Det Udenrigspolitiske Nævn 2019-20
UPN Alm.del Bilag 52
Offentligt
2116739_0001.png
Udenrigsministeriet
Folketingets Udenrigsudvalg
Asiatisk Plads 2
DK-1448 København K
Telefon +45 33 92 00 00
Telefax +45 32 54 05 33
E-mail: [email protected]
http://www.um.dk
Bilag
Sag/ID Nr.
Enhed
Dato
2019-41956
ALO
28. november 2019
URU alm. del
svar på spørgsmål 22 fra Eva Flyvholm (EL),
stillet den 15. november 2019 til udenrigsministeren.
Spørgsmål
Vil ministeren oplyse, hvordan regeringen forholder sig til den politiske
udvikling i Bolivia, og om Danmark har taget initiativer, der kan hjælpe til
overholdelse af demokratiske rettigheder i landet og fredelig løsninger?
Spørgsmålet skal ses i lyset af, at politi og militær har tvunget Bolivias
præsident Evo Morales til at træde tilbage efter flere ugers uroligheder.
Kort forinden havde Morales varslet, at der skulle holdes omvalg, efter en
rapport fra Organisationen af Amerikanske Stater (OAS) rapporterede om
valgsnyd ved sidste måneds præsidentvalg. Situationen er bekymrende,
idet landet nu står uden en legitim valgt ledelse, og det er uklart hvordan
et omvalg kan gennemføres.
Svar
Jeg følger udviklingen i Bolivia med stor bekymring. Det er et kritisk
tidspunkt for demokratiet i landet. Efter anklager om uregelmæssigheder
ved præsidentvalget den 20. oktober 2019 er den nu tidligere præsident
Evo Morales, vicepræsidenten og lederne af senatet og underhuset trådt
tilbage. Dette skete efter anklager fra bl.a. en uafhængig
valgobservationsmission fra OAS om mulig valgsvindel, og efter at
militæret havde opfordret præsident Evo Morales til at trække sig.
Den tidligere 2. vicepræsident for Senatet Jeanine Áñez har overtaget
posten som midlertidig præsident i Bolivia mhp. at lede landet mod nyvalg
hurtigst muligt. Det skal nævnes, at den bolivianske forfatningsdomstol
har godkendt dette skridt.
UPN, Alm.del - 2019-20 - Bilag 52: Svar på spørgsmål vedr. den politiske udvikling i Bolivia
2
Senest har begge kamre i det bolivianske parlament den 23. november
2019 tiltrådt, at der skal holdes nyvalg, og at den tidligere præsident
Morales ikke kan stille op, fordi han allerede har siddet i to valgperioder,
som forfatningen foreskriver.
Sammen med EU støtter vi en løsning, der kan sikre en midlertidig ledelse
af landet hen imod nye demokratiske valg, således af befolkningen kan
stemme om den fremtidige ledelse af landet.
EU har fra begyndelsen af urolighederne opfordret til, at alle parter
udviser tilbageholdenhed og undgår vold. Senest på rådsmødet
(udenrigsanliggender) den 11. november 2019 opfordrede Rådet alle
parter til at vise ansvarlighed for at finde en vej til et troværdigt valg og
undgå yderligere vold. Desuden undersøger EU mulighederne for
hvorledes, at EU kan bidrage til processen hen imod et valg.
Med venlig hilsen
Jeppe Kofod