Sundheds- og Ældreudvalget
Til:
Dato:
Sundheds- og ældreministeren
29. april 2020
Udvalget udbeder sig ministerens besvarelse af følgende spørgsmål:
SUU alm. del
Spørgsmål 997
I forlængelse af svaret på L 158, spm. 38, vil ministeren så redegøre for, om ministeren
finder, at den fastsatte hjemmel i lov om ændring af lov nr. 208 af 17. marts 2020 om
foranstaltninger mod smitsomme og andre overførbare sygdomme og forskellige andre
love, § 12 c, er tilstrækkelig til at kunne fastsætte bestemmelsen i bekendtgørelse om
besøgsrestriktioner på plejehjem, plejeboliger og aflastningspladser samt sygehuse og
klinikker i forbindelse med håndtering af Coronavirussygdom 2019 (COVID-19), § 5, stk.
2, om at forbud eller restriktioner efter § 5, stk. 1, kan omfatte såvel fællesarealer og
udearealer som den del af boligen, som beboeren selv råder over?
Der henvises i den forbindelse til reglerne om besøgsrestriktioner i servicelovens kapitel
24, §§ 137 a-137 d, som blev vedtaget ved lov nr. 627 af 14. juni 2011 om ændring af
lov om social service. I lovforslaget (L 166 af 16. marts 2011) er det anført under pkt. 2
om lovforslagets baggrund, at udgangspunktet for lovforslaget er borgerens ret til selv at
bestemme over egen bolig og grundsætningen om den personlige friheds ukrænkelighed,
som fremgår af § 71 i grundloven. Man fandt det således afgørende, at der skal være
en klar lovhjemmel, når man vil regulere forhold i den del af boligen, som beboeren selv
råder over. Med loven blev der bl.a. skabt en klar hjemmel til, at kommunalbestyrelsen
alene kan træffe afgørelse om besøgsrestriktioner i den del af boligen, som beboeren
selv har råderet over, i et begrænset omfang, når beboeren modtager hjælp og støtte
efter serviceloven.
Spørgsmålet er stillet efter ønske fra Karina Adsbøl (DF).
På udvalgets vegne
Jane Heitmann
formand
1/1