-----Oprindelig meddelelse-----
Sendt: 28. februar 2020 12:08
Emne: Eliteforsk, årets pristildelinger.
Kære Ane Halsbo Jørgensen, minister for uddannelse og forskning (og i kopi til Folketingets
undervisningsudvalg).
Jeg skal hermed opfordre til, at man genovervejer tildelingen af priser for dette års modtagere.
Specifikt
tænker jeg på argumenterne for, at Tobias Richter og ikke hans ‘forskerhold’ tildeles
prisen.
Ordet forsker er jo så dejligt (køns)neutralt.
Men ALT hvad han tilskrives af forskningsresultater vedrørende de mellemøstlige udgravninger og
i særlig grad de banebrydende opdagelser vedrørende tidspunktet for menneskehedens evne til at
bage brød er udført af to yngre, kvindelige, spanske, løstansatte medarbejdere.
Det er ganske kritisabelt, at den gode (hvide, mandlige, midaldrende) professor ikke alene tager
æren for deres arbejde og resultater men proaktivt soler sig i den anerkendelse og de økonomiske
midler, som retteligt burde tilgå dem.
Jeg forarges gevaldigt over, at danske skatteyderpenge i den størrelsesorden aktivt medvirker til at
udgrænse yngre, kvindelige forskeres epokegørende resultater, bevisligt formidlet i artikler og på
internationale konferencer til fordel for, at veletablerede, midaldrende, hvide mænd på
skammeligste vis efterfølgende løber med både anerkendelsen, æren og pengene.
Det leder mig til følgende spørgsmål:
1) Hvorfor undersøger ministeriet ikke ordentligt, hvem der reelt fortjener de tildelte midler?
2) Har man sikret sig imod, at der ikke er lignende tilfælde af uberettiget ‘ragen til sig på andres
bekostning’ i de andre fire
tildelinger?
Mvh Bo Barbesgaard, cand.mag. i historie, dansk og spansk samt pensioneret gymnasielærer.