Randers d. 10.9.2020
Åbent brev til Sundheds- og Ældreminister Magnus Heunicke, sundheds- og ældreudvalget fra Folketingets
øvrige partier, Sundhedsstyrelsen og Danske Regioner.
Palliativ indsats er som bekendt tværfaglig og kræver andre faglige kompetencer end evnen til at lægge
hovedet på skrå.
Så udkom i august 2020 den længe ventede rapport
”Adga gen
til spe
ialiseret palliatio ”
fra
Rigsrevisionen, hvor Rigsrevisionen på eget initiativ har iværksat en undersøgelse af den specialiserede
palliative indsats i Danmark. Altså indsatsen for de af vores medborgere, som oplever størst lidelse i
forbindelse med alvorlig sygdom og død.
Rapporten udtrykker kritik dels i forhold til den tid, man som borger skal vente på at få hjælp til disse
lidelser, dels i forhold til at mange slet ikke kommer ind i køen til specialiseret palliativ hjælp. Særligt
patienter med andre sygdomme end kræft bliver svigtet. Det må mane til eftertanke hos både os og jer.
Vi, Palliationssygeplejersker i det faglige selskab under Dansk Sygeplejeråd henvender os for at dele vores
refleksioner, så vi sammen kan nå disse mål og bedre vilkårene for de alvorligt syge og døende patienter og
deres pårørende.
Vi ser, at den samlede palliative indsats i Danmark kalder på uddannelse og øget kapacitet for at styrke og
forbedre mulighederne for at opnå tilstrækkelige og kvalificerede tilbud til den enkelte patient.
Uddannelse:
Der er et stort behov for uddannelse i palliation hos alle faggrupper
–
på det specialiserede palliative niveau
såvel som på det basale palliative niveau.
Historisk set er lindring af lidelse et kerneområde for sygeplejersker, men i mange af grunduddannelsens
studieplaner indtager det ikke et selvstændigt fokusområde. Bedre ser det ikke ud hos vores tværfaglige
kollegaer.
For at lidelse hos patient og pårørende kan lindres, er det helt essentielt, at vi som sundhedsvæsen ser på
det hele menneske. Der er behov for såvel et højt lægefagligt niveau for at lindre den syges smerter,
kvalme, åndenød og andre fysiske symptomer. Dygtige psykologer til at hjælpe patienten og dennes
nærmeste- som ofte er børn med at finde deres vej i den livsomvæltende situation. Socialrådgivere med høj
ekspertise, som ser muligheder i vores sociale system frem for begrænsninger. Fysioterapeuter med fokus
på velvære i en ofte belastet krop. Præster med særlig interesse for, hvordan eksistensen bliver ramt i det
direkte møde med livstruende sygdom og ikke mindst veluddannede sygeplejersker, der ud over egen
faglighed i form af kliniske - og kommunikative kompetencer også, som oftest indtager den koordinerende
rolle og sammen med patient og pårørende synliggør, hvilke behov der kalder på hvilke faglige aktører.