UUI, Alm.del - 2019-20 - Bilag 177: Notat til Folketingets Europaudvalg og Folketingets Udlændinge- og Integrationsudvalg om afgivelse af indlæg i den præjudicielle sag for EUDomstolen C-194/20, Stadt Duisburg, fra udlændinge- og integrationsministeren

Udlændinge- og Integrationsudvalget 2019-20
UUI Alm.del Bilag 177
Offentligt

Notat

Notat til Folketingets Europaudvalg og Folketingets Udlændinge- og In-

tegrationsudvalg om afgivelse af indlæg i den præjudicielle sag for EU-

Domstolen C-194/20, Stadt Duisburg

1. Indledning

En tysk ret har ved kendelse af 7. maj 2020 forelagt EU-Domstolen 5 spørgs-

mål om fortolkningen af Associeringsrådets afgørelse nr. 1/80 af 19. septem-

ber 1980 (afgørelse nr. 1/80), som er vedtaget inden for rammerne af associ-

eringsaftalen mellem EU og Tyrkiet.

Spørgsmålene angår fortolkningen af artikel 9 i afgørelse nr. 1/80 om adgang

til uddannelse i en værtsstat for tyrkiske børn med lovlig bopæl hos deres

forældre, som er eller har været lovlig beskæftiget i værtsstaten. Den forelæg-

gende ret ønsker oplyst, om tyrkiske børns ret til uddannelse også indebærer,

at de har en

selvstændig ret til ophold

i værtsstaten, og i givet fald under

hvilke betingelser, herunder om forældre i så fald kan

aflede

en ret til ophold

af deres børns opholdsret.

2. Hovedsagens faktiske omstændigheder

Sagen vedrører de tyske myndigheders afslag på forlængelse af opholdstilla-

delser til fem tyrkiske statsborgere (mor, far og deres 3 børn, hvoraf et barn

er over 18 år), der siden 2016 har boet i Tyskland.

Faderen indrejste i Tyskland i 2015 og blev meddelt en midlertidig opholds-

tilladelse som selvstændig erhvervsdrivende. Moderen og børnene indrejste i

2016 og blev meddelt midlertidige opholdstilladelser som familiesammen-

førte med faderen. Moderen arbejdede i kortere perioder. Børnene gik i skole.

Da opholdstilladelserne udløb, ansøgte familien om forlængelse. De blev

meddelt afslag med den begrundelse, at faderen ikke længere udøvede selv-

stændig erhvervsvirksomhed. Familien anlagde sag og anførte, at eftersom

børnene bor lovligt hos forældrene og går i skole, indebærer artikel 9 i afgø-

relse nr. 1/80, at børnene har en selvstændig opholdsret, og at forældrene, for

at sikre den praktiske virkning af børnenes ret, nødvendigvis måtte kunne af-

lede en opholdsret af børnene.

3. Regeringens interesse i sagen

Den 12. september 1963 indgik Det Europæiske Økonomiske Fællesskab og

Tyrkiet en associeringsaftale med det formål at styrke de økonomiske og han-

delsmæssige forbindelser mellem EU og Tyrkiet, herunder gradvist at gen-

nemføre arbejdskraftens frie bevægelighed.

Side

1/4

23. september 2020

Udlændinge- og

Integrationsministeriet

EU-opholdskontoret

Slotsholmsgade 10

1216 København K

Tel.

Mail

Web

CVR-nr.

6198 4000

[email protected]

www.uim.dk

36977191

Sagsbehandler

Line Godrum

Sags nr.

Akt-id

2020 - 14410

1354505

UUI, Alm.del - 2019-20 - Bilag 177: Notat til Folketingets Europaudvalg og Folketingets Udlændinge- og Integrationsudvalg om afgivelse af indlæg i den præjudicielle sag for EUDomstolen C-194/20, Stadt Duisburg, fra udlændinge- og integrationsministeren

Associeringsaftalen er senere blevet suppleret med bl.a. Associeringsrådets

afgørelse nr. 1/80 af 19. september 1980, som bl.a. har til formål at forbedre

rettighederne for tyrkiske arbejdstagere og deres familiemedlemmer. Det be-

mærkes, at afgørelsen ikke omfatter selvstændigt erhvervsdrivende.

Efter artikel 6 indrømmes en tyrkisk arbejdstager, der efter national ret har

opnået tilknytning til det lovlige arbejdsmarked i en medlemsstat, en adgang

til beskæftigelse i værtsstaten, som gradvist udvides i takt med varigheden af

arbejdstagerens udøvelse af lovlig lønnet beskæftigelse.

Efter artikel 7 opnår en tyrkisk arbejdstagers familiemedlemmer adgang til

beskæftigelse i værtsstaten, når familiemedlemmet efter national ret har fået

tilladelse til at flytte til værtsstaten og har haft lovlig bopæl dér i mindst tre

år.

Efter artikel 9 i afgørelsen har tyrkiske børn med lovlig bopæl hos deres for-

ældre, som er eller har været lovlig beskæftiget i en medlemsstat, adgang til

almindelig skoleundervisning og erhvervsuddannelse på samme betingelser

som børn af statsborgere i den pågældende medlemsstat, herunder de rettighe-

der, der er fastsat i den nationale lovgivning på dette område.

Ordlyden af artikel 9 frembyder en række ligheder, men er ikke enslydende

med artikel 10 i forordning (EU) nr. 492/2011 om arbejdskraftens fri bevæ-

gelighed inden for Unionen.

EU-Domstolen har ikke tidligere haft anledning til at tage stilling til, om ar-

tikel 9 i afgørelse nr. 1/80 skal fortolkes i overensstemmelse med nævnte for-

ordnings artikel 10. EU-Domstolen har imidlertid i bl.a. Genc-dommen og

tidligere praksis udtalt, at principperne indeholdt i bestemmelser i den pri-

mære EU-ret, der vedrører arbejdskraftens frie bevægelighed, i videst muligt

omfang skal overføres på tyrkiske statsborgere, der er tillagt rettigheder i hen-

hold til associeringsaftalen.

Det bemærkes, at efter retspraksis vedrørende forordningens artikel 10 har en

EU-arbejdstagers barn en selvstændig opholdsret med henblik på at gennem-

føre sin skolegang, i tilfælde hvor forælderen ikke længere har ret til ophold

Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 492/2011 af 5.

april 2011 om arbejdskraftens frie

bevægelighed inden for Unionen ophævede og erstattede Rådets forordning (EØF) nr. 1612/68, der

havde samme titel.

Artikel

i forord i g r. 49 /

har flg. ordlyd: ”Såfre t e statsborger i e

medlemsstat er eller har været beskæftiget på en anden medlemsstats område, har hans børn, hvis

de er bosat på denne medlemsstats område, adgang til almindelig undervisning, lærlingeuddannelse

og faglig uddannelse på samme vilkår som statsborgere i denne stat. Medlemsstaterne skal fremme

bestræbelser, der gør det muligt for disse børn på de bedst

ulige vilkår at følge u dervis i ge .”

Se EU-Domstolens dom af 12. april 2016 i sag C-561/14, Genc, præmis 52 og den deri nævnte rets-

praksis.

Side

2/4

som arbejdstager.

Endvidere kan den forælder, der har den faktiske foræl-

dremyndighed, uanset nationalitet, aflede en ret til ophold, mens barnet går i

skole, uden at der kan stilles et krav om, at den pågældende forælder råder

over tilstrækkelige midler.

Efter dansk administrativ praksis anvendes artikel 9 i afgørelse nr. 1/80 ikke

som grundlag for en selvstændig opholdsret for børn af tyrkiske arbejdsta-

gere, idet børnene typisk familiesammenføres efter udlændingelovens regler.

Regeringen vil på denne baggrund afgive indlæg i sagen.

Ved besvarelsen af de præjudicielle spørgsmål vil regeringen i første række

argumentere for, at artikel 9 i afgørelse nr. 1/80 ikke indebærer en selvstændig

opholdsret henholdsvis afledt ret. Til støtte herfor vil regeringen bl.a. henvise

til

ordlyden

af artikel 9, hvorefter tyrkiske børn alene tillægges rettigheder

inden for undervisning og uddannelsesområdet på samme betingelser som

børn af værtsstatens statsborgere, idet bestemmelsen efter sin ordlyd ikke re-

gulerer retten til ophold. Bestemmelsen stiller krav om

’lovlig bopæl’

hos for-

ældrene som betingelse for adgangen til undervisning. I lyset af opbygningen

af regelsættet må dette efter regeringens opfattelse indebære, at barnet skal

have en

forudgående

ret til ophold i værtsstaten som familiemedlem til en

tyrkisk

arbejdstager, der opfylder betingelserne i afgørelsens artikel 6, eller

til et familiemedlem, der har opnået adgang til beskæftigelse efter artikel 7

og er eller har været i beskæftigelse.

Derudover vil regeringen henvise til

formålet med reglerne i afgørelse nr. 1/80 og den kontekst, disse udgør en del

af.

For det tilfælde, at Domstolen måtte nå frem til, at artikel 9 indebærer en ret

til ophold, vil regeringen i anden række gøre gældende, at den alene er acces-

sorisk i forhold til barnets adgang til undervisning. Det indebærer efter rege-

ringens opfattelse, at en forælder ikke kan aflede en opholdsret af sit barns

eventuelle ret efter artikel 9.

Regeringen vil i et indlæg endvidere argumentere for, at Associeringsrådet i

afgørelse nr. 1/80 ikke har haft til hensigt at skabe en fuldstændig ligestilling

mellem de materielle rettigheder, der gælder for henholdsvis EU-arbejdsta-

gere og tyrkiske arbejdstagere omfattet af afgørelse nr. 1/80. Det bemærkes i

den forbindelse, at der er væsentlige forskelle mellem reglerne i associerings-

aftalekomplekset, som er en aftale indgået med et tredjeland, og reglerne i

EUF-traktaten om fri bevægelighed, herunder reglerne om unionsborgerska-

bet. Der er således tale om bestemmelser med to vidt forskellige retsgrundlag,

der adskiller sig ikke blot med hensyn til deres ordlyd, men også hvad angår

deres formål. På den baggrund vil regeringen argumentere for, at retspraksis

om artikel 10 i forordning (EU) nr. 492/2011 ikke uden videre kan overføres

Se C-413/99, Baumbast, præmis 73.

Se bl.a. C-480/08, Teixeria, præmis 50 og 51.

3/4

Side

til artikel 9 i afgørelse nr. 1/80, som skal fortolkes i lyset af bestemmelsens

kontekst, og navnlig det økonomiske formål, der forfølges med associerings-

aftalekomplekset.

Regeringen vil således argumentere for, at artikel 9 alene tilsigter at tillægge

rettigheder i værtsstaten inden for undervisnings- og uddannelsesområdet på

samme betingelser som børn af statsborgere i den pågældende værtsstat, så-

ledes som disse rettigheder er fastsat i national ret.

Side

4/4