Sundheds- og Ældreministeriet
Enhed: MEDINT
Sagsbeh.: DEPCAN
Koordineret med:
Sagsnr.: 2005190
Dok. nr.: 1182269
Dato: 20-04-2020
NOTAT
Notat om uformelt videomøde om COVID-19 mellem
sundhedsministrene i EU den 20. april 2020
Kommissionen havde indkaldt sundhedsministrene i EU til uformelt videomøde om
COVID-19 den 20. april 2020.
Formålet med mødet var at drøfte Kommissionens retningslinjer for in vitro-diagnostiske
tests og deres performance. Mødet blev ledet af kommissær for sundhed og
fødevaresikkerhed Stella Kyriakides.
Kommissionen opfordrede medlemslandene til at støtte WHO’s arbejde i denne krisetid.
Tidspunktet var ikke det rigtige i forhold til at evaluere hverken WHO eller EU’s indsats og
håndtering af krisen.
Kommissionen understregede betydningen af pålidelige tests, som er et vigtigt redskab i
indsatsen for at beskytte befolkningen og sundhedspersonalet i fraværet af en vaccine.
Det Europæiske Center for Sygdomsforebyggelse og Kontrol (ECDC) fremhævede ligeledes
testning som et centralt redskab i den fase, hvor landene ophæver en række
beskyttelsesforanstaltninger og hvor øget brug af tests vil skabe bedre overblik over
situationen og sikre bedre kontrol af COVID-19-udbruddet.
Der var generel enighed om vigtigheden af test i forbindelse med tilbagerulningstiltag og
dertil opbakning til Kommissionens retningslinjer for in vitro-diagnostiske tests og deres
performance.
Flere lande berettede om en udvidelse af den nationale laboratoriekapacitet, som
muliggjorde gennemførelse af flere tests. De fleste lande anvendte PCR-tests til
diagnosticering af COVID-19. Flere lande undersøgte muligheden for at anvende
serologiske tests og antigentests.