UPN, Alm.del - 2019-20 - Bilag 50: FE's Efterretningsmæssig risikovurdering 2019

Det Udenrigspolitiske Nævn 2019-20
UPN Alm.del Bilag 50
Offentligt

Efterretningsmæssig

Risikovurdering 2019

En aktuel vurdering af forhold i udlandet af betydning for Danmarks sikkerhed

UPN, Alm.del - 2019-20 - Bilag 50: FE's Efterretningsmæssig risikovurdering 2019

Efterretningsmæssig Risikovurdering

| 2019

Forsvarets Efterretningstjeneste

Kastellet 30

2100 København Ø

Telefon: 3332 5566

www.fe-ddis.dk

www.cfcs.dk

UPN, Alm.del - 2019-20 - Bilag 50: FE's Efterretningsmæssig risikovurdering 2019

Efterretningsmæssig Risikovurdering

| 2019

Forsvarets

Efterretningstjeneste

Efterretningsmæssig Risikovurdering

2019

UPN, Alm.del - 2019-20 - Bilag 50: FE's Efterretningsmæssig risikovurdering 2019

Efterretningsmæssig Risikovurdering

| 2019

Forord

Den verdensorden, der har dannet den overordnede ramme

for håndteringen af Danmarks og Europas geopolitiske og

sikkerhedsmæssige interesser de sidste mange årtier, er

under pres. Vi kan ikke længere som en selvfølge forvente,

at der i alle spørgsmål vil være sammenfaldende interesser

i de traditionelle alliancer og samarbejdsmønstre. Forføl-

gelse af nationale interesser vil i stigende grad komplicere

samarbejdet. Samtidig er den regelbaserede verdensorden

udfordret.

Europa vil kunne komme til at stå mere alene med sine

værdifællesskaber og sine interesser, herunder sikkerheds-

interesser, samt i forhold til f.eks. migrationsspørgsmålet

og muligheden for at adressere disse forhold.

Med de overordnede globale forskydninger i økonomisk,

politisk og militær magt vil små og mellemstore stater i

højere grad kunne blive udsat for et krydspres fra globale

og regionale spillere både inden for og uden for Europa.

Kinas voksende økonomiske styrke og erklærede mål om

på sigt at ville spille en stadig mere dominerende rolle i glo-

bale spørgsmål kommer til at påvirke USA’s globale position

og den geopolitiske balance. USA forsøger at modgå denne

udvikling, samtidig med at USA’s indenrigs- og udenrigspo-

litiske dagsorden om i højere grad at orientere sig mod

sig selv giver Rusland og Kina muligheder for større ind-

flydelse i Mellemøsten, Afrika og andre regioner, som USA

prioriterer lavere end tidligere.

Samtidig benytter stadig flere stater sig målrettet af

at svække andre landes sammenhængskraft gennem

påvirkningskampagner, hvor der anvendes en bred vifte

af virkemidler, og hvor især den teknologiske udvikling

har accelereret mulighederne for denne form for kam-

pagner.

Helt generelt er trusselsbilledet tillige påvirket af den tek-

nologiske udvikling. Den tiltagende koncentration inden for

tech-industrien og af de kommercielle aktører, der baserer

deres forretningsmodeller omkring transnationale digitale

it- og kommunikationsplatforme, er egnet til grundlæg-

gende at ændre på de traditionelle magtstrukturer. Det

teknologiske kapløb om kvantecomputere, robotteknologi,

ansigtsgenkendelsesalgoritmer og kunstig intelligens mv.

og stadig flere staters ukritiske brug af disse teknologier

til kontrol af egen befolkning indebærer, at teknologi og

værdier bliver vanskelige at holde adskilt og kan blive cen-

trale dele af den fremtidige geopolitiske værdikamp og på

den måde få betydning for trusselsbilledet.

USA og det transatlantiske forhold vil fortsat være den af-

gørende garant for Danmarks grundlæggende sikkerheds-

politiske interesser.

UPN, Alm.del - 2019-20 - Bilag 50: FE's Efterretningsmæssig risikovurdering 2019

Efterretningsmæssig Risikovurdering

| 2019

Men trusselsbilledet er ikke alene blevet mere komplekst.

Det er også blevet mere hastigt omskifteligt og dermed

uforudsigeligt.

Det er en af FE’s kerneopgaver at bidrage med selvstænd-

ige, nationale efterretningsmæssige vurderinger, så Dan-

mark som suveræn stat kan håndtere disse udfordringer

bedst muligt.

Et afgørende element i det at være en moderne efter-

retningstjeneste i et åbent demokratisk samfund er tillid,

tilgængelighed og dialog i bredest mulige forstand – natur-

ligvis under iagttagelse af de særlige hensyn, der gør sig

gældende i forhold til beskyttelse af kapaciteter, kilder og

tjenestens evne til at udføre sine pligter i øvrigt.

Den årlige efterretningsmæssige risikovurdering fra FE,

som du sidder med nu, samler et billede af de vigtigste

trusler og en række andre forhold i udlandet af betydning

for Danmarks sikkerhed og strategiske interesser.

Risikovurderingen indledes i år af kapitlet om Arktis, hvor

stormagternes interesser har direkte og stigende betyd-

ning for Kongeriget Danmark. Ligesom de seneste år ligger

hovedvægten derudover på Rusland, cybertruslen og ter-

rortruslen. Desuden er Kinas voksende globale indflydelse

afspejlet i årets risikovurdering.

Ud over disse trusler, stormagter og regioner er der områ-

der af verden, som fortsat vil give Danmark udenrigs- og

sikkerhedspolitiske udfordringer. Det gælder Mellemøsten,

dele af Afrika samt Afghanistan, der behandles i hver deres

kapitel.

Redaktionen er afsluttet 20. november 2019.

Rigtig god læsning.

Lars Findsen

Chef for Forsvarets Efterretningstjeneste

UPN, Alm.del - 2019-20 - Bilag 50: FE's Efterretningsmæssig risikovurdering 2019

Efterretningsmæssig Risikovurdering

| 2019

UPN, Alm.del - 2019-20 - Bilag 50: FE's Efterretningsmæssig risikovurdering 2019

Efterretningsmæssig Risikovurdering

| 2019

Indhold

Forord

Hovedkonklusion

ARKTIS

Rusland i Arktis

Kinas strategi i Arktis

RUSLAND

Ruslands udenrigspolitiske virkemidler

Rusland og det tidligere sovjetiske område

Østersøregionen

KINA

CYBERTRUSLEN

Cyberangreb har forskellige formål

Angrebsmetoder

TERRORISME

Terrortruslen mod Vesten

Terrortruslen regionalt

MELLEMØSTEN

Iran

Syrien

Irak

Libyen

VESTAFRIKA

AFGHANISTAN

Definitioner

Billedfortegnelse

UPN, Alm.del - 2019-20 - Bilag 50: FE's Efterretningsmæssig risikovurdering 2019

Efterretningsmæssig Risikovurdering

| 2019

Hovedkonklusion

De arktiske stater samarbejder fortsat om regionale

spørgsmål. Trods et ønske blandt landene om at holde

regionen fri for sikkerhedspolitiske uoverensstemmelser

er der et stigende militært fokus på Arktis. Der former sig

et stormagtsspil mellem Rusland, USA og Kina, som øger

spændingsniveauet i regionen. Rusland prioriterer Arktis

meget højt og har store sikkerhedsmæssige og økonomi-

ske interesser i regionen. Ruslands militære opbygning i

Arktis er defensivt motiveret, men rummer i stigende grad

elementer, der også kan anvendes til offensive operatio-

ner. Derudover er Arktis en vigtig del af Ruslands nationale

identitet. Kinas interesser i Arktis drejer sig om adgang

til arktiske ressourcer og søruter samt øget indflydelse på

arktiske anliggender. For at opnå dette søger Kina at styrke

sin arktiske forskning, opbygge infrastruktur og kapaci-

teter i Arktis samt at styrke samarbejdsrelationerne med

landene i Arktis. Kinas interesser i Arktis er vedholdende og

langsigtede, og det er sandsynligt, at de vil vokse i fremti-

den. Det gælder også Kinas interesser i Grønland.

Rusland udfordrer USA’s dominerende position i interna-

tional politik, men vil samtidig være nødt til at opretholde

dialogen med USA. Rusland har gennem de seneste år

gennemført en markant militær opbygning i det vestlige

Rusland. Rusland baserer sin styrkeopbygning og militære

planlægning i landets vestlige del på, at en krig med NATO

tæt på eller i det tidligere sovjetiske område ikke kan ude-

lukkes. Det er dog usandsynligt, at Rusland med overlæg

vil tage initiativer, der medfører høj risiko for en militær

konflikt med USA og NATO. Det er fortsat sandsynligt, at

Danmark uden eller med meget kort varsel vil kunne blive

ramt af en russisk påvirkningskampagne. Østersøregionen

er fortsat præget af spændingerne mellem NATO og Rus-

land. Det er sandsynligt, at Rusland vil forsøge at forbedre

forholdet til Danmark, men betingelserne for samarbejde

mellem Rusland og Danmark vil fortsat være vanskelige.

Rusland vil samlet set fortsat være en betydelig sikker-

hedspolitisk udfordring for Vesten.

Kina øger fortsat sin internationale indflydelse. Det sker

gennem aktiv deltagelse i eksisterende internationale insti-

tutioner, etablering af nye bilaterale partnerskaber, multi-

laterale samarbejdsfora og globale økonomiske initiativer.

Kinesiske økonomiske aftaler og investeringer i udlandet

afspejler en sammenblanding af økonomiske, diplomatiske

og strategiske interesser. USA ser Kina som sin primære

strategiske konkurrent og søger i stigende grad aktivt at

modvirke Kinas udvikling. Kina moderniserer sit militær og

vil fortsat styrke håndhævelsen af sine territoriale krav i

Det Sydkinesiske Hav. Samarbejdet med Rusland styrkes,

men gensidig skepsis består.

Den meget høje cybertrussel mod Danmark er et grundvil-

kår. Særligt kriminelles og statslige aktørers angreb truer

danske interesser. Flere typer aktører angriber internettets

infrastruktur, hvilket kan påvirke tilliden til, at almindelig

it-sikkerhed beskytter danske virksomheder og myndig-

heder tilstrækkeligt. Cyberspionage kan både påvirke dansk

UPN, Alm.del - 2019-20 - Bilag 50: FE's Efterretningsmæssig risikovurdering 2019

Efterretningsmæssig Risikovurdering

| 2019

sikkerhed og dansk konkurrencedygtighed. Cyberkrimina-

litet kan i værste fald betyde, at virksomheder og myndig-

heder ikke kan levere samfundsvigtige ydelser. Det er også

muligt, at danske virksomheder og myndigheder i udlandet

vil blive ramt af følgevirkninger af destruktive cyberangreb

mod mål uden for Danmark.

Der er fortsat en alvorlig terrortrussel fra militante isla-

mister mod Vesten, men trusselsbilledet er ændret. Det

skyldes især en massiv militær og efterretningsmæssig

kontraterrorindsats mod ISIL og al-Qaida. Antallet af ter-

rorangreb i Vesten udført af militante islamister nåede et

hidtil uset niveau i de år, hvor ISIL stod territorielt stærkest

i Syrien. I dag er antallet faldet til et niveau, der er sam-

menligneligt med perioden op til, at ISIL udråbte sit kalifat

i 2014. De militante islamisters intentioner om at ramme

Vesten er imidlertid uændrede. Den væsentligste trussel i

Vesten udspringer fra enkeltpersoner og små celler, som

udfører relativt simple angreb med begrænset planlægning

og begrænsede ressourcer. Hjemvendte fremmedkrigere

kan ligeledes udgøre en trussel mange år frem.

Mellemøsten og Nordafrika vil i mange år frem være en

arena for regionale og internationale magtkampe. Regi-

onen vil udgøre en sikkerhedspolitisk udfordring for EU i

form af ustabilitet, terror og flygtninge. USA vil reducere sit

engagement i regionen, og Europa vil som nærmeste nabo i

højere grad stå alene med udfordringerne. Stater som Rus-

land, Iran og Tyrkiet vil fortsat have stor indflydelse, og

deres prioriteter vil være forskellige fra Europas. Konflikten

mellem USA og Iran er optrappet. Så længe USA fastholder

sit pres på Iran og forhindrer landet i at eksportere olie, vil

Iran fortsætte sin kalkulerede modstand over for USA og

dets allierede både militært og ved at udfordre dele af den

nukleare aftale. Trods sanktionerne er det iranske styre på

kort sigt stabilt, og Iran konsoliderer sin regionale indfly-

delse.

De etniske spændinger og den stigende befolkningstilvækst

i det vestlige Sahel vil resultere i flere fordrevne og bidrage

til at forværre sikkerhedssituationen i regionen. De natio-

nale sikkerhedsstyrker i Mali og Burkina Faso er ikke i stand

til at varetage sikkerheden og bekæmpe militante grupper.

Militante islamister vil fortsat true vestlige mål i regionen.

Sikkerhedssituationen i Guineabugten vil fortsat være

præget af aktivitet fra pirater med relation til organiserede

kriminelle netværk i Nigeria.

Situationen i Afghanistan er ustabil. Fejlslagne forhandlin-

ger mellem Taliban og USA har bremset en mulig afghansk

fredsproces. Taliban bliver stærkere, mens den afghanske

regering bliver svagere. De regionale stormagter blander

sig mere, og det øger fragmenteringen af landet og risikoen

for borgerkrig.

UPN, Alm.del - 2019-20 - Bilag 50: FE's Efterretningsmæssig risikovurdering 2019

Efterretningsmæssig Risikovurdering

| 2019

De danske orlogsskibe Vædderen og Knud Rasmussen ved Grønland.

UPN, Alm.del - 2019-20 - Bilag 50: FE's Efterretningsmæssig risikovurdering 2019

Efterretningsmæssig Risikovurdering

| 2019

ARKTIS

De arktiske stater samarbejder fortsat om

regionale spørgsmål. Trods et ønske blandt

landene om at holde regionen fri for sikker-

hedspolitiske uoverensstemmelser er der et

stigende militært fokus på Arktis. Der former

sig et stormagtsspil mellem Rusland, USA og

Kina, som øger spændingsniveauet i regionen.

Den globale opvarmning medfører, at Arktis bliver sta-

digt mere tilgængeligt. Udviklingen i den arktiske region

er overordnet præget af samarbejde mellem de arktiske

stater. Staterne forpligtede sig i Ilulissat-erklæringen for

lidt over ti år siden til at håndtere deres interesser gennem

forhandlinger, og denne ramme er fortsat central for ud-

viklingen i regionen. Det gælder især i regionale spørgsmål

såsom miljø, fiskeri, redningskapaciteter, oprindelige folk

og grænsedragning. De arktiske lande har således gentag-

ne gange erklæret, at Arktis skal være en region præget

af et lavt spændingsniveau og konstruktivt samarbejde,

og landene har baseret det regionale samarbejde på dette

grundprincip.

En afgørende årsag til, at det arktiske samarbejde har

kunnet fortsætte trods øgede spændinger mellem Vesten

og Rusland, har været det fælles ønske blandt de arktiske

lande om at holde samarbejdet adskilt fra sikkerhedspoliti-

ske uoverensstemmelser.

Gennem de seneste år er der gradvist blevet rettet et øget

militært fokus mod Arktis fra både arktiske og ikke-arktiske

stater. Særligt Rusland styrker sine militære kapaciteter for

at kunne forsvare sin nordlige flanke og beskytte landets

strategiske afskrækkelsesevne. Dette er en væsentlig

drivkraft for, at flere andre arktiske kyststater begynder at

styrke deres regionale militære kapaciteter. Derudover er

der risiko for, at militære aktiviteter i områder, der grænser

op til Arktis, vil kunne få en afsmittende effekt på udviklin-

gen i Arktis.

UPN, Alm.del - 2019-20 - Bilag 50: FE's Efterretningsmæssig risikovurdering 2019

Efterretningsmæssig Risikovurdering

| 2019

Kommercielt satellitbillede af flybasen Nagurskoye. Billedet fra 3. august 2019 viser de 2.500 m af landingsbanen, som er anlagt. Jordarbejder, der skal øge

længden til ca. 3.500 m, er begyndt.

Der tegner sig nu klare konturer af et sikkerhedspolitisk

spil mellem særligt Rusland og USA, men det inkluderer

også Kina, og alle tre lande har betydelige strategiske og

økonomiske interesser i regionen. Det er sandsynligt, at

denne udvikling vil medføre skærpet politisk retorik og

øget militær opbygning i Arktis.

USA har styrket sit militære fokus på Arktis og ønsker at

indtage en stærkere rolle. Det begrunder USA bl.a. med, at

Rusland og Kina udgør en trussel, og USA vil modvirke, at

de to lande opnår øget indflydelse i Arktis. USA har således

søgt at få allieredes opbakning hertil i arktiske fora. Samti-

dig ønsker USA at øge sin militære tilstedeværelse i regio-

nen for at kunne varsle om og håndtere en eventuel militær

trussel fra nord. USA’s nye Arktis-strategi og offentlige ud-

talelser fra højtstående repræsentanter i USA’s regering og

forsvar har i nogen grad fraveget princippet om at skærme

samarbejdet i Arktis fra øvrige internationale spørgsmål og

uenigheder, bl.a. ved at omtale regionen som en arena for

geostrategisk rivalisering mellem Vesten, Rusland og Kina.

USA’s styrkede opmærksomhed på Arktis fører til bekym-

ring i Rusland. Det er sandsynligt, at Rusland ser den som

et forsøg på at inddæmme Rusland også i Arktis og derved

true landets strategiske interesser i regionen. Det er såle-

des også sandsynligt, at Rusland til dels vil imødegå USA’s

nye linje med yderligere militære tiltag, som skal styrke

Ruslands egen militære kapacitet i regionen.

Samtidig ser både Rusland og USA med stigende bekym-

ring på Kina. Kinas interesser og involvering i Arktis vokser.

Kina søger at etablere sig som en økonomisk aktør i Arktis

og at styrke sin indflydelse på arktiske anliggender. Kinas

militær har også vist begyndende interesse for regionen.

Især USA er begyndt at se Kina som ikke blot en økonomisk

konkurrent, men også en geopolitisk rival. Kina er også selv

meget opmærksom på det stormagtsspil, som landet er

blevet en del af.

Den sikkerhedspolitiske udvikling vil også påvirke Konge-

riget Danmarks manøvrerum i Arktis. Det er sandsynligt,

at det i stigende grad vil blive udfordrende at balancere

hensynet til allierede og forsvaret af Kongeriget Danmarks

strategiske interesser mod ønsket om at holde fast i ambi-

tionen om et lavt spændingsniveau.

Det er muligt, at den ændrede geopolitiske situation i Arktis

også vil smitte af på samarbejdet om regionale spørgsmål

mellem de arktiske lande, og at landene derfor ikke kan

holde det arktiske samarbejde adskilt fra andre internatio-

nale spørgsmål. Råderummet for arktisk samarbejde vil

særligt blive indskrænket, hvis Rusland og USA indtager

mere kompromisløse positioner.

På trods af denne udvikling vil samarbejdet blandt de

arktiske kyststater kunne rumme en begrænset militær

positionering og spænding. Det vil således fortsætte på de

områder, hvor de arktiske stater ser deres interesser bedst

opfyldt af fælles løsninger. Det gælder ikke mindst forhand-

lingerne om sokkelafgrænsningen i rammen af FN’s Hav-

retskonvention og samarbejdet i Arktisk Råd.

UPN, Alm.del - 2019-20 - Bilag 50: FE's Efterretningsmæssig risikovurdering 2019

Efterretningsmæssig Risikovurdering

| 2019

Rusland i Arktis

Rusland prioriterer Arktis meget højt og har store

sikkerhedsmæssige og økonomiske interesser i

regionen. Rusland prioriterer derfor både at styrke

forsvaret af og kontrollen med russisk Arktis og at

udvikle og udnytte regionens økonomiske potentiale.

Derudover er Arktis en vigtig del af Ruslands natio-

nale identitet. Dette forhold er en betydelig drivkraft

for Ruslands ønske om at sikre en gunstig maritim

grænsedragning.

Rusland ser sig selv som den førende arktiske stat og øn-

sker at sikre dette gennem regional kontrol og udbygning

af landets militære styrkeposition i Arktis. Samtidig har

Rusland en interesse i at fastholde en stabil og fredelig ud-

vikling i Arktis. Det er til gavn for Ruslands sikkerhedsmæs-

sige såvel som økonomiske interesser i regionen og skaber

samtidig det bedste grundlag for forhandlingerne om den

maritime grænsedragning.

Det er meget sandsynligt, at det arktiske samarbejde er

et middel for Rusland til at holde spændingsniveauet nede

og dermed modvirke vestlig militær opbygning, tiltræk-

ke investeringer og sikre en gunstig sokkelafgrænsning.

Rusland har således vist en konstruktiv tilgang til at løse

fælles regionale udfordringer og er ligesom flere andre

kyststater generelt indstillet på at holde arktiske spørgs-

mål adskilt fra andre internationale og bilaterale uoverens-

stemmelser.

Rusland lægger stor vægt på samarbejdet i Arktisk Råd

og mellem de fem arktiske kyststater. Disse fora sikrer,

at de vestlige arktiske stater ikke kan træffe beslutninger

om Arktis uden om Rusland. Det er meget sandsynligt, at

Rusland i de kommende år vil opprioritere samarbejdet i

Arktisk Råd som forberedelse til Ruslands eget formand-

skab i 2021-2023.

Rusland prioriterer fortsat militær opbygning

i Arktis

Den arktiske region har stor betydning for Ruslands sik-

kerhed, og de militærstrategiske forhold i regionen er en

væsentlig årsag til, at Rusland er i færd med at konsolidere

sin militære stilling i Arktis. Rusland opfatter sin lange ark-

tiske kyst som den mest sårbare flanke over for et overra-

skende amerikansk præcisionsangreb med krydsermissiler.

For Rusland er dette især en trussel mod landets strategi-

ske nukleare kapaciteter, idet en stor del af gengældelses-

kapaciteten er forankret ved Nordflådens ballistiske mis-

silubåde på Kolahalvøen.

Ud over at styrke forsvaret af Ruslands arktiske flanke skal

den militære opbygning understøtte Ruslands legitimitet og

selvopfattelse som arktisk stormagt. Endelig sikrer op-

bygningen kontrol med infrastrukturen langs Den Nordlige

Sørute og understøtter dermed Ruslands bestræbelser på

at realisere regionens økonomiske potentiale.

Rusland prioriterer i sin militære opbygning især kampfly-

basen Nagurskoye på øen Franz Josefs Land ca. 1.000 km

fra Nordpolen. Det er sandsynligt, at basen bliver operativ

i 2020. Herefter vil Nagurskoye være verdens nordligste

kampflybase og give Rusland et luftmilitært fodfæste højt

mod nord. Dermed bliver basen en hjørnesten i en frem-

skudt forsvarslinje i Det Arktiske Ocean.

UPN, Alm.del - 2019-20 - Bilag 50: FE's Efterretningsmæssig risikovurdering 2019

Efterretningsmæssig Risikovurdering

| 2019

Rusland startede opbygningen af Nagurskoye-landings-

banen i 2017 og udvider fortsat kapaciteten på basen.

Når opbygningen er færdig, vil Rusland kunne anvende

Nagurskoye til selv de største transport-, bombe- og anti-

ubådsfly.

Med Nagurskoye vil Rusland flytte en del af sit forsvar langt

ud i Det Arktiske Ocean og dermed kunne varsle om og

imødegå truslen fra amerikanske præcisionsangreb, før de

når russisk fastland. I en krise vil basen bidrage til, at Rus-

land vil kunne etablere kontrol med de sø- og luftmilitære

domæner i området langt uden for de territoriale grænser.

Ruslands militære opbygning i Arktis er således defensivt

motiveret, men rummer i stigende grad elementer, der

også kan anvendes til offensive operationer. Fra basen vil

russiske fly med kort varsel samtidig kunne nå det nord-

østligste Grønland og med langtrækkende missiler eller

anvendelse af lufttankning også have evnen til at kunne

angribe Thulebasen.

Mys Shmidta

Wrangel

Kotelnyy

Sredniy

Nagurskoye

Rogachyovo

Vestlige militære tiltag i Arktis fører til øget mistro

Ruslands øgede militære tilstedeværelse og potentielle

offensive kapacitet betyder, at en række vestlige lande også

styrker deres militære tilstedeværelse i regionen. Antallet af

militære øvelser i Nordatlanten i NATO-regi er også stigende.

Uanset Ruslands egen militære opbygning i regionen vil

den russiske ledelse se med stor bekymring på en øget

amerikansk eller anden vestlig militær tilstedeværelse i

Arktis, da det efter russisk opfattelse vil true landets evne

til at operere frit i regionen og forsvare sin nordlige flanke.

Ruslands bekymring er særligt rettet mod NATO. Det

er sandsynligvis Ruslands opfattelse, at USA og andre

NATO-lande søger at bruge alliancen til at inddæmme

Rusland i Arktis og true Ruslands evne til at forsvare sin

nordlige flanke.

Derfor er det afgørende for Rusland at undgå, at NATO

kommer til at spille en aktiv rolle i regionen, f.eks. gennem

suverænitetshåndhævelse eller i militær tilstedeværelse og

øvelsesaktivitet. Rusland frygter, at det kan true Ruslands

militære kapaciteter i Arktis og undergrave landets mulig-

hed for at samarbejde med de øvrige arktiske kyststater.

Rusland forsøger derfor at modvirke, at USA eller andre

arktiske NATO-medlemslande giver NATO en sådan rolle.

En større vestlig militær tilstedeværelse vil sandsynligvis

øge Ruslands interesse i at udbygge egne kapaciteter for at

beskytte de strategiske ubåde og forsvare den arktiske kyst.

Kortet viser Ruslands seks fremskudte militære baser. Cirklen viser ca.

rækkevidde for kampfly fra Nagurskoye uden lufttankning. Med lufttankning

vil både rækkevidde og operationstid kunne forlænges markant. Den hvide

linje langs Ruslands kyst er søruten Nordøstpassagen.

Det er samtidig sandsynligt, at Rusland vil søge at legiti-

mere egne militære aktiviteter og opbygning i Arktis ved at

pege på NATO og USA som den aggressive part i regionen,

bl.a. gennem mediekampagner. Rusland vil sandsynlig-

vis kombinere dette med fortsat at prioritere samarbejde

og dialog mellem de arktiske lande. Det vil underbygge

Ruslands fortælling om, at Rusland er den ansvarlige og

fornuftige part, mens Vesten, især USA, skader det kon-

struktive samarbejde og dermed er til fare for freden og

stabiliteten i Arktis.

Militære aktiviteter i Nordatlanten påvirker Arktis

Rusland har også fokus på NATO’s aktiviteter i Nordat-

lanten, herunder farvandet mellem Grønland, Island,

Færøerne og Storbritannien, som kaldes GIUK-gabet. Det

øgede spændingsniveau mellem Rusland og Vesten har

medført, at USA og NATO igen fokuserer på militær styrke

og tilstedeværelse i Nordatlanten. Formålet er at sikre de

maritime forbindelseslinjer mellem Nordamerika og Europa

i tilfælde af en eskalerende krise med Rusland. Det gælder

UPN, Alm.del - 2019-20 - Bilag 50: FE's Efterretningsmæssig risikovurdering 2019

Efterretningsmæssig Risikovurdering

| 2019

ikke mindst forstærkninger til Norge, der vil skulle passere

gennem GIUK-gabet.

For Rusland er GIUK-gabet afgørende for at kunne forhin-

dre eller som minimum forsinke forstærkninger fra USA til

Nordnorge og tæt på Ruslands arktiske grænser. Samtidig

vil russiske angrebsubåde skulle passere GIUK-gabet, hvis

de skal have en mulighed for at virke mod de sydligere for-

syningslinjer over Atlanten eller at finde vestlige ubåde

bevæbnet med ballistiske missiler.

Vestlige flådeaktiviteter gennem GIUK-gabet og i retning af

Norge vil hurtigt kunne udfordre Ruslands lokale militære

overlegenhed i Arktis og true landets strategiske kapaci-

teter på Kolahalvøen. For Rusland er det derfor vigtigt at

undgå eller som minimum begrænse, at NATO kommer til

at spille en endnu større rolle i Nordatlanten, og dermed

også begrænse en stigende potentiel NATO-kampkraft i den

arktiske region.

Rusland overvejer nye regler

for Den Nordlige Sørute

I 2019 foreslog Ruslands Forsvarsministerium et nyt re-

gelsæt for udenlandske flådefartøjer og statsskibe, som

vil sejle i Ruslands indre og ydre territorialfarvand.

Ifølge regelsættet, som endnu ikke er vedtaget, skal

udenlandske militærskibe og andre statslige ikke-kom-

mercielle skibe bl.a. registrere sejladsen 45 dage for-

inden og benytte russisk lods under sejladsen i de på-

gældende områder.

Rusland definerer flere stræder i Den Nordlige Sørute

som dele af enten sit indre eller ydre territorialfarvand.

Dermed vil det foreslåede regelsæt i praksis ramme alle

statsskibe, som vil sejle langs Den Nordlige Sørute.

Forhandlingerne om grænsedragning er centrale

for det dansk-russiske forhold i Arktis

Der er et markant skel mellem på den ene side det

dansk-russiske forhold, hvad angår Arktis, og på den

anden side det generelle bilaterale forhold, som er blevet

betydeligt forværret siden begyndelsen af Ukrainekrisen.

Forholdet vedrørende Arktis er præget af pragmatisk

samarbejdsvilje og dialog, ikke mindst i spørgsmålet om

grænsedragningen i Det Arktiske Ocean og i de regionale

multilaterale samarbejdsfora.

Både Rusland og Danmark har adskilt relationen vedrørende

Arktis fra øvrige internationale spørgsmål. Det er dog sam-

tidig Ruslands opfattelse, at Danmark styrker sin militære

tilstedeværelse i Arktis og samarbejder med andre arktiske

lande på bekostning af Ruslands interesser. Der er derfor en

risiko for, at det bliver stadigt vanskeligere at adskille sam-

arbejdet om Arktis fra det generelle bilaterale forhold.

Det vigtigste emne i det dansk-russiske forhold i Arktis

er spørgsmålet om grænsedragningen på kontinental-

soklen i Det Arktiske Ocean. Rusland, Danmark og i 2019

også Canada har indleveret delvist overlappende krav til

FN’s sokkelkommission, og landene skal forhandle om

en foreløbig grænse for de områder, hvor der er overlap.

Forhandlingsprocessen forventes dog at tage mange år.

Selv om Rusland ønsker at fremstå som en konstruktiv

forhandlingspart, vil Rusland have vanskeligt ved at ac-

ceptere en grænsedragning tæt på landets egen maritime

grænse.

Dette skyldes den store symbolske værdi, som sokkel-

spørgsmålet har for Rusland, og landets identitet som en

arktisk stormagt. Det er sandsynligt, at denne symbolske

værdi langt overstiger den potentielle værdi af ressour-

cerne i havbunden i den udvidede kontinentalsokkel, som

spørgsmålet formelt drejer sig om. Derudover er det sand-

synligt, at Rusland frygter, at NATO-lande vil patruljere i

farvandet tæt på Rusland, hvis et NATO-land får ret til at

udnytte ressourcerne i kontinentalsoklen tæt på grænsen

til Rusland.

Rusland prioriterer at udnytte økonomisk

potentiale i Arktis

Ruslands arktiske områder har betydelige forekomster af

naturressourcer, især olie og gas, både på land og i kon-

tinentalsoklen. Det er et meget højt prioriteret mål for

Rusland at udnytte regionens økonomiske potentiale. For

at kunne opnå dette mål har Rusland også lagt kræfter i at

opbygge infrastruktur, som er afgørende for olie- og gaspro-

duktionen. Det gælder ikke mindst Den Nordlige Sørute,

som udgør den russiske del af Nordøstpassagen mellem

Asien og Europa.

Det er et centralt mål for Rusland at kunne kontrollere Den

Nordlige Sørute. Rusland ønsker både at begrænse uden-

landsk militær tilstedeværelse tæt på den russiske kyst og

at sikre sig indtægter, eksempelvis i form af sejladsafgifter

og betaling for isbrydertjenester. Derfor overvejer Rusland

UPN, Alm.del - 2019-20 - Bilag 50: FE's Efterretningsmæssig risikovurdering 2019

Efterretningsmæssig Risikovurdering

| 2019

at indføre regler, som skal regulere og kontrollere sejlads

langs Den Nordlige Sørute.

En række vestlige lande har forholdt sig kritisk til reglerne,

som ifølge landene bryder med FN’s Havretskonventions

bestemmelser. Det er sandsynligt, at spørgsmålet om legi-

timiteten af Ruslands regler og kontrol med farvandene vil

være endnu et stridspunkt mellem USA og Rusland.

Kinas strategi i Arktis

Kinas interesser i Arktis drejer sig om adgang til ark-

tiske ressourcer og søruter samt øget indflydelse på

arktiske anliggender. For at opnå dette søger Kina at

styrke sin arktiske forskning, opbygge infrastruktur

og kapaciteter i Arktis samt at styrke samarbejds-

relationerne med landene i Arktis. Kinas interesser

i Arktis er vedholdende og langsigtede, og det er

sandsynligt, at de vil vokse i fremtiden. Det gælder

også Kinas interesser i Grønland.

Rusland både samarbejder med og frygter Kina i

Arktis

Kina spiller en stadigt større rolle i Arktis. For Rusland er

Kina både en samarbejdspartner og en konkurrent, og i

yderste tilfælde endda en strategisk modstander. De vest-

lige sanktioner har imidlertid tvunget Rusland til at søge

ikke-vestlige partnere til sine økonomiske projekter i Arktis.

Det er sandsynligt, at Kina på kort og mellemlangt sigt er

den mest attraktive og realistiske samarbejdspartner. Det

er dog vigtigt for Rusland ikke at blive økonomisk afhæn-

gigt af Kina.

Derudover er det meget sandsynligt, at Rusland vil undgå,

at Kina får indflydelse på infrastruktur i Arktis, som Rusland

anser for strategisk vigtig. Det er sandsynligt, at Rusland

frygter, at den kinesiske idé om en Polar Silkevej på læn-

gere sigt vil kunne underminere Ruslands kontrol over Den

Nordlige Sørute.

Endelig vil Rusland undgå, at Kina gennem sine arktiske ini-

tiativer og økonomiske involvering opnår politisk indflydelse

i Arktis. Det er vigtigt for Rusland, at kun arktiske lande

deltager i regeldannelsen i Arktis. Rusland er bekymret

for, at de arktiske landes, og især kyststaternes, særlige

rolle i Arktis bliver udvandet, hvis ikke-arktiske aktører får

indflydelse på Arktis. Således er det meget sandsynligt, at

Rusland frygter, at Kinas bestræbelser på at styrke sin rolle

og indflydelse i Arktis vil ske på bekostning af Ruslands

egen rolle og indflydelse.

I løbet af de sidste to-tre år er Kinas tilgang til Arktis rykket

højere op på landets politiske dagsorden. Det er sket ved,

at Kinas specifikke interesser i Arktis er blevet knyttet til

landets overordnede, langsigtede strategiske interesser.

I juni 2017 inkluderede Kina officielt de arktiske søruter i

sit store udviklingsprojekt, Silkevejsinitiativet (Belt & Road

Initiative, BRI). Formålet med Silkevejsinitiativet er at

fremme forbindelserne mellem Kina og det øvrige Asien,

Afrika og Europa. Dette sker bl.a. gennem investeringer i

infrastruktur, økonomiske aftaler og øget samhandel. Da

Kina i januar 2018 udsendte sin første Arktis-strategi, blev

de arktiske søruter fremhævet som en del af BRI.

Hermed sammenkædes Kinas specifikke interesse for Arktis

officielt med Kinas overordnede og langsigtede strategiske

interesser. Effekten kan allerede ses i form af et øget fokus

på det arktiske område hos statslige kinesiske virksomhe-

der og investeringsfonde. Dette vil sandsynligvis medføre

øgede investeringer i arktisk infrastruktur.

Kina har over en årrække officielt udtrykt ønske om at få

indflydelse på håndteringen af arktiske anliggender. For

Kina er dette ønske i overensstemmelse med landets egen

forståelse af at have opnået status som stormagt. Kina

ønsker derfor at gøre sin indflydelse gældende i lighed med

andre stormagter. Efter kinesisk opfattelse er rammerne

for det mellemstatslige samarbejde i Arktis i en opbyg-

ningsfase. Derfor vil Kina gøre sig relevant som en legitim

medspiller i forskellige arktiske samarbejdsfora og derved

være med til at fastlægge internationale regler for samar-

bejdet i den arktiske region.

Kina øger sit bilaterale samarbejde med arktiske nationer

inden for handel, forskning og kultur. Det er sandsynligt, at

de kinesiske arktiske myndigheder ser styrkede bilaterale

samarbejdsrelationer om f.eks. polarforskning som en ka-

nal til mere indflydelse i Arktis. Polarforskning og overvåg-

UPN, Alm.del - 2019-20 - Bilag 50: FE's Efterretningsmæssig risikovurdering 2019

Efterretningsmæssig Risikovurdering

| 2019

søruter, bliver viden og kapaciteter bygget op inden for

forskellige sektorer. Det drejer sig bl.a. om klimaforskning,

rumforskning, forskning i satellitkommunikation og arktisk

navigation. De samlede kinesiske interesser i Arktis, herun-

der i Grønland, vil sandsynligvis vokse i fremtiden.

Kinas interesser i Grønland

Kinas ønske om at styrke de bilaterale samarbejdsrela-

tioner med arktiske stater omfatter også Danmark og

Grønland. Her som i det øvrige Arktis søger Kina at styrke

muligheden for at opnå indflydelse gennem øget samarbej-

de om forskning og handel. En række kinesiske statslige og

ikke-statslige aktører udviser derfor vedholdende interes-

se for kommercielt og forskningsmæssigt samarbejde i

Grønland. Der er dog stadig tale om en smal interesse, som

endnu ikke har udmøntet sig i hverken større investeringer

eller omfattende forskningssamarbejder i Grønland.

Det er sandsynligt, at Kina ønsker at etablere og fastholde

kinesisk engagement i Grønland, selv om dette ikke måtte

være kommercielt rentabelt på kort sigt. Kina bruger også

denne fremgangsmåde over for andre råstofeksporterende

lande, og den er et element i Kinas overordnede strategi

for ressourcesikkerhed. Fremgangsmåden skal desuden ses

som en del af Kinas ønske om indflydelse i Arktis. Kina ser

forskningssamarbejde som en legitim kanal til indflydelse

i arktiske anliggender, og det gælder sandsynligvis også

Kinas forskningsmæssige initiativer i Grønland.

Som en følge af tætte forbindelser mellem kinesiske virk-

somheder og det politiske system i Kina er der særlige risici

forbundet med omfattende kinesiske investeringer i Grøn-

land. Det skyldes den indvirkning, som større investeringer

vil have på et land af Grønlands størrelse. Hertil kommer,

at risikoen for politisk indblanding og pression øges, når det

drejer sig om investeringer i strategiske ressourcer.

Kinas ønske om indflydelse i og adgang til Arktis er under

pres fra USA. Årsagen er, at USA ser Kinas interesser i Ark-

tis og Grønland i lyset af den strategiske rivalisering, som

er under udvikling mellem USA og Kina.

USA ønsker derfor at begrænse Kinas handlerum i Ark-

tis generelt, herunder også i Grønland. Dette skyldes, at

USA betragter Grønland med dets placering tæt op ad det

nordamerikanske kontinent som en del af den amerikanske

interessesfære.

Det er sandsynligt, at USA’s øgede opmærksomhed på

Grønland vil få indflydelse på Kinas handlemuligheder i

Grønland.

Kinas arktiske myndigheder har siden 1999 gennemført ti

videnskabelige ekspeditioner i Arktis.

ning af det arktiske miljø ses af Kinas arktiske myndigheder

som en platform for legitim tilstedeværelse i Arktis, men

også som en vigtig del af Kinas arbejde for at blive en aner-

kendt polarnation og en maritim stormagt. Kina fremhæver

ofte klimaforskning, når landet fremstiller sig som en stat

med legitime interesser i Arktis.

Kina har et stort behov for import af energi og råstoffer

til sin fremstillingsindustri. Derfor ønsker Kina at sikre sig

adgang til ressourcer uden at blive afhængigt af ét bestemt

land eller område. Kinas interesse for de arktiske søruter er

et led i at sikre sig adgang til energi og råstoffer uafhæn-

gigt af den geopolitiske situation. Større anvendelse af de

arktiske søruter vil reducere Kinas strategiske afhængighed

af transport gennem Malaccastrædet og Suezkanalen og

give kortere transporttid for sejlads med kinesiske varer til

og fra Europa.

Adgang til Arktis har også militærstrategisk betydning

for Kina. Det skyldes primært, at Arktis har betydning for

Rusland og USA som operationsområde for ubåde bevæb-

net med ballistiske missiler, for strategisk lufttransport og

for varsling af angreb med ballistiske missiler. Indtil nu har

kinesisk militær aktivitet i Arktis været meget begrænset.

Området har indtil for få år siden sandsynligvis ikke været

højt prioriteret af det kinesiske militær. Dette er ved at

ændre sig, og Kinas militær søger nu at styrke sin viden om

Arktis. Det er sandsynligt, at en del af Kinas opbygning af

viden om Arktis og kapacitet til at operere i Arktis vil foregå

i samarbejde mellem civile og militære aktører.

Kinas aktiviteter i Arktis er stadig under udvikling. Ud over

initiativer, der vedrører ressourceudvinding og arktiske

UPN, Alm.del - 2019-20 - Bilag 50: FE's Efterretningsmæssig risikovurdering 2019

Efterretningsmæssig Risikovurdering

| 2019

Præsident Putin omgivet af generaler på flyvetestcentret i Akhtubinsk 14. maj 2019. Rusland prioriterer udvikling af højteknologiske våben meget højt.

RUSLAND

Rusland udfordrer USA’s dominerende position i international politik, men vil sam-

tidig være nødt til at opretholde dialogen med USA. Rusland har gennem de seneste år

gennemført en markant militær opbygning i det vestlige Rusland. Rusland baserer sin

styrkeopbygning og militære planlægning i landets vestlige del på, at en krig med NATO

tæt på eller i det tidligere sovjetiske område ikke kan udelukkes. Det er fortsat sand-

synligt, at Danmark uden eller med meget kort varsel vil kunne blive ramt af en russisk

påvirkningskampagne. Det er dog usandsynligt, at Rusland med overlæg vil tage ini-

tiativer, der medfører høj risiko for en militær konflikt med USA og NATO. Rusland vil

samlet set fortsat være en betydelig sikkerhedspolitisk udfordring for Vesten.

Det er Ruslands vigtigste strategiske målsætninger at gen-

etablere sig som en global stormagt på linje med USA og at

genvinde dominerende indflydelse i det tidligere sovjetiske

område. Derudover er en af Ruslands højst prioriterede

strategiske målsætninger at fastholde sin rolle som den

dominerende regionale magt i Arktis.

Disse mål er konstante faktorer i russisk udenrigs- og

sikkerhedspolitik, som Rusland vil forfølge langsigtet og

tålmodigt. Der er ingen væsentlige aktører i Rusland, der

åbent sætter spørgsmålstegn ved landets strategiske

målsætning eller kritiserer den udenrigs- og sikkerheds-

politik, som landet fører. Rusland vil heller ikke lade sin

udenrigs- og sikkerhedspolitiske adfærd påvirke væsentligt

af, at landet har et svagt økonomisk grundlag for at kunne

genetablere sig som global stormagt på linje med USA.

Rusland vil fortsat være en betydelig sikkerhedspolitisk ud-

fordring for Vesten og Danmark. Ruslands lukkede beslut-

ningsprocesser og risikovillighed, herunder vilje til at bruge

militære midler, samt dybe mistillid til USA og NATO øger

risikoen for russiske fejlkalkulationer i kriser med NATO og

UPN, Alm.del - 2019-20 - Bilag 50: FE's Efterretningsmæssig risikovurdering 2019

Efterretningsmæssig Risikovurdering

| 2019

Vesten. Det bidrager samlet til større usikkerhed om Rus-

lands militære handlinger i eskalerende kriser.

Det er meget sandsynligt, at Ruslands ledelse vil bevare et

fast greb om magten, selv om den folkelige opbakning til

præsident Putin og Ruslands ledelse har været nedadgå-

ende efter et højdepunkt i forbindelse med annekteringen

af Krim i 2014. Ruslands ledelse vil sandsynligvis forsøge

at styrke sin dalende indenrigspolitiske popularitet ved at

fremstille Ruslands udenrigs- og sikkerhedspolitik som et

nødvendigt forsvar mod en trussel fra USA og Vesten.

Den lavere folkelige opbakning er bl.a. kommet til udtryk

ved demonstrationer i Moskva op til regionalvalgene i

september 2019. Ruslands ledelse er dybt involveret i at

håndtere protesterne, fordi den opfatter dem som en po-

tentiel trussel, og fordi ledelsen generelt ikke accepterer en

selvstændig politisk opposition.

Det er Ruslands opfattelse, at USA og Vesten er i færd med

at gennemføre en strategisk inddæmning af Rusland med

politiske, økonomiske og især militære midler. Rusland ser

sit forhold til USA og Vesten som præget af en konfronta-

tion mellem Ruslands traditionelle og konservative værdi-

grundlag og vestlig liberalisme og modernisme. Det giver

yderligere næring til Ruslands historisk betingede mistro

over for Vesten, især til USA’s, NATO’s og EU’s hensigter.

forudsætningerne for at gøre Syrien til et russisk interes-

seområde. USA har med sin militære tilbagetrækning fra

det nordlige Syrien de facto accepteret dette. Rusland kan

sandsynligvis stadig opretholde et pragmatisk samarbej-

de med både Tyrkiet og Iran om at håndtere konflikten i

Syrien, selv om landene ikke har identiske interesser i den

syriske konflikt.

Ruslands tilstedeværelse i Syrien gør det muligt for Rusland

at øge sin indflydelse i Middelhavet, Mellemøsten og Nord-

afrika. Rusland vil således udbygge sine relationer til de

centrale regionale magter. Det er sandsynligt, at Rusland

vil forsøge at udbygge den militærstrategiske position ved

Middelhavets østkyst, som landet har fået i Syrien, til også

at omfatte punkter på Middelhavets sydkyst, bl.a. i Libyen.

Ruslands militære og politiske engagement i Libyenkonflik-

ten har været stigende i 2019.

Rusland har efter USA’s udtræden af den nukleare aftale

med Iran og USA’s efterfølgende pres på landet yderlige-

re styrket sit tætte forhold til Iran. Det er sandsynligt, at

Rusland vil forsøge at udnytte dette til at placere sig som

en central mægler mellem Iran og Irans modstandere i

Mellemøsten og derved svække USA’s indflydelse hos disse.

Tyrkiets problematiske forhold til USA og andre NATO-

lande samt til EU-lande giver Rusland gode betingelser for

at forsøge at føre Tyrkiet længere væk fra landets vest-

lige partnere. Det er sandsynligt, at Rusland med salget

af luftforsvarsmissilsystemet S-400 til Tyrkiet ønsker at

splitte NATO og udfordre Tyrkiets militære integration med

alliancen.

Rusland øger samarbejdet med andre lande,

der vil udfordre USA

Det er på flere områder ved at lykkes for Rusland at ud-

fordre USA’s dominerende position i international politik.

Det kommer markant til udtryk i Mellemøsten, hvor Rusland

udnytter det storpolitiske vakuum, som USA’s delvise

tilbagetrækning fra Syrien efterlader. Et vigtigt middel

for Rusland hertil er at udvikle sit samarbejde med andre

stormagter og store regionale magter, der ud fra forskellige

forudsætninger og interesser søger at modarbejde USA.

Rusland og Kina har fået ekstra grund til at intensivere

deres samarbejde, fordi de to stormagters forhold til USA

er domineret af voksende strategiske og handelspolitiske

spændinger. Ruslands og Kinas nære samarbejde vil sand-

synligvis også omfatte øget militært samarbejde. Forholdet

mellem Rusland og Kina vil sandsynligvis ikke udvikle sig

til et forpligtende allianceforhold, men de vil videreudvikle

deres samarbejde, så længe deres forhold til USA bliver

ved med at være konfliktfyldt.

Rusland har med sin militære og politiske støtte til

Asad-styret i Syrien og sit samarbejde med Tyrkiet skabt

Ruslands og USA’s forhold vil forblive vanskeligt

Det er meget sandsynligt, at der vil være et grundlæg-

gende strategisk modsætningsforhold mellem Rusland og

USA også på langt sigt. Forholdet mellem de to stormagter

er domineret af dybe uenigheder om regionale kriser og

konflikter og utallige bilaterale uoverensstemmelser. Det er

usandsynligt, at Rusland i væsentlig grad vil ændre sin poli-

tik alene for at forbedre forholdet, og Rusland vil forsøge at

undgå at komme i situationer, som USA vil kunne tolke som

tegn på russisk svaghed.

Rusland og USA vil dog fortsat være nødt til at have en

pragmatisk dialog om en lang række vigtige udenrigs- og

sikkerhedspolitiske spørgsmål, selv om betingelserne for

den vil forblive meget vanskelige.

Det er muligt, at forholdet mellem Rusland og USA vil

blive yderligere forværret i de kommende år som følge af

UPN, Alm.del - 2019-20 - Bilag 50: FE's Efterretningsmæssig risikovurdering 2019

Efterretningsmæssig Risikovurdering

| 2019

uenigheder om fremtiden for våbenkontrolaftalerne. USA

har opsagt INF-traktaten om landbaserede kortere-ræk-

kende missiler og mellemdistancemissiler med henvisning

til det russiske missil SSC-8 Screwdriver. Det er meget

sandsynligt, at missilet med en vurderet rækkevidde på ca.

2.000 km overtrådte INF-traktatens bestemmelser. Rusland

trådte efterfølgende også ud af aftalen. Det er dog også

sandsynligt, at både Rusland og USA mener, at INF-trakta-

ten ikke passer til nutidens strategiske situation, hvor også

andre aktører, især Kina, råder over denne type våben.

Forløbet i forbindelse med INF-traktatens ophør har i høj

grad øget mistilliden mellem Rusland og USA.

Det er i Ruslands interesse at bevare NEW START-traktaten

om begrænsninger i Ruslands og USA’s strategiske kerne-

våben. Hvis traktaten bortfalder, risikerer det at udløse et

strategisk våbenkapløb med USA, som vil påføre Rusland

betydelige omkostninger, ud over hvad Rusland allerede

bruger på udviklingen af nye strategiske våbensystemer og

på modernisering og udbygning af sit eksisterende kerne-

våbenarsenal.

Det er muligt, at den høje grad af mistillid mellem Rusland

og USA og uenighed mellem de to stormagter om NEW

START-traktatens bestemmelser og fortsatte relevans vil

kunne føre til, at også denne våbenkontroltraktat falder bort.

Rusland opfatter NATO som en potentiel militær

trussel

Rusland fremviste i januar 2019 mellemdistancemissilet SSC-8 Screwdriver.

Våbenkontrolaftalerne

mellem Rusland og USA

INF-traktaten trådte i kraft i 1988. Traktaten forbød

Rusland og USA at udvikle og opstille landbaserede mis-

siler med en rækkevidde på mellem 500 og 5.500 km.

Andre stater, herunder Kina, har ikke været omfattet af

traktaten og har derfor frit kunnet udvikle og opstille et

stort antal landbaserede missiler med tilsvarende ræk-

kevidder, der kan true både russiske og amerikanske

mål.

NEW START-traktaten trådte i kraft i 2011. Traktaten

begrænser Ruslands og USA’s beholdninger af strate-

giske kernevåben. De to stormagters strategiske arse-

nal må hver højst bestå af 1.550 sprænghoveder, 700

operative strategiske missiler og bombefly samt 800

ikke-operative fremføringsmidler, bombefly og afskyd-

ningsplatforme. NEW START-traktaten udløber i 2021,

men kan efter forhandling forlænges til 2025.

Rusland betragter NATO som et instrument for USA’s

sikkerhedspolitiske interesser og som en potentiel militær

trussel. Rusland baserer sin styrkeopbygning og militære

planlægning i landets vestlige del på, at en krig med NATO

tæt på eller i det tidligere sovjetiske område ikke kan ude-

lukkes. Det er dog usandsynligt, at Rusland med overlæg

vil tage initiativer, der medfører høj risiko for en militær

konflikt med NATO.

Rusland har dog samtidig interesse i at opretholde den

politiske dialog med NATO, og Rusland ønsker, at de direkte

militære kontakter bliver genoptaget. NATO afbrød denne

kontakt i 2014 som konsekvens af annekteringen af Krim

og Ruslands adfærd i Østukraine.

Rusland ser sandsynligvis tillidsskabende og konfliktfore-

byggende foranstaltninger med NATO som nyttige instru-

menter til f.eks. at undgå, at parternes militære aktiviteter,

især til søs og i luftrummet, kan føre til, at mindre utilsigt-

ede hændelser eskalerer. Rusland udnytter eksisterende

forskelle i NATO-landenes holdning til Rusland til at påvirke

alliancens kurs over for Rusland.

Det er imidlertid vanskeligt for NATO at udvikle effektive til-

lidsskabende og konfliktforebyggende foranstaltninger med

Rusland. Ud over Ruslands meget mistroiske syn på NATO

skyldes det bl.a. Ruslands manglende vilje til vidtgående

gennemskuelighed i militære spørgsmål. Rusland omgår

således regelmæssigt principperne i Wien-dokumentet,

UPN, Alm.del - 2019-20 - Bilag 50: FE's Efterretningsmæssig risikovurdering 2019

Efterretningsmæssig Risikovurdering

| 2019

hvor OSCE-landene, herunder Rusland, har forpligtet sig til

transparens i forbindelse med større øvelsesvirksomhed.

Rusland vil ikke give væsentlige indrømmelser for

at få lempet vestlige sanktioner

De forholdsvis lave oliepriser og EU’s og særligt USA’s

sanktioner mod dele af Ruslands økonomi betyder, at ud-

sigterne for Ruslands økonomiske udvikling bliver stadigt

dårligere. Det er dog usandsynligt, at Rusland vil give EU

og USA politiske indrømmelser og ændre sin udenrigspoli-

tiske adfærd væsentligt for at få sanktionerne lempet eller

ophævet.

Rusland forsøger i høj grad at fremstille Kina som en alter-

nativ samarbejdspartner for at imødegå vestlige sanktioner.

Om end indførelsen af de vestlige sanktioner har under-

streget behovet for andre økonomiske samarbejdspartnere

for Rusland, er det dog mindre sandsynligt, at sanktionerne

i sig selv har ført til et væsentligt tættere russisk-kinesisk

forhold.

Rusland søger derimod først og fremmest at imødegå USA’s

og EU’s sanktioner med nationale initiativer, der skal mind-

ske sanktionernes effekt. Det er sandsynligt, at Rusland

er kommet til den konklusion, at USA’s sanktioner vil vare

meget længe. Rusland vil til gengæld prioritere at under-

minere EU-landenes sammenhold om sanktionerne. Det er

sandsynligt, at Rusland ser Europarådets Parlamentariske

Forsamlings accept af Ruslands tilbagevenden til forsamlin-

gen som et tegn på, at EU-landenes sammenhold over for

Rusland er skrøbeligt.

de uenighed i de vestlige landes samarbejdsrelationer. I

Europa sker det bl.a. ved at sprede budskaber, som kan

skabe opbakning til politiske bevægelser, der af forskellige

årsager er kritiske over for Ruslands strategiske hovedmod-

standere, USA, NATO og EU. Rusland har især anvendt em-

ner som migration og EU på højrefløjen, mens f.eks. kritik

af USA og NATO har været brugt på venstrefløjen. Rusland

vil på den måde forsøge at svække NATO’s og EU’s evne til

at føre en samlet politik over for Rusland.

Ruslands måde at føre sin udenrigs- og sikkerhedspolitik på

giver desuden en række taktiske fordele, som Rusland kan

forsøge at omsætte til en relativ strategisk styrke i forhold

til Vesten. Ruslands ledelse kan således tage hurtige og

risikofyldte beslutninger, fordi beslutningsprocessen er top-

styret og lukket. Ruslands ledelse er desuden i sine uden-

rigs- og sikkerhedspolitiske dispositioner ikke begrænset af

en indflydelsesrig offentlig opinion og af hensyn til allierede

landes synspunkter og interesser.

Rusland tillægger et mangesidet samarbejde med andre

stater, både bilateralt og i internationale organisationer,

stor betydning for udførelsen af sin udenrigspolitik. Rusland

betragter ikke dette samarbejde som et mål i sig selv, men

som et blandt flere midler til at hævde sig som stormagt.

Ruslands udenrigspolitiske adfærd er således stærkt præ-

get af, at Rusland primært opfatter international politik som

et magtspil mellem stormagterne.

Rusland viger heller ikke tilbage for at bruge direkte offen-

sive virkemidler i sin udenrigspolitik, som vestlige beslut-

ningstagere er tilbageholdende med eller slet ikke vil bruge.

Foruden militære virkemidler drejer det sig om cyberope-

rationer, påvirkningskampagner og offensive efterretnings-

operationer. Rusland har demonstreret evne til at indsætte

disse virkemidler koordineret for at nå veldefinerede mål og

vist vilje til at forsøge at sløre og benægte sin involvering.

Rusland bruger ofte diplomati og politisk og økonomisk

samarbejde i kombination med offensive virkemidler. Det

kan bidrage til at skabe usikkerhed om Ruslands politiske

linje og hensigter og dermed gøre det vanskeligt for vestli-

ge lande at finde effektive modsvar.

Ruslands udenrigspolitiske

virkemidler

Ruslands lukkede beslutningsprocesser giver

taktiske fordele, som landet kan bruge til at øge sit

strategiske manøvrerum. Rusland bruger diplomati

og samarbejde i udenrigspolitikken i kombination

med virkemidler, som vestlige lande er tilbagehold-

ende med at bruge. Det kan bidrage til usikkerhed om

Ruslands politik og hensigter og dermed gøre det van-

skeligt for vestlige lande at finde effektive modsvar.

De væbnede styrker er det vigtigste instrument

i Ruslands udenrigspolitik

Rusland bestræber sig på at øge landets strategiske vægt

og manøvrerum. Et vigtigt virkemiddel hertil er at udnytte

tegn på svaghed og interne konflikter i Vesten. Rusland

forsøger fortrinsvis at gøre dette ved at udnytte politiske

uenigheder internt i de vestlige lande og den voksen-

Rusland ser militæret som det afgørende instrument til

at sikre sin eksistens og suverænitet og til at etablere sig

som en global stormagt. Rusland vil derfor fortsat pri-

oritere udgifterne til forsvaret meget højt. De russiske

forsvarsudgifter har siden 2017 befundet sig på et højt

UPN, Alm.del - 2019-20 - Bilag 50: FE's Efterretningsmæssig risikovurdering 2019

Efterretningsmæssig Risikovurdering

| 2019

og stabilt niveau. Ruslands relativt svage økonomiske

grundlag betyder dog, at Rusland må foretage en skarp

prioritering af, hvordan landet skal bruge udgifterne til de

væbnede styrker.

Rusland vil prioritere udviklingen af de strategiske kerne-

våben meget højt. Det er de strategiske kernevåbens rolle

at kunne gennemføre strategisk gengældelse og udslette

modstanderen, primært USA, hvis Rusland selv bliver mål

for et kernevåbenangreb. Rusland opfatter USA’s og NATO’s

missilforsvar som en potentiel trussel mod landets evne

til at kunne gengælde et sådant amerikansk angreb.

Rusland ser også sine strategiske kernevåben som det bed-

ste middel til at kompensere for landets svage økonomiske

grundlag for at kunne agere som en stormagt over for USA,

det øvrige Vesten og Kina. Rusland råder derfor over en

bred palet af kernevåben, lige fra interkontinentale ballisti-

ske missiler til artillerigranater med nuklear ladning.

Det er desuden vigtigt for Rusland at kunne understøtte

stormagtsrollen ved at demonstrere evnen til at indsæt-

te militær magt over store afstande. De vigtigste midler

hertil er de strategiske bombefly og flådeenheder, inklusive

ubåde, der er bevæbnet med avancerede, langtrækkende

krydsermissiler.

Ruslands militære intervention i Syrien viser, at Rusland

har både vilje og evne til i en længere årrække at indsætte

og opretholde militære styrker i et konfliktområde langt

fra landets grænser. Rusland indsætter desuden militære

rådgivere, specialoperationsstyrker, paramilitære styrker

og private militære sikkerhedsfirmaer til støtte for regimer

og andre aktører, der kan bruges til at fremme Ruslands

strategiske målsætninger.

Rusland har ikke de økonomiske eller teknologiske res-

sourcer til at indgå i et generelt og bredt våbenkapløb med

Vesten. I stedet prioriterer Rusland meget målrettet den

militærteknologiske udvikling på enkelte udvalgte områder.

Det er meget sandsynligt, at disse områder er valgt ud

fra, hvor den største effekt og relative fordel kan opnås i

forhold til Vesten.

Rusland ser en mulighed for at udnytte vestlige militære

styrkers stigende afhængighed af netværksbaseret infor-

mationsudveksling og satellitnavigation. Rusland har derfor

et stort fokus på anvendelsen af elektronisk krigsførelse

både til aktiv jamming, dvs. forstyrrelser af radiosignaler,

og passiv efterretningsindhentning. Rusland har eksperi-

menteret med at anvende kunstig intelligens i autonome

systemer til elektronisk krigsførelse i Ukraine og Syrien,

og det er sandsynligt, at Rusland fortsat vil prioritere at

anvende kunstig intelligens og robotteknologi i de militære

kapaciteter.

Derudover prioriterer Rusland langtrækkende missil-

teknologi som modsvar til den generelle vestlige overle-

genhed i de sø- og luftmilitære domæner. Rusland vurderer

sandsynligvis, at landet opnår større relativ kampkraft

gennem flere små missilkorvetter og ubåde med langt-

rækkende missiler end med større krigsskibe, der er meget

sårbare over for USA’s hangarskibsgrupper på åbent hav.

Tilsvarende bliver udbygningen af både strategisk og tak-

tisk luftforsvar også prioriteret højere end den fortsatte

udvikling og produktion af SU-57-kampflyet som en kon-

kurrent til Vestens højteknologiske 5. generations-kampfly

F-35 Joint Strike Fighter.

Rusland har også iværksat en langsigtet udvikling af nye

strategiske våbensystemer, der bl.a. omfatter hypersoniske

styrbare sprænghoveder og et nukleart fremdrevet kryd-

sermissil. Det er meget sandsynligt, at disse systemer ud-

vikles som et direkte strategisk modsvar til det amerikan-

ske missilskjold.

Endelig bruger Rusland store ressourcer på at fastholde

og udbygge kapaciteten til dybhavsundersøgelser og -ope-

rationer. Ruslands forsvarsministerium råder over atom-

drevne specialubåde og forskningsskibe med miniubåde,

der kan gå ned på dybder, hvor kun meget få andre stater

kan operere. Derudover har Rusland en statsejet flåde af

civile forskningsskibe, hvoraf nogle har kapaciteter til dyb-

havsundersøgelser, der kan sammenlignes med de militære

fartøjers.

Rusland satser på udvikling af højteknologiske

våben

Rusland prioriterer også meget højt at udnytte landets

teknologiske kompetencer til at udvikle våbenteknologi,

der inden for enkelte områder er foran vestlig teknologi og

operative våbensystemer. Det gælder især missiltekno-

logi, men også systemer til elektronisk krigsførelse, hvor

Rusland forbereder sig på at kunne bekæmpe en højtekno-

logisk modstander, først og fremmest NATO.

For Rusland er eksporten af moderne våbensystemer des-

uden et vigtigt middel til at skabe samarbejdsrelationer med

lande, der er nyttige for Ruslands strategiske målsætninger.

UPN, Alm.del - 2019-20 - Bilag 50: FE's Efterretningsmæssig risikovurdering 2019

Efterretningsmæssig Risikovurdering

| 2019

Værnsfælles Kommando

Nord

Værnsfælles Kommando

Nord

SVERIGE

FINLAND

RUSLAND

NORGE

ESTLAND

Det Vestlige

Militærdistrikt

LETLAND

DANMARK

LITAUEN

Kaliningrad

Det Centrale

Militærdistrikt

HVIDERUSLAND

POLEN

TYSKLAND

TJEKKIET

SLOVAKIET

ØSTRIG

UNGARN

RUMÆNIEN

UKRAINE

Det Sydlige

Militærdistrikt

KASAKHSTAN

11. Armékorps,

Kaliningrad

Regiment (ca. 700 mand)

Iskander-missilbrigade

2 nye missilkorvetter

De Luftbårne

Styrker

Kampvogne (30 stk.)

20. Armé, Klintsy

Division

(ca. 6.000 mand)

20. Armé, Kursk

Iskander-missilbrigade

20. Armé, Voronezh

Division

(ca. 8.000 mand)

8. Armé, Rostov

Division

(ca. 8.000 mand)

Det Centrale

Militærdistrikt

Division

(ca. 8.000 mand)

Ruslands militære opbygning i Danmarks nærområde omfatter bl.a. et nyt kampvognsregiment, et nyt artilleriregiment og en Iskander-missilbrigade i Kalinin-

grad, seks nye luftforsvarsbataljoner, ca. otte nye moderne kampfly, tre missilkorvetter samt kampvogne og et nyt kampregiment til Ruslands luftbårne tropper.

UPN, Alm.del - 2019-20 - Bilag 50: FE's Efterretningsmæssig risikovurdering 2019

Efterretningsmæssig Risikovurdering

| 2019

Påvirkningskampagner er et vigtigt udenrigs-

politisk virkemiddel

Rusland opfatter det globale informationsrum som en inter-

national kampplads. For Rusland er påvirkningskampagner,

særligt efter Ukrainekrisen, blevet et vigtigt udenrigspoli-

tisk virkemiddel, som især bruges til at stimulere den politi-

ske udvikling i retning af yderligere opbrud i de europæiske

og transatlantiske samarbejdsmønstre i Vesten.

Formålet er at skabe bedre betingelser for Ruslands uden-

rigspolitik ved at påvirke beslutningsprocesser i udlandet

og at underminere særligt USA’s, EU’s og NATO’s evne til at

agere samlet over for Rusland, især i Ruslands nabolande,

men også globalt.

Rusland har i flere år ført påvirkningskampagner til støtte

for partier og aktører, der er skeptiske over for EU eller

NATO, på tværs af det politiske spektrum. Rusland forsøger

også at underminere vestlige politikeres, myndigheders

og meningsdanneres troværdighed og at skabe tvivl i den

vestlige offentlighed om troværdigheden af forskere og

meningsdannere, der er kritiske over for Rusland.

Ruslands påvirkningskampagner er koordineret af Ruslands

ledelse i samarbejde med landets efterretningstjenester.

Ruslands påvirkningskampagner omfatter fortsat brug af

traditionelle medier, hackere, konferencer, sociale medier

og såkaldte troldefabrikker, hvor medarbejdere sættes til at

styre meget store antal falske online-profiler. Rusland ud-

vikler til stadighed de midler, som anvendes til påvirkning,

så de bliver bedre til at sløre russisk ophav og involvering,

og der udvikles avanceret teknologi til at generere falsk

indhold og omgå metoder til at spore falske konti.

Rusland bruger også målrettet personlige kontakter til

beslutningstagere og meningsdannere i EU. I nogle til-

fælde giver Rusland sine kontakter økonomisk støtte. Po-

litikere i flere europæiske lande er således i løbet af 2019

blevet afsløret i at være villige til at tage imod penge fra

Rusland.

Russisk-kontrollerede medier dækker desuden EU-, NATO-

og indvandringsspørgsmål på grundlag af en stærkt redi-

geret linje, hvor historierne ikke nødvendigvis er direkte

falske, men ensidige og præsenteret uden sammenhæng.

ster ved en omfattende kampagne ikke ville stå mål med de

forbundne risici og omkostninger.

Rusland har tilpasset sine påvirkningskampagner, i takt

med at offentligheden i Vesten er blevet opmærksom på

kampagnerne. Vælgerpåvirkning sker ikke nødvendigvis

kun gennem spektakulære operationer under valgkampe,

men også over lang tid og mellem valgkampene. Rusland

har således i flere år gennemført omfattende informations-

operationer i en række EU-lande, bl.a. via sociale medier,

hvilket muligvis har bidraget til at mobilisere vælgere sær-

ligt på de politiske yderfløje.

Under Europaparlamentsvalget i maj 2019 blev der såle-

des observeret omfattende russiske kampagner på sociale

medier, der havde varet i flere år, hvor de russiske konti

lignede lokale konti og kommunikerede på lokale sprog.

Kampagnerne støttede budskaber, der var kritiske over for

immigration, EU eller NATO og i nogle tilfælde budskaber

om gængse konspirationsteorier. Til gengæld blev der ikke

observeret samme type tydelige forsøg på russisk vælger-

påvirkning som under de amerikanske og franske præsi-

dentvalg i 2016 og 2017, hvor der blev hacket og lækket

oplysninger fra kampagnestabe.

Det er fortsat sandsynligt, at Danmark uden eller med

meget kort varsel vil kunne blive ramt af en russisk påvirk-

ningskampagne. Rusland har i 2019 gennemført påvirkning

på sociale medier i Norden og på nordiske sprog. Det er

meget sandsynligt, at Rusland har kapacitet til at målrette

og tilpasse påvirkningskampagner mod Danmark, som fo-

kuserer på politiske problemstillinger, der har en vis klang-

bund i offentligheden, som for eksempel immigration og

forholdet til EU. Derudover fortsætter Rusland en langsigtet

indsats for at opbygge evnen til at påvirke beslutnings-

tagere, også i Danmark.

Rusland og det tidligere

sovjetiske område

Rusland vil have interessesfærer i det tidligere sov-

jetiske område for at styrke sin regionale sikkerhed.

Rusland har fået en stærkt øget militær kapacitet til

offensive operationer i dette område, og det er sand-

synligt, at Rusland vil øge sin brug af påvirknings-

kampagner over for landene i regionen.

Rusland vil fortsat prioritere det meget højt at sikre en

dominerende indflydelse på den udenrigs- og sikkerheds-

politik, som landene i det tidligere sovjetiske område fører.

Påvirkningskampagner er fortsat en trussel mod

Danmark

Det danske folketingsvalg i juni 2019 blev ikke ramt af en

forberedt og koordineret russisk påvirkningskampagne. Det

er sandsynligt, at Rusland vurderede, at de mulige gevin-

UPN, Alm.del - 2019-20 - Bilag 50: FE's Efterretningsmæssig risikovurdering 2019

Efterretningsmæssig Risikovurdering

| 2019

Det gælder især Ukraine, Hviderusland og Moldova, som

Rusland ser som en del af sin egen historiske og kulturelle

identitet.

Det er sandsynligt, at Rusland fremover vil tillægge brugen

af påvirkningskampagner en øget rolle i sin politik over for

landene i det tidligere sovjetiske område. Rusland vil dog

sandsynligvis også tage andre midler i brug for at forhin-

dre, at Ukraine, Hviderusland og Moldova bliver medlem-

mer af NATO og EU.

Rusland vil sikre sine interessesfærer i det tidligere sovje-

tiske område, der giver Ruslands forsvar strategisk dybde i

tilfælde af en militær konflikt med NATO. Ruslands styrke-

opbygning har, foruden at give Rusland forbedret mulighed

for at kunne føre et ligeværdigt forsvar mod NATO, også

givet Rusland en stærkt øget kapacitet til offensive opera-

tioner mod nabolandene i det tidligere sovjetiske område.

Det gælder særligt Ukraine, hvor Rusland ved grænsen har

opbygget en markant militær styrke, som kan indsættes

med særdeles kort varsel.

I russisk optik er Ukraine det centrale land i det tidligere

sovjetiske område. Rusland mener, at NATO’s og EU’s rela-

tioner til Ukraine er udtryk for en hensigt om at svække

Ruslands strategiske position. Rusland ser også de vestlige

landes krav til Ukraine om omfattende reformer som en

trussel mod Ruslands egne politiske institutioner og traditi-

oner.

Det er mindre sandsynligt, at Rusland på nuværende tids-

punkt ser en interesse i at eskalere konflikten og starte en

omfattende militær konflikt med Ukraine. Ruslands beskyd-

ning og opbringning af ukrainske flådefartøjer i Kerch-stræ-

det i november 2018 viser imidlertid, at Rusland ikke vil

vige tilbage for at bruge militær magt til at håndhæve sin

de facto-kontrol over Krim-halvøen og indsejlingen til Det

Azovske Hav.

Det er sandsynligt, at Rusland efter det ukrainske præsi-

dentvalg i april, parlamentsvalget i juni og fangeudvekslin-

gen i september 2019 ser muligheder for en bedre dialog

med ledelsen i Ukraine. Rusland vil imidlertid fastholde sine

krav til en løsning af konflikten i det sydøstlige Ukraine,

fordi de gør Ukraines medlemskab af NATO og EU umuligt.

Rusland vil derfor også fortsat støtte separatisterne i det

sydøstlige Ukraine.

Østersøregionen

Østersøregionen er fortsat præget af spændinger-

ne mellem NATO og Rusland. Det er sandsynligt, at

Rusland vil forsøge at forbedre forholdet til Danmark,

men betingelserne for samarbejde mellem Rusland

og Danmark vil fortsat være vanskelige. Rusland vil

ikke med overlæg tage militære initiativer, der med-

fører en høj risiko for en militær konflikt med NATO.

Ruslands lukkede beslutningsprocesser og dybe

mistillid til NATO medfører dog en risiko for utilsigtet

eskalation mellem Rusland og Vesten.

Østersøregionen er præget af spændingerne mellem NATO

og Rusland. Rusland ser med stor mistro på NATO’s aktivi-

teter i Østersøregionen, især NATO’s fremskudte tilstede-

værelse, enhanced Forward Presence (eFP), i de tre baltiske

lande og Polen. Rusland opfatter NATO’s tilstedeværelse

som militære forberedelser vendt mod Rusland. Rusland

ser også med stor mistro på Sveriges og Finlands militære

samarbejde med NATO.

Rusland betragter stadig Estland, Letland og Litauen som

en del af sin interessesfære, men det er ikke muligt for

Rusland at genvinde indflydelse på landenes udenrigs- og

sikkerhedspolitik på grund af deres NATO- og EU-medlem-

skab. Rusland forsøger dog fortsat at påvirke dele af lande-

nes beslutningstagere og russisktalende minoriteter til

fordel for Ruslands interesser. Det er desuden sandsynligt,

at Rusland vil søge efter flere muligheder for at svække de

tre landes tilknytning til NATO og EU.

Forholdet mellem Rusland og Danmark vil forblive

vanskeligt

Ruslands forhold til Danmark er påvirket af de sikkerheds-

politiske spændinger mellem Rusland og NATO i Danmarks

nærområde, og Rusland har mistillid til Danmarks udenrigs-

og sikkerhedspolitik. Rusland ser Danmarks markante støt-

te til EU’s sanktionspolitik og Danmarks styrkebidrag til eFP

i Estland som udtryk for, at Danmark fører en konfrontato-

risk kurs over for Rusland. Forholdet er desuden præget af,

at Rusland ser Danmark som en småstat, der bakker op om

USA’s strategiske interesser især i Østersøregionen.

Ruslands ønske om at anlægge Nord Stream 2-gasrør-

ledningen i Østersøen har i flere år i afgørende grad

kompliceret forholdet mellem Rusland og Danmark. Efter

Energistyrelsens administrative beslutning om at give

anlægstilladelse til gasrørledningen i den danske eksklusive

økonomiske zone er det sandsynligt, at en væsentlig an-

UPN, Alm.del - 2019-20 - Bilag 50: FE's Efterretningsmæssig risikovurdering 2019

Efterretningsmæssig Risikovurdering

| 2019

stødssten i forholdet mellem Rusland og Danmark er ryddet

af vejen.

Rusland har også interesser i forhold til Danmark, hvad

angår samhandel og investeringer. Det er desuden sand-

synligt, at Rusland ser en forbedret dialog med Danmark

som et vigtigt middel til at fastholde Danmark på en sam-

arbejdskurs i arktiske spørgsmål. Rusland vil derfor fortsat

have interesse i et pragmatisk samarbejde med Danmark,

selv om betingelserne for at udmønte samarbejdet vil være

vanskelige.

politisk og militært pres på de baltiske lande. Det er dog

usandsynligt, at Rusland med overlæg vil tage militære ini-

tiativer mod de baltiske lande eller andre lande i Danmarks

nærområde, som Rusland vurderer vil medføre høj risiko

for en direkte militær konflikt med NATO, der står samlet.

Ruslands hurtige, lukkede beslutningsprocesser og dybe

mistillid til NATO indebærer dog risiko for, at Rusland i en

krisesituation misforstår NATO’s hensigter og militære

dispositioner i Østersøregionen. Det kan skabe en utilsigtet

eskalation mellem Rusland og Vesten.

Rusland vil fortsætte sin militære opbygning

i regionen

Ruslands militære dispositioner i Østersøregionen er rettet

mod at kunne forsvare Kaliningrad-regionen, sikre egne

forsyningslinjer og hindre NATO’s bevægelsesfrihed i den

centrale del af Østersøen.

Rusland har gennem de seneste år gennemført en markant

militær opbygning i det vestlige Rusland og i Kaliningrad-

regionen. Rusland fortsætter den militære opbygning i det

vestlige Rusland og i Kaliningrad-regionen med landmilitæ-

re styrker samt nye kampvogne og artillerisystemer. Også

den russiske Østersøflåde bliver styrket, bl.a. med mindre

missilkorvetter bevæbnede med langtrækkende Kalibr-

krydsermissiler.

Den militære opbygning skal fastholde og udbygge Rus-

lands lokale militære overlegenhed i tilfælde af en konflikt

og sandsynligvis samtidig afskrække NATO fra at øge sin

militære tilstedeværelse i de baltiske lande og Polen. I en

krisesituation vil Rusland med stor hast kunne samle en

overlegen landmilitær styrke ved grænsen til de baltiske

lande. Rusland vil samtidig med sine langtrækkende mis-

silsystemer kunne gøre det vanskeligt for NATO at tilføre

yderligere forstærkninger til landene. I en alvorlig krisesitu-

ation i Østersøen vil Rusland på denne måde i videst muligt

omfang søge at underminere NATO’s evne til troværdigt at

sikre alliancens kollektive forsvar.

Det er sandsynligt, at en afgørende faktor for Ruslands

handle- og reaktionsmønster i en krisesituation i Østersø-

regionen vil være landets vurdering af NATO’s sammen-

hængs- og handlekraft, herunder især sammenhængskraf-

ten i det transatlantiske forhold.

Der er risiko for, at Rusland vil opfatte manglende vilje og

evne til at opretholde troværdigheden af NATO’s kollektive

forsvarsforpligtelse som udtryk for svaghed, som Rusland

i en krisesituation vil kunne udnytte til at forstærke et

Rusland vil fortsat bruge militære aktiviteter

til strategisk signalgivning

Russiske kampfly udfører regelmæssigt afvisnings- og

rekognosceringsoperationer i den centrale del af Østersøen

mod vestlig militær flyvning og sejlads. Disse russiske akti-

viteter er normalt relativt afmålte og med et rutinemæssigt

fokus på overvågning og efterretningsindhentning mod de

vestlige kapaciteter.

Rusland gennemfører dog også lejlighedsvis mere aggres-

sivt prægede aktiviteter som f.eks. at flyve tæt forbi eller

at simulere angreb på vestlige skibe og fly. Formålet er

sandsynligvis at demonstrere utilfredshed med vestlige

militære dispositioner og mere generelt at demonstrere

militær styrke i Ruslands nærområde. Rusland vil dog fort-

sat sandsynligvis være omhyggelig med ikke at lade disse

flyvninger krænke dansk luftrum og territorium.

UPN, Alm.del - 2019-20 - Bilag 50: FE's Efterretningsmæssig risikovurdering 2019

Efterretningsmæssig Risikovurdering

| 2019

Kinas præsident, Xi Jinping, ved pressebriefingen til Second Belt and Road Forum 27. april 2019. Ved konferencen om det, der også kaldes Silkevejsinitiativet,

deltog højtstående ledere fra mange lande.

KINA

Kina øger fortsat sin internationale indflydelse. Det sker gennem aktiv deltagelse i

eksisterende internationale institutioner, etablering af nye bilaterale partnerskaber,

multilaterale samarbejdsfora og globale økonomiske initiativer. Kinesiske økonomi-

ske aftaler og investeringer i udlandet afspejler en sammenblanding af økonomiske,

diplomatiske og strategiske interesser. USA ser Kina som sin primære strategiske

konkurrent og søger i stigende grad aktivt at modvirke Kinas udvikling. Kina moder-

niserer sit militær og vil fortsat styrke håndhævelsen af sine territoriale krav i Det

Sydkinesiske Hav. Samarbejdet med Rusland styrkes, men gensidig skepsis består.

Under Xi Jinpings ledelse er Kina for alvor trådt frem på

den internationale scene som en aktiv og global aktør,

der ønsker større indflydelse på regionale og globale for-

hold. Den udvikling bliver i kinesiske mediers egen udlæg-

ning koblet til Xi Jinpings person og politiske lederskab.

Kinas langsigtede mål handler både om at adressere de

udfordringer, Kina nationalt står over for, og om at Kina

skal spille en større og mere indflydelsesrig rolle inter-

nationalt.

Xi Jinping har samtidig centraliseret magten yderligere i

Kinas Kommunistiske Parti omkring sig selv og sine nær-

meste rådgivere. Der tolereres i stadigt mindre grad andre

udlægninger af den politiske udvikling end den officielle.

Magtkoncentrationen i Kinas Kommunistiske Parti kommer

også til udtryk gennem styrkelse af partiorganisationen på

alle administrative niveauer i det politiske system og af par-

tienheder i kinesiske virksomheder, i uddannelsessystemet

og i kinesiske medier.

UPN, Alm.del - 2019-20 - Bilag 50: FE's Efterretningsmæssig risikovurdering 2019

Efterretningsmæssig Risikovurdering

| 2019

Kina udvikler sig på flere områder i en stadigt mere re-

pressiv retning. Kina fokuserer således bl.a. på en styrket

anvendelse af højteknologiske og digitale løsninger til over-

vågning, indsamling af oplysninger og kontrol af befolk-

ningen. Det sker i stadigt større grad bl.a. gennem brug

af automatisk ansigtsgenkendelse og kunstig intelligens.

Særligt i Xinjiang-regionen i det nordvestlige Kina anvendes

højteknologien som middel til at overvåge og kontrollere

det muslimske mindretal uighurernes religiøse praksis og

begrænse deres rejsefrihed.

Kina har samtidig siden etableringen af Det Nationale Sik-

kerhedsråd i 2013 iværksat reformer af landets nationale

sikkerhedslovgivning. Reformerne har blandt andet med-

ført en række lovændringer og nye love relateret til Kinas

nationale sikkerhed, heriblandt en opdatering af Kinas lov

om kontraspionage (2014), Kinas nationale sikkerhedslov

(2015), Kinas anti-terrorlov (2016), Kinas cybersikkerheds-

lov (2016) samt Kinas efterretningslov (2017). Sidstnævn-

te lov formaliserede de kinesiske efterretningstjenesters

mulighed for at pålægge virksomheder, organisationer eller

enkeltpersoner at udlevere oplysninger, der har betydning

for Kinas nationale sikkerhed.

Helt overordnet står Kina imidlertid også over for en

lang række udfordringer, særligt indenrigsøkonomisk.

Det drejer sig om gældsætning, overskudskapacitet, lav

produktivitet i sektorer domineret af statslige selskaber,

en markant og hurtigt voksende andel af ældre borgere

samt store udgifter til at løse landets miljøproblemer. Kina

er samtidig i gang med en omstilling af økonomien fra

at være eksport- og investeringsdrevet til at blive mere

forbrugsdrevet.

Kinas økonomi har i mange år haft demografisk medvind,

idet arbejdsstyrken er vokset relativt i forhold til andelen

af unge og ældre. Denne udvikling er nu ved at vende, da

der bliver relativt flere ældre mennesker i forhold til per-

soner i den arbejdsdygtige alder fremover. Den demogra-

fiske udvikling giver derfor udfordringer for økonomien og

forstærker behovet for øget produktivitet og omstilling til

mere værdiskabende produktionsformer.

Omstillingen af den kinesiske økonomi udgør en meget stor

udfordring for Kina, da fortsat økonomisk vækst er en af

grundstenene i Kinas Kommunistiske Partis fortsatte legiti-

mitet i befolkningen.

Den igangværende krise i Hongkong er en udfordring for

ledelsen i Beijing. Årsagerne til, at situationen har udviklet

sig til det niveau, der ses i dag, er mangeartede og kom-

Kinas 2049-mål

Kinas erklærede langsigtede mål er inden 2049, der er

100-året for Folkerepublikken Kinas grundlæggelse, at

opbygge sin nationale styrke, øge sin internationale ind-

flydelse og blive en global leder.

Kina ønsker inden 2025 at have etableret et mo-

derne, velstående samfund styret af et stærkt parti

og et effektivt statsapparat. Kinas mål er samtidig

at have opbygget multinationale, højteknologiske

virksomheder, der er globalt konkurrencedygtige.

Kina ønsker inden 2035 at styrke landets interna-

tionale gennemslagskraft og den kinesiske industri.

Dette er med henblik på at gøre kinesiske virksom-

heder internationalt førende inden for innovation

og højteknologi i en række prioriterede sektorer,

så Kina, inden for disse sektorer, kan blive ledende.

Kina vil, ifølge sin målsætning, i løbet af 15 år fra

2035 til 2049, sigte mod at blive førende politisk,

teknologisk og kulturelt.

Disse langsigtede mål danner rammen for Kinas politi-

ske prioriteter og udvikling de kommende årtier.

plekse. Den folkelige utilfredshed, der har ført til demon-

strationerne, relaterer sig til forholdet mellem Hongkong og

Kina, men også til forhold internt i Hongkong.

Hongkong er med sin juridiske særstatus fortsat vigtig

for Kina og kinesiske virksomheder, der opererer globalt.

Hongkongs økonomiske udvikling spiller dog ikke sam-

me centrale rolle for Kinas økonomi, som tilfældet var, da

Hongkong overgik fra britisk til kinesisk styre i 1997. Det er

sandsynligt, at den kinesiske regering forholder sig afven-

tende, i håb om at demonstrationerne langsomt vil aftage,

og at regeringen vil udvise meget stor tålmodighed, før den

iværksætter radikale tiltag.

Kina styrker sin globale rolle og indflydelse

Kina fortsætter sin udvikling som en stadigt mere indflydel-

sessøgende aktør. Både regionalt og globalt søger Kina at

styrke sin økonomiske og politiske indflydelse. Dette sker

primært gennem styrkelse af både bilaterale og multila-

terale samarbejdsprojekter og -aftaler.

UPN, Alm.del - 2019-20 - Bilag 50: FE's Efterretningsmæssig risikovurdering 2019

Efterretningsmæssig Risikovurdering

| 2019

Kina har inden for de seneste år været en central aktør i

opbygningen af nye internationale institutioner, som Kina

selv promoverer som supplementer til eksisterende globale

fora. Det gælder bl.a. Asian Infrastructure and Investment

Bank og Shanghai Cooperation Organization samt Kinas

bilaterale samarbejde med 17 lande i Central- og Østeuro-

pa, det såkaldte 17+1-samarbejde.

Kina formår også at påvirke de regionale økonomiske struk-

turer i Asien, Stillehavsområdet og Europa, og både Kinas

regionale og globale engagement bliver i dag i høj grad

båret frem af det kinesiske Silkevejsinitiativ (Belt & Road

Initiative, BRI).

BRI har udviklet sig til et stadigt mere omfattende koncept,

der rækker ud over Asien og omfatter en lang række lande

i Afrika, Sydamerika og Europa, og også Arktis. Gennem

investeringer i infrastruktur og øget samhandel søger Kina

at fremme forbindelserne mellem Kina og den øvrige del af

Asien, Afrika og Europa. BRI udnytter Kinas investerings-

kapital og overskudskapaciteten hos kinesiske statsejede

og private virksomheder til at styrke relationerne med de

deltagende lande.

Ud over at fungere som platform for Kinas styrkede kom-

mercielle og handelsmæssige samarbejde med deltagende

lande har BRI også et mere langsigtet strategisk sigte. I

takt med at flere og flere lande knyttes til BRI, søger Kina

således at skabe opbakning til landets regionale og globale

strategiske prioriteter. Kina tager ofte initiativ til de bila-

terale samarbejdsaftaler og projekter, der etableres inden

for rammerne af BRI, mens det enkelte land som hoved-

regel finansierer projekterne. BRI er inden for de seneste

år blevet mere omfattende og bredere forankret. Dette

betyder også, at der er stadigt flere lande, der selv tager

initiativ til at blive en del af BRI.

Kina promoverer aktivt landets egen udviklingsmodel som

en model, der kan følges af andre lande, og dermed som

et alternativ til særligt den vestlige liberale markedsbase-

rede udviklingsmodel. Promoveringen af Kinas økonomiske

udviklingsmodel, hvor stat og parti bevarer den grundlæg-

gende kontrol med markedsøkonomien, er særligt målrettet

udviklingslande i Afrika, Sydøstasien og Centralasien. Her

præsenteres Kinas udviklingsmodel som en mulighed for

modernisering, hvor lande succesfuldt kan gennemføre

økonomiske reformer og udvikling uden grundlæggende

reformer af det politiske system.

Kinas omfattende engagement i andre lande sker også

inden for det teknologiske område, hvor stadigt flere lande

ser kinesiske aktører som attraktive samarbejdspartnere.

Der er samtidig lande, som finder det attraktivt at benytte

sig af kinesisk teknologi til overvågning af egen befolkning.

En række kinesiske teknologivirksomheder har på få år

etableret sig som internationalt konkurrencedygtige. Inve-

steringer i forskning og udvikling har f.eks. sikret kinesiske

virksomheder en førerposition på bl.a. 5G-området, men

har samtidig tiltrukket sig global opmærksomhed. Håndte-

ringen af de teknologiske og sikkerhedsmæssige udfordrin-

ger forbundet med 5G- og kinesisk teknologi er hidtil blevet

håndteret forskelligt og ikke koordineret af de enkelte lande

i Europa. Der er i den forbindelse bl.a. opmærksomhed på

spørgsmålet om den kinesiske efterretningslovgivning fra

2017 og risikoen for, at kinesiske efterretningstjenester i en

given situation vil kunne pålægge kinesiske virksomheder

at udlevere oplysninger.

Kina fortsætter sit målrettede investeringsfokus

Kinesiske økonomiske aftaler og investeringer i udlandet

afspejler en sammenblanding af økonomiske, diplomatiske

og strategiske initiativer, der understøtter Kinas udenrigs-

politik og giver kinesiske virksomheder konkurrencefordele

på globalt plan.

Med sin strategiske udviklingsplan Made in China 2025 fort-

sætter Kina sit målrettede fokus på at erhverve og udvikle

avanceret teknologi. I dag markerer Kinas største teknolo-

gigiganter sig på det internationale marked som væsentlige

konkurrenter til amerikanske og europæiske virksomheder.

For at styrke denne udvikling målretter Kina i stigende grad

sine udenlandske investeringer med henblik på at erhverve

udenlandsk teknologi bl.a. til at styrke landets egen øko-

nomiske udvikling.

Målsætningerne i Made in China 2025 i kombination med

Kinas strategiske målsætninger for 2049 skal bl.a. opnås

gennem økonomiske aftaler, målrettede direkte investe-

ringer i udenlandske teknologivirksomheder, start-ups,

indgåelse af joint venture-samarbejder samt aktieopkøb

i udvalgte virksomheder. Dette er allerede sket i en lang

række lande i Europa og Nordamerika.

Kinas udvikling mødes af skepsis og modstand

i USA

Med udgangspunkt i USA’s nationale sikkerhedsstrategi

fra 2017 har den amerikanske regering anlagt en hård og

kritisk linje over for Kina. Der er i USA en tendens til, at

al kinesisk adfærd og aktivitet ses ud fra et strategisk og

sikkerhedspolitisk perspektiv og en fortælling om en større

bagvedliggende kinesisk strategi.

UPN, Alm.del - 2019-20 - Bilag 50: FE's Efterretningsmæssig risikovurdering 2019

Efterretningsmæssig Risikovurdering

| 2019

Den amerikanske kritik er rettet mod det, der opfattes som

illegitim kinesisk adfærd inden for en række områder som

handel, intellektuelle ejendomsrettigheder, teknologiover-

førsel og forsøg på politisk at øve indflydelse.

USA-Kina-relationen ses i den amerikanske regering i

voksende grad som et nulsumsspil, hvor Kinas øgede vægt

i det internationale system, særligt i Asien, sker på bekost-

ning af USA’s rolle og indflydelse.

USA søger både direkte og indirekte at få allierede og

andre nationer til at støtte den amerikanske mere kritiske

tilgang til Kina.

Spændingerne i de bilaterale relationer mellem USA og

Kina afspejler den igangværende ændring i magtbalancen

mellem de to lande – særligt i Asien. Kinas ønske om at

spille en større rolle i regionen er blevet mødt af skepsis

og modvilje i USA, der ikke viser tegn på at ville affinde

sig med et mere toneangivende og indflydelsesrigt Kina.

Disse initiativer ændrer dog ikke på, at Kina fortsat vil hæv-

de sine territoriale krav.

USA vil fortsat udfordre de kinesiske territoriale kravs

legitimitet med rutinemæssige operationer, der dog ikke

i sig selv vil føre til en forværring af det bilaterale forhold

mellem USA og Kina.

Det er sandsynligt, at formålet med Kinas øgede myndig-

hedsudøvelse fra både kystvagten og militærets side på

mellemlangt til langt sigt er at gøre Kina i stand til at kon-

trollere og overvåge hele Det Sydkinesiske Hav.

Samarbejde med Rusland styrkes, men gensidig

skepsis består

Udadtil styrker Kina og Rusland fortsat deres bilaterale

relationer. Det sker gennem politisk, økonomisk og militært

samarbejde og gennem øget koordination af udenrigspo-

litiske standpunkter. I juni 2019 indgik Rusland og Kina

officielt et strategisk partnerskab med det formål at styrke

deres bilaterale relation yderligere. Selv om en styrkelse

af den bilaterale relation tjener begge lande som mod-

vægt til politisk pres fra især USA, er en decideret alliance

mellem Kina og Rusland fortsat usandsynlig. Især de to

landes modstridende interesser i Centralasien er årsag til

spændinger. Det er dog sandsynligt, at de to lande har en

gensidig forståelse af modpartens engagement i regionen

og forsøger at undgå at udfordre hinandens strategiske

interesser.

Kina moderniserer militæret og vil fortsat hævde

sine territoriale krav i Det Sydkinesiske Hav

Kinas militær gennemgår i disse år en omfattende moder-

nisering. Det gælder både flåden, flyvevåbnet, hæren og

militære cyberkapaciteter. Selv om Kina også øger sine ev-

ner til at udføre militære operationer globalt, er det fortsat

magtbalancen i det vestlige Stillehav, der er Kinas primære

prioritet.

Særligt flådens udbygning og modernisering har bevirket,

at den nu har væsentligt mere moderne og nyere enhe-

der end hhv. den amerikanske, japanske, sydkoreanske

og taiwanske flåde. Sammen med den øvrige modernise-

ring af Kinas militær vil det på langt til meget langt sigt

rykke magtbalancen i Kinas favør, medmindre de andre

lande udvider deres byggeprogrammer. Med bygningen af

hangarskibe, større amfibieskibe, krydsere og udvidelse

af marineinfanteriet vil Kinas evne til global anvendelse af

militær magt på langt sigt kun overgås af USA’s.

Det Sydkinesiske Hav vil fortsat være blandt Kinas højeste

udenrigspolitiske prioriteter, og Kina vil øge sin tilstedevæ-

relse og autoritet i Det Sydkinesiske Hav. Det er sandsyn-

ligt, at Kina vil fortsætte udbygningen af militære faciliteter

på de kunstige øer i Det Sydkinesiske Hav, der kan styrke

både kystvagtens og militærets myndighedsudøvelse i

omstridte områder. Gennem diplomatiske initiativer, øget

økonomisk samarbejde og tilbud om investeringer søger

Kina samtidig at forbedre sit forhold til landene i regionen.

UPN, Alm.del - 2019-20 - Bilag 50: FE's Efterretningsmæssig risikovurdering 2019

Efterretningsmæssig Risikovurdering

| 2019

Advarselssedler sat op i forbindelse med cyberangreb mod Hydro 19. marts 2019.

CYBERTRUSLEN

Den meget høje cybertrussel mod Danmark er et grundvilkår. Cyber-

angreb kan få betydelige konsekvenser for danske virksomheder og

myndigheder. Særligt kriminelles og statslige aktørers angreb truer

danske interesser. Flere typer aktører angriber internettets infra-

struktur, hvilket kan påvirke tilliden til, at almindelig it-sikkerhed

beskytter danske organisationer tilstrækkeligt.

Cybertruslen er fortsat blandt de mest alvorlige trusler

mod Danmark og danske interesser. Truslen kommer

særligt fra cyberspionage og cyberkriminalitet. Kriminel-

le hackere og fremmede stater kan i værste fald påvirke

leveringen af samfundsvigtige ydelser, da mange ydelser

er afhængige af digitale systemer. Den fysiske verden er i

meget høj grad digitaliseret. Det betyder, at angreb rettet

mod digitale systemer i stigende grad har en effekt i den

fysiske verden.

Cyberangrebs effekt i den fysiske verden kan f.eks. komme

til udtryk i form af store økonomiske tab for danske virk-

somheder eller afbrydelse i leveringen af vitale ydelser som

f.eks. strøm. For danske myndigheder kan cyberangreb

eksempelvis betyde, at systemer ikke er i drift, eller at sen-

sitiv og værdifuld viden stjæles eller ødelægges. Destruk-

tive cyberangreb, hvor formålet er at skade eller ødelægge

fysiske objekter, data, information eller software, er mindre

sandsynlige, men vil ved gennemførelse i høj grad påvirke

den fysiske verden.

UPN, Alm.del - 2019-20 - Bilag 50: FE's Efterretningsmæssig risikovurdering 2019

Efterretningsmæssig Risikovurdering

| 2019

Udvalgte staters cyberkapaciteter

Cyberangreb har forskellige

formål

Cyberangreb kan få alvorlige konsekvenser for

Danmark. Cyberspionage kan både påvirke dansk

sikkerhed og dansk konkurrencedygtighed. Cyber-

kriminalitet kan i værste fald betyde, at virksomhe-

der og myndigheder ikke kan levere samfundsvigtige

ydelser. Det er også muligt, at danske virksomheder

og myndigheder i udlandet vil blive ramt af følge-

virkninger af destruktive cyberangreb mod mål

uden for Danmark.

Rusland

Rusland bruger betydelige kræfter på at fremme sine

interesser i landets nærområde og andre områder af

strategisk betydning og anvender bl.a. cyberkapaciteter

til dette formål. Den russiske stat råder over omfatten-

de kapacitet til at udføre cyberspionage og destruktive

cyberangreb, der kan understøtte Ruslands strategiske

og sikkerhedspolitiske interesser samt landets militære

operationer. Rusland er fortsat en førende og yderst

aktiv aktør på cyberområdet.

Kina

Cyberspionage udføres af stater med betydelige kapacite-

ter og udgør en alvorlig trussel mod Danmark. Fremme-

de stater forsøger aktivt, systematisk og kontinuerligt at

spionere mod danske mål. Cyberspionage kan medføre tab

af intellektuel ejendom og sensitiv strategisk eller sikker-

hedspolitisk viden og kan dermed både påvirke Danmarks

sikkerhed, økonomi og konkurrencedygtighed.

Fremmede staters forsøg på cyberspionage er især rettet

mod Udenrigsministeriets og Forsvarsministeriets myndig-

hedsområder. Inden for disse myndighedsområder er stater

bl.a. interesserede i information, der relaterer sig til NATO,

EU og Arktis. Fremmede staters cyberspionage mod det

udenrigs- og forsvarspolitiske område er et vedvarende

vilkår, der kan påvirke danske interesser både på kort og

langt sigt. Stater forsøger også jævnligt at kompromittere

andre danske myndigheder.

Danske virksomheder er også fortsat mål for spionage.

Nogle lande forsøger aktivt at stjæle intellektuel ejendom

og anden kommerciel viden. Andre lande har flere gange

beskyldt Kina for at stå bag omfattende cyberspionage

mod offentlige myndigheder og private virksomheder i hele

verden.

FE forventer, at aktører vil kombinere cyberspionage med

andre værktøjer i forbindelse med konflikter og kriser. Sta-

ter bruger cyberspionage til den indledende kortlægning af

andre staters kritiske infrastruktur. Den viden kan efterføl-

gende bruges til at udføre destruktive cyberangreb, hvis en

konflikt eskalerer.

Kina råder over avancerede cyberkapaciteter, som landet

anvender til at fremme sine interesser. Det er sandsyn-

ligt, at en igangværende reorganisering af Kinas militære

cyberkapaciteter vil gøre det muligt at opnå synergief-

fekter i det kinesiske militærs cyberstyrker. FE vurderer,

at disse effekter vil betyde, at den kinesiske militære

cyberspionage på kort sigt vil blive mere sofistikeret og

sværere at opdage og dermed mere effektiv til at ind-

hente oplysninger.

Iran

Iran har i flere år udviklet sin evne til at gennemføre cy-

berangreb. Ud over cyberspionage har iranske hacker-

grupper sandsynligvis stået bag destruktive cyberan-

greb, der slettede data. De destruktive cyberangreb har

primært ramt mål i Irans nærområder.

Nordkorea

Nordkorea har betydelige evner til at gennemføre for-

skellige typer cyberangreb, herunder destruktive angreb.

Disse angreb er især rettet mod Sydkorea, men Nordko-

rea er sandsynligvis villigt og i stand til at udføre større

cyberangreb mod mål i andre lande Der er desuden tegn

på, at Nordkorea beriger sig via cyberkriminelle angreb.

UPN, Alm.del - 2019-20 - Bilag 50: FE's Efterretningsmæssig risikovurdering 2019

Efterretningsmæssig Risikovurdering

| 2019

Ransomwareangreb

Ved et ransomwareangreb bliver data og systemer på

offerets computer holdt som gidsel, da de krypteres

og derved bliver utilgængelige for offeret. Aktøren bag

kræver en løsesum for at give offeret adgang til sine

data igen.

Dansk virksomhed ramt af omfatten-

de ransomware cyberangreb

I september 2019 lukkede den danske virksomhed De-

mant for it-systemer på tværs af lokationer efter et

ransomwareangreb. Angrebet har ifølge Demant påvir-

ket firmaet på tværs af kerneprocesser såsom distri-

bution, produktion og udvikling. Demant estimerer, at

det samlede økonomiske tab forbundet med angrebet

vil være mellem 550 og 650 mio. kr. i 2019.

Kriminelles målrettede cyberangreb truer danske

organisationer

Kriminelle hackere udfører fortsat cyberangreb, der kan få

alvorlige konsekvenser for danske virksomheders og myn-

digheders økonomi og omdømme.

Kriminelle udfører på globalt plan i stigende grad mål-

rettede ransomwareangreb mod myndigheder og virksom-

heder. Ransomwareangreb mod samfundsvigtige danske

virksomheder og myndigheder kan i værste fald påvirke

deres drift og de kerneydelser, de leverer. Det har eksem-

pelvis været tilfældet i USA, hvor lokalt politi og lokale

alarmcentraler i flere tilfælde midlertidigt har været nødt til

at skifte til mindre effektive manuelle systemer på grund af

ransomwareangreb.

De kriminelle hackernetværk, der står bag målrette-

de ransomwareangreb, er kendetegnede ved at arbejde

organiseret og professionelt. Angrebene udføres ofte over

en længere periode, hvor hackerne bruger tid på at forstå

det netværk, de har angrebet, for efterfølgende at kunne

ramme, hvor det gør mest ondt. De kriminelle, der udfører

målrettede ransomwareangreb, går ofte efter mål, hvor de

forventer, at de kan få en høj løsesum. Det er også muligt,

at hackere, der kompromitterer en virksomhed, vil videre-

sælge adgangen til andre hackere, der efterfølgende kan

gennemføre selve angrebet på systemerne.

Målrettede ransomwareangreb er et eksempel på, at nogle

kriminelle og statslige aktører bruger de samme metoder og

teknikker. Hvor cyberkriminelle tidligere har søgt at omdan-

ne cyberangreb til profit hurtigt, udviser flere kriminelle net-

værk i dag en højere grad af tålmodighed og vedholdenhed.

Et eksempel på dette er beskrevet i de amerikanske myn-

digheders anklageskrift fra november 2018 mod aktørerne

bag den såkaldte SamSam-ransomware. SamSam blev

brugt i en lang række angreb mod samfundsvigtige myn-

digheder og virksomheder i USA i perioden 2015 til 2018.

SamSam-angrebene blev udført i faser. Først tiltvang

aktørerne sig adgang til ofrenes netværk ved at udnytte

offentligt kendte sårbarheder i servere. Herefter benyttede

Hydro tabte 650 mio. norske kroner

I marts 2019 blev den globale virksomhed Hydro ramt af

et målrettet ransomwareangreb. Angriberne brugte en

version af ransomwaren LockerGoga, der var tilpasset

det specifikke angreb på Hydro.

Angrebet resulterede i omfattende driftsforstyrrelser og

økonomiske omkostninger på 650 mio. norske kroner.

hackerne sofistikerede værktøjer til at kortlægge ofrenes

netværk for derefter at udvide deres adgang til flere dele af

netværket. SamSam-aktørerne brugte i nogle tilfælde flere

uger på kortlægningsfasen. Hackerne krypterede herefter

data på tværs af netværk på én gang, hvorefter der blev

stillet krav om løsesum.

I udlandet har målrettede ransomwareangreb ramt ofre

på tværs af mange sektorer, bl.a. offentlige myndigheder

og skoler samt ofre i sundheds-, søfarts- og transport-

sektorerne. Målrettede ransomwareangreb kan ramme

alle typer virksomheder og myndigheder, og der er således

ikke en specifik offerprofil.

Andre typer cyberkriminalitet udgør også

fortsat en trussel

Danske myndigheder og virksomheder bliver også ramt

af andre typer cyberkriminalitet end ransomwareangreb,

såsom bedrageri gennem såkaldt direktørsvindel, tyveri af

finansielle og personfølsomme oplysninger og andre former

for afpresning, hvor kriminelle påstår at have hacket sig

frem til kompromitterende informationer om ofret.

Mens en del angrebsmetoder er velkendte og fortsat bruges

aktivt, udvikler truslen fra cyberkriminelle sig konstant.

UPN, Alm.del - 2019-20 - Bilag 50: FE's Efterretningsmæssig risikovurdering 2019

Efterretningsmæssig Risikovurdering

| 2019

Med nye teknologier følger ofte nye sårbarheder, som

hackere vil fors

ge at udnytte. Det kan eksempelvis gøre

sig gældende,

når vir

ksomheder og myndigheder lancerer

nye borger- og kundevendte digitale services.

lande, hvor denne type angreb er mest udbredt, herunder

Sydkorea, Ukraine og Saudi-Arabien.

En italiensk underleverandør til olieindustrien, Saipem,

blev i december 2018 ramt af et destruktivt cyberangreb,

som slettede data på flere hundrede af virksomhedens

computere verden over. Saipem er bl.a. underleverdør til

det statsejede saudiarabiske olieselskab, Saudi Aramco.

Angrebet viste, at virksomheder, ud over at blive ramt af

følgevirkninger af angreb, der ikke er målrettet dem, også

kan blive udset som specifikke mål for cyberangreb, hvis de

har aktiviteter i konfliktzoner.

Truslen fra destruktive cyberangreb

mod Danmark

På kort sigt er det mindre sandsynligt, at fremmede stater

har intentioner om at rette destruktive cyberangreb, der

ødelægger eller forandrer data eller software, mod danske

samfundsvigtige funktioner. Truslen kan dog ændre sig,

hvis Danmark kommer i konflikt med lande, der har kapaci-

tet til at udføre destruktive cyberangreb.

Flere lande opbygger bl.a. kapacitet til at udføre destruk-

tive cyberangreb, der kan bruges i forbindelse med en

militær eller skærpet politisk konflikt. En del af denne op-

bygning består i at kortlægge kritisk infrastruktur. Hacker-

ne går bl.a. efter virksomheder, som arbejder med kritisk

infrastruktur, og udforsker virksomhedernes netværk for at

få adgang til industrielle kontrolsystemer.

FE’s definition af destruktive cyberangreb dækker cyber-

angreb med meget forskellige konsekvenser, rangerende

fra slettede data til fysisk ødelæggelse. Destruktive cyber-

angreb har oftest medført ødelæggelse af data, der er ble-

vet slettet eller gjort utilgængelig af malware og værktøjer,

der i fagsprog kaldes wipere. Ødelæggelse og manipulation

af data i industrielle kontrolsystemer har i nogle tilfælde

ført til driftsforstyrrelse og nedbrud. I et enkelt tilfælde

for flere år siden har et destruktivt cyberangreb mod Irans

nukleare program medført fysisk ødelæggelse uden for

it-systemer.

Det er muligt, at danske virksomheder og myndigheder

i udlandet vil blive ramt af følgevirkninger af destruktive

cyberangreb mod mål uden for Danmark, såsom strømaf-

brydelser eller mistet netværksadgang. Det gælder især

danske virksomheder og myndigheder, der er til stede i

Diplomatiske og militære kriser resulterer i flere

cyberangreb

Cyberangreb bruges som et politisk værktøj, og flere stater

opbygger kapacitet til og bruger cyberangreb til at påvirke

andre lande. I forbindelse med konflikter og kriser i udlan-

det udfører stater forskellige typer cyberangreb. Konflikter

kan medføre en stigning i antallet af cyberangreb, hvilket

også kan ramme danske interesser.

En konflikt mellem andre stater kan eksempelvis betyde

forøget cyberspionage rettet mod danske myndigheder,

da stater ofte styrker deres indsats for at få oplysninger

om en modstander eller dennes allierede i forbindelse med

konflikten. Danske interesser kan også blive påvirket af

destruktive cyberangreb rettet mod danske virksomheder,

der er geografisk placeret i konfliktzoner eller har relationer

til virksomheder i disse områder.

Nogle stater vil udnytte beskyldninger om cyberangreb

som et middel i forbindelse med kriser. Det kan skabe

usikkerhed både i befolkningen og hos beslutningstagere,

bl.a. fordi det kan være svært med sikkerhed at be- eller

afkræf te, at et cyberangreb har fundet sted, og hvilken

effekt det konkret har haft.

Krisers effekt i den digitale verden kunne ses i foråret

2019, da antallet af cyberangreb rettet mod amerikanske

virksomheder og kritisk infrastruktur steg i forlængelse af

øgede spændinger mellem USA og Iran. Situationen førte

også til, at den amerikanske præsident offentligt udtal-

te, at USA, som en reaktion på Irans nedskydning af en

amerikansk drone, havde gennemført et cyberangreb mod

mål i Iran.

Destruktive cyberangreb

FE definerer et destruktivt cyberangreb som et cyber-

angreb, hvor den forventede effekt er død, personska-

de, betydelig skade på fysiske objekter eller ødelæggel-

se eller forandring af informationer, data eller software,

så de ikke kan anvendes uden væsentlig genopretning.

UPN, Alm.del - 2019-20 - Bilag 50: FE's Efterretningsmæssig risikovurdering 2019

Efterretningsmæssig Risikovurdering

| 2019

Angrebsmetoder

Cyberangreb via internettets kritiske infrastruktur

og mod leverandører udgør en trussel mod danske

virksomheder og myndigheder. Offentlig udbredelse

og tyveri af værktøjer til cyberangreb kan medvirke

til, at truslen fra bestemte aktører eller angrebsme-

toder stiger med kort varsel. Cyberangreb forbliver

et attraktivt værktøj for flere typer aktører, bl.a.

fordi det er nemt for hackere at skjule deres iden-

titet og dermed undgå sanktioner.

de cyberkriminelle grupper er i stand til at udføre denne

type angreb. I april 2018 lykkedes det således udenland-

ske cyberkriminelle at stjæle kryptovaluta ved hjælp af et

BGP-hijack.

Et BGP-hijack kan på grund af internettets opbygning

påvirke danske internetbrugere, uanset hvor i verden

det finder sted. Ud over at omdirigere internettrafik kan

et BGP-hijack medføre, at dele af internettrafikken bliver

langsom eller afbrudt. Uden effektiv overvågning af æn-

dringer i BGP-routning kan et BGP-hijack, som ikke giver

trafikforstyrrelser, potentielt være effektivt flere uger.

Overbelastningsangreb, hvor en digital service belastes, så

den bliver utilgængelig, eksempelvis ved hjælp af Distri-

buted-Denial-of-Service- (DDoS) angreb, udgør også en

trussel mod internettets infrastruktur. De fleste overbe-

lastningsangreb er rettet mod hjemmesider og påvirker

kun ejeren og brugerne af de services, som hjemmesiden

tilbyder. Et overbelastningsangreb mod en DNS-server kan

imidlertid ramme alle de brugere, der anvender den pågæl-

dende DNS-server. Der kan for eksempel være tale om alle

kunder hos en internetudbyder. Kraftige overbelastningsan-

greb kan potentielt overbelaste centrale routere eller andre

netværkskomponenter hos en internetudbyder.

Cyberangreb på eller via internettets kritiske infrastruktur

udgør en trussel, fordi de kan påvirke internettets integritet

og tilliden til, at almindelig it-sikkerhed kan beskytte orga-

nisationer mod cyberangreb.

Ved at angribe internettets infrastruktur som eksempelvis

internettets telefonbog, de såkaldte Domain Name Ser-

vere (DNS), kan aktører ramme mange ofre samtidig og

omgå almindelige it-sikkerhedsforanstaltninger. Truslen

mod internettets infrastruktur kan ramme på tværs af alle

systemer, som er afhængige af internettet.

Hackere kan med en kompromittering af DNS-systemet, et

såkaldt DNS-hijack, både omdirigere og stjæle internet- og

mailtrafik. Både statslige aktører og cyberkriminelle gør

brug af denne type angreb. Hackergrupper forsøger at

udføre cyberspionage, omdirigere internettrafik til falske

hjemmesider for at opsnappe adgangskoder til digitale tje-

nester, sprede malware eller vise reklamer, som genererer

en indtægt.

Der blev udført flere kompromitteringskampagner via

DNS-systemet i 2019. Angrebene ramte bl.a. ofre i

Schweitz, Grækenland, Sverige, Cypern, USA og en række

lande i Mellemøsten og Nordafrika.

Hackerne kompromitte-

rede bl.a. den organisation, der administrerer det græske

top-level domæne ”.gr”, og havde adgang til deres netværk

i flere dage. Et top-level domæne er det, der står efter

punktummet i en hjemmesides adresse, såsom ”.dk” eller

”.com”.

De såkaldte Border-Gateway-Protocol-routere (BGP-

routere), som bruges til at rute data mellem de netværk,

der tilsammen udgør internettet, er også blevet misbrugt

af hackere. Såkaldte BGP-hijacks kan bruges til at om-

dirigere, overvåge, ændre eller stjæle store mængder

internettrafik. Succesfulde BGP-hijacks er komplekse, og

det er derfor sandsynligt, at kun stater og få sofistikere-

Leverandører rammes af cyberangreb

Cyberangreb udført mod eller via underleverandører udgør

også en alvorlig trussel mod danske virksomheder og

myndigheder. Denne type angreb kan være vanskelig at

opdage, og et succesfuldt angreb kan ramme flere orga-

nisationer. Cyberangreb mod leverandører kan ud over de

alvorlige konsekvenser for den enkelte virksomhed eller

myndighed også få negativ indflydelse på leverandørernes

partnere, kunder og brugere.

Leverandører har ofte uhindret adgang til mange af deres

kunders netværk og data. Ved blot at kompromittere én

leverandør kan en aktør potentielt få mulighed for at bevæ-

ge sig uhindret på tværs af adskillige kunders netværk og

data.

Aktører forsøger også at kompromittere leverandører på

tværs af landegrænser. Det kan f.eks. være, at der er lave-

re cybersikkerhed i en leverandørs underafdeling i et givent

land, som gør det lettere at kompromittere leverandørens

øvrige systemer. Hvis ikke leverandørens netværk er seg-

menterede på tværs af afdelinger, kan det give en aktør

mulighed for at bevæge sig gennem netværk på tværs af

landegrænser.

UPN, Alm.del - 2019-20 - Bilag 50: FE's Efterretningsmæssig risikovurdering 2019

Efterretningsmæssig Risikovurdering

| 2019

Flere store internationale leverandører er gennem de sene-

ste år blevet kompromitteret eller forsøgt kompromitteret.

Nogle af disse leverandører udbyder også deres tjenester

til myndigheder og virksomheder i Danmark. I 2018 blev

elektronikgiganten ASUS hacket. Virksomhedens officielle

software, ASUS Live Update tool, blev inficeret med mal-

ware. Det betød, at brugere, som opdaterede programmet,

downloadede en kompromitteret udgave af ASUS’ software,

der kunne give hackerne adgang til computerne.

Et cyberangreb mod en virksomhed via en leverandør kan

få alvorlige økonomiske konsekvenser. Det viste et angreb

mod luftfartsselskabet British Airways, der stod på fra

august til september 2018. Et sikkerhedshul i en af British

Airways’ underleverandørers systemer gjorde det muligt

for kriminelle hackere at indsætte ondsindet kode i British

Airways’ system, som lod dem gemme navne og e-mails på

passagerer. De fik også adgang til passagerers kreditkort-

numre og de tilhørende udløbsdatoer og CVV-numre, når

kunderne indtastede disse på hjemmesiden. British Airways

vurderer, at op mod 380.000 kunder blev ramt af angrebet.

I forlængelse af angrebet fik British Airways i juli 2019 en

bøde på 1.5 mia. kr. for ikke at leve op til EU’s databeskyt-

telsesforordning.

Ransomwaren GandCrab er et eksempel på et effektivt

cyberkriminelt værktøj, der bredte sig hurtigt. GandCrab

er en ransomware-as-a-service, som cyberkriminelle kan

få adgang til via internettet. Bagmændene bag GandCrab

lukkede i maj 2019 for adgangen til GandCrab og påstod,

at den havde indtjent to mia. amerikanske dollars fra janu-

ar 2018 til maj 2019.

Truslen fra forskellige typer cyberangreb kan stige plud-

seligt. Det skete bl.a. i foråret 2019, dels med en voldsom

stigning i antallet af såkaldte sextortion mails, hvor cy-

berkriminelle afpresser ofret ved at påstå at have private

oplysninger om eller billeder og videooptagelser af ofret,

og dels med en omfattende phishing-kampage rettet mod

Office 365-brugere. Kriminelle hackeres villighed og evne til

hurtigt at ændre taktik betyder, at truslen fra cyberkrimi-

nalitet konstant udvikler sig.

Angribernes mulighed for at skjule deres identitet

gør cyberangreb til et attraktivt værktøj

Cyberangreb er et attraktivt værktøj for flere typer aktø-

rer, bl.a. fordi det er vanskeligt for ofre med sikkerhed at

afgøre, hvem der står bag. Det betyder, at angribere ved at

bruge cyberangreb løber en mindre risiko for at blive ramt

af sanktioner eller retsforfølgelse end ved konventionelle

angreb.

Statsstøttede hackergrupper har eksempelvis stjålet mal-

ware og infrastruktur hos hinanden. Den stjålne malware

og infrastruktur er blevet benyttet til at kompromittere

udenrigsministerier, universiteter og virksomheder.

Tyveri og genbrug af andre gruppers malware gør det

vanskeligt at afklare, hvilken aktør der står bag et angreb.

Derudover kan tyveri af malware og infrastruktur også

medføre, at et offer, der bliver kompromitteret af en given

aktør, kan risikere også at blive kompromitteret af andre

hackere, der har fået adgang til den samme infrastruktur.

Både kriminelle og statslige aktører, der ønsker at få ad-

gang til viden, benytter almindeligt udbredte værktøjer,

såsom malware der kan findes online. Ved at bruge bredt

tilgængelig malware anonymiseres cyberangreb til en vis

grad, idet malwaren ikke bruges eksklusivt af en bestemt

kendt gruppe.

Effektive angrebsmetoder udbredes hurtigt

Hackere bruger de angrebsmetoder, der virker. Det bety-

der, at en populær angrebsmetode hurtigt kan sprede sig

fra andre dele af verden og blive rettet mod mål i Danmark.

Det er derfor relevant for danske virksomheder og myndig-

heder løbende at følge med i, hvilke konkrete angrebsme-

toder myndigheder, it-sikkerhedsfirmaer og andre relevante

kilder rapporterer om.

Både dygtige og mindre dygtige hackere kan i dag købe

hackerværktøjer på internettet. Det betyder, at selv

hackere med begrænsede tekniske evner kan få adgang til

effektive værktøjer.

DDoS-angreb mod DSB

DSB blev i september 2019 udsat for et DDoS-angreb,

der gjorde flere dele af DSB’s online services, bl.a. bil-

letsalg via DSB app’en og DSB’s hjemmeside, utilgæn-

gelige i flere timer. Angrebet havde dog ingen effekt på

afviklingen af DSB’s togafgange.

UPN, Alm.del - 2019-20 - Bilag 50: FE's Efterretningsmæssig risikovurdering 2019

Efterretningsmæssig Risikovurdering

| 2019

Pansret politibil foran retsbygningen i Bruxelles, januar 2019, i forbindelse med retssagen mod Mehdi Nemmouche, som blev dømt for at stå bag terror-

angrebet ved Det Jødiske Museum i Bruxelles i 2014, hvor fire blev skudt og dræbt. Angrebet var det første af flere angreb i Europa udført af Syrienskrigere.

TERRORISME

Der er fortsat en alvorlig terrortrussel fra militante islamister mod Vesten,

men trusselsbilledet er ændret. Det skyldes især en massiv militær og efterret-

ningsmæssig kontraterrorindsats mod ISIL og al-Qaida. Antallet af terrorangreb

i Vesten udført af militante islamister nåede et hidtil uset niveau i de år, hvor

ISIL stod territorielt stærkest i Syrien. I dag er antallet faldet til et niveau, der

er sammenligneligt med perioden op til, at ISIL udråbte sit kalifat i 2014. De

militante islamisters intentioner om at ramme Vesten er imidlertid uændrede.

Den globale terrortrussel har ændret sig. De to toneangi-

vende militante islamistiske grupper, ISIL og al-Qaida, er

i dag svækkede og har været tvunget til at koncentrere

sig om egen overlevelse og lokale og regionale kampe.

De er imidlertid langt fra besejrede, men fastholder deres

ambitioner både regionalt og globalt og formår fortsat at

inspirere sympatisører både i Vesten og i mange regioner

verden over.

Tabet af et fysisk kalifat har nedsat ISIL’s evne til fra cen-

tralt hold at dirigere store angreb mod Vesten. ISIL-lederen

Abu Bakr al-Baghdadis død ændrer ikke umiddelbart ISIL’s

operative kapacitet eller intention.

En massiv kontraterrorindsats og tabet af centrale leder-

skikkelser har påvirket både ISIL’s og al-Qaidas evne til

at udføre og inspirere til terrorangreb. Drivkræfterne bag

terrortruslen er dog ikke blevet mindre, og truslen fra

militante islamistiske grupper og sympatisører vil vare ved

i mange år frem. Ud over truslen fra militante islamister er

trusselsbilledet på terrorområdet i Vesten de senere år ble-

vet præget af et øget antal angreb fra højreekstremister.

UPN, Alm.del - 2019-20 - Bilag 50: FE's Efterretningsmæssig risikovurdering 2019

Efterretningsmæssig Risikovurdering

| 2019

Terrortruslen mod Vesten

Terrortruslen mod Vesten kommer fortsat primært

fra militante islamister. Den væsentligste trussel

udspringer fra enkeltpersoner og små celler, som

udfører relativt simple angreb med begrænset plan-

lægning og begrænsede ressourcer. Hjemvendte

fremmedkrigere kan ligeledes udgøre en trussel

mange år frem.

Lederskabet har fortsat ambitioner om at ramme mål i

Vesten, og oprettelsen af nye undergrupper samt angreb i

en række forskellige regioner har vist, at ISIL’s ideologi og

eksistens fortsat kan inspirere lokale grupper og netværk

til på egen hånd at udføre terrorangreb mod lokale og

vestlige mål.

Al-Baghdadi udgjorde som såkaldt kalif personificeringen af

en islamisk stat. Det resterende lederskabs håndtering af

den nye situation vil v

re afgørende for gruppens fremtid,

da hans død kan skabe interne stridigheder, og gruppen og

dens status i forvejen er under pres. Al-Baghdadis død på-

virker umiddelbart ikke ISIL’s kapacitet og har ikke direkte

effekt på terrortruslen fra gruppens netværk, der stadig

har intention om at udføre angreb mod Vesten.

Al-Qaidas ledelse har ligeledes stadig ambitioner om at

ramme mål i Vesten. Som resultat af mange års intensiv

kontraterrorindsats råder gruppen dog ikke over samme

kapaciteter som tidligere. Flere af al-Qaidas regionale un-

dergrupper er imidlertid blevet styrket i de seneste år, men

har indtil videre prioriteret regionale mål.

Militante højreekstremister har i de seneste år udført flere

terrorangreb i Vesten mod minoriteter og politiske mod-

standere. Trods interne forskelligheder deler de militante

højreekstremister typisk fjendebilleder og til en vis grad

ideologisk overbevisning. De er i stigende grad internatio-

nalt forbundne og danner især virtuelle netværk på tværs

af landegrænser. Imidlertid opererer de ofte alene. Terror-

truslen fra militante højreekstremister vil også fremover

være et emne, der vil optage vestlige sikkerheds- og efter-

retningstjenester.

I 2014 udråbte terrorgruppen ISIL et islamisk kalifat i et om-

råde dækkende en stor del af det nordlige Irak og det østlige

Syrien. ISIL’s selvudråbte kalifat tog en form og et omfang,

der var uden historisk fortilfælde. Det tiltrak et meget højt

antal fremmedkrigere fra hele verden og resulterede samti-

dig i en øget terrortrussel mod Vesten. ISIL evnede i årene

mellem 2014 og 2017 at planlægge og gennemføre flere

store og relativt komplekse angreb i Europa. Samtidig var

gruppen i stand til at radikalisere, inspirere og vejlede sym-

patisører i at udføre angreb, også i deres vestlige hjemlan-

de. Det resulterede i, at militante islamister inden for få år

udførte et højt antal større og mindre terrorangreb i Vesten.

Parallelt med at ISIL er blevet militært nedkæmpet i Syrien

og Irak, har vestlige myndigheder oprustet deres kontrater-

rorindsats. Som resultat er mange ledende medlemmer af

ISIL blevet dræbt. Gruppens kapacitet til at dirigere terror-

angreb i Vesten fra centralt hold er i dag også reduceret, og

selv om ISIL fortsat producerer propaganda, evner gruppen

ikke længere at gøre det i samme omfang som tidligere.

Tiden med ISIL’s selvudråbte kalifat efterlader et forandret

trusselsbillede, selv om den varede kort. Antallet af angreb

kan hurtigt stige igen, hvis presset på ISIL og andre terror-

grupper lettes. ISIL’s historie står for mange fortsat som

et bevis på, at et islamisk kalifat er opnåeligt, og gruppens

militære sejre bliver fortsat glorificeret i radikaliserede

kredse. ISIL har sat nye standarder for terroristers udnyt-

telse af propaganda, våbenteknologi og ekstrem voldsud-

øvelse. Det vil kunne inspirere islamistiske miljøer i lang tid

fremover, men også potentielt have indflydelse på navnlig

højreekstremistiske miljøer i vestlige lande.

Samtidig er ISIL langt fra besejret i Syrien og Irak. Grup-

pen har parallelt med tabet af territorium formået at

transformere sig til en effektiv oprørs- og terrorgruppe,

der har netværk i det meste af både Syrien og Irak. På

trods af al-Baghdadis død vil ISIL forsøge at udnytte

de ændrede magtforhold i det nordlige Syrien efter den

tyrkiske militære indgriben til igen at konsolidere sig.

Terrortruslen indefra

I dag udspringer den væsentligste terrortrussel i Vesten

fra enkeltpersoner og små celler, som udfører relativt

simple angreb med begrænset planlægning og begrænse-

de ressourcer. Propaganda, udførlige bombemanualer og

vejledning i at udføre terrorangreb er nemt tilgængelige

på internettet. Det gør det lettere for personer og netværk

uden tidligere ophold hos eller forbindelse til terrorgrupper

at planlægge og gennemføre angreb i deres hjemlande.

Radikalisatorer og hjemvendte fremmedkrigere udgør

derudover en betydelig faktor i trusselsbilledet i vestlige

lande. Siden 2016 er det kun lykkedes få vestlige frem-

medkrigere at rejse tilbage til deres ophavslande fra

Syrien og Irak. I modsætning til dem, der kom hjem før

2016, har flere af de fremmedkrigere, der vil returnere

i den kommende tid, mere aktivt tilvalgt den ekstreme

UPN, Alm.del - 2019-20 - Bilag 50: FE's Efterretningsmæssig risikovurdering 2019

Efterretningsmæssig Risikovurdering

| 2019

voldsudøvelse, der i stigende grad karakteriserede ISIL’s

herredømme.

Terrortruslen i Europa påvirkes derudover af fraværet

af en oplagt, tilgængelig konfliktzone at rejse ud til. Mel-

lem 2013 og 2016 rejste over 5.000 personer fra Europa til

Syrien for at tilslutte sig ISIL og al-Qaida-relaterede grupper.

Konflikten i Syrien har haft en kraftigt radikaliserende effekt

på islamistiske miljøer, men har paradoksalt nok også funge-

ret som en slags ventil, der for en periode drænede Europa

for et stort antal af de mest radikaliserede personer. Det

har ikke været tilfældet siden 2016. Sammenholdt med det

betydelige antal radikaliserede personer, der vil blive løsladt

fra europæiske fængsler, vil dette kunne påvirke de radika-

liserede islamistiske miljøer i Europa i de kommende år.

i dag en effektiv oprørs- og undergrundsbevægelse i både

Syrien og Irak. Gruppen har netværk og sympatisører i

hele regionen. Derudover har gruppen erklærede provinser

og underafdelinger i en række lande og regioner samt per-

soner og netværk, der sympatiserer med gruppen i mange

lande verden over.

ISIL vil udgøre en trussel mange år frem i Syrien og Irak

bl.a. grundet den manglende statslige kontrol over store

landområder og ISIL’s fortsatte forankring i dele af lokal-

befolkningen. Det gælder ikke mindst i det nordlige Syrien,

hvor ISIL vil forsøge at udnytte det spillerum, der vil opstå

pga. det øgede tyrkiske pres mod kurderne, som ikke

længere vil kunne spille den samme centrale rolle i kampen

mod ISIL som hidtil.

ISIL’s kapacitet til fra centralt hold at dirigere terrorangreb

i Vesten er reduceret, men gruppen har forsøgt at tilpasse

sig kontraterrorpresset gennem opbygningen af nye struk-

turer, som gør den i stand til både at gennemføre angreb

regionalt og ekspandere globalt.

ISIL er en regional terror- og oprørsgruppe med

global gennemslagskraft

ISIL’s overordnede ledelse og organisationsstrukturer er

kraftigt reduceret, efter at ISIL er blevet territorielt ned-

kæmpet. ISIL har dog overlevet kalifatets kollaps og udgør

I april 2019 udførte militante islamister et omfattende terrorangreb i Sri Lanka, hvor både hoteller og kirker blev ramt.

UPN, Alm.del - 2019-20 - Bilag 50: FE's Efterretningsmæssig risikovurdering 2019

Efterretningsmæssig Risikovurdering

| 2019

Gruppens fortsatte gennemslagskraft er afspejlet i, at

den har etableret flere nye underafdelinger og provinser.

Det blev i april 2019 fremhævet af den afdøde leder, al-

Baghdadi, i en tale, hvor han nævnte flere nye ISIL-provin-

ser, ligesom han hyldede terrorangrebet i april 2019 i Sri

Lanka og ISIL’s kampe i Irak og Syrien. Det er sandsynligt,

at ISIL’s ledelse fortsat på kort sigt vil have fokus på at øge

sin kapacitet og gennemslagskraft uden for Syrien og Irak.

Det skyldes både, at gruppen er presset i Syrien og Irak,

og at den ønsker at bevare sin globale relevans.

At ISIL stadig formår at inspirere til terrorangreb globalt

kom bl.a. til udtryk ved et terrorangreb i Marokko i decem-

ber 2018, hvor en ISIL-inspireret celle dræbte en norsk

og en dansk turist, og ved det omfattende terrorangreb i

Sri Lanka. I begge tilfælde blev angrebene udført af lokale

celler, der forud for angrebene havde erklæret troskab til

ISIL, selv om ingen af cellerne havde forbindelse til ledende

personer i gruppen.

Derimod var der tale om gerningsmænd, der havde haft

et uforløst ønske om at tilslutte sig ISIL i Syrien eller Irak,

hvilket sandsynligvis var en medvirkende årsag til, at de i

stedet udførte angrebene lokalt. Det er sandsynligt, at der

fremover vil komme flere af den type angreb. ISIL’s ledelse

eller officielle undergrupper behøver således ikke nødven-

digvis at være involveret i at planlægge eller udføre angreb

for at fastholde ISIL’s varemærke som en slagkraftig og

global terrorgruppe.

Usikkerheden om Vestens fortsatte militære indsats i Af-

ghanistan udgør en mulighed for al-Qaida og andre terror-

grupper i landet. Mange faktorer vil spille ind, men det er

sandsynligt, at al-Qaida vil udnytte en vestlig tilbagetræk-

ning fra Afghanistan både til at styrke sin operative kapaci-

tet og i sin propaganda.

Al-Qaida-netværk i Syrien udgør på nuværende tidspunkt

den mest alvorlige al-Qaida-relaterede terrortrussel mod

Vesten. Syrien er vigtig for al-Qaidas globale ambitioner. I

navnlig det nordvestlige Syrien findes der flere al-Qaida-

loyale grupper, der har erfarne ledere med ambitioner om

at ramme Vesten samt et stort antal operatører, herunder

vestlige fremmedkrigere. Udviklingen i den nordvestlige del

af Syrien og kampene mellem det syriske styre og oprørs-

grupper i Idlib-provinsen kommer derfor til at spille en

afgørende rolle både for al-Qaida og for den terrortrussel,

der udspringer fra området.

Truslen fra fremmedkrigere og lejrene i Syrien

Allerede før den tyrkiske offensiv i det nordlige Syrien i

efteråret 2019 var der relativt få vestlige fremmedkrigere

på fri fod i Syrien. Langt størstedelen er enten rejst hjem,

blevet dræbt eller sidder i fangenskab. Af dem, der stadig

er på fri fod, befinder en stor del sig i og omkring byen Idlib

i det nordvestlige Syrien, hvoraf mange er relaterede til

al-Qaida-tilknyttede grupper.

Efter ISIL tabte kontrollen med den sidste lomme af sit

territorium i det sydøstlige Syrien i marts 2019, blev mange

fremmedkrigere og ISIL-tilhængere taget til fange eller

flygtede til de kurdiskkontrollerede lejre i det nordlige

Syrien. Hovedparten af de tilbageværende fremmedkrige-

re har derfor gennem det meste af 2019 siddet i kurdisk-

kontrollerede fængsler og lejre i det nordlige Syrien. Det

samme er tilfældet for over 10.000 af de vestlige fremmed-

krigeres hustruer, enker og børn.

ISIL er markant til stede i flere af lejrene, der er præget

af overbefolkning og meget mangelfulde sikkerhedsforhold.

Det har betydet, at ISIL i løbet af 2019 i stigende grad har

været i stand til at udbrede sin ideologi til mænd, kvinder

og børn i lejrene gennem undervisning, social kontrol og

voldsanvendelse. Lejrene udgør således et knudepunkt for

radikalisering og mobilisering og kan – afhængig af udvik-

lingen i området – påvirke trusselsbilledet i lang tid frem-

over.

Al-Qaida er presset, men har stadig ambitioner

om at angribe Vesten

På trods af mange års målrettet kontraterrorindsats udgør

al-Qaida fortsat en trussel mod Vesten. Al-Qaidas ledelse,

som primært befinder sig i Afghanistan, Pakistan og Iran,

anser stadig Vesten som den vigtigste fjende, og al-Qaida

har en mere tålmodig og strategisk tilgang til kampen end

ISIL.

Al-Qaidas angrebskapacitet er imidlertid reduceret, og

mange ledende personer er blevet dræbt. På trods af tab af

flere topfolk i de seneste år råder gruppen dog stadig over

erfarne ledere, ligesom gruppen fortsat producerer propa-

ganda rettet mod et globalt publikum.

Al-Qaidas regionale undergrupper opererer typisk relativt

uafhængigt af det centrale lederskab og er i langt overve-

jende grad optaget af lokale dagsordner. De udgør imidlertid

også en terrortrussel mod vestlige interesser i de områder,

hvor de befinder sig. Undergrupper i en række lande i Afrika,

Mellemøsten og Asien er blevet styrket i de seneste år.

UPN, Alm.del - 2019-20 - Bilag 50: FE's Efterretningsmæssig risikovurdering 2019

Efterretningsmæssig Risikovurdering

| 2019

Efter ISIL’s tab af de sidste landområder i foråret 2019 endte mange tilhængere af gruppen i de kurdiskkonkrollerede lejre i det nordlige Syrien.

Terrortruslen regionalt

I løbet af det seneste årti er antallet af skrøbelige

og fejlslagne stater samt konfliktområder vokset,

og undergrupper af både ISIL og al-Qaida er til

stede i en række områder i navnlig Afrika, Asien

og Mellemøsten. Ud over officielle ISIL-undergrup-

per opererer også løst tilknyttede ISIL-netværk og

-celler samt ISIL-sympatisører i en lang række

lande. Al-Qaidas undergrupper står stærkt flere

steder regionalt, hvor de kæmper lokale oprørs-

kampe, typisk relativt uafhængigt af al-Qaidas

edelse. Hjemvendte fremmedkrigere fra konflikt-

zoner kan desuden med deres transnationale net-

værk og kamperfaringer tilføre lokale, militante

islamistiske grupper et mere globalt sigte.

rien, der i flere år har været under kurdisk kontrol, vil give

ISIL øgede muligheder for at konsolidere sig i området.

I Irak befinder ISIL sig især i de centrale, nordlige og vest-

lige områder, der tidligere var under ISIL’s kontrol, og hvor

den irakiske regering står svagt. ISIL udfører fortsat terror-

angreb i landet mod civile og irakiske sikkerhedsstyrker.

ISIL har betydelige netværk i Tyrkiet. Landet har siden 2014

udgjort en vigtig base for ISIL i forhold til at få personer

og ressourcer ind og ud af Syrien og Irak. ISIL har i 2019

erklæret, at Tyrkiet er en ISIL-provins. Det er sandsynligt,

at ISIL, i bestræbelserne på at ekspandere globalt gennem

sine undergrupper, ønsker at prioritere Tyrkiet og udbygge

gruppens netværk og faciliteter i landet i flere år frem.

I Yemen, hvor regeringen og houthi-oprørerne udkæmper

en borgerkrig, er Al-Qaida på den Arabiske Halvø (AQAP)

den mest toneangivende terror- og oprørsgruppe. AQAP har

tidligere haft både kapacitet til og intention om at ramme

vestlige mål uden for Yemen. På trods af AQAP’s historiske

fokus på Vesten er gruppens nuværende dagsorden imid-

lertid fortrinsvis lokal, men dette vil kunne ændres, hvis

det militære pres på gruppen mindskes. ISIL’s undergruppe

i Yemen tæller ganske få krigere og ligger i kamp med både

Mellemøsten

I Syrien er situationen fortsat meget ustabil, hvilket giver

de tilbageværende militante islamistiske netværk stort

spillerum rundt omkring i landet. Særligt den nordvestlige

Idlib-provins udgør et opholdssted for militante islamistiske

grupper, herunder al-Qaida og dele af ISIL’s lederskab. Tyr-

kiet og Syriens militære engagement i det nordøstlige Sy-

UPN, Alm.del - 2019-20 - Bilag 50: FE's Efterretningsmæssig risikovurdering 2019

Efterretningsmæssig Risikovurdering

| 2019

AQAP og parterne i borgerkrigen. Den udgør på nuværende

tidspunkt kun en begrænset trussel.

Nordafrika

Militante grupper med tilknytning til al-Qaida har styr-

ket deres position i Ægypten. Siden 2018 har grupperne

gennemført flere mindre bombeangreb, bl.a. mod turist-

busser i Kairo. Formålet med angrebene er sandsynligvis at

underminere det ægyptiske regime ved at ramme landets

turistøkonomi. Islamisk Stat i Sinai har vist sig at være en

af ISIL’s mest robuste regionale undergrupper. Gruppen

koncentrerer sig primært om at angribe ægyptiske myndig-

heder i den nordlige del af Sinai-halvøen.

Islamisk Stat i Libyen har konsolideret sin position i den

sydlige del af Libyen, og angreb mod mål bl.a. i hoved-

staden Tripoli vil fortsætte i de næste par år. ISIL-tilhæn-

gere fra andre nordafrikanske lande vil fortsat søge mod

Libyen, hvilket vil øge terrortruslen i landet, herunder mod

vestlige interesser. Al-Qaida-relaterede grupper vil forfølge

en lokal dagsorden og fokusere på at angribe lokale mål.

De vil dog også i fremtiden udgøre en trussel mod vestlige

interesser i Libyen.

I Tunesien og Algeriet er al-Qaida i det Islamiske Maghreb

og Islamisk Stat under konstant pres fra de lokale sikker-

hedsstyrker og udgør primært en trussel i deres lokalområ-

de. Sikkerheden langs Tunesiens kystlinje er blevet skærpet

betragteligt siden angrebene mod vestlige turister i 2015.

I december 2018 dræbte ISIL-sympatisører en norsk og en

dansk turist i Marokko. Der har ikke været andre terroran-

greb i Marokko i de senere år, og angrebet er ikke udtryk

for en generelt

øget trus

sel mod vestlige interesser i landet.

De marokkanske myndigheders kontraterrorindsats har

været med til at sikre, at der ikke er nogen etablerede mili-

tante islamistiske grupper i landet.

muligt, at gruppen vil angribe vestlige mål i det nordlige

Nigeria og i de tilstødende nabolandes grænseområder.

Den militante islamistiske gruppe Boko Haram er trængt

i defensiven af nigerianske sikkerhedsstyrker i grænse-

områderne mellem det nordøstlige Nigeria og det nordlige

Cameroun. Boko Harams kapacitet til at angribe vestlige

mål uden for det nordøstlige Nigeria er begrænset.

Østafrika

Terror- og oprørsgruppen al-Shabaab, som er tilknyttet

al-Qaida, vil også i årene fremover destabilisere store dele

af Somalia. Somaliske og internationale styrker har i over

ti år bekæmpet al-Shabaab, hvilket dog ikke har knækket

gruppen.

Al-Shabaab vil fortsat bevare kontrollen med store dele af

det sydlige og centrale Somalia. Herfra vil gruppen kun-

ne planlægge angreb i og uden for Somalia. Det er meget

sandsynligt, at al-Shabaab primært vil fokusere på at angri-

be militære og civile mål i Somalia. Herudover vil al-Sha-

baab fortsat angribe lokale og vestlige mål i Kenya og

andre af Somalias nabolande. Inden for de sidste par år er

det lykkedes al-Shabaab at konsolidere sig i Kenya ved bl.a.

at rekruttere et stort antal lokale kenyanere til gruppen.

Islamisk Stat er også til stede i Somalia. Gruppen er dog

langt mindre end al-Shabaab og har kun udført mindre

angreb, primært i den nordlige del af landet.

Afghanistan, Pakistan og det øvrige Asien

Al-Qaida vil forsøge at fastholde sine fristeder i Afghanistan

og Pakistan, som også fremover vil være vigtige områder

for gruppen og gruppens underafdeling Al-Qaida på Det

Indiske Subkontinent (AQIS). Al-Qaida råder over trænings-

faciliteter i Afghanistan og er særligt aktiv i den østlige og

sydlige del af landet.

Al-Qaida støtter fortsat Talibans oprørskamp og er meget

tæt knyttet til den lokale terror- og oprørsgruppe Haqqa-

ni-netværket og den pashtunske terrorgruppe Tehrik-e-Tali-

ban Pakistan (TTP).

Al-Qaida og AQIS vil fortsat true vestlige interesser i områ-

det, og de vil bevare ambitionen om at angribe Vesten.

ISIL’s undergruppe Islamisk Stat i Khorasan-provinsen

indgår i den afghanske konflikt og udgør en trussel mod

vestlige interesser i Afghanistan og Pakistan, primært i

Kabul og Jalalabad.

Vestafrika

De militante islamistiske grupper i det vestlige Sahel, Ja-

maat Nusra al-Islam wal-Muslimin og Islamisk Stat i Sahel,

har øget deres tilstedeværelse i det centrale Mali og det

nordlige Burkina Faso. Dette styrker de to gruppers mulig-

heder for at angribe det sydlige Mali, det centrale og østlige

Burkina Faso samt det vestlige Niger. Det vil ligeledes øge

truslen mod vestlige mål i Vestafrika. I flere vestafrikanske

lande, herunder Mali og Niger, har ISIL taget ansvaret for

angreb.

I det nordøstlige Nigeria har Islamisk Stat i Vestafrika øget

antallet af angreb mod lokale sikkerhedsstyrker. Det er

UPN, Alm.del - 2019-20 - Bilag 50: FE's Efterretningsmæssig risikovurdering 2019

Efterretningsmæssig Risikovurdering

| 2019

Iransk patruljebåd i Hormuzstrædet på ”Den Nationale Persiske Golf-dag” 30. april 2019.

MELLEMØSTEN OG NORDAFRIKA

Mellemøsten og Nordafrika vil i mange år frem være en arena for regionale og internationale

magtkampe. Regionen vil udgøre en sikkerhedspolitisk udfordring for EU i form af ustabilitet,

terror og flygtninge. USA vil reducere sit engagement i regionen, og Europa vil som nærmeste

nabo i højere grad stå alene med udfordringerne. Stater som Rusland, Iran og Tyrkiet vil for t-

sat have stor indflydelse, og deres prioriteter vil være forskellige fra Europas.

Mellemøsten og Nordafrika (MENA) vil i mange år udgøre

en sikkerhedspolitisk udfordring for EU i form af regional

ustabilitet, terror og flygtninge. Den fælles indsats mod ter-

ror samler stadig en bred vestlig tilgang til MENA-regionen,

men andre og modstridende interesser træder i stigende

grad frem og risikerer at udfordre den transatlantiske enig-

hed mellem USA og EU i forhold til regionen.

vel lokale konflikter og terrorisme som de grundlæggende

problematikker i form af demokratisk underskud, korrup-

tion, populistisk udnyttelse af etnisk-religiøse spændinger,

ressourcemangel, fattigdom og høj arbejdsløshed. Grupper

som ISIL og al-Qaida vil på kort til mellemlangt sigt sta-

dig kunne mobilisere frustrerede befolkningsgrupper og

dermed udgøre en trussel for stabiliteten i regionen og for

sikkerheden i Europa.

EU vil således i højere grad stå alene med de sikkerheds-

relaterede udfordringer, der på forskellig vis er forbundet

med det flygtninge- og migrationspres mod Europa, som

Europa vil i højere grad stå alene med

udfordringerne

USA vil fortsætte med at reducere sit direkte engagement i

regionen. Det vil påvirke EU’s mulighed for at adressere så-

UPN, Alm.del - 2019-20 - Bilag 50: FE's Efterretningsmæssig risikovurdering 2019

Efterretningsmæssig Risikovurdering

| 2019

BULGARIEN

RUSLAND

GEORGIEN

USBE

ASERBAJDSJAN

ALBANIEN

GRÆKENLAND

TYRKIET

TURKMENISTAN

SYRIEN

LIBANON

ISRAEL

IRAK

JORDAN

IRAN

AFG

KUWAIT

LIBYEN

EGYPTEN

BAHRAIN

QATAR

SAUDI-ARABIEN

FORENEDE

ARABISKE

EMIRATER

OMAN

TCHAD

SUDAN

ERITREA

YEMEN

ETIOPIEN

SOMALIA

Mellemøsten

MENA-regionens konflikter giver anledning til. Tyrkiet vil

være en central, men kompliceret partner for EU i forhold

til flygtningeproblematikken. Tyrkiets militære intervention

mod den kurdiske YPG-milits i det nordøstlige Syrien i okto-

ber 2019 og dets udmelding om at repatriere et stort antal

syriske flygtninge dér stiller EU over for svære problem-

stillinger. Det gælder bl.a. fornyet tilgang af flygtninge til

Europa og returnering af flygtninge til Syrien under betin-

gelser, som EU vil have svært ved at acceptere. På lignende

vis vil migrationsstrømme gennem de nordafrikanske lande

skabe en række dilemmaer for EU i samarbejdet med rege-

ringerne syd for Middelhavet, f.eks. hvad angår humanitære

forhold.

Regional rivalisering vil blive yderligere

militariseret

MENA-regionen vil i de kommende år se en tiltagende

polarisering og i nogle tilfælde militarisering af konflikter-

ne mellem regionens centrale aktører. Den omfattende

regionale rivalisering mellem flere af landene i Mellemøsten

UPN, Alm.del - 2019-20 - Bilag 50: FE's Efterretningsmæssig risikovurdering 2019

Efterretningsmæssig Risikovurdering

| 2019

føjer et ekstra lag af udfordringer til allerede komplicere-

de europæiske forsøg på at imødegå regionens politiske,

økonomiske og strukturelle udfordringer.

Forværringen af forholdet mellem Iran på den ene side og

USA, Saudi-Arabien og Israel på den anden har potentiale

til at destabilisere situationen ikke blot i Den Persiske Golf,

men også i flere andre områder af regionen. Ligeledes kan

konflikten eskalere på en måde, som kan true verdens-

handelen med olie gennem Hormuzstrædet.

Tyrkiets militære intervention i det nordøstlige Syrien har

forrykket den lokale magtbalance i området, og det vil bl.a.

komplicere Vestens kamp mod ISIL.

Libyen vil også fortsat være en arena for rivalisering

mellem eksterne aktører, særligt med De Forenede Ara-

biske Emirater på den ene side af konflikten og Tyrkiet og

Ægypten på den anden. Men også Rusland engagerer sig i

stigende grad i Libyen.

Allerede igangværende tiltag til våbenkapløb mellem re-

gionens centrale aktører, som f.eks. Golfstaterne og Iran,

vil sandsynligvis bidrage til en yderligere militarisering af

regionens konflikter.

militære midler. Foruden Tyrkiets intervention mod YPG vil

et stadigt tættere parløb med Rusland om bl.a. Syrien bi-

drage til at øge de interne spændinger i NATO-samarbejdet.

Tyrkiet vil også fremadrettet bruge de fire millioner flygt-

ninge, der er i landet, som instrument til at presse Europa

til at acceptere Tyrkiets sikkerhedspolitiske ambitioner i

regionen.

Iran vil fastholde sin indflydelse i regionen gennem en kom-

bination af økonomisk samarbejde og støtte til pro-iranske

grupper. Tyrkiet, Iran og Qatar vil

søge at

øge deres samar-

bejde og agere på måder, der vil skabe nye brudflader med

lande som Saudi-Arabien, De Forenede Arabiske Emirater

og Israel i lokale konflikter i f.eks. Libyen. Det er sandsyn-

ligt, at Saudi-Arabien og Israel vil blive knyttet tættere

sammen af deres fælles interesse i at svække Irans indfly-

delse i regionen.

Nye centrale aktører med nye dagsordener

Rusland vil drage fordel af manglen på en samlet vestlig

Mellemøst-politik til at placere sig som en central magt-

faktor og mægler i MENA. Desuden vil Rusland forsøge at

udnytte Tyrkiets anstrengte forhold til Europa og USA til sin

fordel. Samtidig bidrager Rusland til et tiltagende våben-

kapløb i regionen ved at sælge avancerede våbensystemer

til parter på flere sider af regionens mange konfliktlinjer.

Det reducerede amerikanske engagement i MENA vil styrke

Ruslands position i regionen.

Kina vil søge at øge sin hidtil begrænsede økonomiske

indflydelse i hovedparten af regionen. Ud over Kinas meget

store interesse og investeringer i Den Persiske Golfs ener-

giressourcer har Mellemøsten stigende strategisk betydning

for Kinas Silkevejsinitiativ. Kina støtter fortsat den nukleare

aftale med Iran og vil fortsat forsøge at omgå de amerikan-

ske sanktioner. Kina er dog også opmærksom på forholdet

til USA og ønsker samtidig at fastholde sine gode relationer

til Saudi-Arabien og forblive neutral i den regionale rivalise-

ring mellem Iran og Saudi-Arabien.

Tyrkiet vil søge at styrke sin indflydelse i regionen ud fra

egne strategiske interesser, der i stadigt større grad vil

divergere fra Europas, og på måder, der ofte vil involvere

UPN, Alm.del - 2019-20 - Bilag 50: FE's Efterretningsmæssig risikovurdering 2019

Efterretningsmæssig Risikovurdering

| 2019

Forsidebillede fra det iranske dagblad Sazandegi 9. april 2019, som viser Irans præsident, Hassan Rouhani, og USA’s præsident, Donald Trump.

Teksten betyder face-off eller konfrontation (direkte oversat: øje til øje).

Iran

Konflikten mellem USA og Iran er optrappet. Så

længe USA fastholder sit pres på Iran og forhindrer

landet i at eksportere olie, vil Iran fortsætte sin

kalkulerede modstand over for USA og dets allierede

både militært og ved at udfordre dele af den nukleare

aftale. Konflikten vil fortsat få afledte konsekvenser

i hele regionen, og situationen kan utilsigtet føre til

en egentlig militær konfrontation. Trods sanktioner-

ne står det iranske styre på kort sigt samlet, og Iran

konsoliderer sin regionale indflydelse.

nukleare aftale, har udviklet sig og vil fortsat få konsekven-

ser for sikkerhedssituationen i hele regionen. Irak, Syrien,

Libanon, Yemen, Afghanistan, De Forenede Arabiske Emi-

rater, Saudi-Arabien og Israel vil alle i større eller mindre

grad blive inddraget i konflikten mellem Iran og USA.

Iran vil ikke bøje sig for USA’s pres

Iran vil fortsætte sin trinvise og kalkulerede modstand

mod USA’s sanktioner, både militært og ved at udfordre

den nukleare aftale. Iran vil forsøge at slå en kile mellem

USA, Saudi-Arabien og De Forenede Arabiske Emirater og

har sået tvivl om USA’s evne til at beskytte sine allierede og

olieeksporten fra Golfen. Iran understreger over for Sau-

di-Arabien og De Forenede Arabiske Emirater, at en stabi-

lisering af regionen hverken kan ske på Irans bekostning

eller uden Irans deltagelse. Den strategi kan også på sigt

skabe nye diplomatiske muligheder for eksempel i forhold til

krigen i Yemen.

Situationen i og omkring Den Persiske Golf, med stigende

spændinger mellem Iran og USA som det centrale om-

drejningspunkt, vil blive stadigt mere kompleks. Det, der i

maj 2018 begyndte som en mere afgrænset krise om den

UPN, Alm.del - 2019-20 - Bilag 50: FE's Efterretningsmæssig risikovurdering 2019

Efterretningsmæssig Risikovurdering

| 2019

Selv om Iran ikke ønsker en regulær krig, hverken med

USA eller Irans nabolande, indebærer Irans mere offensive

strategi over for USA og Saudi-Arabien en stigende risiko

for misforståelser og hændelser, der kan føre til en egent-

lig militær konfrontation. Det er dog sandsynligt, at den

iranske ledelse også på kort sigt vil være villig til at løbe

den risiko, fordi landets øvrige handlemuligheder vil være

begrænsede, og fordi Irans ledelse vil kalkulere med, at

USA ikke ønsker en krig. Iran vil desuden opretholde sine

cyberaktiviteter rettet mod regionale og internationale

aktører som led i sin mere offensive strategi.

november 2020, idet Irans alliancer med Rusland og Kina

sandsynligvis fortsat vil gøre det muligt for Iran at sælge

begrænsede mængder olie.

Trods sanktioner vil Iran stadig kunne konsolidere sin

regionale indflydelse gennem økonomisk og politisk sam-

arbejde med bl.a. Irak, Syrien, Libanon og Afghanistan og

dermed understøtte den magt på tværs af grænserne, som

Iran allerede udøver gennem militær støtte til pro-iranske

stedfortrædergrupper i store dele af Mellemøsten. Iran vil

især styrke sine handelsrelationer med nabolandene, først

og fremmest Irak, og søge økonomisk og politisk indflydel-

se på den forestående genopbygning af Syrien.

Iran udvikler ikke et militært nukleart program

Det er usandsynligt, at Iran vil udvikle et militært nukleart

program på kort sigt på trods af USA’s udtrædelse af den

nukleare aftale og efterfølgende sanktioner. Iran vil dog

fortsætte med trinvist at overskride den nukleare aftale,

så længe de amerikanske sanktioner opretholdes, og EU

ikke kan imødegå sanktionerne og sikre iransk samhandel

og oliesalg. Irans overtrædelser af den nukleare aftale vil

være reversible, så Iran hurtigt igen kan overholde aftalen,

så snart landet kan sælge olie på det åbne marked.

Irans overordnede mål vil stadig være at normalisere sit

politiske og økonomiske forhold til det internationale sam-

fund. Iran vil forsøge at presse EU til at overholde sin del af

den nukleare aftale, skabe splittelse mellem EU og USA og

prøve at gøre krisen til et mere principielt valg mellem de

amerikanske sanktioner og internationale aftalers gyldig-

hed.

Trods sanktionerne står det iranske styre samlet

Den iranske økonomi er ekstremt presset, men den iranske

ledelse står mere samlet end længe, og store dele af den

iranske befolkning støtter regimets modstand mod USA’s

politik. De amerikanske sanktioner bidrager til en mere

nationalistisk og anti-amerikansk drejning i iransk politik.

Ifølge iranske meningsmålinger er majoriteten af iraner-

ne blevet bestyrket i, at det ikke kunne betale sig for Iran

at give indrømmelser til det internationale samfund i den

nukleare aftale.

Sanktionerne har store sociale og økonomiske konsekven-

ser for den iranske befolkning, bl.a. i form af mangel på

medicin. Den økonomiske og politiske frustration i befolk-

ningen vil fortsat skabe grobund for civile uroligheder. Ved

en optrapning af disse uroligheder vil regimet fortsat sætte

hårdt ind for at slå modstanden ned.

Det er meget sandsynligt, at Iran økonomisk set kan

modstå presset frem til det amerikanske præsidentvalg i

UPN, Alm.del - 2019-20 - Bilag 50: FE's Efterretningsmæssig risikovurdering 2019

Efterretningsmæssig Risikovurdering

| 2019

Syrien

Syrien vil på langt sigt forblive ustabilt, på trods

af at Asad-styret konsoliderer sit greb om magten.

Syriens genopbygning og stabilisering, herunder

flygtninges tilbagevenden, bliver vanskelig. Landet

vil fremadrettet stadig være arena for regionale og

internationale magtkampe. Samtidig vil ISIL udnytte

Asad-styrets manglende indsats mod gruppen.

allerede begrænsede militære tilstedeværelse i Syrien, men

Iran og Syrien vil opretholde deres strategiske og nære

alliance. Israel vil fortsætte sine luftangreb på iranske mål i

Syrien, herunder forsyninger til det libanesiske Hizbollah.

Rusland vil forsøge at bane vejen for Syriens internatio-

nale rehabilitering og bl.a. bruge den FN-støttede forfat-

ningskomité som afsæt til en symbolsk reformproces. De

russiske tiltag har sandsynligvis til formål at tilfredsstille

det internationale samfund i et forsøg på at få ophævet

sanktionerne mod Asad-styret og få støtte til genopbygning

fra Vesten og Golfstaterne. Det er dog mindre sandsyn-

ligt, at det vil føre til reelle politiske reformer eller svække

Asad-styrets kontrol af de syriske institutioner og sikker-

hedstjenester.

Trods ISIL-lederen Abu Bakr al-Baghdadis død i oktober

2019 vil ISIL på kort til mellemlangt sigt have tilstrækkeligt

frirum til at operere i ørkenområder i det centrale Syrien

og ind over grænsen til Irak. Asad-styret vil ikke prioritere

bekæmpelsen af ISIL i tilstrækkeligt omfang til at stæk-

ke terrorgruppens omstrukturering og udbygningen af

dens undergrundsnetværk. ISIL vil opretholde evnen til at

gennemføre angreb i Syrien, herunder også mod vestlige

koalitionsstyrker i det kurdisk-kontrollerede nordøstlige

Syrien. Dog vil ISIL for nærværende ikke kunne indtage og

holde større beboede områder eller byer.

Den fortsatte kamp mod ISIL i det nordøstlige Syrien vil

blive kompliceret af Tyrkiets konfrontatoriske linje over for

den kurdiske YPG-milits, der som den største milits i De

Syriske Demokratiske Styrker (SDF) er Anti-ISIL-Koalitio-

nens vigtigste partner i kampen mod ISIL i Syrien. Tyrkiets

erobring af dele af det nordøstlige Syrien giver ISIL frirum

til at udnytte ændringerne i den lokale magtbalance til at

konsolidere sig og skabe yderligere uro i området. Modsæt-

ningen mellem koalitionens bekæmpelse af ISIL gennem

samarbejdet med SDF og YPG på den ene side og Tyrkiets

fjendtlige forhold til YPG på den anden vil også fremadret-

tet være en kilde til spændinger og belaste kampen mod

ISIL.

Selv om præsident Bashar al-Asad konsoliderer magten

over landet, vil Syrien være udfordret af de samme so-

cio-økonomiske og politiske forhold, der var med til at

udløse borgerkrigen. Disse forhold er kun blevet forværret

af otte års konflikt. I flere af de generobrede områder har

Asad-styret, trods indgåede forsoningsaftaler, intensive-

ret sin forfølgelse og undertrykkelse af tidligere oprørere

og civile. Dette vil give anledning til fornyet social uro

og lavintensiv konflikt, der yderligere vil besværliggøre

repatrieringen af flygtninge fra Syriens nærområde og

Europa. Manglen på stabilitet og økonomisk fremgang i de

regeringskontrollerede områder vil også skabe gunstige

vækstbetingelser for tilslutningen til militante sunni-ekstre-

mistiske bevægelser.

Syrien vil være præget af ekstern indblanding fra rivali-

serende regionale og internationale aktører, der forsøger

at fastholde deres indflydelse. Det vil også vanskeliggøre

stabiliseringen og genopbygningen af Syrien. Eksempel-

vis har Tyrkiets intervention i oktober 2019 forrykket den

lokale magtbalance i det nordøstlige Syrien mellem om-

rådets lokale og eksterne aktører og sendt titusinder af

civile på flugt.

Den syriske væbnede opposition er stort set besejret.

Det tilbagev

rende oprørskontrollerede Idlib-område vil

Asad-styret gradvist generobre. Tempoet for generobrin-

gen afhænger af Tyrkiets og Ruslands indbyrdes forhold og

omfanget af deres støtte til henholdsvis de syriske oprørs-

grupper og de syriske regeringsstyrker. Rusland forsøger

at balancere sin støtte til Asad-styrets genetablering af

suverænitet over hele Syrien med ønsket om at bevare et

godt forhold til Tyrkiet, særligt som led i forhandlingerne

om en politisk afslutning på krigen.

Det er sandsynligt, at Rusland samtidig vil forsøge at få

Iran til at reducere sin tilstedeværelse og indflydelse i

Syrien for at imødekomme Israels sikkerhedsinteresser

og dermed også yderligere reducere USA’s incitament til

at forblive i Syrien. Det er muligt, at Iran vil minimere sin

UPN, Alm.del - 2019-20 - Bilag 50: FE's Efterretningsmæssig risikovurdering 2019

Efterretningsmæssig Risikovurdering

| 2019

Irak

Sikkerhedssituationen i Irak hviler på et skrøbeligt

grundlag, hvor internationale, regionale og lokale

spændinger vil bidrage til fortsat ustabilitet. Den ira-

kiske regering vil stå over for en række udfordringer,

som den ikke egenhændigt vil kunne tage hånd om.

sikkerhedsstruktur. Det er sandsynligt, at militsernes nye

rolle vil komplicere forholdet mellem USA, Anti-ISIL-Koa-

litionen og den irakiske regering, og at dette på kort og

mellemlangt sigt vil påvirke indsatsen mod ISIL.

Samtidig kan øgede spændinger mellem USA og Iran føre

til angreb mod vestlige styrker og interesser i Irak fra især

pro-iranske militser.

Irak vil på mellemlangt sigt stadig være skueplads for

spændinger og konflikter mellem internationale og regiona-

le aktører. Den eksterne påvirkning fra bl.a. Iran bidrager

til ustabilitet, forstærker eksisterende interne spændinger

og fjerner fokus fra indsatsen mod ISIL.

Politisk vil Irak være præget af interne magtkampe, kor-

ruption og klientisme foruden den eksterne indblanding.

Den irakiske regering står svagt og vil på kort sigt blive

udfordret af en voksende politisk opposition og regionale

konflikter. Det er mindre sandsynligt, at den nuv

rende

regering, og en eventuel ny, på kort sigt vil være i stand

til at håndtere Iraks grundlæggende problemer. Dårlig

regeringsførelse og uindfriede forventninger vil fortsat

danne grundlag for spændinger, ligesom en opfattelse af

ulige fordeling af ressourcer mellem hovedstaden Bagdad

og provinserne vil vedblive med at bidrage til splittelse og

udgøre et konfliktpotentiale.

Kompleks kamp mod ISIL

ISIL har stadig et udbygget undergrundsnetværk i Irak,

hvor organisationen drager nytte af de regionale spændin-

ger. Kampen mod ISIL er blevet mere kompleks, og ISIL vil

på både kort og mellemlangt sigt true sikkerheden i Irak.

ISIL vil søge at udnytte eksisterende spændinger og en

opfattet marginalisering af arabiske sunnimuslimer til at

udbygge sin position som lokal terror- og oprørsgruppe.

Desuden vil manglende reintegration og forsoning af per-

soner og familier, der har haft tilknytning til ISIL, modvirke

stabiliseringen af Irak og udgøre et fremtidigt rekrutte-

ringsgrundlag for militante sunni-ekstremister. Det er dog

mindre sandsynligt, at ISIL på kort sigt vil kunne mobilisere

bred folkelig opbakning i Irak.

Fortsatte udfordringer for sikkerhedsstyrkerne

Trods nogen fremgang i sikkerhedsstyrkernes færdigheder

vil magtkampe og rivalisering i den overordnede sikker-

hedsstruktur stå i vejen for nødvendige reformer i Iraks

sikkerhedsstruktur. De irakiske sikkerhedsstyrker vil derfor

på mellemlangt sigt have vanskeligt ved at tilvejebringe

sikkerhed i alle dele af Irak og gennemføre effektiv oprørs-

bekæmpelse uden udenlandsk støtte.

En sikkerhedsmæssig prioritering af Bagdad og et generelt

fokus på konventionelle militære kapaciteter vil betyde, at

sikkerhedsstyrkerne stadig vil mangle kritiske kapaciteter

og kompetencer til oprørsbekæmpelse. Sikkerhedsstyr-

kernes evne til at bekæmpe ISIL’s undergrundsnetværk

afhænger desuden af en skrøbelig folkelig opbakning og

tillid. Politiske og økonomiske forhold vil sandsynligvis stå

i vejen for den sociale indsats, som er en nødvendig del af

en effektiv og langsigtet oprørsbekæmpelse.

Stor iransk indflydelse

Iran udøver fortsat stor indflydelse i Irak. Senest har para-

militære militser, hvoraf nogle er pro-iranske, cementeret

deres magtposition i det irakiske samfund og den irakiske

UPN, Alm.del - 2019-20 - Bilag 50: FE's Efterretningsmæssig risikovurdering 2019

Efterretningsmæssig Risikovurdering

| 2019

Libyen

Den militære optrapning i Libyen i 2019 vil påvirke

nabolandene, inklusive Europa, negativt på mellem-

langt sigt på grund af fornyet spillerum for stormag-

ter og ikke-statslige aktører i landet. Libyen vil også

på langt sigt kæmpe med organiseret kriminalitet,

smugling og manglende statslig kontrol med landets

økonomi og grænser. Kampen om hovedstaden Tripo-

li og landets store oliereserver har trukket nabolande

og regionale stormagter ind i den nye konflikt.

De Forenede Arabiske Emirater støtter ligeledes LAAF

direkte militært og vil sandsynligvis fortsat gøre det på kort

sigt. Endelig forfølger Tyrkiet potentialet i gasudvinding i

det østlige Middelhav og ønsker at indtage rollen som Liby-

ens ledende sikkerhedspartner. Regionale aktørers indblan-

ding på forskellige sider af konflikten kan føre til yderligere

eskalation og ustabilitet ved Europas sydlige grænse.

FN’s Sikkerhedsråd vil fortsat have meget svært ved at

tage beslutninger, der kan bremse den væbnede konflikt i

Libyen, og våbenembargoen vil fortsat blive brudt. Militær

støtte fra regionale aktører er afgørende i balancen mellem

de to hovedfraktioner i Libyen. De internationale aktører

har meget få soldater på jorden i Libyen og støtter primært

med luftangreb, hvilket er blevet særligt kendetegnende

for denne konflikt. Angrebene rammer bl.a. civile lufthavne

og hospitaler i landet og har derfor store konsekvenser for

civilbefolkningen.

En ny væbnet konflikt i Libyen satte for alvor ind i starten

af 2019, og selv når den aftager, vil Libyen fortsat være

præget af politisk opsplitning, etniske konflikter, militsstyre

og kriminalitet. Flere EU-lande vil mærke følgerne heraf på

grund af det frirum, situationen i Libyen giver terrorister

og kriminelle grupper, samt udfordringer med flygtninge og

migranter. Intern uenighed i EU om håndteringen af konflik-

ten i Libyen giver plads til andre aktører, som øjner nye

muligheder. Det gælder særligt Tyrkiet, Rusland og Golf-

landene. En samlet migrationspolitik i EU vanskeliggøres af,

at lande i Nord- og Østeuropa har forskellige sikkerheds-

politiske udfordringer i forhold til lande i Sydeuropa, der

grænser direkte op til Libyen og derfor primært har fokus

på et stabilt Libyen. Andre nationale dagsordener som

energipolitik i de sydlige EU-lande skaber også udfordringer

og er nogle af årsagerne til en svækket europæisk indsats

i Libyen.

Krigsøkonomi, olie og militskarteller præger et

fragmenteret Libyen

Det er mindre sandsynligt, at en ny regering får samlet

Libyen inden for de næste par år. Militskarteller vil sandsyn-

ligvis sidde på magten i de større kystbyer med solide net-

værk ind i de politiske og økonomiske systemer. Den liby-

ske stat finansierer de fortsatte væbnede kampe på begge

sider, idet der udbetales lønninger til militser i hele landet.

Der er ingen udsigt til gennemsigtighed i banksystemet og

olieproduktionen, hvor store pengesummer forsvinder.

Sydlibyen vil fortsat være uden for kystbyernes kontrol og

præget af manglende lov og orden. Militser og oprørsgrup-

per fra Sudan og Tchad vil derfor fortsat opholde sig i Liby-

en og fra tid til anden modtage våben fra og støtte fraktio-

nerne i Libyen. Området vil også fremover være et centrum

for traditionel uformel økonomi såvel som smugling af

våben via Sudan, narkotika via Vestafrika, olie fra Libyen og

sydpå, guld fra Niger og mennesker nordpå fra Afrika syd

for Sahara. Det internationale samfunds snævre kontra-

terror-fokus på Sydlibyen kan være med til at underminere

traditionel levevis og presse nogle aktører ud i kriminelle

løbebaner i mangel af anden beskæftigelse.

Regional konkurrence og adgang til Middelhavet

forværrer konflikten i Libyen

Det er sandsynligt, at regionale aktørers rivalisering i

Libyen vil præge stabiliteten på mellemlangt sigt. De regi-

onale aktører omfatter bl.a. Tyrkiet, Rusland, De Forenede

Arabiske Emirater og Ægypten.

Det er sandsynligt, at Rusland vedligeholder konflikten ved

at støtte oprørsmilitsen Libyan Arab Armed Forces (LAAF)

og samtidig holder kontakt til regeringen i Tripoli, hvor

Tyrkiet står stærkt. Uden international støtte, politisk og

militær, ville LAAF sandsynligvis have udspillet sin for-

handlingsposition efter en fejlslagen offensiv mod Tripoli i

begyndelsen af 2019. Det ville også have svækket Ruslands

position i Libyen. Rusland ønsker indflydelse i regionen og

adgang til libyske havne. Desuden søger Rusland at styrke

forholdet til Ægypten, som støtter LAAF, gennem engage-

mentet i Libyen.

UPN, Alm.del - 2019-20 - Bilag 50: FE's Efterretningsmæssig risikovurdering 2019

Efterretningsmæssig Risikovurdering

| 2019

Migranter i Niger på vej nordpå mod Sahara og videre mod Libyen, Algeriet og Europa.

VESTAFRIKA

De etniske spændinger og den stigende befolkningstilvækst i det vestlige

Sahel vil resultere i flere fordrevne og bidrage til at forværre sikker eds-

situationen i regionen. De nationale sikkerhedsstyrker i Mali og Burkina

Faso er ikke i stand til at varetage sikkerheden og bekæmpe militante

grupper. Militante islamister vil fortsat true vestlige mål i regionen. Sikker-

hedssituationen i Guineabugten vil fortsat være præget af aktivitet fra

pirater med relation til organiserede kriminelle netværk i Nigeria.

Den vestlige del af Sahelregionen kæmper med en række

udfordringer, såsom stigende befolkningstilvækst, årti-

ers tiltagende tørke, fødevaremangel, etniske konflikter,

udbredt fattigdom, dårlig regeringsførelse, ineffektive

sikkerhedsstyrker og øgede migrationsstrømme. Dertil

kommer, at de militante islamistiske grupper i det vestlige

Sahel, Jamaat Nusra al-Islam wal-Muslimin og Islamisk Stat

i Sahel, i forskellig grad har øget deres tilstedeværelse i det

centrale Mali og det nordlige Burkina Faso. Islamisk Stat

har taget ansvaret for angreb i flere vestafrikanske lande,

herunder Mali. Samlet betyder disse udfordringer, at der

ikke er udsigt til, at regionen vil opleve en forbedret sikker-

hedssituation på kort til mellemlangt sigt.

Kamp om ressourcer medfører flere internt og

eksternt fordrevne

Der har længe været etniske konflikter om de sparsomme

ressourcer i regionen mellem landmænd, der dyrker jorden,

og nomadiske kvægopdrættere. Konflikterne vil fortsætte

og blive mere udtalte på grund af tørken og den stigende

befolkningstilvækst og vil sandsynligvis resultere i stridig-

heder og mangel på fødevarer de næste mange år. Det vil

UPN, Alm.del - 2019-20 - Bilag 50: FE's Efterretningsmæssig risikovurdering 2019

resultere i flere internt og eksternt fordrevne i og ud af

regionen. Derudover vil der blive grobund for hvervning til

ekstremistiske grupper, som har øget deres tilstedeværelse

i det vestlige Sahel ved at antænde og udnytte de etniske

konflikter. Konflikterne og volden kan sprede sig til andre

vestafrikanske lande, som f.eks. Elfenbenskysten, Ghana,

Togo, Benin og Niger.

Den fransk-ledede operation Barkhane, som omfatter ca.

4.500 soldater, har et entydigt antiterror-fokus. Det er

ikke Frankrigs hensigt med operationen at løse regionens

mange andre forskelligartede udfordringer eller overtage

de nationale, regionale og internationale sikkerhedsstyrkers

opgaver.

Pirateri i Guineabugten fortsætter

De nationale sikkerhedsstyrker er ikke i stand

til at varetage sikkerheden

Det er usandsynligt, at sikkerhedsstyrkerne i Mali og

Burkina Faso på kort til mellemlangt sigt vil være i stand

til at varetage sikkerheden i det nordlige og centrale Mali

samt i det nordlige og østlige Burkina Faso. I Mali fokuse-

rer sikkerhedsstyrkerne på at bevare kontrollen med det

sydlige Mali, herunder hovedstaden Bamako. I det nordlige

og centrale Mali er sikkerhedsstyrkerne kun til stede i et

begrænset omfang. Malis sikkerhedsstyrker lider under kor-

ruption, manglende moral og disciplin. Befolkningen nærer

ikke stor tiltro til dem, da der har været eksempler på drab,

voldelige overfald og tyveri af mad og vand begået af sik-

kerhedsstyrkerne.

I Burkina Faso formår det begrænsede antal sikkerheds-

styrker heller ikke at skabe sikkerhed i hele landet og

fokuserer deres få ressourcer på det centrale Burkina Faso,

herunder hovedstaden Ouagadougou. I den nordlige og

østlige del af landet er der kun få sikkerhedsstyrker. Mili-

tante islamister og kriminelle grupperinger udnytter

de nationale myndigheders manglende tilstedeværelse.

Risikoen for pirateri i Guineabugten ved Vestafrika vil sand-

synligvis ikke ændre sig markant på kort til mellemlangt

sigt. Det gælder både antallet af angreb og deres karakter.

Det er således sandsynligt, at der fortsat vil forekomme

angreb fra pirater i Guineabugten.

Få grupper af organiserede kriminelle i Nigeria står sand-

synligvis stadig bag hovedparten af pirateriet i regionen.

Piraternes primære mål er kidnapning af søfolk for at få

udbetalt løsepenge. Samtidig forsøger lokale kriminel-

le jævnligt at stjæle fra skibe til ankers ud for de større

havne. Disse tyverier udgør en stor del af hændelserne

og indebærer samtidig en forholdsvis begrænset fare for

skibene og deres besætninger.

En række af de økonomiske og sociale problemer, der dan-

ner grundlag for pirateriet i Guineabugten, vil ikke blive

løst. Kyststaternes maritime sikkerhedskapaciteter er ge-

nerelt begrænsede, det transnationale samarbejde svagt

og de juridiske strukturer mangelfulde.

Internationale og regionale sikkerhedstiltag har

svære kår

Det er usandsynligt, at FN’s mission i Mali (MINUSMA) på

kort til mellemlangt sigt er i stand til at forbedre sikker-

hedssituationen. Missionen er plaget af logistiske udfor-

dringer, som vanskeliggør dens mulighed for at løse de

prioriterede opgaver, herunder bl.a. at genoprette Malis

autoritet over eget territorium samt beskytte civilbefolk-

ningen og menneskerettigheder. Derudover er mange af

enhederne dårligt uddannet og mangler generelt evnen

til at gennemføre længerevarende operationer. Missionen

vil derfor kun lokalt og i meget begrænset omfang være i

stand til at forbedre sikkerhedssituationen.

Det er mindre sandsynligt, at det sikkerhedsmæssige

samarbejde, G5 Sahel, mellem Mauretanien, Mali, Burkina

Faso, Niger og Tchad vil kunne forbedre sikkerhedssituati-

onen i grænseområderne uden langvarig ekstern støtte og

finansiering.

UPN, Alm.del - 2019-20 - Bilag 50: FE's Efterretningsmæssig risikovurdering 2019

Efterretningsmæssig Risikovurdering

| 2019

ALGERIET

RETANIEN

MALI

NIGER

BURKINA FASO

BENIN

TOGO

GHANA

ELFENBENSKYSTEN

NIGERIA

LIBERIA

CAMEROUN

GUINEABUGTEN

Kortudsnittet viser det sydvestlige Afrika.

UPN, Alm.del - 2019-20 - Bilag 50: FE's Efterretningsmæssig risikovurdering 2019

Efterretningsmæssig Risikovurdering

| 2019

Rusland forsøger at spille en nøglerolle i forhandlingerne om Afghanistan. Her forlader Talibans chefforhandler, Mullah Abdul Ghani Baradar, et konference-

center i Moskva efter samtaler med en delegation af afghanske politikere den 30. maj 2019.

AFGHANISTAN

Situationen i Afghanistan er ustabil. Fejlslagne forhandlinger mellem Taliban

og USA har bremset en mulig afghansk fredsproces. Taliban bliver stærkere,

mens den afghanske regering bliver svagere. De regionale stormagter blander

sig mere, og det øger fragmenteringen af landet og risikoen for borgerkrig.

Forhandlinger mellem USA og Taliban stoppet

USA har siden sommeren 2018 forhandlet med oprørsgrup-

pen Taliban. Præsident Trump prægede forhandlingerne

med udtalelser om, at USA ikke skal være verdens politi-

mand, og at han gerne så en tilbagetrækning fra Afgha-

nistan. Under forhandlingerne har Taliban holdt hårdt på

sine krav. Taliban har således krævet fuld tilbagetrækning

af USA’s og NATO’s styrker og afvist direkte forhandlinger

med den afghanske regering. USA’s chefforhandler accep-

terede Talibans krav til gengæld for oprørsgruppens løfter

om deltagelse i forhandlinger med repræsentanter for

det afghanske samfund og garantier mod terrorgruppers

tilstedeværelse i Afghanistan. Præsident Trump afviste

imidlertid forhandlingsresultatet med henvisning til Talibans

bombeangreb i Kabul 5. september 2019. I senere udtal-

elser har både Taliban og USA’s chefforhandler dog til en

vis grad holdt muligheden for en genoptagelse af forhand-

lingerne åben.

Taliban vil intensivere oprørskampen

De sammenbrudte forhandlinger har overrasket Talibans

ledelse, og modstanderne af forhandlinger er sandsynligvis

blevet styrket. Talibans talsmænd udtalte, at sammen-

bruddet ville blive dyrt for USA og dets allierede. Taliban vil

UPN, Alm.del - 2019-20 - Bilag 50: FE's Efterretningsmæssig risikovurdering 2019

Efterretningsmæssig Risikovurdering

| 2019

sandsynligvis reagere på præsident Trumps afvisning ved

at intensivere sine angreb mod USA og koalitionen. Taliban

har i 2019 prioriteret angreb mod sikkerhedsstyrkernes

mindre lejre, kontrolposter og forsyningsveje og vil fort-

sætte med disse. Denne type angreb kræver få ressourcer

og giver Taliban begrænsede tab.

Stormagterne omkring Afghanistan søger alle at

påvirke udviklingen

Rusland, Iran og Kina forfølger et strategisk mål om, at

USA og NATO skal presses ud af Afghanistan og Central-

asien. Derfor fulgte de nøje forhandlingerne mellem USA

og Taliban. Udsigten til realisering af deres mål gav sig dog

udslag i bekymring over, at Taliban efter en fredsaftale

eller sammenbrud af den afghanske regering kommer til at

dominere Afghanistan. Det har muligvis givet landene en

vis interesse i, at Afghanistans regering, institutioner og

sikkerhedsstyrker ikke bryder sammen. Stormagterne ville

dog se negativt på det, hvis Ghani bliver genvalgt, da han i

deres øjne vil vanskeliggøre intra-afghanske forhandlinger.

Rusland og Iran forfølger deres strategiske mål gennem

militær støtte til Taliban i form af leverancer af våben,

udrustning og penge. Desuden støtter de Taliban med

rådgivning og træning, herunder rådgivere som opererer

i Afghanistan. Pakistan støtter på samme måde Taliban

militært, ligesom Taliban bruger Pakistan som baseområ-

de. Den pakistanske støtte sigter primært på at forhindre

indisk indflydelse i Afghanistan. Iran og Rusland vil sand-

synligvis øge deres støtte til Taliban efter sammenbruddet

af fredsforhandlingerne, og Pakistan vil muligvis følge trop

for ikke at miste indflydelse på Taliban.

Kina arbejder på at styrke sin position i det nordlige Afgha-

nistan generelt og specifikt i Badakhshan-provinsen. Den

kinesiske ledelse vil forhindre militante islamister blandt

uighurerne i Kinas Xinjiang-region i at passere grænsen

mellem Kina og Afghanistan. Desuden vil Kina udbygge

sine økonomiske interesser i Afghanistan. Kina er ligesom

Rusland, Iran og Pakistan i politisk dialog med Taliban.

Efter sammenbruddet af forhandlingerne med USA besøgte

Talibans forhandlere således Moskva, Teheran, Beijing og

Islamabad.

Indien følger også nøje situationen i Afghanistan og ser

den i forlængelse af sit forhold til Pakistan. Indiens beslut-

ning om at ophæve indisk-Kashmirs autonomi udspringer

muligvis af udsigten til en pro-pakistansk Taliban-domineret

regering i Afghanistan. Indien har i lighed med Rusland,

Iran og Kina interesse i, at Taliban ikke kommer til at sidde

for stærkt på magten i Afghanistan.

Rusland vil fremstille sig selv som et nøgleland for en

fredelig løsning på konflikten og gennem diverse diplo-

matiske initiativer forsøge at cementere denne rolle. Kina

vil sandsynligvis støtte Ruslands initiativer, og Indien vil

udbygge sin dialog med Rusland for at opnå indflydelse på

den langsigtede udvikling i Afghanistan.

De afghanske sikkerhedsstyrker fortsætter den

nedadgående spiral

De afghanske forsvars- og sikkerhedsstyrker (Afghan

National Defense and Security Forces, ANDSF) er presse-

de. De er mærkede af årelang nedslidning, stadigt ringere

uddannelse, korruption, dårlig ledelse og politisk ustabilitet.

De har ikke evnet at gennemføre reformer, som vender

udviklingen. ANDSF er derfor kun i stand til at gennem-

føre mindre offensive operationer. Sikkerhedsstyrkerne er

ofte fastlåste på baser, kontrolposter og bestemte veje og

er således sårbare over for Taliban, som kan bestemme

tid og sted for angreb. En øget og mere aggressiv ameri-

kansk støtte med specialoperationsstyrker og luftangreb

ville sandsynligvis kunne dæmpe Talibans fremgang, men

ikke standse den. Oprørsgruppen vil ikke være i stand til at

besejre ANDSF, men vil fortsat vinde terræn og indflydelse

i landområderne, afskære forsyningsruter og true regerin-

gens kontrol med sårbare provinshovedstæder.

Politisk krise

Forhandlingerne mellem USA og Taliban og udsigten til in-

tra-afghanske forhandlinger så længe ud til at ville bremse

det afghanske præsidentvalg 28. september 2019. Taliban

var stærkt imod valget, som gruppen kaldte illegitimt. USA

var tøvende, mens de europæiske lande ønskede valget

afholdt for at styrke den afghanske regerings forhandlings-

position over for Taliban. Præsident Ghani pressede for

sin del stærkt på for valgets afholdelse. Hovedparten af

de øvrige 17 præsidentkandidater ønskede derimod valget

udskudt, fordi Ghani i deres øjne havde sat sig så stærkt på

valgets organisering, at de ikke troede på et fair valg.

Præsidentvalget var præget af angreb og især trusler fra

Taliban, lav valgdeltagelse og påstande om valgsvindel.

Resultatet foreligger endnu ikke, men i feltet af kandidater

er præsident Ghani blevet enten genvalgt, eller også over-

tager de-facto-statsminister Abdullah præsidentposten.

Valgresultatet vil muligvis føre til dannelse af en samlings-

regering, men det er også muligt, at det fører til en politisk

krise som i 2014, fordi stærke politiske grupperinger ikke

vil acceptere valgresultatet. Den nye præsidents vigtigste

opgave bliver at formulere en politik over for Taliban og at

sammensætte et bredt accepteret team til forhandlinger

med oprørsgruppen.

UPN, Alm.del - 2019-20 - Bilag 50: FE's Efterretningsmæssig risikovurdering 2019

Efterretningsmæssig Risikovurdering

| 2019

Både Taliban og den afghanske regering kan frag-

mentere

Den politiske fragmentering i Afghanistan vil muligvis tage

til i løbet af de kommende par år. Taliban vil i højere grad

blive påvirket af Irans, Ruslands og Pakistans forsøg på at

få indflydelse på forskellige netværk i oprørsgruppen. Den

politiske splittelse på regeringssiden vil også få næring af

præsident Ghanis manglende evne til at sikre sig opbak-

ning fra de stærkeste politikere blandt Afghanistans etniske

grupper. Regionale stormagters støtte med penge og våben

til afghanske politiske grupperinger kan også bidrage til

yderligere fragmentering blandt de nuværende politiske

grupperinger.

Al-Qaida og Islamisk Stat

Under de kuldsejlede forhandlinger mellem USA og Tali-

ban spillede spørgsmålet om terrorgruppers mulighed for

at operere fra afghansk territorium en central rolle. USA

ønskede bl.a., at Taliban skulle slå hånden af al-Qaida.

Al-Qaida er dog fortsat tæt knyttet til Taliban, oprørsgrup-

pen Haqqani-netværket og terrorgruppen Tehrik-e-Taliban

Pakistan (TTP). Al-Qaida støtter Talibans oprørskamp med

rådgivning, våben og kamptræning. Al-Qaida i Afghanistan

har evnet at rekruttere nye medlemmer, men al-Qaidas

støtte er fortsat af begrænset betydning for oprørskam-

pen i landet. Kampen mod Vesten er stadig en hjørnesten i

gruppens ideologi, hvorfor den har fokus på planlægning af

angreb mod vestlige mål.

Afghanistan og Pakistan er hjemsted for mange militante

islamistiske grupperinger. Blandt dem er Islamisk Stat, som

i området kalder sig Islamisk Stat i Khorasan-Provinsen

(ISKP). Gruppen står stærkt i dele af provinserne Nanga-

har og Kunar i det østlige Afghanistan. Den er også aktiv

i det nordlige Afghanistan og gennemfører spektakulære

angreb især i Kabul og Jalalabad. ISKP har stået bag flere

angreb på shiamuslimer for at give konflikten i Afghanistan

en etnisk/religiøs dimension. USA, de afghanske regerings-

styrker og Taliban bekæmper ISKP, som har haft vanskeligt

ved at udvide sine operationsområder. Sammenbruddet

i forhandlingerne mellem USA og Taliban kan mindske

antallet af utilfredse oprørere, som forlader Taliban til

fordel for ISKP. Det gør det sandsynligvis vanskeligere for

ISKP at øge sin indflydelse i Afghanistan, men svækker

ikke oprørsgruppen nævneværdigt i dens kerneområde i

det østlige Afghanistan. ISKP modtager sandsynligvis en

vis økonomisk støtte fra private donorer i Golfstaterne og

fra den pakistanske efterretningstjeneste (Inter-Services

Intelligence, ISI). Støtten fra ISI er muligvis betaling for, at

ISKP ikke gennemfører angreb i Pakistan.

UPN, Alm.del - 2019-20 - Bilag 50: FE's Efterretningsmæssig risikovurdering 2019

Efterretningsmæssig Risikovurdering

| 2019

UPN, Alm.del - 2019-20 - Bilag 50: FE's Efterretningsmæssig risikovurdering 2019

Efterretningsmæssig Risikovurdering

| 2019

Definitioner

For at lette læsningen af risikovurderingen følger her

en kort beskrivelse af de særlige formuleringer, som

FE anvender i efterretningsanalyser.

Det er kun sjældent, at en efterretningstjeneste kan

give en vurdering, uden at der er elementer af usik-

kerhed i den. Derfor forsøger analytikerne at gøre det

klart for læserne, hvor sikre de er i deres vurderinger.

Det sker ved, at de udtrykker sig på en standardiseret

måde og bruger de samme vendinger, når de vil give

udtryk for den samme grad af sandsynlighed, især ved

centrale vurderinger.

FE bruger fem sandsynlighedsgrader og følgende faste

formuleringer, som her er anbragt på en skala:

Skalaen måler ikke præcise forskelle. Den fortæller

blot, om noget er mere eller mindre sandsynligt end

noget andet. Eller sagt på en anden måde: Denne

skala viser, om analytikerne vurderer, at deres sikker-

hed ligger tættere på f.eks. 25 % end 50 %. På denne

måde forsøger de at opnå en bedre overensstemmelse

mellem deres formuleringer og læsernes opfattelser.

Selv om formuleringernes sproglige form altid kan

diskuteres, er de med til at give læseren en mere præ-

cis information. Definitionerne af de særlige formule-

ringer, der er anvendt i Efterretningsmæssig Risiko-

vurdering, er anført nedenfor.

Varslingshorisont

Få måneder:

0-2 år:

2-5 år:

5-10 år:

Over 10 år:

Meget kort sigt

Kort sigt

Mellemlangt sigt

Langt sigt

Meget langt sigt

UPN, Alm.del - 2019-20 - Bilag 50: FE's Efterretningsmæssig risikovurdering 2019

Efterretningsmæssig Risikovurdering

| 2019

Billedfortegnelse

Forsiden

Collage ved Anders Giversen

Sammensat af billeder fra side 13, 27, 46. Samt:

Civile ledes væk under det omfattende terrorangreb i Nairobi, januar 2019,

Dai Kurokawa / EPA/Ritzau Scanpix

Inspektionsskibet Knud Rasmussen bryder is ved Grønland,

Forsvaret

De danske orlogsskibe Vædderen og Knud Rasmussen ved Grønland,

Forsvaret

Kommercielt satellitbillede af den russiske flybase Nagurskoye,

Kinesisk helikopter i Arktis,

Zhang Jiansong/Xinhua/Ritzau Scanpix

Præsident Putin omgivet af generaler på testcentret i Akhtubinsk 14. maj 2014

Alexey Nikolsky/AFP/Ritzau Scanpix

Russisk krydsermissil med NATO-betegnelsen SSC-8 Screwdriver,

Sergei Chirikov/EPA/Ritzau Scanpix

Præsident Xi Jinping ved pressebriefingen til Second Belt and Road Forum den 27. april 2019

Wang Zhao/AFP/Ritzau Scanpix

Advarselssedler sat op i forbindelse med cyberangreb mod Hydro,

Terje Pedersen/AFP/Ritzau Scanpix

Pansret politibil foran retsbygningen i Bruxelles, januar 2019, i forbindelse med retssagen

mod Mehdi Nemmouche, der blev dømt for at stå bag et terrorangreb,

Thys/AFP/Ritzau Scanpix

I april 2019 udførte militante islamister et omfattende terrorangreb i Sri Lanka, hvor både

hoteller og kirker blev ramt,

AFP/Ritzau Scanpix

Al-Hol-lejren i det nordlige Syrien,

Giuseppe Cacace/AFP/Ritzau Scanpix

Iransk patruljebåd i Hormuzstrædet,

Atta Kenare/AFP/Ritzau Scanpix

Forsidebillede fra det iranske dagblad Sazandegi, som viser Irans præsident, Hassan Rouhani, og USA’s

præsident, Donald Trump,

Abedin Taherkenareh/Epa-Efe/Ritzau Scanpix

Migranter i Niger på vej nordpå mod Sahara og videre mod Libyen, Algeriet og Europa

Ali Abdou/AFP/Ritzau Scanpix

Rusland forsøger at spille en nøglerolle i forhandlingerne om Afghanistan. Her forlader Talibans chef-

forhandler, Mullah Abdul Ghani Baradar, et konferencecenter i Moskva efter samtaler med en delegation

af afghanske politikere den 30. maj 2019,

Evgenia Novozhenina/Reuters/Ritzau Scanpix

Side 10

Side 12

Side 17

Side 18

Side 20

Side 27

Side 31

Side 37

Side 39

Side 41

Side 43

Side 46

Side 51

Side 54

UPN, Alm.del - 2019-20 - Bilag 50: FE's Efterretningsmæssig risikovurdering 2019

Forsvarets Efterretningstjeneste

Kastellet 30

2100 København Ø

Telefon: 3332 5566

www.fe-ddis.dk

www.cfcs.dk

ISSN 1604-4436