Transportudvalget 2019-20
TRU Alm.del Bilag 266
Offentligt
2159780_0001.png
Folketingets stående udvalg
Om kommentarer, som udveksles mellem
medlemmer under samråd
Præsidiet drøftede på sit møde den 26. februar 2020, om der bør formuleres
retningslinjer for den situation, hvor udvalgsmedlemmer under et samråd
udveksler kommentarer (i stedet for at stille spørgsmål til ministeren).
Drøftelsen var foranlediget af et brev til Præsidiet fra formanden for
Sundheds- og Ældreudvalget, hvori Sundheds- og Ældreudvalget efterspurgte
præciserede retningslinjer på dette område.
Til brug for drøftelsen havde Præsidiet bedt Udvalgssekretariatet om at
udarbejde et notat, der beskriver de eksisterende retningslinjer for
kommentarer og lignende, som fremføres af medlemmer under samråd.
Notatet vedlægges til orientering, så alle udvalg har mulighed for at gøre sig
bekendt med det.
Som det fremgår af notatet, berører de eksisterende retningslinjer ikke direkte
den situation, som Sundheds- og Ældreudvalget beder Præsidiet om
præciserede retningslinjer for (dvs. kommentarer udvekslet under samråd
mellem udvalgsmedlemmer og partier).
Præsidiet har i sit svar til Sundheds- og Ældreudvalget givet udtryk for, at
man ikke finder det hensigtsmæssigt at formulere detaljerede regler for de
forskellige situationer, der måtte opstå i løbet af et samråd. Præsidiet finder
det derimod vigtigt, at de enkelte udvalg inden for de overordnede rammer,
der er fastsat i Udvalgsvejledningen, selv kan træffe nærmere beslutning om
udvalgets procedurer og arbejdsform. Endelig lægger Præsidiet også vægt
på, at det er udvalgsformanden, som har ansvaret for at styre afviklingen af et
samråd ved hjælp af god og effektiv mødeledelse.
Præsidiet vil løbende følge med i, om de forholdsvis nye samrådsprocedurer
fungerer efter hensigten, og om der
når procedurerne har været anvendt i et
stykke tid
viser sig at være behov for justeringer. Endelig finder Præsidiet
det oplagt, at formænd og næstformænd i udvalgene på førstkommende
udvalgsformandsmøde drøfter og udveksler erfaringer om, hvordan
samrådsprocedurerne fungerer i det daglige.
den 6. marts 2020
J.nr.: 18-001098-10
Udvalgssekretariatet
Christiansborg
1240 København K
3337 5500
[email protected]
www.ft.dk
Lis Grønnegård Rasmussen
udvalgschef
Side 1 | 1