Transportudvalget
Folketinget
Christiansborg
1240 København K
Kære medlemmer af Folketingets Transportudvalg
ADP A/S (Associated Danish Ports) vil gerne invitere jer til et besøg på Fredericia Havn, når det passer i
udvalgets kalender
–
gerne i sammenhæng med en af jeres studieture i foråret 2020.
Fredericia Havn er Region Syddanmarks største containerhavn og ligger helt centralt placeret i den
europæiske transportkorridor. Med en årlig godsomsætning på ca. 7,9 mio. tons er Fredericia Havn blandt
de største danske havne for import og eksport.
I ADP er vi opsatte på, at Danmark skal leve op til regeringens fastsatte mål for CO2-reduktion frem mod
2030, og en af måderne er ved at tænke godstransporten anderledes og mere miljøvenligt end i dag. Her
kan Taulov Dry Port, der er et joint-venture mellem ADP og PFA, tilbyde klimavenlige og multimodale
løsninger, hvor store logistik- og transportvirksomheder kan koble gods fra lastbiler til jernbane- og
søtransport via havnen. Det sker i sammenhæng med de øvrige aktiviteter, der er i Taulov Transportcenter,
hvor der også ligger en af statens kombiterminaler.
Vi tænker, at besøget kan vare en tre timers tid, hvor I kan få et godt kendskab til de aktiviteter, der foregår i
ADP. Samtidig tænker vi, at det kan være relevant for jer at høre om udviklingen i multimodalitet via Taulov
Transportcenter og Taulov Dry Port og de udfordringer, der kan være hermed. Derudover vil vi gerne
introducere jer til en eller flere af de store virksomheder i Taulov, der har fokus på multimodalitet og CO2-
reduktion.
Endelig er der spørgsmålet om en revision af den eksisterende havnelov. Det vil være naturligt at vende den
ved jeres besøg. Vi kan vise, at vi som aktieselskabshavn har klaret vores udbygninger og investeringer
uden kommunale garantier, men må også pointere, at der i dag ikke er ”level playing field” blandt de danske
erhvervshavne.
Vi håber, at I som udvalg vil tage imod invitationen, så I med egne øjne kan se de store forandringer og
muligheder, der foregår på Fredericia Havn og i Taulov Dry Port i disse år.
Vi ser frem til at høre fra jer, så vi kan aftale en nærmere dato for besøget.
De bedste hilsner
Rune D. Rasmussen
CEO i ADP A/S