UPN, Alm.del - 2019-20 - Bilag 158: Svar på spørgsmål vedr. oversendelse af udenrigsministerens talepapir fra samrådet den 19. juni 2020 om den amerikanske præsidents fredsplan for Israel og Palæstina

Det Udenrigspolitiske Nævn 2019-20
UPN Alm.del Bilag 158
Offentligt

Samrådsspørgsmål Q om den amerikanske præsidents fredsplan for

Israel og Palæstina. Åbent samråd den 18. juni 2020 kl. 9-10.

TALEPUNKT

Til:

Udenrigsministeren

Enhed:

MENA

Dato:

15-06-2020

Sag:

2020 - 20570

Tak for muligheden for at svare på de to spørgsmål. Jeg vil bestræbe

mig på at besvare dem et ad gangen, selv om de i deres indhold er

tæt forbundne.

* * *

Første spørgsmål lyder:

Vil ministeren orientere om, hvad regerin-

gen mener om den amerikanske præsidents fredsplan, herunder

hvilke reaktioner regeringen har taget i forhold til fredsplanen?

[Reaktioner på fredsudspillet]

Det amerikanske udspil fra januar i år kan ikke gennemføres i sin

nuværende form med både israelsk og palæstinensisk deltagelse.

Det står klart med præsident Abbas og resten af det palæstinensiske

lederskabs entydige afvisning af det. Palæstinenserne har samtidig

udtrykt vilje til at engagere sig i fredsforhandlinger i et bredere in-

ternationalt format.

I forhold til Israel kan det formentlig ses som en markering i sig

selv, at premierminister Netanyahu stod sammen med præsident

Trump ved annonceringen fra Det Hvide Hus i januar.

UPN, Alm.del - 2019-20 - Bilag 158: Svar på spørgsmål vedr. oversendelse af udenrigsministerens talepapir fra samrådet den 19. juni 2020 om den amerikanske præsidents fredsplan for Israel og Palæstina

EU udtrykte [et forsigtigt] håb om, at udspillet kunne medvirke til

et nyt momentum for genoptagelse af forhandlinger.

EU’s

udenrigs-

repræsentant Borrell gjorde samtidig klart, at det amerikanske ud-

spil afveg fra de internationalt anerkendte parametre for en freds-

løsning. Regeringen har tilsluttet sig disse synspunkter.

Det betyder altså, at EU på den ene side byder muligheden for nye

og konstruktive fredsforhandlinger velkommen. Det betyder også,

at EU på den anden side ikke kan støtte et forhandlingsgrundlag,

der på forhånd skaber usikkerhed om de folkeretlige regler og de

kendte parametre baseret på bl.a. sikkerhedsrådsresolutioner og

EU’s

rådskonklusioner, som må være grundlaget for en fornyet

fredsproces. Det er også regeringens holdning.

Regeringen står samtidig fuldt bag Israels behov for sikkerhed med

stabile grænser til dets naboer og i det hele taget i en region, der

anerkender Israels ret til eksistens.

[Hvordan videre frem?]

Så hvordan kommer vi videre herfra?

Ser vi fremad, er der ingen tvivl om, at den videre proces for det

amerikanske forslag ser vanskelig ud, hvis målet er at skabe en for-

handlet fredsløsning.

Men en fredsaftale kan ikke blive en realitet uden USA - lige som

den heller ikke kan blive det kun med USA. Det er et grundvilkår

bestemt bl.a. af de tætte bånd mellem USA og Israel.

Fra dansk og

EU’s

side skal vi arbejde for en konstruktiv proces -

uden at tilsidesætte folkeretten og de internationale beslutninger,

som FN og EU har som udgangspunkt for en fredsløsning.

Vi skal benytte os af, at vi - og det gælder både EU og Danmark -

har tætte bånd til såvel Israel som Palæstina og regionen i det hele

taget.

Det er vigtigt, at EU har en stærk og klar stemme i den nuværende

situation. Det er velkendt, at der er enkelte lande i EU-kredsen, som

på nogen områder afviger fra

EU’s

fælles position, og dermed gør

det vanskeligere at nå til enighed.

Her er det positivt, at

EU’s

særlige repræsentant for fredsprocessen

[Susanna Terstal] gør et stort arbejde for at styrke dialogen i EU-

kredsen. Hun har, siden hun tiltrådte, sat sig for bordenden for ufor-

melle arbejdsmøder i mindre landegrupper for at skabe en større

fælles forståelse på tværs af medlemslandene. Det arbejde er ikke

afsluttet.

Regeringen vil derfor støtte et aktivt EU-engagement med Israel og

Palæstina, centrale aktører i regionen og internationale partnere. Det

kunne være Den Mellemøstlige Kvartet, hvor EU, USA, Rusland og

FN indgår, som kan danne rammen om det.

I forhold til Israel er det vigtigt, at der nu er dannet en national sam-

lingsregering. Vi er klar til - både bilateralt og gennem EU - at

drøfte fredsprocessen med den.

Vi skal fastholde dialogen med palæstinenserne baseret på den po-

sition, som EU fortsat har efter det amerikanske udspil. Målet er at

få palæstinenserne tilbage i spil. I den forbindelse skal vi også stille

krav til palæstinenserne. Det er uhyre vigtigt at fremme mulighe-

derne for afholdelse af valg i Palæstina. Det er et afgørende element

for at sikre en stærkere og demokratisk legitimeret palæstinensisk

position.

Derfor er det også vigtigt, at palæstinenserne overkommer den dybe

interne splittelse mellem PLO og Fatah på den ene side og Hamas

på den anden side. Det er en vigtig del af vores kommunikation med

den palæstinensiske regering.

* * *

[Svar på spørgsmål 2]

Det bringer mig til spørgsmål 2, som lyder:

Vil ministeren

orientere om, hvad regeringen vil gøre for at forebygge

eller afværge Netanyahus planer om at annektere dele af

Vestbredden?

[Status og reaktioner fra EU/DK og regionen]

Annekteringstruslen er blevet mere end israelsk valgkampsretorik.

Risikoen er nu reel som en følge af det amerikanske udspil. Ifølge

regeringsgrundlaget for den israelske samlingsregering kan en be-

slutning træffes efter den 1. juli. Der er derfor grund til alvorlig be-

kymring. Annektering - hvad enten det er af enkelte bosættelser el-

ler større dele af Vestbredden - vil være et brud på folkeretten og

skelsættende for mulighederne for at opnå en to-statsløsning.

Vi drøftede det indgående på EU-udenrigsministermødet i maj. Jeg

bakkede klart op bag den efterfølgende

erklæring fra EU’s uden-

rigsrepræsentant om, at annektering vil være en overtrædelse af fol-

keretten. Og jeg vil selv tage emnet op, når jeg om kort tid taler med

min nye israelske kollega. Lige som nordiske og EU-kolleger gør

det.

Netanyahus regeringspartnere i skikkelse af forsvarsminister Gantz

og udenrigsminister Ashkenazi har ikke meldt klart ud i forhold til

konkret annektering. Begge synes meget opmærksomme på reakti-

oner fra de to nabolande, Egypten og Jordan, som Israel har freds-

aftaler med.

Fra egyptisk side forholdt man sig i begyndelsen relativt afdæmpet

til det amerikanske udspil. Man understregede dog behovet for op-

rettelsen af en uafhængig palæstinensisk stat med fuld kontrol over

de besatte områder i overensstemmelse med internationale aftaler

og i henhold til 1967-grænserne. På det seneste har man set skarpere

egyptiske udmeldinger om annekteringsplanerne som værende i

strid med folkeretten, i tråd med den jordanske tilgang.

I maj drøftede jeg sagen med Jordans udenrigsminister Ayman Sa-

fadi. Det er min vurdering, at den jordanske regering har en kon-

struktiv tilgang til fredsprocessen og langt hen ad vejen deler EU’s

tilgang til processen. Den jordanske regering har afvist den ameri-

kanske fredsplan og lægger vægt på, at en israelsk annektering vil

være i strid med folkeretten. Den peger også på, at en israelsk an-

nektering kan medføre en annullering af fredsaftalen med Israel, så-

fremt grænsedragningen mellem Jordan og en fremtidig palæstinen-

sisk stat ved Jordan-dalen påvirkes.

Som noget nyt er også toneangivende bosættelsesledere imod det

amerikanske udspil og planerne om annektering. Ikke af samme

grund som os, men bemærkelsesværdigt er det alligevel. Bemærkel-

sesværdigt er det også, at ledende kræfter inden for det israelske

forsvar offentligt advarer imod annektering, som de frygter kan ri-

sikere at sætte regionen i brand.

[Palæstinensiske reaktioner]

I Ramallah ses truslen om annektering som en eksistentiel trussel

mod muligheden for en forhandlet fredsaftale og en fremtidig palæ-

stinensisk stat. Desperationen for at stoppe annektering er tydelig,

og man forstår godt hvorfor. Ud over konsekvenserne for fredspro-

cessen og mulighederne for at opnå en to-statsløsning er det også

klart, at annektering vil have konkrete negative konsekvenser for de

palæstinensere, der bor i de berørte områder.

Derfor ser vi markante forsøg på at undgå, at den situation opstår.

Vi så den 19. maj præsident Abbas annoncere, at samarbejdet med

Israel og USA, herunder det omfattende samarbejde på sikkerheds-

området, ophører.

Det er i den forbindelse vigtigt at forstå, at det daglige samarbejde

mellem de palæstinensiske og israelske myndigheder er meget om-

fattende. Udover essentiel koordination vedrørende sikkerhed for

både palæstinensere og israelere involverer det blandt andet områ-

der som økonomi, sundhed, energi og vand.

[DK/EU-overvejelser]

Israelsk annektering vil være den mest omfattende og radikale æn-

dring af status quo i den mellemøstlige fredproces til dato. Hvis an-

nektering sker, vil det udgøre en klar overtrædelse af folkeretten og

få alvorlige konsekvenser for mulighederne for en to-statsløsning.

Annektering vil også have alvorlige følger for den regionale stabi-

litet og skade Israels position i det internationale samfund.

For EU og for Danmark vil udgangspunktet i en sådan situation

være differentieringspolitikken, som følger af FN’s sikkerhedsråds-

resolution 2334. Så et fortsat samarbejde med Israel vil derfor na-

turligvis ske inden for folkerettens regler. Og dermed vil vi skelne

mellem det Israel, vi anerkender, og de områder, som Israel har be-

sat eller annekteret.

Men mit og mine EU-kollegers fokus må i første omgang være på

at forhindre, at annektering finder sted. Det kræver en både kritisk

og konstruktiv dialog med den nytiltrådte israelske regering. En så-

dan dialog finder sted i netop disse dage.

[Opsummering]

Lad mig konkludere til sidst.



Vi kan ikke kan støtte et forhandlingsgrundlag, der på forhånd

skaber usikkerhed om de folkeretlige regler og de kendte pa-

rametre baseret på bl.a.

sikkerhedsrådsresolutioner og EU’s

rådskonklusioner.



Israelsk annektering vil udgøre en klar overtrædelse af folke-

retten. Annektering vil også kunne have alvorlige følger for

den regionale stabilitet og dermed for Europa og vil skade Is-

raels position i det internationale samfund.



For EU og for Danmark vil udgangspunktet i en sådan situa-

tion være differentieringspolitikken, som følger af FN’s sik-

kerhedsrådsresolution 2334. Et fortsat samarbejde med Israel

vil derfor ske inden for folkerettens regler, og dermed vil vi

skelne mellem det Israel, vi anerkender, og de områder, som

Israel har besat eller annekteret.



Regeringen står samtidig fuldt bag Israels behov for sikker-

hed med stabile grænser til dets naboer og i det hele taget i en

region, der anerkender Israels ret til eksistens.