Markant stigning i brugen af Working
Holiday-ordningen
Siden 2015 er der sket en firedobling i udstedte tilladelser til Working Holiday-
ordningen. Især til chilenere og argentinere. Ministeren er i gang med at
undersøge, om ordningen skal justeres.
Ordningen blev oprindeligt indført i 2001 med syv lande, så unge mennesker fra disse
lande kunne lære hinandens kultur og levevis bedre at kende ved at få en
opholdstilladelse i op til et år.
En undersøgelse af Working Holiday-ordningen, som Styrelsen for International
Rekruttering og Integration har lavet, viser, at Danmark er et populært land at komme til,
fordi det er billigt og nemt at ansøge, der er gode arbejdsforhold og mulighed for at spare
op.
Størstedelen af de interviewede i undersøgelsen tilkendegiver, at det især er et job i hotel-
og restaurationsbranchen, der trækker, fordi det ikke kræver engelskkundskaber og er
fleksibelt i forhold til at rejse i weekenderne. De fleste vil gerne blive i Danmark så lang tid
som muligt og ønsker som oftest ikke at vende tilbage til hjemlandet, men rejse videre til et
andet Working Holiday-land.
Udlændinge- og Integrationsminister Mattias Tesfaye er nu i gang med at se på, om
ordningen skal justeres.
Mattias Tesfaye udtaler:
”Fagbevægelsen er bekymret for
udviklingen i brugen af Working Holiday-ordningen. Den
bekymring tager jeg alvorligt. Derfor er regeringen i gang med at se på området. Vi har
nogle ideer til, hvordan ordningen kan justeres. Derfor håber vi, at et flertal i Folketinget
kan støtte vores initiativer”.
I morgen tirsdag den 17.12.2019 vil der være drøftelser med flere af Folketingets partier,
og her vil regeringen afsøge, om der er opbakning til de foreslåede initiativer.
Læs Working Holiday-evalueringen her
Fakta
Der er blevet indgået aftaler med følgende lande: Australien (2001), New Zealand (2002),
Canada (2005), Japan (2007), Chile (2008), Sydkorea (2010) og senest Argentina (2011).
I 2015 blev der givet 809 tilladelser, mens tallet i 2019 var steget til 3344, jf. nedenstående
tabel.