Cookies
Persondatapolitik
Forside
Nyheder
2020
Marts
Nyhedsbrev nr. 1
Nyhedsbrev nr. 1
04-03-2020
Kommissionens arbejde er i gang
Instrukskommissionen, der blev nedsat den 22. januar 2020, er nu gået i gang med at undersøge og
redegøre for forløbet angående indkvartering af gifte eller samlevende asylansøgere, hvoraf den ene var
mindreårig.
Først og fremmest er kommissionen i færd med at indhente oplysninger fra de myndigheder, der har været
involveret i forløbet, herunder oplysninger fra Folketingets Ombudsmand, Justitsministeriet, Udlændinge- og
Integrationsministeriet samt Udlændingestyrelsen.
Kommissionen har allerede modtaget en del råmateriale, som kommissionen er i gang med at gennemgå
for relevante oplysninger, og det forventes, at kommissionen i den kommende tid vil modtage yderligere et
par millioner dokumenter til gennemgang. I tillæg hertil forventes det, at kommissionen selv vil søge efter
relevante oplysninger, herunder fra relevante medarbejderes mailkonti, som ved hjælp af særligt udvalgt it-
software skal gennemsøges for oplysninger af betydning for forløbet.
Kommissionen er herudover i gang med at identificere de personer, der skal afhøres om forløbet. Det
forventes, at en afhøringsplan snarest vil foreligge, og det kan allerede nu oplyses, at afhøringerne
forventes påbegyndt inden sommerferien.
Om sekretariatet
Kommissionens sekretariat har fået til huse i Beskæftigelsesministeriets gamle lokaler på adressen Ved
Stranden 8 i det centrale København. Der har siden Kommissionens nedsættelse været et omfattende og
hektisk arbejde med at omdanne de tomme lokaler til fungerende kontorfaciliteter, og selvom
kommissionens arbejde er godt i gang, pågår arbejdet med etableringen af sekretariatet fortsat.
Kommissionen har – til dels med bistand fra Justitsministeriet – rekrutteret medarbejdere til sekretariatet,
der tæller blandt andet to dommere, en anklager og en søgespecialist. Nærmere oplysninger om
sekretariatets medarbejdere kan findes på sekretariatets hjemmeside under Medlemmer og medarbejdere.
Opfordring til at rette henvendelse til kommissionen
Kommissionen skal opfordre alle personer, som måtte være i besiddelse af relevant viden for
kommissionens undersøgelser, til at rette henvendelse til kommissionen. Kontaktoplysninger kan findes på
kommissionens hjemmeside under Kontakt.