Transportudvalget 2019-20
TRU Alm.del Bilag 42
Offentligt
2094154_0001.png
Til
Justitsminister Nick Hækkerup
Transportminister Benny Engelbrecht
Cc: Folketingets Transportudvalg
24. oktober 2019
Overflytning af ressortområder fra Justitsministeriet til Transport- og Boligministeriet
3F Transport, Dansk Erhverv, Dansk PersonTransport, DI Transport, DTL Danske Vognmænd, ITD og SLD har
med stor skuffelse noteret sig, at Transportministeriet og Justitsministeriet dropper arbejdet med
overflytningen af opgaverne med afvikling af køreprøver, administration af kørekort, førerkort og
særtransporttilladelser fra politiet til Færdselsstyrelsen.
Med overflytningen ville administrative sagsområder, som i dag varetages af politifolk, men som med fordel
kan varetages af personale uden politimæssig baggrund, blive overflyttet til Færdselsstyrelsen. En sådan
løsning har ud over fordelen ved at samle regeludstedelsen og administrationen i én og samme myndighed
den indlysende fordel, at uddannede politifolk bliver frigjort til de gængse politiopgaver.
Den samlede branche var derfor positiv over for den tidligere regerings beslutning om, at Færdselsstyrelsen
skulle overtage ansvaret for afvikling af køreprøver, udstedelse af kørekort og førerkort (takografkort) og
håndteringen af særtransporttilladelser fra politiet fra 1. januar 2020.
Beslutningen om at droppe overflytningen medfører, at det efter årsskiftet fortsat er politiet, som afvikler
køreprøver, administrerer kørekort og udsteder førerkort og særtransporttilladelser, mens lovgivningen og
regeludstedelsen fortsat hører under Transportministeriet og Færdselsstyrelsen. Forventeligt fortsat på
samme IT-systemer, som er en medvirkende årsag til tunge og ineffektive sagsgange og i stort omfang af
politiuddannet personale, der med fordel kunne indsættes på områder, der kræver politimæssig
uddannelse.
En samlet transportbranche fra såvel arbejdsgiver- og arbejdstagerside, repræsenteret ved 3F Transport,
Dansk Erhverv, Danske Busvognmænd, Danske Speditører, DI Transport, DTL Danske Vognmænd og ITD,
fremsatte i 2017 et forslag om, at der foretages overflytning af visse ressortområder fra Justitsministeriet til
Transport- og Boligministeriets ressortområde. Samme organisationer genfremsendte forslaget i 2018 i
forbindelse med en forestående revision af særtransportbekendtgørelsen.
Branchen ønsker fortsat at få samlet regeludstedelsen og administrationen i én og samme myndighed i
Færdselsstyrelsen og dermed en mere helhedsorienteret administration og forenklede sagsgange og vil
derfor gerne opfordre Justits- og Transportministeren til at finde løsningerne og midlerne til overflytningen
og en tiltrængt modernisering og digitalisering af de omhandlede sagsområder.
1
TRU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 42: Henvendelse af 24/10-19 vedrørende de droppede planer om overflytningen af opgaverne med afvikling af køreprøver, administration af kørekort, førerkort og særtransporttilladelser fra politiet til Færdselsstyrelsen, fra 3F Transport, Dansk Erhverv, Dansk PersonTransport, DI Transport, DTL, Danske Vognmænd, ITD og SLD
2094154_0002.png
Vores forslag til ressortomlægninger omfatter:
Den målrettede vejsidekontrol af erhvervskøretøjer
Køreprøverne, udstedelsen og administrationen af kørekort
Administrationen af førerkort (takografkort)
Behandling af ansøgning og udstedelse af særtransporttilladelser
Virkeliggørelsen af forslaget om overflytning af de nævnte sagsområder vil alt andet lige sikre en enkel og
smidig håndtering til gavn for såvel erhvervslivet som for de statslige organisationer. En yderligere fordel er,
at kompetencer, procedurer og faglighed får gavn af at blive samlet under en og samme enhed, hvilket vil
medføre en ensartet kontrol og administration over hele landet.
Vi håber på den baggrund meget, at forslaget møder bred politisk opbakning.
I oktober 2017 udarbejdede vi vedhæftede notat, der uddyber ovenstående.
Vi ser frem til et forhåbentligt positivt svar på vores henvendelse, og vi står gerne til rådighed for yderligere
oplysninger, om ønsket.
Med venlig hilsen
DI Transport
Michael Svane
DE
Jesper Højte Stenbæk
Dansk PersonTransport
Michael Nielsen
DTL
Erik Østergaard
3F Transport
Benny Nymark Andersen
ITD
Carina Christensen
SLD
Jesper Kronborg
2