Udlændinge- og Integrationsudvalget 2019-20
UUI Alm.del Bilag 175
Offentligt
Jeg kom hjem med min familie efter ti år. Hvad er der dog sket med Danmark?
Af ARI ROSENZWEIG [[email protected]]
Egentlig havde vi et godt liv i Danmark. Vi havde tre små, sunde børn, en fin lejlighed på
Frederiksberg, gang i karrieren og et stærkt netværk. Men alligevel var der stadig en smule
eventyrlyst i os. Der var ingen rationel grund til at tage væk fra Danmark og prøve kræfter
uden for landets og vores egne trygge grænser. Og hvad der først var et vovet spring ud af
reden, blev hurtigt til en hverdag i udlandet, hvor vores børn voksede sig store, og vi blev
modne forældre. De næste år fløj af sted og vi etablerede begge egne virksomheder. Vi var
dygtige iværksættere, flittige og hårdtarbejdende. Det gik godt. Men efter ti år besluttede vi
alligevel at vende tilbage til Danmark.
Jeg var fuld af forhåbninger for hele familien. Jeg glædede mig over, at mine børn
kunne få del i det samfund, der havde formet mig som person; en opvækst i et åbent, frit og
fredeligt samfund.
Velkomsten var over alle forventninger. 4. juli 2019, ankom vi, Independence day, vores
19. bryllupsdag, sommer i København. At træde ind i Borgerservice var som en femstjernet
hotellobby, og vi blev prompte kørt gennem systemet med vores cpr-numre,
folkeregisteradresse, fik tildelt familielæge, sygesikring osv. Lige på nær min hustru.
Hun er nemlig ikke fra Danmark. Og hun havde mistet sin permanente opholdstilladelse
under vores ophold i udlandet. Jeg vidste godt, at reglerne havde ændret sig, og der var
blevet
strammet op
i Danmark. Men den danske ambassade havde oplyst os om, at vi lige så
godt kunne søge om familiesammenføring, når vi ankom til Danmark. Jeg tænkte, det nok var
en procedure, som højst ville tage et par måneder. Min hustru havde jo allerede boet i
Danmark og havde haft permanent opholdstilladelse.
Det kunne vi sagtens klare, tænkte vi. Vi var fulde af forandringens energi og spændt
på alle de nye muligheder i Danmark. Den 40 sider lange ansøgning om familiesammenføring
og tilhørsforhold var en formalitet, der skulle overstås. Og alligevel kunne jeg ikke helt
ignorere, at denne ansøgning måske var en forsmag på et Danmark, jeg ikke kendte.
Vi havde været så heldige at finde en lejlighed, takket være vores gamle netværk.
Børnene begyndte i skole efter sommerferien, og jeg havde fået mig et job. Det hele gik så
hurtigt og let. Bortset for min hustru. Hun måtte pænt vente på, at det blev hendes tur, på at
hun kunne få sit cpr-nummer aktiveret, få lov til at arbejde, få sig et sygesikringsbevis, en
bankkonto. I ansøgningen stod godt nok, at det ville tage maksimum ti måneder at behandle
 UUI, Alm.del - 2019-20 - Bilag 175: Henvendelse af 21/9-20 fra Thomas Skou Grindsted vedr. familiesammenføring
vores sag. Slap nu af. Altså ti måneder at gennemgå en ansøgning om ophold fra én, som er
gift dansk og selv har boet permanent i Danmark?
Vores mod var stadig højt. Min hustru havde godt af en lille forlænget ferie efter flere
års hårdt, arbejde som selvstændig. Hver morgen tog børnene i skole, jeg på arbejde, og vi
efterlod min hustru derhjemme. Da vi kom hjem, kunne vi dele vores oplevelser om vores nye
hverdag. Der var så mange nye indtryk. Børnene fik hurtigt travlt med fritidsaktiviteter og nye
venner. Ugerne gik, og dagene blev kortere. Jeg nåede at tænke, at det var imponerende, at
min hustru ikke var begyndt at miste modet. En dag kom jeg hjem og spurgte hende, hvordan
hendes dag var forløbet. Jeg vidste, at det ville komme på et tidspunkt: Et tomt blik som svar.
Der var nu gået næsten fem måneder. Det var mørkt, regnfuldt og sidst i november.
Det var her, vi hørte fra Udlændingestyrelsen første gang. De manglede en redegørelse
for vores indtægter de tidligere år og noget mere om min hustrus uddannelsesbaggrund. Det
tog os to dage at samle og sende dokumenterne.
Jeg havde sendt flere beskeder via den digitale beskedformular, for at følge op på
ansøgningen og forhøre om status. Ikke én eneste gang fik jeg et svar, blot en automatisk
kvittering for modtagelse af henvendelse. Hvis jeg ringede, fik jeg en høflig receptionist i
telefonen, som kunne henvise til de tre ud af fire prikker, der repræsenterer udviklingen på
vores sag. Tre ud af fire. Så kunne der ikke være langt igen.
At forsørge en familie med to voksne og tre store teenagere kræver som bekendt en
god sjat penge. Børnepenge eller anden hjælp er der ikke noget af, da vi har været bortrejste.
Hver en krone blev vendt og drejet og der er ikke råd råd til mere end lige at føde de
umættelige teenagemaver. Min hustru måtte stadig ikke arbejde, og vi er ved at bruge hele
vores opsparing. Hver eneste dag åbnede vi postkassen med håbet om at finde et brev fra
Udlændingestyrelsen. Datoen for den maksimale behandlingstid på ti måneder, 17. maj, lå som
et anker af håb, hvor hun endelig kunne komme i gang med sit nye liv, så vi kunne få rettet op
på vores pressede økonomi. Men vi kom til at vente frem til slutningen af juni, før at vi for
anden gang hører fra Udlændingestyrelsen: Vi kan
måske
forvente en afgørelse den 17.
september - fjorten måneder efter at vi indgav ansøgningen, lyder det. En besked uden nogen
begrundelse.
Der er nu gået 14 måneder, og vi har endnu ikke hørt fra Udlændingestyrelsen. Min hustru har
fået tilbudt et drømmejob i lige netop hendes faglige speciale, men det har hun måttet lægge
på is. I disse 14 måneder har vi ikke fået nogen forklaring, nogen beklagelse, noget tilbud om
hjælp af nogen art. Ingen hensyn til den stadig mere depressive og stressede tilstand,
uvisheden sætter os i. Vi må tage os til takke med en flot hjemmeside, hvor vi kan følge
sagsbehandlings-prikkernes fremgang, en høflig omstillingsdame, som lover at videresende
klagen til rette vedkommende. Når min hustru grædende spørger i telefonen om der ikke er
nogen som, vi kan snakke med, får hun at vide, at hun skal være tålmodig og vente. Og så kan
 UUI, Alm.del - 2019-20 - Bilag 175: Henvendelse af 21/9-20 fra Thomas Skou Grindsted vedr. familiesammenføring
vi i bedste tilfælde, med en positiv afgørelse, alligevel forvente at skulle stille over 100.000
kroner i økonomisk garanti. Jeg skal jo kunne vise, at jeg har midler til ikke at være en
belastning for Danmark - for mit hjemland. Penge, som nu er blevet brugt, fordi vi kun har haft
én indkomst.
Jeg tænker: Hvad har politikerne haft i tankerne med dette sylteri? Hvor fattigt og nærigt er
det ikke over for landets egne statsborgere og deres livspartnere at lade dem sidde og sygne
hen i venteværelset? At isolere dem og kvæle deres gåpåmod og energi med en absurd og
helt unødvendig lang behandlingstid? Hvem gavner denne model? Det er i hvert fald ikke
noget, som fremmer integrationen eller blot følelsen af glæde over, at man vælger at komme
hjem og lægge sin energi og sine skattepenge i Danmark. Hvorfor denne modstand mod at
give os hånden og sige velkommen hjem, vis os så hvad I kan og bidrag til verdens bedste
velfærdssamfund? Vil vil være hér - og vi vil bidrage!
I stedet er beskeden til os: Nu skal I bare tage al den gode energi og alle de gode
forhåbninger og intentioner og lukke det hele ned og sætte jer pænt på bænken uden at sige
et kvæk og uden at forvente noget. Og når I så er blevet helt indtørrede og bitre, så kan I
måske, hvis I er heldige, komme med i klubben.
Jeg har på fornemmelsen, at det hele handler om at få os til at opgive og rejse igen. Kan det
være rigtigt? Vi har været et par i 25 år, gift i 20 år, vi har tre børn i alderen 11-18, som alle er
født i Danmark, og alle på nær moderen har dansk statsborgerskab. Og alligevel skal vi
igennem denne absurd lange granskning for at få lov til at være i Danmark. I de 25 år, jeg har
været sammen med min hustru, er denne tid i Danmark den største udfordring af vores
forhold og vores familie. Sagen er, at vi i dag, 14 måneder efter ankomsten, stadig ikke aner,
om vi overhovedet kan bo i Danmark.
Jeg skriver dette, da det føles som en sidste udvej at henvende sig til offentligheden. Det
system, politikerne har sat op, er en stor bunker, som afviser enhver henvendelse, ethvert
spørgsmål, som frasiger sig ethvert ansvar og er iskold for den mindste medmenneskelig
behandling.
Jeg har været væk i ti år, og jeg er kommet hjem igen. Jeg ved selvfølgelig godt, at der er
blevet strammet meget op på reglerne, at udlændingepolitikken har været hård. Men var der
ikke noget om, at den også skulle være fair? Eller i det mindste bare fornuftig? Ved nogen
ansvarlige politiker, hvilke destruktive konsekvenser, disse stramninger har for statsborgere og
deres familier? Jeg har svært ved at beskrive den magtesløshed, frustration og følelse af svigt,
som dette indebærer.
 UUI, Alm.del - 2019-20 - Bilag 175: Henvendelse af 21/9-20 fra Thomas Skou Grindsted vedr. familiesammenføring
Det Danmark, jeg er kommet hjem til, er ikke det land, jeg kender og er vokset op i.
Hvad er der sket?