Til partiernes trafikpolitiske ordførere
Færdiggørelse af cykelsti mellem Kibæk og Herning langs Vardevej, statsvej rute 12.
Vi skriver til dig, fordi vi ved Du er interesseret i og optaget af den lokale velfærd og sikkerhed.
På strækningen rute 12 - Vardevej fra Kibæk til Herning henstår siden 2012 et halvfærdigt
statsfinansieret cykelstiprojekt.
Her er der etableret ca. 2 km cykelsti fra Kibæk mod nord, men der mangler stadig en strækning på
ca. 4 km. for at cykelstien kan nå cykelstien fra Herning til Studsgård.
./. Vedlagt i den forbindelse Vejdirektoratets projektskrivelse for etape 2 af cykelstien.
Da Vardevej er stærkt trafikeret, udpeget som trafikfarlig skolevej, og livsfarlig for bløde trafikanter
håber vi, at Du i forbindelse med de midler, der måtte være afsat til trafikforbedrende
foranstaltninger i den nye finanslov vil arbejde for, at der på vejdirektoratets budget bliver afsat
økonomiske midler, så der kan findes en snarlig løsning. En færdiggørelse vil være til gavn og
glæde for alle trafikanter og for samfundet som helhed.
En færdiggjort cykelsti langs hele den trafikfarlige Vardevej, vil få mange til at vælge cyklen som
befordringsmiddel, idet stien vil øge trafiksikkerheden, mindske forureningen og energiforbruget,
fremme den grønne profil, fremme folkesundheden, begrænse biltrafikken og mindske behovet for
kollektiv trafik.
Vi har fået flere henvendelser fra borgere, der ikke tør cykle langs Vardevej, men hvis der kommer
en cykelsti, er der flere især ældre, der har oplyst, at de vil anskaffe sig en el-cykel og befordre sig
til Herning.
En færdiggørelse af cykelstien mellem Kibæk og Herning er bl.a. også vigtigt fordi:
Det skaber sammenhæng mellem eksisterende sti og vej egnet til cykeltrafik mellem Kibæk og
Herning by.
Ruten er en del af de prioriterede hovedstisystemer i Herning Kommunes Cykelstiplan
Ruten er en del af det regionale cykelrutenet og forbinder Kibæk, skovområderne og den påtænkte
Nationalpark Skjern Å mod syd med Herning by og Messecenterområdet.