SUU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 64: Henvendelse af 6/11-19 fra netværket Alliancen - Unge med dobbeltdiagnose om grønbog om unge under 25 år med psykiske vanskeligheder og samtidigt problematisk brug af rusmidler

Sundheds- og Ældreudvalget 2019-20, Social- og Indenrigsudvalget 2019-20
SUU Alm.del Bilag 64, SOU Alm.del Bilag 52
Offentligt

ALLIANCEN

NGE MED

D I A G N OSE

D O B B E LT

Grønbog om unge under 25 år med psykiske vanskeligheder

og samtidigt problematisk brug af rusmidler

– oplæg til høring på Christiansborg den 20. november 2019

Alliancen

– unge med dobbeltdiagnose

SUU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 64: Henvendelse af 6/11-19 fra netværket Alliancen - Unge med dobbeltdiagnose om grønbog om unge under 25 år med psykiske vanskeligheder og samtidigt problematisk brug af rusmidler

INDHOLD

Forord

...........................................................................................................................................................3

Indledning

....................................................................................................................................................5

FORORD

I Helsefonden har vi i mange år haft fokus på men-

nesker med dobbeltdiagnoser. Det har længe væ-

ret tydeligt for os, at unge med dobbeltdiagnose er

en særligt udsat gruppe, som har brug for en særlig

hjælp. Derfor bad vi i 2016 konsulentfirmaerne SPUK

og PIHL INKLUSIVE om at lave en vidensopsamling

om unge med dobbeltdiagnoser. Vidensopsamlingen

pegede entydigt på, at de unge har særlige behov for

behandling, og at det er stort behov for at forbedre

denne behandling både organisatorisk, metodisk og

fagligt, hvis vi vil undgå, at mange af de unge mister

dyrebare år, fordi de ikke får den rigtige hjælp tids

nok.

Vi besluttede derfor – sammen med SPUK og PIHL IN-

KLUSIVE – at etablere et netværk,

Alliancen – Unge

med dobbeltdiagnose.

Alliancen består af tre pane-

ler: Ungepanel, Forældrepanel og Fagekspertpanel

og et fælles forum, hvor unge, forældre, forskere og

praktikere sammen har formuleret en række forslag

og anbefalinger til, hvordan vi kan blive bedre til at

gribe unge med dobbeltdiagnose i tide.

Alliancens forslag og anbefalinger er samlet i denne

Grønbog. Vi præsenterer dem også for politikere og

andre interesserede på høringen

Unge med dobbelt-

diagnose

på Christiansborg den 20. november 2019.

Vores ambition er, at høringen og denne bog bliver

startskuddet til en tiltrængt opkvalificering af områ-

det – til glæde for de unge og deres forældre, der i dag

ikke får den hjælp, de har brug for, hvis de skal have

mulighed for et godt og sundt liv.

Vi vil gerne takke alle bidragsydere til Grønbogen.

Det har været fantastisk at opleve, hvordan alle i Alli-

ancen har deltaget i workshops med stor viden og en-

gagement, og hvordan alle har bidraget med at skrive

og give sparring og inputs. Tak for det.

Vi vil desuden sige særlig tak til unge fra Ungepane-

let og forældrene fra Forældrepanelet, som har delt

personlige historier og dermed givet os uvurderlige

indblik i, hvordan vores velfærdssystem fungerer – el-

ler ikke fungerer – på dette meget komplekse områ-

de. Det er her den største motivation for forandring

findes. Tak for det.

01 ALLIANCENS ANBEFALINGER

.............................................................................................................6

”Frygten, for at hun pludselig er borte, er som en hård brændende knude i maven”

................................8

02 HVEM ER DE UNGE MED DOBBELTDIAGNOSE?

............................................................................. 10

”Får du styr på det psykiske, bliver dit misbrug også mindre”

................................................................. 18

03 HVOR MANGE UNGE HANDLER DET OM – OG HVAD KOSTER DET?

...........................................20

”Min søn er blevet fejlbehandlet – og det har kostet både ham, familien og samfundet alt for dyrt”

.... 24

04 HVAD ER PROBLEMET – SET MED DE UNGES OG FORÆLDRENES ØJNE?

................................26

”Jeg var så heldig at møde nogen i systemet, der forstod mig.”

...............................................................30

05 HVORFOR FALDER DE UNGE MELLEM FLERE STOLE?

................................................................. 32

Om Alliancen

.............................................................................................................................................50

Oplæg til høringen

Unge med dobbeltdiagnose

på

Christiansborg den 20. november 2019.

Udgivet oktober 2019 af

Alliancen – unge med

dobbeltdiagnose og Helsefonden.

Redigering: Susanne Pihl Hansen, Peter Jensen

og journalist Monica C. Madsen.

Grafisk tilrettelæggelse: D-Grafisk, David Lund Nielsen.

Alle fotos i hæftet er modelfotos.

Grønbogen er udarbejdet på baggrund af arbejdet i

Alliancen – unge med dobbeltdiagnose

i 2018-19.

Alliancen er igangsat og finansieret af Helsefonden,

og består af 3 paneler: Ungepanel, Forældrepanel og

Fagekspertpanel.

ISBN: 978-87-993161-2-0

På vegne af Helsefondens bestyrelse

Anne-Mette Winther Christiansen

Formand

Hanne Jervild

Direktør

Grønbog

Alliancen

– unge med dobbeltdiagnose

INDLEDNING

Denne Grønbog bygger på:

• Input fra Alliancens tre paneler: Ungepanelet,

Forældrepanelet og Fagekspertpanelet

• Interviews med unge og forældre med personlige

erfaringer

• Baggrundsartikler skrevet af fagpersoner og forskere

fra Alliancen.

Baggrundsartikler kan frit downloades her:

• www.dobbeltdiagnose.net

• www.spuk.dk

• www.pihl-inklusive.dk

Hvordan kan vi styrke indsatsen til unge under 25

år, der både har en psykisk lidelse og et problema-

tisk brug af rusmidler? Det har vi siden foråret 2018

arbejdet med at formulere et bud på i netværket

Alliancen – unge med dobbeltdiagnose.

Der er stort behov for at styrke indsatsen på området,

for psykiske vanskeligheder kombineret med et pro-

blematisk brug af rusmidler er en særdeles brandfar-

lig cocktail. Som en af forældrene i Alliancens Foræl-

drepanel formulerer det:

”Det er som at have benzin og

tændstikker mellem hænderne på samme tid!”

I dag får mange af disse unge ikke relevant og rettidig

hjælp. Som konsekvens mister de dyrebare år, hvor

deres liv går i stå, fordi problemerne vokser dem over

hovedet, og en del af dem kommer skævt ind i vok-

senlivet.

De unges familier belastes også voldsomt. Forældre-

ne skal kæmpe for og med deres barn, samtidig med

at de skal sikre, at de forskellige hjælpesystemer –

som ofte arbejder uafhængigt af hinanden – spiller

sammen. Oven i det, skal de også håndtere det per-

sonlige pres, der følger med, når ens barn har alvor-

lige problemer, samt mobilisere overskud til at være

der for resten af familien.

Som en af forældrene i Alliancen formulerer det:

”Be-

lastningen er meget mere end dobbelt: 1+1 er meget mere

end 2, men hjælpen er nærmest lig nul, når ens barn både

har et misbrug og en psykisk lidelse.”

Det er en udfordring for hjælpesystemerne, at de un-

ges problemer er så komplekse. Der er ingen nemme

løsninger – og ingen fagperson kan løse problemerne

alene: Kun hvis alle er klar til at smide de faglige sky-

klapper, og i stedet vil arbejde sammen og bygge bro

henover de forskellige sektorer og ansvarsområder,

kan de unge – og deres familier – få den hjælp, de har

brug for.

Alliancens overordnede budskab er derfor, at unge

med dobbeltdiagnoser skal ses som et

fællesskabs-

anliggende,

der

både

angår de unge, deres forældre

og fagpersoner på tværs af sektorer og hjælpesyste-

mer –

landspolitikere, kommunalpolitikere og an-

dre beslutningstagere: Vi må

sammen

løfte området

og sikre, at de unge får den rette hjælp til rette tid, når

de har behov for det. Vi ved, at det er muligt!

En grønbog er et diskussionsgrundlag, der analyserer

spørgsmål og angiver mulige løsninger. Formålet er at

skabe debat og dialog, som kan danne grundlag for kon-

krete initiativer til styrkelse af et givent område.

På Alliancens vegne

Susanne Pihl Hansen

PIHL INKLUSIVE

Grønbog

Peter Jensen

SPUK

Trine Ry

Konsulent

Alliancen

– unge med dobbeltdiagnose

ALLIANCENS ANBEFALINGER

De unge er en særlig målgruppe, fordi:

De befinder sig midt i opstartsfasen af deres vok-

senliv, med alt hvad det indebærer af ungdomsliv,

uddannelse, frigørelse, dannelse af egen identitet

osv. En skæv udvikling her har store konsekvenser

langt ind i voksenlivet. Tid er en meget vigtig faktor,

og selv korte perioder uden relevant hjælp kan have

uoprettelige konsekvenser ift. skole, uddannelse,

arbejde, social identitet m.v.

De er en del af en familie, som også belastes: For-

ældrene oplever fx magtesløshed, sorg, skyld og

skam. Søskende oplever fx bekymring, voldsom-

me episoder og forældrenes manglende overskud.

Både forældre og søskende oplever perioder med

sygemeldinger og stress – familiernes trivsel og

hverdagsaktiviteter belastes voldsomt.

Alt for mange unge – og deres forældre og søsken-

de – får ikke tilstrækkelig og rettidig hjælp. Det er et

problem, der har store konsekvenser for den unge

selv, for familierne – og for samfundet.

Problemerne er mere end dobbelte, men hjælpen

er ikke. Ingen personer eller systemer kan løse ud-

fordringerne alene – det er et fællesskabsanliggen-

de: Vi har alle et ansvar. Vi kan ikke bare slå nye

organisatoriske streger eller lave nye kasser, som

de unge skal passe ind i. De unge og deres familier

skal opleve, at hjælpen er tilgængelig, integreret og

sammenhængende.

•

At der på praktikerniveau sikres:

Relevant uddannelse/viden i normalsyste-

merne om begyndende psykiske problemer og

rusmiddelproblemer, herunder systematiske

screeningsværktøjer

Relevant uddannelse/viden på det specialise-

rede socialområde og på det psykiatriske om-

råde, herunder systematiske screeningsværk-

tøjer, fælles retningslinjer for udredning samt

overblik over tilgængelige indsatser på tværs af

sektorer.

Derfor anbefaler Alliancen:

•

At der udarbejdes fælles nationale retningslinjer,

der sikrer sammenhæng på tværs af sektorer, og

som tager udgangspunkt i løsninger, der er tilpas-

set den enkeltes behov, fx med inspiration fra de

amerikanske retningslinjer.

•

At retningslinjerne indeholder et overordnet

princip om ’No Wrong Door’ – ligegyldigt, hvor de

unge og deres familier henvender sig eller bliver

opdaget, skal de opleve sig mødt og hjulpet – eller

hjulpet videre til relevant hjælp.

•

At der etableres et kompetencecenter for unge med

dobbeltdiagnoser, fx med inspiration fra ’Nasjonal

Kompetansetjeneste’ i Norge. Kompetencecentret

skal organisatorisk forankres på tværs af relevante

ministerier, styrelser og sektorer og skal inddrage

dem, det hele handler om: de unge og deres foræl-

dre. Kompetencecentret skal have ansvar for:

at igangsætte og formidle de politiske visioner

fra retningslinjerne

at yde støtte til implementeringen af retnings-

linjerne, både regionalt og kommunalt

at stå for systematiske afprøvninger af særlige

problemfelter, fx forløbskoordination.

Derfor anbefaler Alliancen:

•

At de unge og deres familier skal have relevant og

samtidig hjælp i både psykiatri og rusmiddelbe-

handling – og i andre hjælpesystemer, når der er

behov for det.

•

At de unge skal mødes med et ungesyn, der tager

udgangspunkt i hele den unge: Vi skal ikke løse

problemerne

for

de unge, men

sammen med

dem.

•

At alle medlemmer af de unges familiesystemer

skal have mulighed for at få hjælp.

•

At de unge og deres familier tilbydes ekstra støt-

te i særligt belastede perioder, fx i form af prak-

tisk hjælp til hverdagen, økonomisk støtte til or-

lovsperioder, særligt samarbejde om udeboende

børn og psykologhjælp til forældre, søskende og

andre nære pårørende.

Der er brug for hjælp også efter behandlingsind-

satsen. De unge, der er kommet ud på den anden

side af behandlingsindsatsen, skal have et tilbud

om efterværn, der gives i form af individuel støt-

te, gruppestøtte og/eller støtte til at indgå i gode,

sunde fællesskaber.

Derfor anbefaler Alliancen:

•

At efterværnet skal fremgå af de fælles retnings-

linjer og skal være en del af den udvikling, som un-

derstøttes af Kompetencecentret. Målet er at sikre,

at viden og metoder i arbejdet formidles til prakti-

kere i regioner og kommuner.

•

At efterværnet både kan gives som individuel støt-

te, som gruppestøtte og som støtte til at indgå i

gode sunde fællesskaber.

•

At der gives lovhjemmel til denne støtte, som det

kendes fra døgnanbringelsesområdet (Servicelo-

vens §76).

Psykiske vanskeligheder og samtidigt

problematisk brug af rusmidler er en

brandfarlig cocktail. Det er som at

have benzin og tændstikker mellem

hænderne på samme tid!

Far til ung mand på 20 år og med i Forældrepanel

Grønbog

Alliancen

– unge med dobbeltdiagnose

INTERVIEW MED MOR FRA FORÆLDREPANEL

”Frygten,

for at hun pludselig er borte,

er som en hård br ndende knude i maven”

Maria er 22 år. Hun har ikke noget sted at bo. Hun har et stort misbrug af rusmidler. Hun er diagnosticeret med

bl.a. borderline, angst og alvorlig spiseforstyrrelse. Og hun får pt. ingen hjælp overhovedet. Sådan har det ikke

altid været: Maria var en gang en helt almindelig pige i en helt almindelig kernefamilie med to søskende og to

veluddannede forældre, i en helt almindelig lille by i Danmark. Men meget er gået galt undervejs.

Psykiateren mener, at Maria har en personligheds-

forstyrrelse, men diagnosen kan først stilles, når hun

bliver 18. Han anbefaler derfor, at hun får en kontaktper-

son og på et tidspunkt bliver tilbudt en bolig sammen

med andre unge og med støtte, også i aftentimerne.

Kontaktpersonen bevilges, men stopper efter 3-4 be-

søg med den begrundelse, at Maria ikke er dårlig nok.

Derudover modtager Maria ingen hjælp fra kommunen.

Da Maria bliver taget med stoffer på sig, får hun en

behandlingsdom i et rusmiddelcenter for unge. Det er

første gang det lykkes for Maria at skære ned på stof-

ferne. Men der bliver ikke samtidig arbejdet med hen-

des psykiske vanskeligheder, og snart tager hun igen

stoffer som før.

Lige før Maria fylder 18, bliver hun udredt i børne- og

ungdomspsykiatrien og får diagnosen borderline. Hun

er i forvejen diagnosticeret med bl.a. angst, spisefor-

styrrelse og misbrug, og hun kommer nu i medicinsk

samtaleterapi, som hun er glad for: Efter et år afslut-

tes forløbet, og i udskrivningspapirerne står, at Marias

borderline nu næsten ikke kan spores mere. Det næv-

nes også, at hun indimellem ryger lidt hash. Hendes

massive rusmiddelproblemer er tilsyneladende sta-

dig ikke blevet opdaget eller taget alvorligt. I papirer-

ne står også, at børne- og ungdomspsykiatrien nu har

gjort deres. Hvis Maria igen får brug for hjælp, skal hun

henvende sig til egen læge, der kan henvise til voksen-

psykiatrien.

Maria er i dag 22 år. Siden hun blev 18 og overgik til

kommunens voksenforvaltning, har hun haft mindst

10 forskellige sagsbehandlere. Via egen læge har hun

også været omkring voksenpsykiatrisk afdeling, hvor

hun blev tilbudt et borderline-forløb. Men det blev al-

drig fuldført, fordi terapeuten blev syg, og hospitalet

afviste at hjælpe hende på anden måde, indtil hun var

ude af sit misbrug. Og en bevilling om støttekontakt-

person er netop blevet trukket tilbage, da kommunen

har opdaget, at hun ikke har en fast bopæl.

Det eneste, jeg er god til, mor,

det er at tage stoffer

Maria har flere gange uden held henvendt sig til

kommunen for at komme i døgnbehandling for sin

dobbeltdiagnose, og moren oplever, at Maria nu har

mistet både sit håb og sin værdighed:

”Forleden dag

udbrød hun: ’Skal jeg tage en overdosis, før jeg får no-

get hjælp?’ Og hun tilføjede, helt ud af det blå: ’Det

eneste, jeg er god til, mor, det er at tage stoffer,’”

for-

klarer moren.

Også moren er modløs:

”Det er så megahårdt. Jeg

kan slet ikke beskrive den afmagt, jeg føler. Maria er

blevet så ubeskrivelig tynd og gennemsigtig, og hun

er altid trist og ked af det. Jeg er frygtelig bange for,

at hun ikke når at få hjælp, inden det er for sent. Hen-

des far og jeg har mere eller mindre givet op: Vi vil

gøre alt for hende, men vi er ikke i stand til på egen

hånd at hjælpe hende. Måske har vi vores pige – må-

ske ikke … Jeg må indrømme, at kræfterne er ved at

være godt brugt op, i forhold til at få hjælp til vores

datter. Frygten, for at hun pludselig er borte, er som

en hård, brændende knude i maven.”

a Maria er 13 år, får hun konstateret en begyn-

dende spiseforstyrrelse hos familiens læge, som

straks henviser hende til børne- og ungepsykiatrien.

Men ventetiden er lang, og efter 3-4 måneder er Maria

voldsomt selvmordstruet. Først da lægen rykker for

hurtigere hjælp, kommer hun i ambulant behandling.

Hun får beroligende medicin og korte samtaler med

vejning hos en psykiater. Det har ikke effekt, og ef-

ter 1 måned er Maria så selvmordstruet, at hun bli-

ver indlagt akut i en uge på en skærmet afdeling. Så

sendes hun hjem igen, uden yderligere opfølgning på

selvmordstrusler.

I stedet får hun et 4 måneders forløb i dialektisk ad-

færdsterapi. Men behandlingen virker ikke – nok fordi

Maria er for ung, og fordi ingen endnu har opdaget, at

hun ryger hash og tager amfetamin, vurderer hendes

mor i dag.

Forældrene henvender sig flere gange til kommunen

for at få hjælp. Først da de kontakter borgmesteren

direkte, sker der noget. En sagsbehandler kommer på

besøg i hjemmet, men vurderer ikke, at der er grund til

at lave en børnefaglig undersøgelse (§50), da famili-

en jo er ressourcestærk: Der er hverken vold eller druk

i familien.

Det går støt ned ad bakke for Maria, og da hun er 16,

bliver hun igen henvist til børne- og ungepsykiatrien:

Hun har det nu meget skidt, tager stoffer, stikker af

hjemmefra osv.

Efter flere måneders ventetid bliver familien tilbudt

et forløb med 5 familiesamtaler, hvor Maria samti-

dig kommer i individuel behandling. Efter den sidste

samtale indkalder psykiatrien til et netværksmøde

med bl.a. Marias psykiater, egen læge og en sagsbe-

handler fra kommunen. Det er første gang, kommu-

nen og psykiatrien deltager i samme møde – og det

er anden gang, familien møder en sagsbehandler fra

kommunen. Maria har på det tidspunkt været i kon-

takt med psykiatrien i næsten 4 år.

Grønbog

Alliancen

– unge med dobbeltdiagnose

HVEM ER DE UNGE MED

DOBBELTDIAGNOSE?

Unge med dobbeltdiagnoser er unge, som har brug

for hjælp fra forskellige hjælpesystemer på én gang,

fordi de har psykiske vanskeligheder, et problema-

tisk brug af rusmidler og ofte også mange andre

problemer, fx problemer med skole/uddannelse,

økonomiske problemer, sociale problemer.

Det er en stor udfordring at få koordineret indsat-

sen mellem fx psykiatri og rusmiddelbehandling,

og mange af de unge får derfor ikke den hjælp, de

har brug for: Alt for mange unge falder mellem fle-

re stole.

Derfor er der behov for, at vi får en fælles forståelse

for, hvem de unge er, og hvad de har brug for.

Derudover har de både psykiske vanskeligheder og et

problematisk brug af rusmidler – og ofte også mange

andre problemer. Mange har allerede som børn følt

sig anderledes, og de fleste oplever i puberteten stør-

re problemer end deres jævnaldrende, både følelses-

mæssigt, adfærdsmæssigt og socialt. Samtidig er pu-

berteten ofte en tid, hvor de stifter bekendtskab med

rusmidler og opdager, at rusmidler (alkohol, hash

og andre psykoaktive stoffer) også kan bruges til at

håndtere følelser og problemer, og til at give adgang

til sociale fællesskaber, hvor de føler sig accepteret.

De unge med dobbeltdiagnoser befinder sig derfor

i en ekstrem sårbar situation, hvor de har

brug for

hjælp fra flere forskellige hjælpesystemer på én

gang.

Får de ikke den rette hjælp og støtte i tide, har det ofte

store og alvorlige konsekvenser – både for de unge

selv, for deres familie og for det øvrige samfund: De

unge, der ikke gribes, spilder vigtige år i deres udvik-

ling og risikerer at komme så skævt ind i deres vok-

senliv, at de udvikler et massivt og vedvarende behov

for hjælp og behandling fra psykiatri, rusmiddelbe-

handling mm.

Derfor er det vigtigt, at vi tilbyder de unge relevant

hjælp, mens deres muligheder for at komme sig er

størst. Det kræver, at vi forstår og er enige om, at:

•

De unge er forskellige – alle passer ikke ind i én

kasse

•

Problemerne er komplekse – der er ingen enkle

løsninger

•

De unge skal mødes som unge.

Eksperimenterende brug af rusmidler:

Lejlighedsvis brug

’for sjov’. Kan dog ende med uheld, føre til problematisk

brug og fremme/forstærke psykiske vanskeligheder.

Problematisk brug af rusmidler:

Hyppig brug, som kan

medføre fysiske, psykiske og sociale problemer/skader.

Hvornår et forbrug bliver problematisk er individuelt. In-

denfor forskning anvendes følgende kriterier ofte: Brug

af hash +20 dage pr måned, og/eller af andre stoffer +4

dage pr måned, og/eller af alkohol, der overskrider Sund-

hedsstyrelsens højrisikogrænse (14 genstande pr uge for

kvinder og 21 genstande pr uge for mænd)

(Pedersen,

2019 m.fl.)

Psykiske vanskeligheder:

En tilstand, hvor der sker foran-

dringer i følelser, tænkning, kommunikation, læring, resi-

liens, selvværd eller adfærd, som kan give personen pro-

blemer socialt, arbejdsmæssigt og relationelt. WHO mfl.

definerer psykiske lidelser ud fra kliniske symptomer, som

påvirker patientens funktionsevne. Man skelner mellem

svær psykisk lidelse (fx skizofreni, psykose, bipolar lidelse

I, svær depression, emotionel ustabil personlighedsfor-

styrrelse) og lettere psykisk lidelse (fx ADHD, svær angst

herunder PTSD, alvorlig spiseforstyrrelse, moderat de-

pression og bipolar lidelse II).

(Diagnostic and Statistical

Manual of Mental Disorders, DSM-5TM (5th ed.), 2013;

WHO, ICD-10, 2016)

’Unge med dobbeltdiagnose’ eller ’Unge med psykiske

vanskeligheder og samtidigt problematisk brug af rus-

midler’

I Alliancen har vi valgt at forstå ’Unge med dobbeltdiag-

nose’

både

som unge, der er blevet udredt og har fået

diagnoser for psykiske lidelser og problematisk brug af

rusmidler,

som unge, der ikke er blevet udredt og diag-

nosticeret, men som både har psykiske vanskeligheder og

et problematisk brug af rusmidler. Efter ønske fra de unge

i Alliancens Ungepanel er vores logo udformet som et

stempel, da det er sådan,

de unge oplever begrebet:

UNGE MED

Som et stempel, de får i

N O SE

D O B B E LT D IA G

panden af omverdenen.

De unge er forskellige – alle passer ikke ind

i én kasse

Fra forskningen ved vi, at mange unge (og voksne)

med et problematisk brug af rusmidler også har psy-

kiske problemer:

•

Psykiske vanskeligheder kan medføre et proble-

matisk brug af rusmidler.

•

Problematisk brug af rusmidler er forbundet med

mistrivsel hos unge, som med tiden kan udvikle

sig til psykisk lidelse.

•

Kombinationen af problematisk brug af rusmidler

og psykiske vanskeligheder dækker over et bredt

felt af unge: Fra unge med lettere psykiske vanske-

ligheder til unge med svære psykiske lidelser.

Alliancen

– unge med dobbeltdiagnose

En fælles forståelse af de unge med

dobbeltdiagnose

Hvem er de unge? Først og fremmest er de unge men-

nesker, der står midt i en særlig og afgørende livsfase,

hvor de er i gang med at danne deres identitet og fin-

de deres personlige fodfæste og retning i livet i for-

hold til uddannelse, arbejde og alt det andet, der hø-

rer til et ungdomsliv.

Grønbog

•

Der er en direkte sammenhæng mellem udvik-

lingen af psykiske vanskeligheder, problematisk

brug af rusmidler og generel mistrivsel, som fx

mobning, problematiske opvækstvilkår eller bo-

lig- og uddannelsesproblemer.

Unge med psykiske vanskeligheder og et problema-

tisk brug af rusmidler er en meget sammensat grup-

pe. Når vi vurderer, hvordan vi kan hjælpe de unge,

er vi derfor nødt til at tage afsæt i den enkelte unges

belastningsgrad og funktionsniveau: En ung kan fx

have et lille rusmiddelbrug, men alvorlige psykiske

vanskeligheder og mistrivsel. Samtidig kan belast-

ningen svinge op og ned i perioder. Får den unge fx

alvorlige trivselsproblemer i skolen, kan det forværre

både de psykiske vanskeligheder og det problemati-

ske brug af rusmidler.

Figur 1 viser, hvordan de unge på forskellige måder

kan være ramt af

Psykiske vanskeligheder, Rus-

middelproblemer

Generel mistrivsel.

Unge med dobbeltdiagnose befinder sig i felt A og B,

fordi de på samme tid har rusmiddelproblemer og

psykiske vanskeligheder. Alliancens drøftelser viser,

at det også er vigtigt at have stor opmærksomhed på

de unge, som befinder sig i felt C og D, og som er i ri-

siko for at bevæge sig ind i felt A:

•

Ung A

har alvorlige problemer i alle tre felter:

Psykiske vanskeligheder, et problematisk brug af rus-

midler og andre alvorlige problemer, der giver mistriv-

sel:

Fx en ung med personlighedsforstyrrelser,

som dagligt bruger rusmidler i store mængder og

som samtidig har problemer med fx hjemløshed,

ikke-succesfuld anbringelse, skole/uddannelses-

dropout, arbejdsløshed eller traumatiske oplevel-

ser som overgreb eller vold.

•

Ung B

har

psykiske vanskeligheder og

problema-

tisk brug af rusmidler,

men trives tilsyneladende

ok med det: Fx en 17-årig dreng med ADHD-diag-

nose, der selv synes, at han har styr på det og kan

’behandle’ sin ADHD med hash eller amfetamin.

Forældre og myndigheder ser ofte anderledes på

situationen, og over tid begynder den unge måske

også selv at opleve sit liv som problematisk og ryk-

ker ind i felt A.

•

Ung C

har et

problematisk brug af rusmidler

mistrives:

Fx en 15-årig pige, der dulmer store pro-

blemer derhjemme ved at ryge hash hver dag og

tage ecstasy i weekenderne. Eller en ung mand,

der starter med at ryge hash for sjov, men da hans

forbrug eskalerer, får problemer med at passe sin

uddannelse og smides ud hjemmefra. Over tid kan

alvorlig mistrivsel og et langvarigt problematisk

brug af rusmidler føre til alvorlige psykiske van-

skeligheder som fx svær depression, dvs. en bevæ-

gelse mod felt A.

•

Ung D

mistrives og har en psykisk lidelse:

Fx en

pige, der udvikler alvorlig spiseforstyrrelse i teen-

ageårene, eller en dreng, der mistrives i folkesko-

len og som senere får en diagnose indenfor autis-

mespektret. Begge unge er over tid i risiko for at få

et problematisk brug af rusmidler, fordi alkohol,

hash eller andre stoffer kan være et redskab til at

håndtere den psykiske lidelse og give adgang til

det sociale fællesskab, de ellers er udelukket fra.

Risiko- og Beskyttelsesfaktorer

Der er ingen enkel forklaring på, hvorfor nogle unge ud-

vikler et bekymrende brug af rusmidler. Men fra forskning

ved vi, at en række faktorer kan fremme eller forhindre

det, bl.a. social og psykisk mistrivsel.

Beskyttende faktorer:

• Trivsel og mental sundhed, bl.a. stærke personlige

handlekompetencer og mestringsevner ift. sociale re-

lationer og håndtering af vanskeligheder

• Opvækst med tryghed, støtte og gode, støttende

familie-/voksenrelationer

• Stabil tilknytning til uddannelse og job, bl.a. faglig og

social trivsel

• Sociale netværk og fritidsaktiviteter i fællesskaber

uden rusmidler.

Risikofaktorer:

• Belastet opvækst med brud, svigt, stress, overgreb

mm., herunder også problematisk brug af rusmidler

eller psykiske problemer hos forældre

• Mistrivsel og psykiske problematikker, som fx ADHD,

ensomhed, angst, depression – eller symptomer herpå

• Tidlig rusmiddeldebut

• Venner/netværk med problematisk brug af rusmidler

• Ustabil eller manglende tilknytning til skole/uddan-

nelse, faglig eller social mistrivsel mm.

Socialstyrelsens Vidensportal samt Forebyggelses-

pakke: Stoffer, Sundhedsstyrelsen, 2018

Figur 1

Psykiske

vanskeligheder

Problemer med

rusmidler

Generel

mistrivsel

Grønbog

Alliancen

– unge med dobbeltdiagnose

Problemerne er komplekse – der er ingen

enkle løsninger

Tidligt og sent manifesterede problemer

Hos unge er det hensigtsmæssigt at skelne mellem to til-

stande, der kan føre til senere rusmiddelproblemer/psy-

kiske vanskeligheder

•

Tidligt manifesterede, grundlæggende problemer,

hvor den unge allerede som barn har synlige proble-

mer fx i skolen med indlæring og fravær, ekskluderes

socialt i 11-14-års alderen og er i risiko for at blive del

af miljøer med problematisk rusmiddeladfærd. Nogle

diagnosticeres tidligt med fx ADHD, men ofte iden-

tificeres og sanktioneres de unge pga. deres proble-

matiske adfærd, uden undersøgelse af, om psykiske

vanskeligheder og/eller et rusmiddelbrug spiller ind.

Sent manifesterede grundlæggende problemer og

ungdomslivsproblemer,

hvor den unge ikke tidlige-

re har haft problemer i skolen, men i puberteten får

vanskeligheder med fx følelser eller indlæring, som en

reaktion på sociale problemer med at begå sig, foræl-

dres skilsmisse eller svære opvækstbetingelser. Nog-

le af disse unge diagnosticeres nu eller senere med fx

autisme eller begyndende skizofreni.

De unges problemer kan ikke løses af en enkelt in-

stans, for de går på tværs af mange forskellige fagom-

råder: De psykiske vanskeligheder kræver indsatser

fra psykiatrien, rusmiddelproblemer kræver indsat-

ser fra rusmiddelbehandlingen – og ofte har den unge

også problemer med økonomi, uddannelse/arbejde,

familie osv., som kræver en indsats fra socialforvalt-

ningen mfl.

Set med den unges øjne hænger problemerne imid-

lertid tæt sammen: Mange bruger fx hashen til at få

styr på tankemylder og uro – og de ser derfor ikke has-

hen som et isoleret problem, der skal løses adskilt fra

de øvrige problemer. Måske de ligefrem ser hashen

som løsning på nogle af deres problemer. For den

unge kan hjælpesystemernes tendens til at opsplitte

indsatserne derfor være med til at skabe endnu flere

problemer, når de bliver afvist i ét hjælpesystem (fx

psykiatrien) med henvisning til, at de først skal have

løst deres rusmiddelproblem i et andet hjælpesystem

(fx rusmiddelbehandlingen).

Problemernes kompleksitet kræver derfor, at mange

forskellige hjælpesystemer arbejder sammen og ko-

ordinerer deres indsatser. Der findes ikke én metode

eller ét fagområde, der kan håndtere alle problemer

på én gang. Komplekse problemer er netop kende-

tegnede ved, at der ikke findes enkle løsninger: Det

er nødvendigt at undersøge problemerne grundigt,

inddrage mange parter, prøve sig frem og måske også

operere i gråzoner, før det er muligt at finde frem til

løsninger, der er skræddersyet til den enkelte ung og

dennes familie.

•

Fælles for begge grupper unge er, at det problematiske

rusmiddelbrug oftest udvikler sig som en håndterings-

strategi, som spænder ben for mulighederne for at løse

problemerne på en mere hensigtsmæssig måde: Nogle

unge isolerer sig og mindsker også på den måde mulig-

heden for at få hjælp, mens andre søger mod alternative

ungefællesskaber, hvor man samles om at have svært ved

at klare kravene i skolen, sociale relationer til andre unge

og familien m.m.

(Vind & Pedersen, 2010)

Det er ekstremt hårdt for os alle, at vores hjem ikke længere er en tryg base,

men et sted hvor vi er i konstant alarmberedskab. Anton går amok, hvis han

føler, at vi presser ham for meget – han tåler simpelthen ikke at blive gjort

forkert mere, er min fornemmelse.

Jeg ville ønske, at der i de situationer, hvor det hele ramler, var et akutsted,

hvor man kan sende sit barn under 18 år hen, og hvor der var kompetente

medarbejdere, som kunne være med til at aflaste.

For det er jo en total afmagtssituation, at man har ringet efter politiet, fordi

man ikke kunne håndtere sit eget barn. Man er bare sat fuldstændig skakmat.

Mor til ung mand på 17 år og med i Forældrepanel

Grønbog

Alliancen

– unge med dobbeltdiagnose

De unge skal mødes som unge

Når vi udvikler tilbud til unge med dobbeltdiagno-

se, er det vigtigt, at vi er opmærksomme på de unges

særlige situation:

De er på vej fra barndom til voksentilværelse. Mange

har endnu ikke fået uddannelse, job eller egen fami-

lie, og de er alle i gang med at etablere sig selv i livet

og skabe deres egen identitet. Mange af de unge er

måske heller ikke grundigt udredt for deres psyki-

ske lidelser, og de har måske ikke erkendt, at deres

brug af rusmidler er problematisk. Kort sagt befinder

de sig i en livsfase, hvor meget fortsat kan ske – dvs.

hvor der stadig kan skabes plads til drømme, håb og

positive forventninger til livet.

Derfor er det helt afgørende, at vi

først og fremmest

møder dem som unge mennesker på vej.

Dvs.:

•

At vi har

et helhedssyn

på den unge og den unges

liv, hvor vi ser det problematiske forbrug af rus-

midler som et symptom på den unges øvrige ud-

fordringer og psykiske/sociale problemstillinger.

•

At vi tager afsæt i

et udviklingssyn,

hvor vi ser den

unge i

en fysisk, psykisk og social udviklings- og

læringsproces.

•

At vi har fokus på

kontekst, rammer og relationer

omkring den unges liv. Det betyder, at vi i vores

indsatser skal have fokus på strukturerne og ram-

merne omkring den unges hverdagsliv. Dvs. den

unges familie, netværk, venner, bolig, skole, fritid

og den unges særlige behov for omsorg og støtte

fra betydningsfulde voksne.

Læs mere her:

Dette kapitel er baseret på baggrundsartiklen:

• Unge med dobbeltdiagnoser – intro og forståelsesramme,

Susanne Pihl Hansen, Sheila Jones og Hanne Dam.

Artiklen kan downloades her:

www.dobbeltdiagnose.net

www.spuk.dk

www.pihl-inklusive.dk

Øvrige kildehenvisninger:

• Pedersen & Pedersen (2019):

MOVE. 21 måneder efter ind-

skrivning.

Center for Rusmiddelforskning, Aarhus Universitet.

• Pedersen (2014):

Samarbejdet om de dobbeltbelastede bor-

gere, Misbrugsbehandlingen og socialpsykiatrien i kommu-

nerne.

Kapitel 10 i

Det Kommunale Sundhedsvæsen,

red. af

Birthe M. Pedersen og Steen Rank Petersen, Hans Reitzels

Forlag.

• Socialstyrelsen (2019):

Vidensportalen – Børn, unge og rus-

middelproblematikker

• Sundhedsstyrelsen (2018):

Forebyggelsespakke: Stoffer.

• Vind, Leif og Mads Uffe Pedersen, (2010):

Behandling og an-

dre sociale indsatser, der tilbydes unge, der misbruger rus-

midler.

Center for Rusmiddelforskning, Aarhus Universitet

Det er underligt, at du generelt

i systemet møder en masse

folk, der tror, at de ved, hvad

du har brug for som ung –

hvorfor lytter de ikke på, hvad

du rent faktisk siger, og tager

udgangspunkt i det?

Ung kvinde, 23 år, og med i Ungepanel

Grønbog

Alliancen

– unge med dobbeltdiagnose

INTERVIEW MED UNG FRA UNGEPANEL

”Får

du styr på det psykiske,

bliver dit misbrug også mindre”

Camilla vokser op i en almindelig kernefamilie i en lille by. Hun trives godt som lille, men allerede i 1. klasse be-

gynder hun at få problemer: Hun føler sig ensom, bliver mobbet og har meget fravær. Først da hun er 17 og får

en kontaktpædagog og en rusmiddelbehandler, der forstår hende, begynder tingene at ændre sig.

Hun får nu en ny sagsbehandler, som går i gang med

en børnefaglig undersøgelse (§50). 14 måneder senere

vender sagsbehandleren tilbage og forklarer, at kom-

munen ikke længere anbringer unge. Camillas far tjek-

ker loven og ringer til borgmesteren for at høre, om det

virkelig kan være rigtigt. Kort efter får Camillas foræl-

dre brev om, at kommunen nu har bevilget en anbrin-

gelse. Men først et halvt år senere er der en ledig plads

til Camilla.

I de to år Camilla kommer til at vente, opbygger hun

”et massivt misbrug af alt undtagen heroin”,

som hun

siger. Og da hun endelig får plads på opholdsstedet,

er det svært at leve op til de mange krav, der stilles til

hende. Hun tør ikke fortælle om rusmidlerne – hun er

bange for at blive smidt ud, og kemien med kontakt-

personen kører hurtigt skævt. Da misbruget til sidst

opdages, bliver hun smidt ud. Hun er nu 17 og rakker i

et halvt år rundt som hjemløs – de fleste nætter sover

hun i en lånt bil.

Kommunen mener, at Camilla bare kan droppe rus-

midlerne og flytte tilbage til opholdsstedet. Først da

hun på eget initiativ kontakter Børns Vilkår og får en

bisidder med til et møde i kommunen, får hun bevil-

get et nyt opholdssted.

Denne gang er hun heldig: I løbet af de næste 4 år får

hun endelig den hjælp, hun har brug for. At personalet

på det nye opholdssted ikke betragtede hende som

en diagnose, men som et menneske, har været alt-

afgørende for, at det alligevel er lykkes hende at få et

godt liv i dag, vurderer hun. De lyttede til hende frem-

for at forsøge at få hende til at passe ind i deres kasser:

”Inden da havde jeg mest mødt folk, der troede, at de

vidste, hvad jeg havde brug for – i stedet for at tage

udgangspunkt i, hvad jeg selv sagde!”

Efter kort tid på opholdsstedet får Camilla det så godt,

at hun kan undvære alle stofferne på nær hashen. Hun

er nu 18 år. Men hendes kontaktpædagog mener, at det

er vigtigt, at hun også får gjort noget ved hashen. Og 3

afslag og 14 måneder senere bevilger kommunen en-

delig penge til, at Camilla kan komme i behandling på

et rusmiddelcenter med speciale i dobbeltdiagnoser.

På det tidspunkt har Camilla dog mistet gejsten pga.

den lange ventetid, og til den første samtale forklarer

hun behandleren, at hun ikke længere kan overskue at

droppe hashen.

amillas skoletid er præget af mobning, skoleskift

og stort fravær. I en alder af 12 år begynder hun at

ryge, drikke og pjække for at være en del af fællesska-

bet. Som 14-årig er Camilla næsten holdt op med at

komme i skole.

I 9. kl. bliver hun sendt på en efterskole. Her får hun

det så skidt, at hun hurtigt dropper ud. I den korte tid

på efterskolen prøver hun imidlertid at ryge hash – og

finder endelig noget, der giver ro og dulmer tanker-

ne om selvmord og de andre svære følelser, som hun

slås med.

Camilla går nu hjemme uden noget at lave, mens hun

får det dårligere og dårligere. En dag er selvmordstan-

kerne så alvorlige, at moren kører hende på psykiatrisk

skadestue: ”Her

snakker jeg med en dame, der efter

10 minutter siger, at hun kan se, at jeg er deprime-

ret, er selvmordstruet og nok også har en personlig-

hedsforstyrrelse. Men de har kun én plads ledig, og

den skal de gemme til en person med skizofreni. Så

hun sender mig hjem igen med en pose beroligende

piller.”

Grønbog

Camilla får det ikke bedre, og kort efter tager hun igen

på psykiatrisk skadestue. Denne gang bliver hun ind-

lagt, de første uger på den lukkede akutafdeling, og så

i 4 måneder på den åbne afdeling.

Mens hun er indlagt, bliver hun udredt: Hun får diag-

noserne borderline og depression. Desuden bliver hun

IQ-testet – testen viser, at hendes intelligens svarer

til retarderet. En diagnose, som kan undre, men som

stadig hænger fast, selvom Camilla i dag læser på uni-

versitetet. Ifølge Camilla selv var hun så påvirket af

medicin og stoffer, at hun ikke var klar over, at hun

deltog i en test.

Psykiaterne anbefaler kommunen, at Camilla får støt-

te til at flytte i et bo-og skoletilbud for unge med per-

sonlighedsforstyrrelser. En sagsbehandler fra kom-

munen besøger kort efter Camilla på hospitalet. Men

derefter hører hun ikke mere fra kommunen, og da

hun udskrives 4 måneder senere, må hun flytte hjem

til sine forældre igen.

Får du styr på det psykiske,

bliver dit behov for at tage

stoffer automatisk mindre

”Men så sagde behandleren bare: ’Det er fint nok, vi

kan kikke på de andre ting og måske bare forsøge at

trappe lidt ned.’ Så vi arbejdede faktisk ikke så meget

med mit misbrug, men mere med de psykiske ting.

Imens blev mit hashforbrug stille og roligt mindre. Og

det er jo lige præcis dér, hvor det er vigtigt at komme

hen: For får du styr på det psykiske, bliver dit behov

for at tage stoffer automatisk mindre,”

konstaterer

hun i dag.

Alliancen

– unge med dobbeltdiagnose

HVOR MANGE UNGE

HANDLER DET OM

– OG HVAD KOSTER DET?

Der findes ikke en samlet opgørelse over hvor man-

ge unge, der har psykiske vanskeligheder kombine-

ret med et problematisk brug af rusmidler. Men vi

kan få en fornemmelse af omfanget, hvis vi sam-

menholder de officielle tal fra Sundhedsstyrelsen

med ny forskning fra

Center for Rusmiddelforsk-

ning, VIVE – det nationale forsknings- og analy-

secenter for velfærd

samt

Kompetencecenter for

Dobbeltdiagnoser

i Region Hovedstaden.

de bliver ældre. Men ikke alle. Nogle unge udvikler i

stedet et problematisk brug af rusmidler. Center for

Rusmiddelforskning

(Pedersen m.fl., 2015; Pedersen

m.fl., 2012)

estimerer, at:

•

16-17.000 danske unge på 15-24 år ryger hash hver

dag/næsten hver dag (+20 dage om måneden).

•

19-20.000 danske unge på 15-24 år ryger hash

hver dag/næsten hver dag og/eller bruger amfeta-

min, kokain, ecstasy og/eller andre illegale stoffer

mindst 4 dage om måneden.

•

Ca. 32.000 unge på 15-24 år drikker ugentligt

mindst 35 genstande (mænd) /28 genstande (kvin-

der).

•

18,3 % af de unge på 16-24 år oplever, at de har et

dårligt mentalt helbred.

•

Ca. 20 % af skolebørn på 11-15 år oplever, at de har

alvorlige problemer med psykisk mistrivsel.

•

Ca. 15 % af alle børn og unge vil, inden de fylder 18

år, have været i behandling for en psykisk lidelse,

som fx ADHD, angst eller depression.

Hertil kommer et ukendt antal unge, som ikke indgår

i ovenstående estimat:

•

Unge, der får udskrevet psykofarmaka af egen

læge eller privatpraktiserende psykiater, og som

ikke bliver registreret i Landspatientregistret.

•

Unge, der har et problematisk brug af alkohol.

Beregninger udført af Kompetencecenter for Dob-

beltdiagnoser, Region Hovedstadens Psykiatri på

baggrund af tal fra den Psykiatriske del af Landspa-

tientregisteret 2002-2017 viser også, at et stigende

antal unge med dobbeltdiagnose behandles i psyki-

atrien

(dobbeltdiagnose defineret som kombination af af-

hængighedssyndrom, F1.x1, eller skadeligt brug, F1.x2, af

rusmidler og en psykiatrisk diagnose i F-kapitlet) (Mår-

tensen, 2019):

•

I 2017 blev 1.200 nye unge (incidente tilfælde) på

15-25 år med en dobbeltdiagnose behandlet i psy-

kiatrien, enten på psykiatrisk skadestue, ambu-

lant eller via indlæggelse.

•

Antallet af unge dobbeltdiagnosticerede indlagte

i psykiatrien er fordoblet fra 2002 til 2017: Fra 553

unge i 2002 til 1152 unge i 2017.

•

Unge med dobbeltdiagnose udgør for de unge

mænds vedkommende 24,3%, mens det for de

unge kvinders vedkommende er 6,7% af alle ind-

lagte i aldersgruppen 15-25 år.

Hvor mange unge har både en psykiatrisk

diagnose og et problematisk brug af

rusmidler?

Center for Rusmiddelforskning har set på sammen-

hæng mellem unges trivsel og brug af rusmidler i pe-

rioden 2014-2019

(Pedersen &Sevelsted, In press):

•

90.500 unge på 15-25 år er registreret i Lands-

patientregisteret med en psykiatrisk diagnose.

På baggrund af viden om unges brug af rusmidler og

rusmiddelbehandlingstilbud til unge, estimerer Cen-

ter for Rusmiddelforskning, at:

•

14 % af de unge med en psykiatrisk diagnose har

haft et forbrug af cannabis/andre illegale rusmid-

ler indenfor den seneste måned. Det svarer til ca.

12.600 unge.

•

7 % af de unge med psykiatrisk diagnose har røget

cannabis mere end 20 dage indenfor den seneste

måned og/eller taget andre illegale stoffer mindst

en gang indenfor den seneste måned. Det svarer

til ca. 6.400 unge.

Hvor mange unge har et problematisk brug

af rusmidler?

Mange danske unge har prøvet et eller flere rusmid-

ler, inden de fylder 25 år

(Sundhedsstyrelsen, 2018):

•

92 % af de unge på 15-16 år har prøvet at drikke

alkohol.

•

41 % af de unge på 16-24 år har prøvet at ryge hash.

•

10,6 % af de unge på 16-24 år har prøvet andre ille-

gale stoffer end hash.

Interessen for rusmidler daler generelt med alderen:

De fleste unge nedsætter deres forbrug i takt med, at

Grønbog

Hvor mange unge oplever psykiske

vanskeligheder?

Stadig flere børn og unge oplever psykisk mistrivsel,

ifølge de store undersøgelser af befolkningssundhe-

den

(Sundhedsstyrelsen 2018b og c; Statens Institut for

Folkesundhed, 2015):

Alliancen

– unge med dobbeltdiagnose

Det er vigtigt at finde den rigtige

psykolog, psykiater eller kontaktperson

fra starten, så man ikke løber tør for tillid.

Man har brug for en vigtig person, én der

vil gøre noget ekstra, én som kan lide en,

og én som også tør være personlig og

privat – og ikke kun professionel.

Ung kvinde, 23 år, med i Ungepanel

Hvor mange unge er ramt af dobbelt-

diagnoseproblematik - og hvad koster det?

På baggrund af disse tal vurderer Alliancen, at der i

Danmark findes

mindst 6.400 unge under 25 år

med dobbeltdiagnose.

Hertil kommer de unge, som

får udskrevet psykofarmaka af egen læge eller pri-

vatpraktiserende psykiater, samt de unge, som har et

problematisk brug af alkohol.

Hvis vi derudover også tager de unges forældre og sø-

skende med ind i ligningen, er det rimeligt at antage,

mindst 25.000 danskere er berørt af dobbelt-

diagnoseproblematik blandt unge under 25 år.

Fordi vi ikke ved, præcist hvor mange unge, der har en

dobbeltdiagnose, er det svært at opgøre, hvad de sam-

fundsmæssige omkostninger er – dvs. hvad det koster

i kroner og øre at hjælpe de unge, og hvad det koster i

manglende skatteindtægter på den lange bane.

VIVE har undersøgt de samfundsøkonomiske aspek-

ter af borgere med samtidigt stofmisbrug og psykisk

lidelse

(Benjaminsen m.fl., 2018).

Disse beregninger vi-

ser, at:

•

Mennesker med dobbeltdiagnose mellem 18 og 39

år anslås i gennemsnit at have et træk på velfærds-

ydelserne på mellem 212.000 kr.-329.000 kr. pr.

person pr. år.

Vi ved ikke, om den gennemsnitlige udgift for unge på

15-25 år er højere eller lavere, men vi ved, at en del af

de unge, der ikke får en relevant behandlingsindsats

på det rigtige tidspunkt, er i større risiko for at havne

i gruppen af ældre med dobbeltdiagnoser, og dermed

– udover at være i risiko for at få et liv på kanten af

samfundet – også er i risiko for at indgå i den gruppe

af mennesker, som trækker cirka 5 gange så meget på

velfærdsydelserne som normalbefolkningen.

Læs mere her:

Dette kapitel er baseret på baggrundsartiklerne:

• Fakta om målgruppen,

af Peter Jensen og Solvej Mårtensen.

• Rettigheder og hjælpesystemets opbygning,

af Peter Jensen

og Trine Ry.

Artiklerne kan downloades her:

www.dobbeltdiagnose.net

www.spuk.dk

www.pihl-inklusive.dk

Øvrige kildehenvisninger:

• Benjaminsen m.fl. (2018):

Socialt udsatte borgeres brug af

velfærdssystemet – samfundsøkonomiske aspekter,

VIVE.

• Mårtensen (2019):

Notat: Unge ml. 15 og 25 med dobbelt-

diagnose i psykiatrien fra 2002-2017,

Kompetencecenter

Dobbeltdiagnoser, Region Hovedstaden.

• Pedersen & Sevelsted (in press):

Unges trivsel og brug af rus-

midler fra 2014/2015 til 2019. En deskriptiv rapport, Center

for Rusmiddelforskning, Aarhus Universitet.

• Pedersen m.fl. (2015):

UngMap.

Center for Rusmiddelforsk-

ning, Aarhus Universitet.

• Pedersen m.fl. (2012):

Unge, der bruger rusmidler.

Center for

Rusmiddelforskning, Aarhus Universitet.

• Rasmussen, Pedersen & Due (2015):

Skolebørnsundersøgel-

sen – 2014.

Statens Institut for Folkesundhed.

• Sundhedsstyrelsen (2018a):

Narkotikasituationen i DK – del-

rapport 1.

• Sundhedsstyrelsen (2018b):

Danskernes Sundhed – Den na-

tionale Sundhedsprofil, 2017.

• Sundhedsstyrelsen (2018c):

Forebyggelsespakke – Mental

Sundhed.

Alliancen

– unge med dobbeltdiagnose

Grønbog

INTERVIEW MED MOR FRA FORÆLDREPANEL

”Min

s n er blevet fejlbehandlet

–

og det har kostet både ham,

familien og samfundet alt for dyrt”

Asger er 20 år. Gennem hele sin barndom og ungdom har han været anbragt i skoler og behandlingstilbud, der

ikke passede til ham. Hans mor har gang på gang forsøgt at gøre opmærksom på hans behov, men er blevet af-

fejet som besværlig. Først da en advokat kommer ind i billedet, og Asger bliver udredt på ny, vender det. I dag er

Asger flyttet fra husvilde-bolig i egen lejlighed og er startet i et beskæftigelsestilbud. Han klarer sig godt, med

støtte fra mor og kommunens konsulent.

llerede i børnehaven er det tydeligt, at Asger er

anderledes. Han slår tit de andre, tilsyneladen-

de helt umotiveret, men kommunens PPR-psykolog

vurderer, at Asger er højtbegavet, og at børnehaven

selv kan håndtere problemerne, så der bevilges ingen

ekstra støtte.

Da Asger skal starte i skole, vælger forældrene en lille

friskole med små klasser, som han bedre kan over-

skue. Det går rigtig fint i børnehaveklassen, hvor der

er én fast lærer. Men i 1. klasse stiger kravene til de so-

ciale kompetencer, og kort efter bliver Asger smidt ud.

Den lokale folkeskole forsøger uden held med eneun-

dervisning, og henviser ham til sidst til børne- og ung-

domspsykiatrien, hvor han får diagnosen ADHD.

Asger kommer nu i et skoletilbud til børn med ADHD.

Men snart er han mere udadreagerende end nogen-

sinde før, og han stikker tit af. Til sidst meddeler sko-

Grønbog

får sin faste gang på Christiania. Han taber sig vold-

somt og vejer snart kun 40 kg. Efter et møde på op-

holdsstedet, hvor Asgers psykiater fra Børne- og ung-

domspsykiatrisk afdeling også deltager, anbefaler

psykiateren moren at tage ham hjem – det vil være

omsorgssvigt ikke at gribe ind, mener han. Kommu-

nen derimod mener, at moren har problemer med at

samarbejde.

Moren beder nu om at blive fyret og sygemelder sig et

år, hvor hun passer Asger hjemme. Den første tid får

han det bedre og kan holde sig fra hashen. Men efter

et halvt år – samtidig med at Jobcentret presser på for

at få moren i arbejde – begynder Asger at ryge hash

igen. Aggressionerne vender også tilbage: Han truer

sin mor med kniv, stjæler hendes bil og slår lillesøster.

Han bliver nu anbragt forskellige steder, men han stik-

ker af igen og igen. Moren forsøger flere gange at få

bevilget et særligt skoletilbud, som kan rumme Asgers

vanskeligheder, men først efter flere mislykkede an-

bringelser, lykkes det endelig. I mellemtiden er Asgers

rusmiddelbrug og funktionsniveau dog forværret, og

efter 4 måneder udskrives Asger derfor igen.

Kommunen foreslår nu, at Asger skal starte i et rus-

middelcenter for voksne. Moren hyrer nu en familie-

advokat, som sikrer, at Asger i stedet får bevilget et

privat rusmiddelbehandlingstilbud til unge med dob-

beltdiagnose. Samtidig bliver Asger 18 år og overgår

til kommunens voksenafdelingen. Her får han en ny

sagsbehandler, som har større forståelse for hans si-

tuation, og endelig begynder det at gå fremad:

I det nye behandlingstilbud bliver Asger udredt på ny

– han har ikke ADHD, men autisme, viser det sig. Han

kommer også i døgnbehandling for sit rusmiddelpro-

blem i en kort periode, og er nu i et tilbud, som hjælper

ham med fortsat at holde sig fri fra rusmidler: Han har

haft mindre tilbagefald, men overordnet går det godt,

vurderer hans mor.

”Når jeg kikker tilbage, sidder jeg med oplevelsen af,

at jeg altid har skulle kæmpe alt for hårdt for at få den

rigtige hjælp til Asger. Det har haft store sociale, psy-

kiske og økonomiske konsekvenser for hele familien.

len, at de ikke kan håndtere ham – han er en lille splejs,

men han er voldsom og slår både børn og voksne.

I 2. klasse anbefaler sagsbehandleren i Familieafde-

lingen en anbringelse uden for hjemmet. Men moren

vil ikke opgive Asger – i stedet beder hun om støtte i

hjemmet. Det afviser sagsbehandleren, så moren må

sygemelde sig for at passe ham, indtil hendes chef

ringer og siger, at hun bliver fyret, hvis hun ikke mø-

der på arbejde nu. Så giver hun sig og beder om at få

Asger anbragt.

Opholdsstedet viser sig at have fantastiske voksne, og

Asger trives faktisk rigtig godt det første år. Men efter

en voldsom konflikt, hvor Asger udsættes for overgreb

fra andre unge, vil han ikke tilbage.

Han er nu 13 og kommer på et nyt opholdssted, hvor

han begynder at drikke, ryge hash, sniffe lightergas og

Når jeg kikker tilbage, sidder

jeg med oplevelsen af, at jeg

altid har skulle kæmpe alt

for hårdt for at få den rigtige

hjælp til Asger

Det har på mange måder forværret Asgers situation

og slået hans liv skævt, at han helt fra 1. klasse er ble-

vet trukket gennem skoletilbud og døgntilbud til helt

andre målgrupper, uden at nogen undervejs er stop-

pet op og har analyseret situationen og fået mistan-

ke om, at noget var galt, og at der skulle tænkes an-

derledes. Først i en alder af 18 år er Asgers psykiske

vanskeligheder og rusmiddelproblemer blevet udredt

samlet, og han har i dag fået en diagnose indenfor

autismespektrum-forstyrrelse, som kræver en ander-

ledes pædagogisk indsats end ADHD. Så min søn er

blevet fejlbehandlet siden 1. klasse – og dét har kostet

både ham selv, familien og samfundet alt for dyrt.”

Alliancen

– unge med dobbeltdiagnose

HVAD ER PROBLEMET

– SET MED DE UNGES

OG FORÆLDRENES ØJNE?

I Alliancens Ungepanel og Forældrepanel har unge

og forældre delt deres personlige erfaringer med de

mange udfordringer, som hverdagen med en dob-

beltdiagnose tæt inde på livet giver både de unge

og deres familie.

Unge og forældre har også givet indblik i, hvor svært

det kan være at få den nødvendige hjælp fra hjælpe-

systemerne, og de har sammen med praktikere og

forskere drøftet, hvad der skal til for at løfte området.

De unge peger bl.a. på følgende problemer:

•

Det er svært at få hjælp. Man skal være syg/be-

handlingskrævende på den ’rigtige’ måde, så man

passer ind i systemets kasser. Ellers bliver man

sendt et andet sted hen, hvor det så viser sig, at

man heller ikke passer ind.

•

Det er svært få hjælp fra flere forskellige hjælpesy-

stemer på én gang – og hvis man får hjælp i flere

systemer på én gang, kan man være næsten helt

sikker på, at de ikke taler sammen.

•

Nogle gange forholder psykiatrien sig ikke til ens

brug af rusmidler, og hvordan det indvirker på ens

psykiske (mis)trivsel.

•

Nogle gange har rusmiddelbehandlingen ikke

nok fokus på ens psykiske vanskeligheder – det

hjælper ikke kun at se på rusmiddelbrug, hvis man

også har alvorlige psykiske problemer.

•

Hjælpesystemerne har svært ved at håndtere, at

man kan svinge: Fx kan man den ene dag have en

følelse af, at det hele kører på skinner. Den næste

dag gør det så absolut ikke.

•

Man er nødt til at udvikle en

”selektiv sandhed”,

dvs.

tilpasse sandheden til dét, systemerne vil høre, så-

dan at den passer ind i deres kasser.

Når de unge har oplevet at få god hjælp i hjælpesyste-

merne, har det først og fremmest handlet om, at de er

blevet mødt ordentligt:

•

Det er godt at blive mødt som et ungt menneske

– og ikke som ’en misbruger med en psykiatrisk

diagnose’.

•

Det er positivt at blive mødt af en fagperson, der vil

gøre en forskel og noget ud over det sædvanlige.

•

Det er godt at få hjælp til at håndtere sig selv og de

situationer, som man kan komme ud i, på en ’al-

mindelig måde’.

•

Det er rart at blive mødt med almindelige spørgs-

mål, dvs. at blive mødt værdigt og i øjenhøjde.

Tiden efter behandling er særligt sårbar, ifølge de

unge. Det er her, de for alvor skal ud at stå på egne

ben igen – og der kommer både op- og nedture, som

det ville være en stor hjælp at kunne dele med nogen

for at undgå tilbagefald.

Nogle af de udfordringer, som de unge især mener, at

det er vigtigt at være opmærksomme på i tiden efter

behandling, er:

•

Man hænger på diagnoserne. Når man først har

fået en diagnose, så hænger den ved – indtil man

får en ny udredning, men det er ikke sådan lige at

få.

•

Man føler ofte et stort tomrum og ensomhed, når

man afslutter behandling.

•

Man har ofte intet sikkerhedsnet: Hvis man igen

får brug for hjælp, skal man tit starte helt forfra,

og måske ovenikøbet i et nyt system, fx et voksen-

system.

De unges anbefalinger

Gem jeres faglighed og forforståelse væk

– og mød os som mennesker

• Smid den faglige rygsæk om på ryggen – i stedet for at

bære den på maven, hvor den støder os fra jer.

• Øv jer, og vær parate til at møde os, hvor vi er.

• I skal ikke tro, at I altid ved bedst.

Lyt til, hvad vi siger og gør

• Tag os alvorligt – uden at ’kvæle’ os eller overtage sty-

ringen.

• Vis, at I magter at høre sandheden, som vi oplever den.

• Acceptér, at rusmidler og psykiske vanskeligheder er et

sammenhængende problem for os.

Sørg for, at der er nogle ordentlige tilbud til os, både før,

under og efter behandling

• Hjælp os, selv om vi ikke passer ind i kasserne.

• Handl hurtigere – selv få måneder er lang tid i et ungt liv.

• Tænk på tværs.

Hjælp os med at få et liv på ’normale’ betingelser

• Fx steder, hvor vi kan møde andre, der har været i sam-

me situation (og som ikke er terapi eller selvhjælps-

grupper).

• Fx en såkaldt ’normal’ person, som bliver ved med at

følge med i ens liv, og som man lige kan spørge eller få

støtte fra, når man støder på små og store vanskelig-

heder i dagligdagen.

Hvad er problemet for de unge? Og hvad

fungerer (nogle gange)?

Helt overordnet har alle de unge oplevet, at det kan

være svært at blive forstået på den rigtige måde – og

at få hjælp overhovedet: Rigtig mange gange har de

unge oplevet alvorlige bump

både

på vejen ind i hjæl-

pesystemerne,

når de er kommet i behandling.

Flere har desuden oplevet, at disse bump til tider har

virket så uoverkommelige, at de er vendt om og har

droppet at bede om hjælp, eller at de meget hurtigt

har trukket sig væk fra hjælpetilbuddet.

Grønbog

Alliancen

– unge med dobbeltdiagnose

Hvad er problemet for forældrene?

Og hvad fungerer (nogle gange)?

Forældrepanelet består af forældre til unge, der har/

har haft alvorlige problemer med rusmidler og psy-

kiske vanskeligheder. Alle forældre har været i kon-

takt med både normalsystemerne og specialiserede

behandlingstilbud for at få hjælp til deres søn eller

datter.

For alle forældre har det været en voldsom belastning

at have et barn med dobbeltdiagnose, fordi det er så

svært at få den rette hjælp. Stress, sygemeldinger og

symptomer på depression eller PTSD rammer fx en

del forældre.

Forældrene har også alle oplevet stor bekymring og

afmagt, enorm frustration og vrede over, at hjælpe-

systemerne ikke kan/vil hjælpe godt nok, og en stor

sorg over, at barnet ikke har klaret sig lige så godt

Min mand og jeg taler nogle gange

om, at vores familie har post-

traumatisk stress, bortset fra at det

ikke er post.

Mor til ung mand på 17 år og med i Forældrepanel

gennem ungdomslivet som andre unge. Mange for-

ældre føler også skam og skyld over ikke at kunne slå

til.

Forældrene peger bl.a. på følgende problemer i deres

kontakt med hjælpesystemerne:

•

Der bliver ikke lyttet godt nok til hverken den unge

eller forældrene: Mange forældre fik allerede tid-

ligt en fornemmelse af, at noget ikke helt var, som

det skulle være. Men det blev ikke taget alvorligt,

eller det blev slået hen med en begrundelse om,

at barnet nok bare var højt begavet eller havde al-

mindelige pubertetsproblemer.

•

Det er nødvendigt at have stor viden om mulighe-

der og rettigheder: Forældrene oplever, at de selv

er nødt til at sætte sig ind i lovgivning, hjælpesy-

stemernes muligheder og deres barns rettigheder

for at få den hjælp, deres søn eller datter har be-

hov for.

•

Der bliver ikke koordineret og samarbejdet godt

nok mellem de forskellige hjælpesystemer: Meget

ofte oplever forældrene, at de selv skal koordinere

og insistere på samarbejdsmøder mellem de invol-

verede parter.

•

Der er en helt særlig udfordring omkring det 18.

år: Fra den ene dag til den anden bliver den unge

myndig, og forældrene har ikke længere ret til at

følge med i, hvad der sker. Det er et problem, især

hvis den unge stadig har brug for, at forældrene er

med på sidelinjen.

•

Der er ikke nok opmærksomhed på og hjælp til fa-

milien omkring den unge: Det er en voldsom be-

lastning at være søskende til en bror eller søster,

der har det meget skidt. Mange forældre har også

personligt oplevet alvorlige belastningsreaktioner

som stress og sygemeldinger. Uden at få nævne-

værdig hjælp til hverken dem selv eller til de øvri-

ge børn i familien.

Det er begrænset hvor mange gode oplevelser, som

forældrene i Forældrepanelet kan pege på – deres søn

eller datter har stadig ikke fået (tilstrækkelig) hjælp

og slås forsat med mange alvorlige udfordringer.

Men overordnet pegede forældrene på følgende:

•

Det er en stor hjælp at møde en person i hjælpesy-

stemet, som er oprigtigt interesseret i at hjælpe –

og som handler på det. Det kan fx være en person,

der sørger for, at de igangværende indsatser bliver

koordineret. Eller at der bliver indkaldt til fælles

møder, som sikrer, at både den unge og resten af

familien får den støtte, de har brug for.

Forældrenes anbefalinger

Lyt til vores tidlige bekymring

• Tag os alvorligt og hjælp os med at få af- eller bekræf-

tet vores bekymring.

Vær fleksibel og sadl om, når hjælpen ikke virker

• Når noget ikke virker, og hvis den unge stadig ikke tri-

ves, må I og vi gøre noget andet.

Tag professionelt ansvar og koordinér

• Sørg for, at der bliver koordineret mellem de forskel-

lige parter – det er for hårdt, hvis vi også selv skal un-

dersøge og insistere på at få den rette hjælp.

Aflast os – i stedet for det modsatte

• Vid, at det er en voldsom belastning, når ens søn eller

datter er dobbeltbelastet. Støt os, i stedet for at lægge

flere arbejdsopgaver over på os. Ellers går vi også ned.

Se behovet for hjælp til søskende og den øvrige familie

• Vid også, at det har store omkostninger for søskende

at være en del af en familie, hvor en bror eller søsters

problematikker fylder så meget. Der er brug for hjælp

til søskende, så de ikke også går ned.

Far til ung man

åde psykisk

Problem med b

g misbrug

vanskelighed o

sykisk

Hjælp til både p

misbrug

anskelighed og

1+1>2

Læs mere her:

Dette kapitel er baseret på baggrundsartiklen:

• Erfaringer fra det levede liv,

red. af Susanne Pihl Hansen

Artiklen kan downloades her:

www.dobbeltdiagnose.net

www.spuk.dk

www.pihl-inklusive.dk

på 20 år og me

1+1=0

i Forældrepane

Grønbog

Alliancen

– unge med dobbeltdiagnose

INTERVIEW MED UNG FRA UNGEPANEL

”Jeg

var så heldig at m de nogen i

systemet, der forstod mig.”

’Du skal ikke regne med, at du nogensinde bliver i stand til at tage en uddannelse’ – så kontant var uddannelses-

vejlederens udmelding, da Amanda for 10 år siden sad fast i et stort misbrug af rusmidler og havde det psykisk

meget dårligt. I dag er hun 30 år, har en mellemlang videregående uddannelse og fast arbejde. ”Jeg var så hel-

dig at møde nogen i systemet, der forstod mig. Derfor er det endelig lykkes mig at få et godt liv,” forklarer hun.

Amanda tager direkte fra mødet med psykiateren ud

på Christiania, hvor hun ryger en masse joints, mens

hun googler ’borderline’ og græder over situationen.

Kort efter dropper hun ud af sin uddannelse, og ly-

ver overfor alt og alle, også familien. Det har hun det

rigtigt svært med, så hun går igen til egen læge, som

sender hende videre til en misbrugskonsulent i kom-

munen, der tilbyder hende behandling i et særligt rus-

middelbehandlingstilbud for unge med dobbeltdiag-

nose. Hun er nu 23 år og har haft det psykisk dårligt

og et problematisk brug af rusmidler, siden hun var 12.

På behandlingsstedet får Amanda endelig den hjælp,

hun i mange år har haft brug for: Hun får samtaler hos

en psykolog, bliver udredt af en psykiater og får hjælp

til økonomi, bolig mm. fra en socialrådgiver.

Det gør en kæmpe forskel for Amanda, at medarbej-

derne her møder hende i øjenhøjde. Amanda føler

sig set og anerkendt som et helt menneske, fordi der

er tid til at snakke om, hvordan hun har det lige nu

og her, så hun ikke med det samme skal krænge sig

selv fuldstændigt ud over for en vildt fremmed:

”Til

den første samtale spurgte behandleren mig: ’Hvor-

dan har du det? Hvad laver du? Hvordan sover du

om natten?’ – sådan nogle helt almindelige ting. Det

havde jeg aldrig prøvet før.”

Psykiateren laver en grundig udredning og vurderer,

at Amanda – udover misbruget – har ADHD med ten-

dens til personlighedsforstyrrelse: ”Det

er ikke rart at

få en diagnose, men det er en hjælp til at finde ud af,

hvordan jeg skal omgå mig selv og interagere med

andre mennesker, og det betyder, at jeg nu ved, at

jeg bruger mere energi end andre, når jeg skal om-

stille mig, eller når der sker noget nyt omkring mig,”

forklarer hun.

Socialrådgiveren hjælper hende også med at få styr på

hendes store gæld og indkalkulerer i budgettet, at hun

har brug for penge til hash, indtil hun er ude af misbru-

get. På den måde får socialrådgiveren skabt ro om-

kring de basale ting, så Amanda kan begynde at arbej-

de med sig selv:

”Det er en meget stor hjælp: Hvis alt

er kaos omkring dig, er hashen det sidste, du dropper,

for det er jo dit eneste faste holdepunkt,”

forklarer

Amanda.

elt fra Amanda er lille, føler hun sig anderledes:

Hun er overvægtig og indadvendt, og hun oplever

ikke, at hendes lærere, pædagoger, skolepsykologer

osv. nogensinde spørger ind til, hvordan hun egentlig

har det. Måske fordi de fleste børn i skolen kommer

fra hjem, hvor de sociale problemer præger børnene.

Da hun er 12, begynder hun at ryge hash i skolegården

– det bliver hurtigt en identitet, hun og vennerne har

sammen. Efter et par år bliver hun dét, hun selv kalder

’weekendnarkoman’ og

fylder sig med MDMA, speed

og Ketamin. Ingen af de voksne omkring hende opda-

ger, hvad hun har gang i, for det lykkes hende at passe

skolen og bestå 10. klasse.

På HF begynder hun at ryge et par joints hver aften

– det giver ro, så hun kan koncentrere sig om at lave

lektier. Og da hun bliver mere og mere trist, giver læ-

gen hende lykkepiller. Hun får det hurtigt bedre, og

fortsætter nu med både lykkepiller og masser af hash,

mens hun får taget sin HF, flytter sammen med kæ-

resten og begynder på en videregående uddannelse.

Så begynder det for alvor at gå ned ad bakke psykisk

med angstanfald, hvor hun ikke kan trække vejret. Til

sidst tager hun på psykiatrisk skadestue og får kon-

stateret angst i ekstrem grad. Hun bliver visiteret til

en angstpakke, og mens hun venter på den, ryger for-

holdet til kæresten, hun må flytte, og hun begynder at

drikke hver dag – 1-2 flasker vin, 4 stærke øl eller en lille

flaske vodka:

”Jeg kunne kun være i mig selv, når jeg

følte mig nærmest død oppe i hovedet,”

forklarer hun.

Endelig bliver hun indkaldt til det første møde i angst-

pakken. Hun taler med en psykiater i halvanden time,

men da hun er på vej ud ad døren, spørger han, om

hun bruger rusmidler. Hun svarer ja, og han siger så, at

hun først skal komme igen, når hun har været stoffri i

3 måneder. Før kan hun ikke få hjælp. Derefter sender

han hende ud ad døren med en kommentar om, at

hun for øvrigt nok har borderline.

Jeg mener jo ikke selv, at jeg

er så syg, men når man først

har fået diagnoserne, sidder

de fast. Så på papiret er jeg

bindegal. Men jeg klarer mig

selv, og jeg har det faktisk

rigtig fint.

I dag er hun et helt andet sted i sit liv – og har det rigtig

godt. For nylig fik hun aktindsigt og har nu læst hele

sin sag:

”Det gør mig meget ked af det, at jeg har fået

hele 4 diagnoser undervejs. Jeg mener jo ikke selv, at

jeg er så syg, men når man først har fået diagnoser-

ne, sidder de fast. Så på papiret er jeg bindegal. Men

jeg klarer mig selv, og jeg har det faktisk rigtig fint.

Selvfølgelig lidt op og ned, men sådan er det jo for

alle mennesker.”

Alliancen

– unge med dobbeltdiagnose

Grønbog

HVORFOR FALDER DE UNGE

MELLEM FLERE STOLE?

PERSPEKTIVER PÅ INDSATSERNE FØR, UNDER OG EFTER

Alt for mange unge med dobbeltdiagnose falder

mellem flere stole, når de har brug for hjælp fra fle-

re hjælpesystemer på én gang.

Derfor har vi i Alliancen drøftet, hvad der skal til for

at løfte indsatsen og sikre, at flere børn og unge får

Figur 2

Behov for fælles nationale retningslinjer

Der er brug for fælles nationale retningslinjer, der

kan definere og opstille mål for indsatserne før, un-

der og efter behandling, og som kan sikre kvaliteten

på tværs af regioner og kommuner.

Der eksisterer i dag i Danmark ikke fælles nationa-

le retningslinjer for, hvordan vi skal møde og arbejde

med unge, der rammes af samtidige psykiske vanske-

ligheder og problematisk brug af rusmidler. Det er et

problem. Hvis vi vil sikre de unge den hjælp, de har

behov for, er der brug for retningslinjer, som sætter

rammer for samarbejdet og koordineringen mellem

de mange forskellige fagpersoner, indsatsområder og

sektorer, som er involveret.

Erfaringerne fra Alliancens Ungepanel og Forældre-

panel er, at de unges problemer ofte forværres, fordi

der ikke samarbejdes godt nok mellem de involvere-

de aktører.

Det er derfor nødvendigt, at vi udarbejder fælles

nationale retningslinjer, som går på tværs af indsats-

områder, sektorer og faggrupper. Så vidt Alliancen

har kunnet undersøge, findes der heller ikke interna-

tionale retningslinjer for unge med dobbeltdiagnose,

men der er inspiration at hente bl.a. i de norske og

amerikanske retningslinjer for voksne med dobbelt-

diagnose

(SAMSHA, 2013 og Helsedirektoratet, 2012a).

Alliancen anbefaler derfor, at de kommende danske

retningslinjer skal tage udgangspunkt i 4 overordne-

de ambitioner for mødet med de unge og hjælpen til

de unge og deres familier:

•

Vi skal tage udgangspunkt i den enkelte unge, og

give den unge – og familien – ret/pligt til at være

en del af løsningen.

•

Vi skal kunne identificere unges psykiske vanske-

ligheder og rusmiddelbrug tidligere.

•

Vores indsatser og tilgange til de unge skal byg-

ge på et særligt ungesyn, der tager udgangspunkt

i den særlige livssituation, som de unge befinder

sig i qua deres alder, og som også er opmærksom

på forældre og nært netværk.

•

Vi skal tilstræbe en fleksibel organisering, der til-

godeser den unges aktuelle behov – og som kan

magte, at den unges behov kan skifte undervejs.

hjælp i tide. Vi har sat fokus på, hvad der funge-

rer og ikke fungerer før, under og efter den behand-

ling, som unge med dobbeltdiagnose tilbydes i dag,

og har diskuteret behovet for fælles nationale ret-

ningslinjer, der går på tværs af sektorer og fagom-

råder, se figur 2.

Førperspektivet:

Opmærksomhed

• Tegn

• Adfærd

• Fornemmelser

• Viden

• Forældreviden

• Børne-/ungeviden

Screening

• Redskab(er)

Behandlingsperspektivet:

Udredning

Organisering

• Tværfagligt samarbejde

• Forløbskoordination

• Fælles mål for indsats(erne

Efterværnsperspektivet:

Fællesskaber

Støtte

• Individuelt

• Grupper

Når det alligevel til tider lykkes at etablere samar-

bejde på tværs af sektorer og behandlingsindsatser,

er det ofte, fordi der opfindes lokale løsninger, som

virker her og nu, eller fordi enkeltpersoner i behand-

lingssystemerne gør noget ekstra.

Men al erfaring viser, at det er helt utilstrækkeligt,

hvis vi vil sikre, at alle unge med dobbeltdiagnose får

den behandling, de har behov for.

Retningslinjer:

Indsatser for børn og unge med dobbeltdiagnose/-belastning

Grønbog

Alliancen

– unge med dobbeltdiagnose

Der har været alt for mange ad hoc-

tilbud. Min søn tror ikke længere på,

at der er nogen i hjælpesystemet,

der mener, hvad de siger. Der er alt

for mange eksperimenter, og alt for

lidt systematik.

Jeg har lært, at jeg skal samle på

mennesker. Jeg skal ikke samle på

bevillinger eller behandlingssteder,

jeg skal samle på mennesker, der

gider mit barn. Mennesker, der ikke

bare er ligeglade.

Mor til ung mand på 18 år

og med i Forældrepanel

FØR-PERSPEKTIV

Hvordan kan vi blive bedre til at opdage de unge tidligere?

Vi kan gribe flere børn og unge tidligere, hvis vi får

mulighed for at screene i de institutioner, hvor børn

og unge opholder sig til hverdag, og hvis psykiatri

og rusmiddelbehandling får mulighed for at screene

unge for dobbeltdiagnoser, når de kommer i be-

handling.

Derfor bør der udvikles screeningsredskaber, som er

nemme at bruge for fagpersoner i børn og unges in-

stitutioner. Bliver man tidligt opmærksom på børn

og unge med særlige udfordringer og sikrer, at de

bliver udredt, kan behandlingssystemet og foræl-

drene sætte ind i god tid, inden den unge risikerer at

udvikle en dobbeltdiagnose-problematik.

Når de unge kommer i kontakt med psykiatri el-

ler rusmiddelbehandling, bør de også screenes for

dobbeltdiagnose for at sikre, at de unge får den ret-

te hjælp, og for at deres behandling kan tilrettelæg-

ges mere optimalt og fleksiblitet.

De beretninger, som unge og forældre har delt i Al-

liancen, viser, at hjælpen ofte udebliver eller er util-

strækkelig, når børn og unge viser tegn på psykiske

problemer og mistrivsel. Derfor går der tit alt for lang

tid fra, at de unge og forældrene fornemmer, at no-

get er galt til et udrednings- og støtteforløb bliver sat

i gang.

I Danmark har vi i dag ingen nationale retningslinjer

for, hvordan man tidligt kan identificere psykiske li-

delser og rusmiddelproblemer hos børn og unge. Men

det amerikanske sundhedsministerium,

SAMSHA,

har udarbejdet retningslinjer, som Alliancen anbefa-

ler, at vi lader os inspirere af

(SAMSHA, 2011).

Disse retningslinjer henvender sig til fagpersoner,

der arbejder med børn og unge. De er udformet, så

fagpersonerne hurtigt kan få information og konkre-

te anvisninger på, hvordan de kan identificere børn

og unge, der har/er i risiko for at få psykiske proble-

mer og rusmiddelproblemer.

De amerikanske retningslinjer har både overordnede

anbefalinger på tværs af de forskellige indsatser, og

specifikke anbefalinger inden for syv særlige fokus-

områder:

•

Børn anbragt uden for hjemmet

•

Børn i daginstitutioner (førskolealderen)

•

Børn og unge i familiecentre, krisecentre og hjem-

løseherberger

•

Unge på sikrede ungdomsinstitutioner og i ung-

domsfængsel

•

Børn og unge i det psykiatriske behandlings-

system og i rusmiddelbehandlingssystemet

•

Børn og unge, der er i kontakt med praktiserende

læge

•

Børn og unge i skoler og skolefritidsordninger

Inden for hvert fokusområde kan man både screene

for psykisk lidelse og problematisk rusmiddelfor-

brug, alt efter hvad der er relevant i forhold til alders-

gruppen.

Alliancen

– unge med dobbeltdiagnose

Grønbog

BEHANDLINGSPERSPEKTIV

Hvordan sikrer vi de unge rettidig og effektiv behandling?

Det amerikanske sundhedsministerium har opstillet en

aldersinddelt liste over risikofaktorer, der er relevante at have

fokus på, når fagprofessionelle skal screene for psykisk lidel-

se og samtidig problematisk rusmiddelbrug. Listen er ikke et

udtryk for, at fx 3-årige børn skal screenes for brug af rusmid-

ler, men er en oplistning af faktorer, som vi ved kan være en

risikofaktor ift. at udvikle et problematisk brug af rusmidler

(SAMSHA, 2011)

0-5 år:

• Autisme

• Udviklingsforstyrrelse

• Hyperaktivitet

• Oppositionalitet

• Tilsknytningsforstyrrelse

• Gennemgribende udviklingsforstyrrelse

• Separationsangst

• Traume som følge af omsorgssvigt

• Traume som følge af fysisk eller seksuelt misbrug

6-12 år:

• ADHD

• Depression og andre affektive lidelser

• Oppositionalitet

• Separationsangst

• Selvmordsforsøg

• Traume som følge af omsorgssvigt

• Traume som følge af fysisk eller seksuelt misbrug

• Brug af rusmidler

13-22 år:

• Angst

• Adfærdsforstyrrelse

• Depression og andre affektive lidelser

• Spiseforstyrrelse

• Skizofreni/psykose

• Problematisk brug af rusmidler

• Selvmordsforsøg

• Traume som følge af omsorgssvigt

• Traume som følge af fysisk eller seksuelt misbrug

De unge skal udredes for dobbeltdiagnose, inden

deres behandling sættes i gang, og der skal udvikles

forskellige behandlingsmodeller, så både behand-

lingen og ansvaret for behandlingen kan tilpasses

den enkelte unges særlige og skiftende behov. Der-

udover skal der udvikles koordinerende indsatspla-

ner og fælles mål, som sikrer et optimalt samarbejde

på tværs af fag og sektorer, og som kan understøtte

den unges motivation for at nå de opstillede mål.

eller helt fraværende. Nogle rusmiddelcentre samar-

bejder med en psykiatrisk lægekonsulent eller den

regionale psykiatriske afdeling, men det kan stadig

være svært at få den unge udredt, fordi psykiatrien

ofte ikke mener, at det er muligt at diagnosticere

unge, som har et aktivt forbrug af rusmidler.

I nogle rusmiddelcentre, primært i de større byer, er

det lykkedes at hugge denne gordiske knude over.

Her arbejder man sammen på tværs af faglige kompe-

tencer i længere udredningsforløb, og de diagnoser,

man stiller, opfattes som hypoteser, der kan ændres i

løbet af behandlingsforløbet.

Mange steder lykkes det imidlertid ikke at løse den

gordiske knude, fordi den unge ikke har mulighed for

at blive udredt i psykiatrien, før den unge er stoffri.

Eller fordi rusmiddelcentret har svært ved at finde

den rigtige rusmiddelbehandling, som tager højde

for den unges psykiatriske problemer.

Resultatet er derfor ofte, at den unge og den unges fa-

milie ikke får den nødvendige og samtidige behand-

lingsindsats. Som konsekvens hænger mange unge

med dobbeltdiagnose i årevis fast i en ubehandlet

psykiatrisk lidelse kombineret med et problematisk

brug af rusmidler, med deraf følgende konsekvenser

for ungdomsliv, skolegang osv.

En grundig udredning er alfa og omega

En grundig udredning er afgørende for en vellykket

behandlingsindsats. Udredningen skal afdække den

unges vanskeligheder og ressourcer, og dermed også

mulige indsatser.

I dag oplever både psykiatrien og rusmiddelbehand-

lingen store udfordringer, når unge, der har psykiske

vanskeligheder og et problematisk brug af rusmid-

ler, skal udredes – udfordringer, som mange beskri-

ver som en gordisk knude:

Set fra psykiatriens side er hovedproblemet, at det er

svært at stille en diagnose, når den unge bruger rus-

midler, fordi effekterne af rusmidlerne kan forveks-

les med psykiatriske symptomer.

Set fra rusmiddelbehandlingens side er hovedproble-

met, at den psykiatriske ekspertise ofte er begrænset

Grønbog

Alliancen

– unge med dobbeltdiagnose

Jeg får en opfattelse af, at de har

en maskine, som de kan bruge til at

måle, og her er der en fejlkilde, som

gør, at de ikke kan måle, så må de

få fejlkilden væk, så maskinen kan

bruges. Men det er os, vores søn

og os, der skal sørge for, at deres

maskine kan måle. Det er ikke deres

problem. Fejlkilden er hashen, men

han kan jo ikke bare holde op.

Far til ung mand på 20 år og med i Forældrepanel

I Norge har man i flere år haft særligt fokus på dob-

beltdiagnose-problematikken, og man har udarbej-

det fælles faglige og nationale retningslinjer for ud-

redning, behandling og opfølgning til mennesker

med dobbeltdiagnoser

(Helsedirektoratet, 2012).

I følge

de norske retningslinjer kan diagnoser stilles under

eller lige efter ophør af rusmiddelbrug, men diagno-

sen skal derefter revurderes over en 4-ugers periode,

hvor den diagnosticerede ikke bruger rusmidler. Må-

let er dels at sikre, at man giver den rigtige behand-

ling, og dels at undgå, at diagnoser, der bliver stillet

på et forkert grundlag, kommer til at følge personen

efterfølgende.

Nogle gange har jeg fortrudt, at vi

ønskede en diagnose og sagde ja til,

at vores søn til sidst fik den, for dét,

der skulle have været en hjælp, er

blevet en forhindring for noget andet.

Vi er kastebold mellem systemer,

der ikke griber. Det her forløb er uden

tvivl det hårdeste, jeg har oplevet i

mit liv: At se min fantastiske søn, der

havde alle mulighederne, langsomt

forsvinde for øjnene af mig.

Mor til ung mand på 18 år og med i Forældrepanel

te problemer, der skal løses i hver sin sektor. De unge

– og deres forældre – oplever dog at problemstillin-

gerne hænger uløseligt sammen. Når en ung fx ryger

hash dagligt, kan det være en strategi til at håndte-

re den angst og uro, som skyldes den unges psykiske

vanskeligheder og sociale udfordringer i forhold til at

kunne fungere i et almindeligt ungdomsliv og passe

sin skole osv.

Hvis hjælpen og behandlingen faktisk skal nytte, skal

samarbejdet mellem medarbejderne i de forskellige

sektorer derfor være så tæt, at det fremstår som en

samlet indsats for de unge og familien. Der skal arbej-

des med den unges forskellige vanskeligheder side-

løbende, og indsatserne skal koordineres, så de ikke

modarbejder hinanden.

En så velkoordineret hjælp tilbydes langt fra i alle lan-

dets kommuner i dag.

Set med de unges og deres familiers øjne er det derfor

ikke kun den unges problemer i sig selv, der gør de-

res sag kompleks, men også systemets tendens til at

opsplitte problemerne og behandle dem som enkelt-

stående problematikker, uden forståelse for den kon-

tekst, de indgår i, og hvordan de påvirker hinanden.

(Andersen og Bengtsson, 2019).

Det er afgørende at møde unge ud fra en helhedsori-

enteret tilgang, hvor deres problemer behandles sam-

let og samtidigt, og hvor man stræber efter at tilbyde

de unge rettidig hjælp. Dvs. en hjælp, som er tilpasset

den enkelte unge, og som tilbydes på det rette tids-

punkt – med respekt for at den unges behov kan æn-

dre sig over tid.

Alliancen

– unge med dobbeltdiagnose

Alliancen mener derfor, at der skal gøres en indsats

for at sikre, at alle landets unge med dobbeltdiagno-

se får adgang til relevant udredning og efterfølgende

behandling, selvom de pt. har et problematisk brug af

rusmidler. I dag er rusmiddelproblematikken direkte

blokerende for, om unge med dobbeltdiagnose får et

relevant behandlingstilbud, og det er derfor en cen-

tral problematik, som skal løses.

En diagnose er både et stempel og en

nøgle, der åbner nye muligheder. For

det kommunale system er indrettet

sådan, at det kun er muligt at komme

ind i en specialklasse, når man har

en diagnose. Uden diagnosen er

specialklassen lukket land. Derfor er

diagnosen din adgangsbillet til en ny

normalitet: ’Før var det bare dig, der

skulle tage dig sammen, men nu, hvor

du har fået din diagnose, vil vi gerne

hjælpe dig og give dig dit og dat, og

tale ordentligt til dig.

Mor til ung mand på 17 år og med i Forældrepanel

Organisering på tværs

– problemerne hænger sammen

Det er vigtigt at være opmærksom på, at diagnoser i

sig selv ikke er en garanti for, at den unge og famili-

en får den hjælp, de har brug for: Det er afgørende, at

fagpersonerne i behandlingssystemerne påtager sig

ansvaret for at sikre, at de unge får den rette støtte.

Selv om den unge bliver grundigt udredt og kommer

i behandling, er den behandling, der bliver iværksat,

ikke altid målrettet netop denne unges særlige van-

skeligheder og ressourcer, og der sker langt fra altid

en koordineret behandling af den unges samlede pro-

blemkompleks: Hjælpesystemerne betragter ofte den

unges psykiske vanskeligheder, rusmiddelbrug og

problemer med skolen som tre forskellige og adskil-

Grønbog

pga. den danske opbygning af behandlingssystemer-

ne. Det er der flere grunde til. I Alliancen har vi især

haft opmærksomhed på:

•

At mange unge med dobbeltdiagnose ikke define-

rer ikke sig selv som så psykisk syge, at behand-

lingstilbuddet skal ligge i psykiatrien – omvendt

er en del andre unge så psykisk syge, at det ikke

giver mening, at deres tilbud skal ligge andre ste-

der end i psykiatrien.

•

At der mange steder i landet er så spinkelt et be-

folkningsunderlag, at der ikke kan oprettes specia-

liserede tilbud målrettet unge med dobbeltdiagno-

ser – samtidig med at det heller ikke er løsningen

kun at lave behandlingstilbud i de store byer, for-

di det vil give så lange transporttider, at det rent

praktisk vil være en barriere for en del unge.

de rusmiddelrelaterede vanskeligheder skal være

færdigbehandlede (= den unge skal være stoffri),

før der kan igangsættes udredning, stilles diagno-

ser og sættes en behandling i gang af de psykiske

vanskeligheder.

Hvilken behandlingsmodel, der er bedst til unge med

dobbeltdiagnoser, er endnu ikke undersøgt i Dan-

mark, men internationale retningslinjer og forskning

på området anbefaler integreret behandling som den

mest optimale indsats til voksne med dobbeltdiagno-

ser, mens sekventiel behandling ikke anses for egnet

til målgruppen

(SAMSHA, 2011 og 2013; Frederiksen

m.fl., 2019).

I Alliancens arbejde er det imidlertid blevet klart, at

den integrerede behandling som generel behand-

lingsmodel vil have vanskelige vilkår herhjemme,

Derfor er det værd at se på, hvordan de eksisterende

systemer kan spille sammen om en behandling, hvor

der – alt efter problemniveau – arbejdes med parallel-

le og integrerede indsatser.

Her er der inspiration at hente fra USA. Det ameri-

kanske sundhedsministerium, SAMSHA, anbefaler

Figur 3

fortsat integreret behandling til den mest belastede

del af målgruppen, men siden 2013 har man samtidig

peget på behovet for at finde nye og mere pragmati-

ske måder at organisere behandlingen på, så andre

end de mest belastede kan få en kvalificeret behand-

ling, selv om der ikke er tale om fuld integration.

Se figur 3.

(SAMSHA, 2013: 44, vores oversættelse)

De amerikanske retningslinjer opererer med fire ni-

veauer:

•

Grundlæggende niveau: Behandler den ene lidel-

se, men screener for den anden og har mulighed

for at konsultere andre faggrupper.

•

Mellemniveau: Har primært fokus på den ene li-

delse, men kan tilbyde grundlæggende indsatser i

forhold til den anden lidelse.

•

Avanceret niveau: Tilbyder integreret behandling

af problematisk brug af rusmidler og psykisk syg-

dom.

•

Fuldt integreret niveau: Tilbyder integreret be-

handling af problematisk brug af rusmidler og

psykisk sygdom + andre nødvendige sociale og

somatiske indsatser.

Hvilken behandlingsform er bedst egnet?

Der skelnes overordnet mellem tre former for be-

handling af mennesker med dobbeltdiagnoser:

•

Integreret behandling,

hvor de psykiske vanske-

ligheder behandles

samtidig med

de rusmiddel-

relaterede vanskeligheder, under samme organi-

satoriske set-up.

•

Parallel behandling,

hvor de psykiske vanskelighe-

der behandles

sideløbende

med de rusmiddelre-

laterede vanskeligheder. Ofte i forskellige og uaf-

hængige organisatoriske set-ups, fx splittet op

mellem kommunal rusmiddelbehandling og regi-

onal behandlingspsykiatri. Disse parallelle forløb

kan være mere eller mindre koordinerede.

•

Sekventiel behandling,

hvor fx de psykiske og rus-

middelrelaterede vanskeligheder bliver behandlet

forlængelse af hinanden.

Ofte med et krav om, at

Grønbog

Grundlæggende

Mellem

Avanceret

Misbrugs-

Dobbeltdiagnose Dobbeltdiagnose

behandling

Mulig

Udvidet

Alene

Fuldt integreret

Dobbelt-

diagnose

integreret

Avanceret

Mellem

Grundlæggende

Dobbeltdiagnose Dobbeltdiagnose

Psykiatrisk-

Udvidet

Mulig

behandling

Alene

Alliancen

– unge med dobbeltdiagnose

Modellen anerkender behovet for at samarbejde om

screening og udredning samt for at arbejde samtidigt

med forskellige problemstillinger.

Modellen rummer samtidig muligheden for, at ind-

satserne kan placeres i den behandlingssektor, der er

mest relevant – fx der, hvor den unge allerede har en

god kontakt med behandlerne.

Når vi i Alliancen har set på, hvilke lokale erfarin-

ger omkring samarbejde, der er etableret i nogle dele

(men bestemt ikke alle dele) af landet, så handler dis-

se erfaringer ofte om netop screening og udredning,

og om samarbejde under behandlingsindsatsen, på

tværs af fagligheder.

Når indsatsplanerne virker, understøtter de bl.a.

fremdriften i behandlingen og giver bedre mulighe-

der for at tænke langsigtet. Der er imidlertid en ræk-

ke problemer ved indsatsplanerne, som endnu ikke

er løst. Det drejer sig bl.a. om initiativpligten, hvor-

når borger og pårørende bliver inddraget i planen, og

hvordan planen fastholdes i forhold til borgere med

en kaotisk hverdag, hvor langsigtede planer konstant

skal revideres

(Buch & Petersen, 2017).

Udover disse organisatoriske og faglige vanskelighe-

der, er et helt centralt problem, at at de koordineren-

de indsatsplaner indtil nu kun har vist sig at fungere

ganske få steder i landet.

I Region Syddanmark er der udviklet en egentlig mo-

del for forløbskoordination og koordinerede indsats-

planer, hvor forløbskoordinatorerne er ansat i psyki-

atrien, og hvor alle patienter får en koordinator, også

unge under 18 år. Dét, at en konkret person har an-

svaret for at etablere de koordinerede forløb og ud-

arbejde koordinerende indsatsplaner, har betydet, at

planerne her bliver brugt. Især i de større kommuner,

som har deres eget rusmiddelcenter, har det givet et

bedre samarbejde om de unges behandling, mens

samarbejdet stadig halter i de små kommuner.

Hvis forløbskoordination og koordinerende indsats-

planer i fremtiden skal være en del af rygraden i det

danske behandlingssystem til unge med dobbeltdiag-

nose, er det Alliancens opfattelse, at redskabet skal

udvikles, beskrives og evalueres på nationalt plan.

Redskabet bør indskrives i de nationale retningslin-

jer, og der bør støttes op om implementering af red-

skabet i praksis.

Fælles mål giver bedre fremdrift

For at hjælpe unge med dobbeltdiagnose bedst mu-

ligt, skal psykiatri og rusmiddelbehandling arbejde

tæt sammen om indsatserne med hver deres perspek-

tiv og faglighed – og der vil ofte også være behov for at

inddrage andre fagområder og myndigheder.

Alliancen har undersøgt, hvordan målene for de for-

skellige indsatser spiller sammen, fordi indsatsernes

succes ofte afhænger af, om alle arbejder mod sam-

me mål.

Målene i de forskellige hjælpesystemer omkring de

unge er meget forskellige: Rusmiddelbehandlingen

har ofte fokus på, at brugen af rusmidler skal redu-

ceres eller ophøre; psykiatrien har typisk fokus på, at

den unges psykiske lidelse enten bedres, eller at den

unge bliver symptomfri; kontanthjælpssystemet har

ofte fokus på, at den unge skal i uddannelse eller være

selvforsørgende, mens børne- og ungesystemet (un-

der 18 år) er fokuseret på udviklingsperspektivet.

Hvert mål er isoleret set rigtig fornuftigt, set ud fra

det enkelte systems rationale. Men de forskellige mål

kan spænde ben for hinanden. Og i værste fald kan de

forskellige indsatser ende med at modarbejde hinan-

den og dermed modarbejde, hvad der er gavnligt for

den unge og den unges familie.

Derfor er det afgørende, at de forskellige systemer

er enige om målene og om hvilke indsatser, der skal

iværksættes for at nå målene.

Ønskescenariet er, at rusmiddelbe-

handling OG psykiatri OG kommune

kunne samarbejde – uden at foræl-

drene skal være tovholdere, og uden

at forældrene skal være dem, der

trækker i alle snorene og skal ringe og

rykke og trygle og tigge og bede!

Mor til ung kvinde på 23 år og med i Forældrepanel

Forløbskoordination og koordinerende

indsatsplaner styrker samarbejdet

Et vigtigt redskab til at sikre voksne med dobbeltdiag-

nose en sammenhængende indsats er forløbskoordi-

nation og koordinerende indsatsplaner, som er en del

af Sundhedsaftalen

(Sundhedsstyrelsen og Socialstyrel-

sen, 2014).

Formålet med dette styringsredskab er at sikre, at

der sker en koordinering af de forskellige sektorers

indsatser, sådan at behandlingsindsatserne hænger

sammen på tværs af psykiatri, rusmiddelbehandling

og andre hjælpesystemer.

I praksis fungerer indsatsplanerne derfor som en

samlende plan, der sikrer, at alle ved,

hvad

der skal

arbejdes med, og

hvem

der ansvaret for de enkelte del-

opgaver.

Grønbog

Det er også en helt central forudsætning, at den unge

og familien er enige i målene – og at de så vidt muligt

selv definerer målene og er enige i, hvilke udviklings-

og behandlingstiltag, der skal føre til målene.

Det er desuden vigtigt at holde sig for øje, at hvis den

unge skal indgå i et samarbejde om at nå målene, skal

de være konkrete, og deres indhold skal være rettet

mod, at den unge får et bedre hverdagsliv, så den un-

ges motivation understøttes bedst muligt. Sådan-

ne hverdagslivsmål udelukker ikke, at der kan være

forskellige behandlingsmål. Det afgørende er, at be-

handlingsmålene understøtter hverdagslivsmålene.

Alliancen

– unge med dobbeltdiagnose

Altså det er jo nok meget ønske-

tænkning … men hvis nu man føler, at

man er ved at falde ned i et hul – og

det gør man nogle gange – så ville det

være rigtig godt, hvis der var en turbo-

lovgivning eller et eller andet, hvor

man kunne blive samlet hurtigt op, så

man ikke skulle vente så lang tid.

Mit problem er jo, at hvis jeg føler, at

jeg har det dårligt, og jeg har brug for

hjælp, så har jeg ikke altid overskud til

at bede om det.

Det kan godt være, at de siger:

’Jamen, du skal bare lige gå herind

og herind’, men det er altså ikke

’bare lige’ for mig. For det kræver et

overskud at tænde den bærbare og

skrive ansøgningen og få den sendt

afsted, og er det nu det rigtige sted?

... det er rigtigt uoverskueligt, når jeg

er på vej ned i hullet.

Ung kvinde, 23 år og med i Ungepanel

Grønbog

Alliancen

– unge med dobbeltdiagnose

EFTERVÆRNSPERSPEKTIV

Hvordan hjælper vi bedst de unge videre i livet?

Efter behandlingsindsatserne oplever en stor del af

de unge at stå alene. De unge har i den situation

brug for individuel støtte til at håndtere hverdagssi-

tuationer, som deres nye virkelighed uden rusmid-

ler byder dem. Derudover har en del af de unge brug

for tilbud om at komme ind i gode, sunde ungefæl-

lesskaber, hvor der også er mulighed for at ’lære ko-

derne’ for at begå sig sammen med andre.

Forskning, fortællinger fra praksis og fortællinger fra

Ungepanelet viser, at det for mange af de unge er en

evig kamp at håndtere de psykiske vanskeligheder og

undgå, at rusmidlerne igen får overtaget. Hverdags-

situationer kan trigge gamle traumer, og manglende

selvværd kan udløse angstanfald eller få den unge

til at genoptage sit hashbrug for at få ro på tanker-

ne. En del af de unge står mere eller mindre alene om

at skulle tackle disse problematiske hverdagssituati-

oner.

Samtidig ved vi, at en meget vigtig faktor for at men-

nesker med psykiske problemer kan få det bedre, er

at have en følelsesmæssig forbundethed med andre

mennesker gennem sunde sociale relationer og en fø-

lelse af at høre til i samfundet.

Alliancens Ungepanel har været meget optaget af

dette efterværnsperspektiv – altså hvordan der kan

etableres en støtte, så man som ung ikke står helt ale-

ne efter endt behandling. For det er det, en del af de

unge føler, at de er: Alene.

Efterværn og ungefællesskaber

Det at være sat uden for fællesskabet uden sunde so-

ciale relationer har flere negative konsekvenser. Ikke

kun for den unges trivsel, men også for den unges

funktionsevne.

Forskningsmæssigt er der massivt belæg for, at efter-

værn – dvs. støtte efter at rusmiddelbehandlingen og

den psykiatriske behandling er afsluttet – modvirker

tilbagefald og mindsker udgifterne til genindskriv-

ninger, både i psykiatrien og rusmiddelbehandlin-

gen.

I praksis kan støtten gives individuelt, i gruppe el-

ler som støtte til at være en del af et fællesskab. Fx på

samme måde som unge, der har været døgnanbragte,

får mulighed for forskellige former for støtte efter be-

hov jf. Servicelovens §76. Denne mulighed har unge

med dobbeltdiagnose ikke i dag.

Da jeg var færdig med behandlingen,

stod jeg pludselig og skulle ud og

fungere i den virkelige verden. Det

gjorde mig bange, for hvem var jeg?

Hvad skulle jeg sige, når jeg talte med

almindelige mennesker?

Hvilken historie skulle jeg fortælle?”

Ung kvinde, 28 år og med i Ungepanel

Grønbog

Alliancen

– unge med dobbeltdiagnose

En etnografisk undersøgelse af voksne med psykiske li-

delser og rusmiddelproblemer viser, at fire livsfaktorer

har betydning for forbruget af rusmidler

(Alverson et al.,

2000):

•

Engagement i aktiviteter, man værdsætter, og som

strukturerer dagligdagen, fx uddannelse og arbejde.

Gode stabile boligforhold.

Et kærligt forhold til en person, der ikke har rusmid-

delproblemer, og som accepterer, at man har en psy-

kisk lidelse.

Et positivt forhold til og regelmæssig kontakt med en

professionel indenfor sundhedssystemet/rusmiddel-

behandlingen.

le relationer, eller hvis vennerne i rusmiddelmiljøet

har været de eneste venner i mange år. Samtidig skal

man måske også lære at gebærde sig i sociale sam-

menhænge, hvor man tidligere har benyttet rusmid-

lerne til at håndtere fx den angst eller usikkerhed,

man har oplevet.

For nogle unge kan individuel støtte efter endt be-

handling være en nødvendig og tiltrængt indsats,

men den individuelle støtte løser ikke nødvendigvis

den ensomhed, som mange af de unge slås med. Der-

for har de unge brug for, at der etableres ungefælles-

skaber, som tilgodeser behovet for at være sammen

med andre unge i en sund social sammenhæng, og

som giver mulighed for at udvikle kompetencer til

at begå sig i fællesskaber, hvor det centrale omdrej-

ningspunkt ikke er rusmidler, men almindelige ung-

domslivstemaer som uddannelse, kærester mm.

I dag findes allerede talrige erfaringer med, hvordan

man kan etablere fællesskaber i efterbehandlingen til

andre målgrupper, både i det offentlige og på frivillig

basis. Omkostningerne til at etablere denne hjælp er

begrænsede og en god investering på lang sigt, viser

erfaringerne.

Læs mere her:

Dette kapitel er baseret på baggrundsartiklerne:

•

Identificering af børn og unge i risiko for udvikling af psyki-

ske lidelser og/eller rusmiddelproblemer,

af Sheila Jones og

Birgitte Thylstrup

Hvordan organiserer vi behandlingen af unge med dobbelt-

diagnose i dag?

af Susanne Pihl Hansen

Tværfagligt og tværsektorielt samarbejde om unge med

dobbeltdiagnoser,

af Birgitte Thylstrup og Katrine Schepe-

lern Johansen

Fælles mål for indsatserne til unge med dobbeltbelastning/

dobbelt diagnose,

af Peter Jensen

Retningslinjer for indsatser,

af Katrine Schepelern Johansen

og Susanne Pihl Hansen

Screening for psykiatriske lidelser samt rusmiddelproblemer,

af Trine Ry

Udredning af unge, der er dobbeltbelastede,

af Heidi Gøtze,

Danny Reving, Silas Charlotte Houlberg og Jonatan Hannibal

Koordinerende indsatsplaner og forløbskoordination,

af Pe-

ter Jensen og Vibeke Roer Hillerup

Efterværn – opfølgning og støtte efter afsluttet behandling,

af Sheila Jones og Peter Jensen

Nye fællesskaber¸ af Birgitte Thylstrup, Sheila Jones og Peter

Jensen

•

Ungepanelet har – med udgangspunkt i deres person-

lige erfaringer – drøftet forskellige former for efter-

værn, som overordnet dækker:

•

Behovet for at være en del af et ungefællesskab.

•

Behovet for at få individuel støtte, og måske også

fortsat professionel støtte.

For mange unge med dobbeltdiagnose er ensomhed

og tomhedsfølelse et stort problem, der øger risikoen

for tilbagefald, når de kommer ud på den anden side

af behandlingen. Det kan være meget svært at skulle

ud på egen hånd, hvis man fx er vokset op med om-

sorgssvigt og har svært ved at skabe nye sunde socia-

Artiklerne kan downloades her:

www.dobbeltdiagnose.net

www.spuk.dk

www.pihl-inklusive.dk

Øvrige kildehenvisninger:

• Alverson et al (2000):

An ethnographic study of the longitu-

dinal course of substance abuse among people with severe

mental illness,

Community Mental Health Journal.

• Andersen & Bengtsson (2019):

Rettighed og synkronisering i

komplekse ungesager,

kap. 2 i

Rusmiddelbrugere i krydsfel-

tet mellem sektorer og fagligheder,

red. af Bjerge & Houborg,

Center for Rusmiddelforskning, Aarhus Universitet.

• Buch & Petersen (2017):

Model for koordinerende indsatspla-

ner og tilhørende koordinatorfunktioner,

KORA.

• Helsedirektoratet (2012a):

Nasjonal faglig retningslinje for

utredning, behandling og oppfølgning av personer med

samtidig rus og psykisk lidelse – ROP lidelser. Sammensatte

tjenester – samtidig behandling (full versjon) https:/

/www.

helsedirektoratet.no/retningslinjer/samtidig-ruslidelse-og-

psykisk-lidelse-rop-lidelser

• Frederiksen, Pedersen & Jones (2019):

Hvordan hjælpes unge

med psykiske problemer bedst i rusmiddelbehandlingssy-

stemet?

Kap. 7 i

Rusmiddelbrugere i krydsfeltet mellem sek-

torer og fagligheder,

red. af Bjerge & Houborg, Center for Rus-

middelforskning, Aarhus Universitet.

• SAMHSA – Substance Abuse and Mental Health Services Ad-

ministration (2011):

Identifying Mental Health and Substan-

ce Use Problems of Children and Adolescents – a Guide for

Child-Serving Organizations,

U.S Department of Health and

Human Services.

• SAMHSA – Substance Abuse and Mental Health Services Ad-

ministration (2013):

Substance Abuse Treatment for Persons

With Co-Occurring Disorders. A Treatment Improvement Pro-

tocol TIP 42,

U.S Department of Health and Human Services.

• Sundhedsstyrelsen og Socialstyrelsen (2014):

Retningslinjer

for udarbejdelse af koordinerende indsatsplaner.

Grønbog

Alliancen

– unge med dobbeltdiagnose

Om Alliancen

Helsefonden tog i 2018 initiativ til at etablere Allian-

cen – unge med dobbeltdiagnose, hvor unge, forældre

og fagpersoner i fællesskab har bidraget med viden,

erfaringer og nye perspektiver på problematikken:

Hvad er det særlige ved at være ung ramt af dobbelt-

diagnose/dobbelt belastning – og hvad skal der til for

at løfte området?

I denne Grønbog præsenterer vi Alliancens anbefa-

linger og lægger op til en dialog med politikere og be-

slutningstagere ved høringen

Unge med dobbeltdiag-

nose

på Christiansborg 20. november 2019.

Alliancen består af en styregruppe og tre paneler: Et

Ungepanel, et Forældrepanel og et Fagekspertpanel.

Deltagerne i panelerne har via workshops, interviews,

arbejdsgrupper og faglige artikler bidraget til Allian-

cens arbejde samt holdt oplæg på Nordisk Konference

om dobbeltdiagnoser og på Folkemødet.

Arbejdet i Alliancen er faciliteret af Peter Jensen,

SPUK, og Susanne Pihl Hansen, PIHL INKLUSIVE – i

tæt samarbejde med konsulent Trine Ry og studen-

termedhjælperne Anna Lindquist og Anders Nielsen.

Journalist Monica C. Madsen har bidraget til den

skriftlige formidling af Alliancens arbejde.

Alliancens Styregruppe

•

Formand Anne-Mette Winther Christiansen, Helsefonden

Direktør Hanne Jervild, Helsefonden

Seniorforsker og leder Katrine Schepelern Johansen, Kompetencecenter for Dobbeltdiagnoser, Region H

Chefkonsulent, Peter Jensen, SPUK

Chefkonsulent, Susanne Pihl Hansen, PIHL INKLUSIVE

Ungepanel

•

Unge i alderen 17-30 år, der har personlige erfaringer med psykiske vanskeligheder og samtidig problematisk brug af rusmidler i

længere perioder af deres ungdom.

Forældrepanel

•

Forældre til unge under 25 år, der har/har haft psykiske vanskeligheder og samtidig problematisk brug af rusmidler.

Fagekspertpanel

•

Lektor, Birgitte Thylstrup, Center for Rusmiddelforskning, Aarhus Universitet, samt formand for Dansk Fagligt Netværk for

Dobbeltdiagnose

Ledende overlæge Danny Reving, KABS Glostrup

Seniorforsker Ditte Andersen, VIVE – Det nationale forsknings- og analysecenter for Velfærd

Adjunkt og konsulent Hanne Dam, VIA University College

Afdelingsleder Heidi Gøtze, KABS Stjernevang

Børne- og ungepsykiater Jonatan Hannibal, Novavi – Stofrådgivningen Novavi samt Region Sjælland

Seniorforsker og leder Katrine Schepelern Johansen, Kompetencecenter for Dobbeltdiagnoser, Region H

Formand for Uddannelsesudvalget, Leni Grundtvig Nielsen, SIND

Ungebehandler Lone Walsøe, Perron 3 i Slagelse Kommune samt styregruppemedlem Ungebehandlernetværket

Adjunkt Sheila Jones, Center for Rusmiddelforskning, Aarhus Universitet

Psykolog og behandlingskoordinator Silas Houlberg, Novavi – Stofrådgivningen

Forløbskoordinator Vibeke Roer Hillerup, Børne- og ungdomspsykiatrien Sydjylland

Afdelingsleder Åse Kjøller, Behandlingscenter Unge & Rusmidler, Odense Kommune

Grønbog

Alliancen

– unge med dobbeltdiagnose

ALLIANCEN

– U N G E M E D D O B B E LT D I A G N O S E

Unge ramt af både psykiske vanskeligheder og et problematisk brug af rusmidler falder

ofte mellem flere stole, når de har brug for hjælp. Derfor har

Helsefonden

Alliancen

– unge med dobbeltdiagnose

undersøgt, hvordan vi kan styrke og kvalificere hjælpen til

de unge og deres familier.

I denne Grønbog præsenterer vi resultatet af vores arbejde som oplæg til høringen

Unge med dobbeltdiagnose

på Christiansborg den 20. november 2019, hvor vi blandt an-

det vil pege på behovet for:

•

Tidligere og mere effektiv indgriben

•

Bedre indsatser gennem samarbejde, der bygger på fælles nationale retningslinjer

•

Bedre efterværn for at modvirke tilbagefald

Alliancen – unge med dobbeltdiagnose

er et netværk, hvor unge, forældre, forskere og prak-

tikere i 2018-19 har delt viden, erfaringer og perspektiver på indsatser til unge med dobbelt-

diagnose.

Grønbog