UUI, Alm.del - 2019-20 - Bilag 36: Notat om afgivelse af indlæg i den præjudicielle sag ved EU-Domstolen C-710/19, G.M.A, fra udlændinge- og integrationsministeren

Udlændinge- og Integrationsudvalget 2019-20
UUI Alm.del Bilag 36
Offentligt

Notat

Notat til Folketingets Europaudvalg og Folketingets Udlændinge- og In-

tegrationsudvalg om afgivelse af indlæg i den præjudicielle sag ved EU-

Domstolen C-710/19, G.M.A.

1. Indledning

En belgisk ret (den forelæggende ret) har ved kendelse af 25. september 2019

forelagt EU-Domstolen to præjudicielle spørgsmål.

Regeringens interesse angår navnlig sagens første præjudicielle spørgsmål

om fortolkningen af bl.a. artikel 45 i EUF-Traktaten (TEUF) om arbejdskraf-

tens frie bevægelighed med hensyn til

arbejdssøgende

unionsborgeres ret til

ophold i en anden medlemsstat

Den forelæggende ret spørger dels til,

hvor længe

en unionsborger har ret til

at opholde sig som arbejdssøgende i en anden medlemsstat, dels til, i hvilket

omfang denne medlemsstat

kan iværksætte kontrolforanstaltninger og stille

dokumentationskrav

for at sikre, at unionsborgeren vedvarende søger arbejde

og har reel mulighed for at blive ansat.

2. Hovedsagens faktiske omstændigheder og overordnede retlige pro-

blemstilling

Den belgiske retssag, der har givet anledning til den præjudicielle forelæg-

gelse, vedrører et afslag på meddelelse af opholdsret efter EU-retten til en

unionsborger, der havde ansøgt om registreringsbevis som arbejdssøgende.

Unionsborgeren havde til støtte for sin ansøgning fremlagt sit CV og en række

jobansøgninger. De belgiske myndigheder vurderede dog, at den pågældende

ikke havde dokumenteret en reel mulighed for at opnå ansættelse i Belgien.

Unionsborgeren blev derfor meddelt afslag på ret til ophold med påbud om at

17. december 2019

Udlændinge- og

Integrationsministeriet

EU-ophold

Slotsholmsgade 10

1216 København K

Tel.

Mail

Web

CVR-nr.

6198 4000

[email protected]

www.uim.dk

36977191

Sagsbehandler

Frederik Sundgaard Land

Tel.

Mail

61 98 34 91

[email protected]

Sagens andet præjudicielle spørgsmål drejer sig om, hvorvidt de nationale retter i forbindelse med

prøvelsen af et afslag på ophold i mere end tre måneder, er forpligtet til at tage hensyn til nye om-

stændigheder, som er indtrådt efter myndighedernes meddelelse af afslag.

Side

1/6

UUI, Alm.del - 2019-20 - Bilag 36: Notat om afgivelse af indlæg i den præjudicielle sag ved EU-Domstolen C-710/19, G.M.A, fra udlændinge- og integrationsministeren

udrejse. Der var på afslagstidspunktet forløbet knap fem måneder, siden uni-

onsborgeren indgav sin ansøgning om bevis for registrering som arbejdssø-

gende.

Unionsborgeren blev godt en måned senere tilbudt beskæftigelse i Belgien,

og indgav på den baggrund en ny ansøgning til de belgiske myndigheder om

registreringsbevis som arbejdstager, der blev imødekommet.

Unionsborgeren har under sagen gjort gældende, at han fortsat har en inte-

resse i at få prøvet gyldigheden af afslaget på sin første ansøgning om regi-

strering som arbejdsøgende. Han har i den forbindelse anført, at han, hvis

afslaget omgøres, vil blive anset for at have haft lovligt ophold i Belgien fra

det tidspunkt, hvor han indgav sin første ansøgning, hvilket kan have betyd-

ning for optjeningen af ret til tidsubegrænset ophold.

3. EU-retsgrundlaget og EU-Domstolens praksis

Arbejdskraftens fri bevægelighed følger af artikel 45 i TEUF.

TEUF artikel 45 er for så vidt angår unionsborgeres ret til at færdes og op-

holde sig i andre medlemsstater som arbejdstagere eller arbejdssøgende ud-

møntet i opholdsdirektivet (direktiv 2004/38/EF).

Efter direktivets artikel 6 har unionsborgere ret til frit at tage ophold på en

anden medlemsstats område for en periode på højst tre måneder uden andre

betingelser eller formaliteter end kravet om at være i besiddelse af et gyldigt

identitetskort eller pas.

Efter direktivets artikel 7, stk. 1, har en unionsborger, der udøver økonomisk

aktivitet i en anden medlemsstat, f.eks. som arbejdstager, eller som råder over

tilstrækkelige midler til sig selv og sine familiemedlemmer, ret til ophold i

denne medlemsstat i mere end de første tre måneder.

Det følger endvidere af direktivets artikel 14, stk. 4, litra b, at en unionsbor-

ger, som er rejst ind på værtslandets område for at søge arbejde,

ikke må ud-

vises (udsendes), så længe det kan dokumenteres, at den pågældende fortsat

søger arbejde og har reelle muligheder for at blive ansat.

Ifølge direktivets artikel 24, stk. 2, er medlemsstaterne ikke forpligtet til at

tillægge ret til sociale ydelser i de første tre måneder af et ophold

eller even-

tuelt i den længere periode, som en arbejdssøgende måtte opholde sig i værts-

medlemsstaten.

Arbejdssøgende unionsborgere har således ikke ret til sociale

ydelser under deres ophold i værtsmedlemsstaten.

Af direktivets præambelbetragtning nr. 9 fremgår det, at unionsborgere bør

have ret til ophold i indtil tre måneder i værtsmedlemsstaten, uden at der stil-

Side

2/6

UUI, Alm.del - 2019-20 - Bilag 36: Notat om afgivelse af indlæg i den præjudicielle sag ved EU-Domstolen C-710/19, G.M.A, fra udlændinge- og integrationsministeren

les andre betingelser eller kræves andre formaliteter end besiddelse af et gyl-

digt identitetskort eller pas, og

uden at dette i øvrigt berører den gunstigere

behandling af arbejdssøgende som anerkendt i EF-Domstolens praksis.

Endelig fremgår det af direktivets præambelbetragtning nr. 16, at der

under

ingen omstændigheder bør træffes udsendelsesforanstaltninger

vedrørende

arbejdstagere, selvstændige erhvervsdrivende

eller arbejdssøgende,

således

som disse er defineret af Domstolen,

medmindre det sker af hensyn til den

offentlige orden eller sikkerhed.

EU-Domstolen (herefter Domstolen) havde

allerede inden opholdsdirektivets

vedtagelse

fastslået, at der gjaldt en udvisningsbeskyttelse i forhold til ar-

bejdssøgende unionsborgere.

I sagen C-292/89,

Antonissen,

fastslog Domstolen således, at traktatens be-

stemmelser om arbejdskraftens fri bevægelighed også omfatter unionsborge-

res ret til frit at bevæge sig i andre medlemsstater med henblik på at søge

beskæftigelse der

I den forbindelse udtalte Domstolen, at formålet med artikel 45 tilgodeses,

når fællesskabslovgivningen eller national lovgivning giver de pågældende

”en rimelig frist

[i betydningen en rimelig periode] til i den pågældende med-

lemsstat at få kendskab til de beskæftigelsestilbud, der svarer til deres er-

hvervsmæssige kvalifikationer, og til i givet fald at foretage det fornødne for

at blive ansat”

Konkret fandt Domstolen, at da længden af den periode, i hvilken en EU-

borger har krav på at opholde sig i en medlemsstat med henblik på at søge

arbejde der, ikke var reguleret i fællesskabsretten, forekom en periode på seks

måneder (som fastsat i dagældende britisk lovgivning) som udgangspunkt

ikke utilstrækkelig

. En periode på seks måneder kunne derfor ifølge Dom-

stolen ikke anfægte den tilsigtede virkning af princippet om fri bevægelighed.

Domstolen slog samtidig fast, at der heller ikke

efter

udløbet af den nævnte

periode

kan ske udvisning, hvis unionsborgeren ”beviser, at han fortsat søger

arbejde og har reelle chancer for at opnå ansættelse”

I sagen C-138/02,

Collins,

gentog Domstolen, at den opholdsret, der tilkom-

mer arbejdssøgende i henhold til traktaten, kan tidsbegrænses, men at der hel-

ler ikke

efter

udløbet af en sådan frist kan ske udvisning, hvis den pågældende

Opholdsdirektivet trådte i kraft den 30. april 2004, og fristen for gennemførelsen af opholdsdirekti-

vet i national ret udløb den 30. april 2006.

Antonissen, pr. 13.

Antonissen, pr. 16.

Antonissen, pr. 21.

Side

3/6

UUI, Alm.del - 2019-20 - Bilag 36: Notat om afgivelse af indlæg i den præjudicielle sag ved EU-Domstolen C-710/19, G.M.A, fra udlændinge- og integrationsministeren

beviser, at han fortsat søger arbejde og har reelle chancer for at opnå ansæt-

telse

I sagen C-171/91,

Tsiotras

, som vedrørte en græsk statsborger, der søgte om

forlængelse af sin opholdstilladelse i Tyskland, og som efter at have været

arbejdsløs i en årrække blev vurderet objektivt ude af stand til at opnå be-

skæftigelse, slog Domstolen fast, at personer, der som Tsiotras vedvarende

har været arbejdsløse, og som objektivt bedømt er ude af stand til at opnå

beskæftigelse, ikke har ret til at opholde sig i en anden medlemsstat som ar-

bejdssøgende efter EU-retten.

De ovenfor omtalte domme fra EU-Domstolen (i sagerne

Antonissen, Collins

Tsiotras)

er afsagt

før

opholdsdirektivets ikrafttræden den 30. april 2004

inden

udløbet af fristen for gennemførelse af direktivet i national ret den

30. april 2006. Det ændrer efter regeringens opfattelse ikke ved, at dommene

indeholder relevante bidrag til fortolkningen af TEUF artikel 45, men dom-

mene skal læses i lyset af opholdsdirektivets efterfølgende vedtagelse.

4. Dansk praksis

Opholdsdirektivet er gennemført i dansk ret ved bekendtgørelse nr. 318 af 27.

marts 2019 (EU-opholdsbekendtgørelsen).

Efter EU-opholdsbekendtgørelsens § 3, stk. 4, har unionsborgere ret til op-

hold i Danmark som arbejdssøgende i indtil seks måneder efter deres indrejse

i landet. Herefter har den pågældende ifølge bestemmelsen ret til ophold som

arbejdssøgende, så længe det kan dokumenteres, at den pågældende fortsat

søger arbejde og har reelle muligheder for at blive ansat.

Det følger endvidere af bekendtgørelsens § 21, stk. 1, at arbejdssøgende uni-

onsborgere, der opholder sig i Danmark, ikke skal ansøge om et registrerings-

bevis.

Efter bekendtgørelsens § 19, stk. 1, har en unionsborger, der har haft lovligt

ophold her i landet uafbrudt i fem år, ret til tidsubegrænset ophold.

Efter dansk praksis stilles der i de første seks måneder som udgangspunkt

ikke krav om, at unionsborgeren dokumenterer, at vedkommende aktivt søger

arbejde eller har reelle chancer for at opnå beskæftigelse i Danmark, men efter

seks måneders ophold vil unionsborgeren i en eventuel kontrolsituation skulle

dokumentere, at vedkommende er aktivt arbejdssøgende og har reelle chancer

for at opnå ansættelse. Ved vurderingen lægges der vægt på, om der foreligger

Collins, pr. 37.

Tsiotras havde tidligere, forud for Grækenlands indtræden i EU i 1981, haft opholdstilladelse på be-

skæftigelsesmæssigt grundlag i Tyskland, men havde på tidspunktet for ansøgningen om forlængelse

af denne opholdsret (efter Grækenlands indtræden i EU) været arbejdsløs i en årrække.

Side

4/6

UUI, Alm.del - 2019-20 - Bilag 36: Notat om afgivelse af indlæg i den præjudicielle sag ved EU-Domstolen C-710/19, G.M.A, fra udlændinge- og integrationsministeren

oplysninger om seriøse jobansøgninger, og om unionsborgeren vurderes at

have mulighed for at opnå beskæftigelse i den pågældende branche.

5. Regeringens interesse i sagen

Det er regeringens opfattelse, at artikel 45 i TEUF, således som denne be-

stemmelse er fortolket i Domstolens praksis og senere er udmøntet ved op-

holdsdirektivet

, jf. ovenfor, indebærer, at en medlemsstat er forpligtet til at

indrømme en arbejdssøgende unionsborger en rimelig periode til at få kend-

skab til relevante beskæftigelsestilbud og til at foretage det fornødne til at

blive ansat.

En unionsborger kan, uanset hvor længe den pågældende har opholdt sig i en

medlemsstat som arbejdssøgende, ikke udvises (udsendes), hvis den pågæl-

dende kan dokumentere, at den pågældende fortsat søger arbejde og har reelle

muligheder for at blive ansat, jf. opholdsdirektivets artikel 14, stk. 4, litra b.

Omvendt indebærer opholdsdirektivets artikel 14, stk. 4, litra b, at medlems-

staterne har mulighed for at udvise (udsende) en arbejdssøgende, som i for-

bindelse med en kontrol

–

der gennemføres efter, at den pågældende har op-

holdt sig tre måneder i medlemsstaten

–

ikke kan dokumentere, at han fortsat

søger arbejde og har reelle muligheder for at blive ansat, jf. herom nedenfor.

Opholdsdirektivets artikel 14, stk. 4, litra b, forudsætter efter sin ordlyd, at

unionsborgeren kan pålægges at dokumentere, at den pågældende fortsat sø-

ger arbejde og har reelle muligheder for at blive ansat.

EU-retten vurderes på den baggrund ikke at være til hinder for, at medlems-

staterne

–

på linje med hvad der gælder i forhold til erhvervsaktive og selv-

forsørgende unionsborgere

–

udøver kontrol og stiller dokumentationskrav

allerede efter de første tre måneders ophold i forhold til unionsborgere, der

opholder sig som arbejdssøgende på deres område, så længe der ikke er tale

om systematisk kontrol

. Det bemærkes i den forbindelse, at muligheden for

at udøve kontrol og stille dokumentationskrav er en nødvendig forudsætning

for, at medlemsstaterne kan sikre, at alene de reelt berettigede indrømmes en

opholdsret som arbejdssøgende.

Dette må så meget desto mere gælde, såfremt det lægges til grund, at perioder

som arbejdssøgende skal indgå i beregningen af den periode på fem års lovligt

ophold, som giver ret til tidsubegrænset ophold, jf. opholdsdirektivets artikel

16, stk. 1.

Navnlig direktivets præambelbetragtning nr. 9 og nr. 16, artikel 14, stk. 4, litra b, og artikel 24, stk.

Jf. opholdsdirektivets artikel 14, stk. 2, 2. afsnit.

Side

5/6

UUI, Alm.del - 2019-20 - Bilag 36: Notat om afgivelse af indlæg i den præjudicielle sag ved EU-Domstolen C-710/19, G.M.A, fra udlændinge- og integrationsministeren

Regeringen vil i indlægget for EU-Domstolen argumentere i overensstem-

melse med de ovenfor anførte betragtninger.

Side

6/6