Uddannelses- og Forskningsudvalget 2019-20
UFU Alm.del Bilag 70
Offentligt
København, 27. januar 2020
Til: Uddannelses- og Forskningsudvalget
Emne: Bevarelse af adgang til videregående uddannelser for personer med færdiggjort
kandidatuddannelse
Kære Uddannelses- og Forskningsudvalg.
Jeg henvender mig fordi jeg håber at i vil overveje at bevare den adgang til videregående uddannelser som
uddannelsesloftet har gjort muligt for personer med færdiggjort kandidatuddannelse (Bekendtgørelse om
adgang til universitetsuddannelser tilrettelagt på heltid, §2 stk. 3). Det er disse regler jeg har handlet og
planlagt ud fra de sidste 3�½ år.
Jeg er i den heldige situation at have et talent for matematik og data, men en endnu større interesse for
medicin, faktisk i den grad at jeg siden gymnasietiden, ved siden af mit studie (anvendt matematik) og i dag
ved siden af mit arbejde har læst hele pensum for medicin (som beskrevet i kursusbeskrivelser og
studieordningen fra Københavns Universitet). For at kunne bruge den viden og opnå en autorisation er der
dog kun en vej: Gennem medicinstudiet (jf. autorisationsloven). Jeg er ca. et halvt år (19. september) fra at
være omfattet af 6-års-dispensationen og dermed kunne søge optagelse til vinterstart.
Jeg vil derfor appellere til at beholde dispensationerne, således at personer med færdiggjort
kandidatuddannelse har mulighed for at søge ind på en helt ny uddannelse efter 6 år på samme vilkår som
andre ansøgere. En kandidatregel som den i §12 i loven før 2017 ville permanent udelukke mig fra
medicinstudiet da der aldrig vil være ledige pladser.
(Tilføjet 2. februar)
Formålet med at bevare dispensationerne (både for bachelor- og kandidatuddannelser)
for personer med færdiggjort kandidatuddannelse er selvfølgeligt at sikre at personer med uddannelser
som de ikke længere kan bruge på arbejdsmarkedet kan få en ny start og, som i mit tilfælde, kunne skifte
karriere efter en betænkningstid på 6 år. Ventetiden på 6 år vil efter min overbevisning gøre at det kun er
personer med særlige årsager som vil gøre brug af reglerne, da de fleste på det tidspunkt må antages at
være 30 år eller derover ved studiestart og veletableret i et arbejde. For mit vedkommende er årsagen
ønsket om at blive læge og kunne bruge min eksisterende viden til at skabe det bedst mulige liv for andre
mennesker under vanskelige omstændigheder, selv om det for mig betyder at forlade et fagområde med
arbejdsvilkår som jeg som læge kun vil kunne drømme om.
Med venlig hilsen
Jan Scholtyssek