Transportudvalget 2019-20
TRU Alm.del Bilag 419
Offentligt
UDKAST
til
Forslag
til
Lov om ændring af færdselsloven
(Forsøg med selvkørende enheder m.v.)
§1
I færdselsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1324 af 21. november 2018, foretages følgende
ændringer:
1.
I
§ 68, stk.1, 1. pkt.,
indsættes efter »tilbehør«: »samt om brugen heraf,«.
2.
Efter § 92 k indsættes:
»Forsøg
med selvkørende enheder
§ 92 l.
Ved en selvkørende enhed forstås et førerløst emissionsfrit køretøj, der kører med
lav hastighed på hjul, bælter eller lignende, og som er teknisk indrettet således, at en fysisk
person kan overtage kontrollen med køretøjet.
§ 92 m.
Kørsel med en selvkørende enhed på denne lovs anvendelsesområde, jf. § 1, må
alene finde sted, hvis transportministeren har meddelt tilladelse hertil. Der kan alene meddeles
tilladelse til kørsel med selvkørende enheder på strækninger og områder, som alene i
begrænset omfang anvendes til almindelig færdsel af en eller flere færdselsarter.
Stk. 2.
Transportministeren meddeler efter høring af vejmyndigheden tilladelse til forsøg
med selvkørende enheder, jf. stk. 1. Transportministeren skal underrette politiet om meddelte
tilladelser forud for forsøgets igangsættelse.
Stk. 3.
Forsøg med selvkørende enheder må alene foretages af erhvervsdrivende,
forsknings- og undervisningsinstitutter og offentlige myndigheder. Selvkørende enheder må
ikke anvendes til personbefordring.
Stk. 4.
Transportministeren kan fastsætte nærmere bestemmelser om forsøg med
selvkørende enheder, herunder om selvkørende enheders hastighed, placering på vej, brug af
signaler og tegn, lygteføring, fragt af gods, identifikationsnummer og om krav til ansøgning
om tilladelse til forsøg.
1
 TRU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 419: Lovudkast: Udkast til forslag til lov om ændring af færdselsloven (Forsøg med selvkørende enheder m.v.)
Stk. 5.
Tilladelse til forsøg med selvkørende enheder forudsætter, at en fysisk person kan
overtage kontrollen af enheden, når dette anvises af den selvkørende enheds tekniske
indretning, eller når den fysiske person vurderer, at der er behov herfor. Den fysiske person
skal overholde reglerne om spirituskørsel og kørsel under påvirkning af
bevidsthedspåvirkende stoffer i §§ 53 og 54. Transportministeren kan efter forhandling med
justitsministeren fastsætte, at § 55, stk. 1 og 2, og bestemmelser fastsat i medfør af § 55, stk.
4, 1. pkt., finder anvendelse i forhold til den fysiske person. Transportministeren kan efter
forhandling med justitsministeren fastsætte, at § 77, stk. 1, 1. pkt., finder anvendelse i forhold
til selvkørende enheder og den fysiske person.
Stk. 6.
Transportministeren kan fastsætte bestemmelser om den fysiske person, der kan
overtage kontrollen af den selvkørende enhed, herunder bestemmelser om alderskrav, krav til
kompetencer og krav til den fysiske persons placering m.v.
Stk. 7.
Transportministeren kan ved fastsættelse af bestemmelser i medfør af stk. 4 og 6
fravige bestemmelserne i kapitel 2-5, 10 og § 70, jf. dog stk. 5.
Stk. 8.
Transportministeren kan indhente sagkyndig bistand ved behandlingen af en
ansøgning om tilladelse til forsøg med selvkørende enheder, jf. § 92 m, stk. 2, og ved
udførelse af tilsyn i medfør af § 92 n, stk. 1.
§ 92 n.
Transportministeren fører tilsyn med forsøg med selvkørende enheder, der
gennemføres i henhold til tilladelse efter § 92 m, stk. 2.
Stk. 2.
Transportministeren kan kræve, at en tilladelsesindehaver vederlagsfrit udleverer
oplysninger og dokumenter, uanset om de foreligger på papir eller i elektronisk form, der er
nødvendige for udførelse af tilsyn, jf. stk. 1.
§ 92 o.
Transportministeren kan fastsætte bestemmelser om betaling af gebyr for
behandling af ansøgning om og udstedelse af tilladelse til forsøg med selvkørende enheder, jf.
§ 92 m, stk. 2. Transportministeren kan fastsætte bestemmelser om betaling af gebyr for
udførelse af tilsyn i medfør af § 92 n, stk. 1.
Stk. 2.
Transportministeren kan fastsætte bestemmelser om viderefakturering til ansøgeren
og tilladelsesindehaveren af udgifter til sagkyndig bistand, der er indhentet i medfør af § 92
m, stk. 8.
Stk. 3.
Udgifter, der påføres det offentlige efter forsøg, der gennemføres efter tilladelse
meddelt i henhold til § 92 m, stk. 2, kan pålægges tilladelsesindehaveren. Transportministeren
kan pålægge ansøgeren at stille sikkerhed for sådanne udgifter.
§ 92 p.
Ved fastsættelse af bestemmelser om forsøg efter § 92 m, stk. 4, 6 og 7, fastsætter
transportministeren efter forhandling med justitsministeren regler om det strafferetlige
ansvarssubjekt for overtrædelse af færdselslovens regler og regler udstedt i medfør heraf.
Transportministeren kan i den forbindelse efter forhandling med justitsministeren fravige
kapitel 17. «
3.
I
§ 104, stk. 1,
indsættes efter »motorkøretøjer«: »og selvkørende enheder«.
4.
I
§ 104, stk. 3,
indsættes efter »§ 92 g, stk. 1,«: »og for selvkørende enheder, som er omfattet af
forsøgsordninger efter § 92 m, stk. 1,«.
5.
I
§ 106, stk. 2,
indsættes efter »vej«: »jf. dog stk. 3 om selvkørende enheder«.
2
 TRU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 419: Lovudkast: Udkast til forslag til lov om ændring af færdselsloven (Forsøg med selvkørende enheder m.v.)
6.
I
§ 106, stk. 3,
indsættes efter »§ 92 g, stk. 1,«: »og for selvkørende enheder, som er omfattet af
forsøgsordninger efter § 92 m, stk. 1,«.
7.
I
§ 106, stk. 4, 3. pkt.,
indsættes efter »motorkøretøjer«: »og selvkørende enheder«.
§2
Loven træder i kraft den 1. januar 2021.
3
 TRU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 419: Lovudkast: Udkast til forslag til lov om ændring af færdselsloven (Forsøg med selvkørende enheder m.v.)
Bemærkninger til lovforslaget
Almindelige bemærkninger
Indholdsfortegnelse
1. Indledning og baggrund
2. Lovforslagets hovedpunkter
2.1. Etablering af en forsøgsordning for selvkørende enheder
2.1.1. Gældende ret
2.1.2. Transport- og Boligministeriets overvejelser og den foreslåede ordning
2.1.2.1. Tilladelse til forsøg med selvkørende enheder
2.1.2.2. Krav til ansøgning og gebyrer
2.1.2.3. Behandling af persondata
2.2. Ansvar og forsikring
2.2.1. Gældende ret
2.2.2. Transport- og Boligministeriets overvejelser og den foreslåede ordning
2.3. Straf og førerretsfrakendelse
2.3.1. Gældende ret
2.3.2. Transport- og Boligministeriets overvejelser og den foreslåede ordning
2.4. Evaluering af forsøgsordningen
2.5. Præcisering af færdselslovens § 68, stk. 1, om fastsættelse af bestemmelser om
køretøjers indretning og udstyr m.v.
2.5.1. Gældende ret
2.5.2. Transport- og Boligministeriets overvejelser og den foreslåede ordning
3. Økonomiske konsekvenser og implementeringskonsekvenser for det offentlige
4. Økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet m.v.
5. Administrative konsekvenser for borgerne
6. Miljømæssige konsekvenser
7. Forholdet til EU-retten
8. Forholdet til anden international lovgivning
9. Hørte myndigheder og organisationer
10. Sammenfattende skema
4
 TRU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 419: Lovudkast: Udkast til forslag til lov om ændring af færdselsloven (Forsøg med selvkørende enheder m.v.)
1. Indledning og baggrund
Den teknologiske udvikling betyder, at nye former for transport og serviceydelser er under konstant
udvikling. Nye transportformer vinder derfor frem. Der findes bl.a. små selvkørende robotter, som
kan bruges til at transportere genstande eller udføre serviceydelser
–
såkaldte selvkørende enheder.
Det er regeringens opfattelse, at der er behov for at følge med den teknologiske udvikling og sikre,
at lovgivningen understøtter og fremmer udviklingen og brugen af nye former for robotteknologi
inden for transport og serviceydelser.
Robotteknologien i selvkørende enheder kan bl.a. tænkes benyttet af virksomheder, forsknings- og
undervisningsinstitutter og offentlige myndigheder til intern levering af f.eks. reservedele mellem to
fabriksbygninger på et virksomhedsområde, intern levering af laboratorieprøver og medicin på
offentlige myndigheders egne områder og forskellige former for forskning i robotteknologi.
Selvkørende enheder kan også tænkes at blive anvendt som hjælpemidler til svagtseende og
mennesker med andre former for handicaps.
Selvkørende enheder kan også benyttes til såkaldt ”last mile”-levering
af eksempelvis mad,
dagligvarer, elektronik m.v., ligesom de kan anvendes til levering af medicin til brugere inden for
sundhedsområdet. Enhederne kan have potentiale til på sigt at kunne erstatte visse led af leveringen
af de omtalte varetyper. Leveringer udføres traditionelt af benzin- og dieseldrevne motordrevne
køretøjer, og enhederne, som typisk vil være eldrevne, kan derfor medvirke til at reducere
udledningen af CO
2
og andre luftforurenende stoffer.
Selvkørende enheder forventes også at kunne bruges til at udføre serviceydelser som f.eks.
fortovsrengøring og snerydning. De selvkørende enheders anvendelsesmuligheder er derfor stort.
Det er ikke tilladt at køre med selvkørende enheder på færdselslovens område i dag.
Interessenter fra erhvervslivet og forskningsmiljøet har imidlertid udtrykt ønske om at køre med
selvkørende enheder på færdselslovens område bl.a. med henblik på den videre udvikling af
teknologien bag enhederne.
Det er regeringens opfattelse, at den teknologiske udvikling på transportområdet skal understøttes,
idet det kan føre til udvikling, innovation og nytænkning inden for transportområdet, men også
inden for andre områder til gavn for bl.a. miljø og trængsel. Det er dog regeringens opfattelse, at
anvendelse af nye teknologier og køretøjstyper skal gøres færdselssikkerhedsmæssigt forsvarligt, og
uden at det skaber unødig utryghed for øvrige trafikantgrupper.
Hensigten med lovforslaget er derfor at fastsætte rammerne for en forsøgsordning for de
selvkørende enheder, hvor sådanne enheder efter tilladelse kan færdes på strækninger og områder,
hvor der alene er begrænset færdsel.
Det er afgørende, at introduktionen af de selvkørende enheder på færdselslovens område sker på en
færdselssikkerhedsmæssig forsvarlig måde. Med lovforslaget foreslås det derfor, at
transportministeren efter høring af vejmyndigheden kan give tilladelse til forsøg med selvkørende
enheder, og at transportministeren skal underrette politiet om meddelte tilladelser forud for
5
 TRU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 419: Lovudkast: Udkast til forslag til lov om ændring af færdselsloven (Forsøg med selvkørende enheder m.v.)
forsøgets igangsættelse. Det foreslås ligeledes, at transportministeren fører tilsyn med forsøg med
selvkørende enheder.
Det foreslås endvidere, at transportministeren får hjemmel til at fastsætte nærmere bestemmelser
om forsøg med selvkørende enheder, herunder om selvkørende enheders hastighed, placering på
vej, brug af signaler og tegn, lygteføring, fragt af gods, identifikationsnummer og om krav til
ansøgning om tilladelse til forsøg.
Det foreslås, at der fastsættes bestemmelser om, at den maksimale konstruktivt bestemte hastighed
for selvkørende enheder som udgangspunkt alene må være 6 km i timen.
I lovforslaget foreslås det endvidere som en forudsætning for tilladelse til forsøg med selvkørende
enheder, at der er en fysisk person, der kan overtage kontrollen med enheden enten ved hjælp af en
fjernbetjening eller f.eks. via computerstyring af enheden.
Det foreslås, at færdselslovens objektive erstatningsansvar og forsikringspligt pålægges
tilladelsesindehaveren for eventuelle skader forvoldt af en selvkørende enhed under et forsøg.
Endvidere foreslås det, at transportministeren efter forhandling med justitsministeren kan fastsætte
regler om det strafferetlige ansvarssubjekt for overtrædelse af færdselslovens regler.
Det foreslås i lovforslaget, at forsøgsordningen samt tilsyn med de tilladte forsøg skal være
finansieret via gebyrer og dermed være brugerbetalt.
Derudover foreslås det, at færdselslovens § 68, stk. 1, præciseres, således at det tydeligt fremgår, at
bestemmelsen giver hjemmel til at fastsætte bestemmelser om brug af køretøjers tekniske
indretning, udstyr og tilbehør.
2. Lovforslagets hovedpunkter
2.1. Etablering af en forsøgsordning for selvkørende enheder
2.1.1. Gældende ret
Færdselslovens § 2 indeholder en række definitioner, som har betydning i forhold til anvendelsen af
loven. Det følger af færdselslovens § 2, nr. 10, at et køretøj defineres som en indretning på hjul,
bælter, valser, meder eller andet, som er indrettet til kørsel på vej, og som ikke løber på skinner.
En selvkørende enhed er karakteriseret ved at være et førerløst køretøj, der kører med lav hastighed
på hjul, bælter eller lignende, og som er teknisk indrettet således, at en fysisk person kan overtage
kontrollen med køretøjet.
Færdselslovens definition af et køretøj i § 2, nr. 10, er bred, og en selvkørende enhed er omfattet af
definitionen
”køretøj”
i færdselslovens forstand. Dog adskiller de selvkørende enheder sig på et
afgørende punkt fra andre typer af køretøjer, idet en selvkørende enhed er førerløs, mens andre
typer af køretøjer som udgangspunkt har en fører.
6
 TRU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 419: Lovudkast: Udkast til forslag til lov om ændring af færdselsloven (Forsøg med selvkørende enheder m.v.)
Det fremgår af færdselslovens § 2, nr. 14, at et motordrevet køretøj defineres som et køretøj, der er
forsynet med motor som drivkraft, og at motordrevne køretøjer inddeles i motorkøretøj, traktor,
motorredskab og knallert. I færdselslovens § 2, nr. 15, er et motorkøretøj defineret som et
motordrevet køretøj, der hovedsageligt er indrettet til selvstændigt at benyttes til personbefordring
eller godstransport. Knallert anses dog ikke som motorkøretøj. Motordrevet køretøj, som er indrettet
til andet formål, og som er konstrueret til en hastighed af over 40 km i timen, anses ligeledes for
motorkøretøj. Motorkøretøjer inddeles i bil og motorcykel.
En selvkørende enhed er et motordrevet køretøj. Enhederne kan endvidere ordlydsmæssigt falde ind
under nogle af færdselslovens underliggende køretøjskategorier (bil, motorcykel, knallert, traktor og
motorredskab). En bil defineres således i færdselslovens § 2, nr. 2, 1. led, som et motorkøretøj, der
er forsynet med fire eller flere hjul eller med bælter, valser, meder eller lignende. Et motorredskab
defineres i færdselslovens § 2, nr. 16, som et motordrevet køretøj, som hovedsageligt er indrettet
som arbejdsredskab, og som er konstrueret til en hastighed af højst 40 km i timen. Motordrevet
køretøj, der er bestemt til at føres af gående, anses som motorredskab. En knallert defineres
endvidere i færdselslovens § 2, nr. 7, som et to- eller trehjulet køretøj med en forbrændingsmotor
med et slagvolumen på ikke over 50 cm
3
eller med elmotor og med en konstruktivt bestemt
maksimal hastighed på højst 45 km i timen. Knallerter inddeles i stor knallert med en konstruktivt
bestemt maksimal hastighed på over 30 km i timen og lille knallert med en konstruktivt bestemt
maksimal hastighed på højst 30 km i timen.
En selvkørende enhed adskiller sig imidlertid væsentligt fra de underliggende køretøjskategorier, og
en sammenligning af en selvkørende enhed og en bil eller f.eks. et motorredskab giver derfor ikke
reel mening. De selvkørende enheder vil ej heller kunne opfylde de tekniske krav, der stilles til
biler, lille knallert og motorredskaber. Derfor vil de selvkørende enheder ikke lovligt kunne
anvendes på færdselslovens område.
Færdselsloven indeholder generelt flere hjemler til, at transportministeren kan fastsætte
bestemmelser om krav til køretøjer og køretøjers indretning.
Ifølge færdselslovens § 68, stk. 1, 1. pkt., kan
transportministeren fastsætte bestemmelser om
køretøjers indretning, udstyr og tilbehør og om personligt sikkerhedsudstyr til førere og passagerer
samt fastsætte, hvilke påskrifter og mærker køretøjer af kontrolmæssige grunde skal være forsynet
med. Bestemmelsen gælder for alle køretøjer, der er omfattet af definitionen ”køretøj” i
færdselslovens § 2, nr. 10, og bestemmelsen kan derfor bruges til at fastsætte regler om den
tekniske indretning af selvkørende enheder. For så vidt angår påskrifter og mærker følger det af
forarbejderne til § 68, stk. 1, 1. pkt., at der hovedsageligt menes anden mærkning end mærkning til
brug for identifikation, der kan sammenlignes med nummerpladers funktion. Bestemmelsen
indeholder derfor ikke umiddelbart hjemmel til at fastsætte regler om mærkning til brug for
identifikation.
I medfør af færdselslovens § 82, stk. 4, kan transportministeren fastsætte bestemmelser om
anbringelse af last og om fastgørelse af denne samt om afmærkning af langt eller bredt gods. I
medfør af færdselslovens § 84, stk. 1, fastsætter transportministeren bestemmelser om køretøjers og
vogntogs største bredde, længde og højde i såvel belæsset som ubelæsset stand, herunder om kørsel
med særligt brede, lange eller høje køretøjer eller vogntog. Ifølge færdselslovens § 85, stk. 1,
fastsætter transportministeren bestemmelser om største tilladte akseltryk og totalvægt for køretøjer i
7
 TRU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 419: Lovudkast: Udkast til forslag til lov om ændring af færdselsloven (Forsøg med selvkørende enheder m.v.)
såvel belæsset som ubelæsset stand. Bestemmelserne
gælder for alle køretøjer, der er omfattet af
definitionen ”køretøj” i færdselslovens § 2, nr. 10, og bestemmelserne
kan derfor bruges til at
fastsætte regler om last og dimensioner for selvkørende enheder.
Flere bestemmelser i færdselsloven giver hjemmel til at udføre forsøg med forskellige typer af
køretøjer på færdselslovens område.
Færdselslovens § 68, stk. 2, 1. pkt., giver hjemmel til, at transportministeren kan fastsætte
bestemmelser for anvendelse af små motoriserede køretøjer, herunder bestemmelser om køretøjets
hastighed, placering på vejen, belæsning, brug af signaler og tegn, lygteføring og anvisninger for
færdslen. Bestemmelsen i færdselslovens § 68, stk. 2, er udnyttet ved bekendtgørelse nr. 41 af 14.
januar 2019 om forsøgsordning for selvbalancerende køretøj og motoriseret skateboard,
bekendtgørelse nr. 40 af 14. januar 2019 om forsøgsordning for motoriseret løbehjul og ved
bekendtgørelse nr. 878 af 25. juni 2018 om forsøgsordning for speed pedelecs, med senere
ændringer, hvormed de retlige rammer for kørsel med disse køretøjer er tilvejebragt.
Ordlydsmæssigt falder en selvkørende enhed ind under definitionen
”små motoriserede køretøjer”.
Hjemlen til at tillade forsøg med små motoriserede køretøjer i færdselslovens § 68, stk. 2, tager dog
sigte på at tillade forskellige former for persontransport på f.eks. motoriserede løbehjul, uniwheels
og segboards, som nærmere beskrevet i forarbejderne til loven bag forsøgsordningen.
Bestemmelsen er dermed ikke tiltænkt at skulle anvendes til at tillade forsøg med førerløse
motoriserede køretøjer, der bl.a. anvendes til intern levering på f.eks. virksomhedsområder eller
serviceydelser, og som ikke kan anvendes til persontransport.
Færdselslovens kapitel 15 indeholder i §§ 92 f- 92 k bestemmelser om forsøg med selvkørende
motorkøretøjer.
Forsøgsordningen for selvkørende motorkøretøjer er i overordnede træk indrettet således, at
tilladelse til forsøg forudsætter, at en faglig kompetent, uafhængig rådgiver, ofte betegnet assessor,
har tilkendegivet, om forsøget efter assessorens vurdering kan gennemføres
færdselssikkerhedsmæssigt forsvarligt. Der udarbejdes endvidere som udgangspunkt en
bekendtgørelse for hvert enkelt forsøg, hvori de nærmere rammer og vilkår for det enkelte forsøg
fastsættes. Før transportministeren meddeler tilladelse til forsøg, skal der endvidere være foretaget
en høring af vejmyndigheden og politiet, og sagen skal være forelagt for et udvalg nedsat af
Folketinget.
Selvkørende enheder vil bl.a. kunne anvendes til at udføre serviceydelser som f.eks.
fortovsrengøring og snerydning. De enheder, der udelukkende anvendes til at udføre serviceydelser,
og som er konstrueret til en hastighed under 40 km i timen, falder uden for færdselslovens
definition af et motorkøretøj, jf. færdselslovens § 2, nr. 15. Forsøgsordningen for selvkørende
motorkøretøjer kan derfor ikke bruges til at udføre forsøg med selvkørende enheder, der ikke er
beregnet til personbefordring eller godstransport.
2.1.2. Transport- og Boligministeriets overvejelser og den foreslåede ordning
2.1.2.1. Tilladelse til forsøg med selvkørende enheder
8
 TRU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 419: Lovudkast: Udkast til forslag til lov om ændring af færdselsloven (Forsøg med selvkørende enheder m.v.)
Det er Transport- og Boligministeriets opfattelse, at der henset til udviklingen på området og
interessen fra erhvervsdrivende og forskningsmiljøet for at anvende selvkørende enheder på
færdselslovens område er behov for at følge med den teknologiske udvikling og sikre, at
færdselsloven tillader, at nye former for robotteknologi inden for transport og serviceydelser kan
vinde frem. Selvkørende enheder bør derfor have lov til at færdes på afgrænsede områder på
færdselslovens område.
Ved at tillade kørsel med de selvkørende enheder introduceres en helt ny type af køretøjer på
færdselslovens område, hvor der ikke er en fysisk person til stede i selve køretøjet, men hvor
enhederne er selvkørende. Det er i den forbindelse efter Transport- og Boligministeriets opfattelse
vigtigt, at der ved introduktionen af de selvkørende enheder tages behørigt hensyn til
færdselssikkerheden og øvrige trafikantgruppers oplevelse af tryghed.
Transport- og Boligministeriet finder derfor, at de selvkørende enheder i første omgang ikke skal
have mulighed for at færdes på alle dele af færdselslovens anvendelsesområde, og at området derfor
begrænses til de dele af færdselslovens anvendelsesområde, hvor den øvrige færdsel er begrænset.
Dermed vil mulighederne for at benytte de selvkørende enheder til såkaldt ”last mile delivery” af
varer m.v. i praksis være begrænset. I stedet vil fokus være på brugen af de selvkørende enheder i
forsknings- og udviklingsmæssig sammenhæng og virksomheders m.fl. interne brug af enhederne.
Transport- og Boligministeriet finder, at introduktion af de selvkørende enheder på færdselslovens
område bør ske på baggrund af en forsøgsordning.
Ved at tillade selvkørende enheder på færdselslovens område ved en forsøgsordning er det muligt
efter en periode at vurdere, om der eventuelt skal åbnes op for en mere omfattende brug af
selvkørende enheder. Hvis forsøgene med selvkørende enheder forløber tilfredsstillende, er det
hensigten, at forsøgsordningen for selvkørende enheder på sigt vil kunne udbredes, således at
selvkørende enheder også kan køre på områder, hvor der er almindelig færdsel, når der er
tilstrækkelig erfaring med enhederne til at kunne fastsætte klare rammer for anvendelse af
enhederne i færdselsloven.
Transport- og Boligministeriet har overvejet, om den eksisterende forsøgsordning for selvkørende
motorkøretøjer i færdselslovens §§ 92 f-92 k skulle udvides til at omfatte forsøg med kørsel med
alle typer af selvkørende enheder på færdselslovens område.
Det er Transport- og Boligministeriets vurdering, at der ved forsøg med selvkørende enheder ikke
er behov for samme administrative procedurer og assessorordning, som gælder for de selvkørende
motorkøretøjer. Baggrunden herfor er, at enhederne fremføres med lav hastighed, har begrænsede
dimensioner og ikke må anvendes til persontransport. Kørsel med selvkørende enheder udgør
således ikke samme potentielle risiko for færdselssikkerheden som selvkørende motorkøretøjer. Det
er derfor Transport- og Boligministeriets vurdering, at tilladelse til forsøg med selvkørende enheder
bør underlægges en mindre restriktiv og administrativ tung godkendelsesproces, uden at man
derved går på kompromis med færdselssikkerheden.
Det foreslås derfor, at der indsættes en række nye bestemmelser i færdselsloven om en ny
forsøgsordning for selvkørende enheder.
9
 TRU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 419: Lovudkast: Udkast til forslag til lov om ændring af færdselsloven (Forsøg med selvkørende enheder m.v.)
Da der er tale om en ny type af køretøj på færdselslovens område, er der behov for en definition af
selvkørende enheder, som er omfattet af den foreslåede forsøgsordning på færdselslovens område.
Det foreslås derfor i § 92 l, at der ved en selvkørende enhed forstås et førerløst emissionsfrit
køretøj, der kører med lav hastighed på hjul, bælter eller lignende, og som er teknisk indrettet
således, at en fysisk person kan overtage kontrollen med køretøjet.
Det er Transport- og Boligministeriets opfattelse, at forsøgsordningen for de selvkørende enheder
skal etableres som en tilladelsesordning, idet der med de selvkørende enheder introduceres en helt
ny type af køretøjer på færdselslovens område. Tilladelsesordningen skal sikre, at der forud for
hvert enkelt forsøg foretages en konkret vurdering af, om kørsel med de selvkørende enheder er
færdselssikkerhedsmæssigt forsvarlig.
Transport- og Boligministeriet foreslår derfor, at der indsættes en ny bestemmelse i § 92 m, stk. 1,
hvorefter kørsel med en selvkørende enhed på færdselslovens anvendelsesområde alene må finde
sted, hvis transportministeren har meddelt tilladelse hertil. Der kan kun meddeles tilladelse til kørsel
med selvkørende enheder på strækninger og områder, som alene i begrænset omfang anvendes til
almindelig færdsel af en eller flere færdselsarter.
Der henvises til lovforslagets specielle bemærkninger til § 92 m, stk. 1, for så vidt angår
afgrænsning af sådanne strækninger og områder.
Det foreslås i § 92 m, stk. 2, at transportministeren efter høring af vejmyndigheden meddeler
tilladelse til forsøg med selvkørende enheder. Det er Transport- og Boligministeriets vurdering, at
det ikke er nødvendigt at foretage en decideret høring af politiet forud for meddelelse af tilladelse til
forsøg, da selvkørende enheder alene må færdes på strækninger og områder, som kun i begrænset
omfang anvendes til almindelig færdsel. Der vil dermed ikke være den samme
færdselssikkerhedsmæssige risiko ved kørsel med selvkørende enheder som f.eks. for selvkørende
motorkøretøjer. Transport- og Boligministeriet finder dog, at det er vigtigt, at politiet er bekendt
med forestående forsøg, hvorfor det i § 92 m, stk. 2, 2. pkt., foreslås, at politiet skal underrettes om
meddelte tilladelser forud for forsøgenes igangsættelse.
Det er Transport- og Boligministeriets vurdering, at Færdselsstyrelsen, der har den tekniske
fagkundskab inden for køretøjsteknik, vil være bedst egnet til at varetage administrationen af
forsøgsordningen med de selvkørende enheder. Kompetencen til at meddele tilladelse til forsøg i de
foreslåede bestemmelser i § 92 m, stk. 1 og 2, påtænkes derfor delegeret til Færdselsstyrelsen.
Det er Transport- og Boligministeriets vurdering, at tilladelse til forsøg med selvkørende enheder
alene bør kunne udstedes til erhvervsdrivende, forsknings- og undervisningsinstitutter og offentlige
myndigheder, der benytter enhederne som led i deres erhverv, forskning eller myndighedsudøvelse.
Privatpersoner kan derved ikke udføre forsøg med selvkørende enheder. Ved denne begrænsning
sikres det, at der sker en gradvis introduktion af de selvkørende enheder på færdselslovens område.
Det foreslås derfor i lovforslagets § 92 m, stk. 3, at forsøg med selvkørende enheder alene må
foretages af erhvervsdrivende, forsknings- og undervisningsinstitutter og offentlige myndigheder.
Det foreslås endvidere, at enhederne
ikke må anvendes til personbefordring.
Det er endvidere Transport- og Boligministeriet vurdering, at der på bekendtgørelsesniveau bør
fastsættes nærmere bestemmelser om forsøg med selvkørende enheder, herunder vedrørende
enhedernes hastighed, placering på vej, brug af signaler og tegn, fragt af gods og
10
 TRU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 419: Lovudkast: Udkast til forslag til lov om ændring af færdselsloven (Forsøg med selvkørende enheder m.v.)
identifikationsnummer. Baggrunden herfor er, at bestemmelser med en sådan teknisk karakter bedst
egner sig til administrativ regulering. Endvidere vil eventuelle uhensigtsmæssigheder ved
forsøgsordningen kunne ændres hurtigt og administrativt smidigt ved administrativ regulering.
Det foreslås derfor, at der i § 92 m, stk. 4, indsættes en bestemmelse om, at transportministeren kan
fastsætte nærmere bestemmelser om forsøg med selvkørende enheder, herunder om selvkørende
enheders hastighed, placering på vej, brug af signaler og tegn, lygteføring, fragt af gods,
identifikationsnummer og om krav til ansøgning om tilladelse til forsøg.
Af hensyn til færdselssikkerheden er det Transport- og Boligministeriets vurdering, at de
selvkørende enheder kun bør tillades at færdes på færdselslovens område ved lav hastighed.
Afhængig af det område, hvor selvkørende enheder konkret skal færdes, vil der i tilladelsen til
forsøget blive fastsat en maksimal konstruktiv bestemt hastighed. Hvis der f.eks. skal køres på en
intern gangsti eller parkeringsplads på en virksomhed, hvor mange medarbejdere færdes, eller andre
områder, der benyttes af et ikke uvæsentligt antal fodgængere, vil der som udgangspunkt blive
fastsat krav om i tilladelsen, at enhederne maksimalt må kunne køre 6 km i timen, som svarer til
almindelig ganghastighed. Hvis enhederne derimod skal færdes på områder, hvor enhederne ikke
–
eller kun sjældent
–
vil skulle færdes blandt gående eller andre trafikanter, vil der i tilladelsen kunne
fastsættes en højere maksimal konstruktiv hastighedsgrænse end ganghastighed. Den maksimale
konstruktive hastighedsgrænse vil dog højest kunne fastsættes til 15 km i timen.
Der vil blive fastsat regler om, at de selvkørende enheder skal betragtes som gående, og at de som
udgangspunkt vil skulle følge de af færdselslovens regler, der gælder for gående, herunder reglerne
i færdselslovens kapitel 3, jf. nærmere herom nedenfor om den foreslåede hjemmel i § 92 m, stk. 7,
om muligheden for at fravige visse af færdselslovens regler.
Som nærmere beskrevet nedenfor forudsættes det, at der fastsættes nærmere bestemmelser om
enhedernes vægt og dimensioner, som gør, at enhederne kan anvendes uden fare og ulempe for
fodgængere og andre trafikanter på de områder, hvor enhederne må færdes.
For så vidt angår enhedernes tekniske indretning, vægt, dimensioner og belæsning indeholder
færdselslovens § 68, stk. 1, § 82, stk. 4, § 84, stk. 1 og § 85, stk. 1, allerede hjemmel til, at
transportministeren kan fastsætte bestemmelser herom. Bestemmelserne påtænkes anvendt til at
fastsætte køretøjstekniske krav til de selvkørende enheder, som gør, at enhederne kan anvendes
uden fare og ulempe ved kørsel. Endvidere kan bestemmelserne anvendes til at fastsætte
bestemmelser om belæsning af enhederne, herunder bestemmelser om maksimal størrelse af
medbragt last samt fastgørelse af last. Derudover vil der i medfør af den foreslåede § 92 m, stk. 4,
kunne fastsættes bestemmelser om fragt af gods af selvkørende enheder, herunder hvilke typer af
gods som selvkørende enheder må transportere.
De selvkørende enheder falder som udgangspunkt ikke ind under de kategorier af køretøjer, som
skal registreres i Køretøjsregistreret, jf. § 2 i bekendtgørelse af lov nr. 186 af 1. marts 2020 om
registrering af køretøjer og § 3 i bekendtgørelse nr. 1643 af 17. december 2018 om registrering af
køretøjer. De selvkørende enheder skal derfor som udgangspunkt ikke forsynes med nummerplade
inden ibrugtagning på færdselslovens område.
Det er Transport- og Boligministeriets opfattelse, at de selvkørende enheder ikke skal registreres i
Køretøjsregistreret og dermed forsynes med nummerplade, da der er tale om etablering af en
11
 TRU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 419: Lovudkast: Udkast til forslag til lov om ændring af færdselsloven (Forsøg med selvkørende enheder m.v.)
forsøgsordning, hvorfor det ikke på nuværende tidspunkt findes hensigtsmæssigt at indføre et
system med registrering i Køretøjsregisteret, hvor påsætning af nummerplader er påkrævet.
Det er dog Transport- og Boligministeriets vurdering, at selvkørende enheder tydeligt bør kunne
identificeres f.eks. i tilfælde af, at den selvkørende enhed er impliceret i en ulykke. Muligheden for
at identificere enhederne muliggør ligeledes en effektiv kontrol med, at der alene kører selvkørende
enheder på færdselslovens område, som har opnået tilladelse til forsøg.
Da der ikke, som det er tilfældet med andre køretøjer, er en fører, som kan kontaktes i tilfælde af en
ulykke, er der endvidere behov for på anden vis at kunne komme i kontakt med
tilladelsesindehaveren, herunder med henblik på at kunne afklare eventuelle erstatningsretlige
spørgsmål, der måtte opstå i forbindelse med en ulykke. Identifikation af de selvkørende enheder vil
endvidere være relevant i tilfælde af, at den selvkørende enhed går i stå, eller at den fysiske person,
der kan overtage kontrollen, mister forbindelsen til enheden.
Identifikationsnummer foreslås derfor som et af de forhold, som transportministeren vil kunne
fastsætte nærmere bestemmelser om i den foreslåede § 92 m, stk. 4.
Bestemmelsen påtænkes anvendt til at fastsætte bestemmelser på bekendtgørelsesniveau vedrørende
krav om synligt identifikationsnummer på selvkørende enheder, herunder bestemmelser omkring
identifikationsnummerets indhold og udformning.
Den foreslåede bestemmelse i § 92 m, stk. 4, er ikke udtømmende, hvorfor bestemmelsen også vil
kunne anvendes til at fastsætte nærmere bestemmelser om andre forhold, end de, som er oplistet
direkte i bestemmelsen. For så vidt angår sådanne forhold henvises til bemærkningerne til
lovforslagets § 1, nr. 2, vedrørende den foreslåede bestemmelse i § 92 m, stk. 4.
Af sikkerhedsmæssige hensyn finder Transport- og Boligministeriet, at forsøg med selvkørende
enheder skal ske under kontrol af en fysisk person.
Det foreslås derfor i § 92 m, stk. 5, 1. pkt., at forsøg med selvkørende enheder forudsætter, at en
fysisk person kan overtage kontrollen med enheden, når dette anvises af den selvkørende enheds
tekniske indretning, eller når den fysiske person vurderer, at der er behov herfor.
For at sikre, at den fysiske person er i stand til at overtage kontrollen med en selvkørende enhed og
kan navigere på en forsvarlig måde, er det Transport- og Boligministeriets vurdering, at reglerne om
spirituskørsel og kørsel under påvirkning af bevidsthedspåvirkende stoffer i færdselslovens §§ 53
og 54 bør gælde for den fysiske person.
Det foreslås derfor fastsat i § 92 m, stk. 5, 2. pkt., at den fysiske person skal overholde reglerne om
spirituskørsel og kørsel under påvirkning af bevidsthedspåvirkende stoffer i §§ 53 og 54.
For at sikre politiets muligheder for håndhævelse af reglerne om spirituskørsel og kørsel under
påvirkning af bevidsthedspåvirkende stoffer foreslås det i § 92 m, stk. 5, 3. pkt., at
transportministeren efter forhandling med justitsministeren kan fastsætte, at færdselslovens
bestemmelser om politiets mulighed for at kræve afgivelse af udåndings-, spyt- eller svedprøver og
øjenbesigtigelse i medfør af § 55, stk. 1 og 2, og regler fastsat i medfør af § 55, stk. 4, 1. pkt., finder
anvendelse for den fysiske person.
12
 TRU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 419: Lovudkast: Udkast til forslag til lov om ændring af færdselsloven (Forsøg med selvkørende enheder m.v.)
Af hensyn til politiets mere generelle håndhævelse af reglerne i den foreslåede forsøgsordning for
selvkørende enheder foreslås det samtidig i § 92 m, stk. 5, 4. pkt., at transportministeren efter
forhandling med justitsministeren kan fastsætte, at færdselslovens § 77, stk. 1, 1. pkt., om politiets
generelle mulighed for at standse køretøjer for at kontrollere køretøjet og dets fører, finder
anvendelse for selvkørende enheder og den fysiske person.
Udover overholdelse af færdselslovens regler om spirituskørsel og kørsel under påvirkning af
bevidsthedspåvirkende stoffer kan der være behov for at fastsætte yderligere bestemmelser om krav
til den fysiske person, der kan overtage kontrollen med en selvkørende enhed, og det foreslås derfor
i lovforslagets § 92 m, stk. 6, at transportministeren kan fastsætte bestemmelser om den fysiske
person, der kan overtage kontrollen af den selvkørende enhed, herunder bestemmelser om
alderskrav, krav til kompetencer og krav til den fysiske persons placering m.v.
Bemyndigelsesbestemmelsen vil bl.a. blive brugt til på bekendtgørelsesniveau at fastsætte
bestemmelser om, at den fysiske person, der kan overtage kontrollen med enheden, skal befinde sig
i Danmark. Navnlig tilsynet med overholdelse af kravene til den fysiske person samt politiets
håndhævelse af reglerne for den fysiske person forudsætter, at den fysiske person befinder sig i
Danmark.
Bemyndigelsen i den foreslåede § 92 m, stk. 6, påtænkes endvidere udnyttet til at stille krav om, at
personen, der kan overtage kontrollen med den selvkørende enhed, skal være fyldt 18 år.
Aldersgrænsen foreslås fastsat til 18 år ud fra en betragtning om, at den pågældende person dermed
besidder en vis modenhed og evne til at færdes med den fornødne agtpågivenhed og hensynsfuldhed
på færdselslovens område.
Bemyndigelsen vil også kunne benyttes til at fastsætte nærmere krav til den fysiske persons
kompetencer til at kunne køre med en selvkørende enhed med henblik på at sikre, at personen har
det fornødne kendskab til færdselslovens regler, færdselsadfærden i Danmark og betjening af den
selvkørende enhed, f.eks. på baggrund af uddannelse eller konkret erfaring med kørsel med de
selvkørende enheder.
Det er Transport- og Boligministeriets opfattelse, at der ikke skal fastsættes krav om, at den fysiske
person, der skal kunne overtage kontrollen med den selvkørende enhed, skal være i besiddelse af
førerret til et motordrevet køretøj. Baggrunden herfor er, at det er tanken, at der på
bekendtgørelsesniveau i medfør af de foreslåede bestemmelser i § 92 m, stk. 4 og 7, vil blive fastsat
bestemmelser om, at de selvkørende enheder som udgangspunkt alene må færdes med lav
hastighed. Bemyndigelsesbestemmelsen i den foreslåede § 92 m, stk. 6, vil således ikke kunne
benyttes til at fastsætte krav om, at den fysiske person, der skal kunne overtage kontrollen med den
selvkørende enhed, skal være i besiddelse af førerret til et motordrevet køretøj.
Da de selvkørende enheder er motordrevne køretøjer, der ikke har en fører i traditionel forstand, er
det nødvendigt, at transportministeren kan fastsætte regler om fravigelse fra færdselslovens
adfærdsbestemmelser, hvor de pågældende forpligtelser alene kan pålægges en fysisk person. Det
vil bl.a. gøre sig gældende for adfærdsreglerne, der gælder for alle trafikanter i færdselslovens
kapitel 2. Det vil endvidere være nødvendigt at give transportministeren hjemmel til at fravige
reglerne i færdselslovens kapitel 3, der fastsætter nærmere bestemmelser for gående, kapitel 4 om
færdselsregler for kørende og kapitel 5 om hastighed. Det vil endvidere være relevant at kunne
13
 TRU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 419: Lovudkast: Udkast til forslag til lov om ændring af færdselsloven (Forsøg med selvkørende enheder m.v.)
fravige færdselslovens § 70 om tilkobling og slæbning og bestemmelserne i kapitel 10 om regler for
førere af køretøjer.
Det foreslås derfor i § 92 m, stk. 7, at transportministeren ved fastsættelse af bestemmelser i medfør
af § 92 m, stk. 4 og 6, kan fravige bestemmelserne i færdselslovens kapitel 2-5, 10 og § 70, jf. dog
stk. 5. Fravigelse af bestemmelserne påtænkes bl.a. brugt til at fastsætte bestemmelser om, at
færdselsreglerne for gående i færdselslovens kapitel 3 som udgangspunkt skal finde anvendelse for
de selvkørende enheder, selvom disse er at betragte som motordrevne køretøjer, og bestemmelser
om maksimal tilladt hastighed for selvkørende enheder. Fravigelse af § 70 påtænkes anvendt, hvis
der f.eks. er enheder med to eller tre hjul, som skal have tilkoblet et påhængskøretøj, og hvor dette
vurderes at være færdselssikkerhedsmæssigt forsvarligt.
Ved behandling af en ansøgning om tilladelse til forsøg kan der opstå behov for at indhente
sagkyndig bistand bl.a. til brug for vurderingen af, om et forsøg kan gennemføres
færdselssikkerhedsmæssigt forsvarligt. Dette kan eksempelvis blive nødvendigt, hvis der er behov
for særlig specialiseret bistand inden for områder som f.eks. IT-sikkerhed og teknisk indretning af
maskiner. Det foreslås derfor i § 92 m, stk. 8, at transportministeren kan indhente sagkyndig bistand
ved behandlingen af en ansøgning om tilladelse til forsøg med selvkørende enheder. Det vil
endvidere kunne være nødvendigt at indhente den samme form for sagkyndig bistand i forbindelse
med tilsynsførelsen med forsøgene, jf. nærmere herom nedenfor. Det foreslås derfor, at sådan
sagkyndig bistand også i medfør af § 92 m, stk. 8, kan indhentes i forbindelse med tilsynsførelse.
I medfør af den foreslåede bestemmelse i § 92 n, stk. 1, fører transportministeren tilsyn med
forsøgene med de selvkørende enheder. Tilsynet vil både vedrøre overholdelse af lovforslagets
bestemmelser, bestemmelser og krav fastsat ved bekendtgørelse og tilsyn med overholdelse af
vilkår fastsat i tilladelser til forsøg med selvkørende enheder.
Endvidere foreslås det i § 92 n, stk. 2, at transportministeren kan kræve, at en tilladelsesindehaver
vederlagsfrit udleverer oplysninger og dokumenter, uanset om de foreligger på papir eller i
elektronisk form, der er nødvendige for udførelse af tilsyn.
Dokumentationen og oplysninger indhentet til brug for udførelse af tilsyn med en tilladelse til
forsøg med selvkørende enheder kan ligeledes give et godt grundlag for den senere evaluering af,
om forsøgsordningen skal udvides og udbredes til flere områder på færdselslovens
anvendelsesområde, jf. nærmere herom i pkt. 2.4 i lovforslagets almindelige bemærkninger.
Oplysninger og dokumenter, der er indhentet til brug for et konkret tilsyn, vil derfor også kunne
anvendes til brug for den generelle vurdering af selve forsøgsordningen.
Det er Transport- og Boligministeriets vurdering, at Færdselsstyrelsen, som har den tekniske
fagkundskab inden for køretøjsteknik, vil være bedst egnet til at varetage tilsynsførelsen med
forsøgsordningen med de selvkørende enheder. Adgangen til at føre tilsyn med forsøg med
selvkørende enheder efter § 92 n, stk. 1, samt adgangen til at kræve udlevering af dokumentation og
oplysninger i medfør af § 92 n, stk. 2, påtænkes derfor delegeret til Færdselsstyrelsen.
Transportministeren kan i tilladelser til forsøg med selvkørende enheder i medfør af almindelige
forvaltningsretlige principper fastsætte vilkår, herunder om geografisk afgrænsning af forsøget til at
måtte foregå på nærmere bestemte strækninger eller inden for et nærmere bestemt geografisk
område. Der kan endvidere også fastsættes vilkår om den maksimale konstruktive hastighed, som
14
 TRU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 419: Lovudkast: Udkast til forslag til lov om ændring af færdselsloven (Forsøg med selvkørende enheder m.v.)
de selvkørende enheder må køre med på de ansøgte områder. Der kan f.eks. også fastsættes vilkår
om en tidsmæssig afgrænsning af forsøget, der således kan være begrænset til en bestemt periode og
til kørsel på bestemte tidspunkter på døgnet.
Det følger af almindelige forvaltningsretlige principper, at en tilladelse kan inddrages, hvis
vilkårene i tilladelsen ikke overholdes. Tilladelsen til kørsel med selvkørende enheder kan dermed
inddrages, hvis den selvkørende enhed anvendes til et andet formål end det, der er givet tilladelse
til. Det vil f.eks. være tilfældet, hvis en selvkørende enhed anvendes til ulovlig dataindsamling i
form af f.eks. billeder eller video, eller hvis en selvkørende enhed anvendes til transport af ulovligt
gods.
En tilladelse kan endvidere i medfør af almindelige forvaltningsretlige principper tilbagekaldes,
hvis forudsætningerne for tilladelsen ændrer sig. Det vil f.eks. være tilfældet, hvis forsøget med de
selvkørende enheder viser sig at være til fare for færdselssikkerheden. Det vil f.eks. også være
tilfældet, hvis en tilladelsesindehaver nægter at udlevere dokumentation og oplysninger, som
anmodet om i forbindelse med transportministerens udførelse af tilsyn i medfør af § 92 n, stk. 1 og
2, hvis der er skabt tilstrækkelig tvivl om de færdselssikkerhedsmæssige aspekter af det pågældende
forsøg med selvkørende enheder.
2.1.2.2. Krav til ansøgning og gebyrer
Transport- og Boligministeriet finder, at transportministeren forud for meddelelse af tilladelse til
forsøg bør kunne indhente oplysninger fra ansøgeren bl.a. til brug for vurderingen af, om forsøget
kan gennemføres færdselssikkerhedsmæssigt forsvarligt. Det kan i den forbindelse være nødvendigt
at indhente oplysninger om f.eks. forsøgets formål, herunder enhedernes anvendelse og funktion,
trafiktætheden på områder og strækninger omfattet af forsøget samt en beskrivelse af de
selvkørende enheders tekniske indretning, egenskaber og dimensioner.
De nærmere bestemmelser om, hvilken dokumentation der skal tilvejebringes i forbindelse med en
ansøgning, findes mest egnet til at blive fastsat på bekendtgørelsesniveau på grund af
oplysningernes detaljeringsgrad.
Det foreslås derfor i § 92 m, stk. 4, at transportministeren kan fastsætte nærmere bestemmelser om
bl.a. krav til ansøgning om tilladelse til forsøg med selvkørende enheder.
Det vil medføre merudgifter for staten at administrere og behandle den foreslåede forsøgsordning
for selvkørende enheder. Det vil endvidere medføre merudgifter for staten at føre tilsyn med
tilladelsesindehaveres overholdelse af bestemmelser og krav fastsat i lovgivningen og fastsatte
vilkår i tilladelser til forsøg. Det er
Transport- og Boligministeriet opfattelse, at disse udgifter bør
dækkes af brugerne af forsøgsordningen.
Det foreslås derfor i lovforslagets § 92 o, stk. 1, at transportministeren kan fastsætte bestemmelser
om betaling af gebyrer for behandling af ansøgning om og udstedelse af tilladelse til forsøg med
selvkørende enheder, jf. § 92 m, stk. 2. Det foreslås ligeledes i bestemmelsen, at transportministeren
kan fastsætte bestemmelser om betaling af gebyr for udførelse af tilsyn i medfør af § 92 n, stk. 1.
Gebyrordningen vil følge de almindelige principper i Finansministeriets Budgetvejledning, hvoraf
bl.a. fremgår, at gebyrer skal fastsættes således, at der opnås fuld dækning for de omkostninger,
15
 TRU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 419: Lovudkast: Udkast til forslag til lov om ændring af færdselsloven (Forsøg med selvkørende enheder m.v.)
som er forbundet med det gebyrbelagte område. Det forventede antal af ansøgninger om tilladelse
til forsøg med selvkørende enheder er på nuværende tidspunkt usikkert, og der kan ligeledes være
stor forskel i omfang og kompleksitet af forsøgene. Det er derfor Transport- og Boligministeriets
vurdering, at gebyr for sagsbehandling og tilsyn m.v. bør opkræves efter regning for medgået tid, da
ordningen derved på denne måde tager hensyn til de enkelte forsøgs omfang og kompleksitet.
Det foreslås i § 92 m, stk. 8, at transportministeren kan indhente sagkyndig bistand ved
behandlingen af en ansøgning om tilladelse til forsøg med selvkørende enheder, jf. § 92 m, stk. 2,
og ved udførelse af tilsyn i medfør af § 92 n, stk. 1. Der henvises i øvrigt til pkt. 2.1.2.1 i
lovforslagets almindelige bemærkninger.
Det er Transport- og Boligministeriets opfattelse, at også udgifter til sagkyndig bistand bør afholdes
af ansøger, og Transport- og Boligministeriet foreslår derfor i § 92 o, stk. 2, at transportministeren
kan fastsætte bestemmelser om viderefakturering til ansøgeren og tilladelsesindehaveren af udgifter
til sagkyndig bistand, der er indhentet i medfør af § 92 m, stk. 8.
Endelig vil forsøg med selvkørende enhed kunne medføre udgifter for det offentlige til f.eks.
midlertidig vejafmærkning eller mindre ændringer af forsøgsstrækningernes indretning. I den
udstrækning, at et forsøg medfører behov for sådanne ændringer, er det Transport- og
Boligministeriets opfattelse, at også udgifter i denne forbindelse bør afholdes af ansøger. Det
foreslås derfor i § 92 o, stk. 3, at udgifter, der påføres det offentlige efter forsøg, der gennemføres
efter tilladelse meddelt i henhold til § 92 m, stk. 2, kan pålægges tilladelsesindehaveren.
Transportministeren kan pålægge ansøgeren at stille sikkerhed for sådanne udgifter.
2.1.2.3. Behandling af persondata
Selvkørende enheder navigerer ved hjælp af radarteknologi, 3D-kort og GPS-positionering.
Derudover vil selvkørende enheder oftest være udstyret med en række sekundære sensorer i form af
f.eks. kamera, ultralydssensorer og mikrofon.
Selvom tilladelse til forsøg med selvkørende enheder alene kan gives til strækninger og områder
med begrænset færdsel, vil de selvkørende enheder stadig færdes i offentlige tilgængelige områder
og på områder omfattet af færdselsloven. Selvkørende enheder vil derfor i et vist omfang filme på
områder, som benyttes til almindelig færdsel, og der vil potentielt kunne optages film- og
billedmateriale indeholdende personhenførbare oplysninger i form af ansigter og nummerplader,
selvom dette ikke er formålet med enhedernes brug af de sekundære sensorer som f.eks. kameraer.
Af hensyn til privatlivets fred er det Transport- og Boligministeriets opfattelse, at selvkørende
enheder ikke ved deres navigation og færden bør foretage tv-overvågning af områder eller anden
indsamling af personhenførbare oplysninger. Transport- og Boligministeriet vil derfor i medfør af
den foreslåede bestemmelse i § 92 m, stk. 4, fastsætte bestemmelser om, at de selvkørende enheders
kameraer m.v. skal være indrettet således, at der automatisk under optagelse foretages pixelering
ved brug af algoritmer indbygget lokalt i udstyret, som gør, at det ikke er muligt at identificere
f.eks. ansigter og nummerplader, og at denne pixelering ikke efterfølgende må kunne ophæves.
Dette krav vil betyde, at de selvkørende enheder som følge af bestemmelserne i den foreslåede
forsøgsordning ikke vil foretage tv-overvågning i lov om tv-overvågnings forstand (bekendtgørelse
16
 TRU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 419: Lovudkast: Udkast til forslag til lov om ændring af færdselsloven (Forsøg med selvkørende enheder m.v.)
af lov nr. 1190 af 11. oktober 2007 af lov om tv-overvågning med senere ændringer), ligesom
enhederne i øvrigt ikke vil indsamle og behandle persondata i form af billedmateriale.
Eventuel behandling af andre typer af persondata, som måtte ske som følge af brug af enhederne
(f.eks. eventuelle lydoptagelser) vil skulle ske i overensstemmelse med reglerne i den
persondataretlige lovgivning.
2.2. Ansvar og forsikring
2.2.1. Gældende ret
Det fremgår af færdselslovens § 101, stk. 1, at den, der er ansvarlig for et motordrevet køretøj, skal
erstatte skader, som køretøjet volder ved færdselsuheld eller ved eksplosion eller brand, der hidrører
fra brændstofanlæg i køretøjet. Bestemmelsen i færdselslovens § 101, stk. 1, betyder, at der gælder
et objektivt erstatningsansvar for motordrevne køretøjer.
Erstatningsansvaret påhviler den ejer eller bruger, der benytter køretøjet eller lader det benytte, jf.
færdselslovens § 104, stk. 1. Det følger af § 104, stk. 3, at erstatningsansvaret efter §§ 101-103 for
motorkøretøjer, der er omfattet af forsøgsordninger efter § 92 g, stk. 1, påhviler
tilladelsesindehaveren. Det følger af færdselslovens § 104, stk. 2, at føreren er ansvarlig efter
lovgivningens almindelige regler.
Der gælder efter færdselslovens § 105 et grundlæggende krav om forsikringspligt for de skader, der
forvoldes af motordrevne køretøjer. Det følger af § 105, stk. 2, at forsikringen skal dække
personskade eller tab af forsørger på indtil 50 mio. kr. og tingsskade på indtil 10 mio. kr. for den
ved en enkelt begivenhed forårsagede skade. I medfør af § 105, stk. 3, 1. pkt., reguleres de nævnte
beløb hvert år pr. 1. januar med 2 pct. tillagt tilpasningsprocenten for det pågældende finansår, jf.
lov om satsreguleringsprocent. For skader, der indtræder i perioden 1. januar 2020
–
31. december
2020 er beløbene henholdsvis 126 mio. kr. og 25 mio. kr., jf. bekendtgørelse nr. 1137 af 18.
november 2019 om regulering af forsikringsdækningsbeløb i henhold til færdselsloven.
I medfør af færdselslovens § 106, stk. 1, påhviler forsikringspligten for motordrevne køretøjer, der
skal registreres eller godkendes, ejeren eller den person (brugeren), der har varig rådighed over
køretøjet, jf. dog stk. 3 om selvkørende motorkøretøjer. I medfør af færdselslovens § 106, stk. 2,
påhviler forsikringspligten for andre motordrevne køretøjer, der ikke skal registreres eller
godkendes, den, der bruger køretøjet eller lader det bruge på vej. For selvkørende motorkøretøjer,
der er omfattet af forsøgsordninger efter § 92 g, stk. 1, påhviler forsikringspligten
tilladelsesindehaveren, jf. færdselslovens § 106, stk. 3.
Det følger af færdselslovens § 109, stk. 1, at motordrevne køretøjer, der tilhører staten eller en
kommune, er undtaget fra forsikringspligten efter § 105. Endvidere følger det af færdselslovens §
109, stk. 3, at er et køretøj efter § 109, stk. 1 og 2, ikke forsikret, hæfter den danske stat eller den
kommune, der ejer køretøjet, for erstatning i samme omfang som et forsikringsselskab, i hvilket der
er tegnet ansvarsforsikring efter § 105.
Selvkørende enheder er motordrevne køretøjer, og færdselslovens bestemmelser om objektivt
erstatningsansvar og forsikringspligt finder derfor anvendelse for de selvkørende enheder. Da de
selvkørende enheder ikke vil være registreringspligtige, påhviler forsikringspligten den, der bruger
17
 TRU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 419: Lovudkast: Udkast til forslag til lov om ændring af færdselsloven (Forsøg med selvkørende enheder m.v.)
køretøjet eller lader det bruge på vej, jf. færdselslovens § 106, stk. 2. Det følger af § 106, stk. 3, at
for selvkørende motorkøretøjer, der er omfattet af forsøgsordninger efter § 92 g, stk. 1, påhviler
forsikringspligten tilladelsesindehaveren. Endvidere følger det af § 106, stk. 4, at ejeren eller den
person (brugeren), der har varig rådighed over et motordrevet køretøj, som skal registreres eller
godkendes, kan pålægges et gebyr for manglende opfyldelse af forsikringspligten i § 105, stk. 1, 1.
pkt. For motordrevne køretøjer, der ikke skal registreres eller godkendes, kan gebyret pålægges den,
der bruger køretøjet eller lader det bruge på vej. For selvkørende motorkøretøjer, der er omfattet af
stk. 3, kan gebyret pålægges tilladelsesindehaveren. Gebyret kan pålægges for hver påbegyndt dag,
det motordrevne køretøj er uforsikret.
2.2.2. Transport- og Boligministeriets overvejelser og den foreslåede ordning
Transport- og Boligministeriet har i forbindelse med udformningen af den foreslåede
forsøgsordning for selvkørende enheder overvejet, hvor det objektive erstatningsansvar efter
færdselslovens § 101, stk. 1, skal placeres. Det er i den forbindelse blevet overvejet, om de
gældende regler i færdselsloven skal videreføres uden ændringer, således at det objektive ansvar
påhviler ejeren eller brugeren af den selvkørende enhed.
Med den foreslåede forsøgsordning for selvkørende enheder er det tilladelsesindehaveren, der efter
ansøgning og nærmere fastsatte vilkår har opnået tilladelse til at køre med selvkørende enheder. Det
er således tilladelsesindehaveren, der samlet set har overblikket og ansvaret for administrationen af
forsøget, og det er derfor Transport- og Boligministeriets vurdering, at tilladelsesindehaveren er
nærmest til at bære risikoen for eventuelle skader, som de selvkørende enheder forvolder.
Transport- og Boligministeriet finder det på den baggrund mest hensigtsmæssig at lade det
objektive erstatningsansvar påhvile tilladelsesindehaveren under forsøgsordningen. Det skal i den
forbindelse bemærkes, at tilladelsesindehaveren kan være sammenfaldende med ejeren af køretøjet.
Som følge af, at det objektive erstatningsansvar under forsøgsordningen påhviler
tilladelsesindehaveren, finder Transport- og Boligministeriet det endvidere mest hensigtsmæssigt, at
også forsikringspligten efter færdselslovens § 106, stk. 2, påhviler tilladelsesindehaveren.
Ved at samle det objektive erstatningsansvar og forsikringspligten hos tilladelsesindehaveren sikres
det endvidere, at der ikke opstår tvivl om, hvem erstatningsansvaret og forsikringspligten påhviler,
uanset hvem der ejer den selvkørende enhed, og uanset om den selvkørende enhed betjenes af en
fysisk person eller navigerer ved hjælp af den selvkørende enheds tekniske indretning.
I tilfælde af, at en fysisk person har kontrollen over en selvkørende enhed på det tidspunkt, hvor et
eventuelt uheld opstår, vil det bero på de almindelige forsikringsretlige regler, i hvilket omfang
forsikringsselskabet kan gøre regres over for den fysiske person, der betjener den selvkørende
enhed.
På baggrund af ovenstående foreslås det, at færdselslovens § 104, stk. 1 og 3, ændres, således at det
fastsættes, at erstatningsansvaret efter §§ 101-103 påhviler tilladelsesindehaveren for selvkørende
enheder, som er omfattet af forsøgsordninger efter § 92 m, stk. 1. Det foreslås ligeledes, at
færdselslovens § 106, stk. 2 og 3, ændres, således at det fastsættes, at forsikringspligten påhviler
tilladelsesindehaveren for selvkørende enheder, som er omfattet af forsøgsordninger efter § 92 m,
stk. 1. Derudover foreslås det, at § 106, stk. 4, ændres, således at gebyr for manglende opfyldelse af
18
 TRU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 419: Lovudkast: Udkast til forslag til lov om ændring af færdselsloven (Forsøg med selvkørende enheder m.v.)
forsikringspligten i § 105, stk. 1, 1. pkt., kan pålægges tilladelsesindehaveren for selvkørende
enheder, som er omfattet af § 106, stk. 3.
2.3. Straf og førerretsfrakendelse
2.3.1. Gældende ret
I medfør af færdselslovens kapitel 17 og 18 kan føreren af et motorkøretøj pålægges et strafferetligt
ansvar, hvis denne overtræder en række af færdselslovens øvrige regler. Overtrædelse af
færdselslovens regler kan medføre straf i form af bøde eller fængsel. Visse
færdselslovsovertrædelser kan endvidere i medfør af færdselslovens kapitel 18 medføre frakendelse
af førerretten for føreren af et motordrevet køretøj.
2.3.2. Transport- og Boligministeriets overvejelser og den foreslåede ordning
Færdselslovens strafbestemmelser forudsætter, at det strafferetlige ansvarssubjekt er en fysisk
person. Hvis en overtrædelse af færdselsloven udelukkende skyldes en selvkørende enheds tekniske
indretning, vil der ikke være et strafferetligt ansvarssubjekt, der kan drages til ansvar for
overtrædelsen.
Transport- og Boligministeriet har på den baggrund overvejet, hvilken strafferetlig ansvarsnorm,
der skal gælde under forsøg med selvkørende enheder, herunder for tilladelsesindehaveren og den
fysiske person, der kan overtage kontrollen med en selvkørende enhed under kørslen.
I de situationer, hvor en fysisk person har kontrollen med en selvkørende enhed, vil situationen i
praksis være den, at den pågældende person ved hjælp af f.eks. kameraer har direkte adgang til at
styre den selvkørende enhed via en fjernbetjening eller et computerprogram. Den selvkørende
enhed navigerer derfor i henhold til de instruktioner, som gives af den fysiske person.
Transport- og Boligministeriet finder derfor, at det sædvanlige føreransvar efter færdselsloven bør
opretholdes i de situationer, hvor en fysisk person konkret har overtaget kontrollen med enheden.
Den fysiske person, der har kontrollen over enheden, skal i den situation efterkomme reglerne i
færdselsloven, herunder de adfærdsmæssige regler, der gælder for alle trafikanter i færdselslovens
kapitel 2 samt de regler, der gælder for gående i færdselslovens kapitel 3. Det betyder, at den
fysiske person bl.a. skal optræde hensynsfuldt og udvise agtpågivenhed, så der ikke opstår fare eller
forvoldes skade eller ulempe for andre, jf. færdselslovens § 3, stk. 1. Den fysiske person, der som
fører konkret har taget kontrollen med enheden, vil derfor kunne straffes for overtrædelse af
færdselslovens regler på samme måde som en traditionel fører.
I situationer, hvor en selvkørende enheds tekniske indretning anviser, at den fysiske person skal
overtage kontrollen med den selvkørende enhed, eller hvis den fysiske person vurderer, at der er
behov herfor, kan der opstå spørgsmål omkring det strafferetlige ansvarsgrundlag i de tilfælde, hvor
den fysiske person ikke går ind og overtager kontrollen, og hvor dette resulterer i et uheld som følge
af overtrædelse af færdselsloven. I den situation navigerer den selvkørende enhed ikke på baggrund
af den fysiske persons instruktioner, og uheldet er ikke opstået som en direkte konsekvens af den
fysiske persons handling. Den fysiske person er derfor ikke fører af enheden.
19
 TRU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 419: Lovudkast: Udkast til forslag til lov om ændring af færdselsloven (Forsøg med selvkørende enheder m.v.)
Hvis den fysiske person i sådanne situationer på grund af konkrete omstændigheder burde have
grebet ind (overtaget føringen), finder Transport- og Boligministeriet, at det vil være
uhensigtsmæssigt og uden sammenhæng med det øvrige ansvarssystem, hvis den fysiske person i
sådanne tilfælde ikke ville kunne pålægges et strafansvar efter færdselsloven.
Transport- og Boligministeriets foreslår derfor i § 92 p, at
transportministeren efter forhandling med
justitsministeren gives hjemmel til ved fastsættelse af bestemmelser om forsøg efter § 92 m, stk. 4,
6 og 7, at fastsætte regler om det strafferetlige ansvarssubjekt for overtrædelse af færdselslovens
regler. Transportministeren kan i den forbindelse efter forhandling med justitsministeren fravige
kapitel 17.
Spørgsmålet om føreransvar i de situationer, hvor det er den selvkørende enhed, der har kontrollen,
men hvor det er fastlagt, at den fysiske person i bestemte situationer vil kunne pålægges et
strafansvar efter færdselsloven, vil bero på, om vedkommende har handlet uagtsomt. Her vil der
skulle tages hensyn til, at den fysiske person alene har været passiv overvåger af kørslen indtil
overtagelsessituationen, og der vil derfor ikke nødvendigvis kunne stilles de samme krav til
agtpågivenhed, som der i almindelighed stilles til en sædvanlig fører i færdselslovens forstand.
Der vil kunne opstå situationer, hvor et uheld udelukkende skyldes den selvkørende enheds tekniske
indretning. Transport- og Boligministeriet har overvejet, om tilladelsesindehaveren i sådanne
tilfælde skulle gøres strafferetligt ansvarlig på et objektivt grundlag for færdselslovsovertrædelser,
der udelukkende skyldes en selvkørende enheds tekniske indretning.
Spørgsmål om strafansvar på objektivt grundlag er tidligere behandlet af Straffelovrådet i
betænkning nr. 1289/1995 om juridiske personers bødeansvar. Straffelovrådet udtrykte i den
forbindelse alvorlige betænkeligheder ved strafansvar for enkeltpersoner, for hvem en
lovovertrædelse hverken kan tilregnes som forsætlig eller uagtsom. Det fremgår endvidere af
cirkulæreskrivelse af 28. juni 1996 om strafansvar for juridiske personer (selskaber m.v.), at der kun
under ganske særlige omstændigheder bør indføres regler om objektivt individualansvar på nye
lovområder. Bestemmelser om hjemmel for strafansvar for juridiske personer bør henvise til
reglerne i straffelovens 5. kapitel, medmindre der tilsigtes afvigelser fra den almindelige ordning.
Med den foreslåede forsøgsordning for selvkørende enheder er det tilladelsesindehaveren, der efter
ansøgning og nærmere fastsatte vilkår har opnået tilladelse til forsøg med selvkørende enheder
under nærmere afgrænsede forhold.
Et objektivt strafansvar ville betyde, at tilladelsesindehaveren
ville være strafferetlig ansvarlig for færdselslovsovertrædelser, der udelukkende skyldes den
selvkørende enheds tekniske indretning, og som dermed ikke ville kunne tilregnes
tilladelsesindehaveren som uagtsom eller forsætlig.
Det er Transport- og Boligministeriets vurdering, at tilladelsesindehaveren ikke bør ifalde et sådan
objektivt strafansvar. Transport- og Boligministeriet har i den forbindelse lagt afgørende vægt på de
selvkørende enheders hastighed, vægt, dimensioner og anvendelse. Det er således Transport- og
Boligministeriets opfattelse, at de selvkørende enheder med deres begrænsede vægt og hastighed
udgør en særdeles begrænset risiko for færdselssikkerheden, herunder i lyset af, at de selvkørende
enheder skal færdes på områder og strækninger, som alene i begrænset omfang anvendes til
almindelig færdsel af en eller flere færdselsarter. De selvkørende enheder udgør dermed efter
Transport- og Boligministeriets vurdering en langt mindre risiko for at blive impliceret i alvorlige
20
 TRU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 419: Lovudkast: Udkast til forslag til lov om ændring af færdselsloven (Forsøg med selvkørende enheder m.v.)
uheld end f.eks. selvkørende motorkøretøjer, hvor der i forbindelse med forsøg er hjemmel til at
pålægge et objektivt strafansvar for tilladelsesindehaveren, jf. færdselslovens § 92 k, stk. 2.
Det er således Transport- og Boligministeriet opfattelse, at der alene skal kunne pålægges et
strafansvar for tilladelsesindehaveren for færdselslovsovertrædelser, der kan tilregnes den
pågældende som uagtsom eller forsætlig.
Transport- og Boligministeriet er opmærksomt på, at der herved vil kunne opstå situationer, hvor
ingen vil kunne drages strafferetligt til ansvar for et eventuelt indtruffet uheld. Set i lyset af den
begrænsede færdselssikkerhedsmæssige risiko, som enhederne udgør, finder Transport- og
Boligministeriet imidlertid, at der ikke er tilstrækkelig tungtvejende grunde til at foreslå indførelse
af regler om straffeansvar på objektivt grundlag. Transport- og Boligministeriet skal herved henlede
opmærksomheden på, at der altid
–
og således også i de pågældende situationer
–
vil gælde et
objektivt erstatningsansvar, hvorfor tilladelsesindehaveren vil være erstatningsansvarlig på objektivt
grundlag, og eventuelle person- eller tingsskader forårsaget af selvkørende enheder vil derfor blive
erstattet efter færdselslovens almindelige ordning.
Færdselslovens regler om frakendelse af førerretten forudsætter, at der er en fysisk person, som
fører af køretøjet, og at der samtidig er krav om, at køretøjet alene må føres af personer, der har
erhvervet førerret til køretøjet. Dette er ikke tilfældet for de selvkørende enheder.
Det foreslås ikke med lovforslaget, at
den fysiske person, der skal kunne overtage kontrollen med
den selvkørende enhed, skal være i besiddelse af førerret til et motordrevet køretøj, ligesom
lovforslaget ikke indeholder hjemmel til på bekendtgørelsesniveau at fastsætte et sådant krav, jf.
nærmere pkt. 2.1.2.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger. Der vil derfor ikke kunne opstå
spørgsmål om frakendelse af førerretten i de tilfælde, hvor en fysisk person har overtaget kontrollen
med enheden og i den forbindelse overtræder de af færdselslovens regler, der vil finde anvendelse
for kørsel med selvkørende enheder.
2.4. Evaluering af forsøgsordningen
Transport- og Boligministeriet finder, at forsøgsordningen skal evalueres tre år efter, at
forsøgsordningen er trådt i kraft. Evalueringen skal danne grundlag for en politisk stillingtagen til,
om ordningen skal fortsætte uændret, justeres, ophæves eller udvides.
Hvis evalueringen af forsøgsordningen viser, at kørsel med de selvkørende enheder kan ske
færdselssikkerhedsmæssigt forsvarligt og ikke udgør en gene, skal det vurderes, om der kan åbnes
op for en mere omfattende brug af selvkørende enheder, f.eks. således at selvkørende enheder kan
få tilladelse til at færdes på flere områder omfattet af færdselslovens anvendelsesområde og
anvendes til varetransport på offentlige områder.
Evalueringen vil bl.a. skulle fokusere på indvirkningen af kørsel med selvkørende enheder på
trafikbilledet, herunder samspillet med øvrige trafikanter, eventuelle uheld og hændelser, samt
omfanget og udbredelse af kørsel med selvkørende enheder på de afgrænsede områder.
21
 TRU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 419: Lovudkast: Udkast til forslag til lov om ændring af færdselsloven (Forsøg med selvkørende enheder m.v.)
2.5. Præcisering af færdselslovens § 68, stk. 1, om fastsættelse af bestemmelser om køretøjers
indretning og udstyr m.v.
2.5.1. Gældende ret
Det følger af færdselslovens § 68, stk. 1, at transportministeren kan fastsætte bestemmelser om
køretøjers indretning, udstyr og tilbehør og om personligt sikkerhedsudstyr til førere og passagerer
samt fastsætte, hvilke påskrifter og mærker køretøjer af kontrolmæssige grunde skal være forsynet
med. For forsvarets og redningsberedskabets køretøjer kan transportministeren fastsætte fornødne
lempelser. I medfør af denne bestemmelse kan transportministeren blandt andet fastsætte
bestemmelser om køretøjers indretning, udstyr og tilbehør.
Størstedelen af reguleringen på det køretøjstekniske område sker ved EU-retsakter. Disse EU-
retsakter bliver som udgangspunkt udformet som direktiver eller som forordninger. EU-retsakterne
angår hovedsageligt tekniske krav til indretning af et køretøj og dettes udstyr. Dog omfatter EU-
retsakterne også i mindre omfang regulering af, hvorledes visse tekniske indretninger og tilbehør
skal anvendes, eller om hvornår indretningerne ikke skal anvendes.
På det køretøjstekniske område anvendes færdselslovens § 68, stk. 1, blandt andet som hjemmel til
at implementere direktiver eller fastsætte supplerende bestemmelser til forordninger i dansk ret i
forhold til EU-regulering på det køretøjstekniske område og brugen (den tekniske adfærd) af
køretøjers tekniske indretning, udstyr og tilbehør. Dog anvendes færdselslovens § 84 som hjemmel
til at fastsætte regler om køretøjers største dimensioner, herunder implementering af EU-regulering
herom.
2.5.2. Transport- og Boligministeriets overvejelser og den foreslåede ordning
Den gældende bemyndigelsesbestemmelse i § 68, stk. 1, om transportministerens mulighed for at
fastsætte bestemmelser om køretøjers indretning, udstyr og tilbehør med videre, indeholder også
hjemmel til at fastsætte bestemmelser om brug af køretøjers tekniske indretning, udstyr og tilbehør,
det vil sige bestemmelser om, hvorledes udstyret m.v. skal anvendes. Ordlyden af bestemmelsen i
færdselslovens § 68, stk. 1, 1. pkt., kan dog give anledning til tvivl om, hvorvidt færdselslovens §
68, stk. 1, 1. pkt., giver transportministeren hjemmel til at fastsætte regler om brug af det tekniske
udstyr, herunder at implementere EU-retsakter eller fastsætte supplerende regler til forordninger om
brugen af køretøjers indretning og udstyr. Af retsinformationsmæssige hensyn finder Transport- og
Boligministeriet det derfor hensigtsmæssigt, at dette fremgår direkte af bestemmelsens ordlyd.
Det foreslås derfor, at bestemmelsens ordlyd præciseres, således at det tydeligt fremgår, at
bestemmelsen giver hjemmel til at fastsætte bestemmelser om brug af køretøjers tekniske
indretning, udstyr og tilbehør.
3. Økonomiske konsekvenser og implementeringskonsekvenser for det offentlige
Lovforslaget vil medføre implementeringskonsekvenser for staten, idet lovforslaget forudsætter, at
der etableres en tilladelsesordning for forsøg med selvkørende enheder. Tilladelsesordningen
forudsættes administreret af Færdselsstyrelsen. Der vil derfor være administrative omstillings- og
22
 TRU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 419: Lovudkast: Udkast til forslag til lov om ændring af færdselsloven (Forsøg med selvkørende enheder m.v.)
driftskonsekvenser på baggrund af den nye tilladelsesordning i forbindelse med behandlingen af
ansøgninger om tilladelser til forsøg og udførelse af tilsyn.
Lovforslaget indeholder hjemmel for transportministeren til at fastsætte bestemmelser om gebyr for
behandling af ansøgninger om og udstedelse af tilladelser til forsøg med selvkørende enheder.
Endvidere kan transportministeren fastsætte bestemmelser om betaling af gebyr for udførelse af
tilsyn med forsøg med selvkørende enheder. Såfremt der måtte blive behov for inddragelse af
sagkyndig bistand i forbindelse med sagsbehandlingen eller udførelse af tilsyn, medfører
lovforslaget, at disse udgifter kan viderefaktureres til ansøgerne. Forsøgsordningen vil dermed blive
brugerfinansieret for så vidt angår Transport- og Boligministeriets, herunder Færdselsstyrelsens,
udgifter.
I det omfang offentlige myndigheder måtte ønske at deltage i forsøgsordningen for selvkørende
enheder, vil der være de samme omkostninger til betaling af gebyr for behandling af ansøgninger og
udførelse af tilsyn som for erhvervslivet.
Lovforslaget medfører, at der skal foretages en høring af vejmyndigheden forud for udstedelse af
tilladelse til forsøg med selvkørende enheder, og der kan derfor være mindre omkostninger
forbundet med vejmyndighedernes (kommuner og Vejdirektoratet) behandling af denne høring.
Omkostningerne vurderes at være af så minimalt omfang, at de kan afholdes inden for
myndighedernes eksisterende økonomiske ramme.
Lovforslaget medfører endvidere, at eventuelle udgifter f.eks. til vejafmærkning eller mindre
ændringer af forsøgsstrækningernes indretning, som påføres det offentlige i forbindelse med et
tilladt forsøg, kan pålægges tilladelsesindehaveren.
Det er vurderingen, at principper for digitaliseringsklar lovgivning er fulgt.
4. Økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet m.v.
Lovforslaget giver mulighed for at søge om tilladelse til forsøg med selvkørende enheder. Danske
virksomheder, som ser en forretningsmæssig interesse i at deltage i forsøg med selvkørende
enheder, vil afhængigt af de konkrete forsøg kunne opnå økonomiske fordele ved gennemførelse af
forsøg.
Da forsøgsordningen vil blive brugerfinansieret, vil der for de erhvervsvirksomheder, som ansøger
om tilladelse til forsøg, være økonomiske omkostninger forbundet med Transport- og
Boligministeriets, herunder Færdselsstyrelsens, sagsbehandling af ansøgninger og udførelse af
tilsyn for meddelte tilladelser. Omkostningerne til denne sagsbehandling og udførelse af tilsyn vil
blive opkrævet som gebyr. Gebyrets størrelse vil konkret afhænge af forsøgets kompleksitet. Det
forventes, at der vil blive opkrævet gebyr efter regning for medgået tid. Timesatsen forventes på
nuværende tidspunkt at ville blive omkring 800 kr. pr. time.
For de erhvervsvirksomheder, som ansøger om tilladelse til forsøg, vil der være administrative
konsekvenser i form af indsendelse af ansøgninger samt udarbejdelse af oplysninger og
dokumentation m.v. til brug for ansøgningen. Ligeledes vil der være administrative konsekvenser
forbundet med tilsyn. Erhvervsvirksomhedernes timeforbrug forbundet med udformning af
ansøgning og udarbejdelse af dokumentation m.v. i forbindelse med indsendelse af ansøgning og
23
 TRU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 419: Lovudkast: Udkast til forslag til lov om ændring af færdselsloven (Forsøg med selvkørende enheder m.v.)
efterfølgende tilsyn vil afhænge af det pågældende forsøgs kompleksitet og den enkelte ansøgers
kompetencer.
Lovforslaget vurderes at være i overensstemmelse med principperne for agil erhvervsrettet
regulering. Med lovforslaget foreslås det at muliggøre forsøg med selvkørende enheder på
færdselslovens område på afgrænsede områder, og der åbnes derfor op for, at der kan anvendes nye
teknologiske løsninger. Lovforslaget fastsætter de overordnede rammer for forsøg med selvkørende
enheder, og der er dermed rum for tilpasning af lovgivningen i takt med udviklingen. Endvidere er
lovforslaget teknologineutralt og muliggør anvendelse af nye forretningsmodeller, idet
forsøgsordningen åbner mulighed for forsøg med forskellige typer af selvkørende enheder.
5. Administrative konsekvenser for borgerne
Lovforslaget har ikke administrative konsekvenser for borgerne.
6. Miljømæssige konsekvenser
De selvkørende enheder er emissionsfrie køretøjer. Lovforslaget kan medføre positive
miljøkonsekvenser i det omfang, at anvendelsen af selvkørende enheder erstatter brugen af benzin-
og dieseldrevne motordrevne køretøjer. Endvidere vil brugen af de selvkørende enheder frem for
motordrevne køretøjer kunne reducere støjniveauet fra trafikken. Da selvkørende enheder med
dette lovforslag alene vil have lov til at færdes på områder med begrænset færdsel på
færdselslovens anvendelsesområde, vil der formodningsvist ikke være tale om, at brugen af
selvkørende enheder i et væsentligt omfang vil erstatte brugen af benzin- og dieseldrevne
motordrevne køretøjer.
Omfanget af de positive miljømæssige konsekvenser vil afhænge af omfanget af forsøg, og om
enhederne bruges til at erstatte brugen af benzin- og dieseldrevne motordrevne køretøjer.
7. Forholdet til EU-retten
De selvkørende enheder er ikke omfattet af EU-retlige typegodkendelsesregler på køretøjsområdet i
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2007/46/EF af 5. september 2007 om fastlæggelse af en
ramme for godkendelse af motorkøretøjer og påhængskøretøjer dertil samt af systemer,
komponenter og separate tekniske enheder til sådanne køretøjer (Rammedirektiv) eller Europa-
Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2018/858 af 30. maj 2018 om godkendelse og
markedsovervågning af motorkøretøjer og påhængskøretøjer dertil samt af systemer, komponenter
og separate tekniske enheder til sådanne køretøjer, om ændring af forordning (EF) nr. 715/2007 og
(EF) nr. 595/2009 og om ophævelse af direktiv 2007/46/EF, når denne finder anvendelse fra den 1.
september 2020.
De selvkørende enheder er derimod omfattet af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2006/42/EF
af 17. maj 2006 om maskiner og om ændring af direktiv 95/16/EF, med senere ændringer
(maskindirektivet). Maskindirektivet er implementeret i dansk ret i bekendtgørelse nr. 693 af 10.
juni 2013 om indretning m.v. af maskiner, med senere ændringer.
24
 TRU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 419: Lovudkast: Udkast til forslag til lov om ændring af færdselsloven (Forsøg med selvkørende enheder m.v.)
Maskindirektivet finder anvendelse på produkter, herunder maskiner, og fastsætter bl.a.
bestemmelser om, hvorledes maskiner skal konstrueres og fremstilles, så de ikke udgør en
sikkerhedsrisiko, når de anvendes. Direktivet fastsætter endvidere bestemmelser om, at
medlemsstaterne skal træffe de nødvendige foranstaltninger for at sikre, at maskiner kun kan
markedsføres eller ibrugtages, såfremt de opfylder direktivets bestemmelser og ikke udgør en risiko
for bl.a. personers sikkerhed og sundhed, og når det er relevant, for miljøet. Ligeledes stiller
direktivet krav om, at maskiner underlægges en overensstemmelsesvurdering, og at de CE-mærkes,
såfremt de opfylder direktivets bestemmelser.
Maskindirektivets bilag I fastsætter, at der kan være forskrifter, som skal være opfyldt ved kørsel på
offentlig vej, ud over maskindirektivets bestemmelser. Maskindirektivet fastsætter ligeledes ikke
køretøjstekniske krav af færdselssikkerhedsmæssig karakter til køretøjer. Det er derfor ikke i strid
med direktivet at fastsætte sådanne nationale køretøjstekniske krav til maskiner, der anvendes på
færdselslovens område, herunder de selvkørende enheder, der er CE-mærkede i henhold til
direktivet.
8. Forholdet til anden international lovgivning
Danmark ratificerede den 3. november 1986 Wienerkonventionen om vejtrafik af 8. november
1968. Wienerkonventionen om vejtrafik er udgivet af UNECE,
FN’s økonomiske kommission for
Europa.
Af Wienerkonventionens artikel 8, stk. 1, fremgår det, at der altid skal være en fører af et køretøj
eller en kombination af køretøjer. Dog har UNECE’s arbejdsgruppe om trafiksikkerhed (Working
Party on Road Traffic Safety) drøftet fortolkningen af konventionen i forbindelse med test af
førerløse køretøjer på offentlige veje.
Af afrapporteringen fra det 72. møde i arbejdsgruppen afholdt i 2016 fremgår det, at der ikke er
behov for ændring af konventionen ved test af selvkørende biler, når der eksempelvis er en person,
som er i stand til at overtage føringen af forsøgskøretøjet. Endvidere fremgår det, at denne person
enten kan være inde i køretøjet eller udenfor.
Transport- og Boligministeriet forstår UNECE-arbejdsgruppens fortolkning, således at der lægges
vægt på, at der er en fysisk person, som skal være i stand til at overtage føringen, og at det ikke er
denne persons fysiske tilstedeværelse i køretøjet, der er afgørende. Det er Transport- og
Boligministeriets opfattelse, at denne persons mulighed for at gribe ind forudsætter, at køretøjet
befinder sig inden for denne persons synsvidde, eller ved at denne person har adgang i realtid til
detaljeret information om køretøjets omgivelser gennem tekniske hjælpemidler såsom kamera,
mikrofon, satellitnavigation, radar, lidar og andre typer sensorer.
Det er således inden for rammerne af konventionen at tillade kørsel med selvkørende køretøjer,
hvor føreren ikke er fysisk til stede i køretøjet, men har adgang til at overvåge kørslen ved hjælp af
andre tekniske indretninger.
25
 TRU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 419: Lovudkast: Udkast til forslag til lov om ændring af færdselsloven (Forsøg med selvkørende enheder m.v.)
2219109_0026.png
Ovenstående drøftelse i arbejdsgruppen om trafiksikkerhed i 2016 har taget udgangspunkt i
selvkørende motorkøretøjer i form af biler. De samme betragtninger vedrørende tilstedeværelsen af
en fører i køretøjet gør sig dog gældende for de selvkørende enheder.
Det vil dermed ikke være i strid med Wienerkonventionen at tillade kørsel med selvkørende
enheder på færdselslovens område, uagtet at der ikke er en fører i klassisk forstand, der kan
overtage kontrollen med den selvkørende enhed.
9. Hørte myndigheder og organisationer
Lovforslaget har været i høring fra den 29. juni 2020 til den 19. august 2020.
Advokatsamfundet, Agro Intelligence ApS, Autobranchen Danmark, Automobilbranchens Handels-
og Industriforening, Beredskabsstyrelsen, samtlige byretter, Capra Robotics ApS, Conpleks
Innovation ApS, Conpleks Robotech ApS, Cyklistforbundet, Danmarks Motor Union, Danmarks
Tekniske Universitet
–
Institut for Transport (DTU Transport), Dansk Bilbrancheråd, Dansk
Bilforhandler Union, Dansk Erhverv, Dansk Industri (DI), Dansk Kørelærer-Union, Dansk
Køreskole Forening, Dansk Standard, Dansk Transport & Logistik (DTL), Danske Advokater,
Danske Biludlejere, Danske Kørelæreres Landsforbund, Danske Motorcyklister, Danske Regioner,
Datatilsynet, De Danske Bilimportører, Den Danske Dommerforening, DFIM,
Digitaliseringsstyrelsen, Dimaps ApS, Dommerfuldmægtigforeningen, Domstolsstyrelsen,
Erhvervsstyrelsen, Falck Danmark A/S, Forbrugerombudsmanden, Forbrugerrådet Tænk, Forenede
Danske Motorejere (FDM), Foreningen af Frie Kørelærere, Forsikring & Pension, Frie Danske
Lastbilvognmænd (FDL), GTS
–
Godkendt Teknologisk Service, Havarikommissionen for
Vejtrafikulykker, Håndværksrådet, Institut for Menneskerettigheder, International Transport
Danmark (ITD), KL, Kørelærerforeningen, Køreprøvesagkyndiges Landsforening, Landbrug &
Fødevarer, Landdistrikternes Fællesråd, Landsforeningen af Polio Trafik- og Ulykkesskadede,
Landsforeningen af Forsvarsadvokater, Lorenz Technology ApS, Meili ApS, NOAH-Trafik,
Politiforbundet i Danmark, Rigsadvokaten, Rigspolitiet, Rådet for Bæredygtig Trafik, Rådet for
Sikker Trafik, Sikre Veje, Starship Technologies, TinyMobileRobots ApS,
Trafikforskningsgruppen ved Aalborg Universitet, Transporterhvervets Uddannelser,
Veteranknallertklubben Aktiv og Vestre og Østre Landsret.
10. Sammenfattende skema
Samlet vurdering af konsekvenser af lovforslaget
Positive konsekvenser/mindre
udgifter (hvis ja, angiv
omfang/hvis nej, anfør
”Ingen”)
Ingen
Negative
konsekvenser/merudgifter (hvis ja,
angiv omfang hvis nej, anfør
”Ingen”)
Ingen
Økonomiske konsekvenser
for stat, kommuner og
regioner
Administrative konsekvenser
for stat, kommuner og
Ingen
Lovforslaget medfører udgifter til
administration af området. Disse
26
 TRU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 419: Lovudkast: Udkast til forslag til lov om ændring af færdselsloven (Forsøg med selvkørende enheder m.v.)
2219109_0027.png
regioner
udgifter gebyrfinansieres.
Økonomiske konsekvenser
for erhvervslivet
Administrative konsekvenser
for erhvervslivet
Afhængig af de konkrete
forsøg forventes lovforslaget
at kunne medføre
økonomiske fordele for
danske virksomheder, som
ser en forretningsmæssig
interesse i at deltage i forsøg
med selvkørende enheder.
Ingen
Lovforslaget medfører, at der skal
betales gebyr for behandling af
ansøgninger samt for udførelse af
tilsyn med tilladelserne. Gebyr vil
blive opkrævet efter regning for
medgået tid.
Lovforslaget medfører, at der skal
ansøges om tilladelse, og at der
udføres tilsyn med meddelte
tilladelser, hvilket medfører
administrative konsekvenser for
erhvervslivet.
Ingen
Administrative konsekvenser
for borgerne
Miljømæssige konsekvenser
Ingen
Lovforslaget forventes at
Ingen
kunne medføre positive
miljømæssige konsekvenser i
det omfang, at de selvkørende
enheder erstatter brugen af
f.eks. bil, motorcykel og
knallert. Brugen af
selvkørende enheder
forventes dog ikke at erstatte
brug af benzin- og
dieseldrevne motordrevne
køretøjer i et væsentlig
omfang.
De selvkørende enheder er omfattet af Europa-Parlamentets og
Rådets direktiv 2006/42/EF af 17. maj 2006 om maskiner og om
ændring af direktiv 95/16/EF, med senere ændringer
(maskindirektivet).
Maskindirektivets bilag I fastsætter, at der kan være forskrifter,
som skal være opfyldt ved kørsel på offentlig vej, ud over
maskindirektivets bestemmelser. Maskindirektivet fastsætter
ligeledes ikke køretøjstekniske krav af færdselssikkerhedsmæssig
karakter til køretøjer. Det er derfor ikke i strid med direktivet at
fastsætte sådanne nationale køretøjstekniske krav til maskiner, der
anvendes på færdselslovens område, herunder de selvkørende
enheder, der er CE-mærkede i henhold til direktivet.
Forholdet til EU-retten
27
 TRU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 419: Lovudkast: Udkast til forslag til lov om ændring af færdselsloven (Forsøg med selvkørende enheder m.v.)
2219109_0028.png
Er i strid med de fem
principper for
implementering
af erhvervsrettet EU-
regulering(sæt X
)
JA
NEJ
X
Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser
Til § 1
Til nr. 1
Det følger af færdselslovens § 68, stk. 1, at transportministeren kan fastsætte bestemmelser om
køretøjers indretning, udstyr og tilbehør og om personligt sikkerhedsudstyr til førere og passagerer
samt fastsætte, hvilke påskrifter og mærker køretøjer af kontrolmæssige grunde skal være forsynet
med. For forsvarets og redningsberedskabets køretøjer kan transportministeren fastsætte fornødne
lempelser. I medfør af denne bestemmelse kan transportministeren blandt andet fastsætte
bestemmelser om køretøjers indretning, udstyr og tilbehør.
Størstedelen af reguleringen på det køretøjstekniske område sker ved EU-retsakter. Disse EU-
retsakter bliver som udgangspunkt udformet som direktiver eller som forordninger. EU-retsakterne
angår hovedsageligt tekniske krav til indretning af et køretøj og dettes udstyr. Dog omfatter EU-
retsakterne også i mindre omfang regulering af, hvorledes visse tekniske indretninger og tilbehør
skal anvendes, eller om hvornår indretningerne ikke skal anvendes.
På det køretøjstekniske område anvendes færdselslovens § 68, stk. 1, blandt andet som hjemmel til
at implementere direktiver eller fastsætte supplerende bestemmelser til forordninger i dansk ret i
forhold til EU-regulering på det køretøjstekniske område og brugen (den tekniske adfærd) af
køretøjers tekniske indretning, udstyr og tilbehør. Dog anvendes færdselslovens § 84 som hjemmel
til at fastsætte regler om køretøjers største dimensioner, herunder implementering af EU-regulering
herom.
Ordlyden af bestemmelsen i færdselslovens § 68, stk. 1, 1. pkt., kan dog give anledning til tvivl om,
hvorvidt færdselslovens § 68, stk. 1, 1. pkt., giver transportministeren hjemmel til at fastsætte regler
om brug, herunder at implementere EU-retsakter eller fastsætte supplerende regler til forordninger
om brugen af køretøjers indretning og udstyr.
Det foreslås derfor, at der i
færdselslovens § 68, stk. 1, 1. pkt., indsættes »samt om brugen heraf,«
efter »tilbehør« i bestemmelsen.
Med den foreslåede ændring af § 68, stk. 1, præciseres det, at transportministeren har hjemmel til at
fastsætte bestemmelser om brug af køretøjers tekniske indretning, udstyr og tilbehør, det vil sige
bestemmelser om, hvorledes udstyret m.v. skal anvendes.
28
 TRU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 419: Lovudkast: Udkast til forslag til lov om ændring af færdselsloven (Forsøg med selvkørende enheder m.v.)
Bestemmelsens ordlyd i § 68, stk. 1, 1. pkt., vil således fastsætte, at transportministeren kan
fastsætte bestemmelser om køretøjers indretning, udstyr og tilbehør samt brugen heraf, og om
personligt sikkerhedsudstyr til førere og passagerer samt fastsætte, hvilke påskrifter og mærker
køretøjer af kontrolmæssige grunde skal være forsynet med.
Til nr. 2
Færdselslovens § 2 indeholder en række definitioner, som har betydning i forhold til anvendelsen af
loven. Det følger af færdselslovens § 2, nr. 10, at et køretøj defineres som en indretning på hjul,
bælter, valser, meder eller andet, som er indrettet til kørsel på vej, og som ikke løber på skinner.
Færdselslovens definition af et køretøj i § 2, nr. 10, er bred, og en selvkørende enhed er omfattet af
definitionen ”køretøj” i færdselslovens forstand. Dog adskiller de selvkørende enheder sig på et
afgørende punkt fra andre typer af køretøjer, idet en selvkørende enhed er førerløs, mens andre
typer af køretøjer som udgangspunkt har en fører.
Det fremgår af færdselslovens § 2, nr. 14, at et motordrevet køretøj defineres som et køretøj, der er
forsynet med motor som drivkraft, og at motordrevne køretøjer inddeles i motorkøretøj, traktor,
motorredskab og knallert. I færdselslovens § 2, nr. 15, er et motorkøretøj defineret som et
motordrevet køretøj, der hovedsageligt er indrettet til selvstændigt at benyttes til personbefordring
eller godstransport. Knallert anses dog ikke som motorkøretøj. Motordrevet køretøj, som er indrettet
til andet formål, og som er konstrueret til en hastighed af over 40 km i timen, anses ligeledes for
motorkøretøj. Motorkøretøjer inddeles i bil og motorcykel.
En selvkørende enhed er et motordrevet køretøj. Selvkørende enheder kan endvidere
ordlydsmæssigt falde ind under nogle af færdselslovens underliggende køretøjskategorier (bil,
motorcykel, knallert, traktor og motorredskab). En selvkørende enhed adskiller sig imidlertid
væsentligt fra de underliggende køretøjskategorier, og en sammenligning af en selvkørende enhed
og en bil eller f.eks. et motorredskab giver derfor ikke reel mening. De selvkørende enheder vil ej
heller kunne opfylde de tekniske krav, der stilles til biler, lille knallert og motorredskaber. Derfor
vil de selvkørende enheder ikke lovligt kunne anvendes på færdselslovens område.
Færdselsloven indeholder generelt flere hjemler til, at transportministeren kan fastsætte
bestemmelser om krav til køretøjer og køretøjers indretning.
Ifølge færdselslovens § 68, stk. 1, 1. pkt., kan
transportministeren fastsætte bestemmelser om
køretøjers indretning, udstyr og tilbehør og om personligt sikkerhedsudstyr til førere og passagerer
samt fastsætte, hvilke påskrifter og mærker køretøjer af kontrolmæssige grunde skal være forsynet
med. Bestemmelsen gælder for alle køretøjer, der er omfattet af definitionen ”køretøj” i
færdselslovens § 2, nr. 10, og bestemmelsen kan derfor bruges til at fastsætte regler om den
tekniske indretning af selvkørende enheder. Dog er det Transport- og Boligministeriets vurdering, at
bestemmelsen ikke giver hjemmel til at fastsætte bestemmelser om krav om identifikationsnummer
på selvkørende enheder.
Det følger endvidere af færdselslovens § 82, stk. 4, at transportministeren kan fastsætte
bestemmelser om anbringelse af last og om fastgørelse af denne samt om afmærkning af langt eller
bredt gods. I medfør af færdselslovens § 84, stk. 1, fastsætter transportministeren bestemmelser om
29
 TRU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 419: Lovudkast: Udkast til forslag til lov om ændring af færdselsloven (Forsøg med selvkørende enheder m.v.)
køretøjers og vogntogs største bredde, længde og højde i såvel belæsset som ubelæsset stand,
herunder om kørsel med særligt brede, lange eller høje køretøjer eller vogntog. Ifølge
færdselslovens § 85, stk. 1, fastsætter transportministeren bestemmelser om største tilladte akseltryk
og totalvægt for køretøjer i såvel belæsset som ubelæsset stand. Disse bestemmelserne
gælder for
alle køretøjer, der er omfattet af definitionen ”køretøj” i færdselslovens § 2, nr. 10, og
bestemmelserne kan derfor bruges til at fastsætte regler om last og dimensioner for selvkørende
enheder.
Der henvises i øvrigt til punkterne 2.1.1, 7 og 8 i lovforslagets almindelige bemærkninger.
For at lette overblikket i færdselsloven foreslås det, at bestemmelserne i de foreslåede bestemmelser
i §§ 92 l - 92 p står under overskriften »Forsøg med selvkørende enheder«.
Med den foreslåede
§ 92 l
indsættes en definition af en selvkørende enhed i færdselsloven. Det
fremgår af bestemmelsen, at der ved en selvkørende enhed forstås et førerløst emissionsfrit køretøj,
der kører med lav hastighed på hjul, bælter eller lignende, og som er teknisk indrettet således, at en
fysisk person kan overtage kontrollen med køretøjet.
Der lægges i definitionen vægt på køretøjets tekniske egenskaber frem for selve anvendelsen af en
selvkørende enhed. Definitionen kan derfor bl.a. omfatte enheder, der anvendes til intern levering
f.eks. mellem to fabriksbygninger på et virksomhedsområde, men den omfatter også enheder, der
udfører arbejdsopgaver som f.eks. fortovsvask, snerydning og andre serviceydelser, hjælpemidler til
handicappede eller svagtseende eller anvendelse af selvkørende enheder til forskning i
robotteknologi.
Begrebet
”førerløst”
dækker i denne sammenhæng over, at den selvkørende enhed som
udgangspunkt ikke er undergivet en fysisk tilstedeværende førers kontrol, sådan som det kendes fra
f.eks. biler. Enheden er i stedet teknisk indrettet til at kunne udføre en opgave, hvor informationer
om et geografisk område indkodes, og hvor enheden som udgangspunkt er i stand til at registrere
eventuelle forhindringer og justere den oprindelige rute.
Med betegnelsen ”emissionsfrit køretøj” forstås et køretøj uden forbrændingsmotor,
som anvender
eksempelvis el eller brint som drivmiddel. Selvkørende enheder er typisk eldrevne, hvorfor de ikke
udleder lokale emissioner.
Med udtrykket
”lav
hastighed” i den foreslåede § 92 l forstås en hastighed, som ikke vil være højere
end 15 km i timen og som udgangspunkt en hastighed, der ikke væsentligt overstiger almindelig
ganghastighed. Almindelig ganghastighed forstås almindeligvis som en hastighed på 6 km i timen.
Der henvises i den forbindelse til de nedenstående bemærkninger til den foreslåede bestemmelse i §
92 m, stk. 4, vedrørende transportministerens mulighed for at fastsætte nærmere bestemmelser om
bl.a. de selvkørende enheders hastighed.
En selvkørende enhed skal ifølge definitionen i den foreslåede bestemmelse i § 92 l endvidere være
teknisk indrettet således, at en fysisk person kan overtage kontrollen af en enhed. Med overtagelse
af kontrollen af en enhed menes, at den fysiske person kan overtage styringen af en enhed, og at den
fysiske person dermed kan give kommandoer om enhedens færden med øjeblikkelig virkning.
Der henvises i øvrigt til pkt. 2.1.2.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger.
30
 TRU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 419: Lovudkast: Udkast til forslag til lov om ændring af færdselsloven (Forsøg med selvkørende enheder m.v.)
Det foreslås i
§ 92 m, stk. 1,
at kørsel med selvkørende enheder på denne lovs anvendelsesområde,
jf. § 1, alene må finde sted, hvis transportministeren har meddelt tilladelse hertil. Der kan alene
meddeles tilladelse til kørsel med selvkørende enheder på strækninger og områder, som alene i
begrænset omfang anvendes til almindelig færdsel af en eller flere færdselsarter.
Den foreslåede bestemmelse medfører, at det vil være en forudsætning for påbegyndelse af et
forsøg med selvkørende enheder, at transportministeren har meddelt tilladelse til forsøget. Det vil
dermed ikke være tilladt at køre med selvkørende enheder på færdselslovens område uden
forudgående tilladelse. Færdselslovens anvendelsesområde er defineret i færdselslovens § 1, hvoraf
det fremgår, at loven gælder, hvor andet ikke er bestemt for færdsel på vej, som benyttes til
almindelig færdsel af en eller flere færdselsarter.
Den foreslåede bestemmelse i § 92 m, stk. 1, 2. pkt., medfører endvidere, at der alene kan meddeles
tilladelse til kørsel med selvkørende enheder på strækninger og områder, som kun i begrænset
omfang anvendes til almindelig færdsel af en eller flere færdselsarter. Det kan f.eks. være
parkeringspladser, stisystemer eller andre afgrænsede arealer på virksomheder eller offentlige
institutioner, byggepladser, havneområder og områder i lufthavne. Det er dog en forudsætning, at
der på sådanne eller lignende områder er en begrænset mængde af færdsel.
Der kan således ikke meddeles tilladelse til forsøg med selvkørende enheder på strækninger, som
bruges til afvikling af den almindelige trafik. Det vil bero på en konkret vurdering i forbindelse med
de enkelte ansøgninger om tilladelse til forsøg, hvorvidt de ansøgte områder har en tilstrækkelig
begrænset trafikmængde til, at der kan meddeles tilladelse. Det vil være Færdselsstyrelsen, der som
tilladelsesmyndighed, vil foretage denne konkrete vurdering i forbindelse med hver enkel
ansøgning.
Det foreslås i
§ 92 m, stk. 2,
at transportministeren efter høring af vejmyndigheden meddeler
tilladelse til forsøg med selvkørende enheder, jf. stk. 1. Transportministeren skal underrette politiet
om meddelte tilladelser forud for forsøgets igangsættelse.
Den foreslåede bestemmelse medfører, at transportministeren forud for meddelelse af tilladelse vil
skulle høre den vejmyndighed, som er ansvarlig for det berørte område, hvor et ansøgt forsøg skal
udføres. Vejdirektoratet har i medfør af § 6, stk. 1 og 2, i lov nr. 1520 af 27. december 2014 om
offentlige veje m.v., med senere ændringer, fået henlagt administrationen af statens veje af
transportministeren. Vejdirektoratet er dermed den administrerende vejmyndighed for statens veje.
Kommunalbestyrelsen er vejmyndighed for kommuneveje, jf. § 7 i lov nr. 1520 af 27. december
2014 om offentlige veje m.v., med senere ændringer, og for private fællesveje og private fællesstier,
jf. § 1, stk. 2, i bekendtgørelse af lov nr. 1234 af 4. november 2015 om private fællesveje. For så
vidt angår private veje er den pågældende vejejer vejmyndighed.
Der vil først kunne meddeles tilladelse til forsøg med selvkørende enheder efter, at der er foretaget
høring af vejmyndigheden. Formålet med høringen er, at vejmyndigheden derved kan bidrage med
oplysninger og klarhed over, om der skal tages særlige hensyn til trafikmængden eller eventuelt
vejarbejde på den strækning eller område, hvor et forsøg med selvkørende enheder ønskes udført.
Transportministeren vil ikke være forpligtet til at følge vejmyndighedens bemærkninger, men
vejmyndighedens bemærkninger vil skulle indgå i den endelige vurdering af, om tilladelse skal
gives, og i givet fald på hvilke vilkår.
31
 TRU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 419: Lovudkast: Udkast til forslag til lov om ændring af færdselsloven (Forsøg med selvkørende enheder m.v.)
Hvis en ansøger af tilladelse til forsøg med selvkørende enheder ønsker at udføre et forsøg på et
privatejet område, hvor færdselsloven finder anvendelse, og ansøgeren ikke samtidig er ejer af det
pågældende område, vil det i forbindelse med indsendelse af ansøgning om tilladelse til forsøg være
påkrævet, at ansøgeren fremsender et samtykke fra den pågældende private vejejer.
Endvidere medfører bestemmelsen, at transportministeren forud for forsøgets igangsættelse vil
skulle underrette det stedlige politi om det tilladte forsøg. Politiet vil hermed blive bekendt med et
forestående forsøg.
Transport- og Boligministeriet vil i medfør af almindelige forvaltningsretlige principper kunne
fastsætte vilkår i tilladelser til forsøg med selvkørende enheder, herunder om en geografisk
afgrænsning af forsøget til alene at måtte foregå på nærmere bestemte strækninger eller inden for et
nærmere bestemt geografisk område. Der kan endvidere fastsættes vilkår om den maksimale
konstruktive hastighed, som de selvkørende enheder må køre med på de ansøgte områder. Der kan
f.eks. også fastsættes vilkår om en tidsmæssig afgrænsning af forsøget, der således kan være
begrænset til en bestemt periode og til kørsel på bestemte tidspunkter af døgnet.
For så vidt angår de konkrete strækninger og områder for forsøgene vil der alene kunne blive givet
tilladelse til strækninger og områder, hvor de selvkørende enheder ikke vil skulle benytte cykelsti
eller kørebane, hvilket ellers i medfør af færdselslovens § 10, 2. pkt., vil være tilladt for gående,
hvis der ikke findes fortov, gangsti eller egnet rabat. Afhængig af de konkrete omstændigheder ved
det enkelte forsøg vil det dog være muligt at opnå tilladelse til kørsel med selvkørende enheder på
parkeringspladser og lignende områder, hvis de selvkørende enheder alene færdes på dele af
parkeringspladsen m.v., der er behørigt afgrænset fra motordrevet trafik.
Tilladelse vil kunne gives til forsøg til kørsel med én eller flere enheder. Der vil således ikke skulle
udstedes en særskilt tilladelse for hver enkel enhed, men der vil i stedet kunne udstedes en samlet
tilladelse, der giver tilladelse til at køre med et nærmere bestemt antal enheder.
Hvis der hos tilladelsesindehaver måtte opstå et efterfølgende ønske om at anvende flere
selvkørende enheder på et område, end hvad der er muligt i henhold til den udstedte tilladelse til et
forsøg, vil der skulle ansøges om en udvidelse af forsøget. I dette tilfælde skal der også foretages en
høring af den relevante vejmyndighed og en underretning af politiet.
Det følger af almindelige forvaltningsretlige principper, at en tilladelse kan inddrages, hvis
vilkårene i tilladelsen ikke overholdes. Tilladelsen til kørsel med selvkørende enheder vil dermed
kunne inddrages, hvis den selvkørende enhed anvendes til et andet formål end det, der er givet
tilladelse til. Det vil f.eks. være tilfældet, hvis en selvkørende enhed anvendes til ulovlig
dataindsamling i form af f.eks. billeder eller video, eller hvis en selvkørende enhed anvendes til
transport af ulovligt gods.
En tilladelse kan endvidere i medfør af almindelige forvaltningsretlige principper tilbagekaldes,
hvis forudsætningerne for tilladelsen ændrer sig. Det vil f.eks. være tilfældet, hvis forsøget med de
selvkørende enheder viser sig at være til fare for færdselssikkerheden. Det vil f.eks. også være
tilfældet, hvis en tilladelsesindehaver nægter at udlevere dokumentation og oplysninger, som
anmodet om i forbindelse med transportministerens udførelse af tilsyn i medfør af de foreslåede
32
 TRU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 419: Lovudkast: Udkast til forslag til lov om ændring af færdselsloven (Forsøg med selvkørende enheder m.v.)
bestemmelser i § 92 n, stk. 1 og 2, hvis der samtidig er skabt tilstrækkelig tvivl om de
færdselssikkerhedsmæssige aspekter af det pågældende forsøg med selvkørende enheder.
Det foreslås i
§ 92 m, stk. 3, 1. pkt.,
at forsøg med selvkørende enheder alene må foretages af
erhvervsdrivende,
forsknings- og undervisningsinstitutter
og offentlige myndigheder.
Den foreslåede bestemmelse medfører, at det alene vil være erhvervsdrivende, forsknings- og
undervisningsinstitutter og offentlige myndigheder, som må foretage forsøg med selvkørende
enheder. Forsøgene skal udføres som led i erhvervsudøvelse, forskningsvirksomhed eller
myndighedsudøvelse. Det vil dermed ikke være muligt for privatpersoner at opnå tilladelse til
forsøg med selvkørende enheder.
Såvel offentlige
som private forsknings- og undervisningsinstitutter vil i medfør af den foreslåede
bestemmelse have mulighed for at udøve forsøg.
Med begrebet offentlige myndigheder menes i øvrigt myndigheder, der i henhold til
offentlighedsloven (lov nr. 606 af 12. juni 2013 om offentlighed i forvaltningen, med senere
ændringer) og forvaltningsloven (bekendtgørelse nr. 433 af 22. april 2014 af forvaltningsloven, med
senere ændringer) betragtes som myndigheder inden for den offentlige forvaltning.
I medfør af
§ 92 m, stk. 3, 2. pkt.,
må enhederne ikke anvendes til personbefordring.
Det foreslås at indsætte en ny bestemmelse i
§ 92 m, stk. 4,
om at transportministeren kan fastsætte
nærmere bestemmelser om forsøg med selvkørende enheder, herunder om selvkørende enheders
hastighed, placering på vej, brug af signaler og tegn, lygteføring, fragt af gods,
identifikationsnummer og om krav til ansøgning om tilladelse til forsøg.
Bemyndigelsen til at fastsætte bestemmelser for de selvkørende enheder vil bl.a. blive udnyttet til at
fastsætte nærmere bestemmelser om en konstruktivt bestemt maksimal hastighed for de selvkørende
enheder. Denne hastighed vil maksimalt kunne være 15 km i timen.
Udgangspunktet vil være, at der for enheder, som f.eks. skal køre på en intern gangsti eller
parkeringsplads på en virksomhed, hvor mange medarbejdere færdes, eller andre områder, der
benyttes af et ikke uvæsentligt antal fodgængere, vil der som udgangspunkt blive fastsat krav om, at
enhederne maksimalt må kunne køre 6 km i timen, som svarer til almindelig ganghastighed. I
tilfælde af, at enhederne derimod skal færdes på områder, hvor enhederne ikke
–
eller kun sjældent
–
vil skulle færdes blandt gående eller andre trafikanter, vil der i tilladelsen kunne fastsættes en
højere maksimal konstruktiv hastighedsgrænse. Den maksimale konstruktive hastighedsgrænse vil
dog højest kunne fastsættes til 15 km i timen. Den endelige tilladte hastighed vil derfor afhænge af
det område, hvor de selvkørende enheder konkret skal færdes.
I medfør af den foreslåede bestemmelse vil der endvidere kunne fastsættes nærmere krav om
enhedernes brug af signal og tegn samt lygteføring. Der vil herunder kunne fastsættes bestemmelser
om, at enheden konstant under kørsel skal afgive lyssignal eller være udstyret med andre
indretninger, der skærper omgivelsernes opmærksomhed på enhedens tilstedeværelse.
33
 TRU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 419: Lovudkast: Udkast til forslag til lov om ændring af færdselsloven (Forsøg med selvkørende enheder m.v.)
Derudover vil der i medfør af den foreslåede § 92 m, stk. 4, kunne fastsættes bestemmelser omkring
fragt af gods af selvkørende enheder, herunder om hvilke typer af genstande som selvkørende
enheder må transportere.
Yderligere medfører den foreslåede bestemmelse, at transportministeren kan fastsætte bestemmelser
om identifikationsnumre på selvkørende enheder.
Der vil i medfør af bestemmelsen kunne fastsættes krav om, at selvkørende enheder forud for kørsel
skal påføres et identifikationsnummer, således at de selvkørende enheder effektivt kan identificeres.
Endvidere vil bestemmelsen også kunne anvendes til at fastsætte nærmere krav om placering og
udformningen af identifikationsnummeret. Det vil i den forbindelse også kunne fastsættes, at
tilladelsesindehaverens kontaktoplysninger skal fremgå på enhederne.
Det vil være tilladelsesindehaverens ansvar at sikre sig, at det tildelte identifikationsnummer er
påført enheden korrekt ved kørsel med den selvkørende enhed.
Den foreslåede bestemmelse i § 92 m, stk. 4, medfører ligeledes, at der kan fastsættes nærmere
bestemmelser om krav til ansøgning om tilladelse til forsøg. Bemyndigelsen giver mulighed for at
fastsætte bestemmelser om, hvilke oplysninger en ansøger skal fremsende og tilvejebringe i
forbindelse med en ansøgning om tilladelse til forsøg med selvkørende enheder. Endvidere kan
bemyndigelsen anvendes til at fastsætte bestemmelser om, at bestemte forhold skal være
dokumenteret i forbindelse med ansøgning om tilladelse til forsøg, herunder kan der også fastsættes
hvilken type dokumentation, som kræves. I medfør af bestemmelsen kan der f.eks. også stilles krav
om brug af ansøgningsskema eller blanket i forbindelse med indgivelse af ansøgning.
Det bemærkes, at bestemmelsen i den foreslåede § 92 m, stk. 4, ikke er udtømmende, hvorfor
bestemmelsen også vil kunne anvendes til at fastsætte nærmere bestemmelser om andre forhold, end
de, som er oplistet direkte i bestemmelsen. Dog kan bemyndigelsen alene anvendes til at fastsætte
nærmere bestemmelser om forsøg med selvkørende enheder, som ligger inden for rammen af
bestemmelsen.
Der vil bl.a. kunne fastsættes bestemmelser af hensyn til at lette kontrollen og overblikket over,
hvor der er givet tilladelse til forsøg samt antallet af enheder. Der vil herunder f.eks. kunne
fastsættes bestemmelser om elektronisk identificering og positionering af enhederne, og
bestemmelser om, at Færdselsstyrelsen skal føre en fortegnelse over meddelte tilladelser med
angivelse af de enkelte enheder og de tilladte ruter. En sådan fortegnelse vil f.eks. kunne være til
hjælp for politiet i forbindelse med håndhævelse af færdselslovens regler.
Ligeledes vil der kunne fastsættes bestemmelser om, at tilladelsesindehaveren til enhver tid skal
være i besiddelse af oplysninger om, hvem der er den fysiske person, som i de konkrete tilfælde kan
overtage kontrollen med køretøjet, samt om den fysiske persons placering - det vil sige om den
pågældende befinder sig i umiddelbar nærhed af enheden, eller om den fysiske person er placeret i
et kontrolcenter eller lignende, og i givet fald hvor dette kontrolcenter eller lignende er.
Bemyndigelsen i den foreslåede bestemmelse i § 92 m, stk. 4, vil endvidere kunne benyttes til at
fastsætte bestemmelser, der skal sikre enheden mod ulovlig overtagelse samt sikre mod
uvedkommendes adgang til enhedens positionerings-, styrings- og videosignal m.v., ligesom der vil
kunne fastsættes bestemmelser om anvendelse af fastlagte frekvensområder for signalforbindelser
34
 TRU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 419: Lovudkast: Udkast til forslag til lov om ændring af færdselsloven (Forsøg med selvkørende enheder m.v.)
dækkende positionerings-, styrings- og videosignal m.v. Endvidere vil der kunne fastsættes
bestemmelser om mekanisk og elektronisk sikring af enheden for at hindre ombytning eller
supplering af transporterede genstande.
Bemyndigelsen i § 92 m, stk. 4, vil bl.a. også blive anvendt til at fastsætte bestemmelser, om at de
selvkørende enheders kameraer m.v. skal være indrettet således, at der automatisk under optagelse
foretages pixelering ved brug af algoritmer indbygget lokalt i udstyret, som gør, at det ikke er
muligt at identificere f.eks. ansigter og nummerplader, og at denne pixelering ikke efterfølgende må
kunne ophæves.
Dette krav vil betyde, at de selvkørende enheder som følge af bestemmelserne om forsøgsordningen
ikke vil kunne foretage tv-overvågning i lov om tv-overvågnings forstand (bekendtgørelse af lov nr.
1190 af 11. oktober 2007 af lov om tv-overvågning med senere ændringer), ligesom enhederne som
udgangspunkt i øvrigt ikke vil indsamle og behandle persondata. Der henvises i øvrigt til pkt.
2.1.2.3 i lovforslagets almindelige bemærkninger.
For så vidt angår enhedernes tekniske indretning, belæsning, dimensioner og vægt indeholder
færdselslovens § 68, stk. 1, § 82, stk. 4, § 84, stk. 1, og § 85, stk. 1, allerede hjemmel til, at
transportministeren kan fastsætte bestemmelser herom. Disse bestemmelser kan derfor anvendes til
at fastsætte køretøjstekniske krav til selvkørende enheder, som gør, at enhederne kan anvendes uden
fare og ulempe ved kørsel blandt fodgængere. Bestemmelserne i § 82, stk. 4, kan anvendes til at
fastsætte bestemmelser om belæsning af enhederne, herunder bestemmelser om anbringelse og
fastgørelse af last.
Det er endvidere tanken, at der vil blive udarbejdet vejledningsmateriale til reglerne om
forsøgsordningen for selvkørende enheder, særligt i forhold til vejledning om ansøgningsmateriale
ved en ansøgning om tilladelse til forsøg med selvkørende enheder.
Der henvises i øvrigt til pkt. 2.1.2.2 i lovforslagets almindelige bemærkninger.
Det foreslås i
§ 92 m, stk. 5,
at tilladelse til forsøg med selvkørende enheder forudsætter, at en
fysisk person kan overtage kontrollen af enheden, når dette anvises af den selvkørende enheds
tekniske indretning, eller når den fysiske person vurderer, at der er behov herfor.
Den foreslåede bestemmelse medfører, at der altid skal være en fysisk person, som kan overtage
kontrollen af en enhed, når dette eksempelvis anvises af den selvkørende enheds tekniske
indretning, eller når den fysiske person vurderer, at der er behov for at overtage kontrollen i en
given situation.
Den foreslåede bestemmelse i § 92 m, stk. 5, vil indebære, at forsøgsordningen kan omfatte forsøg
med kørsel med selvkørende enheder, hvor enheden ledsages af en person, der befinder sig i
umiddelbar nærhed og rækkevidde af enheden, og som har kontrol over enheden f.eks. ved hjælp af
en fjernbetjening/controller.
Samtidig vil bestemmelsen indebære, at forsøgsordningen kan omfatte forsøg med selvkørende
enheder, hvor der ikke er en fysisk person til stede i umiddelbar nærhed af enheden, og hvor den
fysiske person dermed befinder sig uden for syns-og rækkevidde af enheden. I sidstnævnte tilfælde
35
 TRU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 419: Lovudkast: Udkast til forslag til lov om ændring af færdselsloven (Forsøg med selvkørende enheder m.v.)
skal der altid være en person, der ved hjælp af f.eks. en computer eller på anden vis har adgang til
øjeblikkeligt at overtage kontrollen med enheden.
Med kravet om, at en fysisk person skal kunne overtage kontrollen af en enhed menes, at den
fysiske person til enhver tid skal kunne overtage styringen af en enhed og dermed kunne give
kommandoer om enhedens færden med øjeblikkelig virkning.
For at sikre, at den fysiske person er i stand til at overtage kontrollen med en selvkørende enhed og
kan navigere i trafikken på en forsvarlig måde, fremgår det af den foreslåede § 92 m, stk. 5, 2, pkt.,
at den fysiske person skal overholde reglerne om spirituskørsel og kørsel under påvirkning af
bevidsthedspåvirkende stoffer i §§ 53 og 54. Det medfører, at den fysiske person, der skal kunne
overtage kontrollen med den selvkørende enhed, på alle tidspunkter af kørselsforløbet, vil skulle
overholde færdselslovens §§ 53 og 54. Dette vil også gælde de tidspunkter af kørselsforløbet, hvor
den fysiske person alene overvåger kørslen og dermed ikke aktuelt er fører af enheden.
Det fremgår endvidere af den foreslåede § 92 m, stk. 5, 3. pkt., at transportministeren efter
forhandling med justitsministeren vil kunne fastsætte, at færdselslovens bestemmelser om politiets
mulighed for at kræve afgivelse af udåndings-, spyt- eller svedprøver og øjenbesigtigelse i medfør
af § 55, stk. 1 og 2, og regler fastsat i medfør af § 55, stk. 4, 1. pkt., finder anvendelse for den
fysiske person. Samtidig følger det af den foreslåede § 92 m, stk. 5, 4. pkt., at transportministeren
efter forhandling med justitsministeren kan fastsætte, at færdselslovens § 77, stk. 1, 1. pkt., om
politiets generelle mulighed for at standse køretøjer for at kontrollere køretøjet og dets fører, finder
anvendelse for selvkørende enheder og den fysiske person.
Bestemmelserne i § 92 m, stk. 5, 3. og 4. pkt., medfører, at politiet vil få samme
håndhævelsesmuligheder i forhold til selvkørende enheder og de fysiske personer, der skal kunne
overtage kontrollen med enheden, som politiet har i forhold til traditionelle køretøjer og deres
førere.
Der henvises i øvrigt til pkt. 2.1.2.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger.
Det foreslås i
§ 92 m, stk. 6,
at transportministeren kan fastsætte bestemmelser om den fysiske
person, der kan overtage kontrollen af den selvkørende enhed, herunder bestemmelser om
alderskrav, krav til kompetencer og krav til den fysiske persons placering m.v. Bemyndigelsen i
lovforslagets § 92 m, stk. 6, vil bl.a. kunne bruges til på bekendtgørelsesniveau at fastsætte
bestemmelser om, at den fysiske person, der kan overtage kontrollen med enheden, skal befinde sig
i Danmark. Endvidere vil bemyndigelsen kunne udnyttes til at stille krav om, at personen, der kan
overtage kontrollen med den selvkørende enhed, skal være fyldt 18 år. Med dette krav er det
vurderingen, at den pågældende person dermed kan forventes at besidde en vis modenhed og evne
til at kunne kontrollere enheder under kørsel på færdselslovens område.
Bemyndigelsen vil også kunne benyttes til at fastsætte nærmere krav til den fysiske persons
kompetencer til at kunne køre med en selvkørende enhed med henblik på at sikre, at personen har
det fornødne kendskab til færdselslovens regler, færdselsadfærden i Danmark og betjening af den
selvkørende enhed, f.eks. på baggrund af uddannelse eller konkret erfaring med kørsel med de
selvkørende enheder, ligesom der eventuelt vil kunne fastsættes krav om særlig certificering eller
anden godkendelse for at kunne varetage opgaven som fysisk person i henhold til den foreslåede §
92 m, stk. 5.
36
 TRU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 419: Lovudkast: Udkast til forslag til lov om ændring af færdselsloven (Forsøg med selvkørende enheder m.v.)
Der henvises i øvrigt til pkt. 2.1.2.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger.
Det foreslås i
§ 92 m, stk. 7,
at transportministeren ved fastsættelse af bestemmelser i medfør af stk.
4 og 6 kan fravige bestemmelserne i kapitel 2-5, 10 og § 70, jf. dog stk. 5.
Da de selvkørende enheder er motordrevne køretøjer, der ikke har en fører i traditionel forstand, er
det nødvendigt at fravige færdselslovens adfærdsbestemmelser, hvor de pågældende forpligtelser
alene kan pålægges en fysisk person. Det vil bl.a. gøre sig gældende for adfærdsreglerne, der gælder
for alle trafikanter i færdselslovens kapitel 2. Det vil endvidere være nødvendigt at give
transportministeren hjemmel til at fravige reglerne i færdselslovens kapitel 3, der fastsætter
nærmere bestemmelser for gående, kapitel 4 om færdselsregler for kørende og kapitel 5 om
hastighed. Det vil endvidere være relevant at kunne fravige bestemmelserne i kapitel 10 om regler
for førere af køretøjer og § 70 om tilkobling og slæbning.
Den foreslåede bestemmelse medfører derfor, at transportministeren i forbindelse med fastsættelse
af nærmere bestemmelser efter § 92 m, stk. 4, og § 92, stk. 6, kan fastsætte bestemmelser om
fravigelse af bestemmelserne i færdselslovens kapitel 2-5, 10 og § 70. Fravigelse af bestemmelserne
påtænkes bl.a. brugt til at fastsætte bestemmelser om, at færdselsreglerne for gående i
færdselslovens kapitel 3 som udgangspunkt skal finde anvendelse for de selvkørende enheder,
selvom disse er at betragte som motordrevne køretøjer, og bestemmelser om maksimal tilladt
hastighed for selvkørende enheder. Fravigelse af § 70 om tilkobling og slæbning kan tænkes
anvendt, hvis der f.eks. er enheder med to eller tre hjul, som skal have tilkoblet et påhængskøretøj,
og hvor dette vurderes at være færdselssikkerhedsmæssigt forsvarligt. I øvrigt indeholder § 70, stk.
3, bl.a. mulighed for at fastsætte bestemmelser om tilkobling af påhængskøretøjer, og om hvad der
må medføres på sådanne køretøjer. Denne bestemmelse vil også finde anvendelse, hvis to- eller
trehjuledeselvkørende enheder tillades at have påhængskøretøjer.
Der henvises i øvrigt til pkt. 2.1.2.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger.
Det foreslås i
§ 92 m, stk. 8,
at
t
ransportministeren kan indhente sagkyndig bistand ved
behandlingen af en ansøgning om tilladelse til forsøg med selvkørende enheder, jf. § 92 m, stk. 2,
og ved udførelse af tilsyn i medfør af § 92 n, stk. 1.
Ved behandling af en ansøgning om tilladelse til forsøg kan der opstå behov for at indhente
sagkyndig bistand bl.a. til brug for vurderingen af, om et forsøg kan gennemføres
færdselssikkerhedsmæssigt forsvarligt. Dette kan eksempelvis blive nødvendigt, hvis der er behov
for særlig specialiseret bistand inden for områder som f.eks. IT-sikkerhed og teknisk indretning af
maskiner.
Endvidere kan det være nødvendigt at indhente samme form for sagkyndig bistand i forbindelse
med udførelse af tilsyn i medfør af § 92 n, stk. 1. Dette kan eksempelvis blive nødvendigt, hvis der
er behov for særlig specialiseret bistand inden for f.eks. IT-sikkerhed.
Den foreslåede § 92 m, stk. 8, udgør derfor hjemmel til dette.
I medfør af den foreslåede bestemmelse i § 92 o, stk. 2, kan udgifter til sagkyndig bistand
viderefaktureres til ansøgeren. Der henvises i øvrigt til de specielle bemærkninger om § 92 o, stk. 2,
for uddybning.
37
 TRU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 419: Lovudkast: Udkast til forslag til lov om ændring af færdselsloven (Forsøg med selvkørende enheder m.v.)
Det foreslås i
§ 92 n, stk. 1,
at transportministeren fører tilsyn med forsøg med selvkørende enheder,
der udføres i henhold til tilladelse efter § 92 m, stk. 2.
Den foreslåede bestemmelse medfører, at transportministeren får beføjelse til at føre tilsyn med
forsøg med selvkørende enheder, der udføres i henhold til tilladelse udstedt i medfør af § 92 m, stk.
2.
Tilsynet vil både vedrøre overholdelse af lovforslagets bestemmelser, bestemmelser og krav fastsat
ved bekendtgørelse og tilsyn med overholdelse af vilkår fastsat i tilladelser til forsøg med
selvkørende enheder.
Tilsyn kan både udføres som virksomhedsbesøg eller gennemgang af oplysninger og
dokumentation, som tilladelsesindehaveren har indsendt.
Det foreslås i
§ 92 n, stk. 2,
at transportministeren kan kræve, at en tilladelsesindehaver
vederlagsfrit udleverer oplysninger og dokumenter, uanset om de foreligger på papir eller i
elektronisk form, der er nødvendige for udførelse af tilsyn, jf. stk. 1.
Den foreslåede bestemmelse medfører, at transportministeren kan kræve, at en tilladelsesindehaver
vederlagsfrit udleverer dokumenter og oplysninger, som der er nødvendige for udførelse af tilsyn i
medfør af § 92 n, stk. 1. Disse oplysninger og dokumenter kan kræves udleveret vederlagsfrit af en
tilladelsesindehaver, uanset om oplysningerne eller dokumenterne foreligger på papir eller i
elektronisk form.
Dokumentationen og oplysninger indhentet til brug for udførelse af tilsyn med en tilladelse til
forsøg med selvkørende enheder kan ligeledes danne et godt grundlag for den senere evaluering af,
om forsøgsordningen skal gøres permanent. Oplysninger og dokumenter, der er indhentet til brug
for et konkret tilsyn, vil derfor også kunne anvendes til brug for den generelle vurdering af selve
forsøgsordningen. Der henvises i øvrigt til pkt. 2.4 i lovforslagets almindelige bemærkninger.
Det foreslås i
§ 92 o, stk. 1,
at transportministeren kan fastsætte bestemmelser om betaling af
gebyrer for behandling af ansøgning om og udstedelse af tilladelse til forsøg med selvkørende
enheder, jf. § 92 m, stk. 2. Transportministeren kan fastsætte bestemmelser om betaling af gebyr for
udførelse af tilsyn i medfør af § 92 n, stk. 1.
Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at transportministeren bemyndiges til at kunne fastsætte
bestemmelser om betaling af gebyr for behandling af en ansøgning om og udstedelse af tilladelse til
forsøg med selvkørende enheder. Endvidere bemyndiges transportministeren til at kunne fastsætte
bestemmelser om betaling af gebyr for udførelse af tilsyn i medfør af § 92 n, stk. 1. Dermed foreslås
forsøgsordningen brugerbetalt af ansøgere om tilladelse, hvormed statens udgifter i forbindelse med
administrationen af forsøgsordningen for selvkørende enheder dækkes.
Gebyrordningen vil følge de almindelige principper i Finansministeriets Budgetvejledning, hvoraf
bl.a. fremgår, at gebyrer skal fastsættes således, at der opnås fuld dækning for de omkostninger,
som er forbundet med det gebyrbelagte område. Det foreslås, at der betales gebyr efter regning for
medgået tid til sagsbehandling af ansøgning om tilladelse til forsøg med selvkørende enheder og
tilsyn hermed.
38
 TRU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 419: Lovudkast: Udkast til forslag til lov om ændring af færdselsloven (Forsøg med selvkørende enheder m.v.)
Bestemmelser om fastsættelse af betaling af gebyr for behandling af ansøgning om og udstedelse af
tilladelse til forsøg med selvkørende enheder samt betaling af gebyr for udførelse af tilsyn forventes
at blive fastsat i bekendtgørelse om Færdselsstyrelsens gebyrer og afgifter på vejtransportområdet.
Denne bekendtgørelse rummer allerede bestemmelser om betaling af gebyr på vejtransportområdet.
De samlede omkostninger for behandlingen af en ansøgning om tilladelse til forsøg vil variere
afhængig af det ansøgte forsøgs kompleksitet og omfang. For en simpel og ukompliceret ansøgning
om tilladelse til forsøg skønnes tidsforbruget for sagsbehandling at være omkring 7-8 timer (én
arbejdsdag). For en kompliceret ansøgning om tilladelse til forsøg skønnes tidsforbruget for
sagsbehandling at være omkring 52 timer (7 arbejdsdage). Endvidere vil der blive opkrævet efter
regning for medgået tid for udført tilsyn. Timesatsen for såvel behandling af ansøgning som tilsyn
forventes på nuværende tidspunkt at ville blive omkring 800 kr. pr. time.
Det skal i den forbindelse bemærkes, at de samlede udgifter for sagsbehandling og tilsyn vil
afhænge af behandlingen af det konkrete forsøg.
Det foreslås i
§ 92 o, stk. 2,
at transportministeren kan fastsætte bestemmelser om viderefakturering
til ansøgeren og tilladelsesindehaveren af udgifter til sagkyndig bistand, der er indhentet i medfør af
§ 92 m, stk. 8.
Den foreslåede bestemmelse medfører, at transportministeren kan fastsætte bestemmelser om
viderefakturering af udgifter forbundet med sagkyndig bistand i forbindelse med sagsbehandling af
et ansøgt forsøg og i forbindelse med udførelse af tilsyn med et forsøg, som har fået meddelt
tilladelse efter § 92 m, stk. 2. Som nævnt under de specielle bemærkninger til § 92 m, stk. 8, er der
tale om sagkyndig bistand i form af specialiseret bistand inden for bl.a. IT-sikkerhed og teknisk
indretning af maskiner. Det vil derfor være ansøgeren, som skal dække udgifter til eventuel
sagkyndig bistand.
Det foreslås i
§ 92 o, stk. 3,
at
u
dgifter, der påføres det offentlige efter forsøg, der gennemføres efter
tilladelse meddelt i henhold til § 92 m, stk. 2, kan pålægges tilladelsesindehaveren.
Transportministeren kan pålægge ansøgeren at stille sikkerhed for sådanne udgifter.
Den foreslåede bestemmelse giver mulighed for, at staten, regioner og kommuner holdes
økonomisk omkostningsfrie ved udførelse af et forsøg, når denne ikke selv er tilladelsesindehaver.
Et forsøg med selvkørende enhed kan eksempelvis medføre behov for f.eks. midlertidig
afmærkning, øget renhold eller mindre ændringer af forsøgsstrækningernes eller områdernes
indretning, som kan være nødvendige for at udføre et forsøg. Med bestemmelsen kan
tilladelsesindehaveren dermed pålægges at afholde disse udgifter.
Tilladelsesindehaveren kan endvidere pålægges at stille sikkerhed for udgifter, der påføres det
offentlige ved det pågældende forsøg. Transportministerens vurdering af, om der bør stilles krav om
sikkerhedsstillelse for udgifter, beror på de økonomiske risici, der er forbundet med forsøget,
herunder om pålægget skal meddeles som et vilkår for meddelelse af tilladelse.
I den foreslåede
§ 92 p
bemyndiges transportministeren til i forbindelse med fastsættelse af
bestemmelser om forsøg efter § 92 m, stk. 4, 6 og 7, efter forhandling med justitsministeren at
fastsætte regler om det strafferetlige ansvarssubjekt for overtrædelser af færdselslovens regler og
39
 TRU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 419: Lovudkast: Udkast til forslag til lov om ændring af færdselsloven (Forsøg med selvkørende enheder m.v.)
regler udstedt i medfør heraf. Transportministeren kan i den forbindelse efter forhandling med
justitsministeren fravige færdselslovens kapitel 17 om bødestraf og frihedsstraf mv.
Med den foreslåede bestemmelse gives transportministeren bemyndigelse til efter forhandling med
justitsministeren at tage stilling til, hvem der skal kunne gøres strafferetligt ansvarlig for de
overtrædelser af færdselsloven eller regler udstedt i medfør heraf, som føreren af enheden, den
fysiske person, der skal kunne overtage kontrollen med enheden, eller den selvkørende enhed
forårsager.
Transportministeren vil i den forbindelse efter forhandling med justitsministeren fastsætte, i hvilket
omfang reglerne i færdselslovens kapitel 17 skal fraviges.
Den foreslåede ordning ændrer ikke på anvendelsesområdet for straffelovens § 241 om uagtsomt
manddrab og straffelovens § 249 om uagtsom betydelig legemsbeskadigelse. En fører, en fysisk
person, der skal kunne overtage kontrollen med enheden, i køretøjet, eller en tilladelsesindehaver,
der uagtsomt forvolder en andens død eller tilføjer nogen betydelig skade på legeme og helbred, kan
således ifalde strafansvar efter straffelovens §§ 241 og 249, hvis betingelserne herfor er opfyldt.
Der henvises i øvrigt til redegørelsen for Transport- og Boligministeriets overvejelser om den
foreslåede bestemmelse og bedømmelsen af førerens strafansvar i pkt. 2.3.2 i lovforslagets
almindelige bemærkninger.
For så vidt angår spørgsmålet om straf for overtrædelse af de regler, som måtte blive fastsat i
medfør af de foreslåede bestemmelser i § 92 m, stk. 4, 6 og 7, indeholder den gældende
bestemmelse i færdselslovens § 118, stk. 12, 1. pkt., hjemmel til, at der i forskrifter, der udstedes i
medfør af loven, kan fastsættes straf af bøde for overtrædelser af bestemmelser i forskrifterne. Den
gældende bestemmelse i § 118, stk. 12, 1. pkt., kan således anvendes til at fastsætte straf af bøde for
den fysiske persons og tilladelsesindehaveres overtrædelse af de pågældende forskrifter, også
selvom de pågældende overtrædelser eller undladelser ikke måtte være strafsanktionerede efter den
nugældende færdselslov.
Til nr. 3
Det fremgår af færdselslovens § 104, stk. 1, at erstatningsansvaret efter §§ 101-103 påhviler den
ejer eller bruger, der benytter køretøjet eller lader det benytte, jf. dog stk. 3 om selvkørende
motorkøretøjer.
For at sikre, at opmærksomheden henledes på, at særreglen i færdselslovens § 104, stk. 3, med den
foreslåede ændring i lovforslagets § 1, nr. 4, også vil omfatte selvkørende enheder, foreslås det, at
der i
§ 104, stk. 1,
indsættes tilføjelsen
»og selvkørende enheder«.
Der henvises i øvrigt til nr. 4 om den foreslåede ændring af § 104, stk. 3.
Til nr. 4
40
 TRU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 419: Lovudkast: Udkast til forslag til lov om ændring af færdselsloven (Forsøg med selvkørende enheder m.v.)
Det følger af færdselslovens § 104, stk. 3, at erstatningsansvaret efter §§ 101-103 for
motorkøretøjer, der er omfattet af forsøgsordninger efter § 92 g, stk. 1, påhviler
tilladelsesindehaveren. § 92 g, stk. 1, omhandler forsøgsordninger med selvkørende motorkøretøjer.
Det foreslås med ændringen af færdselslovens
§ 104, stk. 3,
at der i § 104, stk. 3, indsættes
tilføjelsen
»og for selvkørende enheder, som er omfattet af forsøgsordninger efter § 92 m, stk. 1,«.
Med den foreslåede ændring af § 104, stk. 3, fastsættes det, at erstatningsansvaret efter
færdselslovens §§ 101-103 også vil påhvile tilladelsesindehaveren, når der er tale om selvkørende
enheder, som er omfattet af forsøgsordninger efter den foreslåede § 92 m, stk. 1.
Det betyder, at det objektive erstatningsansvar, der efter færdselslovens § 101, stk. 1, påhviler den,
der er ansvarlig for et motordrevet køretøj, under forsøg efter den foreslåede § 92 m, stk. 1, påhviler
tilladelsesindehaveren. Den foreslåede ændring medfører således, at hovedreglen om at
erstatningsansvaret efter §§ 101-103 påhviler den ejer eller bruger,
der benytter køretøjet eller lader
det benytte, ikke er gældende for selvkørende enheder, hvilket heller ikke er tilfældet for
selvkørende motorkøretøjer.
Tilladelsesindehaveren er således erstatningsansvarlig på objektivt grundlag for skader, som en
selvkørende enhed, for hvilken tilladelsesindehaveren er ansvarlig, forvolder ved færdselsuheld
eller ved eksplosion eller brand, der hidrører fra brændstofanlæg i køretøjet.
Den foreslåede ændring af færdselslovens § 104, stk. 3, medfører endvidere, at bestemmelserne i §
101, stk. 2 og 3, om nedsættelse af erstatningen for personskade eller tab af forsørger eller
tingsskade, på tilsvarende vis finder anvendelse ved fastsættelse af erstatningen for skader forvoldt
ved kørsel under forsøgsordningen.
Den foreslåede ændring af § 104, stk. 3, indebærer endvidere, at færdselslovens § 102 finder
anvendelse for skade forvoldt af en selvkørende enhed, for hvilken en tilladelsesindehaver er
ansvarlig. Det objektive erstatningsansvar efter færdselslovens § 101, stk. 1, finder således ikke
anvendelse, når en selvkørende enhed, for hvilken tilladelsesindehaveren er ansvarlig, forvolder
skade på anden måde end ved færdselsuheld eller ved eksplosion eller brand, der hidrører fra
brændstofanlæg i køretøjet.
Den foreslåede ændring af § 104, stk. 3, indebærer tillige, at erstatningsfastsættelsen ved
personskade eller tab af forsørger og ved tingsskade, der er en følge af et sammenstød, hvori en
selvkørende enhed, for hvilken tilladelsesindehaveren er ansvarlig, er impliceret, sker i
overensstemmelse med reguleringen i færdselslovens § 103, stk. 1 og 2. Dette gælder, uanset om
der i medfør af den foreslåede bestemmelse i § 92 m, stk. 4 og 6, måtte blive fastsat regler om, at
selvkørende enheder i adfærdsmæssig sammenhæng vil skulle betragtes som gående.
Til nr. 5
41
 TRU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 419: Lovudkast: Udkast til forslag til lov om ændring af færdselsloven (Forsøg med selvkørende enheder m.v.)
Det følger af færdselslovens § 106, stk. 1, at for motordrevne køretøjer, der skal registreres eller
godkendes, påhviler forsikringspligten ejeren eller den person (brugeren), der har varig rådighed
over køretøjet, jf. dog stk. 3 om selvkørende motorkøretøjer.
Det følger af færdselslovens § 106, stk. 2, at for andre motorkøretøjer påhviler forsikringspligten
den, der bruger køretøjet eller ladet det bruge på vej.
For at sikre, at opmærksomheden henledes på, at særreglen i færdselslovens § 106, stk. 3, med den
foreslåede ændring af lovforslagets § 1, nr. 6, også vil omfatte selvkørende enheder, foreslås det, at
der i
§ 106, stk. 2,
indsættes tilføjelsen
» jf. dog stk. 3 om selvkørende enheder«.
Der henvises i øvrigt til nr. 6 om den foreslåede ændring af § 106, stk. 3.
Til nr. 6
Det fremgår af færdselslovens § 106, stk. 3, at for selvkørende motorkøretøjer, der er omfattet af
forsøgsordninger efter § 92 g, stk. 1, påhviler forsikringspligten tilladelsesindehaveren.
Det foreslås med ændringen af
§ 106, stk. 3,
at der i § 106, stk. 3, efter »§ 92 g, stk. 1,« indsættes
tilføjelsen »og for selvkørende enheder, som er omfattet af forsøgsordninger efter § 92 m, stk. 1,«.
Med den foreslåede ændring af § 106, stk. 3, fastsættes det, at forsikringspligten for selvkørende
enheder, som er omfattet af forsøgsordninger efter § 92 m, stk. 1, vil påhvile tilladelsesindehaveren.
Forsikringspligten efter færdselslovens § 106, stk. 2, vil dermed ikke påhvile andre end
tilladelsesindehaver, og forsikringspligten vil derfor heller ikke påhvile ejeren eller brugeren af
køretøjet, hvis disse er en fra tilladelsesindehaveren forskellig person.
Ved meddelelse af tilladelse til forsøg efter den foreslåede § 92 m, stk. 2, vil det blive påset, at der
foreligger fornøden forsikring tegnet af tilladelsesindehaveren.
Til nr. 7
Det følger af § 106, stk. 4, at ejeren eller den person (brugeren), der har varig rådighed over et
motordrevet køretøj, som skal registreres eller godkendes, kan pålægges et gebyr for manglende
opfyldelse af forsikringspligten i § 105, stk. 1, 1. pkt. For motordrevne køretøjer, der ikke skal
registreres eller godkendes, kan gebyret pålægges den, der bruger køretøjet eller lader det bruge på
vej. For selvkørende motorkøretøjer, der er omfattet af stk. 3, kan gebyret pålægges
tilladelsesindehaveren. Gebyret kan pålægges for hver påbegyndt dag, at det motordrevne køretøj er
uforsikret.
42
 TRU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 419: Lovudkast: Udkast til forslag til lov om ændring af færdselsloven (Forsøg med selvkørende enheder m.v.)
Det foreslås med ændringen af
§ 106, stk. 4, 3. pkt.,
at der i § 106, stk. 4, 3. pkt., efter
»motorkøretøjer« indsættes tilføjelsen »og selvkørende enheder«.
Med den foreslåede ændring af § 106, stk. 4, fastsættes det, at for selvkørende enheder, der er
omfattet af § 106, stk. 3, vil gebyret for manglende opfyldelse af forsikringspligten i § 105, stk. 1, 1.
pkt., kunne pålægges tilladelsesindehaveren på samme måde, som tilfældet er for selvkørende
motorkøretøjer, der er omfattet af § 106, stk. 3.
Den foreslåede ændring indebærer endvidere, at færdselslovens øvrige bestemmelser om
pålæggelse af gebyr for manglende opfyldelse af forsikringspligten i § 106, stk. 5-7, tillige finder
anvendelse for selvkørende enheder og den pågældende tilladelsesindehaver.
Til § 2
Loven foreslås at træde i kraft den 1. januar 2021.
Ifølge færdselslovens § 143 gælder loven ikke for Færøerne og Grønland, og loven indeholder ikke
en anordningsbestemmelse om, at lovens regler kan sættes i kraft for Færøerne og Grønland.
Nærværende lovforslag om ændring af færdselsloven indeholder derfor ikke en
anordningsbestemmelse om, at lovforslagets regler kan sættes i kraft for Færøerne og Grønland, og
af den grund er der ikke indsat en territorialbestemmelse i lovforslaget.
Bilag 1
1. Lovforslaget sammenholdt med gældende lov
43