Udvalget for Forretningsordenen 2019-20
UFO Alm.del Bilag 90
Offentligt
2181436_0001.png
Ministermøderesumé
23. april 2020
Forslag til lov om ændring af lov om en rejsegarantifond og
tilbagebetalingsmodellen under Rejsegarantifondens udvidede
dækningsområde
1. Formål
Den 26. marts 2020 vedtog et enigt Folketing at udvide
Rejsegarantifondens dækningsområde i ekstraordinære situationer.
Formålet med loven er, at den rejsende kan få beløb, der er betalt til
rejseudbyderen for pakkerejsen godtgjort, hvis rejsen er annulleret eller
afbestilt som følge af ekstraordinære situationer. Samtidig blev der stillet
en statsgaranti på 1,5 mia. kr. til Rejsegarantifonden til brug for disse
godtgørelser. Tilbagebetalingen sker over en periode på seks år og bæres
af branchen kollektivt.
Den kollektive tilbagebetalingsmodel har mødt kritik, da nogle
rejseudbydere vil skulle betale en forholdsvis stor andel af lånet tilbage, til
trods for de selv ikke har eller kun i begrænset omfang har trukket på lånet.
Branchen ønsker derfor ordningen ændret, så der i højere grad er en
individuel hæftelse. Formålet med lovforslaget er at indføre en
kombination af individuel og kollektiv hæftelse (en såkaldt hybridmodel)
for dermed at have en ny incitamentsstruktur, fortsat afbøde konkurser i
rejsebranchen og sikre at forbrugerne får godtgjort deres aflyste rejser.
Samtidig lægges der op til at forlænge ordningen gennem bekendtgørelse,
således at den følger Udenrigsministeriets rejsevejledning fra 14. april til
10. maj 2020. Det vurderes, at tilbagebetalinger fortsat kan rummes inden
for den afsatte statsgaranti på 1,5 mia.
Lovforslaget ønskes hastebehandlet, da det skal ske i forlængelse af, at
ordningen udvides til at gælde for perioden 14. april til 10. maj 2020.
Dermed vil alle ansøgninger, der dækker denne periode, komme under den
nye ordning for tilbagebetalinger. Fremsættelsen er ikke sket før, fordi
problemstillingen først er blevet tydelig i forbindelse med
implementeringen af den oprindelige ordning og dialog med branchen i
løbet af april.
2. Hovedindholdet af lovforslaget
Med lovforslaget ændres tilbagebetalingsmodellen til en såkaldt
hybridmodel. Det vil opdele tilbagebetalingskravet i hhv. en individuel og
en kollektiv del. Med kollektivt forstås, at branchen samlet hæfter for 1/3
af det beløb, der bliver trukket fra statsgarantien. Den enkelte rejseudbyders
bidrag vil være reguleret ift. virksomhedens omsætning. Med individuelt
forstås, at den enkelte rejseudbyder alene hæfter for 2/3 dele af det beløb,
som selskabet har trukket på garantien. Rejsebranchens tilbagebetaling af
lånet begynder først i 2021.