Det Udenrigspolitiske Nævn 2019-20
UPN Alm.del Bilag 40
Offentligt
2109962_0001.png
Udenrigsministeriet
Folketingets Udenrigsudvalg
Asiatisk Plads 2
DK-1448 København K
Telefon +45 33 92 00 00
Telefax +45 32 54 05 33
E-mail: [email protected]
http://www.um.dk
Sag/ID Nr.
Enhed
Dato
2019-41469
MENA
18. november 2019
URU alm. del - svar på spørgsmål 17 fra Michael Aastrup
Jensen (V) stillet den 5. november 2019 til udenrigsministeren.
Spørgsmål
Ministeren bedes redegøre for Danmarks udtalelser ved forrige samling i
FN’s
Menneskerettighedsråd vedrørende det faste punkt 7 om Israel samt
redegøre for, hvilket standpunkt Danmark tager i forhold til selve
tilstedeværelsen af punkt 7 som et fast tilbagevendende dagsordenspunkt.
Svar
Regeringen finder, at det er forkert at have et punkt 7 på
Menneskerettighedsrådets dagsorden, der udstiller et enkelt land, nemlig
Israel. Regeringens mål er, at resolutionerne under punkt 7 flyttes til andre
dagsordenspunkter. Regeringen vil derfor i tæt samarbejde med vore
partnere i EU fortsætte arbejdet med at udtømme punkt 7 for indhold.
Den daværende regering stemte i marts 2019 nej til de fire resolutioner,
som blev fremlagt under punkt 7. Vi mener, at det er vigtigt at søge
indflydelse og vil derfor være aktive i de forhandlinger, som EU fører med
palæstinenserne for at sikre mere balancerede resolutioner. Danmark kan
i EU-sammenhæng få stor indflydelse, hvis vi står sammen med den store
kreds af EU-lande, der som her deler den danske målsætning. Hvis vi bare
som den foregående regering stemmer imod som princip, vil vi derimod
ikke have nogen indflydelse.
Med venlig hilsen
Jeppe Kofod