Sundheds- og Ældreudvalget 2019-20
SUU Alm.del Bilag 372
Offentligt
2190921_0001.png
13. maj 2020
Danske yoga-og meditationslærere ønsker foretræde for Erhvervsudvalget
Vi anslår at krisen kommer til at koste 3/4 af Danmarks godt 500 yogaudbydere deres
forretning, hvis vi ikke sikrer at der åbnes for både yoga og meditationsundervisning
både i det private og på aftenskolerne efter den 8. juni. Sker dette ikke, vil de mere
end 4500 yoga og meditationslærere, der i de sidste par dage har sluttet sig til vores
støt voksende Facebookgruppe, ikke have noget job at vende tilbage til. Selv med
hjælpepakker ser især de private yogaudbydere ikke ud til at klare sig meget længere.
Vores medlemmers kundegrundlag smuldrer, som store udenlandske udbydere af
online yoga erobrer markedet fra danske soloselvstændige yogalærere og de
yogacentre og aftenskoler der beskæftiger dem. Forsøget med at flytte
undervisningen udendørs har været en fiasko. Yogabranchen som var i kraftig vækst
gennem flere år op til krisen, er nu helt i knæ.
Vi har hårdt brug for at kunne starte de dele af yoga og meditationsundervisningen
op, som ikke udgør en sundhedsrisiko. Vi ønsker, at en sektorspecifik vurdering af
sundhedsrisikoen ved yoga og meditationsundervisning laves på et faktuelt grundlag
som kun personer med indgående kendskab til hele yogabranchen vil kunne rådgive
omkring. Diversiteten indenfor yoga er stor og spænder fra helt stillesiddende
meditation og hvilestillinger til mere dynamiske legemsøvelser. Yoga kan således
ikke skæres over en kam, og størstedelen af faget adskiller sig markant fra f.eks.
fitness.
Fælles for alle yogaformer er, at de foregår under langt mere kontrollerede forhold,
end det meste indendørs idræt, og at undervisningen indendørs let vil kunne tilpasses
nye retningslinjer allerede i dag.
Lige nu mødes yogalærere med komplet modstridende svar, når vi ringer til
myndighederne for at få klarhed over, hvilke typer yoga og meditation, der lige nu er
lovlige at undervise i. Dette skaber usikkerhed og kaos, og vi hører dagligt
hundredevis af historier fra medlemmer der har fået to helt forskellige svar fra politi
og hotline. En stor del af vores medlemmer mister deres levebrød på grund af
meningsløse teknikaliteter der skyldes manglende viden om vores arbejde, som ofte
forveksles med fitness.
Vi har i går udtalt os i P1
https://www.dr.dk/radio/p1/p1-morgen/p1-morgen-2020-
05-11
og vores udtalelser lå først DRs hjemmeside dagen igennem
https://www.dr.dk/nyheder/indland/frustreret-yoga-laerer-folk-holder-sig-jo-paa-
SUU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 372: Henvendelse af 13/5-20 fra Danske yoga-og meditationslærere om ønske om at kunne starte de dele af yoga og meditationsundervisningen op, som ikke udgør en sundhedsrisiko
2190921_0002.png
maatten.
Vores medlemmers historier var også på forsiden af Ekstra Bladets
hjemmesider samt i en række mindre medier.
Danmarks Statistik anslår at omkring 10% af befolkningen har dyrket yoga indenfor
det sidste år. Vores fag har været i voldsom vækst siden 2011. Yoga er Danmarks
hurtigst voksende fritidsaktivitet lige nu, og både yoga og meditation er blevet en del
af den offentlige behandling af stress, angst og depression.
De fleste yogalærere er selvstændige og beskæftiget i det private, eventuelt med
supplerende undervisning på aftenskole. En åbning af aftenskolerne vil derfor ikke
kunne afbøde de mange konkurser vi venter at se, da vores medlemmer typisk er
beskæftiget i flere sektorer. Yogabranchen hviler i høj grad på mindre private
virksomheder uden hvilke hele yogamiljøet vil erodere. Hvis åbningens fase 3 kun
kommer til at omfatte aftenskoler og foreninger, vil de fleste af vores medlemmer stå
i den groteske situation at de risikerer bøde for at undervise en yogatime i et privat
yogastudie om morgenen, som de fuldt lovligt vil kunne undervise senere på dagen i
aftenskoleregi.
Vi ønsker at få foretræde for Erhvervsudvalget og tale vores sag.
Med venlig hilsen
Birgitte Gorm Hansen
Formand for Danske yoga-og meditationslærere