Transportudvalget 2019-20
TRU Alm.del Bilag 211
Offentligt
Økonomiske tab?
Vejdirektoratet har i en række tilfælde afvist ansøgninger om hastighedsnedsættelse under
henvisning til ”betydelige økonomiske tab for samfundet”, som den resulterende forøgede
rejsetid vil medføre. Der bør imidlertid sættes alvorlige spørgsmålstegn ved gyldigheden af
den økonomiberegning, som Vejdirektoratet støtter sig til.
Hvis rejseafstanden er kort, som typisk for trafikken inden for f.eks. hovedstadsområdet, er
rejsetidsbesparelsen for den enkelte trafikant ved en hastighed på 110 km/t i stedet for 90
km/t kun ganske få minutter. En så beskeden tidsbesparelse har ingen økonomisk
betydning for trafikanten, og er dermed stort set værdiløs.
Når Vejdirektoratet multiplicerer denne marginale tidsbesparelse med et højt årligt antal af
trafikanter per år, opnås selvfølgelig et betragteligt samlet timetal, men den reelle værdi af
dette timetal er stadig kun marginal, da man jo ikke i praksis kan kombinere de mange
små besparelser til brugbar og dermed værdifuld tid.
Når rejseafstandene er korte, opnår man således kun en teoretisk, men ingen virkelig
økonomisk samfundsgevinst ved at opretholder de høje hastigheder. Og eftersom
støjgenerne især i byområder rammer særligt mange borgere, er det svært at se fornuften
i fortsat at tillade 110 km/t gennem hovedstadsområdet.
Kun ved længere rejseafstande giver den højere hastighed brugbare og dermed
værdifulde tidsbesparelser. Det er jo selve grundlaget for samfundets store investeringer i
lange
motorveje.
Venlig hilsen
Hans A. Hagen
civ.ing.