Kære Mette Frederiksen, Magnus Heunicke, ældreordførere og presse,
Jeg forstår til fulde behovet for at beskytte beboere på plejehjem. De er særligt sårbare, og hvis
smitten breder sig på et plejehjem, vil det givetvis få fatale følger. Det er set både herhjemme og i
udlandet. Der er imidlertid et vigtigt dilemma, som I ganske enkelt ikke har forholdt jer nok til
hverken i medierne eller politisk. Hvad vægter tungest i et menneskes sidste del af livet? Er det
overlevelsen eller livskvaliteten. Er det at trække vejret i fleste mulige dage eller at have noget
trække vejret for?
Lige før påsken blev der lukket fuldstændigt af for besøg på plejehjemmene i Greve Kommune som
i de fleste andre kommuner. Det betød, at min mor blev afskåret fra besøg. Hun har Lewy Body
demens, er 85 år og fejler intet andet, men hun kom i august 2019 på et plejecenter, hvilket hun
bestemt ikke er glad for. Det er et godt sted med omsorgsfulde medarbejdere og gode aktiviteter,
men hun trives ikke. Defor har jeg spist med hende og taget hende med på ture 4 - 6 gange om
ugen. Det opretholder en normalitet i hendes hverdag, og det giver mig mulighed for at bearbejde de
hallucinationer og vrangforestillinger, sygdommen medfører. En gang mente hun, at min far (som
døde for 18 år siden) lå og var død i hendes bolig. Hun var angst for, at personalet skulle opdage
det. Det var ikke nok at sige, at han var død for mange år siden - dagen efter fortalte hun mig, at de
(plejepersonalet) heldigvis ikke havde opdaget det. Først da jeg sammen med hende havde
gennemgået hele sygdomsgrløbet, hans død, kremering og askestrøning på Køge Bugt, kunne hun
slippe tanken. Det kan kun en pårørende, som kender mennesket og vedkommendes liv og historie
hjælpe med.
Jeg var heldigvis stædig, og jeg fandt derfor frem til bekendtgørelse og skrivelser takket være bl.a.
en af jer fra udvalget (TAK!), så jeg kunne hjælpe min mor til at bede om at komme ud at gå tur
med mig. Jeg bad om en telefonsamtale med min mor, som mente, hu var blevet kidnappet af en
sygeplejerske. Det var den følelse, hun sad med - trods at de virkelig er søde og omsorgsfulde på
plejecentret. Jeg optog samtalen for at have dokumentation for, at hun sagde, hun gerne ville gå tur
med mig, og at hun gerne ville, at jeg formidlede ønsket. Da vi igen gik tur (med håndsprit og uden
kram), var det 15 dage siden, vi sidst havde set hinanden bortset fra en gang gennem ruden, hvilket
var svært for hende at forstå. Hun var tavs og forknyt. Efter ca 20 minutter fortalte hun endelig, at
hun var så gal. De havde fanget hende med en....hun kunne ikke udtrykke det. Det viste sig at være
en faldmåtte, og jeg kunne forklare, at det var for at passe på hende, når hun rejser sig. Men for
hende havde oplevelsen været, at hun blev holdt fanget. At måttens alarm skulle sikre, at hun ikke
gik. Forestil jer at sidde på tredje sal i en bolig, som aldrig er kommet til at føles som ens hjem med
følelsen af at være blevet kidnappet. Forestil jer at føle jeres base som et sted, I er taget til fange.
Forestil jer ensomheden, når dem, man er tryg ved, tages fra en i den situation.
Vi går stadig ture hver tredje dag i 1,5 - 3 timer hver gang. Oftest er det efter en halv time, hun
giver udtryk for de ting, der piner hende. Ofte er det hallucinationer og vrangforestillinger, som med
hendes demensform opleves som virkelighed, men det er ind i mellem på de gode dage også sorgen
ved at have fået sygdommen og frustrationerne ved ikke at kunne gå og have sine frie valg og spise
sammen med min bror og mig, hun har brug for at tale om. Og frustrationen ved at være afhængig
af andre, som ikke altid forstår ens ønsker og værdier.