overvejelser og den foreslåede ordning ....................................... 148
25.2.1. Tidsbegrænsning af dispensationer og tilladelser efter planlovens § 5 u .................. 148
20
 UUI, Alm.del - 2019-20 - Bilag 58: Lovudkast om ændring af udlændingeloven og forskellige andre love, fra udlændinge- og integrationsministeren
25.2.2. Tilpasning af henvisninger til regler i integrationsloven ........................................... 150
26. Regionale konsekvenser, herunder for landdistrikterne ........................................................... 150
27. Økonomiske konsekvenser ....................................................................................................... 150
28. Implementeringskonsekvenser for det offentlige ..................................................................... 151
29. Økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet m.v........................................ 151
30. Administrative konsekvenser for borgerne ............................................................................... 151
31. Miljømæssige konsekvenser ..................................................................................................... 152
32. Forholdet til EU-retten .............................................................................................................. 152
33. Hørte myndigheder og organisationer m.v. .............................................................................. 153
34. Sammenfattende skema ............................................................................................................ 155
21
 UUI, Alm.del - 2019-20 - Bilag 58: Lovudkast om ændring af udlændingeloven og forskellige andre love, fra udlændinge- og integrationsministeren
1. Indledning
Regeringen fører en stram udlændingepolitik, der nyder bred opbakning i befolkningen, og det viser
sig også blandt Folketingets partier. At der føres en stram udlændingepolitik medfører et behov
hyppige ændringer af lovgivningen, og derfor er der fra tid til anden behov for at gennemføre et
teknisk serviceeftersyn af udvalgte dele af loven bl.a. for løbende at sikre, at udlændingeloven også
garanterer den enkelte borger den fornødne retssikkerhed. Udlændingelovgivningen skal således
hvile på tillid, gennemsigtighed og forudsigelighed.
På den baggrund er formålet med lovforslaget at gennemføre en række forenklinger i
udlændingeloven med henblik på at skabe større klarhed og overblik på en række områder. Det
foreslås derfor, at reglerne om opsættende virkning, processuelt ophold og meddelelse af
indrejseforbud nyaffattes samt præciseres og forenkles, så reglernes tilgængelighed øges, og
retssikkerheden styrkes.
Der henvises til afsnit 2, 8, 17 og 18.
Det foreslås også, at reglerne om fastsættelse af udrejsefrister ændres, så det bliver muligt for f.eks.
en familie, der har verserende sager ved forskellige myndigheder, at få fastsat samme udrejsefrist.
Der henvises til afsnit 3.
Europa-Kommissionen gennemførte i 2017 en evaluering af gennemførelsen af direktiv 2008/115 af
16. december 2008 om fælles standarder og procedurer i medlemsstaterne for tilbagesendelse af
tredjelandsstatsborgere med ulovligt ophold (udsendelsesdirektivet). På den baggrund har Rådet den
15. februar 2018 ved en gennemførelsesafgørelse vedtaget en række henstillinger med henblik på at
sikre, at Danmark til fulde opfylder udsendelsesdirektivet.
Formålet med lovforslaget er endvidere at gennemføre de ændringer, som Rådet har anbefalet,
herunder at der i alle afgørelser, som fastslår, at en udlænding har ulovligt ophold, tillige fastsættes
en udrejsefrist, at betingelserne for at fastsætte en udrejsefrist til ”straks” justeres, at der systematisk
udstedes indrejseforbud
til tredjelandsstatsborgere med ulovligt ophold, at kravene til
sagsbehandling i forbindelse med frihedsberøvelse justeres, at det sikres, at der sker indberetning til
SIS II, når betingelserne herfor er opfyldt, at transportøransvaret skærpes og at det præciseres,
hvornår der skal rejses tiltale overfor transportvirksomheder.
Der henvises til afsnit 4, 5, 6, 7, 9, 11 og 20.
Lovforslaget har også til formål at præcisere rækkevidden af et meddelt indrejseforbud.
Præciseringen sker som følge af, at udsendelsesdirektivet hidtil har været utilstrækkeligt gennemført
i dansk ret. Samtidig hermed præciseres reglerne om beregningen af tidspunktet for
22
 UUI, Alm.del - 2019-20 - Bilag 58: Lovudkast om ændring af udlændingeloven og forskellige andre love, fra udlændinge- og integrationsministeren
indrejseforbuddets gyldighed, så det fremgår eksplicit af lovens ordlyd, at indrejseforbuddet regnes
fra den dato, hvor den pågældende har forladt det område, indrejseforbuddet vedrører.
Der henvises til afsnit 8.
Lovforslaget indeholder videre forslag om at indføre regler i udlændingeloven og lov om dansk
indfødsret om en bagatelgrænse for, i hvilke tilfælde udlændingemyndighederne skal tilbagebetale
beløb, der er betalt for meget i forbindelse med bl.a. ansøgninger om dansk indfødsret og
opholdstilladelse, klager over afslag på opholdstilladelse mv. Det foreslås i den forbindelse, at det
præciseres i indfødsretsloven, at indbetaling af gebyr i indfødsretssager skal ske til Udlændinge- og
Integrationsministeriet.
Der henvises til afsnit 13 og 14.
Lovforslaget indeholder desuden forslag om at kodificere Udlændingestyrelsens praksis, hvorefter
styrelsen i forbindelse med en ansøgning om ægtefællesammenføring stiller krav om en økonomisk
sikkerhed, der er lavere end 100.000 kr. (2018-niveau)
–
svarende til det beløb, som kommunen
ville nedsætte sikkerheden til, når en ægtefællesammenført har bestået en danskprøve
–
hvis
ægtefællen allerede på tidspunktet for ansøgningen har bestået en sådan prøve.
Der henvises til afsnit 15..
Endvidere indeholder lovforslaget forslag om at præcisere udlændingeloven, således at det fremgår
direkte af loven, at danskbonus, der udbetales efter integrationsloven, ikke anses som hjælp efter
integrationsloven i udlændingelovens forstand.
Der henvises til afsnit 16.
Reglerne om transportøransvar foreslås endvidere skærpet som følge af Europa-Kommissionens
anbefaling. Transportøransvaret indebærer navnlig, at en transportvirksomhed efter
omstændighederne kan pålægges en bøde, såfremt virksomheden har bragt en udlænding her til
landet, og den pågældende udlænding ikke er i besiddelse af fornøden rejselegitimation og visum.
Formålet med forslaget er således at fastlægge et skærpet bødeniveau som opfølgning på Europa-
Kommissionens anbefaling. Forslaget har samtidig til formål at præcisere, hvornår der skal rejses
tiltale over for transportvirksomheder efter bestemmelsen.
Der henvises til afsnit 19.
Udlændingelovens § 52 b opregner de typer af afgørelser, som kan påklages til Udlændingenævnet.
Reglen betyder bl.a., at Udlændingenævnet er klageinstans i forhold til langt de fleste af de
afgørelser, som Udlændingestyrelsen og Styrelsen for International Rekruttering og Integration
træffer. Det indgår i lovforslaget at ændre reglerne, således at det i stedet vil fremgå af den
23
 UUI, Alm.del - 2019-20 - Bilag 58: Lovudkast om ændring af udlændingeloven og forskellige andre love, fra udlændinge- og integrationsministeren
almindelige klageregel i udlændingelovens § 46 a, at det er udgangspunktet, at
Udlændingestyrelsens og Styrelsen for International Rekruttering og Integrations afgørelser kan
påklages til Udlændingenævnet. Samtidig foreslås udlændingelovens § 52 b ophævet. I den
forbindelse foreslås klageadgangen på visse sagsområder overført fra Udlændinge- og
Integrationsministeriet til Udlændingenævnet og strukturen i udlændingelovens § 46 a foreslås
ændret med henblik på at gøre reglen mere overskuelig.
Der henvises til afsnit 17.
Endvidere foreslås det at afskære klageadgangen til Udlændingenævnet i sager, hvor
Udlændingestyrelsens og Styrelsen for International Rekruttering og Integrations afgørelser alene
baserer sig på objektivt konstaterbare kriterier.
Desuden foreslås det at overføre klagesager om nægtelse
af forlængelse, inddragelse og bortfald af
opholdstilladelse meddelt efter udlændingelovens § 9 c, stk. 3, nr. 1 og 2, fra Udlændinge- og
Integrationsministeriet til Flygtningenævnet, som i dag behandler klagesager om afslag på
opholdstilladelse efter § 9 c, stk. 3, nr. 1 og 2.
Der henvises til afsnit 18.
Med virkning fra 1. juli 2017 blev der i repatrieringsloven indført et absolut tilbagebetalingskrav af
modtaget repatrieringsstøtte i forbindelse med fortrudt repatriering mv. Med henblik på at sikre
kommunerne en effektiv adgang til at kontrollere, hvornår der skal rejses krav om tilbagebetaling,
indeholder lovforslaget forslag om at indføre en central registrering af afgørelser om
repatrieringsstøtte i Udlændingeinformationsportalen (UIP).
Der henvises til afsnit 22.
Herudover indeholder lovforslaget forslag om at indføre en bemyndigelse i lov om danskuddannelse
til voksne udlændinge m.fl. til at fastsætte nærmere regler om opbevaring af registreringer af
kursisternes deltagelse i danskuddannelse.
Derudover indeholder lovforslaget forslag til justering af integrationslovens regler om fordeling af
flygtninge til kommunerne i forbindelse med ændring af landstallet.
Der henvises til afsnit 23.
Endvidere skal lovforslaget også medvirke til, at kommunerne får mere fleksible rammer for fortsat
at sikre midlertidige opholdssteder til flygtninge. § 5 u i lov om planlægning giver kommunerne
mulighed for ved en tidsbegrænset dispensation eller tilladelse at fravige lovens almindelige regler
om tilvejebringelse af lokalplaner, dispensation fra lokalplaner og landzonetilladelse m.v. med
henblik på etablering af midlertidige opholdssteder til nyankomne flygtninge. Det foreslås, at
24
 UUI, Alm.del - 2019-20 - Bilag 58: Lovudkast om ændring af udlændingeloven og forskellige andre love, fra udlændinge- og integrationsministeren
kommunerne skal kunne forlænge varigheden af de tidsbegrænsede dispensationer og tilladelser
med op til 2 år.
Der henvises til afsnit 25.
Endelig indeholder lovforslaget forslag til en række tekniske præciseringer samt enkelte
konsekvensrettelser af integrationsloven og folkeskoleloven i forlængelse af vedtagelsen af lov nr.
174 af 27. februar 2019 om ændring af udlændingeloven, integrationsloven, repatrieringsloven og
forskellige andre love (Videre adgang til inddragelse af opholdstilladelser for flygtninge, loft over
antallet af familiesammenføringer, skærpet straf for overtrædelse af indrejseforbud og overtrædelse
af opholds-, underretnings- og meldepligt, ydelsesnedsættelse for forsørgere m.v.).
2. Bestemmelser om processuelt ophold og opsættende virkning
2.1.
Gældende ret
2.1.1. Udlændingelovens § 33, stk. 3, om opsættende virkning
Det følger af udlændingelovens § 33, stk. 3, 1. pkt., at en udlænding, som enten 1) er omfattet af
EU-reglerne, 2) er statsborger i et andet nordisk land og har haft bopæl her i landet, eller 3) hidtil
har haft opholdstilladelse med mulighed for varigt ophold her i landet, og som klager inden 7 dage
efter, at der er truffet afgørelse om afslag på ansøgning om opholdstilladelse, beslutning om
inddragelse af opholdstilladelse mv., har ret til at blive her i landet, indtil der foreligger en afgørelse
i klagesagen. Stadfæstes afgørelsen, fastsættes en ny frist for udrejse efter reglerne i
udlændingelovens § 33, stk. 2, jf. § 33, stk. 3, 2. pkt.
En udlænding, der ikke hidtil har haft opholdstilladelse, registreringsbevis eller opholdskort, jf.
udlændingelovens § 6, her i landet, og som er omfattet af EU-reglerne, jf. udlændingelovens § 2,
stk. 1 og 2, har dog ikke ret til at blive her i landet, indtil en klage over en beslutning om udvisning
efter udlændingelovens §§ 25 a eller 25 b er afgjort, jf. udlændingelovens § 33, stk. 3, 3. pkt.
En klage over en afgørelse, som ikke er omfattet af de kriterier, der er nævnt i udlændingelovens §
33, stk. 1, 1. pkt., kan kun tillægges opsættende virkning med hensyn til udrejsefristen, hvis særlige
grunde taler derfor, jf. udlændingelovens § 33, stk. 3, 4. pkt.
Udlændingelovens § 33, stk. 3, 1. og 2. pkt., er affattet ved lov nr. 226 af 6. august 1983
(udlændingeloven).
Det fremgår af Betænkning nr. 968/1982 om udlændingelovgivningen (Udkast til ny
udlændingelov), side 186-187, at bestemmelsen indeholder regler om, at visse klager har
opsættende virkning med hensyn til udrejse. Klagen skal vedrøre en afgørelse, der er omfattet af §
33, stk. 1. Det vil sige, at afgørelsen efter loven skal indeholde en frist for udrejse. De udlændinge,
25
 UUI, Alm.del - 2019-20 - Bilag 58: Lovudkast om ændring af udlændingeloven og forskellige andre love, fra udlændinge- og integrationsministeren
som har ret til at forblive her i landet under klagesagens behandling, er EF-statsborgere (nu
unionsborgere), nordiske statsborgere, der har bopæl her, og andre udlændinge, der hidtil har haft
opholdstilladelse her.
Udlændingelovens § 33, stk. 3, 3. pkt., er indsat ved lov nr. 367 af 6. juni 2002 om ændring af
udlændingeloven (Forslag til Rådets direktiv om definition af hjælp til ulovlig indrejse og transit
samt ulovligt ophold samt ophævelse af adgangen til opsættende virkning ved påklage af visse
afgørelser om administrativ udvisning af EU/EØS-statsborgere m.fl.). Efter bestemmelsen gælder,
at en udlænding, der ikke hidtil har haft opholdstilladelse, registreringsbevis eller opholdskort, jf.
udlændingelovens § 6, her i landet, og som er omfattet af EU-reglerne, jf. § 2, stk. 1 og 2, ikke har
ret til at blive her i landet, indtil en klage over en beslutning om udvisning efter §§ 25 a og 25 b er
afgjort.
Det fremgår af bemærkningerne til lovforslaget, at bestemmelsen vedrører EU/EØS-statsborgere,
der opholder sig her i landet i en kortere periode, herunder som turister, arbejdssøgende eller
lignende, jf. udlændingelovens § 2, stk. 1, og som udvises ved administrativ afgørelse efter
udlændingelovens §§ 25 a eller 25 b, jf. Folketingstidende 2001-02, 2. samling, tillæg A, side
4762ff. Klager over Udlændingestyrelsens afgørelser vil i disse tilfælde ikke have opsættende
virkning med hensyn til udrejsefristen. Det gælder også for tredjelandsborgere, der opholder sig her
i landet i en kortere periode som familiemedlemmer til EU/EØS-statsborgere, der er turister,
arbejdssøgende eller lignende, jf. udlændingelovens § 2, stk. 2.
For så vidt angår EU/EØS-statsborgere og tredjelandsstatsborgere, der er familiemedlemmer til
sådanne, der er meddelt opholdsret i medfør af reglerne i EU-opholdsbekendtgørelsen, jf.
udlændingelovens § 2, stk. 4, og § 6, fremgår det af bemærkningerne, at klager til Ministeriet for
Flygtninge, Indvandrere og Integration (nu Udlændingenævnet) over Udlændingestyrelsens
afgørelser om administrativ udvisning efter udlændingelovens §§ 25 a og 25 b vil have opsættende
virkning med hensyn til udrejsefristen, hvis afgørelsen påklages til ministeriet (nu
Udlændingenævnet), inden 7 dage efter den er meddelt den pågældende. Tilsvarende gælder for
statsborgere i et af de andre nordiske lande, som har haft bopæl her i landet, samt udlændinge, der
hidtil har haft opholdstilladelse her i landet med mulighed for varigt ophold.
Klager over Udlændingestyrelsens afgørelser om administrativ udvisning efter udlændingelovens
§§ 25 a og 25 b tillægges endvidere ikke opsættende virkning, når afgørelsen vedrører en
statsborger i et af de andre nordiske lande, som ikke har bopæl her i landet, eller en udlænding, der
ikke hidtil har haft opholdstilladelse her i landet.
Udlændingestyrelsen fastsætter i forbindelse med en afgørelse om administrativ udvisning som
udgangspunkt udrejsefristen til straks, da der i disse tilfælde normalt vil være tale om påtrængende
tilfælde, jf. udlændingelovens § 33, stk. 2, 4. pkt.
26
 UUI, Alm.del - 2019-20 - Bilag 58: Lovudkast om ændring af udlændingeloven og forskellige andre love, fra udlændinge- og integrationsministeren
Ved lov nr. 572 af 31. maj 2010 om ændring af udlændingeloven (Skærpede udvisningsregler,
samkøring af registre med henblik på styrket kontrol, reform af reglerne om tidsubegrænset
opholdstilladelse, inddragelse af studieopholdstilladelser ved ulovligt arbejde, skærpede regler om
indgivelse af ansøgning om opholdstilladelse efter indrejse her i landet og opsættende virkning
m.v.) fik udlændingelovens § 33, stk. 3, 4. pkt., sit nuværende indhold, hvorefter en klage over en
afgørelse, som ikke er omfattet af bestemmelsens 1. pkt., kun kan tillægges opsættende virkning
med hensyn til udrejsefristen, hvis særlige grunde taler herfor.
Det fremgår af bemærkningerne til ændringen, at udlændinge, som får opholdstilladelse med
henblik på midlertidigt ophold, i højere grad må være indstillet på, at opholdet i Danmark er af
begrænset varighed, jf. Folketingstidende 2009-10, tillæg A, L 188 som fremsat, side 44. Således
meddeles f.eks. studerende opholdstilladelse i en periode, der svarer til studiets varighed, og
varigheden af en opholdstilladelse til en arbejdstager eller en au pair afhænger af kontraktperioden.
Udlændinge, der kunne meddeles opholdstilladelse med henblik på midlertidigt ophold, var på
daværende tidspunkt blandt andre udlændinge, der meddeltes opholdstilladelse efter
udlændingelovens § 9 a (beskæftigelse), dagældende § 9 c, stk. 1 (au pair, studier, praktik mv.), § 9
c, stk. 2 (udsendelseshindrede), § 9 c, stk. 3 (uledsagede mindreårige), § 9 c, stk. 4
(opholdstilladelse efter friby-ordningen), § 9 e (opholdstilladelse til visse udlændinge fra Kosovo)
og § 9 f (religiøse forkyndere m.fl.).
Det fremgår således af bemærkningerne, at udlændinge, der hidtil har haft en opholdstilladelse som
nævnt ovenfor, og som inden 7 dage klager over en afgørelse om afslag på en ansøgning om
opholdstilladelse, ansøgning om forlængelse af opholdstilladelse eller om inddragelse af
opholdstilladelse mv., derfor ikke længere vil få automatisk ret til at opholde sig her i landet under
klagens behandling.
Endelig følger det af Folketingstidende 2009-10, tillæg A, L 188 som fremsat, side 77, at § 33, stk.
3, 4. pkt., blev konsekvensændret således, at det blev indsat i bestemmelsen, at påklage af en
afgørelse, som ikke er omfattet af 1. pkt., kun kan tillægges opsættende virkning med hensyn til
udrejsefristen, hvis særlige grunde taler derfor. Bestemmelsen var en kodificering af dagældende
praksis og forudsattes administreret som hidtil.
2.1.2. Udlændingelovens § 33, stk. 4, om afgørelser om humanitært ophold efter udlændingelovens
§9b
Det følger af udlændingelovens § 33, stk. 4, at en ansøgning om humanitær opholdstilladelse efter §
9 b ikke har opsættende virkning med hensyn til udrejsefristen, medmindre ganske særlige grunde
taler derfor. Efter bestemmelsen er det således afgørende, om der foreligger sådanne ganske særlige
grunde.
Bestemmelsen er indsat ved lov nr. 1618 af 26. december 2013 om ændring af udlændingeloven og
kildeskatteloven (Udvidet adgang til registersamkøring, bemyndigelse til at fastsætte regler om
27
 UUI, Alm.del - 2019-20 - Bilag 58: Lovudkast om ændring af udlændingeloven og forskellige andre love, fra udlændinge- og integrationsministeren
anvendelse af ansøgningsskema eller en digital ansøgningsløsning, ændring af reglerne om
opsættende virkning i sager om humanitært ophold, eftersøgning af familiemæssigt netværk m.v.).
Det fremgår af bemærkningerne til lovforslaget, at det bør være udsigten til, om ansøgeren opfylder
betingelserne for at blive meddelt humanitær opholdstilladelse i den konkrete sag, og ikke
ansøgningstidspunktet, der bør være afgørende for, om ansøgeren kan blive i Danmark under sagens
behandling, jf. Folketingstidende 2013-14, tillæg A, L 11 som fremsat, side 12. Bestemmelsen
omfatter alle sager om humanitær opholdstilladelse, uanset hvilken procedure asylsagen afgøres
efter.
Det fremgår af Folketingstidende 2001-02, 2. samling, tillæg A, side 4036, at ganske særlige
grunde, der taler for, at en ansøgning om humanitær opholdstilladelse kan tillægges opsættende
virkning
–
uanset tidspunktet for indgivelsen af ansøgningen
–
vil foreligge i tilfælde, hvor der på
baggrund af de foreliggende oplysninger er konkret grund til at antage, at udlændingen vil blive
meddelt humanitær opholdstilladelse, f.eks. på baggrund af oplysninger fra læger, psykologer eller
psykiatere.
2.1.3. Udlændingelovens § 33, stk. 5, om ansøgning om opholdstilladelse, der tillades indgivet her
i landet
Det følger af udlændingelovens § 33, stk. 5, at en ansøgning om opholdstilladelse, som tillades
indgivet her i landet efter udlændingelovens § 9, stk. 25 (familiesammenføring), § 9 a, stk. 5 og 6
(beskæftigelse eller selvstændig erhvervsvirksomhed), § 9 c, stk. 6 (opholdstilladelse, hvis ganske
særlige grunde taler derfor (§ 9 c, stk. 1) og til udlændinge, der udøver litterær virksomhed (§ 9 c,
stk. 4)), § 9 f, stk. 9 (religiøse forkyndere mv.), § 9 i, stk. 4 og 5 (uddannelse), § 9 j, stk. 2 og 3 (au
pair), § 9 k, stk. 2 og 3 (praktikophold), § 9 l, stk. 2 og 3 (working holiday), § 9 m, stk. 2 og 3, § 9
n, stk. 2 og 3 (medfølgende familiemedlemmer), § 9 p, stk. 2 og 3 (beskæftigelse på baggrund af
Danmarks internationale forpligtelser), og § 9 q, stk. 11 og 12 (udlændinge, som bl.a. er fyldt 60 år,
er gået på pension, ikke længere er erhvervsaktiv, og som uafbrudt har boet lovligt her i landet i de
sidste 12 år), og ansøgning om opholdstilladelse efter § 9 d (udlændinge, som tidligere har haft
dansk indfødsret) tillægges opsættende virkning med hensyn til udrejsefristen.
Bestemmelsen er oprindeligt affattet ved lov nr. 572 af 31. maj 2010 om ændring af
udlændingeloven (Skærpede udvisningsregler, samkøring af registre med henblik på styrket kontrol,
reform af reglerne om tidsubegrænset opholdstilladelse, inddragelse af studieopholdstilladelser ved
ulovligt arbejde, skærpede regler om indgivelse af ansøgning om opholdstilladelse efter indrejse her
i landet og opsættende virkning m.v.).
Det fremgår af bemærkningerne til lovforslaget, at ansøgning om opholdstilladelse efter den
dagældende udlændingelovs § 9, stk. 18, § 9 a, stk. 4, § 9 c, stk. 5, eller § 9 f, stk. 7, som tillades
indgivet her i landet, tillægges opsættende virkning med hensyn til udrejsefristen, jf.
Folketingstidende 2009-10, tillæg A, L 188 som fremsat, side 77.
28
 UUI, Alm.del - 2019-20 - Bilag 58: Lovudkast om ændring af udlændingeloven og forskellige andre love, fra udlændinge- og integrationsministeren
Bestemmelsen er senest ændret ved lov nr. 317 af 25. april 2018 om ændring af udlændingeloven
og integrationsloven (Opholdstilladelse ved pensionering til tidligere ansatte ved herværende
internationale organisationer m.v.).
Det fremgår af bemærkningerne til ændringen, at ansøgninger, der tillades indgivet her i landet efter
bestemmelsen i udlændingelovens § 9 q, stk. 11-12, også tillægges opsættende virkning med hensyn
til udrejsefristen, jf. Folketingstidende 2017-18, tillæg A, L 140 som fremsat, side 9.
Udlændingelovens § 9 q omfatter udlændinge, der har haft opholdstilladelse efter udlændingelovens
§ 47, stk. 1, fordi de har været ansat ved herværende internationale organisationer, EU-institutioner
eller lignende, og som ønsker at blive i Danmark, når de pensioneres og har opholdt sig længe her i
landet. Opholdsordningen omfatter også udlændingens eventuelle ægtefælle, faste samlever og
mindreårige børn.
2.1.4. Udlændingelovens § 33, stk. 6, om afgørelser truffet efter § 53 b, stk. 1, og § 9 b, som
indbringes for Folketingets Ombudsmand
Det følger af udlændingelovens § 33, stk. 6, at en afgørelse truffet af Udlændingestyrelsen efter
udlændingelovens § 53 b (åbenbart grundløs-proceduren), som indbringes for Folketingets
Ombudsmand, ikke har opsættende virkning med hensyn til udrejsefristen. Det samme gælder en
afgørelse om humanitær opholdstilladelse truffet af udlændinge- og integrationsministeren efter § 9
b, som indbringes for Folketingets Ombudsmand, når indbringelsen må anses for åbenlyst
ubegrundet, eller indbringelsen ikke sker i tilknytning til meddelelsen af afslaget på
opholdstilladelse efter § 9 b.
2.1.5. Udlændingelovens § 33, stk. 7, om genoptagelse af en afgørelse efter § 7 eller § 9 b
Det følger af udlændingelovens § 33, stk. 7, 1. pkt., at en anmodning om genoptagelse af en
afgørelse efter § 7 eller § 9 b ikke har opsættende virkning med hensyn til udrejsefristen,
medmindre den myndighed, der har truffet afgørelsen, træffer beslutning herom. Er udlændingens
udrejsefrist overskredet, har en anmodning om genoptagelse ikke opsættende virkning, medmindre
ganske særlige grunde taler derfor, jf. § 33, stk. 7, 2. pkt.
Bestemmelsen indebærer, at politiet kan iværksætte eller fortsætte en udsendelse, når en
asylansøgers udrejsefrist er udløbet, uden at foranstalte nogen undersøgelse af den relevante
myndigheds stillingtagen til en eventuel genoptagelsesbegæring.
Det fremgår af bemærkningerne til bestemmelsen, at ganske særlige grunde vil foreligge, hvis der er
konkret grund til at antage, at genoptagelsesanmodningen vil kunne føre til en ændret vurdering af
den tidligere trufne afgørelse, hvorimod ubegrundede genoptagelsesanmodninger, der ikke
indeholder nye oplysninger eller synspunkter i forhold til den tidligere trufne afgørelse, samt
tilfælde, hvor ansøgeren bebuder at ville fremkomme med supplerende oplysninger og anbringender
29
 UUI, Alm.del - 2019-20 - Bilag 58: Lovudkast om ændring af udlændingeloven og forskellige andre love, fra udlændinge- og integrationsministeren
i et senere indlæg, ikke skal tillægges opsættende virkning, jf. Folketingstidende 2001-02, 2.
samling, tillæg A, side 4036.
2.1.6. Udlændingelovens § 33, stk. 8, om at ansøgning ikke behandles, når opholdsstedet er ukendt
Det følger af udlændingelovens § 33, stk. 8, at en ansøgning om opholdstilladelse efter § 9 b, efter §
9 c, når ansøgningen vedrører en udlænding, der har indgivet ansøgning om opholdstilladelse efter §
7, eller efter § 9 e, ikke behandles, hvis den myndighed, der skal træffe afgørelsen, ikke er bekendt
med udlændingens opholdssted. Dette gælder også ved en ansøgning om genoptagelse af en
afgørelse efter § 7, efter § 9 b, efter § 9 c, når afgørelsen vedrører en udlænding, der har indgivet
ansøgning om opholdstilladelse efter § 7 eller efter § 9 e.
Bestemmelsen er affattet ved lov nr. 427 af 9. juni 2004 om ændring af udlændingeloven og
integrationsloven (Ændring af reglerne om familiesammenføring med børn, herunder begrænsning
af adgangen til familiesammenføring med børn for personer, der er dømt for seksuelle overgreb
eller vold m.v. mod børn, skærpelse af betingelserne for opholdstilladelse til udenlandske religiøse
forkyndere m.v., begrænsning af adgangen til ægtefællesammenføring for personer, der er dømt for
vold m.v. mod en tidligere ægtefælle eller samlever, m.v.)
Det følger af bemærkningerne, at bestemmelsens 1. pkt. omfatter førstegangsansøgninger om
humanitær opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 b, opholdstilladelse efter udlændingelovens
§ 9 c til afviste asylansøgere og opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 e vedrørende
udlændinge fra Kosovoprovinsen, jf. Folketingstidende 2003-04, tillæg A, side 6246f. Det følger
endvidere, at bestemmelsens 2. pkt. omfatter ansøgninger om genoptagelse af asylsager, sager om
humanitær opholdstilladelse, sager om opholdstilladelse efter § 9 c til afviste asylansøgere og sager
om opholdstilladelse efter § 9 e om udlændinge fra Kosovoprovinsen.
Bestemmelsen indebærer, at førstegangsansøgninger og genoptagelsesanmodninger i de nævnte
tilfælde ikke behandles, hvis udlændingen holder sig skjult for myndighederne. Dette gælder såvel i
tilfælde, hvor udlændingen er skønnet udrejst, og hvor der ikke er konkret anledning til at formode,
at den pågældende opholder sig her i landet, som i tilfælde, hvor udlændingen formodes at skjule
sig for myndighederne.
2.1.7. Udlændingelovens § 33, stk. 10, om ansøgning om opholdstilladelse fra en udlænding med
indrejseforbud
Det følger af udlændingelovens § 33, stk. 10, at en ansøgning om opholdstilladelse efter §§ 9-9 f,
(opholdstilladelse på baggrund af familiesammenføring, beskæftigelse, religiøse forkyndere mv.), 9
i-9 n, (opholdstilladelse på baggrund af uddannelse, au pair, praktikophold, medfølgende
familiemedlemmer mv.), 9 p (beskæftigelse på baggrund af Danmarks internationale forpligtelser),
og 9 q (udlændinge, som bl.a. er fyldt 60 år, er gået på pension, ikke længere er erhvervsaktiv, og
som uafbrudt har boet lovligt her i landet i de sidste 12 år fra en udlænding med indrejseforbud), jf.
30
 UUI, Alm.del - 2019-20 - Bilag 58: Lovudkast om ændring af udlændingeloven og forskellige andre love, fra udlændinge- og integrationsministeren
§ 10, stk. 4, ikke har opsættende virkning, medmindre den myndighed, der behandler ansøgningen,
træffer beslutning herom.
Det fremgår således af bestemmelsen, at en ansøgning om opholdstilladelse efter de nævnte
bestemmelser, som indgives af en udlænding, der er meddelt indrejseforbud, ikke har opsættende
virkning, medmindre den myndighed, der behandler ansøgningen, træffer beslutning derom.
2.1.8. Udlændingelovens § 33, stk. 12, om klage over afslag på opholdstilladelse efter § 9 e for
udlændinge, der er omfattet af Kosovonødloven
Det følger af udlændingelovens § 33, stk. 12, at en udlænding fra Kosovoprovinsen, der har eller
har haft opholdstilladelse i medfør af lov om midlertidig opholdstilladelse til nødstedte fra
Kosovoprovinsen (Kosovonødloven), eller som på grundlag af en ansøgning om opholdstilladelse
efter § 7 indgivet inden den 30. april 1999 er eller har været registreret som asylansøger efter § 48 e,
stk. 2, som påklager en afgørelse om afslag på en ansøgning om opholdstilladelse efter § 9 e, eller
en beslutning om inddragelse af en sådan opholdstilladelse, inden 7 dage efter, at afgørelsen eller
beslutningen er meddelt udlændingen, har ret til at blive her i landet, indtil sagen er afgjort.
Bestemmelsen er affattet ved lov nr. 365 af 6. juni 2002 om ændring af udlændingeloven og
ægteskabsloven med flere love (Afskaffelse af de facto-flygtningebegrebet, effektivisering af
asylsagsbehandlingen, skærpede betingelser for meddelelse af tidsubegrænset opholdstilladelse og
stramning af betingelserne for familiesammenføring m.v.).
Det fremgår af bemærkningerne til lovforslaget, at det med bestemmelsen udtrykkeligt blev
præciseret, at en klage over afslag på opholdstilladelse efter dagældende § 9 e, stk. 2, alene kan
tillægges opsættende virkning, hvis klagen indgives af en udlænding fra Kosovoprovinsen, der er
omfattet af den i § 9 e, stk. 2, nævnte persongruppe, jf. Folketingstidende 2001-02, 2. samling,
tillæg A, side 4037. Tilsvarende gælder ved klager over beslutning om inddragelse af
opholdstilladelser efter dagældende § 9 e, stk. 2.
Klager, der indgives af andre udlændinge fra Kosovoprovinsen end de udlændinge, der er omfattet
af dagældende bestemmelse i § 9 e, stk. 2, tillægges således ikke opsættende virkning.
2.1.9. Udlændingelovens § 33, stk. 13, om klage over afslag på opholdstilladelse i medfør af § 9 c,
stk. 3, nr. 2
Det følger af udlændingelovens § 33, stk. 13, at et afslag på opholdstilladelse efter § 9 c, stk. 3, nr.
2, som påklages inden 7 dage efter, at det er meddelt den pågældende, medfører, at udlændingen har
ret til at blive her i landet, indtil klagen er afgjort.
Bestemmelsen er indsat ved lov nr. 60 af 29. januar 2003 om ændring af udlændingeloven og
integrationsloven (Behandlingen af sager vedrørende uledsagede mindreårige asylansøgere).
31
 UUI, Alm.del - 2019-20 - Bilag 58: Lovudkast om ændring af udlændingeloven og forskellige andre love, fra udlændinge- og integrationsministeren
Det fremgår af bemærkningerne til lovforslaget, at en klage over afslag på opholdstilladelse efter §
9 c, stk. 3, nr. 2, tillægges opsættende virkning i overensstemmelse med praksis, såfremt klagen
sker, inden 7 dage efter, at afslaget på opholdstilladelse er meddelt den pågældende, jf.
Folketingstidende 2002-03, tillæg A, side 405.
2.2.
Ministeriets overvejelser
Det er Udlændinge- og Integrationsministeriets vurdering, at udlændingelovens § 33 indeholder en
række meget forskellige regler, herunder regler, der i praksis ikke længere ses at have et
anvendelsesområde. Det er derfor Udlændinge- og Integrationsministeriets vurdering, at det vil
bidrage til et bedre overblik over bestemmelserne i loven, såfremt der sker en systematisering og
ændret opdeling af bestemmelsen.
Bestemmelsen indeholder endvidere i dag en række forskellige henvisninger til det, der udgør
henholdsvis processuelt ophold og opsættende virkning, uden at det fremstår åbenbart, om og i
givet fald, hvornår der er tilsigtet en forskel med de forskellige formuleringer.
Efter almindelige processuelle principper betyder begrebet ”opsættende virkning”
i forbindelse med
en klage, at den påklagede afgørelses retsvirkninger udsættes midlertidigt og derfor ikke kan
håndhæves, før den måtte blive stadfæstet af klageinstansen.
En udlænding har som konsekvens af den opsættende virkning samme retsstilling under
klagesagens behandling, som hvis den påklagede afgørelse ikke var truffet. I denne periode vil
udlændingen således kunne opretholde de rettigheder, der følger af det gældende opholdsgrundlag,
herunder eventuelt ret til bolig, til beskæftigelse eller selvstændig erhvervsvirksomhed eller
uddannelse. Det er dog ikke i alle henseender, at en udlænding er stillet som om, at den påklagede
afgørelse ikke var truffet. F.eks. vil Udlændingestyrelsen, hvis styrelsen har truffet afgørelse om at
inddrage eller nægte at forlænge en flygtnings opholdstilladelse, og sagen verserer i
Flygtningenævnet med opsættende virkning, afvente Flygtningenævnets afgørelse, før styrelsen
færdigbehandler en ansøgning om familiesammenføring fra den pågældendes ægtefælle, samlever
eller børn eller en ansøgning fra flygtningen om udstedelse af rejselegitimation, hvis betingelserne
for hhv. at meddele opholdstilladelse eller udstede rejselegitimation er opfyldt. Hvis styrelsen
konstaterer, at betingelserne ikke er opfyldt, vil styrelsen færdigbehandle sagen og meddele afslag.
Det vil også kunne få betydning for en visumansøgning, hvor flygtningen er anført som vært, at der
er en versende sag i Flygtningenævnet om nægtelse af forlængelse af flygtningens opholdstilladelse,
der er udløbet. Endvidere er det Udlændingestyrelsens praksis at træffe afgørelse vedrørende
inddragelse eller nægtelse af forlængelse af familiemedlemmers opholdstilladelse i forbindelse med,
at styrelsen træffer afgørelse om inddragelse eller nægtelse af forlængelse af en opholdstilladelse
meddelt den flygtning, som den eller de pågældende er familiesammenført til, dvs. før
Flygtningenævnet har truffet afgørelse i flygtningens sag, der har opsættende virkning under
behandlingen af sagen i Flygtningenævnet. Udlændingenævnet, der er klageinstans i forhold til
32
 UUI, Alm.del - 2019-20 - Bilag 58: Lovudkast om ændring af udlændingeloven og forskellige andre love, fra udlændinge- og integrationsministeren
Udlændingestyrelsens afgørelser om inddragelse eller nægtelse af forlængelse af
familiemedlemmers opholdstilladelse, har tiltrådt denne praksis, dog således at Udlændingenævnets
afgørelse i sagen afventer Flygtningenævnets afgørelse.
Det forhold, at en klage har opsættende virkning, betyder således ikke, at en udlænding er stillet
fuldstændigt som om, at der ikke var truffet en afgørelse i første instans.
Ved en rettidigt indgivet ansøgning om forlængelse af en opholdstilladelse, vil opsættende virkning
medføre, at den pågældende under behandlingen af ansøgningen fortsat har ret til at opholde sig her
i landet som udgangspunkt med de rettigheder, som er omfattet af opholdstilladelsen.
”Processuelt ophold” medfører,
at udlændingen har ret til at opholde sig i landet, mens sagen
behandles. Det vil sige inden, at der er truffet en materiel afgørelse om opholdsspørgsmålet. Den
pågældende vil dermed have et lovligt ophold i udlændingelovens forstand, men det processuelle
ophold giver ikke i sig selv udlændingen yderligere rettigheder, som eksempelvis ret til offentlige
ydelser, ret til beskæftigelse eller videregående uddannelse mv.
Det er på den baggrund Udlændinge- og Integrationsministeriets vurdering, at der bør udformes
særskilte, tematisk opdelte bestemmelser, der indeholder regler om henholdsvis fastsættelse af en
udrejsefrist, meddelelse af processuelt ophold og meddelelse af opsættende virkning, så det bliver
mere tydeligt, hvornår en ansøger alene meddeles processuelt ophold, og hvornår en ansøger kan
meddeles opsættende virkning.
Videre finder Udlændinge- og Integrationsministeriet, at bestemmelsens stk. 6, hvorefter det
gælder, at hvis en afgørelse truffet af Udlændingestyrelsen efter § 53 b, stk. 1 (åbenbart grundløs)
indbringes for Folketingets Ombudsmand har dette ikke opsættende virkning med hensyn til
udrejsefristen, og hvorefter det gælder, at indbringes en afgørelse truffet af udlændinge- og
integrationsministeren efter § 9 b (humanitær opholdstilladelse) for Folketingets Ombudsmand, har
dette ikke opsættende virkning med hensyn til udrejsefristen, hvis indbringelsen må anses for
åbenlyst ubegrundet eller indbringelsen ikke sker i tilknytning til meddelelsen af afslaget på
opholdstilladelse efter lovens § 9 b, bør ophæves.
Bestemmelsen blev indsat i udlændingeloven med det formål at regulere
udlændingemyndighedernes meddelelse af opsættende virkning med hensyn til udrejsefristen, når
en afgørelse blev indbragt for Folketingets Ombudsmand, og med det formål at effektivisere
sagsbehandlingen.
Med forslaget til en ny bestemmelse i udlændingeloven om opsættende virkning foreslås det, at
udgangspunktet er, at klage over en afgørelse efter udlændingeloven og ansøgning om forlængelse
af en opholdstilladelse givet efter denne lov ikke kan tillægges opsættende virkning, medmindre
særlige grunde taler derfor.
33
 UUI, Alm.del - 2019-20 - Bilag 58: Lovudkast om ændring af udlændingeloven og forskellige andre love, fra udlændinge- og integrationsministeren
Det er Udlændinge- og Integrationsministeriets vurdering, at der på denne baggrund og af hensyn til
forenkling ikke ses at være behov for en selvstændig regulering af, hvorvidt indbringelse af en
afgørelse for Folketingets Ombudsmand af udlændingemyndighederne skal tillægges opsættende
virkning. Spørgsmålet om opsættende virkning må herefter afgøres i henhold til de almindelige
forvaltningsretlige principper. Det betyder, at spørgsmålet om opsættende virkning i forbindelse
med indbringelse af afgørelser for Folketingets Ombudsmand fremover ikke er eksplicit
lovreguleret, men skal afgøres på baggrund af udlændingemyndighedernes skønsmæssige
vurdering.
Endelig vurderer Udlændinge- og Integrationsministeriet, at det er uhensigtsmæssigt, at en
anmodning om genoptagelse af en afgørelse efter § 9 b, som indgives inden udløbet af
udlændingens udrejsefrist, efter ordlyden i udlændingelovens § 33, stk. 7, skal vurderes lempeligere
end en førstegangsansøgning, i forhold til om udlændingen må blive i landet under behandlingen.
Udlændinge- og Integrationsministeriet finder derfor, at vurderingsgrundlaget i de pågældende
situationer bør ensrettes, således at processuelt ophold i alle tilfælde kræver, at ganske særlige
grunde taler for det.
2.3.
Den foreslåede ordning
Det foreslås, at § 33, stk. 3-7 og 10-13, nyaffattes som ny § 33 a og § 33 b.
Formålet med nyaffattelsen er først og fremmest at gøre loven mere overskuelig og lettere at læse
ved at opdele bestemmelserne efter indhold, således at bestemmelserne om fastsættelse af
udrejsefrist samles i § 33, reglerne om processuelt ophold som udgangspunkt i § 33 a og reglerne
om opsættende virkning som udgangspunkt i § 33 b.
Formålet med nyaffattelsen er endvidere at foretage en sproglig og indholdsmæssig præcisering af
bestemmelserne om processuelt ophold og opsættende virkning, således at indholdet tydeligere
afspejler de faktiske retsvirkninger, som følger af bestemmelserne, og således at bestemmelser, som
ikke længere har et selvstændigt indhold, ophæves. Det tydeliggøres således i ordlyden, om der er
tale om processuelt ophold, hvor udlændingen har ret til at blive i landet, mens sagen behandles,
eller om der er tale om opsættende virkning, hvor udlændingen enten stilles, som hvis den
påklagede afgørelse ikke var truffet, herunder at udrejsefristen ikke var fastsat, eller hvor
udlændingen har ret til at fortsætte sit hidtidige ophold, mens en ansøgning om forlængelse af en
opholdstilladelse behandles.
Formålet med lovændringen er endelig at sikre, at vurderingen af, om en udlænding kan opnå
processuelt ophold, ensrettes for så vidt angår ansøgning om opholdstilladelse efter § 9 b og
anmodning om genoptagelse af en afgørelse efter § 9 b, uanset om genoptagelsesanmodningen
indgives før eller efter udløbet af udrejsefristen.
34
 UUI, Alm.del - 2019-20 - Bilag 58: Lovudkast om ændring af udlændingeloven og forskellige andre love, fra udlændinge- og integrationsministeren
3. Ændring af adgangen til forlængelse af udrejsefristen samt udvidelse af kompetencen til
at træffe afgørelse herom
3.1.
Gældende ret
3.1.1. Adgang til at forlænge en udrejsefrist
Efter udlændingelovens § 33 c kan en udrejsefrist efter § 33, stk. 2, forlænges, hvis særlige grunde,
herunder opholdets varighed, hensynet til skolesøgende børn og anden familiemæssig og social
tilknytning, taler herfor. Afgørelsen skal meddeles skriftligt.
Bestemmelsen blev oprindeligt indsat ved lov nr. 248 af 30. marts 2011 om ændring af
udlændingeloven (Ændringer som følge af direktiv om fælles standarder og procedurer i
medlemsstaterne for tilbagesendelse af tredjelandsstatsborgere med ulovligt ophold
(udsendelsesdirektivet) m.v.).
Det fremgår af bemærkningerne til bestemmelsen, at udsendelsesdirektivets artikel 7, stk. 2,
foreskriver, at en udrejsefrist skal kunne forlænges under hensyntagen til de særlige forhold i den
enkelte sag, jf. Folketingstidende 2010-11, tillæg A, L 107 som fremsat, side 19ff. Det kan bl.a.
være opholdets varighed, eventuelle skolesøgende børn og andre familiemæssige og sociale
tilknytninger.
Det fremgår videre af bemærkningerne, at udlændingemyndighederne i sager, hvor en udlænding
oplyser at være gravid, og terminstidspunktet dokumenteres som værende mindre end 2 måneder
efter den fastsatte udrejsefrist, i praksis udsætter udrejsefristen til 2 måneder efter terminsdatoen.
Hvis fødslen indtræder på et senere tidspunkt end terminstidspunktet, udsættes udrejsefristen efter
anmodning til 2 måneder efter det faktiske fødselstidspunkt. Hvis udlændingen før fastsættelse af
udrejsefristen dokumenterer et terminstidspunkt, der er mindre end 2 måneder før
afgørelsestidspunktet, fastsætter udlændingemyndighederne i afgørelsen en udrejsefrist til 2
måneder efter terminsdatoen. Udlændingemyndighederne kan endvidere efter en konkret vurdering
udsætte udrejsefristen i en kortere periode, eksempelvis i forbindelse med, at
udlændingemyndighederne har anmodet om yderligere oplysninger eller dokumentation til
belysning af, om der herefter er det fornødne grundlag for at give udlændingen ret til at opholde sig
her i landet under udlændingemyndighedernes behandling af ansøgningen eller klagen. Det fremgår
af bemærkningerne, at forslaget er en kodificering af praksis.
Bestemmelsen i udlændingelovens § 33 c blev ændret og udvidet ved lov nr. 516 af 26. maj 2014
om ændring af udlændingeloven (Ændring af reglerne om afvisning m.v. til gennemførelse af
direktiv 2008/115/EF om fælles standarder og procedurer i medlemsstaterne for tilbagesendelse af
tredjelandsstatsborgere med ulovligt ophold (udsendelsesdirektivet) m.v.), jf. Folketingstidende
2013-14, tillæg A, L 131 som fremsat. Ved udvidelsen blev der i bestemmelsens 1. pkt. indsat
35
 UUI, Alm.del - 2019-20 - Bilag 58: Lovudkast om ændring af udlændingeloven og forskellige andre love, fra udlændinge- og integrationsministeren
særskilte henvisninger til opholdets varighed, hensynet til skolesøgende børn og anden
familiemæssig og social tilknytning.
Det fremgår af bemærkningerne til bestemmelsen, at det følger af udsendelsesdirektivets artikel 7,
stk. 2, at ”medlemsstaterne, hvor dette er nødvendigt, forlænger fristen for frivillig udrejse i en
passende periode under hensyntagen til de særlige forhold i den enkelte sag, såsom opholdets
varighed, eventuelle skolesøgende børn og eventuelle andre familiemæssige og sociale
tilknytninger”, jf. Folketingstidende 2013-14,
tillæg A, L 131 som fremsat, side 9ff.
EU-Kommissionen havde som led i forpligtelsen til at påse medlemsstaternes gennemførelse af
direktivet fundet, at adgangen til at forlænge en udrejsefrist efter de danske regler havde et for
snævert anvendelsesområde og ikke i fornødent omfang tog højde for de særlige forhold, som er
nævnt i direktivet.
Det blev på den baggrund fastsat direkte i udlændingelovens § 33 c, at der ved vurderingen af, om
en udrejsefrist skal forlænges, skal tages hensyn til de særlige forhold i den enkelte sag, herunder
opholdets varighed i kombination med hensynet til eventuelle skolesøgende børn og anden
familiemæssig og social tilknytning.
3.1.2. Kompetence til at forlænge en udrejsefrist samt klageadgang i sager om forlængelse
Det er den myndighed, der har kompetence til at træffe afgørelse i sagen og som i den forbindelse
fastsætter udrejsefristen, der træffer afgørelse om, hvorvidt udrejsefristen kan forlænges.
I asylsager, der behandles af Flygtningenævnet, og hvor Flygtningenævnet fastsætter udrejsefristen,
er det tillige Udlændingestyrelsen
–
med klageadgang til Udlændinge- og Integrationsministeriet
–
der tager stilling til, om udrejsefristen kan forlænges. Hvis Flygtningenævnet modtager en
anmodning om forlængelse af udrejsefristen, sendes anmodningen videre til Udlændingestyrelsen.
Flygtningenævnet behandler således ikke ansøgninger om forlængelse af en udrejsefrist, medmindre
der er tale om sager, hvor udlændingen er gravid, og der er under 2 måneder til terminsdatoen. I
sådanne sager vil Flygtningenævnet i dag forlænge udrejsefristen til 2 måneder efter terminsdatoen.
3.2.
Ministeriets overvejelser
En udrejsefrist kan efter gældende regler forlænges, hvis særlige grunde, herunder opholdets
varighed, hensynet til skolesøgende børn og anden familiemæssig og social tilknytning, taler herfor.
Bestemmelsen har i det væsentligste været anvendt i situationer, hvor en udlænding oplyser at være
gravid, og hvor terminstidspunktet dokumenteres som værende mindre end 2 måneder efter den
fastsatte udrejsefrist.
Det er Udlændinge- og Integrationsministeriets opfattelse, at det vil være hensigtsmæssigt, hvis den
gældende praksis for forlængelse af udrejsefristen til gravide ændres på en sådan måde, at fristen
36
 UUI, Alm.del - 2019-20 - Bilag 58: Lovudkast om ændring af udlændingeloven og forskellige andre love, fra udlændinge- og integrationsministeren
fremover fastsættes til 60 dage. Formålet er at sikre en udrejsefrist med præcis samme længde for
alle udlændinge, der på baggrund af et terminstidspunkt eller fødselstidspunkt, får fastsat eller
forlænget en udrejsefrist efter den foreslåede § 33, stk. 4.
Bestemmelsen kan imidlertid efter gældende ret også anvendes i andre situationer. Det er
Udlændinge- og Integrationsministeriets vurdering, at det bør præciseres, at udrejsefristen f.eks. kan
forlænges for så vidt angår udlændinge, der er meddelt asyl og disses familiesammenførte
familiemedlemmer, der har etableret sig her i landet med job, uddannelse, bolig, børn i skole mv.,
og som får opholdstilladelsen inddraget eller nægtet forlænget.
Udlændinge- og Integrationsministeriet vurderer, at udlændinge, som på den baggrund har opholdt
sig i landet i en længere periode, efter en konkret vurdering kan have behov for længere tid end 1
måned til at afvikle deres forhold i Danmark. De pågældende kan have forhold, som skal opsiges,
såsom bolig, bankforretninger, institutionspladser mv. Endvidere vil de pågældende skulle have
lejlighed til at etablere rammerne for deres ophold i det land, de pågældende vender tilbage til.
Muligheden for at få forlænget udrejsefristen vil således navnlig kunne gøre sig gældende, hvor der
er tale om flere personer, f.eks. i en familie, der skal udrejse samtidig, og hvor der som følge heraf
er flere konkrete forhold, der skal afvikles i Danmark. En længere udrejsefrist vil efter Udlændinge-
og Integrationsministeriets opfattelse kunne medvirke til et mere overskueligt udrejseforløb, og til
at flere udlændinge vælger at udrejse frivilligt, ligesom det vil være muligt for dem at søge
repatriering inden udløbet af udrejsefristen.
Hvis en familie f.eks. har samtidige verserende klagesager om inddragelse eller nægtelse af
forlængelse af opholdstilladelse i henholdsvis Flygtningenævnet og Udlændingenævnet, kan der
efter gældende praksis blive fastsat en udrejsefrist af Flygtningenævnet, inden de øvrige
familiemedlemmers sager er færdigbehandlet i Udlændingenævnet. Efter gældende praksis vil der i
forbindelse med en eventuel udsendelse blive taget hensyn til, at familien kan udrejse samlet.
Udlændinge- og Integrationsministeriet vurderer, at udlændingemyndighederne i en sådan situation
bør fastsætte en udrejsefrist, der sikrer, at familiemedlemmerne ikke pålægges at udrejse, før der
foreligger en endelig administrativ afgørelse for alle familiemedlemmer.
Udlændinge- og Integrationsministeriet finder tillige, at dette også skal gælde i andre særlige
situationer, navnlig hvor familiemedlemmerne har processuelt ophold i Danmark på baggrund af en
asylsag, men hvor udlændingen, som familiemedlemmerne er blevet familiesammenført til, har fået
fastsat en udrejsefrist i forbindelse med en tilbagesendelsesafgørelse efter § 33, stk. 1.
En
tilbagesendelsesafgørelse skal dels fastslå, at den pågældende tredjelandsstatsborgers ophold i
Danmark er ulovligt, dels pålægge den pågældende at vende tilbage, jf. udsendelsesdirektivets
artikel 3, nr. 4. Se nærmere herom nedenfor i afsnit 5.1.2.
37
 UUI, Alm.del - 2019-20 - Bilag 58: Lovudkast om ændring af udlændingeloven og forskellige andre love, fra udlændinge- og integrationsministeren
Det er uden betydning, at et eller flere familiemedlemmer har eller har haft opholdstilladelse på
baggrund af asyl meddelt med henblik på midlertidigt ophold.
Forlængelse af udrejsefristen af hensyn til familiens samlede udrejse vil som udgangspunkt ikke
være relevant for f.eks. studerende, arbejdstagere, medfølgende familie til disse, au pair-personer,
eller religiøse forkyndere, da Styrelsen for International Rekruttering og Integration og
Udlændingenævnet som udgangspunkt behandler henholdsvis sager og klager om inddragelse eller
nægtelse af forlængelse af disse udlændinges og deres medfølgende familiemedlemmers
opholdstilladelse samtidigt, og der normalt ikke opstår spørgsmål om forskellige udrejsefrister for
disse grupper.
Disse udlændinge vil dog fortsat i overensstemmelse med gældende praksis være
omfattet af muligheden for at få forlænget udrejsefristen f.eks. i forbindelse med graviditet, hvor
udlændingen dokumenterer terminstidspunktet/fødselstidspunktet som værende mindre end 60 dage
efter den fastsatte udrejsefrist og af hensyn til skolesøgende børn og anden familiemæssig og social
tilknytning.
Det er endelig Udlændinge- og Integrationsministeriets vurdering, at sagsbehandlingen med
forslaget vil kunne smidiggøres og forkortes ved, at det i alle tilfælde er den myndighed, der senest
har truffet afgørelse i sagen og i den forbindelse fastsat udrejsefristen, som har kompetence til at
behandle en anmodning om forlængelse af udrejsefristen.
Det er på den baggrund Udlændinge- og Integrationsministeriets opfattelse, at det bør være den
myndighed, der senest har truffet en afgørelse og i den forbindelse fastsat udrejsefristen, som skal
kunne forlænge udrejsefristen. Udlændinge- og Integrationsministeriet finder således, at både
udlændinge-
og
integrationsministeren,
Flygtningenævnet,
Udlændingenævnet,
Udlændingestyrelsen og Styrelsen for International Rekruttering og Integration fortsat skal kunne
behandle en anmodning om forlængelse af udrejsefristen eller
–
hvis det vurderes at være relevant
–
af egen drift tage stilling til spørgsmålet om forlængelse af udrejsefristen, allerede på det tidspunkt
hvor afgørelsen efter § 33, stk. 1, træffes, og udrejsefristen fastsættes. Udlændinge- og
integrationsministerens, Udlændingenævnets og Flygtningenævnets afgørelse efter den foreslåede §
33, stk. 4, kan ikke påklages. Endvidere skal Flygtningenævnet og Udlændingenævnet kunne
behandle en klage over en afgørelse om afslag på forlængelse af udrejsefristen truffet af en 1.
instans myndighed, ligesom de skal kunne behandle klager over længden af en meddelt forlænget
udrejsefrist truffet af en 1. instans myndighed.
3.3.
Den foreslåede ordning
Det foreslås, at udlændingelovens § 33 c videreføres som udlændingelovens § 33, stk. 4. Efter
bestemmelsen skal en udrejsefrist kunne forlænges, hvis særlige grunde, herunder opholdets
varighed, hensynet til skolesøgende børn eller anden familiemæssig og social tilknytning, taler
herfor.
38
 UUI, Alm.del - 2019-20 - Bilag 58: Lovudkast om ændring af udlændingeloven og forskellige andre love, fra udlændinge- og integrationsministeren
Det foreslås samtidig, at den samlede forlængede udrejsefrist højst kan udgøre 120 dage i alt, at
forlængelse af udrejsefristen udover 120 dage alene kan ske i ganske særlige tilfælde, herunder
navnlig hvor hensynet til familiens samlede udrejsefrist taler derfor,
og at afgørelsen om
forlængelse skal meddeles skriftligt. Bestemmelsen skal herudover være en videreførelse af den
nugældende praksis, herunder efter udlændingelovens § 33 c.
Udover de situationer, hvor der allerede efter gældende ret kan ske forlængelse af udrejsefristen, vil
udrejsefristen tillige kunne forlænges, hvor eksempelvis hensynet til afvikling af udlændingens
ophold her i landet og forberedelse af hjemrejse mv. taler derfor, eller i situationer, hvor en familie
har samtidige verserende sager hos henholdsvis Flygtningenævnet og Udlændingenævnet, således at
alle familiens medlemmer har mulighed for at udrejse samtidigt, uanset at deres sager afgøres
endeligt af forskellige myndigheder, herunder så familien kan gøre brug af tilbud om repatriering.
Beslutning om forlængelse af en udrejsefrist skal træffes på baggrund af en konkret vurdering af
sagens samlede omstændigheder, hvori det blandt andet skal indgå, om udlændingens samlede
tilknytning her til landet skal føre til, at udrejsefristen forlænges. Det vil bl.a. kunne indgå i
vurderingen om den pågældende skal afvikle boligforhold og bankforretninger, om der skal sælges
bohave, om der er medfølgende børn, som skal afslutte eksaminer, eller om den pågældende har et
eller flere nære familiemedlemmer, som har en verserende sag om opholdstilladelse, og som derfor
har ret til at opholde sig i landet.
Det bemærkes, at den foreslåede bestemmelse
–
som hidtil
–
alene vil give hjemmel til, at
udrejsefristen kan forlænges, hvilket indebærer, at der ved afgørelse efter udlændingelovens § 33,
stk. 4, skal fastsættes en udrejsefrist. Der vil således ikke kunne træffes beslutning om at udskyde
fastsættelse af udrejsefristen eller om, at det påhviler en udlænding at udrejse i overensstemmelse
med den udrejsefrist, der fastsættes af en anden myndighed, f.eks. i forbindelse med behandlingen
af et familiemedlems klagesag.
En udrejsefrist vil efter den foreslåede bestemmelse kunne forlænges på myndighedens
foranledning allerede på tidspunktet for afgørelsen om afslag på opholdstilladelse, inddragelse eller
nægtelse af forlængelse af opholdstilladelse, eller ved beslutning om bortfald af opholdstilladelse,
hvis en individuel vurdering af sagens omstændigheder begrunder det.
Der tilsigtes med forslaget ikke en ændring af forsørgelsespligten over for udlændingen i perioden,
hvor den forlængede udrejsefrist løber. I sager om inddragelse af en opholdstilladelse eller nægtelse
af forlængelse af en opholdstilladelse er det udlændingens bopælskommune, som har et eventuelt
ansvar for forsørgelse af udlændingen under sagens behandling og indtil udrejsefristens udløb. I det
øjeblik udrejsefristen udløber, men udlændingen ikke er udrejst, vil den pågældende kunne omfattes
af Udlændingestyrelsens forsørgelsespligt, jf. udlændingelovens § 42 a, stk. 2. Det forudsætter
blandt andet, at den pågældende tager ophold i asylcentersystemet.
39
 UUI, Alm.del - 2019-20 - Bilag 58: Lovudkast om ændring af udlændingeloven og forskellige andre love, fra udlændinge- og integrationsministeren
I forhold til afgørelse om forlængelse af udrejsefristen, foreslås det, at Udlændinge- og
Integrationsministeriet, Udlændingestyrelsen, Styrelsen for International Rekruttering og
Integration, Flygtningenævnet og Udlændingenævnet skal have kompetence til at træffe afgørelse
om forlængelse af udrejsefristen i forhold til myndighedens tidligere fastsættelse af en udrejsefrist.
Det foreslås desuden, at Flygtningenævnet og Udlændingenævnet bliver ny klageinstans for
afgørelser om forlængelse af udrejsefristen truffet af Styrelsen for International Rekruttering og
Integration og Udlændingestyrelsen. Herved vil klageadgangen følge klageadgangen for den
materielle afgørelse, som afslag på forlængelse af udrejsefristen knytter sig til. Såfremt den
materielle afgørelse ikke kan påklages, f.eks. afgørelser truffet af klageinstansen og afgørelser i
asylsager behandlet efter åbenbart grundløs-proceduren, kan afgørelsen om afslag på forlængelse af
udrejsefristen heller ikke påklages.
4. Betingelser for fastsættelse af udrejsefrist til straks
4.1.
Gældende ret
4.1.1. Udlændingeloven
Det fremgår af udlændingelovens § 33, stk. 2, 4. pkt., at udrejsefristen for afgørelser truffet efter
udlændingelovens § 33, stk. 1 (tilbagesendelsesafgørelser), i påtrængende tilfælde altid fastsættes til
straks.
Påtrængende tilfælde foreligger i medfør af udlændingelovens § 33, stk. 2, 5. pkt., navnlig, når
udlændingen er til fare for statens sikkerhed eller en alvorlig trussel mod den offentlige orden,
sikkerhed eller sundhed, når udlændingen har begået et strafbart forhold, når der er tale om svig
eller en åbenbart grundløs ansøgning, eller når der er risiko for, at udlændingen vil forsvinde eller
unddrage sig udsendelse. Risiko for, at udlændingen vil forsvinde eller unddrage sig udsendelse,
foreligger, når udlændingen ikke har medvirket under sagens behandling, eller når der i øvrigt på
baggrund af oplysningerne om udlændingen og opholdets varighed og karakter er grund til at
antage, at udlændingen vil forsvinde eller unddrage sig udsendelse, jf. udlændingelovens § 33, stk.
2, 6. pkt.
Det fremgår af de specielle bemærkninger til lov nr. 516 af 26. maj 2014 (Ændring af reglerne om
afvisning m.v. til gennemførelse af direktiv 2008/115/EF om fælles standarder og procedurer i
medlemsstaterne for tilbagesendelse af tredjelandsstatsborgere med ulovligt ophold
(udsendelsesdirektivet) m.v.), at der med udtrykket
”ikke medvirker til sagens behandling”
lægges
op til, at udlændingens forhold under den forudgående sagsbehandling skal tillægges vægt ved
vurderingen af risikoen for forsvinding. Det vil således skulle indgå i vurderingen, om udlændingen
har medvirket til sagens oplysning, jf. udlændingelovens § 40, stk. 1, 1. og 2. pkt., herunder om
udlændingen har medvirket til at fastlægge sin identitet. Det vil endvidere skulle indgå, om
udlændingen har overholdt pålagte forpligtelser, jf. udlændingelovens § 34, til sikring af, at den
40
 UUI, Alm.del - 2019-20 - Bilag 58: Lovudkast om ændring af udlændingeloven og forskellige andre love, fra udlændinge- og integrationsministeren
pågældende ikke forsvinder under sagens behandling, f.eks. deponering af pas, anden
rejselegitimation og billet, sikkerhedsstillelse, pålæg om at tage ophold et bestemt sted samt
regelmæssig meldepligt. Har udlændingen under sagen tydeligt over for udlændingemyndighederne
eller politiet givet udtryk for ikke at ville følge en afgørelse om tilbagesendelse, vil der også
foreligge en risiko for, at udlændingen forsvinder eller unddrager sig udsendelse, jf.
Folketingstidende 2013-14, tillæg A, L 131 som fremsat, side 16.
Det fremgår endvidere, at der derudover skal lægges vægt på, om der i øvrigt på baggrund af
”oplysningerne
om udlændingen og opholdets varighed og karakter”
er grund til at antage, at
udlændingen vil forsvinde eller unddrage sig udsendelse. Der vil i den forbindelse skulle lægges
vægt på, om udlændingen under et tidligere ophold her i landet har unddraget eller forsøgt at
unddrage sig tvangsmæssig udsendelse, og om udlændingen i forbindelse med indrejse i landet har
benyttet sig af falske identitetspapirer. Hvis der er tale om asylansøgere, skal der også lægges vægt
på, om den pågældende har søgt asyl i flere andre lande før indgivelse af ansøgning i Danmark eller
under opholdet som asylansøger i Danmark har forsøgt at indrejse og søge asyl i et andet land.
Endelig fremgår det, at risiko for forsvinding også vil foreligge, hvis tredjelandsstatsborgeren under
opholdet er blevet udvist administrativt efter § 25 a, stk. 2, eller § 25 b, eller hvis der er truffet
afgørelse efter § 27 b om fuldbyrdelse af afgørelser om udsendelse truffet af myndigheder i andre
EU- eller Schengenlande. Endelig skal det tillægges vægt, om den pågældende er indrejst i strid
med et indrejseforbud udstedt her i landet eller i et andet medlemsland, eller om sagens
omstændigheder i øvrigt, herunder længden af et ulovligt ophold, bestyrker vurderingen af, at der er
en væsentlig risiko for forsvinding.
4.1.2. Udsendelsesdirektivet
Det fremgår af udsendelsesdirektivets artikel 7, stk. 1, at en tilbagesendelsesafgørelse skal
indeholde en passende frist for frivillig udrejse på mellem 7 og 30 dage (udrejsefrist).
Er der risiko for, at den pågældende vil forsvinde, eller er en ansøgning om lovligt ophold blevet
afvist som åbenbart grundløs eller svigagtig, eller udgør den pågældende person en risiko for den
offentlige orden, den offentlige sikkerhed eller den nationale sikkerhed, kan medlemsstaterne
undlade at indrømme en frist for frivillig udrejse, eller de kan indrømme en frist på under 7 dage, jf.
udsendelsesdirektivets artikel 7, stk. 4.
Ifølge udsendelsesdirektivets artikel 3, stk. 7, betyder
”risiko for, at den pågældende vil forsvinde”:
tilstedeværelsen i den enkelte sag af grunde, baseret på objektive, lovfæstede kriterier, til at
formode, at en tredjelandsstatsborger, der er genstand for tilbagesendelsesprocedurer, vil forsvinde.
4.1.3. Rådets henstilling
41
 UUI, Alm.del - 2019-20 - Bilag 58: Lovudkast om ændring af udlændingeloven og forskellige andre love, fra udlændinge- og integrationsministeren
Rådet har i sin gennemførelsesafgørelse af 15. februar 2018 henstillet, at Danmark ændrer
udlændingeloven for at sikre, at der eksplicit i loven fastsættes objektive kriterier for, hvornår der er
risiko for, at en tredjelandsstatsborger forsvinder.
4.2.
Ministeriets overvejelser
Det er Udlændinge- og Integrationsministeriets opfattelse, at de i udlændingeloven fastsatte
overordnede kriterier for, hvornår der er risiko for, at en udlænding forsvinder, som udgangspunkt
opfylder udsendelsesdirektivets krav hertil. De fastsatte kriterier sikrer således sammenholdt med
bestemmelsens forarbejder, at der ved vurderingen af, om der er risiko for, at udlændingen vil
forsvinde, kan lægges vægt på en række forhold vedrørende udlændingens hidtidige adfærd og
forhold vedrørende opholdets karakter og varighed.
Det kan således allerede i dag indgå, om udlændingen hidtil har medvirket til sagens behandling,
herunder om udlændingen er mødt op til de samtaler og afhøringer, som den pågældende måtte
være indkaldt til. Det må antages, at det også i en sådan vurdering kan indgå, om udlændingen
under sagens behandling har lagt hindringer i vejen for sagens oplysning, herunder ved f.eks. at
tilsløre sin identitet eller rejserute eller ved bevidst at meddele urigtige oplysninger herom.
Det er dog Udlændinge- og Integrationsministeriets opfattelse, at det på baggrund af Rådets
henstilling bør fremgå af udlændingelovens § 33, stk. 2, 6. pkt., at det i vurderingen af, om der er
risiko for, at en udlænding vil forsvinde, foruden en vurdering af, om udlændingen hidtil har
medvirket til sagens behandling, også kan indgå, om udlændingen har lagt hindringer i vejen for
sagens behandling. Formålet hermed er først og fremmest at tydeliggøre den vurdering, som
allerede i dag skal foretages i forbindelse med beslutning om fastsættelse af udrejsefristen, hvorefter
udrejsefristen fastsættes til straks i påtrængende tilfælde, herunder når udlændingen er til fare for
statens sikkerhed eller sundhed, har begået et strafbart forhold, eller når der er tale om svig eller en
åbenbart grundløs ansøgning.
4.3.
Den foreslåede ordning
Det foreslås at ændre udlændingelovens § 33, stk. 2, 6. pkt., således, at det kommer til at fremgå, at
det i vurderingen af, om der er risiko for, at udlændingen vil forsvinde, skal indgå, om udlændingen
har lagt hindringer i vejen for sagens behandling.
Der foretages allerede i dag en vurdering af, om udlændingen har lagt hindringer i vejen for sagens
oplysning ved f.eks. at tilsløre sin identitet eller rejserute eller ved bevidst at meddele urigtige
oplysninger herom. Der er således alene tale om en præcisering af gældende ret.
5. Fastsættelse af udrejsefrist i afgørelser om ulovligt ophold
42
 UUI, Alm.del - 2019-20 - Bilag 58: Lovudkast om ændring af udlændingeloven og forskellige andre love, fra udlændinge- og integrationsministeren
5.1.
Gældende ret
5.1.1. Udlændingeloven
Det fremgår af udlændingelovens § 33, stk. 1, at afslag på ansøgning om opholdstilladelse, afslag på
ansøgning om forlængelse af opholdstilladelse, beslutning om inddragelse af opholdstilladelse,
afslag på en ansøgning om udstedelse af et registreringsbevis eller opholdskort, inddragelse af et
registreringsbevis eller opholdskort, udvisning efter udlændingelovens §§ 25, 25 a eller 25 b og
udsendelse efter udlændingelovens § 27 b skal indeholde en frist for udrejsen.
Efter udlændingelovens § 33, stk. 2, 1. pkt., fastsættes udrejsefristen i afgørelser, der er omfattet af
stk. 1, til 1 måned, hvis udlændingen er statsborger i et andet nordisk land og har haft bopæl her i
landet, hvis udlændingen er omfattet af EU-reglerne, eller hvis udlændingen hidtil har haft
opholdstilladelse. I afgørelser om afslag på ansøgning om opholdstilladelse efter udlændingelovens
§ 9 b og § 9 c, stk. 3, nr. 2, fastsættes udrejsefristen til 15 dage, jf. udlændingelovens § 33, stk. 2, 2.
pkt. For andre udlændinge fastsættes udrejsefristen til 7 dage, jf. udlændingelovens § 33, stk. 2, 3.
pkt., dog således, at der for udlændinge, der har været udsat for menneskehandel, kan fastsættes en
længere udrejsefrist, jf. udlændingelovens § 33, stk. 14.
I påtrængende tilfælde fastsættes udrejsefristen altid til straks. Påtrængende tilfælde foreligger
navnlig, når udlændingen er til fare for statens sikkerhed eller udgør en alvorlig trussel mod den
offentlige orden, sikkerhed eller sundhed, når udlændingen har begået et strafbart forhold, når der er
tale om svig eller en åbenbart grundløs ansøgning, eller når der er risiko for, at udlændingen vil
forsvinde eller unddrage sig udsendelse. Det kan efter bestemmelsen ikke anses for et påtrængende
tilfælde, at der er risiko for, at udlændingen vil forsvinde, hvis udlændingen er statsborger i et af de
lande, der er tilsluttet EU eller er omfattet af EØS-aftalen, jf. udlændingelovens § 33, stk. 2, 4.-6.
pkt.
Det følger af udsendelsesdirektivets artikel 12, stk. 1, at afgørelser om tilbagesendelse og, hvis der
er udstedt sådanne, afgørelser om indrejseforbud og afgørelser om udsendelse skal affattes skriftligt
og angive de faktiske og retlige grunde samt oplyse om de retsmidler, der er til rådighed. Denne
bestemmelse er implementeret i udlændingelovens § 33, stk. 1, hvoraf det følger, at afslag på en
ansøgning om opholdstilladelse eller på en ansøgning om forlængelse af opholdstilladelse,
beslutning om inddragelse af opholdstilladelse, afslag på en ansøgning om udstedelse af et
registreringsbevis eller opholdskort, beslutning om inddragelse af et registreringsbevis eller
opholdskort, beslutning om udvisning efter §§ 25, 25 a eller 25 b og beslutning om udsendelse efter
§ 27 b skal indeholde en frist for udrejse, og at en sådan afgørelse endvidere skal indeholde
oplysning om den fortsatte ret til at opholde sig i landet og om adgang til at klage, jf. reglerne i
bestemmelsens stk. 3, 1., 3. og 4. pkt.
En udrejsefrist fastsættes som udgangspunkt af den myndighed, der træffer afgørelse i første
instans. Særligt for så vidt angår afgørelser, der anses for automatisk påklaget til Flygtningenævnet,
43
 UUI, Alm.del - 2019-20 - Bilag 58: Lovudkast om ændring af udlændingeloven og forskellige andre love, fra udlændinge- og integrationsministeren
har klagen opsættende virkning, jf. § 53 a, stk. 2, 3. og 4. pkt. Det indebærer, at der efter gældende
praksis først ved Flygtningenævnets endelige afgørelse om afslag på asyl fastsættes en udrejsefrist
og ikke i forbindelse med Udlændingestyrelsens afslag på asyl i første instans.
Som det fremgår ovenfor, omfatter udlændingelovens § 33, stk. 1, en række forskellige
udlændingeretlige afgørelser, som medfører eller fastslår, at en udlænding har ulovligt ophold, og
hvorved det pålægges udlændingen at udrejse inden for en fastsat frist.
Der træffes herudover en række udlændingeretlige afgørelser og beslutninger, hvor det alene
konstateres, at en udlænding, der har ulovligt ophold, i medfør af udlændingelovens § 30, stk. 1, har
pligt til at udrejse af landet, men som ikke er omfattet af udlændingelovens § 33 om fastsættelse af
udrejsefrist. Konstaterer udlændingemyndighederne således, at udlændingen ikke opholder sig
lovligt her i landet, og tillades en ansøgning ikke indgivet her i landet, vil udlændingen under
henvisning til udlændingelovens § 30, stk. 1, blive pålagt at udrejse med det samme eller straks. Der
kan være tale om afslag på en ansøgning om forlængelse af visum, jf. bekendtgørelse nr. 1683 af
17. december 2018 om udlændinges adgang til Danmark på grundlag af visum
(visumbekendtgørelsen) § 22, afslag på ansøgning om forlængelse af ret til ophold, jf.
udlændingelovens § 4 b, jf. § 3, eller en afgørelse om inddragelse eller annullering af et visum efter
visumbekendtgørelsens § 23-26. Der kan derudover være tale om konstatering af bortfald af en
opholdstilladelse efter udlændingelovens § 17, § 17 a og § 21 b, stk. 1. Endvidere kan der være tale
om afgørelser om afvisning af indgivelse af ansøgning om opholdstilladelse, hvor indgivelsen af
ansøgning som udgangspunkt er betinget af lovligt ophold her i landet, og hvor det i forbindelse
med indgivelse af ansøgning konstateres, at udlændingen har ulovligt ophold og ikke i øvrigt gives
adgang til at indgive ansøgningen her i landet, jf. udlændingelovens § 9, stk. 25, § 9 a, stk. 5, § 9 c,
stk. 6, § 9 f, stk. 9, § 9 i, stk. 3, § 9 j, stk. 2, § 9 k, stk. 2, § 9 l, stk. 2, § 9 m, stk. 2, § 9 n, stk. 2, § 9
p, stk. 2 og § 9 q, stk. 11. Der kan også være tale om udlændinge, som indgiver klage over
Udlændingestyrelsens afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a eller 5 b,
senere end 7 dage efter, at udlændingen har fået meddelelse om afgørelsen, og som derfor får
klagen afvist jf. udlændingelovens § 53 a, stk. 2, 1. pkt.
I medfør af udlændingelovens § 25 b, stk. 1, kan en udlænding, der opholder sig her i landet uden
tilladelse, udvises. Bestemmelsen finder bl.a. anvendelse i tilfælde, hvor en udlænding, som i
henhold til udlændingelovens § 30, stk. 1, har pligt til at udrejse, ikke udrejser. Bestemmelsen
indebærer, at den pågældende som hovedregel skal udvises. En beslutning om udvisning efter
udlændingelovens § 25 b, stk. 1, skal indeholde en frist for udrejse, der som udgangspunkt
fastsættes til straks, idet der i disse tilfælde som udgangspunkt vil være grundlag for at antage, at
der er risiko for, at udlændingen vil forsvinde.
Pligten til at fastsætte en udrejsefrist i udlændingelovens § 33, stk. 1, 1. pkt., gælder derudover ikke
i dag for udlændinge, der udvises ved dom efter udlændingelovens §§ 22-24, § 25 a og § 25 c, på
grund af strafbart forhold, idet Danmark har forbehold for kriminelle udviste i forhold til
udsendelsesdirektivet.
44
 UUI, Alm.del - 2019-20 - Bilag 58: Lovudkast om ændring af udlændingeloven og forskellige andre love, fra udlændinge- og integrationsministeren
En udlænding, der udvises ved dom efter udlændingelovens §§ 22-24 og § 25 c, på grund af
strafbart forhold, får fastsat udrejsefristen til straks af politiet, jf. udlændingelovens § 33, stk. 9, som
foreslås affattet som udlændingelovens § 33, stk. 4, jf. lovforslagets § 1, nr. 32. Udrejsefristen
regnes fra tidspunktet for løsladelse eller udskrivning fra hospital eller forvaring. Er dommen
betinget, eller er udvisning sket ved dom til ambulant behandling med mulighed for
frihedsberøvelse, regnes fristen fra tidspunktet for endelig dom i sagen eller, hvis den pågældende
ikke har været til stede ved domsafsigelsen, fra dommens forkyndelse.
Afgørelser efter udlændingelovens § 33, stk. 9, træffes af Rigspolitichefen eller politidirektøren jf.
udlændingelovens § 48, stk. 1, 2. pkt., og kan ikke indbringes for udlændinge- og
integrationsministeren eller anden administrativ myndighed jf. udlændingelovens § 48, stk. 1, 6.
pkt.
5.1.2. Udsendelsesdirektivet
Udsendelsesdirektivet indeholder regler om medlemsstaternes pligt til at iværksætte foranstaltninger
over for en tredjelandsstatsborger, der opholder sig ulovligt i medlemsstaten. Udsendelsesdirektivet
forpligter således bl.a. medlemsstaterne til at træffe afgørelse om tilbagesendelse vedrørende enhver
tredjelandsstatsborger, som opholder sig ulovligt på deres område, jf. udsendelsesdirektivets artikel
6, stk. 1.
En tilbagesendelsesafgørelse skal dels fastslå, at den pågældende tredjelandsstatsborgers ophold er
ulovligt, dels pålægge den pågældende at vende tilbage, jf. udsendelsesdirektivets artikel 3, nr. 4.
Afgørelsen om tilbagesendelse skal i den forbindelse indeholde en passende frist for frivillig udrejse
på mellem 7 og 30 dage (udrejsefrist), dog således at udrejsefristen kan fastsættes til straks i
påtrængende tilfælde, jf. artikel 7, stk. 1 og 4.
Udsendelsesdirektivets pligt til at træffe en tilbagesendelsesafgørelse gælder ikke for afgørelser om
udvisning i forbindelse med strafbart forhold jf. udlændingelovens §§ 22-24, § 25 a, stk. 1, og § 25
c, idet Danmark har forbehold for kriminelle udviste i henhold til direktivet.
Tilbagesendelsesafgørelser kan udformes som selvstændige afgørelser eller sammen med andre
afgørelser, herunder den afgørelse, som begrunder, at udlændingen ikke længere har lovligt ophold,
som f.eks. en afgørelse om afslag på en ansøgning om opholdstilladelse mv. Medlemsstaterne kan
derfor meddele afslag på en ansøgning om opholdstilladelse og træffe en tilbagesendelsesafgørelse i
udsendelsesdirektivets forstand i én og samme afgørelse. Et afslag på opholdstilladelse kan således
udgøre
en
tilbagesendelsesafgørelse
i
udsendelsesdirektivets
forstand,
selvom
tredjelandsstatsborgeren på afgørelsestidspunktet endnu ikke har ulovligt ophold.
5.1.3. Rådets henstilling
45
 UUI, Alm.del - 2019-20 - Bilag 58: Lovudkast om ændring af udlændingeloven og forskellige andre love, fra udlændinge- og integrationsministeren
Rådet har i sin gennemførelsesafgørelse af 15. februar 2018 om afhjælpning af de mangler, der blev
konstateret ved evalueringen i 2017 af Danmarks anvendelse af Schengenreglerne på området
tilbagesendelse, henstillet, at Danmark ændrer udlændingeloven for at sikre, at der systematisk
træffes afgørelse om tilbagesendelse af tredjelandsstatsborgere med ulovligt ophold i Danmark, før
de udsendes. Det skal også gælde de tredjelandsstatsborgere, der endnu ikke har fået afslag på en
anmodning om opholdstilladelse eller en ansøgning om international beskyttelse, jf.
udsendelsesdirektivets artikel 6, stk. 1.
5.2.
Ministeriets overvejelser
Det er Udlændinge- og Integrationsministeriets vurdering på baggrund af Rådets henstilling, at
udlændingeloven bør ændres, således at udsendelsesdirektivet også finder anvendelse i de sager,
hvorved det fastslås, at en tredjelandsstatsborger, der opholder sig her i landet, har ulovligt ophold,
og hvor det i dag konstateres, at udlændingen i henhold til udlændingelovens § 30, stk. 1, har pligt
til at udrejse.
Det følger af Rådets henstilling, at det er Rådets opfattelse, at det kan fastsættes i national
lovgivning, at en tredjelandsstatsborger har pligt til at udrejse, således som det er gjort i
udlændingelovens § 30, stk. 1, men at det ikke er tilstrækkeligt at henvise til en sådan generel eller
abstrakt forpligtelse. Det er endvidere ikke tilstrækkeligt, at der træffes en
tilbagesendelsesafgørelse, hvis den pågældende ikke udrejser. En tilbagesendelsesafgørelse skal
træffes allerede på tidspunktet, hvor det konstateres, at udlændingen har ulovligt ophold.
Rådet har således i sin henstilling anført, at der skal træffes tilbagesendelsesafgørelser over for alle
tredjelandsstatsborgere med ulovligt ophold i Danmark, før de udsendes. Udlændinge- og
Integrationsministeriet har forstået denne del af Rådets henstilling således, at kravet om en
tilbagesendelsesafgørelse også gælder de tredjelandsstatsborgere, som ikke har søgt om asyl, men
som opholder sig ulovligt her i landet, hvorimod der ikke skal træffes en tilbagesendelsesafgørelse
over for en tredjelandsstatsborger, som har en ansøgning om asyl under behandling.
Danmark har forbehold for kriminelle udviste efter udlændingelovens §§ 22-24, § 25 a, stk. 1, og §
25 c i henhold til udsendelsesdirektivet. Direktivets regler om fastsættelse af en
tilbagesendelsesafgørelse og fastsættelse af en udrejsefrist gælder således ikke for sådanne
udvisninger, selvom udlændingen ved udvisningen ikke længere har lovligt ophold her i landet.
Dømmes en udlænding for et strafbart forhold, og har udlændingen ikke haft lovligt ophold her i
landet i mere end de sidste 6 måneder, udvises udlændingen administrativt efter udlændingelovens §
25 a, stk. 1. Da der er tale om en administrativ udvisning, er udlændingelovens § 25 a, stk. 1,
imidlertid omfattet af udlændingelovens § 33, stk. 1, 1. pkt., og der fastsættes således en udrejsefrist
efter udlændingelovens § 33, stk. 2, i disse sager.
46
 UUI, Alm.del - 2019-20 - Bilag 58: Lovudkast om ændring af udlændingeloven og forskellige andre love, fra udlændinge- og integrationsministeren
Derimod er udvisning ved dom efter udlændingelovens §§ 22-24, og § 25 c, som følge af strafbart
forhold, ikke omfattet af udlændingelovens § 33, stk. 1, 1. pkt., om pligten til at fastsætte en
udrejsefrist i henhold til udsendelsesdirektivet. Når en udlænding dømmes for et strafbart forhold,
afgøres det efter anklagemyndighedens påstand ved dommen, om den pågældende skal udvises i
medfør af udlændingelovens §§ 22-24, eller § 25 c, jf. udlændingelovens § 49, stk. 1. Er
udvisningen sket ved dom, fastsætter politiet udrejsefristen til straks jf. udlændingelovens § 33, stk.
9.
5.3.
Den foreslåede ordning
Med henblik på bl.a. at sikre en korrekt gennemførelse af udsendelsesdirektivet foreslås det, at
udlændingelovens § 33, stk. 1, 1. pkt., ændres, således at bestemmelsen fremover vil omfatte enhver
afgørelse eller beslutning, hvorved det meddeles en udlænding, at denne efter reglerne i kapitel 1 og
3-4 a ikke har ret til ophold her i landet.
Den foreslåede ændring vil medføre, at der skal fastsættes en udrejsefrist i de nævnte afgørelser og
beslutninger. Det er ikke tilstrækkeligt i administrative afgørelser og beslutninger at henvise til den
pligt til at udrejse, der følger af udlændingelovens § 30, stk. 1.
Det foreslås i den forbindelse, at bestemmelsens udformning ændres, således at bestemmelsen, der i
dag indeholder en opremsning af de konkrete afgørelsestyper, der er omfattet af bestemmelsen,
fremover generelt vil fastslå, at en afgørelse eller beslutning, hvorved det meddeles en udlænding,
at udlændingen efter reglerne i kapitel 1 og 3-4 a ikke har ret til ophold her i landet, skal indeholde
en udrejsefrist.
Den foreslåede bestemmelse vil således omfatte de afgørelser og beslutninger, der allerede i dag er
omfattet af bestemmelsen, dvs. afslag på ansøgning om opholdstilladelse, afslag på ansøgning om
forlængelse af opholdstilladelse, beslutning om inddragelse af opholdstilladelse, afslag på en
ansøgning om udstedelse af et registreringsbevis eller opholdskort, inddragelse af et
registreringsbevis eller opholdskort, udvisning efter udlændingelovens §§ 25, 25 a eller 25 b og
udsendelse efter udlændingelovens § 27 b.
Derudover vil den foreslåede bestemmelse fremover omfatte de afgørelser vedrørende ulovligt
ophold, som i dag ikke er omfattet af bestemmelsen, herunder afslag på en ansøgning om
forlængelse af visum og ret til ophold, afgørelse om inddragelse eller annullering af et visum,
beslutning om bortfald af en opholdstilladelse eller opholdsret efter udlændingelovens § 17, § 17 a
eller § 21 b, stk. 1, og afvisning af indgivelse af ansøgning som følge af ulovligt ophold.
Bestemmelsen i udlændingelovens § 33, stk. 1, 1. pkt., vil omfatte såvel afgørelser, som træffes i
henhold til udlændingelovens bestemmelser, som afgørelser, der træffes i henhold til regler fastsat i
medfør af udlændingeloven.
47
 UUI, Alm.del - 2019-20 - Bilag 58: Lovudkast om ændring af udlændingeloven og forskellige andre love, fra udlændinge- og integrationsministeren
Bestemmelsen omfatter ikke tredjelandsstatsborgere, der opholder sig ulovligt her i landet, men som
er i besiddelse af en gyldig opholdstilladelse eller anden tilladelse, der giver ret til ophold, udstedt
af en anden medlemsstat, idet disse tredjelandsstatsborgere er omfattet af udsendelsesdirektivets
artikel 6, stk. 2. Udlændingemyndighederne vil derfor i disse sager som hidtil kunne anmode den
pågældende om inden 24 timer at udrejse af landet, evt. til den anden medlemsstat, før der træffes
afgørelse om udvisning.
Som hidtil vil bestemmelsen ikke omfatte afgørelser om afvisning ved indrejse efter
udlændingelovens § 28, ligesom der ikke ændres på hvem, der kan være genstand for en
tilbagesendelsesafgørelse.
Udrejsefristens længde vil som hidtil skulle fastsættes efter bestemmelsen i udlændingelovens § 33,
stk. 2, jf. dog stk. 14, som med lovforslaget bliver til stk. 6. Har udlændingen efter § 33, stk. 2, 1 og
2. pkt., eller stk. 14, ikke ret til en længere udrejsefrist, vil udrejsefristen således skulle fastsættes til
7 dage eller i påtrængende tilfælde til straks, jf. stk. 2, 3. og 4. pkt.
De administrative afgørelser og beslutninger, der nu foreslås omfattet af § 33, stk. 1, 1. pkt.,
omfattes som en konsekvens heraf også af de i § 33 c fastsatte regler om forlængelse af
udrejsefristen, som med lovforslaget ændres til § 33, stk. 4.
6. Skriftlighed og vejledning ved afgørelser og meddelelse af indrejseforbud
6.1.
Gældende ret
6.1.1. Udlændingeloven
Det fremgår af gældende udlændingelovs § 33 b, at en afgørelse omfattet af udlændingelovens § 33,
stk. 1, skal meddeles skriftligt. Det samme gælder en afgørelse om, hvorvidt en klage over en sådan
afgørelse kan tillægges opsættende virkning. Derudover fremgår det, at udlændingen efter
anmodning gives en skriftlig eller mundtlig oversættelse af de vigtigste elementer i afgørelsen på et
sprog, som udlændingen forstår eller med rimelighed kan formodes at forstå.
Endvidere fremgår det af udlændingelovens § 33, stk. 1, 2. pkt., at en afgørelse efter stk. 1, skal
indeholde oplysning om reglerne om opsættende virkning i henhold til udlændingelovens § 33, stk.
3, 1., 3. og 4. pkt.
Det fremgår af udlændingelovens § 32, stk. 6, at den politimyndighed, som drager omsorg for
udrejsen, udleverer udlændingen en skriftlig og begrundet meddelelse om indrejseforbuddet og om
strafansvaret ved overtrædelse heraf.
Bestemmelsen i udlændingelovens § 32, stk. 6, blev indsat i forbindelse med Folketingets
behandling af lov nr. 155 af 21. marts 1973, om ændring af lov om udlændinges adgang til landet
48
 UUI, Alm.del - 2019-20 - Bilag 58: Lovudkast om ændring af udlændingeloven og forskellige andre love, fra udlændinge- og integrationsministeren
m.v. (Ændringer med henblik på Danmarks tilslutning til de Europæiske Fællesskaber), jf.
Folketingstidende 1972-73, tillæg A, spalte 305f.
Folketingets Retsudvalg tog i den forbindelse stilling til, hvordan pligten til at begrunde
udvisningstilholdet skulle gennemføres i praksis, og det fremgår af udvalgets betænkning, at den
pågældende udlænding får udleveret en udvisningsblanket, som indeholder lovens
udvisningsbestemmelser, således at politiet afkrydser den lovbestemmelse, i henhold til hvilken der
er sket udvisning.
Udlændingelovens § 32 blev nyaffattet ved lov nr. 473 af 1. juli 1998 om ændring af
udlændingeloven og straffeloven (Tidsubegrænset opholdstilladelse, asyl, familiesammenføring og
udvisning m. v.). Det fremgår af betænkning nr. 1326 om udvisning af 24. marts 1997, side 849-50,
at udlændingelovens nugældende § 32, stk. 6, hvorefter det påhviler den politimyndighed, der
drager omsorg for udrejsen at udlevere en skriftlig og begrundet meddelelse om indrejseforbuddet
og om strafansvaret ved overtrædelse heraf, indebærer, at udlændingen samtidigt som hidtil skal
gøres bekendt med indrejseforbuddets varighed. Dette skal ligeledes ske skriftligt.
Det fremgår derudover af udlændingelovens § 49, stk. 1, at når en udlænding dømmes for et
strafbart forhold, afgøres det efter anklagemyndighedens påstand ved dommen, om den pågældende
skal udvises i medfør af §§ 22-24 eller 25 c eller tildeles en advarsel i medfør af § 24 b. Træffes der
bestemmelse om udvisning, skal dommen indeholde bestemmelse om indrejseforbuddets varighed,
jf. § 32, stk. 1-5.
6.1.2. Opholdsdirektivet
Det fremgår af opholdsdirektivets artikel 30, stk. 1, at alle afgørelser, der træffes i henhold til artikel
27, stk. 1, skal meddeles de pågældende personer skriftligt på en måde, der giver dem mulighed for
at forstå afgørelsens indhold og virkning.
Det fremgår endvidere af opholdsdirektivets artikel 30, stk. 2, at de præcise og fuldstændige
oplysninger om hensynet til den offentlige orden, sikkerhed eller sundhed, der danner grundlaget
for en sådan afgørelse, meddeles de pågældende personer, medmindre hensynet til statens sikkerhed
er til hinder herfor.
Det fremgår derudover af opholdsdirektivets artikel 30, stk. 3, bl.a., at det i meddelelsen angives, til
hvilken rets- eller forvaltningsmyndighed der kan indgives klage, samt fristen herfor og i givet fald
fristen for at forlade medlemsstaten.
Ifølge opholdsdirektivets artikel 15, stk. 1, finder procedurerne i artikel 30 mv. tilsvarende
anvendelse på alle afgørelser om begrænsning af bevægelsesfriheden for unionsborgere eller deres
familiemedlemmer, som er begrundet i
andre hensyn
end den offentlige orden, sikkerhed eller
sundhed. Der kan eksempelvis være tale om en sådan situation, når en unionsborger eller dennes
49
 UUI, Alm.del - 2019-20 - Bilag 58: Lovudkast om ændring af udlændingeloven og forskellige andre love, fra udlændinge- og integrationsministeren
familiemedlem pålægges at udrejse, fordi den pågældende ikke (eller ikke længere) opfylder
betingelserne for ret til ophold efter opholdsdirektivets artikel 6 (om ret til ophold i indtil 3
måneder) eller 7 (om ret til ophold i mere end tre måneder).
Opholdsdirektivets artikel 30 er for så vidt angår kravet om skriftlighed og begrundelse i dansk ret
gennemført ved EU-opholdsbekendtgørelsens (bekendtgørelse nr. 318 af 27. marts 2019) § 34, stk.
5, hvoraf fremgår, at afgørelser om afslag og om ophør af opholdsret skal meddeles skriftligt og
skal begrundes i overensstemmelse med forvaltningslovens regler herom. Afgørelser, der er
begrundet i hensynet til den offentlige orden, sikkerhed eller sundhed, skal dog ikke begrundes, hvis
hensynet til statens sikkerhed er til hinder herfor.
6.1.3. Udsendelsesdirektivet
Det fremgår af udsendelsesdirektivets artikel 12, stk. 1, at afgørelser om tilbagesendelse og, hvis der
er udstedt sådanne, afgørelser om indrejseforbud og afgørelser om udsendelse skal affattes skriftligt
og angive de faktiske og retlige grunde samt oplyse om de retsmidler, der er til rådighed.
Endvidere fremgår det, at oplysninger om de faktiske grunde kan begrænses, hvis den nationale
lovgivning tillader en begrænsning i retten til information, herunder navnlig for at beskytte den
nationale sikkerhed, forsvaret eller den offentlige sikkerhed og forebyggelsen, efterforskningen,
afsløringen og retsforfølgningen af strafbare handlinger.
Det fremgår derudover af udsendelsesdirektivets artikel 12, stk. 2, at medlemsstaterne efter
anmodning tilvejebringer en skriftlig eller mundtlig oversættelse af de vigtigste elementer i en
afgørelse vedrørende tilbagesendelse som omhandlet i stk. 1, herunder oplysninger om tilgængelige
retsmidler, på et sprog, som tredjelandsstatsborgeren forstår eller med rimelighed kan formodes at
forstå.
Det fremgår endvidere af udsendelsesdirektivets artikel 14, stk. 2, at medlemsstaterne skal give
tredjelandsstatsborgere en skriftlig bekræftelse, når en frist for frivillig udrejse er blevet forlænget i
overensstemmelse med artikel 7, stk. 2, hvorefter medlemsstaterne, hvor det er nødvendigt,
forlænger fristen for frivillig udrejse i en passende periode under hensyntagen til de særlige forhold
i den enkelte sag, og at en afgørelse om tilbagesendelse følgelig ikke vil blive fuldbyrdet.
Udsendelsesdirektivets artikel 12 og artikel 14, stk. 2 er gennemført i dansk ret i udlændingelovens
§ 33 b, jf. lov nr. 248 af 30. marts 2011 om ændring af udlændingeloven (Ændringer som følge af
direktiv om fælles standarder og procedurer i medlemsstaterne for tilbagesendelse af
tredjelandsstatsborgere med ulovligt ophold (udsendelsesdirektivet) m.v.).
6.1.4. Rådets henstilling
50
 UUI, Alm.del - 2019-20 - Bilag 58: Lovudkast om ændring af udlændingeloven og forskellige andre love, fra udlændinge- og integrationsministeren
Rådet har i sin gennemførelsesafgørelse af 15. februar 2018 om afhjælpning af de mangler, der blev
konstateret ved evalueringen i 2017 af Danmarks anvendelse af Schengenreglerne på området
tilbagesendelse, henstillet, at Danmark ændrer udlændingeloven for at sikre, at afgørelser om
tilbagesendelse affattes skriftligt, angiver de faktiske og retlige grunde samt oplyser om de
retsmidler, der er til rådighed, jf. udsendelsesdirektivets artikel 12, stk. 1.
6.2.
Ministeriets overvejelser
Udlændingelovens § 33 b, stk. 1, er indsat i udlændingeloven i forbindelse med gennemførslen af
udsendelsesdirektivet i dansk ret, for at opfylde kravet om skriftlighed i udsendelsesdirektivets
artikel 12, stk. 1, kravet om en skriftlig eller mundtlig oversættelse af en afgørelse i
udsendelsesdirektivets artikel 12, stk. 2, og kravet om skriftlighed i forbindelse med en afgørelse
om opsættende virkning i udsendelsesdirektivets artikel 14, stk. 2.
De afgørelser, som efter udsendelsesdirektivet skal meddeles skriftligt, er alle
tilbagesendelsesafgørelser, herunder afgørelser om meddelelse af indrejseforbud og afgørelser om
udsendelse, som alle fremgår af udlændingelovens § 33, stk. 1.
Det er Udlændinge- og Integrationsministeriets vurdering, at det ud fra forenklingshensyn, og idet
kravet om skriftlighed i dag henviser til udlændingelovens § 33, stk. 1, bør fremgå af bestemmelsen
i udlændingelovens § 33, stk. 1, at afgørelser efter bestemmelsen skal meddeles skriftligt. Der
tilsigtes ikke en ændring af praksis.
Det fremgår derudover af udlændingelovens § 32, stk. 6, at den politimyndighed, som drager
omsorg for udrejsen, udleverer udlændingen en skriftlig og begrundet meddelelse om
indrejseforbuddet og om strafansvaret ved overtrædelse heraf.
I meddelelsen
–
som har karakter af en blanket
–
fremgår det, efter hvilke regler indrejseforbuddet
er meddelt, tidspunktet for gyldigheden af indrejseforbuddet jf. udlændingelovens § 32, stk. 1, 3.
pkt., strafansvaret for overtrædelse af indrejseforbuddet, jf. udlændingelovens § 59 b, og om
udlændingen indberettes som uønsket til Schengeninformationssystemet SIS II i medfør af
udlændingelovens § 58 g, stk. 1.
Udlændingelovens § 32, stk. 6, anvendes i dag i alle sager, hvor politiet drager omsorg for udrejsen,
uanset om udlændingen er administrativt udvist, eller udvisningen er sket ved dom eller kendelse og
meddelt indrejseforbud, og udmøntes i praksis ved, at politiet udleverer den fysiske blanket til
udlændingen i forbindelse med den pågældendes udrejse eller udsendelse.
Et indrejseforbud meddeles i forbindelse med en administrativ udvisning efter udlændingelovens §
25, § 25 a og § 25 b, jf. § 32, stk. 1, som følge af, at udlændingen har begået en eller flere strafbare
lovovertrædelser, opholder sig ulovligt her i landet eller vurderes at være til fare for statens
sikkerhed, den offentlige orden, sikkerhed eller sundhed. Afgørelser vedrørende administrativ
51
 UUI, Alm.del - 2019-20 - Bilag 58: Lovudkast om ændring af udlændingeloven og forskellige andre love, fra udlændinge- og integrationsministeren
udvisning træffes i dag af enten Udlændingestyrelsen eller Styrelsen for International Rekruttering
og Integration og kan påklages til Udlændingenævnet. Det fremgår af selve afgørelsen om
udvisning og indrejseforbud, efter hvilke bestemmelser der er truffet afgørelse om indrejseforbud.
Afgørelsen skal herudover begrundes.
Derudover meddeles et indrejseforbud, hvis udlændingen er udvist ved dom efter udlændingelovens
§§ 22-24 og § 25 c. Det er domstolene der i forbindelse med en straffesag tager stilling til, om
udlændingen samtidig skal udvises og meddeles indrejseforbud. Udvises udlændingen og meddeles
der samtidig indrejseforbud, skal dommen indeholde bestemmelse om indrejseforbuddets varighed,
jf. udlændingelovens § 49, stk. 1.
Et indrejseforbud begrundes derfor allerede på tidspunktet for meddelelsen af indrejseforbud, uanset
om det er meddelt administrativt eller ved dom eller kendelse.
Udlændingelovens § 32, stk. 6, blev indsat i udlændingeloven på et tidspunkt, hvor politiet var den
kompetente myndighed til at træffe afgørelse om både udvisning og indrejseforbud, og
bestemmelsen blev således i praksis anvendt til forkyndelse af indrejseforbuddet samtidig med
udvisningen.
En administrativ afgørelse om udvisning og indrejseforbud forkyndes i dag enten personligt for
udlændingen eller ved digital post eller fysisk brev. En dom eller kendelse, hvorved udlændingen
udvises og meddeles indrejseforbud, forkyndes efter retsplejelovens regler herom. Et indrejseforbud
anses derfor for forkyndt allerede i forbindelse med meddelelsen af enten den administrative
udvisning eller ved forkyndelse af den dom eller kendelse, hvorved udlændingen er udvist og
meddelt indrejseforbud.
Udlændingelovens § 32, stk. 6, finder alene anvendelse i tilfælde, hvor politiet drager omsorg for
udrejsen. Det vil som oftest være tilfældet, når udlændingen er udvist ved dom eller kendelse og er i
politiets varetægt forud for udsendelsen, eller når udlændingen udvises administrativt og er i
politiets varetægt. Udlevering af blanketten om indrejseforbuddet har derfor karakter af vejledning
om indrejseforbuddets konsekvenser, da indrejseforbuddet allerede må anses for begrundet og
forkyndt for udlændingen forud for udsendelsen. Udrejser udlændingen frivilligt, kan politiet ikke
udlevere blanketten om indrejseforbuddet, idet udlændingen ikke er i politiets varetægt forud for
udrejsen eller udsendelsen.
Det er på den baggrund Udlændinge- og Integrationsministeriets vurdering, at formålet med
udlændingelovens § 32, stk. 6, i dag alene er at give udlændingen vejledning om det indrejseforbud,
den pågældende er meddelt enten administrativt eller ved dom eller kendelse.
Det fremgår af de almindelige bemærkninger til § 33 b, jf. Folketingstidende 2010-11, tillæg A, L
107 som fremsat, side 24, at det følger af forvaltningslovens § 7, stk. 1, at en
forvaltningsmyndighed i fornødent omfang skal yde vejledning og bistand til personer, der retter
52
 UUI, Alm.del - 2019-20 - Bilag 58: Lovudkast om ændring af udlændingeloven og forskellige andre love, fra udlændinge- og integrationsministeren
henvendelse om spørgsmål inden for myndighedens sagsområde. Det må derfor antages at følge af
bestemmelsen i forvaltningslovens § 7, stk. 1, om vejledningspligten og den almindelige
forvaltningsretlige
grundsætning
om
forvaltningens
undersøgelsespligt,
at
forvaltningsmyndighederne i almindelighed må sikre sig, at de er i stand til at forstå og blive
forstået af udlændinge, der retter henvendelse til myndighederne om sager, der skal tages under
behandling af myndighederne, jf. vejledningen til forvaltningslovens pkt. 32 ff.
Det er Udlændinge- og Integrationsministeriets vurdering, at den vejledning, der gives i blanketten
efter udlændingelovens § 32, stk. 6, bør gælde alle udlændinge, der udvises med indrejseforbud, og
ikke kun de udlændinge, hvis udrejse eller udsendelse politiet drager omsorg for. Det er derudover
Udlændinge- og Integrationsministeriets vurdering, at vejledningen med fordel kan gives på et
tidligere tidspunkt end ved udrejsen eller udsendelsen, således at udlændingen allerede på
tidspunktet for meddelelsen af indrejseforbuddet bliver gjort bekendt med konsekvenserne af
indrejseforbuddet.
Udlændinge- og Integrationsministeriet finder derfor, at udlændingelovens § 32, stk. 6, bør
ophæves, og at den vejledning, som i dag gives efter udlændingelovens § 32, stk. 6, i stedet bør
fremgå af den administrative afgørelse om udvisning og indrejseforbud og udvisning ved dom eller
kendelse, hvorved udlændingen også meddeles indrejseforbud.
6.3.
Den foreslåede ordning
Det foreslås at affatte udlændingelovens § 33, stk. 1, 2. pkt., således, at afgørelser i medfør af stk. 1,
1. pkt. om fastsættelse af en udrejsefrist, skal meddeles skriftligt, og indeholde oplysning om,
hvorvidt en klage kan tillægges opsættende virkning.
Det foreslås endvidere, at udlændingen, efter anmodning, gives en skriftlig eller mundtlig
oversættelse af de vigtigste elementer i afgørelsen m.v. på et sprog vedkommende forstår eller med
rimelighed formodes at forstå.
Det foreslås derudover at ophæve udlændingelovens § 32, stk. 6.
Det foreslås som følge heraf at ændre udlændingelovens § 49, stk. 1, således at det kommer til at
fremgå af bestemmelsen, at der i en dom, hvorved en udlænding udvises og meddeles
indrejseforbud, skal gives vejledning om indrejseforbuddets omfang og retsvirkninger.
Den vejledning, der gives til udlændingen i forbindelse med meddelelse af et indrejseforbud, skal
bl.a. indeholde oplysninger om rækkevidden af indrejseforbuddet, jf. udlændingelovens § 32, stk. 1,
tidspunktet for gyldigheden af indrejseforbuddet jf. udlændingelovens § 32, stk. 1, 3. pkt.,
strafansvaret for overtrædelse af indrejseforbuddet jf. udlændingelovens § 59 b, og om udlændingen
indberettes som uønsket til Schengeninformationssystemet SIS II i medfør af udlændingelovens §
58 g, stk. 1.
53
 UUI, Alm.del - 2019-20 - Bilag 58: Lovudkast om ændring af udlændingeloven og forskellige andre love, fra udlændinge- og integrationsministeren
Den pågældende afgørelse eller beslutning skal angives skriftligt og angive de faktiske og retlige
grunde den hviler på samt oplyse om de retsmidler der er til rådighed.
Formålet med de foreslåede ændringer er at give udlændingen vejledning om indrejseforbuddets
omfang og retsvirkninger allerede fra det tidspunkt, hvor udlændingen udvises og meddeles
indrejseforbud, og således ikke først når politiet drager omsorg for udrejsen eller udsendelsen.
Ved ophævelse af udlændingelovens § 32, stk. 6, påhviler det herefter ikke politiet at give
udlændingen en skriftlig og begrundet meddelelse om indrejseforbuddet, og konsekvensvejledning
om strafansvaret for overtrædelse heraf, idet dette vil skulle fremgå direkte af afgørelsen, hvorved
indrejseforbuddet fastsættes.
Det ændrer dog ikke ved, at den almindelige vejledningspligt efter forvaltningslovens § 7 eller de
almindelige forvaltningsretlige principper fortsat er gældende.
7. Meddelelse af indrejseforbud i sager efter udlændingelovens § 25 b, stk. 2
7.1.
Gældende ret
7.1.1. Udlændingeloven
I medfør af udlændingelovens § 25 b, stk. 2, skal en udlænding, som ikke er statsborger i et af de
lande, som er nævnt i udlændingelovens § 2, stk. 1 (tredjelandsstatsborger), og som er pålagt at
udrejse af landet straks, eller som ikke udrejser i overensstemmelse med udrejsefristen, jf.
udlændingelovens § 33, stk. 2, udvises af landet, medmindre særlige grunde taler herimod.
Bestemmelsen i udlændingelovens § 25 b, stk. 2, omfatter tredjelandsstatsborgere, over for hvem
der er truffet afgørelse om afslag på ansøgning om opholdstilladelse, afgørelse om afslag på
ansøgning, om forlængelse af opholdstilladelse, beslutning om inddragelse af opholdstilladelse,
afgørelse om afslag på en ansøgning om udstedelse af et registreringsbevis eller opholdskort,
beslutning om inddragelse af et registreringsbevis eller opholdskort eller om udsendelse efter
udlændingelovens § 27 b, og hvor der i afgørelsen er fastsat en frist for udrejse, jf.
udlændingelovens § 33, stk. 2.
Bestemmelsen i udlændingelovens § 25 b, stk. 2, omfatter ikke sager, hvor der er truffet beslutning
om udvisning efter udlændingelovens § 25, § 25 a, stk. 2, og § 25 b, stk. 1, idet der i sådanne sager
allerede er meddelt et indrejseforbud i forbindelse med udvisningen. Det gælder, uanset at den
pågældende udlænding er pålagt at udrejse straks eller ikke er udrejst i overensstemmelse med en
fastsat udrejsefrist.
Udvisning efter udlændingelovens § 25 b, stk. 2, skal ske, medmindre særlige grunde taler herimod.
54
 UUI, Alm.del - 2019-20 - Bilag 58: Lovudkast om ændring af udlændingeloven og forskellige andre love, fra udlændinge- og integrationsministeren
Bestemmelsen er indsat ved lov nr. 248 af 30. marts 2011 om ændring af udlændingeloven
(Direktiv om fælles standarder og procedurer i medlemsstaterne for tilbagesendelse af
tredjelandsstatsborgere med ulovligt ophold (udsendelsesdirektivet) m.v.).
I de specielle bemærkninger til bestemmelsen jf. Folketingstidende 2010-11, tillæg A, L 107 som
fremsat, side 36, fremgår bl.a., at de særlige grunde, der kan føre til, at myndighederne ikke træffer
beslutning om udvisning, navnlig vil være humanitære grunde eller på grund af Danmarks
internationale forpligtelser, jf. f.eks. artikel 8 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention.
Der kan således være tale om tilfælde, hvor tredjelandsstatsborgeren pludselig er blevet meget
alvorlig syg, eventuelt hospitalsindlagt, og derfor ikke har kunnet udrejse i overensstemmelse med
udrejsefristen, eller tilfælde, hvor hensynet til Danmarks internationale forpligtelser, bl.a. hensynet
til familiens enhed, gør, at en tredjelandsstatsborger ikke bør meddeles et indrejseforbud trods
overskridelse af en udrejsefrist eller pålæg om at udrejse straks.
Det fremgår videre af bemærkningerne, at andre særlige grunde til ikke at udvise
tredjelandsstatsborgeren kan være, at tredjelandsstatsborgeren samarbejder med politiet om
udrejsen, og overskridelse af udrejsefristen således ikke skyldes forhold hos udlændingen. Det
fremgår desuden, at hvis tredjelandsstatsborgeren senere ikke længere ønsker at samarbejde om
udrejsen, skal Udlændingestyrelsen træffe afgørelse om udvisning med indrejseforbud, medmindre
særlige grunde taler herimod.
Endelig fremgår det af bemærkningerne, at der kan være tilfælde, hvor det på grund af
tredjelandsstatsborgerens alder, f.eks. hvor der er tale om en uledsaget mindreårig, undlades at
træffe afgørelse om udvisning.
Udlændingemyndighederne kan endvidere i medfør af udlændingelovens § 26, stk. 1, undlade at
udvise en udlænding efter § 25 b, stk. 2, hvis udvisningen må antages at virke særligt belastende for
udlændingen, navnlig på grund af udlændingens tilknytning til det danske samfund, udlændingens
alder, helbredstilstand, tilknytning til herboende personer, udvisningens konsekvenser for
udlændingens herboende nære familiemedlemmer, herunder hensynet til familiens enhed,
udlændingens manglende eller ringe tilknytning til hjemlandet mv.
I medfør af udlændingelovens § 32, stk. 1, medfører en dom, kendelse eller beslutning, hvorved en
udlænding udvises, at udlændingens ret til at opholde sig her i landet bortfalder, og at udlændingen
ikke uden tilladelse må indrejse og opholde sig her i landet (indrejseforbud). En
tredjelandsstatsborger, der udvises i medfør af udlændingelovens § 25 b, stk. 2, meddeles således et
indrejseforbud. Indrejseforbuddet har gyldighed fra tidspunktet for udrejsen eller udsendelsen, jf.
udlændingelovens § 32, stk. 1, 3. pkt.
Et indrejseforbud, som er meddelt som følge af udvisning efter udlændingelovens § 25 b, stk. 2,
gælder som udgangspunkt for 2 år, jf. udlændingelovens § 32, stk. 4, 5. pkt. Et indrejseforbud
55
 UUI, Alm.del - 2019-20 - Bilag 58: Lovudkast om ændring af udlændingeloven og forskellige andre love, fra udlændinge- og integrationsministeren
meddelt i forbindelse med en udvisning efter udlændingelovens § 25 b, stk. 2, kan dog ophæves,
hvis udlændingen efterfølgende kan dokumentere at have forladt landet i overensstemmelse med
den fastsatte udrejsefrist.
7.1.2. Udsendelsesdirektivet
Udsendelsesdirektivet finder anvendelse for tredjelandsstatsborgere med ulovligt ophold på en
medlemsstats område.
Det fremgår af udsendelsesdirektivets artikel 11, stk. 1, at afgørelser om tilbagesendelse skal
ledsages af et indrejseforbud, hvis der ikke er indrømmet en frist for frivillig udrejse, eller hvis
forpligtelsen til at vende tilbage ikke er efterkommet. Det betyder, at en tredjelandsstatsborger skal
meddeles et indrejseforbud, hvis den pågældende i forbindelse med en afgørelse om tilbagesendelse
er blevet pålagt at udrejse straks eller ikke udrejser i overensstemmelse med den fastsatte
udrejsefrist. Et indrejseforbud efter udsendelsesdirektivet forbyder indrejse i og ophold på alle
medlemsstaters område, jf. betragtning 14 i udsendelsesdirektivets præambel.
Det fremgår af udsendelsesdirektivets artikel 11, stk. 3, 3. pkt., at medlemsstaterne kan undlade at
udstede et indrejseforbud eller kan ophæve eller suspendere et indrejseforbud i individuelle tilfælde
af humanitære grunde.
7.1.3. Rådets henstilling
Rådet har i sin gennemførelsesafgørelse af 15. februar 2018 henstillet, at Danmark ændrer
udlændingeloven for at sikre, at der systematisk udstedes indrejseforbud til tredjelandsstatsborgere
med ulovligt ophold, som ikke har opfyldt en forpligtelse til at vende tilbage inden for fristen for
frivillig udrejse, jf. udsendelsesdirektivets artikel 11, stk. 1.
7.2.
Ministeriets overvejelser
Udlændingelovens § 25 b, stk. 2, er indsat ved lov nr. 248 af 30. marts 2011 om ændring af
udlændingeloven (Ændringer som følge af direktiv om fælles standarder og procedurer i
medlemsstaterne for tilbagesendelse af tredjelandsstatsborgere med ulovligt ophold
(udsendelsesdirektivet) m.v.). Bestemmelsen blev indsat med det formål at implementere
udsendelsesdirektivets artikel 11, stk. 1.
Det er Udlændinge- og Integrationsministeriets vurdering på baggrund af Rådets henstilling af 15.
februar 2018, at det forhold, at det som led i beslutningen om udvisning i medfør af
udlændingelovens § 25 b, stk. 2, og dermed som led i beslutning om meddelelse af et
indrejseforbud, dels skal vurderes, om særlige grunde taler herimod, jf. udlændingelovens § 25 b,
stk. 2, dels skal vurderes, om udvisningen må antages at virke særligt belastende for udlændingen,
56
 UUI, Alm.del - 2019-20 - Bilag 58: Lovudkast om ændring af udlændingeloven og forskellige andre love, fra udlændinge- og integrationsministeren
jf. udlændingelovens § 26, stk. 1, indebærer, at der er givet de danske myndigheder en for bred
margin til at vurdere, om der skal undlades at pålægges en tredjelandsstatsborger et indrejseforbud.
For at sikre en mere direkte implementering af udsendelsesdirektivet er det Udlændinge- og
Integrationsministeriets vurdering, at indrejseforbuddet ikke bør være afhængig af en forudgående
udvisning, men i stedet bør gives som direkte konsekvens af, at en tredjelandsstatsborger i
forbindelse med en tilbagesendelsesafgørelse pålægges at udrejse af landet straks eller ikke er
udrejst i overensstemmelse med en fastsat udrejsefrist.
Det er Udlændinge- og Integrationsministeriets vurdering, at flere forventes at blive pålagt et
indrejseforbud, idet indrejseforbuddet vil blive meddelt i umiddelbar forbindelse med fastsættelse af
udrejsefristen til straks, eller umiddelbart i forlængelse af konstateringen af, at en udrejsefrist er
overtrådt.
7.3.
Den foreslåede ordning
Det foreslås, at udlændingelovens § 25 b, stk. 2, ophæves og at udlændingelovens § 32 ændres,
således at et indrejseforbud for udlændinge, som ikke er statsborgere i et af de lande, som er nævnt i
udlændingelovens § 2, stk. 1, (tredjelandsstatsborgere), der pålægges at udrejse straks eller ikke
udrejser i overensstemmelse med en fastsat udrejsefrist, ikke længere forudsætter en udvisning.
Det foreslås derfor videre, at der som ny § 32, stk. 2, nr. 1, indsættes en bestemmelse, hvorefter
tredjelandsstatsborgere, der pålægges at udrejse straks eller ikke udrejser i overensstemmelse med
en fastsat udrejsefrist, systematisk vil blive pålagt et indrejseforbud. Der henvises til afsnit 8.
8. Bestemmelser om indrejseforbud
8.1.
Gældende ret
8.1.1. Udlændingelovens § 32, stk. 1, om konsekvens af indrejseforbud
Et indrejseforbud er en afgørelse om, at udlændingen ikke uden tilladelse på ny må indrejse og
opholde sig her i landet. Det følger således af udlændingelovens § 32, stk. 1, 1. pkt., at en dom,
kendelse eller beslutning, hvorved en udlænding udvises, medfører, at udlændingens visum og
opholdstilladelse bortfalder, og at udlændingen ikke uden tilladelse på ny må indrejse og opholde
sig her i landet (indrejseforbud).
Det følger af udlændingelovens § 32, stk. 1, 2. pkt., at et indrejseforbud kan tidsbegrænses.
Indrejseforbuddet har gyldighed fra tidspunktet for udrejsen eller udsendelsen, jf. udlændingelovens
§ 32, stk. 1, 3. pkt.
57
 UUI, Alm.del - 2019-20 - Bilag 58: Lovudkast om ændring af udlændingeloven og forskellige andre love, fra udlændinge- og integrationsministeren
Bestemmelsen i udlændingelovens § 32 gælder både udvisning på grund af kriminalitet (ved dom,
kendelse eller administrativ afgørelse i henhold til udlændingelovens §§ 22-24, § 25 a, stk. 1, eller §
25 c) og udvisning på grund af ulovligt ophold eller som følge af visse ordensmæssige hensyn (ved
administrativ beslutning i henhold til udlændingelovens § 25, § 25 a, stk. 2, eller § 25 b).
Det følger af bestemmelsen, at det fastsatte indrejseforbud knyttes til tidspunktet for den faktiske
udrejse eller udsendelse af landet.
Udlændingelovens § 32, stk. 1, har blandt andet til formål at gennemføre udsendelsesdirektivets
artikel 11 om indrejseforbud. Bestemmelsen omfatter således både indrejseforbud, der gælder i
Danmark, og indrejseforbud omfattet af udsendelsesdirektivet. Sidstnævnte type indrejseforbud
gælder på medlemsstaternes område.
Udlændingelovens § 32, stk. 1, 1. og 2. pkt., blev indsat ved lov nr. 473 af 1. juli 1998 om ændring
af udlændingeloven og straffeloven (Tidsubegrænset opholdstilladelse, asyl, familiesammenføring
og udvisning m.v.). Udlændingelovens § 32, stk. 1, 2. pkt. blev affattet således: ”Indrejseforbuddet
kan tidsbegrænses og regnes fra den 1. i den førstkommende måned efter udrejsen eller
udsendelsen.
Af bemærkningerne til bestemmelsen, følger det, at bestemmelsen medfører, at det fastsatte
indrejseforbud knyttes til tidspunktet for den faktiske udrejse/udsendelse af landet. På den baggrund
er det i bemærkningerne forudsat, at loven indeholder regler for fastsættelsen af længden af et
indrejseforbud, jf. Folketingstidende 1997-98, 2. samling, tillæg A, side 1584.
Bestemmelsen i udlændingelovens § 32, stk. 1, blev udvidet med 3. pkt. ved lov nr. 425 af 31. maj
2000 om ændring af udlændingeloven, lov om midlertidig opholdstilladelse til visse personer fra det
tidligere Jugoslavien m.v. og straffeloven (Skærpelse af strafniveauet for ulovlig beskæftigelse af
udlændinge, Danmarks indtræden i det praktiske Schengensamarbejde, præcisering af
Udlændingestyrelsens og politiets underholdsforpligtelse m.v.), hvoraf det fremgår, at
indrejseforbuddet har gyldighed fra tidspunktet for udrejsen eller udsendelsen.
Ved lov nr. 248 af 30. marts 2011 om ændring af udlændingeloven (Ændringer som følge af
direktiv om fælles standarder og procedurer i medlemsstaterne for tilbagesendelse af
tredjelandsstatsborgere med ulovligt ophold (udsendelsesdirektivet) m.v.) er udsendelsesdirektivet
gennemført i dansk ret.
Af bemærkningerne til loven fremgår det, at et indrejseforbud meddelt på grundlag af direktivets
regler skal være gældende i alle EU- og Schengenlande, jf. Folketingstidende 2010-11, tillæg A, L
107 som fremsat, side 4.
Af bemærkningerne fremgår det endvidere, at afgørelserne, der er nævnt i udlændingelovens § 33,
stk. 1, er tilbagesendelsesafgørelser i direktivets forstand, når de træffes i forhold til
58
 UUI, Alm.del - 2019-20 - Bilag 58: Lovudkast om ændring af udlændingeloven og forskellige andre love, fra udlændinge- og integrationsministeren
tredjelandsstatsborgere, og når der i afgørelsen fastsættes en udrejsefrist. Det gælder dog ikke
afgørelser efter udlændingelovens § 49 a.
Det fremgår videre, at indrejseforbuddet har gyldighed fra tidspunktet for udrejsen eller
udsendelsen, jf. § 32, stk. 1. Hvis den pågældende ikke udrejser eller udsendes ved politiets hjælp,
og Udlændingestyrelsen derfor ikke er bekendt med udrejsetidspunktet, fastsættes
udrejsetidspunktet skønsmæssigt på baggrund af oplysninger om afgørelsestidspunkt og sidste
opholdssted.
Bestemmelsen i § 32, stk. 1, 2. pkt., blev ændret ved lov nr. 318 af 25. april 2018 om ændring af
udlændingeloven (Indkvartering og forsørgelse af flygtninge og asylansøgere, advisering af
kommunerne om visse afgørelser i klagesager og ændring af beregningen af varigheden af et
indrejseforbud m.v.). Med lovændringen udgik det af bestemmelsen, at et indrejseforbud skulle
regnes fra den 1. i den førstkommende måned efter udrejsen eller udsendelsen, idet et
indrejseforbud i stedet skal beregnes fra datoen for udlændingens faktiske udrejse eller udsendelse
og dermed fra det tidspunkt, hvor indrejseforbuddet efter § 32, stk. 1, 3. pkt., har gyldighed.
Lovforslaget fremsattes blandt andet som følge af EU-Domstolens dom af 26. juli 2017 i sagen C-
225/16 Ouhrami. Sagen vedrørte en nederlandsk præjudiciel forelæggelse for EU-Domstolen om
fortolkningen af udsendelsesdirektivets artikel 11, stk. 2, herunder hvornår varigheden af et
indrejseforbud skal beregnes fra.
EU-Domstolen fandt i sagen, at det følger af ordlyden og formålet med udsendelsesdirektivet, at
perioden for indrejseforbuddet først begynder at løbe fra den dato, hvor den pågældende udlænding
faktisk har forladt medlemsstaternes område (præmis 52 og 53).
For at sikre en fortsat ensretning, og af hensyn til den praktiske administration, af reglerne om
beregningen af et indrejseforbuds varighed, blev udlændingelovens § 32, stk. 1, derfor ændret
således, at reglerne for beregningen af et indrejseforbuds varighed også fremadrettet er ens, uanset
om der er tale om et administrativt udstedt indrejseforbud omfattet af Danmarks gennemførelse af
udsendelsesdirektivet eller et indrejseforbud som er knyttet til udvisning som en strafferetlig
sanktion eller som følge af en strafferetlig sanktion i henhold til national ret. Beregningen af
indrejseforbuddet omfatter både indrejseforbud, som ikke er en konsekvens af udvisning på grund
af kriminalitet, og indrejseforbud, der er en konsekvens af kriminalitet.
8.1.2. Udlændingelovens § 32, stk. 2-4, om varighed af indrejseforbud
Efter udlændingelovens § 32, stk. 2, meddeles et indrejseforbud ved udvisning ved dom på grund af
strafbart forhold, jf. udlændingelovens §§ 22-24, for 4 år ved frihedsstraf af ikke over 3 måneder
(nr. 1), for 6 år ved frihedsstraf af mere end 3 måneder, men ikke over 1 år (nr. 2), for 12 år ved
fængselsstraf af mere end 1 år, men ikke over 2 år (nr. 3), for bestandig ved fængselsstraf af mere
59
 UUI, Alm.del - 2019-20 - Bilag 58: Lovudkast om ændring af udlændingeloven og forskellige andre love, fra udlændinge- og integrationsministeren
end 1 år og 6 måneder, men ikke over 2 år, medmindre der alene findes grundlag for at meddele
indrejseforbud for 12 år (nr. 4) og for bestandig ved fængselsstraf af mere end 2 år (nr. 5).
Udlændingelovens § 32, stk. 2, blev indsat ved lov nr. 473 af 1. juli 1998 om ændring af
udlændingeloven og straffeloven (Tidsubegrænset opholdstilladelse, asyl, familiesammenføring og
udvisning m.v.).
Af bemærkningerne til bestemmelsen fremgår det, at varigheden af indrejseforbuddet efter
udlændingelovens § 32, stk. 2, er knyttet til længden af den konkret forskyldte straf, jf.
Folketingstidende 1997-98, 2. samling, tillæg A, side 1584.
Ved lov nr. 429 af 10. maj 2006 om ændring af udlændingeloven (Betinget udvisning, skærpelse af
udvisningsreglerne og reglerne om indrejseforbud m.v.) blev bestemmelsen i udlændingelovens §
32, stk. 2, nr. 4, indsat.
Af bemærkningerne til bestemmelsen følger det, at muligheden for at fastsætte et kortere
indrejseforbud efter § 32, stk. 2, nr. 4, alene skal udnyttes, hvis et indrejseforbud for bestandig vil
indebære, at udvisning vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser, jf.
Folketingstidende 2005-06, tillæg A, side 3802.
Udlændingelovens § 32, stk. 2, er senest ændret ved lov nr. lov nr. 486 af 12. juni 2009 om ændring
af udlændingeloven (Skærpelse af udvisningsreglerne og reglerne om indrejseforbud, udelukkelse
m.v. af udlændinge opført på FN’s og EU’s sanktionslister m.v.).
Ved lovændringen blev længden af indrejseforbuddene i udlændingelovens § 32, stk. 2, nr. 1 og 2,
forhøjet med et år, og længden af indrejseforbuddet i § 32, stk. 2, nr. 3, forhøjet med 2 år.
Herudover blev udlændingelovens § 32, stk. 2, nr. 4, ændret således, at længden af
indrejseforbuddet efter denne bestemmelse
–
hvis domstolene ikke finder grundlag for at give et
indrejseforbud for bestandigt
–
blev ændret fra 10 år til 12 år.
Det følger af udlændingelovens § 32, stk. 3, at indrejseforbud i forbindelse med udvisning efter §
22, nr. 4-8, § 23, nr. 1, jf. § 22, nr. 4-8, eller § 24, nr. 1, jf. § 22, nr. 4-8, og udvisning ved dom af en
udlænding, som ikke har haft lovligt ophold her i landet i længere tid end de sidste 6 måneder,
meddeles for mindst 6 år.
Udlændingelovens § 32, stk. 3, udgør dermed en fravigelse af bestemmelserne i udlændingelovens §
32, stk. 2, om varighed af indrejseforbud i forbindelse med udvisning efter §§ 22-24.
Med fængselsstraf sidestilles anden strafferetlig retsfølge, som indebærer eller giver mulighed for
frihedsberøvelse, f.eks. dom til forvaring, dom til anbringelse på hospital for sindslidende og
ungdomssanktion.
60
 UUI, Alm.del - 2019-20 - Bilag 58: Lovudkast om ændring af udlændingeloven og forskellige andre love, fra udlændinge- og integrationsministeren
Udlændingelovens § 32, stk. 3, er indsat ved lov nr. 429 af 10. maj 2006 om ændring af
udlændingeloven (Betinget udvisning, skærpelse af udvisningsreglerne og reglerne om
indrejseforbud m.v.).
Bestemmelsen i udlændingelovens § 32, stk. 3, er senest ændret ved lov nr. 248 af 30. marts 2011
om ændring af udlændingeloven (Ændringer som følge af direktiv om fælles standarder og
procedurer i medlemsstaterne for tilbagesendelse af tredjelandsstatsborgere med ulovligt ophold
(udsendelsesdirektivet) m.v.). Ved lovændringen blev der efter »§ 22, nr. 4-8,« indsat: »§ 23, nr. 1,
jf. § 22, nr. 4-8, eller § 24, nr. 1, jf. § 22, nr. 4-8,«.
Det følger endvidere af bestemmelsen i udlændingelovens § 32, stk. 4, at et indrejseforbud i
forbindelse med udvisning efter § 25, nr. 1, meddeles for bestandig. Det samme gælder
indrejseforbud i forbindelse med udvisning efter § 25, nr. 2, når udlændingen anses for en alvorlig
trussel mod den offentlige orden eller sikkerhed. Indrejseforbud i forbindelse med udvisning efter §
25, nr. 2, når udlændingen anses for en alvorlig trussel mod den offentlige sundhed, og efter § 25 b,
når udlændingen ikke er statsborger i et af de lande, som er nævnt i § 2, stk. 1
(tredjelandsstatsborger), og er indrejst i strid med et indrejseforbud, der tidligere er meddelt i
forbindelse med udvisning efter § 25 b, eller i strid med et indrejseforbud meddelt af en anden
medlemsstat og opdateret i SIS II, meddeles for 5 år. Indrejseforbud i forbindelse med udvisning
efter § 25 c meddeles for 4 år. Indrejseforbud i forbindelse med udvisning efter §§ 25 a og 25 b
meddeles for 2 år, jf. dog 3. pkt.
Udlændingelovens § 32, stk. 4, er indsat ved lov nr. 516 af 26. maj 2014 om ændring af
udlændingeloven (Ændring af reglerne om afvisning m.v. til gennemførelse af direktiv 2008/115/EF
om fælles standarder og procedurer i medlemsstaterne for tilbagesendelse af tredjelandsstatsborgere
med ulovligt ophold (udsendelsesdirektivet) m.v.).
Af bemærkningerne til bestemmelsen fremgår det, at bestemmelsen er genaffattet med henblik på at
sikre korrekt gennemførelse af udsendelsesdirektivets artikel 11, stk. 2, jf. Folketingstidende 2013-
14, tillæg A, L 131 som fremsat, side 9.
Videre fremgår det, at udsendelsesdirektivet ikke finder anvendelse på udlændinge, som udvises
som følge af kriminalitet. De foreslåede ændringer berører derfor ikke tilfælde, hvor udvisningen er
en følge af kriminalitet.
Det fremgår videre, at der i forbindelse med udvisning, som følge af at udlændingen udgør en
trussel mod den offentlige sundhed skal meddeles et indrejseforbud for 5 år, medmindre ganske
særlige grunde taler for et kortere indrejseforbud.
Det fremgår endvidere, at muligheden for at meddele et indrejseforbud for 5 år i gentagelsestilfælde
blev udvidet til også at omfatte indrejse i strid med indrejseforbud udstedt af andre medlemslande,
61
 UUI, Alm.del - 2019-20 - Bilag 58: Lovudkast om ændring af udlændingeloven og forskellige andre love, fra udlændinge- og integrationsministeren
når dette indrejseforbud er registreret i SIS II. Dette blev vurderet at stemme bedst overens med, at
et indrejseforbud efter direktivet skal gælde indrejse i alle medlemsstater.
8.1.3. Udlændingelovens § 32, stk. 5, om indrejseforbud med kortere varighed end nævnt i stk. 2-4
Det følger af bestemmelsen i udlændingelovens § 32, stk. 5, at der i visse situationer kan fastsættes
et kortere indrejseforbud end forudsat efter § 32, stk. 2, 3 og 4.
Efter udlændingelovens § 32, stk. 5, 1. pkt., kan der meddeles et indrejseforbud af kortere varighed
end anført i stk. 4, 3. og 5. pkt., hvis ganske særlige grunde, herunder hensynet til familiemæssige
og sociale tilknytninger, taler herfor, dog medmindre udlændingen er udvist efter § 25 a, stk. 1.
Efter udlændingelovens § 32, stk. 5, 2. pkt., kan der endvidere meddeles et indrejseforbud af kortere
varighed end anført i stk. 4, 1. og 2. pkt., hvis et indrejseforbud for bestandig vil være i strid med
Danmarks internationale forpligtelser.
Derudover kan der efter udlændingelovens § 34, stk. 5, 3. pkt., meddeles indrejseforbud i
forbindelse med udvisning efter udlændingelovens §§ 22-24 af kortere varighed, hvis et
indrejseforbud meddelt af den varighed, der følger af de gældende regler i § 32, stk. 2 og 3, vil
indebære, at udvisning med sikkerhed vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser.
Udlændingelovens § 32, stk. 5, 1. og 2. pkt., er indsat ved lov nr. 516 af 26. maj 2014 om ændring
af udlændingeloven (Ændring af reglerne om afvisning m.v. til gennemførelse af direktiv
2008/115/EF om fælles standarder og procedurer i medlemsstaterne for tilbagesendelse af
tredjelandsstatsborgere med ulovligt ophold (udsendelsesdirektivet) m.v.).
Af bemærkningerne til bestemmelsen fremgår det, at varigheden af et indrejseforbud efter
udsendelsesdirektivets artikel 11, stk. 2, skal fastsættes under behørig hensyntagen til alle relevante
forhold i den enkelte sag og i princippet ikke må overstige fem år. Varigheden af indrejseforbuddet
kan dog overstige fem år, hvis tredjelandsstatsborgeren udgør en alvorlig trussel mod den offentlige
orden, den offentlige sikkerhed eller den nationale sikkerhed, jf. Folketingstidende 2013-14, tillæg
A, L 131 som fremsat, side 8.
Det fremgår endvidere af bemærkningerne, at udlændingelovens § 32, stk. 5, 1. og 2. pkt., ikke
omfatter tilfælde, hvor udvisningen er en følge af kriminalitet. Det drejer sig om udvisning efter
udlændingelovens §§ 22-24 samt § 25 a, stk. 1, og § 25 c, og der vil i sådanne tilfælde ikke kunne
fastsættes et kortere indrejseforbud end det, der følger af de gældende bestemmelser i
udlændingeloven.
Det fremgår desuden, at udgangspunktet er, at indrejseforbuddet skal fastsættes i overensstemmelse
med de perioder, som fremgår af § 32, stk. 4. Disse perioder er fastsat på baggrund af karakteren af
det forhold, der begrunder afgørelsen om udvisning, og fastsætter en varighed af et indrejseforbud,
62
 UUI, Alm.del - 2019-20 - Bilag 58: Lovudkast om ændring af udlændingeloven og forskellige andre love, fra udlændinge- og integrationsministeren
der er proportionelt med karakteren af det forhold, der begrunder udvisningen. Når det skal afgøres,
om der skal fastsættes et kortere indrejseforbud, skal hensynet til udlændingen afvejes over for det
forhold, som har ført til udvisning.
Det fremgår således, at der f.eks. ikke bør være samme adgang til at fastsætte et kortere
indrejseforbud i tilfælde, hvor en udlænding er udvist, fordi den pågældende ikke er udrejst i
overensstemmelse med en fastsat udrejsefrist, og i tilfælde, hvor en udlænding er udvist, fordi den
pågældende anses for en fare for statens sikkerhed.
I sidstnævnte tilfælde samt i tilfælde, hvor udlændingen anses for at udgøre en alvorlig trussel mod
den offentlige orden eller sikkerhed, bør der kun kunne fastsættes et kortere indrejseforbud, hvis et
indrejseforbud for bestandig vil stride mod Danmarks internationale forpligtelser.
Af bemærkningerne fremgår det endvidere, at der, hvis ganske særlige grunde, herunder hensynet til
familiemæssig og social tilknytning, taler herfor, kan fastsættes et kortere indrejseforbud i tilfælde,
hvor udlændingen anses for en alvorlig trussel mod den offentlige sundhed og er udvist efter
udlændingelovens § 25, nr. 2, samt i forbindelse med udvisning efter § 25 a, stk. 2, og § 25 b.
Er udlændingen udvist efter udlændingelovens § 25, nr. 1, eller efter § 25, nr. 2, fordi udlændingen
anses for en alvorlig trussel mod den offentlige orden eller sikkerhed, vil der alene kunne fastsættes
et kortere indrejseforbud, hvis et indrejseforbud for bestandig vil stride mod Danmarks
internationale forpligtelser.
Det fremgår herudover af bemærkningerne til bestemmelsen,, at der allerede efter gældende ret i
forbindelse med en udvisningsafgørelse efter udlændingelovens § 25 a, stk. 2, og § 25 b tages
hensyn til, om udvisningen må antages at virke særligt belastende, navnlig på grund af
udlændingens tilknytning til det danske samfund og herboende personer, udlændingens alder,
helbredstilstand og andre personlige forhold og konsekvenserne for udlændingens herboende nære
familiemedlemmer, herunder familiens enhed. Ved udvisningsafgørelsen tages også hensyn til
udlændingens manglende eller ringe tilknytning til hjemlandet, samt til risikoen for at udlændingen,
uden for de i § 7, stk. 1 og 2, og § 8, stk. 1 og 2, nævnte tilfælde, vil lide overlast i hjemlandet. Der
henvises til udlændingelovens § 26.
På den baggrund forudsættes, at der kun helt undtagelsesvist vil være grundlag for at fastsætte et
kortere indrejseforbud, end det der ellers følger af loven. Når det således er vurderet, at en
udlændings tilknytning til det danske samfund eller herboende personer har en sådan karakter, at det
ikke er til hinder for udvisning, vil der typisk heller ikke være grundlag for at fastsætte et kortere
indrejseforbud.
Ved lov nr. 469 af 14. maj 2018 om ændring af udlændingeloven (Skærpede regler om udvisning af
kriminelle udlændinge) blev bestemmelsen i udlændingelovens § 32, stk. 5, udvidet med 3. pkt.,
hvorefter indrejseforbud i forbindelse med udvisning efter §§ 22-24 kan meddeles af kortere
63
 UUI, Alm.del - 2019-20 - Bilag 58: Lovudkast om ændring af udlændingeloven og forskellige andre love, fra udlændinge- og integrationsministeren
varighed, hvis et indrejseforbud af den varighed, der er nævnt i udlændingelovens § 32, stk. 2 og 3,
vil indebære, at udvisning med sikkerhed vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser.
Det fremgår af bemærkningerne, at der således vil kunne meddeles indrejseforbud af kortere
varighed end fastsat i § 32, stk. 2 og 3, hvis det betyder, at der dermed kan ske udvisning i en sag,
hvor dette ellers med sikkerhed ville være i strid med Danmarks internationale forpligtelser. Hvis et
indrejseforbud af kortere varighed vil betyde, at der kan ske udvisning, hvor dette ellers med
sikkerhed er i strid med Danmarks internationale forpligtelser, vil varigheden af indrejseforbuddet i
alle tilfælde skulle afkortes, så der i videst muligt omfang udvises, når dette ikke med sikkerhed er i
strid med Danmarks internationale forpligtelser, jf. Folketingstidende 2017-18, tillæg A, L 156 som
fremsat, side 29.
Det følger af Menneskerettighedsdomstolens praksis, at indgreb i udlændingens ret til privat- og
familieliv skal stå i rimeligt forhold til de formål, som indgrebet skal varetage.
Proportionalitetsvurderingen foretages på baggrund af en samlet og konkret vurdering af en række
elementer og er i almindelighed afgørende for, om udvisning af en kriminel udlænding vil være
forenelig med EMRK artikel 8.
Af bemærkningerne til bestemmelsen fremgår det videre, at det af Menneskerettighedsdomstolens
praksis kan udledes, at Domstolen som et af de elementer, der indgår i vurderingen af, hvorvidt en
udvisning er i strid med EMRK artikel 8, lægger vægt på, om indrejseforbuddet er meddelt for
bestandig eller tidsbegrænset.
Videre fremgår det, at varigheden af et indrejseforbud som det helt klare udgangspunkt ikke i sig
selv medfører, at udvisning vil være uproportional. Der kan dog forekomme sager, hvor det forhold,
at en udvisning ledsages af et indrejseforbud af en bestemt varighed, eksempelvis for bestandig, er
udslagsgivende for, at udvisning findes at være i strid med Danmarks internationale forpligtelser.
Af bemærkningerne fremgår det endvidere, at det helt klare udgangspunkt vil være, at
indrejseforbuddets varighed fastsættes automatisk på baggrund af den idømte frihedsstraf. Det er
alene i tilfælde, hvor varigheden af et indrejseforbud vil have selvstændig og afgørende betydning
for, om udvisning vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser, at der kan meddeles
indrejseforbud af kortere varighed. Det forudsættes således, at denne mulighed kun anvendes i de
tilfælde, hvor et indrejseforbud meddelt af den i § 32, stk. 2 og 3, nævnte varighed, er af afgørende
betydning for, om udvisning vil være i overensstemmelse med Danmarks internationale
forpligtelser.
Endelig fremgår det af bemærkningerne, at domstolene af egen drift skal påse, om et indrejseforbud
meddelt med en varighed, som der er mulighed for efter de gældende regler (udlændingelovens §
32, stk. 2 og 3), medfører, at udvisning med sikkerhed vil være i strid med Danmarks internationale
forpligtelser, og om dette kan imødegås ved at meddele et indrejseforbud af en kortere varighed.
64
 UUI, Alm.del - 2019-20 - Bilag 58: Lovudkast om ændring af udlændingeloven og forskellige andre love, fra udlændinge- og integrationsministeren
8.1.4. Udlændingelovens § 32, stk. 6, om skriftlighed mv.
Det følger af udlændingelovens § 32, stk. 6, at den politimyndighed, som drager omsorg for
udrejsen, udleverer udlændingen en skriftlig og begrundet meddelelse om indrejseforbuddet og om
strafansvaret ved overtrædelse heraf. Der henvises til afsnit 6 om skriftlighed og vejledning.
8.1.5. Udlændingelovens § 32, stk. 7, om bortfald af indrejseforbud
Det følger af udlændingelovens § 32, stk. 7, at et indrejseforbud bortfalder, såfremt den pågældende
under de i § 10, stk. 3 og 4, nævnte betingelser meddeles opholdstilladelse efter §§ 7-9 f, 9 i-9 n, 9 p
eller 9 q.
Udlændingelovens § 32, stk. 7, er indsat ved lov nr. 473 af 1. juli 1998 om ændring af
udlændingeloven og straffeloven (Tidsubegrænset opholdstilladelse, asyl, familiesammenføring og
udvisning m.v.).
Bestemmelsen blev senest ændret ved lov nr. 317 af 25. april 2018 om ændring af udlændingeloven
og integrationsloven (Opholdstilladelse ved pensionering til tidligere ansatte ved herværende
internationale organisationer m.v.) Ved lovændringen blev bestemmelsen udvidet til også at
omfattet opholdstilladelser efter § 9 q.
8.1.6. Udlændingelovens § 32, stk. 8, om ophævelse af indrejseforbud til unionsborgere mv.
Det følger af bestemmelsen i udlændingelovens § 32, stk. 8, at et indrejseforbud meddelt en
statsborger i et land, der er tilsluttet Den Europæiske Union eller omfattet af aftalen om Det
Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde, en schweizisk statsborger eller en udlænding i øvrigt
omfattet af EU-reglerne, jf. § 2, stk. 2, kan ophæves, såfremt særlige grunde taler derfor. Der skal
tages stilling til en ansøgning om ophævelse af indrejseforbuddet inden 6 måneder fra ansøgningens
indgivelse.
Ved vurderingen af, om indrejseforbuddet skal ophæves, skal myndighederne inddrage enhver
ændring af de forhold, der begrundede udstedelsen af indrejseforbuddet, jf. opholdsdirektivets
artikel 32, stk. 1.
Udlændingelovens § 32, stk. 8, 1. pkt., blev indsat ved lov nr. 301 af 19. april 2006 om ændring af
udlændingeloven og lov om ægteskabs indgåelse og opløsning (Fremrykket ansøgningstidspunkt i
sager om humanitær opholdstilladelse, indberetningspligt ved mistanke om genopdragelsesrejser,
begrænsning af adgangen til familiesammenføring for personer, der er dømt for børnebortførelse,
ændrede regler om undervisning og aktivering af voksne asylansøgere m.v.).
Udlændingelovens § 32, stk. 8, 1. pkt. gennemfører opholdsdirektivets artikel 32, stk. 1, i dansk ret.
Af denne bestemmelse i opholdsdirektivet følger det, at personer, der af hensyn til den offentlige
65
 UUI, Alm.del - 2019-20 - Bilag 58: Lovudkast om ændring af udlændingeloven og forskellige andre love, fra udlændinge- og integrationsministeren
orden eller sikkerhed bliver nægtet adgang til en medlemsstats område, kan indgive en ansøgning
om ophævelse af indrejseforbuddet efter udløbet af en rimelig frist afhængig af omstændighederne,
dog under alle omstændigheder efter tre år regnet fra gennemførelsen af den endelige afgørelse om
indrejseforbud, der er gyldigt truffet i overensstemmelse med fællesskabsretten, under påberåbelse
af enhver ændring af de forhold, der begrundede udstedelsen af indrejseforbuddet.
Det følger herudover af opholdsdirektivets artikel 32, at den pågældende medlemsstat skal tage
stilling til ansøgningen om ophævelse af indrejseforbuddet inden for en frist på seks måneder regnet
fra indgivelsen. Kravet om, at den pågældende medlemsstat skal behandle en sådan ansøgning
inden seks måneder, indgik ikke i den oprindelige ordlyd af § 32, stk. 8. Af bemærkningerne til
bestemmelsen fremgår det dog, at bestemmelsens sammenhæng med opholdsdirektivet (artikel 32,
stk. 1) betyder, at der inden for 6 måneder skal være taget stilling til, om indrejseforbuddet skal
ophæves, og at udlændingemyndighederne ved vurderingen af, om indrejseforbuddet skal ophæves,
skal inddrage enhver ændring af de forhold, der begrundede udstedelsen af indrejseforbuddet, jf.
Folketingstidende 2005-06, tillæg A, side 2808-09.
Bestemmelsen i udlændingelovens § 32, stk. 8, blev udvidet med 2. pkt. ved lov nr. 248 af 30. marts
2011 om ændring af udlændingeloven (Ændringer som følge af direktiv om fælles standarder og
procedurer i medlemsstaterne for tilbagesendelse af tredjelandsstatsborgere med ulovligt ophold
(udsendelsesdirektivet) m.v.).
Af bemærkningerne til bestemmelsen fremgår det, at det i overensstemmelse med artikel 32, stk. 1,
i opholdsdirektivet, fremgår udtrykkeligt af udlændingeloven, at der er pligt til at tage stilling til en
ansøgning om ophævelse af et indrejseforbud efter udlændingelovens § 32, stk. 8, inden 6 måneder
fra ansøgningens indgivelse, jf. Folketingstidende 2010-11, tillæg A, L 107 som fremsat, side 39.
8.1.7. Udlændingelovens § 32, stk. 9, om indrejseforbud til personer, der er omfattet af EU og
FN’s lister om restriktive foranstaltninger
Efter udlændingelovens § 32, stk. 9, må en udlænding, der er omfattet af restriktive foranstaltninger
i form af begrænsninger med hensyn til indrejse og gennemrejse besluttet af De Forenede Nationer
eller Den Europæiske Union, ikke uden tilladelse indrejse eller opholde sig her i landet
(Indrejseforbud). Indrejseforbuddet gælder, så længe udlændingen er omfattet af de restriktive
foranstaltninger. Indrejseforbuddet bortfalder, hvis udlændingen ophører med at være omfattet af de
restriktive foranstaltninger eller udlændingen af særlige grunde meddeles opholdstilladelse her i
landet. Bestemmelsen omfatter således udlændinge på FN’s og EU’s sanktionslister
med
rejserestriktioner.
Bestemmelsen blev indsat ved lov nr. 486 af 12. juni 2009 om ændring af udlændingeloven
(Skærpelse af udvisningsreglerne og reglerne om indrejseforbud, udelukkelse m.v. af udlændinge
opført på FN’s og EU’s sanktionslister).
66
 UUI, Alm.del - 2019-20 - Bilag 58: Lovudkast om ændring af udlændingeloven og forskellige andre love, fra udlændinge- og integrationsministeren
Af bemærkningerne til bestemmelsen fremgår det, at indrejseforbuddet vil gælde, så længe
udlændingen er opført på en sanktionsliste. Det bemærkedes herved, at FN og EU løbende reviderer
listerne, jf. Folketingstidende 2008-09, tillæg A, side 5987.
Det fremgår videre, at udlændinge, der er opført på FN’s og EU’s sanktionslister med
rejserestriktioner indberettes som uønskede til Schengeninformationssystemet (SIS II), når SIS II-
forordningen finder anvendelse. Herefter kan de udelukkes fra opholdstilladelse, afvises ved forsøg
på indrejse og meddeles afslag på visum eller få inddraget et visum. Statsborgere i et EU- eller
Schengenland kan ikke indberettes til SIS II, jf. SIS II-forordningens artikel 24-26, der alene
vedrører tredjelandsstatsborgere. Der kan derfor være tilfælde, hvor en person, der er opført på en af
FN’s eller EU’s sanktionslister, er statsborger i et EU-
eller Schengenland og derfor ikke kan
indberettes til SIS II. Reglerne i udlændingeloven, der udelukker personer, som er indberettet som
uønskede i Schengeninformationssystemet, finder derfor ikke anvendelse på en sådan person.
Det fremgår endvidere, at Rigspolitiet skal opdatere eventuelle EU- og Schengenstatsborgere på
sanktionslisterne i Kriminalregistret (KR) med det relevante indrejseforbud, hvis de nødvendige
fødselsdata foreligger, idet EU- og Schengenstatsborgere ikke kan opdateres i SIS II.
Af bemærkningerne til bestemmelsen fremgår det videre, at indrejseforbuddet bortfalder, hvis
udlændingen slettes fra sanktionslisten eller af særlige grunde meddeles opholdstilladelse her i
landet. Selve opførelsen på en sådan sanktionsliste medfører, at de pågældende udlændinge har
indrejseforbud i Danmark. Bestemmelsen skal ses i sammenhæng med udlændingelovens § 10, stk.
5. Som konsekvens
af § 32, stk. 9, kan en udlænding, der er opført på en af FN’s eller EU’s
sanktionslister med rejserestriktioner, afvises efter udlændingelovens § 28, stk. 1, nr. 1, ligesom
udlændingen alene rent undtagelsesvist kan få visum.
8.1.8.
Udlændingelovens § 32, stk. 10, om indrejseforbud til visse religiøse forkyndere
Efter udlændingelovens § 32, stk. 10, må en udlænding, som er optaget på den liste, der er nævnt i §
29 c, stk. 1, ikke uden tilladelse indrejse og opholde sig her i landet (indrejseforbud).
Indrejseforbuddet gælder, så længe udlændingen er optaget på listen. Indrejseforbuddet bortfalder,
hvis udlændingen ophører med at være optaget på listen, eller hvis udlændingen af særlige grunde
meddeles opholdstilladelse her i landet. Bestemmelsen omfatter således udlændinge på den
nationale liste over udenlandske religiøse forkyndere mfl., som kan udelukkes fra at indrejse.
Bestemmelsen er indsat ved lov nr. 1743 af 27. december 2016 om ændring af udlændingeloven
(Indførelse af en offentlig sanktionsliste over udenlandske religiøse forkyndere m.fl., som kan
udelukkes fra at indrejse).
Af bemærkningerne til bestemmelsen fremgår det, at indrejseforbuddet for udlændinge på den
nationale sanktionsliste svarer til indrejseforbuddet for udlændinge på FN’s og EU’s sanktionslister.
67
 UUI, Alm.del - 2019-20 - Bilag 58: Lovudkast om ændring af udlændingeloven og forskellige andre love, fra udlændinge- og integrationsministeren
Selve optagelsen på den nationale sanktionsliste medfører, at de pågældende udlændinge har
indrejseforbud i Danmark, jf. Folketingstidende 2016-17, tillæg A, L 48 som fremsat, side 19.
Videre fremgår det, at en udlænding, der er optaget på den nationale sanktionsliste, skal afvises
efter udlændingelovens § 28, stk. 1, nr. 1, jf. stk. 2, ligesom udlændingen kun rent undtagelsesvist
kan få visum. En udlænding kan endvidere straffes efter udlændingelovens § 59 b for forsætligt
eller uagtsomt at indrejse i strid med indrejseforbuddet, ligesom udlændingen som udgangspunkt
kan udvises efter udlændingelovens § 25 b eller § 24, nr. 2.
Det fremgår endvidere, at en udlænding på den nationale sanktionsliste, der måtte blive udvist fra
landet, i den forbindelse vil skulle meddeles et nyt indrejseforbud.
8.1.9. Udlændingelovens § 32, stk. 11, om ophævelse af indrejseforbud som følge af udvisning
efter § 25 b
Det følger af bestemmelsen i udlændingelovens § 32, stk. 11, at indrejseforbud i forbindelse med
udvisning efter § 25 b, der meddeles en udlænding, som ikke er statsborger i et af de lande, der er
nævnt i § 2, stk. 1 (tredjelandsstatsborger), i ganske særlige tilfælde, herunder af hensyn til
familiens enhed, kan ophæves. Herudover kan et indrejseforbud i forbindelse med en udvisning
efter § 25 b, stk. 2, ophæves, hvis udlændingen har forladt landet i overensstemmelse med en fastsat
udrejsefrist.
Et indrejseforbud kan navnlig ophæves efter § 32, stk. 11, 1. pkt., af humanitære grunde eller på
grund af Danmarks internationale forpligtelser, jf. f.eks. artikel 8 i Den Europæiske
Menneskerettighedskonvention. Bestemmelsen vil helt undtagelsesvist også kunne anvendes i
forhold til situationer, hvor der opstår en humanitær katastrofe i et tredjeland, som f.eks. jordskælv
eller væbnede konflikter, der medfører en stor tilstrømning af fordrevne personer, og hvor de
almindelige procedurer for ophævelse af indrejseforbud i forhold til personer fra dette land, vil tage
for lang tid og ikke være mulig at gennemføre.
Udlændingelovens § 32, stk. 11, 1. pkt., er indsat ved lov nr. 248 af 30. marts 2011 om ændring af
udlændingeloven (Ændringer som følge af direktiv om fælles standarder og procedurer i
medlemsstaterne for tilbagesendelse af tredjelandsstatsborgere med ulovligt ophold
(udsendelsesdirektivet) m.v.).
Af bemærkningerne til bestemmelsen fremgår det, at medlemsstaterne efter udsendelsesdirektivets
artikel 11, stk. 3, 3. pkt., kan undlade at udstede eller kan ophæve eller suspendere et indrejseforbud
i individuelle tilfælde af humanitære grunde. Efter direktivets artikel 11, stk. 3, 4. pkt., kan
medlemsstaterne ophæve eller suspendere et indrejseforbud i individuelle tilfælde eller i kategorier
af tilfælde af andre grunde, jf. Folketingstidende 2010-11, tillæg A, L 107 som fremsat, side 20.
68
 UUI, Alm.del - 2019-20 - Bilag 58: Lovudkast om ændring af udlændingeloven og forskellige andre love, fra udlændinge- og integrationsministeren
Bestemmelsen gennemfører udsendelsesdirektivets artikel 11, stk. 3, 3. og 4. pkt., for så vidt angår
muligheden for at ophæve et indrejseforbud.
Samtidig med indsættelsen af udlændingelovens § 32, stk. 11, 1. pkt., blev udlændingelovens § 25
b, stk. 2, indsat. Det følger af § 25 b, stk. 2, at det kan undlades at udvise tredjelandsstatsborgeren,
hvis særlige grunde taler herimod.
Det fremgår af bemærkningerne til udlændingelovens § 32, stk. 11, at de grunde, der taler for at
undlade at udvise med indrejseforbud efter udlændingelovens § 25 b, stk. 2, også vil kunne tale for
efterfølgende at ophæve indrejseforbuddet. Det vil navnlig være af humanitære grunde eller på
grund af Danmarks internationale forpligtelser, jf. f.eks. artikel 8 i Den Europæiske
Menneskerettighedskonvention. Der kan således være tale om tilfælde, hvor
tredjelandsstatsborgeren pludselig er blevet meget alvorlig syg, eventuelt hospitalsindlagt, og derfor
ikke har kunnet udrejse i overensstemmelse med udrejsefristen, eller tilfælde, hvor hensynet til
Danmarks internationale forpligtelser, bl.a. hensynet til familiens enhed, gør, at en
tredjelandsstatsborger ikke bør meddeles et indrejseforbud trods overskridelse af en udrejsefrist
eller pålæg om at udrejse straks.
Andre særlige grunde til ikke at udvise tredjelandsstatsborgeren kan være, at
tredjelandsstatsborgeren samarbejder med politiet om udrejsen, og overskridelse af udrejsefristen
således ikke skyldes forhold hos udlændingen. Hvis tredjelandsstatsborgeren senere ikke længere
ønsker at samarbejde om udrejsen, skal Udlændingestyrelsen træffe afgørelse om udvisning med
indrejseforbud, medmindre særlige grunde taler herimod. Hvis en tredjelandsstatsborger over for
politiet tilkendegiver, at han eller hun ikke længere ønsker at medvirke til udsendelsen, indstiller
politiet således til Udlændingestyrelsen, at den pågældende udvises med indrejseforbud. Når
Udlændingestyrelsen i et sådant tilfælde udviser tredjelandsstatsborgeren med indrejseforbud, vil en
efterfølgende tilkendegivelse fra tredjelandsstatsborgeren om på ny at ville samarbejde om udrejsen
ikke berettige til en ophævelse af indrejseforbuddet.
Endelig kan der være tilfælde, hvor det på grund af tredjelandsstatsborgerens alder, f.eks. hvor der
er tale om en uledsaget mindreårig, undlades at træffe afgørelse om udvisning.
Efter udsendelsesdirektivets artikel 11, stk. 3, 4. pkt., kan medlemsstaterne også suspendere et
indrejseforbud. Dette vil i dansk ret ske ved meddelelse af et visum, jf. udlændingelovens § 3 a.
Visummet begrænses til kun at gælde indrejse og ophold i Danmark, jf. udlændingelovens § 4 a.
Efter udsendelsesdirektivets artikel 11, stk. 3, 4. pkt., kan medlemsstaterne ophæve et
indrejseforbud
–
ikke blot i individuelle tilfælde
–
men også i visse kategorier af tilfælde.
Bestemmelsen sigter mod en situation, hvor der opstår en humanitær katastrofe i et tredjeland, som
f.eks. jordskælv eller væbnede konflikter, der medfører en stor tilstrømning af fordrevne personer,
og hvor de almindelige
69
 UUI, Alm.del - 2019-20 - Bilag 58: Lovudkast om ændring af udlændingeloven og forskellige andre love, fra udlændinge- og integrationsministeren
procedurer for ophævelse af indrejseforbud i forhold til personer fra dette land, vil tage for lang tid
og ikke være mulig at gennemføre. Udlændingelovens § 32, stk. 11, vil helt undtagelsesvist også
kunne anvendes i forhold til sådanne kategorier af tilfælde.
Bestemmelsen i udlændingelovens § 32, stk. 11, er blevet udvidet med 2. pkt. ved lov nr. 516 af 26.
maj 2014 om ændring af udlændingeloven (Ændring af reglerne om afvisning m.v. til
gennemførelse af direktiv 2008/115/EF om fælles standarder og procedurer i medlemsstaterne for
tilbagesendelse af tredjelandsstatsborgere med ulovligt ophold (udsendelsesdirektivet) m.v.).
Af bemærkningerne til bestemmelsen fremgår det, at udlændingelovens § 32, stk. 11, 1. pkt.,
hvorefter et indrejseforbud i forbindelse med udvisning efter udlændingelovens § 25 b alene kan
ophæves i ganske særlige tilfælde, herunder af hensyn til familiens enhed, ikke fuldt ud
gennemfører direktivets artikel 11, stk. 3, 1. pkt., jf. Folketingstidende 2013-14, tillæg A, L 131
som fremsat, side 9-10.
Bestemmelsen blev derfor ændret, således at et indrejseforbud også kan ophæves, hvis udlændingen
kan påvise, at vedkommende har forladt landet i overensstemmelse med en fastsat udrejsefrist.
Indrejseforbud meddeles i forbindelse med udvisning efter § 25 b, stk. 2, hvis en udlænding ikke er
udrejst i overensstemmelse med en udrejsefrist, der er meddelt i forbindelse med et afslag på
opholdstilladelse. Udvisning med indrejseforbud i den situation kommer således på tale, hvis
politiet i forbindelse med udrejsekontrol konstaterer, at udlændingen ikke er udrejst i
overensstemmelse med den frist for frivillig udrejse, som er meddelt udlændingen. Anvendelse af
bestemmelsen vil ikke kunne komme på tale i sådanne tilfælde, da udlændingen ikke er udrejst i
overensstemmelse med den fastsatte udrejsefrist.
Det fremgår videre, at adgangen til at ophæve et indrejseforbud ikke vil have betydning i de
tilfælde, hvor udrejsefristen er fastsat til straks, idet bestemmelsen alene vedrører tilfælde, hvor
udlændingen har forladt landet i overensstemmelse med en fastsat udrejsefrist.
Det fremgår herudover, at bestemmelsen på den baggrund vurderes at ville have begrænset praktisk
betydning.
Det følger af justitsministerens besvarelse af spørgsmål nr. 14 vedrørende forslag til lov om
ændring af udlændingeloven (Ændring af reglerne om afvisning m.v. til gennemførelse af direktiv
2008/115/EF om fælles standarder og procedurer i medlemsstaterne for tilbagesendelse af
tredjelandsstatsborgere med ulovligt ophold (udsendelsesdirektivet) m.v.) (L 131), at det alene er i
sager, hvor udlændingen har forladt landet i overensstemmelse med en meddelt udrejsefrist, og hvor
udvisningen
–
og dermed indrejseforbuddet
–
derfor er meddelt på et forkert grundlag, at der kan
ske ophævelse af et indrejseforbud efter § 32, stk. 11.
70
 UUI, Alm.del - 2019-20 - Bilag 58: Lovudkast om ændring af udlændingeloven og forskellige andre love, fra udlændinge- og integrationsministeren
8.1.10. Udlændingelovens § 32, stk. 12, om indrejseforbud til fremmedkrigere
Efter udlændingelovens § 32, stk. 12, må en udlænding, hvis opholdstilladelse eller opholdsret er
bortfaldet efter § 21 b, stk. 1, ikke uden tilladelse indrejse og opholde sig her i landet
(indrejseforbud). Indrejseforbuddet meddeles for bestandig og har gyldighed fra tidspunktet for
udrejsen eller udsendelsen eller, hvis udlændingen opholder sig uden for landet, fra tidspunktet for
konstateringen af, at udlændingens opholdstilladelse eller opholdsret er bortfaldet. Der kan
meddeles et indrejseforbud af kortere varighed end anført i § 32, stk. 12, 2. pkt., hvis et
indrejseforbud for bestandig vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser.
Bestemmelsen er indsat ved lov nr. 176 af 24. februar 2015 om ændring af lov om pas til danske
statsborgere m.v., udlændingeloven og retsplejeloven (Styrket indsats mod rekruttering til væbnede
konflikter i udlandet m.v.).
Af bemærkningerne til bestemmelsen fremgår det, at henset til de tungtvejende sikkerhedshensyn,
der ligger bag § 21 b, stk. 1, meddeles indrejseforbuddet som altovervejende udgangspunkt for
bestandig og har gyldighed fra tidspunktet for udrejsen eller udsendelsen eller, hvis udlændingen
opholder sig uden for landet, fra tidspunktet for konstateringen af, at udlændingens
opholdstilladelse eller opholdsret er bortfaldet, jf. Folketingstidende 2014-15, tillæg A, L 99 som
fremsat, side 22f.
Det fremgår endvidere, at der i forlængelse heraf kan meddeles et indrejseforbud af kortere
varighed, hvis et indrejseforbud for bestandig vil være i strid med Danmarks internationale
forpligtelser. Der skal således ved fastsættelsen af indrejseforbuddets længde i forbindelse med
bortfald efter udlændingelovens § 21 b, stk. 1, tages hensyn til alle relevante forhold i den enkelte
sag.
Videre fremgår det af justitsministerens svar af 27. januar 2015 til spørgsmål nr. 18 vedrørende
forslag til lov om ændring af lov om pas til danske statsborgere m.v., udlændingeloven og
retsplejeloven (Styrket indsats mod rekruttering til væbnede konflikter i udlandet m.v.) (L 99), at
det forventes, at der kun helt undtagelsesvis vil være grundlag for at fastsætte et indrejseforbud af
kortere varighed. Når det skal afgøres, om der er grundlag for at fastsætte et kortere indrejseforbud,
skal hensynet til udlændingens personlige forhold, herunder udlændingens familieforhold og
tilknytning i øvrigt til Danmark, afvejes over for de forhold, som har ført til, at udlændingens
opholdstilladelse eller opholdsret er bortfaldet. Der vil således f.eks. kunne være tale om helt
særlige tilfælde, hvor udlændingens tilknytning til Danmark på den ene side og de forhold, som har
begrundet bortfald, på den anden side efter en konkret vurdering fører til, at det ikke vil være
proportionalt at meddele den pågældende et indrejseforbud for bestandig.
Af bemærkningerne til bestemmelsen fremgår det videre, at Udlændingestyrelsen umiddelbart efter,
at der er truffet en afgørelse om bortfald af opholdstilladelse efter udlændingelovens § 21 b, stk. 1,
skal underrette Rigspolitiet, jf. Folketingstidende 2014-15, tillæg A, L 99 som fremsat, side 37.
71
 UUI, Alm.del - 2019-20 - Bilag 58: Lovudkast om ændring af udlændingeloven og forskellige andre love, fra udlændinge- og integrationsministeren
Underretningen til Rigspolitiet skal indeholde de oplysninger, der er nødvendige for, at
indrejseforbuddet kan registreres og håndhæves. Indrejseforbuddet bortfalder, hvis det efterfølgende
efter ansøgning bestemmes, at en opholdstilladelse eller en opholdsret ikke skal anses for bortfaldet.
I sådanne tilfælde skal udlændingemyndighederne umiddelbart efter, at der er truffet en sådan
afgørelse, underrette Rigspolitiet, der herefter sletter indrejseforbuddet i KR. Dette gælder
tilsvarende i situationer, hvor Udlændingenævnet efter påklage beslutter, at udlændingens
opholdstilladelse eller opholdsret ikke skal anses for bortfaldet. Indrejseforbuddet slettes ligeledes i
KR, hvis en klage over bortfald har eller tillægges opsættende virkning. Fører klagen til, at
indrejseforbuddet opretholdes, registreres indrejseforbuddet på ny i KR.
8.1.11. Udsendelsesdirektivets bestemmelser om indrejseforbud
Udsendelsesdirektivet har til formål at fastsætte fælles standarder og procedurer for tilbagesendelse
af tredjelandsstatsborgere med ulovligt ophold i overensstemmelse med de grundlæggende
rettigheder, som er generelle principper i fællesskabsretten og folkeretten, herunder beskyttelse af
flygtninge og menneskeretlige forpligtelser.
Hverken Det Forenede Kongerige eller Irland deltager i anvendelsen af udsendelsesdirektivet. For
så vidt angår Norge, Island, Schweiz og Liechtenstein fremgår det af udsendelsesdirektivets
præambel, at udsendelsesdirektivet udgør en delvis udvikling af Schengenreglerne, som omhandlet i
Schengen-associeringsaftalerne med de pågældende lande. Ifølge de procedurer, der er fastsat i
associeringsaftalerne, gælder de rettigheder og forpligtelser, der følger af udsendelsesdirektivet,
også for Norge, Island, Schweiz og Liechtenstein og for forbindelserne mellem Norge, Island,
Schweiz og Liechtenstein og de medlemsstater i Fællesskabet, som udsendelsesdirektivet er rettet
til. Medlemsstaterne til udsendelsesdirektivet udgøres således af EU-landene (undtaget Det
Forenede Kongerige og Irland) og de schengenassocierede lande: Norge, Liechtenstein, Island og
Schweiz.
Det fremgår af udsendelsesdirektivets artikel 2, at udsendelsesdirektivet finder anvendelse på
tredjelandsstatsborgere, som opholder sig ulovligt på en medlemsstats område. En
tredjelandsstatsborger er efter direktivet en udlænding, der ikke er statsborger i et EU-land, EØS-
land eller Schweiz, og
som ikke har rettigheder som følge af EU’s regler om fri bevægelighed, jf.
artikel 3, nr. 1.
Medlemsstaterne kan efter udsendelsesdirektivets artikel 2, litra a og b, beslutte ikke at anvende
direktivet på tredjelandsstatsborgere, som kan afvises ved indrejsen, eller som er udvist på grund af
kriminalitet.
Med udsendelsesdirektivet forpligtes medlemsstaterne til at træffe afgørelse om tilbagesendelse
vedrørende tredjelandsstatsborgere med ulovligt ophold, der opholder sig i medlemsstaterne, jf.
artikel 6, stk. 1. En afgørelse om tilbagesendelse defineres som en administrativ eller retslig
afgørelse eller retsakt, der fastslår eller erklærer, at en tredjelandsstatsborgers ophold er ulovligt, og
72
 UUI, Alm.del - 2019-20 - Bilag 58: Lovudkast om ændring af udlændingeloven og forskellige andre love, fra udlændinge- og integrationsministeren
som pålægger eller fastslår en forpligtelse for den pågældende til at vende tilbage til
oprindelseslandet, et transitland eller et andet tredjeland, jf. udsendelsesdirektivets artikel 3, nr. 4.
Det følger af udsendelsesdirektivets artikel 6, stk. 2, at hvis tredjelandsstatsborgeren har en gyldig
opholdstilladelse eller anden tilladelse, som giver ret til ophold, udstedt af en anden medlemsstat,
skal tredjelandsstatsborgeren anmodes om straks at begive sig til denne anden medlemsstats
område. Efterkommer den pågældende ikke dette krav, kan der træffes afgørelse om tilbagesendelse
til oprindelseslandet, et transitland eller et andet tredjeland.
Medlemsstaterne kan når som helst af menneskelige, humanitære eller andre grunde, herunder af
hensyn til familiens enhed, undlade at træffe afgørelse om tilbagesendelse og i stedet tildele
tredjelandsstatsborgeren, som opholder sig ulovligt på deres område, en selvstændig
opholdstilladelse, jf. udsendelsesdirektivets artikel 6, stk. 4.
Har tredjelandsstatsborgeren en verserende sag om forlængelse af en opholdstilladelse, kan
medlemsstaterne undlade at træffe afgørelse om tilbagesendelse, indtil ansøgningen er
færdigbehandlet, jf. udsendelsesdirektivets artikel 6, stk. 5.
Efter udsendelsesdirektivets artikel 6, stk. 6, kan medlemsstaterne træffe én samlet afgørelse om
ophør af lovligt ophold, tilbagesendelse, udsendelse og eventuelt om indrejseforbud. Inden der
træffes afgørelse om tilbagesendelse af en uledsaget mindreårig, skal der under behørig
hensyntagen til barnets tarv ydes bistand fra relevante organer, som ikke er de myndigheder, der er
ansvarlige for den tvangsmæssige tilbagesendelse, jf. udsendelsesdirektivet artikel 10.
Udsendelsesdirektivet foreskriver i artikel 7, at en afgørelse om tilbagesendelse skal indeholde en
passende frist for frivillig udrejse på mellem 7 og 30 dage. Medlemsstaterne skal, hvis det er
nødvendigt, forlænge denne frist i en passende periode under hensyntagen til de særlige forhold i
den enkelte sag såsom opholdets varighed, eventuelle skolesøgende børn og eventuelle andre
familiemæssige og sociale tilknytninger.
Det følger af udsendelsesdirektivets artikel 7, stk. 4, at udrejsefristen kan fastsættes til straks, hvis
der er risiko for, at den pågældende vil forsvinde, hvis en ansøgning om lovligt ophold er afslået
som værende åbenbart grundløs eller svigagtig, eller hvis den pågældende udgør en risiko for den
offentlige orden, den offentlige sikkerhed eller den nationale sikkerhed. Medlemsstaterne skal
forlænge en udrejsefrist i en passende periode, hvor det er nødvendigt af hensyn til de særlige
forhold i den enkelte sag. Hvis medlemsstaterne beslutter at forlænge en udrejsefrist, skal
medlemsstaterne meddele tredjelandsstatsborgeren en skriftlig bekræftelse herpå, jf. artikel 14, stk.
2.
Det følger af udsendelsesdirektivets artikel 11, stk. 1, at afgørelser om tilbagesendelse ledsages af et
indrejseforbud, når der ikke fastsættes en frist for frivillig udrejse, eller hvis pligten til at udrejse
ikke er efterkommet. Det betyder, at en tredjelandsstatsborger skal meddeles et indrejseforbud, hvis
73
 UUI, Alm.del - 2019-20 - Bilag 58: Lovudkast om ændring af udlændingeloven og forskellige andre love, fra udlændinge- og integrationsministeren
den pågældende i forbindelse med en afgørelse om tilbagesendelse er blevet pålagt at udrejse straks
eller ikke udrejser frivilligt i overensstemmelse med udrejsefristen. I andre tilfælde kan afgørelser
om tilbagesendelse ledsages af et indrejseforbud. Indrejseforbuddet skal efter udsendelsesdirektivets
artikel 3, nr. 6, forbyde indrejse i og ophold på alle medlemsstaternes område.
Afgørelser om tilbagesendelse og afgørelser om indrejseforbud skal efter udsendelsesdirektivets
artikel 12, stk. 1, affattes skriftligt og angive de faktiske og retlige grunde samt oplyse om de
retsmidler, der er til rådighed. Oplysningerne om de faktiske grunde kan begrænses, hvis den
nationale lovgivning tillader en sådan begrænsning.
Efter udsendelsesdirektivets artikel 11, stk. 2, skal varigheden af et indrejseforbud fastsættes under
behørig hensyntagen til alle relevante forhold i den enkelte sag og må i princippet ikke overstige
fem år. Varigheden af indrejseforbuddet kan dog overstige fem år, hvis tredjelandsstatsborgeren
udgør en alvorlig trussel mod den offentlige orden, den offentlige sikkerhed eller den nationale
sikkerhed.
Efter udsendelsesdirektivets artikel 11, stk. 3, overvejer medlemsstaterne at ophæve eller
suspendere et indrejseforbud, når en tredjelandsstatsborger, der er genstand for et indrejseforbud,
kan påvise, at vedkommende har forladt en medlemsstats område i fuld overensstemmelse med
afgørelsen om tilbagesendelse.
Medlemsstaterne kan undlade at meddele eller kan ophæve et indrejseforbud i individuelle tilfælde
af humanitære grunde. Medlemsstaterne kan endvidere ophæve eller suspendere et indrejseforbud i
individuelle tilfælde eller i visse kategorier af tilfælde af andre grunde, jf. udsendelsesdirektivets
artikel 11, stk. 3.
Efter udsendelsesdirektivets artikel 11, stk. 4, skal en medlemsstat, der påtænker at udstede en
opholdstilladelse til en tredjelandsstatsborger, der har et indrejseforbud udstedt af en anden
medlemsstat, først konsultere den medlemsstat, der har udstedt indrejseforbuddet, jf. artikel 25 i
Schengenkonventionen.
Det følger af udsendelsesdirektivets artikel 12, at medlemsstaterne efter anmodning skal
tilvejebringe en skriftlig eller mundtlig oversættelse af de vigtigste elementer i afgørelser
vedrørende tilbagesendelse og indrejseforbud på et sprog, som tredjelandsstatsborgeren forstår eller
med rimelighed kan formodes at forstå. Medlemsstaterne kan dog beslutte, at dette ikke gælder for
tredjelandsstatsborgere, der er indrejst ulovligt på en medlemsstats område, og som ikke
efterfølgende har fået opholdstilladelse eller ret til ophold i denne medlemsstat. Medlemsstaterne
kan i stedet vælge, at tilbagesendelsesafgørelsen i forhold til disse personer i stedet udfærdiges ved
hjælp af en standardformular. Standardformularen skal udleveres sammen med en
informationsskrivelse, der redegør for formularens vigtigste elementer, og som skal foreligge på
mindst fem sprog.
74
 UUI, Alm.del - 2019-20 - Bilag 58: Lovudkast om ændring af udlændingeloven og forskellige andre love, fra udlændinge- og integrationsministeren
Det fremgår af præambelbetragtning nr. 18 til udsendelsesdirektivet, at medlemsstaterne hurtigt bør
have adgang til oplysninger om andre medlemsstaters afgørelser om indrejseforbud. Denne
udveksling af oplysninger bør finde sted i overensstemmelse med Schengeninformationssystemet.
8.1.12. Gennemførelse af udsendelsesdirektivets bestemmelser om indrejseforbud
Udsendelsesdirektivet udgør en udbygning af Schengenreglerne. Det er omfattet af det danske
forbehold vedrørende retlige og indre anliggender. Danmark har imidlertid tilsluttet sig
udsendelsesdirektivet på mellemstatsligt grundlag i medfør af artikel 4 i Protokol nr. 22 om
Danmarks stilling (den såkaldte Schengenteknikalitet).
Udsendelsesdirektivet blev gennemført i dansk ret ved lov nr. 248 af 30. marts 2011 om ændring af
udlændingeloven (Ændringer som følge af direktiv om fælles standarder og procedurer i
medlemsstaterne for tilbagesendelse af tredjelandsstatsborgere med ulovligt ophold
(udsendelsesdirektivet) m.v.), ved lov nr. 516 om ændring af udlændingeloven af 26. maj 2014
(Ændring af reglerne om afvisning m.v. til gennemførelse af direktiv 2008/115/EF om fælles
standarder og procedurer i medlemsstaterne for tilbagesendelse af tredjelandsstatsborgere med
ulovligt ophold (udsendelsesdirektivet) m.v.) og ved lov nr. 318 af 25. april 2018 om ændring af
udlændingeloven (Indkvartering og forsørgelse af flygtninge og asylansøgere, advisering af
kommunerne om visse afgørelser i klagesager og ændring af beregningen af varigheden af et
indrejseforbud m.v.).
Der blev ved gennemførelsen af udsendelsesdirektivet foretaget en række afgrænsninger af
udsendelsesdirektivets anvendelsesområde, jf. Folketingstidende 2010-11, tillæg A, L 107, som
fremsat, side 8-9.
Direktivet finder anvendelse på tredjelandsstatsborgere med ulovligt ophold på medlemsstatens
område, jf. artikel 2, stk. 1.
Det fremgår således af direktivets artikel 2, stk. 2, at medlemsstaterne kan beslutte ikke at anvende
direktivet på tredjelandsstatsborgere, som:
a) er genstand for nægtelse af indrejse i medfør af artikel 13 i Schengengrænsekodeksen, eller
som pågribes eller standses af de kompetente myndigheder i forbindelse med ulovlig
overskridelse af en medlemsstats ydre grænse ad land-, sø- eller luftvejen, og som ikke
efterfølgende har opnået tilladelse eller ret til ophold i den pågældende medlemsstat,
b) er genstand for tilbagesendelse som en strafferetlig sanktion eller som følge af en strafferetlig
sanktion i henhold til national ret, eller som er genstand for udleveringsprocedurer.
Bestemmelsen i a) skal forstås således, at der skal være tale om en umiddelbar forbindelse mellem
grænseoverskridelsen og pågribelsen.
75
 UUI, Alm.del - 2019-20 - Bilag 58: Lovudkast om ændring af udlændingeloven og forskellige andre love, fra udlændinge- og integrationsministeren
Det fremgår herudover af lovforslagets bemærkninger, at: ”De tilfælde, der vil kunne undtages fra
direktivets anvendelsesområde efter artikel 2, stk. 2, litra a, er tilfælde, hvor en
tredjelandsstatsborger afvises efter udlændingelovens § 28, og tilfælde, hvor en
tredjelandsstatsborger pågribes eller standses i umiddelbar tilknytning til en ulovlig overskridelse af
Danmarks ydre grænser, uden efterfølgende at få meddelt opholdstilladelse eller ret i øvrigt til at
opholde sig her i landet, og hvor Udlændingestyrelsen udviser den pågældende efter
udlændingelovens § 25 b på grund af ulovligt ophold”.
Det fremgår videre, at der i afvisningssager ikke fastsættes en udrejsefrist, og at klage over en
afgørelse om afvisning ikke giver udlændingen ret til at indrejse i landet. Hvis direktivet anvendes
på sådanne tilfælde, vil det ikke være muligt at opretholde disse regler. Derfor ønskede regeringen
ikke at anvende direktivet på sager om afvisning. Udvisningsbestemmelsen i § 25 b anvendes både i
forhold til personer, der pågribes umiddelbart efter grænseoverskridelsen, og i forhold til personer,
som først pågribes på et senere tidspunkt. Afgørelser efter § 25 b i forhold til sidstnævnte gruppe
kan ikke undtages fra direktivets anvendelsesområde. Af administrative hensyn og for at sikre så
enkel en sagsbehandling som mulig blev det derfor besluttet, at alle afgørelser efter § 25 b omfattes
af direktivets regler.
Det fremgår herudover, at ved udvisning i forbindelse med kriminalitet, jf. udlændingelovens §§ 22-
24, § 25 a, stk. 1, og § 25 c vil udlændingen altid blive meddelt et indrejseforbud, jf. § 32, stk. 1.
Efter direktivet kan dette undlades. Endvidere følger det af udlændingeloven, jf. § 33, stk. 9, at
udrejsefristen i sådanne sager fastsættes til straks. Hvis direktivet anvendes på disse sager, vil dette
ikke i alle tilfælde kunne opretholdes. Regeringen fandt derfor ikke, at direktivet skulle anvendes i
sager vedrørende udvisning på grund af kriminalitet. Som følge heraf skulle direktivet heller ikke
anvendes på sager, der behandles efter udlændingelovens § 49 a. De regler, der implementerer
direktivet, vil herefter ikke gælde i forhold til tredjelandsstatsborgere, som afvises efter
udlændingelovens § 28 eller udvises på grund af kriminalitet efter udlændingelovens §§ 22-24, § 25
a, stk. 1, eller § 25 c.
Herudover fremgår det, at direktivets regler ikke anvendelse i forbindelse med udsendelsen, hvis
der tidligere er truffet en afgørelse vedrørende udlændingen, som er omfattet af direktivets
anvendelsesområde, men den pågældende nu er udvist på grund af kriminalitet. Det vil f.eks. være
tilfældet, hvis en udlænding meddeles afslag på en ansøgning om opholdstilladelse, og udlændingen
herefter udvises som følge af kriminalitet. Fra det tidspunkt, hvor udlændingen udvises på grund af
kriminalitet, finder de foreslåede bestemmelser, der skal gennemføre direktivet ikke anvendelse.
Det gælder bl.a. § 30 a om Folketingets Ombudsmands tilsyn med udsendelser.
Direktivets regler finder herudover ikke anvendelse i forhold til afgørelser om udlevering med
henblik på retsforfølgning i et andet land.
76
 UUI, Alm.del - 2019-20 - Bilag 58: Lovudkast om ændring af udlændingeloven og forskellige andre love, fra udlændinge- og integrationsministeren
Der er ved siden af udsendelsesdirektivet fastsat regler om tilbageførsel og overførsel af
asylansøgere til et andet Dublin-land i den såkaldte Dublinforordning (Rådets forordning (EF) nr.
343/2003 af 18. februar 2003). Dublin-landene omfatter EU-landene, Island, Norge og Schweiz.
Dublinforordningen skal sikre, at en asylansøgning, der indgives i et af Dublin-landene, behandles
af ét og kun et af landene. Forordningen indeholder således nogle kriterier for hvilket Dublin-land,
der er ansvarligt for at behandle en indgiven asylansøgning. Forordningen skal forhindre, at en
asylansøger får behandlet sin ansøgning i flere Dublin-lande samtidig, og at en asylansøger bliver
kastebold mellem landene, fordi ingen vil påtage sig ansvaret for at behandle ansøgningen. Hvis
Udlændingestyrelsen vurderer, at et andet Dublin-land på grundlag af Dublinforordningen er
ansvarlig for en asylansøgning, vil dette land normalt blive bedt om at overtage ansvaret for
ansøgningen. Hvis det pågældende land påtager sig ansvaret, vil asylansøgeren blive
overført/tilbageført til landet og få sin asylansøgning behandlet/færdigbehandlet der.
Udlændingelovens § 29 a indeholder regler om overførsel m.v. efter reglerne i Dublinforordningen.
Direktivet omtaler ikke forholdet til Dublinforordningen. Det indeholder således ikke retningslinjer
for, hvilke regler der har forrang i en situation, hvor der både er mulighed for at anvende direktivets
regler og Dublinforordningens regler.
Det afgørende efter Dublinforordningen er, at en asylansøger får sin asylansøgning behandlet fuldt
ud i ét af Dublin-landene. Hvis tredjelandsstatsborgeren er asylansøger i en medlemsstat, men
opholder sig ulovligt i en anden medlemsstat, kan den anden medlemsstat således vælge enten at
sende asylansøgeren tilbage til den første medlemsstat efter Dublinforordningens regler eller selv at
påtage sig ansvaret for en fuldstændig behandling af den pågældendes asylansøgning.
En forpligtelse for medlemsstaterne
–
i alle tilfælde, hvor der skal ske overførsel eller tilbageførsel
efter Dublinforordningen
–
til også at træffe en tilbagesendelsesafgørelse efter direktivets regler vil
kunne fratage Dublinforordningens regler den tilsigtede virkning, bl.a. fordi de to regelsæt
indeholder forskellige processuelle regler m.v. Det er derfor mest hensigtsmæssigt, at direktivets
regler ikke finder anvendelse i de situationer, hvor en medlemsstat vælger at overføre eller
tilbageføre tredjelandsstatsborgeren efter Dublinforordningen.
Det fremgår herefter, at de regler, der implementerer direktivet, herefter ikke finder anvendelse i
situationer, hvor udlændingemyndighederne vælger at overføre eller tilbageføre
tredjelandsstatsborgeren efter udlændingelovens § 29 a, men alene i de situationer, hvor
udlændingemyndighederne i stedet vælger selv at foretage den fulde behandling af
tredjelandsstatsborgerens asylansøgning.
8.1.13. Indrejseforbud i sager omfattet af opholdsdirektivets regler om fri bevægelighed
77
 UUI, Alm.del - 2019-20 - Bilag 58: Lovudkast om ændring af udlændingeloven og forskellige andre love, fra udlændinge- og integrationsministeren
2139967_0078.png
Udlændingelovens bestemmelser om udvisning og indrejseforbud gælder som udgangspunkt også
for udlændinge, der er omfattet af EU-reglerne om fri bevægelighed. EU-reglerne sætter imidlertid
grænser for medlemsstaternes adgang til at udvise og meddele indrejseforbud til unionsborgere og
deres familiemedlemmer.
EU-rettens almindelige forrang er afspejlet i udlændingelovens § 2, stk. 3, hvorefter de
begrænsninger, der følger af loven, kun finder anvendelse på udlændinge, der er omfattet af EU-
reglerne, i det omfang det er foreneligt med disse regler.
Hvad angår
kriterierne for udvisning
fastslår udlændingelovens § 26 b nærmere, at udlændinge,
som er omfattet af EU-reglerne, alene kan udvises i overensstemmelse med de principper, der efter
EU-reglerne gælder for begrænsning af retten til fri bevægelighed.
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2004/38/EF af 29. april 2004 om unionsborgeres og deres
familiemedlemmers ret til at færdes og opholde sig frit på medlemsstaternes område
(opholdsdirektivet) indeholder regler, som beskytter unionsborgere, der udøver retten til fri
bevægelighed, og deres familiemedlemmer imod udvisning. Direktivet er gennemført i dansk ret
ved bekendtgørelse nr. 318 af 27. marts 2019 om ophold i Danmark for udlændinge, der er omfattet
af Den Europæiske Unions regler (EU-opholdsbekendtgørelsen).
De nærmere regler om medlemsstaternes mulighed for at udvise udlændinge, som er omfattet af
EU-reglerne om fri bevægelighed, følger af opholdsdirektivets kapitel VI, artikel 27-33. Efter disse
regler, kan udvisning alene ske af hensyn til den offentlige orden, sikkerhed eller sundhed, hvilket
f.eks. kan være tilfældet, når udvisningen sker på grund af kriminalitet. Det følger modsætningsvis
af direktivets artikel 15, stk. 3, samt forudsætningsvis af direktivets artikel 32, at en udlænding, der
udvises af hensyn til den offentlige orden, sikkerhed eller sundhed, kan pålægges et indrejseforbud.
Opholdsdirektivets artikel 15, stk. 1, fastslår, at de proceduremæssige garantier om bl.a. skriftlighed
og adgang til domstolsprøvelse, der ifølge direktivets artikel 30 og 31 gælder, når en
værtsmedlemsstat træffer afgørelse om udvisning af unionsborgere og deres familiemedlemmer af
hensyn til den offentlige orden, sikkerhed eller sundhed,
finder tilsvarende anvendelse,
når en
værtsmedlemsstat
af andre grunde
pålægger en unionsborger eller et familiemedlem at udrejse af
landet. Dette kan f.eks. være tilfældet, når en værtsmedlemsstat konstaterer, at en unionsborger eller
et familiemedlem ikke (eller ikke længere) opfylder de betingelser for ophold, som gælder efter
henholdsvis direktivets artikel 6 (om ret til ophold i
indtil tre måneder)
og 7 (om ret til ophold i
mere end tre måneder).
Det følger af opholdsdirektivets artikel 15, stk. 3, at værtsmedlemsstaten
ikke
må lade en sådan afgørelse ledsage af et
indrejseforbud.
EU-Domstolen har den 10. september 2019 i sin dom i den præjudicielle sag C-94/18, Nalini
Chenchooliah mod Irland, fastslået, at forbuddet mod at fastsætte et indrejseforbud, jf. artikel 15,
stk. 3, også gælder, når et tredjelandsfamiliemedlem pålægges at udrejse af en medlemsstat, fordi
78
 UUI, Alm.del - 2019-20 - Bilag 58: Lovudkast om ændring af udlændingeloven og forskellige andre love, fra udlændinge- og integrationsministeren
betingelserne for ophold ikke længere er opfyldt
–
f.eks. fordi den unionsborger, hvoraf den
pågældende afledte en ret til ophold, ikke længere opholder sig i landet.
Udlændinge- og Integrationsministeriet orienterede den 12. november 2019 Folketinget om
Chenchooliah-dommens
konsekvenser for dansk ret ved notatet ”Juridisk vurdering af EU-
Domstolens dom i den præjudicielle sag C-94/18, Nalini Chenchooliah mod Irland (Chenchooliah-
dommen), og orientering om ændring af praksis for meddelelse af indrejseforbud til unionsborgere,
som udvises administrativt for ulovligt ophold” (UUI alm. del, saml. 2019-20,
bilag 16).
Det anføres i notatets afsnit 4, s. 5 f., at Chenchooliah-dommen efter Udlændinge- og
Integrationsministeriets og Justitsministeriets opfattelse
ikke
betyder, at der
aldrig
vil kunne træffes
afgørelse om udvisning med indrejseforbud for tredjelandsstatsborgere, der én gang har været
omfattet af opholdsdirektivet. I den forbindelse anføres det, at det efter ministeriernes opfattelse er
naturligt at antage, at der skal være
en vis sammenhæng
mellem den udøvelse af fri bevægelighed,
der begrundede den opholdsret, som ikke længere består, og den afgørelse om udvisning, som
myndighederne træffer. Det anføres dog også, at det med EU-Domstolens dom må anses for
fastslået, at medlemsstaterne
–
i udvisningssituationer berørt af dommen
–
ikke kan betinge
anvendelsen af de proceduremæssige garantier efter artikel 15, jf. artikel 30 og 31, af en snæver
tidsmæssig sammenhæng mellem opholdsrettens ophør og afgørelsen om udvisning.
Er der imidlertid f.eks. tale om, at den tredjelandsstatsborger, hvis EU-opholdsret er konstateret
ophørt af myndighederne, efterfølgende fysisk faktisk har afbrudt sit (nu) ulovlige ophold i
værtsmedlemsstaten ved at
udrejse varigt
(i hvilken forbindelse den pågældende typisk vil have
opgivet sin bopæl), anføres det i notatet, at dette efter Udlændinge- og Integrationsministeriets og
Justitsministeriets opfattelse efter en konkret og individuel vurdering må antages at kunne føre til, at
vedkommende ikke er omfattet af opholdsdirektivets artikel 15 i en (fremtidig) udvisningssituation.
Det anføres endvidere, at det samme efter Udlændinge- og Integrationsministeriets og
Justitsministeriets opfattelse må gælde, hvis en udvisningsafgørelse efter artikel 15
er effektueret
ved tredjelandsstatsborgerens fysiske udrejse af Unionen
efter værtsmedlemsstatens
udsendelsesforanstaltning, og vedkommende vender tilbage uden at have et lovligt opholdsgrundlag
og derfor befinder sig i en ny udvisningssituation.
8.2.
Ministeriets overvejelser
Udlændingelovens § 32 blev nyaffattet i 1998. Siden da har der været adskillige lovændringer, som
har justeret, præciseret og ændret den oprindelige bestemmelse og dennes opbygning.
Bestemmelsen derfor bl.a. flere gentagelser af definitionen af et indrejseforbud, ligesom reglerne
om varigheden af indrejseforbud findes i flere af bestemmelsens stykker.
Det er Udlændinge- og Integrationsministeriets vurdering, at det vil bidrage til et bedre overblik
over bestemmelsen, hvis de enkelte regler i udlændingelovens § 32, stk. 1, grupperes og
79
 UUI, Alm.del - 2019-20 - Bilag 58: Lovudkast om ændring af udlændingeloven og forskellige andre love, fra udlændinge- og integrationsministeren
systematiseres på ny, og overflødige regler udgår. Det er endvidere vurderingen, at det kan bidrage
til forenkling af bestemmelserne vedrørende fastsættelse af et indrejseforbud samt skabe mere
klarhed over reglerne om udvisning og indrejseforbud, hvis virkningen af en udvisningsafgørelse
udgår af udlændingelovens § 32, stk. 1, 1. pkt., og i stedet indsættes som en selvstændig
bestemmelse i udlændingelovens kapitel 4 om udvisning. Herefter vil udlændingelovens § 32 alene
indeholde bestemmelser om indrejseforbud.
Det er på den baggrund Udlændinge- og Integrationsministeriets vurdering, at bestemmelsen bør
nyaffattes, således at bestemmelsen bliver mere lettilgængelig. Ved en sådan nyaffattelse vil der
hovedsageligt være tale om en videreførelse af gældende ret.
Tredjelandsstatsborgere, der udvises administrativt, skal som udgangspunkt meddeles et
indrejseforbud efter udsendelsesdirektivets regler. Et sådant indrejseforbud indebærer, at den
pågældende ikke må indrejse og opholde sig på medlemsstaternes område i en nærmere angivet
periode. Medlemsstaternes område udgøres på nuværende tidspunkt af EU-landene (undtaget Det
Forenede Kongerige og Irland) samt de Schengenassocierede lande: Norge, Liechtenstein, Island og
Schweiz. Indrejseforbuddet skal regnes fra den dato, hvor den pågældende udlænding faktisk har
forladt medlemsstaternes område.
Det bemærkes, at udsendelsesdirektivets regler ikke finder anvendelse i forbindelse med en
afgørelse om udlevering med henblik på retsforfølgning i et andet land. Udsendelsesdirektivet
finder heller ikke anvendelse i situationer, hvor udlændingemyndighederne vælger at overføre eller
tilbageføre tredjelandsstatsborgeren efter udlændingelovens § 29 a, men alene i de situationer, hvor
udlændingemyndighederne i stedet vælger selv at foretage den fulde behandling af
tredjelandsstatsborgerens asylansøgning.
Størstedelen af de indrejseforbud, der i dag meddeles, er til tredjelandsstatsborgere, og skal
behandles i overensstemmelse med udsendelsesdirektivets regler. Det fremgår ikke tydeligt af de
gældende bestemmelser, at indrejseforbud efter udsendelsesdirektivets regler indebærer,
at den
pågældende ikke må indrejse og opholde sig på medlemsstaternes område.
Det fremgår herudover
ikke, at indrejseforbuddet
skal regnes fra den dato, hvor den pågældende udlænding faktisk har
forladt medlemsstaternes område.
Det er på den baggrund Udlændinge- og Integrationsministeriets
vurdering, at de relevante bestemmelser bør justeres.
Udlændinge- og Integrationsministeriet er herudover blevet opmærksom på, som ligeledes oplyst
over for Folketinget ved brev af 6. september 2019, at der
–
i forbindelse med den ændring af
udlændingeloven, der blev foretaget ved lov nr. 318 af 25. april 2018
–
er sket en utilstrækkelig
gennemførelse af udsendelsesdirektivet i forhold til beregning af indrejseforbud. I forbindelse med
ændringen blev der således ved en fejl ikke taget højde for, at virkningen af et indrejseforbud ifølge
udsendelsesdirektivet som fortolket af EU-Domstolen skulle beregnes fra tidspunktet for udrejsen
fra medlemsstaternes område og ikke blot fra udrejsen fra den enkelte medlemsstat.
Det er på den
80
 UUI, Alm.del - 2019-20 - Bilag 58: Lovudkast om ændring af udlændingeloven og forskellige andre love, fra udlændinge- og integrationsministeren
baggrund Udlændinge- og Integrationsministeriets vurdering, at den relevante bestemmelse bør
justeres.
På baggrund af Rådets henstilling af 15. februar 2018 er det Udlændinge- og Integrationsministeriet
vurdering, at det forhold, at det som led i beslutningen om udvisning i medfør af udlændingelovens
§ 25 b, stk. 2, og dermed som led i beslutning om meddelelse af et indrejseforbud, dels skal
vurderes, om særlige grunde taler herimod, jf. udlændingelovens § 25 b, stk. 2, dels skal vurderes,
om udvisningen må antages at virke særligt belastende for udlændingen, jf. udlændingelovens § 26,
stk. 1, indebærer, at der er givet de danske myndigheder en for bred margin til at vurdere, om der
skal pålægges en tredjelandsstatsborger et indrejseforbud.
For at sikre en mere direkte implementering af udsendelsesdirektivet, er det Udlændinge- og
Integrationsministeriets vurdering, at et indrejseforbud ikke bør være afhængig af en forudgående
udvisning, men i stedet bør meddeles som direkte konsekvens af, at en tredjelandsstatsborger
pålægges at udrejse af landet straks eller ikke er udrejst i overensstemmelse med udrejsefristen.
Det er Udlændinge- og Integrationsministeriets vurdering, at der vil blive tale om en lettelse af
sagsbehandlingen, ligesom flere forventes at blive pålagt et indrejseforbud, idet indrejseforbuddet
vil blive meddelt i umiddelbar forbindelse med fastsættelse af udrejsefristen til straks eller
umiddelbart i forlængelse af konstateringen af, at en udrejsefrist er overtrådt. Der skal således ikke
længere ske en yderligere vurdering af, om der er særlige grunde, der taler imod udvisning og
meddelelse af indrejseforbud.
Det er samtidig Udlændinge- og Integrationsministeriets vurdering, at også udvisning af en
udlænding, som er tredjelandsstatsborger, som sker i medfør af udlændingelovens § 25 a, stk. 2,
eller § 25 b, stk. 1, kan være omfattet af udsendelsesdirektivets anvendelsesområde, og at dette bør
afspejles direkte i en nyaffattelse af udlændingelovens § 32.
En udlænding, der udvises efter udlændingelovens §§ 22-24, og som er idømt en ubetinget
fængselsstraf af mere end 1 år og 6 måneder, men ikke over 2 år, vil kunne meddeles et
indrejseforbud for 12 år efter udlændingelovens gældende § 32, stk. 2, nr. 3,
eller
et indrejseforbud
for bestandigt efter udlændingelovens gældende § 32, stk. 2, nr. 4. Det er Udlændinge- og
Integrationsministeriets opfattelse, at overlappet mellem bestemmelsernes anvendelsesområde beror
på en fejl.
Et indrejseforbud i forbindelse med udvisning efter §§ 22-24 kan meddeles af kortere varighed, end
hvad ellers følger af § 32, stk. 2 og 3, hvis resultatet ellers vil indebære, at udvisning med sikkerhed
vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser, jf. udlændingelovens § 32, stk. 5, 3. pkt.
Udlændingelovens §§ 22-24 indeholder de almindelige bestemmelser om udvisning af kriminelle
udlændinge.
81
 UUI, Alm.del - 2019-20 - Bilag 58: Lovudkast om ændring af udlændingeloven og forskellige andre love, fra udlændinge- og integrationsministeren
Det følger af udlændingelovens § 32, stk. 5, 2. pkt., at der kan meddeles et indrejseforbud i
forbindelse med udvisning efter § 25, nr. 1 (udlændinge, der er til fare for statens sikkerhed), eller §
25, nr. 2 (når udlændingen anses for en alvorlig trussel mod den offentlige orden eller sikkerhed) af
kortere varighed end bestandigt, hvis et indrejseforbud for bestandigt vil være i strid med Danmarks
internationale forpligtelser.
Efter udlændingelovens § 32, stk. 12, er der ligeledes adgang til at meddele et indrejseforbud af
kortere varighed end bestandigt, hvis et indrejseforbud for bestandigt vil være i strid med Danmarks
internationale forpligtelser. Udlændingelovens § 32, stk. 12, drejer sig om personer, hvis opholdsret
eller opholdstilladelse er bortfaldet efter 21 b, som følge af at de opholder eller har opholdt sig uden
for landet, og der er grund til at antage, at de under opholdet uden for landet deltager eller har
deltaget i aktiviteter, hvor dette kan indebære eller forøge en fare for statens sikkerhed, andre staters
sikkerhed eller en væsentlig trussel mod den offentlige orden.
Det er Udlændinge- og Integrationsministeriets opfattelse, at der, henset til karakteren af de
aktiviteter, der er baggrunden for afgørelser efter udlændingelovens §§ 21 b og 25, ikke bør være
lempeligere adgang til i sådanne situationer at meddele et indrejseforbud af kortere varighed end
bestandigt, end adgangen til at meddele et indrejseforbud af kortere varighed i forbindelse med
udvisning efter udlændingelovens §§ 22-24.
Hvad angår
den særlige retsstilling, der
med hensyn til muligheden for at fastsætte indrejseforbud i
forbindelse med afgørelser om udvisning
i visse tilfælde gælder for
udlændinge omfattet af EU-
reglerne om fri bevægelighed,
jf. afsnit 8.1.13 ovenfor,
finder Udlændinge- og
Integrationsministeriet, at det
–
herunder i lyset af Chenchooliah-dommen, som ligeledes er omtalt
ovenfor (afsnit 8.1.13)
–
kan være hensigtsmæssigt
at tydeliggøre,
at meddelelse af indrejseforbud i
forhold til denne persongruppe forudsætter, at udlændingen er
udvist
af hensyn til
den offentlige
orden, sikkerhed og sundhed.
Ministeriet henviser i den forbindelse til almindelige
retssikkerhedsbetragtninger og administrative hensyn.
Endelig er det Udlændinge- og Integrationsministeriets opfattelse, at bestemmelserne om bortfald
og ophævelse af et indrejseforbud med fordel kan samles i en bestemmelse. I forbindelse hermed er
det ministeriets opfattelse, at bestemmelsen om ophævelse af et indrejseforbud for personer
omfattet af EU-reglerne, jf. udlændingelovens § 32, stk. 8, med fordel kan formuleres mere
direktivnært. Der vil alene være tale om en tydeliggørelse af, hvad der allerede gælder i dag.
8.3.
Den foreslåede ordning
Det foreslås, at udlændingelovens § 32, stk. 1-5 og 7-12 nyaffattes som ny § 32 stk. 1-8, og at
udlændingelovens § 32, stk. 6, ophæves.
Formålet med nyaffattelsen er først og fremmest at gøre loven mere overskuelig og lettere at læse
ved at systematisere § 32 efter indhold, således at bestemmelserne om meddelelse af indrejseforbud
82
 UUI, Alm.del - 2019-20 - Bilag 58: Lovudkast om ændring af udlændingeloven og forskellige andre love, fra udlændinge- og integrationsministeren
samles i § 32, stk. 1-3, reglerne om indrejseforbuds varighed samles i § 32, stk. 4 og 5, reglerne om,
hvornår indrejseforbud skal regnes fra samles i § 32, stk. 6, reglerne om ophævelse af
indrejseforbud samles i § 32, stk. 7, og reglerne om bortfald af indrejseforbud samles i
udlændingelovens § 32, stk. 8.
I forlængelse heraf foreslås det endvidere, at virkningen af en udvisning i relation til retten til
ophold i Danmark udgår af udlændingelovens § 32, stk. 1, 1. pkt., og i stedet indsættes i
udlændingelovens kapitel 4 om udvisning. Herefter vil udlændingelovens § 32 alene indeholde
bestemmelser vedrørende indrejseforbud. Formålet med den foreslåede ændring er at skabe mere
klarhed mellem reglerne om udvisning og indrejseforbud i udlændingeloven. Endvidere vil
bestemmelsen blive sprogligt forenklet, ligesom det vil blive præciseret, at alle typer af
opholdsgrundlag bortfalder, når en udlænding udvises. Der er således ikke tilsigtet materielle
ændringer af indholdet af gældende ret.
Idet hovedformålet med nyaffattelsen er at gøre loven lettere at læse, videreføres gældende ret som
det klare udgangspunkt ved nyaffattelsen.
Det foreslås herudover at præcisere udlændingelovens § 32, stk. 1, således, at det tydeliggøres, at
indrejseforbud gælder for det område, som er fastsat i afgørelsen. På samme måde justeres
bestemmelsen i udlændingelovens § 32, stk. 12 (den foreslåede § 32, stk. 1, nr. 5), således at det
fremgår, at indrejseforbud gælder for det område, som er fastsat i afgørelsen. Den foreslåede
ændring indebærer, at der kan meddeles indrejseforbud, der er geografisk afgrænset til enten
Danmark eller til medlemsstaterne til udsendelsesdirektivet.
Der skal som hidtil meddeles et indrejseforbud, der forbyder indrejse og ophold i Danmark til
udlændinge, der er udvist som følge af kriminalitet efter udlændingelovens §§ 22-24, § 25 a, stk. 1,
og § 25 c. Et indrejseforbud efter den foreslåede § 32, stk. 1, nr. 3-5, vil skulle forbyde indrejse og
ophold i Danmark. Er udlændingen tredjelandsstatsborger og befinder sig i Danmark, vil den
pågældende dog være omfattet af udsendelsesdirektivets regler, hvorfor indrejseforbuddet skal
gælde for medlemsstaternes område.
Et indrejseforbud efter den foreslåede § 32, stk. 1, nr. 2, vil skulle forbyde indrejse og ophold på
medlemsstaternes område.
Der foreslås herudover enkelte ændringer af ren sproglig karakter.
Det foreslås således, at ordlyden af udlændingelovens § 32, stk. 1, undergår en sproglig forenkling,
således at der fremover skal meddeles et indrejseforbud til en udlænding, der er udvist. Der er med
ændringen ikke tilsigtet materielle ændringer af gældende ret. En udlænding, der er udvist, vil
således fortsat omfatte udvisninger ved dom, kendelse og beslutning (administrativ udvisning).
83
 UUI, Alm.del - 2019-20 - Bilag 58: Lovudkast om ændring af udlændingeloven og forskellige andre love, fra udlændinge- og integrationsministeren
Efter den gældende § 32, stk. 1, medfører en udvisning, at den pågældende udlænding ikke uden
tilladelse på ny må indrejse og opholde sig her i landet. Et indrejseforbud efter den gældende
udlændingelovs § 32, stk. 9, 10 og 12, medfører derimod efter ordlyden af bestemmelserne, at den
pågældende ikke uden tilladelse må indrejse og opholde sig her i landet. Med henblik på gøre loven
mere letlæselig foreslås det, at indrejseforbud fremover defineres ensartet, jf. forslaget til § 32, stk.
1. Et indrejseforbud efter den foreslåede bestemmelse vil i alle tilfælde indebære, at den
pågældende ikke på ny må indrejse og opholde sig på det relevante område. Der er ikke tilsigtet
indholdsmæssige ændringer med denne del af lovændringen.
Det foreslås herudover at justere bestemmelserne om indrejseforbuds virkningstidspunkt, således at
indrejseforbuddet skal regnes fra den dato, hvor den pågældende udrejser eller udsendes fra det
område, indrejseforbuddet vedrører. Det betyder, at et indrejseforbud efter udsendelsesdirektivets
regler skal regnes fra den dato, hvor den pågældende forlader medlemsstaternes område. Et
indrejseforbud, der forbyder indrejse og ophold i Danmark, skal regnes fra den dato, hvor den
pågældende forlader Danmark.
Det foreslås endvidere, at den nugældende bestemmelse i udlændingelovens § 25 b, stk. 2, ophæves,
og erstattes af en ny bestemmelse i udlændingelovens § 32, stk. 1, nr. 2, således at et indrejseforbud
for udlændinge, der pålægges at udrejse straks eller ikke udrejser i overensstemmelse med en fastsat
udrejsefrist, ikke fremover også forudsætter en udvisning.
Det foreslås derfor, at der som udlændingelovens § 32, stk. 1, nr. 2, indsættes en bestemmelse,
hvorefter udlændinge, der pålægges at udrejse straks eller ikke udrejser i overensstemmelse med en
fastsat udrejsefrist, systematisk vil blive pålagt et indrejseforbud. Det betyder, at den myndighed der
fastsætter en udrejsefrist til straks samtidig skal træffe afgørelse om indrejseforbud. Det betyder
også, at de situationer, hvor en fastsat udrejsefrist er tilsidesat af udlændingen, skal der træffes
afgørelse om indrejseforbud. En sådan afgørelse skal som udgangspunkt træffes af den myndighed,
som konstaterer, at der er tale om ulovligt ophold efter udløbet af en fastsat udrejsefrist. Konstateres
dette imidlertid f.eks. i forbindelse med en klagesagsbehandling af Udlændingenævnet eller
Flygtningenævnet må spørgsmålet om afgørelse om indrejseforbud imidlertid henvises til
Udlændingestyrelsen eller Styrelsen for International Rekruttering og Integration.
Den foreslåede ændring vil indebære, at en afgørelse om, at en udlænding, for hvem udrejsefristen
fastsættes til straks samt udlændinge, der ikke er udrejst i overensstemmelse med en fastsat
udrejsefrist, medfører, at den pågældende systematisk får et indrejseforbud af den myndighed, der
enten fastsætter udrejsefristen eller konstaterer, at der er tale om ulovligt ophold efter udløbet af en
tidligere fastsat udrejsefrist.
Det foreslås, at det i et selvstændigt stykke i udlændingelovens § 32 (stk. 2) tydeliggøres, at der
alene fastsættes indrejseforbud i forhold til udlændinge omfattet af EU-reglerne, hvis den
pågældende er udvist af hensyn til den offentlige orden, sikkerhed eller sundhed.
Den foreslåede
bestemmelse vil udelukkende tydeliggøre den retsstilling, der med hensyn til udvisning henholdsvis
84
 UUI, Alm.del - 2019-20 - Bilag 58: Lovudkast om ændring af udlændingeloven og forskellige andre love, fra udlændinge- og integrationsministeren
med og uden indrejseforbud i forvejen gælder for udlændinge, som er omfattet af EU-reglerne, jf.
udlændingelovens § 2, stk. 3, idet der
ikke er tilsigtet nogen ændring i forhold til, hvad der allerede
følger af EU-reglerne.
Det foreslås derudover at fjerne det overlap, der efter gældende ret er mellem anvendelsesområdet
for udlændingelovens § 32, stk. 2, nr. 3 og 4.
Det foreslås samtidig at ophæve udlændingelovens § 32, stk. 6. Forslaget indebærer, at politiet ikke
længere skal udlevere en skriftlig begrundet meddelelse om indrejseforbuddet, og om strafansvaret
for overtrædelse heraf, når politiet drager omsorg for udlændingens udrejse.
Baggrunden for forslaget er, at der allerede gives en begrundelse for et meddelt indrejseforbud i
forbindelse med meddelelsen af afgørelsen, dommen eller kendelsen, hvorved udlændingen udvises
med indrejseforbud. Udlændingelovens § 32, stk. 6, opfylder derfor ikke længere det oprindelige
formål om at give udlændingen en begrundelse for et meddelt indrejseforbud. Der henvises til afsnit
6.
Det foreslås herudover at ophæve udlændingelovens § 32, stk. 1, 2. pkt., hvorefter et indrejseforbud
kan tidsbegrænses. Varigheden af indrejseforbud som følge af udvisning efter udlændingelovens §§
22-24, § 25, § 25 a, § 25 b og § 25 c, er i dag reguleret i udlændingelovens § 32, stk. 2-5.
Bestemmelsen i udlændingelovens § 32, stk. 1, 2. pkt., har således ikke længere et selvstændigt
indhold.
Med henblik på at sikre, at Danmark fuldt ud gennemfører udsendelsesdirektivets artikel 11, stk. 3,
foreslås det herudover at udvide den gældende adgang i udlændingelovens § 25 b, stk. 2, til i visse
tilfælde at undlade at meddele et indrejseforbud. Det foreslås således, at der i § 32, stk. 3, indføres
en generel adgang til i ganske særlige tilfælde, herunder af hensyn til familiens enhed, at undlade at
meddele indrejseforbud, medmindre den pågældende er udvist som følge af kriminalitet.
De gældende bestemmelser i udlændingelovens § 32, stk. 5, 2. pkt., og stk. 12, 3. pkt., foreslås
herudover ændret således, at der kun kan meddeles indrejseforbud af kortere varighed end
bestandigt, hvis det betyder, at indrejseforbud ellers med sikkerhed ville være i strid med Danmarks
internationale forpligtelser. Med forslaget vil der skulle foretages den samme vurdering efter
udlændingelovens § 32, stk. 5, 2. pkt., og stk. 12, 3. pkt., som efter den gældende § 32,
stk. 5, 3. pkt.
Endelig foreslås det, at bestemmelserne, der vedrører bortfald og ophævelse af et indrejseforbud
samles i en bestemmelse, jf. den foreslåede § 32, stk. 7. Med henblik på at tydeliggøre hvad, der
allerede gælder i dag for personer omfattet af EU-reglerne, lægges der med den foreslåede § 32, stk.
7, 1. og 2. pkt. op til en mere direktivnær gennemførelse af opholdsdirektivets artikel 32, stk. 1. Der
er ikke tilsigtet nogen materiel ændring af bestemmelsen.
Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 25.
85
 UUI, Alm.del - 2019-20 - Bilag 58: Lovudkast om ændring af udlændingeloven og forskellige andre love, fra udlændinge- og integrationsministeren
9. Betingelser for administrativ frihedsberøvelse efter § 36, stk. 1, 1. pkt.
9.1.
Gældende ret
9.1.1. Udlændingeloven
Det fremgår af udlændingelovens § 36, stk. 1, 1. pkt., at politiet så vidt muligt skal bestemme, at en
udlænding skal frihedsberøves, såfremt de i udlændingelovens § 34 nævnte mindre indgribende
foranstaltninger (deponering af pas, meldepligt mv.) ikke er tilstrækkelige til at sikre muligheden
for afvisning, for udvisning efter udlændingelovens § 25, nr. 2, §§ 25 a, 25 b og 25 c eller for
udsendelse af en udlænding, der efter reglerne i kapitlerne 1 og 3-5 a i øvrigt ikke har ret til at
opholde sig her i landet.
Det henhører under politiet at træffe beslutning om iværksættelse af en administrativ
frihedsberøvelse med henblik på udsendelse. En udlænding, der er frihedsberøvet, skal dog,
medmindre den pågældende forinden løslades, inden 3 døgn efter frihedsberøvelsens iværksættelse
fremstilles for retten, der tager stilling til frihedsberøvelsens lovlighed og fortsatte opretholdelse, jf.
udlændingelovens § 37.
Det beror på en konkret vurdering, om der er grundlag for frihedsberøvelse, eller om mindre
indgribende foranstaltninger kan anses for tilstrækkelige til at sikre udlændingens tilstedeværelse.
Det er ikke i udlændingeloven nærmere reguleret, hvilke forhold der kan lægges vægt på i
forbindelse med beslutning om frihedsberøvelse.
Det fremgår af Folketingstidende 2015-16, tillæg A, L 62 som fremsat, side 17, at der i vurderingen
af, om der kan ske frihedsberøvelse, kan indgå en række forskellige forhold vedrørende
udlændingens personlige forhold og sagens omstændigheder i øvrigt. Det kan bl.a. indgå, om
udlændingen hidtil har overholdt en pålagt meldepligt, om udlændingen tidligere har været
forsvundet, om udlændingen hidtil har samarbejdet om fastlæggelse af nationalitet og identitet og i
øvrigt bidraget til oplysning af sagens behandling, og om der i øvrigt foreligger forhold, der
nødvendiggør frihedsberøvelsen. Det kan også indgå, om udlændingen har overtrådt et
indrejseforbud eller har begået kriminalitet, ligesom der kan lægges vægt på, om udlændingen har
været genstand for en udsendelsesafgørelse i et andet land. Det kan endvidere indgå, at udlændingen
ikke er udrejst inden for den fastsatte udrejsefrist. Det forhold, at udlændingens identitet og
nationalitet er fastlagt, er ikke til hinder for frihedsberøvelse, hvis der i øvrigt er omstændigheder,
der peger på, at der er risiko for, at udlændingen vil forsvinde, jf. Folketingstidende 2015-16, tillæg
A, L 62 som fremsat, side 27.
9.1.2. Udsendelsesdirektivet
86
 UUI, Alm.del - 2019-20 - Bilag 58: Lovudkast om ændring af udlændingeloven og forskellige andre love, fra udlændinge- og integrationsministeren
Det fremgår af udsendelsesdirektivets artikel 15, stk. 1, at medmindre andre tilstrækkelige og
mindre indgribende foranstaltninger kan anvendes effektivt i det konkrete tilfælde, må
medlemsstaterne kun frihedsberøve en tredjelandsstatsborger, der er genstand for
tilbagesendelsesprocedurer, for at forberede en tilbagesendelse og/eller gennemføre en udsendelse,
og at dette navnlig kan ske, når der er risiko for, at den pågældende vil forsvinde, eller når den
pågældende tredjelandsborger undviger eller lægger hindringer i vejen for forberedelsen af
tilbagesendelses- eller udsendelsesprocessen.
Bestemmelsen indeholder ikke en udtømmende opregning af de situationer, der kan begrunde en
frihedsberøvelse.
Enhver frihedsberøvelse skal være af så kort varighed som muligt og må kun opretholdes, så længe
udsendelsen er under forberedelse og gennemføres med nødvendig omhu. Derudover kan der kun
ske frihedsberøvelse, når der er reel udsigt til udsendelse.
Ifølge udsendelsesdirektivets artikel 3, stk. 7, betyder ”risiko for, at den pågældende vil forsvinde”:
tilstedeværelsen i den enkelte sag af grunde, baseret på objektive, lovfæstede kriterier, til at
formode, at en tredjelandsstatsborger, der er genstand for tilbagesendelsesprocedurer, vil forsvinde.
9.1.3. Rådets henstilling
Rådet har i sin gennemførelsesafgørelse af 15. februar 2018 henstillet, at Danmark ændrer
udlændingeloven for at sikre, at der fastsættes objektive kriterier for, hvornår der er risiko for, at en
tredjelandsstatsborger forsvinder.
9.2.
Ministeriets overvejelser
Som følge af Rådets henstilling om, at Danmark ændrer udlændingeloven for at sikre, at der (i
loven) fastsættes objektive kriterier for, hvornår der er risiko for, at en tredjelandsstatsborger
forsvinder, foreslås det, at der fastsættes sådanne kriterier eksplicit i udlændingelovens § 36.
Det er herefter Udlændinge- og Integrationsministeriets vurdering, at udlændingelovens regler om
administrativ frihedsberøvelse bør ændres, således at det direkte i bestemmelsen og svarende til
udsendelsesdirektivets artikel 15, stk. 1, litra a og b, fastsættes at det ved beslutning om
frihedsberøvelse efter udlændingelovens § 36, stk. 1, 1. pkt., navnlig skal indgå, om der er risiko
for, at den pågældende vil forsvinde, eller at den pågældende tredjelandsborger undviger eller
lægger hindringer i vejen for forberedelsen af tilbagesendelses- eller udsendelsesprocessen.
Det er Udlændinge- og Integrationsministeriets opfattelse, at den foreslåede bestemmelse
i udlændingelovens § 36, stk. 9, finder anvendelse for alle udlændinge og uanset om
frihedsberøvelsen omfatter udlændinge, der er omfattet af udsendelsesdirektivet, eller omfatter
87
 UUI, Alm.del - 2019-20 - Bilag 58: Lovudkast om ændring af udlændingeloven og forskellige andre love, fra udlændinge- og integrationsministeren
udviste kriminelle, som frihedsberøves med henblik på udsendelse efter udlændingelovens § 36, stk.
1, 1. pkt. Opregningen af objektive kriterier er ikke udtømmende.
Formålet med forslaget er således at kodificere en eksisterende forpligtelse i overensstemmelse med
udsendelsesdirektivets ordlyd.
9.3.
Den foreslåede ordning
Det foreslås, at det som et nyt stykke 9 i udlændingelovens § 36 fastsættes, at det ved beslutning om
frihedsberøvelse efter udlændingelovens § 36, stk. 1, 1. pkt., navnlig vil skulle indgå, om der er
risiko for, at den pågældende vil forsvinde, eller om den pågældende tredjelandsstatsborger
undviger eller lægger hindringer i vejen for forberedelsen af tilbagesendelses- eller
udsendelsesprocessen.
Den foreslåede bestemmelse vil alene omfatte frihedsberøvelse efter udlændingelovens § 36, stk. 1,
1. pkt., dvs. frihedsberøvelse af en udlænding med henblik på afvisning, udvisning eller udsendelse.
Det tilsigtes ikke med den foreslåede ændring at ændre praksis for, hvornår der kan ske
frihedsberøvelse efter udlændingelovens § 36, stk. 1, 1. pkt. De kriterier, der nu foreslås indført,
forudsættes allerede i dag at skulle indgå med særlig vægt i en beslutning om administrativ
frihedsberøvelse efter udlændingelovens § 36, stk. 1, 1. pkt., men der vil ikke være tale om en
udtømmende opregning af de grunde, der kan begrunde en administrativ frihedsberøvelse. Der vil
fortsat kunne lægges vægt på andre forhold i den konkrete sag. Det er endvidere tilstrækkeligt, at ét
af de to nævnte kriterier er opfyldt, for at der kan ske frihedsberøvelse, såfremt betingelserne i
øvrigt er opfyldt.
De overordnede kriterier for, hvornår der er risiko for, at en udlænding forsvinder foreslås at svare
til de kriterier, der fremgår af udlændingelovens § 33, stk. 2, 6. pkt., om betingelser for at fastsætte
en udrejsefrist til straks. Det vil således være den samme vurdering af spørgsmålet om risiko for
forsvinding, der kan føre til, at udrejsefristen fastsættes til straks, og til, at der kan ske administrativ
frihedsberøvelse med henblik på udsendelse. Risiko for, at udlændingen vil forsvinde eller unddrage
sig udsendelse, vil således foreligge, når udlændingen undviger eller lægger hindringer i vejen for
forberedelsen af tilbagesendelses- eller udsendelsesprocessen, og når udlændingen ikke medvirker
under eller lægger hindringer i vejen for sagens behandling, eller når der i øvrigt på baggrund af
oplysningerne om udlændingen og opholdets varighed og karakter er grund til at antage, at
udlændingen vil forsvinde eller unddrage sig udsendelse.
10. Betingelser for administrativ frihedsberøvelse efter § 36, stk. 1, 2. pkt.
10.1. Gældende ret
10.1.1. Udlændingeloven
88
 UUI, Alm.del - 2019-20 - Bilag 58: Lovudkast om ændring af udlændingeloven og forskellige andre love, fra udlændinge- og integrationsministeren
Det fremgår af udlændingelovens § 36, stk. 1, 2. pkt., at politiet kan træffe bestemmelse om
frihedsberøvelse af en udlænding med henblik på at sikre muligheden for afvisning eller overførsel
efter reglerne i kapitel 5 a, hvis der er en væsentlig risiko for, at den pågældende forsvinder, og de i
§ 34 nævnte foranstaltninger ikke er tilstrækkelige.
Udlændingelovens § 36, stk. 1, 2. pkt., gennemfører den del af artikel 28, stk. 2, i Europa-
Parlamentets og Rådets forordning nr. 604/2013 om fastsættelse af kriterier og procedurer til
afgørelse af, hvilken medlemsstat, der er ansvarlig for behandlingen af en ansøgning om
international beskyttelse, der er indgivet af en tredjelandsstatsborger eller en statsløs i en af
medlemsstaterne (Dublinforordningen), hvorefter en udlænding kan frihedsberøves for at sikre
overførselsprocedurerne efter forordningen, hvis der er en væsentlig risiko for, at den pågældende
forsvinder.
Det beror på en konkret vurdering, om der er grundlag for frihedsberøvelse efter § 36, stk. 1, 2. pkt.
Det fremgår af lovbemærkningerne, jf. Folketingstidende 2013-14, tillæg A, L 7 som fremsat, side
17, at der i vurderingen af, hvorvidt der foreligger en væsentlig risiko for forsvinden, skal lægges
særligt vægt på, om den pågældende udlænding har søgt asyl i flere andre lande, der er tilsluttet
Dublinforordningen, før indgivelse af asylansøgning i Danmark, eller under opholdet i Danmark har
forsøgt at indrejse og søge asyl i en anden medlemsstat.
Endvidere skal der lægges vægt på, om den pågældende antræffes af politiet og ikke har indgivet
ansøgning om asyl her i landet eller i øvrigt ikke har lovligt ophold, om den pågældende tidligere
har været overført fra Danmark i medfør af Dublinforordningen og på ny er indrejst her i landet,
eller om den pågældende tidligere har unddraget sig, eller forsøgt at unddrage sig afvisning eller
overførsel.
Herudover skal der lægges vægt på, om den pågældende har forsømt at overholde foranstaltninger,
som den pågældende er pålagt i medfør af udlændingelovens § 34 (deponering af pas, meldepligt
mv.) til sikring af den pågældendes tilstedeværelse, om den pågældende over for
udlændingemyndighederne eller politiet har givet udtryk for ikke at ville følge en afgørelse om
afvisning eller overførsel, eller om den pågældende er blevet udvist administrativt efter § 25 a, stk.
2, eller § 25 b.
Endelig skal det tillægges vægt, om den pågældende er indrejst i strid med et indrejseforbud udstedt
her i landet eller i en andet medlemsstat, eller om sagens omstændigheder i øvrigt, herunder
længden af et ulovligt ophold, bestyrker vurderingen af, at der er en væsentlig risiko for forsvinden.
Det forhold alene, at udlændingen er genstand for en afgørelse om afvisning eller overførsel, er ikke
tilstrækkeligt til at begrunde en frihedsberøvelse.
89
 UUI, Alm.del - 2019-20 - Bilag 58: Lovudkast om ændring af udlændingeloven og forskellige andre love, fra udlændinge- og integrationsministeren
10.1.2. Dublinforordningen
Det fremgår af Dublinforordningens artikel 28, stk. 2, at medlemsstaterne kan frihedsberøve en
person, hvis der er væsentlig risiko for, at den pågældende forsvinder for at sikre
overførselsprocedurerne i overensstemmelse med denne forordning på grundlag af en individuel
vurdering af hver sag, og kun hvis frihedsberøvelsen er en forholdsmæssig foranstaltning, og andre
mindre indgribende foranstaltninger ikke kan anvendes effektivt.
Frihedsberøvelsen skal være så kort som mulig og må ikke overskride det tidsrum, der med
rimelighed kan kræves for at gennemføre de nødvendige administrative procedurer med behørig
omhu, indtil overførslen i henhold til denne forordning er gennemført.
Ifølge Dublinforordningens artikel 2, litra n, betyder
”risiko for, at den pågældende forsvinder”:
tilstedeværelse i den enkelte sag af grunde, der er baseret på objektive, lovfæstede kriterier, til at
tro, at en ansøger eller en tredjelandsstatsborger eller statsløs, der er genstand for en
tilbagesendelsesprocedure vil forsvinde.
10.2. Ministeriets overvejelser
Som følge af Rådets henstilling af 15. februar 2018
–
som beskrevet ovenfor i
afsnit 9
–
hvor
Danmark anbefales at ændre udlændingeloven for at sikre, at der (i loven) fastsættes objektive
kriterier for, hvornår der er risiko for, at en tredjelandsstatsborger forsvinder i forhold til
udsendelsesdirektivets artikel 3, stk. 7, og udlændingelovens § 36, stk. 1, 1. pkt., foreslås det, som
beskrevet ovenfor, at der fastsættes sådanne kriterier eksplicit i udlændingelovens § 36, jf.
lovforslagets § 1, nr. 43. De objektive kriterier fremgår i dag af lovbemærkningerne.
Dublinforordningens artikel 2, litra n, er stort set enslydende med udsendelsesdirektivets artikel 3,
stk. 7. Begge bestemmelser fastslår således, at der skal foreligge objektive, lovfæstede kriterier, der
kan fastslå, om der er ”risiko for, at den pågældende vil forsvinde”.
Det er på den baggrund ministeriets ønske at skabe en ensartethed mellem § 36, stk. 1, 1. og 2. pkt.,
således at de objektive kriterier, der skal indgå i vurderingen også efter § 36, stk. 1, 2. pkt.,
indskrives direkte i udlændingeloven. De objektive kriterier fremgår i dag af lovbemærkningerne.
EU-Domstolen har ved dom af 15. marts 2017 i sagen C-528/15, Al Chodor, behandlet et
præjudicielt spørgsmål om, hvorvidt Den Tjekkiske Republik havde hjemmel til at frihedsberøve tre
udlændinge efter reglerne i Dublinforordningen med det formål at undgå, at de pågældende
udlændinge ville forsvinde, og dermed sikre overførsel i henhold til Dublinforordningen, henset til
at de tjekkiske myndigheder ikke ved lov havde fastsat objektive kriterier for at vurdere, om der er
væsentlig risiko for, at en udenlandsk statsborger vil forsvinde. EU-Domstolen fastslog, at
Dublinforordningens artikel 2, litra n, sammenholdt med artikel 28, stk. 2, skal fortolkes således, at
bestemmelserne pålægger medlemsstaterne at fastsætte de objektive kriterier i en bindende
90
 UUI, Alm.del - 2019-20 - Bilag 58: Lovudkast om ændring af udlændingeloven og forskellige andre love, fra udlændinge- og integrationsministeren
almengyldig bestemmelse, og at manglen på en sådan
Dublinforordningens artikel 28, stk. 2, ikke finder anvendelse.
bestemmelse
medfører,
at
Ved kendelse af 12. november 2019 har Højesteret endvidere taget nærmere stilling til spørgsmålet
om, hvorvidt kravet om objektive, lovfæstede kriterier i Dublinforordningens artikel 2, litra n, er
opfyldt i henhold til dansk lovgivning. Højesteret har i den forbindelse bemærket, at det er nærmere
beskrevet i forarbejderne til udlændingelovens § 36, stk. 1, 2. pkt., hvilke kriterier, der indgår i
vurderingen af, om der er væsentlig risiko for, at en udlænding vil forsvinde. Højesteret har således
fundet, at bestemmelsen derved opfylder kravet i Dublinforordningens artikel 2, litra n, som
fortolket i Al Chodor-dommen.
Det følger desuden af dansk retstradition, at der til en lov udarbejdes lovbemærkninger, som
supplerings- og fortolkningsbidrag til lovens ordlyd med henblik på at præcisere lovgivers
intentioner. Lovforslagets bemærkninger udgør således en integreret del af et lovforslag, og ved
vedtagelsen af et lovforslag tilslutter Folketingets flertal sig således også bemærkningerne til
lovforslaget. En lov fortolkes derfor i henhold til dens forarbejder.
Det er således Udlændige- og Integrationsministeriets vurdering, at der ved indførelsen af
bestemmelsen i udlændingelovens § 36, stk. 1, 2. pkt., herunder forarbejderne dertil, ses at være et
afgrænset anvendelsesområde for frihedsberøvelse og dermed en defineret forudsigelig
anvendelse.Der er således i dag udtrykkelig hjemmel til at frihedsberøve en udlænding efter
udlændingelovens § 36, stk. 1, 2. pkt.
10.3. Den foreslåede ordning
Det foreslås, at det som et nyt stykke i udlændingelovens § 36 fastsættes, hvilke kriterier, der skal
lægges vægt på, når det vurderes, om der er ”risiko for, at den pågældende forsvinder” i forhold til
frihedsberøvelse efter § 36, stk. 1, 2. pkt.
Ved beslutning om frihedsberøvelse efter § 36, stk. 1, 2. pkt., skal der særligt lægges vægt på, om
udlændingen har søgt asyl i andre lande, der er tilsluttet Dublinforordningen, før indgivelse af
asylansøgning her i landet, eller om udlændingen under opholdet i Danmark har forsøgt at indrejse
og søge asyl i et andet EU-land.
Endvidere skal der lægges vægt på, om udlændingen antræffes af politiet og ikke har indgivet
ansøgning om asyl her i landet, eller udlændingen i øvrigt opholder sig ulovligt her i landet,
om den
pågældende tidligere har været overført fra Danmark i medfør af Dublinforordningen og på ny er
indrejst her i landet,
eller
om den pågældende tidligere har unddraget sig, eller forsøgt at unddrage
sig afvisning eller overførsel.
Herudover skal der lægges vægt på, om den pågældende har forsømt at overholde foranstaltninger,
som den pågældende er pålagt i medfør af udlændingelovens § 34 til sikring af den pågældendes
91
 UUI, Alm.del - 2019-20 - Bilag 58: Lovudkast om ændring af udlændingeloven og forskellige andre love, fra udlændinge- og integrationsministeren
tilstedeværelse, om den pågældende over for udlændingemyndighederne eller politiet har givet
udtryk for ikke at ville følge en afgørelse om afvisning eller overførsel, eller om den pågældende er
blevet udvist administrativt efter § 25 a, stk. 2, eller § 25 b.
Endelig skal det tillægges vægt, om den pågældende er indrejst i strid med et indrejseforbud udstedt
her i landet eller i en anden medlemsstat, eller om sagens omstændigheder i øvrigt, herunder
længden af et ulovligt ophold, bestyrker vurderingen af, at der er en væsentlig risiko for forsvinden.
Den foreslåede bestemmelse vil alene omfatte frihedsberøvelse efter udlændingelovens § 36, stk. 1,
2. pkt., dvs. frihedsberøvelse af en udlænding med henblik på at sikre muligheden for afvisning
eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a. Der tilsigtes ikke med den foreslåede ændring at ændre
praksis for,
hvornår der kan ske frihedsberøvelse efter udlændingelovens § 36, stk. 1, 2. pkt. De
objektive kriterier, der skal tillægges vægt ved vurderingen af, om en udlænding kan frihedsberøves
administrativt, fremgår således allerede i dag af bemærkningerne til udlændingelovens § 36, stk. 1,
2. pkt.
Formålet med forslaget er derfor alene at kodificere de objektive kriterier i overensstemmelse med
ordlyden i Dublinforordningens artikel 2, litra n, og dermed skabe
ensartethed mellem § 36, stk. 1,
1. og 2. pkt.
11. Betingelser for motivationsfremmende frihedsberøvelse efter § 36, stk. 5
11.1. Gældende ret
11.1.1. Udlændingeloven
Hvis politiet drager omsorg for en udlændings udrejse, skal udlændingen meddele de nødvendige
oplysninger hertil og medvirke til tilvejebringelsen af nødvendig rejselegitimation og visum og til
udrejsen i øvrigt, jf. udlændingelovens § 40, stk. 6, 1. pkt.
Drager politiet omsorg for udlændingens udrejse, og medvirker udlændingen ikke hertil, skal
politiet efter udlændingelovens § 36, stk. 5, så vidt muligt frihedsberøve en udlænding med henblik
på at sikre, at udlændingen meddeler de nødvendige oplysninger til udrejsen og medvirker til
tilvejebringelse af den nødvendige rejselegitimation og visum og til udrejsen i øvrigt.
Det er en betingelse for frihedsberøvelsen, at der er udsigt til, at udlændingen kan udsendes
tvangsmæssigt, eller at politiet kan anvise en frivillig hjemrejserute.
Formålet med bestemmelsen i udlændingelovens § 36, stk. 5, er, at politiet ved målrettet
frihedsberøvelse kan motivere udlændingen til at opfylde en helt konkret oplysnings- eller
handlepligt, som påhviler udlændingen, og som denne nægter at efterkomme.
92
 UUI, Alm.del - 2019-20 - Bilag 58: Lovudkast om ændring af udlændingeloven og forskellige andre love, fra udlændinge- og integrationsministeren
Det betyder, at frihedsberøvelsen skal ophøre, når udlændingen afgiver de nødvendige oplysninger
eller udfører den nødvendige handling. Da der er tale om en motivationsfremmende foranstaltning,
er det en betingelse for fortsat opretholdelse af frihedsberøvelsen, at politiet regelmæssigt
indskærper udlændingens pligt til at medvirke, at politiet klart angiver, hvilke oplysninger
udlændingen skal give, eller hvilke handlinger udlændingen skal udføre, og at udlændingen på trods
heraf nægter at medvirke hertil.
11.1.2. Udsendelsesdirektivet
Det fremgår af udsendelsesdirektivets artikel 15, stk. 1, at medlemsstaterne, medmindre andre
tilstrækkelige og mindre indgribende foranstaltninger kan anvendes effektivt i det konkrete tilfælde,
kun må frihedsberøve en tredjelandsstatsborger, der er genstand for tilbagesendelsesprocedurer, for
at forberede en tilbagesendelse og/eller gennemføre en udsendelse, navnlig når der er risiko for, at
den pågældende vil forsvinde, eller når den pågældende tredjelandsstatsborger undviger eller lægger
hindringer i vejen for forberedelsen af tilbagesendelses- eller udsendelsesprocessen.
Bestemmelsen indebærer således, at en tredjelandsstatsborger, der skal udsendes, kan
frihedsberøves med henblik på at motivere tredjelandsstatsborgeren til at samarbejde om
udsendelsen, medmindre mindre indgribende foranstaltninger er tilstrækkelige.
11.1.3. Rådets henstilling
Rådet har i henstillingen anbefalet Danmark, at udlændingelovens § 36, stk. 5, ændres, således at
motivationsfremmende frihedsberøvelse kun kan anvendes, såfremt mindre indgribende
foranstaltninger ikke er tilstrækkelige og kan anvendes effektivt i forbindelse med
tredjelandsstatsborgere med ulovligt ophold.
11.2. Ministeriets overvejelser
På baggrund af Rådets henstilling, er det Udlændinge- og Integrationsministeriet opfattelse, at
bestemmelsen i udlændingelovens § 36, stk. 5, bør ændres, således at det fremgår, at
motivationsfremmende frihedsberøvelse alene kan anvendes, såfremt det er vurderet, at mindre
indgribende foranstaltninger ikke er tilstrækkelige til at sikre, at den pågældende udlænding
medvirker til at afgive de nødvendige oplysninger til udrejsen eller til at fremskaffe de nødvendige
rejsedokumenter og visum og til udrejsen i øvrigt.
11.3. Den foreslåede ordning
Det foreslås, at det fastsættes i udlændingelovens § 36, stk. 5, at der alene vil kunne ske
administrativ frihedsberøvelse, såfremt mindre indgribende foranstaltninger ikke kan anses for
tilstrækkelige til at sikre, at udlændingen meddeler de nødvendige oplysninger eller medvirker til
udrejsen.
93
 UUI, Alm.del - 2019-20 - Bilag 58: Lovudkast om ændring af udlændingeloven og forskellige andre love, fra udlændinge- og integrationsministeren
Mindre indgribende foranstaltninger vil omfatte de foranstaltninger, der kan iværksættes efter
udlændingelovens § 34 (deponering af pas, meldepligt mv.), efter udlændingelovens § 42 a, stk. 8,
2. pkt., (pålæg om opholdspligt på et udrejsecenter) og efter udlændingelovens § 42 a, stk. 14
(kostpengeordningen). Det er ikke en betingelse, at de mindre indgribende foranstaltninger har
været iværksat over for den enkelte udlænding, såfremt det på baggrund af oplysninger om
udlændingens hidtidige adfærd mv. kan lægges til grund, at iværksættelse af de nævnte
foranstaltninger ikke kan antages at motivere udlændingen til at medvirke.
12. Kvoteflygtninge
12.1. Gældende ret
Efter udlændingelovens § 8, stk. 1 (kvoteflygtninge), gives der efter ansøgning opholdstilladelse
med henblik på midlertidigt ophold til udlændinge, der kommer hertil som led i en aftale med De
Forenede Nationers Højkommissær for Flygtninge eller lignende international aftale, og som er
omfattet af flygtningekonventionen af 28. juli 1951, jf. § 7, stk. 1. Efter bestemmelsens stk. 2, gives
der
–
ud over de i stk. 1 nævnte tilfælde
–
efter ansøgning opholdstilladelse med henblik på
midlertidigt ophold til udlændinge, der kommer hertil som led i en aftale som nævnt i stk. 1, og som
ved en tilbagevenden til hjemlandet risikerer dødsstraf eller at blive underkastet tortur eller anden
umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf, jf. § 7, stk. 2.
Vurderingen af, hvorvidt en udlænding skal tilbydes genbosætning i Danmark efter
udlændingelovens § 8, foretages, mens udlændingen befinder sig i udlandet.
Efter udlændingelovens § 32 a skal et afslag på en ansøgning om opholdstilladelse efter
udlændingelovens § 7 eller § 8, stk. 1 eller 2, eller afgørelse om bortfald af en sådan
opholdstilladelse tillige indeholde afgørelse om, hvorvidt udlændingen kan udsendes, hvis denne
ikke udrejser frivilligt, jf. § 31.
Når en opholdstilladelse meddelt efter udlændingelovens § 7, stk. 1, 2 eller 3, eller § 8, stk. 1 eller
2, nægtes forlænget, træffes der i praksis i dag samtidig afgørelse efter udlændingelovens § 32 a
om, hvorvidt udlændingen kan udsendes, hvis denne ikke udrejser frivilligt, jf. § 31.
I praksis fortolkes udlændingelovens § 32 a dermed således, at afgørelser om afslag på
opholdstilladelse både omfatter afgørelser om afslag på en førstegangsansøgning og afgørelser om
afslag på forlængelse af opholdstilladelse meddelt efter udlændingelovens § 7, stk. 1, 2 eller 3, eller
§ 8, stk. 1 eller 2.
Det skyldes, at der også i sager om nægtelse af forlængelse af en opholdstilladelse meddelt efter de
nævnte bestemmelser er behov for at fastlægge, hvorvidt en udlænding kan udsendes, hvis denne
94
 UUI, Alm.del - 2019-20 - Bilag 58: Lovudkast om ændring af udlændingeloven og forskellige andre love, fra udlændinge- og integrationsministeren
ikke udrejser frivilligt, jf. udlændingelovens § 31, fordi den pågældende udlænding er indrejst her i
landet.
Af udlændingelovens § 32 b følger, at en afgørelse om at en udlænding, der er meddelt afslag på en
ansøgning om opholdstilladelse efter § 7 eller § 8, stk. 1 eller 2, ikke kan udsendes af landet, jf. §
31, skal ændres, hvis det grundlag, som er angivet i afgørelsen, ikke længere er til stede.
Efter udlændingelovens § 34, stk. 4, bestemmer politiet, medmindre særlige grunde taler derimod,
at en udlænding, hvis opholdstilladelse efter § 7 eller § 8, stk. 1 eller 2, er bortfaldet, jf. § 32, stk. 1,
eller § 21 b, stk. 1, men som ikke kan udsendes af landet, jf. § 31, og en udlænding, der har fået
afslag på en ansøgning om opholdstilladelse efter § 7 eller § 8, stk. 1 eller 2, men som ikke kan
udsendes af landet, jf. § 31, skal give møde hos politiet på nærmere angivne tidspunkter, med
henblik på løbende at sikre at politiet har kendskab til udlændingens opholdssted (meldepligt).
Efter udlændingelovens § 42 a, stk. 8, 1. pkt., bestemmer Udlændingestyrelsen, medmindre særlige
grunde taler derimod, at en udlænding, hvis opholdstilladelse efter § 7 eller § 8, stk. 1 eller 2, er
bortfaldet, jf. § 32, stk. 1, eller § 21 b, stk. 1, men som ikke kan udsendes af landet, jf. § 31, en
udlænding, der har fået afslag på en ansøgning om opholdstilladelse efter § 7 eller § 8, stk. 1 eller 2,
men som ikke kan udsendes af landet, jf. § 31, og en udlænding, der er udvist ved endelig dom efter
§§ 22-24, og som ikke er varetægtsfængslet efter § 35, skal tage ophold på et bestemt
indkvarteringssted for de i stk. 1 og 2 nævnte udlændinge (opholdspligt).
Der er i udlændingelovens § 42 a, stk. 15, fastsat nærmere regler om nedsættelse eller ophør af
udbetaling af kontante ydelser til udlændinge, der opholder sig her i landet uden et lovligt
opholdsgrundlag. Efter bestemmelsen skal Udlændingestyrelsen bestemme, at blandt andet en
udlænding, der har fået afslag på en ansøgning om opholdstilladelse efter udlændingelovens § 8,
stk. 1 eller 2, ikke får udbetalt kontante ydelser, når den pågældende er indkvarteret på et
indkvarteringssted, hvor der er en vederlagsfri bespisningsordning, eller at udlændingen alene får
udbetalt grundydelse, forsørgertillæg og nedsat forsørgertillæg, når den pågældende er indkvarteret
på et indkvarteringssted uden vederlagsfri bespisningsordning, såfremt udlændingen er omfattet af
en eller flere af de i bestemmelsens nr. 1-7 nævnte grunde til ophør eller nedsættelse af kontante
ydelser.
12.2. Ministeriets overvejelser
Sager om genbosætning efter udlændingelovens § 8, stk. 1 eller 2 forelægges for
Udlændingestyrelsen, mens udlændingen opholder sig uden for Danmark, og vurderingen af,
hvorvidt en udlænding skal tilbydes genbosætning i Danmark efter udlændingelovens § 8,
foretages, mens udlændingen befinder sig i udlandet.
95
 UUI, Alm.del - 2019-20 - Bilag 58: Lovudkast om ændring af udlændingeloven og forskellige andre love, fra udlændinge- og integrationsministeren
Idet en udlænding, der ikke tilbydes genbosætning i Danmark efter udlændingelovens § 8, ikke
opholder sig her i landet, er der efter Udlændinge- og Integrationsministeriets opfattelse ikke behov
for at kunne træffe afgørelse om, hvorvidt udlændingen kan udsendes af landet.
På den baggrund er det Udlændinge- og Integrationsministeriets vurdering, at henvisningen til § 8,
stk. 1 og 2, kan udgå af en række bestemmelser.
Dog er det i sager, hvor en asyltilladelse meddelt efter udlændingelovens § 7, stk. 1, 2 eller 3, eller §
8, stk. 1 eller 2, nægtes forlænget, også fremover nødvendigt at træffe afgørelse om, hvorvidt
udlændingen kan udsendes, hvis denne ikke udrejser frivilligt, jf. § 31. Det skyldes, at udlændingen
i disse tilfælde er indrejst her i landet.
På den baggrund er det Udlændinge- og Integrationsministeriets vurdering, at det bør fremgår
direkte af ordlyden af udlændingelovens § 32 a, at der ved afgørelse om nægtelse af forlængelse af
en opholdstilladelse meddelt efter de nævnte bestemmelser også skal træffes afgørelse om, hvorvidt
udlændingen kan udsendes, hvis denne ikke udrejser frivilligt, jf. § 31.
12.3. Den foreslåede ordning
En udlænding, der ikke tilbydes genbosætning i Danmark efter udlændingelovens § 8, stk. 1 og 2,
har ikke haft ophold her i landet. På den baggrund foreslås det, at udlændinge, der har fået afslag på
en ansøgning om opholdstilladelse efter § 8, stk. 1 og 2, udgår af bestemmelserne i
udlændingelovens § 32 a, § 32 b, § 34, stk. 4, § 42 a, stk. 8, og § 42 a, stk. 15.
Forslaget betyder, at det præciseres, at der, når en udlænding, der opholder sig i udlandet, ikke
tilbydes genbosætning i Danmark, ikke skal træffes afgørelse om, hvortil udlændingen kan
udsendes. Forslaget betyder endvidere, at det præciseres, at udlændinge, der ikke tilbydes
genbosætning i Danmark, ikke skal omfattes af udlændingelovens § 42 a, stk. 8, og endelig betyder
forslaget, at udlændingen, der ikke tilbydes genbosætning i Danmark, udgår af bestemmelsen i
udlændingelovens § 42 a, stk. 15, om adgang til kontante ydelser.
Forslaget lovfæster endvidere gældende praksis, hvorefter Udlændingestyrelsen og
Flygtningenævnet i forbindelse med afslag på forlængelse af opholdstilladelse efter
udlændingelovens § 7, stk. 1, 2 eller 3, eller § 8, stk. 1 eller 2, samtidig træffer afgørelse efter
udlændingelovens § 32 a om, hvorvidt udlændingen kan udsendes, hvis denne ikke udrejser
frivilligt, jf. § 31.
Fremover vil det således fremgå direkte af ordlyden af udlændingelovens § 32 a, at der i afgørelser
om afslag på opholdstilladelse efter § 7, stk. 1, 2 eller 3, og i afgørelser om bortfald, nægtelse af
forlængelse eller inddragelse af en opholdstilladelse meddelt efter § 7, stk. 1, 2 eller 3, eller § 8, stk.
1 eller 2, samtidig træffes afgørelse om, hvorvidt udlændingen kan udsendes, hvis denne ikke
udrejser frivilligt, jf. § 31.
96
 UUI, Alm.del - 2019-20 - Bilag 58: Lovudkast om ændring af udlændingeloven og forskellige andre love, fra udlændinge- og integrationsministeren
Forslaget ændrer ikke på kriterierne for, hvornår en opholdstilladelse meddelt efter de nævnte
bestemmelser nægtes forlænget.
De foreslåede ændringer har til formål at bringe udlændingeloven i overensstemmelse med de
faktiske omstændigheder, der gør sig gældende.
13. Forslag om at indføre en bagatelgrænse for tilbagebetaling, når der er betalt for meget i
gebyr ved indgivelse af ansøgning om opholdstilladelse, dansk indfødsret mv.
13.1.
Gældende ret
13.1.1. Udlændingelovens regler om gebyr
Udlændingelovens § 9 h, stk. 1, 5 og 10, fastlægger, i hvilke tilfælde der skal betales gebyr i
forbindelse med indgivelse af ansøgninger om opholdstilladelse, ansøgninger om forlængelse af
opholdstilladelse og tidsubegrænset opholdstilladelse, ansøgninger om genoptagelse af sager om
opholdstilladelse, klage over afgørelser i sådanne sager samt ansøgning om genoptagelse af en
klagesag. Videre er ansøgninger om virksomhedscertificering og klager over afslag herpå
gebyrpålagte efter udlændingelovens § 9 h, stk. 3 og 5.
Udlændingelovens § 9 h, stk. 1, regulerer, hvilke typer af ansøgninger om opholdstilladelse der er
gebyrpålagte. Det drejer sig om ansøgninger om familiesammenføring og ansøgninger om
opholdstilladelse på grundlag af beskæftigelse, studie, au-pair ophold mv.
Gebyrerne efter § 9 h, stk. 1 og 5, skal betales senest samtidig med indgivelsen af ansøgningen,
klagen eller anmodningen om genoptagelse, medmindre Danmarks internationale forpligtelser eller
EU-reglerne kan tilsige andet.
Efter udlændingelovens § 9 h, stk. 3, skal der senest samtidig med indgivelse af en ansøgning om
virksomhedscertificering efter § 9 a, stk. 17, og forlængelse af en sådan certificering betales et
gebyr. Der skal endvidere betales et gebyr for at klage over afslag på virksomhedscertificering og
forlængelse heraf, jf. udlændingelovens § 9 h, stk. 5.
Yderligere skal der efter udlændingelovens § 9 h, stk. 10, betales et gebyr for at indgive ansøgning
om genoptagelse af en sag, som Styrelsen for International Rekruttering og Integration har truffet
efter § 21 a om au pair-ophold, for at klage over en sådan afgørelse og for at indgive ansøgning om
genoptagelse af en sådan klagesag. Gebyret skal betales senest samtidig med indgivelse af
ansøgningen om genoptagelse eller klagen.
Udlændinge- og integrationsministeren fastsætter og regulerer gebyrerne efter udlændingelovens §
9 h, stk. 2 og 3, og efter stk. 14, fastsætter udlændinge- og integrationsministeren regler om
97
 UUI, Alm.del - 2019-20 - Bilag 58: Lovudkast om ændring af udlændingeloven og forskellige andre love, fra udlændinge- og integrationsministeren
indbetaling og tilbagebetaling af gebyrer. Sådanne regler er senest fastsat ved bekendtgørelse nr.
1637 af 14. december 2018 om indbetaling og tilbagebetaling af gebyrer for at indgive ansøgninger
og klager på områderne vedrørende familiesammenføring, tidsubegrænset opholdstilladelse og
religiøse forkyndere m.v. og bekendtgørelse nr. 586 af 7. maj 2019 om indbetaling og
tilbagebetaling af gebyrer for at indgive ansøgninger og klager på studie- og erhvervsområdet.
Gebyrerne efter udlændingelovens § 9 h, stk. 1 og 3, er fastsat, således at de svarer til
omkostningerne ved Styrelsen for International Rekruttering og Integrations og
Udlændingestyrelsens behandling af ansøgninger om opholdstilladelse og certificering samt
forlængelse af opholdstilladelse og certificering. Gebyrerne for at ansøge om genoptagelse og for at
klage, jf. udlændingelovens § 9 h, stk. 5 og 10, er fastsat ved lov og er således ikke
omkostningsbestemte.
Gebyr, der er betalt i forbindelse med en ansøgning om genoptagelse eller en klage, tilbagebetales,
hvis ansøgningen om genoptagelse imødekommes, eller hvis klageren får helt eller delvist medhold
i klagen, jf. udlændingelovens § 9 h, stk. 6 og 11.
Endvidere tilbagebetales gebyret fratrukket et beløb på 750 kr. (2012-niveau), hvis en ansøgning
afvises på andet grundlag end manglede gebyrbetaling, jf. udlændingelovens § 9 h, stk. 7.
Udlændingestyrelsen, Styrelsen for International Rekruttering og Integration og Udlændingenævnet
tilbagebetaler gebyret i situationer, hvor der ikke indgives en ansøgning eller klage, eller hvis en
ansøger eller klager er kommet til at betale gebyret flere gange. Hvis en ansøger eller klager har
betalt for meget i gebyr, tilbagebetales det beløb, der er betalt for meget.
Efter udlændingelovens § 46 a, stk. 1, kan Udlændingestyrelsens afgørelser, bortset fra bl.a.
afgørelser nævnt i § 9 h, stk. 8, 1. pkt., påklages til udlændinge- og integrationsministeren.
Udlændingelovens § 9 h, stk. 8, 1. pkt., omhandler afvisning af ansøgninger som følge af, at
udlændingen ikke senest samtidig med indgivelse af ansøgningen har betalt det fastsatte gebyr,
medmindre den udestående gebyrindbetaling udgør højst 200 kr. (2016-niveau), eller det indbetalte
gebyr svarer til en anden sagskategori end den, ansøgningen vedrører. I sådanne tilfælde vil
udlændingen få en frist til at indbetale det udestående gebyr.
Efter udlændingelovens § 46 a, stk. 2, kan Styrelsen for International Rekruttering og Integrations
afgørelser ikke påklages til udlændinge- og integrationsministeren. Styrelsen for International
Rekruttering og Integrations afgørelser kan, bortset fra bl.a. de afgørelser, der er nævnt i § 9 h, stk.
8, 1. pkt., påklages til Udlændingenævnet.
Udlændingestyrelsens og Styrelsen for International Rekruttering og Integrations afgørelser om
afvisning af ansøgninger som følge af manglende gebyrbetaling kan således ikke påklages.
98
 UUI, Alm.del - 2019-20 - Bilag 58: Lovudkast om ændring af udlændingeloven og forskellige andre love, fra udlændinge- og integrationsministeren
13.1.2. Indfødsretslovens regler om gebyr
Det følger af indfødsretslovens § 12, stk. 1, 1. og 2. pkt., at der ved indgivelse af ansøgning om
dansk indfødsret ved naturalisation for ansøgere, der er fyldt 18 år, skal betales et gebyr på 3.800
kr., at der ved indgivelse af ansøgning om bevis for eller bevarelse af dansk indfødsret skal betales
et gebyr på 1.200 kr., og at der ved afgivelse af erklæring om dansk indfødsret skal betales et gebyr
på 1.100 kr. Gebyret betales for at finansiere udgifter forbundet med sagsbehandlingen af
ansøgningen.
Det følger endvidere af indfødsretslovens § 12, stk. 1, 3. pkt., at der ikke skal betales gebyr for
børn, der er omfattet af forældres erklæring eller ansøgning om dansk indfødsret, jf. § 5 og § 6, stk.
2.
Herudover følger det af indfødsretslovens § 12, stk. 1, 4. pkt., at der kun skal betales gebyr en gang
for ansøgning om naturalisation, en gang for ansøgning om bevis for dansk indfødsret, en gang for
ansøgning om bevarelse af dansk indfødsret og en gang for afgivelse af erklæring om dansk
indfødsret.
Ifølge indfødsretslovens § 12, stk. 1, 5. pkt., påhviler det ansøgeren og den erklærende at
dokumentere, at eventuelle gebyrer tidligere er betalt.
Gebyrerne betales ikke tilbage, hvis ansøgningen ikke imødekommes, eller hvis erklæringen
afvises, jf. indfødsretslovens § 12, stk. 1, 6. pkt.
Udlændinge- og Integrationsministeriet tilbagebetaler herudover som udgangspunkt ikke gebyret i
situationer, hvor ansøgeren efter at have indgivet sin ansøgning og betalt gebyr ved indgivelsen
ønsker at trække sin ansøgning tilbage og få tilbagebetalt gebyret. Ministeriet tilbagebetaler dog
gebyret i de situationer, hvor der endnu ikke er foretaget sagsbehandling (herunder registrering og
screening) af nogen art i sagen, eller der i øvrigt vurderes at være undskyldelige omstændigheder,
som tilsiger, at gebyret tilbagebetales. Et eksempel herpå kan være en situation, hvor en ansøger er
kommet til at betale gebyret flere gange i forbindelse med sin ansøgning. Hvis en ansøger har betalt
for meget i gebyr, tilbagebetales det beløb, der er betalt for meget.
13.2.
Ministeriets overvejelser og den foreslåede ordning
Der er mange udenlandske ansøgere og klagere, der betaler gebyrer til Udlændinge- og
Integrationsministeriet, Udlændingestyrelsen, Styrelsen for International Rekruttering og
Integration og Udlændingenævnet fra udlandet. Alt afhængig af formidlingen af gebyrbetalingen i
hjemlandet er der forskellige administrationsgebyrer og valutakurser, som kan medføre, at
ansøgeren eller klageren betaler mere end det gebyr, der efter reglerne skal betales.
99
 UUI, Alm.del - 2019-20 - Bilag 58: Lovudkast om ændring af udlændingeloven og forskellige andre love, fra udlændinge- og integrationsministeren
Dette medfører, at udlændingemyndighederne bruger administrative ressourcer på tilbagebetaling,
og det sker relativt ofte, at der betales et beløb, der er højere end det gebyr, der skal betales, og ofte
skal der tilbagebetales meget små beløb.
Det er Udlændinge- og Integrationsministeriets opfattelse, at der administrativt bruges for mange
ressourcer på at tilbagebetale småbeløb, og at en fornuftig administration kræver en rimelig balance
mellem udgifterne ved tilbagebetaling og størrelsen af de beløb, der skal betales tilbage.
Det foreslås derfor at indføre en bagatelgrænse, således at mindre beløb, der er betalt for meget i
forbindelse med indgivelse af ansøgninger om opholdstilladelse, ansøgninger om forlængelse af
opholdstilladelse og tidsubegrænset opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 9 h, stk. 1, ikke vil
skulle tilbagebetales. Det samme foreslås med hensyn til ansøgninger om genoptagelse og klage
over afgørelser i sådanne sager, jf. udlændingelovens § 9 h, stk. 5 og 10, og for ansøgninger om
virksomhedscertificering, jf. udlændingelovens § 9 h, stk. 3, samt klage over afslag på
virksomhedscertificering og afslag på forlængelse heraf, jf. udlændingelovens § 9 h, stk. 5.
Tilsvarende foreslås det at indføre en bagatelgrænse på indfødsretsområdet, således at mindre beløb,
der er betalt for meget i forbindelse med indgivelse af ansøgninger om dansk indfødsret ved
naturalisation, ansøgninger om bevis for eller bevarelse af dansk indfødsret samt ved afgivelse af
erklæring om dansk indfødsret, jf. indfødsretslovens § 12, stk. 1, 1. og 2. pkt., ikke vil skulle
tilbagebetales. Det bemærkes, at der som udgangspunkt anvendes en digital ansøgningsløsning i
sager om naturalisation, hvorfor der sjældent bliver indbetalt et forkert gebyr i disse sager, men at
det er ministeriets opfattelse, at der ud fra en helhedsbetragtning bør gælde samme regler for
tilbagebetaling på hele udlændingeområdet.
Det foreslås, at bagatelgrænsen fastsættes til 30 kr.
Ved den skønsmæssige fastsættelse af bagatelgrænsen er der taget udgangspunkt i de direkte
gennemsnitlige omkostninger forbundet med en tilbagebetaling for Udlændinge- og
Integrationsministeriet, Udlændingestyrelsen, Styrelsen for International Rekruttering og
Integration og Udlændingenævnet. Der er i de direkte forbundne omkostninger ikke medregnet
lønudgifter og øvrige administrative udgifter.
De beløb, som er under bagatelgrænsen på 30 kr., og som derfor ikke vil skulle tilbagebetales, vil
indgå som en del af den samlede gebyrøkonomi hos Udlændinge- og Integrationsministeriet. Disse
yderligere gebyrindtægter som følge af bagatelgrænsen forventes at være yderst begrænsede.
Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 8, og § 2, nr. 2.
I tilknytning til forslaget om at indføre en bagatelgrænse foreslås det, at Udlændingestyrelsens og
Styrelsen for International Rekruttering og Integrations afgørelser efter den foreslåede bestemmelse
100
 UUI, Alm.del - 2019-20 - Bilag 58: Lovudkast om ændring af udlændingeloven og forskellige andre love, fra udlændinge- og integrationsministeren
i udlændingelovens § 9 h, stk. 14, om ikke at tilbagebetale et for meget betalt beløb af højst 30 kr.,
ikke skal kunne påklages. Der henvises herved til lovforslagets afsnit 17.2.
14. Præcisering af praksis for betaling af gebyr i sager om dansk indfødsret
14.1. Gældende ret
Det følger af indfødsretslovens § 12, stk. 1, 1. og 2. pkt., at der ved indgivelse af ansøgning om
dansk indfødsret ved naturalisation for ansøgere, der er fyldt 18 år, skal betales et gebyr på 3.800
kr., at der ved indgivelse af ansøgning om bevis for eller bevarelse af dansk indfødsret skal betales
et gebyr på 1.200 kr., og at der ved afgivelse af erklæring om dansk indfødsret skal betales et gebyr
på 1.100 kr. Gebyret betales for at finansiere udgifter forbundet med sagsbehandlingen af
ansøgningen.
Det følger endvidere af indfødsretslovens § 12, stk. 1, 3. pkt., at der ikke skal betales gebyr for
børn, der er omfattet af forældres erklæring eller ansøgning om dansk indfødsret, jf. § 5 og § 6, stk.
2.
Herudover følger det af indfødsretslovens § 12, stk. 1, 4. pkt., at der kun skal betales gebyr en gang
for ansøgning om naturalisation, en gang for ansøgning om bevis for dansk indfødsret, en gang for
ansøgning om bevarelse af dansk indfødsret og en gang for afgivelse af erklæring om dansk
indfødsret.
Den tidligere bemyndigelse i indfødsretslovens § 12, stk. 1, 3. pkt., til justitsministeren til at
fastsætte nærmere regler om gebyrets betaling og undtagelser herfra blev ophævet ved lov nr. 1496
af 23. december 2014 om ændring af lov om dansk indfødsret (Accept af dobbelt statsborgerskab og
betaling af gebyr i sager om dansk indfødsret), og reglerne om betaling af gebyr i sager om dansk
indfødsret blev ændret til alene at fremgå direkte af indfødsretsloven.
Det fremgår af bemærkningerne til lovforslagets § 1, nr. 6, jf. Folketingstidende 2014-15, tillæg A,
L 44 som fremsat, side 25, bl.a., at gebyret betales til den myndighed, hvortil ansøgningen indgives,
eller erklæringen afgives.
Praksis er dog, at gebyr for ansøgninger om dansk indfødsret ved naturalisation, ansøgninger om
bevis for eller bevarelse af dansk indfødsret og gebyr for afgivelse af erklæring om dansk indfødsret
alle betales direkte til Udlændinge- og Integrationsministeriet, også i tilfælde hvor en ansøgning
indgives til f.eks. en dansk repræsentation i udlandet.
14.2. Ministeriets overvejelser og den foreslåede ordning
Det foreslås, at det præciseres i indfødsretsloven, at gebyr for ansøgninger om dansk indfødsret ved
naturalisation, ansøgninger om bevis for eller bevarelse af dansk indfødsret og gebyr for afgivelse
101
 UUI, Alm.del - 2019-20 - Bilag 58: Lovudkast om ændring af udlændingeloven og forskellige andre love, fra udlændinge- og integrationsministeren
af erklæring om dansk indfødsret betales til Udlændinge- og Integrationsministeriet, således at
loven er i overensstemmelse med praksis.
Der foreslås ikke ændringer i gebyrets størrelse.
Der henvises til lovforslagets § 2, nr. 1.
15. Kodificering af praksis for nedsættelse af den økonomiske sikkerhedsstillelse i sager om
ægtefællesammenføring
15.1. Gældende ret
Efter udlændingelovens § 9, stk. 4, 1. pkt., skal ægtefællesammenføring normalt betinges af, at den
herboende person, som det påhviler at forsørge ansøgeren, i en periode på 10 år stiller økonomisk
sikkerhed for 100.000 kr. til dækning af eventuelle fremtidige offentlige udgifter til hjælp efter lov
om aktiv socialpolitik eller integrationsloven til ansøgeren.
Beløbet i § 9, stk. 4, 1. pkt., er angivet i 2018-niveau, jf. udlændingelovens § 9, stk. 4, 3. pkt.
Kravet om økonomisk sikkerhed stilles ikke, hvis ganske særlige grunde, herunder hensynet til
familiens enhed, afgørende taler imod, at kravet stilles.
Det fremgår af udlændingelovens § 9, stk. 36-38, at kommunalbestyrelsen efter anmodning kan
nedsætte den økonomiske sikkerhed med 20.000 kr., når den ægtefællesammenførte har bestået en
danskprøve på A1-niveau eller en anden danskprøve på et tilsvarende eller højere niveau. Den
økonomiske sikkerhed kan nedsættes med yderligere 10.000 kr., når udlændingen har bestået en
danskprøve på A2-niveau eller en anden danskprøve på et tilsvarende eller højere niveau.
Danskprøverne skal bestås inden for visse frister. Endelig kan den økonomiske sikkerhed nedsættes
med yderligere 10.000 kr., når udlændingen har bestået en afsluttende prøve i dansk, jf. § 9 i lov om
danskuddannelse til voksne.
Det fremgår af udlændingelovens § 9, stk. 39, at nedsættelse af den økonomiske sikkerhedsstillelse
alene kan ske i et sådan omfang, at den økonomiske sikkerhed udgør mindst 60.000 kr.
Beløbene i § 9, stk. 36-39, er angivet i 2018-niveau, jf. udlændingelovens § 9, stk. 42.
Kommunalbestyrelsens afgørelser om at nedsætte den økonomiske sikkerhed efter § 9, stk. 36-38,
kan ikke påklages til anden administrativ myndighed, jf. udlændingelovens § 48 g.
I praksis tager Udlændingestyrelsen i forbindelse med behandlingen af en ansøgning om
ægtefællesammenføring stilling til, om den herboende skal stille økonomisk sikkerhed for 100.000
kr. eller for et beløb, der svarer til det beløb, som den økonomiske sikkerhed kan nedsættes til, fordi
102
 UUI, Alm.del - 2019-20 - Bilag 58: Lovudkast om ændring af udlændingeloven og forskellige andre love, fra udlændinge- og integrationsministeren
ansøgeren allerede på ansøgningstidspunktet har bestået en eller flere danskprøver, der kan
begrunde nedsættelse af den økonomiske sikkerhed efter udlændingelovens § 9, stk. 36-38.
Udlændingestyrelsen orienterer ved brev den herboende ægtefælle om, hvilket beløb der skal stilles
sikkerhed for, og vejleder i den forbindelse om reglerne om muligheden for nedsættelse. Kopi af
brevet sendes til kommunen, der således er orienteret om, hvis ansøgeren har bestået danskprøver
og i givet fald, hvilke danskprøver ansøgeren har bestået.
15.2. Ministeriets overvejelser og den foreslåede ordning
Udlændinge- og Integrationsministeriet finder, at Udlændingestyrelsens praksis, hvorefter styrelsen
i forbindelse med behandlingen af ansøgninger om ægtefællesammenføring tager stilling til, om den
økonomiske sikkerhed skal stilles for et lavere beløb, fordi ansøgeren allerede har bestået de
danskprøver, som kan begrunde, at kommunen nedsætter den økonomiske sikkerhed efter § 9, stk.
36-38, bør kodificeres i udlændingeloven.
Det foreslås derfor at fastsætte i udlændingelovens § 9, stk. 4, 2. pkt., at den økonomiske sikkerhed
ikke skal stilles for 100.000 kr., hvis ansøgeren har bestået de danskprøver, der er nævnt i § 9, stk.
36-38, men i stedet for et beløb, der svarer til det beløb, som kommunen kan nedsætte den
økonomiske sikkerhed til, hvis ansøgeren har bestået sådanne danskprøver.
Det bemærkes, at det er Udlændinge- og Integrationsministeriets vurdering, at
Udlændingestyrelsens beslutning om, for hvilket beløb den økonomiske sikkerhed skal stilles, ikke
kan anses for en afgørelse i forvaltningslovens forstand, men derimod er et sagsskridt, der derfor
ikke kan påklages særskilt.
16. Præcisering af at danskbonus ikke anses som hjælp efter integrationsloven i
udlændingelovens forstand
16.1. Gældende ret
16.1.1. Udlændingelovens regler om selvforsørgelseskravet i forbindelse med familiesammenføring
og tidsubegrænset opholdstilladelse
Modtagelse af hjælp efter lov om aktiv socialpolitik og integrationsloven har betydning for
muligheden for at opnå og bevare en familiesammenføringstilladelse. Det har også betydning for
muligheden for at opnå tidsubegrænset opholdstilladelse.
Det følger således af udlændingelovens § 9, stk. 5, at opholdstilladelse efter stk. 1, nr. 1
(ægtefællesammenføring og familiesammenføring til en samlever) normalt skal betinges af, at den
herboende person i 3 år forud for afgørelsen om opholdstilladelse ikke har modtaget hjælp efter lov
om aktiv socialpolitik eller integrationsloven, og at opholdstilladelse normalt også skal betinges af,
103
 UUI, Alm.del - 2019-20 - Bilag 58: Lovudkast om ændring af udlændingeloven og forskellige andre love, fra udlændinge- og integrationsministeren
at ansøgeren og den herboende person ikke modtager hjælp efter lov om aktiv socialpolitik eller
integrationsloven, i tiden indtil ansøgeren meddeles tidsubegrænset opholdstilladelse.
Ægtefællesammenføring og familiesammenføring til en samlever er således normalt betinget af, at
den herboende i 3 år forud for afgørelsen om opholdstilladelse til den ansøgende ægtefælle eller
samlever ikke har modtaget hjælp efter lov om aktiv socialpolitik eller integrationsloven, og at
begge ægtefæller eller samlevere ikke modtager sådan hjælp, indtil den familiesammenførte opnår
tidsubegrænset opholdstilladelse.
Endvidere kan ægtefællesammenføring og familiesammenføring til en samlever til herboende
udlændinge, der ikke er nordiske statsborgere eller flygtninge, normalt kun gives, hvis den
herboende ikke i de sidste 4 år forud for ansøgningen om opholdstilladelse har modtaget offentlig
hjælp efter lov om aktiv socialpolitik eller integrationsloven, jf. udlændingelovens § 9, stk. 15, nr.
4.
Opholdstilladelse til en samlever skal efter udlændingelovens § 9, stk. 3, betinges af, at den
herboende påtager sig at forsørge ansøgeren, og opholdstilladelse til børn efter udlændingelovens §
9, stk. 1, nr. 2, og § 9 c, stk. 1, kan, såfremt væsentlige hensyn taler derfor, betinges af, at den
herboende person ikke modtager hjælp efter lov om aktiv socialpolitik eller integrationsloven, i
tiden indtil barnet meddeles tidsubegrænset opholdstilladelse, jf. § 9, stk. 19. Endvidere skal
opholdstilladelse efter § 9, stk. 1, nr. 3, når opholdstilladelsen gives som led i et plejeforhold eller
med henblik på ophold hos barnets nærmeste familie, betinges af, at den herboende person påtager
sig at forsørge barnet, og at den herboende person ikke modtager hjælp efter lov om aktiv
socialpolitik eller integrationsloven, i tiden indtil barnet meddeles tidsubegrænset opholdstilladelse,
jf. udlændingelovens § 9, stk. 24.
Det fremgår af de nævnte bestemmelser, at hjælp i form af enkeltstående ydelser af mindre
beløbsmæssig størrelse, der ikke er direkte relateret til forsørgelse, og ydelser, der må sidestilles
med løn eller pension eller træder i stedet herfor, ikke er omfattet. Sådan hjælp er således ikke til
hinder for meddelelse af opholdstilladelse.
Hvis en opholdstilladelse er betinget af, at den herboende person (garanten) har påtaget sig at
forsørge ansøgeren, og der senere ydes ansøgeren hjælp efter lov om aktiv socialpolitik eller
integrationsloven, skal kommunen kræve betaling for hjælpen hos garanten, medmindre hjælpen er
ydet efter, at den pågældende er meddelt tidsubegrænset opholdstilladelse eller en ny
opholdstilladelse på et andet grundlag, jf. udlændingelovens § 9, stk. 26.
Endvidere følger det af udlændingelovens § 9, stk. 4, at opholdstilladelse efter stk. 1, nr. 1
(ægtefællesammenføring og familiesammenføring til en samlever), normalt skal betinges af, at den
herboende person, som det påhviler at forsørge ansøgeren, i en periode på 10 år stiller økonomisk
sikkerhed for 102.000 kr. (2019-niveau) til dækning af eventuelle fremtidige offentlige udgifter til
hjælp efter lov om aktiv socialpolitik eller integrationsloven til ansøgeren.
104
 UUI, Alm.del - 2019-20 - Bilag 58: Lovudkast om ændring af udlændingeloven og forskellige andre love, fra udlændinge- og integrationsministeren
Hvis en opholdstilladelse er betinget af, at den herboende person har skullet stille økonomisk
sikkerhed, og der senere ydes ansøgeren hjælp efter lov om aktiv socialpolitik eller
integrationsloven, skal kommunalbestyrelsen tvangsinddrive det beløb, der er stillet til sikkerhed,
som betaling for hjælpen, medmindre hjælpen er ydet efter, at den pågældende er meddelt
tidsubegrænset opholdstilladelse eller en ny opholdstilladelse på et andet grundlag, jf.
udlændingelovens § 9, stk. 27.
Modtagelse af hjælp efter lov om aktiv socialpolitik eller integrationsloven har som nævnt også
betydning for muligheden for at bevare en familiesammenføringstilladelse og for at opnå
tidsubegrænset opholdstilladelse.
Efter udlændingelovens § 19, stk. 1, kan en tidsbegrænset opholdstilladelse således inddrages bl.a.,
når opholdstilladelsen er betinget af, at udlændingen eller den herboende person ikke modtager
hjælp efter lov om aktiv socialpolitik eller integrationsloven, og udlændingen eller den herboende
person modtager sådan hjælp, jf. § 19, stk. 1, nr. 4. Det samme gælder, hvis opholdstilladelsen ikke
er betinget heraf, fordi ganske særlige grunde afgørende taler derimod, og disse ganske særlige
grunde ikke længere foreligger, og udlændingen eller den herboende person modtager sådan hjælp,
jf. § 19, stk. 1, nr. 5.
Tidsubegrænset opholdstilladelse er normalt betinget af, at udlændingen ikke i de sidste 4 år forud
for indgivelsen af ansøgning om tidsubegrænset opholdstilladelse, og indtil udlændingen vil kunne
meddeles tidsubegrænset opholdstilladelse, har modtaget offentlig hjælp efter lov om aktiv
socialpolitik eller integrationsloven bortset fra hjælp i form af enkeltstående ydelser af mindre
beløbsmæssig størrelse, der ikke er direkte relateret til forsørgelse, eller ydelser, der må sidestilles
med løn eller pension eller træder i stedet herfor, jf. udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 5, jf. § 11,
stk. 13 og 17.
16.1.2. Danskbonus efter lov om aktiv socialpolitik eller integrationsloven
Ved lov nr. 1000 af 30. august 2015 om ændring af lov om aktiv socialpolitik, lov om en aktiv
beskæftigelsesindsats, integrationsloven og forskellige andre love (Indførelse af en
integrationsydelse, ændring af reglerne om ret til uddannelses- og kontanthjælp m.v.) blev der
indført et dansktillæg, der senere er omlagt til en danskbonus, jf. nedenfor.
Bestemmelsen om dansktillæg, der kunne ydes uden tidsbegrænsning, var indeholdt i § 22, stk. 4, i
lov om aktiv socialpolitik. Efter bestemmelsen kunne kommunen efter ansøgning yde et tillæg til en
person, der modtog hjælp efter stk. 2, dvs. integrationsydelse, eller § 27 a, 2. pkt., dvs.
brøkførtidspension til personer med under 7 ud af 8 års ophold her i landet, og som havde bestået
Prøve i Dansk 2, jf. § 9, stk. 1, i lov om danskuddannelse til voksne udlændinge m.fl., eller FVU
læsning trin 2, jf. lov om forberedende voksenundervisning og ordblindeundervisning for voksne,
eller tilsvarende eller højere prøve i dansk. Personer, der er lægeligt diagnosticeret med en langvarig
105
 UUI, Alm.del - 2019-20 - Bilag 58: Lovudkast om ændring af udlændingeloven og forskellige andre love, fra udlændinge- og integrationsministeren
fysisk, psykisk, sensorisk eller intellektuel funktionsnedsættelse, var efter § 22, stk. 6, undtaget fra
ordningen.
Bestemmelsen om integrationsydelse og dansktillæg i § 22 i lov om aktiv socialpolitik trådte i kraft
den 1. september 2015. En person, der modtog dansktillæg efter denne bestemmelse, var pr.
definition integrationsydelsesmodtager, og dansktillægget var alene et tillæg til den
forsørgelsesydelse, som personen modtog i forvejen.
Ved lov nr. 320 af 25. april 2018 om ændring af lov om aktiv socialpolitik, integrationsloven, lov
om en aktiv beskæftigelsesindsats og ligningsloven (Nedsættelse af integrationsydelse og
omlægning af dansktillæg) blev dansktillægget efter § 22, stk. 4, i lov om aktiv socialpolitik omlagt
til en danskbonus, der kan ydes tidsbegrænset. Desuden blev der indført en danskbonus for
personer, der ikke modtager integrationsydelse mv., men er omfattet af § 22 i integrationsloven.
Baggrunden er, at også udlændinge, der kan forsørge sig selv, bør belønnes for at lære dansk.
Dermed er der et direkte økonomisk incitament til at lære dansk for selvforsørgende flygtninge,
familiesammenførte udlændinge til flygtninge og andre familiesammenførte udlændinge, der ikke
kan få danskbonus efter lov om aktiv socialpolitik.
Lovændringen betød, at en udlænding, der er omfattet af § 2, stk. 2-4, i integrationsloven og ikke
modtager hjælp efter §§ 22-25 i lov om aktiv socialpolitik, og som har bestået Prøve i Dansk 2, jf. §
9, stk. 1, i lov om danskuddannelse til voksne udlændinge m.fl. eller FVU læsning trin 2, jf. lov om
forberedende voksenundervisning og ordblindeundervisning for voksne, eller tilsvarende eller
højere prøve i dansk, efter ansøgning kan modtage en danskbonus, som udbetales som et skattefrit
engangsbeløb på 6.242 kr. (2019-niveau), jf. integrationslovens § 22, stk. 1.
En udlænding kan kun modtage danskbonus én gang, og en udlænding, der tidligere har opnået ret
til dansktillæg eller danskbonus efter lov om aktiv socialpolitik, kan ikke modtage danskbonus, jf. §
22, stk. 2, i integrationsloven. En person anses for at have modtaget dansktillæg eller danskbonus
efter lov om aktiv socialpolitik, hvis ansøgeren har opnået ret til dansktillæg eller danskbonus én
gang, uanset med hvilket beløb dansktillægget eller danskbonussen er udbetalt og uanset, hvor
mange måneder der er udbetalt dansktillæg eller danskbonus for.
Ved orienteringsbrev af 7. juni 2018, der er sendt til samtlige kommuner, har Udlændinge- og
Integrationsministeriet oplyst, at bl.a. udlændingelovens § 9, stk. 5, rejser spørgsmålet, om
udbetaling af danskbonus efter integrationsloven kan være til hinder for f.eks.
ægtefællesammenføring, men at danskbonus, der er udbetalt efter integrationsloven, er at betragte
som en præmie for gennemført danskuddannelse, hvorfor en udlænding, der har fået udbetalt
danskbonus efter integrationsloven, ikke har modtaget hjælp efter integrationsloven i
udlændingelovens forstand.
Det betyder bl.a. også, at modtagelse af danskbonus efter integrationsloven ikke er omfattet af
udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 4 eller 5, eller udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 5, og således
106
 UUI, Alm.del - 2019-20 - Bilag 58: Lovudkast om ændring af udlændingeloven og forskellige andre love, fra udlændinge- og integrationsministeren
ikke kan begrunde afslag på forlængelse eller inddragelse af opholdstilladelse og heller ikke kan
begrunde afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse.
Endvidere betyder det bl.a., at et beløb svarende til danskbonussen ikke kan inddrives i et beløb, der
er stillet som økonomisk sikkerhed efter udlændingelovens § 9, stk. 4, i forbindelse med
ægtefællesammenføring, jf. § 9, stk. 27.
16.2. Ministeriets overvejelser og den foreslåede ordning
Udlændingeloven indeholder en række bestemmelser, hvorefter modtagelse af hjælp efter lov om
aktiv socialpolitik eller integrationsloven har betydning for muligheden for at opnå og bevare en
familiesammenføringstilladelse og for at opnå tidsubegrænset opholdstilladelse. Der er endvidere
fastsat regler om, at der i visse tilfælde skal kræves betaling for hjælpen eller ske tvangsinddrivelse,
når der er ydet sådan hjælp.
Disse regler har et integrationsmæssigt sigte. Udlændinge, der har opholdstilladelse her i landet,
skal være i beskæftigelse. De skal ikke modtage offentlig forsørgelseshjælp, men være
selvforsørgende, og det gælder også familiesammenførte udlændinge. Selvforsørgelse har derfor
også betydning for muligheden for at kunne opnå tidsubegrænset opholdstilladelse.
Den danskbonus, der kan udbetales efter integrationsloven, kan udbetales til udlændinge, der ikke
modtager hjælp til forsørgelse efter §§ 22-25 i lov om aktiv socialpolitik, og som har bestået en
danskprøve på et vist niveau. Danskbonussen er således ikke hjælp til forsørgelse, men kan
betragtes som en præmie eller belønning, og sigtet med bonussen er, at den skal være et økonomisk
incitament til at lære dansk.
Danskbonussen kan derfor ikke anses for at være hjælp efter integrationsloven i udlændingelovens
forstand.
Udlændinge- og Integrationsministeriet finder, at det bør præciseres i udlændingeloven, at
danskbonus, der ydes efter integrationslovens § 22 til udlændinge, der ikke modtager hjælp efter §§
22-25 i lov om aktiv socialpolitik, og som har bestået Prøve i Dansk 2, jf. § 9, stk. 1, i lov om
danskuddannelse til voksne udlændinge m.fl. eller FVU læsning trin 2, jf. lov om forberedende
voksenundervisning og ordblindeundervisning for voksne, eller tilsvarende eller højere prøve i
dansk, ikke anses som hjælp efter integrationsloven.
Herved vil det direkte fremgå af udlændingeloven, at modtagelse af danskbonus ikke har betydning
for muligheden for at opnå og bevare en familiesammenføringstilladelse eller for at opnå
tidsubegrænset opholdstilladelse. Det vil endvidere fremgå, at der ikke kan kræves betaling for et
beløb, der er udbetalt i danskbonus, jf. udlændingelovens § 9, stk. 26, eller ske tvangsinddrivelse for
et beløb svarende til danskbonussen i det beløb, der er stillet som økonomisk sikkerhed i
107
 UUI, Alm.del - 2019-20 - Bilag 58: Lovudkast om ændring af udlændingeloven og forskellige andre love, fra udlændinge- og integrationsministeren
forbindelse med ægtefællesammenføring eller familiesammenføring med en samlever, jf.
udlændingelovens § 9, stk. 27.
Udbetaling af danskbonus efter lov om aktiv socialpolitik ydes kun til udlændinge, der modtager
hjælp til forsørgelse, og er derfor ikke omfattet af forslaget.
17. Forslag til forenkling af kompetence- og klagereglerne og overførsel af klageadgang fra
Udlændinge- og Integrationsministeriet til Udlændingenævnet
17.1. Gældende ret
I udlændingelovens kapitel 8 er der fastsat kompetence- og klageregler vedrørende afgørelser på
udlændingeområdet.
Udlændingelovens § 46 a angiver, hvilke afgørelser der kan påklages og hvortil.
Det fremgår af udlændingelovens § 46 a, stk. 1, at afgørelser, som Udlændingestyrelsen har truffet i
1. instans, kan påklages til udlændinge- og integrationsministeren, bortset fra Udlændingestyrelsens
afgørelser om afvisning truffet efter regler udstedt i medfør af § 9 g, stk. 1, 2. pkt., samt de
afgørelser, der er nævnt i § 9 g, stk. 3, § 9 h, stk. 8, 1. pkt., § 9 h, stk. 9, 1. pkt., jf. stk. 5, 1. pkt., jf.
stk. 1, § 11, stk. 10, § 29 c, stk. 1, § 32 a, § 33, § 42 a, stk. 7, 3. pkt., § 42 a, stk. 8, 1. -3. pkt. og 5.
pkt., og stk. 10, § 42 b, stk. 1, 3 og 7-9, § 42 d, stk. 2, § 46 e, § 52 b, stk. 1 og 3, § 53 a og § 53 b.
Udlændingelovens udgangspunkt er således, at Udlændingestyrelsens afgørelser i 1. instans kan
påklages til udlændinge- og integrationsministeren.
Langt de fleste afgørelser truffet af Udlændingestyrelsen kan dog ikke påklages til udlændinge- og
integrationsministeren. Det følger af andre bestemmelser, at afgørelserne i stedet enten kan påklages
til Udlændingenævnet eller Flygtningenævnet, eller at klageadgangen er afskåret.
En lang række af Udlændingestyrelsens afgørelser på opholdsområdet kan således påklages til
Udlændingenævnet, jf. udlændingelovens § 52 b. Størstedelen af Udlændingestyrelsens afgørelser
på asylområdet kan påklages til Flygtningenævnet eller anses automatisk for påklaget til
Flygtningenævnet, jf. udlændingelovens § 53 a.
De afgørelsestyper på opholdsområdet, der kan påklages til Udlændingenævnet efter
udlændingelovens § 52 b, er nærmere beskrevet i bemærkningerne til lovforslagets § 1, nr. 63.
Udlændingestyrelsens afgørelser i sager om afvisning
af ansøgninger om opholdstilladelse på grund
af manglende vedlæggelse af dokumenter eller manglende oplysninger og
som følge af manglende
gebyrbetaling, afgørelser om
optagelse på sanktionslisten over udenlandske religiøse forkyndere,
afgørelser om, hvorvidt afviste asylansøgere kan udsendes, afgørelser om frist for udrejse,
108
 UUI, Alm.del - 2019-20 - Bilag 58: Lovudkast om ændring af udlændingeloven og forskellige andre love, fra udlændinge- og integrationsministeren
afgørelser om anvisning om indkvartering, opholdspligt og flyttepåbud og afgørelser i sager om
udbetaling af kontante ydelser til asylsøgere,
kan ikke påklages.
Endvidere kan
Udlændingestyrelsens afgørelser i 2. instans vedrørende klage over
indkvarteringsoperatørernes afgørelser om aktivering og undervisning mv. af asylansøgere m.fl.
samt afgørelser om behandling af asylsager i åbenbart grundløs-proceduren
ikke indbringes for
anden administrativ myndighed.
Det fremgår af udlændingelovens § 46 a, stk. 2, at Styrelsen for International Rekruttering og
Integrations afgørelser ikke kan påklages til udlændinge- og integrationsministeren, og at de af
Styrelsen for International Rekruttering og Integrations afgørelser, der er omfattet af
udlændingelovens § 52 b, stk. 2, 4 og 5, kan påklages til Udlændingenævnet.
Styrelsen for International Rekruttering og Integrations afgørelser om afvisning af en ansøgning på
grund af manglende betaling af gebyr efter udlændingelovens § 9 h, stk. 8, 1. pkt., jf. stk. 1 og 3, og
afgørelser
om frist for udrejse,
jf. udlændingelovens § 33, kan, ligesom Udlændingestyrelsens
afgørelser i disse sager, ikke påklages, jf. udlændingelovens § 46 a, stk. 2, 2. pkt.
Efter udlændingelovens § 46 a, stk. 3, kan Udlændingestyrelsens beslutning om, at uledsagede
asylansøgere er tilstrækkelig modne til at gennemgå en asylsagsprocedure, ikke påklages. Heller
ikke Udlændingestyrelsens og Styrelsen for International Rekruttering og Integrations beslutninger
om, at udlændingemyndigheden ikke skal afholde de udgifter, som en udlænding har haft i
forbindelse med tilvejebringelse af oplysninger til brug for behandlingen af en sag efter
udlændingeloven, kan påklages til Udlændinge- og Integrationsministeriet, jf. § 46 a, stk. 4.
Efter udlændingelovens § 46 a, stk. 5, kan udlændinge- og integrationsministeren træffe
bestemmelse om og fastsætte nærmere regler for Udlændingestyrelsens behandling af de sager, der
er omfattet af stk. 1 og 3 og § 46, stk. 1, dvs. Udlændingestyrelsens afgørelser i 1. instans, og for
Styrelsen for International Rekruttering og Integrations behandling af de sager, der er omfattet af
stk. 2 og § 46, stk. 2, dvs. Styrelsen for International Rekruttering og Integrations afgørelser i første
instans.
Det følger endvidere af udlændingelovens § 46, stk. 6, 9 og 10, at en række andre afgørelser heller
ikke kan påklages til anden administrativ myndighed. Det drejer sig om Udlændingestyrelsens og de
danske diplomatiske og konsulære repræsentationers afgørelser om bl.a. afslag på
forhåndsgodkendelse eller akkreditering af virksomheder efter udlændingelovens § 4 d, Styrelsen
for International Rekruttering og Integrations afgørelse
r
om
at udstede et
varsel til en udenlandsk
studerende, som har arbejdet i strid med de betingelser, der er fastsat for vedkommendes
arbejdstilladelse, og Udlændingestyrelsens afgørelser om at spærre dansk udstedt rejselegitimation i
Det Centrale Pasregister.
109
 UUI, Alm.del - 2019-20 - Bilag 58: Lovudkast om ændring af udlændingeloven og forskellige andre love, fra udlændinge- og integrationsministeren
Endelig følger det af udlændingelovens § 46 a, stk. 7, at Udlændingestyrelsen er klageinstans i
forhold til de danske diplomatiske og konsulære repræsentationers afgørelser om afslag, annullering
og inddragelser af et visum. Udlændinge- og integrationsministeren kan fastsætte nærmere regler
om klagefrist for sådanne afgørelser, jf. udlændingelovens § 46 a, stk. 8.
17.2. Ministeriets overvejelser og den foreslåede ordning
Som det fremgår af afsnit 17.1, er det udgangspunktet efter udlændingelovens § 46 a, stk. 1, at
afgørelser, som er truffet af Udlændingestyrelsen i 1. instans, kan påklages til Udlændinge- og
Integrationsministeriet, men at der er en lang række undtagelser hertil, idet bestemmelsen
udtrykkeligt angiver, hvilke afgørelser der ikke kan påklages til Udlændinge- og
Integrationsministeriet. Bl.a. fremgår det, at afgørelser, som kan påklages til Udlændingenævnet
efter udlændingelovens § 52 b, ikke kan påklages til Udlændinge- og Integrationsministeriet.
Udlændingelovens § 52 b, stk. 1-5, indeholder en udtømmende opremsning af de typer af
afgørelser, som træffes af enten Udlændingestyrelsen eller af Styrelsen for International
Rekruttering og Integration, og som kan påklages til Udlændingenævnet. Siden oprettelsen af
Udlændingenævnet den 1. januar 2013 er bestemmelsen flere gange blevet udvidet, idet der løbende
er blevet overført nye typer af klagesager fra Udlændinge- og Integrationsministeriet til
Udlændingenævnet.
I dag behandler Udlændingenævnet langt de fleste klager på opholdsområdet, herunder klager over
afgørelser om familiesammenføring, tidsubegrænset opholdstilladelse, visum og administrativ ud-
og afvisning truffet af Udlændingestyrelsen i første instans, jf. udlændingelovens § 52 b, stk. 1, og
klager over afgørelser om opholdstilladelse på grundlag af beskæftigelse, studie og au pair ophold
truffet af Styrelsen for International Rekruttering og Integration i 1. instans, jf. udlændingelovens §
52 b, stk. 2.
Udlændinge- og Integrationsministeriet behandler således i dag kun få konkrete klagesager, hvor
Udlændingestyrelsen har truffet afgørelse i 1. instans, og behandler, bortset fra sager om ophold mv.
i Grønland og på Færøerne, slet ikke konkrete klagesager, hvor Styrelsen for International
Rekruttering og Integration har truffet afgørelse i 1. instans.
Udlændingelovens udgangspunkt om, at Udlændingestyrelsens afgørelser kan påklages til
Udlændinge- og Integrationsministeriet, jf. udlændingelovens § 46 a, stk. 1, er således ikke længere
retvisende.
Udlændinge- og Integrationsministeriet finder, at det bør afspejles i udlændingeloven, at
udgangspunktet er, at Udlændingestyrelsens afgørelser i 1. instans kan påklages til
Udlændingenævnet, og ikke til Udlændinge- og Integrationsministeriet. Dette svarer også til, hvad
der gælder efter udlændingelovens § 46 a, stk. 2, om klageadgangen for afgørelser truffet af
Styrelsen for International Rekruttering og Integration i første instans.
110
 UUI, Alm.del - 2019-20 - Bilag 58: Lovudkast om ændring af udlændingeloven og forskellige andre love, fra udlændinge- og integrationsministeren
Udlændinge- og Integrationsministeriet finder samtidig, at strukturen i udlændingelovens § 46 a bør
ændres således, at bestemmelsen bliver mere overskuelig.
På den baggrund foreslås det at nyaffatte udlændingelovens § 46 a, så det fremgår, at
udgangspunktet er, at afgørelser truffet af Udlændingestyrelsen og Styrelsen for International
Rekruttering og Integration kan påklages til Udlændingenævnet. I den forbindelse foreslås det at
ophæve udlændingelovens § 52 b, således at bestemmelsens indhold i stedet indgår i den
nyaffattede bestemmelse i udlændingelovens § 46 a.
De afgørelsestyper, som hidtil ikke har kunnet påklages, vil fortsat ikke kunne påklages. Det
foreslås at samle disse afgørelsestyper i et nyt stykke i udlændingelovens § 46 a.
I forbindelse med forslaget om at nyaffatte udlændingelovens § 46 a foreslås det, at en række
sagsområder, hvor Udlændinge- og Integrationsministeriet i dag er klageinstans i forhold til
Udlændingestyrelsens afgørelser, overføres til Udlændingenævnet. Det vil følge af den foreslåede
bestemmelse i § 46 a, stk. 1.
Det vil bl.a. betyde, at klagefristen på 8 uger, der gælder i forbindelse med indgivelse af en klage til
Udlændingenævnet, også vil finde anvendelse i forbindelse med klage over afgørelser på de
sagsområder, der foreslås overført fra Udlændinge- og Integrationsministeriet til
Udlændingenævnet.
De sagsområder, der foreslås overført til Udlændingenævnet, er bl.a. klager over
Udlændingestyrelsens afgørelser om dispensation fra en garantierklæring om forsørgerpligt i
tilfælde, hvor der er meddelt opholdstilladelse til forældre over 60 år efter tidligere gældende
bestemmelser i udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 4 og 5, og § 9, stk. 2, nr. 1, og hvor den herboende
person er pålagt at yde betaling for hjælp til forsørgelse, der ydes til den familiesammenførte.
Ved lov nr. 188 af 27. februar 2017 blev kompetencen til at behandle klager over afslag på
opholdstilladelse på baggrund af associeringsaftalen mellem Det Europæiske Økonomiske
Fællesskab og Tyrkiet (associeringsaftalekomplekset) overført fra Udlændinge- og
Integrationsministeriet til Udlændingenævnet.
Det foreslås, at alle klager, der vedrører afgørelser om opholdstilladelse på baggrund af
associeringsaftalekomplekset, overføres fra Udlændinge- og Integrationsministeriet til
Udlændingenævnet, herunder klager vedrørende vilkår, der fastsættes i forbindelse med en positiv
afgørelse om meddelelse af opholdstilladelse.
Det betyder, at klagesagsbehandlingen vedrørende
alle afgørelser om opholdstilladelse på grundlag af
associeringsaftalekomplekset, herunder også
afgørelser vedrørende optjening af rettigheder optjent efter artikel 6 og 7,
samles i
Udlændingenævnet.
111
 UUI, Alm.del - 2019-20 - Bilag 58: Lovudkast om ændring af udlændingeloven og forskellige andre love, fra udlændinge- og integrationsministeren
Endvidere foreslås klager over Udlændingestyrelsens afgørelser om visum meddelt med mindre
gunstigere vilkår end det, der oprindeligt blev ansøgt om, overført til Udlændingenævnet i
forbindelse med nyaffattelse af udlændingelovens § 46 a, stk. 1. Det betyder, at al
klagesagsbehandling på visumområdet efter §§ 4-4 c er samlet i Udlændingenævnet.
Klager over Udlændingestyrelsens afslag på og inddragelse af tilladelse til beskæftigelse til
asylansøgere efter udlændingelovens § 14 a foreslås også overført fra Udlændinge- og
Integrationsministeriet til Udlændingenævnet. Udlændingelovens § 14 a giver under nærmere
betingelser og vilkår mulighed for, at udlændinge, som har ansøgt om opholdstilladelse efter
udlændingelovens § 7, uden arbejdstilladelse kan tage beskæftigelse i Danmark på sædvanlige løn-
og ansættelsesvilkår. Klagesager vedrørende fradrag i kontante ydelser ved asylansøgeres
lønindkomst, jf. udlændingelovens § 42 b, stk. 14, forslås tillige overført fra Udlændinge- og
Integrationsministeriet til Udlændingenævnet.
Herudover foreslås klagesager efter udlændingelovens § 42 i, dvs. sager om statens
erstatningsansvar i forhold til skade, som asylansøgere forvolder på andre eller andres ejendele, og
klagesager vedrørende indkvartering i egenfinansieret bolig og privat indkvartering efter
udlændingelovens §§ 42 k og 42 l også overført fra Udlændinge- og Integrationsministeriet til
Udlændingenævnet.
Den foreslåede nyaffattelse af udlændingelovens § 46 a, stk. 1, indebærer også, at klagesager, der
vedrører Udlændingestyrelsens forsørgelse efter § 42 a, samles i Udlændingenævnet. Dette er bl.a.
sager om Udlændingestyrelsens afslag på kaution i sociale sager og sundhedssager, jf. § 42 a, stk. 1
og 2, Udlændingestyrelsens pålæg af forsørgelse til en ægtefælle eller forældre, jf. § 42 a, stk. 1 og
2, jf. stk. 3, nr. 2 og 5, og klager over afslag på ansøgninger om midlertidig indkvartering efter
overgivelsesdatoen, jf. § 42 a, stk. 1, jf. integrationslovens § 12, stk. 3.
Endelig indebærer den foreslåede nyaffattelse af udlændingelovens § 46 a, stk. 1, at
Udlændingenævnet skal behandle klager over Udlændingestyrelsens og Styrelsen for International
Rekruttering og Integrations afgørelser om forlængelse af en udrejsefrist efter den foreslåede
bestemmelse i udlændingelovens § 33, stk. 4, jf. lovforslagets § 1, nr. 32.
Eventuelle andre sagstyper, som Udlændingestyrelsen og Styrelsen for International Rekruttering
måtte træffe afgørelse i, vil også skulle påklages til Udlændingenævnet efter den foreslåede
nyaffattelse af udlændingelovens 46 a, stk. 1, medmindre det fremgår af andre bestemmelser, at en
anden myndighed er klageinstans, eller at klageadgangen er afskåret.
Det bemærkes, at det følger af lovforslaget, at bemyndigelsesbestemmelsen i udlændingelovens §
46 a, stk. 5, ikke vil blive videreført. Efter bestemmelsen kan udlændinge- og integrationsministeren
træffe bestemmelse om og fastsætte nærmere regler for Udlændingestyrelsens behandling af de
sager, der er omfattet af stk. 1 og 3 og § 46, stk. 1, og Styrelsen for International Rekruttering og
Integrations behandling af de sager, der er omfattet af stk. 2 og § 46, stk. 2. Bestemmelsen er
112
 UUI, Alm.del - 2019-20 - Bilag 58: Lovudkast om ændring af udlændingeloven og forskellige andre love, fra udlændinge- og integrationsministeren
oprindeligt indsat ved lov nr.
34 af 18. januar 1995 om ændring af lov om midlertidig
opholdstilladelse til visse personer fra det tidligere Jugoslavien m.v., udlændingeloven og lov om
social bistand (behandling af asylansøgninger fra personer fra det tidligere Jugoslavien med
midlertidig opholdstilladelse m.v.), jf. Folketingstidende 1994-95, tillæg C, side 223-224,
og er
siden konsekvensændret, herunder senest ved lov nr. 102 af 3. februar 2016 om ændring af
udlændingeloven (Udskydelse af retten til familiesammenføring for personer med midlertidig
beskyttelsesstatus, skærpelse af reglerne om tidsubegrænset opholdstilladelse, skærpelse af reglerne
om inddragelse af flygtninges opholdstilladelse m.v.), jf. Folketingstidende 2015-16, tillæg C, L 87
som vedtaget, dvs. før Udlændingenævnets oprettelse og på et tidspunkt, hvor ministeriet var
klageinstans. Endvidere er bestemmelsen aldrig blevet udnyttet. Det indgår derfor i lovforslaget, at
bestemmelsen ikke videreføres.
18. Forslag om overførsel af klageadgang fra Udlændinge- og Integrationsministeriet til
Flygtningenævnet
18.1. Gældende ret
Flygtningenævnet behandler klager vedrørende asylrelaterede
Udlændingestyrelsen i første instans, jf. udlændingelovens § 53 a.
afgørelser
truffet
af
Flygtningenævnets afgørelser er endelige, jf. udlændingelovens § 56, stk. 8.
18.1.1. Opholdstilladelse til uledsagede udlændinge under 18 år
Udlændingestyrelsen træffer i 1. instans afgørelse om, hvorvidt en mindreårig asylansøger skal
anses for uledsaget, jf. udlændingelovens § 46, stk. 1, og således er omfattet af persongruppen i
udlændingelovens § 9 c, stk. 3. Denne afgørelse træffes på grundlag af en konkret vurdering af den
pågældendes personlige forhold, herunder navnlig tilknytningen til en eventuel ledsager.
Efter udlændingelovens § 9 c, stk. 3, nr. 1 og 2, kan der gives opholdstilladelse til en uledsaget
udlænding under 18 år, hvis der er grund til at antage, at udlændingen ved en tilbagevenden til
hjemlandet eller det tidligere opholdsland vil være uden familiemæssigt netværk eller uden
mulighed for ophold på et modtage- og omsorgscenter og dermed vil blive stillet i en reel
nødsituation, 1) hvis der ud fra udlændingens personlige forhold er særlige grunde - navnlig
udlændingens modenhed - til at antage, at udlændingen ikke bør gennemgå en asylsagsbehandling,
eller 2) hvis en uledsaget mindreårig, der er tilstrækkelig moden til at gennemgå en
asylsagsbehandling, er blevet meddelt endeligt afslag på ansøgning om opholdstilladelse, jf.
udlændingelovens § 7 (asyl). Opholdstilladelsen kan ikke forlænges ud over udlændingens fyldte
18. år.
Træffer Udlændingestyrelsen afgørelse om afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c,
stk. 3, kan afgørelsen påklages til Flygtningenævnet, jf. § 53, stk. 1, nr. 7. Påklages et afslag på
113
 UUI, Alm.del - 2019-20 - Bilag 58: Lovudkast om ændring af udlændingeloven og forskellige andre love, fra udlændinge- og integrationsministeren
opholdstilladelse efter § 9 c, stk. 3, nr. 2, inden 7 dage efter, at afslaget er meddelt den pågældende,
har udlændingen ret til at blive her i landet, indtil klagen er afgjort, jf. udlændingelovens § 33, stk.
13. Flygtningenævnet kan efter omstændighederne, hvis der foreligger helt særlige
omstændigheder, tillægge en klage, der er indgivet efter udløbet af de 7 dage, opsættende virkning.
Meddeler Udlændingestyrelsen opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 3, tidsbegrænses
opholdstilladelsen og gives før udlændingens fyldte 15. år højst indtil det fyldte 15. år og efter
udlændingens fyldte 15. år for højst 1 år ad gangen, dog ikke længere end til den dato, hvor
udlændingen fylder 18 år, jf. § 16, stk. 16, i bekendtgørelse nr. 587 af 7. maj 2019 om udlændinges
adgang her til landet (udlændingebekendtgørelsen).
Ved en ansøgning om forlængelse af en opholdstilladelse meddelt efter udlændingelovens § 9 c, stk.
3, nr. 1, tager Udlændingestyrelsen ved hver forlængelse af opholdstilladelsen efter det fyldte 15. år
fornyet stilling til bl.a., om den mindreårige er blevet tilstrækkelig moden til at gennemgå en
asylsagsbehandling. Er den mindreårige blevet tilstrækkelig moden til at gennemgå en
asylsagsbehandling, og meddeles vedkommende efterfølgende afslag på asyl, vil
Udlændingestyrelsen træffe afgørelse om nægtelse af forlængelse af opholdstilladelsen efter § 9 c,
stk. 3, nr. 1. Udlændingestyrelsen tager herefter stilling til, om betingelserne for opholdstilladelse
efter udlændingelovens § 9 c, stk. 3, nr. 2, er opfyldt. Herved sikres, at der altid er taget stilling til
asylspørgsmålet, før udsendelse kan komme på tale.
Vurderer Udlændingestyrelsen derimod, at en uledsaget mindreårig fortsat ikke er tilstrækkelig
moden til at gennemgå en asylsagsbehandling, kan opholdstilladelsen meddelt efter
udlændingelovens § 9 c, stk. 3, nr. 1, forlænges, hvis betingelserne herfor er opfyldt.
Ansøger en uledsaget mindreårig, der har fået afslag på asyl, om forlængelse af en opholdstilladelse
meddelt efter udlændingelovens § 9 c, stk. 3, nr. 2, vurderer Udlændingestyrelsen om betingelserne
for at få forlænget opholdstilladelsen er opfyldt.
Er betingelserne for at få forlænget en opholdstilladelse meddelt efter udlændingelovens § 9 c, stk.
3, ikke længere opfyldt, vil tilladelsen blive nægtet forlænget eller inddraget.
En opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 3, vil kunne inddrages, hvis grundlaget for
ansøgningen eller opholdstilladelsen var urigtigt eller ikke længere er til stede, eller hvis tilladelsen
f.eks. er opnået ved svig.
En opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 3, kan bortfalde, hvis f.eks. en uledsaget
mindreårig forlader Danmark for en længere periode eller opgiver sin bopæl i Danmark.
Kompetencen til at behandle klager over afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c,
stk. 3, blev overført fra Udlændinge- og Integrationsministeriet til Flygtningenævnet ved lov nr. 188
af 25. februar 2017 om ændring af udlændingeloven (Overførsel af opgaver fra Udlændinge- og
114
 UUI, Alm.del - 2019-20 - Bilag 58: Lovudkast om ændring af udlændingeloven og forskellige andre love, fra udlændinge- og integrationsministeren
Integrationsministeriet til Flygtningenævnet og Udlændingenævnet m.v.), jf. Folketingstidende
2016-17, Tillæg C, L 108 som vedtaget.
Klager over nægtelse af forlængelse, inddragelse eller bortfald af opholdstilladelser efter
udlændingelovens § 9 c, stk. 3, blev dog ikke samtidig hermed overført til Flygtningenævnet.
Udlændinge- og Integrationsministeriet er derfor fortsat klageinstans i sådanne sager, jf.
udlændingelovens § 46 a, stk. 1.
Det bemærkes, at Udlændingestyrelsens beslutning om, at der ikke er særlige grunde til at antage, at
en uledsaget udlænding, der inden det fyldte 18. år har indgivet ansøgning om opholdstilladelse i
medfør af udlændingelovens § 7, ikke bør gennemgå en asylsagsprocedure, jf. § 9 c, stk. 3, nr. 1,
ikke kan påklages, jf. § 46 a, stk. 3
18.2. Ministeriets overvejelser og den foreslåede ordning
Udlændinge- og Integrationsministeriet har i dag klagekompetence i sager om nægtelse af
forlængelse, inddragelse og bortfald af opholdstilladelse meddelt efter udlændingelovens § 9 c, stk.
3, nr. 1 og 2. Der er tale om sager, der knytter sig til eller har lighed med de klagesager om afslag på
opholdstilladelse efter § 9 c, stk. 3, nr. 1 og 2, som Flygtningenævnet behandler. Det er derfor
nærliggende, at Flygtningenævnet også er klageinstans for afgørelser om nægtelse af forlængelse,
inddragelse og bortfald af sådanne opholdstilladelser.
Udlændinge- og Integrationsministeriet finder det hensigtsmæssigt at overføre disse klagesager fra
Udlændinge- og Integrationsministeriet til Flygtningenævnet, der behandler klager vedrørende
asylrelaterede afgørelser truffet af Udlændingestyrelsen i 1. instans, og som allerede i dag behandler
klager over afslag på afgørelser efter udlændingelovens § 9 c, stk. 3, nr. 1 og 2. Det foreslås derfor,
at Udlændingestyrelsens afgørelser om nægtelse af forlængelse, inddragelse og bortfald af
opholdstilladelse meddelt efter udlændingelovens § 9 c, stk. 3, nr. 1 og 2, fremover skal kunne
påklages til Flygtningenævnet.
Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 67.
Det foreslås samtidig, at såfremt Udlændingestyrelsens afgørelse om nægtelse af forlængelse,
inddragelse eller bortfald af opholdstilladelse meddelt efter udlændingelovens § 9 c, stk. 3, nr. 2,
påklages inden 7 dage efter, at afgørelsen er meddelt, har klagen opsættende virkning, hvilket
betyder, at den pågældende udlænding har ret til at blive her i landet, indtil klagen er afgjort. Dette
svarer til, hvad der i dag gælder for klager over afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens §
9 c, stk. 3, nr. 2. Der indføres således mulighed for, at en klage over afgørelser om nægtelse af
forlængelse, inddragelse og bortfald af opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 3, nr. 2,
kan tillægges opsættende virkning. Flygtningenævnet kan efter omstændighederne, hvis der
115
 UUI, Alm.del - 2019-20 - Bilag 58: Lovudkast om ændring af udlændingeloven og forskellige andre love, fra udlændinge- og integrationsministeren
foreligger helt særlige omstændigheder, tillægge en klage, der er indgivet efter udløbet af de 7 dage,
opsættende virkning.
Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 36.
19. Afskæring af klageadgang i visse sager
19.1. Gældende ret
19.1.1. Afgørelser om beregning af opholdsperioder
Udlændingelovens § 27 regulerer beregningen af en udlændings lovlige ophold her i landet i
forbindelse med vurderingen af ansøgninger om tidsubegrænset opholdstilladelse, bortfald af
opholdstilladelse og udvisning.
Efter § 27, stk. 1, regnes de i § 9 q, stk. 8, § 11, stk. 3, nr. 1, og stk. 5, § 17, stk. 1, 3. pkt., §§ 22, 23
og 25 a nævnte tidsrum fra tidspunktet for udlændingens tilmelding til folkeregisteret eller, hvis
ansøgningen om opholdstilladelse er indgivet her i landet, fra tidspunktet for ansøgningens
indgivelse eller fra tidspunktet, hvor betingelserne for opholdstilladelsen er opfyldt, hvis dette
tidspunkt ligger efter ansøgningstidspunktet. Efter § 27, stk. 2, regnes de i stk. 1 nævnte tidsrum for
så vidt angår udlændinge, der er meddelt opholdstilladelse efter § 7, stk. 1-3, fra tidspunktet for den
første meddelelse af opholdstilladelsen.
Det fremgår af § 27, stk. 3, at beregningen afbrydes, når en meddelt opholdstilladelse udløber,
bortfalder eller inddrages af Udlændingestyrelsen eller Styrelsen for International Rekruttering og
Integration. Forlænges opholdstilladelsen, anses opholdstilladelsen ikke for bortfaldet, eller
omgøres afgørelsen om inddragelse, regnes de i stk. 1 nævnte tidsrum fra de tidspunkter, der er
angivet i stk. 1 og 2, i forhold til den tidligere meddelte opholdstilladelse.
Efter § 27, stk. 4, anses ophold med en opholdstilladelse, der er opnået ved svig, ikke for lovligt
ophold, og efter § 27, stk. 5, medregnes den tid, hvori en udlænding har været varetægtsfængslet
forud for en senere domfældelse eller har udstået en frihedsstraf eller været undergivet anden
strafferetlig retsfølge, der indebærer eller giver mulighed for frihedsberøvelse, for en
lovovertrædelse, der ville have medført ubetinget frihedsstraf, ikke i de i stk. 1 nævnte tidsrum.
Det følger af udlændingelovens § 46 a, stk. 1, at Udlændingestyrelsens afgørelser efter
udlændingelovens § 27 om, fra hvilket tidspunkt en opholdstilladelse skal regnes, kan påklages til
udlændinge- og integrationsministeren, mens Styrelsen for International Rekruttering og
Integrations afgørelser herom ikke kan påklages, jf. udlændingelovens § 52 b, stk. 2 og 4,
modsætningsvist, og § 46 a, stk. 2, 1. pkt.
116
 UUI, Alm.del - 2019-20 - Bilag 58: Lovudkast om ændring af udlændingeloven og forskellige andre love, fra udlændinge- og integrationsministeren
19.1.2. Afgørelser om afkortning af varigheden af en opholdstilladelse på grund af udløb af pas
eller rejselegitimation.
Det følger af udlændingelovens § 11, stk. 1, 2. pkt., at en opholdstilladelse kan tidsbegrænses. En
tidsbegrænset opholdstilladelse meddelt med mulighed for varigt ophold kan efter ansøgning
forlænges, medmindre der er grundlag for at inddrage opholdstilladelsen efter udlændingelovens §
19 og § 19 a, stk. 2, jf. udlændingelovens § 11, stk. 2, 1. pkt.
Nærmere regler om varigheden af de forskellige typer opholdstilladelser er fastsat i
udlændingebekendtgørelsens § 16, og efter udlændingebekendtgørelsens § 17, stk. 1, udstedes en
opholdstilladelse efter udlændingelovens §§ 9-9 f, 9 i-9 n og 9 p og 9 q som hovedregel således, at
tilladelsen udløber senest 3 måneder før udløbet af udlændingens pas eller tilbagerejsetilladelsen til
det land, der har udstedt udlændingens rejsedokument. Har udlændingen fast ophold i et andet land
end hjemlandet, udstedes opholdstilladelsen under de vilkår, som er anført i § 17, stk. 1, 1. pkt., og
således at den udløber senest 3 måneder før udløbet af tilbagerejsetilladelsen til bopælslandet.
Efter udlændingebekendtgørelsens § 17, stk. 3, kan Udlændingestyrelsen og Styrelsen for
International Rekruttering og Integration i særlige tilfælde fravige stk. 1. Gyldigheden af
udlændingens pas skal i så fald være længere end den meddelte opholdstilladelse og gøre det muligt
for udlændingen at rejse tilbage til udstederlandet inden udløbet af passet.
Udlændingestyrelsen og Styrelsen for International Rekruttering og Integration tager i forbindelse
med en afgørelse om meddelelse af opholdstilladelse efter udlændingelovens §§ 9, 9 a, 9 c, stk. 1, 9
d-9 f, 9 i-9 n, 9 p eller § 9 q og forlængelse af en opholdstilladelse meddelt efter en af de nævnte
bestemmelser stilling til, om opholdstilladelsens varighed skal afkortes som følge af
rejselegitimationens udløb.
Det følger af udlændingelovens § 46 a, stk. 1, at Udlændingestyrelsens afgørelser om afkortning af
varigheden af en opholdstilladelse kan påklages til udlændinge- og integrationsministeren, mens
Styrelsen for International Rekruttering og Integrations afgørelser herom ikke kan påklages, jf.
udlændingelovens § 52 b, stk. 2 og 4, modsætningsvist, og § 46 a, stk. 2, 1. pkt.
19.1.3. Afgørelser om afvisning af en ansøgning om opholdstilladelse efter regler udstedt i medfør
af udlændingelovens § 9 g, stk. 2.2. pkt.
Det følger af udlændingelovens § 9 g, stk. 1, 1. pkt., at udlændinge- og integrationsministeren kan
fastsætte regler om, at en ansøgning, der indgives til Udlændingestyrelsen efter udlændingeloven
eller udlændingebekendtgørelsen, skal indgives ved anvendelse af et ansøgningsskema eller en
digital ansøgningsløsning, som Udlændingestyrelsen stiller til rådighed (digital selvbetjening). Af
udlændingelovens § 9 g, stk. 1, 2. pkt., fremgår det, at udlændinge- og integrationsministeren i den
forbindelse kan fastsætte regler om afvisning af ansøgninger, der ikke indgives på den i 1. pkt.
angivne måde.
117
 UUI, Alm.del - 2019-20 - Bilag 58: Lovudkast om ændring af udlændingeloven og forskellige andre love, fra udlændinge- og integrationsministeren
Bemyndigelsesbestemmelserne i udlændingelovens § 9 g, stk. 1, 1. og 2. pkt., er udmøntet ved
bekendtgørelse nr. 250 af 14. marts 2019 om obligatorisk brug af ansøgningsskemaer eller digital
selvbetjening ved indgivelse af ansøgning til Udlændingestyrelsen. Af bekendtgørelsens § 2, stk. 1,
fremgår det, hvilke ansøgninger der skal indgives ved anvendelse af den digitale ansøgningsløsning,
som Udlændingestyrelsen stiller til rådighed, og af § 3, stk. 1, fremgår det, at ansøgninger, der ikke
indgives ved digital selvbetjening, kan afvises af Udlændingestyrelsen, medmindre andet følger af
EU-retten.
Det følger tilsvarende af udlændingelovens § 9 g, stk. 2, 1. pkt., at udlændinge- og
integrationsministeren kan fastsætte regler om, at en ansøgning, der indgives til Styrelsen for
International Rekruttering og Integration efter udlændingeloven eller udlændingebekendtgørelsen,
skal indgives ved anvendelse af en digital ansøgningsløsning, som Styrelsen for International
Rekruttering og Integration stiller til rådighed (digital selvbetjening). Af udlændingelovens § 9 g,
stk. 2, 2. pkt., fremgår det, at udlændinge og integrationsministeren i den forbindelse kan fastsætte
regler om afvisning af ansøgninger, der ikke indgives på den i 1. pkt. angivne måde.
Bemyndigelsesbestemmelserne i udlændingelovens § 9 g, stk. 2, 1. og 2. pkt., er udmøntet ved
bekendtgørelse nr. 584 af 7. maj 2019 om brug af obligatorisk selvbetjening for indgivelse af
ansøgning til Styrelsen for International Rekruttering og Integration i henhold til udlændingeloven.
Af bekendtgørelsens § 2, stk. 1, fremgår det, hvilke ansøgninger der skal indgives ved anvendelse af
den digitale ansøgningsløsning, som Styrelsen for International Rekruttering og Integration stiller til
rådighed, og af § 3, stk. 1, fremgår det, at ansøgninger, der ikke indgives ved digital selvbetjening,
kan afvises af Styrelsen for International Rekruttering og Integration, medmindre andet følger af
EU-retten.
Det følger af udlændingelovens § 46 a, stk. 1, 1. pkt., at der ikke er klageadgang over
Udlændingestyrelsens afgørelser om afvisning truffet efter regler udstedt i medfør af
udlændingelovens § 9 g, stk. 1, 2. pkt.
Af udlændingelovens § 46 a, stk. 2, fremgår det, at Styrelsen for International Rekruttering og
Integrations afgørelser efter udlændingeloven ikke kan påklages til udlændinge- og
integrationsministeren, og at styrelsens afgørelser, bortset fra de afgørelser, der er nævnt i § 9 h, stk.
8, 1. pkt., jf. stk. 1 og 3 (visse afgørelser om afvisning af ansøgning ved manglende
gebyrindbetaling) og § 33 (afgørelser om fastsættelse af udrejsefrist og opsættende virkning), kan
påklages til Udlændingenævnet. Der er ikke klageadgang til Udlændingenævnet over Styrelsen for
International Rekruttering og Integrations afgørelser om afvisning truffet efter regler udstedt i
medfør af udlændingelovens § 9 g, stk. 2, 2. pkt., jf. herved udlændingelovens § 52 b, stk. 2,
modsætningsvist. Klageadgangen over Styrelsen for International Rekruttering og Integrations
afvisningsafgørelser truffet efter regler udstedt i medfør af udlændingelovens § 9 g, stk. 2, 2. pkt., er
således, som det gælder for Udlændingestyrelsens afgørelser, afskåret, men dette fremgår i dag kun
indirekte af udlændingelovens § 46 a, stk. 2.
118
 UUI, Alm.del - 2019-20 - Bilag 58: Lovudkast om ændring af udlændingeloven og forskellige andre love, fra udlændinge- og integrationsministeren
Udlændingelovens § 9 g, stk. 1 og 2, blev indsat i udlændingeloven ved lov nr. 1618 af 26.
december 2013. Det fremgår af lovbemærkningerne, jf. Folketingstidende 2013-14, tillæg A, L 11
som fremsat, side 10, at klageadgangen over Udlændingestyrelsens og Styrelsen for International
Rekruttering og Integrations afvisningsafgørelser truffet efter regler fastsat i medfør af henholdsvis
udlændingelovens § 9 g, stk. 1 og 2, blev foreslået afskåret. Ved en fejl var det dog kun adgangen til
at klage over Udlændingestyrelsens afgørelser om afvisning truffet efter regler udstedt i medfør af
udlændingelovens § 9 g, stk. 1, 2. pkt., der specifikt blev afskåret ved lov nr. 1618 af 26. december
2013, jf. herved udlændingelovens § 46 a, stk. 1, 1. pkt.
19.2. Ministeriets overvejelser og den foreslåede ordning
Som det fremgår af afsnit 19.1.1 og 19.1.2, kan Styrelsen for International Rekruttering og
Integrations afgørelser om beregning efter udlændingelovens § 27 og pasafkortning efter
udlændingebekendtgørelsens § 17 ikke påklages til hverken Udlændingenævnet eller Udlændinge-
og Integrationsministeriet, mens Udlændingestyrelsens afgørelser herom kan påklages til
udlændinge- og integrationsministeren, jf. udlændingelovens § 46 a, stk. 1.
Det foreslås, at Udlændingestyrelsens afgørelser ligesom Styrelsen for International Rekruttering og
Integrations afgørelser ikke skal kunne påklages.
Endvidere foreslås det, at det tydeliggøres, at Styrelsen for International Rekruttering og
Integrations afgørelser om afvisning truffet efter regler udstedt i medfør af udlændingelovens § 9 g,
stk. 2, 2. pkt., ikke kan påklages, jf. afsnit 19.1.3.
Endelig foreslås det, at Udlændingestyrelsens og Styrelsen for International Rekruttering og
Integrations afgørelser om ikke at tilbagebetale et for meget betalt beløb af højst 30 kr. efter den
foreslåede bestemmelse i udlændingelovens § 9 h, stk. 14, jf. lovforslagets afsnit 13.2 og
bemærkningerne til § 1, nr. 8, ikke skal kunne påklages. Det bemærkes i den forbindelse, at der i
dag ikke er adgang til at klage over styrelsernes afgørelser om afvisning af ansøgninger efter
udlændingelovens § 9 h, stk. 8, 1. pkt., som følge af manglende gebyrbetaling.
Det er Udlændinge- og Integrationsministeriets opfattelse, at afskæring af klageadgangen i de
nævnte sagstyper ikke giver anledning til betænkeligheder for den enkeltes retssikkerhed.
Udlændinge- og Integrationsministeriet har herved lagt vægt på, at der er tale om afgørelser, der
træffes af Udlændingestyrelsen og Styrelsen for International Rekruttering og Integration efter helt
generelle og objektive kriterier, der er umiddelbart konstaterbare.
Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 59.
20. Fastsættelse af skærpet bødeniveau for transportøransvar
119
 UUI, Alm.del - 2019-20 - Bilag 58: Lovudkast om ændring af udlændingeloven og forskellige andre love, fra udlændinge- og integrationsministeren
20.1. Gældende ret
20.1.1. Udlændingeloven
Det fremgår af udlændingelovens § 59 a, stk. 1, at den, der bringer en udlænding her til landet,
straffes med bøde, såfremt den pågældende udlænding ved indrejse i Danmark eller i transit i en
dansk lufthavn ikke er i besiddelse af fornøden rejselegitimation og visum, jf. § 39.
Transportøransvaret blev indsat ved lov nr. 686 af 17. oktober 1986 om ændring af
udlændingeloven. Bestemmelsen blev sat i kraft pr. 1. januar 1989 ved bekendtgørelse nr. 788 af 14.
december 1988. Baggrunden for indførelsen af bestemmelsen var bl.a., at det havde vist sig, at et
meget stort antal asylansøgere var indrejst via Københavns Lufthavn enten uden at være i
besiddelse af fornødent visum eller med falske danske visa stemplet i passene.
Både juridiske personer og fysiske personer kan pålægges strafansvar efter bestemmelsen.
Transportvirksomheders strafansvar følger af udlændingelovens § 61, hvorefter der kan pålægges
selskaber mv. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel, sammenholdt
med udlændingelovens § 59 a, mens de almindelige tilregnelseskrav, dvs. forsæt og uagtsomhed, jf.
straffelovens § 19, gælder for fysiske personer.
Det følger af bemærkningerne til lov nr. 686 af 17. oktober 1986 om ændring af udlændingeloven,
jf. Folketingstidende 1986-87, Tillæg A, sp. 13, at det ikke er tanken, at bestemmelsen tænkes
anvendt i alle tilfælde, hvor en person er indrejst uden fornøden tilladelse. Tiltale bør i
almindelighed alene rejses, hvis der foreligger gentagne overtrædelser. Bestemmelsen tænkes f.eks.
således ikke anvendt i enkeltstående tilfælde, hvor en asylansøger er indrejst i Danmark direkte fra
hjemlandet eller fra et andet land, hvor han eller hun er udsat for en asylbegrundende forfølgelse
som nævnt i flygtningekonventionen.
For så vidt angår bødeniveauet fremgår det af bemærkningerne til lov nr. 686 af 17. oktober 1986
om ændring af udlændingeloven, at det under hensyn til formålet med bestemmelsen og de
situationer, hvor den tænkes anvendt, bør sættes temmelig højt, jf. Folketingstidende 1986-87,
tillæg A, spalte 13. En bøde i tilfælde af gentagne overtrædelser bør således ikke være mindre end
8.000-10.000 kr. pr. person.
Det følger af udlændingelovens § 59 a, stk. 2, at transportøransvaret som udgangspunkt ikke
gælder, hvis udlændingen indrejser fra et Schengenland. Indføres der midlertidig grænsekontrol ved
en indre grænse, kan transportører dog pålægges strafansvar i medfør af § 59 a, stk. 1, hvis de
bringer udlændinge uden fornøden rejselegitimation og visum fra et Schengenland over den
pågældende grænse hvor der er indført midlertidig grænsekontrol. Der henvises i den forbindelse til
bemærkningerne til lovforslaget, jf. Folketingstidende 2015-16, tillæg A, afsnit 2.1.1-2.1.2 samt
bemærkningerne til lovforslagets enkelte bestemmelser.
120
 UUI, Alm.del - 2019-20 - Bilag 58: Lovudkast om ændring af udlændingeloven og forskellige andre love, fra udlændinge- og integrationsministeren
20.1.2. Direktiv 2001/51/EF
Ved brev af 31. oktober 2001 til Rådet meddelte Danmark, at Danmark i henhold til den
dagældende artikel 5 (nu artikel 4) i Protokollen om Danmarks stilling havde truffet afgørelse om at
gennemføre direktiv 2001/51/EF af 28. juni 2001 om fastsættelse af supplerende bestemmelser til
artikel 26 i konventionen om gennemførelse af Schengen-aftalen af 14. juni 1985 i dansk ret, og at
bestemmelserne ville finde anvendelse for Danmark med virkning fra datoen for meddelelsens
afgivelse.
Det følger af artikel 4, stk. 1, i direktivet, at medlemsstaterne skal træffe de nødvendige
foranstaltninger til at sikre, at sanktioner, der finder anvendelse over for transportvirksomheder i
henhold til artikel 26, stk. 2 og 3 (transportøransvar), i Schengenkonventionen, har en afskrækkende
virkning, er effektive og står i et rimeligt forhold til overtrædelsen, og at:
a) enten maksimumsbeløbet for de gældende sanktioner ikke er under 5.000 EUR eller tilsvarende
national valuta til den vekselkurs, der er offentliggjort i EF-Tidende den 10. august 2001, pr.
person, der befordres, eller
b) minimumsbeløbet for sådanne sanktioner ikke er under 3.000 EUR eller tilsvarende national
valuta til den vekselkurs, der er offentliggjort i EF-Tidende den 10. august 2001, pr. person, der
befordres, eller
c) maksimumsbeløbet for sanktionen fastsat forud for hver overtrædelse ikke er under 500.000
EUR eller tilsvarende national valuta til den vekselkurs, der er offentliggjort i EF-Tidende den
10. august 2001, uanset hvor mange personer der befordres.
20.2. Ministeriets overvejelser
Rådet har i sin gennemførelsesafgørelse af 29. januar 2018 om afhjælpning af de mangler, der blev
konstateret ved evalueringen i 2017 af Danmarks anvendelse af Schengenreglerne på området om
forvaltning af de ydre grænser, bl.a. henstillet til, at Danmark øger beløbsstørrelsen af de
økonomiske sanktioner, der finder anvendelse over for transportvirksomheder, således at sanktionen
bringes i overensstemmelse med artikel 4, stk. 1, i direktiv 2001/51/EF af 28. juni 2001 om
fastsættelse af supplerende bestemmelser til artikel 26 i konventionen om gennemførelse af
Schengen-aftalen af 14. juni 1985.
På den baggrund er det Udlændinge- og Integrationsministeriets vurdering, at bødeniveauet for
overtrædelse af bestemmelsen om transportøransvar for transportvirksomheder skærpes. Samtidig er
det vurderingen, at den hidtidige anvendelse for så vidt angår transportvirksomheder, hvorefter der
alene rejses tiltale i gentagelsestilfælde, ændres, så der fremover altid rejses tiltale overfor
transportvirksomheder i tilfælde, hvor en transportvirksomhed medtager passagerer til Danmark, og
de pågældende passagerer ikke er i besiddelse af fornøden rejselegitimation og visum, og den
pågældende virksomheds kontrol har eller burde have afsløret, at de pågældende rejsende ikke
havde fornøden rejselegitimation og visum.
121
 UUI, Alm.del - 2019-20 - Bilag 58: Lovudkast om ændring af udlændingeloven og forskellige andre love, fra udlændinge- og integrationsministeren
Vedrørende bødeniveauet lægger direktiv 2001/51/EF op til, at medlemsstaterne kan vælge imellem
tre forskellige ordninger i forhold til implementeringen af direktivet i national lovgivning.
Den første ordning er en maksimumsordning, hvor der fastsættes et maksimumbeløb pr. person, der
befordres. Den anden ordning er en minimumsordning, hvor der fastsættes et minimumsbeløb pr.
person, der befordres. Den tredje og sidste ordning er en maksimumsordning, men den adskiller sig
fra den første ordning, idet maksimumbeløbet gælder pr. overtrædelse af transportøransvaret og
ikke pr. person, der befordres.
Bødefastsættelsen i Danmark har hidtil været knyttet op på en minimumsordning, jf.
bemærkningerne til lov nr. 686 af 17. oktober 1986 om ændring af udlændingeloven, hvor der er
fastsat et minimumsbeløb pr. person, der befordres (minimum 8.000-10.000 kr. pr. person), for
overtrædelse af transportøransvaret.
20.3. Den foreslåede ordning
Det foreslås at skærpe bødeniveauet for transportvirksomheder, samt at den hidtidige anvendelse for
så vidt angår transportvirksomheder, hvorefter der alene skal rejses tiltale i gentagelsestilfælde,
ændres, så der fremover altid skal rejses tiltale overfor transportvirksomheder i tilfælde, hvor en
transportvirksomhed medtager passagerer til Danmark, og de pågældende passagerer ikke er i
besiddelse af fornøden rejselegitimation og visum, og den pågældende virksomheds kontrol har
eller burde have afsløret, at de pågældende rejsende ikke havde fornøden rejselegitimation og
visum.
Den foreslåede bestemmelse har således til formål at angive et skærpet bødeniveau for overtrædelse
af transportøransvaret for transportvirksomheder samt at sikre, at der altid rejses tiltale overfor
transportvirksomheder, så transportøransvaret i medfør af udlændingelovens § 59 a bringes i
overensstemmelse med artikel 4, stk. 1, i direktiv 2001/51/EF.
Det skærpede bødeniveau foreslås fastsat ud fra artikel 4, stk. 1, litra b, i direktiv 2001/51/EF, og
det foreslås således, at bødeniveauet minimum fastsættes til 3.000 EUR pr. person, der befordres,
omregnet til danske kroner til den vekselkurs, der er offentliggjort i EF-Tidende den 10. august
2001, svarende til 22.500 kr. (afrundet). Der vil således være tale om absolut kumulation.
Den foreslåede ændring medfører således, at bøden for overtrædelse af transportøransvaret for
transportvirksomheder i udlændingelovens § 59 a, stk. 1, skal stå i et rimeligt forhold til
overtrædelsen, at bødeniveauet i udgangspunktet skal sættes højt for at have en afskrækkende
virkning, og at en tilkendt bøde skal fastsættes til 22.500 kr. eller derover pr. udlænding, der
befordres.
Fastsættelsen af bøden beror på domstolenes konkrete vurdering i det enkelte tilfælde af samtlige
omstændigheder i sagen, og det angivne bødeniveau vil kunne fraviges, dog således at domstolene
122
 UUI, Alm.del - 2019-20 - Bilag 58: Lovudkast om ændring af udlændingeloven og forskellige andre love, fra udlændinge- og integrationsministeren
altid skal fastsætte bøden til 22.500 kr. eller derover pr. udlænding, der befordres, og at bøden har
en afskrækkende virkning, er effektiv og står i rimeligt forhold til overtrædelsen. Er overtrædelsen
således begået forsætligt, eller er der ved overtrædelsen opnået eller tilsigtet en økonomisk fordel
for transportvirksomheden, vil dette være en skærpende omstændighed. Hvis der foreligger
skærpende omstændigheder i det konkrete tilfælde, vil bødens størrelse som udgangspunkt skulle
afspejle dette i opadgående retning. Desuden vil princippet om absolut kumulation som
udgangspunkt også gælde i sådanne tilfælde, hvor der foreligger skærpende omstændigheder.
For så vidt angår fysiske personers overtrædelse af bestemmelsen om transportøransvar foretages
ingen ændringer af bødeniveauets størrelse eller anvendelse.
Den foreslåede skærpelse af bødeniveauet vil finde anvendelse på overtrædelser begået efter lovens
ikrafttræden, jf. bemærkninger til lovforslagets § 8.
21. Præcisering i forhold til Dublinforordningens terminologi
21.1.
”Medlemsstat”
21.1.1. Gældende ret
Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 604/2013 af 26. juni 2013 om fastsættelse af
kriterier og procedurer til afgørelse af, hvilken medlemsstat der er ansvarlig for behandlingen af en
ansøgning om international beskyttelse, der er indgivet af en tredjelandsstatsborger eller en statsløs i
en af medlemsstaterne, med senere ændringer (Dublinforordningen), er omfattet af det danske
forbehold om retlige og indre anliggender (retsforbeholdet), og Dublinforordningen er dermed ikke
i sig selv bindende for eller direkte gældende i Danmark. Danmark har imidlertid indgået en
parallelaftale herom. Dublinforordningen er gennemført i dansk ret i udlændingelovens § 29 a.
Det fremgår af udlændingelovens § 29 a, at en udlænding kan afvises eller overføres til et andet EU-
land efter reglerne i Dublinforordningen eller efter en overenskomst eller et hertil svarende
arrangement, som Danmark har indgået med et eller flere lande i tilslutning til Dublinforordningen.
21.1.2. Ministeriets overvejelser og den foreslåede ordning
I den nuværende formulering af udlændingelovens § 29 a kan en udlænding afvises eller overføres
til et andet EU-land.
Der foreslås en sproglig præcisering af § 29 a, stk. 1, med henblik på at skabe overensstemmelse
med den terminologi, der anvendes i Dublinforordningen. Det foreslås derfor, at erstatte »et andet
EU-land« med »en anden medlemsstat«.
123
 UUI, Alm.del - 2019-20 - Bilag 58: Lovudkast om ændring af udlændingeloven og forskellige andre love, fra udlændinge- og integrationsministeren
Der er ikke herved tilsigtet nogen ændring i anvendelsen af bestemmelsen.
21.2.
”Overtage eller tilbagetage”
21.2.1. Gældende ret
Det fremgår af udlændingelovens § 29 a, stk. 1, at en udlænding kan afvises eller overføres til et
andet EU-land efter reglerne i Dublinforordningen eller efter en overenskomst eller et hertil
svarende arrangement, som Danmark har indgået med et eller flere lande i tilslutning til
Dublinforordningen, jf. udlændingelovens § 29 a, stk. 1. Der er tale om den situation, hvor en
asylansøger befinder sig i Danmark, og Danmark overfører en asylansøger til et andet EU-land i
henhold til reglerne i Dublinforordningen (udgående procedure).
Det fremgår af udlændingelovens § 48 b, at såfremt et andet EU-land anmoder Danmark om at
overtage, tilbagetage eller modtage en udlænding efter reglerne i kapitel 5 a, træffer
Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse vedrørende anmodningen. Der er tale om den
situation, hvor en asylansøger befinder sig i en anden medlemsstat, og denne medlemsstat anmoder
Danmark om at overtage, tilbagetage eller modtage den pågældende i henhold til reglerne i
Dublinforordningen (indgående procedure).
Formålet med reglerne i Dublinforordningen er at fastsætte et fælles system, hvor der er fastlagt
bindende regler og en klar og brugbar metode, der er baseret på objektive og retfærdige kriterier for
både medlemsstaterne og de pågældende personer, til fastsættelse af, hvilken medlemsstat der er
ansvarlig for behandlingen af en asylansøgning, som er indgivet i en af medlemsstaterne og dermed
forhindre ”forum shopping”. Grundprincippet er, at kun én medlemsstat er ansvarlig for
behandlingen af en asylansøgning, uanset hvilken medlemsstat ansøgningen er indgivet i.
Det fremgår af Dublinforordningens artikel 22, stk. 1, om besvarelse af en anmodning om
overtagelse, at den anmodede medlemsstat foretager den nødvendige kontrol og skal tage stilling til
anmodningen om overtagelse af ansøgeren senest to måneder efter modtagelsen af anmodningen.
Af Dublinforordningens artikel 25, stk. 1, om besvarelse af en anmodning om tilbagetagelse,
fremgår det, at den anmodede medlemsstat foretager den nødvendige kontrol og tager stilling til
anmodningen om tilbagetagelse af den pågældende så hurtigt som muligt og under alle
omstændigheder senest en måned efter den dato, hvor den modtog anmodningen. Når anmodningen
bygger på oplysninger fra Eurodac-systemet, sættes tidsfristen til to uger.
Det fremgår af Dublinforordningens artikel 26, stk. 1, om meddelelse af en afgørelse om overførsel,
at når den anmodede medlemsstat accepterer at overtage eller tilbagetage en ansøger eller en anden
person som omhandlet i artikel 18, stk. 1, litra c) eller d), meddeler den anmodende medlemsstat
den pågældende afgørelsen om, at vedkommende skal overføres til den ansvarlige medlemsstat, og i
givet fald afgørelsen om ikke at behandle vedkommendes ansøgning om international beskyttelse.
124
 UUI, Alm.del - 2019-20 - Bilag 58: Lovudkast om ændring af udlændingeloven og forskellige andre love, fra udlændinge- og integrationsministeren
Af Dublinforordningens artikel 27, stk. 1, om effektive retsmidler, fremgår det, at ansøgeren eller
en anden person som omhandlet i artikel 18, stk. 1, litra c eller d, har ret til effektive retsmidler i
form af klage eller indbringelse for en domstol eller et domstolslignende organ af de faktiske og
retlige forhold mod en afgørelse om overførsel. Det følger af Dublinforordningens artikel 27, stk. 3,
at der med henblik på tilfælde, hvor afgørelser om overførsel påklages eller indbringes, i
medlemsstaternes nationale lovgivning skal fastsættes nærmere regler for personens ret til at blive
på statens område under behandlingen af klagesagen.
Retten til sådanne effektive retsmidler blev implementeret i dansk ret med lov nr. 1619 af 26.
december 2013 om ændring af udlændingeloven (Gennemførelse af den reviderede
Dublinforordning af 26. juni 2013) ved, at klager over overtagelse eller tilbagetagelse kan påklages
til Flygtningenævnet, samt at en påklage af afgørelse om overførsel efter Dublinforordningen i alle
tilfælde tillægges opsættende virkning.
Når Udlændingestyrelsen modtager en anmodning fra en anden medlemsstat om at overtage eller
tilbagetage en udlænding efter Dublinforordningen (indgående procedure), vurderer styrelsen, om
Danmark er ansvarlig efter Dublinforordningens ansvarskriterier eller reglerne om tilbagetagelse. Er
Danmark ikke ansvarlig, vurderer Udlændingestyrelsen, om Danmark alligevel ønsker at modtage
udlændingen, jf. Dublinforordningens artikel 17, stk. 2 (humanitærklausulen), som omhandler
overtagelse af en ansøger af humanitære årsager med henblik på at sammenføre familierelationer,
navnlig baseret på familiemæssige eller kulturelle hensyn. Denne vurdering foretages ud fra en
konkret vurdering i den enkelte sag. Anvendelse af humanitærklausulen kræver samtykke fra de
pågældende. Humanitærklausulen anvendes snævert i Danmark både ved indgående og udgående
anmodninger.
Udlændingestyrelsens besvarelse af anmodningen
Dublinforordningen og den relevante artikel.
indeholder
alene
en
henvisning
til
Efter artikel 5, stk. 1, om negative svar i Kommissionens gennemførelsesforordning (EF)
nr. 1560/2003 om gennemførelsesforanstaltninger til Rådets forordning (EF) nr. 343/2003 om
fastsættelse af kriterier og procedurer til afgørelse af, hvilken medlemsstat der er ansvarlig for
behandlingen af en asylansøgning, der er indgivet af en tredjelandsstatsborger i en af
medlemsstaterne (gennemførelsesforordningen), skal den anmodede medlemsstat, når denne efter
kontrol ikke mener, at det på grundlag af de foreliggende oplysninger kan fastslås, at den er
ansvarlig, begrunde det negative svar, som sendes til den anmodende medlemsstat, fuldt ud, og der
skal gives detaljerede oplysninger om grundene til afslaget.
Efter gennemførelsesforordningens artikel 5, stk. 2, kan den anmodende medlemsstat, når den
mener, at det afslag, den har modtaget, hviler på en fejlagtig bedømmelse, eller når den har
yderligere beviser at fremføre, anmode om en fornyet behandling af anmodningen. Denne mulighed
125
 UUI, Alm.del - 2019-20 - Bilag 58: Lovudkast om ændring af udlændingeloven og forskellige andre love, fra udlændinge- og integrationsministeren
skal udnyttes inden for tre uger efter modtagelsen af det negative svar. Den anmodede medlemsstat
skal bestræbe sig på at svare inden for to uger.
Afviser Udlændingestyrelsen en anmodning fra en anden medlemsstat om at overtage eller
tilbagetage en udlænding efter Dublinforordningen, giver styrelsen den anmodende medlemsstat
meddelelse herom i overensstemmelse med gennemførelsesforordningens artikel 5, stk. 1, og
styrelsen lukker herefter sagen.
Accepterer Udlændingestyrelsen anmodningen fra en anden medlemsstat, giver styrelsen den
anmodende medlemsstat meddelelse herom i overensstemmelse med gennemførelsesforordningens
artikel 6 om positive svar, og styrelsen lukker herefter sagen. Det vil herefter være op til den
anmodende medlemsstat at træffe afgørelse om at overføre udlændingen til Danmark og at
effektuere afgørelsen. Efter Udlændingestyrelsens meddelelse om at acceptere anmodningen har
styrelsen således ikke indflydelse på, om udlændingen rent faktisk bliver overført til Danmark.
21.2.2. Ministeriets overvejelser og den foreslåede ordning
Det fremgår af formuleringen af udlændingelovens § 48 b, at et andet EU-land kan anmode
Danmark om at overtage, tilbagetage eller modtage en udlænding efter reglerne i udlændingelovens
kapitel 5 a.
Der foreslås sproglige præciseringer af udlændingelovens § 48 b med henblik på at skabe
overensstemmelse med den terminologi, der anvendes i Dublinforordningen. Det foreslås således, at
»EU-land« erstattes med »medlemsstat« og at »modtage« udgår af bestemmelsen. Derudover ses
ordet »modtage« ikke at have et selvstændigt indhold, der ikke allerede er indeholdt i de to andre
udtryk »overtage« og »tilbagetage« i bestemmelsen.
Det bemærkes, at der ikke herved er tilsigtet nogen ændring i anvendelsen af bestemmelsen.
Det fremgår herudover af formuleringen af udlændingelovens § 48 b, at Udlændingestyrelsen
snarest muligt ”træffer afgørelse” vedrørende en anmodning om at overtage, tilbagetage eller
modtage en udlænding efter reglerne i kapitel 5 a.
Det overordnede formål med reglerne i Dublinforordningen er at fastsætte kriterier og procedurer til
afgørelse af, hvilken medlemsstat der er ansvarlig for behandlingen af en ansøgning om
international beskyttelse, der er indgivet i en af medlemsstaterne og dermed forhindre muligheden
for
”forum shopping”. Formålet med bestemmelsen i § 48 b er, at fastsætte regler for
medlemsstaterne i forbindelse med, at de anvender procedurerne for overtagelse og tilbagetagelse af
udlændinge efter reglerne i Dublinforordningen.
Det fremgår af den danske sprogversion af Dublinforordningens artikel 22, stk. 1, at den anmodede
medlemsstat foretager den nødvendige kontrol og skal ”tage stilling til” anmodningen om
126
 UUI, Alm.del - 2019-20 - Bilag 58: Lovudkast om ændring af udlændingeloven og forskellige andre love, fra udlændinge- og integrationsministeren
overtagelse af ansøgeren senest to måneder efter modtagelsen af anmodningen. Mens forordningens
artikel 26, stk. 1, fastslår, at den anmodede medlemsstat meddeler en accept om overtagelse eller
tilbagetagelse ved ”afgørelse”.
En gennemgang af andre sprogversioner af Dublinforordningen viser, at f.eks. den franske, tyske og
nederlandske version også
sprogligt sondrer imellem ”en afgørelse” i Dublinforordningens artikel
26, stk. 1, og ”tage stilling til” en anmodning i Dublinforordningens artikel 22, stk. 1. Der er
således, som i den danske version, sprogligt anvendt forskellige begreber.
Den engelske
version anvender det samme begreb ”decision” både i artikel 22, stk. 1, og artikel 26,
stk. 1, hvilket dog kan tilskrives det forhold, at begrebet dækker bredere
–
både afgørelse og
beslutning
–
end det danske begreb afgørelse.
Der ses således at være en sproglig differentiering af begrebsanvendelsen i den danske version og
en række andre sproglige versioner af forordningens artikel 22, stk. 1, og 26, stk. 1, som bestyrker,
at den anmodede medlemsstat alene skal ”tages stilling” og ikke træffes afgørelse
ved en
anmodning om overtagelse fra en anmodende medlemsstat. Når der i Dublinforordningen gives
udlændinge ret til at blive på en medlemsstats område, hvis en afgørelse om overførsel påklages, er
der således tale om den anmodende medlemsstats afgørelse om overførsel, efter at anmodningen
herom er accepteret af Danmark.
Dertil kommer, at det fremgår af ordlyden i artikel 27, stk. 1, at det er de faktiske og retlige forhold
mod en afgørelse om overførsel, der kan påklages. Sammenholdt med 19. betragtning til forordning
604/2013
–
hvoraf det fremgår, at der for at sikre en effektiv beskyttelse af de pågældende
personers rettigheder bør fastlægges retsgarantier og en ret til adgang til effektive retsmidler i
forbindelse med afgørelser vedrørende overførsler til den ansvarlige medlemsstat
–
må det lægges
til grund, at det efter Dublinforordningen alene er afgørelsen om overførsel, som træffes af den
anmodende medlemsstat (udgående procedure), der kan påklages af udlændingen.
Når en medlemsstat skal tage stilling til en anmodning om overtagelse eller tilbagetagelse, er der
således tale om mellemstatslige forhandlinger om de implicerede medlemsstaters indbyrdes ansvar
for at efterleve reglerne i Dublinforordningen og de bagvedliggende formål. Bestemmelsen i
udlændingelovens § 48 b i kapitel 8 om kompetence- og klageregler tjener i den forbindelse det
formål at fastslå, at det i Danmark er Udlændingestyrelsen, der er tillagt denne kompetence til at
forhandle med andre medlemsstater om sager efter Dublinforordningen (indgående procedure).
Udlændinge- og Integrationsministeriet foreslår derfor, at ordlyden af § 48 b præciseres, så det
tydeligt fremgår, at der i den indgående procedure ikke er tale om en afgørelse i den forstand, at den
rettes mod udlændingen som adressat og træffes i overensstemmelse med reglerne i
forvaltningsloven om bl.a. partshøring, begrundelse og klagevejledning, men at Danmark ved en
anmodning fra en anden medlemsstat om at overtage eller tilbagetage en udlænding snarest muligt
tager stilling til og besvarer anmodningen om, hvorvidt Danmark vil imødekomme den.
127
 UUI, Alm.del - 2019-20 - Bilag 58: Lovudkast om ændring af udlændingeloven og forskellige andre love, fra udlændinge- og integrationsministeren
Denne retsopfattelse synes tillige at kunne spores i Den Europæiske Unions domstols (EU-
Domstolen) dom i C-647/16 Adil Hassan om, hvorvidt artikel 26, stk. 1, om meddelelse af en
afgørelse om overførsel, er til hinder for, at den anmodende medlemsstat kan træffe afgørelse om
overførsel, før den anmodede medlemsstat udtrykkeligt eller stiltiende har accepteret denne
anmodning, og hvor EU-Domstolen samtidigt udtalte sig om rækkevidden af effektive retsmidler i
Dublinforordningens artikel 27, stk. 1, i en sådan situation.
EU-Domstolen fandt, at artikel 26, stk. 1, er til hinder for, at den anmodende medlemsstat kan
træffe afgørelse om overførsel, før den anmodede medlemsstat udtrykkeligt eller stiltiende har
accepteret denne anmodning og udtalte samtidigt, at rækkevidden af retten til effektive retsmidler i
modsat fald ville kunne blive indskrænket, da afgørelsen kun ville være baseret på beviselementer
og indicier indsamlet af den anmodende medlemsstat og ikke på dem fra den anmodede
medlemsstat, såsom indholdet af begrundelserne for at acceptere anmodningen. Domstolen udtalte
endvidere, at oplysningerne fra den anmodede medlemsstat er af særlig betydning i forbindelse med
klager eller indbringelser for en domstol eller et domstolslignende organ af en afgørelse om
overførsel, der er truffet efter en overtagelsesprocedure, eftersom den anmodede medlemsstat på en
udtømmende måde skal kontrollere, om den på baggrund af de i Dublinforordningens fastsatte
kriterier er ansvarlig og desuden tage hensyn til de oplysninger, som ikke nødvendigvis er kendt for
den anmodende medlemsstat. Dertil kommer, at en sådan afgørelse om overførsel, før der er
kommet svar fra den anmodede medlemsstat, ville udsætte den pågældende for en risiko for at blive
overført til denne medlemsstat, allerede før den i princippet havde givet sin accept hertil
–
og der er
ingen bestemmelse i Dublinforordningen, som fastsætter regler for en udsættelse af en
gennemførelse af en afgørelse om overførsel.
Af dommen kan det således udledes, at oplysningerne fra den anmodede medlemsstat er af særlig
betydning, da de vil skulle indgå i en evt. klage over afgørelsen om overførsel, der træffes efter
overtagelsesproceduren, altså efter de mellemstatslige forhandlinger om, hvem der er ansvarlig for
at behandle den pågældendes asylsag.
Der synes således både i Dublinforordningen og i ovennævnte dom at være indlagt en forudsætning
om, at den afgørelse, der i medfør af artikel 27, stk. 1, er ret til effektive retsmidler imod, er
afgørelsen om overførsel
–
som træffes af den anmodende medlemsstat efter den udgående
procedure.
Der kan endvidere henvises til EU-Domstolen dom i C-63/15, Ghezelbash, som omhandler
rækkevidden af artikel 27 i Dublinforordningen. Sagen omhandler, hvorvidt en asylansøger har ret
til effektive retsmidler mod anvendelsen af kriterierne til afgørelse af, hvilken medlemsstat, der er
ansvarlig i en situation, hvor udlændingen først efter en Dublin-anmodning er blevet fremsat og
accepteret, bliver konfronteret med denne anmodning, og udlændingen efter anmodningen om
overtagelse er blevet imødekommet, fremlægger beviser, der kan føre til den konklusion, at det ikke
er den anmodede medlemsstat men den anmodende medlemsstat, der er ansvarlig for behandlingen
128
 UUI, Alm.del - 2019-20 - Bilag 58: Lovudkast om ændring af udlændingeloven og forskellige andre love, fra udlændinge- og integrationsministeren
af asylansøgningen, og den anmodende medlemsstat hverken undersøger disse dokumenter eller
forelægger dem for den anmodede medlemsstat.
I dommen konkluderes det, at en ansøger inden for rammerne af Dublinforordningens artikel 27,
stk. 1, kan få prøvet en afgørelse om overførsel og i den forbindelse påberåbe sig en fejlagtig
anvendelse af et ansvarlighedskriterium i Dublinforordningen
–
konkret at ansøgeren kunne
opponere mod rigtigheden af den anmodede medlemsstats accept som led i klagen over den
anmodende medlemsstats afgørelse om overførsel.
EU-Domstolen slår dermed fast, at den anmodende medlemsstat i forbindelse med en klage over
afgørelsen om overførsel, jf. Dublinforordningens artikel 27, stk. 1, har pligt til at inddrage
ansøgerens anbringender, også selvom den anmodede medlemsstat havde accepteret overførslen.
Det er således den anmodende medlemsstat, der træffer afgørelse om overførsel, og det er denne
afgørelse fra den anmodende medlemsstat, der efter Dublinforordningens artikel 27, stk. 1, skal
kunne påklages, jf. også udlændingelovens § 48 a, stk. 1 og 2, når det er Danmark, der anmoder om
overtagelse eller tilbagetagelse og dermed bliver den anmodende medlemsstat (udgående
procedure). Det ses også at harmonere med reglerne om de fælles fastlagte kriterier for
medlemsstaterne i forhold til at give en ansøger ret til at blive på medlemsstatens område, hvis en
afgørelse om overførsel påklages.
I praksis administrerer Udlændingestyrelsen i overensstemmelse med ordlyden i
Dublinforordningens artikel 22, stk. 1, og artikel 25, stk. 1. Det betyder, at når Udlændingestyrelsen
modtager en anmodning fra en anden medlemsstat, om at overtage eller tilbagetage en ansøger
vurderer styrelsen anmodningen efter de gældende regler i Dublinforordningen, og hvis det
vurderes, at Danmark ikke er ansvarlig efter Dublinforordningens ansvarskriterier eller reglerne om
tilbagetagelse, meddeler styrelsen dette til den anmodende medlemsstat efter reglerne i
gennemførelsesforordningens artikel 5, stk. 1, og styrelsen lukker herefter sagen.
Det foreslås derfor, at udlændingelovens § 48 b præciseres, således at ordlyden af den danske
lovtekst harmonerer med ordlyden af Dublinforordningen. Det foreslås således, at ordlyden
præciseres, således at det fremgår, at såfremt en anden medlemsstat anmoder Danmark om at
overtage eller tilbagetage en udlænding efter reglerne i kapitel 5 a, tager Udlændingestyrelsen
snarest muligt stilling til og besvarer anmodningen.
Det bemærkes, at der ikke herved er tilsigtet nogen ændring i den praktiske anvendelse af
bestemmelsen.
22. Udvidelse af Udlændingeinformationsportalen til at omfatte afgørelse om hjælp til
repatriering efter repatrieringsloven
129
 UUI, Alm.del - 2019-20 - Bilag 58: Lovudkast om ændring af udlændingeloven og forskellige andre love, fra udlændinge- og integrationsministeren
22.1. Gældende ret
22.1.1.
Udlændingeinformationsportalen (UIP’en)
Udlændingeinformationsportalen
(UIP’en) er en internetportal, der muliggør udveksling af
informationer om udlændinge fra en række systemer mellem myndigheder på udlændingeområdet,
centeroperatører og arbejdsmarkedsråd m.fl., og er således den portal, som kommunen konsulterer i
forbindelse med sagsbehandlingen af konkrete sager om udlændinge.
Udlændingestyrelsen administrerer UIP. UIP er den samlede og strategiske portal for udveksling af
information om udlændinge i Danmark og giver i dag adgang til Udlændinge Informations Systemet
(UIS), Indkvartering- og Ydelsesberegningssystemet (IBS). UIS udstiller oplysninger fra
udlændingemyndighedernes systemer og registre og giver elektronisk adgang til personoplysninger
(navn, CPR-nummer, udlændingenummer, personid, adresse, nationalitet mv.), oplysninger om
afgørelser (herunder evt. klagedato, indrejseforbud og udrejsefrist mv.), oplysninger om ind- og
udrejser samt oplysninger om indgivne ansøgninger. IBS indeholder oplysninger om indkvarterede
asylansøgere, deres opholdssted og beregning og udbetaling af ydelser til denne gruppe.
UIP’en indeholder ikke oplysninger om afgørelse om hjælp til repatriering efter repatrieringsloven.
22.1.2. Repatrieringslovens krav om tilbagebetaling af modtagen repatrieringsstøtte i tilfælde af
fortrudt repatriering m.v.
Det følger af repatrieringslovens § 9, at der skal ske tilbagebetaling af hjælp til repatriering, hvis en
udlænding anvender fortrydelsesretten i udlændingelovens § 17 a, stk. 1 eller 2, eller hvis en
udlænding, der har modtaget støtte til repatriering, på ny indgiver ansøgning om opholdstilladelse i
Danmark inden for de første 2 år efter udrejsen og i forlængelse heraf meddeles opholdstilladelse.
En udlænding regnes som repatrieret fra den dato, personen er registreret som udrejst i CPR-
registret, og de 2 år skal således regnes fra denne dato.
Det samme gør sig gældende, hvis en dansk statsborger med dobbelt statsborgerskab, der har
modtaget hjælp til repatriering, ikke inden den frist, der er nævnt i repatrieringslovens § 7, stk. 3-6,
er ubetinget løst fra sit danske statsborgerskab.
Det følger videre af repatrieringslovens § 9, at
kommunalbestyrelsen endvidere skal træffe beslutning om tilbagebetaling af hjælp til repatriering,
hvis der til brug for behandlingen af ansøgningen om hjælp til repatriering er angivet urigtige eller
vildledende oplysninger.
For så vidt angår opkrævning af den modtagne hjælp til repatriering,
følger det af repatrieringslovens § 9, at
§ 95 i lov om aktiv socialpolitik finder tilsvarende
anvendelse.
Kommunalbestyrelsens afgørelse om bevilling af hjælp til repatriering indeholder oplysninger om,
hvornår der kan stilles krav om tilbagebetaling.
130
 UUI, Alm.del - 2019-20 - Bilag 58: Lovudkast om ændring af udlændingeloven og forskellige andre love, fra udlændinge- og integrationsministeren
Det er udlændingens aktuelle bopælskommune efter genindrejse, der skal rejse krav om
tilbagebetaling af hjælp efter repatrieringslovens § 9, uagtet at det ikke var samme kommune, der
udbetalte repatrieringsstøtten ved udrejsen. Kommunalbestyrelsens sagsbehandling i forbindelse
med et evt. tilbagebetalingskrav skal ske i overensstemmelse med retssikkerhedsloven,
forvaltningsloven og databeskyttelsesforordningens bestemmelser om indhentelse og afgivelse af
oplysninger mellem kommuner.
Kommunerne har i forbindelse med deres behandling af udlændingesager adgang til opslag i
UIP’en. Ved opslag i UIP’en kan kommunalbestyrelsen
alene konstatere, hvis en udlænding har
anvendt fortrydelsesretten jf. udlændingelovens § 17 a, stk. 1 eller 2. Af UIP’en vil der fremgå dato
for afgørelsen om, at den tidligere opholdstilladelse ikke er bortfaldet, udfald af afgørelsen samt
efter hvilken paragraf, der er truffet afgørelse. Det bemærkes, at der dog både kan ske repatriering
med eller uden støtte efter repatrieringsloven, f.eks. hvis en udlænding er i besiddelse af egne
midler til repatriering, og fortrydelsesretten i udlændingelovens § 17 a kan således anvendes, både
når der er sket repatriering med støtte efter repatrieringsloven, og når der er sket repatriering uden
støtte. UIP’ens oplysning om, at en udlænding har anvendt fortrydelsesretten i udlændingelovens §
17 a, stk. 1 eller 2, er således ikke ensbetydende med, at der er ydet hjælp til repatriering efter
repatrieringsloven.
Hvis udlændingen er meddelt opholdstilladelse på ny og dermed ikke har benyttet sig af
fortrydelsesretten, vil det ikke fremgå af UIP’en, at der har
været foretaget et repatrieringsforsøg.
Kommunerne kan i denne situation derfor ikke via et opslag i UIP’en konstatere, om der er tale om
en udlænding, der med økonomisk støtte har forsøgt at repatriere til hjemlandet eller det tidligere
opholdsland. Kommunen vil i denne situation kunne rette henvendelse til Udlændingestyrelsen med
henblik på, at Udlændingestyrelsen udsøger oplysninger om eventuel støttet repatriering i den
konkrete sag.
I de tilfælde, hvor udlændingen tager ophold i den samme bopælskommune, som vedkommende
boede i inden udrejsen, vil kommunen herudover selv være i besiddelse af de relevante sagsakter,
der viser, om der er tale om en udlænding, der tidligere har repatrieret med støtte efter
repatrieringsloven. Det vil dermed være muligt
for kommunen via et opslag i UIP’en at få oplyst
startdatoen for indgivelsen af den nye ansøgning om opholdstilladelse, og dermed om der er
indgivet ansøgning om opholdstilladelse i Danmark inden for 2 år efter udrejsen, jf.
repatrieringslovens § 9. Kommunalbestyrelsen kan derved blive bekendt med, at den skal rejse et
tilbagebetalingskrav.
Hvis en udlænding, der er meddelt opholdstilladelse på ny, ved tilbagevenden til Danmark tager
ophold i en anden kommune end den tidligere bopælskommune, er den aktuelle bopælskommune
imidlertid ikke i besiddelse af de relevante sagsakter, hvoraf det fremgår, at der er foretaget et
repatrieringsforsøg med støtte i medfør af repatrieringsloven. I en sådan situation vil det alene være
i de tilfælde, hvor kommunalbestyrelsen på anden vis, f.eks. ved henvendelse i den konkrete sag til
131
 UUI, Alm.del - 2019-20 - Bilag 58: Lovudkast om ændring af udlændingeloven og forskellige andre love, fra udlændinge- og integrationsministeren
Udlændingestyrelsen, bliver bekendt med, at udlændingen er repatrieret med støtte i medfør af
repatrieringsloven, at der kan rejses et tilbagebetalingskrav.
En central registrering af oplysninger om personer, der er repatrieret med støtte i medfør af
repatrieringsloven, findes pt. alene i udlændingemyndighedernes elektroniske sags- og
dokumenthåndteringssystem (ESDH), som er et internt sagsbehandlingssystem, som kommunerne
ikke har adgang til. Registreringen i ESDH sker på baggrund af kommunal indberetning, jf.
repatrieringslovens § 15. Der er tale om indberetning af navn, cpr-nummer, oplysninger om
afgørelser om repatriering, herunder om hvornår kommunen har truffet afgørelse om hjælp til
repatriering efter repatrieringslovens § 7 samt forventet udrejsedato.
Denne indberetning og registrering medfører behandling af personoplysninger, som omfattes af
Europa-Parlamentets og Rådets forordning nr. 2016/679 af 27. april 2016 om beskyttelse af fysiske
personer i forbindelse med behandling af personoplysninger og om fri udveksling af sådanne
oplysninger m.v. (databeskyttelsesforordningen). Kravet om indberetning i repatrieringslovens § 15
blev i forbindelse med lov nr. 174 af 27. februar 2019 om ændring af udlændingeloven,
integrationsloven, repatrieringsloven og forskellige andre love (Videre adgang til inddragelse af
opholdstilladelser for flygtninge, loft over antallet af familiesammenføringer, skærpet straf for
overtrædelse af indrejseforbud og overtrædelse af opholds-, underretnings- og meldepligt,
ydelsesnedsættelse for forsørgere m.v.) vurderet at være i overensstemmelse med
databeskyttelsesforordningen.
Sammenfattende betyder det, at kommunalbestyrelsen i alle tilfælde, hvor en udlænding vender
tilbage til Danmark, enten i medfør af fortrydelsesretten efter udlændingelovens § 17 a, eller med et
nyt opholdsgrundlag
–
og hvor kommunen ikke selv har sagsbehandlet repatrieringssagen
–
skal
være opmærksom på, at den pågældende kan have modtaget hjælp til repatriering, og derfor skal
foretage en konkret henvendelse til Udlændingestyrelsen for at få oplysning om, hvorvidt denne
person har modtaget hjælp til repatriering efter repatrieringsloven.
Det bemærkes, at tilbagebetalingskravet i repatrieringslovens § 9 også omfatter danske statsborgere
med dobbelt statsborgerskab, der i forbindelse med repatriering løses fra deres danske
statsborgerskab. UIP’en omfatter ikke oplysninger om danske statsborgere. Det påhviler den
kommune, som har ydet repatrieringsstøtte til en dansk statsborger med dobbelt statsborgerskab, at
påse, at den pågældende under overholdelse af fristerne i repatrieringslovens § 7, stk. 3-6, har
ansøgt om ubetinget løsning fra sit danske statsborgerskab. Hvis det ikke er tilfældet, skal
kommunen rejse krav om tilbagebetaling af den modtagne repatrieringsstøtte.
22.2. Ministeriets overvejelser
Udlændingeinformationsportalen (UIP) er kommunernes naturlige indgang til at indhente
oplysninger om en udlændings opholdsgrundlag, indkvartering og modtagelse af ydelser, som er
132
 UUI, Alm.del - 2019-20 - Bilag 58: Lovudkast om ændring af udlændingeloven og forskellige andre love, fra udlændinge- og integrationsministeren
nødvendige for kommunens virksomhed eller påkrævet i en sag, som kommunen skal træffe
afgørelse i.
Oplysning om hjælp til repatriering efter repatrieringsloven er imidlertid ikke en del af UIP, idet
udlændingelovens § 44 a ikke indeholder hjemmel til, at oplysninger om afgørelser efter
repatrieringsloven indgår i UIP’en.
Udlændinge- og Integrationsministeriet finder det på den baggrund hensigtsmæssigt, at der etableres
hjemmel til, at kommuner kan indhente oplysninger om modtagelse af hjælp til repatriering efter
repatrieringsloven ved opslag i UIP’en. Det vil kunne styrke og gøre administrationen af
repatrieringslovens bestemmelse om tilbagebetaling af hjælp til repatriering mere effektiv.
22.3. Den foreslåede ordning
Kommunalbestyrelsen yder efter ansøgning hjælp til repatriering til en person, jf.
repatrieringslovens § 7. Med henblik på at sikre en effektiv adgang for kommunerne til relevante
oplysninger, der er nødvendige for at vurdere, om der skal stilles krav om tilbagebetaling af hjælp
til repatriering, jf. repatrieringslovens § 9, foreslås det, at udlændingelovens § 44 a, stk. 2, 1 pkt.,
ændres, således at det fremgår, at oplysninger om modtagelse af hjælp til repatriering efter
repatrieringsloven fremover også indgår
i UIP’en.
Ændringen medfører således, at UIP’en fremover også omfatter oplysninger om personer, der har
modtaget hjælp efter repatrieringsloven.
Det betyder, at de myndigheder og private organisationer, herunder kommuner, der i medfør af
udlændingelovens
§ 44 a, stk. 2, 3. pkt., har adgang til UIP’en, får adgang til at indhente
oplysninger direkte i UIP’en om afgørelser om hjælp til repatriering efter repatrieringsloven.
Det følger af udlændingelovens § 44 a, stk. 3, at myndigheder og private organisationer, der har
adgang til UIP’en, uden udlændingens samtykke kan indhente de oplysninger i UIP, som er
nødvendige for udførelsen af myndigheden eller organisationens virksomhed eller påkrævet for en
afgørelse, som myndigheden eller organisationen skal træffe efter udlændingeloven,
integrationsloven eller anden lovgivning.
Med ændringsforslaget vil kommunalbestyrelsen således i tilfælde, hvor en udlænding vender
tilbage til Danmark efter et ophold i udlandet, have effektiv adgang til at kontrollere, om den
pågældende har modtaget hjælp til repatriering, og om der således skal træffes afgørelse om
tilbagebetaling af modtaget hjælp efter repatrieringslovens § 9. Det bemærkes dog, at UIP’en ikke
indeholder oplysninger om en dansk statsborger med dobbelt statsborgerskab, der har modtaget
støtte til repatriering og i den forbindelse er løst fra sit danske statsborgerskab. I tilfælde, hvor en
tidligere dansk statsborger genindrejser i Danmark, vil kommunen derfor som hidtil skulle foretage
en konkret henvendelse til Udlændingestyrelsen for at få oplysning om, hvorvidt denne person har
133
 UUI, Alm.del - 2019-20 - Bilag 58: Lovudkast om ændring af udlændingeloven og forskellige andre love, fra udlændinge- og integrationsministeren
modtaget hjælp til repatriering efter repatrieringsloven, og om der er belæg for at rejse et krav om
tilbagebetaling.
Den foreslåede ændring styrker endvidere udmøntningen af et initiativ fra Aftale om en styrket
indsats mod socialt bedrageri af 7. november 2010, der blev indgået som led i finanslovsaftalen for
2011, hvorefter der skal etableres en central registrering af afgørelser om støtte til repatriering efter
repatrieringslovens
§ 7, idet initiativet giver adgang til en effektiv kontrol gennem opslag i UIP’en,
frem for, at kommunen i den konkrete sag skal rette henvendelse til Udlændingestyrelsen med
henblik på at indhente oplysninger om eventuel repatriering.
23. Justeringer af integrationsloven
23.1. Præcisering af, hvilket program uledsagede mindreårige omfattet af integrationsloven kan
tilbydes
23.1.1. Gældende ret
Alle nyankomne flygtninge, familiesammenførte udlændinge til flygtninge og andre
familiesammenførte udlændinge, jf. integrationslovens § 2, stk. 2-4, skal have et selvforsørgelses-
og hjemrejseprogram eller et introduktionsprogram, hvis de på tidspunktet for
kommunalbestyrelsens overtagelse af ansvaret er fyldt 18 år, jf. integrationslovens § 16. Der er
endvidere mulighed for, at en kommune kan tilbyde et selvforsørgelses- og hjemrejseprogram eller
et introduktionsprogram til en mindreårig, uledsaget flygtning, jf. integrationslovens § 16, stk. 9.
Ved lov nr. 174 af 27. februar 2019 om ændring af udlændingeloven, integrationsloven,
repatrieringsloven og forskellige andre love (Videre adgang til inddragelse af opholdstilladelser for
flygtninge, loft over antallet af familiesammenføringer, skærpet straf for overtrædelse af
indrejseforbud og overtrædelse af opholds-, underretnings- og meldepligt, ydelsesnedsættelse for
forsørgere m.v.) blev der indført nye benævnelser af det tidligere integrationsprogram, som ændrede
navn til selvforsørgelses- og hjemrejseprogrammet for alle nyankomne flygtninge og
familiesammenførte til flygtninge, jf. integrationslovens § 16, stk. 1. For andre familiesammenførte
ændrede programmet benævnelse til introduktionsprogram, jf. integrationslovens § 16, stk. 2. Alle,
der tidligere modtog et integrationsprogram, vil derfor fremover modtage enten selvforsørgelses- og
hjemrejseprogram eller introduktionsprogram. De nye benævnelser trådte i kraft den 1. juli 2019.
23.1.2. Ministeriets overvejelser
I forbindelse med ændringen af benævnelsen af integrationsprogrammet til henholdsvis
selvforsørgelses- og hjemrejseprogrammet eller introduktionsprogrammet blev der ikke foretaget
den heraf følgende konsekvensrettelse af integrationslovens § 16, stk. 9, som vedrører det program,
som kommunalbestyrelsen kan tilbyde mindreårige, uledsagede flygtninge. Det fremgår således i
dag af integrationsloven, at en uledsaget mindreårig flygtning kan tilbydes enten et
134
 UUI, Alm.del - 2019-20 - Bilag 58: Lovudkast om ændring af udlændingeloven og forskellige andre love, fra udlændinge- og integrationsministeren
selvforsørgelses- og hjemrejseprogram eller et introduktionsprogram, selv om en mindreårig,
uledsaget flygtning betragtes som en flygtning i integrationslovens forstand, og derfor alene kan
tilbydes et selvforsørgelses- og hjemrejseprogram, jf. integrationslovens § 16, stk. 1, jf. § 2, stk. 2.
23.1.3. Den foreslåede ordning
Med henblik på at foretage den manglende konsekvensrettelse af ordlyden i integrationslovens § 16,
stk. 9, foreslås det, at det i integrationslovens § 16, stk. 9, præciseres, at mindreårige, uledsagede
flygtninge kan få tilbudt et selvforsørgelses- og hjemrejseprogram. Der er således tale om en
konsekvensrettelse som følge af lov nr. 174 af 27. februar 2019.
23.2. Præcisering af færre og enkle proceskrav til selvforsørgede, der er omfattet af reglerne om
program og kontrakt efter integrationsloven
23.2.1. Gældende ret
Integrationsloven indeholder i § 20 bestemmelser om opfølgning på den kontrakt, som indgås
mellem en udlænding og kommunen. Kontrakten udarbejdes i medfør af integrationslovens § 19 og
indeholder bl.a. en beskrivelse af det selvforsørgelses- og hjemrejseprogram eller
introduktionsprogram, som udlændingen modtager i medfør af integrationslovens § 16. Det følger
af integrationslovens § 20, stk. 1, 1. pkt., at kommunen har pligt til at følge op på en udlændings
kontrakt, indtil udlændingen har opfyldt de mål, som er fastsat eller aftalt i kontrakten. Det fremgår
endvidere af § 20, stk. 1, 4. pkt., at for udlændinge omfattet af § 16, stk. 3, skal opfølgning alene
ske efter behov.
Ved lov nr. 174 af 27. februar 2019 om ændring af udlændingeloven, integrationsloven,
repatrieringsloven og forskellige andre love (Videre adgang til inddragelse af opholdstilladelser for
flygtninge, loft over antallet af familiesammenføringer, skærpet straf for overtrædelse af
indrejseforbud og overtrædelse af opholds-, underretnings- og meldepligt, ydelsesnedsættelse for
forsørgere m.v.) blev de nye benævnelser af selvforsørgelses- og hjemrejseprogrammet og
introduktionsprogram (det tidligere integrationsprogram) indført. Det betød, at der samtidig blev
indsat nye stykker i integrationslovens § 16. Som en konsekvens heraf blev bestemmelsen i § 16,
stk. 3, der vedrører indholdet af programmet for gruppen af selvforsørgede, til stk. 4. Disse
ændringer trådte i kraft den 1. juli 2019.
Ved lov nr. 551 af 7. maj 2019 om ændring af lov om organisering og understøttelse af
beskæftigelsesindsatsen m.v., lov om aktiv socialpolitik, lov om sygedagpenge, integrationsloven
og forskellige andre love (Konsekvenser af aftale om en forenklet beskæftigelsesindsats m.v.) blev
det præciseret i integrationslovens § 20, stk. 1, 4. pkt., at opfølgning på kontrakten for gruppen af
selvforsørgede alene skulle ske efter behov. I den forbindelse blev der i bestemmelsen ikke
foretaget den nødvendige konsekvensrettelse af henvisningen til programmet for de selvforsørgede i
integrationslovens § 16 som følge af lov nr. 174 af 27. februar 2019, og der henvises derfor i
135
 UUI, Alm.del - 2019-20 - Bilag 58: Lovudkast om ændring af udlændingeloven og forskellige andre love, fra udlændinge- og integrationsministeren
integrationslovens § 20, stk. 1, 4. pkt., som affattet ved § 26, nr. 6 i lov nr. 551 af 7. maj 2019, til §
16, stk. 3, frem for til stk. 4. Ændringerne trådte i kraft den 1. januar 2020.
23.2.2. Ministeriets overvejelser
Bestemmelsen i integrationslovens § 20, stk. 1, 4. pkt., om præcisering af færre og enkle proceskrav
til selvforsørgede, som affattet ved lov nr. 551 af 7. maj 2019, der trådte i kraft den 1. januar 2020,
henviser til integrationslovens § 16, stk. 3, frem for til den rette bestemmelse i § 16, stk. 4.
23.2.3. Den foreslåede ordning
Det foreslås på den baggrund, at integrationslovens § 20, stk. 1, 4. pkt., præciseres, således at der
henvises til integrationslovens § 16, stk. 4, vedrørende selvforsørgede udlændinge, som ikke er
berettiget til at modtage selvforsørgelses- og hjemrejseydelse eller overgangsydelse. Det betyder, at
kommunalbestyrelsen for denne målgruppe alene skal foretage opfølgning på kontrakten, når der er
behov. Der er således alene tale om en konsekvensrettelse som følge af lov nr. 174 af 27. februar
2019.
23.3. Præcisering af personkredsen, der efter ansøgning kan modtage danskbonus efter
integrationsloven
23.3.1. Gældende ret
Efter § 22, stk. 4, i lov om aktiv socialpolitik kan personer, der modtager selvforsørgelses- og
hjemrejse eller overgangsydelse, uddannelses- eller kontanthjælp efter lovens §§ 22-25, efter
ansøgning få ret til danskbonus i op til 6 sammenhængende måneder. Udbetaling af danskbonus
forudsætter således, at ansøgeren opfylder betingelserne for at modtage hjælp efter lov om aktiv
socialpolitik.
Ved lov nr. 320 af 25. april 2018 om ændring af lov om aktiv socialpolitik, integrationsloven, lov
om en aktiv beskæftigelsesindsats og ligningsloven, blev der i integrationslovens § 22 indført en
danskbonus til flygtninge og familiesammenførte, der er omfattet af integrationsprogrammet (nu
selvforsørgelses- og hjemrejseprogrammet eller introduktionsprogrammet), men som ikke modtager
integrationsydelse (nu selvforsørgelses- og hjemrejseydelse eller overgangsydelse). Hensynet var at
sikre et direkte økonomisk incitament til at lære dansk for selvforsørgende flygtninge og
familiesammenførte, der ikke modtager integrationsydelse, uddannelses- eller kontanthjælp, og
dermed ikke har ret til danskbonus efter lov om aktiv socialpolitik.
Ved affattelsen af integrationslovens § 22, stk. 1, var det således udlændinge med opholdstilladelse
som flygtninge, jf. den daværende § 2, stk. 2, i integrationsloven, og familiesammenførte, jf. den
daværende § 2, stk. 3, i integrationsloven, der havde adgang til at ansøge om danskbonus efter
integrationsloven.
136
 UUI, Alm.del - 2019-20 - Bilag 58: Lovudkast om ændring af udlændingeloven og forskellige andre love, fra udlændinge- og integrationsministeren
Ved lov nr. 174 af 27. februar 2019 om ændring af udlændingeloven, integrationsloven,
repatrieringsloven og forskellige andre love (Videre adgang til inddragelse af opholdstilladelser for
flygtninge, loft over antallet af familiesammenføringer, skærpet straf for overtrædelse af
indrejseforbud og overtrædelse af opholds-, underretnings- og meldepligt, ydelsesnedsættelse for
forsørgere m.v.) blev integrationslovens personkreds efter § 2 opdelt i nye kategorier, hvorefter
”familiesammenførte udlændinge” i integrationslovens § 2, stk. 3, blev udskilt i to nye
hovedgrupper, således at ”familiesammenførte til flygtninge” blev en selvstændig gruppe i lovens §
2, stk. 3, og
”andre familiesammenførte udlændinge”, herunder familiesammenførte udlændinge til
fastboende danske statsborgere og fastboende udlændinge, der har haft tidsubegrænset
opholdstilladelse i mere end de sidste 3 år, blev omfattet af en ny bestemmelse i integrationslovens
§ 2, stk. 4. Ændringen af personkredsen i integrationslovens § 2 trådte i kraft den 1. marts 2019.
23.3.2. Ministeriets overvejelser
I forbindelse med ovennævnte lov nr. 174 af 27. februar 2019 blev der ikke foretaget de nødvendige
konsekvensændringer af henvisningerne til personkredsen i integrationslovens § 22, stk. 1, til den
nye inddeling af persongrupperne i lovens § 2.
Den manglende konsekvensrettelse af § 22 betyder, at der efter bestemmelsens ordlyd fortsat alene
henvises til integrationslovens § 2, stk. 2 og 3, som efter lovændringen nu alene udgør
persongrupperne ”flygtninge” og ”familiesammenførte til flygtninge”.
Det betyder endvidere, at ”andre familiesammenførte udlændinge”, jf. integrationslovens § 2, stk.
4,
der frem til den 1. marts 2019 var omfattet af integrationslovens § 2, stk. 3, med den nyaffattede
personkreds i lovens § 2 ikke længere omfattet af § 22, og dermed ikke er omfattet af den
persongruppe, der efter ordlyden i § 22 har adgang til ansøgning om danskbonus efter
integrationsloven.
Der har med ændringerne i medfør af lov nr. 174 af 27. februar 2019 ikke været tilsigtet en ændring
af den persongruppe, der kan ansøge om danskbonus efter integrationslovens § 22, stk. 1.
Udlændinge- og Integrationsministeriet har på denne baggrund ved orienteringsbrev af 9. oktober
2019 gjort opmærksom på, at hele persongruppen, der var omfattet af den tidligere affattelse af
integrationslovens § 2, stk. 2 og stk. 3, og som nu er omfattet af den gældende integrationslovs § 2,
stk. 2-4, herunder
persongruppen ”andre familiesammenførte udlændinge”, uændret kan ansøge om
danskbonus efter integrationslovens § 22, stk. 1, som før lovændringen af 1. marts 2019.
Udlændinge- og Integrationsministeriet oplyste endvidere i orienteringsbrevet, at ministeriet ville
drage omsorg for ved førstkommende lejlighed at konsekvensrette ordlyden af integrationslovens §
22, stk. 2, med henblik på at bringe den i overensstemmelse med den opdeling af persongrupperne
integrationslovens § 2, der er indført med lov nr. 174 af 21. februar 2019.
137
 UUI, Alm.del - 2019-20 - Bilag 58: Lovudkast om ændring af udlændingeloven og forskellige andre love, fra udlændinge- og integrationsministeren
23.3.3. Den foreslåede ordning
Det foreslås, at det i integrationslovens § 22, stk. 1, præciseres, at den personkreds, der kan ansøge
om danskbonus, således udgøres af selvforsørgende flygtninge, jf. integrationslovens § 2, stk. 2,
familiesammenførte til flygtninge, jf. integrationslovens § 2, stk. 3, og andre familiesammenførte,
jf. integrationslovens § 2, stk. 4, hvis betingelserne herfor i øvrigt er opfyldt.
Der er således alene tale om en konsekvensrettelse af integrationslovens § 22 i lyset af den opdeling
af persongrupperne integrationslovens § 2, der er indført med lov nr. 174 af 27. februar 2019.
Forslaget indebærer ikke ændringer i retstilstanden i forhold til den omfattede persongruppe.
23.4. Præcisering af adgangen til at modtage resultattilskud for udlændinge i tilfælde, hvor en
udlænding består prøve i dansk
23.4.1. Gældende ret
Integrationslovens § 45, stk. 9, indeholder de nærmere regler for, i hvilke tilfælde staten yder
resultattilskud til kommunen for udlændinge, der har fået udarbejdet en kontrakt efter
integrationslovens § 19. Af bestemmelsens nr. 4. fremgår det, at staten yder et resultattilskud på
32.000 kr. for hver udlænding omfattet af et selvforsørgelses- og hjemrejseprogram eller et
introduktionsprogram, der har fået udarbejdet en kontrakt efter integrationslovens § 19, hvis en
udlænding efter introduktionsperiodens udløb, jf. integrationslovens § 16, stk. 8, er tilbudt
forlængelse af undervisningsperioden, jf. § 2, stk. 5, i lov om danskuddannelse til voksne
udlændinge m.fl., og a) indstiller sig til prøve i dansk inden uddannelsestilbuddets ophør, dog senest
1 år efter introduktionsperiodens udløb, jf. integrationslovens § 16, stk. 8, og b) senest ved første
prøvetermin herefter består prøve i dansk på det niveau, der i samarbejde med udbyderen af
danskuddannelse er fastsat som mål i kontrakten, jf. integrationslovens § 19.
I forbindelse med lov nr. 705 af 8. juni 2017 om ændring af lov om danskuddannelse til voksne
udlændinge m.fl. og forskellige andre love (Mere virksomhedsrettet danskuddannelse til voksne
udlændinge, krav om mellemkommunal aftale ved midlertidig boligplacering af flygtninge i en
anden kommune m.v.), blev målgruppen for danskuddannelse, jf. §§ 2 og 2 a i lov om
danskuddannelse til voksne udlændinge m.fl., delt op i henholdsvis integrationskursister (I-
kursister), det vil sige kursister omfattet af et selvforsørgelses- og hjemrejseprogram i medfør af
integrationslovens § 16, stk. 1, eller et introduktionsprogram i medfør af integrationslovens § 16,
stk. 2, og selvforsørgende kursister (S-kursister), det vil sige kursister omfattet af et
introduktionsforløb, jf. integrationslovens § 24 c, stk. 1, og der blev videre indført en differentieret
adgang til forlængelse af danskuddannelsesperioden for de to kursistgrupper. § 2, stk. 5, i lov om
danskuddannelse til voksne udlændinge m.fl. blev ophævet i forbindelse med lovændringen.
Hjemmelen til at forlænge adgangen til danskuddannelse for kursister omfattet af et
selvforsørgelses- og hjemrejseprogram eller et introduktionsprogram er herefter § 2 e, stk. 3, i lov
138
 UUI, Alm.del - 2019-20 - Bilag 58: Lovudkast om ændring af udlændingeloven og forskellige andre love, fra udlændinge- og integrationsministeren
om danskuddannelse til voksne udlændinge, hvorefter kommunalbestyrelsen tilbyder I-kursister,
som på grund af sygdom, barsel mv., i en periode ikke har haft mulighed for at benytte sig af
tilbuddet om danskuddannelse, undervisning i en periode svarende til det tidsrum, hvor de har været
afskåret fra at benytte sig af tilbuddet. Tilsvarende tilbyder kommunalbestyrelsen danskuddannelse
til udlændinge, der er eller har været i ustøttet beskæftigelse på mindst 30 timer om ugen, hvis
udlændingens beskæftigelse og forhold i øvrigt har indebåret, at udlændingen i en periode ikke har
haft mulighed for at benytte sig af tilbuddet om danskuddannelse, jf. § 2 e, stk. 3, 2. pkt..
Ændringen trådte i kraft den 1. juli 2017.
I forbindelse med lov nr. 705 af 8. juni 2017 om ændring af lov om danskuddannelse til voksne
udlændinge m.fl. og forskellige andre love (Mere virksomhedsrettet danskuddannelse til voksne
udlændinge, krav om mellemkommunal aftale ved midlertidig boligplacering af flygtninge i en
anden kommune m.v.) blev der ikke foretaget den nødvendige konsekvensændring af henvisningen
i integrationslovens § 45, stk. 9, nr. 4, som vedrører resultattilskud for udlændinge omfattet af et
selvforsørgelses- og hjemrejseprogram eller et introduktionsprogram, der efter at have fået
forlænget deres adgang til danskuddannelse har bestået en prøve i dansk, til § 2, stk. 5, i lov om
danskuddannelse til voksne udlændinge m.fl.
23.4.2. Ministeriets overvejelser
Den manglende konsekvensrettelse af integrationslovens § 45, stk. 9, nr. 4, i forbindelse med lov nr.
705 af 8. juni 2017 betyder, at der i integrationslovens § 45, stk. 9, nr. 4, henvises til en
bestemmelse i lov om danskuddannelse til voksne udlændinge m.fl., som blev ophævet ved denne
lov.
23.4.3. Den foreslåede ordning
Det foreslås, at integrationslovens § 45, stk. 9, nr. 4, konsekvensændres således, at bestemmelsen
henviser til § 2 e, stk. 3, i lov om danskuddannelse til voksne udlændinge m.fl., hvorefter
kommunalbestyrelsen tilbyder I-kursister, som på grund af sygdom, barsel mv., i en periode ikke
har haft mulighed for at benytte sig af tilbuddet om danskuddannelse, danskundervisning i en
periode svarende til det tidsrum, hvor de har været afskåret fra at benytte sig af tilbuddet, jf. § 2 e,
stk. 3, 1. pkt. i lov om danskuddannelse til voksne udlændinge m.fl. Tilsvarende tilbyder
kommunalbestyrelsen danskuddannelse til udlændinge, der er eller har været i ustøttet beskæftigelse
på mindst 30 timer om ugen, hvis udlændingens beskæftigelse og forhold i øvrigt har indebåret, at
udlændingen i en periode ikke har haft mulighed for at benytte sig af tilbuddet om danskuddannelse,
jf. § 2 e, stk. 3, 2. pkt., i lov om danskuddannelse til voksne udlændinge m.fl.
Der er således alene tale om en konsekvensrettelse som følge af lov nr. 705 af 08. juni 2017.
139
 UUI, Alm.del - 2019-20 - Bilag 58: Lovudkast om ændring af udlændingeloven og forskellige andre love, fra udlændinge- og integrationsministeren
23.5. Justering af reglerne om fordeling af flygtninge til kommunerne i forbindelse med ændring
af landstallet
23.5.1. Gældende ret
Til brug for indgåelse af aftalerne om fordelingen af flygtninge udmelder Udlændingestyrelsen
hvert år senest den 1. maj et landstal, der er styrelsens skøn over det antal flygtninge, der skal
boligplaceres i kommunerne i det kommende år, jf. integrationslovens § 6. Udlændingestyrelsen
fastsætter samtidig det antal flygtninge, som påregnes boligplaceret inden for de enkelte regioner i
det kommende år, jf. lovens § 7, stk. 1. Herefter skal kommunalbestyrelserne inden for en region
søge at indgå aftaler om kommunekvoterne (aftalte kommunekvoter), jf. lovens § 8, stk. 1. Hvis en
aftale om kommunekvoter ikke indgås inden den 10. september, fastsættes kvoterne af
Udlændingestyrelsen inden den 30. september (fastsatte kommunekvoter), jf. § 8, stk. 3.
Fordelingen af landstallet på regionskvoter og kommunekvoter er baseret på en matematisk
beregning af fordelingen af flygtninge i Danmark set i forhold til befolkningssammensætningen.
Andelen af flygtninge og indvandrere med ikke-vestlig oprindelse, som allerede bor i de enkelte
kommuner, indgår i beregningen. Når andelen af landstallet er udregnet pr. kommune, bliver der
herefter korrigeret for antallet af familiesammenførte til flygtninge, der i kalenderåret forud for
udmeldelse af landstallet, er førstegangsindrejst her i landet og bosat i kommunen. Om
opgørelsesmetoden henvises til § 8 i bekendtgørelse om boligplacering af flygtninge, jf.
bekendtgørelse nr. 912 af 30. august 2019.
Er den beregnede kommunekvote for den enkelte kommune negativ, fastsættes kommunekvoten for
den pågældende kommune til 0 (de såkaldte 0-kommuner). Det betyder, at de pågældende
kommuner ikke får tildelt nyankomne flygtninge efter de fastsatte kommunekvoter. De pågældende
kommuner vil således alene modtage nye flygtninge, såfremt kommunerne har indgået aftale om en
kvote efter reglerne om aftalte kommunekvoter, eller der i et konkret tilfælde foreligger særlige
grunde, f.eks. nærtstående familiemæssig tilknytning.
Udlændingestyrelsen skal ændre et fastsat landstal på 8.000 eller derunder, hvis antallet af
flygtninge, der skal boligplaceres i det pågældende år, skønnes at ville ændre sig med mere end 40
pct., jf. integrationslovens § 6, 2. pkt. Udlændingestyrelsen skal ændre et fastsat landstal på over
8.000, hvis antallet af flygtninge, der skal boligplaceres i det pågældende år, skønnes at ville ændre
sig med mere end 25 pct., jf. integrationslovens § 6, 3. pkt.
Udlændingestyrelsen skal samtidig med udmeldelsen af et ændret landstal fastsætte nye regions- og
kommunekvoter. Det følger af integrationslovens § 8, stk. 2, at ændres de fastsatte regionskvoter,
fastsætter Udlændingestyrelsen for hver kommune i regionen det antal flygtninge, som påregnes
boligplaceret inden for de enkelte kommuner i det indeværende eller kommende kalenderår.
Ændringerne foretages ved en forholdsmæssig reduktion eller forøgelse af de til enhver tid fastsatte
kommunekvoter i forhold til det ændrede landstal.
140
 UUI, Alm.del - 2019-20 - Bilag 58: Lovudkast om ændring af udlændingeloven og forskellige andre love, fra udlændinge- og integrationsministeren
Bestemmelsen i § 8, stk. 2, blev indsat ved lov nr. 1690 af 26. december 2017 om ændring af
integrationsloven og lov om danskuddannelse til voksne udlændinge m.fl. om forenkling og
justering af reglerne om fordeling og boligplacering af flygtninge og præcisering af personkreds for
danskuddannelse m.v. Med loven blev der blandt andet indført en række justeringer af reglerne om
fordeling af flygtninge med henblik på at smidiggøre og simplificere kvotefordelingsordningen med
virkning fra 1. januar 2018. Kommunernes tidligere adgang til på ny at forhandle om de ændrede
kommunekvoter ved en ændring af landstallet i indeværende eller det kommende år blev afskaffet,
og det blev indført, at kommunekvoterne skulle reduceres eller forøges forholdsmæssigt uden
genberegning via den matematiske beregningsmodel.
Da der ikke sker en genberegning af kommunekvoten, vil 0-kommuner efter de gældende regler
rent matematisk forblive 0-kommuner ved en forholdsmæssig beregning. Ændres landstallet, ændrer
Udlændingestyrelsen samtidig regionskvoterne og fastsætter for hver kommune i regionen det antal
flygtninge, som påregnes boligplaceret inden for de enkelte kommuner i det pågældende eller
kommende kalenderår.
23.5.2. Ministeriets overvejelser
Den forholdsmæssige forøgelse eller reduktion uden genberegning medfører, at de udmeldte
kommunekvoter ved ændringer i landstallet skaleres proportionalt ved en forholdmæssig beregning.
Det betyder bl.a., at 0-kommuner fortsat ikke skal modtage nye flygtninge i det pågældende år i
tilfælde af en forholdsmæssig forhøjelse. En eventuel ekstraordinær stigning i antallet af flygtninge
i løbet af et år vil således alene ske til de kommuner, der i forvejen modtager flygtninge. Der er
aktuelt 23 ”0-kommuner” i medfør af de kommunekvoter for 2020, der blev udmeldt af
Udlændingestyrelsen i september 2019. Udlændinge- og Integrationsministeriet vurderer ikke, at det
er hensigtsmæssigt, at 0-kommunerne ikke kan omfattes af et ændret landstal af rent matematiske
grunde, herunder særlig af hensyn til den bredest mulige fordeling af nyankomne flygtninge.
23.5.3. Den foreslåede ordning
Med henblik på at sikre en så ligelig fordeling af nyankomne flygtninge som muligt ved en
ekstraordinær stigning i antallet af flygtninge i et givet år, som fører til et ændret landstal, foreslår
Udlændinge- og Integrationsministeriet, at den matematiske bestemmelse om, at ændringerne af
kommunekvoterne foretages ved en forholdsmæssig reduktion eller forøgelse af de til enhver tid
fastsatte kommunekvoter, ophæves.
Som følge heraf vil bekendtgørelsen om boligplacering af flygtninge samtidig blive justeret, således
at der indsættes bestemmelser om, at der
–
ved et forhøjet landstal som følge af stigninger i
flygtningetallet
–
sker en genberegning af kommunekvoterne. Ved en reduktion af landstallet vil der
fortsat ske en forholdsmæssig reduktion af de til enhver tid fastsatte kommunekvoter. Den
141
 UUI, Alm.del - 2019-20 - Bilag 58: Lovudkast om ændring af udlændingeloven og forskellige andre love, fra udlændinge- og integrationsministeren
forholdsmæssige reduktion berører således ikke en ligelig fordeling og er en fastholdelse af den
gældende, enkle og forudsigelige fordeling i tilfælde af et ændret landstal i form af en reduktion.
Reglerne i bekendtgørelsen vil endvidere blive justeret, således at der ved genberegningen i tilfælde
af et forhøjet landstal anvendes det samme datagrundlag for opgørelsen af
befolkningssammensætningen i den enkelte kommune, som Udlændingestyrelsen anvendte ved
første udmelding af landstallet (tidspunkt for, hvornår data er opgjort). En genberegning på
baggrund af de tidligere anvendte datagrundlag skal medvirke til, at visiteringen af flygtninge så
vidt muligt tager hensyn til befolkningsgrundlaget i den enkelte kommune, der ligger til grund for,
hvor mange flygtninge, den enkelte kommune skal modtage. Det vil samtidig betyde, at reglerne er
transparente og i videst mulig grad forudsigelige af hensyn til kommunernes planlægning også i
tilfælde af et ændret landstal.
Med den foreslåede justering afskaffes den faste regulering i integrationsloven om forholdsmæssig
fordeling ved en ændring af landstallet. Samtidig bestemmes i bekendtgørelsen, at
Udlændingestyrelsen i forbindelse med et eventuelt forhøjet landstal kan foretage en genberegning i
stedet for en forholdsmæssig forhøjelse. Det vil betyde, at kommuner, der har en 0-kvote også vil
kunne modtage nye flygtninge ved en forhøjelse af landstallet, hvis det følger af genberegningen af
kvoterne, jf. ovenfor. Herved sikres en så ligelig fordeling mellem kommunerne som mulig.
Udlændingestyrelsen vil fortsat skulle fastsætte de nye kommunekvoter samtidig med udmeldelsen
af et ændret landstal og de nye regionskvoter.
24. Opbevaring af oplysninger om kursisters deltagelse i danskundervisning
24.1. Gældende ret
Lov om danskuddannelse til voksne udlændinge m.fl., indeholder i § 5, stk. 3, en
bemyndigelsesregel, hvorefter udlændinge- og integrationsministeren kan fastsætte nærmere regler
om udlændinges fravær fra undervisningen, herunder om registrering af deltagelse i undervisningen
og om udelukkelse fra uddannelsen på grund af manglende aktiv deltagelse eller af andre grunde.
Bestemmelsen er senest udmøntet i § 19 i bekendtgørelse nr. 1766 af 27. december 2018 om
danskuddannelse til voksne udlændinge m.fl. Det fremgår af bekendtgørelsens § 19, stk. 1, at
udbyderen registrerer tilstedeværelsen i undervisningen for kursister, der deltager i
danskuddannelse, i forhold til de gennemførte, skemalagte, lærerstøttede undervisningsaktiviteter,
herunder skemalagte, lærerstøttede undervisningsaktiviteter i studieværksteder, it-lokaler,
sproglaboratorier, på ekskursioner mv., jf. den vejledning til indberetning af aktivitetsdata
vedrørende danskundervisning til voksne udlændinge m.fl., der er udarbejdet af Udlændinge- og
Integrationsministeriet (Vejledning af 2. august 2017 til indberetning af aktivitetsdata til
danskundervisningsdatabasen).
142
 UUI, Alm.del - 2019-20 - Bilag 58: Lovudkast om ændring af udlændingeloven og forskellige andre love, fra udlændinge- og integrationsministeren
Af § 19, stk. 3, i bekendtgørelse nr. 1766 af 27. december 2018 om danskuddannelse til voksne
udlændinge m.fl. fremgår, at registreringen af kursister, jf. stk. 1, foretages løbende af udbyderen og
indberettes til den henvisende myndighed én gang om måneden. Kursisten skal have mulighed for
at kontrollere registreringen.
Der er ikke i danskuddannelsesloven fastsat bestemmelser om, at registreringer om deltagelse i
danskuddannelse skal opbevares.
De oplysninger, der i dag registreres hos udbyderen om kursister på danskuddannelserne, omfatter
stamoplysninger
om
kursisterne,
henvisningsoplysninger,
moduloplysninger,
undervisningsoplysninger og prøveoplysninger for de enkelte kursister. Sprogcentrene indberetter
oplysninger om kursistaktivitet kvartalsvis bagudrettet til Danskuddannelsesdatabasen (herefter
databasen).
Databasen ejes og administreres af Udlændinge- og Integrationsministeriet. Databasen indeholder
registreringer om kursisters deltagelse tilbage til 2004. Sagsbehandlere fra kommuner og
sprogcentre har adgang til udvalgte variabler fra databasen via login og adgangskode administreret
af Udlændinge- og Integrationsministeriet. Oplysningerne anvendes til statistiske og analytiske
formål samt administrative formål i kommunerne og sprogcentrene, samt med virkning fra 1. januar
2019 til brug for ansøgninger om dansk indfødsret, jf. afsnit 24.3.
24.2. Ministeriets overvejelser
Med lov nr. 1735 af 27. december 2018 om ændring af lov om dansk indfødsret og lov om
danskuddannelse til voksne udlændinge m.fl. (Henlæggelse til kommunalbestyrelserne af
grundlovsceremonier, forhøjelse af gebyr for ansøgning om dansk indfødsret ved naturalisation og
fastsættelse af nærmere regler om udlændinges fravær i undervisning i dansk m.v.) blev
danskuddannelseslovens § 5, stk. 3, ændret således, at udlændinge- og integrationsministerens
bemyndigelse til at fastsætte regler om registrering blev udvidet fra alene at omfatte kursister, der
modtog ydelser efter lov om en aktiv socialpolitik eller lov om arbejdsløshedsforsikring m.v., til at
omfatte alle kursister. Ændringen trådte i kraft den 1. januar 2019.
Formålet med ændringen var at sikre, at udlændinge i forbindelse med ansøgninger om dansk
indfødsret kan indhente oplysninger om deres deltagelse i danskuddannelse og dermed kan
fremlægge dokumentation for, at de har forsøgt at lære dansk. Dette er relevant for personer, der
ikke kan fremlægge dokumentation for bestået prøve i Dansk 2 og 3, jf. betingelserne for at opnå
dansk indfødsret, § 24 i cirkulæreskrivelse af 14. september 2018 om naturalisation.
Ændringen udsprang af indfødsretsaftale af 29. juni 2018 mellem den daværende regering (Venstre,
Liberal Alliance og Det Konservative Folkeparti), Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti, som
indeholder skærpede krav til godtgørelse af, at de pågældende personer, der ikke har bestået en
prøve i dansk, har forsøgt at lære dansk.
143
 UUI, Alm.del - 2019-20 - Bilag 58: Lovudkast om ændring af udlændingeloven og forskellige andre love, fra udlændinge- og integrationsministeren
Spørgsmålet om opbevaring af registreringer blev omtalt i forarbejderne til lov nr. 1735 af 27.
december 2018, men det daværende lovforslag indeholdt ikke forslag om at udvide
bemyndigelsesreglen i danskuddannelseslovens § 5, stk. 3, til også at omfatte adgang til at fastsætte
regler om opbevaring af registreringer.
24.3. Den foreslåede ordning
Med nærværende lovforslag foreslås det, at den i danskuddannelseslovens § 5, stk. 3, 2. pkt.,
fastsatte bemyndigelse udvides til også at omfatte adgang for udlændinge- og integrationsministeren
til at fastsætte regler om opbevaring af registreringer af deltagelse i danskuddannelse.
Det er hensigten at anvende bemyndigelsen til at fastsætte regler om, at registreringer af kursisters
deltagelse i danskundervisning skal opbevares i 30 år. Bemyndigelsen vil blive udmøntet i
bekendtgørelse om danskuddannelse til voksne udlændinge m.fl.
Registreringerne vil blive opbevaret i danskuddannelsesdatabasen, som ejes og administreres af
Udlændinge og Integrationsministeriet, og som sagsbehandlere fra sprogskoler og kommuner har
adgang til.
Det følger af artikel 5, stk. 1, litra e, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2016/679 af
27. april 2016 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af
personoplysninger og om fri udveksling af sådanne oplysninger og om ophævelse af direktiv
95/46/EF (generel forordning om databeskyttelse) (herefter: databeskyttelsesforordningen), at
personoplysninger ikke må opbevares på en sådan måde, at det giver mulighed for at identificere
den registrerede i et længere tidsrum end det, der er nødvendigt af hensyn til de formål, hvortil de
pågældende oplysninger behandles.
Som udgangspunkt kan en udlænding ansøge om dansk statsborgerskab efter 9 års uafbrudt ophold i
landet. I praksis kan der dog gå mange år, før en udlænding søger om statsborgerskab. I lyset heraf
er det Udlændinge- og Integrationsministeriets vurdering, at det er nødvendigt for at kunne opfylde
formålet om at kunne indhente dokumentation om deltagelse i danskuddannelse til brug for
ansøgning om dansk indfødsret, at oplysninger om deltageraktivitet på danskuddannelsesområdet
opbevares i op til 30 år. Dette er endvidere i overensstemmelse med Børne- og
Undervisningsministeriets krav til opbevaring af prøveresultater, jf. bekendtgørelse nr. 343 af 8.
april 2016 om prøver og eksamen i de almene og studieforberedende ungdoms- og
voksenuddannelser.
Udlændinge- og Integrationsministeriet vurderer på den baggrund, at opbevaringen af registreringer
er i overensstemmelse med databeskyttelsesforordningens art. 5, stk. 1, litra e.
144
 UUI, Alm.del - 2019-20 - Bilag 58: Lovudkast om ændring af udlændingeloven og forskellige andre love, fra udlændinge- og integrationsministeren
25. Ændring af planloven
25.1. Gældende ret
25.1.1.
Tidsbegrænsning af dispensationer og tilladelser efter planlovens § 5 u
Ved lov nr. 539 af 29. april 2015 om ændring af planloven (Midlertidige opholdssteder til
flygtninge) blev § 5 u om midlertidige opholdssteder til flygtninge indsat i planloven. Planlovens §
5 u, stk. 4 og 5, er efterfølgende nyaffattet ved lov nr. 1705 af 21. december 2015 om ændring af
integrationsloven og lov om planlægning (Midlertidig indkvartering af flygtninge).
Planlovens § 5 u har til formål at give kommunerne mulighed for hurtigt at kunne afhjælpe et akut
behov for midlertidig indkvartering af flygtninge. Bestemmelsen giver kommunerne mulighed for
på visse betingelser at fravige planlovens almindelige regler om tilvejebringelse af lokalplaner,
landzonetilladelse og dispensationer fra lokalplaner mv. ved bygge- eller anlægsarbejder eller
ændret anvendelse af eksisterende bebyggelse med henblik på etablering af midlertidige
opholdssteder til nyankommne flygtninge. Reglerne giver desuden mulighed for at etablere sådanne
midlertidige opholdssteder til nyankomne flygtninge på arealer, hvor vejledende grænseværdier for
støj ikke er overholdt.
Planlovens § 5 u giver en særlig hjemmel, der gælder ved siden af planlovens almindelige regler. En
kommune har derfor valgfrihed til i det enkelte tilfælde at vurdere, om de særlige regler i § 5 u om
midlertidige opholdssteder til nyankomne flygtninge skal bringes i anvendelse, eller om planlovens
almindelige tilvejebringelses- og procedureregler skal følges. Kommunerne gives herved størst
mulig fleksibilitet i forhold til at imødekomme de behov og ønsker, der måtte være i den
pågældende kommune.
Planlovens § 5 u blev oprindeligt vedtaget som en midlertidig ordning, idet det fremgik, at
ministeren skulle fremsætte forslag om revision af loven i folketingsåret 2017-18, jf. § 2, stk. 2, i
lov nr. 539 af 29. april 2015 om ændring af planloven. Denne revisionsbestemmelse er senere
ophævet med henvisning til, at kommunernes mulighed for hurtigt at kunne afhjælpe et akut opstået
behov for midlertidige opholdssteder til flygtninge bør opretholdes, jf. § 2 i lov nr. 740 af 8. juni
2018 om ændring af lov om ændring af udlændingeloven, lov om ændring af lov om planlægning
og udlændingeloven (Ophævelse af revisionsbestemmelser, forlængelse af udløbsbestemmelse og
frist for domstolsprøvelse af frihedsberøvelse i en suspensionsperiode m.v.).
Efter planlovens § 5 u, stk. 1, kan kommunalbestyrelsen for arealer i byzone og landzone meddele
dispensation fra bestemmelser i en lokalplan eller en plan mv., der er opretholdt efter planlovens §
68, stk. 2, til ændret anvendelse af eksisterende bebyggelse og til bygge- eller anlægsarbejder med
henblik på etablering af midlertidige opholdssteder til nyankommne flygtninge. Anvendelsen af stk.
1 har endvidere den virkning, at planlovens § 13, stk. 2, om lokalplanpligt og planlovens § 35, stk.
1, om landzonetilladelse ikke finder anvendelse. Bestemmelsen muliggør således i byzone og
145
 UUI, Alm.del - 2019-20 - Bilag 58: Lovudkast om ændring af udlændingeloven og forskellige andre love, fra udlændinge- og integrationsministeren
landzone en fravigelse af planlovens almindelige regler om dispensation fra lokalplaner mv. og i
den forbindelse tillige regler om lokalplanpligt og krav om landzonetilladelse.
Efter § 5 u, stk. 2, kan kommunalbestyrelsen for arealer i byzone, hvor der ikke er en lokalplan eller
en plan mv. opretholdt efter planlovens § 68, stk. 2, uden tilvejebringelse af en lokalplan efter
planlovens § 13, stk. 2, meddele tilladelse til ændret anvendelse af eksisterende bebyggelse og
bygge- eller anlægsarbejder med henblik på etablering af midlertidige opholdssteder til
nyankommne flygtninge. Bestemmelsen muliggør således en fravigelse af planlovens almindelige
regler om lokalplanpligt i byzone, hvor der ikke er en lokalplan mv.
Efter § 5 u, stk. 3, kan kommunalbestyrelsen for arealer i landzone, der ifølge kommuneplanens
rammer pr. 1. januar 2015 kan overføres til byzone, eller som ligger i en landsby, uden
tilvejebringelse af en lokalplan efter § 13, stk. 2, meddele tilladelse til ændret anvendelse af
eksisterende bebyggelse og til bygge- og anlægsarbejder med henblik på etablering af midlertidige
opholdssteder til nyankommne flygtninge. Anvendelsen af bestemmelsen har endvidere den
virkning, at planlovens § 35, stk. 1, om landzonetilladelse ikke finder anvendelse. Bestemmelsen
muliggør således i de nærmere bestemte landzonearealer en fravigelse af planlovens almindelige
regler om lokalplanpligt og krav om landzonetilladelse.
Efter planlovens § 5 u, stk. 4, kan kommunalbestyrelsen ved etablering af midlertidige
opholdssteder til flygtninge efter stk. 1-3 stille vilkår om etablering af
afskærmningsforanstaltninger. Bestemmelsen giver kommunalbestyrelserne mulighed for at
etablere midlertidige opholdssteder til flygtninge på støjbelastede arealer og for at fravige de
almindelige hensyn, der ligger bag reglerne i planlovens § 15 a, stk. 1, om udlægning af
støjbelastede arealer til støjfølsom anvendelse.
Efter planlovens § 5 u, stk. 5, kan erhvervsministeren i særlige tilfælde, efter ansøgning fra
kommunalbestyrelsen, meddele kommunalbestyrelsen tilladelse til fritagelse for regler eller
beslutninger om landsplandirektiver, jf. planlovens §§ 3 og 5 j. Bestemmelsen finder anvendelse på
forhold, hvor kommunalbestyrelsen kan meddele dispensation efter stk. 1 eller tilladelse efter stk. 1-
3. Bestemmelsen gør det muligt i særlige tilfælde at tillade byggeri- eller anlægsarbejder i strid med
landsplandirektiv eller offentliggjort forslag til landsplandirektiv.
Efter planlovens § 5 u, stk. 6, kan kommunalbestyrelsen først meddele dispensation efter stk. 1 eller
tilladelse efter stk. 1-3, når der er forløbet to uger, efter at kommunalbestyrelsen har givet skriftlig
orientering om ansøgningen efter reglerne i planlovens § 20. Kommunalbestyrelsen skal således
give forudgående skriftlig orientering om ansøgningen til en nærmere angivet kreds af navnlig
naboer, ejere og brugere i området samt foreninger med lokalt tilhørsforhold og klageberettigede
landsdækkende foreninger, der skriftligt har bedt om orientering om ansøgninger. Orienteringen
skal indeholde oplysning om, at bemærkninger kan fremsendes til kommunalbestyrelsen inden to
uger.
146
 UUI, Alm.del - 2019-20 - Bilag 58: Lovudkast om ændring af udlændingeloven og forskellige andre love, fra udlændinge- og integrationsministeren
Efter planlovens § 5 u, stk. 7, skal dispensationer efter stk. 1 og tilladelser efter stk. 1-3
tidsbegrænses og kan højst gives med en varighed på fem år fra meddelelsen. Det fremgår af
lovbemærkningerne, at i
det omfang der skal etableres permanente boliger eller permanente
opholdssteder til midlertidig indkvartering, forudsættes kommunalbestyrelsen at tilvejebringe den
nødvendige planlægning efter planlovens almindelige regler herom, herunder gennem inddragelse
af kommunens borgere herom, jf. Folketingstidende 2014-15, A, L 165 som fremsat den 18. marts
2015, side 14.
Efter planlovens § 5 u, stk. 8, skal dispensationer efter stk. 1 og tilladelse efter stk. 1 -3
offentliggøres. Offentliggørelse kan ske udelukkende digitalt. Kommunalbestyrelsen skal desuden
give underretning om afgørelsen til dem, der rettidigt har fremsat bemærkninger efter at være blevet
orienteret efter stk. 6.
25.1.2. Tilpasning af henvisninger til regler i integrationsloven
Planlovens § 5 u skal ses i sammenhæng med integrationslovgivningen, der fastlægger
kommunernes pligt til anvisning af midlertidige opholdssteder til flygtninge. I forbindelse med
meddelelse af opholdstilladelse til en flygtning træffer Udlændingestyrelsen samtidig afgørelse om,
hvilken kommune der har ansvaret for at anvise den pågældende flygtning et midlertidigt
opholdssted.
I planlovens § 5 u, stk. 1-3, henvises til en tidligere gældende bestemmelse i integrationslovens §
12, stk. 6, om at kommunen skulle anvise flygtningen et midlertidigt opholdssted, indtil det var
muligt at anvise en permanent bolig.
Det fremgår af lovbemærkningerne til planlovens § 5 u, at der ikke i integrationsloven er fastsat
krav til standarden eller karakteren af det midlertidige opholdssted. Indkvarteringen skal dog være
lovlig, og opholdsstedet skal være godkendt til beboelse, herunder i forhold til sikkerhed,
brandforskrifter m.v. Der kan være tale om opholdssteder, der oprettes særligt med henblik på at
kunne fungere som midlertidigt opholdssted, jf. Folketingstidende 2014-15, A, L 165 som fremsat
den 18. marts 2015, side 3f.
Reglerne i integrationslovens § 12 om anvisning af midlertidige opholdssteder er efterfølgende
ændret ved lov nr. 174 af 27. februar 2019 om ændring af udlændingeloven, integrationsloven,
repatrieringsloven og forskellige andre love (Videre adgang til inddragelse af opholdstilladelser for
flygtninge, loft over antallet af familiesammenføringer, skærpet straf for overtrædelse af
indrejseforbud og overtrædelse af opholds-, underretnings- og meldepligt, ydelsesnedsættelse for
ansøgere m.v.).
Bestemmelsen i integrationslovens § 12, stk. 6, som der henvises til i planlovens § 5 u, er ophævet,
og kommunalbestyrelsens pligt til at anvise midlertidige opholdssteder er i dag reguleret i
integrationslovens § 12, stk. 1. Kommunen har herefter alene en pligt til at anvise et midlertidigt
opholdssted og er ikke længere forpligtet til at anvise en flygtning en permanent bolig efter
147
 UUI, Alm.del - 2019-20 - Bilag 58: Lovudkast om ændring af udlændingeloven og forskellige andre love, fra udlændinge- og integrationsministeren
integrationslovens regler. Der skal anvises et midlertidigt opholdssted, indtil flygtningen selv finder
en bolig eller kommunen anviser en bolig. Det gælder også de flygtninge, hvis introduktionsperiode
er ophørt og som fortsat er boligsøgende. Det fremgår af lovbemærkningerne til integrationslovens
§ 12, stk. 1, at der er tale om en videreførelse af de gældende regler om, hvad der forstås ved
midlertidigt opholdssted, jf. Folketingstidende 2018-19, A, L 140 som fremsat den 15. januar 2019,
side 108.
25.2. Erhvervsministeriets overvejelser og den foreslåede ordning
25.2.1.
Tidsbegrænsning af dispensationer og tilladelser efter planlovens § 5 u
Flere kommuner har rettet henvendelse til erhvervsministeren, udlændinge- og
integrationsministeren og boligministeren med ønsker om at kunne forlænge varigheden af nogle af
de midlertidige opholdssteder til flygtninge, der er etableret på grundlag af reglerne i § 5 u.
Kommunerne peger bl.a. på, at det efter omstændighederne kan være forbundet med store
omkostninger at sikre de nødvendige opholdssteder eller boliger til flygtninge efter udløbet af de 5
år. KL har i den sammenhæng også oplyst, at det kan medføre væsentlige kommunale udgifter, hvis
der skal etableres nye midlertidige opholdssteder til flygtningene.
Det vurderes bl.a. på den baggrund, at kommunerne skal gives mere fleksible rammer for fortsat at
kunne sikre midlertidige opholdssteder til flygtninge.
Det foreslås således, at kommunalbestyrelsen
gives mulighed for at forlænge varigheden af dispensationer og tilladelser til midlertidige
opholdssteder til nyankomne flygtninge, jf. planlovens § 5 u, med op til 2 år.
De foreslåede regler vil give mulighed for, at midlertidige opholdssteder til nyankomne flygtninge
kan have en samlet varighed på maksimalt 7 år på grundlag af reglerne i § 5 u. I det omfang der skal
etableres permanente boliger eller permanente opholdssteder til midlertidig indkvartering,
forudsættes kommunalbestyrelsen at tilvejebringe den nødvendige planlægning efter planlovens
almindelige herom.
Muligheden for at forlænge varigheden af dispensationer eller tilladelser efter § 5 u forventes f.eks.
at kunne være relevant i tilfælde, hvor kommunen har brug for mere tid til at etablere og
tilvejebringe grundlag for andre opholdssteder efter planlovens almindelige regler, eller hvor der
ikke forventes at være det samme behov for opholdssteder i kommunen efter et par år. Det
forudsættes, at der vil være tale om at forlænge varigheden af fungerende opholdssteder, som efter
kommunalbestyrelsens samlede vurdering af relevante planlægningsmæssige hensyn bør
opretholdes i en yderligere tidsbegrænset periode, jf. også forslagets §, stk. 2.
Kommunalbestyrelsen vil i overensstemmelse med almindelige forvaltningsretlige principper forud
for en afgørelse om at forlænge varigheden efter de foreslåede regler skulle oplyse den enkelte sag
og inddrage og afveje relevante planlægningsmæssige hensyn. I vurderingen vil f.eks. kunne indgå
de hidtidige erfaringer med det midlertidige opholdssted, aktuelle og forventede behov for
148
 UUI, Alm.del - 2019-20 - Bilag 58: Lovudkast om ændring af udlændingeloven og forskellige andre love, fra udlændinge- og integrationsministeren
midlertidige opholdssteder eller for permanente opholdssteder til midlertidig indkvartering. Det vil
være et krav, at kommunalbestyrelsen i forbindelse med afgørelsen om at forlænge varigheden af
dispensationen eller tilladelsen forholder sig til, hvorledes eventuelle behov for indkvartering af
flygtninge forventes imødekommet på længere sigt, idet der ikke efter reglerne i planlovens § 5 u er
mulighed for yderligere at forlænge varigheden af de pågældende opholdssteder. Det vil således
skulle fremgå af kommunens afgørelse om at forlænge varigheden af dispensationen eller tilladelsen
med op til 2 år, om kommunalbestyrelsen aktuelt forventer at etablere et plangrundlag efter lovens
almindelige regler for det pågældende opholdssted, eller om kommunalbestyrelsen aktuelt forventer
at kunne opgive opholdsstedet i løbet af den forlængede varighed på op til 2 år. Det betyder ikke, at
kommunen ikke har fleksibilitet til at tilpasse den forventede løsning, hvis udviklingen eller
forudsætningerne ændrer sig. Det vigtige er, at kommunen gør sig overvejelser om og har en plan
for, hvordan behovet for indkvartering kan håndteres efter den forlængede dispensations eller
tilladelses udløb.
Det foreslås, at de regler om forudgående nabohøring m.v. og om offentliggørelse, der gælder for en
dispensation eller tilladelse til etablering af et midlertidigt opholdssted, skal gælde tilsvarende for
kommunalbestyrelsens afgørelse om at forlænge varigheden af det midlertidige opholdssted. Det
skal sikre, dels at naboer m.v. får mulighed for at fremsætte indsigelser mod om en påtænkt
forlængelse af varigheden af et midlertidigt opholdssted, dels at beboere i området m.v. bliver
bekendt med afgørelsen og får mulighed for at klage over den. Offentliggørelse af afgørelserne vil
også give mulighed for, at udviklingen, herunder antallet af forlængelser og baggrunden for disse,
kan følges med henblik på senere opfølgning på, hvorledes kommunerne forventer at håndtere
eventuelle indkvarteringsbehov på længere sigt.
Lovforslaget indebærer ikke ændringer af andre love end planloven. I det omfang en forlængelse af
varigheden af et midlertidigt opholdssted til flygtninge, der er etableret på grundlag af reglerne i § 5
u, forudsætter behandling eller tilladelse efter anden lovgivning, sker der ikke med forslaget nogen
ændring heri. Som eksempel på anden lovgivning, der kan være relevant i forbindelse med en
forlængelse, kan nævnes byggelovgivningen. Det forventes, at også bygningsreglementet vil blive
ændret for at give kommunerne
mere fleksible rammer for fortsat at kunne sikre midlertidige
opholdssteder til flygtninge.
Kommunalbestyrelsens afgørelse om at forlænge varigheden af en dispensation eller en tilladelse
efter § 5 u vil kunne påklages til Planklagenævnet for så vidt angår retlige spørgsmål efter de
almindelige regler. Klager vil ikke have opsættende virkning, medmindre nævnet konkret
bestemmer det. Planklagenævnet vil kunne prøve alle retlige spørgsmål, og herunder kunne påse, at
en afgørelse overholder almindelige forvaltningsretlige regler og principper. Der henvises i den
sammenhæng til planlovens § 58, stk. 1, nr. 3, til lov nr. 1658 af 20. december 2016 om
Planklagenævnet og til bekendtgørelse nr. 130 af 28. januar 2017 om udnyttelsen af tilladelser, frist
for indgivelse af klage, indsendelse af klage til Planklagenævnet og opsættende virkning af klage
for visse afgørelser truffet efter lov om planlægning og visse andre love.
149
 UUI, Alm.del - 2019-20 - Bilag 58: Lovudkast om ændring af udlændingeloven og forskellige andre love, fra udlændinge- og integrationsministeren
25.2.2. Tilpasning af henvisninger til regler i integrationsloven
Det foreslås, at formuleringen af planlovens § 5 u tilpasses den gældende integrationslovgivning,
således at der i § 5 u, stk. 1-3, henvises til integrationslovens § 12, stk. 1, der aktuelt regulerer
kommunernes pligt til at anvise midlertidige boliger til flygtningen, og ikke til den nu ophævede
regel i § 12, stk. 6.
Det vil uændret følge af ordlyden af planlovens § 5 u, stk. 1-3, at bestemmelserne kun giver
mulighed for at fravige planlovens almindelige regler til at etablere midlertidige opholdssteder til
nyankomne flygtninge, som er omfattet af integrationslovens regler om boligplacering. Reglerne
skal ses i sammenhæng med integrationslovens boligplaceringsregler om kommunernes forpligtelse
til anvisning af midlertidige opholdssteder til nyankomne flygtninge.
Ved nyankomne flygtninge, jf. integrationslovens § 12, stk. 1, forstås i denne sammenhæng som
altovervejende hovedregel flygtninge, som kommunen skal anvise til et midlertidigt opholdssted,
fordi Udlændingestyrelsen har visiteret flygtningen til den pågældende kommune. Reglerne vil ikke
kunne benyttes som grundlag for at etablere midlertidige opholdssteder for andre persongrupper.
Reglerne i § 5 u vil uændret have til formål at give kommunerne mulighed for hurtigt at kunne
afhjælpe et akut behov for midlertidige opholdssteder til nyankomne flygtninge.
Efter § 2 foreslås det, at loven træder i kraft dagen efter bekendtgørelse i Lovtidende for at sikre en
hurtig ikrafttrædelse.
Det foreslås samtidig, at reglerne om forlængelse med op til 2 år, jf. forslagets § 1, nr. 2, skal finde
anvendelse for dispensationer og tilladelser, der er givet efter § 5 u, stk. 1-3, og som er udløbet på
grund af den tidsbegrænsning, som kommunalbestyrelsen har fastsat, jf. § 5 u, stk. 7. En sådan
udløbet dispensation eller tilladelse vil i medfør af de foreslåede regler kunne forlænges med op til
2 år beregnet fra dispensationens eller tilladelsens udløb.
Det skal bl.a. ses på baggrund af, at reglerne i planlovens § 5 u er trådt i kraft den 1. maj 2020, og at
der efter omstændighederne vil kunne være behov for efter lovens ikrafttræden at forlænge
varigheden af dispensationer eller tilladelser, der bortfalder inden lovens ikrafttræden.
26. Regionale konsekvenser, herunder for landdistrikterne
Lovforslaget har ikke regionale konsekvenser, herunder for landdistrikterne.
27. Økonomiske konsekvenser
[Under udarbejdelse]
150
 UUI, Alm.del - 2019-20 - Bilag 58: Lovudkast om ændring af udlændingeloven og forskellige andre love, fra udlændinge- og integrationsministeren
28. Implementeringskonsekvenser for det offentlige
[Under udarbejdelse]
Lovforslaget indeholder derudover ingen implementeringskonsekvenser for det offentlige af
betydning.
Lovforslaget vurderes at være i overensstemmelse med de syv principper for digitaliseringsklar
lovgivning.
29. Økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet m.v.
[Under udarbejdelse]
Lovforslaget har derudover ingen økonomisk eller administrative konsekvenser for erhvervslivet
mv.
30. Administrative konsekvenser for borgerne
Lovforslaget har økonomiske konsekvenser for borgerne, da det indebærer, at borgere, der betaler
for meget i gebyr i forbindelse med indgivelse af ansøgning om opholdstilladelse, forlængelse af
opholdstilladelse, tidsubegrænset opholdstilladelse, ansøgning om genoptagelse eller klage over
afgørelser i sådanne sager, ikke vil få det for meget betalte beløb tilbage, hvis dette beløb er højst 30
kr.
Endvidere indebærer lovforslaget, at borgere, der betaler for meget i gebyr i forbindelse med
indgivelse af ansøgning om dansk indfødsret ved naturalisation, ansøgning om bevis for eller
bevarelse af dansk indfødsret eller afgivelse af erklæring om dansk indfødsret, ikke vil få det for
meget betalte beløb tilbage, hvis beløbet er højst 30 kr.
Der henvises til lovforslagets afsnit 13.2.
Lovforslaget vil endvidere betyde, at klager over Udlændingestyrelsens og Styrelsen for
International Rekruttering og Integrations afgørelser i en række sagstyper vil skulle indgives til
Udlændingenævnet eller Flygtningenævnet i stedet for til Udlændinge- og Integrationsministeriet.
De sager, der foreslås overført til Udlændingenævnet, vil fremover være omfattet af den klagefrist
på 8 uger, der gælder i dag i forbindelse med klage til Udlændingenævnet.
Endvidere indebærer lovforslaget, at visse sager ikke længere vil kunne påklages.
Der henvises til lovforslaget afsnit 17.2, 18.2. og 19.2.
151
 UUI, Alm.del - 2019-20 - Bilag 58: Lovudkast om ændring af udlændingeloven og forskellige andre love, fra udlændinge- og integrationsministeren
2139967_0152.png
Lovforslagets element om, at Styrelsen for International Rekruttering og Integration,
Flygtningenævnet og Udlændingenævnet tildeles kompetence til at træffe afgørelse om forlængelse
af en udrejsefrist vil alene medføre begrænsede administrative konsekvenser for borgerne, herunder
at borgerne skal søge om forlængelse af udrejsefristen.
Der henvises til lovforslagets afsnit 3.
31. Miljømæssige konsekvenser
Lovforslaget har ingen miljømæssige konsekvenser.
32. Forholdet til EU-retten
Lovforslaget gennemfører dele af udsendelsesdirektivet samt EU-Domstolens dom af 26. juli 2017 i
sagen C-225/16 Ouhrami. Sagen vedrørte en nederlandsk præjudiciel forelæggelse for EU-
Domstolen om fortolkningen af artikel 11, stk. 2, i udsendelsesdirektivet, herunder hvornår
varigheden af et indrejseforbud skal beregnes fra. EU-Domstolen fandt i sagen, at det følger af
ordlyden og formålet med udsendelsesdirektivet, at perioden for indrejseforbuddet først begynder at
løbe fra den dato, hvor den pågældende udlænding faktisk har forladt medlemsstaternes område
(præmis 52 og 53).
Lovforslaget gennemfører endvidere de af Rådets henstillinger, som kræver en ændring af
udlændingeloven, på baggrund af Europa-Kommissionens evaluering i februar 2017 af Danmarks
anvendelse af Schengenreglerne, herunder bl.a. af Danmarks gennemførsel af udsendelsesdirektivet.
Lovforslaget gennemfører desuden opholdsdirektivets artikel 15, stk. 3, jf. stk. 1.
Opholdsdirektivets artikel 15, stk. 1, fastslår, at de proceduremæssige garantier om bl.a. skriftlighed
og adgang til domstolsprøvelse, der ifølge direktivets artikel 30 og 31 gælder, når en
værtsmedlemsstat træffer afgørelse om udvisning af unionsborgere og deres familiemedlemmer af
hensyn til den offentlige orden, sikkerhed eller sundhed,
finder tilsvarende anvendelse,
når en
værtsmedlemsstat
af andre grunde
pålægger en unionsborger eller et familiemedlem at udrejse af
landet. Dette kan f.eks. være tilfældet, når en værtsmedlemsstat konstaterer, at en unionsborger eller
et familiemedlem ikke (eller ikke længere) opfylder de betingelser for ophold, som gælder efter
henholdsvis direktivets artikel 6 (om ret til ophold i
indtil tre måneder)
og 7 (om ret til ophold i
mere end tre måneder).
Det følger af opholdsdirektivets artikel 15, stk. 3, at værtsmedlemsstaten
ikke
må lade en sådan afgørelse ledsage af et
indrejseforbud.
EU-Domstolen har den 10. september 2019 i sin dom i den præjudicielle sag C-94/18, Nalini
Chenchooliah mod Irland, fastslået, at forbuddet mod at fastsætte et indrejseforbud, jf. artikel 15,
stk. 3, også gælder, når et tredjelandsfamiliemedlem pålægges at udrejse af en medlemsstat, fordi
betingelserne for ophold ikke længere er opfyldt
–
f.eks. fordi den unionsborger, hvoraf den
pågældende afledte en ret til ophold, ikke længere opholder sig i landet.
152
 UUI, Alm.del - 2019-20 - Bilag 58: Lovudkast om ændring af udlændingeloven og forskellige andre love, fra udlændinge- og integrationsministeren
Med den foreslåede nye bestemmelse i § 32, stk. 2, tydeliggøres det, at der alene fastsættes
indrejseforbud i forhold til udlændinge omfattet af EU-reglerne, hvis den pågældende er udvist af
hensyn til den offentlige orden, sikkerhed eller sundhed.
Den foreslåede bestemmelse vil
udelukkende tydeliggøre den retsstilling, der med hensyn til udvisning henholdsvis med og uden
indrejseforbud i forvejen gælder for udlændinge, som er omfattet af EU-reglerne, jf.
udlændingelovens § 2, stk. 3, idet der
ikke er tilsigtet nogen ændring i forhold til, hvad der allerede
følger af EU-reglerne.
Forslaget vedrørende skærpelse af bødeniveau for transportvirksomheders overtrædelse af
transportøransvaret gennemfører dele af Rådets direktiv af 2001/51/EF af 28. juni 2001 om
fastsættelse af supplerende bestemmelser til artikel 26 i konventionen om gennemførelse af
Schengen-aftalen af 14. juni 1985. Bødeniveauet for transportvirksomheders overtrædelse af
transportøransvaret i udlændingelovens § 59 a skærpes således, at det bringes i overensstemmelse
med artikel 4, stk. 1 i direktiv af 2001/51/EF. Der henvises til afsnit 20 ovenfor.
Lovforslaget indeholder derudover ikke EU-retlige aspekter.
33. Hørte myndigheder og organisationer m.v.
Et udkast til lovforslag har i perioden fra den 23. januar 2020 til 20. februar 2020 været sendt i
høring hos følgende myndigheder og organisationer mv.:
A2B,
ACE
Denmark
Akkrediteringsinstitution,
Advokatsamfundet,
Akademikernes
Centralorganisation, Akademirådet, Albertslund Kommune, Allerød Kommune, Amnesti Nu,
Amnesty International, Ankestyrelsen, AOF Danmark, Arbejderbevægelsens Erhvervsråd,
Arkitektforeningen, Assens Kommune, Asylret, BARD
–
Board of Airline Representatives in
Denmark, Ballerup Kommune, Bedsteforældre for Asyl, Beskæftigelsesrådet, Børne- og
Ungdomspædagogernes Landsforbund (BUPL), Billund Kommune, BL
–Danmarks
almene boliger,
Bornholms Kommune, Brøndby Kommune, Brønderslev Kommune, By og Havn, Bygge-, Anlægs-
og Trækartellet, Byggesocietetet, Bygherreforeningen, Børne- og Kulturchefsforeningen,
Børnehjælpsdagen, Børnerådet, Børnesagens Fællesråd, Børns Vilkår, Centralorganisationernes
Fællesudvalg CFU, Copenhagen Business Academy , Danes Worldwide, Danmarks
Biblioteksforening,
Danmarks
Lejerforening,
Danmarks
Lærerforening,
Danmarks
Naturfredningsforening, Danmarks, Rederiforening, Danmarks Rejsebureauforening, Danner,
Dansk Arbejdsgiverforening, Dansk Byggeri, Dansk, Bygningsinspektørforening, Dansk
Byplanlaboratorium, Dansk Erhverv, Dansk Flygtningehjælp, DFUNK
–
Dansk Flygtningehjælp
Ungdom, Dansk Folkeoplysnings Samråd, Dansk Forfatterforening, Dansk Industri, Dansk
Kunstnerråd, Dansk Landbrug, Dansk Landbrugsrådgivning, Dansk Landskabsarkitektforening,
Dansk Missionsråd, Dansk Socialrådgiverforening, Dansk Sygeplejeråd, Dansk Tyrkisk Islamisk
Stiftelse, Danske Advokater, Danske Arkitektsvirksomheder, Danske Boligadvokater, Danske
Dramatikers Forbund, Danske Erhvervsskoler
–
Bestyrelserne, Danske Erhvervsskoler
–
Lederne,
153
 UUI, Alm.del - 2019-20 - Bilag 58: Lovudkast om ændring af udlændingeloven og forskellige andre love, fra udlændinge- og integrationsministeren
Danske Handicaporganisationer, Danske Havne, Danske Landskabsarkitekter, Danske Regioner,
Danske Skoleelever, Danske Skønlitterære Forfattere, Danske Udlejere, Danske Universiteter,
Datatilsynet, Den Almindelige Danske Lægeforening, De Danske Sprogcentre (DDS), Den Danske
Dommerforening, Den Danske Helsinki-Komité for Menneskerettigheder, Den Katolske Kirke i
Danmark, Den Danske Landinspektørforening, Det Centrale Handicapråd, Det nationale Institut for
Kommuners og Regioners analyse og forskning - KO0RA, DIGNITY
–
Dansk Institut mod Tortur,
DOF,
Dokumentations-
og
Rådgivningscenteret
om,
Racediskrimination,
Dommerfuldmægtigforeningen, Domstolsstyrelsen, Det Danske Akademi, DI, Dragør Kommune,
Egedal Kommune, Ejendomsforeningen Danmark, Ejendomsmæglernes Landsorganisation,
EnviNa, Erhvervsakademi Dania, Erhvervsakademiet Lillebælt, Erhvervsakademi Midtvest,
Erhvervsakademi Nordjylland, Erhvervsakademi Sjælland, Erhvervsakademi Sydvest,
Erhvervsakademi Sydøst, Erhvervsakademi Århus, Esbjerg Kommune, FAB
–
Foreningen af
byplanlæggere, Fagbevægelsens, Hovedorganisation, Fanø Kommune, Favrskov Kommune, Faxe
Kommune, Finansrådet, Flygtningenævnet, FOA-Fag
og Arbejde, FOF’s Landsorganisation,
Folkehøjskolernes Forening i Danmark, Foreningen af kommunale social-, sundheds- og
arbejdsmarkedschefer i Danmark, Foreningen af Ledere ved Danskuddannelser (FLD), Foreningen
af Miljø-, plan- og naturmedarbejdere i det offentlige (EnviNa), Foreningen af Rådgivende
Ingeniører, Foreningen af Udlændingeretsadvokater, Foreningsfællesskabet Ligeværd, Forsikring
og Pension, Fredensborg Kommune, Fredericia Kommune, Frederiksberg Kommune,
Frederikshavn Kommune, Frederikssund Kommune, Friluftsrådet, Frivilligrådet, Furesø Kommune,
Færøernes Landsstyre, Faaborg-Midtfyn Kommune, Gentofte Kommune, Gladsaxe Kommune,
Glostrup Kommune, Greve Kommune , Gribskov Kommune, Guldborgsund Kommune, Haderslev
Kommune, Halsnæs Kommune, Handels, Transport og Serviceerhvervene, Hedensted Kommune,
Helsingør Kommune, Herlev Kommune, Herning Kommune, Hillerød Kommune, Hjørring
Kommune, HK/Danmark, Holbæk Kommune, Holstebro Kommune, Horsens Kommune, Hvidovre
Kommune, Høje-Taastrup Kommune, Højskolernes Sekretariat, Hørsholm Kommune,
Håndværksrådet
,
Ikast-Brande
Kommune,
Indvandrermedicinsk
Klinik,
Odense
Universitetshospital, Indvandrerrådgivningen, Institut for Center Planlægning, ICP A/S, Institut for
Menneskerettigheder, International Community/Erhverv Aarhus, International Council for the
Exploration of the Sea (ICES), International Organization for Migration (IOM), Ishøj Kommune,
Jammerbugt Kommune, Jobrådgivernes Brancheforening, Journalistforbundet, Kalundborg
Kommune, Kerteminde Kommune, Kirkernes Integrationstjeneste, Kolding Kommune,
Kommunalteknisk
chefforening,
Kommunernes
Landsforening
(KL),
Kristelig
Arbejdsgiverforening, Kristelig Fagbevægelse, Kvindernes Internationale Liga for Fred og Frihed
(Kvindefredsligaen), Københavns Erhvervsakademi, Københavns Kommune, Københavns
Tekniske Skole, Køge Kommune, Landbrug og Fødevarer, Landsforeningen Adoption og Samfund,
Landsforeningen af Forsvarsadvokater, Landsorganisation af kvindekrisecentre (LOKK),
Landssamråd for PPR-chefer, Langeland Kommune, Ledernes Hovedorganisation, Lejernes
Landsorganisation, Lejre Kommune, Lemvig Kommune, Liberalt Oplysningsforbund, Lolland
Kommune, Lyndby-Taarbæk Kommune, Lærernes Centralorganisation, Læsø Kommune,
Mariagerfjord Kommune, Mellemfolkeligt Samvirke, Middelfart Kommune, Morsø Kommune,
Niels Brock, Norddjurs Kommune, Nordfyn Kommune, Nyborg Kommune, Næstved Kommune,
154
 UUI, Alm.del - 2019-20 - Bilag 58: Lovudkast om ændring af udlændingeloven og forskellige andre love, fra udlændinge- og integrationsministeren
2139967_0155.png
Odder Kommune, Odense Kommune, Odsherred Kommune, Plums Fond for fred, økologi og
bæredygtighed (tidl. Fredsfonden), Politiforbundet i Danmark, Praktiserende Landinspektørers
Forening, Professionshøjskolernes Rektorkollegium, PROSA
–
Forbundet af It-professionelle,
Naalakkersuisut (Grønlands Selvstyre), PRO-Vest, Præsidenten for Vestre Landsret, Præsidenten
for Østre Landsret, Randers Kommune, Rebild Kommune, Refugees Welcome, Retspolitisk
Forening, Rigsadvokaten, Rigspolitiet, Rigsrevisionen, Ringkøbing-Skjern Kommune, Ringsted
Kommune, Roskilde Kommune, Rudersdal Kommune, Røde Kors, Rødovre Kommune, Rådet for
Etniske Minoriteter, Rådet for Socialt Udsatte, Sammenslutning af Danske Småøer,
Sammenslutningen af Landbrugets, Arbejdsgiverforeninger, Samsø Kommune, Samtlige byretter,
Silkeborg Kommune, Skanderborg Kommune, Skive Kommune, Skolelederforeningen, Skole og
Forældre, Slagelse Kommune, Solrød Kommune, Sorø Kommune, SOS Racisme, Stevns
Kommune, Struer Kommune, Svendborg Kommune, Syddjurs Kommune, Sønderborg Kommune,
Udbetaling Danmark, Uddannelsesforbundet, Udlændingenævnet, UNHCR Regional
Repræsentation for Northern Europe, UNICEF Danmark, Thisted Kommune, Tønder Kommune,
Tårnby Kommune, Vallensbæk Kommune, Varde Kommune, Vejen Kommune, Vejle Kommune,
Vesthimmerlands commune , Viborg Kommune, VIVE
–
Det Nationale Forsknings- og
Analysecenter for Velfærd, Vordingborg Kommune , VEU-rådet, Work-live-stay southern
Denmark, Ældresagen, Ægteskab Uden Grænser, Ærø Kommune, Aabenraa Kommune , Aalborg
Kommune, Aarhus Erhverv / International Community, Århus Kommune, 3F.
34. Sammenfattende skema
Positive
konsekvenser/mindreudgi
fter (hvis ja, angiv
omfang, hvis nej, angiv
”ingen”)
[Under udarbejdelse]
Negative
konsekvenser/merudgifter
(hvis ja, angiv omfang,
hvis nej, angiv ”ingen”)
[Under udarbejdelse]
Økonomiske
konsekvenser for stat,
kommuner og regioner
Implementeringskonse
kvenser
for
stat,
kommuner og regioner
Økonomiske
konsekvenser
for
erhvervslivet
Administrative
konsekvenser
for
erhvervslivet
Administrative
konsekvenser
for
borgerne
155
[Under udarbejdelse]
[Under udarbejdelse]
[Under udarbejdelse]
[Under udarbejdelse]
[Under udarbejdelse]
[Under udarbejdelse]
[Under udarbejdelse]
Der vil være tale om en
mindre skærpelse, da
borgere ikke vil få
 UUI, Alm.del - 2019-20 - Bilag 58: Lovudkast om ændring af udlændingeloven og forskellige andre love, fra udlændinge- og integrationsministeren
2139967_0156.png
tilbagebetalt
mindre
beløb, der er betalt for
meget i forbindelse med
ansøgninger
om
opholdstilladelse, klager
mv. og dansk indfødsret.
Lovforslaget vil også
betyde, at klager over
Udlændingestyrelsens og
Styrelsen for International
Rekruttering og Integra-
tions afgørelser i en
række sagstyper vil skulle
indgives til Udlændinge-
nævnet eller Flygtninge-
nævnet i stedet for til
Udlændinge- og Integra-
tionsministeriet. De sager,
der foreslås overført til
Udlændingenævnet, vil
fremover være omfattet af
den klagefrist på 8 uger,
der gælder i dag i
forbindelse med klage til
Udlændingenævnet.
Endvidere vil visse sager
ikke
længere
kunne
påklages.
Ingen.
Miljømæssige
konsekvenser
Forholdet til EU-retten
Ingen.
Lovforslaget gennemfører artikel 6, stk. 1, artikel 11,
stk. 1, og artikel 15, stk. 1, i udsendelsesdirektivet,
som medfører en ændring af udlændingelovens § 26,
stk. 1, § 32, stk. 4, § 33, stk. 1, § 36, stk. 5.
Ændringerne sker på baggrund af Rådets henstilling af
15. februar 2018 om afhjælpning af de mangler, der
blev konstateret ved evalueringen i 2017 af Danmarks
anvendelse af Schengenreglerne på området for
tilbagesendelse.
156
 UUI, Alm.del - 2019-20 - Bilag 58: Lovudkast om ændring af udlændingeloven og forskellige andre love, fra udlændinge- og integrationsministeren
2139967_0157.png
Forslaget vedrørende skærpelse af bødeniveau for
transportvirksomheders
overtrædelse
af
transportøransvaret gennemfører dele af Rådets
direktiv af 2001/51/EF af 28. juni 2001 om
fastsættelse af supplerende bestemmelser til artikel 26
i konventionen om gennemførelse af Schengen-aftalen
af 14. juni 1985.
Lovforslaget gennemfører desuden dele af Europa-
Parlamentets og Rådets direktiv 2004/38/EF af 29.
april
2004
om
unionsborgeres
og
deres
familiemedlemmers ret til at færdes frit og opholde sig
frit på medlemsstaternes område (opholdsdirektivet),
herunder navnlig direktivets artikel 15, stk. 3, fsva.
muligheden for at meddele indrejseforbud i
forbindelse med en afgørelse om, at en unionsborger
eller
dennes
familiemedlem
skal
forlade
medlemsstatens område.
Er i strid med de fem
principper
for
implementering
af
erhvervsrettet
EU-
regulering / Går videre
end minimumskrav i
EU-regulering (sæt X)
Nej
Ja
X
Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser
Til § 1
Til nr. 1
Efter udlændingelovens § 9, stk. 4, 1. pkt., skal ægtefællesammenføring normalt betinges af, at den
herboende person, som det påhviler at forsørge ansøgeren, i en periode på 10 år stiller økonomisk
sikkerhed for 100.000 kr. til dækning af eventuelle fremtidige offentlige udgifter til hjælp efter lov
om aktiv socialpolitik eller integrationsloven til ansøgeren.
Beløbet i § 9, stk. 4, 1. pkt., er angivet i 2018-niveau, jf. udlændingelovens § 9, stk. 4, 3. pkt.
Efter den foreslåede nye bestemmelse i
§ 9, stk. 4, 2. pkt.,
udgør det angivne beløb i 1. pkt. det
beløb, som kommunalbestyrelsen efter stk. 36-38 kan nedsætte den økonomiske sikkerhed til, hvis
157
 UUI, Alm.del - 2019-20 - Bilag 58: Lovudkast om ændring af udlændingeloven og forskellige andre love, fra udlændinge- og integrationsministeren
ansøgeren har bestået danskprøven på A1-niveau eller A2-niveau, andre danskprøver på et
tilsvarende eller højere niveau eller en afsluttende prøve i dansk, jf. § 9, stk. 1, i lov om
danskuddannelse til voksne udlændinge m.fl.
Den foreslåede nye bestemmelse vil kodificere Udlændingestyrelsens praksis, hvorefter
Udlændingestyrelsen under behandlingen af ansøgninger om ægtefællesammenføring kan stille krav
om, at den økonomiske sikkerhed ikke skal stilles for 100.000 kr., men for et beløb, der svarer til
det beløb, som kommunalbestyrelsen efter udlændingelovens § 9, stk. 36-38, ville kunne nedsætte
den økonomiske sikkerhed til, når ansøgeren har bestået en eller flere danskprøver, der kan
begrunde nedsættelse af den økonomiske sikkerhed.
Beløbene i § 9, stk. 36-38, er angivet i 2018-niveau, jf. udlændingelovens § 9, stk. 42.
Der henvises i øvrigt til afsnit 15.2. i lovforslagets almindelige bemærkninger.
Til nr. 2
Ifølge udlændingelovens § 9, stk. 4, 3. pkt., der med lovforslagets § 1, nr. 1, bliver til § 9, stk. 4, 4.
pkt., er det angivne beløb fastsat i 2018-niveau og reguleres fra og med 2019 én gang årligt den 1.
januar efter satsreguleringsprocenten, jf. lov om en satsreguleringsprocent.
Bestemmelsen referer til beløbet på 100.000 kr. i udlændingelovens § 9, stk. 4, 1. pkt.
Ved lovforslagets § 1, nr. 1, foreslås der indsat en ny bestemmelse i udlændingelovens § 9, stk. 4, 2.
pkt., som direkte henviser til det angivne beløb i 1. pkt. og bestemmer, at dette beløb udgør det
beløb, som kommunalbestyrelsen efter stk. 36-38 kan nedsætte den økonomiske sikkerhed til, hvis
ansøgeren allerede på tidspunktet for Udlændingestyrelsens sagsbehandling har bestået nærmere
bestemte danskprøver.
Ved den foreslåede ændring af
§ 9, stk. 4, 3. pkt.,
der med forslaget bliver til § 9, stk. 4, 4. pkt., vil
det blive tydeliggjort, at også denne bestemmelse henviser til beløbet på 100.000 kr. i § 9, stk. 4, 1.
pkt.
Der er således tale om en konsekvensændring af lovforslagets § 1, nr. 1.
Til nr. 3
Efter udlændingelovens § 9, stk. 17, skal der i forbindelse med en ansøgning om
ægtefællesammenføring ikke foretages nogen vurdering af, om den herboende udlænding opfylder
kravene i § 9, stk. 15, nr. 1-8, og stk. 16, hvis den pågældende er meddelt tidsubegrænset
opholdstilladelse efter § 11, stk. 3 eller 4, eller efter § 11, stk. 12 og 13 eller 17.
158
 UUI, Alm.del - 2019-20 - Bilag 58: Lovudkast om ændring af udlændingeloven og forskellige andre love, fra udlændinge- og integrationsministeren
Ved lov nr. 102 af 3. februar 2016 om ændring af udlændingeloven blev § 9, stk. 17,
konsekvensrettet, bl.a. som følge af nye bestemmelser i udlændingelovens § 11. I den forbindelse
blev der ved en fejl indsat et ”og” i bestemmelsen, således at den henviser til blandt andre
udlændinge, der er meddelt tidsubegrænset opholdstilladelse efter § 11, stk. 12
og
13 eller 17.
Ved den foreslåede ændring af
§ 9, stk. 17,
ændres "§ 11, stk. 12 og 13 eller 17" til "§ 11, stk. 12, 13
eller 17", således at det vil blive tydeligt, at der er tale om udlændinge, der er meddelt
tidsubegrænset opholdstilladelse efter
enten
§ 11, stk. 12 (om udlændinge, der indgiver ansøgning
inden det fyldte 19. år), stk. 13 (om udlændinge, der har et stærkt tilknytningsforhold til Danmark)
eller
stk. 17 (om udlændinge, der er undtaget som følge af Danmarks internationale forpligtelser).
Der er således alene tale om en lovteknisk rettelse.
Til nr. 4
Efter udlændingelovens § 9, stk. 36, kan kommunalbestyrelsen nedsætte den økonomiske sikkerhed
efter § 9, stk. 4, med 20.000 kr., når en udlænding, der er meddelt opholdstilladelse efter § 9, stk. 1,
nr. 1, inden for den frist, der er nævnt i § 9, stk. 34, har bestået danskprøven på A1-niveau, jf. stk.
34, eller en anden danskprøve på et tilsvarende eller højere niveau.
Efter udlændingelovens § 9, stk. 37, kan kommunalbestyrelsen nedsætte den økonomiske sikkerhed
efter § 9, stk. 4, med yderligere 10.000 kr., når en udlænding, der er meddelt opholdstilladelse efter
§ 9, stk. 1, nr. 1, inden for den frist, der er nævnt i § 9, stk. 35, har bestået danskprøven på A2-
niveau eller en anden danskprøve på et tilsvarende eller højere niveau.
Efter udlændingelovens § 9, stk. 38, kan kommunalbestyrelsen nedsætte den økonomiske sikkerhed
efter stk. 4, med yderligere 10.000 kr. når en udlænding, der er meddelt opholdstilladelse efter § 9,
stk. 1, nr. 1, har bestået en afsluttende prøve i dansk, jf. § 9 i lov om danskuddannelse til voksne
udlændinge m.fl.
Beløbene i § 9, stk. 36-38, er angivet i 2018-niveau, jf. udlændingelovens § 9, stk. 42.
Ved de foreslåede ændringer af
§ 9, stk. 36-38,
vil der blive indsat et nyt 2. punktum i alle tre
stykker, hvoraf det fremgår, at kommunalbestyrelsen ikke kan nedsætte den økonomiske sikkerhed,
hvis den allerede er stillet for et lavere beløb end 100.000 kr. efter den foreslående nye bestemmelse
i § 9, stk. 4, 2. pkt., jf. lovforslagets § 1, nr. 1, dvs. hvis Udlændingestyrelsen under behandlingen af
ansøgningen om ægtefællesammenføring har stillet krav om, at der stilles sikkerhed for et lavere
beløb end 100.000 kr., fordi udlændingen har bestået danskprøven på A1-niveau, A2-niveau eller
andre danskprøver på et tilsvarende eller højere niveau eller den afsluttende prøve i dansk, jf. § 9 i
lov om danskuddannelse.
Der er således tale om en konsekvensændring af lovforslagets § 1, nr. 1.
159
 UUI, Alm.del - 2019-20 - Bilag 58: Lovudkast om ændring af udlændingeloven og forskellige andre love, fra udlændinge- og integrationsministeren
Der henvises i øvrigt til afsnit 15.2. i lovforslagets almindelige bemærkninger.
Til nr. 5
Udlændingelovens § 9 om familiesammenføring indeholder en række bestemmelser, hvorefter
modtagelse af bl.a. hjælp efter integrationsloven har betydning for muligheden for at opnå og
bevare en familiesammenføringstilladelse. Endvidere indeholder udlændingelovens § 9 regler om,
at der i visse tilfælde skal kræves betaling for hjælpen eller ske tvangsinddrivelse, når der er ydet
sådan hjælp, jf. § 9, stk. 26 og 27.
F.eks. følger det af udlændingelovens § 9, stk. 5, at opholdstilladelse efter stk. 1, nr. 1
(ægtefællesammenføring og familiesammenføring til en samlever) normalt skal betinges af, at den
herboende person i 3 år forud for afgørelsen om opholdstilladelse ikke har modtaget hjælp efter
bl.a. integrationsloven, og at opholdstilladelse normalt også skal betinges af, at ansøgeren og den
herboende person ikke modtager sådan hjælp, i tiden indtil ansøgeren meddeles tidsubegrænset
opholdstilladelse.
Der henvises i øvrigt til afsnit 16.1. i lovforslagets almindelige bemærkninger for en beskrivelse af
bestemmelserne i § 9, der vedrører modtagelse af hjælp efter bl.a. integrationsloven.
Efter den foreslåede nye bestemmelse i udlændingelovens
§ 9, stk. 41,
anses danskbonus efter
integrationslovens § 22 ikke som hjælp efter integrationsloven.
Den foreslåede bestemmelse vil præcisere, at udbetaling af danskbonus efter integrationsloven ikke
anses som hjælp efter integrationsloven og således ikke er omfattet af de bestemmelser i
udlændingelovens § 9, som vedrører modtagelse af hjælp efter integrationsloven.
Det vil herefter fremgå tydeligt, at bl.a. modtagelse af danskbonus efter integrationsloven ikke er til
hinder for meddelelse af opholdstilladelse efter § 9, stk. 1, nr. 1, om ægtefællesammenføring og
familiesammenføring til en samlever, idet der ikke er tale om hjælp efter integrationsloven.
Det hænger sammen med, at danskbonus ikke er en forsørgelsesydelse, men kan betragtes som en
præmie eller belønning.
Der henvises i øvrigt til afsnit 16.2. i lovforslagets almindelige bemærkninger.
Til nr. 6
Det følger af den gældende bestemmelse i udlændingelovens § 9 a, stk. 5, 2. pkt., at en udlænding,
som har fået tillagt en anden ansøgning om opholdstilladelse opsættende virkning med hensyn til
160
 UUI, Alm.del - 2019-20 - Bilag 58: Lovudkast om ændring af udlændingeloven og forskellige andre love, fra udlændinge- og integrationsministeren
udrejsefristen, medmindre særlige grunde taler herimod, også kan indgive en ansøgning om
opholdstilladelse efter stk. 2, nr. 1-8, 10 og 11, og stk. 3.
Det foreslås at ændre
§ 9 a, stk. 5, 2. pkt.,
således at det fremgår af bestemmelsen, at en udlænding,
som har ret til at blive her i landet under behandlingen af en anden ansøgning om opholdstilladelse,
eller som har opsættende virkning i forbindelse med behandlingen af en ansøgning om forlængelse
eller en klagesag, medmindre særlige grunde taler herimod, også kan indgive en ansøgning om
opholdstilladelse efter stk. 2, nr. 1-8, 10 og 11, og stk. 3.
Baggrunden for forslaget er, at reglerne om processuelt ophold og opsættende virkning nyaffattes
for at gøre loven mere overskuelig og lettere at læse ved at opdele bestemmelserne efter indhold,
således at reglerne om processuelt ophold som udgangspunkt samles i § 33 a og reglerne om
opsættende virkning som udgangspunkt samles i § 33 b, se hertil bemærkningerne til lovforslagets §
1, nr. 36. Idet bestemmelsen i udlændingelovens § 9 a, stk. 5, 2. pkt., henviser til opsættende
virkning foreslås det at foretage en sproglig ændring af bestemmelsen, således at bestemmelsen
tilpasses til de foreslåede § 33 a og 33 b.
Forslaget indebærer alene en sproglig ændring af bestemmelsens indhold. Udlændinge, der er
meddelt processuelt ophold i forbindelse med en anden ansøgning om opholdstilladelse, eller som
har opsættende virkning i forbindelse med behandlingen af en ansøgning om forlængelse eller en
klagesag, kan således fortsat indgive en ansøgning om opholdstilladelse efter § 9 a, stk. 2, nr. 1-8,
10 og 11, og stk. 3. Der er med forslaget således ikke tilsigtet ændringer i gældende ret.
Til nr. 7
Det følger af udlændingelovens § 9 h, stk. 3, 1. pkt., at en virksomhed senest samtidig med
indgivelse af ansøgning om certificering med henblik på at bruge fast track-ordningen samt
forlængelse af en sådan certificering skal betale et gebyr.
Det følger af udlændingelovens § 9 h, stk. 3, 2. pkt., at gebyret fastsættes og reguleres af
udlændinge- og integrationsministeren.
Det følger af udlændingelovens § 9 h, stk. 4, 4. pkt., at størrelsen af gebyrerne for indgivelse af
ansøgning om certificering og forlængelse af certificering fastsættes således, at de svarer til
omkostningerne ved Styrelsen for International Rekruttering og Integrations behandling af
ansøgninger om certificering og forlængelse af certificering.
Ved kongelig resolution af 28. juni 2015 blev det besluttet at oprette et Udlændinge-, Integrations-
og Boligministerium.
161
 UUI, Alm.del - 2019-20 - Bilag 58: Lovudkast om ændring af udlændingeloven og forskellige andre love, fra udlændinge- og integrationsministeren
Samtidig blev det besluttet, at ressortansvaret for sager vedrørende udlændingeområdet skulle
overføres fra bl.a. Justitsministeriet og Beskæftigelsesministeriet til Udlændinge-, Integrations- og
Boligministeriet.
De nødvendige ændringer af udlændingeloven som følge af den nye ressortfordeling blev
gennemført ved lov nr. 102 af 3. februar 2016.
Ved en fejl blev der ikke i den forbindelse foretaget den nødvendige konsekvensrettelse af
udlændingelovens § 9 h, stk. 3, 2. pkt.
Med forslaget om at ændre henvisningen i § 9 h, stk. 3, 2. pkt., fra stk. 4, 2. pkt., til stk. 4, 4. pkt.,
vil der blive rettet op herpå.
Til nr. 8
Det følger af udlændingelovens § 9 h, stk. 1, 5 og 10, at der skal betales gebyr i forbindelse med
indgivelse af ansøgninger om visse nærmere bestemte typer af opholdstilladelse, ansøgninger om
forlængelse heraf og ansøgninger om tidsubegrænset opholdstilladelse. Det samme gælder for
indgivelse af ansøgninger om genoptagelse af sådanne sager, indgivelse af klage samt ansøgning
om genoptagelse af klager i sådanne sager. Videre er ansøgninger om virksomhedscertificering og
forlængelse heraf gebyrpålagte efter udlændingelovens § 9 h, stk. 3.
Det foreslås, at der indsættes et nyt stykke som
§ 9 h, stk. 14,
hvorefter et beløb, der er betalt for
meget i forbindelse med betaling af et gebyr efter stk. 1, 3, 5 eller 10, ikke tilbagebetales, hvis dette
beløb udgør højst 30 kr.
Den foreslåede nye bestemmelse vil betyde, at hvis en udlænding betaler gebyr for at indgive
ansøgning om opholdstilladelse, om forlængelse af opholdstilladelse eller om tidsubegrænset
opholdstilladelse, jf. § 9 h, stk. 1, og det betalte beløb overstiger det beløb, der skal betales i gebyr,
tilbagebetales beløbet, der er betalt for meget, ikke, hvis dette beløb udgør højst 30 kr.
Den foreslåede nye bestemmelse vil også indebære, at hvis en udlænding betaler gebyr for at
indgive ansøgning om genoptagelse af en sag, klage eller ansøgning om genoptagelse af en klage
efter udlændingelovens § 9 h, stk. 5 eller 10, og det betalte beløb overstiger det gebyr, der skal
betales, tilbagebetales beløbet, der er betalt for meget, ikke, hvis dette beløb udgør højst 30 kr.
Tilsvarende vil gælde for gebyrer, som virksomheder betaler for at ansøge om
virksomhedscertificering og for forlængelse heraf, jf. § 9 h, stk. 3, samt gebyrer som virksomheder
betaler for at klage over afslag på virksomhedscertificering og forlængelse heraf, jf.
udlændingelovens § 9 h, stk. 5.
162
 UUI, Alm.del - 2019-20 - Bilag 58: Lovudkast om ændring af udlændingeloven og forskellige andre love, fra udlændinge- og integrationsministeren
Hvis en ansøger eller klager betaler mere end 30 kr. for meget i forhold til det gebyr, der skal
betales, vil hele beløbet, der er betalt for meget, skulle tilbagebetales.
Betales der nøjagtig 30 kr. for meget i forhold til det gebyr, der skal betales, vil der ikke skulle
tilbagebetales.
Der henvises i øvrigt til afsnit
13.1.1 og 13.2.
i lovforslagets almindelige bemærkninger.
Til nr. 9
Det følger af den gældende bestemmelse i udlændingelovens § 9 p, stk. 2, 2. pkt., at en udlænding,
som har fået tillagt en anden ansøgning om opholdstilladelse opsættende virkning med hensyn til
udrejsefristen, medmindre særlige grunde taler herimod, også kan indgive en ansøgning om
opholdstilladelse efter stk. 1, 1. pkt.
Det foreslås at ændre
§ 9 p, stk. 2, 2. pkt.,
således at det vil fremgå af bestemmelsen, at en
udlænding, som har ret til at blive her i landet under behandlingen af en anden ansøgning om
opholdstilladelse, eller som har opsættende virkning i forbindelse med behandlingen af en
ansøgning om forlængelse eller en klagesag, medmindre særlige grunde taler herimod, også kan
indgive en ansøgning om opholdstilladelse efter stk. 1, 1. pkt.
Baggrunden for forslaget er, at reglerne om processuelt ophold og opsættende virkning nyaffattes
for at gøre loven mere overskuelig og lettere at læse ved at opdele bestemmelserne efter indhold,
således at reglerne om processuelt ophold som udgangspunkt samles i § 33 a og reglerne om
opsættende virkning som udgangspunkt samles i § 33 b, se hertil bemærkningerne til lovforslagets §
1, nr. 36. Idet bestemmelsen i udlændingelovens § 9 p, stk. 2, 2. pkt., henviser til opsættende
virkning foreslås det at foretage en sproglig ændring af bestemmelsen, således at bestemmelsen
tilpasses til de foreslåede § 33 a og 33 b.
Forslaget indebærer alene en sproglig ændring af bestemmelsens indhold. Udlændinge, der er
meddelt processuelt ophold i forbindelse med en anden ansøgning om opholdstilladelse, eller som
har opsættende virkning i forbindelse med behandlingen af en ansøgning om forlængelse eller en
klagesag, kan således fortsat indgive en ansøgning om opholdstilladelse efter § 9 p, stk. 1, 1. pkt.
Der er med forslaget således ikke tilsigtet ændringer i gældende ret.
Til nr. 10
Efter den gældende bestemmelse i udlændingelovens § 10, stk. 3, 1. pkt., kan en udlænding, som
har indrejseforbud jf. udlændingelovens § 32, stk. 1, i forbindelse med udvisning efter
udlændingelovens §§ 22-24 eller § 25, eller som har et indrejseforbud, jf. § 32, stk. 12, i forbindelse
med bortfald efter § 21 b, stk. 1, ikke gives opholdstilladelse efter §§ 7 og 8, medmindre særlige
grunde, herunder hensynet til familiens enhed, taler derfor.
163
 UUI, Alm.del - 2019-20 - Bilag 58: Lovudkast om ændring af udlændingeloven og forskellige andre love, fra udlændinge- og integrationsministeren
I medfør af den gældende bestemmelse i udlændingelovens § 32, stk. 12, må en udlænding, hvis
opholdstilladelse eller opholdsret er bortfaldet efter § 21 b, stk. 1, ikke uden tilladelse, indrejse og
opholde sig her i landet (indrejseforbud).
Ved lovforslagets § 1, nr. 25, foreslås det, at udlændingelovens § 32 nyaffattes. Som følge af
nyaffattelsen må en udlænding, hvis opholdstilladelse eller opholdsret er bortfaldet efter
udlændingelovens § 21 b, stk. 1, ikke uden tilladelse på ny indrejse og opholde sig på det i
afgørelsen fastsatte område (indrejseforbud), efter den foreslåede § 32, stk. 1, nr. 5. Som
konsekvens heraf ophæves den gældende bestemmelse i udlændingelovens § 32, stk. 12.
Det foreslås derfor at ændre henvisningen til indrejseforbuddet i forbindelse med bortfald af
opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 21 i udlændingelovens § 10, stk. 3, 1. pkt., til den
foreslåede § 32, stk. 1, nr. 5.
Forslaget medfører, at der sker en korrekt henvisning til bestemmelsen i udlændingeloven, som
vedrører indrejseforbud i forbindelse med bortfald af opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 21.
Der er således tale om en lovteknisk ændring.
Til nr. 11
Det følger af den gældende bestemmelse i udlændingelovens § 10, stk. 3, 2. pkt., at en udlænding,
som har indrejseforbud, jf. § 32, stk. 1, i forbindelse med udvisning efter § 25 a, § 25 b eller § 25 c,
kan gives opholdstilladelse efter § 7 og § 8, stk. 1 eller 2, medmindre særlige grunde taler derimod.
Som konsekvens af, at § 25 b, stk. 2, ophæves, jf. lovforslagets § 1, nr. 21, foreslås det, at
bestemmelsen konsekvensrettes, således at den persongruppe, der tidligere blev udvist efter § 25 b,
stk. 2, og som med lovforslaget vil blive meddelt et indrejseforbud efter den foreslåede § 32, stk. 1,
nr. 2, jf. lovforslagets § 1, nr. 25, fortsat skal være omfattet af bestemmelsen.
Det foreslås som følge heraf, at der indsættes en henvisning til den foreslåede § 32, stk. 1, nr. 2, i
§
10, stk. 3, 2. pkt..
Der er alene tale om konsekvensrettelser. Der tilsigtes således ikke indholdsmæssige ændringer af
bestemmelsen.
Der henvises i øvrigt til afsnit 7 i lovforslagets almindelige bemærkninger, og til bemærkningerne
til § 1, nr. 21.
Til nr. 12
164
 UUI, Alm.del - 2019-20 - Bilag 58: Lovudkast om ændring af udlændingeloven og forskellige andre love, fra udlændinge- og integrationsministeren
Efter den gældende bestemmelse i udlændingelovens § 10, stk. 4, 1. pkt., kan en udlænding, som
har indrejseforbud, jf. § 32, stk. 1 og 12, ikke gives opholdstilladelse efter § 8, stk. 3, og §§ 9-9 f, 9
i-9 n, 9 p eller 9 q, medmindre ganske særlige grunde, herunder hensynet til familiens enhed, taler
derfor, dog tidligst 2 år efter udrejsen.
I medfør af den gældende bestemmelse i udlændingelovens § 32, stk. 12, må en udlænding, hvis
opholdstilladelse eller opholdsret er bortfaldet efter § 21 b, stk. 1, ikke uden tilladelse, indrejse og
opholde sig her i landet (indrejseforbud).
Ved lovforslagets § 1, nr. 25, foreslås det, at udlændingelovens § 32 nyaffattes. Som følge af
nyaffattelsen må en udlænding, hvis opholdstilladelse eller opholdsret er bortfaldet efter
udlændingelovens § 21 b, stk. 1, ikke uden tilladelse på ny indrejse og opholde sig på det i
afgørelsen fastsatte område (indrejseforbud), efter den foreslåede § 32, stk. 1, nr. 5. Som
konsekvens heraf ophæves den gældende bestemmelse i udlændingelovens § 32, stk. 12.
Det foreslås derfor at ændre henvisningen til indrejseforbuddet i forbindelse med bortfald af
opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 21 i udlændingelovens § 10, stk. 4, 1. pkt., til den
foreslåede § 32, stk. 1, nr. 5.
Forslaget medfører, at der sker en korrekt henvisning til bestemmelsen i udlændingeloven, som
vedrører indrejseforbud i forbindelse med bortfald af opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 21.
Der er således tale om en lovteknisk ændring.
Til nr. 13
Det følger af § 10, stk. 4, 2 pkt., at kravet efter 1. pkt. om, at der skal være forløbet 2 år fra udrejsen,
dog ikke gælder for en udlænding, som ikke er statsborger i et af de lande, der er nævnt i § 2, stk. 1
(tredjelandsstatsborger), og som er udvist efter § 25 b.
Som konsekvens af, at § 25 b, stk. 2, ophæves, jf. lovforslagets § 1, nr. 21, foreslås det, at
bestemmelserne konsekvensrettes, således at den persongruppe, der tidligere blev udvist efter § 25
b, stk. 2, og som med lovforslaget vil blive meddelt et indrejseforbud efter den foreslåede § 32, stk.
1, nr. 2, jf. lovforslagets § 1, nr. 25, fortsat skal være omfattet af bestemmelserne.
Det foreslås som følge heraf, at der indsættes en henvisning til den foreslåede § 32, stk. 1, nr. 2, i
§
10, stk. 4, 2 pkt.
Der er alene tale om en konsekvensrettelse. Der tilsigtes således ikke indholdsmæssige ændringer af
bestemmelsen.
Der henvises i øvrigt til afsnit 7 i lovforslagets almindelige bemærkninger, og til bemærkningerne
til § 1, nr. 21.
165
 UUI, Alm.del - 2019-20 - Bilag 58: Lovudkast om ændring af udlændingeloven og forskellige andre love, fra udlændinge- og integrationsministeren
Til nr. 14
Efter den gældende bestemmelse i udlændingelovens § 10, stk. 5, 1. pkt., kan en udlænding, som er
omfattet af restriktive foranstaltninger i form af begrænsninger med hensyn til indrejse og
gennemrejse besluttet af De Forenede Nationer eller Den Europæiske Union, jf. § 32, stk. 9, ikke
gives registreringsbevis eller opholdskort i medfør af EU-reglerne, jf. § 6, eller opholdstilladelse
efter §§ 7-9 f, 9 i-9 n, 9 p eller 9 q, medmindre særlige grunde taler derfor.
I medfør af den gældende bestemmelse i udlændingelovens § 32, stk. 9, må en udlænding, som er
omfattet af restriktive foranstaltninger i form af begrænsninger med hensyn til indrejse og
gennemrejse besluttet af De Forenede Nationer eller Den Europæiske Union, ikke uden tilladelse
indrejse og opholde sig her i landet (Indrejseforbud).
Ved lovforslagets § 1, nr. 25, foreslås det, at udlændingelovens § 32 nyaffattes. Som følge af
nyaffattelsen må en udlænding, som er omfattet af restriktive foranstaltninger i form af
begrænsninger med hensyn til indrejse og gennemrejse besluttet af De Forenede Nationer eller Den
Europæiske Union, ikke uden tilladelse på ny indrejse og opholde sig på det i afgørelsen fastsatte
område (indrejseforbud), efter den foreslåede § 32, stk. 1, nr. 3. Som konsekvens heraf ophæves den
gældende bestemmelse i udlændingelovens § 32, stk. 9.
Det foreslås derfor at ændre henvisningen til indrejseforbuddet, som er givet i forbindelse med, at
en udlænding er omfattet opført på De Forenede Nationers eller Den Europæiske Unions
sanktionsliste, i udlændingelovens § 10, stk. 5, 1. pkt., til den foreslåede § 32, stk. 1, nr. 3.
Forslaget medfører, at der sker en korrekt henvisning til bestemmelsen i udlændingeloven, som
vedrører indrejseforbud i forbindelse med opførelse på De Forenede Nationers eller Den
Europæiske Unions sanktionsliste. Der er således tale om en lovteknisk ændring.
Til nr. 15
Det fremgår af udlændingelovens § 11, stk. 2, 1. pkt., at en tidsbegrænset opholdstilladelse meddelt
med mulighed for varigt ophold kan forlænges, medmindre der er grundlag for at inddrage
opholdstilladelsen.
Betingelserne for inddragelse af en opholdstilladelse er reguleret i udlændingelovens § 19, der
omhandler alle typer af opholdstilladelser, herunder også tidsbegrænsede opholdstilladelser, der
meddeles med mulighed for varigt ophold.
Bestemmelsen i udlændingelovens § 19 a, stk. 2, beskriver hvilke hensyn, der skal tages, når en
opholdstilladelse kan inddrages, som følge af, at en af betingelserne i § 19, stk. 1-5, er opfyldt,
således henholdsvis i stk. 1, at opholdstilladelse efter § 7 og § 8, stk. 1 og 2, samt de
166
 UUI, Alm.del - 2019-20 - Bilag 58: Lovudkast om ændring af udlændingeloven og forskellige andre love, fra udlændinge- og integrationsministeren
familiesammenførte hertil, skal inddrages, medmindre det vil være i strid med Danmarks
internationale forpligtelser, og i stk. 2, at der ved afgørelse om inddragelse af øvrige
opholdstilladelser skal ske inddragelse i vurderingen af de hensyn, som fremgår af § 26.
Med andre ord skal udlændingemyndighederne for alle øvrige opholdstilladelser, end
opholdstilladelser til flygtninge og familiesammenførte til flygtninge, undlade at inddrage
opholdstilladelsen, hvis en inddragelse må antages at virke særligt belastende, navnlig på grund af
de anførte hensyn i udlændingelovens § 26, stk. 1, jf. udlændingelovens § 19 a, stk. 2, 1. pkt.
Endvidere kan udlændingemyndighederne kun undlade at inddrage en opholdstilladelse i de sager,
hvor der er tale om en inddragelse efter udlændingelovens § 19, stk. 2, nr. 2 og 3, jf. § 10, stk. 5,
såfremt dette med sikkerhed vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser, jf.
udlændingelovens § 26, stk. 2, jf. § 19 a, stk. 2, 2. pkt.
Udlændingelovens § 19 a, stk. 2, ændrer således ikke ved, at hjemlen til at inddrage en
opholdstilladelse, herunder tidsbegrænsede opholdstilladelser, der meddeles med mulighed for
varigt ophold, fremgår af udlændingelovens § 19, jf. ovenfor. Henvisningen til § 19 a, stk. 2, i § 11,
stk. 2, 1. pkt., vurderes derfor overflødig.
På den baggrund foreslås det, at
§ 11, stk. 2, 1. pkt.,
ændres, således at henvisningen til § 19 a, stk.
2, udgår.
Forslaget medfører ikke nogen indholdsmæssige ændringer af reglerne for, hvornår en
tidsbegrænset opholdstilladelse meddelt med mulighed for varigt ophold kan forlænges.
Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til § 1, nr. 19.
Til nr. 16
Efter udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 5, kan der, medmindre der er grundlag for at inddrage
opholdstilladelsen efter § 19, efter ansøgning meddeles tidsubegrænset opholdstilladelse til en
udlænding over 18 år, hvis udlændingen ikke i de sidste 4 år forud for indgivelsen af ansøgning om
tidsubegrænset opholdstilladelse, og indtil udlændingen vil kunne meddeles tidsubegrænset
opholdstilladelse, har modtaget offentlig hjælp efter lov om aktiv socialpolitik eller
integrationsloven bortset fra hjælp i form af enkeltstående ydelser af mindre beløbsmæssig
størrelse, der ikke er direkte relateret til forsørgelse, eller ydelser, der må sidestilles med løn eller
pension eller træder i stedet herfor.
Uanset at betingelsen ikke er opfyldt, kan der meddeles tidsubegrænset opholdstilladelse til
udlændinge over 18 år, der har et stærkt tilknytningsforhold til Danmark, jf. udlændingelovens § 11,
stk. 13, og hvis Danmarks internationale forpligtelser tilsiger det, jf. udlændingelovens § 11, stk. 17.
167
 UUI, Alm.del - 2019-20 - Bilag 58: Lovudkast om ændring af udlændingeloven og forskellige andre love, fra udlændinge- og integrationsministeren
Efter den foreslåede nye bestemmelse i udlændingelovens
§ 11, stk. 3, nr. 5, 2. pkt.,
anses
danskbonus efter integrationslovens § 22 ikke som hjælp efter integrationsloven.
Med den foreslåede bestemmelse vil det blive præciseret, at udbetaling af danskbonus efter
integrationsloven ikke anses som hjælp efter integrationsloven, der ifølge udlændingelovens § 11,
stk. 3, nr. 5, er til hinder for opnåelse af tidsubegrænset opholdstilladelse
Det hænger sammen med, at danskbonus ikke er en forsørgelsesydelse, men kan betragtes som en
præmie eller belønning.
Der henvises i øvrigt til afsnit
16.2.
i lovforslagets almindelige bemærkninger.
Til nr. 17
Efter udlændingelovens § 12 a gælder bestemmelserne i Rådets forordning om ensartet udformning
af opholdstilladelse til tredjelandsstatsborgere her i landet.
Bestemmelsen henviser til Rådets forordning (EF) nr. 1030/2002 af 13. juni 2002 om ensartet
udformning af opholdstilladelser til tredjelandsstatsborgere med de ændringer, der følger af Rådets
forordning (EF) nr. 380/2008 af 18. april 2008 om ændring af forordning (EF) nr. 1030/2002 om
ensartet udformning af opholdstilladelser til tredjelandsstatsborgere, og blev indsat ved lov nr. 463
af 18. maj 2011 om ændring af udlændingeloven (Gennemførelse af forordning om ændring af
forordning om ensartet udformning af opholdstilladelser til tredjelandsstatsborgere, præcisering af
gennemførelsen af opholdsdirektivet m.v.) med henblik på at gennemføre nødvendige
lovændringer.
Forordningen er senere ændret ved Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2017/1954 af
25. oktober 2017 om ændring af Rådets forordning (EF) nr. 1030/2002 om ensartet udformning af
opholdstilladelser til tredjelandsstatsborgere.
Folketinget meddelte med vedtagelsen den 19. april 2018 af beslutningsforslag nr. B 104 sit
samtykke til, at Danmark tilslutter sig ændringsforordningen i henhold til artikel 4 i protokollen om
Danmarks stilling. Det fremgår af bemærkningerne til beslutningsforslaget, at Udlændinge- og
Integrationsministeriet efterfølgende vil udarbejde et lovforslag om en mindre ændring af
udlændingelovens § 12 a, så denne bestemmelse tager højde for ændringsforordningen, jf.
Folketingstidende 2017-18, tillæg A, B 104 som fremsat, side 10.
Det foreslås derfor at ændre udlændingelovens
§ 12 a,
så bestemmelsen vil tage højde for, at
Danmark har tilsluttet sig ændringsforordningen, og således at der også vil blive taget højde for
eventuelle fremtidige ændringer af forordningen i det omfang, sådanne ændringer ikke kræver
ændring af andre regler i udlændingeloven. Med indsættelse af ordene »med senere ændringer«
168
 UUI, Alm.del - 2019-20 - Bilag 58: Lovudkast om ændring af udlændingeloven og forskellige andre love, fra udlændinge- og integrationsministeren
benyttes samme fremgangsmåde, som er anvendt i andre definitoriske bestemmelser i
udlændingelovens § 2 a, § 29 a, stk. 2, § 30, stk. 3, og § 58 b, stk. 1.
Forslaget vil indebære, at kommende ændringer af forordningen af mere teknisk karakter dermed vil
kunne gennemføres administrativt og således uden særskilt indhentelse af Folketingets samtykke
ved beslutningsforslag el.lign.
Til nr. 18
Ved lov nr. 1398 af 27. december 2008 om ændring af udlændingeloven (Videregivelse af
oplysninger til anklagemyndigheden, gennemførelse af SIS II-forordningen m.v.) blev der indsat en
bestemmelse i udlændingelovens § 19, stk. 10 (nu § 19, stk. 11), som indebærer, at bestemmelsen i
§ 26, stk. 2, finder anvendelse i forbindelse med en afgørelse om inddragelse af en
opholdstilladelse, der er begrundet i, at udlændingen er indberettet til SIS II som uønsket på grund
af opførelse på en af FN's eller EU's sanktionslister med rejserestriktioner.
Der blev ved samme lov indsat en bestemmelse i udlændingelovens § 19, stk. 3 (nu § 19, stk. 4), der
beskriver, hvornår inddragelse af en opholdstilladelse kan ske i de situationer, hvor en udlænding er
indberettet til SIS II som uønsket. Der henvises til den dagældende henvisning til § 19, stk. 3, i den
dagældende § 19, stk. 10.
Ved lov nr. 102 af 3. februar 2016 om ændring af udlændingeloven (Udskydelse af retten til
familiesammenføring for personer med midlertidig beskyttelsesstatus, skærpelse af reglerne om
tidsubegrænset opholdstilladelse, skærpelse af reglerne om inddragelse af flygtninges
opholdstilladelse m.v.), blev der indsat et nyt § 19, stk. 2, og den dagældende § 19, stk. 3, blev
derfor ændret til den nugældende § 19, stk. 4.
Samtidigt blev den dagældende § 19, stk. 10, ændret til den nugældende § 19, stk. 11. Henvisningen
til § 19, stk. 3, blev imidlertid ikke konsekvensrettet i forbindelse med, at § 19, stk. 3-11, blev
rykket til § 19, stk. 4-12.
Der henvises således fortsat til § 19, stk. 3, i den nugældende § 19, stk. 11, og ikke rettelig § 19, stk.
4.
På den baggrund foreslås det, at
§ 19, stk. 11,
ændres, således at henvisningen til § 19, stk. 3,
ændres til § 19, stk. 4.
Forslaget medfører ikke nogen indholdsmæssige ændringer af reglerne for hvornår, der kan ske
inddragelse som følge af, at udlændingen er indberettet til SIS II som uønsket på grund af opførelse
på en af FN's eller EU's sanktionslister med rejserestriktioner.
Til nr. 19 og 20
169
 UUI, Alm.del - 2019-20 - Bilag 58: Lovudkast om ændring af udlændingeloven og forskellige andre love, fra udlændinge- og integrationsministeren
Efter udlændingelovens § 19 a, stk. 2, 1. pkt., finder udlændingelovens § 26, stk. 1, anvendelse ved
afgørelser om inddragelse af alle øvrige opholdstilladelser end opholdstilladelser til flygtninge og
familiesammenførte til flygtninge.
Med flygtninge forstås i denne sammenhæng udlændinge, som er meddelt opholdstilladelse efter
udlændingelovens § 7 eller § 8, stk. 1 og 2.
Med familiesammenførte til flygtninge forstås udlændinge, som er meddelt opholdstilladelse efter
udlændingelovens § 9, stk. 1, og § 9 c, stk. 1, som følge af en familiemæssig tilknytning til en
udlænding, der er meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7 eller § 8, stk. 1 og 2.
Efter udlændingelovens § 19 a, stk. 2, 2. pkt., finder § 26, stk. 2, anvendelse ved afgørelser om
inddragelse af opholdstilladelse efter § 19, stk. 2, nr. 2 og 3, jf. § 10, stk. 5.
Efter udlændingelovens § 19, stk. 2, nr. 2 og 3, kan en tidsbegrænset eller tidsubegrænset
opholdstilladelse altid inddrages, når der foreligger oplysninger om forhold, som efter reglerne i §
10, stk. 1, ville udelukke udlændingen fra opholdstilladelse, eller når der foreligger oplysninger om
forhold, som efter reglerne i § 10, stk. 2, nr. 1 og 2, og stk. 5, ville udelukke udlændingen fra
opholdstilladelse.
Udlændingelovens § 10, stk. 1, omhandler udelukkelse fra opholdstilladelse efter blandt andet §§ 7
og 8, samt familiesammenførte hertil, hvis udlændingen må anses for en fare for statens sikkerhed,
en alvorlig trussel mod den offentlige orden, sikkerhed eller sundhed, eller er omfattet af artikel 1 F
i flygtningekonventionen af 28. juli 1951.
Udlændingelovens § 10, stk. 2, nr. 1 og 2, omhandler udelukkelse fra opholdstilladelse efter blandt
andet §§ 7 og 8, samt familiesammenførte hertil, hvis udlændingen uden for landet er dømt for et
forhold, som kunne medføre udvisning efter §§ 22, 23 eller 24, såfremt pådømmelsen var sket her i
landet, eller der er alvorlig grund til at antage, at udlændingen uden for landet har begået en
lovovertrædelse, som kunne medføre udvisning efter §§ 22, 23 eller 24.
Efter udlændingelovens § 10, stk. 5, kan en udlænding, som er omfattet af restriktive
foranstaltninger i form af begrænsninger med hensyn til indrejse og gennemrejse besluttet af De
Forenede Nationer eller Den Europæiske Union, jf. § 32, stk. 9, ikke gives opholdstilladelse efter
blandt andet §§ 7 og 8, eller familiesammenføring til denne gruppe af udlændinge, medmindre
særlige grunde taler derfor.
Det er Udlændinge- og Integrationsministeriets vurdering, at bestemmelsen i udlændingelovens §
19 a, stk. 2, 2. pkt., i forlængelse af samme bestemmelses 1. pkt., kan forstås som en undtagelse til
bestemmelsen i § 19 a, stk. 1, således, at udlændingelovens § 26, stk. 2, kun finder anvendelse ved
inddragelse efter udlændingelovens § 19, stk. 2, nr. 2 og 3, jf. § 10, stk. 5, af opholdstilladelser
170
 UUI, Alm.del - 2019-20 - Bilag 58: Lovudkast om ændring af udlændingeloven og forskellige andre love, fra udlændinge- og integrationsministeren
meddelt til øvrige udlændinge, end flygtninge og familiesammenførte til flygtninge. Det har ikke
været hensigten med bestemmelsen, da flygtninge og familiesammenførte til flygtninge også er
omfattet af den strengere vurdering i § 26, stk. 2, ved afgørelser om inddragelse af opholdstilladelse
efter § 19, stk. 2, nr. 2 og 3, jf. § 10, stk. 5.
Med henblik på at undgå tvivl om, hvilke persongrupper bestemmelsen i udlændingelovens § 19 a,
stk. 2, 2. pkt., vedrører, foreslås det derfor, at
2. pkt.
i
§ 19 a, stk. 2,
udgår og i stedet indsættes som
et selvstændigt stk. 3 til bestemmelsen.
Den foreslåede bestemmelse i udlændingelovens § 19 a, stk. 3, svarer indholdsmæssigt til den
gældende bestemmelse i udlændingelovens § 19 a, stk. 2, 2. pkt.
Endvidere er Udlændinge- og Integrationsministeriet blevet opmærksom på, at henvisningen til
udlændingelovens § 10, stk. 5, i § 19 a, stk. 2, 2. pkt., er overflødig, da der i § 19 a, stk. 2, 2. pkt.,
allerede henvises til § 19, stk. 2, nr. 3, som henviser til § 10, stk. 5. Ved afgørelser om inddragelse
af opholdstilladelse efter § 19 a, stk. 2, 2. pkt., jf. § 19, stk. 2, nr. 3, jf. § 10, stk. 5, finder § 26, stk.
2, således anvendelse.
Det foreslås derfor, at der i
§ 19 a, stk. 3,
indsættes, at § 26, stk. 2, finder anvendelse ved afgørelse
om inddragelse af opholdstilladelse efter § 19, stk. 2, nr. 2 og 3
–
således uden at henvisningen til §
10, stk. 5, videreføres.
Denne lovtekniske ændring medfører ikke nogen indholdsmæssige ændringer af, hvornår § 26, stk.
2, finder anvendelse ved afgørelse om inddragelse af opholdstilladelse.
Til nr. 21
Det følger af den gældende bestemmelse i udlændingelovens § 25 b, stk. 2, at en udlænding, som
ikke er statsborger i et af de lande, der er nævnt i udlændingelovens § 2, stk. 1,
(tredjelandsstatsborger), og som er pålagt at udrejse af landet straks, eller som ikke udrejser i
overensstemmelse med udrejsefristen, jf. udlændingelovens § 33, stk. 2, skal udvises af landet,
medmindre særlige grunde taler herimod.
En afgørelse om udvisning efter § 25 b, stk. 2, har den retsvirkning, at udlændingen efterfølgende
kan meddeles et indrejseforbud.
Det foreslås at ophæve udlændingelovens
§ 25 b, stk. 2,
for at imødekomme Rådets henstilling af
15. februar 2018, om at Danmark ændrer udlændingeloven for at sikre, at der systematisk udstedes
indrejseforbud til tredjelandsstatsborgere med ulovligt ophold, for hvem der ikke er indrømmet en
frist for frivillig udrejse, eller som ikke har opfyldt en forpligtelse til at vende tilbage inden for
fristen for frivillig udrejse, jf. udsendelsesdirektivets artikel 11, stk. 1.
171
 UUI, Alm.del - 2019-20 - Bilag 58: Lovudkast om ændring af udlændingeloven og forskellige andre love, fra udlændinge- og integrationsministeren
Ændringen indebærer, at indrejseforbud fremover vil blive meddelt i forbindelse med fastsættelse af
en udrejsefrist til straks samt ved manglende efterlevelse af en udrejsefrist, jf. lovforslagets § 1, nr.
25, hvor det foreslås at indsætte en ny bestemmelse i udlændingelovens § 32, stk. 1, nr. 2. Et sådant
indrejseforbud vil således kunne meddeles, uagtet at udlændingen ikke udvises.
Der henvises i øvrigt til afsnit 7 i lovforslagets almindelige bemærkninger, og til bemærkningerne
til § 1, nr. 11, 13 og 24.
Til nr. 22
Efter udlændingelovens § 32, stk. 1, 1. pkt., medfører en dom, kendelse eller beslutning, hvorved en
udlænding udvises, at udlændingens visum og opholdstilladelse bortfalder, og at udlændingen ikke
uden tilladelse på ny må indrejse og opholde sig her i landet (indrejseforbud).
Bestemmelsen regulerer virkningen af en afgørelse om udvisning i forhold til udlændinges ret til
ophold her i landet og indebærer, at et visum eller en opholdstilladelse bortfalder ex lege, når der
træffes en afgørelse om udvisning.
Denne del af bestemmelsen foreslås flyttet til kapitel 4 i udlændingeloven, der regulerer reglerne
om udvisning, ligesom det foreslås, at ordlyden præciseres og undergår en sproglig forenkling.
Det foreslås, at der indsættes en
§ 26 c
i udlændingeloven, hvorefter en afgørelse om udvisning
medfører, at udlændingens ret til ophold bortfalder.
Der er med ændringen ikke tilsigtet materielle ændringer af gældende ret.
En afgørelse om udvisning vil således fortsat omfatte udvisninger ved dom, kendelse og beslutning,
og virkningen af en sådan udvisning vil fortsat være, at udlændingens opholdsgrundlag bortfalder.
Der vil endvidere fortsat skulle fastsættes et indrejseforbud efter reglerne i udlændingelovens § 32.
Med henblik på at undgå tvivl om rækkevidden af bestemmelsen foreslås en sproglig justering af
ordlyden således, at det præciseres, at bestemmelsen tillige har virkning for udlændinge, der har ret
til ophold her i landet uden et visum eller en opholdstilladelse. Det gælder bl.a. nordiske
statsborgere, der har ret til ophold her i landet uden en opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 1,
og udlændinge, der har ret til ophold her i landet efter EU-reglerne.
Den foreslåede bestemmelse i udlændingelovens § 26 c, skal ses i sammenhæng med lovforslagets
§ 1, nr. 24, hvorefter det foreslås, at udlændingelovens § 32 nyaffattes.
Der henvises i øvrigt til afsnit 8 i lovforslagets almindelige bemærkninger.
Til nr. 23
172
 UUI, Alm.del - 2019-20 - Bilag 58: Lovudkast om ændring af udlændingeloven og forskellige andre love, fra udlændinge- og integrationsministeren
Efter de gældende regler i udlændingelovens § 29 a, kan en udlænding afvises eller overføres til et
andet EU-land efter reglerne i Dublinforordningen eller efter en overenskomst eller et hertil
svarende arrangement, som Danmark har indgået med et eller flere lande i tilslutning til
Dublinforordningen.
Der foreslås en sproglig præcisering af udlændingelovens
§ 29 a, stk. 1,
med henblik på at skabe
overensstemmelse med den terminologi, der anvendes i Dublinforordningen. Det foreslås derfor, at
erstatte »et andet EU-land« med »en anden medlemsstat«.
Det bemærkes, at der ikke herved er tilsigtet nogen ændring i anvendelsen af bestemmelsen.
Der henvises i øvrigt til afsnit 21 i lovforslagets almindelige bemærkninger.
Til nr. 24
Den foreslåede § 32 indeholder en række regler om indrejseforbud.
Det foreslås, at der indsættes en
overskrift
før den foreslåede § 32, som affattes således:
»Indrejseforbud«
Overskriften vil tydeliggøre bestemmelsens indhold, hvilket bidrager til at skabe mere klarhed over
denne del af reglerne i udlændingeloven.
Der henvises i øvrigt til afsnit 8 i lovforslagets almindelige bemærkninger.
Til nr. 25
Det fremgår af udlændingelovens § 32, stk. 1, at en dom, kendelse eller beslutning, hvorved en
udlænding udvises, medfører, at udlændingens visum og opholdstilladelse bortfalder, og at
udlændingen ikke uden tilladelse på ny må indrejse og opholde sig her i landet (indrejseforbud).
Indrejseforbuddet kan tidsbegrænses. Indrejseforbuddet har gyldighed fra tidspunktet for udrejsen
eller udsendelsen.
Efter udlændingelovens § 32, stk. 2, meddeles indrejseforbud i forbindelse med udvisning ved dom
på grund af strafbart forhold, jf. udlændingelovens §§ 22-24, for 4 år ved betinget frihedsstraf eller
ubetinget frihedsstraf af ikke over 3 måneder (nr. 1), for 6 år ved ubetinget frihedsstraf af mere end
3 måneder, men ikke over 1 år (nr. 2), for 12 år ved ubetinget fængselsstraf af mere end 1 år, men
ikke over 2 år (nr. 3) og for bestandig ved ubetinget fængselsstraf af mere end 1 år 6 måneder, men
ikke over 2 år, medmindre der alene findes grundlag for at meddele indrejseforbud for 12 år (nr. 4).
Indrejseforbud meddeles altid for bestandig ved fængselsstraf af mere end 2 år (nr. 5).
173
 UUI, Alm.del - 2019-20 - Bilag 58: Lovudkast om ændring af udlændingeloven og forskellige andre love, fra udlændinge- og integrationsministeren
Med fængselsstraf sidestilles anden strafferetlig retsfølge, som indebærer eller giver mulighed for
frihedsberøvelse, f.eks. dom til forvaring, dom til anbringelse på hospital for sindslidende og
ungdomssanktion.
Af udlændingelovens § 32, stk. 3, følger det, at indrejseforbud i forbindelse med udvisning efter §
22, nr. 4-8, § 23, nr. 1, jf. § 22, nr. 4-8, eller § 24, nr. 1, jf. § 22, nr. 4-8, og udvisning ved dom af en
udlænding, som ikke har haft lovligt ophold her i landet i længere tid end de sidste 6 måneder
–
uanset § 32, stk. 2
–
meddeles for mindst 6 år.
Med fængselsstraf sidestilles anden strafferetlig retsfølge, som indebærer eller giver mulighed for
frihedsberøvelse, f.eks. dom til forvaring, dom til anbringelse på hospital for sindslidende og
ungdomssanktion.
Det følger af udlændingelovens § 32, stk. 4, at indrejseforbud i forbindelse med udvisning efter §
25, nr. 1, meddeles for bestandig, jf. dog stk. 5. Det samme gælder for indrejseforbud i forbindelse
med udvisning efter § 25, nr. 2, når udlændingen anses for en alvorlig trussel mod den offentlige
orden eller sikkerhed. Indrejseforbud i forbindelse med udvisning efter § 25, nr. 2, når udlændingen
anses for en alvorlig trussel mod den offentlige sundhed, og efter § 25 b, når udlændingen ikke er
statsborger i et af de lande, som er nævnt i § 2, stk. 1 (tredjelandsstatsborger), og er indrejst i strid
med et indrejseforbud, der tidligere er meddelt i forbindelse med udvisning efter § 25 b, eller i strid
med et indrejseforbud meddelt af en anden medlemsstat og opdateret i SIS II, meddeles for 5 år, jf.
dog stk. 5. Indrejseforbud i forbindelse med udvisning efter § 25 c meddeles for 4 år. Indrejseforbud
i forbindelse med udvisning efter §§ 25 a og 25 b meddeles for 2 år, jf. dog 3. pkt. og stk. 5.
Det fremgår af udlændingelovens § 32, stk. 5, at hvis ganske særlige grunde, herunder hensynet til
familiemæssige og sociale tilknytninger, taler herfor, kan der, medmindre udlændingen er udvist
efter § 25 a, stk. 1, meddeles et indrejseforbud af kortere varighed end anført i stk. 4, 3. og 5. pkt.
Der kan meddeles et indrejseforbud af kortere varighed end anført i udlændingelovens § 32. stk. 4,
1. og 2. pkt., hvis et indrejseforbud for bestandig vil være i strid med Danmarks internationale
forpligtelser. Indrejseforbud i forbindelse med udvisning efter udlændingelovens §§ 22-24 kan
meddeles af kortere varighed, hvis et indrejseforbud meddelt af den varighed, der følger af de
gældende regler i § 32, stk. 2 og 3, vil indebære, at udvisning med sikkerhed vil være i strid med
Danmarks internationale forpligtelser.
Udlændingelovens § 32, stk. 7, indebærer, at et indrejseforbud bortfalder, såfremt den pågældende
under de i § 10, stk. 3 og 4, nævnte betingelser meddeles opholdstilladelse efter §§ 7-9 f, 9 i-9 n, 9 p
eller 9 q.
Det følger af udlændingelovens § 32, stk. 8, at et indrejseforbud meddelt en statsborger i et land, der
er tilsluttet Den Europæiske Union eller omfattet af aftalen om Det Europæiske Økonomiske
Samarbejdsområde, en schweizisk statsborger eller en udlænding i øvrigt omfattet af EU-reglerne,
174
 UUI, Alm.del - 2019-20 - Bilag 58: Lovudkast om ændring af udlændingeloven og forskellige andre love, fra udlændinge- og integrationsministeren
jf. § 2, stk. 2, kan ophæves, såfremt særlige grunde taler derfor. Der skal tages stilling til en
ansøgning om ophævelse af indrejseforbuddet inden 6 måneder fra ansøgningens indgivelse.
Endvidere fremgår det af udlændingelovens § 32, stk. 9, at en udlænding, som er omfattet af
restriktive foranstaltninger i form af begrænsninger med hensyn til indrejse og gennemrejse
besluttet af De Forenede Nationer eller Den Europæiske Union, ikke uden tilladelse må indrejse og
opholde sig her i landet (Indrejseforbud). Indrejseforbuddet gælder, så længe udlændingen er
omfattet af de restriktive foranstaltninger. Indrejseforbuddet bortfalder, hvis udlændingen ophører
med at være omfattet af de restriktive foranstaltninger eller udlændingen af særlige grunde
meddeles opholdstilladelse her i landet.
Videre fremgår det af udlændingelovens § 32, stk. 10, at en udlænding, som er optaget på den liste,
der er nævnt i § 29 c, stk. 1, ikke uden tilladelse må indrejse og opholde sig her i landet
(indrejseforbud). Indrejseforbuddet gælder, så længe udlændingen er optaget på listen, der er nævnt
i § 29 c, stk. 1. Indrejseforbuddet bortfalder, hvis udlændingen ophører med at være optaget på
listen, der er nævnt i § 29 c, stk. 1, eller hvis udlændingen af særlige grunde meddeles
opholdstilladelse her i landet.
Af udlændingelovens § 32, stk. 11, følger det, at indrejseforbud i forbindelse med udvisning efter §
25 b, der meddeles en udlænding, som ikke er statsborger i et af de lande, der er nævnt i § 2, stk. 1
(tredjelandsstatsborger), i ganske særlige tilfælde, herunder af hensyn til familiens enhed, kan
ophæves. Herudover kan et indrejseforbud i forbindelse med en udvisning efter § 25 b, stk. 2,
ophæves, hvis udlændingen har forladt landet i overensstemmelse med en fastsat udrejsefrist.
Det følger af udlændingelovens § 32, stk. 12, at udlændinge, hvis opholdstilladelse eller opholdsret
er bortfaldet efter § 21 b, stk. 1, ikke uden tilladelse må indrejse og opholde sig her i landet
(indrejseforbud). Indrejseforbuddet meddeles for bestandig og har gyldighed fra tidspunktet for
udrejsen eller udsendelsen eller, hvis udlændingen opholder sig uden for landet, fra tidspunktet for
konstateringen af, at udlændingens opholdstilladelse eller opholdsret er bortfaldet. Der kan
meddeles et indrejseforbud af kortere varighed end anført i bestemmelsens 2. pkt., hvis et
indrejseforbud for bestandig vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser.
Derudover fremgår det af udlændingelovens § 25 b, stk. 2, at en udlænding, som ikke er statsborger
i et af de lande, som er nævnt i udlændingelovens § 2, stk. 1, (tredjelandsstatsborger), og som er
pålagt at udrejse af landet straks, eller som ikke udrejser i overensstemmelse med udrejsefristen, jf.
udlændingelovens § 33, stk. 2, skal udvises af landet, medmindre særlige grunde taler herimod.
Det foreslås, at udlændingelovens § 32, stk. 1-5 og 7-12 nyaffattes som § 32, stk. 1-8, og at § 32,
stk. 6, ophæves. Formålet med nyaffattelsen er navnligt at forenkle bestemmelsens opbygning,
således at overflødige regler udgår og bestemmelsen generelt systematiseres. Hermed bliver
bestemmelsen mere overskuelig og letlæselig, hvilket må antages at lette administrationen af
175
 UUI, Alm.del - 2019-20 - Bilag 58: Lovudkast om ændring af udlændingeloven og forskellige andre love, fra udlændinge- og integrationsministeren
bestemmelsen. Der foreslås i øvrigt enkelte ændringer og præciseringer i forhold til den gældende §
32.
Det foreslås efter
§ 32, stk. 1,
at der i en række oplistede situationer fastsættes et indrejseforbud,
hvorefter den pågældende udlænding ikke uden tilladelse på ny må indrejse og opholde sig på det i
afgørelsen fastsatte område, jf. dog den foreslåede stk. 2 og 3.
Forslaget skal navnlig ses i lyset af ønsket om at forenkle reglerne om indrejseforbud, og gøre
reglerne mere letlæselige.
Med forslaget tydeliggøres det, at et indrejseforbuds geografiske udstrækning ikke kun kan vedrøre
Danmark. Et indrejseforbud, der er omfattet af udsendelsesdirektivet, skal således gælde for alle
medlemsstaternes område. Medlemsstaterne til udsendelsesdirektivet udgøres aktuelt af EU-landene
(undtagen Det Forenede Kongerige og Irland) og de Schengenassocierede lande: Norge,
Liechtenstein, Island og Schweiz. Indrejseforbud, der ikke er omfattet af udsendelsesdirektivet,
gælder alene for indrejse og ophold i Danmark. Der er tale om en videreførelse af gældende ret.
Udsendelsesdirektivet finder anvendelse på tredjelandsstatsborgere med ulovligt ophold på
medlemsstatens område. En tredjelandsstatsborger efter direktivet er en udlænding, der ikke er
statsborger i et EU-land, EØS-land
eller Schweiz, og som ikke har opholdsret som følge af EU’s
regler om fri bevægelighed.
Udsendelsesdirektivets regler finder ikke anvendelse i forhold til tredjelandsstatsborgere, som
afvises efter udlændingelovens § 28 eller udvises på grund af kriminalitet efter udlændingelovens
§§ 22-24, § 25 a, stk. 1, eller § 25 c. Udsendelsesdirektivet finder herudover ikke anvendelse i
forbindelse med en afgørelse om udlevering med henblik på retsforfølgning i et andet land.
Udsendelsesdirektivet finder heller ikke anvendelse i situationer, hvor udlændingemyndighederne
vælger at overføre eller tilbageføre tredjelandsstatsborgeren efter udlændingelovens § 29 a, men
alene i de situationer, hvor udlændingemyndighederne i stedet vælger selv at foretage den fulde
behandling af tredjelandsstatsborgerens asylansøgning. Der er tale om en videreførelse af gældende
ret, jf. afsnit 8.1.12. ovenfor.
Indrejseforbuddets geografiske udstrækning har betydning for, hvornår et indrejseforbud skal
regnes fra, jf. forslaget til § 32, stk. 6, og bemærkningerne hertil.
Den gældende § 32, stk. 1, 2. pkt., hvorefter et indrejseforbud kan tidsbegrænses, foreslås ikke
erstattet af en ny tilsvarende bestemmelse. Baggrunden herfor er, at varigheden for alle
indrejseforbud efter § 32, stk. 1, er reguleret i § 32, stk. 2-5. Med forslagene til § 32, stk. 4-5, vil
varigheden af alle indrejseforbud efter udlændingeloven også fremover være reguleret. Den
gældende bestemmelse i udlændingelovens § 32, stk. 1, 2. pkt., er derfor overflødig.
176
 UUI, Alm.del - 2019-20 - Bilag 58: Lovudkast om ændring af udlændingeloven og forskellige andre love, fra udlændinge- og integrationsministeren
Efter forslaget til
§ 32, stk. 1, nr. 1,
vil der skulle fastsættes et indrejseforbud til en udlænding, der
er udvist, jf. dog den foreslåede stk. 2 og 3.
Den foreslåede bestemmelse, vil gælde både udvisning på grund af kriminalitet (ved dom, kendelse
eller administrativ afgørelse i henhold til udlændingelovens §§ 22-24, § 25 a, stk. 1, eller § 25 c) og
udvisning på grund af ulovligt ophold eller som følge af visse ordensmæssige hensyn (ved
administrativ udvisning i henhold til udlændingelovens § 25, § 25 a, stk. 2, eller § 25 b).
Det
bemærkes, at en administrativ udvisning af en udlænding udgør en afgørelse i forvaltningslovens
forstand.
Det foreslås, at der som
§ 32, stk. 1, nr. 2,
indsættes en bestemmelse, hvorefter der fastsættes et
indrejseforbud, hvorefter den pågældende udlænding ikke uden tilladelse på ny må indrejse og
opholde sig på det i afgørelsen fastsatte område, hvis udlændingen er pålagt at udrejse af landet
straks, eller ikke udrejser i overensstemmelse med udrejsefristen efter § 33, stk. 2.
Bestemmelsen er et element i den foreslåede gennemførelse af en nyaffattelse af udlændingelovens
§ 32 med henblik på forenkling af bestemmelsens opbygning, således at overflødige regler udgår og
bestemmelsen generelt systematiseres.
Den foreslåede affattelse af § 32, stk. 1, nr. 2, betyder, at der systematisk vil blive meddelt et
indrejseforbud til udlændinge, som er pålagt at udrejse af landet straks, eller som ikke er udrejst i
overensstemmelse med en udrejsefrist.
Det foreslås, at der som
§ 32, stk. 1, nr. 3,
indsættes en bestemmelse, hvorefter der fastsættes et
indrejseforbud, hvorefter den pågældende udlænding ikke uden tilladelse på ny må indrejse og
opholde sig på det i afgørelsen fastsatte område, hvis udlændingen er omfattet af restriktive
foranstaltninger i form af begrænsninger med hensyn til indrejse og gennemrejse besluttet af De
Forenede Nationer eller Den Europæiske Union.
Forslaget skal navnlig ses i lyset af ønsket om at forenkle reglerne om indrejseforbud, og gøre
reglerne mere letlæselige. Med forslaget til § 32, stk. 1, samles alle de gældende bestemmelser om
meddelelse af indrejseforbud. Der er ikke tilsigtet materielle ændringer af indholdet af den
gældende § 32, stk. 9, 1. pkt. Der er således tale om en videreførelse af gældende ret.
Den foreslåede bestemmelse i lovforslagets stk. 1, nr. 3, indebærer, at selve opførelsen på en af
sanktionslisterne medfører, at de pågældende udlændinge har indrejseforbud i Danmark.
Som konsekvens af den foreslåede stk. 1, nr. 3, kan en udlænding, der er opført på en af FN’s eller
EU’s sanktionslister med rejserestriktioner, afvises efter udlændingelovens § 28, stk. 1,
nr. 1,
ligesom udlændingen alene rent undtagelsesvist kan få visum.
177
 UUI, Alm.del - 2019-20 - Bilag 58: Lovudkast om ændring af udlændingeloven og forskellige andre love, fra udlændinge- og integrationsministeren
Det foreslås, at der som
§ 32, stk. 2, nr. 4,
indsættes en bestemmelse, hvorefter der fastsættes et
indrejseforbud, hvorefter den pågældende udlænding ikke uden tilladelse på ny må indrejse og
opholde sig på det i afgørelsen fastsatte område, hvis udlændingen er optaget på den liste, der er
nævnt i § 29 c, stk. 1.
Forslaget skal navnlig ses i lyset af ønsket om at forenkle reglerne om indrejseforbud, og gøre
reglerne mere letlæselige.. Der er ikke tilsigtet materielle ændringer af indholdet af den gældende §
32, stk. 10, 1. pkt. Der er således tale om en videreførelse af gældende ret.
Den foreslåede bestemmelse i stk. 1, nr. 4, indebærer, at selve optagelsen på den nationale
sanktionsliste vil medføre, at de pågældende udlændinge har indrejseforbud i Danmark.
Forslaget vil endvidere medføre, at en udlænding, der er optaget på den nationale sanktionsliste, vil
skulle afvises efter udlændingelovens § 28, stk. 1, nr. 1, jf. stk. 2, ligesom udlændingen kun rent
undtagelsesvist vil kunne få visum. En udlænding vil endvidere kunne straffes efter
udlændingelovens § 59 b for forsætligt eller uagtsomt at indrejse i strid med indrejseforbuddet,
ligesom udlændingen som udgangspunkt vil kunne udvises efter udlændingelovens § 25 b eller §
24, nr. 2. En udlænding, på den nationale sanktionsliste, der måtte blive udvist fra landet, vil i
forbindelse med udvisningen som udgangspunkt skulle meddeles et nyt indrejseforbud.
Det foreslås, at der som
§ 32, stk. 1, nr. 5,
indsættes en bestemmelse, hvorefter der fastsættes et
indrejseforbud, hvorefter den pågældende udlænding ikke uden tilladelse på ny må indrejse og
ophold sig på det i afgørelsen fastsatte område, hvis udlændingens opholdstilladelse eller opholdsret
er bortfaldet efter § 21 b, stk. 1.
Forslaget har til formål at forenkle reglerne om indrejseforbud, og gøre reglerne mere letlæselige.
Med forslaget til § 32, stk. 1, samles alle de gældende bestemmelser om meddelelse af
indrejseforbud.
Forslaget har derudover til formål at sikre, at bestemmelsen kan administreres i overensstemmelse
med udsendelsesdirektivet. I det tilfælde en tredjelandsstatsborger opholder sig i Danmark på det
tidspunkt, hvor der træffes afgørelse efter udlændingelovens § 21 b, vil den pågældende som
udgangspunkt være omfattet af udsendelsesdirektivets regler, og vil derfor skulle meddeles et
indrejseforbud, der gælder for medlemsstaternes område. Herudover sker der en videreførelse af
gældende ret.
Forslaget indebærer, at udlændinge, hvis opholdstilladelse eller opholdsret er bortfaldet efter § 21 b,
stk. 1, meddeles indrejseforbud, der er geografisk afgrænset til enten Danmark eller til
medlemsstaterne til udsendelsesdirektivet. Der henvises i den forbindelse til de indledende
bemærkninger til § 32, stk. 1.
178
 UUI, Alm.del - 2019-20 - Bilag 58: Lovudkast om ændring af udlændingeloven og forskellige andre love, fra udlændinge- og integrationsministeren
Den foreslåede bestemmelse i stk. 1, nr. 5, vil medføre, at Udlændingestyrelsen umiddelbart efter, at
der er truffet en afgørelse om bortfald af opholdstilladelse efter udlændingelovens § 21 b, stk. 1,
skal underrette Rigspolitiet. Underretningen til Rigspolitiet skal indeholde de oplysninger, der er
nødvendige for, at indrejseforbuddet kan registreres og håndhæves. Indrejseforbuddet vil bortfalde,
hvis det efterfølgende efter ansøgning bestemmes, at en opholdstilladelse eller en opholdsret ikke
skal anses for bortfaldet. I sådanne tilfælde skal udlændingemyndighederne umiddelbart efter, at der
er truffet en sådan afgørelse, underrette Rigspolitiet, der herefter sletter indrejseforbuddet i de
relevante systemer. Dette gælder tilsvarende i situationer, hvor Udlændingenævnet efter påklage
beslutter, at udlændingens opholdstilladelse eller opholdsret ikke skal anses for bortfaldet.
Indrejseforbuddet slettes ligeledes i de relevante systemer, hvis en klage over bortfald har eller
tillægges opsættende virkning. Fører klagen til, at indrejseforbuddet opretholdes, registreres
indrejseforbuddet på ny.
Det foreslås, at der som
§ 32, stk. 2,
indsættes en bestemmelse, hvorefter der alene fastsættes
indrejseforbud i forhold til unionsborgere og disses familiemedlemmer, hvis den pågældende er
udvist af hensyn til den offentlige orden, sikkerhed eller sundhed.
Den foreslåede bestemmelse i stk. 2, viderefører og tydeliggør gældende ret vedrørende udvisning
henholdsvis med og uden indrejseforbud af udlændinge omfattet af EU-reglerne, jf. den gældende
udlændingelovs § 32, stk. 1, jf. princippet om EU-rettens forrang i lovens § 2, stk. 3, jf.
opholdsdirektivets kapitel VI samt direktivets artikel 15 (direktiv 2004/38/EF).
Den foreslåede bestemmelse i § 32, stk. 2, indebærer, at der i forhold til udlændinge omfattet af EU-
reglerne
alene vil kunne fastsættes indrejseforbud,
hvis den pågældende er udvist
af hensyn til den
offentlige orden, sikkerhed eller sundhed,
jf. opholdsdirektivets kapitel VI. Dette kan f.eks. være
tilfældet, hvis en unionsborger eller dennes familiemedlem er udvist pga. kriminalitet.
Den foreslåede bestemmelse indebærer samtidig, at der
ikke vil kunne fastsættes indrejseforbud
i
sager, hvor en udlænding omfattet af EU-reglerne udvises
af andre grunde,
jf. opholdsdirektivets
artikel 15. Dette kan f.eks. være tilfældet, hvis en unionsborger eller dennes familiemedlem er
udvist, fordi den pågældende ikke (eller ikke længere) opfylder de betingelser for ophold, som
gælder efter henholdsvis direktivets artikel 6 (om ret til ophold i
indtil tre måneder)
og 7 (om ret til
ophold i
mere end tre måneder).
Det bemærkes, at en tredjelandsstatsborger,
som tidligere har haft en opholdsret efter EU-reglerne,
som udgangspunkt også vil være omfattet af den foreslåede bestemmelse i udlændingelovenes § 32,
stk. 2, jf. EU-Domstolens dom i den præjudicielle sag C-94/18, Nalini Chenchooliah mod Irland,
idet den pågældende fortsat i almindelighed vil være at anse for omfattet af de proceduremæssige
garantier i opholdsdirektivets artikel 15.
I tilfælde, hvor den pågældende tredjelandsborger efterfølgende fysisk faktisk har afbrudt sit (nu)
ulovlige ophold i Danmark ved at
udrejse varigt
(i hvilken forbindelse den pågældende typisk vil
179
 UUI, Alm.del - 2019-20 - Bilag 58: Lovudkast om ændring af udlændingeloven og forskellige andre love, fra udlændinge- og integrationsministeren
have opgivet sin bopæl her i landet), vil dette dog efter en konkret og individuel vurdering kunne
føre til, at vedkommende ikke vil være at anse for omfattet af opholdsdirektivets artikel 15 i en
(fremtidig) udvisningssituation. Det samme vil (som efter gældende ret) være tilfældet, hvis en
udvisningsafgørelse efter artikel 15
er effektueret ved tredjelandsstatsborgerens fysiske udrejse af
Unionen
efter politiets udsendelsesforanstaltning, og vedkommende vender tilbage til Danmark
uden at have et lovligt opholdsgrundlag og derfor befinder sig i en ny udvisningssituation.
Der henvises til de almindelige bemærkninger, afsnit 8.
Det foreslås, at der som
§ 32, stk. 3,
indsættes en bestemmelse, hvorefter der i ganske særlige
tilfælde, herunder af hensyn til familiens enhed, kan undlades fastsat et indrejseforbud efter stk. 1,
nr. 1 og 2, medmindre den pågældende udlænding er udvist som følge af kriminalitet.
Formålet bag forslaget til § 32, stk. 3, er navnlig at sikre, at Danmark gennemfører
udsendelsesdirektivets artikel 11, stk. 3, fuldt ud. Det følger af udsendelsesdirektivets artikel 11,
stk. 3, at medlemsstaterne kan undlade at meddele et indrejseforbud i individuelle tilfælde af
humanitære grunde.
Muligheden for at undlade at udstede et indrejseforbud efter udsendelsesdirektivets artikel 11, stk.
3, har hidtil været gennemført i udlændingelovens § 25 b, stk. 2, der foreslås ophævet, jf.
lovforslagets § 1, nr. 21, og erstattet med forslaget til § 32, stk. 1, nr. 2. Efter § 25 b, stk. 2, har det
været muligt at undlade at træffe beslutning om udvisning navnlig af humanitære grunde eller på
grund af Danmarks internationale forpligtelser, jf. f.eks. artikel 8 i Den Europæiske
Menneskerettighedskonvention.
Bestemmelsen i § 25 b, stk. 2, og den foreslåede § 32, stk. 1, nr. 2, omfatter dog ikke alle
indrejseforbud, der meddeles tredjelandsstatsborgere, som er omfattet af udsendelsesdirektivets
regler. Tredjelandsstatsborgere, der udvises efter § 25, § 25 a, stk. 2, og den gældende § 25 b, stk. 1,
(der med forslaget ændres til § 25 b) vil således også kunne være omfattet af udsendelsesdirektivets
regler. Udlændinge- og Integrationsministeriet vurderer på den baggrund, at det er nødvendigt at
udstrække muligheden for at undlade at meddele indrejseforbud til disse grupper.
Af praktiske hensyn, herunder særligt hensynet til en effektiv administration af reglerne, foreslås
det at udvide bestemmelsen til at omfatte alle typer af indrejseforbud efter den foreslåede § 32, stk.
1, nr. 1 og 2, undtaget de, der er en følge af udvisning på baggrund af kriminalitet. Bestemmelsen
vil derfor principielt også kunne anvendes over for udlændinge omfattet af EU-reglerne om fri
bevægelighed. Da der imidlertid kun kan meddeles indrejseforbud til en sådan udlænding, hvis den
pågældende (i overensstemmelse med Danmarks internationale forpligtelser, herunder EMRK
artikel 8) er udvist af hensyn til den offentlige orden, sikkerhed eller sundhed, jf. den foreslåede §
32, stk. 2, vurderes bestemmelsen alene at ville få meget begrænset praktisk betydning i forhold til
denne persongruppe. Det kan imidlertid ikke fuldstændig udelukkes, at der vil kunne være tilfælde,
hvor betingelserne for udvisning af en udlænding omfattet af EU-reglerne om fri bevægelighed vil
180
 UUI, Alm.del - 2019-20 - Bilag 58: Lovudkast om ændring af udlændingeloven og forskellige andre love, fra udlændinge- og integrationsministeren
være opfyldt, men hvor det ikke vil være foreneligt med Danmarks internationale forpligtelser at
meddele et indrejseforbud.
Den foreslåede § 32, stk. 3, indebærer, at myndighederne kan undlade at udstede et indrejseforbud i
tilfælde, hvor udlændingen pludselig er blevet meget alvorlig syg, eventuelt hospitalsindlagt, og
derfor ikke har kunnet udrejse i overensstemmelse med udrejsefristen, eller tilfælde, hvor hensynet
til Danmarks internationale forpligtelser, bl.a. hensynet til familiens enhed, gør, at den pågældende
ikke bør meddeles et indrejseforbud trods overskridelse af en udrejsefrist eller pålæg om at udrejse
straks.
Andre særlige grunde til at undlade at udstede et indrejseforbud kan være, at udlændingen
samarbejder med politiet om udrejsen, og overskridelse af udrejsefristen således ikke skyldes
forhold hos udlændingen. Særlige grunde kan desuden bero på tredjelandsstatsborgerens alder,
f.eks. hvor der er tale om en uledsaget mindreårig.
Efter den foreslåede § 32, stk. 5, nr. 2, kan der meddeles et indrejseforbud af kortere varighed end
udgangspunktet i den foreslåede § 32, stk. 4, nr. 1 og 3, hvis ganske særlige grunde, herunder
hensynet til familiemæssige og sociale tilknytninger, taler derfor.
På den baggrund forudsættes muligheden for helt at undlade at meddele et indrejseforbud efter den
foreslåede § 32, stk. 3, alene anvendt, hvis indrejseforbuddet i sig selv, det vil sige uanset
varigheden af indrejseforbuddet, vurderes uproportional. Det gælder dog ikke, hvis udlændingen
ikke har kunnet udrejse i overensstemmelse med udrejsefristen på grund af sygdom eller hvor
udlændingen samarbejder med politiet om udrejsen, og overskridelse af udrejsefristen således ikke
skyldes forhold hos udlændingen. I sådanne tilfælde vil der således fortsat ikke skulle fastsættes et
indrejseforbud.
Det foreslås, at der som
§ 32, stk. 4, nr. 1,
indsættes en bestemmelse, hvorefter indrejseforbud
meddeles for 2 år, jf. dog det foreslåede stk. 5, hvis udlændingen er udvist efter §§ 25 a eller 25 b,
eller udlændingen er meddelt et indrejseforbud efter det foreslåede stk. 1, nr. 2, jf. dog det
foreslåede § 32, stk. 4, nr. 3.
Det foreslås, at der som
§ 32, stk. 4, nr. 2,
indsættes en bestemmelse, hvorefter indrejseforbud
meddeles for 4 år, jf. dog det foreslåede stk. 5, hvis udlændingen udvises efter §§ 22-24 og
idømmes en betinget frihedsstraf eller idømmes en ubetinget frihedsstraf af ikke over 3 måneder
eller anden strafferetlig retsfølge, der indebærer eller giver mulighed for frihedsberøvelse, for en
lovovertrædelse, der ville have medført en straf af denne karakter eller varighed, jf. dog den
forslåede bestemmelse i § 32, stk. 4, nr. 5, eller hvis udlændingen udvises efter § 25 c.
Forslagene til stk. 4, nr. 1 og 2, har alene til formål at gøre loven lettere at læse ved at systematisere
bestemmelserne efter indhold. De foreslåede ændringer medfører følgelig ikke en ændring af
181
 UUI, Alm.del - 2019-20 - Bilag 58: Lovudkast om ændring af udlændingeloven og forskellige andre love, fra udlændinge- og integrationsministeren
bestemmelsernes materielle indhold eller anvendelse. Der er således tale om en videreførelse af
gældende ret.
Det foreslås, at der som
§ 32, stk. 4, nr. 3,
indsættes en bestemmelse, hvorefter indrejseforbud
meddeles for 5 år, jf. dog det foreslåede § 32, stk. stk. 5, hvis udlændingen udvises efter § 25, nr. 2,
når udlændingen anses for en alvorlig trussel mod den offentlige sundhed, eller hvis udlændingen er
tredjelandsstatsborger og er meddelt et indrejseforbud efter den foreslåede stk. 1, nr. 1, 2 eller 5, og
er indrejst i strid med et indrejseforbud, der tidligere er meddelt efter den foreslåede stk. 1, nr. 1, 2
eller 5, eller i strid med et indrejseforbud meddelt af en anden medlemsstat og opdateret i SIS II.
Forslaget har primært til formål at gøre loven lettere at læse ved at systematisere bestemmelsen
efter indhold. Der er tale om en videreførelse af gældende ret efter gældende § 32, stk. 4, 3. pkt.
Forslaget har derudover til formål at udvide adgangen til at meddele indrejseforbud for 5 år, således
at bestemmelsen omfatter indrejse i strid med alle indrejseforbud, der er omfattet af
udsendelsesdirektivet.
Forslaget indebærer således, at indrejseforbud i forbindelse med udvisning, når udlændingen anses
for en alvorlig trussel mod den offentlige sundhed, forsat meddeles for 5 år.
Forslaget indebærer ligeledes, at indrejseforbud i forbindelse med udvisning af en
tredjelandsstatsborger, der er omfattet af udsendelsesdirektivet, og som er indrejst i strid med et
indrejseforbud omfattet af udsendelsesdirektivet, uanset om sidstnævnte indrejseforbud er meddelt
af Danmark eller et andet medlemsland, meddeles for 5 år.
Den foreslåede bestemmelse vil også finde anvendelse, når en udlænding indrejser i strid med et
indrejseforbud efter gældende udlændingelov § 25 b.
Det foreslås, at der som
§ 32, stk. 4, nr. 4,
indsættes en bestemmelse, hvorefter indrejseforbud
meddeles for 6 år, jf. dog det foreslåede
stk. 5,
hvis udlændingen udvises efter §§ 22-24 og
idømmes en ubetinget frihedsstraf af mere end 3 måneder men ikke over 1 år eller anden
strafferetlig retsfølge, der indebærer eller giver mulighed for frihedsberøvelse for en
lovovertrædelse, der ville have medført en straf af denne varighed.
Det foreslås endvidere, at der som
§ 32, stk. 4, nr. 5,
indsættes en bestemmelse, hvorefter
indrejseforbud meddeles for mindst 6 år, hvis udlændingen er udvist efter § 22, nr. 4-8, § 23, nr. 1,
jf. § 22, nr. 4-8, eller § 24, nr. 1, jf. § 22, nr. 4-8, eller hvis udlændingen er udvist ved dom og ikke
har haft lovligt ophold her i landet i længere tid end de sidste 6 måneder, jf. dog stk. 5.
Forslagene har alene til formål at gøre loven lettere at læse ved at systematisere bestemmelserne
efter indhold. De foreslåede ændringer medfører følgelig ikke en ændring af bestemmelsernes
materielle indhold eller anvendelse. Der er således tale om videreførelser af hidtil gældende ret.
182
 UUI, Alm.del - 2019-20 - Bilag 58: Lovudkast om ændring af udlændingeloven og forskellige andre love, fra udlændinge- og integrationsministeren
Det foreslås, at der som
§ 32, stk. 4, nr. 6,
indsættes en bestemmelse, hvorefter indrejseforbud
meddeles for 12 år, jf. dog det foreslåede stk. 5, hvis udlændingen udvises efter §§ 22-24 og
idømmes en ubetinget fængselsstraf af mere end 1 år, men ikke over 1 år og 6 måneder, eller anden
strafferetlig retsfølge, der indebærer eller giver mulighed for frihedsberøvelse, for en
lovovertrædelse, der ville have medført en straf af denne varighed.
Forslaget har primært til formål at gøre loven lettere at læse ved at systematisere bestemmelsen
efter indhold. Herudover har forslaget til formål at fjerne det overlap, der findes mellem gældende §
32, stk. 2, nr. 3 og 4. Der forudsættes ikke herudover en ændring af bestemmelsens anvendelse.
Med fængselsstraf sidestilles anden strafferetlig retsfølge, som indebærer eller giver mulighed for
frihedsberøvelse, f.eks. dom til forvaring, dom til anbringelse på hospital for sindslidende og
ungdomssanktion.
Det foreslås, at der som
§ 32, stk. 4, nr. 7,
indsættes en bestemmelse, hvorefter indrejseforbud
meddeles for bestandig, hvis udlændingen udvises efter §§ 22-24 og idømmes en ubetinget
fængselsstraf af mere end 1 år og 6 måneder, eller anden strafferetlig retsfølge, der indebærer eller
giver mulighed for frihedsberøvelse for en lovovertrædelse, der ville have medført en straf af denne
varighed jf. dog § 32, stk. 5.
Forslaget har primært til formål at gøre loven lettere at læse ved at systematisere bestemmelsen
efter indhold.
Med fængselsstraf sidestilles anden strafferetlig retsfølge, som indebærer eller giver mulighed for
frihedsberøvelse, f.eks. dom til forvaring, dom til anbringelse på hospital for sindslidende og
ungdomssanktion.
Forslaget indebærer, at det ikke længere vil fremgå af bestemmelsen, at der
–
ved ubetinget
fængselsstraf af mere end 1 år og 6 måneder, men ikke over 2 år, eller anden strafferetlig retsfølge,
der indebærer eller giver mulighed for frihedsberøvelse for en lovovertrædelse
–
skal overvejes, om
der alene findes grundlag for at meddele indrejseforbud for 12 år. Det vil dog fortsat være muligt at
meddele et indrejseforbud af kortere varighed efter den forslåede bestemmelse i udlændingelovens
§ 32, stk. 5, nr. 1. Der henvises herom til de specielle bemærkninger til den foreslåede § 32, stk. 5,
nr. 1.
Det foreslås, at der som
§ 32, stk. 4, nr. 8,
indsættes en bestemmelse, hvorefter indrejseforbud
meddeles for bestandig, jf. dog det foreslåede stk. 5, hvis udlændingen udvises efter § 25, nr. 1, eller
efter § 25, nr. 2, når udlændingen anses for en alvorlig trussel mod den offentlige orden og
sikkerhed.
183
 UUI, Alm.del - 2019-20 - Bilag 58: Lovudkast om ændring af udlændingeloven og forskellige andre love, fra udlændinge- og integrationsministeren
Det foreslås, at der som § 32, stk. 4,
nr. 9,
indsættes en bestemmelse, hvorefter indrejseforbuddet
gælder for bestandig, jf. dog det foreslåede stk. 5, hvis indrejseforbuddet er meddelt efter de
foreslåede stk. 1, nr. 3 og 4.
Det foreslås, at der som § 32, stk. 4,
nr. 10,
indsættes en bestemmelse, hvorefter et indrejseforbud
meddeles for bestandig, jf. dog det foreslåede stk. 5, hvis indrejseforbuddet er meddelt efter det
foreslåede stk. 1, nr. 5.
Forslagene har alene til formål at gøre loven lettere at læse ved at systematisere bestemmelserne
efter indhold. De foreslåede ændringer medfører følgelig ikke en ændring af bestemmelsernes
materielle indhold eller anvendelse. Der er således tale om videreførelser af gældende ret.
Det foreslås, at der som
§ 32, stk. 5, nr. 1,
indsættes en bestemmelse, hvorefter der kan meddeles et
indrejseforbud af kortere varighed, hvis udlændingen er udvist efter §§ 22-24, og et indrejseforbud
af den varighed, der er nævnt i den foreslåede § 32, stk. 4, med sikkerhed vil være i strid med
Danmarks internationale forpligtelser.
Forslaget indebærer, at der kan meddeles indrejseforbud af kortere varighed end fastsat i den
foreslåede § 32, stk. 4, hvis det betyder, at der dermed kan meddeles et indrejseforbud, hvor dette
ellers med sikkerhed ville være i strid med Danmarks internationale forpligtelser.
Det forudsættes, at indrejseforbuddet som udgangspunkt fastsættes til mindst 12 år
–
ved ubetinget
fængselsstraf af mere end 1 år og 6 måneder
–
når et indrejseforbud for bestandigt med sikkerhed
vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser.
Det foreslås, at der som
§ 32, stk. 5, nr. 2,
indsættes en bestemmelse, hvorefter der kan meddeles et
indrejseforbud af kortere varighed, hvis udlændingen ikke er udvist efter § 25 a, stk. 1, og ganske
særlige grunde, herunder hensynet til familiemæssige og sociale tilknytninger, taler for, at der
meddeles et indrejseforbud af kortere varighed end anført i den forslåede bestemmelse i § 32, stk. 4,
nr. 1 og 3.
Formålet med den foreslåede § 32, stk. 5, nr. 2, er alene at gøre loven lettere at læse ved at
systematisere bestemmelsen efter indhold. Der er således tale om en videreførelse af gældende ret.
Der tages allerede i forbindelse med en udvisningsafgørelse efter udlændingelovens § 25 a, stk. 2,
og § 25 b hensyn til, om udvisningen må antages at virke særligt belastende, navnlig på grund af
udlændingens tilknytning til det danske samfund og herboende personer, udlændingens alder,
helbredstilstand og andre personlige forhold og konsekvenserne for udlændingens herboende nære
familiemedlemmer, herunder familiens enhed. Der vil endvidere også være taget hensyn til
udlændingens manglende eller ringe tilknytning til hjemlandet, samt til risikoen for at udlændingen,
uden for de i § 7, stk. 1 og 2, og § 8, stk. 1 og 2, nævnte tilfælde, vil lide overlast i hjemlandet. Der
henvises til udlændingelovens § 26. I forbindelse med meddelelse af et indrejseforbud, skal der
184
 UUI, Alm.del - 2019-20 - Bilag 58: Lovudkast om ændring af udlændingeloven og forskellige andre love, fra udlændinge- og integrationsministeren
ligeledes efter den foreslåede § 32, stk. 3, tages stilling til, om der foreligger sådanne ganske særlige
tilfælde, herunder af hensyn til familiens enhed, at der ikke bør meddeles et indrejseforbud.
Der vil på den baggrund kun helt undtagelsesvist være grundlag for at fastsætte et kortere
indrejseforbud end det, der ellers følger af loven. Når det således er vurderet, at en udlændings
tilknytning til det danske samfund eller herboende personer har en sådan karakter, at det ikke er til
hinder for udvisning, eller at der meddeles et indrejseforbud, vil der typisk heller ikke være
grundlag for at fastsætte et kortere indrejseforbud.
Det foreslås, at der som
§ 32, stk. 5, nr. 3,
indsættes en bestemmelse, hvorefter der kan meddeles et
indrejseforbud af kortere varighed, hvis et indrejseforbud for bestandig efter stk. 4, nr. 8 eller 10,
med sikkerhed vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser.
Forslaget har navnlig til formål at forenkle reglerne om indrejseforbud, og gøre reglerne mere
letlæselige. Med forslaget til § 32, stk. 5, samles alle de gældende bestemmelser om adgangen til
efter en konkret vurdering at meddele et indrejseforbud af kortere varighed end udgangspunktet.
Den foreslåede bestemmelse medfører ikke en ændring af bestemmelsernes anvendelse.
Forslaget indebærer, at der kan meddeles et indrejseforbud af kortere varighed end for bestandigt.
Der vil ved fastsættelsen af indrejseforbuddets længde i forbindelse med bortfald efter
udlændingelovens § 21 b, stk. 1, samt udvisning efter § 25, skulle tages hensyn til alle relevante
forhold i den enkelte sag.
Når det skal afgøres, om der skal fastsættes et kortere indrejseforbud, skal hensynet til udlændingen
afvejes over for det forhold, som har ført til udvisning. Det forudsættes, at der ikke vil være samme
adgang til et kortere indrejseforbud i tilfælde, hvor en udlænding er udvist, fordi den pågældende
ikke er udrejst i overensstemmelse med en fastsat udrejsefrist, og i tilfælde hvor en udlænding er
udvist, fordi den pågældende anses for en fare for statens sikkerhed. I sidstnævnte tilfælde samt i
tilfælde, hvor udlændingen anses for at udgøre en alvorlig trussel mod den offentlige orden eller
sikkerhed, bør der kun kunne fastsættes et kortere indrejseforbud, hvis et indrejseforbud for
bestandig vil stride mod Danmarks internationale forpligtelser.
Henset til de tungtvejende sikkerhedshensyn, der ligger bag § 21 b, stk. 1, meddeles
indrejseforbuddet som altovervejende udgangspunkt for bestandig. Det forventes, at der kun helt
undtagelsesvis vil være grundlag for at fastsætte et indrejseforbud af kortere varighed. Når det skal
afgøres, om der er grundlag for at fastsætte et kortere indrejseforbud, skal hensynet til udlændingens
personlige forhold, herunder udlændingens familieforhold og tilknytning i øvrigt til Danmark,
afvejes over for de forhold, som har ført til, at udlændingens opholdstilladelse eller opholdsret er
bortfaldet. Der vil således f.eks. kunne være tale om helt særlige tilfælde, hvor udlændingens
tilknytning til Danmark på den ene side og de forhold, som har begrundet bortfald, på den anden
185
 UUI, Alm.del - 2019-20 - Bilag 58: Lovudkast om ændring af udlændingeloven og forskellige andre love, fra udlændinge- og integrationsministeren
side efter en konkret vurdering fører til, at det ikke vil være proportionalt at meddele den
pågældende et indrejseforbud for bestandig.
Med forslaget til § 32, stk. 5, nr. 3,
tilføjes ordene ”med sikkerhed”
i forhold til de gældende
bestemmelser i § 32, stk. 5, 3. pkt., og § 32, stk. 12, 3. pkt.. Ændringen har til formål at sikre, at der
alene undtagelsesvist meddeles et kortere indrejseforbud, samt at ensrette bestemmelsen med den
foreslåede § 32, stk. 5, nr. 1.
Ændringen indebærer, at indrejseforbud for bestandigt efter § 32, stk. 4, nr. 8 og 10, kun kan
meddeles af kortere varighed, hvis det betyder, at der dermed kan meddeles et indrejseforbud i en
sag, hvor dette ellers med sikkerhed ville være i strid med Danmarks internationale forpligtelser.
Det helt klare udgangspunkt er, at indrejseforbuddets varighed fastsættes automatisk på baggrund af
den idømte frihedsstraf. Det er således alene i tilfælde, hvor et indrejseforbud for bestandigt vil
være i strid med Danmarks internationale forpligtelser, at der kan meddeles indrejseforbud af
kortere varighed.
Den foreslåede § 32, stk. 5, nr. 3, er således som udgangspunkt en videreførelse af den gældende §
32, stk. 5, 2. pkt., og § 32, stk. 12, 3. pkt. Der er dog med tilføjelse af ordene ”med sikkerhed” i
forholdt til den nuværende ordlyd af udlændingelovens § 32, stk. 5, 3. pkt., og stk. 12, 3. pkt.,
forudsat en skærpelse af reglen svarende til den gældende anvendelse af udlændingelovens § 32,
stk. 5, 3. pkt., der videreføres med den foreslåede § 32, stk. 5, nr. 1.
Det foreslås, at der som
§ 32, stk. 6, 1. pkt.,
indsættes en bestemmelse, hvorefter et indrejseforbud
skal regnes fra datoen for udrejsen eller udsendelsen af det område, som indrejseforbuddet vedrører.
Forslaget har til formål at præcisere den gældende udlændingelovs § 32, stk. 1, 3. pkt.
Udlændinge- og Integrationsministeriet er blevet opmærksom på, at der
–
i forbindelse med lov nr.
318 af 25. april 2018 om ændring af udlændingeloven (Indkvartering og forsørgelse af flygtninge
og asylansøgere, advisering af kommunerne om visse afgørelser i klagesager og ændring af
beregningen af varigheden af et indrejseforbud m.v.)
–
er sket en utilstrækkelig gennemførelse af
udsendelsesdirektivet. Udsendelsesdirektivet blev oprindeligt gennemført i dansk ret ved lov nr. 248
af 30. marts 2011 om ændring af udlændingeloven.
Den utilstrækkelige gennemførelse blev fastslået af EU-Domstolen i juli 2017 i sagen C-225/16,
Ouhrami mod Nederlandene. Dommen fastslog, at et indrejseforbud i visse sager i medfør af
udsendelsesdirektivet skulle beregnes fra tidspunktet for udrejsen, og dermed i visse tilfælde fra et
tidligere tidspunkt, end hvad der gjorde sig gældende efter dagældende ret. På baggrund af dommen
skete der ved lov nr. 318 af 25. april 2018 en ændring af udlændingelovens § 32, stk. 1, således at et
indrejseforbud skulle beregnes fra tidspunktet for udrejsen eller udsendelsen.
186
 UUI, Alm.del - 2019-20 - Bilag 58: Lovudkast om ændring af udlændingeloven og forskellige andre love, fra udlændinge- og integrationsministeren
I forbindelse med ændringen blev der imidlertid ved en fejl ikke taget højde for, at virkningen af et
indrejseforbud ifølge udsendelsesdirektivet som fortolket af EU-Domstolen skulle beregnes fra
tidspunktet for udrejsen fra medlemsstaternes område og ikke blot fra udrejsen fra den enkelte
medlemsstat.
Med forslaget til § 32, stk. 6, 1. pkt., vil det fremgå udtrykkeligt af ordlyden af bestemmelsen, at et
(tidsbegrænset) indrejseforbud skal regnes fra den dato, hvor udlændingen forlader det område,
indrejseforbuddet gælder for. Den foreslåede ændring indebærer, at et indrejseforbud, der alene er
gældende i Danmark, vil skulle beregnes fra den faktiske dato, hvor den pågældende forlader
Danmark. Et indrejseforbud efter udsendelsesdirektivets regler, vil derimod først skulle beregnes fra
den dato, hvor den pågældende forlader medlemsstaternes område.
Hvis den pågældende ikke udrejser eller udsendes ved politiets hjælp, og myndighederne ikke er
bekendt med udrejsetidspunktet, kan udrejsetidspunktet fastsættes skønsmæssigt på baggrund af
relevante oplysninger om blandt andet afgørelsestidspunkt og sidste opholdssted. Muligheden for at
fastsætte udrejsetidspunktet skønsmæssigt forudsættes navnlig udnyttet i de tilfælde, hvor
myndighederne er bekendt med, at den pågældende er udrejst, men hvor det eksakte
udrejsetidspunkt ikke kendes.
En udlænding, der er udvist med indrejseforbud i Danmark, der har været forsvundet fra sit
indkvarteringssted i mindst 3 år, og som ikke i perioden er genopdukket eller antruffet af politiet,
må
–
med mindre andet peger i modsat retning
–
antages at være udrejst af Danmark. Der vil i
sådanne tilfælde kunne fastsættes et skønnet udrejsetidspunkt.
Har en udlænding fået fastsat et udrejsetidspunkt skønsmæssigt, kan udrejsetidspunktet ændres, hvis
der foreligger dokumentation for, eller det er sandsynliggjort, at udrejsetidspunktet er et andet end
det skønsmæssigt fastsatte. Udrejsetidspunktet vil i den forbindelse både kunne ændres til et
tidligere såvel som et senere tidspunkt. Registreringen i Kriminalregistret og SIS II som følge af
indrejseforbuddet skal i givet fald ændres. Indrejseforbuddet vil således skulle regnes fra det nye
udrejsetidspunkt. Det forudsættes, at vurderingen af, om udrejsetidspunktet kan fastsættes
skønsmæssigt, foretages af den myndighed, der foretager registreringerne som følge af
indrejseforbuddet i Kriminalregistret og SIS II.
Den gældende formulering kan herudover give anledning til tvivl om, hvorvidt et indrejseforbud har
gyldighed før udrejsen eller udsendelse, og om indrejseforbuddet skal regnes fra det eksakte
tidspunkt, hvor den pågældende forlader området. Udlændinge- og Integrationsministeriet er dog
ikke bekendt med, at der har været tvivl herom. Da der i øvrigt foretages ændringer af
bestemmelsen, finder Udlændinge- og Integrationsministeriet det hensigtsmæssigt samtidigt at
præcisere denne del af bestemmelsen.
187
 UUI, Alm.del - 2019-20 - Bilag 58: Lovudkast om ændring af udlændingeloven og forskellige andre love, fra udlændinge- og integrationsministeren
Forslaget skal i øvrigt ses sammen med den øvrige nyaffattelse af § 32, der har til formål at forenkle
bestemmelsen. Med forslaget til § 32, stk. 6, samles alle bestemmelser om, hvornår et
indrejseforbud skal regnes fra.
Den foreslåede bestemmelse vil finde anvendelse for alle indrejseforbud efter de foreslåede § 32,
stk. 1, nr. 1, 3 og 5. Opholder udlændingen sig uden for Danmark, vil et indrejseforbud efter den
foreslåede stk. 1, nr. 5, dog skulle regnes fra datoen for konstateringen af, at udlændingen opfylder
betingelserne for at blive meddelt indrejseforbud, jf. de foreslåede § 32, stk. 6, 3. pkt.
Det foreslås, at der som
§ 32, stk. 6, 2. pkt.,
indsættes en bestemmelse, hvorefter indrejseforbud
efter stk. 1, nr. 3 og 4, skal regnes fra den dato, hvor udlændingen opfylder betingelserne for at
blive meddelt indrejseforbud efter bestemmelserne.
Forslaget skal navnlig ses i lyset af ønsket om at systematisere reglerne om indrejseforbud, og gøre
reglerne mere letlæselige. Der er ikke tilsigtet materielle ændringer af bestemmelsernes indhold.
Der er således tale om en videreførelse af hidtil gældende ret.
Det foreslås, at der som
§ 32, stk. 6, 3. pkt.,
indsættes en bestemmelse, hvorefter indrejseforbud
efter den foreslåede stk. 1, nr. 5, regnes fra datoen for konstateringen af, at udlændingen opfylder
betingelserne for at blive meddelt indrejseforbud, hvis udlændingen opholder sig uden for Danmark.
Forslaget har til formål at præcisere udlændingelovens § 32, stk. 12, 2. pkt. Der henvises i den
forbindelse til bemærkningerne til den foreslåede § 32, stk. 6, 1. pkt.
En afgørelse om bortfald efter § 21 b, har retskraft fra afgørelsestidspunktet. Den foreslåede
bestemmelse i § 32, stk. 5, 2. pkt., indebærer, at indrejseforbud til en udlænding, hvis
opholdstilladelse eller opholdsret er bortfaldet efter § 21 b, og som opholder sig uden for Danmark
på afgørelsestidspunktet, skal regnes fra den dato, hvor der træffes afgørelse efter § 21 b.
Det foreslås, at der som
§ 32, stk. 7,
indsættes en bestemmelse, hvorefter et indrejseforbud meddelt
en udlænding omfattet af EU-reglerne, ophæves efter ansøgning, hvis den pågældendes personlige
adfærd ikke længere kan anses for at udgøre
en reel, umiddelbar og tilstrækkelig alvorlig trussel
imod
den offentlige orden, sikkerhed eller sundhed. Der skal tages stilling til en ansøgning om
ophævelse af indrejseforbuddet inden 6 måneder fra ansøgningens indgivelse.
Uden for de tilfælde,
der er nævnt i 1. pkt., kan et
indrejseforbud efter stk. 1, nr. 1 eller 2, ophæves, hvis ganske særlige
grunde, herunder hensynet til familiens enhed, taler derfor, medmindre den pågældende udlænding
er udvist som følge af kriminalitet. Herudover kan et indrejseforbud efter stk. 1, nr. 2, ophæves, hvis
udlændingen har forladt landet i overensstemmelse med en fastsat udrejsefrist.
Der er med forslaget til § 32, stk. 7,
1. og 2. pkt.,
ikke tilsigtet nogen ændring af gældende ret. Den
foreslåede bestemmelse skal således alene tydeliggøre det, som allerede gælder i dag. Forslaget har
i den forbindelse til hensigt at gøre bestemmelsens ordlyd mere direktivnær, således at det
188
 UUI, Alm.del - 2019-20 - Bilag 58: Lovudkast om ændring af udlændingeloven og forskellige andre love, fra udlændinge- og integrationsministeren
2139967_0189.png
tydeliggøres, at den vurdering, der skal foretages, er en vurdering af, om den pågældende fortsat er
en trussel imod den offentlige orden, sikkerhed og sundhed, og at myndighederne som hidtil skal
inddrage enhver ændring af de forhold, der begrundede udstedelsen af indrejseforbuddet. Der
henvises til afsnit 8.1.6 i lovforslagets almindelige bemærkninger.
Forslaget skal navnlig ses i lyset af ønsket om at forenkle reglerne om indrejseforbud, og gøre
reglerne mere letlæselige. Med forslaget til § 32, stk. 7, samles alle de gældende bestemmelser om
ophævelse af indrejseforbud. Der er således som udgangspunkt tale om en videreførelse af
gældende ret. Derudover foretages der konsekvensrettelser som følge af ophævelsen af
udlændingelovens § 25 b, stk. 2, og det samtidige forslag til § 32, stk. 1, nr. 2.
Ved vurderingen af, om et indrejseforbud til en udlænding omfattet af EU-reglerne, skal ophæves,
skal myndighederne som hidtil inddrage enhver ændring af de forhold, der begrundede udstedelsen
af indrejseforbuddet. Der henvises i øvrigt til afsnit 9.1.6 i lovforslagets almindelige bemærkninger.
Forslaget til § 32, stk. 7, 3. pkt., indebærer, at indrejseforbud efter den foreslåede § 32, stk. 1, nr. 1
og 2, vil kunne ophæves, hvis ganske særlige grunde taler derfor. Er den pågældende udlænding
udvist som følge af kriminalitet, vil indrejseforbuddet dog ikke kunne ophæves. Bestemmelsen har
navnlig til formål at gennemføre udsendelsesdirektivets artikel 11.
Muligheden for at ophæve et indrejseforbud efter udsendelsesdirektivets artikel 11, har hidtil været
gennemført i udlændingelovens § 32, stk. 11, hvorefter det har været muligt at ophæve et
indrejseforbud til en tredjelandsstatsborgere der er udvist efter udlændingelovens § 25 b.
Udlændingelovens § 25 b, omfatter dog ikke alle indrejseforbud, der meddeles
tredjelandsstatsborgere, som er omfattet af udsendelsesdirektivets regler. Tredjelandsstatsborgere,
der udvises efter § 25, § 25 a, stk. 2, og den foreslåede § 25 b, vil således også kunne være omfattet
af udsendelsesdirektivets regler. Udlændinge- og Integrationsministeriet vurderer på den baggrund,
at det er nødvendigt at udstrække muligheden for at kunne ophæve et indrejseforbud til disse
grupper. Af praktiske hensyn, herunder særligt hensynet til en effektiv administration af reglerne,
foreslås det dog at udvide bestemmelsen til at omfatte alle typer af indrejseforbud efter den
foreslåede § 32, stk. 1, nr. 1 og 2, undtaget de, der er en følge af udvisning på baggrund af
kriminalitet.
De grunde, der taler for at undlade at meddele et indrejseforbud efter den foreslåede § 32, stk. 3, vil
også kunne tale for efterfølgende at ophæve indrejseforbuddet efter den foreslåede § 32, stk. 7, 3.
pkt. Det vil navnlig være af humanitære grunde eller på grund af Danmarks internationale
forpligtelser, jf. f.eks. artikel 8 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Der kan således
være tale om tilfælde, hvor tredjelandsstatsborgeren pludselig er blevet meget alvorlig syg,
eventuelt hospitalsindlagt, og derfor ikke har kunnet udrejse i overensstemmelse med udrejsefristen,
eller tilfælde, hvor hensynet til Danmarks internationale forpligtelser, bl.a. hensynet til familiens
enhed, gør, at en tredjelandsstatsborger ikke bør meddeles et indrejseforbud trods overskridelse af
en udrejsefrist eller pålæg om at udrejse straks.
189
 UUI, Alm.del - 2019-20 - Bilag 58: Lovudkast om ændring af udlændingeloven og forskellige andre love, fra udlændinge- og integrationsministeren
Andre særlige grunde til ikke at udvise tredjelandsstatsborgeren kan være, at
tredjelandsstatsborgeren samarbejder med politiet om udrejsen, og overskridelse af udrejsefristen
således ikke skyldes forhold hos den pågældende. Hvis tredjelandsstatsborgeren senere ikke
længere ønsker at samarbejde om udrejsen, skal Udlændingestyrelsen træffe afgørelse om udvisning
med indrejseforbud, medmindre særlige grunde taler herimod. Hvis en tredjelandsstatsborger over
for politiet tilkendegiver, at han eller hun ikke længere ønsker at medvirke til udsendelsen, indstiller
politiet således til Udlændingestyrelsen, at den pågældende udvises med indrejseforbud. Når
Udlændingestyrelsen i et sådant tilfælde udviser tredjelandsstatsborgeren med indrejseforbud, vil en
efterfølgende tilkendegivelse fra tredjelandsstatsborgeren om på ny at ville samarbejde om udrejsen
ikke berettige til en ophævelse af indrejseforbuddet.
Endelig kan der være tilfælde, hvor det på grund af tredjelandsstatsborgerens alder, f.eks. hvor der
er tale om en uledsaget mindreårig, undlades at træffe afgørelse om udvisning.
Efter udsendelsesdirektivets artikel 11, stk. 3, 4. pkt., kan medlemsstaterne ophæve et
indrejseforbud
–
ikke blot i individuelle tilfælde
–
men også i visse kategorier af tilfælde.
Bestemmelsen sigter mod en situation, hvor der opstår en humanitær katastrofe i et tredjeland, som
f.eks. jordskælv eller væbnede konflikter, der medfører en stor tilstrømning af fordrevne personer,
og hvor de almindelige procedurer for ophævelse af indrejseforbud i forhold til personer fra dette
land, vil tage for lang tid og ikke være mulig at gennemføre. Den foreslåede hjemmel til at ophæve
et allerede meddelt indrejseforbud i udlændingelovens § 32, stk. 7, 3. pkt., vil helt undtagelsesvist
også kunne anvendes i forhold til sådanne kategorier af tilfælde.
Et indrejseforbud vil alene kunne ophæves efter den foreslåede bestemmelse i udlændingelovens §
32, stk. 7, 4. pkt., hvis udlændingen har forladt landet i overensstemmelse med en meddelt
udrejsefrist, og hvor indrejseforbuddet derfor er meddelt på et forkert grundlag.
Det foreslås, at der som
§ 32, stk. 8, nr. 1-4,
indsættes bestemmelser, hvorefter et indrejseforbud
bortfalder, (1) hvis den pågældende under de i § 10, stk. 3 og 4, nævnte betingelser meddeles
opholdstilladelse efter §§ 7-9 f, 9 i-9 n, 9 p eller 9 q, (2) den pågældende, efter at der er foretaget en
vurdering svarende til den i stk. 7, 1. og 2. pkt., nævnte vurdering, får udstedt et registreringsbevis
eller opholdskort, jf. § 6, (3) hvis den pågældende ophører med at være omfattet af de restriktive
foranstaltninger som nævnt i stk. 2, nr. 1, eller (4) hvis den pågældende ophører med at være
optaget på listen som nævnt i stk. 2, nr. 2.
Formålet med nyaffattelsen er alene at gøre loven lettere at læse ved at systematisere bestemmelsen
efter indhold. Der er således tale om en videreførelse af gældende ret.
Den foreslåede § 32, stk. 8, nr. 1, er en videreførelse af den gældende § 32, stk. 7. De foreslåede §
32, stk. 8, nr. 3 og 4, er en videreførelse af henholdsvis gældende § 32, stk. 9, 3. pkt., 1. led, og stk.
10, 3. pkt., 1. led.
190
 UUI, Alm.del - 2019-20 - Bilag 58: Lovudkast om ændring af udlændingeloven og forskellige andre love, fra udlændinge- og integrationsministeren
Der henvises i øvrigt til afsnit 8 i lovforslagets almindelige bemærkninger.
Til nr. 26
Det følger af udlændingelovens § 32 a, at afslag på en ansøgning om opholdstilladelse efter § 7 eller
§ 8, stk. 1 eller 2, samt afgørelser om bortfald eller inddragelse af en sådan opholdstilladelse tillige
skal indeholde afgørelse om, hvorvidt udlændingen kan udsendes, hvis denne ikke udrejser
frivilligt, jf. udlændingelovens § 31.
Det foreslås at ændre
§ 32 a
således, at henvisningen til § 8, stk. 1 eller 2, udgår af bestemmelsens
1. led. Det foreslås samtidig, at det i bestemmelsens 2. led fastslås, at også afgørelser om nægtelse
af forlængelse af en opholdstilladelse meddelt efter lovens § 7 eller lovens § 8, stk. 1 eller 2, tillige
skal indeholde afgørelse om, hvorvidt udlændingen kan udsendes, hvis denne ikke udrejser
frivilligt, jf. lovens § 31.
Det foreslås således, at det direkte af ordlyden af udlændingelovens § 32 a fremgår, at der i
afgørelser om afslag på opholdstilladelse efter § 7, og i afgørelser om bortfald, nægtelse af
forlængelse eller inddragelse af en opholdstilladelse meddelt efter § 7 eller § 8, stk. 1 eller 2,
samtidig træffes afgørelse om, hvorvidt udlændingen kan udsendes, hvis denne ikke udrejser
frivilligt, jf. § 31.
Baggrunden for forslaget vedrørende bestemmelsens 1. led er, at sager om genbosætning efter
udlændingelovens § 8, stk. 1 eller 2, forelægges for Udlændingestyrelsen, mens udlændingen
opholder sig uden for landet, og at vurderingen af, hvorvidt en udlænding skal tilbydes
genbosætning i Danmark efter udlændingelovens § 8, foretages, mens udlændingen befinder sig i
udlandet. Der er derfor ikke behov for at kunne træffe afgørelse, hvorvidt udlændingen skal
udsendes af landet.
Forslaget lovfæster endvidere i bestemmelsens 2. led den gældende praksis hos
udlændingemyndighederne, hvorefter der i forbindelse med afslag på forlængelse af
opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7 eller § 8, stk. 1 eller 2, samtidig træffes afgørelse efter
udlændingelovens § 32 a om, hvorvidt udlændingen kan udsendes, hvis denne ikke udrejser
frivilligt, jf. § 31.
Fremover vil det således fremgå direkte af ordlyden af udlændingelovens § 32 a, at der i afgørelser
om afslag på opholdstilladelse efter § 7, og i afgørelser om bortfald, nægtelse af forlængelse eller
inddragelse af en opholdstilladelse meddelt efter § 7, stk. 1, 2 eller 3, eller § 8, stk. 1 eller 2,
samtidig træffes afgørelse om, hvorvidt udlændingen kan udsendes, hvis denne ikke udrejser
frivilligt, jf. § 31.
191
 UUI, Alm.del - 2019-20 - Bilag 58: Lovudkast om ændring af udlændingeloven og forskellige andre love, fra udlændinge- og integrationsministeren
Forslaget ændrer ikke på kriterierne for, hvornår en opholdstilladelse meddelt efter de nævnte
bestemmelser nægtes forlænget.
Der henvises i øvrigt til afsnit 12 i lovforslagets almindelige bemærkninger.
Til nr. 27
Det følger af udlændingelovens § 32 b, at en afgørelse om, at en udlænding, der er meddelt afslag
på en ansøgning om opholdstilladelse efter § 7 eller § 8, stk. 1 eller 2, ikke kan udsendes af landet,
jf. § 31, skal ændres, hvis det grundlag, som er angivet i afgørelsen, ikke længere er til stede.
Som en konsekvens af den foreslåede ændring i § 32 a, 1. led, foreslås det, at henvisningen til § 8,
stk. 1 eller 2, tillige udgår af udlændingelovens
§ 32 b.
Baggrunden for forslaget er, at sager om genbosætning efter udlændingelovens § 8, stk. 1 eller 2,
forelægges for Udlændingestyrelsen, mens udlændingen opholder sig uden for Danmark, og at
afgørelsen om, hvorvidt en udlænding skal tilbydes genbosætning eller ej således træffes, mens
vedkommende opholder sig uden for landet, hvorfor der ikke er behov for at kunne træffe afgørelse
om, hvorvidt udlændingen kan udsendes af landet.
Der henvises i øvrigt til afsnit 12 i lovforslagets almindelige bemærkninger.
Til nr. 28
Den gældende § 33 indeholder en række regler om fastsættelse af udrejsefrist, opsættende virkning
mv.
Det foreslås, at der indsættes en overskrift før § 33, som affattes således:
»Fastsættelse af udrejsefrist«
Forslaget skal ses på baggrund af den foreslåede ændring af udlændingelovens § 33. Overskriften
vil tydeliggøre bestemmelsens indhold, hvilket bidrager til at skabe mere klarhed over denne del af
reglerne i udlændingeloven.
Der henvises i øvrigt til afsnit 3 i lovforslagets almindelige bemærkninger.
Til nr. 29
Det fremgår af udlændingelovens § 33, stk. 1, at afslag
på en ansøgning om opholdstilladelse eller
på en ansøgning om forlængelse af opholdstilladelse, beslutning om inddragelse af
opholdstilladelse, afslag på en ansøgning om udstedelse af et registreringsbevis eller opholdskort, jf.
192
 UUI, Alm.del - 2019-20 - Bilag 58: Lovudkast om ændring af udlændingeloven og forskellige andre love, fra udlændinge- og integrationsministeren
§ 6, beslutning om inddragelse af et registreringsbevis eller opholdskort, jf. § 6, beslutning om
udvisning efter §§ 25, 25 a eller 25 b og beslutning om udsendelse efter § 27 b skal indeholde en
frist for udrejse.
Det fremgår videre af bestemmelsen, at afgørelsen skal indeholde oplysning om reglerne i stk. 3, 1.,
3. og 4. pkt., om, hvorvidt udlændingen har ret til at blive i landet under behandling af en eventuel
klagesag.
Det foreslås at ændre udlændingelovens
§ 33, stk. 1,
om fastsættelse af udrejsefrist således, at en
afgørelse eller beslutning, hvorved det meddeles en udlænding, at udlændingen i medfør af reglerne
i kapitel 1 og 3-4 a, ikke har ret til ophold her i landet, skal indeholde en frist for udrejse.
Det foreslås videre, at en sådan afgørelse eller beslutning skal meddeles skriftligt og indeholde
oplysninger om klageadgang og mulighed for opsættende virkning. Endelig foreslås det, at
udlændingen efter anmodning gives en skriftlig eller mundtlig oversættelse af de vigtigste elementer
i afgørelsen eller beslutningen på et sprog vedkommende forstår eller med rimelighed kan formodes
at forstå.
Bestemmelsens udformning ændres, således at bestemmelsen, fremover generelt vil fastslå, at en
afgørelse, hvorved det meddeles en udlænding, at udlændingen efter reglerne i kapitel 1 og 3-4 a
ikke har ret til ophold her i landet, skal indeholde en udrejsefrist.
Baggrunden for ændringen er Rådets gennemførelsesafgørelse af 15. februar 2018 om afhjælpning
af de mangler, der blev konstateret ved evalueringen i 2017 af Danmarks anvendelse af
Schengenreglerne på området tilbagesendelse, om at sikre, at der systematisk træffes afgørelse om
tilbagesendelse af tredjelandsstatsborgere med ulovligt ophold i Danmark, før de udsendes, og at
sikre at afgørelser om tilbagesendelse affattes skriftligt, angiver de faktiske og retlige grunde samt
oplyser om de retsmidler, der er til rådighed.
Formålet med ændringen af bestemmelsen er at sikre en korrekt gennemførelse af
udsendelsesdirektivets artikel 6, stk. 1, og artikel 7, stk. 1, som generelt pålægger medlemsstaterne
at træffe en tilbagesendelsesafgørelse
–
indeholdende en udrejsefrist
–
over for
tredjelandsstatsborgere, der opholder sig ulovligt på deres område.
Den foreslåede bestemmelse vil for det første omfatte de afgørelser og beslutninger, der allerede i
dag er omfattet af bestemmelsen, herunder afslag på ansøgning om opholdstilladelse, afslag på
ansøgning om forlængelse af opholdstilladelse, beslutning om inddragelse af opholdstilladelse,
afslag på en ansøgning om udstedelse af et registreringsbevis eller opholdskort, inddragelse af et
registreringsbevis eller opholdskort, udvisning efter udlændingelovens §§ 25, 25 a, eller 25 b og
udsendelse efter udlændingelovens § 27 b.
193
 UUI, Alm.del - 2019-20 - Bilag 58: Lovudkast om ændring af udlændingeloven og forskellige andre love, fra udlændinge- og integrationsministeren
Bestemmelsen vil for det andet omfatte afslag på en ansøgning om forlængelse af visum, eller ret til
ophold, afgørelse om inddragelse eller annullering af et visum efter §§ 23-26 i bekendtgørelse nr.
1683 af 17. december 2018 om udlændinges adgang til Danmark på grundlag af et visum
(visumbekendtgørelsen) om inddragelse eller annullering af et visum.
Afslag på en ansøgning om forlængelse af visum, eller ret til visumfrit ophold, afgørelse om
inddragelse eller annullering af et visum omfatter endvidere afgørelser efter § 22 i
visumbekendtgørelsen, hvorefter et visum i en række nærmere bestemte tilfælde kan forlænges af
Udlændingestyrelsen under en udlændings ophold her i landet. Meddeles der afslag efter udløbet af
gyldighedsperioden eller varigheden af det ophold, hvortil der er udstedt visum, og er den
pågældende udlænding ikke udrejst, opholder den pågældende udlænding sig ulovligt her i landet,
og den pågældende vil i afgørelsen under henvisning til udlændingelovens § 30, stk. 1, blive pålagt
at udrejse.
For det tredje omfatter bestemmelsen beslutninger, hvor bortfald af en opholdstilladelse i medfør af
udlændingelovens §§ 17, 17 a og 21 b, stk. 1, konstateres.
Efter udlændingelovens § 17 bortfalder en opholdstilladelse, når en udlænding opgiver sin bopæl
her i landet, eller når udlændingen har opholdt sig uden for landet i en vis periode, jf. herom
udlændingelovens § 17, stk. 1 og 2. Efter udlændingelovens § 17 a bortfalder en opholdstilladelse
endvidere som følge af ophold uden for landet i 12 måneder som led i repatriering.
Bortfald af en opholdstilladelse efter udlændingelovens § 17 og § 17 a sker som udgangspunkt ex
lege (automatisk). Bortfald kan efterfølgende konstateres ved afgørelse, såfremt
tredjelandsstatsborgeren på ny genindrejser i Danmark eller fra udlandet indgiver ansøgning om
dispensation for bortfald med henblik på at kunne genindrejse, og såfremt betingelserne for bortfald
i øvrigt er opfyldt.
Efter udlændingelovens § 21 b, stk. 1, bortfalder en opholdstilladelse eller opholdsret, hvis en
udlænding opholder eller har opholdt sig uden for landet, og der er grund til at antage, at
udlændingen under opholdet uden for landet deltager eller har deltaget i aktiviteter, hvor dette kan
indebære eller forøge en fare for statens sikkerhed, andre staters sikkerhed eller en væsentlig trussel
mod den offentlige orden (fremmedkriger).
Ved bortfald af en opholdstilladelse efter udlændingelovens § 21 b, stk. 1, anses opholdstilladelsen
dog først for bortfaldet, når der efter en konkret vurdering er truffet beslutning herom.
Endelig vil bestemmelsen for det fjerde omfatte en række afgørelser om afvisning af indgivelse af
ansøgning om opholdstilladelse, hvor indgivelse af ansøgning som udgangspunkt er betinget af
lovligt ophold her i landet, og hvor det i forbindelse med indgivelse af ansøgning konstateres, at
udlændingen har ulovligt ophold og ikke i øvrigt gives adgang til at indgive ansøgningen her i
landet. Der kan henvises til udlændingelovens § 9, stk. 25, (om ansøgning om opholdstilladelse som
194
 UUI, Alm.del - 2019-20 - Bilag 58: Lovudkast om ændring af udlændingeloven og forskellige andre love, fra udlændinge- og integrationsministeren
led i familiesammenføring), § 9 a, stk. 5, (om ansøgning om opholdstilladelse på grundlag af
beskæftigelse), § 9 c, stk. 6, (om ansøgning om opholdstilladelse som følge af ganske særlige
grunde eller som led i litterær virksomhed, jf. § 9 c, stk. 1, og § 9 c, stk. 4), § 9 f, stk. 9, (om
ansøgning om opholdstilladelse som religiøs forkynder eller missionær), § 9 i, stk. 3, (om
ansøgning om opholdstilladelse med henblik på uddannelse), § 9 j, stk. 2, (om ansøgning om
opholdstilladelse med henblik på au pair-ophold), § 9 k, stk. 2, (om ansøgning om opholdstilladelse
som praktikant eller volontør), § 9 l, stk. 2, (om ansøgning om opholdstilladelse til et
længerevarende ferieophold ifølge en aftale mellem Danmark og en anden stat, jf. § 45), § 9 m, stk.
2, (om ansøgning om opholdstilladelse på grund af familiemæssig tilknytning til en herboende, når
erhvervs- eller beskæftigelsesmæssige hensyn taler derfor), § 9 n, stk. 2, (om ansøgning om
opholdstilladelse på grund af familiemæssig tilknytning til en herboende, når hensynet til denne
taler herfor), § 9 p, stk. 2, (om ansøgning om opholdstilladelse med henblik på beskæftigelse, der
følger af Danmarks internationale forpligtelser), og § 9 q, stk. 11, (om ansøgning om
opholdstilladelse til en pensionist, som har været ansat ved en herværende international
organisation, EU-institution el.lign.).
Det vil være uden betydning, om afgørelsen, der træffes i medfør af den foreslåede bestemmelse,
træffes med hjemmel i udlændingeloven eller med hjemmel i regler udstedt efter bemyndigelse
fastsat i udlændingeloven.
Det vil være en forudsætning for, at der kan træffes en afgørelse, der fastsætter en udrejsefrist efter
den foreslåede ordning, at udlændingen på det tidspunkt, hvor afgørelsen, beslutningen eller
dommen træffes, opholder sig ulovligt her i landet, eller at tredjelandsstatsborgeren som følge af
afgørelsen eller beslutningen ikke længere har lovligt ophold her i landet.
Har udlændingen på tidspunktet for afgørelsen eller beslutningen lovligt ophold, og ændres der ikke
herved som følge af afgørelsen eller beslutningen, vil der ikke skulle fastsættes en udrejsefrist i
afgørelsen eller beslutningen. Som eksempel herpå kan nævnes en udlænding, der inden udløbet af
et visum eller visumfrit ophold ansøger om forlængelse af opholdet, men som
–
fortsat inden udløb
af visummet eller det visumfrie ophold
–
meddeles afslag herpå. Den pågældende udlænding vil
således frem til visummets eller det visumfrie opholds udløb fortsat have lovligt ophold, og der vil
ikke i afslaget skulle fastsættes en udrejsefrist.
I tilfælde, hvor en udlænding pågribes under ulovligt ophold, herunder et udløbet visum eller
overskredet visumfrit ophold, her i landet og ikke indgiver ansøgning om opholdstilladelse eller
ikke meddeles ret til ophold her i landet i forbindelse med indgivelse af en ansøgning om
opholdstilladelse, skal Udlændingestyrelsen og Styrelsen for International Rekruttering og
Integration som hovedregel udvise udlændingen med indrejseforbud efter bestemmelsen i
udlændingelovens § 25 b, stk. 1, og som udgangspunkt fastsætte udrejsefristen til straks, idet der i
disse tilfælde normalt vil være grundlag for at antage, at der er risiko for, at udlændingen vil
forsvinde.
195
 UUI, Alm.del - 2019-20 - Bilag 58: Lovudkast om ændring af udlændingeloven og forskellige andre love, fra udlændinge- og integrationsministeren
For så vidt angår sager om indgivelse af ansøgning fra en udlænding, der opholder sig ulovligt her i
landet, ændres der ikke ved, at myndighederne i overensstemmelse med gældende praksis skal tage
stilling til, om ansøgningen kan tillades indgivet, således at den pågældende kan opholde sig på
processuelt ophold under behandlingen af den pågældendes ansøgning. Findes der ikke grundlag for
at tillade ansøgningen indgivet og tillade den pågældende at opholde sig her i landet på baggrund af
processuelt ophold under sagsbehandlingen, skal udlændingemyndighederne fremover fastsætte en
udrejsefrist i overensstemmelse med den foreslåede bestemmelse i § 33, stk. 1. Meddeles
udlændingen ret til at opholde sig her i landet under sagens behandling, vil et eventuelt afslag på
ansøgningen udgøre den tilbagesendelsesafgørelse i udsendelsesdirektivets forstand, som tillige skal
indeholde en udrejsefrist efter udlændingelovens § 33, stk. 2.
Det forhold, at en afgørelse eller beslutning, som foreslås omfattet af udlændingelovens § 33, stk. 1,
1. pkt., kan påklages til Udlændingenævnet eller Flygtningenævnet, ændrer som udgangspunkt ikke
ved, at der i afgørelsen eller beslutningen skal fastsættes en udrejsefrist. Tillægges påklage af en
afgørelse opsættende virkning, suspenderes den fastsatte udrejsefrist under behandling af
klagesagen, jf. lovforslagets § 1, nr. 19, og såfremt klagesagen ikke fører til, at udlændingen gives
ret til ophold her i landet, skal der i forbindelse med afgørelsen i klagesagen fastsættes en ny
udrejsefrist efter udlændingelovens § 33, stk. 1.
Praksis for fastsættelse af udrejsefrist efter § 33, stk. 2, forudsættes videreført for de afgørelser og
beslutninger, som hidtil har været omfattet af udlændingelovens § 33, stk. 1.
I de afgørelser og beslutninger, som med den foreslåede ændring fremover vil være omfattet af
udlændingelovens § 33, stk. 1, 1. pkt., vil der som udgangspunkt blive fastsat en udrejsefrist på 7
dage og i påtrængende tilfælde til straks i overensstemmelse med udlændingelovens § 33, stk. 2.
Det foreslås, at afgørelser og beslutninger, der bliver omfattet af udlændingelovens § 33, stk. 1, 1.
pkt., skal meddeles skriftligt. Det samme gælder en afgørelse om, hvorvidt en klage over en sådan
afgørelse kan tillægges opsættende virkning. Efter anmodning skal udlændingen endvidere gives en
skriftlig eller mundtlig oversættelse af de vigtigste elementer i afgørelsen på et sprog, som
udlændingen forstår eller med rimelighed kan formodes at forstå.
En afgørelse eller beslutning, der bliver omfattet af udlændingelovens § 33, stk. 1, 1. pkt., skal
herudover angive de faktiske og retlige grunde for afgørelsen og oplyse om de retsmidler, der er til
rådighed.
Det skal som hidtil udtrykkeligt anføres i afgørelserne, at den pågældende vil kunne udsendes
tvangsmæssigt, jf. udlændingelovens § 30, stk. 2, hvis udlændingen ikke udrejser frivilligt i
overensstemmelse med udrejsefristen, medmindre udlændingelovens § 31 er til hinder for
tvangsmæssig udsendelse.
196
 UUI, Alm.del - 2019-20 - Bilag 58: Lovudkast om ændring af udlændingeloven og forskellige andre love, fra udlændinge- og integrationsministeren
Endelig foreslås det, at udlændingen efter anmodning gives en skriftlig eller mundtlig oversættelse
af de vigtigste elementer i afgørelsen eller beslutningen på et sprog vedkommende forstår eller med
rimelighed kan formodes at forstå. Der er herved tale om en videreførelse af den hidtil gældende
bestemmelse i udlændingelovens § 33 b. Bestemmelsen gennemfører artikel 12, stk. 2, i
udsendelsesdirektivet. Der er efter bestemmelserne ikke pligt til at oversætte hele afgørelsen.
Oversættelsen skal således indeholde de væsentligste faktiske og retlige grunde for afgørelsen samt
relevant klagevejledning. De faktiske grunde omfatter de konkrete forhold i sagen, der har
afgørende betydning for sagens afgørelse. Det er den myndighed, der har truffet afgørelsen, der
tager stilling til anmodningen om oversættelse, herunder vurderer, på hvilket sprog oversættelsen
skal gives. En rimelig formodning om, at udlændingen forstår det pågældende sprog, kan etableres
ved, at ansøgningen er udformet på det pågældende sprog, eller udlændingen i øvrigt har anvendt
sproget over for udlændingemyndighederne.
Der henvises i øvrigt til afsnit 5 og 6 i lovforslagets almindelige bemærkninger.
Til nr. 30
Det fremgår af udlændingelovens § 33, stk. 2, at udrejsefristen i afgørelser, der er omfattet af
udlændingelovens § 33, stk. 1, fastsættes til 1 måned, hvis udlændingen er statsborger i et andet
nordisk land og har haft bopæl her i landet, hvis udlændingen er omfattet af EU-reglerne, eller hvis
udlændingen hidtil har haft opholdstilladelse.
Det fremgår endvidere, at udrejsefristen i afgørelser om afslag på ansøgning om opholdstilladelse
efter udlændingelovens § 9 b og § 9 c, stk. 3, nr. 2, fastsættes til 15 dage og for andre udlændinge
fastsættes udrejsefristen til 7 dage. Udrejsefristen fastsættes dog altid til straks i påtrængende
tilfælde.
Det foreslås at ændre udlændingelovens
§ 33, stk. 2, 1. pkt.,
således at der henvises til
udlændingelovens § 33, stk. 1, 1. pkt.
Ændringen er en konsekvens af ændringen i udlændingelovens § 33, stk. 1, 1. og 2. pkt., jf. den
foreslåede ordning i § 1, nr. 29, hvorefter en afgørelse eller beslutning, hvorved det meddeles en
udlænding, at udlændingen efter reglerne i kapitel 1 og 3-4 a, ikke har ret til ophold her i landet,
skal indeholde en frist for udrejsen.
Den foreslåede ordning medfører ikke ændringer i fastsættelsen af udrejsefrister i medfør af
udlændingelovens § 33, stk. 2.
Til nr. 31
Det fremgår af udlændingelovens § 33, stk. 2, at
udrejsefristen fastsættes til 1 måned
i
afgørelser,
der er omfattet af udlændingelovens § 33, stk. 1, hvis udlændingen er statsborger i et andet nordisk
197
 UUI, Alm.del - 2019-20 - Bilag 58: Lovudkast om ændring af udlændingeloven og forskellige andre love, fra udlændinge- og integrationsministeren
land og har haft bopæl her i landet, hvis udlændingen er omfattet af de regler, der er nævnt i § 2,
stk. 4, (EU-reglerne), eller hvis udlændingen hidtil har haft opholdstilladelse. I afgørelser om afslag
på ansøgning om opholdstilladelse efter § 9 b og § 9 c, stk. 3, nr. 2, fastsættes udrejsefristen til 15
dage. For andre udlændinge fastsættes udrejsefristen til 7 dage. I påtrængende tilfælde fastsættes
udrejsefristen altid til straks.
Påtrængende tilfælde foreligger navnlig, når udlændingen er til fare for statens sikkerhed eller en
alvorlig trussel mod den offentlige orden, sikkerhed eller sundhed, når udlændingen har begået et
strafbart forhold, når der er tale om svig eller en åbenbart grundløs ansøgning, eller når der er risiko
for, at udlændingen vil forsvinde eller unddrage sig udsendelse. Risiko for, at udlændingen vil
forsvinde eller unddrage sig udsendelse, foreligger, når udlændingen ikke har medvirket under
sagens behandling, eller når der i øvrigt på baggrund af oplysningerne om udlændingen og
opholdets varighed og karakter er grund til at antage, at udlændingen vil forsvinde eller unddrage
sig udsendelse. Det kan ikke anses for et påtrængende tilfælde, at der er risiko for, at udlændingen
vil forsvinde, hvis udlændingen er statsborger i et af de lande, der er nævnt i udlændingelovens § 2,
stk. 1.
Efter udlændingelovens § 33, stk. 2, 6. pkt., gælder således, at risiko for, at udlændingen vil
forsvinde eller unddrage sig udsendelse, foreligger, når udlændingen ikke har medvirket under
sagens behandling, eller når der i øvrigt på baggrund af oplysningerne om udlændingen og
opholdets varighed og karakter er grund til at antage, at udlændingen vil forsvinde eller unddrage
sig udsendelse.
Det foreslås, at udlændingelovens
§ 33, stk. 2, 6. pkt.,
ændres således, at det tillige skal indgå ved
vurderingen af risikoen for, om udlændingen vil forsvinde eller unddrage sig udsendelse, om
udlændingen har lagt hindringer i vejen for sagens behandling.
Baggrunden for den foreslåede ændring er, at Rådet, på baggrund af anbefalinger fra Kommissionen
som følge af Kommissionens evaluering i februar 2017 af Danmarks gennemførelse af bl.a.
udsendelsesdirektivet har henstillet, at udlændingeloven ændres for at sikre, at der eksplicit i loven
fastsættes objektive kriterier for, hvornår der er risiko for, at en tredjelandsstatsborger, der er
genstand for tilbagesendelsesprocedurer, vil forsvinde.
Den foreslåede ændring betyder, at det direkte af udlændingeloven vil fremgå, at det i vurderingen
af, om der er risiko for, at en udlænding vil forsvinde, udover en vurdering af, om udlændingen
hidtil har medvirket til sagens behandling også kan indgå, om udlændingen har lagt hindringer i
vejen for sagens behandling. Hindringer kan f.eks. bestå i at tilsløre sin identitet, nationalitet eller
rejserute eller ved bevidst at meddele urigtige oplysninger herom.
Det bemærkes, at det allerede efter gældende ret kan indgå i vurderingen, om udlændingen hidtil
har medvirket til sagens behandling, herunder om udlændingen er mødt op til de samtaler og
198
 UUI, Alm.del - 2019-20 - Bilag 58: Lovudkast om ændring af udlændingeloven og forskellige andre love, fra udlændinge- og integrationsministeren
afhøringer, som den pågældende måtte være indkaldt til, og at det i den forbindelse tillige kan
indgå, om udlændingen under sagens behandling har lagt hindringer i vejen for sagens oplysning.
Formålet med den foreslåede ændring er således først og fremmest direkte i lovteksten at
tydeliggøre den vurdering, som allerede efter gældende ret skal foretages i forbindelse med
beslutning om fastsættelse af udrejsefristen, hvorefter udrejsefristen fastsættes til straks i
påtrængende tilfælde, herunder når udlændingen er til fare for statens sikkerhed eller sundhed, har
begået et strafbart forhold, eller når der er tale om svig eller en åbenbart grundløs ansøgning.
Der henvises i øvrigt til afsnit 4 i lovforslagets almindelige bemærkninger og til bemærkningerne til
§ 1, nr. 43.
Til nr. 32
Det følger af udlændingelovens § 33, stk. 3, at hvis en afgørelse efter stk. 1 påklages inden 7 dage
efter, at den er meddelt udlændingen, har den pågældende ret til at blive her i landet, indtil klagen er
afgjort, såfremt udlændingen enten er omfattet af EU-reglerne, jf. § 2, eller er statsborger i et andet
nordisk land og har haft bopæl her i landet eller hidtil har haft opholdstilladelse med mulighed for
varigt ophold her i landet. Opretholdes afgørelsen, fastsættes der en ny frist for udrejse efter
reglerne i stk. 2. En udlænding, der ikke hidtil har haft opholdstilladelse, registreringsbevis eller
opholdskort, jf. § 6, her i landet, og som er omfattet af EU-reglerne, jf. § 2, stk. 1 og 2, har dog ikke
ret til at blive her i landet, indtil en klage over en beslutning om udvisning efter §§ 25 a eller 25 b er
afgjort. Klage over en afgørelse, som ikke er omfattet af 1. pkt., kan kun tillægges opsættende
virkning med hensyn til udrejsefristen, hvis særlige grunde taler derfor.
En ansøgning om opholdstilladelse efter § 9 b har efter udlændingelovens § 33, stk. 4, ikke
opsættende virkning med hensyn til udrejsefristen, medmindre ganske særlige grunde taler derfor.
Det følger af § 33, stk. 5, at ansøgning om opholdstilladelse, som tillades indgivet her i landet, jf.
udlændingelovens § 9, stk. 25, § 9 a, stk. 5 og 6, § 9 c, stk. 6, § 9 f, stk. 9, § 9 i, stk. 3 og 4, § 9 j,
stk. 2 og 3, § 9 k, stk. 2 og 3, § 9 l, stk. 2 og 3, § 9 m, stk. 2 og 3, § 9 n, stk. 2 og 3, § 9 p, stk. 2 og
3, og § 9 q, stk. 11 og 12, og ansøgning om opholdstilladelse efter § 9 d tillægges opsættende
virkning med hensyn til udrejsefristen.
Hvis en afgørelse truffet af Udlændingestyrelsen efter udlændingelovens § 53 b, stk. 1, indbringes
for Folketingets Ombudsmand, har dette efter udlændingelovens § 33, stk. 6, 1. pkt., ikke
opsættende virkning med hensyn til udrejsefristen. Indbringes en afgørelse truffet af udlændinge- og
integrationsministeren efter udlændingelovens § 9 b for Folketingets Ombudsmand, har dette efter
udlændingelovens § 33, stk. 6, 2. pkt., ikke opsættende virkning med hensyn til udrejsefristen, hvis
indbringelsen må anses for åbenlyst ubegrundet eller indbringelsen ikke sker i tilknytning til
meddelelsen af afslaget på opholdstilladelse efter § 9 b.
199
 UUI, Alm.del - 2019-20 - Bilag 58: Lovudkast om ændring af udlændingeloven og forskellige andre love, fra udlændinge- og integrationsministeren
Det fremgår af udlændingelovens § 33, stk. 7, at en ansøgning om genoptagelse af en afgørelse efter
§ 7 eller § 9 b ikke har opsættende virkning med hensyn til udrejsefristen, medmindre den
myndighed, der har truffet afgørelsen, træffer beslutning herom. Er udlændingens udrejsefrist
overskredet, har en ansøgning om genoptagelse ikke opsættende virkning, medmindre ganske
særlige grunde taler derfor.
Det følger af udlændingelovens § 33, stk. 8, at en ansøgning om opholdstilladelse efter § 9 b, efter §
9 c, når ansøgningen vedrører en udlænding, der har indgivet ansøgning om opholdstilladelse efter §
7 eller efter § 9 e ikke behandles, hvis den myndighed, der skal træffe afgørelsen, ikke er bekendt
med udlændingens opholdssted. 1. pkt. finder tilsvarende anvendelse ved en ansøgning om
genoptagelse af en afgørelse efter § 7, efter § 9 b, efter § 9 c, når afgørelsen vedrører en udlænding,
der har indgivet ansøgning om opholdstilladelse efter § 7, eller efter § 9 e.
Det fremgår af udlændingelovens § 33, stk. 9, at politiet fastsætter udrejsefristen til straks, hvis
udvisning er sket ved dom, jf. dog bestemmelsens stk. 15. Udrejsefristen regnes fra tidspunktet for
løsladelse eller udskrivning fra hospital eller forvaring. Er dommen betinget, eller er udvisning sket
ved dom til ambulant behandling med mulighed for frihedsberøvelse, regnes fristen fra tidspunktet
for endelig dom i sagen eller, hvis den pågældende ikke har været til stede ved domsafsigelsen, fra
dommens forkyndelse.
Det følger af udlændingelovens § 33 c, at en udrejsefrist efter § 33, stk. 2, kan forlænges, hvis
særlige grunde, herunder opholdets varighed, hensynet til skolesøgende børn og anden
familiemæssig og social tilknytning, taler herfor. Afgørelsen skal meddeles skriftligt.
Det foreslås at ophæve udlændingelovens
§ 33, stk. 3-8
og
10-13,
og nyaffatte reglerne som § 33 a,
§ 33 b og § 40, stk. 13, idet bestemmelserne tematisk ikke hører sammen, da de omhandler
henholdsvis regler om processuelt ophold, opsættende virkning og regler om, hvornår en ansøgning
ikke behandles, når myndighederne ikke er bekendt med udlændingens opholdssted.
Videre finder Udlændinge- og Integrationsministeriet, at bestemmelsens stk. 6, hvorefter det
gælder, at hvis en afgørelse truffet af Udlændingestyrelsen efter § 53 b, stk. 1 (åbenbart grundløs)
indbringes for Folketingets Ombudsmand har dette ikke opsættende virkning med hensyn til
udrejsefristen, og hvorefter det gælder, at indbringes en afgørelse truffet af udlændinge- og
integrationsministeren efter § 9 b (humanitær opholdstilladelse) for Folketingets Ombudsmand, har
dette ikke opsættende virkning med hensyn til udrejsefristen, hvis indbringelsen må anses for
åbenlyst ubegrundet eller indbringelsen ikke sker i tilknytning til meddelelsen af afslaget på
opholdstilladelse efter lovens § 9 b, bør ophæves.
Bestemmelsen blev indsat i udlændingeloven med det formål at regulere
udlændingemyndighedernes meddelelse af opsættende virkning med hensyn til udrejsefristen, når
en afgørelse blev indbragt for Folketingets Ombudsmand og med det formål at effektivisere
sagsbehandlingen.
200
 UUI, Alm.del - 2019-20 - Bilag 58: Lovudkast om ændring af udlændingeloven og forskellige andre love, fra udlændinge- og integrationsministeren
Med forslaget til en ny bestemmelse i udlændingeloven om opsættende virkning forslås det, at
udgangspunktet er, at klage over en afgørelse efter udlændingeloven og ansøgning om forlængelse
af en opholdstilladelse givet efter denne lov ikke kan tillægges opsættende virkning, medmindre
særlige grunde taler derfor.
Det er Udlændinge- og Integrationsministeriets vurdering, at der på denne baggrund og af hensyn til
forenkling ikke ses at være behov for en selvstændig regulering af, hvorvidt indbringelse af en
afgørelse for Folketingets Ombudsmand af udlændingemyndighederne skal tillægges opsættende
virkning. Spørgsmålet om opsættende virkning må herefter afgøres i henhold til de almindelige
forvaltningsretlige principper. Det betyder, at spørgsmålet om opsættende virkning i forbindelse
med indbringelse af afgørelser for Folketingets Ombudsmand fremover ikke er eksplicit
lovreguleret, men skal afgøres på baggrund af udlændingemyndighedernes skønsmæssige
vurdering.
Formålet med at nyaffatte bestemmelserne som § 33 a, § 33 b og § 40, stk. 13, er at skabe en
tematisk opdeling af bestemmelserne om processuelt ophold og opsættende virkning, hvilket skal
bidrage til at skabe mere klarhed og overblik over reglerne. Formålet er endvidere at ophæve
udlændingelovens § 33, stk. 6, idet bestemmelsen ikke længere har noget selvstændigt indhold..
Det foreslås desuden at indsætte en ny bestemmelse i udlændingelovens
§ 33, stk. 3,
hvorefter der
skal fastsættes en ny frist for udrejse efter reglerne i udlændingelovens § 33, stk. 2, hvis en
afgørelse, der er tillagt opsættende virkning efter den foreslåede § 33 b, stk. 1 eller 2, eller § 53 a,
stk. 2, 4. pkt., stadfæstes, eller hvis en klage, der er tillagt opsættende virkning efter den foreslåede
§ 33 b, stk. 1 eller 2, frafaldes.
Formålet med bestemmelsen er at pålægge udlændingemyndighederne at fastsætte en udrejsefrist
efter reglerne i udlændingelovens § 33, stk. 2, hvis en afgørelse, der er tillagt opsættende virkning,
stadfæstes, eller hvis en klage, der er tillagt opsættende virkning, frafaldes.
Bestemmelsen indebærer, at udlændingemyndighederne i forbindelse med stadfæstelse af en
afgørelse, der er tillagt opsættende virkning, vil skulle fastsætte en udrejsefrist. Bestemmelsen
indebærer endvidere, at udlændingemyndighederne i forbindelse med en klagers frafald af sin klage
skal fastsætte en udrejsefrist.
I det omfang en automatisk påklage til Flygtningenævnet over Udlændingestyrelsens afslag på asyl
frafaldes, vil Udlændingestyrelsen skulle fastsætte en udrejsefrist, idet Udlændingestyrelsen i så
fald har truffet den endelige afgørelse om afslag på asyl.
Det foreslås endvidere i udlændingelovens
§ 33, stk. 4,
at en udrejsefrist efter § 33, stk. 2, kan
forlænges, hvis særlige grunde, herunder opholdets varighed, hensynet til skolesøgende børn og
anden familiemæssig og social tilknytning, taler herfor, at udrejsefristen højst kan forlænges indtil
201
 UUI, Alm.del - 2019-20 - Bilag 58: Lovudkast om ændring af udlændingeloven og forskellige andre love, fra udlændinge- og integrationsministeren
120 dage, at forlængelse af udrejsefristen ud over 120 dage alene kan ske
i ganske særlige tilfælde,
herunder navnlig hvor hensynet til familiens samlede udrejse taler derfor,
og at afgørelse herom
skal meddeles skriftligt.
Baggrunden for bestemmelsen er navnlig, at en forlængelse af udrejsefristen vil kunne medvirke til,
at en udlænding, der har haft et længerevarende lovligt ophold i Danmark, og som har fået inddraget
eller nægtet forlænget sin opholdstilladelse, får mulighed for at afvikle sine forhold i landet. Dette
vil kunne medvirke til en mere overskuelig udrejse og til, at flere udlændinge dermed vælger at
udrejse frivilligt, ligesom det vil give disse udlændinge mulighed for eventuelt at søge repatriering
under udrejsefristen.
Det er ikke hensigten, at udlændinge, der får fastsat en udrejsefrist til straks, skal kunne få forlænget
deres udrejsefrist efter den foreslåede bestemmelse, jf. dog nedenfor om situationen, hvor en
udlænding oplyser, at hun er gravid, og terminstidspunktet dokumenteres at være mindre end 60
dage efter den fastsatte udrejsefrist.
Efter den foreslåede bestemmelse i udlændingelovens
§ 33, stk. 4, 1. pkt.,
vil en udrejsefrist fastsat
efter § 33, stk. 2, kunne fastsættes til et senere tidspunkt eller forlænges, hvis særlige grunde,
herunder opholdets varighed, hensynet til skolesøgende børn eller anden familiemæssig og social
tilknytning, taler herfor.
Forslaget indebærer, at udlændingemyndighederne fortsat vil kunne forlænge en udrejsefrist fastsat
efter udlændingelovens § 33, stk. 2, til et senere tidspunkt, hvis særlige grunde herunder opholdets
varighed, hensynet til skolesøgende børn eller anden familiemæssig og social tilknytning, taler
herfor.
En udrejsefrist vil efter den foreslåede bestemmelse kunne forlænges allerede på det tidspunkt, hvor
myndigheden fastsætter udrejsefristen, f.eks. i forbindelse med inddragelse af en udlændings
opholdstilladelse, hvis en individuel vurdering af sagens omstændigheder begrunder det. Afgørelsen
om forlængelse af udrejsefristen vil i så fald skulle træffes af den myndighed, som træffer afgørelse
om inddragelse af opholdstilladelse, enten af egen drift eller på baggrund af en anmodning fra
udlændingen eller dennes advokat/partsrepræsentant. Det er således ikke et krav, at udrejsefristen
først fastsættes efter § 33, stk. 2, og herefter forlænges efter den foreslåede bestemmelse i § 33, stk.
4. Såfremt myndigheden ikke tager stilling til, om udrejsefristen kan forlænges i forbindelse med
afgørelsen, vil myndigheden efterfølgende skulle tage stilling til spørgsmålet, såfremt udlændingen
anmoder herom.
Hvis udlændingemyndighederne forlænger udrejsefristen, skal udlændingen orienteres herom i
afgørelsen.
Udlændingemyndighederne skal i forbindelse med fastsættelse af udrejsefristen efter
udlændingelovens § 33, stk. 2, vejlede om muligheden for forlængelse af udrejsefristen, herunder
202
 UUI, Alm.del - 2019-20 - Bilag 58: Lovudkast om ændring af udlændingeloven og forskellige andre love, fra udlændinge- og integrationsministeren
om de forhold, der kan begrunde en forlængelse af udrejsefristen.
I visse sager vil vejledning om
mulighed for forlængelse af udrejsefristen som udgangspunkt kunne undlades. Dette kan
eksempelvis være sager om studerende, arbejdstagere, medfølgende familie til disse, au pair-
personer, eller religiøse forkyndere. I sager vedrørende disse grupper vil spørgsmål om forlængelse
af en udrejsefrist med henblik på at sikre en families samlede udrejse oftest ikke opstå, idet
myndighederne som udgangspunkt træffer afgørelse samtidigt.
Beslutning om forlængelse af en udrejsefrist træffes på baggrund af en konkret vurdering af sagens
samlede omstændigheder. Ved vurderingen kan bl.a. indgå, om udlændingens samlede tilknytning
her til landet skal føre til forlængelse af udrejsefristen, herunder om den pågældende skal afvikle
eksempelvis boligforhold, bankforretninger, institutionspladser og afhænde bohave eller om den
pågældende har et mindreårigt barn, der har en forestående afsluttende eksamen. Det forudsættes, at
bestemmelsen forventes at have et snævert anvendelsesområde for så vidt angår forlængelse af
udrejsefristen af hensyn til udlændingens samlede tilknytning her til landet.
Udover de situationer, hvor der allerede efter gældende ret kan ske forlængelse af udrejsefristen, vil
udrejsefristen tillige kunne forlænges i ganske særlige tilfælde, herunder navnlig hvor hensyn til
familiens samlede udrejse taler derfor, f.eks. hvor en familie har samtidige verserende sager hos
henholdsvis Flygtningenævnet og Udlændingenævnet, således at alle familiens medlemmer har
mulighed for at udrejse samtidigt, uanset at deres sager afgøres endeligt af forskellige myndigheder,
herunder så familien kan gøre brug af et eventuelt tilbud om repatriering.
Når en familie har samtidigt verserende sager om inddragelse af opholdstilladelse i henholdsvis
Flygtningenævnet og Udlændingenævnet forudsætter det en tæt koordination mellem
myndighederne, således at det tilstræbes, at der træffes afgørelser for alle familiens medlemmer
inden for en kort tidsmæssig sammenhæng, uanset forvaltningsrettens princip om, at klagesager
behandles i den rækkefølge, de er indkommet, idet det er et relevant sagligt hensyn, at familiens
medlemmer så vidt muligt får en afgørelse inden for en kort tidsmæssig sammenhæng, og som følge
deraf kan agere i overensstemmelse med afgørelserne.
Udrejsefristen vil endvidere kunne forlænges i de tilfælde, hvor en udlænding og dennes
familiesammenførte familiemedlemmer alle har fået deres opholdstilladelser inddraget eller nægtet
forlænget, og hvor et eller flere af familiemedlemmerne søger om opholdstilladelse efter
udlændingelovens § 7 (asyl).
I sådanne tilfælde vil den familiemæssige tilknytning mellem udlændingen og dennes
familiemedlemmer indgå som et hensyn i den konkrete vurdering af, om der skal træffes afgørelse
om forlængelse af udrejsefristen. Der skal i den forbindelse lægges vægt på, om der er tale om
mindreårige børn, og om udrejsefristen har konsekvenser i relation til hensynet til familiens enhed.
Det skal desuden indgå i vurderingen, om en anmodning om forlængelse af udrejsefristen alene sker
med henblik på at kunne forlænge opholdet i Danmark og således med henblik på at unddrage sig
efterlevelse af udlændingemyndighedernes afgørelse. Det vil således f.eks. kunne tale imod
203
 UUI, Alm.del - 2019-20 - Bilag 58: Lovudkast om ændring af udlændingeloven og forskellige andre love, fra udlændinge- og integrationsministeren
forlængelse, hvis flere familiemedlemmer søger om asyl forskudt af hinanden, eller hvis
familiemedlemmerne er blevet grundigt vejledt om muligheden for at søge om asyl tidligt i
eksempelvis en inddragelsesproces, men først vælger at søge om asyl langt senere i processen,
ligesom det vil tale imod forlængelse af udrejsefristen, hvis det vurderes, at der er tale om forsøg på
at obstruere en udrejse. Der må ikke gives afslag på forlængelse af udrejsefristen, hvor hensynet til
familiens samlede udrejsefrist taler herfor.
Det bemærkes, at opregningen i bestemmelsen ikke er udtømmende. Bestemmelsen vil derfor tillige
kunne finde anvendelse, hvis andre særlige grunde gør sig gældende. Dette vil f.eks. kunne være
tilfældet, hvis en afvist asylansøger har mulighed for og indgår en særskilt aftale med danske
myndigheder om gennemførelse af særlige forløb eller lignende forud for en frivillig udrejse, og et
sådant forløbs varighed gør det nødvendigt at forlænge en fastsat udrejsefrist.
Bestemmelsen vil også fortsat kunne finde anvendelse i de situationer, hvor en udlænding oplyser,
at være gravid, og hvor terminstidspunktet dokumenteres at være mindre end 60 dage efter den
fastsatte udrejsefrist. Hvis fødslen indtræder på et senere tidspunkt end terminstidspunktet, udsættes
udrejsefristen efter anmodning til 60 dage efter det faktiske fødselstidspunkt. Hvis udlændingen før
fastsættelse af udrejsefristen dokumenterer, at terminstidspunktet er mindre end 60 dage før
afgørelsestidspunktet, skal udlændingemyndighederne i afgørelsen fastsætte en udrejsefrist til 60
dage efter terminstidspunktet.
Forlængelse af udrejsefristen af hensyn til familiens samlede udrejse vil som udgangspunkt ikke
være relevant for f.eks. studerende, arbejdstagere, medfølgende familie til disse, au pair-personer,
eller religiøse forkyndere, da Styrelsen for International Rekruttering og Integration og
Udlændingenævnet som udgangspunkt behandler henholdsvis sager og klager om inddragelse eller
nægtelse af forlængelse af disse udlændinges og deres medfølgende familiemedlemmers
opholdstilladelse samtidigt, og der normalt ikke opstår spørgsmål om forskellige udrejsefrister for
disse grupper.
Disse udlændinge vil dog fortsat i overensstemmelse med gældende praksis være
omfattet af muligheden for at få forlænget udrejsefristen f.eks. i forbindelse med graviditet, hvor
udlændingen dokumenterer terminstidspunktet/fødselstidspunktet som værende mindre end 60 dage
efter den fastsatte udrejsefrist og af hensyn til skolesøgende børn og anden familiemæssig og social
tilknytning.
Efter den forslåede bestemmelse i udlændingelovens
§ 33, stk. 4, 2. pkt.,
vil udrejsefristen kunne
forlænges indtil 120 dage.
Forslaget indebærer, at den samlede forlængede udrejsefrist højest kan udgøre 120 dage.
Udrejsefristen kan således fastsættes for en kortere periode end 120 dage, hvis
udlændingemyndighederne eksempelvis på baggrund af en konkret og individuel vurdering af
sagens og udlændingens forhold finder, at udlændingen kan afvikle sine forhold her i landet på
kortere tid end 120 dage.
204
 UUI, Alm.del - 2019-20 - Bilag 58: Lovudkast om ændring af udlændingeloven og forskellige andre love, fra udlændinge- og integrationsministeren
En udrejsefrist vil efter den foreslåede bestemmelse kunne forlænges allerede på tidspunktet for
afgørelsen om afslag på opholdstilladelse, hvis en individuel vurdering af sagens omstændigheder
begrunder det. Afgørelsen om forlængelse af udrejsefristen vil i så fald skulle træffes af den
myndighed, som træffer afgørelse om afslag, inddragelse eller nægtelse af forlængelse af
opholdstilladelse. Afgørelsen træffes enten af egen drift eller på baggrund af en anmodning fra
udlændingen eller dennes advokat/partsrepræsentant. Det er således ikke et krav, at udrejsefristen
først fastsættes efter § 33, stk. 2, og først herefter forlænges efter den foreslåede bestemmelse i §
33, stk. 4. Såfremt myndigheden ikke tager stilling til, om udrejsefristen kan forlænges i forbindelse
med selve afgørelsen om f.eks. inddragelse af opholdstilladelse, vil myndigheden efterfølgende
skulle tage stilling til spørgsmålet, såfremt udlændingen anmoder herom.
Hvis udlændingemyndighederne forlænger udrejsefristen efter den foreslåede bestemmelse, skal
udlændingemyndighederne i afgørelsen orientere udlændingen herom.
Udlændingemyndighederne skal i forbindelse med fastsættelse af udrejsefristen efter
udlændingelovens § 33, stk. 2, vejlede om muligheden for forlængelse af udrejsefristen, herunder
om de forhold, der kan begrunde en forlængelse af udrejsefristen.
Efter den foreslåede bestemmelse i udlændingelovens
§ 33, stk. 4, 3. pkt.,
vil en forlængelse af
udrejsefrisen udover 120 dage alene kunne ske
i ganske særlige tilfælde, herunder navnlig hvor
hensynet til familiens samlede udrejse taler derfor.
Forslaget indebærer, at en udlænding, der allerede har fået forlænget sin udrejsefrist i 120 dage, og
som herefter anmoder om yderligere forlængelse af sin udrejsefrist udover de 120 dage, som
udrejsefristen maksimalt kan forlænges med efter det foreslåede 2. pkt., vil kunne få forlænget sin
udrejsefrist yderligere efter det foreslåede 3. pkt.,
i ganske særlige tilfælde, herunder navnlig hvor
hensynet til familiens samlede udrejsefrist taler derfor.
En yderligere forlængelse af en udrejsefrist efter § 33, stk. 4, 3. pkt., vil således skulle ske på
baggrund af de konkrete omstændigheder, der foreligger i sagen. Der vil i så fald være tale om en
ny afgørelse, hvor der skal foretages en konkret og individuel vurdering af de nærmere
omstændigheder, herunder navnlig
hvor hensynet til familiens samlede udrejsefrist
på tidspunktet
for anmodningen tilsiger, at udrejsefristen skal forlænges. En forlængelse vil maksimalt kunne ske
med indtil 120 dage ad gangen, og vil skulle ske med udgangspunkt i tidspunktet for udrejsefristens
udløb.
En udlænding vil således eksempelvis kunne få forlænget sin udrejsefrist, hvis udlændingens
familiemedlemmer har verserende sager, som endnu ikke er færdigbehandlede. Dette kan
eksempelvis være tilfældet, hvis en udlænding har fået inddraget sin opholdstilladelse, og
Flygtningenævnet har stadfæstet afgørelsen om inddragelse, men udlændingens familiesammenførte
familiemedlemmer fortsat har verserende sager i eksempelvis Udlændingestyrelsen eller
Udlændingenævnet.
205
 UUI, Alm.del - 2019-20 - Bilag 58: Lovudkast om ændring af udlændingeloven og forskellige andre love, fra udlændinge- og integrationsministeren
Det er udgangspunktet, at en anmodning om forlængelse af en allerede fastsat udrejsefrist skal
indgives inden udrejsefristens udløb. Udlændingen er ved fastsættelsen af en udrejsefrist pålagt at
udrejse af landet, men kan, så længe udrejsefristen ikke er udløbet, ikke udsendes tvangsmæssigt.
Udlændingen har hverken før eller efter udrejsefristens udløb ret til at arbejde, studere mv., idet
udlændingen ikke længere har et lovligt opholdsgrundlag efter udlændingeloven. Såfremt
udlændingen ikke anmoder om forlængelse af udrejsefristen inden udrejsefristens udløb, skal
udlændingen udrejse i overensstemmelse med den fastsatte frist. Hvis udlændingen ikke udrejser
inden udløbet af udrejsefristen, vil vedkommende herefter opholde sig ulovligt i landet.
Hvis udlændingemyndighederne ikke kan nå at tage stilling til en ansøgning om forlængelse af en
fastsat udrejsefrist inden udrejsefristens udløb, skal politiet ved en udsendelse af udlændingen
afvente, at udlændingemyndighederne tager stilling til, om udrejsefristen kan forlænges. Der skal i
dette tilfælde ikke meddeles processuelt ophold eller opsættende virkning indtil
udlændingemyndighederne tager stilling til, hvorvidt udrejsefristen kan forlænges.
Det påhviler som udgangspunkt ikke myndighederne at forlænge en udlændings udrejsefrist af egen
drift i perioden mellem afgørelsen efter § 33, stk. 1, og udløbet af udrejsefristen. I denne periode er
det som udgangspunkt udlændingens eget ansvar at anmode om forlængelse af udrejsefristen efter
den foreslåede bestemmelse i § 33, stk. 4, hvis udlændingen ønsker at få vurderet, om udrejsefristen
kan forlænges (yderligere).
Myndighederne har således som udgangspunkt kun en pligt til at påse, om der er grundlag for at
forlænge udrejsefristen efter den foreslåede bestemmelse i forbindelse med, at der træffes en
afgørelse efter § 33, stk. 1.
Udlændingemyndighederne skal i forbindelse med fastsættelse af
udrejsefristen efter udlændingelovens § 33, stk. 2, vejlede om muligheden for forlængelse af
udrejsefristen, herunder om de forhold der kan begrunde en forlængelse af udrejsefristen.
Efter den foreslåede bestemmelse i udlændingelovens
§ 33, stk. 4, 4. pkt.,
skal afgørelsen meddeles
skriftligt.
Forslaget indebærer, at den myndighed, der træffer afgørelse om forlængelse af udrejsefristen, skal
meddele afgørelsen skriftligt til udlændingen.
Der er tale om en videreførelse af gældende ret, da det allerede i dag meddeles skriftligt, hvis en
udrejsefrist forlænges.
Der henvises i øvrigt til afsnit 3 i lovforslagets almindelige bemærkninger
og til bemærkningerne til
§ 1, nr. 36 og 45.
Til nr. 33
206
 UUI, Alm.del - 2019-20 - Bilag 58: Lovudkast om ændring af udlændingeloven og forskellige andre love, fra udlændinge- og integrationsministeren
Det følger af udlændingelovens § 33, stk. 10, at en ansøgning om opholdstilladelse efter §§ 9-9 f, 9
i-9 n, 9 p og 9 q, jf. § 10, stk. 4, fra en udlænding med indrejseforbud, ikke har opsættende virkning,
medmindre den myndighed, der behandler ansøgningen, træffer beslutning herom.
Det følger af udlændingelovens § 33, stk. 11, at en klage over en afvisningsbeslutning ikke giver
udlændingen ret til at indrejse i landet.
Det følger af udlændingelovens § 33, stk. 12, at hvis en udlænding fra Kosovoprovinsen i
Forbundsrepublikken Jugoslavien, der har eller har haft opholdstilladelse i medfør af lov om
midlertidig opholdstilladelse til nødstedte fra Kosovoprovinsen i Forbundsrepublikken Jugoslavien
(Kosovonødloven), eller som på grundlag af en ansøgning om opholdstilladelse efter § 7 indgivet
inden den 30. april 1999 er eller har været registreret som asylansøger efter § 48 e, stk. 2, påklager
en afgørelse om afslag på en ansøgning om opholdstilladelse efter § 9 e eller en beslutning om
inddragelse af en sådan opholdstilladelse, inden 7 dage efter afgørelsen eller beslutningen er
meddelt udlændingen, har den pågældende ret til at blive her i landet, indtil sagen er afgjort.
Endelig følger det af udlændingelovens § 33, stk. 13, at hvis et afslag på opholdstilladelse efter § 9
c, stk. 3, nr. 2, påklages inden 7 dage efter, at det er meddelt den pågældende, har udlændingen ret
til at blive her i landet, indtil klagen er afgjort.
Det foreslås at ophæve udlændingelovens
§ 33, stk. 10-13.
Baggrunden for forslaget er, at der med lovforslagets § 1, nr. 35-37 foreslås en nyaffattelse af
bestemmelserne i § 33 a, § 33 b og § 40, stk. 13 med henblik på en tematisk opdeling af
bestemmelserne om processuelt ophold og opsættende virkning, hvilket skal bidrage til at skabe
mere klarhed over reglerne.
Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til afsnit 3 i lovforslagets almindelige bemærkninger og
bemærkningerne til lovforslagets § 1, nr. 32 og 35-37.
Til nr. 34
Det følger af udlændingelovens § 33, stk. 15, at § 33, stk. 14, tilsvarende finder anvendelse for en
udlænding, der har været udsat for menneskehandel og er udvist ved dom.
Det foreslås, at henvisningen til stk. 14 i udlændingelovens
§ 33, stk. 15,
der bliver § 33, stk. 6,
ændres til stk. 5.
Der er således tale om en konsekvensændring, som følge af, at § 33, stk. 14 og 15, bliver § 33, stk.
5 og 6, som følge af ophævelsen af § 33, stk. 3-13, jf. lovforslagets § 1, nr. 32. Det bemærkes, at
reglerne om processuelt ophold herefter som udgangspunkt vil kunne findes i udlændingelovens §
33 a, men at der kan være andre bestemmelser i udlændingeloven som vedrører processuelt ophold.
207
 UUI, Alm.del - 2019-20 - Bilag 58: Lovudkast om ændring af udlændingeloven og forskellige andre love, fra udlændinge- og integrationsministeren
Der henvises i øvrigt til afsnit 2 i lovforslagets almindelige bemærkninger.
Til nr. 35
Det følger af udlændingelovens § 33 a, at udlændinge, som samarbejder om udrejsen og indgår en
kontrakt om opkvalificeringsforløb og frivillig udrejse med Udlændingestyrelsen, jf. § 43 c, uanset
den fastsatte udrejsefrist, jf. § 33, først skal udrejse, når opkvalificeringsforløbet i Danmark er
afsluttet eller ophørt.
Det foreslås, at der før § 33 a indsættes en
overskrift,
som affattes således: »Processuelt ophold«.
Baggrunden for forslaget er, at § 33 a nyaffattes, således at bestemmelsen vil indeholde regler om
processuelt ophold, jf. lovforslagets § 1, nr. 36. Det bemærkes, at reglerne om processuelt ophold
herefter som udgangspunkt vil kunne findes i § 33 a, men at der kan være andre bestemmelser i
udlændingeloven som vedrører processuelt ophold.
Med overskriften sigtes der til at skabe en mere overskuelig opdeling af kapitel 6, der indeholder
forskellige regler om opholdstilladelse, udvisning og afvisning.
Der henvises i øvrigt til afsnit 2 i lovforslagets almindelige bemærkninger og til bemærkningerne til
§ 1, nr. 53.
Til nr. 36
Det følger af udlændingelovens § 33, stk. 3, at hvis en afgørelse efter stk. 1, påklages inden 7 dage
efter, at den er meddelt udlændingen, har den pågældende ret til at blive her i landet, indtil klagen er
afgjort, såfremt udlændingen enten er omfattet af EU-reglerne, jf. § 2, eller er statsborger i et andet
nordisk land og har haft bopæl her i landet, eller at udlændingen hidtil har haft opholdstilladelse
med mulighed for varigt ophold her i landet. Opretholdes afgørelsen, fastsættes der en ny frist for
udrejse efter reglerne i stk. 2. En udlænding, der ikke hidtil har haft opholdstilladelse,
registreringsbevis eller opholdskort, jf. § 6, her i landet, og som er omfattet af EU-reglerne, jf. § 2,
stk. 1 og 2, har dog ikke ret til at blive her i landet, indtil en klage over en beslutning om udvisning
efter §§ 25 a eller 25 b er afgjort. Klage over en afgørelse, som ikke er omfattet af 1. pkt., kan kun
tillægges opsættende virkning med hensyn til udrejsefristen, hvis særlige grunde taler derfor.
Efter udlændingelovens § 33, stk. 4, har en ansøgning om opholdstilladelse efter § 9 b, ikke
opsættende virkning med hensyn til udrejsefristen, medmindre ganske særlige grunde taler derfor.
Af udlændingelovens § 33, stk. 5, følger det, at ansøgning om opholdstilladelse, som tillades
indgivet her i landet, jf. § 9, stk. 25, § 9 a, stk. 5 og 6, § 9 c, stk. 6, § 9 f, stk. 9, § 9 i, stk. 3 og 4, § 9
j, stk. 2 og 3, § 9 k, stk. 2 og 3, § 9 l, stk. 2 og 3, § 9 m, stk. 2 og 3, § 9 n, stk. 2 og 3, § 9 p, stk. 2 og
208
 UUI, Alm.del - 2019-20 - Bilag 58: Lovudkast om ændring af udlændingeloven og forskellige andre love, fra udlændinge- og integrationsministeren
3, og § 9 q, stk. 11 og 12, og ansøgning om opholdstilladelse efter § 9 d tillægges opsættende
virkning med hensyn til udrejsefristen.
Hvis en afgørelse truffet af Udlændingestyrelsen efter § 53 b, stk. 1, indbringes for Folketingets
Ombudsmand har dette ikke opsættende virkning med hensyn til udrejsefristen, jf.
udlændingelovens § 33, stk. 6. Indbringes en afgørelse truffet af udlændinge- og
integrationsministeren efter § 9 b for Folketingets Ombudsmand, har dette heller ikke opsættende
virkning med hensyn til udrejsefristen, hvis indbringelsen må anses for åbenlyst ubegrundet eller
indbringelsen ikke sker i tilknytning til meddelelsen af afslaget på opholdstilladelse efter § 9 b.
Videre fremgår det af udlændingelovens § 33, stk. 7, at en ansøgning om genoptagelse af en
afgørelse efter § 7 eller § 9 b ikke har opsættende virkning med hensyn til udrejsefristen,
medmindre den myndighed, der har truffet afgørelsen, træffer beslutning herom. Er udlændingens
udrejsefrist overskredet, har en ansøgning om genoptagelse ikke opsættende virkning, medmindre
ganske særlige grunde taler derfor.
Det følger af udlændingelovens § 33, stk. 10, at ansøgning om opholdstilladelse efter §§ 9-9 f, 9 i-9
n, 9 p og 9 q, fra en udlænding med indrejseforbud, jf. § 10, stk. 4, ikke har opsættende virkning,
medmindre den myndighed, der behandler ansøgningen, træffer beslutning herom.
Udlændingelovens § 33, stk. 12, indebærer, at hvis en udlænding fra Kosovoprovinsen i
Forbundsrepublikken Jugoslavien, der har eller har haft opholdstilladelse i medfør af lov om
midlertidig opholdstilladelse til nødstedte fra Kosovoprovinsen i Forbundsrepublikken Jugoslavien
(Kosovonødloven), eller som på grundlag af en ansøgning om opholdstilladelse efter § 7 indgivet
inden den 30. april 1999 er eller har været registreret som asylansøger efter § 48 e, stk. 2, påklager
en afgørelse om afslag på en ansøgning om opholdstilladelse efter § 9 e, eller en beslutning om
inddragelse af en sådan opholdstilladelse, inden 7 dage efter, at afgørelsen eller beslutningen er
meddelt udlændingen, har den pågældende ret til at blive her i landet, indtil sagen er afgjort.
Det følger af udlændingelovens § 33, stk. 13, at hvis et afslag på opholdstilladelse efter § 9 c, stk. 3,
nr. 2, påklages inden 7 dage efter, at det er meddelt den pågældende, har udlændingen ret til at blive
her i landet, indtil klagen er afgjort.
Endvidere følger det af udlændingelovens § 33 a, at udlændinge, som samarbejder om udrejsen og
indgår kontrakt om opkvalificeringsforløb og frivillig udrejse med Udlændingestyrelsen, jf. § 43 c,
uanset den fastsatte udrejsefrist, jf. § 33, først skal udrejse, når opkvalificeringsforløbet i Danmark
er afsluttet eller ophørt.
Det fremgår af udlændingelovens § 33 b, at en afgørelse omfattet af udlændingelovens § 33, stk. 1,
skal meddeles skriftligt. Det samme gælder en afgørelse om, hvorvidt en klage over en sådan
afgørelse kan tillægges opsættende virkning. Derudover fremgår det, at udlændingen gives en
209
 UUI, Alm.del - 2019-20 - Bilag 58: Lovudkast om ændring af udlændingeloven og forskellige andre love, fra udlændinge- og integrationsministeren
skriftlig eller mundtlig oversættelse af de vigtigste elementer i afgørelsen på et sprog, som
udlændingen forstår eller med rimelighed kan formodes at forstå.
Det foreslås at nyaffatte § 33 a og § 33 b således, at § 33 a regulerer, hvornår en udlænding som
udgangspunkt har processuelt ophold under en sags behandling, og at § 33 b regulerer muligheden
for at tillægge en ansøgning om forlængelse eller klage opsættende virkning. På baggrund heraf
foretages en præcisering af ordlyden i bestemmelserne.
Formålet med ændringen er at skabe et bedre overblik over reglerne om henholdsvis processuelt
ophold og opsættende virkning.
Processuelt ophold indebærer, at en udlænding har ret til at opholde sig her i landet under sagens
behandling, men det processuelle ophold giver ikke udlændingen yderligere rettigheder, som
eksempelvis ret til offentlige ydelser, ret til beskæftigelse eller uddannelse mv., jf. dog
udlændingelovens § 14 a, om asylansøgeres mulighed for at tage beskæftigelse i Danmark under
asylsagsbehandlingen.
Opsættende virkning indebærer, at en udlænding i forbindelse med en klage over en afgørelse
bibeholder hidtil opnåede rettigheder, og at en fastsat udrejsefrist suspenderes. Hvis udlændingen
ikke har opnået rettigheder, får den opsættende virkning samme retsvirkning for udlændingen som
processuelt ophold.
Det bemærkes, at det ikke er i alle henseender at en udlænding er stillet som om, at den påklagede
afgørelse ikke var truffet, jf. afsnit 2.2. i almindelige bemærkninger.
Opsættende virkning indebærer desuden, at en udlænding i forbindelse med en ansøgning om
forlængelse af en opholdstilladelse, der er indgivet rettidigt, bibeholder eventuelle hidtil opnåede
rettigheder, der knytter sig til opholdstilladelsen, og at udlændingen ikke skal udrejse af Danmark
efter den i opholdstilladelsen fastsatte udløbsdato, såfremt udlændingemyndighederne ikke har
færdigbehandlet ansøgningen om forlængelse af opholdstilladelsen inden opholdstilladelsens
udløbsdato.
Uanset om udlændingen er meddelt processuelt ophold, eller klagen eller ansøgningen om
forlængelse af en opholdstilladelse er tillagt opsættende virkning, kan udlændingen fortsat ansøge
om og meddeles tilbagerejsetilladelse efter reglerne herom.
Det foreslås, at en udlænding efter udlændingelovens
§ 33 a, stk. 1, nr. 1,
har ret til at blive her i
landet ved ansøgning om opholdstilladelse efter § 7 (asyl), § 9 d (udlændinge, som tidligere har haft
dansk indfødsret) og ved førstegangsansøgning om opholdstilladelse, som tillades indgivet her i
landet efter § 9, stk. 25 (ansøgning om familiesammenføring), § 9 a, stk. 5 (ansøgning om
opholdstilladelse på grundlag af beskæftigelse), § 9 c, stk. 6 (ansøgning om opholdstilladelse, hvis
ganske særlige grunde taler derfor og udlændinge, der udøver litterær virksomhed mv.), § 9 f, stk. 9
210
 UUI, Alm.del - 2019-20 - Bilag 58: Lovudkast om ændring af udlændingeloven og forskellige andre love, fra udlændinge- og integrationsministeren
(ansøgning om opholdstilladelse til religiøse forkyndere mv.), § 9 i, stk. 4 (ansøgning om
opholdstilladelse med henblik på uddannelse), § 9 j, stk. 2 (ansøgning om opholdstilladelse med
henblik på au pair-ophold), § 9 k, stk. 2 (ansøgning om opholdstilladelse med henblik på at være
praktikant), § 9 l, stk. 2 (ansøgning om opholdstilladelse med henblik på at arbejde i en nærmere
begrænset periode (working holiday)) § 9 m, stk. 2 (ansøgning om opholdstilladelse til medfølgende
familiemedlemmer til en udlænding med opholdstilladelse efter § 9 a, stk. 2, nr. 1-11, stk. 3 eller 10,
eller § 9 p, stk. 1, 1. pkt.), § 9 n, stk. 2 (ansøgning om opholdstilladelse til medfølgende
familiemedlemmer til en udlænding med opholdstilladelse efter § 9 i eller § 9 k), § 9 p, stk. 2
(ansøgning om opholdstilladelse med henblik på beskæftigelse på baggrund af Danmarks
internationale forpligtelser), og § 9 q, stk. 11 (ansøgning om opholdstilladelse til udlændinge, som
bl.a. er fyldt 60 år, er gået på pension, ikke længere er erhvervsaktiv, og som uafbrudt har boet
lovligt her i landet i de sidste 12 år).
Formålet med affattelsen er at præcisere gældende ret, således at det tydeligt fremgår, at
ansøgninger om asyl, om opholdstilladelse til en udlænding, som tidligere har haft dansk indfødsret,
og førstegangsansøgninger, som tillades indgivet her i landet efter de nævnte bestemmelser, giver
udlændingen ret til at blive her i landet under sagens behandling på et såkaldt processuelt ophold.
Bestemmelsen indebærer, at udlændinge, der her i landet indgiver en ansøgning om asyl eller en
ansøgning om opholdstilladelse til en udlænding, som tidligere har haft dansk indfødsret, har ret til
at blive har i landet under sagens behandling. Udlændinge, der indgiver en førstegangsansøgning
om f.eks. familiesammenføring, her i landet, har endvidere processuelt ophold, hvis ansøgningen
kan tillades indgivet, jf. bl.a. udlændingelovens § 9, stk. 25. Det processuelle ophold giver ikke
udlændingen yderligere rettigheder. Udlændingen må således eksempelvis som udgangspunkt ikke
arbejde eller studere, medmindre udlændingen allerede har disse rettigheder på baggrund af et andet
opholdsgrundlag, jf. dog udlændingelovens § 14 a, om asylansøgeres mulighed for at tage
beskæftigelse i Danmark under asylsagsbehandlingen.
Der er med forslaget således ikke tilsigtet en ændring af gældende ret.
Det foreslås i udlændingelovens
§ 33 a, stk. 2,,
at en udlænding vil kunne meddeles ret til at blive
her i landet under behandlingen af en anmodning om genoptagelse af en afgørelse efter § 7 (asyl),
når anmodningen er indgivet, inden udrejsefristen er overskredet.
Virkningen af den foreslåede bestemmelse er, at en udlænding, der anmoder om genoptagelse af en
asylsag, ikke vil have processuelt ophold, medmindre den myndighed, der skal behandle
genoptagelsesanmodningen, træffer afgørelse om at meddele den pågældende processuelt ophold.
Hvis udlændingemyndigheden kan nå at træffe afgørelse vedrørende anmodningen om genoptagelse
inden udlændingens udrejsefrist, skal udlændingemyndigheden ikke træffe afgørelse om processuelt
ophold.
211
 UUI, Alm.del - 2019-20 - Bilag 58: Lovudkast om ændring af udlændingeloven og forskellige andre love, fra udlændinge- og integrationsministeren
Udlændingemyndighederne kan desuden meddele udlændingen processuelt ophold for en kortere,
nærmere afgrænset periode, med henblik på at myndighederne får sagens omstændigheder nærmere
belyst, inden det vurderes, om ansøgeren bør have processuelt ophold under hele sagens behandling.
Såfremt myndighederne på baggrund af eksempelvis indhentede nye oplysninger vurderer, at der
ikke er grundlag for, at ansøgeren bør have processuelt ophold under hele sagens behandling, vil det
begrænsede processuelle ophold ophøre efter udløbet af den allerede fastsatte frist, selvom
myndighederne ikke har færdigbehandlet sagen.
Processuelt ophold ved anmodning om genoptagelse bør kun meddeles, hvis der er fremkommet
nye oplysninger af betydning for anmodningen.
Det processuelle ophold vil ikke give udlændingen yderligere rettigheder. Udlændingen må således
eksempelvis som udgangspunkt ikke arbejde eller studere under det processuelle ophold.
Hvis udlændingemyndigheden beslutter at imødekomme genoptagelsesanmodningen og
udlændingen er meddelt processuelt ophold, vil det processuelle ophold fortsætte under
behandlingen af genoptagelsessagen.
Der er med forslaget således ikke tilsigtet en ændring af gældende ret.
Med den foreslåede bestemmelse i udlændingelovens
§ 33 a, stk. 3, nr. 1,
vil en udlænding, hvis
ganske særlige grunde taler derfor, kunne meddeles ret til at blive her i landet under behandlingen
af en anmodning om genoptagelse af en asylsag efter § 7, hvis udrejsefristen er overskredet.
Virkningen af den foreslåede bestemmelse er, at en udlænding, der anmoder om genoptagelse af en
asylsag efter udrejsefristens udløb, ikke vil have processuelt ophold, medmindre der foreligger
ganske særlige grunde og den myndighed, der skal behandle genoptagelsesanmodningen, træffer
afgørelse om at meddele processuelt ophold.
Udlændingemyndighederne kan desuden meddele udlændingen processuelt ophold for en kortere,
nærmere afgrænset periode med henblik på, at myndighederne får sagens omstændigheder nærmere
belyst, inden det vurderes, om der foreligger sådanne ganske særlige grunde til, at ansøgeren bør
have processuelt ophold under hele sagens behandling. Såfremt myndighederne på baggrund af
eksempelvis indhentede nye oplysninger vurderer, at der ikke er grundlag for, at ansøgeren bør have
processuelt ophold under hele sagens behandling, vil det begrænsede processuelle ophold ophøre
efter udløbet af den allerede fastsatte frist, selvom myndighederne ikke har færdigbehandlet sagen.
Ganske særlige grunde vil alene foreligge, hvis der er konkret grund til at antage, at
genoptagelsesanmodningen vil kunne føre til en ændret vurdering af den tidligere trufne afgørelse.
Ubegrundede genoptagelsesanmodninger, der ikke indeholder nye oplysninger eller synspunkter i
forhold til den tidligere trufne afgørelse, vil derimod ikke skulle tillægges processuelt ophold. Dette
212
 UUI, Alm.del - 2019-20 - Bilag 58: Lovudkast om ændring af udlændingeloven og forskellige andre love, fra udlændinge- og integrationsministeren
vil som udgangspunkt også gælde i tilfælde, hvor den pågældende bebuder at ville fremkomme med
supplerende oplysninger og anbringender i et senere indlæg.
Bestemmelsen indebærer endvidere, at udlændinge, der anmoder om genoptagelse under ulovligt
ophold, vil kunne meddeles processuelt ophold under behandlingen af genoptagelsesanmodningen.
Det processuelle ophold vil ikke give udlændingen yderligere rettigheder. Udlændingen må således
eksempelvis som udgangspunkt ikke arbejde eller studere under det processuelle ophold,
medmindre udlændingen allerede har ret hertil som følge af et andet allerede meddelt
opholdsgrundlag.
Hvis udlændingemyndigheden beslutter at imødekomme genoptagelsesanmodningen og
udlændingen er meddelt processuelt ophold, vil det processuelle ophold fortsætte under
behandlingen af genoptagelsessagen.
Afgørelser om, hvorvidt en anmodning om genoptagelse af et afslag truffet efter åbenbart grundløs-
proceduren skal medføre processuelt ophold for den pågældende, vil fortsat kunne træffes uden
forudgående forelæggelse for Dansk Flygtningehjælp. Der er således ikke tilsigtet en ændring af
denne procedure.
Der er med forslaget således ikke tilsigtet en ændring af gældende ret.
Det foreslås, at en udlænding, hvis ganske særlige grunde taler derfor, kan meddeles ret til at blive
her i landet efter
§ 33 a, stk. 3, nr. 2,
i forbindelse med en ansøgning om opholdstilladelse efter § 9
b (humanitært ophold).
Forslaget indebærer, at udlændingemyndighederne såfremt ganske særlige grunde taler derfor, vil
kunne meddele en udlænding processuelt ophold under behandlingen af en ansøgning om
humanitær opholdstilladelse.
Ganske særlige grunde vil eksempelvis foreligge i tilfælde, hvor der på baggrund af de foreliggende
oplysninger er konkret grund til at antage, at udlændingen vil kunne opfylde kriterierne for at blive
meddelt humanitær opholdstilladelse, herunder f.eks. sygdomskriteriet på baggrund af de foreløbige
lægelige oplysninger. Ubegrundede ansøgninger eller ansøgninger, hvor ansøgeren bebuder først at
ville fremkomme med lægelige oplysninger og anbringender på et senere tidspunkt, vil således som
udgangspunkt ikke medføre, at en ansøgning tillægges processuelt ophold. Der vil efter en konkret
vurdering kunne meddeles processuelt ophold til en udlænding for en kortere periode til en ansøger,
f.eks. hvis yderligere lægelig dokumentation afventes til brug for den umiddelbare vurdering af
sagen og dens omstændigheder. Såfremt myndighederne på baggrund af eksempelvis indhentede
nye oplysninger vurderer, at der ikke er grundlag for, at ansøgeren bør have processuelt ophold
under hele sagens behandling, vil det begrænsede processuelle ophold ophøre efter udløbet af den
allerede fastsatte frist, selvom myndighederne ikke har færdigbehandlet sagen.
213
 UUI, Alm.del - 2019-20 - Bilag 58: Lovudkast om ændring af udlændingeloven og forskellige andre love, fra udlændinge- og integrationsministeren
Det processuelle ophold vil ikke give udlændingen yderligere rettigheder. Udlændingen må således
eksempelvis som udgangspunkt ikke arbejde eller studere under det processuelle ophold,
medmindre udlændingen allerede har ret hertil som følge af et andet allerede meddelt
opholdsgrundlag.
Der er med forslaget således ikke tilsigtet en ændring af gældende ret.
Det foreslås i udlændingelovens
§ 33 a, stk. 3, nr. 3,,
at en udlænding med indrejseforbud, hvis
ganske særlige grunde taler derfor, vil kunne meddeles ret til at blive her i landet mens en
ansøgning om opholdstilladelse efter § 9 (familiesammenføring), § 9 a (beskæftigelse), § 9 b
(humanitær opholdstilladelse), § 9 c (opholdstilladelse, hvis ganske særlige grunde taler derfor,
udsendelseshindrede mfl.), § 9 d (udlændinge, som tidligere har haft dansk indfødsret), § 9 e
(opholdstilladelse til visse udlændinge fra Kosovo), § 9 f (religiøse forkyndere m.fl.), § 9 i
(uddannelse), § 9 j (au pair), § 9 k (praktikophold), § 9 l (working holiday), §§ 9 m-9 n
(medfølgende familiemedlemmer), 9 p (beskæftigelse som følge af Danmarks internationale
forpligtelser) og 9 q (opholdstilladelse til udlændinge, som bl.a. er fyldt 60 år, er gået på pension,
ikke længere er erhvervsaktiv, og som uafbrudt har boet lovligt her i landet i de sidste 12 år), er
under behandling.
Forslaget medfører, at en udlænding med indrejseforbud alene vil kunne meddeles ret til processuelt
ophold ved ansøgning om opholdstilladelse efter udlændingelovens §§ 9-9 f, 9 i-9 n, 9 p og 9 q,
såfremt der foreligger ganske særlige grunde. Der er med forslaget ikke tilsigtet en ændring af
gældende praksis.
Ganske særlige grunde vil foreligge, hvis der er konkret grund til at antage, at ansøgningen vil
kunne føre til, at udlændingen meddeles opholdstilladelse her i landet.
Det processuelle ophold vil ikke give udlændingen yderligere rettigheder. Udlændingen må således
eksempelvis som udgangspunkt ikke arbejde eller studere under det processuelle ophold.
Processuelt ophold vil desuden kunne meddeles ansøgeren for en kortere nærmere afgrænset
periode med henblik på, at myndighederne har mulighed for at få sagens omstændigheder nærmere
belyst, inden det vurderes om, der foreligger sådanne ganske særlige grunde til, at ansøgeren bør
have processuelt ophold under hele sagens behandling. Såfremt myndighederne efterfølgende
vurderer, at der ikke er grundlag for, at ansøgeren bør have processuelt ophold under hele sagens
behandling, vil det begrænsede processuelle ophold ophøre efter udløbet af den allerede fastsatte
frist, selvom myndighederne ikke har færdigbehandlet sagen.
Der er med forslaget således ikke tilsigtet en ændring af gældende ret.
214
 UUI, Alm.del - 2019-20 - Bilag 58: Lovudkast om ændring af udlændingeloven og forskellige andre love, fra udlændinge- og integrationsministeren
Det foreslås i udlændingelovens
§ 33 a, stk. 3, nr. 4,
at en udlænding, hvis ganske særlige grunde
taler derfor, har ret til at blive her i landet i forbindelse med en anmodning om genoptagelse af en
afgørelse efter §§ 9-9 a, 9 c-9 f, 9 i-9 n, 9 p eller 9 q.
Forslaget indebærer, at en udlænding, hvis ganske særlige grunde taler derfor, vil kunne meddeles
processuelt ophold her i landet under behandlingen af en anmodning om genoptagelse af en
afgørelse efter udlændingelovens 9 (familiesammenføring), § 9 a (beskæftigelse), § 9 b (humanitær
opholdstilladelse), § 9 c (opholdstilladelse, hvis ganske særlige grunde taler derfor,
udsendelseshindrede mfl.), § 9 d (udlændinge, som tidligere har haft dansk indfødsret), § 9 e
(opholdstilladelse til visse udlændinge fra Kosovo), § 9 f (religiøse forkyndere m.fl.), § 9 i
(uddannelse), § 9 j (au pair), § 9 k (praktikophold), § 9 l (working holiday), §§ 9 m-9 n
(medfølgende familiemedlemmer), 9 p (beskæftigelse på baggrund af Danmarks internationale
forpligtelser) og 9 q (opholdstilladelse til udlændinge, som bl.a. er fyldt 60 år, er gået på pension,
ikke længere er erhvervsaktiv, og som uafbrudt har boet lovligt her i landet i de sidste 12 år). Der
vil ikke skulle sondres mellem, om en anmodning om genoptagelse er indgivet før eller efter
udløbet af udrejsefristen.
Ganske særlige grunde vil f.eks. foreligge i tilfælde, hvor der på baggrund af de foreliggende
oplysninger er konkret grund til at antage, at udlændingemyndighedens afgørelse vil skulle
omgøres. Ubegrundede anmodninger om genoptagelse eller anmodninger om genoptagelse, hvor
ansøgeren eller klageren oplyser, at ansøgeren eller klageren først vil fremkomme med yderligere
oplysninger eller anbringender på et senere tidspunkt, vil som udgangspunkt ikke medføre, at
ansøgningen tillægges opsættende virkning.
Hvis udlændingemyndigheden beslutter at imødekomme genoptagelsesanmodningen og
udlændingen er meddelt processuelt ophold, vil det processuelle ophold fortsætte under
behandlingen af genoptagelsessagen.
Det processuelle ophold vil ikke give udlændingen yderligere rettigheder. Udlændingen må således
eksempelvis som udgangspunkt ikke arbejde eller studere under det processuelle ophold,
medmindre udlændingen allerede har ret hertil som følge af et andet allerede meddelt
opholdsgrundlag.
Processuelt ophold vil desuden kunne meddeles udlændingen for en kortere nærmere afgrænset
periode med henblik på, at myndighederne har mulighed for at få sagens omstændigheder nærmere
belyst, inden det vurderes om, der foreligger sådanne ganske særlige grunde til, at ansøgeren bør
have processuelt ophold under hele sagens behandling. Såfremt myndighederne på baggrund af
eksempelvis indhentede nye oplysninger vurderer, at der ikke er grundlag for, at ansøgeren bør have
processuelt ophold under hele sagens behandling, vil det begrænsede processuelle ophold ophøre
efter udløbet af den allerede fastsatte frist, selvom myndighederne ikke har færdigbehandlet sagen.
Der er med forslaget således ikke tilsigtet en ændring af gældende ret.
215
 UUI, Alm.del - 2019-20 - Bilag 58: Lovudkast om ændring af udlændingeloven og forskellige andre love, fra udlændinge- og integrationsministeren
Det foreslås endvidere, at der på baggrund af nyaffattelsen af bestemmelserne, indsættes en
overskrift
før § 33 b, som affattes således: »Opsættende virkning«.
Med overskriften sigtes der til at skabe en mere overskuelig opdeling af kapitel 6, der indeholder
forskellige regler om opholdstilladelse, udvisning og afvisning. Det bemærkes, at der fortsat findes
regulering af opsættende virkning i andre bestemmelser i udlændingeloven.
Efter den foreslåede bestemmelse i udlændingelovens
§ 33 b, stk. 1,
vil en klage over en afgørelse
ikke kunne tillægges opsættende virkning, medmindre særlige grunde taler derfor, jf. dog
bestemmelsens stk. 2 og 3 og § 53 a, stk. 2, 4. pkt. jf. dog 5. pkt.
Forslaget indebærer, at en klage over en afgørelse ikke kan tillægges opsættende virkning,
medmindre særlige grunde taler derfor. Dette omfatter f.eks. også klager til Folketingets
Ombudsmand over afgørelser efter udlændingelovens § 9 b, stk. 1. Undtagelserne hertil vil følge af
de foreslåede bestemmelser i stk. 2 og 3, ligesom det følger af udlændingelovens § 53 a, stk. 2, 4.
pkt.
Virkningen af bestemmelsen vil være, at udlændingen skal udrejse af Danmark i overensstemmelse
med den i afgørelsen fastsatte udrejsefrist eller den i opholdstilladelsen fastsatte udløbsdato.
Der er med forslaget således ikke tilsigtet en ændring af gældende ret.
Det foreslås derfor, at en klage tillægges opsættende virkning efter
§ 33 b, stk. 2, nr. 1,
hvis en
afgørelse efter § 33, stk. 1, påklages inden 7 dage efter den er meddelt den pågældende, såfremt
udlændingen enten er omfattet af EU-reglerne, jf. § 2, eller er statsborger i et andet nordisk land og
har haft bopæl her i landet eller udlændingen hidtil har haft opholdstilladelse med mulighed for
varigt ophold her i landet, jf. dog den foreslåede § 33 b, stk. 3. Der er med forslaget således ikke
tilsigtet en ændring af gældende ret.
Bestemmelsen indebærer, at klager over bl.a. afgørelser om afslag på en ansøgning om
opholdstilladelse vil have opsættende virkning, såfremt afgørelsen påklages inden 7 dage efter, at
afgørelsen er meddelt den pågældende, hvis den pågældende hidtil har haft opholdstilladelse med
mulighed for varigt ophold eller opholdsret efter EU-reglerne i landet.
Udlændinge, der er omfattet af EU-reglerne, jf. § 2, eller er statsborger i et andet nordisk land og
har haft bopæl her i landet eller hidtil har haft opholdstilladelse med mulighed for varigt ophold her
i landet, og som klager inden 7 dage, har fortsat ret til at udøve de rettigheder, som udlændingen
hidtil har haft som følge af den pågældendes opholdsgrundlag, det vil sige opsættende virkning. Der
tilsigtes således ikke en ændring af denne praksis.
216
 UUI, Alm.del - 2019-20 - Bilag 58: Lovudkast om ændring af udlændingeloven og forskellige andre love, fra udlændinge- og integrationsministeren
Udlændinge, som hidtil har haft opholdstilladelse med henblik på midlertidigt ophold, vil ved klage
inden 7 dage ikke automatisk have ret til opsættende virkning under klagesagsbehandlingen ved
klage inden 7 dage over en afgørelse om afslag på en ansøgning om opholdstilladelse, en ansøgning
om forlængelse af opholdstilladelse eller en afgørelse om inddragelse af opholdstilladelse mv. En
sådan klage vil efter en konkret vurdering kunne tillægges opsættende virkning, jf. den foreslåede §
33 b, stk. 1. Eksempelvis vil dette kunne være tilfældet for afgørelser, der vedrører
familiesammenførte til en flygtning, hvor dennes opholdsgrundlag endnu ikke er endeligt afklaret.
Udlændinge, der kan meddeles opholdstilladelse med henblik på midlertidigt ophold, er blandt
andre udlændinge, der meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9
(familiesammenføring til herboende flygtninge), § 9 a (beskæftigelse), § 9 c, stk. 2
(udsendelseshindrede), § 9 c, stk. 3 (uledsagede mindreårige), § 9 c, stk. 4 (opholdstilladelse efter
friby-ordningen), § 9 e (opholdstilladelse til visse udlændinge fra Kosovo), § 9 f (religiøse
forkyndere mfl.), § 9 i (uddannelse), § 9 j, (au pair) og § 9 k (praktikophold).
Det bemærkes, at udlændingelovens § 53 a, stk. 2, 3. og 4. pkt., ikke ændres. For udlændinge, der
meddeles opholdstilladelse med henblik på midlertidigt ophold efter udlændingelovens § 7 (asyl),
gælder det således fortsat, at de afgørelser, som nævnes i udlændingelovens § 53 a, stk. 2, 3. pkt.,
anses for ex officio påklaget til Flygtningenævnet, og at klage over en afgørelse som nævnt i
udlændingelovens § 53 a, stk. 1, nr. 1-6, har opsættende virkning, jf. udlændingelovens § 53 a, stk.
2, 4. pkt.
Med den foreslåede bestemmelse i udlændingelovens
§ 33 b, stk. 2, nr. 2,
tillægges en klage over et
afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 3, nr. 2, eller en nægtelse af
forlængelse, en inddragelse eller et bortfald af en opholdstilladelse meddelt i medfør af
udlændingelovens § 9 c, stk. 3, nr. 2, opsættende virkning efter hvis afgørelsen påklages inden 7
dage efter, at den er meddelt den pågældende.
Bestemmelsen indebærer, at afslag på opholdstilladelse, nægtelse af forlængelse, inddragelse eller
bortfald af en opholdstilladelse meddelt efter udlændingelovens § 9 c, stk. 3, nr. 2, vil have
opsættende virkning, såfremt afgørelsen påklages inden 7 dage efter, at afgørelsen er meddelt den
pågældende.En udlænding, hvis klage tillægges opsættende virkning, vil herefter kunne videreføre
de rettigheder, som udlændingen havde frem til afgørelsen om afslag på opholdstilladelse efter § 9
c, stk. 3, nr. 2, ligesom udlændingen vil kunne videreføre de rettigheder, som udlændingen havde på
tidspunktet for nægtelse af forlængelse, inddragelse eller bortfald af en opholdstilladelse meddelt
efter udlændingelovens § 9 c, stk. 3, nr. 2.
Virkningen af bestemmelsen vil være, at udlændingen ikke skal udrejse af Danmark i forbindelse
med klagesagens behandling, at udlændingen bibeholder allerede opnåede rettigheder, og at
klageinstansen skal fastsætte en ny udrejsefrist, hvis klageinstansen stadfæster afgørelsen.
217
 UUI, Alm.del - 2019-20 - Bilag 58: Lovudkast om ændring af udlændingeloven og forskellige andre love, fra udlændinge- og integrationsministeren
Det foreslås endvidere i udlændingelovens
§ 33 b, stk. 2, nr. 3,,
at en klage om afslag på eller
inddragelse af en opholdstilladelse efter udlændingeloven § 9 e tillægges opsættende virkning, hvis
afgørelsen påklages, inden 7 dage efter den er meddelt den pågældende.
Med forslaget er der ikke tilsigtet en ændring af gældende ret og forslaget indebærer derfor, at en
klage over en afgørelse vedrørende opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 e kan tillægges
opsættende virkning såfremt afgørelsen påklages inden 7 dage efter, at afgørelsen er meddelt den
pågældende. Forslaget medfører, at en udlænding, hvis klage tillægges opsættende virkning, alene
vil kunne videreføre de rettigheder, som udlændingen havde frem til afgørelsen om afslag på
opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 e, eller om inddragelse af en opholdstilladelse efter
udlændingelovens § 9 e.
En klage over afslag på opholdstilladelse efter § 9 e vil som hidtil alene kunne tillægges opsættende
virkning, hvis klagen indgives af en udlænding fra Kosovoprovinsen, der er omfattet af den i § 9 e
nævnte persongruppe. Tilsvarende gælder ved klager over beslutning om inddragelse af
opholdstilladelser efter § 9 e.
Det foreslås, at affatte
§ 33 b, stk. 2, nr. 4,
således, at en ansøgning om forlængelse af en
opholdstilladelse, som tillades indgivet her i landet efter § 9, stk. 25, § 9 a, stk. 6, § 9 c, stk. 6, § 9 f,
stk. 9, § 9 i, stk. 5, § 9 j, stk. 3, § 9 k, stk. 3, § 9 l, stk. 3, § 9 m, stk. 3, § 9 n, stk. 3, § 9 p, stk. 3, og
§ 9 q, stk. 12, tillægges opsættende virkning.
Med forslaget er der ikke tilsigtet en ændring af gældende ret og forslaget indebærer derfor, at
ansøgninger om forlængelse, som tillades indgivet her i landet, vil blive tillagt opsættende virkning,
uanset om ansøgningen om forlængelse er indgivet rettidigt eller ej.
Virkningen af forslaget vil være, at udlændingen kan opholde sig her i landet under behandlingen af
ansøgningen om forlængelse af opholdstilladelse med de rettigheder udlændingen hidtil har haft, og
at udlændingen ikke skal udrejse af Danmark efter den i opholdstilladelsen fastsatte udløbsdato,
såfremt udlændingemyndighederne ikke har færdigbehandlet ansøgningen om forlængelse af
opholdstilladelse inden opholdstilladelsens udløb. Udlændingen vil således have samme retsstilling
som hidtil under behandlingen af klagen eller ansøgningen om forlængelse.
Hvis udlændingen indgiver ansøgningen om forlængelse for sent, men udlændingemyndighederne
tillader ansøgningen indgivet, genindtræder udlændingen i de rettigheder, der var knyttet til den
opholdstilladelse, der var udløbet på tidspunktet for indgivelse af ansøgningen.
Det foreslås i udlændingelovens
§ 33 b, stk. 2, nr. 5,
at en ansøgning om forlængelse af en
opholdstilladelse efter § 9 b, der er indgivet rettidigt, tillægges opsættende virkning.
Med forslaget er der ikke tilsigtet en ændring af gældende ret og forslaget indebærer, at en
ansøgning om forlængelse af en humanitær opholdstilladelse vil blive tillagt opsættende virkning,
218
 UUI, Alm.del - 2019-20 - Bilag 58: Lovudkast om ændring af udlændingeloven og forskellige andre love, fra udlændinge- og integrationsministeren
såfremt ansøgningen om forlængelse er indgivet rettidigt. Fristen for indgivelse af ansøgning om
forlængelse af humanitær opholdstilladelse reguleres i udlændingebekendtgørelsen.
Virkningen af forslaget vil være, at udlændingen kan opholde sig her i landet under behandlingen af
ansøgningen om forlængelse af opholdstilladelse med de rettigheder udlændingen hidtil har haft, og
at udlændingen ikke skal udrejse af Danmark efter den i opholdstilladelsen fastsatte udløbsdato,
såfremt udlændingemyndighederne ikke har færdigbehandlet ansøgningen om forlængelse af
opholdstilladelse inden opholdstilladelsens udløb. Udlændingen vil således have samme retsstilling
som hidtil under behandlingen af klagen eller ansøgningen om forlængelse.
Det foreslås i udlændingelovens
§ 33 b, stk. 3,
jf. stk. 1, at klager fra udlændinge som er omfattet af
EU-reglerne, og som er udvist efter §§ 25 a eller b, men som alene har opholdt sig midlertidigt her i
landet ikke tillægges opsættende virkning, medmindre særlige grunde taler derfor.
Med forslaget er der ikke tilsigtet nogen væsentlig ændring af gældende ret. Efter den foreslåede
bestemmelse er det opholdets karakter, frem for (som tilfældet er i dag) det forhold, om den
pågældende tidligere har et retskonstaterende opholdsbevis efter EU-reglerne, der som
udgangspunkt er bestemmende for, om en udlænding omfattet af EU-reglerne kan få opsættende
virkning.
Unionsborgere og deres familiemedlemmer, som alene har opholdt sig midlertidigt her i landet, er
udlændinge, der alene har været i landet i kort tid (indtil tre måneder) i henhold til
udlændingelovens § 2, stk. 1 eller 2, jf. artikel 6 i opholdsdirektivet, f.eks. som turister, på
familiebesøg eller lignende. Disse udlændinge må som klart udgangspunkt formodes ikke at have
opnået en sådan tilknytning til landet, at de bør indrømmes ret til at blive i landet under en eventuel
klagesagsbehandling.
For så vidt angår udlændinge omfattet af EU-reglerne, som har opholdsret til ophold i mere end tre
måneder i medfør af reglerne i EU-opholdsbekendtgørelsen, jf. udlændingelovens § 2, stk. 4, og § 6,
jf. opholdsdirektivets artikel 7, vil klager til Udlændingenævnet over afgørelser om administrativ
udvisning efter udlændingelovens §§ 25 a og b også fremover have opsættende virkning, hvis
afgørelsen påklages til Udlændingenævnet inden 7 dage efter, at den er meddelt den pågældende.
Tilsvarende gælder for statsborgere i et af de andre nordiske lande, som har haft bopæl her i landet,
samt udlændinge, der hidtil har haft opholdstilladelse her i landet med henblik på varigt ophold. Se
hertil bemærkningerne til den foreslåede § 33 b, stk. 2, nr. 1.
Såfremt der er truffet afgørelse om udvisning af en udlænding omfattet af EU-reglerne, som
opfylder betingelserne for opholdsbevis eller opholdstilladelse i medfør af reglerne i EU-
opholdsbekendtgørelsen, jf. udlændingelovens § 2, stk. 4, og § 6, vil der fortsat skulle meddeles
opsættende virkning, hvis den pågældende klager over afgørelsen inden for 7 dage.
219
 UUI, Alm.del - 2019-20 - Bilag 58: Lovudkast om ændring af udlændingeloven og forskellige andre love, fra udlændinge- og integrationsministeren
Klager over Udlændingestyrelsens afgørelser om administrativ udvisning efter udlændingelovens
§§ 25 a og 25 b vil fortsat ikke have opsættende virkning, når afgørelsen vedrører en statsborger i et
af de andre nordiske lande, som ikke har haft bopæl her i landet, eller en udlænding, der ikke hidtil
har haft opholdstilladelse her i landet.
Det forudsættes, at Udlændingestyrelsen i forbindelse med en afgørelse om administrativ udvisning
som udgangspunkt fastsætter udrejsefristen til straks, da der i disse tilfælde normalt vil være tale om
påtrængende tilfælde, jf. den gældende bestemmelse i udlændingelovens § 33, stk. 2, 3. pkt.
Der henvises i øvrigt til afsnit 2 i lovforslagets almindelige bemærkninger.
Til nr. 37
Det følger af den gældende bestemmelse i udlændingelovens § 33 c, at en udrejsefrist efter § 33,
stk. 2, kan forlænges, hvis særlige grunde, herunder opholdets varighed, hensynet til skolesøgende
børn og anden familiemæssig og social tilknytning, taler herfor. Afgørelsen skal meddeles skriftligt.
Det foreslås, at udlændingelovens
§ 33 c
ophæves, idet Udlændinge- og Integrationsministeriet
foreslår at nyaffatte bestemmelsen som § 33, stk. 3, idet bestemmelsen tematisk hører sammen med
§ 33, stk. 2, om udrejsefristens længde.
Formålet med ophævelsen er at skabe en bedre opdeling af bestemmelserne om fastsættelse af en
udrejsefrist.
Der henvises i øvrigt til afsnit 3 i lovforslagets almindelige bemærkninger og til bemærkningerne til
§ 1, nr. 32.
Til nr. 38
Det følger af udlændingelovens §§ 34-37 e, at udlændinge kan pålægges midlertidige
foranstaltninger eller frihedsberøves i forbindelse med afvisning, udvisning, overførsel eller
udsendelse.
Det foreslås, at der før udlændingelovens § 34 indsættes en
overskrift,
som affattes således:
»Midlertidige foranstaltninger og frihedsberøvelse«.
Baggrunden for forslaget er, at der indsættes overskrifter i de øvrige dele af kapitel 6 i
Udlændingeloven med henblik på at overskueliggøre kapitlets indhold.
Til nr. 39
220
 UUI, Alm.del - 2019-20 - Bilag 58: Lovudkast om ændring af udlændingeloven og forskellige andre love, fra udlændinge- og integrationsministeren
Det følger af udlændingelovens § 34, stk. 4, at politiet, medmindre særlige grunde taler derimod,
bestemmer, at en udlænding, hvis opholdstilladelse efter § 7 eller § 8, stk. 1 eller 2, er bortfaldet, jf.
§ 32, stk. 1, eller § 21 b, stk. 1, men som ikke kan udsendes af landet, jf. § 31, og en udlænding, der
har fået afslag på en ansøgning om opholdstilladelse efter § 7 eller § 8, stk. 1 eller 2, men som ikke
kan udsendes af landet, jf. § 31, skal give møde hos politiet på nærmere angivne tidspunkter med
henblik på løbende at sikre, at politiet har kendskab til udlændingens opholdssted (meldepligt).
Det foreslås, at henvisningen til, at en udlænding, der ikke tilbydes genbosætning i Danmark efter §
8, stk. 1 eller 2 (kvoteflygtninge), udgår af udlændingelovens
§ 34, stk. 4.
Baggrunden for forslaget er, at udlændinge, der ikke er blevet tilbudt genbosætning i Danmark, ikke
opholder sig her i landet, og derfor heller ikke i praksis kan blive omfattet af den såkaldte
meldepligt. Der er tale om en videreførelse af gældende ret.
Der henvises i øvrigt til afsnit 12 i lovforslagets almindelige bemærkninger.
Til nr. 40
Det fremgår af udlændingelovens § 36, stk. 1, 1. pkt., at politiet så vidt muligt skal bestemme, at en
udlænding skal frihedsberøves, såfremt de i udlændingelovens § 34 nævnte mindre indgribende
foranstaltninger (deponering af pas, meldepligt mv.) ikke er tilstrækkelige til at sikre muligheden
for afvisning, for udvisning efter udlændingelovens § 25, nr. 2, §§ 25 a, 25 b og 25 c eller for
udsendelse af en udlænding, der efter reglerne i kapitlerne 1 og 3-5 a i øvrigt ikke har ret til at
opholde sig her i landet.
Det foreslås at ændre udlændingelovens
§ 36, stk. 1, 1. pkt.,
således, at der indsættes en henvisning
til den foreslåede bestemmelse i udlændingelovens § 36, stk. 9, jf. lovforslagets § 1, nr. 43.
Den foreslåede ændring af § 36, stk. 1, 1. pkt., indebærer, at der ved beslutning om administrativ
frihedsberøvelse navnlig skal lægges vægt på om udlændingen er i risiko for at forsvinde eller
unddrage sig udsendelse eller lægger hindringer i vejen for forberedelses- eller
udsendelsesproceduren samt hvilke kriterier der i den forbindelse kan lægges vægt på. Det
bemærkes i den forbindelse, at politiet
–
allerede på nuværende tidspunkt
–
foretager en vurdering
af, om de kriterier som fastsat i den foreslåede § 36, stk. 9, jf. lovforslagets § 1, nr. 43, er til stede i
den enkelte sag forud for iværksættelse af en administrativ frihedsberøvelse. Der tilsigtes således
med lovforslaget alene at kodificere en eksisterende forpligtelse i overensstemmelse med
udsendelsesdirektivets artikel 3, stk. 1, nr. 7 og artikel 15, stk.1, litra a.
Der henvises i øvrigt til afsnit 9 i lovforslagets almindelige bemærkninger.
Til nr. 41
221
 UUI, Alm.del - 2019-20 - Bilag 58: Lovudkast om ændring af udlændingeloven og forskellige andre love, fra udlændinge- og integrationsministeren
Det fremgår af udlændingelovens § 36, stk. 1, 2. pkt., at politiet kan træffe bestemmelse om
frihedsberøvelse af en udlænding med henblik på at sikre muligheden for afvisning eller overførsel
efter reglerne i kapitel 5 a, hvis der er en væsentlig risiko for, at den pågældende forsvinder, og de i
§ 34 nævnte foranstaltninger ikke er tilstrækkelige.
Det foreslås at ændre udlændingelovens
§ 36, stk. 1, 2. pkt.,
således at der indsættes en henvisning
til den foreslåede bestemmelse i udlændingelovens § 36, stk. 10, jf. lovforslagets § 1, nr. 44
Den foreslåede ændring af § 36, stk. 1, 2. pkt., indebærer, at der ved beslutning om administrativ
frihedsberøvelse navnlig skal lægges vægt på de forhold, der nu foreslås fastsat i § 36, stk. 10, jf.
lovforslagets § 1, nr. 44. Der tilsigtes således med lovforslaget alene at kodificere objektive kriterier
i overensstemmelse med ordlyden i Dublinforordningens artikel 2, litra n, og som i dag fremgår af
lovbemærkningerne. Med den foreslåede ændring indskrives disse kriterier således blot direkte i
loven.
Den foreslåede ændring ændrer ikke i øvrigt ved de allerede gældende betingelser for iværksættelse
af frihedsberøvelse efter udlændingelovens § 36, stk. 1, 2. pkt.
Der henvises i øvrigt til afsnit 10 i lovforslagets almindelige bemærkninger.
Til nr. 42
Det fremgår af bestemmelsen i udlændingelovens § 36, stk. 5, at politiet så vidt muligt skal
frihedsberøve en udlænding, der ikke medvirker til sin udsendelse, jf. § 40, stk. 6, 1. pkt., med
henblik på at sikre, at udlændingen meddeler de nødvendige oplysninger til udrejsen og medvirker
til tilvejebringelsen af den nødvendige rejselegitimation og visum og udrejsen i øvrigt.
Frihedsberøvelse efter udlændingelovens § 36, stk. 5, har til formål at motivere udlændingen til at
afgive den oplysning eller foretage den handling, som politiet har anmodet udlændingen om, jf.
udlændingelovens § 40, stk. 6, 1. pkt. Frihedsberøvelsen har således et motivationsfremmende
formål.
Det foreslås, at
§ 36, stk. 5,
ændres således, at iværksættelse af frihedsberøvelse skal betinges af, at
mindre indgribende foranstaltninger ikke vurderes at være tilstrækkelige til at sikre, at udlændingen
meddeler de nødvendige oplysninger til udrejsen eller medvirker til udrejsen.
Den foreslåede ændring har til formål at sikre en korrekt gennemførelse af udsendelsesdirektivets
artikel 15 og skal ses på baggrund af Rådets henstilling om at ændre § 36, stk. 5, således at
motivationsfremmende frihedsberøvelse kun kan anvendes, såfremt mindre indgribende
foranstaltninger ikke er tilstrækkelige til at sikre udlændingens medvirken.
Mindre indgribende foranstaltninger foreslås at omfatte de foranstaltninger, der kan iværksættes
efter udlændingelovens § 34 (deponering af pas, meldepligt mv.), efter § 42 a, stk. 8, 2. pkt. (pålæg
222
 UUI, Alm.del - 2019-20 - Bilag 58: Lovudkast om ændring af udlændingeloven og forskellige andre love, fra udlændinge- og integrationsministeren
om opholdspligt) og efter § 42 a, stk. 14 (nedsættelse eller ophør af kontante ydelser). Det vil som
udgangspunkt være en forudsætning for iværksættelse af motivationsfremmende frihedsberøvelse,
at den pågældende udlænding trods pålæg af foranstaltninger efter de nævnte bestemmelser ikke
medvirker til udrejsen eller udsendelsen.
Det er ikke en betingelse, at de mindre indgribende foranstaltninger har været iværksat over for den
enkelte udlænding, såfremt det på baggrund af oplysninger om udlændingens hidtidige adfærd mv.
kan lægges til grund, at iværksættelse af de nævnte foranstaltninger ikke kan antages at motivere
udlændingen til at medvirke, og såfremt det i øvrigt står udlændingen klart, hvilke konkrete
oplysninger eller pligter udlændingen skal medvirke til.
Det vil som hidtil bero på en konkret vurdering, hvilke oplysninger eller handlinger der skal
iværksættes af udlændingen, for at udrejsen eller udsendelsen kan gennemføres. Det vil endvidere
som hidtil være en forudsætning, at politiet over for udlændingen klart har angivet, hvilken
oplysning eller handling udlændingen skal give eller iværksætte. Der vil normalt være tale om
fremskaffelse af gyldig rejselegitimation i form af visum eller pas, som er nødvendig for, at politiet
kan drage omsorg for udlændingens udrejse. Der kan også være tale om, at udlændingen skal
underskrive ansøgningsskemaer til sit hjemlands repræsentation med henblik på at få udstedt gyldig
rejselegitimation.
Der henvises i øvrigt til afsnit 11 i lovforslagets almindelige bemærkninger.
Til nr. 43
Efter udlændingelovens § 36, stk. 1, 1. pkt., skal politiet så vidt muligt bestemme, at en udlænding
skal frihedsberøves, såfremt de i udlændingelovens § 34 nævnte mindre indgribende
foranstaltninger (deponering af pas, meldepligt mv.) ikke er tilstrækkelige til at sikre muligheden
for afvisning, for udvisning efter udlændingelovens § 25, nr. 2, §§ 25 a, 25 b og 25 c eller for
udsendelse af en udlænding, der efter reglerne i kapitlerne 1 og 3-5 a i øvrigt ikke har ret til at
opholde sig her i landet.
Det foreslås, at der indsættes et
stk. 9
i udlændingelovens § 36, hvori det fastsættes, at der ved
beslutning om frihedsberøvelse efter § 36, stk. 1, 1. pkt., navnlig skal lægges vægt på, om der er
risiko for, at den pågældende udlænding vil forsvinde eller unddrage sig udsendelse, eller om
udlændingen undviger eller lægger hindringer i vejen for forberedelsen af tilbagesendelses- eller
udsendelsesprocessen. Det foreslås endvidere, at det i bestemmelsen præciseres, hvornår der kan
antages at foreligge en risiko for, at udlændingen vil forsvinde eller unddrage sig udsendelse.
Formålet med de foreslåede ændringer er at sikre en korrekt gennemførelse af
udsendelsesdirektivets artikel 15, stk. 1. De foreslåede ændringer skal ses på baggrund af Rådets
henstilling om, at der fastsættes objektive kriterier for, hvornår der er risiko for, at en
tredjelandsstatsborger forsvinder.
223
 UUI, Alm.del - 2019-20 - Bilag 58: Lovudkast om ændring af udlændingeloven og forskellige andre love, fra udlændinge- og integrationsministeren
Forslaget indebærer, at der ved beslutning om administrativ frihedsberøvelse efter
udlændingelovens § 36, stk. 1, 1. pkt., navnlig skal lægges vægt på, om udlændingen har medvirket
under eller har lagt hindringer i vejen for sagens behandling, eller der i øvrigt på baggrund af
oplysningerne om udlændingen og opholdets varighed og karakter er grund til at antage, at
udlændingen vil forsvinde eller unddrage sig udsendelse. Der vil dog
–
som hidtil
–
også kunne
lægges vægt på andre forhold, der kan begrunde administrativ frihedsberøvelse, men i praksis vil de
nævnte forhold dog udgøre de vigtigste grunde, der kan føre til en administrativ frihedsberøvelse.
Det er endvidere tilstrækkeligt, at blot et af de nævnte kriterier er opfyldt, før der kan ske
frihedsberøvelse, såfremt betingelserne i øvrigt er opfyldt.
Udlændingens adfærd og forhold under behandlingen af den sag, hvorved det er blevet fastslået, at
udlændingen ikke har ret til ophold her i landet, skal ligeledes tillægges vægt ved vurderingen af
risikoen for forsvinding. Det vil således skulle indgå i vurderingen, om udlændingen har medvirket
til sagens oplysning, jf. udlændingelovens § 40, stk. 1, 1. og 2. pkt., herunder om udlændingen har
medvirket til at fastlægge sin identitet. Det vil også skulle indgå i vurderingen, om udlændingen
under behandling af en asylsag har lagt hindringer i vejen for asylsagens oplysning ved gentagne
gange uden rimelig grund at udeblive fra afhøringer ved politiet eller Udlændingestyrelsen, hvortil
den pågældende har været indkaldt. Der kan i vurderingen også lægges vægt på, om udlændingen
under asylsagens behandling ikke har meddelt relevante oplysninger, har tilsløret oplysninger om
sin identitet, nationalitet eller rejserute eller bevidst har meddelt urigtige oplysninger herom.
Endelig kan der lægges vægt på, om udlændingen på anden lignende måde ikke har medvirket til
sagens oplysning.
Det vil endvidere skulle indgå, om udlændingen har overholdt pålagte forpligtelser, jf.
udlændingelovens § 34, til sikring af, at den pågældende ikke forsvinder under den forudgående
sagsbehandling, f.eks. deponering af pas, anden rejselegitimation og billet, sikkerhedsstillelse,
pålæg om at tage ophold et bestemt sted samt regelmæssig meldepligt. Har udlændingen under den
forudgående sagsbehandling tydeligt over for udlændingemyndighederne eller politiet givet udtryk
for ikke at ville følge en afgørelse om tilbagesendelse, vil der også kunne foreligge en risiko for, at
udlændingen forsvinder. Udlændingens adfærd, efter at denne har fået endeligt afslag på ret til
ophold her i landet og således befinder sig her i landet i udsendelsesposition, vil derimod ikke
skulle indgå direkte i vurderingen af, om der er risiko for, at den pågældende forsvinder, men i
stedet i vurderingen af, om den pågældende har undveget eller lagt hindringer i vejen for
forberedelsen af tilbagesendelses- eller udsendelsesprocessen, jf. nærmere herom nedenfor.
Herudover skal der lægges vægt på, om der i øvrigt på baggrund af oplysningerne om udlændingen
og opholdets varighed og karakter er grund til at antage, at udlændingen vil forsvinde eller unddrage
sig udsendelse. Der vil i den forbindelse kunne lægges vægt på, om udlændingen under et tidligere
ophold her i landet har unddraget eller forsøgt at unddrage sig tvangsmæssig udsendelse, og om
udlændingen i forbindelse med indrejse i landet har benyttet sig af falske identitetspapirer. Hvis der
224
 UUI, Alm.del - 2019-20 - Bilag 58: Lovudkast om ændring af udlændingeloven og forskellige andre love, fra udlændinge- og integrationsministeren
er tale om en asylansøger, vil der også kunne lægges vægt på, om den pågældende har søgt asyl i
flere andre lande før indgivelse af ansøgning i Danmark eller under opholdet som asylansøger i
Danmark har forsøgt at indrejse og søge asyl i et andet land.
Risiko for forsvinding vil også foreligge, hvis udlændingen under opholdet er blevet udvist
administrativt efter udlændingelovens § 25 a, stk. 2, eller § 25 b, eller hvis der er truffet afgørelse
efter § 27 b om fuldbyrdelse af afgørelser om udsendelse truffet af myndigheder i andre EU- eller
Schengenlande. Endelig vil det også kunne tillægges vægt, om den pågældende er indrejst i strid
med et indrejseforbud udstedt her i landet eller i et andet medlemsland, eller om sagens
omstændigheder i øvrigt, herunder længden af et ulovligt ophold, bestyrker vurderingen af, at der er
en væsentlig risiko for forsvinding.
Efter den foreslåede ændring skal der ved beslutning om frihedsberøvelse efter § 36, stk. 1, 1. pkt.,
endvidere navnlig lægges vægt på, om udlændingen undviger eller lægger hindringer i vejen for
forberedelsen af tilbagesendelses- eller udsendelsesprocessen.
Vedrørende forslagets element om, at der ved vurderingen af, om udlændingen undviger eller
lægger hindringer i vejen for forberedelsen af tilbagesendelses- eller udsendelsesprocessen, kan der
navnlig lægges vægt på, om udlændingen hidtil har medvirket til udsendelsen, herunder ved at
meddele de oplysninger, der er nødvendige for at kunne gennemføre en udsendelse, eller ved at
medvirke til tilvejebringelse af nødvendig rejselegitimation og visum eller til udrejsen i øvrigt, jf. §
40, stk. 6.
Begreberne ”tilbagesendelses- eller udsendelsesprocessen”, der følger af udsendelsesdirektivet,
indebærer, at der vil kunne lægges vægt på den pågældendes adfærd, efter der er truffet endelig
afgørelse, og udlændingen befinder sig her i landet i udsendelsesposition. Det afgørende vil være,
om udlændingen har medvirket til udsendelsens faktiske gennemførelse. Der vil her kunne lægges
vægt på, om udlændingen f.eks. har overholdt pålagte kontrolforanstaltninger i form af opholds- og
meldepligt, eller udlændingen har medvirket til fremskaffelse af rejselegitimation ved f.eks. at rette
henvendelse til sit hjemlands ambassade.
I en række tilfælde vil der ske frihedsberøvelse, efter den pågældende udlænding har været i
udsendelsesposition i en periode. I sådanne tilfælde vil der ved vurderingen af grundlaget for
administrativ frihedsberøvelse kunne foretages en samlet vurdering af udlændingens adfærd under
og efter behandlingen af den sag, hvorved det er blevet fastslået, at udlændingen ikke har ret til
ophold her i landet.
Den foreslåede ændring ændrer ikke i øvrigt ved betingelserne for iværksættelse af frihedsberøvelse
efter udlændingelovens § 36, stk. 1, 1. pkt. Frihedsberøvelse er således fortsat betinget af, at mindre
indgribende foranstaltninger ikke kan anses for tilstrækkelige til at sikre udlændingens
tilstedeværelse, og at der er reel udsigt til udsendelse. Det forhold, at der er risiko for, at
225
 UUI, Alm.del - 2019-20 - Bilag 58: Lovudkast om ændring af udlændingeloven og forskellige andre love, fra udlændinge- og integrationsministeren
udlændingen forsvinder, kan således ikke alene føre til frihedsberøvelse efter udlændingelovens §
36, stk. 1, 1. pkt., hvis der ikke i øvrigt er reel udsigt til udsendelse.
Tilsvarende vil det forhold, at udlændingen har forsøgt at undvige eller har lagt hindringer i vejen
for forberedelse af tilbagesendelses- eller udsendelsesprocessen, ikke kunne føre til
frihedsberøvelse, hvis der ikke er reel udsigt til udsendelse. I sådanne tilfælde vil det som
udgangspunkt være en forudsætning for frihedsberøvelse med henblik på udsendelse, at det på
anden vis er lykkedes for politiet at fremskaffe det fornødne grundlag for udsendelse i form af f.eks.
rejselegitimation mv., således at udsendelsen kan gennemføres, og mindre indgribende
foranstaltninger ikke kan anses for tilstrækkelige til at sikre udlændingens tilstedeværelse.
Det bemærkes, at der i tilfælde, hvor udlændingen undviger eller lægger hindringer i vejen for
forberedelse af tilbagesendelses- eller udsendelsesprocessen, fortsat kan ske frihedsberøvelse efter
bestemmelsen i udlændingelovens § 36, stk. 5 eller 6, med henblik på at motivere udlændingen til at
medvirke til udsendelse, hvis det ikke på anden vis lykkes for politiet at tilvejebringe grundlaget for
en tvangsmæssig udsendelse.
Der henvises i øvrigt til afsnit 9 i lovforslagets almindelige bemærkninger.
Til nr. 44
Efter udlændingelovens § 36, stk. 1, 2. pkt., kan politiet træffe bestemmelse om frihedsberøvelse af
en udlænding med henblik på at sikre muligheden for afvisning eller overførsel efter reglerne i
kapitel 5 a, hvis der er en væsentlig risiko for, at den pågældende forsvinder, og de i § 34 nævnte
foranstaltninger ikke er tilstrækkelige.
Det foreslås, at der indsættes et
stk. 10
i udlændingelovens § 36, hvori det fastsættes, hvornår der
kan antages at foreligge en risiko for, at udlændingen vil forsvinde.
Det er Udlændinge- og Integrationsministeriets vurdering, at der allerede i dag er udtrykkelig
hjemmel til at frihedsberøve en udlænding efter udlændingelovens § 36, stk. 1, 2. pkt. Formålet med
de foreslåede ændringer er således alene at skabe en ensartethed i forhold til administrativ
frihedsberøvelse efter § 36, stk. 1, 1. pkt., på baggrund af Rådets henstilling af 15. februar 2018.
Forslaget indebærer, at de objektive kriterier, der kan fastslå, om
der er risiko for,
at den
pågældende vil forsvinde, vil fremgå udtrykkeligt af loven og ikke blot af lovbemærkningerne.
Ved beslutning om administrativ frihedsberøvelse efter udlændingelovens § 36, stk. 1, 2. pkt., skal
der således fortsat særligt lægges vægt på, om den pågældende udlænding har søgt asyl i flere andre
lande, der er tilsluttet Dublinforordningen, før indgivelse af asylansøgning i Danmark, eller under
opholdet i Danmark har forsøgt at indrejse og søge asyl i en anden medlemsstat.
226
 UUI, Alm.del - 2019-20 - Bilag 58: Lovudkast om ændring af udlændingeloven og forskellige andre love, fra udlændinge- og integrationsministeren
Endvidere skal der lægges vægt på, om den pågældende antræffes af politiet og ikke har indgivet
ansøgning om asyl her i landet eller i øvrigt ikke har lovligt ophold, om den pågældende tidligere
har været overført fra Danmark i medfør af Dublinforordningen og på ny er indrejst her i landet,
eller om den pågældende tidligere har unddraget sig, eller forsøgt at unddrage sig afvisning eller
overførsel.
Herudover skal der lægges vægt på, om den pågældende har forsømt at overholde foranstaltninger,
som den pågældende er pålagt i medfør af udlændingelovens § 34 (deponering af pas, meldepligt
mv.) til sikring af den pågældendes tilstedeværelse, om den pågældende over for
udlændingemyndighederne eller politiet har givet udtryk for ikke at ville følge en afgørelse om
afvisning eller overførsel, eller om den pågældende er blevet udvist administrativt efter § 25 a, stk.
2, eller § 25 b.
Endelig skal det tillægges vægt, om den pågældende er indrejst i strid med et indrejseforbud udstedt
her i landet eller i en anden medlemsstat, eller om sagens omstændigheder i øvrigt, herunder
længden af et ulovligt ophold, bestyrker vurderingen af, at der er en væsentlig risiko for forsvinden.
Det forhold alene, at udlændingen er genstand for en afgørelse om afvisning eller overførsel, er ikke
tilstrækkeligt til at begrunde en frihedsberøvelse.
Der henvises i øvrigt til afsnit 10 i lovforslagets almindelige bemærkninger.
Til nr. 45
Det følger af udlændingelovens § 33, stk. 8, at en ansøgning om opholdstilladelse efter § 9 b, efter §
9 c, når ansøgningen vedrører en udlænding, der har indgivet ansøgning om opholdstilladelse efter §
7, eller efter § 9 e ikke behandles, hvis den myndighed, der skal træffe afgørelsen, ikke er bekendt
med udlændingens opholdssted. 1. pkt. finder tilsvarende anvendelse ved en ansøgning om
genoptagelse af en afgørelse efter § 7, efter § 9 b, efter § 9 c, når afgørelsen vedrører en udlænding,
der har indgivet ansøgning om opholdstilladelse efter § 7, eller efter § 9 e.
Det er Udlændinge- og Integrationsministeriets opfattelse, at bestemmelsen bør nyaffattes som § 40,
stk. 13, idet det foreslås, at udlændingelovens §§ 33-33 b skal indeholde regler om henholdsvis
fastsættelse af udrejsefrist, processuelt ophold og opsættende virkning. Det er på den baggrund
Udlændinge- og Integrationsministeriets opfattelse, at den gældende § 33, stk. 8, tematisk hører
hjemme i udlændingelovens § 40.
Det foreslås således at fastsætte i udlændingelovens
§ 40, stk. 13, 1. pkt.,
at en ansøgning om
opholdstilladelse efter § 9 b, efter § 9 c, når ansøgningen vedrører en udlænding, der har indgivet
ansøgning om opholdstilladelse efter § 7, eller efter § 9 e ikke behandles, hvis den myndighed, der
skal træffe afgørelsen, ikke er bekendt med udlændingens opholdssted.
227
 UUI, Alm.del - 2019-20 - Bilag 58: Lovudkast om ændring af udlændingeloven og forskellige andre love, fra udlændinge- og integrationsministeren
Den foreslåede bestemmelse indebærer, at førstegangsansøgninger om humanitær opholdstilladelse
efter udlændingelovens § 9 b, om opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c til afviste
asylansøgere og om opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 e vedrørende udlændinge fra
Kosovoprovinsen ikke skal behandles, hvis udlændingen holder sig skjult for myndighederne. Dette
gælder såvel i tilfælde, hvor udlændingen er skønnet udrejst, og tilfælde hvor der ikke er konkret
anledning til at formode, at den pågældende opholder sig her i landet, som i tilfælde, hvor
udlændingen formodes at skjule sig for myndighederne her i landet.
Det er således en forudsætning for behandling af førstegangsansøgninger efter de nævnte
bestemmelser, at udlændingemyndighederne er bekendt med udlændingens opholdssted, og at den
pågældende står til rådighed for udlændingemyndighedernes behandling af sagen. Det indebærer, at
udlændingen skal tage ophold efter Udlændingestyrelsens eller politiets anvisninger. Det er således
f.eks. ikke tilstrækkeligt, at udlændingen angiver en c/o-adresse hos sin advokat eller anden
partsrepræsentant.
Den foreslåede bestemmelse finder anvendelse, selv om ansøgningen måtte antages at kunne føre til
opholdstilladelse.
Udlændingemyndighederne skal meddele den person, der har formidlet udlændingens ansøgning
over for udlændingemyndighederne, at ansøgningen ikke kan behandles, før udlændingen giver sig
til kende over for myndighederne på en sådan måde, at myndighederne er bekendt med den
pågældendes opholdssted, og den pågældende står til rådighed for udlændingemyndighedernes
behandling af sagen.
Forslaget indebærer ikke, at udlændingen til enhver tid er afskåret fra at få sin sag behandlet. Når
udlændingen tager ophold efter myndighedernes anvisninger, og myndighederne dermed har sikkert
kendskab til den pågældendes opholdssted, skal ansøgningen således behandles. Der vil således
ikke være tale om, at udlændingen udsendes tvangsmæssigt af landet, uden af den pågældende får
behandlet sin ansøgning.
Udlændingemyndighederne skal i den forbindelse i relevant omfang tage stilling til, om
ansøgningen om opholdstilladelse kan tillægges processuelt ophold eller opsættende virkning. Det
vil være udgangspunktet, at der ikke er grundlag for opsættende virkning, hvis udlændingen har
modarbejdet sagsbehandlingen ved at holde sig skjult for myndighederne. En ansøgning om
opholdstilladelse kan herefter alene tillægges opsættende virkning i helt særlige tilfælde, f.eks.
alvorlig sygdom.
Det bemærkes, at den foreslåede bestemmelse ikke vil finde anvendelse i de tilfælde, hvor en
førstegangsansøgning om opholdstilladelse efter udlændingelovens §§ 9 b, 9 c eller 9 e, ikke er
tillagt processuelt ophold eller opsættende virkning, og hvor udlændingen på den baggrund er
udrejst eller udsendt af Danmark. Tilsvarende gælder, hvis udlændingen udrejser af landet og
228
 UUI, Alm.del - 2019-20 - Bilag 58: Lovudkast om ændring af udlændingeloven og forskellige andre love, fra udlændinge- og integrationsministeren
informerer udlændingemyndighederne herom, medmindre den pågældende
udlændingemyndighederne tilkendegiver, at ansøgningen ikke ønskes behandlet.
over
for
Den foreslåede bestemmelse angår således alene de situationer, hvor udlændinge skjuler sig for
myndighederne her i landet eller udrejser uden at informere myndighederne herom og dermed af
politiet skønnes udrejst af landet.
Det foreslås at fastsætte i udlændingelovens
§ 40, stk. 13, 2. pkt.,
at en anmodning om genoptagelse
af en afgørelse efter udlændingelovens § 7, efter § 9 b, efter § 9 c, når afgørelsen vedrører en
udlænding, der har indgivet ansøgning om opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, eller efter
§ 9 e, ikke behandles, hvis den myndighed, der skal træffe afgørelsen, ikke er bekendt med
udlændingens opholdssted.
Den foreslåede bestemmelse indebærer, at anmodninger om genoptagelse af asylsager, sager om
humanitær opholdstilladelse, sager om opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c til afviste
asylansøgere og sager om opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 e om udlændinge fra
Kosovoprovinsen ikke behandles, hvis udlændingen holder sig skjult for myndighederne. Dette
gælder såvel i tilfælde, hvor udlændingen er skønnet udrejst, og hvor der ikke er konkret anledning
til at formode, at den pågældende opholder sig her i landet, som i tilfælde, hvor udlændingen
formodes at skjule sig for myndighederne her i landet.
Det er således en forudsætning for behandling af genoptagelsesanmodningen, at
udlændingemyndighederne er bekendt med udlændingens opholdssted, og at den pågældende står til
rådighed for udlændingemyndighedernes behandling af sagen. Det indebærer, at udlændingen skal
tage ophold efter Udlændingestyrelsens eller politiets anvisninger. Det er således f.eks. ikke
tilstrækkeligt, at udlændingen angiver en c/o-adresse hos sin advokat eller anden partsrepræsentant.
Den foreslåede bestemmelse finder anvendelse, selv om genoptagelsesanmodningen måtte antages
at kunne føre til opholdstilladelse. Udlændingemyndighederne skal således ikke tage stilling til, om
en anmodning om genoptagelse bør tillægges processuelt ophold eller opsættende virkning, eller om
en ansøgning bør føre til genoptagelse af sagen.
Udlændingemyndighederne skal alene meddele den person, der har formidlet udlændingens
ansøgning over for udlændingemyndighederne, at ansøgningen ikke kan behandles, før
udlændingen giver sig til kende over for myndighederne på en sådan måde, at myndighederne er
bekendt med den pågældendes opholdssted, og den pågældende står personligt til rådighed for
udlændingemyndighedernes behandling af sagen.
Forslaget indebærer ikke, at udlændingen til enhver tid er afskåret fra at få sin sag genoptaget. Når
udlændingen tager ophold efter myndighedernes anvisninger, og myndighederne dermed har sikkert
kendskab til den pågældendes opholdssted, skal ansøgningen om genoptagelse således behandles.
229
 UUI, Alm.del - 2019-20 - Bilag 58: Lovudkast om ændring af udlændingeloven og forskellige andre love, fra udlændinge- og integrationsministeren
Der vil således ikke være tale om, at udlændingen udsendes tvangsmæssigt af landet, uden af den
pågældende får behandlet sin ansøgning.
Udlændingemyndighederne skal i den forbindelse i relevant omfang tage stilling til, om
anmodningen om genoptagelse kan tillægges processuelt ophold eller opsættende virkning, og
efterfølgende om ansøgningen om genoptagelse skal imødekommes. Det vil være udgangspunktet,
at der ikke er grundlag for opsættende virkning, hvis udlændingen har modarbejdet
sagsbehandlingen ved at holde sig skjult for myndighederne. En anmodning om genoptagelse kan
herefter alene tillægges opsættende virkning i helt særlige tilfælde, f.eks. alvorlig sygdom.
Det bemærkes, at den foreslåede bestemmelse, ikke vil finde anvendelse i de tilfælde, hvor
anmodning om genoptagelse af en sag om opholdstilladelse efter de nævnte bestemmelser eller en
asylsag, ikke er tillagt processuelt ophold eller opsættende virkning, og hvor udlændingen på den
baggrund er udrejst eller udsendt af Danmark. Tilsvarende gælder, hvis udlændingen udrejser af
landet og informerer udlændingemyndighederne herom, medmindre den pågældende over for
udlændingemyndighederne tilkendegiver, at anmodningen ikke ønskes behandlet.
Den foreslåede bestemmelse retter sig således alene mod de situationer, hvor udlændinge skjuler sig
for myndighederne her i landet eller udrejser uden at informere myndighederne herom og dermed af
politiet skønnes udrejst af landet.
Der henvises i øvrigt til afsnit 2 i lovforslagets almindelige bemærkninger.
Til nr. 46
Det fremgår af udlændingelovens § 40 d, at en prøveafholder uden udlændingens samtykke kan
indhente oplysninger om udlændingens 1) navn, 2) køn, 3) fødselsdato, 4) nationalitet, 5)
pasnummer eller nummer på anden rejselegitimation og 6) fotografi fra Udlændinge- og
Integrationsministeriets personregister over udlændinge i forbindelse med, at en udlænding skal
aflægge de prøver, der er nævnt i § 9, stk. 34 og 35, og § 9 f, stk. 4.
De prøver, der er nævnt i udlændingelovens § 9, stk. 34 og 35, er de danskprøver, som udlændinge,
der er meddelt opholdstilladelse efter § 9, stk. 1, nr. 1 (ægtefællesammenføring og
familiesammenføring med en fast samlever), normalt skal bestå inden for visse frister for at bevare
opholdstilladelsen, jf. § 19, stk. 1, nr. 15.
Prøven nævnt i udlændingelovens § 9 f, stk. 4, 1. pkt., sigter til den prøve i dansk og danske
samfundsforhold (indvandringsprøven), som udlændinge med opholdstilladelse som religiøs
forkynder mv. skal bestå inden 6 måneder for at få forlænget opholdstilladelsen.
230
 UUI, Alm.del - 2019-20 - Bilag 58: Lovudkast om ændring af udlændingeloven og forskellige andre love, fra udlændinge- og integrationsministeren
Ved lov nr. 249 af 20. marts 2017 blev der indsat et nyt stk. 4 i § 9 f, hvorefter § 9 f, stk. 4, blev til
§ 9 f, stk. 5. Ved en fejl blev henvisningen til § 9 f, stk. 4, i udlændingelovens § 40 d ikke
konsekvensændret til § 9 f, stk. 5. Det rettes der op på ved den foreslåede ændring af
§ 40 d.
Til nr. 47
Det følger af udlændingelovens § 42 a, stk. 8, 1. pkt., at Udlændingestyrelsen, medmindre særlige
grunde taler derimod, bestemmer, at en udlænding, hvis opholdstilladelse efter § 7 eller § 8, stk. 1
eller 2, er bortfaldet, jf. § 32, stk. 1, eller § 21 b, stk. 1, men som ikke kan udsendes af landet, jf. §
31, en udlænding, der har fået afslag på en ansøgning om opholdstilladelse efter § 7 eller § 8, stk. 1
eller 2, men som ikke kan udsendes af landet, jf. § 31, og en udlænding, der er udvist ved endelig
dom efter §§ 22-24, og som ikke er varetægtsfængslet efter § 35, skal tage ophold på et bestemt
indkvarteringssted for de i stk. 1 og 2 nævnte udlændinge.
Bestemmelsen har til formål at sikre myndighederne et løbende kendskab til de pågældende
udlændinges opholdssted. Det følger således bl.a. af bestemmelsen, at Udlændingestyrelsen kan
bestemme, at udlændinge, som har fået afslag på en ansøgning om opholdstilladelse efter lovens §
8, stk. 1 eller 2 (kvoteflygtninge), men som ikke kan udsendes af landet som følge af
refoulementsforbuddet i lovens § 31, skal tage ophold på et bestemt indkvarteringssted
(opholdspligt).
Det foreslås, at henvisningen til, at en udlænding, der har fået afslag på en ansøgning efter § 8, stk.
1 eller 2, udgår af udlændingelovens
§ 42 a, stk. 8, 1. pkt.
Baggrunden for forslaget er, at udlændinge der ikke er blevet tilbudt genbosætning i Danmark, ikke
opholder sig her i landet, og at de derfor heller ikke i praksis kan blive omfattet af den såkaldte
opholdspligt. Der er tale om en videreførelse af gældende ret.
Der henvises i øvrigt til afsnit 12 i lovforslagets almindelige bemærkninger.
Til nr. 48
Det følger af udlændingelovens § 42 a, stk. 13, at Udlændingestyrelsen kan bestemme, at en
udlænding, der er omfattet af stk. 1 eller stk. 2, jf. stk. 3, og som ikke er omfattet af stk. 13, ikke får
udbetalt kontante ydelser, jf. § 42 b, stk. 1, 3 og 8, når den pågældende er indkvarteret på et
indkvartereringssted, jf. stk. 5, hvor der er en vederlagsfri bespisningsordning, eller at udlændingen
alene får udbetalt grundydelse, jf. § 42 b, stk. 1 og 2, forsørgertillæg, jf. § 42 b, stk. 3 og 7, og
nedsat forsørgertillæg, jf. § 42 b, stk. 3, 6 og 7, når den pågældende er indkvarteret på et
indkvarteringssted, jf. stk. 5, uden en vederlagsfri bespisningsordning, såfremt udlændingen er
omfattet af et af numrene i stk. 13, nr. 1-6.
231
 UUI, Alm.del - 2019-20 - Bilag 58: Lovudkast om ændring af udlændingeloven og forskellige andre love, fra udlændinge- og integrationsministeren
Ved lov nr. 446 af 13. april 2019 om ændring af udlændingeloven (Nyaffattelse af bestemmelserne
om opholds-, underretnings- og meldepligt, orienteringspligt for udlændinge på tålt ophold, der ikke
er pålagt opholdspligt, og fastlæggelse af omfanget af Udlændingestyrelsens kontrolpligt) blev § 42
a, stk. 11 og 12, indsat i udlændingeloven som nye stykker, og de dagældende § 42 a, stk. 11-17,
blev som konsekvens heraf ændret til de nugældende § 42 a, stk. 13-19. Der blev imidlertid ikke
samtidig foretaget konsekvensrettelse i § 42 a, stk. 13.
Det foreslås derfor, at udlændingelovens
§ 42 a, stk. 13,
ændres, således at »stk. 13«
konsekvensrettes til »stk. 15«, så den korrekte hjemmel fremgår af bestemmelsen.
Forslaget medfører, at der sker en korrekt henvisning til bestemmelsen i udlændingeloven. Der er
således alene tale om en lovteknisk ændring.
Til nr. 49
Der er i udlændingelovens § 42 a, stk. 15, fastsat nærmere regler om nedsættelse eller ophør af
udbetaling af kontante ydelser til udlændinge, der opholder sig her i landet uden et lovligt
opholdsgrundlag. Efter bestemmelsen skal Udlændingestyrelsen bestemme, at blandt andet en
udlænding, der har fået afslag på en ansøgning om opholdstilladelse efter udlændingelovens § 8,
stk. 1 eller 2, ikke får udbetalt kontante ydelser, når den pågældende er indkvarteret på et
indkvarteringssted, hvor der er en vederlagsfri bespisningsordning, eller at udlændingen alene får
udbetalt grundydelse, forsørgertillæg og nedsat forsørgertillæg, når den pågældende er indkvarteret
på et indkvarteringssted uden vederlagsfri bespisningsordning, såfremt udlændingen er omfattet af
en eller flere af de i bestemmelsens nr. 1-7 nævnte grunde til ophør eller nedsættelse af kontante
ydelser.
Det følger således bl.a. af bestemmelsen, at udlændinge, som har fået afslag på en ansøgning om
opholdstilladelse efter udlændingelovens § 8, stk. 1 eller 2 (kvoteflygtninge), men som ikke kan
udsendes af landet som følge af refoulementsforbuddet i udlændingelovens § 31, hvis visse forhold
vedrørende den pågældende udlænding gør sig gældende, blandt andet ikke får udbetalt visse
kontante ydelser under opholdet her i landet.
Det foreslås, at henvisningen til, at en udlænding, der har fået afslag på en ansøgning efter § 8, stk.
1 eller 2, udgår af udlændingelovens
§ 42 a, stk. 15.
Baggrunden herfor er, at en
udlænding,
der ikke er blevet tilbudt genbosætning i Danmark, ikke
opholder sig i Danmark, og dermed ikke opholder sig på et indkvarteringssted, og derfor heller ikke
modtager kontante ydelser.
Der henvises i øvrigt til afsnit 12 i lovforslagets almindelige bemærkninger.
Til nr. 50
232
 UUI, Alm.del - 2019-20 - Bilag 58: Lovudkast om ændring af udlændingeloven og forskellige andre love, fra udlændinge- og integrationsministeren
Det følger af udlændingelovens § 42 a, stk. 16, 1. pkt., at bestemmelserne i stk. 11, nr. 1-4 og 6, og
stk. 12 finder anvendelse for udbetaling af kontante ydelser til en uledsaget udlænding under 18 år
eller en udlænding under 18 år, som ikke betragtes som hørende til en af eller begge af sine
forældres familie, jf. § 42 b, stk. 3, 7 og 8. pkt.
Ved lov nr. 446 af 13. april 2019 om ændring af udlændingeloven (Nyaffattelse af bestemmelserne
om opholds-, underretnings- og meldepligt, orienteringspligt for udlændinge på tålt ophold, der ikke
er pålagt opholdspligt, og fastlæggelse af omfanget af Udlændingestyrelsens kontrolpligt) blev § 42
a, stk. 11 og 12, indsat i udlændingeloven som nye stykker, og de dagældende § 42 a, stk. 11-17,
blev som konsekvens heraf ændret til de nugældende § 42 a, stk. 13-19. Der blev imidlertid ikke
samtidig foretaget konsekvensrettelse i § 42 a, stk. 16.
Det foreslås derfor, at udlændingelovens
§ 42 a, stk. 16, 1. pkt.,
ændres, således at »stk. 11, nr. 1-4
og 6« konsekvensrettes til »stk. 13, nr. 1-4« og »stk. 12« konsekvensrettes til »stk. 14«, så den
korrekte hjemmel fremgår af bestemmelsen.
Forslaget medfører, at der sker en korrekt henvisning til bestemmelsen i udlændingeloven. Der er
således alene tale om en lovteknisk ændring.
Til nr. 51
Efter udlændingelovens § 42 a, stk. 17, kan Udlændingestyrelsen til brug for en afgørelse efter § 42
a, stk. 11-14, uden udlændingens samtykke indhente oplysninger om udlændingens helbredsforhold
hos indkvarteringsoperatøren, jf. stk. 5.
Ved lov nr. 446 af 13. april 2019 om ændring af udlændingeloven (Nyaffattelse af bestemmelserne
om opholds-, underretnings- og meldepligt, orienteringspligt for udlændinge på tålt ophold, der ikke
er pålagt opholdspligt, og fastlæggelse af omfanget af Udlændingestyrelsens kontrolpligt) blev
udlændingelovens § 42 a, stk. 11 og 12, indsat i udlændingeloven som nye stykker, og de
dagældende § 42 a, stk. 11-17, blev som konsekvens heraf ændret til de nugældende § 42 a, stk. 13-
19. Der blev imidlertid ikke samtidig foretaget konsekvensrettelse i § 42 a, stk. 17.
Det foreslås derfor, at udlændingelovens
§ 42 a, stk. 17,
ændres, således at »stk. 11-14«
konsekvensrettes til »stk. 13-16«.
Forslaget medfører, at der sker en korrekt henvisning til bestemmelserne i udlændingeloven. Der er
således alene tale om en lovteknisk ændring.
Til nr. 52
233
 UUI, Alm.del - 2019-20 - Bilag 58: Lovudkast om ændring af udlændingeloven og forskellige andre love, fra udlændinge- og integrationsministeren
Det fremgår af udlændingelovens § 42 a, stk. 19, 1. pkt., at for udlændinge omfattet af stk. 11-14,
der er indkvarteret på et indkvarteringssted, jf. stk. 5, uden en vederlagsfri bespisningsordning,
udgør forsørgertillægget pr. dag 42,73 kr.
Det angivne beløb er fastsat i 2005-beløb og reguleres fra og med 2006 én gang årligt den 1. januar
efter satsreguleringsprocenten, jf. lov om en satsreguleringsprocent, jf. udlændingelovens § 42 a,
stk. 19, 2. pkt.
Ved lov nr. 102 af 3. februar 2016 om ændring af udlændingeloven (Udskydelse af retten til
familiesammenføring for personer med midlertidig beskyttelsesstatus, skærpelse af reglerne om
tidsubegrænset opholdstilladelse, skærpelse af reglerne om inddragelse af flygtninges
opholdstilladelse m.v.) blev grundydelsen, forsørgertillægget og tillægsydelsen, der udbetales til
asylansøgere, generelt nedsat med 10 pct. i forhold til de takster, der ellers var gældende. Beløbet i
dagældende § 42 a, stk. 17 (nugældende § 42 a, stk. 19), blev dog ved en fejl og i modstrid med
hensigten med lovforslaget ikke ændret.
Beløbet i udlændingelovens § 42 a, stk. 19, har imidlertid i bekendtgørelse om regulering af beløb i
henhold til udlændingeloven siden den 1. januar 2017 været fastsat 10 pct. lavere end det beløb, der
følger af udlændingeloven. Folketingets Udlændinge- og Integrationsudvalget blev ved brev af 17.
april 2018 orienteret om, at der var fastsat et forkert beløb i bekendtgørelsen, som myndighederne
administrerede efter, jf. UUI alm. del
–
bilag 149. Udlændingemyndighederne har siden taget de
nødvendige skridt til efterbetaling til de berørte personer, og der administreres nu efter det beløb,
der følger af udlændingeloven.
På baggrund af hensigten med lov nr. 102 af 3. februar 2016 er det Udlændinge- og
Integrationsministeriets vurdering, at den relevante bestemmelse bør justeres.
Ved lov nr. 446 af 13. april 2019 om ændring af udlændingeloven (Nyaffattelse af bestemmelserne
om opholds-, underretnings- og meldepligt, orienteringspligt for udlændinge på tålt ophold, der ikke
er pålagt opholdspligt, og fastlæggelse af omfanget af Udlændingestyrelsens kontrolpligt) blev
udlændingelovens § 42 a, stk. 11 og 12, indsat i udlændingeloven som nye stykker, og de
dagældende § 42 a, stk. 11-17, blev som konsekvens heraf ændret til de nugældende § 42 a, stk. 13-
19. Der blev imidlertid ikke samtidig foretaget konsekvensrettelse i § 42 a, stk. 19, 1. pkt.
Det foreslås derfor, at udlændingelovens
§ 42 a, stk. 19,
ændres, således at »stk. 11-14«
konsekvensrettes til »stk. 13-16«, »42,73 kr.« ændres til »53,39 kr.«, »2005-beløb« ændres til
»2020-beløb«, og »2006« ændres til »2021«.
Forslagene medfører, at der sker en korrekt henvisning til bestemmelserne i udlændingeloven, og at
forsørgertillægget, der udbetales til udlændinge omfattet af udlændingelovens § 42 a, stk. 13-16, der
er indkvarteret på et indkvarteringssted uden en vederlagsfri bespisningsordning, nedsættes med 10
pct.
234
 UUI, Alm.del - 2019-20 - Bilag 58: Lovudkast om ændring af udlændingeloven og forskellige andre love, fra udlændinge- og integrationsministeren
Til nr. 53
Det følger af den gældende bestemmelse i udlændingelovens § 43 c, at udlændinge- og
integrationsministeren kan fastsætte nærmere regler om de vilkår, jf. lovens §§ 42 a- 42 f, der skal
gælde for udlændinge, der har fået endeligt afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7,
og som samarbejder om udrejse og indgår en kontrakt om opkvalificeringsforløb og frivillig udrejse
med Udlændingestyrelsen. En aftale om opkvalificeringsforløb kan alene indgås, hvis der som led i
en genopbygningsindsats af den pågældende udlændings hjemland efter krig planlægges eller er
iværksat større støtteprojekter, og der er indledt forhandlinger om tilbagetagelse eller praktiske
aftaler om tilbagetagelse eller accept af tvangsmæssig udsendelse, eller det grundet situationen i
landet ikke er muligt at indlede sådanne forhandlinger.
Det foreslås, at udlændingelovens
§ 43 c
ophæves.
Det fremgår af bemærkningerne til bestemmelsen, jf. Folketingstidende 2006-07, tillæg A, side 78-
91, at kontraktordninger har sigte på afviste irakiske asylansøgere, og at tilbuddet om
opkvalificering, når kriterierne i bestemmelsen ikke længere er opfyldt, f.eks. fordi der indgås
tilbagetagelsesaftale med et land eller opnås accept af tvangsmæssig udsendelse, vil ophøre efter
ministerens nærmere bestemmelse herom.
Baggrunden for forslaget er således, at Danmark og Irak den 13. maj 2009 indgik en
tilbagetagelsesaftale. Aftalen indebar, at kriterierne for at lade afviste irakiske asylansøgere være
omfattet af kontraktordningen efter udlændingelovens § 43 c ikke længere er opfyldt.
Kontraktordningen ophørte derfor den 14. maj 2009 kl. 12.00. Bestemmelsen har derfor ikke
længere noget anvendelsesområde.
Til nr. 54
Udlændingeinformationsportalen (UIP) er den samlede og strategiske portal for udveksling af
information om udlændinge i Danmark. UIP består af systemerne Udlændinge Informations
Systemet (UIS), Ydelsesberegningssystemet (YBS), Indkvarteringssystemet (ISYS) og DubliNet.
UIP viser oplysninger fra Udlændingeregistret og Erhvervssystemet og giver elektronisk adgang til
personoplysninger (navn, CPR-nummer, udlændingenummer, adresse, nationalitet, integrationsdato
mv.), oplysninger om afgørelser (herunder evt. klagedato, indrejseforbud og udrejsefrist m.v.),
oplysninger om ind- og udrejser samt oplysninger om indgivne ansøgninger.
Det fremgår af udlændingelovens § 44 a, stk. 1, at Udlændingestyrelsen, Styrelsen for International
Rekruttering og Integration og Statsforvaltningen til kommunalbestyrelsen for den kommune, hvor
udlændingen bor eller opholder sig, eller hvortil udlændingen visiteres, jf. integrationslovens § 10,
stk. 1, eller flytter fra udlandet, uden udlændingens samtykke, videregiver oplysninger om, 1) at
udlændingen er meddelt registreringsbevis eller opholdskort i medfør af EU-reglerne, jf.
235
 UUI, Alm.del - 2019-20 - Bilag 58: Lovudkast om ændring af udlændingeloven og forskellige andre love, fra udlændinge- og integrationsministeren
udlændingelovens § 6, eller opholdstilladelse efter udlændingelovens §§ 7-9 f, 9 i-9 n, 9 p eller 9 q
eller er fritaget for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 5, stk. 2, 2) at udlændingen er
meddelt tidsubegrænset opholdstilladelse eller afslag herpå, 3) at udlændingen er meddelt
tidsbegrænset opholdstilladelse efter afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse, jf. nr. 2, eller 4) at
udlændingens opholdstilladelse er nægtet forlænget, er bortfaldet eller er inddraget, og om udfaldet
af en eventuel klage herover.
Det følger af udlændingelovens § 44 a, stk. 2, at Udlændingestyrelsen administrerer
Udlændingeinformationsportalen (UIP), der indeholder personoplysninger om udlændinge,
oplysninger om udlændinges ophold og oplysninger om indkvartering og modtagelse af ydelser her
i landet. Udlændingestyrelsen kan give andre myndigheder og private organisationer adgang til UIP,
i det omfang adgangen er nødvendig for varetagelsen af myndighedens eller organisationens
opgaver efter udlændingeloven, integrationsloven eller anden lovgivning. Styrelsen for International
Rekruttering og Integration har adgang til UIP, i det omfang adgangen er nødvendig for
varetagelsen af Styrelsen for International Rekruttering og Integrations opgaver efter
udlændingeloven eller anden lovgivning.
Det følger af udlændingelovens § 44 a, stk. 3, at myndigheder og private organisationer, der har
adgang til Udlændingeinformationsportalen (UIP), uden udlændingens samtykke kan indhente de
oplysninger i UIP, som er nødvendige for udførelsen af myndighedens eller organisationens
virksomhed eller påkrævet for en afgørelse, som myndigheden eller organisationen skal træffe efter
udlændingeloven, integrationsloven eller anden lovgivning.
Det fremgår, af udlændingelovens § 44 a, stk. 4, at meddeles en udlænding, der bor eller opholder
sig her i landet uden at have lovligt ophold i medfør af udlændingelovens §§ 1-3 a, § 4 b eller § 5,
stk. 2, eller i medfør af et registreringsbevis eller opholdskort efter udlændingelovens § 6 eller en
opholdstilladelse efter udlændingelovens §§ 7-9 f, 9 i-9 n, 9 p eller 9 q, og som ikke er indkvarteret
på et indkvarteringssted for de i udlændingelovens § 42 a, stk. 1 og 2, nævnte udlændinge, afslag på
en ansøgning om opholdstilladelse, videregiver Udlændingestyrelsen eller Styrelsen for
International Rekruttering og Integration uden udlændingens samtykke oplysninger herom til
kommunalbestyrelsen for den kommune, hvor udlændingen bor eller opholder sig. Tilsvarende
gælder, hvis ansøgningen om opholdstilladelse fra en udlænding som nævnt i udlændingelovens §
44, stk. 4, 1. pkt., bortfalder eller frafaldes.
Det følger videre af udlændingelovens § 44 a, stk. 6, at de i udlændingelovens § 44 a, stk. 1 og 4
nævnte oplysninger kan videregives gennem Udlændingeinformationsportalen (UIP).
UIP anvendes bl.a. af samtlige kommuner i landet i behandlingen af sager vedr. udlændinge ophold,
ydelser mv.
Det følger af repatrieringslovens § 9, at kommunalbestyrelsen skal træffe beslutning om
tilbagebetaling af hjælp til repatriering, hvis en udlænding anvender fortrydelsesretten i
236
 UUI, Alm.del - 2019-20 - Bilag 58: Lovudkast om ændring af udlændingeloven og forskellige andre love, fra udlændinge- og integrationsministeren
udlændingelovens § 17 a, stk. 1 eller 2, eller hvis en udlænding, der har modtaget støtte til
repatriering, på ny indgiver ansøgning om opholdstilladelse i Danmark inden for de første 2 år efter
udrejsen og i forlængelse heraf meddeles opholdstilladelse. Kommunalbestyrelsen skal endvidere
træffe beslutning om tilbagebetaling af hjælp til repatriering, hvis der til brug for behandlingen af
ansøgningen om hjælp til repatriering er angivet urigtige eller vildledende oplysninger.
Kommunen kan alene rejse krav om tilbagebetaling, hvis kommunen er i besiddelse af oplysninger
om, at en person er repatrieret med hjælp efter repatrieringsloven. Oplysninger om hjælp til
repatriering efter repatrieringsloven er imidlertid ikke en del af UIP.
I lyset heraf foreslås det, at udlændingelovens
§ 44 a, stk. 2, 1 pkt.,
udvides til også at omfatte
modtagelse af hjælp til repatriering.
Dermed vil myndigheder og private organisation, herunder kommuner, som har adgang til UIP’en,
have effektiv adgang til oplysninger om personer, der har modtaget støtte efter repatrieringsloven.
Der henvises i øvrigt til afsnit 22 i lovforslagets almindelige bemærkninger.
Til nr. 55
Det følger af udlændingelovens § 46, stk. 2, 1. pkt., at afgørelser efter § 9 a (beskæftigelse), § 9 h,
stk. 1, nr. 4-9, 14 og 16, § 9 h, stk. 8, 1. pkt., jf. § 9 h, stk. 1, nr. 4-9, 14 og 16, og stk. 3 (betaling af
gebyr), og §§ 9 i- 9 n og 9 p (uddannelse, praktikophold, medfølgende familie mv.), afgørelser
vedrørende forlængelse, bortfald og inddragelse af opholdstilladelser meddelt efter §§ 9 a, 9 i-9 n
og 9 p, bortset fra afgørelser om bortfald efter § 21 b (fremmedkrigere), og afgørelser efter § 33 i
forbindelse med sådanne sager, træffes af Styrelsen for International Rekruttering og Integration.
Det foreslås at ændre
§ 46, stk. 2, 1. pkt.,
således at Styrelsen for International Rekruttering og
Integration i forbindelse med sager om beskæftigelse, betaling af gebyr og uddannelse,
praktikophold, medfølgende familie mv., afgørelser vedrørende forlængelse, bortfald og inddragelse
af opholdstilladelser meddelt efter §§ 9 a, 9 i-9 n og 9 p
–
bortset fra afgørelser om bortfald efter §
21 b
–
kan træffe afgørelse efter § 33, § 33 a og § 33 b.
Med den foreslåede ændring tydeliggøres det, at Styrelsen for International Rekruttering og
Integration, ved behandlingen af sager om beskæftigelse, uddannelse medfølgende familie, kan
træffe afgørelse efter bestemmelsen i udlændingelovens § 33. Som en konsekvens af, at
bestemmelsen i § 33 opdeles i §§ 33, § 33 a og § 33 b, tilføjes endvidere en henvisning til disse
bestemmelser.
Der henvises i øvrigt til afsnit 2 og 3 i lovforslagets almindelige bemærkninger.
Til nr. 56
237
 UUI, Alm.del - 2019-20 - Bilag 58: Lovudkast om ændring af udlændingeloven og forskellige andre love, fra udlændinge- og integrationsministeren
Det følger af udlændingelovens § 46, stk. 2, 3. pkt., at bl.a. afgørelser efter § 25 b, stk. 2, træffes af
Styrelsen for International Rekruttering og Integration, når Styrelsen for International Rekruttering
og Integration har pålagt udlændingen at udrejse straks, eller når udlændingen ikke udrejser i
overensstemmelse med en udrejsefrist, der er fastsat af Styrelsen for International Rekruttering og
Integration.
Som konsekvens af, at § 25 b, stk. 2, ophæves, jf. lovforslagets § 1, nr. 21, foreslås det, at
bestemmelsen konsekvensrettes, således at den persongruppe, der tidligere blev udvist efter § 25 b,
stk. 2, og som med lovforslaget vil blive meddelt indrejseforbud efter den foreslåede § 32, stk. 1,
n2. 2, jf. lovforslagets § 1, nr. 25, fortsat skal være omfattet af bestemmelserne. Det foreslås som
følge heraf, at der indsættes en henvisning til den foreslåede § 32, stk. 1, nr. 2 i lovens § 46, stk. 2,
3. pkt.
Der er således alene tale om en konsekvensrettelse. Der tilsigtes ikke indholdsmæssige ændringer af
bestemmelsen.
Der henvises i øvrigt til afsnit 7 i lovforslagets almindelige bemærkninger og til bemærkningerne til
§ 1, nr. 21.
Til nr. 57
Det følger af udlændingelovens § 46, stk. 3, at afgørelser efter § 9 b (humanitært ophold), afgørelser
vedrørende forlængelse og inddragelse af opholdstilladelse meddelt efter § 9 b og afgørelser efter §
33, stk. 4, træffes af udlændinge- og integrationsministeren.
Det foreslås at ændre henvisningen til udlændingelovens § 33, stk. 4, i udlændingelovens
§ 46, stk.
3,
som konsekvens af, at den gældende § 33, stk. 4, foreslås ændret til § 33 a, stk. 3, nr. 2 og § 33 b,
stk. 1, 2. pkt., jf. lovforslagets § 1, nr. 36.
Det vil således fortsat være udlændinge- og integrationsministeren, der skal træffe afgørelse om,
hvorvidt en ansøgning om humanitær opholdstilladelse eller forlængelse eller inddragelse af en
humanitær opholdstilladelse kan meddeles processuelt ophold eller opsættende virkning, hvis
ganske særlige grunde taler derfor.
Henvisningen til § 33, stk. 4, udgår af bestemmelsen, idet bestemmelsens indhold ændres, jf. den
foreslåede § 1, nr. 32 og 58.
Der henvises i øvrigt til afsnit 2 i lovforslagets almindelige bemærkninger.
Til nr. 58
238
 UUI, Alm.del - 2019-20 - Bilag 58: Lovudkast om ændring af udlændingeloven og forskellige andre love, fra udlændinge- og integrationsministeren
Udlændingelovens § 46 indeholder bestemmelser om, hvilke udlændingemyndigheder der har
kompetence til at træffe afgørelse efter specifikke bestemmelser i udlændingeloven.
Det foreslås at indsætte et nyt
stk. 7
i udlændingelovens § 46, hvorefter udlændinge- og
integrationsministeren, Flygtningenævnet og Udlændingenævnet tildeles kompetence til at træffe
afgørelse om forlængelse af en udrejsefrist efter den foreslåede bestemmelse i § 33, stk. 4.
Baggrunden for forslaget er, at Flygtningenævnet og Udlændingenævnet allerede i dag har
kompetence til at fastsætte en udrejsefrist, ligesom de to nævn træffer afgørelse i en række sager,
hvor en udlænding, der gennem længere tid har haft lovligt ophold i Danmark, får fastsat en
udrejsefrist. Endvidere fastsætter udlændinge- og integrationsministeren udrejsefrist i forbindelse
med afgørelser om humanitær opholdstilladelse, ligesom udlændinge- og integrationsministeren
træffer afgørelse om forlængelse af humanitære opholdstilladelser, hvor udlændingen har opholdt
sig lovligt i Danmark gennem længere tid. Der kan således i forbindelse med nævnenes og
udlændinge- og integrationsministerens behandling af disse sager opstå tilfælde, hvor det vil kunne
være nødvendigt at kunne forlænge en udrejsefrist.
Forslaget indebærer, at udlændinge- og integrationsministeren, Flygtningenævnet og
Udlændingenævnet får kompetence til at træffe afgørelse om forlængelse af en udrejsefrist.
Formålet med den foreslåede ændring er at smidiggøre sagsprocessen, så en udsættelse af
udrejsefristen kan træffes, samtidig med at udlændinge- og integrationsministeren,
Flygtningenævnet eller Udlændingenævnet i øvrigt træffer afgørelse i den sag, som udrejsefristen
relaterer sig til. Udlændingestyrelsen skal således ikke efter udlændinge- og integrationsministerens
eller nævnenes afgørelser træffe afgørelse om forlængelse af udrejsefristen.
Afgørelser efter § 33, stk. 4, truffet af udlændinge- og integrationsministeren, Flygtningenævnet og
Udlændingenævnet kan ikke påklages.
Der henvises i øvrigt til afsnit 3 i lovforslagets almindelige bemærkninger og til bemærkningerne til
§ 1, nr. 32.
Til nr. 59
Den gældende bestemmelse i udlændingelovens § 46 a angiver, hvilke afgørelser der kan påklages
og hvortil.
Efter udlændingelovens § 46 a, stk. 1, kan Udlændingestyrelsens afgørelser, bortset fra afgørelser
om afvisning truffet efter regler udstedt i medfør af § 9 g, stk. 1, 2. pkt., samt de afgørelser, der er
nævnt i § 9 g, stk. 3, § 9 h, stk. 8, 1. pkt., § 9 h, stk. 9, 1. pkt., jf. stk. 5, 1. pkt., jf. stk. 1, § 11, stk.
10, § 29 c, stk. 1, § 32 a, § 33, § 42 a, stk. 7, 3. pkt., § 42 a, stk. 8, 1.-3. pkt. og 5. pkt., og stk. 10, §
42 b, stk. 1, 3 og 7-9, § 42 d, stk. 2, § 46 e, § 52 b, stk. 1 og 3, § 53 a og § 53 b, påklages til
udlændinge- og integrationsministeren. Udlændingestyrelsens afgørelser efter § 42 k og § 42 l kan
239
 UUI, Alm.del - 2019-20 - Bilag 58: Lovudkast om ændring af udlændingeloven og forskellige andre love, fra udlændinge- og integrationsministeren
ikke påklages, for så vidt angår boligens geografiske placering. Udlændingestyrelsens afgørelser i
sager om klager over anvendelse af reglerne i kapitel 9 a kan ikke påklages til udlændinge- og
integrationsministeren.
Som det fremgår af bestemmelsen, er det udgangspunktet, at Udlændingestyrelsens afgørelser kan
påklages til udlændinge- og integrationsministeren. Bestemmelsen angiver imidlertid en række
undtagelser til dette udgangspunkt:
Det fremgår således for det første af udlændingelovens § 46 a, stk. 1, at Udlændingestyrelsens
afgørelser om afvisning truffet efter regler udstedt i medfør af § 9 g, stk. 1, 2. pkt., ikke kan
påklages til udlændinge- og integrationsministeren. Der er tale om afgørelser om afvisning af
ansøgninger om opholdstilladelse, der ikke indgives ved anvendelse af et ansøgningsskema eller
ved digital selvbetjening.
For det andet fremgår det af udlændingelovens § 46 a, stk. 1, at de afgørelser, der er nævnt i § 9 g,
stk. 3, § 9 h, stk. 8, 1. pkt., § 9 h, stk. 9, 1. pkt., jf. stk. 5, 1. pkt., jf. stk. 1, § 11, stk. 10, § 29 c, stk.
1, § 32 a, § 33, § 42 a, stk. 7, 3. pkt., § 42 a, stk. 8, 1.-3. pkt. og 5. pkt., og stk. 10, § 42 b, stk. 1, 3
og 7-9, § 42 d, stk. 2, § 46 e, § 52 b, stk. 1 og 3, § 53 a og § 53 b, ikke kan påklages til udlændinge-
og integrationsministeren.
Der er tale om følgende type afgørelser:
Udlændingelovens § 9 g, stk. 3: Afgørelser om afvisning af ansøgninger om opholdstilladelse
efter § 9, stk. 1, nr. 1-3 (familiesammenføring), og § 9 q, stk. 1-3 (opholdstilladelse til visse
udlændinge, der er fyldt 60 år og har haft opholdstilladelse som ansat ved en herværende
international institution mv.), hvis ansøgningen ikke er vedlagt de dokumenter eller ikke
indeholder de oplysninger, der er nødvendige til bedømmelse af, om opholdstilladelse kan
meddeles.
Udlændingelovens § 9 h, stk. 8, 1. pkt.: Afgørelser om afvisning af ansøgninger om
opholdstilladelse (på grundlag af familiesammenføring, beskæftigelse, studie, au-pair ophold
mv.), ansøgninger om forlængelse af sådanne opholdstilladelser, ansøgninger om
tidsubegrænset opholdstilladelse og ansøgninger om virksomhedscertificering som følge af, at
udlændingen ikke senest samtidig med indgivelse af ansøgningen har betalt det fastsatte gebyr,
medmindre den udestående gebyrindbetaling udgør højst 200 kr. (2016-niveau), eller det
indbetalte gebyr svarer til en anden sagskategori end den, ansøgningen vedrører.
Udlændingelovens § 9 h, stk. 9, 1. pkt., jf. stk. 5, 1. pkt., jf. stk. 1: Afgørelser om afvisning af
ansøgninger om genoptagelse af sager om opholdstilladelse som følge af manglende
gebyrbetaling.
240
 UUI, Alm.del - 2019-20 - Bilag 58: Lovudkast om ændring af udlændingeloven og forskellige andre love, fra udlændinge- og integrationsministeren
Udlændingelovens § 11, stk. 10: Afgørelser om afvisning af ansøgninger om tidsubegrænset
opholdstilladelse, hvis ansøgningen ikke er vedlagt de dokumenter eller indeholder de
oplysninger, der er nødvendige til bedømmelse af, om tidsubegrænset opholdstilladelse kan
meddeles.
Udlændingelovens § 29 c, stk. 1: Afgørelser om, at en udlænding kan optages på en liste, hvis
udlændingen virker som religiøs forkynder eller på anden måde udbreder en religion eller tro og
hensynet til den offentlige orden i Danmark tilsiger, at udlændingen ikke bør have ophold her i
landet.
Det følger ikke af andre bestemmelser, at de afgørelser, der er nævnt i udlændingelovens § 9 g, stk.
3, § 9 h, stk. 8, 1. pkt., § 9 h, stk. 9, 1. pkt., jf. stk. 5, 1. pkt., jf. stk. 1, § 11, stk. 10 og § 29 c, stk. 1,
kan påklages til en anden myndighed, og sådanne afgørelser kan således ikke påklages.
Udlændingelovens § 32 a: Afgørelser om, at en udlænding i forbindelse med afslag på
opholdstilladelse efter udlændingelovens §§ 7 eller 8 (asyl) eller afgørelser om bortfald eller
inddragelse af en sådan opholdstilladelse kan udsendes, hvis denne ikke udrejser frivilligt.
Det fremgår af udlændingelovens § 53 a, stk. 1, nr. 2 og 3, at Flygtningenævnet er klageinstans i
forhold til Udlændingestyrelsens afgørelser efter § 32 a.
Udlændingelovens § 33: Afgørelser vedrørende udrejsefrister.
Udlændingelovens § 42 a, stk. 7, 3. pkt.: Afgørelser om, at en udlænding, som ikke
efterkommer Udlændingestyrelsens anvisning om indkvartering, kan pålægges at tage ophold på
et indkvarteringssted efter Udlændingestyrelsens nærmere bestemmelse (et flyttepåbud).
Udlændingelovens § 42 a, stk. 8, 1.-3. og 5. pkt., og stk. 10: Afgørelser om, at visse grupper af
udlændinge, herunder udlændinge på tålt ophold, skal tage ophold på et bestemt
indkvarteringssted, samt afgørelser om, at sådanne udlændinge skal give underretning til
indkvarteringsoperatøren, hvis udlændingen i tidsrummet mellem kl. 23.00 og 06.00 opholder
sig uden for indkvarteringsstedet.
Udlændingelovens § 42 b, stk. 1, 3 og 7-9: Afgørelser om udbetaling af kontante ydelser til
udlændinge, der er omfattet af Udlændingestyrelsens underholdsforpligtelse (asylansøgere
m.fl.).
Udlændingelovens § 42 d, stk. 2: Afgørelser vedrørende pålæg til asylansøgere om at udføre
opgaver på indkvarteringsstedet og flyttepåbud ved tilsidesættelse af et sådant pålæg.
241
 UUI, Alm.del - 2019-20 - Bilag 58: Lovudkast om ændring af udlændingeloven og forskellige andre love, fra udlændinge- og integrationsministeren
Udlændingelovens § 46 e: Udlændingestyrelsens afgørelser i 2. instans vedrørende klage over
indkvarteringsoperatørens afgørelser om aktivering og undervisning mv. af asylansøgere m.fl.
Det følger ikke af andre bestemmelser, at de afgørelser, der er nævnt i udlændingelovens § 33, § 42
a, stk. 7, 3. pkt., § 42 a, stk. 8, 1.-3. og 5. pkt., og stk. 10, § 42 b, stk. 1, 3 og 7-9, § 42 d, stk. 2 og §
46 e, kan påklages til en anden myndighed, og sådanne afgørelser kan således ikke påklages.
Udlændingelovens § 52 b, stk. 1 og 3: Udlændingestyrelsens afgørelser mv. på opholdsområdet,
som kan påklages til Udlændingenævnet.
Udlændingelovens § 53 a: Udlændingestyrelsens afgørelser på asylområdet, som kan påklages
til Flygtningenævnet.
Udlændingelovens § 53 b: Udlændingestyrelsens afgørelser om behandling af asylsager i
åbenbart grundløs-proceduren, som ikke kan påklages.
For det tredje fremgår det af udlændingelovens § 46 a, stk. 1, at Udlændingestyrelsens afgørelser
efter § 42 k og § 42 l ikke kan påklages, for så vidt angår boligens geografiske placering. Der er tale
om afgørelser om, hvorvidt den bolig, som en asylansøger ønsker at flytte til i forbindelse med
ansøgning om privat indkvartering, er geografisk placeret, så den ansøgte private indkvartering sker
i overensstemmelse med boligplaceringsreglerne i integrationsloven.
For det fjerde fremgår det af udlændingelovens § 46 a, stk. 1, at Udlændingestyrelsens afgørelser i
sager om klager over anvendelse af reglerne i kapitel 9 a ikke kan påklages til udlændinge- og
integrationsministeren. Der er tale om afgørelser om bl.a. anvendelse af magt og andre indgreb i
selvbestemmelsesretten mv. over for uledsagede mindreårige udlændinge, der er anbragt på et
indkvarteringssted.
Efter udlændingelovens § 46 a, stk. 2, kan
Styrelsen for International Rekruttering og Integrations
afgørelser efter udlændingeloven ikke påklages til udlændinge- og integrationsministeren. Bortset
fra de afgørelser, der er nævnt i § 9 h, stk. 8, 1. pkt., jf. stk. 1 og 3, og § 33, kan Styrelsen for
International Rekruttering og Integrations afgørelser påklages til Udlændingenævnet, jf. § 52 b, stk.
2, 4 og 5.
Som det fremgår af bestemmelsen, kan
Styrelsen for International Rekruttering og Integrations
afgørelser ikke påklages til Udlændinge- og Integrationsministeriet, men til Udlændingenævnet.
Det følger endvidere af bestemmelsen, at klageadgangen dog er afskåret med hensyn til de
afgørelser, der er nævnt i § 9 h, stk. 8, 1. pkt., jf. stk. 1 og 3. Det drejer sig om afgørelser
om
afvisning af ansøgninger om opholdstilladelse på grundlag af beskæftigelse, studie, au-pair ophold
mv., ansøgninger om forlængelse af sådanne opholdstilladelser og ansøgninger om
virksomhedscertificering, som følge af, at udlændingen ikke senest samtidig med indgivelse af
ansøgningen har betalt det fastsatte gebyr, medmindre den udestående gebyrindbetaling udgør højst
242
 UUI, Alm.del - 2019-20 - Bilag 58: Lovudkast om ændring af udlændingeloven og forskellige andre love, fra udlændinge- og integrationsministeren
200 kr. (2016-niveau), eller det indbetalte gebyr svarer til en anden sagskategori end den,
ansøgningen vedrører.
Heller ikke afgørelser, der er nævnt i § 33, kan påklages. Det drejer sig om afgørelser
vedrørende
udrejsefrister.
Efter
udlændingelovens § 46 a,
stk. 3, kan Udlændingestyrelsens beslutning om, at der ikke er
særlige grunde til at antage, at en uledsaget udlænding, der inden det fyldte 18. år har indgivet
ansøgning om opholdstilladelse i medfør af § 7, ikke bør gennemgå en asylsagsprocedure, jf. § 9 c,
stk. 3, nr. 1, ikke påklages.
Efter bestemmelsen kan Udlændingestyrelsens beslutninger om, at uledsagede mindreårige
asylansøgere er tilstrækkeligt modne til at gennemgå en asylsagsbehandling, således ikke påklages.
Endvidere fremgår det af
udlændingelovens § 46 a,
stk. 4, at Udlændingestyrelsens og Styrelsen for
International Rekruttering og Integrations beslutninger om betaling af udgifter forbundet med
tilvejebringelsen af oplysninger til brug for behandlingen af en sag efter udlændingeloven ikke kan
påklages.
Efter
udlændingelovens § 46 a,
stk. 5, kan udlændinge- og integrationsministeren træffe
bestemmelse om og fastsætte nærmere regler for Udlændingestyrelsens behandling af de sager, der
er omfattet af stk. 1 og 3 og § 46, stk. 1, og Styrelsen for International Rekruttering og Integrations
behandling af de sager, der er omfattet af stk. 2 og § 46, stk. 2.
Udlændinge- og integrationsministeren kan således træffe bestemmelse om og fastsætte nærmere
regler for Udlændingestyrelsens og Styrelsen for International Rekruttering og Integrations
behandling af sager i første instans. Det gælder både afgørelser, hvor der er klageadgang til enten
Udlændinge- og Integrationsministeriet, Flygtningenævnet eller Udlændingenævnet, og afgørelser,
hvor klageadgangen er afskåret.
Der er ikke fastsat regler i medfør af bestemmelsen i § 46 a,
stk. 5.
Efter
udlændingelovens § 46 a,
stk. 6, kan Udlændingestyrelsens og de danske diplomatiske og
konsulære repræsentationers afgørelser efter § 4 d ikke påklages.
Udlændingelovens § 4 d vedrører
ordningen om forhåndsgodkendelse af virksomheder i Danmark
og akkrediteringsordningen for virksomheder i udlandet. Således kan Udlændingestyrelsen
forhåndsgodkende virksomheder i Danmark til at modtage forretningsbesøg af udlændinge fra
visumpligtige lande samt inddrage sådanne forhåndsgodkendelser, mens de danske repræsentationer
i udlandet kan akkreditere udenlandske virksomheder med henblik på at give visumpligtige
udlændinge med fast tilknytning til virksomheden mulighed for at gennemføre forretningsrejser til
Danmark samt inddrage sådanne akkrediteringer, jf. udlændingelovens § 4 d.
243
 UUI, Alm.del - 2019-20 - Bilag 58: Lovudkast om ændring af udlændingeloven og forskellige andre love, fra udlændinge- og integrationsministeren
Udlændingelovens § 46 a,
stk. 6,
indebærer, at afgørelser om afslag på forhåndsgodkendelse eller
akkreditering eller om inddragelse af en meddelt forhåndsgodkendelse eller akkreditering ikke kan
påklages.
Efter udlændingelovens § 46 a, stk. 7, kan en dansk diplomatisk eller konsulær repræsentations
afgørelse om afslag på en ansøgning om visum eller om annullering eller inddragelse af et allerede
meddelt visum, jf. § 47, stk. 2, påklages til Udlændingestyrelsen. Uanset 1. pkt. anses en afgørelse,
der er udfærdiget i overensstemmelse med reglerne i § 4 e, stk. 1, for påklaget til
Udlændingestyrelsen.
Bestemmelsen indebærer, at repræsentationernes afgørelser om afslag på en ansøgning om visum
eller om annullering eller inddragelse af et allerede meddelt visum kan påklages til
Udlændingestyrelsen. Afgørelser, der meddeles ved brug af visumkodeksens standardformular,
anses dog automatisk for påklaget til Udlændingestyrelsen.
Efter
udlændingelovens § 46 a,
stk. 8, kan udlændinge- og integrationsministeren fastsætte nærmere
regler om klagefrist for de typer af afgørelser, der er omfattet af stk. 7, 1. pkt.
Udlændinge- og integrationsministeren kan således fastsætte nærmere regler om klagefrist for de
danske diplomatiske eller konsulære repræsentationers afgørelser i sager om visum, som kan
påklages til Udlændingestyrelsen efter udlændingelovens § 46 a, stk. 7, 1. pkt. Sådanne regler er
fastsat i visumbekendtgørelsen, jf. bekendtgørelse nr. 1683 af 17. december 2018 om udlændinges
adgang til Danmark på grundlag af visum.
Efter
udlændingelovens § 46 a,
stk. 9, kan Styrelsen for International Rekruttering og Integrations
afgørelse om varsel, jf. § 19, stk. 1, nr. 14, 2. pkt., ikke påklages.
Efter udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 14, 2. pkt., kan Styrelsen for International Rekruttering og
Integration meddele (træffe afgørelse om) et varsel til en udlænding, der er meddelt
opholdstilladelse med henblik på at deltage i en uddannelse eller et kursus ved en
uddannelsesinstitution her i landet, hvis styrelsen vurderer, at udlændingen har arbejdet i strid med
de betingelser, der er fastsat for en arbejdstilladelse, uden der er tale om et betydeligt omfang.
Styrelsen for International Rekruttering og Integrations afgørelse om at meddele et varsel efter
udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 14, 2. pkt., kan således ikke påklages.
Efter
udlændingelovens § 46 a,
stk. 10, kan Udlændingestyrelsens afgørelser i sager om spærring af
dansk udstedt rejselegitimation i Det Centrale Pasregister i medfør af § 39, stk. 8 og 9, ikke
påklages.
244
 UUI, Alm.del - 2019-20 - Bilag 58: Lovudkast om ændring af udlændingeloven og forskellige andre love, fra udlændinge- og integrationsministeren
Udlændingestyrelsen kan spærre en dansk udstedt rejselegitimation i Det Centrale Pasregister,
såfremt udlændingen er i besiddelse af både dansk udstedt rejselegitimation og nationalt udstedt pas
og ikke ønsker at deponere det ene pas hos styrelsen, jf. udlændingelovens § 39, stk. 8. Endvidere
kan Udlændingestyrelsen spærre et dansk udstedt fremmedpas i Det Centrale Pasregister, såfremt
indehaveren står registreret som udrejst i Det Centrale Personregister, jf. udlændingelovens § 39,
stk. 9.
Bestemmelsen i udlændingelovens § 46 a, stk. 10, indebærer, at Udlændingestyrelsens afgørelser
om at spærre et dansk udstedt rejselegitimation i Det Centrale Pasregister i medfør af
udlændingelovens § 39, stk. 8 og 9, ikke kan påklages.
Det foreslås, at udlændingelovens
§ 46 a
nyaffattes. Forslaget skal ses i sammenhæng med forslaget
om at ophæve udlændingelovens § 52 b, jf. lovforslagets § 1, nr. 63, og formålet er at tydeliggøre
og forenkle reglerne om klage over Udlændingestyrelsens og Styrelsen for International
Rekruttering og Integrations afgørelser.
Efter den foreslåede bestemmelse i udlændingelovens
§ 46 a, stk. 1,
vil Udlændingestyrelsens og
Styrelsen for International Rekruttering og Integrations afgørelser efter loven kunne påklages til
Udlændingenævnet, jf. dog den foreslåede bestemmelses stk. 4 og 6 og den gældende § 53 a.
Den foreslåede bestemmelse vil tydeliggøre, at udgangspunktet er, at det er Udlændingenævnet, der
har kompetencen til at behandle klager over Udlændingestyrelsens og Styrelsen for International
Rekruttering og Integrations afgørelser.
Det svarer til, hvad der i dag følger af den gældende bestemmelse i udlændingelovens § 52 b, der
samtidig foreslås ophævet, jf. lovforslagets § 1, nr. 63.
Den foreslåede nye affattelse af udlændingelovens § 46 a, stk. 1, vil endvidere indebære, at en
række klagesager overføres fra Udlændinge- og Integrationsministeriet til Udlændingenævnet. Det
vil bl.a. betyde, at klagefristen på 8 uger, der gælder i forbindelse med indgivelse af en klage til
Udlændingenævnet, jf. udlændingelovens § 52 b, stk. 8, der med lovforslaget foreslås ophævet og
indsat som § 46 a, stk. 3, jf. lovforslagets § 1, nr. 59, også vil finde anvendelse for de klagesager,
der foreslås overført fra Udlændinge- og Integrationsministeriet til Udlændingenævnet.
Der er tale om bl.a. klager over Udlændingestyrelsens afgørelser om dispensation fra en
garantierklæring om forsørgerpligt i tilfælde, hvor der er meddelt opholdstilladelse til forældre over
60 år efter tidligere gældende bestemmelser i udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 4 og 5, og § 9, stk. 2,
nr. 1, og hvor den herboende person er pålagt at yde betaling for hjælp til forsørgelse, der ydes til
den familiesammenførte. Udlændingestyrelsens afgørelser vedrørende dispensation fra
garantierklæringen kan i dag påklages til Udlændinge- og Integrationsministeriet, og den foreslåede
nye affattelse af § 46 a, stk. 1, vil som nævnt betyde, at kompetencen til at behandle sådanne sager
vil blive overført til Udlændingenævnet.
245
 UUI, Alm.del - 2019-20 - Bilag 58: Lovudkast om ændring af udlændingeloven og forskellige andre love, fra udlændinge- og integrationsministeren
Ved lov nr. 188 af 27. februar 2017 blev kompetencen til at behandle klager over afslag på
opholdstilladelse på baggrund af associeringsaftalen mellem Det Europæiske Økonomiske
Fællesskab og Tyrkiet (associeringsaftalekomplekset) overført fra Udlændinge- og
Integrationsministeriet til Udlændingenævnet.
Den foreslåede nye affattelse af § 46 a, stk. 1, vil betyde, at kompetencen til at behandle alle klager,
der vedrører afgørelser om opholdstilladelse på baggrund af associeringsaftalekomplekset vil blive
overført fra Udlændinge- og Integrationsministeriet til Udlændingenævnet, herunder klager
vedrørende vilkår, der fastsættes i forbindelse med en positiv afgørelse om meddelelse af
opholdstilladelse.
Det vil betyde, at klagesagsbehandlingen vedrørende alle afgørelser om
opholdstilladelse på grundlag af
associeringsaftalekomplekset, herunder også afgørelser vedrørende
optjening af rettigheder optjent efter artikel 6 og 7,
vil blive samlet i Udlændingenævnet.
Videre vil den foreslåede nye affattelse af § 46 a, stk. 1, betyde, at kompetencen til at behandle
Udlændingestyrelsens afgørelser om visum meddelt med mindre gunstigere vilkår end det, der
oprindeligt blev ansøgt om, vil blive overført til Udlændingenævnet. Det vil betyde, at al
klagesagsbehandling på visumområdet efter §§ 4-4 c vil være samlet i Udlændingenævnet.
Den foreslåede nye affattelse af § 46 a, stk. 1, vil også betyde, at kompetencen til at behandle klager
over Udlændingestyrelsens afslag på og inddragelse af tilladelse til beskæftigelse til asylansøgere
efter udlændingelovens § 14 a vil blive overført fra Udlændinge- og Integrationsministeriet til
Udlændingenævnet. Udlændingelovens § 14 a giver mulighed for, at udlændinge, som har ansøgt
om opholdstilladelse efter § 7, under nærmere betingelser og vilkår uden arbejdstilladelse kan tage
beskæftigelse i Danmark uden arbejdstilladelse på sædvanlige løn- og ansættelsesvilkår.
Herudover vil den foreslåede nye affattelse af § 46 a, stk. 1, betyde, at kompetencen til at behandle
klagesager, der vedrører hæftelsesansvar i erstatningssager ifølge regler fastsat efter
udlændingelovens § 42 i, vil blive overført fra Udlændinge- og Integrationsministeriet til
Udlændingenævnet. Der er tale om sager om statens erstatningsansvar i forhold til skade, som
asylansøgere forvolder på andre eller andres ejendele.
Den foreslåede nye affattelse af § 46 a, stk. 1, vil ligeledes betyde, at kompetencen til at behandle
klagesager om indkvartering i egenfinansieret bolig og privat indkvartering efter udlændingelovens
§ 42 k og l og klagesager om fradrag i kontante ydelser ved asylansøgeres lønindkomst efter
udlændingelovens § 42 b, stk. 14, vil blive overført fra Udlændinge- og Integrationsministeriet til
Udlændingenævnet.
Den foreslåede nyaffattelse af udlændingelovens § 46 a, stk. 1, vil også indebære, at klagesager, der
vedrører Udlændingestyrelsens forsørgelse efter § 42 a, vil blive samlet i Udlændingenævnet. Det er
bl.a. sager om Udlændingestyrelsens afslag på kaution i sociale sager og sundhedssager, jf. § 42 a,
stk. 1 og 2, Udlændingestyrelsens pålæg af forsørgelse til en ægtefælle eller forældre, jf. § 42 a, stk.
246
 UUI, Alm.del - 2019-20 - Bilag 58: Lovudkast om ændring af udlændingeloven og forskellige andre love, fra udlændinge- og integrationsministeren
1 og 2, jf. stk. 3, nr. 2 og 5, og klager over afslag på ansøgninger om midlertidig indkvartering efter
overgivelsesdatoen, jf. § 42 a, stk. 1, jf. integrationslovens § 12, stk. 3.
Endvidere vil den foreslåede nyaffattelse af udlændingelovens § 46 a, stk. 1, betyde, at
Udlændingenævnet skal behandle klager over Udlændingestyrelsens og Styrelsen for International
Rekruttering og Integrations afgørelser om forlængelse af en udrejsefrist efter den foreslåede nye
bestemmelse i udlændingelovens § 33, stk. 4, jf. lovforslagets § 1, nr. 32, herunder både klager over
styrelsernes afslag på forlængelse af udrejsefrist, og klager over længden af en meddelt forlænget
udrejsefrist truffet af Udlændingestyrelsen og Styrelsen for International Rekruttering og
Integration. Afgørelser om forlængelse af en udrejsefrist efter den foreslåede bestemmelse i
udlændingelovens § 33, stk. 4, jf. lovforslagets § 1, nr. 32,
i forbindelse med afgørelser om bortfald
efter udlændingelovens §§ 17, 17 a og 21 b (fremmedkrigere), afgørelser om nægtelse af
forlængelse efter udlændingelovens § 11, stk. 2, og inddragelse efter udlændingelovens §§ 19 eller
20 af en opholdstilladelse, der er givet efter § 7 eller § 8, stk. 1 eller 2, og i den forbindelse
udsendelse efter udlændingelovens § 32 a, vil kunne påklages til Flygtningenævnet,
jf. den
forslåede ændring af § 53 a, stk. 1, nr. 3, som affattet ved lovforslagets § 1, nr. 66.
Endelig vil eventuelle andre sagstyper, som Udlændingestyrelsen og Styrelsen for International
Rekruttering måtte træffe afgørelse i, også skulle påklages til Udlændingenævnet efter den
foreslåede nyaffattelse af udlændingelovens 46 a, stk. 1, medmindre det fremgår af andre
bestemmelser, at en anden myndighed er klageinstans, eller at klageadgangen er afskåret.
Det følger af henvisningerne til stk. 4 og 6 og § 53 a, stk. 1, i den foreslåede bestemmelse i § 46 a,
stk.1, at en række afgørelser, der er truffet af Udlændingestyrelsen og Styrelsen for International
Rekruttering og Integration, ikke vil kunne påklages til Udlændingenævnet.
Der henvises herved til bemærkningerne til de foreslåede bestemmelser i udlændingelovens § 46 a,
stk. 4 og 6, jf. nedenfor.
Henvisningen til § 53 a er en følge af, at Flygtningenævnet er klageinstans i forhold til
Udlændingestyrelsens afgørelser på asylområdet.
Det foreslås i
§ 46 a, stk. 2, nr. 1,
at Udlændingenævnet endvidere kan behandle klager over
Udlændingestyrelsens og Styrelsen for International Rekruttering og Integrations konstatering af, at
en opholdstilladelse meddelt efter § 9, § 9 a, § 9 c, stk. 1, §§ 9 d-9 f, §§ 9 i-9 n, § 9 p eller § 9 q er
bortfaldet, jf. §§ 17-18. Det samme gælder klager over afslag på ansøgninger om, at en
opholdstilladelse ikke skal anses for bortfaldet, jf. § 17, stk. 3, og § 17 a, stk. 2.
Den foreslåede bestemmelse vedrører opholdstilladelse efter § 9 (familiesammenføring), § 9 a
(beskæftigelse), § 9 c, stk. 1 (opholdstilladelse, hvis ganske særlige grunde taler herfor), § 9 d
(udlændinge, som tidligere har haft dansk indfødsret), § 9 e (opholdstilladelse til visse udlændinge
fra Kosovo), § 9 f (religiøse forkyndere m.fl.), § 9 i (uddannelse), § 9 j (au pair), § 9 k
247
 UUI, Alm.del - 2019-20 - Bilag 58: Lovudkast om ændring af udlændingeloven og forskellige andre love, fra udlændinge- og integrationsministeren
(praktikophold), § 9 l (working holiday), §§ 9 m-9 n (medfølgende familiemedlemmer), § 9 p
(opholdstilladelse med henblik på beskæftigelse til udlændinge, der ifølge Danmarks internationale
forpligtelser har ret til at arbejde her i landet) og § 9 q (opholdstilladelse til visse udlændinge, der er
fyldt 60 år og har haft opholdstilladelse som ansat ved en herværende international institution mv.).
Den foreslåede bestemmelse, der betyder, at Udlændingenævnet kan behandle klager over
Udlændingestyrelsens og Styrelsen for International Rekruttering og Integrations konstateringer af,
at en opholdstilladelse meddelt efter de nævnte bestemmelser er bortfaldet, og styrelsernes afslag på
dispensation for bortfald af sådanne opholdstilladelser, svarer i sit indhold til de gældende
bestemmelser i udlændingelovens § 52 b, stk. 3 og 4, der foreslås ophævet, jf. lovforslagets § 1, nr.
63.
Den foreslåede bestemmelse indebærer således, at Udlændingenævnet som hidtil vil kunne
behandle sådanne sager.
Det foreslås
i § 46 a, stk. 2, nr. 2,
at Udlændingenævnet endvidere kan behandle klager over
Styrelsen for International Rekruttering og Integrations konstatering af, at en opholdsret efter § 6 er
ophørt.
Den foreslåede bestemmelse, der vedrører Udlændingenævnets kompetence til at behandle klager
over Styrelsen for International Rekruttering og Integrations afgørelser om konstatering af ophør af
opholdsret efter EU-reglerne, svarer til den gældende bestemmelse i § 52 b, stk. 5, som ved
lovforslagets § 1, nr. 63, foreslås ophævet.
Den foreslåede bestemmelse indebærer således, at Udlændingenævnet som hidtil vil kunne
behandle sådanne sager.
Det foreslås
i § 46 a, stk. 2, nr. 3,
at Udlændingenævnet endvidere kan behandle klager over
politiets afgørelser om afvisning, jf. § 28, stk. 1-4 og 7, 3. pkt.
Den foreslåede bestemmelse vedrører Udlændingenævnets kompetence til at behandle klager over
politiets afgørelser om afvisning ved indrejsen og svarer til den gældende bestemmelse i
udlændingelovens § 52 b, stk. 6, som ved lovforslagets § 1, nr. 63, foreslås ophævet.
Den foreslåede bestemmelse indebærer således, at Udlændingenævnet som hidtil vil kunne
behandle sådanne sager.
Det foreslås
i § 46 a, stk. 2, nr. 4,
at Udlændingenævnet endvidere kan behandle klager over
afgørelser, der træffes i første instans af en færøsk myndighed i medfør af § 46 i, jf. dog stk. 6, nr. 8.
Den foreslåede bestemmelse vedrører Udlændingenævnets kompetence til at behandle klager over
afgørelser i visse sager om ophold på Færøerne, der er truffet af en færøsk myndighed i 1. instans,
248
 UUI, Alm.del - 2019-20 - Bilag 58: Lovudkast om ændring af udlændingeloven og forskellige andre love, fra udlændinge- og integrationsministeren
og svarer i sit indhold til den gældende bestemmelse i udlændingelovens § 52 b, stk. 7, som ved
lovforslagets § 1, nr. 63, foreslås ophævet.
Den foreslåede bestemmelse indebærer således, at Udlændingenævnet fortsat skal kunne behandle
sådanne sager.
Det foreslås
i § 46 a, stk. 3,
at klage til Udlændingenævnet over de afgørelser, der er nævnt i stk. 1
og 2, skal være indgivet inden 8 uger efter, at klageren har fået meddelelse om afgørelsen, og at
Udlændingenævnets formand eller den, formanden bemyndiger dertil, i særlige tilfælde kan
beslutte, at en klage skal behandles, selvom klagen er indgivet efter udløb af fristen.
Den foreslåede bestemmelse svarer i sit indhold til den gældende bestemmelse i udlændingelovens
§ 52 b, stk. 8, der foreslås ophævet, jf. lovforslagets § 1, nr. 63. Der er således alene tale om en
ændring af lovteknisk karakter, og der er ikke tiltænkt ændringer af praksis.
Den foreslåede bestemmelse indebærer således, at Udlændingenævnet som hidtil alene vil kunne
behandle klager over de afgørelser, der er nævnt i bestemmelsens stk. 1 og 2, hvis klagen er
indgivet inden 8 uger efter, at klageren har fået meddelelse om afgørelsen, men at
Udlændingenævnets formand eller den, formanden bemyndiger dertil, i særlige tilfælde vil kunne
beslutte, at en klage skal behandles, selvom klagen er indgivet efter udløb af fristen.
Som det fremgår af lovforslagets afsnit 17, vil den foreslåede nyaffattelse af udlændingelovens § 46
a betyde, at en række sagsområder, hvor Udlændinge- og Integrationsministeriet i dag er
klageinstans i forhold til Udlændingestyrelsens afgørelser, overføres til Udlændingenævnet.
Bestemmelsen om klagefristen på 8 uger vil således også finde anvendelse i forbindelse med klage
over afgørelser på disse sagsområder.
Det foreslås i
§ 46 a, stk. 4,
at Udlændingestyrelsens afgørelser vedrørende opholdstilladelse efter
udlændingelovens § 9 c, stk. 2 (opholdstilladelse på grund af udsendelseshindringer), kan påklages
til udlændinge- og integrationsministeren. Det samme gælder Udlændingestyrelsens konstatering af,
at en opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 2, er bortfaldet, jf.§§ 17-18, og klager over
afslag på ansøgninger om, at en sådan opholdstilladelse ikke skal anses for bortfaldet, jf. § 17, stk.
3, og § 17 a, stk. 2.
Den foreslåede bestemmelse svarer til den gældende bestemmelse i § 46 a, stk. 1, og indebærer
således, at udlændinge- og integrationsministeren som hidtil vil kunne behandle klager over
Udlændingestyrelsens afgørelser om opholdstilladelse på grund af udsendelseshindringer, sager om
Udlændingestyrelsens konstatering af, at en sådan opholdstilladelse er bortfaldet og sager om klage
over afslag på dispensation for bortfald af en sådan opholdstilladelse.
Efter den foreslåede bestemmelse i
§ 46 a, stk. 5,
vil
en dansk diplomatisk eller konsulær
repræsentations afgørelse om afslag på en ansøgning om visum eller om annullering eller
249
 UUI, Alm.del - 2019-20 - Bilag 58: Lovudkast om ændring af udlændingeloven og forskellige andre love, fra udlændinge- og integrationsministeren
inddragelse af et allerede meddelt visum, jf. § 47, stk. 2, kunne påklages til Udlændingestyrelsen.
En afgørelse, der er meddelt ansøgeren alene ved brug af en standardformular, jf. § 4 e, stk. 1, anses
for påklaget til Udlændingestyrelsen.
Efter udlændingelovens § 4 e kan de danske repræsentationers afgørelser om afslag på en
visumansøgning eller om annullering eller inddragelse af et visum i visse tilfælde meddeles
ansøgeren alene ved brug af visumkodeksens standardformular.
Den foreslåede bestemmelse betyder, at
repræsentationernes afgørelser om afslag på en ansøgning
om visum eller om annullering eller inddragelse af et allerede meddelt visum vil kunne påklages til
Udlændingestyrelsen, mens afgørelser, der meddeles ved brug af visumkodeksens standardformular,
vil blive anset for automatisk påklaget til Udlændingestyrelsen.
Den foreslåede bestemmelse svarer med en sproglig justering til den gældende bestemmelse i
udlændingelovens § 46 a, stk. 7.
Den foreslåede bestemmelse i
§ 46 a, stk. 6,
omhandler afgørelsestyper, der ikke kan påklages.
Efter den foreslåede bestemmelse i
§ 46 a, stk. 6, nr. 1,
vil Udlændingestyrelsens og Styrelsen for
International Rekruttering og Integrations afgørelser om afvisning, der er truffet efter regler udstedt
i medfør af § 9 g, stk. 1, 2. pkt. og stk. 2, 2. pkt., og afgørelser, der er nævnt i § 9 g, stk. 3, § 9 h,
stk. 8, 1. pkt., § 9 h, stk. 9, 1. pkt., jf. stk. 5, 1. pkt., jf. stk. 1, § 9 h, stk. 14, § 11, stk. 10, § 27, § 29
c, stk. 1, § 32 a, § 33, stk. 1, 2 og 5-7, §§ 33 a og b, § 40, stk. 13, § 42 a, stk. 7, 3. pkt., § 42 a, stk. 8
og 10, § 42 b, stk. 1, 3 og 7-9, § 42 d, stk. 2, § 46 e og § 53 b, ikke kunne påklages.
Den foreslåede bestemmelse vil stort set videreføre den del af den gældende bestemmelse i
udlændingelovens § 46 a, stk. 1, der vedrører de afgørelser, som Udlændingestyrelsen træffer, og
som ikke kan påklages, og den gældende bestemmelse i § 46 a, stk. 2, 2. pkt., om de afgørelser, som
Styrelsen for International Rekruttering og Integration træffer, og som ikke kan påklages, jf.
ovenfor.
Som hidtil vil Udlændingestyrelsens afgørelser om afvisning af en ansøgning om opholdstilladelse
på grund af manglende vedlæggelse af dokumenter eller manglende oplysninger, der er truffet efter
regler udstedt i medfør af udlændingelovens § 9 g, stk. 1, 2. pkt., således ikke kunne påklages.
Den foreslåede bestemmelse vil endvidere præcisere, at afgørelser om afvisning, der er truffet efter
regler udstedt i medfør af § 9 g, stk. 2, 2 pkt., ikke vil kunne påklages. Med forslaget vil det således
blive tydeliggjort, at der ikke vil kunne klages over Styrelsen for International Rekruttering og
Integrations afgørelser om afvisning af en ansøgning om opholdstilladelse på grund af manglende
vedlæggelse af dokumenter eller manglende oplysninger, der er truffet efter regler udstedt i medfør
af udlændingelovens § 9 g, stk. 2, 2. pkt.
250
 UUI, Alm.del - 2019-20 - Bilag 58: Lovudkast om ændring af udlændingeloven og forskellige andre love, fra udlændinge- og integrationsministeren
Det vil således fremgå af udlændingeloven, at der ikke vil være adgang til at klage over hverken
Udlændingestyrelsens eller Styrelsen for International Rekruttering og Integrations afgørelser om
afvisning truffet efter regler udstedt i medfør af udlændingelovens § 9 g, stk. 1, 2. pkt. og stk. 2, 2.
pkt. Det svarer til, hvad der allerede gælder i dag.
Efter den foreslåede bestemmelse i § 46 a, stk. 6, nr. 1, vil afgørelser efter udlændingelovens § 9 g,
stk. 3, § 9 h, stk. 8, 1. pkt., § 9 h, stk. 9, 1. pkt., jf. stk. 5, 1. pkt., jf. stk. 1, og § 11, stk. 10, om
afvisning af en ansøgning om opholdstilladelse som følge af manglende gebyrbetaling eller
manglende vedlæggelse af dokumenter eller manglende oplysninger heller ikke kunne påklages. Det
svarer også til, hvad der gælder i dag.
Efter den foreslåede bestemmelse i § 46 a, stk. 6, nr. 1, vil afgørelser om optagelse på
sanktionslisten over udenlandske religiøse forkyndere efter § 29 c, stk. 1, afgørelser om, hvorvidt en
afvist asylansøger kan udsendes, jf. § 32 a, afgørelser om anvisning om indkvartering efter § 42 a,
stk. 7, 3. pkt., afgørelser om underretningspligt og flyttepåbud efter § 42 a, stk. 10, og § 42 d, stk.
2, og afgørelser i sager om udbetaling af kontante ydelser til asylsøgere efter § 42 b, stk. 1, 3 og 7-9,
ikke kunne påklages.
Ligeledes vil
Udlændingestyrelsens afgørelser i 2. instans vedrørende klage
over
indkvarteringsoperatørens afgørelser om aktivering og undervisning mv. af asylansøgere m.fl.
efter § 46 e og Udlændingestyrelsens afgørelser om behandling af asylsager i åbenbart grundløs-
proceduren efter § 53 b ikke kunne indbringes for anden administrativ myndighed. Dette følger
også af den gældende bestemmelse i udlændingelovens § 46 a, stk. 1.
Endvidere fremgår det af den foreslåede bestemmelse i § 46 a, stk. 6, nr. 1, at Udlændingestyrelsens
afgørelser om opholdspligt efter § 42 a, stk. 8, ikke vil kunne påklages.
Den foreslåede bestemmelse, der betyder, at Udlændingestyrelsens afgørelser om, at visse grupper
af udlændinge, herunder udlændinge på tålt ophold, skal tage ophold på et bestemt
indkvarteringssted, ikke vil kunne påklages, vil med en sproglig forenkling videreføre, hvad der i
dag gælder efter udlændingelovens § 46 a, stk. 1.
Endvidere foreslås det i § 46 a, stk. 6, nr. 1, at de afgørelser, der er nævnt i udlændingelovens § 33,
stk. 1, 2 og 5-7, §§ 33 a og 33 b og § 40, stk. 13, ikke kan påklages.
Den foreslåede bestemmelse vil videreføre, at Udlændingestyrelsens og Styrelsen for International
Rekruttering og Integrations afgørelser om fastsættelse af en udrejsefrist og afgørelser om
processuelt ophold og opsættende virkning samt udlændingemyndighedernes afgørelser om, at en
ansøgning ikke behandles, når opholdsstedet er ukendt, ikke kan påklages. Samtidig vil forslaget
tage højde for forslaget om at opdele den gældende bestemmelse i udlændingelovens § 33 i flere
bestemmelser, nemlig §§ 33-33 b og § 40, stk. 13, jf. lovforslagets § 1, nr. 32, 35, 36 og 45. Der
henvises herved til afsnit 2 i lovforslagets almindelige bemærkninger.
251
 UUI, Alm.del - 2019-20 - Bilag 58: Lovudkast om ændring af udlændingeloven og forskellige andre love, fra udlændinge- og integrationsministeren
Som det fremgår ovenfor, vil den foreslåede bestemmelse i udlændingelovens § 46 a, stk. 6, nr. 1,
videreføre de dele af de gældende bestemmelser i udlændingelovens § 46 a, stk. 1 og 2, der vedrører
afskæring af adgangen til at klage over visse af Udlændingestyrelsen og Styrelsen for International
Rekruttering og Integrations afgørelser.
Herudover vil den foreslåede bestemmelse i § 46 a, stk. 6, nr. 1, indebære, at klageadgangen
afskæres i yderligere sagstyper.
Den foreslåede bestemmelse i § 46 a, stk. 6, nr. 1, vil således også betyde, at afgørelser, som
Udlændingestyrelsen eller Styrelsen for International Rekruttering og Integration træffer efter den
foreslåede nye bestemmelse i udlændingelovens § 9 h, stk. 14, jf. lovforslagets § 1, nr. 8, ikke vil
kunne påklages.
Det vil betyde, at styrelsernes afgørelser om ikke at tilbagebetale beløb af højst 30 kr., som en
udlænding har betalt for meget i forbindelse med indbetaling af gebyr for at indgive ansøgning om
opholdstilladelse, forlængelse af opholdstilladelse eller tidsubegrænset opholdstilladelse, jf. § 9 h,
stk. 1, ikke vil kunne påklages. Det vil også betyde, at Styrelsen for International Rekruttering og
Integrations afgørelser om ikke at tilbagebetale beløb af højst 30 kr., som en virksomhed har betalt
for meget i forbindelse med indbetaling af gebyr for en virksomhedscertificering eller for
forlængelse heraf, jf. udlændingelovens § 9 h, stk. 3, ikke vil kunne påklages.
Der henvises i øvrigt til lovforslagets afsnit 13.
Den foreslåede bestemmelse i § 46 a, stk. 6, nr. 1, vil også indebære, at afgørelser efter
udlændingelovens § 27 ikke vil kunne påklages. Det drejer sig om Udlændingestyrelsens og
Styrelsen for International Rekruttering og Integrations afgørelser om beregning af opholdsperioder
i sager om tidsubegrænset opholdstilladelse, bortfald af opholdstilladelse og udvisning.
Der henvises herved til lovforslagets afsnit 19.1.1.
Efter den foreslåede bestemmelse i § 46 a,
stk. 6, nr. 2,
vil Udlændingestyrelsens og Styrelsen for
International Rekruttering og Integrations afgørelser om afkortning af varigheden af en
opholdstilladelse meddelt efter § 9, § 9 a § 9 c, stk. 1, §§ 9 d-9 f, §§ 9 i-n, § 9 p eller § 9 q på grund
af udløb af udlændingens pas eller rejselegitimation ikke kunne påklages.
Den foreslåede bestemmelse vedrører Udlændingestyrelsens og Styrelsen for International
Rekruttering og Integrations afgørelser om afkortning af varigheden af opholdstilladelser meddelt
efter § 9 (familiesammenføring), § 9 a (beskæftigelse), § 9 c, stk. 1 (opholdstilladelse, hvis ganske
særlige grunde taler herfor), § 9 d (udlændinge, som tidligere har haft dansk indfødsret), § 9 e
(opholdstilladelse til visse udlændinge fra Kosovo), § 9 f (religiøse forkyndere m.fl.), § 9 i
(uddannelse), § 9 j (au pair), § 9 k (praktikophold), § 9 l (working holiday), §§ 9 m og 9 n
(medfølgende familiemedlemmer), § 9 p (opholdstilladelse med henblik på beskæftigelse til
252
 UUI, Alm.del - 2019-20 - Bilag 58: Lovudkast om ændring af udlændingeloven og forskellige andre love, fra udlændinge- og integrationsministeren
udlændinge, der ifølge Danmarks internationale forpligtelser har ret til at arbejde her i landet) eller
§ 9 q (opholdstilladelse til visse udlændinge, der er fyldt 60 år og har haft opholdstilladelse som
ansat ved en herværende international institution mv.), på grund af udløb af udlændingens pas eller
rejselegitimation.
Efter udlændingebekendtgørelsens § 17, stk. 1, udstedes en opholdstilladelse efter
udlændingelovens §§ 9-9 f, 9 i-9 n, 9 p og 9 q som hovedregel således, at tilladelsen udløber senest
3 måneder før udløbet af udlændingens pas eller tilbagerejsetilladelsen til det land, der har udstedt
udlændingens rejsedokument. Har udlændingen fast ophold i et andet land end hjemlandet, udstedes
opholdstilladelsen under de vilkår, som er anført i § 17, stk. 1, 1. pkt., og således at den udløber
senest 3 måneder før udløbet af tilbagerejsetilladelsen til bopælslandet.
Efter udlændingebekendtgørelsens § 17, stk. 3, kan Udlændingestyrelsen og Styrelsen for
International Rekruttering og Integration i særlige tilfælde fravige stk. 1. Gyldigheden af
udlændingens pas skal i så fald være længere end den meddelte opholdstilladelse og gøre det muligt
for udlændingen at rejse tilbage til udstederlandet inden udløbet af passet.
Udlændingestyrelsen og Styrelsen for International Rekruttering og Integration tager i forbindelse
med en afgørelse om meddelelse af opholdstilladelse efter udlændingelovens §§ 9-9 a, § 9 c, stk. 1,
§§ 9 d-9 f, §§9 i-9 n, § 9 p eller § 9 q og forlængelse af en opholdstilladelse meddelt efter en af de
nævnte bestemmelser stilling til, om opholdstilladelsens varighed skal afkortes som følge af
rejselegitimationens udløb.
Den foreslåede bestemmelse i § 46 a, stk. 6, nr. 2, vil indebære, at der fremover ikke vil kunne
klages over Udlændingestyrelsens og Styrelsen for International Rekruttering og Integrations
afgørelser om afkortning af varigheden af en opholdstilladelse, som er meddelt efter en af de
nævnte bestemmelser, på grund af udløb af udlændingens pas eller rejselegitimation.
Der henvises i øvrigt til lovforslagets afsnit 19.1.2.
Efter den foreslåede bestemmelse i § 46 a,
stk. 6, nr. 3,
vil Udlændingestyrelsens og de danske
diplomatiske og konsulære repræsentationers afgørelser efter § 4 d ikke kunne påklages.
Efter udlændingelovens § 4 d
kan Udlændingestyrelsen forhåndsgodkende virksomheder i Danmark
til at modtage forretningsbesøg af udlændinge fra visumpligtige lande og inddrage sådanne
forhåndsgodkendelser, mens de danske repræsentationer i udlandet kan akkreditere udenlandske
virksomheder med henblik på at give visumpligtige udlændinge med fast tilknytning til
virksomheden mulighed for at gennemføre forretningsrejser til Danmark samt inddrage sådanne
akkrediteringer.
Den foreslåede bestemmelse i § 46 a, stk. 6, nr. 3, der betyder, at afgørelser om afslag på
forhåndsgodkendelse eller akkreditering eller om inddragelse af en meddelt forhåndsgodkendelse
253
 UUI, Alm.del - 2019-20 - Bilag 58: Lovudkast om ændring af udlændingeloven og forskellige andre love, fra udlændinge- og integrationsministeren
eller akkreditering ikke kan påklages, vil videreføre den gældende bestemmelse i udlændingelovens
§ 46 a, stk. 6.
Efter den foreslåede bestemmelse i § 46 a,
stk. 6, nr. 4,
vil
Udlændingestyrelsens afgørelser om
spærring af dansk udstedt rejselegitimation i Det Centrale Pasregister i medfør af § 39, stk. 8 og 9,
ikke kunne påklages.
Udlændingestyrelsen kan efter udlændingelovens § 39, stk. 8 og 9, spærre en dansk udstedt
rejselegitimation i Det Centrale Pasregister, såfremt udlændingen er i besiddelse af både dansk
udstedt rejselegitimation og nationalt udstedt pas og ikke ønsker at deponere det ene pas hos
styrelsen, og spærre et dansk udstedt fremmedpas i Det Centrale Pasregister, såfremt indehaveren
står registreret som udrejst i Det Centrale Personregister.
Den foreslåede bestemmelse i § 46 a, stk. 6, nr. 4,
indebærer, at Udlændingestyrelsens afgørelser
om at spærre et dansk udstedt rejselegitimation i Det Centrale Pasregister efter udlændingelovens §
39, stk. 8 og 9, ikke vil kunne påklages. Det
svarer til, hvad der i dag gælder efter udlændingelovens
§ 46 a, stk. 10, og der er således tale om en videreførelse af gældende ret.
Efter den foreslåede bestemmelse i § 46 a,
stk. 6, nr. 5,
vil Udlændingestyrelsens afgørelser efter §
42 k og § 42 l ikke kunne påklages, for så vidt angår boligens geografiske placering.
Udlændingelovens § 42 k giver under nærmere betingelser og vilkår asylansøgere m.fl. mulighed
for at flytte i egenfinansieret bolig. Det er bl.a. en betingelse, at asylansøgeren indgår en kontrakt
om flytning til egenfinansieret bolig med Udlændingestyrelsen, og som et vilkår, at den pågældende
medvirker til oplysningen af asylsagen og til udsendelse ved frafald af eller endeligt afslag på asyl.
Der stilles krav om selvforsørgelse, hvilket vil sige, at de pågældende ikke får udbetalt kontante
ydelser, men skal betale for boligen med egne midler, typisk ved at indgå en kontrakt med
Udlændingestyrelsen om tilladelse til beskæftigelse efter § 14 a.
Retten til at flytte i egen bolig suppleres af udlændingelovens § 42 l, hvorefter Udlændingestyrelsen
under nærmere betingelser og vilkår kan indgå en kontrakt med asylansøgere m.fl. om privat
indkvartering hos herboende ægtefælle, forældre, øvrig familie eller venner. Det indgår som et
vilkår, at den pågældende skal medvirke til asylsagens oplysning og til udsendelse i tilfælde af
frafald af eller endeligt afslag på asyl.
Den foreslåede bestemmelse i § 46 a, stk. 6, nr. 5, vil videreføre
den gældende bestemmelse i
udlændingelovens § 46 a, stk. 1, 2. pkt., som
betyder, at Udlændingestyrelsens vurdering af, om en
bolig, som en asylansøger ønsker at flytte til, er geografisk placeret, så flytningen sker i
overensstemmelse med boligplaceringsreglerne i
integrationsloven,
ikke vil kunne påklages.
Efter den foreslåede bestemmelse i § 46 a,
stk. 6, nr. 6,
kan Udlændingestyrelsens afgørelser i sager
om klager over anvendelse af reglerne i kapitel 9 a ikke påklages.
254
 UUI, Alm.del - 2019-20 - Bilag 58: Lovudkast om ændring af udlændingeloven og forskellige andre love, fra udlændinge- og integrationsministeren
Udlændingelovens kapitel 9 a indeholder bestemmelser om rammer for indkvartering og anvendelse
af magt og andre indgreb i selvbestemmelsesretten mv. over for uledsagede mindreårige
udlændinge.
Klage over forholdene på indkvarteringsstedet kan på ulovbestemt grundlag indbringes
for Udlændingestyrelsen, der som driftsherre er ansvarlig for at tilvejebringe og drive
indkvarteringssteder, herunder børnecentre, jf. udlændingelovens § 42 a, stk. 5, og adgangen til at
klage til Udlændingestyrelsen omfatter også anvendelse af bestemmelserne i kapitel 9 a.
Dem foreslåede bestemmelse i § 46 a, stk. 6, nr. 6, vil videreføre den gældende bestemmelse i
udlændingelovens § 46 a, stk. 1, 3. pkt., hvorefter
Udlændingestyrelsens afgørelser i sådanne sager
ikke kan påklages.
Efter den foreslåede bestemmelse i § 46 a,
stk. 6, nr. 7,
vil
Styrelsen for International Rekruttering
og Integrations afgørelser om varsel, jf. § 19, stk. 1, nr. 14, 2. pkt., ikke kunne påklages.
Efter udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 14, 2. pkt., kan Styrelsen for International Rekruttering og
Integration meddele et varsel til en udlænding, der er meddelt opholdstilladelse med henblik på at
deltage i en uddannelse eller et kursus ved en uddannelsesinstitution her i landet, hvis styrelsen
vurderer, at udlændingen har arbejdet i strid med de betingelser, der er fastsat for en
arbejdstilladelse, uden der er tale om et betydeligt omfang.
Efter udlændingelovens i § 19, stk. 1, nr. 14, 4. pkt., kan en studieopholdstilladelse inddrages, hvis
udlændingen har fået et varsel efter § 19, stk. 1, nr. 14, 2. pkt., og er idømt eller har vedtaget en
bøde eller er tildelt en indenretlig advarsel for at arbejde i strid med de betingelser, der er fastsat for
en arbejdstilladelse, eller over for Styrelsen for International Rekruttering og Integration har erkendt
at have arbejdet i strid med de betingelser, der er fastsat for en arbejdstilladelse.
Den foreslåede bestemmelse i § 46 a, stk. 6, nr. 7, vil videreføre
den gældende bestemmelse i
udlændingelovens § 46 a, stk. 9, hvorefter
Styrelsen for International Rekruttering og Integrations
afgørelse om at udstede et varsel til en udenlandsk studerende,
som har arbejdet i strid med de
betingelser, der er fastsat for vedkommendes arbejdstilladelse,
ikke kan påklages.
Styrelsen for International Rekruttering og Integrations afgørelser om inddragelse af en
studieopholdstilladelse efter § 19, stk. 1, nr. 14, 4. pkt., vil som hidtil kunne påklages til
Udlændingenævnet, jf. den foreslåede bestemmelse i § 46 a, stk. 1.
Efter den foreslåede bestemmelse i § 46 a,
stk. 6, nr. 8,
kan afgørelser om opsættende virkning efter
§ 33 b, der træffes af en færøsk myndighed i medfør af § 46 i, ikke påklages.
Den foreslåede bestemmelse svarer i sit indhold til den gældende bestemmelse i udlændingelovens
§ 52 b, stk. 7, som ved lovforslagets § 1, nr. 63, foreslås ophævet, med de ændringer, der følger af
255
 UUI, Alm.del - 2019-20 - Bilag 58: Lovudkast om ændring af udlændingeloven og forskellige andre love, fra udlændinge- og integrationsministeren
lovforslagets § 1, nr. 36, om en opdeling af udlændingelovens § 33 i flere bestemmelser, herunder §
33 b.
Det foreslås i
§ 46 a, stk. 7, 1. pkt.,
at
Udlændingestyrelsens beslutning om, at der ikke er særlige
grunde til at antage, at en uledsaget udlænding, der inden det fyldte 18. år har indgivet ansøgning
om opholdstilladelse i medfør af § 7, ikke bør gennemgå en asylsagsprocedure, jf. § 9 c, stk. 3, nr.
1, ikke kan påklages.
Den foreslåede bestemmelse vil videreføre
den gældende bestemmelse i udlændingelovens § 46 a,
stk. 3,
hvorefter Udlændingestyrelsens beslutninger om, at uledsagede mindreårige asylansøgere er
tilstrækkeligt modne til at gennemgå en asylsagsprocedure, ikke kan påklages.
Det
foreslås i
§ 46 a, stk. 7, 2. pkt.,
at
Udlændingestyrelsens og Styrelsen for International
Rekruttering og Integrations beslutninger om betaling af udgifter forbundet med tilvejebringelsen af
oplysninger til brug for behandlingen af en sag efter udlændingeloven, jf. § 40, stk. 4, ikke kan
påklages.
Efter udlændingelovens § 40, stk. 1, skal en udlænding meddele de oplysninger, som er nødvendige
til bedømmelse af, om en tilladelse i henhold til udlændingeloven kan gives, inddrages eller
bortfalde, eller om udlændingen opholder sig eller arbejder lovligt her i landet, og efter
udlændingelovens § 40, stk. 4, kan udgifter, som en udlænding måtte have afholdt med henblik på
at tilvejebringe oplysninger til brug for behandlingen af en sag efter udlændingeloven, alene kræves
betalt af udlændingemyndighederne, hvis myndighederne, forinden oplysningerne er tilvejebragt,
har givet skriftligt tilsagn herom.
Den foreslåede bestemmelse i udlændingelovens § 46 a, stk. 7, 2. pkt., vil videreføre
den gældende
bestemmelse i udlændingelovens § 46 a, stk. 4, hvorefter
Udlændingestyrelsens
og Styrelsen for
International Rekruttering og Integrations beslutninger om,
at udlændingemyndigheden ikke skal
afholde de udgifter, som en udlænding har haft i forbindelse med tilvejebringelse af oplysninger til
brug for behandlingen af en sag efter udlændingeloven, ikke kan påklages.
Det
foreslås i
§ 46 a, stk. 8,
at
udlændinge- og integrationsministeren kan fastsætte nærmere regler
om klagefrist for de typer af afgørelser, der er omfattet af stk. 5, 1. pkt.
Efter den foreslåede bestemmelse i udlændingelovens § 46 a, stk. 5, 1. pkt., jf. lovforslagets § 1, nr.
59, kan en dansk diplomatisk eller konsulær repræsentations afgørelse om afslag på en ansøgning
om visum eller om annullering eller inddragelse af et allerede meddelt visum, jf. § 47, stk. 2,
påklages til Udlændingestyrelsen. Uanset 1. pkt. anses en afgørelse, der er udfærdiget i
overensstemmelse med reglerne i § 4 e, stk. 1, om brug af visumkodeksens standardformular, for
automatisk påklaget til Udlændingestyrelsen, jf. forslaget til udlændingelovens § 46 a, stk. 5, 2. pkt.
256
 UUI, Alm.del - 2019-20 - Bilag 58: Lovudkast om ændring af udlændingeloven og forskellige andre love, fra udlændinge- og integrationsministeren
Der er i dag ikke fastsat nogen klagefrist for de afgørelser, der er omfattet af den foreslåede
bestemmelse i udlændingelovens § 46 a, stk. 5, 1. pkt.
Den foreslåede bestemmelse i § 46 a, stk. 8,
svarer til den gældende bestemmelse i
udlændingelovens § 46 a, stk. 8, dog således, at henvisningen til § 46 a, stk. 7, 1. pkt., foreslås
ændret til en henvisning til § 46 a, stk. 5, 1. pkt., som følge af forslaget om at indsætte § 46 a, stk. 7,
som § 46 a, stk. 5, jf. ovenfor.
Til nr. 60
Efter udlændingelovens § 48, stk. 1, har politiet kompetence til at træffe afgørelse efter en række
bestemmelser i udlændingeloven.
Efter § 48, stk. 1, 1. pkt., kan afgørelse om afvisning ved indrejsen, jf. § 28, stk. 1-4 og stk. 7, 3.
pkt., træffes af vedkommende politidirektør.
Efter § 48, stk. 1, 2. pkt. kan afgørelser efter § 30, § 33, stk. 9, § 34, § 36, § 37 c, stk. 5, § 37 d, stk.
1 og 3, § 37 e, stk. 1 og 4, §§ 37 g og 37 j, § 40, stk. 9 og 10, § 40 a, stk. 1 og 2, § 40 a, stk. 3, 1.
pkt., § 40 a, stk. 4-9, § 40 b, stk. 1 og 2, § 40 b, stk. 3, 1. pkt., § 40 b, stk. 4-9, og § 43, stk. 2 og 3,
træffes af Rigspolitichefen eller politidirektøren.
Det drejer sig bl.a. om afgørelser om, at dokumenter eller genstande og aktiver, der kan anvendes til
dækning af de i § 42 a, stk. 4, 1. pkt., nævnte udgifter, tages i bevaring, jf. § 40, stk. 10, og
afgørelser om optagelse af fingeraftryk og personfotografi, jf. § 40 a, stk. 1, nr. 3, og § 40 b, stk. 1.
Afgørelser om, at dokumenter eller genstande og aktiver, der kan anvendes til dækning af de i § 42
a, stk. 4, 1. pkt., nævnte udgifter, tages i bevaring, jf. § 40, stk. 10, og afgørelser efter § 40 a, stk. 1,
nr. 3, og § 40 b, stk. 1, kan efter § 48, stk. 1, 3. pkt. endvidere træffes af Udlændingestyrelsen.
Afgørelser om ydelse af hjælp efter § 43 a, dvs. bl.a.
ydelse af hjælp til rejse til asylansøgere, der
har opnået indrejse- og opholdstilladelse i et tredjeland,
kan træffes af Rigspolitichefen, jf. § 48, stk.
1, 4. pkt.
Det fremgår af udlændingelovens § 48, stk. 1, 5. pkt., at politidirektørens afgørelser om afvisning
ved grænsen, jf. § 48, stk. 1, 1. pkt., kan påklages til Udlændingenævnet, jf. § 52 b, stk. 6, og at de
afgørelser, der er nævnt i § 48, stk. 1, 2.-4. pkt., med visse undtagelser kan påklages til udlændinge-
og integrationsministeren.
Det foreslås at ændre udlændingelovens
§ 48, stk. 1, 5. pkt.,
således, at henvisningen til politiets
afgørelser om afvisning ved indrejsen, som kan påklages til Udlændingenævnet efter § 52, b, stk. 6,
vil udgå.
257
 UUI, Alm.del - 2019-20 - Bilag 58: Lovudkast om ændring af udlændingeloven og forskellige andre love, fra udlændinge- og integrationsministeren
Den foreslåede ændring er en konsekvens af forslaget om at ophæve udlændingelovens § 52 b, jf.
lovforslagets § 1, nr. 63, og forslaget om, at Udlændingenævnets kompetence til at behandle klager
over politiets afgørelser om afvisning, jf. § 28, stk. 1-4 og 7. 3. pkt., indsættes som
udlændingelovens § 46 a, stk. 2, nr. 3, jf. lovforslagets § 1, nr. 59.
Udlændinge- og integrationsministerens kompetence til at behandle klager over de afgørelser, som
træffes af henholdsvis Rigspolitichefen, politidirektøren og Udlændingestyrelsen, vil fortsat fremgå
af udlændingelovens § 48, stk. 1, 5. pkt.
Til nr. 61
Det fremgår af udlændingelovens § 48 b, at et andet EU-land kan anmode Danmark om at overtage,
tilbagetage eller modtage en udlænding. Det foreslås, at
§ 48 b
ændres, således at »EU-land«
erstattes med »medlemsstat« samt at »modtage« udgår af bestemmelsen.
Herudover kan det bemærkes, at selve ordet »modtage« ikke ses at have et selvstændigt indhold, der
ikke allerede er indeholdt i de to andre udtryk »overtage« og »tilbagetage« i bestemmelsen.
Der er i begge tilfælde tale om sproglige præciseringer med henblik på at skabe overensstemmelse
med den terminologi, der anvendes i Dublinforordningen. Der er hermed ikke tilsigtet en ændring i
anvendelsen af bestemmelsen.
Det fremgår desuden af udlændingelovens § 48 b, at såfremt et andet EU-land anmoder Danmark
om at overtage, tilbagetage eller modtage en udlænding efter reglerne i kapitel 5 a, træffer
Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse vedrørende anmodningen.
Dublinforordningens artikel 27, stk. 1, om at ansøgeren har ret til effektive retsmidler i form af
klage eller indbringelse for en domstol eller et domstolslignende organ af de faktiske og retlige
forhold mod en afgørelse om overførsel, vedrører den anmodende medlemsstats afgørelse herom.
Dublinforordningen indeholder ikke regler om, at en accept eller afvisning af en anmodning om at
overtage, tilbagetage eller modtage en udlænding efter Dublinforordningen skal ske ved afgørelse
eller skal kunne påklages.
Det foreslås på den baggrund at præcisere udlændingelovens § 48 b, således at det fremgår af
bestemmelsen, at såfremt en anden medlemsstat anmoder Danmark om at overtage eller tilbagetage
en udlænding efter reglerne i kapitel 5 a, tager Udlændingestyrelsen snarest muligt stilling til og
besvarer anmodningen.
Den foreslåede ændring skal tydeliggøre, at når Udlændingestyrelsen vurderer en anmodning efter
udlændingelovens § 48 b og efterfølgende besvarer anmodningen, er der ikke tale om en afgørelse i
forvaltningsretlig forstand. En sådan besvarelse fra Udlændingestyrelsen er en del af den
forhandlingsproces, der er fastlagt i Dublinforordningen mellem medlemsstaterne og dermed ikke
258
 UUI, Alm.del - 2019-20 - Bilag 58: Lovudkast om ændring af udlændingeloven og forskellige andre love, fra udlændinge- og integrationsministeren
en afgørelse, som ansøgeren kan påklage. Det er alene den anmodende medlemsstats afgørelse om
overførsel, som kan påklages, hvilket følger af Dublinforordningens artikel 27, stk. 1, og ikke de
sagsskridt og procesledende beslutninger medlemsstaterne imellem, jf. også udlændingelovens § 29
a, hvor der alene er tale om, at der over for udlændingen kan træffes afgørelser i den udgående
procedure, jf. § 48 a.
Forslaget indebærer, at der ikke kan klages over Udlændingestyrelsens stillingtagen til at overtage
eller tilbagetage en asylansøger efter udlændingelovens § 48 b, som alene kan anses som
mellemstatslige forhandlinger.
Der vil fortsat være klageadgang til Flygtningenævnet, jf. § 53 a, stk. 1, nr. 1, over en afgørelse om
overførsel efter § 48 a, stk. 1, jf. § 29 a.
Der henvises i øvrigt til afsnit 21 i lovforslagets almindelige bemærkninger.
Til nr. 62
Det fremgår af udlændingelovens § 49, stk. 1, at når en udlænding dømmes for strafbart forhold,
afgøres det efter anklagemyndighedens påstand ved dommen, om den pågældende skal udvises i
medfør af §§ 22-24 eller 25 c eller tildeles en advarsel i medfør af § 24 b. Træffes der bestemmelse
om udvisning, skal dommen indeholde bestemmelse om indrejseforbuddets varighed, jf. § 32, stk.
1-5.
Det foreslås at ændre udlændingelovens § 49, stk. 1, 2. pkt., således at en udlænding, der ved dom
eller kendelse udvises og meddeles indrejseforbud, skal gives vejledning om indrejseforbuddets
omfang og retsvirkninger, herunder om strafansvaret for overtrædelse af indrejseforbuddet.
Den vejledning, som i dag fremgår af blanketten, der udleveres i overensstemmelse med
udlændingelovens § 32, stk. 6, skal fremover gives i dommen eller kendelsen. Det vil sige
vejledning om rækkevidden af indrejseforbuddet, jf. udlændingelovens § 32, stk. 1, tidspunktet for
gyldigheden af indrejseforbuddet, jf. udlændingelovens § 32, stk. 1, 3. pkt., strafansvaret for
overtrædelse af indrejseforbuddet, jf. udlændingelovens § 59 b, og om udlændingen indberettes som
uønsket til Schengeninformationssystemet SIS II i medfør af udlændingelovens § 58 g, stk. 1.
Der kan derudover gives yderligere vejledning om andre forhold, retsvirkninger og lignende, som
vedrører et meddelt indrejseforbud, såfremt det findes hensigtsmæssigt af hensyn til de offentlige
myndigheders administration af et indrejseforbud eller af hensyn til udlændingens retssikkerhed.
Der henvises i øvrigt til afsnit 5 og 8 i lovforslagets almindelige bemærkninger.
Til nr. 63
259
 UUI, Alm.del - 2019-20 - Bilag 58: Lovudkast om ændring af udlændingeloven og forskellige andre love, fra udlændinge- og integrationsministeren
Udlændingelovens § 52 b fastlægger Udlændingenævnets kompetence og indeholder regler om
klagefrist og opsættende virkning.
Efter udlændingelovens § 52 b, stk. 1, behandler Udlændingenævnet klager over følgende
afgørelser truffet af Udlændingestyrelsen:
1) Afslag på ansøgninger om opholdstilladelse efter §§ 9, 9 d, 9 e, 9 f og 9 q, dvs. afslag på
familiesammenføring, afslag på opholdstilladelse til udlændinge, som tidligere har haft dansk
indfødsret, afslag på opholdstilladelse til udlændinge fra Kosovoprovinsen, afslag på
opholdstilladelse som religiøs forkynder m.fl. og afslag på opholdstilladelse til udlændinge, der er
fyldt 60 år og har haft opholdstilladelse som ansat ved en herværende international institution mv.
2) Afslag på ansøgninger om opholdstilladelse efter § 9 c, stk. 1, dvs. opholdstilladelse af ganske
særlige grunde.
3) Afslag på ansøgninger om forlængelse af opholdstilladelse meddelt efter § 9, § 9 c, stk. 1, § 9 d,
§ 9 e, § 9 f og § 9 q, jf. nr. 1 og 2, herunder afgørelser om lovligt forfald, jf. § 9, stk. 34 og 35,
afgørelser om fritagelse og lovligt forfald, jf. § 9 f, stk. 6, og afgørelser om inddragelse af sådanne
opholdstilladelser, jf. § 11, stk. 2, og § 19, dvs. afslag på ansøgninger om forlængelse af
opholdstilladelser nævnt under nr. 1 og 2, herunder afgørelser om lovligt forfald i forbindelse med
kravet om bestået danskprøve for forlængelse af en ægtefællesammenføringstilladelse og afgørelser
om fritagelse og lovligt forfald i forbindelse med kravet om gennemførelse af et kursus i dansk
familieret, frihed og folkestyre for forlængelse af en opholdstilladelse som religiøs forkynder m.fl.,
samt afgørelser om inddragelse af sådanne opholdstilladelser.
4) Afslag på ansøgninger om tidsubegrænset opholdstilladelse, jf. § 9 q, stk. 8, og § 11.
5) Afgørelser om afvisning af ansøgninger om opholdstilladelse efter § 9, stk. 25, § 9 c, stk. 6, § 9 f,
stk. 9, og § 9 q, stk. 11 og 12, jf. nr. 1 og 2, samt afgørelser om afvisning af en ansøgning om
opholdstilladelse, jf. § 47 b, dvs. bl.a. afgørelser om afvisning af ansøgninger om opholdstilladelse
på grundlag af familiesammenføring eller som religiøs forkynder m.fl.
6) Afgørelser om udvisning efter § 25, nr. 2, og §§ 25 a og 25 b, dvs. afgørelser om administrativ
udvisning af udlændinge.
7) Afgørelser om afvisning efter § 28, dvs. afgørelser om administrativt afvisning af udlændinge
ved indrejsen til Danmark.
8) Afgørelser om fastsættelse af alder i forbindelse med en ansøgning om opholdstilladelse efter § 9
eller § 9 c, stk. 1, som følge af en familiemæssig tilknytning til en herboende person, dvs. afgørelser
om fastsættelse af alder i forbindelse med ansøgninger om familiesammenføring.
260
 UUI, Alm.del - 2019-20 - Bilag 58: Lovudkast om ændring af udlændingeloven og forskellige andre love, fra udlændinge- og integrationsministeren
9) Afgørelser om ophævelse af indrejseforbud, jf. § 32, stk. 8 og 11, dvs. bl.a. afgørelser om
ophævelse af indrejseforbud, der er meddelt EU-borgere.
10) Afgørelser om afslag på visum og afgørelser om annullering efter inddragelse af et allerede
meddelt visum efter §§ 4-4 c, hvor Udlændingestyrelsen har truffet afgørelse som 1. instans.
11) Afgørelser om betaling af gebyrer efter § 9 h, stk. 1, nr. 1-3, 10-13 og 17-19, dvs. afgørelser om
betaling af gebyrer i forbindelse med indgivelse af ansøgninger om bl.a. familiesammenføring,
forlængelse af en opholdstilladelse meddelt på grundlag af familiesammenføring og tidsubegrænset
opholdstilladelse.
12) Afgørelser om identitetsfastlæggelse, tilbagerejsetilladelse og laissez-passer, medmindre
udlændingen tidligere har været asylansøger, har en verserende asylansøgning under behandling
eller ansøger om asyl, inden Udlændingenævnet træffer afgørelse.
13) Afgørelser efter § 42 a, stk. 13-16, dvs. afgørelser vedrørende udbetaling af kontante ydelser til
udlændinge, der er omfattet af Udlændingestyrelsens forsørgelsespligt.
14) Afgørelser om fremmedpas.
15) Afgørelser efter § 21 b, medmindre udlændingen er meddelt opholdstilladelse efter
udlændingelovens § 7 eller § 8, stk. 1 eller 2, dvs. afgørelser om bortfald af opholdstilladelser
meddelt udlændinge, der ikke er flygtninge eller har beskyttelsesstatus, og som opholder eller har
opholdt sig uden for landet, og der er grund til at antage, at udlændingen under opholdet uden for
landet deltager eller har deltaget i aktiviteter, hvor det kan indebærer eller forøge en fare for statens
sikkerhed, andre staters sikkerhed eller en væsentlig trussel mod den offentlige orden.
16) Afslag på sletning af den liste, der er nævnt i § 29 c, stk. 1, i forbindelse med genoptagelse efter
§ 29 c, stk. 5, dvs. afgørelser om afslag på genoptagelse af en sag om optagelse på den offentlige
sanktionsliste over udenlandske religiøse forkyndere m.fl., som har indrejseforbud, jf.
udlændingelovens § 32, stk. 10.
Efter udlændingelovens § 52 b, stk. 2, behandler Udlændingenævnet endvidere klager over følgende
afgørelser truffet af Styrelsen for International Rekruttering og Integration:
1) Afslag på ansøgninger om opholdstilladelse efter § 9 a og §§ 9 i-9 n og 9 p, dvs. afslag på
ansøgninger om opholdstilladelse på baggrund af beskæftigelse, studier mv. og afgørelser om afslag
på opholdstilladelse til medfølgende familiemedlemmer til disse grupper.
2) Afslag på ansøgninger om forlængelse af opholdstilladelse meddelt efter § 9 a og §§ 9 i-9 n og 9
p, og afgørelser om inddragelse af en sådan opholdstilladelse, jf. § 19, dvs. afgørelser om
261
 UUI, Alm.del - 2019-20 - Bilag 58: Lovudkast om ændring af udlændingeloven og forskellige andre love, fra udlændinge- og integrationsministeren
inddragelse og nægtelse af forlængelse af opholdstilladelser på beskæftigelses- og studieområdet
mv.
3) Afgørelser om afvisning af ansøgninger om opholdstilladelse og forlængelse af opholdstilladelser
efter § 9 a, stk. 5 og 6, § 9 i, stk. 4 og 5, § 9 j, stk. 2 og 3, § 9 k, stk. 2 og 3, § 9 l, stk. 2 og 3, § 9 m,
stk. 2 og 3, § 9 n, stk. 2 og 3, og § 9 p, stk. 2 og 3, og afgørelser om afvisning af ansøgninger om
opholdstilladelse, jf. § 47 b, dvs. afgørelser om afvisning af ansøgninger om opholdstilladelse på
beskæftigelses- og studieområdet mv.
4) Afgørelser om udstedelse, forlængelse og inddragelse af registreringsbeviser og opholdskort til
udlændinge, der er omfattet af EU-reglerne, jf. § 6.
5) Afgørelser om udvisning efter § 25 b, stk. 2, jf. § 46, stk. 2, 3. pkt., dvs. afgørelser om
administrativ udvisning af udlændinge, som er pålagt at udrejse straks eller ikke udrejser i
overensstemmelse med en udrejsefrist.
6) Afslag på ansøgninger om certificering efter § 9 a, stk. 17, dvs. afslag på ansøgninger om
virksomhedscertificering.
7) Afslag på ansøgninger om forlængelse af certificering efter § 9 a, stk. 20, jf. § 9 a, stk. 21, og
afgørelser om inddragelse af en sådan certificering, jf. § 9 a, stk. 21, dvs. afslag på forlængelse af
virksomhedscertificeringer og inddragelse af sådanne certificeringer.
8) Afgørelser om, at der i en periode på 2 år fra afgørelsen herom ikke kan meddeles
opholdstilladelse efter § 9 j, jf. § 21 a, dvs. afgørelser om, at der i en periode på to år ikke kan
meddeles opholdstilladelse med henblik på au pair-ophold hos en værtsperson.
9) Afgørelser om betaling af gebyrer efter § 9 h, stk. 1, nr. 4-9, 14 og 16, dvs. afgørelser om
betaling af gebyrer i forbindelse med indgivelse af ansøgninger om opholdstilladelse på
beskæftigelses- og studieområdet mv., ansøgninger om forlængelse af sådanne opholdstilladelse og
ansøgninger om tidsubegrænset opholdstilladelse til visse grupper af udlændinge, der er meddelt
opholdstilladelse på grundlag af beskæftigelse.
10) Afgørelser om identitetsfastlæggelse, tilbagerejsetilladelse og laissez-passer, medmindre
udlændingen tidligere har været asylansøger, har en verserende asylansøgning under behandling
eller ansøger om asyl, inden Udlændingenævnet træffer afgørelse.
Efter udlændingelovens § 52 b, stk. 3, kan Udlændingenævnet behandle klager over
Udlændingestyrelsens konstatering af, at en opholdstilladelse meddelt efter § 9, § 9 c, stk. 1, § 9 d,
§ 9 e, § 9 f eller § 9 q er bortfaldet, jf. § 17, at en opholdstilladelse meddelt efter § 9 eller § 9 c, stk.
1, eller § 9 e, jf. § 17 a, er bortfaldet, og at en opholdstilladelse er bortfaldet efter § 18. Det samme
262
 UUI, Alm.del - 2019-20 - Bilag 58: Lovudkast om ændring af udlændingeloven og forskellige andre love, fra udlændinge- og integrationsministeren
gælder klager over afslag på ansøgninger om, at en opholdstilladelse ikke skal anses for bortfaldet,
jf. § 17, stk. 3, og § 17 a, stk. 2.
Der er tale om klager over bortfald og dispensation fra bortfald på de områder, hvor
Udlændingestyrelsen træffer afgørelse i 1. instans.
Efter udlændingelovens § 52 b, stk. 4, kan Udlændingenævnet endvidere behandle klager over
Styrelsen for International Rekruttering og Integrations konstatering af, at en opholdstilladelse
meddelt efter § 9 a, §§ 9 i-9 n eller 9 p er bortfaldet, jf. §§ 17 og 18. Det samme gælder klager over
afslag på ansøgninger om, at en opholdstilladelse ikke skal anses for bortfaldet, jf. § 17, stk. 3.
Der er tale om klager over bortfald og dispensation fra bortfald på de områder, hvor Styrelsen for
International Rekruttering og Integration træffer afgørelse i 1. instans.
Det fremgår af udlændingelovens § 52 b, stk. 5, at Udlændingenævnet endvidere kan behandle
klager over Styrelsen for International Rekruttering og Integrations konstatering af, at en opholdsret
efter § 6 er ophørt. Bestemmelsen vedrører ophør af opholdsret efter EU-reglerne.
Udlændingenævnet har også kompetence til at behandle klager over afgørelser, der er truffet af
andre myndigheder end Udlændingestyrelsen og Styrelsen for International Rekruttering og
Integration.
Efter udlændingelovens § 52 b, stk. 6, kan Udlændingenævnet således behandle klager over
politiets afgørelser om afvisning, jf. § 28, stk. 1-4 og stk. 7, 3. pkt., og efter udlændingelovens § 52
b, stk. 7, kan Udlændingenævnet behandle klager over afgørelser, der træffes i 1. instans af en
færøsk myndighed i medfør af § 46 i, bortset fra afgørelser om opsættende virkning efter § 33.
Bestemmelsen i § 52 b, stk. 7, omhandler klager over afgørelser, der er truffet af en færøsk
myndighed, bortset fra afgørelser om opsættende virkning efter § 33, i visse sager om ophold på
Færøerne.
Efter udlændingelovens § 52 b, stk. 8, skal klage over de afgørelser, der er nævnt i
udlændingelovens § 52 b, stk. 1-7, være indgivet inden 8 uger efter, at klageren har fået meddelelse
om afgørelsen. Udlændingenævnets formand eller den, formanden bemyndiger dertil, kan i særlige
tilfælde beslutte, at en klage skal behandles, selv om klagen er indgivet efter udløb af fristen i 1.
pkt.
Efter udlændingelovens § 52 b, stk. 9, skal afgørelser om opsættende virkning med hensyn til
udrejsefristen, jf. § 33, stk. 3, træffes af Udlændingenævnets formand eller den, formanden
bemyndiger dertil.
Det foreslås at ophæve udlændingelovens
§ 52 b.
263
 UUI, Alm.del - 2019-20 - Bilag 58: Lovudkast om ændring af udlændingeloven og forskellige andre love, fra udlændinge- og integrationsministeren
Forslaget om at ophæve § 52 b hænger sammen med forslaget om at nyaffatte udlændingelovens §
46 a, jf. lovforslagets § 1, nr. 59. Den foreslåede nyaffattelse af § 46 a indebærer, at det kommer til
at fremgå af denne bestemmelse, at udgangspunktet er, at Udlændingestyrelsens og Styrelsen for
International Rekruttering og Integrations afgørelser vil kunne påklages til Udlændingenævnet, jf.
forslaget til § 46 a, stk. 1.
De gældende bestemmelser i udlændingelovens § 52 b, stk. 3 og 4, om Udlændingenævnets
kompetence til at behandle klager over styrelsernes konstateringer af bortfald af opholdstilladelser
foreslås indsat som § 46 a, stk. 2, nr. 1.
Den gældende bestemmelse i § 52 b, stk. 5, om Udlændingenævnets kompetence til at behandle
klager over Styrelsen for International Rekruttering og Integrations konstatering af, at en opholdsret
efter § 6 er ophørt, foreslås indsat som § 46 a, stk. 2, nr. 2, og den gældende bestemmelse i
udlændingelovens § 52 b, stk. 6, om Udlændingenævnets kompetence til at behandle klager over
politiets afgørelser om afvisning ved indrejsen foreslås indsat som § 46 a, stk. 2, nr. 3.
Videre foreslås den gældende bestemmelse i udlændingelovens § 52 b, stk. 7, om
Udlændingenævnets kompetence til at behandle klager over visse afgørelser, der er truffet af en
færøsk myndighed, indsat som § 46 a, stk. 2, nr. 4.
Den gældende bestemmelse i udlændingelovens § 52 b, stk. 8, om fristen for at klage til
Udlændingenævnet foreslås indsat i § 46 a, stk. 3, og endelig foreslås den gældende bestemmelse i
udlændingelovens § 52 b, stk. 9, om opsættende virkning indsat som § 52 c, stk. 9, jf. lovforslagets
§ 1, nr. 60.
Der henvises i øvrigt til afsnit 17.2. i lovforslagets almindelige bemærkninger og bemærkningerne
til lovforslagets § 1, nr. 59.
Til nr. 64
Efter udlændingelovens § 48, 1. pkt., træffer politiet afgørelser om afvisning ved indrejsen, jf. § 28,
stk. 1-4, og stk. 7, 3. pkt.
Efter udlændingelovens § 52 b, stk. 6, behandler Udlændingenævnet klager over politiets afgørelser
om afvisning efter § 28.
Efter udlændingelovens § 52 c, stk. 3, kan Udlændingenævnet indhente en udtalelse fra
Udlændingestyrelsen eller fra Styrelsen for International Rekruttering og Integration i anledning af
en klagesag.
264
 UUI, Alm.del - 2019-20 - Bilag 58: Lovudkast om ændring af udlændingeloven og forskellige andre love, fra udlændinge- og integrationsministeren
Ved den foreslåede ændring af
§ 52 c, stk. 3,
præciseres det, at Udlændingenævnet også kan
indhente en udtalelse fra politiet i forbindelse med nævnets behandling af klager over politiets
afgørelser om afvisning efter udlændingelovens § 28.
Til nr. 65
Udlændingelovens § 52 c indeholder regler
klagesagsbehandlingen i Udlændingenævnet.
om
Udlændingenævnets
sekretariat
og
Det foreslås at indsætte et nyt stykke i § 52 c. Efter den foreslåede nye bestemmelse i
udlændingelovens
§ 52 c, stk. 9,
skal afgørelser om opsættende virkning, jf. § 33 b, træffes af
Udlændingenævnets formand eller den, formanden bemyndiger dertil.
Den foreslåede bestemmelse vil videreføre den gældende bestemmelse i § 52 b, stk. 9, som ved
lovforslagets § 1, nr. 63, foreslås ophævet, og er endvidere en konsekvens af forslaget om at samle
reglerne om opsættende virkning i udlændingelovens § 33 b, jf. lovforslagets § 1, nr. 36. Der er ikke
tiltænkt ændringer af praksis.
Forslaget indebærer, at Udlændingenævnets formand eller den, formanden bemyndiger dertil, vil
kunne træffe afgørelse om opsættende virkning efter § 33 b.
Således kan formanden som hidtil selv træffe afgørelse eller eksempelvis bemyndige
Udlændingenævnets sekretariat til at træffe afgørelse om opsættende virkning i forbindelse med
klagesager.
Der henvises i øvrigt til afsnit 2 og 17 i lovforslagets almindelige bemærkninger.
Til nr. 66
Det følger af den gældende bestemmelse i udlændingelovens § 46 a, stk. 1, 1. pkt., at
Udlændingestyrelsens afgørelser bortset fra afgørelser om afvisning truffet efter regler udstedt i
medfør af § 9 g, stk. 1, 2. pkt., samt de afgørelser, der er nævnt i § 9 g, stk. 3, § 9 h, stk. 8, 1. pkt., §
9 h, stk. 9, 1. pkt., jf. stk. 5, 1. pkt., jf. stk. 1, § 11, stk. 10, § 29 c, stk. 1, § 32 a, § 33, § 42 a, stk. 7,
3. pkt., § 42 a, stk. 8, 1.-3. og 5. pkt., og stk. 10, § 42 b, stk. 1, 3 og 7-9, § 42 d, stk. 2, § 46 e, § 52
b, stk. 1 og 3, § 53 a og § 53 b, kan påklages til udlændinge- og integrationsministeren.
Det foreslås at ændre udlændingelovens
§ 53 a, stk. 1, nr. 3,
således at afgørelser om forlængelse af
udrejsefristen efter den foreslåede § 33, stk. 4, i forbindelse med afgørelser om bortfald efter
udlændingelovens §§ 17, 17 a, og § 21 b (fremmedkrigere), afgørelser om nægtelse af forlængelse
efter udlændingelovens § 11, stk. 2, og inddragelse efter udlændingelovens §§ 19 eller 20 af en
opholdstilladelse, der er givet efter § 7 eller § 8, stk. 1 eller 2, og i den forbindelse udsendelse efter
udlændingelovens § 32 a, kan påklages til Flygtningenævnet.
265
 UUI, Alm.del - 2019-20 - Bilag 58: Lovudkast om ændring af udlændingeloven og forskellige andre love, fra udlændinge- og integrationsministeren
Formålet med den foreslåede ændring er at samle behandlingen af en klagesag vedrørende
afgørelser om bortfald efter §§ 17, 17 a og 21 b, nægtelse af forlængelse efter § 11, stk. 2, og
inddragelse efter §§ 19 eller 20 af en opholdstilladelse, der er givet efter § 7 eller § 8, stk. 1 eller 2,
og i den forbindelse udsendelse efter § 32 a og klage over afgørelse om forlængelse af udrejsefristen
i en sådan sag hos den samme myndighed.
Forslaget indebærer, at klageadgangen overføres fra udlændinge- og integrationsministeren til
Flygtningenævnet, således at klage over afgørelser om forlængelse af en udrejsefrist behandles af
den samme klageinstans, som behandler den oprindelige sag efter de nævnte bestemmelser.
Flygtningenævnet skal
både behandle klager over Udlændingestyrelsens afslag på forlængelses af
udrejsefrist, og klager over længden af en meddelt forlænget udrejsefrist truffet af
Udlændingestyrelsen.
Der henvises i øvrigt til afsnit 3 i lovforslagets almindelige bemærkninger.
Til nr. 67
Udlændingelovens § 53 a, stk. 1, angiver hvilke klager over afgørelser, som Udlændingestyrelsen
træffer, der kan indbringes for Flygtningenævnet, jf. dog § 53 b, stk. 1.
Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse efter § 9 c, stk. 3, kan efter
udlændingelovens § 53 a, stk. 1, nr. 7, påklages til Flygtningenævnet.
Udlændingestyrelsens afgørelse om nægtelse af forlængelse, inddragelse eller bortfald af en
opholdstilladelse efter § 9 c, stk. 3, kan efter udlændingelovens § 46 a, stk. 1, påklages til
Udlændinge- og Integrationsministeriet.
Det foreslås, at udlændingelovens
§ 53 a, stk. 1, nr. 7,
udvides, således at klager over
Udlændingestyrelsens afgørelse om nægtelse af forlængelse, inddragelse og bortfald af
opholdstilladelser meddelt efter § 9 c, stk. 3, vil kunne behandles af Flygtningenævnet.
Forslaget vil indebære, at kompetencen til at behandle klager over Udlændingestyrelsens afgørelse
om nægtelse af forlængelse, inddragelse og bortfald af opholdstilladelser meddelt efter § 9 c, stk. 3,
overføres fra Udlændinge- og Integrationsministeriet til Flygtningenævnet. Hermed vil det blive
sikret, at det er Flygtningenævnet
–
og ikke Udlændingenævnet, jf. nyaffattelsen af
udlændingelovens § 46 a
–
som har kompetence til at behandle klager over sådanne afgørelse.
Den foreslåede udvidelse af udlændingelovens § 53 a, stk. 1, nr. 7, vil også betyde, at sager om
nægtelse af forlængelse, inddragelse og bortfald som udgangspunkt vil blive behandlet af
formanden eller en næstformand alene, jf. henvisningen i § 53, stk. 8, 1. pkt., til ”sager” vedrørende
opholdstilladelse, som behandles af formanden eller en næstformand alene. Med den foreslående
266
 UUI, Alm.del - 2019-20 - Bilag 58: Lovudkast om ændring af udlændingeloven og forskellige andre love, fra udlændinge- og integrationsministeren
ændring af udlændingelovens § 53 a, stk. 1, nr. 7, hvormed bestemmelsen udvides, vil sager i § 53,
stk. 8, således tillige blive udvidet med samme afgørelsestyper.
Der henvises i øvrigt til afsnit 18.2. i lovforslagets almindelige bemærkninger.
Til nr. 68
Det følger af udlændingelovens § 56, stk. 1, at Flygtningenævnets formand eller den, formanden
bemyndiger dertil, henviser en sag til behandling efter § 53, stk. 6 eller 8-14.
Det følger af udlændingelovens § 56 a, stk. 1, at en uledsaget udlænding under 18 år, der opholder
sig her i landet, medmindre særlige grunde taler derimod, får udpeget en repræsentant til varetagelse
af sine interesser.
Ved lov nr. 702 af 8. juni 2017 om ændring af udlændingeloven, lov om voksenansvar for anbragte
børn og unge og lov om socialhensyn (Ro og orden på indkvarteringssteder for uledsagede
mindreårige udlændinge m.v.) blev § 56 d indsat i loven. Det følger af bestemmelsens stk. 1, at
Ankestyrelsens afgørelse i sager om klager over afgørelser truffet af børn og unge-udvalget, jf. § 56
b, stk. 2, ved henvendelse til Ankestyrelsen, inden 4 uger efter klageren har fået meddelelse om
afgørelsen, kan kræves forelagt retten, samt at § 169, stk. 2, og §§ 170-172 i lov om social service
finder tilsvarende anvendelse.
Af bestemmelsens stk. 2 følger det, at den uledsagede mindreårige udlændings repræsentant, jf. §
56, stk. 1, og den uledsagede mindreårige udlænding, der er fyldt 12 år, anses som part, uanset om
den pågældende har krævet afgørelsen forelagt for retten. Det er videre anført, at det følger af
servicelovens § 170, stk. 3, at forældremyndighedsindehaveren og den unge, som er fyldt 12 år,
anses som part i sagen, uanset om den pågældende har krævet sagen forelagt for retten. Idet en
uledsaget mindreårige udlænding ikke vil have sine forældre i Danmark, foresloges der indsat regler
om, at det i stedet er (den mindreårige) udlænding og dennes repræsentant, som skal anses som part
i sagen, og at udlændingen og repræsentanten typisk vil have sammenfaldende interesser. Også i
tilfælde, hvor repræsentanten har indbragt sagen for retten, selvom (den mindreårige) udlænding
ikke måtte ønske det, vil begge personer anses som part i sagen.
Eftersom en uledsaget mindreårig under 18 år, der opholder sig her i landet, medmindre særlige
grunde taler derimod, får udpeget en repræsentant til varetagelse af sine interesser efter
udlændingelovens § 56 a, stk. 1, foreslås det, at der henvises hertil i udlændingelovens
§ 56 d, stk.
2.
Der er således tale om en teknisk ændring, der har til formål at indsætte en henvisning til den
korrekte bestemmelse i udlændingelovens § 56 d, stk. 2.
Til nr. 69
267
 UUI, Alm.del - 2019-20 - Bilag 58: Lovudkast om ændring af udlændingeloven og forskellige andre love, fra udlændinge- og integrationsministeren
Det fremgår af udlændingelovens § 58 g, stk. 1, nr. 7, at Rigspolitichefen indberetter en udlænding,
der ikke er statsborger i et Schengenland eller et land, der er tilsluttet den Europæiske Union, som
uønsket i SIS II, hvis udlændingen er udvist af landet efter § 25 b.
Det foreslås, at
§ 58 g, stk. 1, nr. 7,
på den ene side udvides til også at omfatte udlændinge, der er
udvist efter udlændingelovens § 25 a, og på den anden side begrænses til alene at omfatte de
udlændinge, der er udvist med indrejseforbud.
Den forslåede udvidelse af bestemmelsen til også at omfatte udlændinge, der er udvist efter
udlændingelovens § 25 a, har blandt andet til formål at gennemføre Rådets henstilling af 15. februar
2018, som følge af EU-Kommissionens evaluering af Danmarks gennemførelse af bl.a.
udsendelsesdirektivet. Den foreslåede bestemmelse skal således sikre opfyldelse af
udsendelsesdirektivets forudsætning om, at indrejseforbud til tredjelandsstatsborgere med ulovligt
ophold skal forbyde indrejse og ophold i alle medlemsstater. For at sikre implementering og
håndhævelse af denne forudsætning er det nødvendigt, at medlemsstaterne hurtigt får adgang til
oplysninger om andre medlemsstaters afgørelser om indrejseforbud. Det sker ved medlemsstaternes
indberetning til Schengeninformationssystemet (SIS) af tredjelandsstatsborgere, der har fået et
indrejseforbud efter udsendelsesdirektivets regler. Det er derfor nødvendigt for en korrekt
gennemførelse af direktivet, at udlændinge, der udvises efter § 25 a, stk. 2, og meddeles et
indrejseforbud, indberettes som uønskede til SIS II.
Udvisninger efter udlændingelovens § 25 a, stk. 1, er for Danmarks vedkommende ikke omfattet af
udsendelsesdirektivet, jf. afsnit 8.1.12. For at undgå en retstilstand, hvor en udvisning efter § 25 a,
stk. 2, medfører indberetning til SIS II, mens en udvisning som følge af kriminalitet efter § 25 a,
stk. 1, ikke medfører indberetning til SIS II, foreslås det herudover, at udvisninger med
indrejseforbud efter § 25 a, stk. 1, også medfører, at udlændingen skal indberettes som uønskede til
SIS II.
Den foreslåede bestemmelse skaber hjemmel til, at Rigspolitichefen indberetter
tredjelandsstatsborgere, der meddeles et indrejseforbud i forbindelse udvisning efter § 25 a, som
uønskede til SIS II.
Ved at indberette de pågældende udlændinge som uønskede til SIS II sikres det, at de pågældende
udlændinge ikke kan indrejse i Schengenlandene, medmindre humanitære hensyn, hensyn til
nationale interesser eller internationale forpligtelser gør dette nødvendigt, jf. herved
Schengengrænsekodeksens artikel 6.
Det sikres endvidere, at de pågældende udlændinge vil kunne udelukkes fra opholdstilladelse,
afvises ved forsøg på indrejse og meddeles afslag på visum eller få inddraget et visum efter allerede
gældende regler i udlændingeloven og udlændingebekendtgørelsen.
268
 UUI, Alm.del - 2019-20 - Bilag 58: Lovudkast om ændring af udlændingeloven og forskellige andre love, fra udlændinge- og integrationsministeren
I det tilfælde, hvor en udlænding har en opholdstilladelse i et andet Schengenland, skal der forinden
indberetningen foretages en konsultation af myndighederne i det land, hvor den pågældende har
opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 58 h.
Hvis udlændingen bevarer sin opholdstilladelse i et andet Schengenland, vil der ikke kunne ske
indberetning i SIS II, da det ikke er muligt både at have en opholdstilladelse i et Schengenland og
være indberettet som uønsket i SIS II. Den pågældende vil dog i sådanne tilfælde kunne opføres på
en national liste over uønskede personer, således at indrejseforbuddet alene vil gælde for Danmark.
Forslaget har herudover til formål at sikre, at udlændinge, der udvises efter § 25 a og § 25 b, men
ikke meddeles et indrejseforbud, heller ikke indberettes som uønskede til SIS II.
Forslaget skal ses i sammenhæng med de foreslåede bestemmelser i henholdsvis § 32, stk. 2 og 3.
Efter den foreslåede bestemmelse i stk. 2,
meddeles der alene indrejseforbud i forhold til
udlændinge, som er omfattet af EU-reglerne, hvis den pågældende er udvist af hensyn til den
offentlige orden, sikkerhed eller sundhed. Efter den foreslåede bestemmelse i stk. 3 kan der
kan deri
ganske særlige tilfælde, herunder af hensyn til familiens enhed, kan undlades fastsat et
indrejseforbud.
Forslaget indebærer således, at en udlænding, der i medfør af den foreslåede § 32,
stk. 2 eller 3, ikke meddeles heller ikke vil skulle indberettes som uønsket i SIS II.
Der henvises i øvrigt til afsnit 6 i lovforslagets almindelige bemærkninger.
Til nr. 70
Det fremgår af udlændingelovens § 58 g, stk. 1, nr. 8, at Rigspolitichefen indberetter en udlænding,
der ikke er statsborger i et Schengenland eller et land, der er tilsluttet Den Europæiske Union, som
uønsket til SIS II, hvis udlændingen er optaget på den liste, der er nævnt i § 29 c, stk. 1.
Det foreslås, at »nævnt i § 29 c, stk. 1.« ændres til: » nævnt i § 29 c, stk. 1, eller« i
§ 58 g, stk. 1, nr.
8.
Ændringen skal ses i sammenhæng med den foreslåede indsættelse af nyt nr. 9 i
udlændingelovens § 58 g, stk. 1.
Der er således alene tale om konsekvensrettelser.
Til nr. 71
Det følger af den gældende bestemmelse i § 58 g, stk. 1, at Rigspolitichefen indberetter en
udlænding, der ikke er statsborger i et Schengenland eller et land, der er tilsluttet Den Europæiske
Union, som uønsket til SIS II i en række angivne tilfælde.
Det foreslås, at der indsættes et nyt
nr. 9
i § 58 g, stk. 1, som konsekvens af, at § 25 b, stk. 2,
ophæves, jf. lovforslagets § 1, nr. 21, således at persongruppen, der tidligere blev udvist efter denne
269
 UUI, Alm.del - 2019-20 - Bilag 58: Lovudkast om ændring af udlændingeloven og forskellige andre love, fra udlændinge- og integrationsministeren
bestemmelse, men som nu efter den foreslåede bestemmelse i § 32, stk. 1, nr. 2, meddeles et
indrejseforbud, fortsat er omfattet af bestemmelsen.
Der er alene tale om konsekvensrettelser.
Der henvises i øvrigt til afsnit 7 i lovforslagets almindelige bemærkninger og bemærkningerne til §
1, nr. 21.
Til nr. 72
Efter udlændingelovens § 59 a, stk. 1, straffes den, der bringer en udlænding her til landet, med
bøde, såfremt den pågældende udlænding ved indrejse i Danmark eller i transit i en dansk lufthavn
ikke er i besiddelse af fornøden rejselegitimation og visum, jf. § 39.
Det foreslås, at der i § 59 a indsættes som nyt
stk. 3,
at bøder for transportvirksomheders
overtrædelse af § 59, stk. 1, udmåles til 22.500 kr. eller derover pr. udlænding, der befordres.
Formålet med forslaget er at skærpe bødeniveauet for overtrædelse af transportøransvaret for
transportvirksomheder, samt at det fremover sikres, at der altid rejses tiltale overfor
transportvirksomheder i tilfælde, hvor en transportvirksomhed medtager passagerer til Danmark, og
de pågældende passagerer ikke er i besiddelse af fornøden rejselegitimation og visum, og den
pågældende virksomheds kontrol har eller burde have afsløret, at de pågældende rejsende ikke
havde fornøden rejselegitimation og visum. De økonomiske sanktioner, der finder anvendelse på
transportvirksomheders overtrædelse af § 59 a, bringes således i overensstemmelse med artikel 4,
stk. 1, litra b, i direktiv 2001/51/EF af 28. juni 2018 om fastsættelse af supplerende bestemmelser til
artikel 26 i konventionen om gennemførelse af Schengen-aftalen af 14. juni 1985.
Baggrunden for forslaget er, at Rådet i gennemførelsesafgørelsen af 29. januar 2018 om
afhjælpning af de mangler, der blev konstateret ved evalueringen i 2017 af Danmarks anvendelse af
Schengenreglerne på området om forvaltning af de ydre grænser, bl.a. har henstillet til, at Danmark
øger beløbsstørrelsen af de økonomiske sanktioner, der finder anvendelse over for
transportvirksomheder, således at sanktionen bringes i overensstemmelse med artikel 4, stk. 1, i
direktiv 2001/51/EF af 28. juni 2001 om fastsættelse af supplerende bestemmelser til artikel 26 i
konventionen om gennemførelse af Schengen-aftalen af 14. juni 1985.
Den foreslåede ændring medfører for det første en skærpelse af bødeniveauet for
transportvirksomheder. For det andet medfører den foreslåede ændring, at den hidtidige anvendelse,
hvorefter der alene skal rejses tiltale i gentagelsestilfælde, ændres, således at der fremover altid skal
rejses tiltale overfor transportvirksomheder i tilfælde, hvor en transportvirksomhed medtager
passagerer til Danmark, og de pågældende passagerer ikke er i besiddelse af fornøden
rejselegitimation og visum, og den pågældende virksomheds kontrol har eller burde have afsløret, at
de pågældende rejsende ikke havde fornøden rejselegitimation og visum.
270
 UUI, Alm.del - 2019-20 - Bilag 58: Lovudkast om ændring af udlændingeloven og forskellige andre love, fra udlændinge- og integrationsministeren
Den foreslåede ændring medfører således, at bøden for overtrædelse af transportøransvaret for
transportvirksomheder i udlændingelovens § 59 a, stk. 1, der skal stå i et rimeligt forhold til
overtrædelsen, som udgangspunkt skal sættes højt og have en afskrækkende virkning, dog 22.500
kr. eller derover (afrundet) pr. udlænding, der befordres. Princippet om absolut kumulation gælder
således ved overtrædelse af transportøransvaret.
Fastsættelsen af bøden beror på domstolenes konkrete vurdering i det enkelte tilfælde af samtlige
omstændigheder i sagen. Er overtrædelsen således begået forsætligt, eller er der ved overtrædelsen
opnået eller tilsigtet en økonomisk fordel for transportvirksomheden, vil dette være en skærpende
omstændighed. Hvis der foreligger skærpende omstændigheder i det konkrete tilfælde, vil bødens
størrelse som udgangspunkt skulle afspejle dette i opadgående retning. Desuden vil princippet om
absolut kumulation som udgangspunkt også gælde i sådanne tilfælde, hvor der foreligger skærpende
omstændigheder.
For så vidt angår fysiske personers overtrædelse af bestemmelsen om transportøransvar foretages
ingen ændringer af bødeniveauets størrelse eller anvendelse.
Der henvises i øvrigt til afsnit 21 i lovforslagets almindelige bemærkninger.
Til nr. 73
Det følger af udlændingelovens § 60, stk. 1, 1. pkt., at overtrædelse af de i medfør af § 34, stk. 1-3
og 6, § 42 a, stk. 7, 3. pkt., § 42 a, stk. 8, 2. pkt., eller § 42 d, stk. 2, 2. pkt., givne pålæg, § 39, stk. 1
og 3, § 40, stk. 1, 1., 2. og 4. pkt., og stk. 3 og 5, og § 42 a, stk. 7, 4. pkt., og stk. 8, 3. pkt., eller
tilsidesættelse af de betingelser, der er knyttet til en tilladelse efter loven, straffes med bøde eller
under skærpende omstændigheder med fængsel indtil 1 år.
Med lov nr. 174 af 27. februar 2019 om ændring af udlændingeloven, integrationsloven,
repatrieringsloven og forskellige andre love (Videre adgang til inddragelse af opholdstilladelser for
flygtninge, loft over antallet af familiesammenføringer, skærpet straf for overtrædelse af
indrejseforbud og overtrædelse af opholds-, underholds, underretnings- og meldepligt,
ydelsesnedsættelse for forsørgere m.v.), blev der med den lovs § 1, nr. 7, 13, 21 og 23 gennemført
ændringer i udlændingelovens § 60, stk. 1, 1. pkt.
Ved § 1, nr. 7 i lov nr. 174 af 27. februar 2019 indsattes lovens § 34, stk. 6, hvorefter politiet,
medmindre særlige grunde taler derimod, bestemmer, at en udlænding, hvis opholdstilladelse eller
opholdsret er bortfaldet i medfør af lovens § 21, b, stk. 1, eller som er udvist i medfør af § 25, skal
give møde hos politiet på nærmere angivne tidspunkter med henblik på at sikre en effektiv
gennemførelse af udrejsen eller udsendelsen. Bestemmelsen trådte i kraft den 1. marts 2019 og
betød, at det hidtil gældende stk. 6 blev til stk. 7.
271
 UUI, Alm.del - 2019-20 - Bilag 58: Lovudkast om ændring af udlændingeloven og forskellige andre love, fra udlændinge- og integrationsministeren
Ved § 1, nr. 13 i lov nr. 174 af 27. februar 2019 indsattes i lovens § 42 a, stk. 8 et nyt 3. pkt.,
hvorefter Udlændingestyrelsen, medmindre særlige grunde taler derimod, bestemmer, at en
udlænding, hvis opholdstilladelse eller opholdsret er bortfaldet efter lovens § 21 b, stk. 1, eller som
er udvist i medfør af § 25, skal tage ophold på et bestemt indkvarteringssted for de i stk. 1 og 2
nævnte udlændinge. Indsættelsen af dette nye punktum havde som konsekvens, at det daværende 3.
pkt. blev 4. pkt. Bestemmelsen trådte i kraft den 1. marts 2019.
Ved § 1, nr. 21 i lov nr. 174 af 27. februar 2019 blev straffebestemmelsen i lovens § 60, stk. 1, 1.
punktum ændret således, at den afspejlede de ovenfor nævnte ændringer i den lovs § 1, nr. 7 og 13,
idet bestemmelsens henvisning til § 34, stk. 1-3 og 6 blev ændret til en henvisning til § 34, stk. 1-3
og 7, og således at bestemmelsens henvisning til § 42 a, stk. 8, 2. pkt. blev ændret til en henvisning
til § 42 a, stk. 8, 2. og 5. pkt.
Det følger af § 14, stk. 6 i lov nr. 174 af 27. februar 2019, at Udlændinge- og Integrationsministeren
fastsætter tidspunktet for ikrafttræden af lovens § 1, nr. 21. Udlændinge- og Integrationsministeren
har ikke fastsat tidspunktet for ikrafttræden af § 1, nr. 21 i lov nr. 174 af 27. februar 2019.
Bestemmelsen er derfor ikke trådt i kraft.
Ved § 1, nr. 23 i lov nr. 174 af 27. februar 2019 blev lovens § 60, stk. 2, affattet således, at
overtrædelse af de i medfør af § 34, stk. 4-6, og § 42 a, stk. 8, 1. og 3. pkt. og stk. 10, givne pålæg
straffes med fængsel indtil 1 år og 6 måneder. Bestemmelsen trådte i kraft 1. juni 2019.
Det foreslås for det første, at
§ 60, stk. 1, 1. pkt.
ændres således, at henvisningen til 34, stk. 1-3 og 6
ændres til at blive en henvisning til § 34, stk. 1-3 og 7.
Baggrunden for forslaget er, at det følger af § 1, nr. 23 i lov nr. 174 af 27. februar 2019, at det er
lovgivers hensigt, at udlændinge, der er pålagt meldepligt efter udlændingelovens § 34, stk. 6, skal
straffes for overtrædelse af meldepligten efter udlændingelovens § 60, stk. 2. Udlændinge, der er
omfattet af lovens § 34, stk. 6, er udlændinge, hvis opholdstilladelse er bortfaldet i medfør af lovens
§ 21 b, stk. 1 (fremmedkrigere), og udlændinge som er udvist i medfør af lovens § 25.
Idet § 1, nr. 21 i lov nr. 174 af 27. februar 2019, hvorefter udlændingelovens § 60, stk. 1, 1. pkt.,
ændredes, således at overtrædelse af bl.a. lovens § 34, stk. 1-3 og 6, ændredes til overtrædelse af
lovens § 34, stk. 1-3 og 7, ikke er trådt i kraft, er konsekvensen dels at overtrædelse af lovens § 34,
stk. 6, kan straffes efter såvel lovens § 60, stk. 1, 1. pkt. og lovens § 60, stk. 2, dels at overtrædelse
af et pålæg efter lovens § 34, stk. 7, ikke kan straffes.
Forslaget vil betyde, at udlændinge, der er pålagt meldepligt efter § 34, stk. 6, og som overtræder
denne forpligtelse fremover alene kan straffes efter udlændingelovens § 60, stk. 2, og at
overtrædelse af et pålæg efter lovens § 34, stk. 7, kan straffes med fængsel indtil 1 år.
272
 UUI, Alm.del - 2019-20 - Bilag 58: Lovudkast om ændring af udlændingeloven og forskellige andre love, fra udlændinge- og integrationsministeren
Det foreslås desuden, at
§ 60, stk. 1, 1. pkt.,
ændres således, at henvisningen i bestemmelsen til
lovens § 42 a, stk. 8, 3. pkt., ændres således, at der henvises til § 42 a, stk. 8, 4. pkt.
Baggrunden for forslaget er, at lovens § 60, stk. 1, 1. pkt., ikke blev konsekvensrettet i forbindelse
med, at der ved lov nr. 174 af 27. februar 2019 blev indført et nyt punktum i lovens § 42 a, stk. 8.
Forslaget medfører, at der sker en korrekt henvisning til lovens § 42 a, stk. 8, 4. pkt. i lovens § 60,
stk. 1, 1. pkt.
Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til § 7, nr. 1.
Til nr. 74
Det følger af udlændingelovens § 60, stk. 1, 1. pkt., at overtrædelse af de i medfør af § 34, stk. 1-3
og 6, § 42 a, stk. 7, 3. pkt., § 42 a, stk. 8, 2. pkt., eller § 42 d, stk. 2, 2. pkt., givne pålæg, § 39, stk. 1
og 3, § 40, stk. 1, 1., 2. og 4. pkt., og stk. 3 og 5, og § 42 a, stk. 7, 4. pkt., og stk. 8, 3. pkt., eller
tilsidesættelse af de betingelser, der er knyttet til en tilladelse efter loven, straffes med bøde eller
under skærpende omstændigheder med fængsel indtil 1 år.
Med lov nr. 174 af 27. februar 2019 om ændring af udlændingeloven, integrationsloven,
repatrieringsloven og forskellige andre love (Videre adgang til inddragelse af opholdstilladelser for
flygtninge, loft over antallet af familiesammenføringer, skærpet straf for overtrædelse af
indrejseforbud og overtrædelse af opholds-, underholds, underretnings- og meldepligt,
ydelsesnedsættelse for forsørgere m.v.), blev der med den lovs § 1, nr. 14 gennemført ændringer i
udlændingelovens § 60, stk. 1, 1. pkt.
§ 1, nr. 14 i lov nr. 174 af 27. februar 2019 blev indsat § 42 a, stk. 8, 5. pkt., hvorefter
Udlændingestyrelsen, medmindre særlige grunde taler derimod, bestemmer, at en udlænding, der er
omfattet af bestemmelsens 2. pkt., og som straffes med betinget eller ubetinget fængselsstraf, anden
strafferetlig retsfølge, der indebærer eller giver mulighed for frihedsberøvelse, eller bøde for
overtrædelse af straffeloven, lov om våben og eksplosivstoffer, lov om knive og blankvåben m.v.
eller lov om euforiserende stoffer eller regler udstedt i medfør heraf for et forhold, der er begået på
eller omkring det indkvarteringssted, hvor udlændingen er pålagt at tage ophold, skal tage ophold på
et bestemt indkvarteringssted for de i stk. 1 og 2 nævnte udlændinge.
Det følger af § 14, stk. 6 i lov nr. 174 af 27. februar 2019, at Udlændinge- og Integrationsministeren
fastsætter tidspunktet for ikrafttræden af lovens § 1, nr. 14. Udlændinge- og Integrationsministeren
har ikke fastsat tidspunktet for ikrafttræden af § 1, nr. 14 i lov nr. 174 af 27. februar 2019.
Bestemmelsen er derfor ikke trådt i kraft.
273
 UUI, Alm.del - 2019-20 - Bilag 58: Lovudkast om ændring af udlændingeloven og forskellige andre love, fra udlændinge- og integrationsministeren
Det foreslås, at
§ 60, stk. 1, 1. pkt.,
ændres således, at udlændinge, der er omfattet af
udlændingelovens § 42 a, stk. 8, 5. pkt., og overtræder et pålæg efter lovens § 42 a, stk. 8, 5. pkt.,
kan straffes herfor.
Baggrunden for forslaget er, at der med § 1, nr. 14 i lov nr. 174 af 27. februar 2019 blev indsat § 42
a, stk. 8, 5. pkt., hvorefter Udlændingestyrelsen, medmindre særlige grunde taler derimod,
bestemmer, at en udlænding, der er omfattet af bestemmelsens 2. pkt., og som straffes med betinget
eller ubetinget fængselsstraf, anden strafferetlig retsfølge, der indebærer eller giver mulighed for
frihedsberøvelse, eller bøde for overtrædelse af straffeloven, lov om våben og eksplosivstoffer, lov
om knive og blankvåben m.v. eller lov om euforiserende stoffer eller regler udstedt i medfør heraf
for et forhold, der er begået på eller omkring det indkvarteringssted, hvor udlændingen er pålagt at
tage ophold, skal tage ophold på et bestemt indkvarteringssted for de i stk. 1 og 2 nævnte
udlændinge, og at overtrædelse heraf skal være omfattet af straffebestemmelsen i lovens § 60, stk.
1, 1. pkt.
Baggrunden for forslaget er endvidere, at det foreslås at ophæve § 1, nr. 21, i lov nr. 174 af 27.
februar 2019, jf. lovforslagets § 7, nr. 1, således at lovens § 60, stk. 1, 1. pkt., kan ændres så
udlændinge, der er omfattet af lovens § 34, stk. 6 (meldepligt) og har overtrådt meldepligten efter §
34, stk. 6, alene kan straffes efter lovens § 60, stk. 2, således som lovgiver har forudsat i lov nr. 174
af 27. februar 2019, jf. nærmere herom i bemærkningerne til § 1, nr. 73.
Idet § 1, nr. 14 i lov nr. 174 af 27. februar 2019 som beskrevet ovenfor endnu ikke er trådt i kraft
foreslås det, at ikrafttræden af denne ændring af lovens § 60, stk. 1. 1. pkt., fastsættes af
Udlændinge- og Integrationsministeren, jf. lovforslagets § 8, stk. 3. Herved sikres det, at ændringen,
hvori der i loven indsættes § 42 a, stk. 8, 5. pkt., og straffebestemmelsen vedrørende overtrædelse af
et pålæg kan sættes i kraft samtidig.
Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til § 1, nr. 73, § 7, nr. 1 og § 8, stk. 3.
Til § 2
Til nr. 1
Det følger af indfødsretslovens § 12, stk. 1, 1. og 2. pkt., at der ved indgivelse af ansøgning om
dansk indfødsret ved naturalisation for ansøgere, der er fyldt 18 år, betales et gebyr på 3.800 kr., at
der ved indgivelse af ansøgning om bevis for eller bevarelse af dansk indfødsret betales et gebyr på
1.200 kr., og at der ved afgivelse af erklæring om dansk indfødsret betales et gebyr på 1.100 kr.
Det foreslås, at det præciseres i indfødsretsloven, at gebyr for ansøgninger om dansk indfødsret ved
naturalisation, ansøgninger om bevis for eller bevarelse af dansk indfødsret og gebyr for afgivelse
af erklæring om dansk indfødsret betales til Udlændinge- og Integrationsministeriet, således at
loven er i overensstemmelse med praksis.
274
 UUI, Alm.del - 2019-20 - Bilag 58: Lovudkast om ændring af udlændingeloven og forskellige andre love, fra udlændinge- og integrationsministeren
Der foreslås ikke ændringer i gebyrets størrelse.
Den foreslåede ændring vil medføre, at gældende praksis, hvorefter gebyr for ansøgninger om
dansk indfødsret ved naturalisation, ansøgninger om bevis for eller bevarelse af dansk indfødsret og
gebyr for afgivelse af erklæring om dansk indfødsret betales til Udlændinge- og
Integrationsministeriet, fremgår af indfødsretsloven.
Der henvises i øvrigt til afsnit 14.2. i lovforslagets almindelige bemærkninger.
Til nr. 2
Det følger af indfødsretslovens § 12, stk. 1, 1. og 2. pkt., at der ved indgivelse af ansøgning om
dansk indfødsret ved naturalisation for ansøgere, der er fyldt 18 år, betales et gebyr på 3.800 kr., at
der ved indgivelse af ansøgning om bevis for eller bevarelse af dansk indfødsret betales et gebyr på
1.200 kr., og at der ved afgivelse af erklæring om dansk indfødsret betales et gebyr på 1.100 kr.
Det foreslås at indføre en bagatelgrænse på indfødsretsområdet, således at mindre beløb, der er
betalt for meget i forbindelse med indgivelse af ansøgninger om dansk indfødsret ved naturalisation,
ansøgninger om bevis for eller bevarelse af dansk indfødsret samt ved afgivelse af erklæring om
dansk indfødsret, jf. indfødsretslovens § 12, stk. 1, 1. og 2. pkt., ikke skal tilbagebetales.
Det foreslås, at bagatelgrænsen fastsættes til 30 kr.
Den foreslåede ændring vil betyde, at hvis en ansøger eller erklærende betaler et gebyr for at
indgive en ansøgning om dansk indfødsret ved naturalisation, en ansøgning om bevis for eller
bevarelse af dansk indfødsret eller ved afgivelse af erklæring om dansk indfødsret, og det betalte
beløb overstiger det gebyr, der skal betales, vil beløbet, der er betalt for meget, ikke blive
tilbagebetalt, hvis dette beløb udgør højst 30 kr.
Hvis en ansøger eller erklærende betaler mere end 30 kr. for meget i forhold til det gebyr, der skal
betales ved indgivelse af ansøgning om dansk indfødsret ved naturalisation, ved indgivelse af
ansøgning om bevis for eller bevarelse af dansk indfødsret eller ved afgivelse af erklæring om
dansk indfødsret, jf. indfødsretslovens § 12, stk. 1, 1. og 2. pkt., skal hele det beløb, der er betalt for
meget, tilbagebetales.
Betales der nøjagtig 30 kr. for meget i gebyr ved indgivelse af en ansøgning om dansk indfødsret
ved naturalisation, ved indgivelse af ansøgning om bevis for eller bevarelse af dansk indfødsret eller
ved afgivelse af erklæring om dansk indfødsret, skal det for meget betalte beløb ikke tilbagebetales.
Der henvises i øvrigt til afsnit 13.1.2. og 13.2. i lovforslagets almindelige bemærkninger.
275
 UUI, Alm.del - 2019-20 - Bilag 58: Lovudkast om ændring af udlændingeloven og forskellige andre love, fra udlændinge- og integrationsministeren
Til § 3
Til nr.1
Efter integrationslovens § 8, stk. 2, 2. pkt., skal en ændring af fordelingen af flygtninge til
kommunerne i tilfælde af et ændret landstal foretages ved en forholdsmæssig reduktion eller
forøgelse af de til enhver tid fastsatte kommunekvoter i forhold til det ændrede landstal.
Det foreslås, at
§ 8, stk. 2, 2. pkt.,
ophæves.
Forslaget indebærer, at den faste matematiske regulering i integrationsloven om forholdsmæssig
fordeling af kommunekvoterne ved en ændring af landstallet afskaffes.
Som følge heraf vil bekendtgørelsen om boligplacering af flygtninge samtidig blive justeret, således
at det i bekendtgørelsen fastsættes, at der ved et forhøjet landstal som følge af stigninger i
flygtningetallet sker en genberegning af kommunekvoterne. Der vil herefter fremover ved
forhøjelse af landstallet også kunne ske en fordeling til de kommuner, der har en 0-kvote. I de
tilfælde, hvor landstallet ændres i nedadgående retning, vil der fortsat blive foretaget en
forholdsmæssig reduktion af de til enhver tid fastsatte kommunekvoter i overensstemmelse med det
ændrede landstal. Det betyder, at der i en sådan situation ikke vil ske en genberegning. Herved
sikres, at Udlændingestyrelsen i forbindelse med et eventuelt forhøjet landstal kan foretage en
genberegning
af kommunekvoterne i stedet for en forholdsmæssig forhøjelse. Det vil betyde, at ”0-
kommuner” fremover også vil kunne modtage nye flygtninge i tilfælde af et forhøjet landstal, hvis
det følger af genberegningen af kvoterne efter den matematiske beregningsmodel.
Reglerne i bekendtgørelsen vil endvidere blive justeret, således at der ved genberegningen anvendes
de samme opgørelser og datagrundlag vedrørende befolkningssammensætningen i kommunerne,
som Udlændingestyrelsen anvendte ved første udmelding af landstallet (tidspunkt for, hvornår data
er opgjort).
Til nr. 2
Ved lov nr. 174 af 27. februar 2019 om ændring af udlændingeloven, integrationsloven,
repatrieringsloven og forskellige andre love (Videre adgang til inddragelse af opholdstilladelser for
flygtninge, loft over antallet af familiesammenføringer, skærpet straf for overtrædelse af
indrejseforbud og overtrædelse af opholds-, underretnings- og meldepligt, ydelsesnedsættelse for
forsørgere m.v.) blev der indført nye benævnelser af det tidligere integrationsprogram i medfør af
integrationslovens § 16, som ændrede navn til selvforsørgelses- og hjemrejseprogrammet for alle
nyankomne flygtninge og familiesammenførte til flygtninge. For andre familiesammenførte
ændrede programmet benævnelse til introduktionsprogram.
276
 UUI, Alm.del - 2019-20 - Bilag 58: Lovudkast om ændring af udlændingeloven og forskellige andre love, fra udlændinge- og integrationsministeren
Efter den gældende bestemmelse i integrationslovens § 16, stk. 1, skal udlændinge omfattet af
integrationslovens § 2, stk. 2 eller 3, det vil sige flygtninge og familiesammenførte udlændinge til
flygtninge, hvis de på tidspunktet for kommunalbestyrelsens overtagelse af ansvaret er fyldt 18 år,
have tilbudt et selvforsørgelses- og hjemrejseprogram, som tilrettelægges af kommunen.
Efter den gældende bestemmelse i integrationslovens § 16, stk. 2, skal udlændinge omfattet af
integrationslovens § 2, stk. 4, det vil sige andre familiesammenførte udlændinge, have tilbudt et
introduktionsprogram.
Alle, der tidligere modtog et integrationsprogram, vil derfor fremover modtage enten
selvforsørgelses- og hjemrejseprogram eller introduktionsprogram.
Mindreårige, uledsagede flygtninge er omfattet af persongruppen i integrationslovens bestemmelse i
§ 2, stk. 2, og vil derfor alene kunne tilbydes et selvforsørgelses- og hjemrejseprogram i medfør af
integrationslovens § 16, stk. 9, jf. § 16, stk. 1. Ændringerne ved lov nr. 174 af 27. februar 2019
omfattede imidlertid, at det af integrationslovens § 16, stk. 9, fremgår, at mindreårige, uledsagede
flygtninge kan få tilbudt et selvforsørgelses- og hjemrejseprogram eller introduktionsprogram.
På den baggrund foreslås det, at der gennemføres en ændring af integrationslovens
§ 16, stk. 9,
således at det af bestemmelsen kommer til at fremgå, at mindreårige, uledsagede flygtninge (alene)
kan få tilbudt et selvforsørgelses- og hjemrejseprogram, og at henvisningen til
introduktionsprogram, udgår af bestemmelsen.
Der er dermed alene tale om en rettelse af en teknisk fejl og videreførelse af gældende retstilstand,
og der er ikke tiltænkt ændringer i gældende ret som følge af den ændrede affattelse af § 16, stk. 9.
Der henvises i øvrigt til afsnit 23.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger.
Til nr. 3
Det fremgår af integrationslovens § 20, stk. 1, 1. pkt., at kommunalbestyrelsen har pligt til at følge
op på en udlændings kontrakt, indtil udlændingen har opfyldt de mål, som er fastsat eller aftalt i
kontrakten, jf. integrationslovens § 19, stk. 4, 1. pkt.
I integrationslovens § 20, stk. 1, 2. og 3. pkt., fremgår det, at efter gennemførelse af visitation efter
§ 17 mindst skal ske opfølgning 4 gange inden for de første 6 måneder. Herefter skal
kommunalbestyrelsen alene foretage opfølgning efter behov.
I integrationslovens § 20, stk. 1, 4. pkt., fremgår, at for udlændinge omfattet af integrationslovens §
16, stk. 3, skal opfølgning alene ske efter behov.
277
 UUI, Alm.del - 2019-20 - Bilag 58: Lovudkast om ændring af udlændingeloven og forskellige andre love, fra udlændinge- og integrationsministeren
Integrationslovens § 20, stk. 1, 4. pkt., blev indsat ved § 26, nr. 6, i lov nr. 551 af 7. maj 2019 om
ændring af lov om organisering og understøttelse af beskæftigelsesindsatsen m.v., lov om aktiv
socialpolitik, lov om sygedagpenge, integrationsloven og forskellige andre love (konsekvenser af
aftale om en forenklet beskæftigelsesindsats m.v.), men der blev ikke indskrevet henvisning til den
rette persongruppe i integrationslovens § 16. Det fremgår således af lovforslagets bemærkninger til
integrationslovens § 20, stk. 1, at opfølgning på kontrakten for gruppen af selvforsørgede, som ikke
er berettiget til ydelse, alene skal ske efter behov. I bestemmelsen er der henvist til udlændinge
omfattet af § 16, stk. 3. Bestemmelsen vedrører indsatsen for udlændinge, som er berettiget til at
modtage selvforsørgelses- og hjemrejseydelse eller overgangsydelse. Integrationslovens § 16, stk. 4,
vedrører derimod indsatsen for udlændinge, der er selvforsørgede, og som ikke er berettiget til at
modtage selvforsørgelses- og hjemrejseydelse eller overgangsydelse. Det kan f.eks. være en
udlænding, som forsørges af en ægtefælle.
På den baggrund foreslås det, at der gennemføres en ændring af integrationslovens
§ 20, stk. 1, 4.
pkt.,
således at der i bestemmelsen rettelig indsættes en henvisning til integrationslovens § 16, stk.
4, der vedrører indsatsen for de selvforsørgede, og henvisningen til integrationslovens § 16, stk. 3,
udgår af bestemmelsen.
Der henvises i øvrigt til afsnit 23.3 i lovforslagets almindelige bemærkninger
Til nr. 4
Det fremgår af den gældende § 20, stk. 7, 1. pkt., i integrationsloven, at med hensyn til udlændinge,
der modtager selvforsørgelses- og hjemrejseydelse eller overgangsydelse, skal individuelle
samtaler, jf. § 20, stk. 1, afholdes som cv-samtaler eller som jobsamtaler med fokus på konkrete job
og jobsøgning. Det fremgår herudover af den gældende § 20, stk. 7, 2. pkt., at det under samtalen
skal aftales, hvordan udlændingens jobsøgning kan understøttes. Det fremgår endelig af den
gældende § 20, stk. 7, 3. pkt., at for udlændinge, der alene har ledighed som problem, skal
kommunalbestyrelsen påse, at de oplysninger, som udlændingen har indlagt i Jobnet, jf. § 26 a,
fortsat er fyldestgørende.
Ved kontanthjælpsreformen, gennemført ved lov nr. 894 af 4. juli 2013 om aktiv socialpolitik m.v.,
ændredes den generelle benævnelse for »personer, der modtager hjælp alene på grund af ledighed«
til: »jobparate«.
Det foreslås på den baggrund, at benævnelsen »udlændinge, der alene har ledighed som problem« i
§ 20, stk. 7, 3 pkt., i integrationsloven ændres til »jobparate udlændinge«. Retstilstanden for den
omfattede persongruppe er uændret.
Til nr. 5
278
 UUI, Alm.del - 2019-20 - Bilag 58: Lovudkast om ændring af udlændingeloven og forskellige andre love, fra udlændinge- og integrationsministeren
Efter den gældende bestemmelse i integrationslovens § 22, stk. 1, har en udlænding, der er omfattet
af integrationslovens § 2, stk. 2 eller 3, og som ikke modtager selvforsørgelses- og hjemrejseydelse
eller overgangsydelse, uddannelses- eller kontanthjælp, efter ansøgning ret til at få udbetalt en
skattefri engangsbonus på 6.367 kr. (2020-niveau) for bestået prøve i dansk mindst på niveau med
Prøve i Dansk 2, jf. § 9, stk. 1, i lov om danskuddannelse til voksne udlændinge m.fl. eller FVU-
læsning trin 2, jf. lov om forberedende voksenundervisning og ordblindeundervisning for voksne.
Bestemmelsens ordlyd blev affattet ved
lov nr. 320 af 25. april 2018 om ændring af lov om aktiv
socialpolitik, integrationsloven, lov om en aktiv beskæftigelsesindsats og ligningsloven.
Ved
affattelsen blev der henvist til den daværende personkreds i integrationslovens § 2, hvorefter
udlændinge med opholdstilladelse som flygtninge, jf. den daværende § 2, stk. 2, i integrationsloven,
og familiesammenførte, jf. den daværende § 2, stk. 3, i integrationsloven, havde adgang til at
ansøge om danskbonus.
Ved lov nr. 174 af 27. februar 2019 om ændring af udlændingeloven, integrationsloven,
repatrieringsloven og forskellige andre love, blev integrationslovens personkreds efter § 2 opdelt i
nye kategorier, hvorefter ”familiesammenførte udlændinge” i integrationslovens § 2, stk. 3, blev
udskilt i to nye
hovedgrupper, således at ”familiesammenførte til flygtninge” blev en selvstændig
gruppe i § 2, stk. 3, og
”andre familiesammenførte udlændinge”, herunder familiesammenførte til
fastboende danske statsborgere og fastboende udlændinge, der har haft tidsubegrænset
opholdstilladelse i mere end de sidste 3 år, blev til en ny § 2, stk. 4. Ændringen af personkredsen i
integrationslovens § 2 trådte i kraft den 1. marts 2019.
Med den foreslåede ændring i
§ 22, stk. 1,
foreslås det, at persongruppen ”andre
familiesammenførte udlændinge” efter lovens nuværende § 2, stk.
4, også omfattes af henvisningen
i § 22, stk. 1, til de persongrupper efter integrationslovens § 2, der kan modtage danskbonus efter
ansøgning, hvis betingelserne herfor er opfyldt.
Ændringen af integrationslovens § 22 er således en konsekvens af vedtagelsen af lov nr. 174 af 27.
februar 2019, hvorved personkredsen i lovens § 2 blev opdelt i nye kategorier.
Der er dermed alene tale om en konsekvensrettelse af en teknisk fejl i integrationslovens § 22 og en
videreførelse af den hidtidige personkreds i integrationslovens § 2, der kan ansøge om danskbonus
efter integrationslovens § 22. Der er ikke tiltænkt ændringer af gældende ret som følge af den
ændrede affattelse af § 22, stk. 1.
Der henvises i øvrigt til afsnit 23.3. i lovforslagets almindelige bemærkninger.
Til nr. 6
Efter den gældende bestemmelse i integrationslovens § 45, stk. 9, nr. 4, følger det, at staten yder et
resultattilskud på 32.000 kr. for hver udlænding omfattet af et selvforsørgelses- og
279
 UUI, Alm.del - 2019-20 - Bilag 58: Lovudkast om ændring af udlændingeloven og forskellige andre love, fra udlændinge- og integrationsministeren
hjemrejseprogram eller et introduktionsprogram, der har fået udarbejdet en kontrakt efter
integrationslovens § 19, som efter introduktionsperiodens udløb, jf. integrationslovens § 16, stk. 8,
er tilbudt forlængelse af undervisningsperioden, jf. § 2, stk. 5, i lov om danskuddannelse til voksne
udlændinge m.fl., og som a) indstiller sig til prøve i dansk inden uddannelsestilbuddets ophør, dog
senest 1 år efter introduktionsperiodens udløb, jf. integrationslovens § 16, stk. 8, og b) senest ved
første prøvetermin herefter består prøve i dansk på det niveau, der i samarbejde med udbyderen af
danskuddannelse er fastsat som mål i kontrakten, jf. integrationslovens § 19.
I forbindelse med ændring af lov om danskuddannelse til voksne udlændinge m.fl., jf. lov nr. 705 af
8. juni 2017 om ændring af lov om danskuddannelse til voksne udlændinge m.fl. og forskellige
andre love (Mere virksomhedsrettet danskuddannelse til voksne udlændinge, krav om
mellemkommunal aftale ved midlertidig boligplacering af flygtninge i en anden kommune m.v.),
blev målgruppen for danskuddannelse, jf. §§ 2 og 2 a i lov om danskuddannelse til voksne
udlændinge m.fl., delt op i henholdsvis integrationskursister (I-kursister), det vil sige kursister
omfattet af et selvforsørgelses- og hjemrejseprogram i medfør af integrationslovens § 16, stk. 1,
eller et introduktionsprogram i medfør af integrationslovens § 16, stk. 2, og selvforsørgende
kursister (S-kursister), det vil sige kursister omfattet af et introduktionsforløb, jf. integrationslovens
§ 24 c, stk. 1, og der blev videre indført en differentieret adgang til forlængelse af
danskuddannelsesperioden for de to kursistgrupper. § 2, stk. 5, i lov om danskuddannelse til voksne
udlændinge m.fl. blev ophævet i forbindelsen med lovændringen. Hjemmelen til at forlænge
adgangen til danskuddannelse for kursister omfattet af et selvforsørgelses- og hjemrejseprogram
eller et introduktionsprogram er herefter § 2 e, stk. 3, i lov om danskuddannelse til voksne
udlændinge, hvorefter kommunalbestyrelsen tilbyder I-kursister, som på grund af sygdom, barsel
m.v., i en periode ikke har haft mulighed for at benytte sig af tilbuddet om danskuddannelse,
undervisning i en periode svarende til det tidsrum, hvor de har været afskåret fra at benytte sig af
tilbuddet. Tilsvarende tilbyder kommunalbestyrelsen danskuddannelse til udlændinge, der er eller
har været i ustøttet beskæftigelse på mindst 30 timer om ugen, hvis udlændingens beskæftigelse og
forhold i øvrigt har indebåret, at udlændingen i en periode ikke har haft mulighed for at benytte sig
af tilbuddet om danskuddannelse, jf. § 2 e, stk. 3, 2. pkt. Ændringen trådte i kraft den 1. juli 2017.
Med den foreslåede ændring i integrationslovens
§ 45, stk. 9, nr. 4,
foreslås det, at der henvises til §
2 e, stk. 3 i lov om danskuddannelse til voksne udlændinge m.fl, som specifikt vedrører forlængelse
af danskuddannelse for personer omfattet af et selvforsørgelses-og hjemrejseprogram og et
introduktionsprogram.
Ændringen er således alene rettelse af en teknisk fejl og en konsekvens af vedtagelsen af lov nr. 705
af 8. juni 2017 om danskuddannelse til voksne udlændinge m.fl. og forskellige andre love, hvor der
blev etableret differentierede adgang for forlængelse af adgangen til danskuddannelse for
henholdsvis I- og S-kursister.
Der er ikke tiltænkt ændringer af gældende ret som følge af den ændrede affattelse af 45, stk. 9, nr.
4.
280
 UUI, Alm.del - 2019-20 - Bilag 58: Lovudkast om ændring af udlændingeloven og forskellige andre love, fra udlændinge- og integrationsministeren
Der henvises i øvrigt til afsnit 23.4 i lovforslagets almindelige bemærkninger.
Til § 4
Til nr. 1
Efter den gældende bestemmelse i lov om danskuddannelse til voksne udlændinge m.fl. kan
udlændinge- og integrationsministeren fastsætte nærmere regler om udlændinges fravær fra
undervisningen, herunder om registrering af deltagelse i undervisningen, herunder om registrering
af deltagelse i undervisningen og om udelukkelse fra uddannelsen på grund af manglende aktiv
deltagelse eller af andre grunde.
Bestemmelsen er senest udmøntet i § 19 i bekendtgørelse nr. 1766 af 27. december 2018 om
danskuddannelse til voksne udlændinge m.fl. Det fremgår af bekendtgørelsens § 19, stk. 1, at
udbyderen registrerer tilstedeværelsen i undervisningen for kursister, der deltager i
danskuddannelse, i forhold til de gennemførte, skemalagte, lærerstøttede undervisningsaktiviteter,
herunder skemalagte, lærerstøttede undervisningsaktiviteter i studieværksteder, it-lokaler,
sproglaboratorier, på ekskursioner mv., jf. den vejledning til indberetning af aktivitetsdata
vedrørende danskundervisning til voksne udlændinge m.fl., der er udarbejdet af Udlændinge- og
Integrationsministeriet (Vejledning af 2. august 2017 til indberetning af aktivitetsdata til
danskundervisningsdatabasen).
Af § 19, stk. 3, i bekendtgørelse nr. 1766 af 27. december 2018 om danskuddannelse til voksne
udlændinge m.fl. fremgår, at registreringen af kursister, jf. stk. 1, foretages løbende af udbyderen og
indberettes til den henvisende myndighed én gang om måneden. Kursisten skal have mulighed for
at kontrollere registreringen.
Med den foreslåede nyaffattelse af danskuddannelseslovens
§ 5, stk. 3, 2. pkt.,
foreslås det, at
bemyndigelsesbestemmelsen udvides, således at udlændinge- og integrationsministeren også kan
fastsætte nærmere regler om opbevaring af registreringer.
Det er hensigten, at udvidelsen af bestemmelsen vil blive anvendt til at fastsætte regler i
bekendtgørelse om danskuddannelse til voksne udlændinge m.fl., hvorefter registreringer af
deltagelse i danskundervisning kan opbevares i 30 år.
Registreringerne vil blive opbevaret i Danskuddannelsesdatabasen, som ejes og administreres af
Udlændinge- og Integrationsministeriet. Databasen indeholder registreringer om kursisters
deltagelse tilbage til 2004. Sagsbehandlere fra kommuner og sprogcentre har adgang til udvalgte
variabler fra databasen via login og adgangskode administreret af Udlændinge- og
Integrationsministeriet.
281
 UUI, Alm.del - 2019-20 - Bilag 58: Lovudkast om ændring af udlændingeloven og forskellige andre love, fra udlændinge- og integrationsministeren
Der henvises i øvrigt til afsnit 24 i lovforslagets almindelige bemærkninger.
Til § 5
Til nr. 1
Ved lov nr. 174 af 27. februar 2019 om ændring af udlændingeloven, integrationsloven,
repatrieringsloven og forskellige andre love (Videre adgang til inddragelse af opholdstilladelser for
flygtninge, loft over antallet af familiesammenføringer, skærpet straf for overtrædelse af
indrejseforbud og overtrædelse af opholds-, underretnings- og meldepligt, ydelsesnedsættelse for
forsørgere m.v.) blev der indført nye benævnelser af den tidligere integrationsydelse, som ændrede
navn til selvforsørgelses- og hjemrejseydelse eller overgangsydelse. Ændringerne til lov om aktiv
socialpolitik fremgår af lovens § 6 og trådte i kraft den 1. januar 2020, jf. lovens § 14, stk. 5.
Det følger af den gældende folkeskolelovs § 50, stk.
integrationsydelse, uddannelseshjælp eller kontanthjælp i
socialpolitik, undladt at betale for skolefritidsordning, jf.
tilbageholde den fremtidige månedlige betaling i
uddannelseshjælp eller kontanthjælp.
3, at har en person, der modtager
henhold til §§ 22-25 i lov om aktiv
§ 3, stk. 7, kan kommunalbestyrelsen
den fremtidige integrationsydelse,
Som en konsekvens af lov nr. 174 af 27. februar 2019 foreslås det, at der gennemføres en ændring
af folkeskolelovens
§ 50, stk. 3,
således at »integrationsydelse« konsekvensrettes til
»selvforsørgelses- og hjemrejseydelse og overgangsydelse« de to steder, hvor ydelsen er nævnt.
Der er alene tale om en videreførelse af den gældende retstilstand, og der er ikke tiltænkt andre
ændringer som følge af den ændrede affattelse af folkeskolelovens § 50, stk. 3.
Til § 6
Til nr. 1
Det følger af de gældende regler i planlovens § 5 u, stk. 1, at for arealer i byzone og landzone kan
kommunalbestyrelsen meddele dispensation fra bestemmelser i en lokalplan eller en plan m.v.
opretholdt efter 68, stk. 2, jf. dog § 19, stk. 3, til ændret anvendelse af eksisterende bebyggelse og
til bygge- og anlægsarbejder med henblik på etablering af midlertidige opholdssteder til nyankomne
flygtninge, jf. integrationslovens § 12, stk. 6. Det fremgår desuden, at indeholder en lokalplan eller
en plan m.v. opretholdt efter § 68, stk. 2, ikke nærmere regler om et bygge- eller anlægsarbejde, kan
kommunalbestyrelsen meddele tilladelse til bygge- eller anlægsarbejdet. Ved afgørelse efter 1. eller
2. pkt. finder § 13, stk. 2, og § 35, stk. 1, ikke anvendelse.
Det følger af de gældende regler i planlovens § 5 u, stk. 2, at for arealer i byzone, hvor der ikke er
en lokalplan eller en plan m.v. opretholdt efter § 68, stk. 2, kan kommunalbestyrelsen uden
282
 UUI, Alm.del - 2019-20 - Bilag 58: Lovudkast om ændring af udlændingeloven og forskellige andre love, fra udlændinge- og integrationsministeren
tilvejebringelse af en lokalplan efter § 13, stk. 2, meddele tilladelse til ændret anvendelse af
eksisterende bebyggelse og til bygge- eller anlægsarbejder med henblik på etablering af
midlertidige opholdssteder til nyankomne flygtninge, jf. integrationslovens § 12, stk. 6.
Det følger af de gældende regler i planlovens § 5 u, stk. 3, at for arealer i landzone, der ifølge
kommuneplanens rammer pr. 1. januar 2015 kan overføres til byzone, eller som ligger i en landsby,
kan kommunalbestyrelsen uden tilvejebringelse af en lokalplan efter § 13, stk. 2, meddele tilladelse
til ændret anvendelse af eksisterende bebyggelse og til bygge- eller anlægsarbejder med henblik på
etablering af midlertidige opholdssteder til nyankomne flygtninge, jf. integrationslovens § 12, stk.
6. Ved afgørelse efter 1. pkt. finder § 35, stk. 1, ikke anvendelse.
Det er således i de gældende regler i § 5 u, stk. 1-3, fastsat, at kommunalbestyrelsen har mulighed
for at
fravige planlovens almindelige regler om tilvejebringelse af lokalplaner, landzonetilladelse og
dispensationer fra lokalplaner m.v. med henblik på etablering af midlertidige opholdssteder til
nyankomne flygtninge, jf. integrationslovens § 12, stk. 6.
Med ændringslovens
§ 1, nr. 1,
foreslås det i
§ 5 u, stk. 1-3,
at ændre »integrationslovens § 12, stk.
6« til: »integrationslovens § 12, stk. 1.«
Den foreslåede ændring vil betyde, at henvisningerne i § 5 u, stk. 1-3, tilrettes den gældende
integrationslovgivning.
Der er ikke tilsigtet indholdsmæssige ændringer i reglerne, der fortsat har til formål at give
kommunerne mulighed for hurtigt at kunne afhjælpe et akut behov for midlertidige opholdssteder til
nyankomne flygtninge.
Det vil uændret fremgå af ordlyden af § 5 u, stk. 1-3, at bestemmelserne kun kan anvendes med
henblik på etablering af midlertidige opholdssteder til nyankomne flygtninge. Reglerne vil ikke
kunne benyttes som grundlag for at etablere midlertidige opholdssteder for andre persongrupper.
Med nyankomne flygtninge, jf. integrationslovens § 12, stk. 1, forstås i denne sammenhæng som
altovervejende hovedregel flygtninge, som Udlændingestyrelsen har anvist til den pågældende
kommune, og som kommunen derfor er forpligtet til at anvise et midlertidigt opholdssted. Der kan
undtagelsesvist være tale om en situation, hvor flygtningen er flyttet til en anden kommune, såfremt
dette skyldes ganske særlige personlige forhold hos udlændingen, herunder hvis flytningen er
nødvendiggjort af alvorlig behandlingskrævende sygdom, jf. integrationslovens § 18, stk. 3.
Det gælder uændret, at midlertidige opholdssteder for nyankomne flygtninge, der etableres på
grundlag af reglerne i § 5 u, ikke vil kunne udgøre permanente boliger. I det omfang der skal
etableres permanente boliger eller permanente opholdssteder til midlertidig indkvartering,
forudsættes kommunalbestyrelsen at tilvejebringe den nødvendige planlægning efter planlovens
almindelige regler herom.
283
 UUI, Alm.del - 2019-20 - Bilag 58: Lovudkast om ændring af udlændingeloven og forskellige andre love, fra udlændinge- og integrationsministeren
Baggrunden for den foreslåede ændring er, at den tidligere gældende regel i integrationslovens § 12,
stk. 6, om anvisning af midlertidige opholdssteder til flygtninge er ophævet ved en ændring af
integrationsloven i 2019. Kommunernes pligt til at anvise midlertidige opholdssteder til flygtningen
reguleres i dag af integrationslovens § 12, stk. 1.
Der henvises i øvrigt til afsnit 25 i lovforslagets almindelige bemærkninger.
Til nr. 2
Det følger af planlovens § 5 u, stk. 7, at dispensationer efter stk. 1 og tilladelser efter stk. 1-3 skal
tidsbegrænses og højst kan gives med en varighed på 5 år fra meddelelsen.
Det foreslås, at der i
§ 5 u, stk. 7,
som
2. punktum
indsættes, at kommunalbestyrelsen kan forlænge
disse dispensationer og tilladelser med op til 2 år.
Det foreslåede vil betyde, at kommunalbestyrelsen efter en konkret vurdering kan træffe afgørelse
om at forlænge varigheden af en dispensation efter § 5 u, stk. 1, eller en tilladelse efter § 5 u, stk. 1-
3, og herved forlænge det tidsbegrænsede grundlag for det midlertidige opholdssted for nyankomne
flygtninge, der er etableret på grundlag af dispensationen eller tilladelsen, med op til to år.
Kommunalbestyrelsen vil i overensstemmelse med almindelige forvaltningsretlige principper forud
for en afgørelse om at forlænge varigheden efter de foreslåede regler skulle oplyse den enkelte sag
og inddrage og afveje relevante planlægningsmæssige hensyn. I vurderingen vil f.eks. kunne indgå
de hidtidige erfaringer med det midlertidige opholdssted, aktuelle og forventede behov for
midlertidige opholdssteder eller for permanente opholdssteder til midlertidig indkvartering. Det vil
være et krav, at kommunalbestyrelsen i forbindelse med afgørelsen om at forlænge varigheden af
dispensationen eller tilladelsen forholder sig til, hvorledes eventuelle behov for indkvartering af
flygtninge forventes imødekommet på længere sigt, idet der ikke efter reglerne i planlovens § 5 u er
mulighed for yderligere at forlænge varigheden af de pågældende opholdssteder. Det vil således
skulle fremgå af kommunens afgørelse om at forlænge varigheden af dispensationen eller tilladelsen
med op til 2 år, om kommunalbestyrelsen aktuelt forventer at etablere et plangrundlag efter lovens
almindelige regler for det pågældende opholdssted, eller om kommunalbestyrelsen aktuelt forventer
at kunne opgive opholdsstedet i løbet af den forlængede varighed på op til 2 år. Det betyder ikke, at
kommunen ikke har fleksibilitet til at tilpasse den forventede løsning, hvis udviklingen eller
forudsætningerne ændrer sig. Det vigtige er, at kommunen gør sig overvejelser om og har en plan
for, hvordan behovet for indkvartering kan håndteres efter den forlængede dispensations eller
tilladelses udløb.
En afgørelse efter de foreslåede regler vil alene kunne forlænge varigheden af en dispensation efter
§ 5 u, stk. 1, eller en tilladelse efter § 5 u, stk. 1-3, og vil ikke kunne medføre en anden eller mere
omfattende anvendelse end den, der har været mulig efter den pågældende dispensation eller
tilladelse. De forlængede opholdssteder vil herunder ikke kunne anvendes til andre persongrupper,
284
 UUI, Alm.del - 2019-20 - Bilag 58: Lovudkast om ændring af udlændingeloven og forskellige andre love, fra udlændinge- og integrationsministeren
end der hidtil har måttet være indkvarteret på det midlertidige opholdssted. Reglerne er ikke til
hinder for, at personer, der som nyankomne flygtninge er blevet anvist til det midlertidige
opholdssted, vil kunne forblive på opholdsstedet i en længere periode end 5 år.
Kommunalbestyrelsen vil dog i overensstemmelse med den almindelige adgang i planloven til at
knytte vilkår til dispensationer og tilladelser kunne stille vilkår for en afgørelse om forlængelse af
varigheden efter de foreslåede regler. Kommunalbestyrelsen vil kunne forlænge varigheden med
mindre end 2 år, eller kun forlænge varigheden for dele af opholdsstedet, hvis der ikke er behov for
mere, og det i øvrigt efter en samlet vurdering anses for hensigtsmæssigt. Eksempelvis hvis den
oprindelige dispensation eller tilladelse har omfattet flere forhold, hvoraf nogle ikke længere er
aktuelle, eller vurderes ikke at burde forlænges af andre grunde.
Det foreslås, at der i
§ 5 u, stk. 7,
som
3. punktum
indsættes, at ved sådan afgørelse om at forlænge
en dispensation eller en tilladelse finder reglerne i stk. 6 og 8 tilsvarende anvendelse.
Det foreslåede vil medføre, at de regler om forudgående nabohøring m.v. og om offentliggørelse,
der gælder for en dispensation eller tilladelse til etablering af et midlertidigt opholdssted på
grundlag af reglerne i § 5 u, gælder tilsvarende for kommunalbestyrelsens afgørelse om at forlænge
varigheden af den pågældende dispensation eller tilladelse.
De foreslåede regler om forudgående høring vil betyde, at kommunalbestyrelsen først kan træffe
afgørelse om at forlænge varigheden af en dispensation eller en tilladelse efter de foreslåede regler,
når der er forløbet to uger efter, at der er givet skriftlig orientering om ansøgningen efter reglerne i
§ 20. Efter denne bestemmelse skal orienteringen sendes til en nærmere kreds af navnlig naboer,
ejere og brugere i området samt foreninger med lokalt tilhørsforhold og klageberettigede
landsdækkende foreninger, der skriftligt har bedt om orientering om ansøgninger, medmindre
forudgående orientering efter kommunalbestyrelsens skøn er af underordnet betydning for disse
personer og foreninger. Der vil herudover være krav om orientering, inddragelse m.v. i det omfang,
det følger af andre regelsæt, herunder almindelige forvaltningsretlige regler og principper om
partshøring.
De foreslåede regler om offentliggørelse vil betyde, at kommunalbestyrelsens afgørelse om at
forlænge varigheden af en dispensation eller tilladelse efter de foreslåede regler skal offentliggøres.
Kommunalbestyrelsen vil desuden skulle give skriftlig underretning om afgørelsen om at forlænge
varigheden til dem, der rettidigt har fremsat bemærkninger efter at være blevet orienteret om
ansøgningen.
De foreslåede regler om forudgående høring og offentliggørelse skal sikre, dels at naboer m.v. får
mulighed for at fremsætte indsigelser mod en påtænkt opretholdelse af et opholdssted, dels at
beboere og naboer i området og andre bliver bekendt med afgørelsen og får mulighed for at klage
over den. Offentliggørelse af afgørelserne vil også give mulighed for, at udviklingen, herunder
285
 UUI, Alm.del - 2019-20 - Bilag 58: Lovudkast om ændring af udlændingeloven og forskellige andre love, fra udlændinge- og integrationsministeren
antallet af forlængelser og baggrunden for disse, kan følges med henblik på senere opfølgning på,
hvorledes kommunerne forventer at håndtere eventuelle indkvarteringsbehov på længere sigt.
Der henvises i øvrigt til afsnit 25 i lovforslagets almindelige bemærkninger.
Til § 7
Til nr. 1
Det følger af § 1, nr. 7 i lov nr. 174 af 27. februar 2019 (Lov om ændring af udlændingeloven,
integrationsloven, repatrieringsloven og forskellige andre love), at der efter § 34, stk. 5 indsættes et
nyt stykke, hvorefter politiet bestemmer, medmindre særlige grunde taler derimod, at en udlænding,
hvis opholdstilladelse eller opholdsret er bortfaldet i medfør af § 21 b, stk. 1, eller som er udvist i
medfør af § 25, skal give møde hos politiet på nærmere angivne tidspunkter med henblik på at sikre
en effektiv gennemførelse af udrejsen eller udsendelsen. Det dagældende stk. 6 blev som
konsekvens heraf stk. 7. Bestemmelsen trådte i kraft den 1. marts 2019.
Det følger af § 1, nr. 21 i lov nr. 174 af 27. februar 2019 (Lov om ændring af udlændingeloven,
integrationsloven, repatrieringsloven og forskellige andre love), at i
§ 60, stk. 1, 1. pkt.,
ændres »§
34, stk. 1-3 og 6« til: »§ 34, stk. 1-3 og 7«, og »§ 42 a, stk. 8, 2. pkt.« til: »§ 42 a, stk. 8, 2. og 5.
pkt.«
Det følger af § 1, nr. 23 i lov nr. 174 af 27. februar 2019 (Lov om ændring af udlændingeloven,
integrationsloven, repatrieringsloven og forskellige andre love), at § 60, stk. 2, affattes således »Stk.
2. Overtrædelse af de i medfør af § 34, stk. 4-6, og § 42 a, stk. 8, 1. og 3. pkt., og stk. 10, givne
pålæg straffes med fængsel indtil 1 år og 6 måneder.«
Det følger af § 14, stk. 2. i lov nr. 174 af 27. februar 2019 (Lov om ændring af udlændingeloven,
integrationsloven, repatrieringsloven og forskellige andre love), at § 1, nr. 23 trådte i kraft den 1.
juni 2019.
Det følger endvidere af § 14, stk. 6, i lov nr. 174 af 27. februar 2019, at Udlændinge- og
Integrationsministeren fastsætter tidspunktet for ikrafttrædelse af lovens § 1, nr. 10, 11. 14 og 21.
Udlændinge- og Integrationsministeren har ikke fastsat tidspunktet for ikrafttrædelse af § 1, nr. 21 i
lov nr. 174 af 27. februar 2019. Bestemmelsen er derfor endnu ikke er trådt i kraft.
Som konsekvens af at § 1, nr. 21 i lov nr. 174 af 27. februar 2019 ikke er sat i kraft, kan
udlændinge, der er pålagt meldepligt efter udlændingelovens § 34, stk. 6, straffes for overtrædelse
af meldepligten efter både udlændingelovens § 60, stk. 1, og § 60, stk. 2. Udlændinge, der er
omfattet af udlændingelovens § 34, stk. 6, er udlændinge, hvis opholdstilladelse er inddraget i
medfør af § 21 b, stk. 1 (fremmedkrigere), eller som er udvist i medfør af § 25.
286
 UUI, Alm.del - 2019-20 - Bilag 58: Lovudkast om ændring af udlændingeloven og forskellige andre love, fra udlændinge- og integrationsministeren
Efter udlændingelovens § 60, stk. 1, 1. pkt., straffes overtrædelse af blandt andet § 34, stk. 6, med
bøde eller under skærpende omstændigheder fængsel indtil 1 år. Efter udlændingelovens § 60, stk.
2, straffes overtrædelse af blandt andet § 34, stk. 6, med fængsel indtil 1 år og 6 måneder.
Det foreslås at ophæve
§ 1, nr. 21,
i lov nr. 174 af 27. februar 2019 (Lov om ændring af
udlændingeloven, integrationsloven, repatrieringsloven og forskellige andre love).
Baggrunden for forslaget er, at det følger af bemærkningerne til § 1, nr. 23, i lov nr. 174 af 27.
februar 2019, jf. Folketingstidende 2018-19, tillæg A, L 140 som fremsat, side 101, at formålet med
bestemmelsen blandt andet er, at fremmedkrigere og udlændinge, der er udvist i medfør af § 25,
fremover skal idømmes en som udgangspunkt højere straf end tidligere, hvis de overtræder blandt
andet deres pålagte meldepligt.
Med vedtagelsen af lov nr.174 af 27. februar 2019, har det således været hensigten, at udlændinge,
der er pålagt meldepligt efter udlændingelovens § 34, stk. 6, skal straffes for overtrædelse af
meldepligten efter udlændingelovens § 60, stk. 2.
På den baggrund foreslås det i lovforslagets § 1, nr. 73, at ændre udlændingelovens § 60, stk. 1, 1.
pkt., således at udlændinge, der er omfattet af § 34, stk. 1-3 og 7 (meldepligt), kan straffes efter
bestemmelsen, hvis de overtræder deres pålagte meldepligt. Det foreslås endvidere i lovforslagets §
1, nr. 74, at ændre udlændingelovens § 60, stk. 1, 1. pkt., således at udlændinge, der bliver omfattet
af udlændingelovens § 42 a, stk. 8, 5. pkt., når udlændinge- og integrationsministeren fastsætter
ikrafttrædelsestidspunktet for denne bestemmelse, og overtræder denne bestemmelse, kan straffes
efter § 60, stk. 1, 1. pkt., og at lade udlændinge- og integrationsministeren bestemme tidspunktet for
den foreslåede bestemmelse.
henvisningen til § 34, stk. 1-3 og 6, ændres til § 34, stk. 1-3 og 7. I lovforslagets § 1, nr. E foreslås
det, at ændres udlændingelovens § 60, stk. 1, 1. pkt., således at henvisningen til § 42 a, stk. 8, 2.
pkt., ændres til § 42 a, stk. 8, 2. og 5. pkt., og i lovforslagets § 7, stk. 3, foreslås det at udlændinge-
og integrationsministeren fastsætter tidspunktet for ikrafttrædelse af § 1, nr. E.
Der henvises i øvrigt til
bemærkningerne til § 1, nr. 73 og 74.
Til § 8
Det foreslås i
§ 8, stk. 1,
at loven træder i kraft den 15. juni 2020, dog vil lovens §§ 3, nr. 2-6, og 5
om ændringer i integrationsloven og folkeskoleloven træde i kraft dagen efter offentliggørelse i
Lovtidende, idet der er tale om konsekvensrettelser som følge af lov nr. 174 af 27. februar 2019, jf.
lovforslagets
§ 8, stk. 2.
287
 UUI, Alm.del - 2019-20 - Bilag 58: Lovudkast om ændring af udlændingeloven og forskellige andre love, fra udlændinge- og integrationsministeren
Det vil betyde, at der pr. 15. juni 2020 vil blive indført en bagatelgrænse for tilbagebetaling i de
tilfælde, hvor en ansøger, erklærende eller klager betaler et beløb, der overstiger det gebyr, der skal
betales efter udlændingelovens § 9 h, stk. 1, 3, 5 og 10, og indfødsretslovens § 12, stk. 1, 1. og 2.
pkt., jf. lovforslagets § 1, nr. 8, og § 2, nr. 2.
Det vil endvidere betyde, at en række sagsområder overføres fra Udlændinge- og
Integrationsministeriet til Udlændingenævnet den 15. juni 2020, og at disse sagsområder vil blive
omfattet af klagefristen på 8 uger, jf. lovforslagets § 1, nr. 59.
Herudover vil klageadgangen den 15. juni 2020 blive afskåret på enkelte sagsområder, jf. de
foreslåede bestemmelser i udlændingelovens § 46 a, stk. 6, nr. 1 og 2, i lovforslagets § 1, nr. 59.
Det bemærkes, at udvidelsen af anvendelsesområdet for den foreslåede § 33, stk. 4, jf. lovforslagets
§ 1, nr. 32, vil finde anvendelse for sager, som er verserende på tidspunktet for lovens ikrafttræden,
og hvor der efter lovens ikrafttrædelse fastsættes en udrejsefrist efter § 33, stk. 1, jf. lovforslagets
§
8, stk. 6.
Ligeledes vil den foreslåede ordning finde anvendelse for verserende sager om forlængelse
af udrejsefristen efter gældende § 33 c. Udlændinge, som før lovens ikrafttræden har fået fastsat en
udrejsefrist, vil kunne ansøge om forlængelse af udrejsefristen efter § 33, stk. 4, efter lovens
ikrafttræden og inden udløbet af udrejsefristen.
Efter den foreslåede bestemmelse i
§ 8, stk. 4,
finder lovens § 1, nr. 8, anvendelse for udlændinge
og virksomheder, som efter lovens ikrafttræden den 15. juni 2020 indbetaler gebyr efter
udlændingelovens § 9 h, stk. 1, 3, 5 og 10.
Det vil betyde, at udlændinge, som fra og med den 15. juni 2020 betaler gebyr efter
udlændingelovens § 9 h, stk. 1, 5 eller 10, for at indgive ansøgning om opholdstilladelse, klage i
sådanne sager samt ansøgning om genoptagelse, herunder genoptagelse af en klage, i sådanne sager,
og som betaler et beløb, der overstiger det gebyr, der skal betales, ikke skal have tilbagebetalt det
beløb, der er betalt for meget, hvis dette beløb ikke overstiger 30 kr.
Efter den foreslåede bestemmelse i lovforslagets § 8, stk. 5, finder lovforslagets § 1, nr. 21 om
ophævelse af § 25 b, stk. 2, ikke anvendelse for sager efter § 25 b, stk. 2, som er indledt af
myndighederne før lovens ikrafttræden og ved anmodninger om genoptagelse af afgørelser efter §
25 b, stk. 2, som er indgivet før lovens ikrafttræden. For sådanne sager finder de hidtil gældende
regler anvendelse.
Tilsvarende vil en virksomhed, der efter lovens ikrafttræden betaler et beløb, der overstiger gebyret
for at indgive ansøgning om certificering efter § 9 a, stk. 17, for at indgive ansøgning om
forlængelse af en sådan certificering, jf. udlændingelovens § 9 h, stk. 3, eller for at klage herover, jf.
udlændingelovens § 9 h, stk. 5, ikke skulle have tilbagebetalt det beløb, der er betalt for meget, hvis
dette beløb ikke overstiger 30 kr.
288
 UUI, Alm.del - 2019-20 - Bilag 58: Lovudkast om ændring af udlændingeloven og forskellige andre love, fra udlændinge- og integrationsministeren
Efter den foreslåede bestemmelse i
§ 8, stk. 5,
finder lovens § 1, nr. 36, ikke anvendelse for
ansøgninger, klager og anmodninger om genoptagelse af afgørelser, som er indgivet før lovens
ikrafttræden, idet de hidtil gældende regler finder anvendelse.
Såfremt en ansøgning er færdigbehandlet forud for lovens ikrafttræden eller fortsat behandles på
tidspunktet for lovens ikrafttræden, og der klages eller anmodes om genoptagelse af afgørelsen efter
lovens ikrafttræden, finder den foreslåede bestemmelse i § 1, nr. 36, anvendelse for klagesagen eller
anmodningen om genoptagelse.
Efter den foreslåede bestemmelse i
§ 8, stk. 7,
finder lovens § 1, nr. 59, 60, 63, 65 og 67, ikke
anvendelse for klager, der er indgivet før lovens ikrafttræden. For sådanne klager finder de hidtil
gældende regler anvendelse.
Det følger af den foreslåede nyaffattelse af udlændingelovens § 46 a, stk. 1, jf. lovforslagets § 1, nr.
59, at en række klagesager vil blive overført fra Udlændinge- og Integrationsministeriet til
Udlændingenævnet.
Det følger endvidere af den foreslåede ændring af udlændingelovens § 53 a, stk. 1, nr. 7, jf.
lovforslagets § 1, nr. 67, at klager over afgørelse om nægtelse af forlængelse, inddragelse eller
bortfald af en opholdstilladelse meddelt efter § 9 c, stk. 3, vil blive overført fra Udlændinge- og
Integrationsministeriet til Flygtningenævnet.
Den foreslåede bestemmelse i § 8, stk. 7, betyder, at klager over afgørelser, som fra og med den 15.
juni 2020 ikke længere skal behandles af Udlændinge- og Integrationsministeriet, men af
Udlændingenævnet eller Flygtningenævnet, vil skulle færdigbehandles af Udlændinge- og
Integrationsministeriet, hvis klagen indgives før den 15. juni 2020 og fortsat er verserende ved
lovens ikrafttræden.
Når Udlændinge- og Integrationsministeriet har truffet afgørelse i en sag, der efter den foreslåede
bestemmelse skal færdigbehandles i ministeriet, vil sagen blive omfattet af den ændrede
kompetencefordeling. Således vil en anmodning om genoptagelse af sagen skulle indgives til
Udlændingenævnet eller Flygtningenævnet i stedet for til Udlændinge- og Integrationsministeriet.
Det følger af de foreslåede bestemmelser i udlændingelovens § 46 a, stk. 6, nr. 1 og 2, jf.
lovforslagets § 1, nr. 59, at klageadgangen vil blive afskåret på enkelte sagsområder.
Den foreslåede bestemmelse i § 8, stk. 7, betyder, at klager over sådanne afgørelser, der fra og med
den 15. juni 2020 ikke vil kunne påklages, og som måtte være indgivet til Udlændinge- og
Integrationsministeriet før den 15. juni 2020 og fortsat verserer ved lovens ikrafttræden, vil skulle
færdigbehandles af Udlændinge- og Integrationsministeriet.
289
 UUI, Alm.del - 2019-20 - Bilag 58: Lovudkast om ændring af udlændingeloven og forskellige andre love, fra udlændinge- og integrationsministeren
Efter den foreslåede bestemmelse i
§ 8, stk. 8,
finder udlændingelovens § 46 a, stk. 3, som affattet
ved lovens § 1, nr. 59, ikke anvendelse for afgørelser, der er truffet af Udlændingestyrelsen eller
Styrelsen for International Rekruttering og Integration inden lovens ikrafttræden, og som på
afgørelsestidspunktet ikke kunne påklages til Udlændingenævnet efter den hidtil gældende
bestemmelse i udlændingelovens § 52 b.
Det følger af den foreslåede nyaffattelse af udlændingelovens § 46 a, stk. 1, jf. lovforslagets § 1, nr.
59, der skal ses i sammenhæng med forslaget om at ophæve udlændingelovens § 52 b, jf.
lovforslagets § 1, nr. 63, at en række klagesager vil blive overført fra Udlændinge- og
Integrationsministeriet til Udlændingenævnet. Afgørelser i denne type sager, hvor Udlændinge- og
Integrationsministeriet i dag er klageinstans, er ikke i dag omfattet af den klagefrist på 8 uger, der
efter den gældende bestemmelse i udlændingelovens § 52 b, stk. 8, finder anvendelse på sager, der
kan påklages til Udlændingenævnet, og som foreslås videreført i udlændingelovens § 46 a, stk. 3.
De pågældende er således ikke i forbindelse med afgørelsen, der er truffet af Udlændingestyrelsen
eller Styrelsen for International Rekruttering og Integration, vejledt om en klagefrist.
Den foreslåede bestemmelse i § 8, stk. 8, betyder, at afgørelser, som træffes af Udlændingestyrelsen
og Styrelsen for International Rekruttering og Integration inden den 15. juni 2020, i sager, hvor
Udlændinge- og Integrationsministeriet er klageinstans indtil den 15. juni 2020, ikke vil blive
omfattet af klagefristen på 8 uger, der i dag er indeholdt i udlændingelovens § 52 b, stk. 8, og som
foreslås videreført i § 46 a, stk. 3.
Efter den foreslåede bestemmelse i
§ 8, stk. 9,
finder lovens § 2, nr. 2, anvendelse for ansøgere og
erklærende, som efter lovens ikrafttræden indbetaler gebyr efter indfødsretslovens § 12, stk. 1, 1. og
2. pkt.
Det vil betyde, at ansøgere og erklærende, der fra og med den 15. juni 2020 betaler gebyr for at
indgive ansøgning om dansk indfødsret ved naturalisation eller ansøgning om bevis for eller
bevarelse af dansk indfødsret eller for at afgive erklæring om dansk indfødsret, jf. indfødsretslovens
§ 12, stk. 1, 1. og 2. pkt., og som betaler et beløb, der overstiger det gebyr, der skal betales, ikke vil
skulle have tilbagebetalt det beløb, der er betalt for meget, hvis dette beløb ikke overstiger 30 kr.
Hvis der før lovens ikrafttræden betales for meget i gebyr, vil det beløb, der er betalt for meget,
skulle tilbagebetales uanset beløbets størrelse.
Et gebyr skal anses for betalt den dag, hvor betalingen er registreret og modtaget hos Udlændinge-
og Integrationsministeriet og Styrelsen for International Rekruttering og Integration som
administrerer gebyrerne efter udlændingeloven og indfødsretsloven.
Med § 8, stk. 10, foreslås det, at reglerne i § 5 u, stk. 7, 2. og 3. pkt., i lov om planlægning, som
affattet ved denne lovs § 1, nr. 2, også finder anvendelse for dispensationer og tilladelser efter § 5 u,
stk. 1-3, der er udløbet før lovens ikrafttræden, jf. § 5 u, stk. 7.
290
 UUI, Alm.del - 2019-20 - Bilag 58: Lovudkast om ændring af udlændingeloven og forskellige andre love, fra udlændinge- og integrationsministeren
Bestemmelsen vil betyde, at en dispensation eller tilladelse, der er udløbet inden lovens ikrafttræden
på grund af en fastsat tidsbegrænsning, jf. § 5 u, stk. 7, vil kunne forlænges efter lovens
ikrafttræden med op til 2 år beregnet fra dispensationens eller tilladelsens udløb.
Bestemmelsen forventes at kunne være relevant i tilfælde, hvor en dispensation eller tilladelse efter
§ 5 u, stk. 1-3, vil udløbe kort inden lovens ikrafttræden, og hvor kommunalbestyrelsen vurderer, at
der er behov for efter lovens ikrafttræden at fastsætte en forlænget varighed af den pågældende
dispensation eller tilladelse. Det vil i den sammenhæng i øvrigt være op til kommunalbestyrelsen at
finde en konkret løsning for den aktuelle indkvartering af flygtninge, herunder for perioden frem til
der kan træffes afgørelse om forlængelse efter de foreslåede regler.
Den foreslåede bestemmelse skal ses på baggrund af, at reglerne i planlovens § 5 u trådte i kraft den
1. maj 2020, og at der efter omstændighederne vil kunne være behov for efter lovens ikrafttræden at
forlænge varigheden af dispensationer eller tilladelser, der bortfalder inden lovens ikrafttræden.
Til § 9
Bestemmelsen vedrører lovens territoriale gyldighed. Den foreslåede bestemmelse i § 9 indebærer,
at lovens § 1 om ændringer af udlændingeloven og § 2 om ændringer af lov om indfødsret ikke
gælder for Færøerne og Grønland, men at loven ved kongelig anordning helt eller delvist kan sættes
i kraft for Færøerne og Grønland med de ændringer, som de færøske og grønlandske forhold
tilsiger.
291
 UUI, Alm.del - 2019-20 - Bilag 58: Lovudkast om ændring af udlændingeloven og forskellige andre love, fra udlændinge- og integrationsministeren
Bilag 1
Lovforslaget sammenholdt med gældende lov
Gældende formulering
Lovforslaget
§1
I udlændingeloven, jf. lovbekendtgørelse nr.
1022 af 2. oktober 2019, som senest ændret ved
lov nr. 1591 af 27. december 2019 foretages
følgende ændringer:
§ 9.---
Stk. 2-3.---
Stk. 4.
Opholdstilladelse efter stk. 1, nr. 1,
skal, medmindre ganske særlige grunde,
herunder hensynet til familiens enhed,
afgørende taler derimod, betinges af, at den
herboende person, som det påhviler at forsørge
ansøgeren, i en periode på 10 år stiller
økonomisk sikkerhed for 100.000 kr. til
dækning af eventuelle fremtidige offentlige
udgifter til hjælp efter lov om aktiv socialpolitik
eller integrationsloven til ansøgeren, jf. stk. 27.
Udlændinge-
og
integrationsministeren
fastsætter nærmere regler om den økonomiske
sikkerhed. Det angivne beløb er fastsat i 2018-
niveau og reguleres fra og med 2019 én gang
årligt
den
1.
januar
efter
satsreguleringsprocenten, jf. lov om en
satsreguleringsprocent.
Stk. 5-16.---
Stk. 17.
Er den herboende person meddelt
tidsubegrænset opholdstilladelse efter § 11, stk.
3 og 4, eller efter § 11, stk. 12 og 13 eller 17,
anses betingelserne i stk. 15, nr. 1-8, og stk. 16
for opfyldt.
Stk. 18-35.---
Stk. 36.
Kommunalbestyrelsen kan efter
anmodning nedsætte den økonomiske sikkerhed
efter stk. 4 med 20.000 kr., jf. dog stk. 39, når
en udlænding, der er meddelt opholdstilladelse
efter stk. 1, nr. 1, inden for den frist, der er
nævnt i stk. 34, har bestået danskprøven på A1-
niveau, jf. stk. 34, eller en anden danskprøve på
et tilsvarende eller højere niveau.
Stk. 37.
Kommunalbestyrelsen kan efter
anmodning nedsætte den økonomiske sikkerhed
292
1.
I
§ 9, stk. 4,
indsættes efter 1. pkt. som nyt
punktum:
»Hvis ansøgeren har bestået danskprøven på
A1-niveau eller A2-niveau, andre danskprøver
på et tilsvarende eller højere niveau eller en
afsluttende prøve i dansk, jf. § 9, stk. 1, i lov om
danskuddannelse til voksne udlændinge m.fl.,
udgør det angivne beløb i 1. pkt. det beløb, som
kommunalbestyrelsen efter stk. 36-38 kan
nedsætte den økonomiske sikkerhed til.«.
2.
I
§ 9, stk. 4, 3. pkt.,
der bliver 4. pkt.,
indsættes efter »angivne beløb«: »i 1. pkt.«.
3.
I
§ 9, stk. 17,
ændres »§ 11, stk. 12 og 13 eller
17« til: »§ 11, stk. 12, 13 eller 17«.
4.
I
§ 9, stk. 36-38,
indsættes som
2. pkt.:
»Dette
gælder dog ikke, hvis stk. 4, 2. pkt., har fundet
anvendelse.«.
 UUI, Alm.del - 2019-20 - Bilag 58: Lovudkast om ændring af udlændingeloven og forskellige andre love, fra udlændinge- og integrationsministeren
efter stk. 4 med 10.000 kr., jf. dog stk. 39, når
en udlænding, der er meddelt opholdstilladelse
efter stk. 1, nr. 1, inden for den frist, der er
nævnt i stk. 35, har bestået danskprøven på A2-
niveau eller en anden danskprøve på et
tilsvarende eller højere niveau.
Stk. 38.
Kommunalbestyrelsen kan efter
anmodning nedsætte den økonomiske sikkerhed
efter stk. 4 med 10.000 kr., jf. dog stk. 39, når
en udlænding, der er meddelt opholdstilladelse
efter stk. 1, nr. 1, har bestået en afsluttende
prøve i dansk, jf. § 9 i lov om danskuddannelse
til voksne udlændinge m.fl.
Stk. 39-40.---
Stk.
41.
Udlændinge-
og
integrationsministeren fastsætter regler om
danskprøven på A1-niveau og danskprøven på
A2-niveau, jf. stk. 34 og 35, herunder regler om
lovligt forfald, hvornår prøverne anses for
bestået,
udpegning
af
prøveafholdere,
betingelser for at deltage i prøverne,
opkrævning af gebyr for at deltage i prøverne,
prøvernes
indhold
og
gennemførelse,
klagemuligheder, klagefrister og prøver, der kan
træde i stedet for danskprøven på A1-niveau og
danskprøven på A2-niveau.
Stk. 42.
Beløbene, der er angivet i stk. 36-40,
er fastsat i 2018-niveau og reguleres fra og med
2019 én gang årligt den 1. januar efter
satsreguleringsprocenten, jf. lov om en
satsreguleringsprocent.
§ 9 a.---
Stk. 2-4.---
Stk. 5.
Ansøgning om opholdstilladelse efter
stk. 2, nr. 1-8, 10 og 11, og stk. 3 kan kun
indgives her i landet, hvis udlændingen har
lovligt ophold i medfør af §§ 1-3 a eller 4 b eller
§ 5, stk. 2, i medfør af EU-reglerne, jf. § 6, eller
en opholdstilladelse efter §§ 7-9 f, 9 i-9 n, 9 p
eller 9 q, og hvis ingen særlige grunde taler
herimod. En udlænding, som har fået tillagt en
anden
ansøgning
om
opholdstilladelse
opsættende
virkning
med
hensyn
til
udrejsefristen, kan også, medmindre særlige
grunde taler herimod, indgive ansøgning om
opholdstilladelse efter stk. 2, nr. 1-8, 10 og 11,
og stk. 3. Hvis udlændingen ikke har lovligt
5.
I
§ 9
indsættes efter stk. 40 som nyt stykke:
»Stk. 41.
Danskbonus efter integrationslovens §
22
anses
ikke
som
hjælp
efter
integrationsloven.«.
Stk. 41 og 42 bliver herefter stk. 42 og 43.
6.
I
§ 9 a, stk. 5, 2. pkt.,
ændres »som har fået
tillagt en anden ansøgning om opholdstilladelse
opsættende
virkning
med
hensyn
til
udrejsefristen« til: »som har ret til at blive her i
landet under behandlingen af en anden
ansøgning om opholdstilladelse, eller som har
opsættende virkning i forbindelse med
293
 UUI, Alm.del - 2019-20 - Bilag 58: Lovudkast om ændring af udlændingeloven og forskellige andre love, fra udlændinge- og integrationsministeren
ophold, jf. 1. pkt., kan ansøgning om behandlingen af en ansøgning om forlængelse
opholdstilladelse efter stk. 2, nr. 1-8, 10 og 11, eller en klagesag«.
og stk. 3 ikke indgives her i landet, medmindre
opholdet skyldes omstændigheder, der ikke kan
lægges udlændingen til last, eller hvis der
foreligger undskyldelige omstændigheder og
afvisning
af
ansøgningen
vil
få
uforholdsmæssige
konsekvenser
for
udlændingen eller udlændingens herboende
familie, eller hvis der foreligger ganske særlige
grunde, herunder hvis Danmarks internationale
forpligtelser kan tilsige det. Hvis udlændingen
har fået fastsat en udrejsefrist, kan ansøgning
om opholdstilladelse efter stk. 2, nr. 1-8, 10 og
11, og stk. 3, ikke indgives her i landet,
medmindre
Danmarks
internationale
forpligtelser kan tilsige det.
Stk. 6-24.---
§ 9 h.---
Stk. 2.---
Stk. 3.
Virksomheden skal senest samtidig
med indgivelse af ansøgning om certificering
efter § 9 a, stk. 17, og forlængelse af en sådan
certificering betale et gebyr. Gebyret fastsættes
og
reguleres
af
udlændinge-
og
integrationsministeren, jf. stk. 4, 2. pkt.
Stk. 4-13.---
Stk.
14.
Udlændinge-
og
integrationsministeren fastsætter regler om
indbetaling af gebyrer fastsat efter stk. 1 og 3 og
stk. 5, jf. stk. 1 og 3, og stk. 10, og om
tilbagebetaling af sådanne gebyrer, herunder om
tilbagebetaling efter stk. 6, jf. stk. 5, jf. stk. 1 og
3, og stk. 7, 8 og 11.
7.
I
§ 9 h, stk. 3, 2. pkt.,
ændres »2. pkt.« til: »4.
pkt.«.
8.
I
§ 9 h
indsættes efter stk. 13 som nyt stykke:
»Stk. 14.
Betaler udlændingen eller
virksomheden et beløb, der overstiger det gebyr,
der skal betales efter stk. 1, 3, 5 eller 10,
tilbagebetales beløbet, der er betalt for meget,
ikke, hvis dette beløb udgør højst 30 kr.«.
Stk. 14 bliver herefter stk. 15.
§ 9 p.---
Stk. 2.
Ansøgning om opholdstilladelse efter
stk. 1, 1. pkt., kan kun indgives her i landet, hvis
udlændingen har lovligt ophold i medfør af §§
1-3 a eller 4 b eller § 5, stk. 2, i medfør af EU-
reglerne, jf. § 6, eller en opholdstilladelse efter
§§ 7-9 f, 9 i-9 n, 9 p eller 9 q, og hvis ingen
særlige grunde taler herimod. En udlænding,
som har fået tillagt en anden ansøgning om
opholdstilladelse opsættende virkning med
hensyn til udrejsefristen, kan også, medmindre
9.
I
§ 9 p, stk. 2, 2. pkt.,
ændres »som har fået
tillagt en anden ansøgning om opholdstilladelse
opsættende
virkning
med
hensyn
til
udrejsefristen« til: »som har ret til at blive her i
294
 UUI, Alm.del - 2019-20 - Bilag 58: Lovudkast om ændring af udlændingeloven og forskellige andre love, fra udlændinge- og integrationsministeren
særlige grunde taler herimod, indgive ansøgning
om opholdstilladelse efter stk. 1, 1. pkt. Hvis
udlændingen ikke har lovligt ophold, jf. 1. pkt.,
kan ansøgning om opholdstilladelse efter stk. 1,
1. pkt., ikke indgives her i landet, medmindre
opholdet skyldes omstændigheder, der ikke kan
lægges udlændingen til last, eller hvis der
foreligger undskyldelige omstændigheder og
afvisning
af
ansøgningen
vil
få
uforholdsmæssige
konsekvenser
for
udlændingen eller udlændingens herboende
familie, eller hvis der foreligger ganske særlige
grunde, herunder hvis Danmarks internationale
forpligtelser kan tilsige det. Hvis udlændingen
har fået fastsat en udrejsefrist, kan ansøgning
om opholdstilladelse efter stk. 1, 1. pkt., ikke
indgives her i landet, medmindre Danmarks
internationale forpligtelser kan tilsige det.
Stk. 3.---
§ 10.---
Stk. 2. ---
Stk. 3.
En udlænding, som har indrejseforbud,
jf. § 32, stk. 1, i forbindelse med udvisning efter
§§ 22-24 eller § 25, eller som har et
indrejseforbud, jf. § 32, stk. 12, i forbindelse
med bortfald efter § 21 b, stk. 1, kan ikke gives
opholdstilladelse efter §§ 7 og 8, medmindre
særlige grunde, herunder hensynet til familiens
enhed, taler derfor. En udlænding, som har
indrejseforbud, jf. § 32, stk. 1, i forbindelse med
udvisning efter § 25 a, § 25 b eller § 25 c, kan
gives opholdstilladelse efter § 7 og § 8, stk. 1
eller 2, medmindre særlige grunde taler
derimod.
Stk. 4.
En udlænding, som har indrejseforbud,
jf. § 32, stk. 1 og 12, kan ikke gives
opholdstilladelse efter § 8, stk. 3, og §§ 9-9 f, 9
i-9 n, 9 p eller 9 q, medmindre ganske særlige
grunde, herunder hensynet til familiens enhed,
taler derfor, dog tidligst 2 år efter udrejsen.
Kravet om, at der skal være forløbet 2 år fra
udrejsen, gælder dog ikke for en udlænding,
som ikke er statsborger i et af de lande, der er
nævnt i § 2, stk. 1 (tredjelandsstatsborger), og
som er udvist efter § 25 b.
Stk. 5.
En udlænding, som er omfattet af
restriktive
foranstaltninger
i
form
af
landet under behandlingen af en anden
ansøgning om opholdstilladelse, eller som har
opsættende virkning i forbindelse med
behandlingen af en ansøgning om forlængelse
eller en klagesag«.
10.
I
§ 10, stk. 3, 1. pkt.,
ændres »§ 32, stk. 12«
til: »§ 32, stk. 1, nr. 5«.
11.
I
§ 10, stk. 3, 2. pkt.,
indsættes efter »§ 25
c,«: »eller som har indrejseforbud efter § 32,
stk. 1, nr. 2,«.
12.
I
§ 10, stk. 4, 1. pkt.,
ændres »§ 32, stk. 1 og
12« til: »§ 32, stk. 1, nr. 1 og 5«.
13.
I
§ 10, stk. 4, 2. pkt.,
indsættes efter »og som
er udvist efter § 25 b«: »eller er meddelt
indrejseforbud efter § 32, stk. 1, nr. 2«.
14.
I
§ 10, stk. 5,
ændres »§ 32, stk. 9« til: »§
32, stk. 1, nr. 3«.
295
 UUI, Alm.del - 2019-20 - Bilag 58: Lovudkast om ændring af udlændingeloven og forskellige andre love, fra udlændinge- og integrationsministeren
begrænsninger med hensyn til indrejse og
gennemrejse besluttet af De Forenede Nationer
eller Den Europæiske Union, jf. § 32, stk. 9, kan
ikke gives registreringsbevis eller opholdskort i
medfør af EU-reglerne, jf. § 6, eller
opholdstilladelse efter §§ 7-9 f, 9 i-9 n, 9 p eller
9 q, medmindre særlige grunde taler derfor.
§ 11.---
Stk. 2.
En tidsbegrænset opholdstilladelse
meddelt med mulighed for varigt ophold
forlænges efter ansøgning, medmindre der er
grundlag for at inddrage opholdstilladelsen efter
§ 19 og § 19 a, stk. 2. Udlændingestyrelsen
træffer af egen drift afgørelse om forlængelse af
en opholdstilladelse meddelt med henblik på
midlertidigt ophold efter § 7 og § 8, stk. 1 og 2,
hvis grundlaget fortsat er til stede.
Stk. 3.
Medmindre der er grundlag for at
inddrage opholdstilladelsen efter § 19, kan der
efter ansøgning meddeles tidsubegrænset
opholdstilladelse til en udlænding over 18 år,
hvis:
1)- 4)---
5) Udlændingen har ikke i de sidste 4 år forud
for indgivelsen af ansøgning om tidsubegrænset
opholdstilladelse, og indtil udlændingen vil
kunne
meddeles
tidsubegrænset
opholdstilladelse, modtaget offentlig hjælp efter
lov om aktiv socialpolitik eller integrationsloven
bortset fra hjælp i form af enkeltstående ydelser
af mindre beløbsmæssig størrelse, der ikke er
direkte relateret til forsørgelse, eller ydelser, der
må sidestilles med løn eller pension eller træder
i stedet herfor.
6)- 9)---
Stk. 4- 18.---
15.
I
§ 11, stk. 2, 1. pkt.,
udgår » og § 19 a, stk.
2«.
16.
I
§ 11, stk. 3, nr. 5,
indsættes som 2. pkt.:
»Danskbonus efter integrationslovens § 22
anses ikke som hjælp efter integrationsloven.«.
§ 12 a.
Bestemmelserne i Rådets forordning om
17.
I
§ 12 a
indsættes efter »opholdstilladelser
ensartet udformning af opholdstilladelser til til tredjelandsstatsborgere«: »med senere
tredjelandsstatsborgere gælder her i landet.
ændringer«.
§ 19.---
Stk. 2-10.---
Stk. 11.
Ved afgørelser om inddragelse af
18.
I
§ 19, stk. 11,
ændres »stk. 3« til: »stk. 4«.
opholdstilladelse efter stk. 3, der er begrundet i,
at udlændingen er indberettet til SIS II som
uønsket, fordi den pågældende er omfattet af
296
 UUI, Alm.del - 2019-20 - Bilag 58: Lovudkast om ændring af udlændingeloven og forskellige andre love, fra udlændinge- og integrationsministeren
restriktive
foranstaltninger
i
form
af
begrænsninger med hensyn til indrejse og
gennemrejse besluttet af De Forenede Nationer
eller
Den
Europæiske
Union,
finder
bestemmelsen i § 26, stk. 2, tilsvarende
anvendelse.
§ 19 a.---
Stk. 2.
Ved afgørelse om inddragelse af
øvrige opholdstilladelser finder § 26, stk. 1,
anvendelse. Ved afgørelse om inddragelse af
19.
§ 19 a, stk. 2, 2. pkt.,
ophæves.
opholdstilladelse efter § 19, stk. 2, nr. 2 og 3, jf.
§ 10, stk. 5, finder § 26, stk. 2, anvendelse.
20.
I
§ 19 a
indsættes som
stk. 3:
»Stk.
3.
Ved afgørelse om inddragelse af
opholdstilladelse efter § 19, stk. 2, nr. 2 og 3,
finder § 26, stk. 2, anvendelse.«
§ 25 b.
---
Stk. 2.
En udlænding, som ikke er statsborger
i et af de lande, der er nævnt i § 2, stk. 1
(tredjelandsstatsborger), og som er pålagt at
udrejse af landet straks, eller som ikke udrejser i
overensstemmelse med udrejsefristen, jf. § 33,
stk. 2, skal udvises af landet, medmindre særlige
grunde taler herimod.
21.
§ 25 b, stk. 2, ophæves.
22.
Efter § 26 b indsættes:
Ȥ 26 c.
En afgørelse om udvisning
medfører, at udlændingens ret til ophold
bortfalder.«.
§ 29 a.
En udlænding kan afvises eller overføres
23.
I
§ 29 a
ændres »et andet EU-land« til: »en
til et andet EU-land efter reglerne i anden medlemsstat«.
Dublinforordningen eller efter en overenskomst
eller et hertil svarende arrangement, som
Danmark har indgået med et eller flere lande i
tilslutning til Dublinforordningen.
Stk. 2.---
24.
Før § 32 indsættes som overskrift:
»Indrejseforbud«
§ 32.
En dom, kendelse eller beslutning,
hvorved en udlænding udvises, medfører, at
udlændingens visum og opholdstilladelse
bortfalder, og at udlændingen ikke uden
tilladelse på ny må indrejse og opholde sig her i
landet (indrejseforbud). Indrejseforbuddet kan
tidsbegrænses. Indrejseforbuddet har gyldighed
fra tidspunktet for udrejsen eller udsendelsen.
Stk. 2.
Indrejseforbud i forbindelse med
25.
§ 32
affattes således:
Ȥ 32.
Der fastsættes et indrejseforbud,
hvorefter den pågældende udlænding ikke uden
tilladelse på ny må indrejse og opholde sig på
det i afgørelsen fastsatte område, jf. dog stk. 2
og 3, i følgende tilfælde:
1) Udlændingen er udvist.
2) Udlændingen er pålagt at udrejse af landet
straks eller ikke udrejser i overensstemmelse
297
 UUI, Alm.del - 2019-20 - Bilag 58: Lovudkast om ændring af udlændingeloven og forskellige andre love, fra udlændinge- og integrationsministeren
udvisning efter §§ 22-24 meddeles for
1) 4 år, hvis udlændingen idømmes en
betinget frihedsstraf eller idømmes en
ubetinget frihedsstraf af ikke over 3 måneder
eller anden strafferetlig retsfølge, der
indebærer eller giver mulighed for
frihedsberøvelse, for en lovovertrædelse, der
ville have medført en straf af denne karakter
eller varighed,
2) 6 år, hvis udlændingen idømmes en
ubetinget frihedsstraf af mere end 3 måneder
men ikke over 1 år eller anden strafferetlig
retsfølge, der indebærer eller giver mulighed
for frihedsberøvelse, for en lovovertrædelse,
der ville have medført en straf af denne
varighed,
3) 12 år, hvis udlændingen idømmes en
ubetinget fængselsstraf af mere end 1 år, men
ikke over 2 år, eller anden strafferetlig
retsfølge, der indebærer eller giver mulighed
for frihedsberøvelse, for en lovovertrædelse,
der ville have medført en straf af denne
varighed,
4) bestandig, hvis udlændingen idømmes en
ubetinget fængselsstraf af mere end 1 år og 6
måneder, men ikke over 2 år, eller anden
strafferetlig retsfølge, der indebærer eller
giver mulighed for frihedsberøvelse, for en
lovovertrædelse, der ville have medført en
straf af denne varighed, medmindre der alene
findes
grundlag
for
at
meddele
indrejseforbud for 12 år, eller for
5) bestandig, hvis udlændingen idømmes en
ubetinget fængselsstraf af mere end 2 år eller
anden strafferetlig retsfølge, der indebærer
eller giver mulighed for frihedsberøvelse, for
en lovovertrædelse, der ville have medført en
straf af denne varighed.
Stk. 3.
Indrejseforbud i forbindelse med
udvisning efter § 22, nr. 4-8, § 23, nr. 1, jf. § 22,
nr. 4-8, eller § 24, nr. 1, jf. § 22, nr. 4-8, og
udvisning ved dom af en udlænding, som ikke
har haft lovligt ophold her i landet i længere tid
end de sidste 6 måneder, meddeles dog for
mindst 6 år.
Stk. 4.
Indrejseforbud i forbindelse med
udvisning efter § 25, nr. 1, meddeles for
bestandig, jf. dog stk. 5. Det samme gælder
med udrejsefristen efter § 33, stk. 2.
3) Udlændingen er omfattet af restriktive
foranstaltninger i form af begrænsninger med
hensyn til indrejse og gennemrejse besluttet
af De Forenede Nationer eller Den
Europæiske Union.
4) Udlændingen er optaget på den liste, der
er nævnt i § 29 c, stk. 1.
5) Udlændingens opholdstilladelse eller
opholdsret er bortfaldet efter § 21 b, stk. 1.
Stk. 2.
Der fastsættes alene indrejseforbud i
forhold til udlændinge, som er omfattet af EU-
reglerne, hvis den pågældende er udvist af
hensyn til den offentlige orden, sikkerhed eller
sundhed.
Stk. 3.
Der kan i ganske særlige tilfælde,
herunder af hensyn til familiens enhed, undlades
fastsat et indrejseforbud efter stk. 1, nr. 1 og 2,
medmindre den pågældende udlænding er udvist
som følge af kriminalitet.
Stk. 4.
Indrejseforbud meddeles, jf. dog stk.
5, for
1) 2 år, hvis udlændingen er udvist efter §§
25 a eller 25 b, eller udlændingen er meddelt
et indrejseforbud efter stk. 1, nr. 2, jf. dog nr.
3,
2) 4 år, hvis udlændingen udvises efter §§
22-24 og idømmes en betinget frihedsstraf
eller idømmes en ubetinget frihedsstraf af
ikke over 3 måneder eller anden strafferetlig
retsfølge, der indebærer eller giver mulighed
for frihedsberøvelse, for en lovovertrædelse,
der ville have medført en straf af denne
karakter eller varighed, jf. dog nr. 5, eller
hvis udlændingen udvises efter § 25 c,
3) 5 år, hvis udlændingen udvises efter § 25,
nr. 2, når udlændingen anses for en alvorlig
trussel mod den offentlige sundhed, eller hvis
udlændingen er tredjelandsstatsborger og er
meddelt et indrejseforbud efter stk. 1, nr. 1, 2
eller 5, og er indrejst i strid med et
indrejseforbud, der tidligere er meddelt efter
stk. 1, nr. 1, 2 eller 5, eller i strid med et
indrejseforbud meddelt af en anden
medlemsstat og opdateret i SIS II,
4) 6 år, hvis udlændingen udvises efter §§
22-24 og idømmes en ubetinget frihedsstraf
af mere end 3 måneder men ikke over 1 år
298
 UUI, Alm.del - 2019-20 - Bilag 58: Lovudkast om ændring af udlændingeloven og forskellige andre love, fra udlændinge- og integrationsministeren
indrejseforbud i forbindelse med udvisning efter
eller anden strafferetlig retsfølge, der
§ 25, nr. 2, når udlændingen anses for en
indebærer eller giver mulighed for
alvorlig trussel mod den offentlige orden eller
frihedsberøvelse, for en lovovertrædelse, der
sikkerhed. Indrejseforbud i forbindelse med
ville have medført en straf af denne varighed,
udvisning efter § 25, nr. 2, når udlændingen
5) mindst 6 år, hvis udlændingen er udvist
anses for en alvorlig trussel mod den offentlige
efter § 22, nr. 4-8, § 23, nr. 1, jf. § 22, nr. 4-
sundhed, og efter § 25 b, når udlændingen ikke
8, eller § 24, nr. 1, jf. § 22, nr. 4-8, eller hvis
er statsborger i et af de lande, som er nævnt i §
udlændingen er udvist ved dom og ikke har
2, stk. 1 (tredjelandsstatsborger), og er indrejst i
haft lovligt ophold her i landet i længere tid
strid med et indrejseforbud, der tidligere er
end de sidste 6 måneder,
meddelt i forbindelse med udvisning efter § 25
6) 12 år, hvis udlændingen udvises efter §§
b, eller i strid med et indrejseforbud meddelt af
22-24 og idømmes en ubetinget fængselsstraf
en anden medlemsstat og opdateret i SIS II,
af mere end 1 år, men ikke over 1 år og 6
meddeles for 5 år, jf. dog stk. 5. Indrejseforbud i
måneder, eller anden strafferetlig retsfølge,
forbindelse med udvisning efter § 25 c meddeles
der indebærer eller giver mulighed for
for 4 år. Indrejseforbud i forbindelse med
frihedsberøvelse, for en lovovertrædelse, der
udvisning efter §§ 25 a og 25 b meddeles for 2
ville have medført en straf af denne varighed,
år, jf. dog 3. pkt. og stk. 5.
7) bestandig, hvis udlændingen udvises efter
Stk. 5.
Hvis ganske særlige grunde, herunder
§§ 22-24 og idømmes en ubetinget
hensynet til familiemæssige og sociale
fængselsstraf af mere end 1 år og 6 måneder
tilknytninger, taler herfor, kan der, medmindre
eller anden strafferetlig retsfølge, der
udlændingen er udvist efter § 25 a, stk. 1,
indebærer eller giver mulighed for
meddeles et indrejseforbud af kortere varighed
frihedsberøvelse, for en lovovertrædelse, der
end anført i stk. 4, 3. og 5. pkt. Der kan
ville have medført en straf af denne varighed,
endvidere meddeles et indrejseforbud af kortere
8) bestandig, hvis udlændingen udvises efter
varighed end anført i stk. 4, 1. og 2. pkt., hvis et
§ 25, nr. 1, eller efter § 25, nr. 2, når
indrejseforbud for bestandig vil være i strid med
udlændingen anses for en alvorlig trussel
Danmarks
internationale
forpligtelser.
mod den offentlige orden eller sikkerhed,
Indrejseforbud i forbindelse med udvisning efter
9) bestandig, hvis indrejseforbuddet er
§§ 22-24 kan meddeles af kortere varighed, hvis
meddelt efter stk. 1, nr. 3 eller 4, eller for
et indrejseforbud af den varighed, der er nævnt i
10) bestandig, hvis indrejseforbuddet er
stk. 2 og 3, vil indebære, at udvisning med
meddelt efter stk. 1, nr. 5.
sikkerhed vil være i strid med Danmarks
Stk. 5.
Der kan meddeles et indrejseforbud af
internationale forpligtelser.
kortere varighed, hvis:
Stk. 6.
Den politimyndighed, som drager
1) udlændingen er udvist efter §§ 22-24, og
omsorg for udrejsen, udleverer udlændingen en
et indrejseforbud af den varighed, der er
skriftlig og begrundet meddelelse om
nævnt i stk. 4, med sikkerhed vil være i strid
indrejseforbuddet og om strafansvaret ved
med Danmarks internationale forpligtelser,
overtrædelse heraf.
2) udlændingen ikke er udvist efter § 25 a,
Stk. 7.
Et indrejseforbud bortfalder, såfremt
stk. 1, og ganske særlige grunde, herunder
den pågældende under de i § 10, stk. 3 og 4,
hensynet til familiemæssige og sociale
nævnte betingelser meddeles opholdstilladelse
tilknytninger, taler for, at der meddeles et
efter §§ 7-9 f, 9 i-9 n, 9 p eller 9 q.
indrejseforbud af kortere varighed end anført
Stk. 8.
Et indrejseforbud meddelt en
i stk. 4, nr. 1 og 3, eller hvis
statsborger i et land, der er tilsluttet Den
3) et indrejseforbud for bestandig efter stk. 4,
Europæiske Union eller omfattet af aftalen om
nr. 8 eller 10, med sikkerhed vil være i strid
Det
Europæiske
Økonomiske
med Danmarks internationale forpligtelser.
Samarbejdsområde, en schweizisk statsborger
Stk. 6.
Et indrejseforbud regnes fra datoen for
299
 UUI, Alm.del - 2019-20 - Bilag 58: Lovudkast om ændring af udlændingeloven og forskellige andre love, fra udlændinge- og integrationsministeren
eller en udlænding i øvrigt omfattet af EU-
reglerne, jf. § 2, stk. 2, kan ophæves, såfremt
særlige grunde taler derfor. Der skal tages
stilling til en ansøgning om ophævelse af
indrejseforbuddet inden 6 måneder fra
ansøgningens indgivelse.
Stk. 9.
En udlænding, som er omfattet af
restriktive
foranstaltninger
i
form
af
begrænsninger med hensyn til indrejse og
gennemrejse besluttet af De Forenede Nationer
eller Den Europæiske Union, må ikke uden
tilladelse indrejse og opholde sig her i landet
(Indrejseforbud). Indrejseforbuddet gælder, så
længe udlændingen er omfattet af de restriktive
foranstaltninger. Indrejseforbuddet bortfalder,
hvis udlændingen ophører med at være omfattet
af de restriktive foranstaltninger eller
udlændingen af særlige grunde meddeles
opholdstilladelse her i landet.
Stk. 10.
En udlænding, som er optaget på den
liste, der er nævnt i § 29 c, stk. 1, må ikke uden
tilladelse indrejse og opholde sig her i landet
(indrejseforbud). Indrejseforbuddet gælder, så
længe udlændingen er optaget på listen.
Indrejseforbuddet bortfalder, hvis udlændingen
ophører med at være optaget på listen, eller hvis
udlændingen af særlige grunde meddeles
opholdstilladelse her i landet.
Stk. 11.
Indrejseforbud i forbindelse med
udvisning efter § 25 b, der meddeles en
udlænding, som ikke er statsborger i et af de
lande, der er nævnt i § 2, stk. 1
(tredjelandsstatsborger), kan i ganske særlige
tilfælde, herunder af hensyn til familiens enhed,
ophæves. Herudover kan et indrejseforbud i
forbindelse med en udvisning efter § 25 b, stk.
2, ophæves, hvis udlændingen har forladt landet
i overensstemmelse med en fastsat udrejsefrist.
Stk. 12.
En udlænding, hvis opholdstilladelse
eller opholdsret er bortfaldet efter § 21 b, stk. 1,
må ikke uden tilladelse indrejse og opholde sig
her i landet (indrejseforbud). Indrejseforbuddet
meddeles for bestandig og har gyldighed fra
tidspunktet for udrejsen eller udsendelsen eller,
hvis udlændingen opholder sig uden for landet,
fra tidspunktet for konstateringen af, at
udlændingens opholdstilladelse eller opholdsret
er bortfaldet. Der kan meddeles et
udrejsen eller udsendelsen af det område, som
indrejseforbuddet vedrører. Indrejseforbud efter
stk. 1, nr. 3 og 4, regnes fra den dato, hvor
udlændingen opfylder betingelserne for at blive
meddelt indrejseforbud efter bestemmelserne.
Indrejseforbud efter stk. 1, nr. 5, regnes fra
datoen for konstateringen af, at udlændingen
opfylder betingelserne for at blive meddelt
indrejseforbud, hvis udlændingen opholder sig
uden for Danmark.
Stk. 7.
Et indrejseforbud meddelt en
udlænding, som er omfattet af EU-reglerne
ophæves efter ansøgning, hvis den pågældendes
personlige adfærd ikke længere kan anses for at
udgøre
en reel, umiddelbar og tilstrækkelig
alvorlig trussel imod
den offentlige orden,
sikkerhed eller sundhed. I vurderingen
inddrages enhver ændring af de forhold, der
begrundede udstedelsen af indrejseforbuddet.
Der skal tages stilling til en ansøgning om
ophævelse af indrejseforbuddet inden 6 måneder
fra ansøgningens indgivelse.
Uden for de
tilfælde, der er nævnt i 1. pkt., kan et
indrejseforbud efter stk. 1, nr. 1 eller 2,
ophæves, hvis ganske særlige grunde, herunder
hensynet til familiens enhed, taler derfor,
medmindre den pågældende udlænding er udvist
som følge af kriminalitet. Herudover kan et
indrejseforbud efter stk. 1, nr. 2, ophæves, hvis
udlændingen
har
forladt
landet
i
overensstemmelse med en fastsat udrejsefrist.
Stk. 8.
Et indrejseforbud bortfalder, hvis:
1) den pågældende under de i § 10, stk. 3 og
4,
nævnte
betingelser
meddeles
opholdstilladelse efter §§ 7-9 f, 9 i-9 n, 9 p
eller 9 q,
2) den pågældende ophører med at være
omfattet af de restriktive foranstaltninger
som nævnt i stk. 1, nr. 3, eller
3) den pågældende ophører med at være
optaget på listen som nævnt i stk. 1, nr. 4.«.
300
 UUI, Alm.del - 2019-20 - Bilag 58: Lovudkast om ændring af udlændingeloven og forskellige andre love, fra udlændinge- og integrationsministeren
indrejseforbud af kortere varighed end anført i
2. pkt., hvis et indrejseforbud for bestandig vil
være i strid med Danmarks internationale
forpligtelser.
§ 32 a.
Afslag på en ansøgning om
opholdstilladelse efter § 7 eller § 8, stk. 1 eller
2, eller afgørelser om bortfald eller inddragelse
af en sådan opholdstilladelse skal tillige
indeholde afgørelse om, hvorvidt udlændingen
kan udsendes, hvis denne ikke udrejser frivilligt,
jf. § 31.
26.
I
§ 32 a
ændres
»eller § 8, stk. 1 eller 2, eller
afgørelser om bortfald eller inddragelse af en
sådan opholdstilladelse« til: »og afgørelser om
bortfald, nægtelse af forlængelse eller
inddragelse af en opholdstilladelse efter § 7 eller
§ 8, stk. 1 eller 2,«.
§ 32 b.
En afgørelse om, at en udlænding, der er
27.
I
§ 32 b
udgår »eller § 8, stk. 1 eller 2,«.
meddelt afslag på en ansøgning om
opholdstilladelse efter § 7 eller § 8, stk. 1 eller
2, ikke kan udsendes af landet, jf. § 31, skal
ændres, hvis det grundlag, som er angivet i
afgørelsen, ikke længere er til stede.
28.
Før § 33 indsættes som overskrift:
»Fastsættelse af udrejsefrist«
§ 33.
Afslag på en ansøgning om
opholdstilladelse eller på en ansøgning om
forlængelse af opholdstilladelse, beslutning om
inddragelse af opholdstilladelse, afslag på en
ansøgning om udstedelse af et registreringsbevis
eller opholdskort, jf. § 6, beslutning om
inddragelse af et registreringsbevis eller
opholdskort, jf. § 6, beslutning om udvisning
efter §§ 25, 25 a eller 25 b og beslutning om
udsendelse efter § 27 b skal indeholde en frist
for udrejse. Afgørelsen skal endvidere
indeholde oplysning om reglerne i stk. 3, 1., 3.
og 4. pkt.
Stk. 2.
I afgørelser, der er omfattet af stk. 1,
fastsættes udrejsefristen til 1 måned, hvis
udlændingen er statsborger i et andet nordisk
land og har haft bopæl her i landet, hvis
udlændingen er omfattet af de regler, der er
nævnt i § 2, stk. 4, (EU-reglerne), eller hvis
udlændingen hidtil har haft opholdstilladelse. I
afgørelser om afslag på ansøgning om
29.
§ 33, stk. 1,
affattes således:
»En afgørelse eller beslutning, hvorved det
meddeles en udlænding, at udlændingen i
medfør af reglerne i kapitel 1 og 3-4 a ikke har
ret til ophold her i landet, skal indeholde en frist
for udrejse. En afgørelse eller beslutning efter 1.
pkt. skal meddeles skriftligt og indeholde
oplysninger om reglerne i § 33 b, stk. 1, stk. 2,
nr. 1, og stk. 3. Efter anmodning gives
udlændingen en skriftlig eller mundtlig
oversættelse af de vigtigste elementer i
afgørelsen eller beslutningen på et sprog
vedkommende forstår eller med rimelighed kan
formodes at forstå.«.
30.
I
§ 33, stk. 2, 1. pkt.,
indsættes efter »stk.
1,«: »1. pkt.,«.
301
 UUI, Alm.del - 2019-20 - Bilag 58: Lovudkast om ændring af udlændingeloven og forskellige andre love, fra udlændinge- og integrationsministeren
opholdstilladelse efter § 9 b og § 9 c, stk. 3, nr.
2, fastsættes udrejsefristen til 15 dage. For andre
udlændinge fastsættes udrejsefristen til 7 dage. I
påtrængende tilfælde fastsættes udrejsefristen
altid til straks. Påtrængende tilfælde foreligger
navnlig, når udlændingen er til fare for statens
sikkerhed eller en alvorlig trussel mod den
offentlige orden, sikkerhed eller sundhed, når
udlændingen har begået et strafbart forhold, når
der er tale om svig eller en åbenbart grundløs
ansøgning, eller når der er risiko for, at
udlændingen vil forsvinde eller unddrage sig
udsendelse. Risiko for, at udlændingen vil
forsvinde eller unddrage sig udsendelse,
foreligger, når udlændingen ikke har medvirket
under sagens behandling, eller når der i øvrigt
på baggrund af oplysningerne om udlændingen
og opholdets varighed og karakter er grund til at
antage, at udlændingen vil forsvinde eller
unddrage sig udsendelse. Det kan ikke anses for
et påtrængende tilfælde, at der er risiko for, at
udlændingen vil forsvinde, hvis udlændingen er
statsborger i et af de lande, der er nævnt i § 2,
stk. 1.
Stk. 3.
Påklages en afgørelse efter stk. 1 inden
7 dage efter, at den er meddelt den pågældende,
har udlændingen ret til at blive her i landet,
indtil klagen er afgjort, såfremt udlændingen
enten er omfattet af EU-reglerne, jf. § 2, eller er
statsborger i et andet nordisk land og har haft
bopæl her i landet eller hidtil har haft
opholdstilladelse med mulighed for varigt
ophold her i landet. Opretholdes afgørelsen,
fastsættes der en ny frist for udrejse efter
reglerne i stk. 2. En udlænding, der ikke hidtil
har haft opholdstilladelse, registreringsbevis
eller opholdskort, jf. § 6, her i landet, og som er
omfattet af EU-reglerne, jf. § 2, stk. 1 og 2, har
dog ikke ret til at blive her i landet, indtil en
klage over en beslutning om udvisning efter §§
25 a eller 25 b er afgjort. Klage over en
afgørelse, som ikke er omfattet af 1. pkt., kan
kun tillægges opsættende virkning med hensyn
til udrejsefristen, hvis særlige grunde taler
derfor.
Stk. 4.
En ansøgning om opholdstilladelse
efter § 9 b har ikke opsættende virkning med
hensyn til udrejsefristen, medmindre ganske
31.
I
§ 33, stk. 2, 6. pkt.,
indsættes efter
»ikke
har medvirket under«: »eller lagt hindringer i
vejen for«.
32.
§ 33, stk. 3-8,
ophæves, og i stedet
indsættes;
»Stk. 3.
Stadfæstes en afgørelse, der er tillagt
opsættende virkning efter § 33 b, stk. 1 eller 2,
eller frafaldes en sådan klage, fastsættes der en
ny frist for udrejse efter reglerne i stk. 2.
Stk. 4.
En udrejsefrist efter stk. 2, kan
fastsættes til et senere tidspunkt eller forlænges,
hvis særlige grunde, herunder opholdets
varighed, hensynet til skolesøgende børn eller
anden familiemæssig og social tilknytning, taler
herfor. Udrejsefristen kan forlænges indtil 120
dage. Forlængelse af udrejsefristen udover 120
dage kan alene ske i ganske særlige tilfælde,
herunder navnlig hvor hensynet til familiens
samlede udrejse taler derfor. Afgørelsen skal
meddeles skriftligt.«.
Stk. 9 bliver herefter stk. 5.
302
 UUI, Alm.del - 2019-20 - Bilag 58: Lovudkast om ændring af udlændingeloven og forskellige andre love, fra udlændinge- og integrationsministeren
særlige grunde taler derfor.
Stk. 5.
Ansøgning om opholdstilladelse, som
tillades indgivet her i landet, jf. § 9, stk. 25, § 9
a, stk. 5 og 6, § 9 c, stk. 6, § 9 f, stk. 9, § 9 i, stk.
4 og 5, § 9 j, stk. 2 og 3, § 9 k, stk. 2 og 3, § 9 l,
stk. 2 og 3, § 9 m, stk. 2 og 3, § 9 n, stk. 2 og 3,
§ 9 p, stk. 2 og 3, og § 9 q, stk. 11 og 12, og
ansøgning om opholdstilladelse efter § 9 d
tillægges opsættende virkning med hensyn til
udrejsefristen.
Stk. 6.
Hvis en afgørelse truffet af
Udlændingestyrelsen efter § 53 b, stk. 1,
indbringes for Folketingets Ombudsmand, har
dette ikke opsættende virkning med hensyn til
udrejsefristen. Indbringes en afgørelse truffet af
udlændinge- og integrationsministeren efter § 9
b for Folketingets Ombudsmand, har dette ikke
opsættende
virkning
med
hensyn
til
udrejsefristen, hvis indbringelsen må anses for
åbenlyst ubegrundet eller indbringelsen ikke
sker i tilknytning til meddelelsen af afslaget på
opholdstilladelse efter § 9 b.
Stk. 7.
En ansøgning om genoptagelse af en
afgørelse efter § 7 eller § 9 b har ikke
opsættende
virkning
med
hensyn
til
udrejsefristen, medmindre den myndighed, der
har truffet afgørelsen, træffer beslutning herom.
Er udlændingens udrejsefrist overskredet, har en
ansøgning om genoptagelse ikke opsættende
virkning, medmindre ganske særlige grunde
taler derfor.
Stk. 8.
En ansøgning om opholdstilladelse
efter § 9 b, efter § 9 c, når ansøgningen vedrører
en udlænding, der har indgivet ansøgning om
opholdstilladelse efter § 7, eller efter § 9 e
behandles ikke, hvis den myndighed, der skal
træffe afgørelsen, ikke er bekendt med
udlændingens opholdssted. 1. pkt. finder
tilsvarende anvendelse ved en ansøgning om
genoptagelse af en afgørelse efter § 7, efter § 9
b, efter § 9 c, når afgørelsen vedrører en
udlænding, der har indgivet ansøgning om
opholdstilladelse efter § 7, eller efter § 9 e.
Stk. 9.
Er udvisning sket ved dom, fastsætter
politiet udrejsefristen til straks, jf. dog stk. 15.
Udrejsefristen regnes fra tidspunktet for
løsladelse eller udskrivning fra hospital eller
forvaring. Er dommen betinget, eller er
303
 UUI, Alm.del - 2019-20 - Bilag 58: Lovudkast om ændring af udlændingeloven og forskellige andre love, fra udlændinge- og integrationsministeren
udvisning sket ved dom til ambulant behandling
med mulighed for frihedsberøvelse, regnes
fristen fra tidspunktet for endelig dom i sagen
eller, hvis den pågældende ikke har været til
stede ved domsafsigelsen, fra dommens
forkyndelse.
Stk. 10.
Ansøgning om opholdstilladelse efter
33.
§ 33, stk. 10-13,
ophæves.
§§ 9-9 f, 9 i-9 n, 9 p og 9 q, jf. § 10, stk. 4, fra
en udlænding med indrejseforbud, har ikke
opsættende
virkning,
medmindre
den
myndighed, der behandler ansøgningen, træffer
beslutning herom.
Stk. 11.
Klage over en afvisningsbeslutning
giver ikke udlændingen ret til at indrejse i
landet.
Stk. 12.
Påklager en udlænding fra
Kosovoprovinsen
i
Forbundsrepublikken
Jugoslavien, der har eller har haft
opholdstilladelse i medfør af lov om midlertidig
opholdstilladelse
til
nødstedte
fra
Kosovoprovinsen
i
Forbundsrepublikken
Jugoslavien (Kosovonødloven), eller som på
grundlag af en ansøgning om opholdstilladelse
efter § 7 indgivet inden den 30. april 1999 er
eller har været registreret som asylansøger efter
§ 48 e, stk. 2, en afgørelse om afslag på en
ansøgning om opholdstilladelse efter § 9 e eller
en beslutning om inddragelse af en sådan
opholdstilladelse inden 7 dage efter, at
afgørelsen eller beslutningen er meddelt
udlændingen, har den pågældende ret til at blive
her i landet, indtil sagen er afgjort.
Stk.
13.
Påklages
et
afslag
på
opholdstilladelse efter § 9 c, stk. 3, nr. 2, inden
7 dage efter, at det er meddelt den pågældende,
har udlændingen ret til at blive her i landet,
indtil klagen er afgjort.
Stk. 14.
Har en udlænding været udsat for Stk. 14 og 15 bliver herefter stk. 6 og 7.
menneskehandel,
fastsætter
Udlændingestyrelsen
efter
anmodning
udrejsefristen til 30 dage, medmindre særlige
grunde taler derimod. Udrejsefristen kan efter
anmodning fastsættes til et senere tidspunkt
eller forlænges, hvis særlige grunde taler derfor,
eller hvis udlændingen samarbejder om en
forberedt hjemsendelse. Udrejsefristen kan højst
udgøre 120 dage.
Stk. 15.
Stk. 14 finder tilsvarende anvendelse
34.
I
§ 33, stk. 15,
der bliver til stk. 6, ændres:
304
 UUI, Alm.del - 2019-20 - Bilag 58: Lovudkast om ændring af udlændingeloven og forskellige andre love, fra udlændinge- og integrationsministeren
for en udlænding, der har været udsat for »stk. 14« til: »stk. 5«.
menneskehandel og er udvist ved dom.
35.
Før
§ 33 a
indsættes som overskrift:
»Processuelt ophold«.
§ 33 a.
Udlændinge, som samarbejder om
udrejsen og indgår en kontrakt om
opkvalificeringsforløb og frivillig udrejse med
Udlændingestyrelsen, jf. § 43 c, skal uanset den
fastsatte udrejsefrist, jf. § 33, først udrejse, når
opkvalificeringsforløbet i Danmark er afsluttet
eller ophørt.
§ 33 b.
En afgørelse, der er omfattet af § 33, stk.
1, skal meddeles skriftligt. Det samme gælder
en afgørelse om, hvorvidt en klage over en
sådan afgørelse kan tillægges opsættende
virkning.
Stk. 2.
Efter anmodning gives udlændingen en
skriftlig eller mundtlig oversættelse af de
vigtigste elementer i afgørelsen, jf. stk. 1, på et
sprog, som udlændingen forstår eller med
rimelighed kan formodes at forstå.
36.
§§ 33 a
og
33 b
affattes således:
Ȥ 33 a.
En udlænding har ret til at blive her i
landet under behandlingen af en ansøgning om
opholdstilladelse efter § 7, § 9 d, eller
ansøgning om opholdstilladelse, som tillades
indgivet her i landet efter § 9, stk. 25, § 9 a, stk.
5, § 9 c, stk. 6, § 9 f, stk. 9, § 9 i, stk. 4, § 9 j,
stk. 2, § 9 k, stk. 2, § 9 l, stk. 2, § 9 m, stk. 2, §
9 n, stk. 2, § 9 p, stk. 2, og § 9 q, stk. 11.
Stk. 2.
En udlænding kan meddeles ret til at
blive her i landet under behandlingen af en
anmodning om genoptagelse af en afgørelse
efter § 7, når anmodningen er indgivet inden
udrejsefristens udløb.
Stk. 3.
Når ganske særlige grunde taler
derfor, kan en udlænding meddeles ret til at
blive her i landet under behandlingen af:
1) Anmodning om genoptagelse af en
afgørelse efter § 7, når anmodningen er
indgivet efter udrejsefristens udløb.
2) Ansøgning om opholdstilladelse efter § 9
b.
3) Ansøgning om opholdstilladelse efter §§
9-9 f, 9 i-9 n, 9 p eller 9 q til en udlænding
med indrejseforbud, jf. § 10, stk. 4.
4) Anmodning om genoptagelse af en
afgørelse efter §§ 9-9 f, 9 i-9 n, 9 p eller 9 q.
Opsættende virkning
§ 33 b.
Klage over en afgørelse efter denne
lov tillægges ikke opsættende virkning,
medmindre særlige grunde taler derfor, jf. dog
stk. 2 og 3 og § 53 a, stk. 2, 4. pkt., jf. dog 5.
pkt.
Stk. 2.
Der tillægges opsættende virkning
ved:
1) Afgørelser som nævnt i § 33, stk. 1, der
påklages, inden 7 dage efter afgørelsen er
meddelt den pågældende, hvis udlændingen
305
 UUI, Alm.del - 2019-20 - Bilag 58: Lovudkast om ændring af udlændingeloven og forskellige andre love, fra udlændinge- og integrationsministeren
enten er omfattet af EU-reglerne, eller er
statsborger i et andet nordisk land og har haft
bopæl her i landet eller en udlænding, der
hidtil har haft opholdstilladelse med
mulighed for varigt ophold her i landet, jf.
dog stk. 3.
2) Afgørelser om afslag på opholdstilladelse
efter § 9 c, stk. 3, nr. 2, eller om nægtelse af
forlængelse, inddragelse eller bortfald af en
opholdstilladelse meddelt efter § 9 c, stk. 3,
nr. 2, der påklages, inden 7 dage efter, at
afgørelsen er meddelt den pågældende.
3) Afgørelser om afslag på opholdstilladelse
efter § 9 e, eller om inddragelse af en
opholdstilladelse efter § 9 e, der påklages,
inden 7 dage efter afgørelsen er meddelt den
pågældende.
4) Ansøgning om forlængelse af en
opholdstilladelse, som tillades indgivet her i
landet efter § 9, stk. 25, § 9 a, stk. 6, § 9 c,
stk. 6, § 9 f, stk. 9, § 9 i, stk. 5, § 9 j, stk. 3, §
9 k, stk. 3, § 9 l, stk. 3, § 9 m, stk. 3, § 9 n,
stk. 3, § 9 p, stk. 3, eller § 9 q, stk. 12.
5) Ansøgning om forlængelse af en
opholdstilladelse efter § 9 b, der er indgivet
rettidigt.
Stk. 3.
For afgørelser om udvisning efter §§
25 a eller 25 b af en udlænding, som er omfattet
af EU-reglerne, men som forud for udvisningen
alene har opholdt sig midlertidigt her i landet, jf.
§ 2, stk. 1 eller 2, finder stk. 1, 1. pkt.,
tilsvarende anvendelse.«.
§ 33 c.
En udrejsefrist efter § 33, stk. 2, kan
37.
§ 33 c
ophæves.
forlænges, hvis særlige grunde, herunder
opholdets varighed, hensynet til skolesøgende
børn og anden familiemæssig og social
tilknytning, taler herfor. Afgørelsen skal
meddeles skriftligt.
38.
Før § 34 indsættes som overskrift:
»Midlertidige foranstaltninger og
frihedsberøvelse«
§ 34. ---
306
 UUI, Alm.del - 2019-20 - Bilag 58: Lovudkast om ændring af udlændingeloven og forskellige andre love, fra udlændinge- og integrationsministeren
Stk. 2-3. ---
Stk. 4.
Politiet bestemmer, medmindre
særlige grunde taler derimod, at en udlænding,
hvis opholdstilladelse efter § 7 eller § 8, stk. 1
eller 2, er bortfaldet, jf. § 32, stk. 1, eller § 21 b,
stk. 1, men som ikke kan udsendes af landet, jf.
§ 31, og en udlænding, der har fået afslag på en
ansøgning om opholdstilladelse efter § 7 eller §
8, stk. 1 eller 2, men som ikke kan udsendes af
landet, jf. § 31, skal give møde hos politiet på
nærmere angivne tidspunkter med henblik på
løbende at sikre, at politiet har kendskab til
udlændingens opholdssted.
Stk. 5-7. ---
§ 36.
Såfremt de i § 34 nævnte
foranstaltninger ikke er tilstrækkelige til at sikre
muligheden for afvisning, for udvisning efter §
25, nr. 2, §§ 25 a, 25 b og 25 c eller for
udsendelse af en udlænding, der efter reglerne i
kapitlerne 1 og 3-5 i øvrigt ikke har ret til at
opholde sig her i landet, skal politiet så vidt
muligt bestemme, at den pågældende skal
frihedsberøves. Med henblik på at sikre
muligheden for afvisning eller overførsel efter
reglerne i kapitel 5 a kan politiet bestemme, at
der skal ske frihedsberøvelse, hvis der er en
væsentlig risiko for, at den pågældende
forsvinder, og de i § 34 nævnte foranstaltninger
ikke er tilstrækkelige. Politiet kan bestemme, at
en udlænding skal frihedsberøves for at sikre
muligheden for udvisning efter § 25, nr. 1. Har
udlændingen fast bopæl her i landet, kan den
pågældende alene frihedsberøves for at sikre
muligheden for udvisning efter § 25. En
udlænding, hvis ansøgning om opholdstilladelse
efter § 7 forventes eller er udtaget til behandling
efter den i § 53 b, stk. 1, nævnte procedure, kan
efter en konkret, individuel vurdering
frihedsberøves, såfremt det er påkrævet for at
fastholde udlændingens tilstedeværelse under
asylsagsbehandlingen, medmindre de i § 34
nævnte foranstaltninger er tilstrækkelige.
Politiet kan bestemme, at en udlænding, som
ansøger om opholdstilladelse efter § 7,
frihedsberøves i forbindelse med indrejsen med
henblik på at fastlægge udlændingens identitet,
foretage registrering og fastlægge grundlaget for
39.
I
§ 34, stk. 4,
ændres »afslag på en
ansøgning om opholdstilladelse efter § 7 eller §
8, stk. 1 eller 2« til: »afslag på en ansøgning om
opholdstilladelse efter § 7«.
40.
I
§ 36, stk. 1, 1. pkt.,
indsættes efter »at den
pågældende skal frihedsberøves«: », jf. § 36,
stk. 9«.
41.
I
§ 36, stk. 1, 2. pkt.,
indsættes efter »og de i
§ 34 nævnte foranstaltninger ikke er
tilstrækkelige«: », jf. § 36, stk. 10«.
307
 UUI, Alm.del - 2019-20 - Bilag 58: Lovudkast om ændring af udlændingeloven og forskellige andre love, fra udlændinge- og integrationsministeren
ansøgningen.
Stk. 2-4. ---
Stk. 5.
Drager politiet omsorg for en
udlændings udrejse, og medvirker udlændingen
ikke hertil, jf. § 40, stk. 6, 1. pkt., skal
udlændingen så vidt muligt frihedsberøves med
henblik på at sikre, at udlændingen meddeler de
nødvendige oplysninger til udrejsen og
medvirker til tilvejebringelse af den nødvendige
rejselegitimation og visum og til udrejsen i
øvrigt.
Stk. 6-8.---
42.
I
§ 36, stk. 5,
indsættes efter »Drager politiet
omsorg for en udlændings udrejse, og medvirker
udlændingen ikke hertil, jf. § 40, stk. 6, 1. pkt.,
skal udlændingen«: », medmindre de i § 34 og §
42 a, stk. 7, 3. pkt., stk. 8, 2. pkt., og stk. 12,
nævnte foranstaltninger ikke er tilstrækkelige,«.
43.
I
§ 36
indsættes som
stk. 9:
»Stk. 9.
Ved beslutning om frihedsberøvelse
efter § 36, stk. 1, 1. pkt., skal der navnlig lægges
vægt på, om der er risiko for, at udlændingen vil
forsvinde eller unddrage sig udsendelse, eller
om udlændingen undviger eller lægger
hindringer i vejen for forberedelsen af
tilbagesendelses- eller udsendelsesprocessen.
Risiko for, at udlændingen vil forsvinde,
foreligger, når udlændingen ikke har medvirket
under eller har lagt hindringer i vejen for sagens
behandling, eller når der i øvrigt på baggrund af
oplysningerne om udlændingen og opholdets
varighed og karakter er grund til at antage, at
udlændingen vil forsvinde eller unddrage sig
udsendelse.«.
44.
I
§ 36
indsættes som
stk. 10:
»Stk.
10.
Ved
beslutning
om
frihedsberøvelse efter § 36, stk. 1, 2. pkt., skal
der særligt lægges vægt på, om udlændingen har
søgt asyl i andre lande, der er tilsluttet
Dublinforordningen, eller om udlændingen
under opholdet i Danmark har forsøgt at
indrejse og søge asyl i en anden medlemsstat.
Endvidere skal der lægges vægt på, om
1) udlændingen antræffes af politiet og ikke
har indgivet ansøgning om asyl her i landet,
eller i øvrigt ikke har lovligt ophold her i
landet,
2) udlændingen tidligere har været overført
fra Danmark i medfør af Dublinforordningen
og på ny er indrejst her i landet, og om
udlændingen tidligere har unddraget sig eller
forsøgt at unddrage sig afvisning eller
overførsel,
308
 UUI, Alm.del - 2019-20 - Bilag 58: Lovudkast om ændring af udlændingeloven og forskellige andre love, fra udlændinge- og integrationsministeren
3) udlændingen har forsømt at overholde
foranstaltninger, som denne er pålagt i
medfør af § 34 til sikring af den pågældendes
tilstedeværelse,
4)
udlændingen
over
for
udlændingemyndighederne eller politiet har
givet udtryk for ikke at ville følge en
afgørelse om afvisning eller overførsel,
5) udlændingen er blevet udvist efter § 25 a,
stk. 2, eller § 25 b,
6) udlændingen er indrejst i strid med et
indrejseforbud, der er udstedt her i landet
eller i en anden medlemsstat, eller
7) sagens omstændigheder i øvrigt, herunder
længden af et ulovligt ophold, bestyrker
vurderingen af, at der er en væsentlig risiko
for forsvinden.«
§ 40. ---
Stk. 2-12. ---
45.
I
§ 40
indsættes som
stk. 13:
»Stk.
13.
En
ansøgning
om
opholdstilladelse efter § 9 b eller efter § 9 c, når
ansøgningen vedrører en udlænding, der har
indgivet ansøgning om opholdstilladelse efter §
7, eller efter § 9 e behandles ikke, hvis den
myndighed, der skal træffe afgørelsen, ikke er
bekendt med udlændingens opholdssted. Det
samme gælder for en anmodning om
genoptagelse af en afgørelse efter § 7, § 9 b,
eller § 9 c, når afgørelsen vedrører en
udlænding, der har indgivet ansøgning om
opholdstilladelse efter § 7, eller § 9 e.«.
§ 40 d.
I forbindelse med at en udlænding skal
46.
I
§ 40 d
ændres »§ 9 f, stk. 4, 1. pkt.« til: »§
aflægge de prøver, der er nævnt i § 9, stk. 34 og 9 f, stk. 5, 1. pkt.«.
35, og § 9 f, stk. 4, 1 pkt., kan prøveafholder
uden udlændingens samtykke fra Udlændinge-
og Integrationsministeriets personregister over
udlændinge
indhente
oplysninger
om
udlændingens
1) navn,
2) køn,
3) fødselsdato,
4) nationalitet,
5) pasnummer eller nummer på anden
rejselegitimation og
6) fotografi.
309
 UUI, Alm.del - 2019-20 - Bilag 58: Lovudkast om ændring af udlændingeloven og forskellige andre love, fra udlændinge- og integrationsministeren
§ 42 a. ---
Stk. 2-7. ---
Stk. 8.
Udlændingestyrelsen bestemmer,
medmindre særlige grunde taler derimod, at en
udlænding, hvis opholdstilladelse efter § 7 eller
§ 8, stk. 1 eller 2, er bortfaldet, jf. § 32, stk. 1,
eller § 21 b, stk. 1, men som ikke kan udsendes
af landet, jf. § 31, en udlænding, der har fået
afslag på en ansøgning om opholdstilladelse
efter § 7 eller § 8, stk. 1 eller 2, men som ikke
kan udsendes af landet, jf. § 31, og en
udlænding, der er udvist ved endelig dom efter
§§ 22-24, og som ikke er varetægtsfængslet
efter § 35, skal tage ophold på et bestemt
indkvarteringssted for de i stk. 1 og 2 nævnte
udlændinge. Drager politiet omsorg for en
udlændings udrejse, og medvirker udlændingen
ikke hertil, bestemmer Udlændingestyrelsen,
medmindre særlige grunde taler derimod, at
udlændingen skal tage ophold på et bestemt
indkvarteringssted for de i stk. 1 og 2 nævnte
udlændinge. Udlændingestyrelsen bestemmer,
medmindre særlige grunde taler derimod, at en
udlænding,
hvis
opholdstilladelse
eller
opholdsret er bortfaldet efter § 21 b, stk. 1, eller
som er udvist i medfør af § 25, skal tage ophold
på et bestemt indkvarteringssted for de i stk. 1
og 2 nævnte udlændinge. Stk. 7, 4. pkt., finder
tilsvarende anvendelse.
Stk. 9-12. ---
Stk. 13.
Udlændingestyrelsen kan bestemme,
at en udlænding, der er omfattet af stk. 1 eller 2,
jf. stk. 3, og som ikke er omfattet af stk. 13, ikke
får udbetalt kontante ydelser, jf. § 42 b, stk. 1, 3,
og 8, når den pågældende er indkvarteret på et
indkvarteringssted, jf. stk. 5, hvor der er en
vederlagsfri bespisningsordning, eller at
udlændingen alene får udbetalt grundydelse, jf.
§ 42 b, stk. 1 og 2, forsørgertillæg, jf. § 42 b,
stk. 3 og 7, og nedsat forsørgertillæg, jf. § 42 b,
stk. 3, 6 og 7, når den pågældende er
indkvarteret på et indkvarteringssted, jf. stk. 5,
uden en vederlagsfri bespisningsordning,
såfremt
1)-6).---
Stk. 14.---
Stk.
15.
Udlændingestyrelsen
skal,
47.
I
§ 42 a, stk. 8, 1. pkt.,
ændres »en
udlænding, der har fået afslag på en ansøgning
om opholdstilladelse efter § 7 eller § 8, stk. 1
eller 2« til: »en udlænding, der har fået afslag på
en ansøgning om opholdstilladelse efter § 7«.
48.
I
§ 42 a, stk. 13
ændres »stk. 13« til: »stk.
15«.
49.
I
§ 42 a, stk. 15,
ændres
»en udlænding, der
310
 UUI, Alm.del - 2019-20 - Bilag 58: Lovudkast om ændring af udlændingeloven og forskellige andre love, fra udlændinge- og integrationsministeren
medmindre særlige grunde taler derimod,
bestemme,
at
en
udlænding,
hvis
opholdstilladelse efter § 7 eller § 8, stk. 1 eller
2, er bortfaldet, jf. § 32, stk. 1, eller § 21 b, stk.
1, men som ikke kan udsendes af landet, jf. §
31, en udlænding, der har fået afslag på en
ansøgning om opholdstilladelse efter § 7 eller §
8, stk. 1 eller 2, men som ikke kan udsendes af
landet, jf. § 31, og en udlænding, der er udvist
ved endelig dom efter §§ 22-24, og som ikke er
varetægtsfængslet efter § 35, ikke får udbetalt
kontante ydelser, jf. § 42 b, stk. 1, 3, 8 og 9, når
den pågældende er indkvarteret på et
indkvarteringssted, jf. stk. 5, hvor der er en
vederlagsfri bespisningsordning, eller at
udlændingen alene får udbetalt grundydelse, jf.
§ 42 b, stk. 1 og 2, forsørgertillæg, jf. § 42 b,
stk. 3 og 7, og nedsat forsørgertillæg, jf. § 42 b,
stk. 3, 6 og 7, når den pågældende er
indkvarteret på et indkvarteringssted, jf. stk. 5,
uden en vederlagsfri bespisningsordning,
såfremt
1) udlændingen uden rimelig grund udebliver
fra en afhøring med Udlændingestyrelsen
eller politiet, hvortil den pågældende er
indkaldt,
2) udlændingen har udvist voldelig eller
truende adfærd over for personer, der udfører
opgaver med driften af et indkvarteringssted
for udlændinge, eller over for de personer,
der
i
øvrigt
opholder
sig
på
indkvarteringsstedet,
3)
udlændingen
ikke
efterkommer
Udlændingestyrelsens bestemmelse om, at
udlændingen skal tage ophold efter
Udlændingestyrelsens nærmere bestemmelse,
jf. stk. 8, 1. og 3. pkt.,
4) udlændingen ikke efterkommer politiets
bestemmelse om, at udlændingen skal give
møde hos politiet på nærmere angivne
tidspunkter, jf. § 34, stk. 4,
5)
udlændingen
ikke
efterkommer
Udlændingestyrelsens bestemmelse om, at
udlændingen skal give underretning til
indkvarteringsoperatøren, hvis udlændingen i
tidsrummet mellem kl. 23.00 og 6.00
opholder sig uden for indkvarteringsstedet, jf.
stk. 10,
har fået afslag på en ansøgning om
opholdstilladelse efter § 7 eller § 8, stk. 1 eller
2« til: »en udlænding, der har fået afslag på en
ansøgning om opholdstilladelse efter § 7«.
311
 UUI, Alm.del - 2019-20 - Bilag 58: Lovudkast om ændring af udlændingeloven og forskellige andre love, fra udlændinge- og integrationsministeren
6) udlændingen tilsidesætter et pålæg om at
udføre nødvendige opgaver i forbindelse med
driften af indkvarteringsstedet, jf. § 42 d, stk.
2, 1. pkt., eller
7) udlændingen er efterlyst af politiet med
henblik på forkyndelse, udrejsekontrol eller
udsendelse.
Stk. 16.
Bestemmelserne i stk. 11, nr. 1-4 og
6, og stk. 12 finder tilsvarende anvendelse for
udbetaling af kontante ydelser til en uledsaget
udlænding under 18 år eller en udlænding under
18 år, som ikke betragtes som hørende til en af
eller begge sine forældres familie, jf. § 42 b, stk.
3, 7 og 8. pkt. Udlændingestyrelsen kan dog
efter omstændighederne bestemme, at de
kontante ydelser alene nedsættes.
Stk. 17.
Udlændingestyrelsen kan til brug for
en afgørelse efter stk. 11-14 uden udlændingens
samtykke
indhente
oplysninger
om
udlændingens
helbredsforhold
hos
indkvarteringsoperatøren, jf. stk. 5.
Stk. 18.---
Stk. 19.
For udlændinge omfattet af stk. 11-
14, der er indkvarteret på et indkvarteringssted,
jf.
stk.
5,
uden
en
vederlagsfri
bespisningsordning, udgør forsørgertillægget pr.
dag 42,73 kr. Det angivne beløb er fastsat i
2005-beløb og reguleres fra og med 2006 én
gang
årligt
den
1.
januar
efter
satsreguleringsprocenten, jf. lov om en
satsreguleringsprocent.
50.
I
§ 42 a, stk. 16, 1. pkt.
ændres »stk. 11, nr.
1-4 og 6, og stk. 12« til: »stk. 13, nr. 1-4 og 6,
og stk. 14«.
51.
I
§ 42 a, stk. 17,
ændres »stk. 11-14« til:
»stk. 13-16«.
52.
I
§ 42 a, stk. 19, 1. pkt.
ændres »stk. 11-14«
til: »stk. 13-16« og »42,73« ændres til: »53,39«,
i
stk. 19, 2. pkt.,
ændres »2005-beløb« til:
»2020-beløb«, og »2006« ændres til: »2021«.
§ 43 c.
Udlændinge- og integrationsministeren
53.
§ 43 c
ophæves.
kan fastsætte nærmere regler om de vilkår, jf. §§
42 a-42 f, der skal gælde for udlændinge, der
har fået endeligt afslag på opholdstilladelse efter
§ 7, og som samarbejder om udrejse og indgår
en kontrakt om opkvalificeringsforløb og
frivillig udrejse med Udlændingestyrelsen.
Stk. 2.
En aftale om opkvalificeringsforløb
kan alene indgås, hvis der som led i en
genopbygningsindsats af den pågældende
udlændings hjemland efter krig planlægges eller
er iværksat større støtteprojekter og der er
indledt forhandlinger om tilbagetagelse eller
praktiske aftaler om tilbagetagelse eller accept
af tvangsmæssig udsendelse eller det grundet
situationen i landet ikke er muligt at indlede
312
 UUI, Alm.del - 2019-20 - Bilag 58: Lovudkast om ændring af udlændingeloven og forskellige andre love, fra udlændinge- og integrationsministeren
sådanne forhandlinger.
§ 44 a. ---
Stk. 2.
Udlændingestyrelsen administrerer
54.
I
§ 44 a, stk. 2, 1 pkt.,
indsættes efter
Udlændingeinformationsportalen (UIP), der »landet«: »samt modtagelse af hjælp til
indeholder personoplysninger om udlændinge, repatriering«.
oplysninger om udlændinges ophold og
oplysninger om indkvartering og modtagelse af
ydelser her i landet. Udlændingestyrelsen kan
give
andre
myndigheder
og
private
organisationer adgang til UIP, i det omfang
adgangen er nødvendig for varetagelsen af
myndighedens eller organisationens opgaver
efter udlændingeloven, integrationsloven eller
anden lovgivning. Styrelsen for International
Rekruttering og Integration har adgang til UIP, i
det omfang adgangen er nødvendig for
varetagelsen af Styrelsen for International
Rekruttering og Integrations opgaver efter
udlændingeloven eller anden lovgivning.
Stk. 3-14.---
§ 46.---
Stk. 2.
Afgørelser efter § 9 a, § 9 h, stk. 1, nr.
4-9, 14 og 16, § 9 h, stk. 8, 1. pkt., jf. § 9 h, stk.
1, nr. 4-9, 14 og 16, og stk. 3, og §§ 9 i-9 n og 9
p, afgørelser vedrørende forlængelse, bortfald
og inddragelse af opholdstilladelser meddelt
efter §§ 9 a, 9 i-9 n og 9 p bortset fra afgørelser
om bortfald efter § 21 b og afgørelser efter § 33
i forbindelse med sådanne sager træffes af
Styrelsen for International Rekruttering og
Integration.
Afgørelser
om
udstedelse,
forlængelse
og
inddragelse
af
registreringsbeviser
og
opholdskort
til
udlændinge, der er omfattet af EU-reglerne, og
konstatering af ophør af en opholdsret efter EU-
reglerne, jf. § 6, træffes af Styrelsen for
International Rekruttering og Integration. Det
samme gælder afgørelser efter § 4 a, stk. 2, i
forlængelse af at en udlænding er meddelt
opholdstilladelse efter § 9 a, §§ 9 i-9 n eller 9 p,
og afgørelser efter § 25 b, stk. 2, når Styrelsen
for International Rekruttering og Integration har
pålagt udlændingen at udrejse straks, eller når
udlændingen ikke udrejser i overensstemmelse
med en udrejsefrist, der er fastsat af Styrelsen
for International Rekruttering og Integration.
55.
I
§ 46, stk. 2, 1. pkt.,
ændres »og 9 p bortset
fra afgørelser om bortfald efter § 21 b og
afgørelser efter § 33« til: »og 9 p, bortset fra
afgørelser om bortfald efter § 21 b, og
afgørelser efter §§ 33-33 b«.
56.
I
§ 46, stk. 2, 3. pkt.,
ændres »§ 25 b, stk. 2«
til: »§ 32, stk. 1, nr. 2«.
313
 UUI, Alm.del - 2019-20 - Bilag 58: Lovudkast om ændring af udlændingeloven og forskellige andre love, fra udlændinge- og integrationsministeren
Stk. 3.
Afgørelser efter § 9 b, afgørelser
57.
I
§ 46, stk. 3,
ændres »§ 33, stk. 4« til: »§ 33
vedrørende forlængelse og inddragelse af a, stk. 3, nr. 2, og § 33 b, stk. 1«.
opholdstilladelse meddelt efter § 9 b og
afgørelser efter § 33, stk. 4, træffes af
udlændinge- og integrationsministeren.
Stk. 4-6.---
58.
I
§ 46
indsættes som
stk. 7:
»Stk. 7.
Afgørelse efter § 33, stk. 4, træffes af
den myndighed, der træffer den afgørelse, som
udrejsefristen fastsættes i forbindelse med.«.
§ 46 a.
Udlændingestyrelsens afgørelser kan
bortset fra afgørelser om afvisning truffet efter
regler udstedt i medfør af § 9 g, stk. 1, 2. pkt.,
samt de afgørelser, der er nævnt i § 9 g, stk. 3, §
9 h, stk. 8, 1. pkt., § 9 h, stk. 9, 1. pkt., jf. stk. 5,
1. pkt., jf. stk. 1, § 11, stk. 10, § 29 c, stk. 1, §
32 a, § 33, § 42 a, stk. 7, 3. pkt., § 42 a, stk. 8,
1.-3. og 5. pkt., og stk. 10, § 42 b, stk. 1, 3 og 7-
9, § 42 d, stk. 2, § 46 e, § 52 b, stk. 1 og 3, § 53
a og § 53 b, påklages til udlændinge- og
integrationsministeren. Udlændingestyrelsens
afgørelser efter § 42 k og § 42 l kan ikke
påklages, for så vidt angår boligens geografiske
placering. Udlændingestyrelsens afgørelser i
sager om klager over anvendelse af reglerne i
kapitel 9 a kan ikke påklages til udlændinge- og
integrationsministeren.
Stk. 2.
Styrelsen
for
International
Rekruttering og Integrations afgørelser efter
denne lov kan ikke påklages til udlændinge- og
integrationsministeren. Bortset fra de afgørelser,
der er nævnt i § 9 h, stk. 8, 1. pkt., jf. stk. 1 og
3, og § 33, kan Styrelsen for International
Rekruttering og Integrations afgørelser påklages
til Udlændingenævnet, jf. § 52 b, stk. 2, 4 og 5.
Stk. 3.
Udlændingestyrelsens beslutning om,
at der ikke er særlige grunde til at antage, at en
uledsaget udlænding, der inden det fyldte 18. år
har indgivet ansøgning om opholdstilladelse i
medfør af § 7, ikke bør gennemgå en
asylsagsprocedure, jf. § 9 c, stk. 3, nr. 1, kan
ikke påklages.
Stk. 4.
Udlændingestyrelsens og Styrelsen for
International Rekruttering og Integrations
beslutninger om betaling af udgifter forbundet
med tilvejebringelsen af oplysninger til brug for
behandlingen af en sag efter denne lov, jf. § 40,
stk. 4, kan ikke påklages.
59.
§ 46 a
affattes således:
Ȥ 46 a.
Udlændingestyrelsens og Styrelsen
for International Rekruttering og Integrations
afgørelser efter denne lov kan påklages til
Udlændingenævnet, jf. dog stk. 4 og 6 og § 53
a.
Stk. 2.
Udlændingenævnet kan endvidere
behandle klager over:
1) Udlændingestyrelsens og Styrelsen for
International Rekruttering og Integrations
konstatering af, at en opholdstilladelse
meddelt efter § 9, § 9 a, § 9 c, stk. 1, §§ 9 d-9
f, §§ 9 i-9 n, § 9 p eller § 9 q er bortfaldet, jf.
§§ 17-18. Det samme gælder klager over
afslag på ansøgninger om, at en
opholdstilladelse ikke skal anses for
bortfaldet, jf. § 17, stk. 3, og § 17 a, stk. 2.
2) Styrelsen for International Rekruttering og
Integrations konstatering af, at en opholdsret
efter § 6 er ophørt.
3) Politiets afgørelser om afvisning, jf. § 28,
stk. 1-4 og 7, 3. pkt.
4) Afgørelser, der træffes i første instans af
en færøsk myndighed i medfør af § 46 i, jf.
dog stk. 6, nr. 8.
Stk. 3.
Klage til Udlændingenævnet over de
afgørelser, der er nævnt i stk. 1 og 2, skal være
indgivet inden 8 uger efter, at klageren har fået
meddelelse om afgørelsen. Udlændingenævnets
formand eller den, formanden bemyndiger
dertil, kan i særlige tilfælde beslutte, at en klage
skal behandles, selvom klagen er indgivet efter
udløb af fristen.
Stk. 4.
Udlændingestyrelsens afgørelser
vedrørende opholdstilladelse efter § 9 c, stk. 2,
kan
påklages
til
udlændinge-
og
integrationsministeren. Det samme gælder
Udlændingestyrelsens konstatering af, at en
314
 UUI, Alm.del - 2019-20 - Bilag 58: Lovudkast om ændring af udlændingeloven og forskellige andre love, fra udlændinge- og integrationsministeren
Stk. 5.
Udlændinge- og integrationsministeren
kan træffe bestemmelse om og fastsætte
nærmere regler for Udlændingestyrelsens
behandling af de sager, der er omfattet af stk. 1
og 3 og § 46, stk. 1, og Styrelsen for
International Rekruttering og Integrations
behandling af de sager, der er omfattet af stk. 2
og § 46, stk. 2.
Stk. 6.
Udlændingestyrelsens og de danske
diplomatiske og konsulære repræsentationers
afgørelser efter § 4 d kan ikke påklages.
Stk. 7.
En dansk diplomatisk eller konsulær
repræsentations afgørelse om afslag på en
ansøgning om visum eller om annullering eller
inddragelse af et allerede meddelt visum, jf. §
47, stk. 2, kan påklages til Udlændingestyrelsen.
Uanset 1. pkt. anses en afgørelse, der er
udfærdiget i overensstemmelse med reglerne i §
4 e, stk. 1, for påklaget til Udlændingestyrelsen.
Stk. 8.
Udlændinge- og integrationsministeren
kan fastsætte nærmere regler om klagefrist for
de typer af afgørelser, der er omfattet af stk. 7,
1. pkt.
Stk.
9.
Styrelsen
for
International
Rekruttering og Integrations afgørelse om
varsel, jf. § 19, stk. 1, nr. 14, 2. pkt., kan ikke
påklages.
Stk. 10.
Udlændingestyrelsens afgørelser i
sager om spærring af dansk udstedt
rejselegitimation i Det Centrale Pasregister i
medfør af § 39, stk. 8 og 9, kan ikke påklages.
opholdstilladelse meddelt efter § 9 c, stk. 2, er
bortfaldet, jf. §§ 17-18, og klager over afslag på
ansøgninger om, at en sådan opholdstilladelse
ikke skal anses for bortfaldet, jf. § 17, stk. 3, og
§ 17 a, stk. 2.
Stk. 5.
En dansk diplomatisk eller konsulær
repræsentations afgørelse om afslag på en
ansøgning om visum eller om annullering eller
inddragelse af et allerede meddelt visum, jf. §
47, stk. 2, kan påklages til Udlændingestyrelsen.
En afgørelse, der er meddelt ansøgeren alene
ved brug af en standardformular, jf. § 4 e, stk. 1,
anses for påklaget til Udlændingestyrelsen.
Stk. 6.
Følgende afgørelser kan ikke
påklages:
1) Udlændingestyrelsens og Styrelsen for
International Rekruttering og Integrations
afgørelser om afvisning, der er truffet efter
regler udstedt i medfør af § 9 g, stk. 1, 2. pkt.
og stk. 2, 2. pkt., og afgørelser efter § 9 g,
stk. 3, § 9 h, stk. 8, 1. pkt., § 9 h, stk. 9, 1.
pkt., jf. stk. 5, 1. pkt., jf. stk. 1, § 9 h, stk. 14,
§ 11, stk. 10, § 27, § 29 c, stk. 1, § 32 a, § 33,
stk. 1, 2 og 5-7, §§ 33 a og b, § 40, stk. 13, §
42 a, stk. 7, 3. pkt., § 42 a, stk. 8 og 10, § 42
b, stk. 1, 3 og 7-9, § 42 d, stk. 2, § 46 e og §
53 b.
2) Udlændingestyrelsens og Styrelsen for
International Rekruttering og Integrations
afgørelser om afkortning af varigheden af en
opholdstilladelse meddelt efter § 9, § 9 a, § 9
c, stk. 1, §§ 9 d-9 f, §§ 9 i-n, § 9 p eller § 9 q
på grund af udløb af udlændingens pas eller
rejselegitimation.
3) Udlændingestyrelsens og de danske
diplomatiske og konsulære repræsentationers
afgørelser efter § 4 d.
4) Udlændingestyrelsens afgørelser om
spærring af dansk udstedt rejselegitimation i
Det Centrale Pasregister i medfør af § 39,
stk. 8 og 9.
5) Udlændingestyrelsens afgørelser efter § 42
k og § 42 l, for så vidt angår boligens
geografiske placering.
6) Udlændingestyrelsens afgørelser i sager
om klager over anvendelse af reglerne i
kapitel 9 a.
7) Styrelsen for International Rekruttering og
315
 UUI, Alm.del - 2019-20 - Bilag 58: Lovudkast om ændring af udlændingeloven og forskellige andre love, fra udlændinge- og integrationsministeren
Integrations afgørelser om varsel, jf. § 19,
stk. 1, nr. 14, 2. pkt.
8) Afgørelser om opsættende virkning efter §
33 b, der træffes af en færøsk myndighed i
medfør af § 46 i.
Stk. 7.
Udlændingestyrelsens beslutning om,
at der ikke er særlige grunde til at antage, at en
uledsaget udlænding, der inden det fyldte 18. år
har indgivet ansøgning om opholdstilladelse i
medfør af § 7, ikke bør gennemgå en
asylsagsprocedure, jf. § 9 c, stk. 3, nr. 1, kan
ikke
påklages.
Endvidere
kan
Udlændingestyrelsens
og
Styrelsen
for
International Rekruttering og Integrations
beslutninger om betaling af udgifter forbundet
med tilvejebringelsen af oplysninger til brug for
behandlingen af en sag efter denne lov, jf. § 40,
stk. 4, ikke påklages.
Stk. 8.
Udlændinge-
og
integrationsministeren kan fastsætte nærmere
regler om klagefrist for de typer af afgørelser,
der er omfattet af stk. 5, 1. pkt.«
§ 48.
Afgørelse om afvisning ved indrejsen, jf. §
28, stk. 1-4 og stk. 7, 3. pkt., kan træffes af
vedkommende politidirektør. Afgørelser efter §
30, § 33, stk. 9, § 34, § 36, § 37 c, stk. 5, § 37 d,
stk. 1 og 3, § 37 e, stk. 1 og 4, §§ 37 g og 37 j, §
40, stk. 9 og 10, § 40 a, stk. 1 og 2, § 40 a, stk.
3, 1. pkt., § 40 a, stk. 4-9, § 40 b, stk. 1 og 2, §
40 b, stk. 3, 1. pkt., § 40 b, stk. 4-9, og § 43, stk.
2 og 3, kan træffes af Rigspolitichefen eller
politidirektøren. Afgørelser efter § 40 a, stk. 1,
nr. 3, og § 40 b, stk. 1, og afgørelser om, at
dokumenter eller genstande og aktiver, der kan
anvendes til dækning af de i § 42 a, stk. 4, 1.
pkt., nævnte udgifter, tages i bevaring, jf. § 40,
stk.
10,
kan
endvidere
træffes
af
Udlændingestyrelsen. Afgørelser om ydelse af
hjælp efter § 43 a kan træffes af
Rigspolitichefen. De afgørelser, der er nævnt i
1. pkt., kan påklages til Udlændingenævnet, jf. §
52 b, stk. 6, og de afgørelser, der er nævnt i 2.-4.
pkt., kan påklages til udlændinge- og
integrationsministeren, jf. dog 7. pkt. og stk. 2
og 3. Politiets afgørelser efter § 33, stk. 9, og §
43 a, stk. 2, kan ikke indbringes for udlændinge-
og integrationsministeren. Klagen har ikke
60.
I
§ 48, stk. 1, 5. pkt.,
ændres »De afgørelser,
der er nævnt i 1. pkt., kan påklages til
Udlændingenævnet, jf. § 52 b, stk. 6, og de
afgørelser, der er nævnt i 2.-4. pkt., kan
påklages
til
udlændinge-
og
integrationsministeren, jf. dog 7. pkt. og stk. 2
og 3.« til: »De afgørelser, der er nævnt i 2.-4.
pkt., kan påklages til udlændinge- og
316
 UUI, Alm.del - 2019-20 - Bilag 58: Lovudkast om ændring af udlændingeloven og forskellige andre love, fra udlændinge- og integrationsministeren
opsættende virkning.
Stk. 2-3.---
§ 48 b.
Anmoder et andet EU-land Danmark om
at overtage, tilbagetage eller modtage en
udlænding efter reglerne i kapitel 5 a, træffer
Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse
vedrørende anmodningen.
integrationsministeren, jf. dog 7. pkt. og stk. 2
og 3.«.
61.
I
§ 48 b
ændres
»et andet EU-land« til: »en
anden medlemsstat«, »overtage, tilbagetage
eller modtage« ændres til: »overtage eller
tilbagetage«, og »træffer Udlændingestyrelsen
snarest
muligt
afgørelse
vedrørende
anmodningen«
ændres
til:
»tager
Udlændingestyrelsen snarest muligt stilling til
og besvarer anmodningen.«.
§ 49.
Når en udlænding dømmes for strafbart
forhold, afgøres det efter anklagemyndighedens
påstand ved dommen, om den pågældende skal
udvises i medfør af §§ 22-24 eller 25 c eller
tildeles en advarsel i medfør af § 24 b. Træffes
der bestemmelse om udvisning, skal dommen
indeholde bestemmelse om indrejseforbuddets
varighed, jf. § 32, stk. 1-5.
Stk. 2-3.---
62.
I § 49, stk. 1, 2. pkt., indsættes efter »skal
dommen
indeholde
bestemmelse
om
indrejseforbuddets varighed, jf. § 32, stk. 1-5«:
», og vejledning om indrejseforbuddets omfang
og retsvirkninger«.
§ 52 b.
For Udlændingenævnet kan indbringes
63.
§ 52 b ophæves.
klager over følgende afgørelser, som
Udlændingestyrelsen har truffet:
1)
Afslag
på
ansøgninger
om
opholdstilladelse efter §§ 9, 9 d, 9 e, 9 f og 9 q.
2)
Afslag
på
ansøgninger
om
opholdstilladelse efter § 9 c, stk. 1.
3) Afslag på ansøgninger om forlængelse af
opholdstilladelse meddelt efter § 9, § 9 c, stk. 1,
§ 9 d, § 9 e, § 9 f og § 9 q, jf. nr. 1 og 2,
herunder afgørelser om lovligt forfald, jf. § 9,
stk. 34 og 35, afgørelser om fritagelse og lovligt
forfald, jf. § 9 f, stk. 6, og afgørelser om
inddragelse af sådanne opholdstilladelser, jf. §
11, stk. 2, og § 19.
4) Afslag på ansøgninger om tidsubegrænset
opholdstilladelse, jf. § 9 q, stk. 8, og § 11.
5) Afgørelser om afvisning af ansøgninger
om opholdstilladelse efter § 9, stk. 25, § 9 c, stk.
6, § 9 f, stk. 9, og § 9 q, stk. 11 og 12, jf. nr. 1
og 2, samt afgørelser om afvisning af en
ansøgning om opholdstilladelse, jf. § 47 b.
6) Afgørelser om udvisning efter § 25, nr. 2,
og §§ 25 a og 25 b.
7) Afgørelser om afvisning efter § 28.
8) Afgørelser om fastsættelse af alder i
317
 UUI, Alm.del - 2019-20 - Bilag 58: Lovudkast om ændring af udlændingeloven og forskellige andre love, fra udlændinge- og integrationsministeren
forbindelse
med
en
ansøgning
om
opholdstilladelse efter § 9 eller § 9 c, stk. 1, som
følge af en familiemæssig tilknytning til en
herboende person.
9)
Afgørelser
om
ophævelse
af
indrejseforbud, jf. § 32, stk. 8 og 11.
10) Afgørelser om afslag på visum og
afgørelser om annullering eller inddragelse af et
allerede meddelt visum efter §§ 4-4 c, hvor
Udlændingestyrelsen har truffet afgørelse som
1. instans.
11) Afgørelser om betaling af gebyrer efter §
9 h, stk. 1, nr. 1-3, 10-13 og 17-19.
12) Afgørelser om identitetsfastlæggelse,
tilbagerejsetilladelse
og
laissez-passer,
medmindre udlændingen tidligere har været
asylansøger, har en verserende asylansøgning
under behandling eller ansøger om asyl, inden
Udlændingenævnet træffer afgørelse.
13) Afgørelser efter § 42 a, stk. 13-16.
14) Afgørelser om fremmedpas.
15) Afgørelser efter § 21 b, medmindre
udlændingen er meddelt opholdstilladelse efter
udlændingelovens § 7 eller § 8, stk. 1 eller 2.
16) Afslag på sletning af den liste, der er
nævnt i § 29 c, stk. 1, i forbindelse med
genoptagelse efter § 29 c, stk. 5.
Stk. 2.
For Udlændingenævnet kan endvidere
indbringes klager over følgende afgørelser, som
Styrelsen for International Rekruttering og
Integration har truffet:
1)
Afslag
på
ansøgninger
om
opholdstilladelse efter § 9 a og §§ 9 i-9 n og 9 p.
2) Afslag på ansøgninger om forlængelse af
opholdstilladelse meddelt efter § 9 a og §§ 9 i-9
n og 9 p, og afgørelser om inddragelse af en
sådan opholdstilladelse, jf. § 19.
3) Afgørelser om afvisning af indgivelse af
ansøgninger
om
opholdstilladelse
og
forlængelse af opholdstilladelser efter § 9 a, stk.
5 og 6, § 9 i, stk. 4 og 5, § 9 j, stk. 2 og 3, § 9 k,
stk. 2 og 3, § 9 l, stk. 2 og 3, § 9 m, stk. 2 og 3,
§ 9 n, stk. 2 og 3, og § 9 p, stk. 2 og 3, og
afgørelser om afvisning af ansøgninger om
opholdstilladelse, jf. § 47 b.
4) Afgørelser om udstedelse, forlængelse og
inddragelse
af
registreringsbeviser
og
opholdskort til udlændinge, der er omfattet af
318
 UUI, Alm.del - 2019-20 - Bilag 58: Lovudkast om ændring af udlændingeloven og forskellige andre love, fra udlændinge- og integrationsministeren
EU-reglerne, jf. § 6.
5) Afgørelser om udvisning efter § 25 b, stk.
2, jf. § 46, stk. 2, 3. pkt.
6) Afslag på ansøgninger om certificering
efter § 9 a, stk. 17.
7) Afslag på ansøgninger om forlængelse af
certificering efter § 9 a, stk. 20, jf. § 9 a, stk. 21,
og afgørelser om inddragelse af en sådan
certificering, jf. § 9 a, stk. 21.
8) Afgørelser om, at der i en periode på 2 år
fra afgørelsen herom ikke kan meddeles
opholdstilladelse efter § 9 j, jf. § 21 a.
9) Afgørelser om betaling af gebyrer efter § 9
h, stk. 1, nr. 4-9, 14 og 16.
10) Afgørelser om identitetsfastlæggelse,
tilbagerejsetilladelse
og
laissez-passer,
medmindre udlændingen tidligere har været
asylansøger, har en verserende asylansøgning
under behandling eller ansøger om asyl, inden
Udlændingenævnet træffer afgørelse.
Stk. 3.
Udlændingenævnet kan behandle
klager over Udlændingestyrelsens konstatering
af, at en opholdstilladelse meddelt efter § 9, § 9
c, stk. 1, § 9 d, § 9 e, § 9 f eller 9 q er bortfaldet,
jf. § 17, at en opholdstilladelse meddelt efter §
9, § 9 c, stk. 1, eller § 9 e, jf. § 17 a, er
bortfaldet, og at en opholdstilladelse er
bortfaldet efter § 18. Det samme gælder klager
over afslag på ansøgninger om, at en
opholdstilladelse ikke skal anses for bortfaldet,
jf. § 17, stk. 3, og § 17 a, stk. 2.
Stk. 4.
Udlændingenævnet kan endvidere
behandle klager over Styrelsen for International
Rekruttering og Integrations konstatering af, at
en opholdstilladelse meddelt efter § 9 a, §§ 9 i-9
n eller 9 p er bortfaldet, jf. §§ 17 og 18. Det
samme gælder klager over afslag på
ansøgninger om, at en opholdstilladelse ikke
skal anses for bortfaldet, jf. § 17, stk. 3.
Stk. 5.
Udlændingenævnet kan endvidere
behandle klager over Styrelsen for International
Rekruttering og Integrations konstatering af, at
en opholdsret efter § 6 er ophørt.
Stk. 6.
Udlændingenævnet kan endvidere
behandle klager over politiets afgørelser om
afvisning, jf. § 28, stk. 1-4 og stk. 7, 3. pkt.
Stk. 7.
Klage over de afgørelser, der er nævnt
i stk. 1-6, skal være indgivet, inden 8 uger efter
319
 UUI, Alm.del - 2019-20 - Bilag 58: Lovudkast om ændring af udlændingeloven og forskellige andre love, fra udlændinge- og integrationsministeren
at klageren har fået meddelelse om afgørelsen.
Udlændingenævnets formand eller den,
formanden bemyndiger dertil, kan i særlige
tilfælde beslutte, at en klage skal behandles, selv
om klagen er indgivet efter udløb af fristen i 1.
pkt.
Stk. 8.
Afgørelser om opsættende virkning
med hensyn til udrejsefristen, jf. § 33, stk. 3,
træffes af Udlændingenævnets formand eller
den, formanden bemyndiger dertil.
§ 52 c.---
Stk. 2.---
Stk. 3.
Udlændingenævnet kan indhente en
64.
I
§
52
c,
stk.
3,
ændres
udtalelse fra Udlændingestyrelsen eller fra »Udlændingestyrelsen eller fra Styrelsen for
Styrelsen for International Rekruttering og International Rekruttering og Integration« til:
Integration i anledning af en klagesag.
»Udlændingestyrelsen,
Styrelsen
for
Stk. 4-8.---
International Rekruttering og Integration eller
politiet«.
65.
I
§ 52 c
indsættes som
stk. 9:
»Stk. 9.
Afgørelser om opsættende virkning,
jf. § 33 b, træffes af Udlændingenævnets
formand eller den, formanden bemyndiger
dertil.«.
§ 53 a.
For Flygtningenævnet kan indbringes
klager
over
afgørelser,
som
Udlændingestyrelsen har truffet om følgende
spørgsmål, jf. dog § 53 b, stk. 1:
1-2).---
3) Bortfald efter §§ 17, 17 a og 21 b,
nægtelse af forlængelse efter § 11, stk. 2, og
inddragelse efter §§ 19 eller 20 af en
opholdstilladelse, der er givet efter § 7 eller §
8, stk. 1 eller 2, og i den forbindelse
udsendelse efter § 32 a.
4-6).---
7) Afslag på opholdstilladelse efter § 9 c, stk.
3.
8).---
Stk. 2-4.---
66.
I
§ 53 a, stk. 1, nr. 3,
indsættes efter »§ 32
a«: », og afgørelser efter § 33, stk. 4, truffet i
forbindelse med disse bestemmelser«.
67.
I
§ 53 a, stk. 1, nr. 7,
indsættes efter »Afslag
på opholdstilladelse efter § 9 c, stk. 3«: », eller
nægtelse af forlængelse, inddragelse eller
bortfald af opholdstilladelse meddelt efter § 9 c,
stk. 3.«.
§ 56 d.
---
Stk. 2.
Som part anses den uledsagede
68.
I
§ 56 d, stk. 2,
ændres »§ 56, stk. 1, « til: »§
mindreårige udlændings repræsentant, jf. § 56,
56 a, stk. 1,«.
stk. 1, og den uledsagede mindreårige
320
 UUI, Alm.del - 2019-20 - Bilag 58: Lovudkast om ændring af udlændingeloven og forskellige andre love, fra udlændinge- og integrationsministeren
udlænding, der er fyldt 12 år, uanset om den
pågældende har krævet afgørelsen forelagt for
retten.
§ 58 g.
Rigspolitichefen indberetter en
udlænding, der ikke er statsborger i et
Schengenland eller et land, der er tilsluttet Den
Europæiske Union, som uønsket til SIS II, hvis
1-6).---
7) udlændingen er udvist af landet efter § 25
b eller
8) udlændingen er optaget på den liste, der er
nævnt i § 29 c, stk. 1.
Stk. 2.---
69.
I
§ 58 g, stk. 1, nr. 7,
ændres »efter § 25 b
eller« til » efter § 25 a eller b og meddelt
indrejseforbud,«.
70.
I
§ 58 g, stk. 1, nr. 8,
ændres »nævnt i § 29
c, stk. 1.« til: » nævnt i § 29 c, stk. 1, eller«
71.
I
§ 58 g, stk. 1,
indsættes som
nr. 9:
»9) udlændingen er meddelt indrejseforbud
efter § 32, stk. 1, nr. 2.«.
§ 59 a.
Den, der bringer en udlænding her til
72.
I
§ 59 a
indsættes som
stk. 3:
landet, straffes med bøde, såfremt den
»Stk.
3.
Bøder for transportvirksomheders
pågældende udlænding ved indrejse i Danmark
overtrædelse af stk. 1 udmåles til 22.500 kr.
eller i transit i en dansk lufthavn ikke er i
eller derover pr. udlænding, der befordres.«
besiddelse af fornøden rejselegitimation og
visum, jf. § 39.
Stk. 2.
Bestemmelsen i stk. 1 finder ikke
anvendelse ved indrejse fra et Schengenland,
medmindre
udlændinge-
og
integrationsministeren har truffet beslutning om,
at stk. 1 skal finde anvendelse, i forbindelse
med at der er indført indrejsekontrol ved
grænsen i medfør af Schengengrænsekodeksens
artikel 25, jf. § 38, stk. 2.
§ 60.
Overtrædelse af de i medfør af § 34, stk.
1-3 og 6, § 42 a, stk. 7, 3. pkt., § 42 a, stk. 8, 2.
pkt., eller § 42 d, stk. 2, 2. pkt., givne pålæg, §
39, stk. 1 og 3, § 40, stk. 1, 1., 2. og 4. pkt., og
stk. 3 og 5, og § 42 a, stk. 7, 4. pkt., og stk. 8, 3.
pkt., eller tilsidesættelse af de betingelser, der er
knyttet til en tilladelse efter loven, straffes med
bøde eller under skærpende omstændigheder
med fængsel indtil 1 år. Overtrædelse af § 40,
stk. 6, straffes med bøde eller fængsel indtil 1
år. Overtrædelse af § 44 a, stk. 11, 1. pkt.,
straffes med bøde.
73.
I
§ 60, stk. 1, 1. pkt.
ændres »§ 34, stk. 1-3
og 6« til: »§ 34, stk. 1-3 og 7« og »stk. 8, 3.
pkt.« til: »stk. 8, 4. pkt.«.
74.
I
§ 60, stk. 1, 1. pkt.
ændres »§ 42 a, stk. 8,
2. pkt.« til: § 42 a, stk. 8, 2. og 5. pkt.«
321
 UUI, Alm.del - 2019-20 - Bilag 58: Lovudkast om ændring af udlændingeloven og forskellige andre love, fra udlændinge- og integrationsministeren
§2
I lov om dansk indfødsret, jf. lovbekendtgørelse
nr. 1029 af 10. juli 2018, som ændret ved § 1 i
lov nr. 1735 af 27. december 2018, § 2 i lov nr.
173 af 27. februar 2019 og § 1 i lov nr. 1057 af
24. oktober 2019 foretages følgende ændring:
§ 12.
Ved indgivelse af ansøgning om dansk
indfødsret ved naturalisation for ansøgere, der er
fyldt 18 år, og ved indgivelse af ansøgning om
bevis for eller bevarelse af dansk indfødsret
betales et gebyr på 1.200 kr. Ved afgivelse af
erklæring om dansk indfødsret betales et gebyr
på 1.100 kr. Der betales ikke gebyr for børn, der
er omfattet af forældres erklæring eller
ansøgning om dansk indfødsret, jf. § 5 og § 6,
stk. 2. Der betales kun gebyr en gang for
ansøgning om naturalisation, en gang for
ansøgning om bevis for dansk indfødsret, en
gang for ansøgning om bevarelse af dansk
indfødsret og en gang for afgivelse af erklæring
om dansk indfødsret. Det påhviler ansøgeren og
den erklærende at dokumentere, at eventuelle
gebyrer tidligere er betalt. Gebyrerne betales
ikke
tilbage,
hvis
ansøgningen
ikke
imødekommes, eller hvis erklæringen afvises.
1.
I
§ 12, stk. 1,
indsættes efter 2. pkt. som nyt
punktum:
»Gebyrer for ansøgninger om dansk indfødsret
ved naturalisation, ansøgninger om bevis for
eller bevarelse af dansk indfødsret og gebyr for
afgivelse af erklæring om dansk indfødsret
betales
til
Udlændinge-
og
Integrationsministeriet.«
2.
I
§ 12, stk. 1,
indsættes som 7. pkt., der bliver
8. pkt.:
»Betaler ansøgeren eller den erklærende et
beløb, der overstiger det gebyr, der skal betales
efter 1. eller 2. pkt., tilbagebetales beløbet, der
er betalt for meget, ikke, hvis dette beløb udgør
højst 30 kr.«
§3
I integrationsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1
af 1. januar 2020, foretages følgende ændringer:
§ 8.
---
Stk. 2. Ændres de fastsatte regionskvoter, jf. §
7, stk. 2, fastsætter Udlændingestyrelsen for
1.
§ 8, stk. 2, 2. pkt.,
ophæves.
hver kommune i regionen det antal flygtninge,
som påregnes boligplaceret inden for de enkelte
kommuner i det indeværende eller kommende
kalenderår. Ændringerne foretages ved en
forholdsmæssig reduktion eller forøgelse af de
til enhver tid fastsatte kommunekvoter i forhold
til det ændrede landstal.
Stk. 3. Har kommunalbestyrelserne inden for en
region ikke givet meddelelse om indgåelse af en
aftale efter stk. 1 til Udlændingestyrelsen inden
den
10.
september,
fastsætter
Udlændingestyrelsen inden den 30. september
322
 UUI, Alm.del - 2019-20 - Bilag 58: Lovudkast om ændring af udlændingeloven og forskellige andre love, fra udlændinge- og integrationsministeren
for hver kommune i regionen det antal
flygtninge, som påregnes boligplaceret inden for
de enkelte kommuner i det kommende år
(fastsatte kommunekvoter).
§ 16.---
Stk. 2-8.---
Stk. 9.
Mindreårige, uledsagede flygtninge
2.
I
§ 16, stk.
kan få tilbudt et selvforsørgelses- og introduktionsprogram«.
hjemrejseprogram eller introduktionsprogram.
Stk. 10.---
§ 20.
Kommunalbestyrelsen har pligt til at følge
op på en udlændings kontrakt, indtil
udlændingen har opfyldt de mål, som er fastsat
eller aftalt i kontrakten, jf. § 19, stk. 4, 1. pkt.
Når visitationen efter § 17 er gennemført, skal
opfølgning finde sted mindst 4 gange inden for
de første 6 måneder. Herefter skal
kommunalbestyrelsen foretage opfølgning efter
behov. For udlændinge omfattet af § 16, stk. 3,
skal opfølgning alene ske efter behov. For
udlændinge, der er i ordinær beskæftigelse eller
ordinær uddannelse, og som ikke modtager
selvforsørgelses- og hjemrejseydelse eller
overgangsydelse, skal opfølgning dog kun
foretages hver 12. måned, medmindre der er
behov for hyppigere opfølgning. For
udlændinge, der benytter sig af en ret til fravær i
medfør af barselsloven, skal opfølgning på
kontrakten først finde sted 6 måneder efter
barnets fødsel og derefter i forbindelse med den
lovlige fraværsperiodes udløb, medmindre der
er behov for hyppigere opfølgning. Har
udlændingen opfyldt målene i kontrakten, skal
kommunalbestyrelsen alene følge op på
kontrakten, hvis der opstår behov for det.
Opfølgningen skal ske ved en individuel
samtale. Hvis det er hensigtsmæssigt, kan
samtalen ske telefonisk, digitalt eller på anden
tilsvarende måde.
Stk. 2-6.---
Stk. 7.
Med hensyn til udlændinge, der
modtager selvforsørgelses- og hjemrejseydelse
eller overgangsydelse, skal individuelle
samtaler, jf. § 20, stk. 1, afholdes som cv-
samtaler eller som jobsamtaler med fokus på
konkrete job og jobsøgning. Under samtalen
9,
udgår
»eller
3.
I
§ 20, stk. 1, 4. pkt.,
ændres »stk. 3« til: »stk.
4«.
4.
I
§ 20, stk. 7, 3. pkt.,
ændres »udlændinge, der
alene har ledighed som problem,« til: »jobparate
udlændinge«.
323
 UUI, Alm.del - 2019-20 - Bilag 58: Lovudkast om ændring af udlændingeloven og forskellige andre love, fra udlændinge- og integrationsministeren
skal det aftales, hvordan udlændingens
jobsøgning kan understøttes. For udlændinge,
der alene har ledighed som problem, skal
kommunalbestyrelsen påse, at de oplysninger,
som udlændingen har indlagt i Jobnet, jf. § 26 a,
fortsat er fyldestgørende.
§ 22.
En udlænding omfattet af § 2, stk. 2 eller
5.
I
§ 22, stk. 1,
ændres »stk. 2 eller 3« til: »stk.
3, der ikke modtager hjælp efter §§ 22-25 i lov 2-4«.
om aktiv socialpolitik, og som har bestået Prøve
i Dansk 2, jf. § 9, stk. 1, i lov om
danskuddannelse til voksne udlændinge m.fl.
eller FVU-læsning, trin 2, jf. lov om
forberedende
voksenundervisning
og
ordblindeundervisning for voksne, eller
tilsvarende eller højere prøve i dansk, kan efter
ansøgning modtage en danskbonus, som
udbetales som et skattefrit engangsbeløb på
6.000 kr. (2017-niveau).
Stk. 2-3.---
§ 45.--
Stk. 2-8.---
Stk. 9.
Staten yder for hver udlænding
omfattet
af
selvforsørgelses-
og
hjemrejseprogrammet
eller
introduktionsprogrammet, der har fået
udarbejdet en kontrakt efter § 19, følgende
resultattilskud:
1-3)---
4) 32.000 kr., hvis en udlænding, der efter
6.
I
§ 45, stk. 9, nr. 4,
ændres »§ 2 stk. 5« til: »§
introduktionsperiodens udløb, jf. § 16, stk. 8, 2 e, stk. 3«.
tilbydes danskuddannelse efter § 2, stk. 5, i
lov om danskuddannelse til voksne
udlændinge m.fl.,
a) indstiller sig til prøve i dansk inden
uddannelsestilbuddets ophør, dog senest 1 år
efter introduktionsperiodens udløb, jf. § 16,
stk. 8, og
b) senest ved første prøvetermin herefter
består prøve i dansk på det niveau, der i
samarbejde
med
udbyderen
af
danskuddannelse er fastsat som mål i
kontrakten, jf. § 19.
Stk. 10.---
§4
324
 UUI, Alm.del - 2019-20 - Bilag 58: Lovudkast om ændring af udlændingeloven og forskellige andre love, fra udlændinge- og integrationsministeren
I lov om danskuddannelse til voksne
udlændinge m.fl., jf. lovbekendtgørelse nr. 901
af 19. august 2019, foretages følgende
ændringer:
§ 5.---
Stk. 2.---
Stk. 3.
Kursisterne skal aktivt følge det
planlagte uddannelsesforløb. Udlændinge- og
1.
I
§ 5, stk. 3, 2. pkt.
indsættes efter »deltagelse
integrationsministeren kan fastsætte nærmere
i undervisningen«: », om opbevaring af
regler
om
udlændinges
fravær
fra
registreringer«
undervisningen, herunder om registrering af
deltagelse i undervisningen og om udelukkelse
fra uddannelsen på grund af manglende aktiv
deltagelse eller af andre grunde.
§5
I lov om folkeskolen, jf. lovbekendtgørelse nr.
823 af 15. august 2019, som ændret ved § 13 i
lov nr. 1746 af 27. december 2016, § 1 i lov nr.
209 af 5. marts 2019 og lov nr. 564 af 7. maj
2019, foretages følgende ændringer:
§ 50.---
Stk. 2.---
Stk. 3.
Har en person, der modtager
1.
To steder i
§ 50, stk. 3,
ændres
integrationsydelse,
uddannelseshjælp
eller »integrationsydelse« til »selvforsørgelses- og
kontanthjælp i henhold til §§ 22-25 i lov om hjemrejseydelse og overgangsydelse«.
aktiv socialpolitik, undladt at betale for
skolefritidsordning, jf. § 3, stk. 7, kan
kommunalbestyrelsen
tilbageholde
den
fremtidige månedlige betaling i den fremtidige
integrationsydelse,
uddannelseshjælp
eller
kontanthjælp.
Stk. 4-9.---
§6
I lov om planlægning, jf. lovbekendtgørelse nr.
287 af 16. april 2018, som ændret ved § 2 i lov
nr. 1712 af 27. december 2018, § 1 i lov nr.
1714 af 27. december 2018 og lov nr. 1715 af
27. december 2018, foretages følgende
ændringer:
§ 5 u.
For arealer i byzone og landzone kan
1.
I
§ 5 u, stk. 1-3,
ændres »integrationslovens §
kommunalbestyrelsen meddele dispensation fra 12, stk. 6« til: »integrationslovens § 12, stk. 1«.
bestemmelser i en lokalplan eller en plan m.v.
325
 UUI, Alm.del - 2019-20 - Bilag 58: Lovudkast om ændring af udlændingeloven og forskellige andre love, fra udlændinge- og integrationsministeren
opretholdt efter § 68, stk. 2, jf. dog § 19, stk. 3,
til ændret anvendelse af eksisterende bebyggelse
og til bygge- eller anlægsarbejder med henblik
på etablering af midlertidige opholdssteder til
nyankomne flygtninge, jf. integrationslovens §
12, stk. 6. Indeholder en lokalplan eller en plan
m.v. opretholdt efter § 68, stk. 2, ikke nærmere
regler om et bygge- eller anlægsarbejde, kan
kommunalbestyrelsen meddele tilladelse til
bygge- eller anlægsarbejdet. Ved afgørelse efter
1. eller 2. pkt. finder § 13, stk. 2, og § 35, stk. 1,
ikke anvendelse.
Stk. 2.
For arealer i byzone, hvor der ikke er en
lokalplan eller en plan m.v. opretholdt efter §
68, stk. 2, kan kommunalbestyrelsen uden
tilvejebringelse af en lokalplan efter § 13, stk. 2,
meddele tilladelse til ændret anvendelse af
eksisterende bebyggelse og til bygge- eller
anlægsarbejder med henblik på etablering af
midlertidige opholdssteder til nyankomne
flygtninge, jf. integrationslovens § 12, stk. 6.
Stk. 3.
For arealer i landzone, der ifølge
kommuneplanens rammer pr. 1. januar 2015 kan
overføres til byzone, eller som ligger i en
landsby, kan kommunalbestyrelsen uden
tilvejebringelse af en lokalplan efter § 13, stk. 2,
meddele tilladelse til ændret anvendelse af
eksisterende bebyggelse og til bygge- eller
anlægsarbejder med henblik på etablering af
midlertidige opholdssteder til nyankomne
flygtninge, jf. integrationslovens § 12, stk. 6.
Ved afgørelse efter 1. pkt. finder § 35, stk. 1,
ikke anvendelse.
Stk. 4-6. ---
Stk. 7.
Dispensationer efter stk. 1 og tilladelser
efter stk. 1-3 skal tidsbegrænses og kan højst
2.
I
§ 5 u, stk. 7,
indsættes som
2. og 3.
gives med en varighed på 5 år fra meddelelsen.
punktum:
Stk. 8. ---
»Kommunalbestyrelsen
kan
forlænge
varigheden af disse dispensationer og tilladelser
med op til 2 år. Ved sådan afgørelse om at
forlænge varigheden af en dispensation eller en
tilladelse finder reglerne i stk. 6 og 8 tilsvarende
anvendelse.«.
§7
I lov nr. 174 af 27. februar 2019 (Lov om
ændring af udlændingeloven, integrationsloven,
326
 UUI, Alm.del - 2019-20 - Bilag 58: Lovudkast om ændring af udlændingeloven og forskellige andre love, fra udlændinge- og integrationsministeren
repatrieringsloven og forskellige andre love)
foretages følgende ændringer:
§ 1.
21.
I § 60, stk. 1, 1. pkt., ændres »§ 34, stk. 1-
1.
§ 1, nr. 21
ophæves.
3 og 6« til: »§ 34, stk. 1-3 og 7«, og »§ 42 a,
stk. 8, 2. pkt.« til: »§ 42 a, stk. 8, 2. og 5. pkt.«
§8
Stk. 1.
Loven træder i kraft den 15. juni 2020.
Stk. 2.
Lovens § 3, nr. 2-6, § 5 og § 6 træder i
kraft dagen efter offentliggørelse i Lovtidende.
Stk. 3.
Udlændinge- og integrationsministeren
fastsætter tidspunktet for ikrafttrædelse af
lovens § 1, nr. 73.
Stk. 4.
Lovens § 1, nr. 8, finder anvendelse for
udlændinge og virksomheder, som efter lovens
ikrafttræden
indbetaler
gebyr
efter
udlændingelovens § 9 h, stk. 1, 3, 5 og 10.
Stk.5.
Lovens § 1, nr. 21, finder ikke anvendelse
for sager efter § 25 b, stk. 2, som er indledt af
myndighederne før lovens ikrafttræden og ved
anmodning om genoptagelse af afgørelser efter
§ 25 b, stk. 2, som er indgivet før lovens
ikrafttræden. For sådanne afgørelser finder de
hidtil gældende regler anvendelse.
Stk. 6.
Lovens § 1, nr. 36, finder ikke
anvendelse ved ansøgninger, klager og
anmodninger om genoptagelse af afgørelser,
som er indgivet før lovens ikrafttræden. For
sådanne anmodninger finder de hidtil gældende
regler anvendelse.
Stk. 7.
Lovens § 1, nr. 59, 60, 63, 65 og 67,
finder ikke anvendelse for klager, der er
indgivet før lovens ikrafttræden. For sådanne
klager finder de hidtil gældende regler
anvendelse.
Stk. 8.
Udlændingelovens § 46 a, stk. 3, som
affattet ved lovens § 1, nr. 59, finder ikke
anvendelse for afgørelser, der er truffet af
Udlændingestyrelsen eller Styrelsen for
International Rekruttering og Integration inden
lovens
ikrafttræden,
og
som
på
afgørelsestidspunktet ikke kunne påklages til
Udlændingenævnet efter den hidtil gældende
bestemmelse i udlændingelovens § 52 b.
Stk. 9.
Lovens § 2, nr. 2, finder anvendelse for
327
 UUI, Alm.del - 2019-20 - Bilag 58: Lovudkast om ændring af udlændingeloven og forskellige andre love, fra udlændinge- og integrationsministeren
ansøgere og erklærende, som efter lovens
ikrafttræden
indbetaler
gebyr
efter
indfødsretslovens § 12, stk. 1, 1. og 2. pkt.
Stk. 10.
§ 5 u, stk. 7, 2. og 3. pkt., i lov om
planlægning, som affattet ved denne lovs § 6,
nr. 2, finder også anvendelse for dispensationer
og tilladelser efter § 5 u, stk. 1-3, der er udløbet
før lovens ikrafttræden, jf. § 5 u, stk. 7.
§9
Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland.
Lovens §§ 1 og 2 kan dog ved kongelig
anordning helt eller delvis sættes i kraft for
Færøerne og Grønland med de ændringer, som
de henholdsvis færøske og grønlandske forhold
tilsiger.
328