Udenrigsudvalget 2019-20
URU Alm.del Bilag 187
Offentligt
2204062_0001.png
FN-forbundet opfordrer:
Anerkend Palæstina nu
2. juni 2020
I øjeblikket er det rå magt, der sætter dagsordenen i Palæstinakonflikten. Den nye israelske
regering synes, i ly af præsident Trumps såkaldte fredsplan, at være i gang med det hidtil
største angreb på fredsprocessen. Ikke blot gennem en fortsat udvidelse af bosættelserne
på Vestbredden, men ultimativt med en annektering af området. Dette vil klart være i strid
med folkeretten.
FN-forbundet opfordrer derfor regeringen til snarest muligt at anerkende Palæstina for at
støtte en retfærdig løsning på den lange konflikt i overensstemmelse med de internationale
regler. Som vi alle ved har 137 lande, inklusive Island og Sverige, allerede for længst taget
dette skridt. Ligeledes besluttede EU-parlamentet i december 2014 med massivt flertal,
herunder med støtte fra den danske socialdemokratiske gruppe, at opfordre
medlemslandene til at anerkende Palæstina som selvstændig stat.
Efter mødet mellem EU’s udenrigsministre den 15. maj fastslog EU’s udenrigschef Josep
Borrell, at annektering
’er
i strid med folkeretten’. Men udenrigsministrene besluttede ikke,
hvordan man ville reagere over for den israelske trussel om annektering. Derfor må den
danske regering nu selv tage ansvar og benytte det flertal for anerkendelse, som findes i
Folketinget.
En anerkendelse af Palæstina vil være en protest mod flere bosættelser og en kommende
annektering af Vestbredden. Det vil være en støtte til de hårdtprøvede fredskræfter på
begge sider. Men først og fremmest er det et nødvendigt
og hastende
skridt for at
fastholde muligheden for en varig fred mellem israelere og palæstinensere gennem en
forhandlet to-statsløsning.
På FN-forbundets vegne,
Jørgen Estrup, landsformand
FN-forbundet
Tordenskjoldsgade 25 st.th.
1055 København K
Tlf. 33 46 46 90
Hjemmeside:
www.fnforbundet.dk
▪ E-mail:
[email protected]