PRESSEMEDDELELSE
DEPARTEMENTET
Dato
J.nr.
10. marts 2020
Henvendelse
Mia Josiassen
Pressechef
Telefon 72267075
www.trm.dk
Der skal ikke flyve tomme fly rundt i Europa
Transportminister Benny Engelbrecht har bedt Europa-Kommissionen om at
sætte gang i et lovgivningstiltag, der kan forhindre, at der flyver tomme fly
rundt i Europa på grund af coronavirussen.
____
Udbredelsen af coronavirussen har store konsekvenser for erhvervslivet og
borgere i hele Europa. Det gælder ikke mindst for luftfartsbranchen, som
oplever et dramatisk fald i antallet af rejsende og solgte billetter.
På grund af en EU-regel
om, at et luftfartsselskab skal anvende sit ”slot” i en
lufthavn minimum 80 procent af tiden for at få tildelt samme slot næste år,
flyver der angiveligt næsten tomme fly rundt i europæisk luftrum, så
luftfartsselskaberne kan være sikre på at fastholde de værdifulde slots. Et slot
er en start- og landingstilladelse i en given lufthavn.
-
Det er uholdbart ud fra både et økonomisk og klimamæssigt
perspektiv, at der angiveligt flyver næsten tomme, ja man kan vel
nærmest kalde dem ”spøgelsesfly”, rundt i luften. Derfor har jeg
opfordret transportkommissær Adina Vălean til at sætte
gang i de
nødvendige lovgivningsmæssige tiltag, der kan sikre, at
luftfartsselskaberne får lov til at afvige fra dele af slotsforordningen,
siger transportminister Benny Engelbrecht.
En række øvrige medlemslande har også opfordret Europa-Kommissionen til at
iværksætte et lovgivningsmæssigt tiltag, ligesom Kommissionen i øvrigt gjorde
efter 11. september 2001, under SARS-epidemien i 2003 og under finanskrisen
i 2009.
Fakta
Tildeling af start- og landingstilladelser
– de såkaldte ’slots’ –
er reguleret på
EU-niveau for at sikre, at tildelingen på tværs af EU sker på lige,
gennemskuelige og ikke-diskriminerende vilkår. Der er således udpeget en
slotskoordinator i hvert medlemsland, som er ansvarlig for at tildele slots til
luftfartsselskaberne. I Danmark varetages opgaven af selskabet Airport
Coordination Denmark. Selskabet opererer uafhængigt af både myndigheder og
Transport- og Boligministeriet.