Sundheds- og Ældreministeriet
Enhed: MEDINT
Sagsbeh.: DEPANKH
Koordineret med:
Sagsnr.: 2003206
Dok. nr.: 1143912
Dato: 23-03-2020
NOTAT
Notat om uformelt videomøde om COVID-19 mellem
sundhedsministrene i EU den 23. marts 2020
Kommissionen havde indkaldt sundhedsministrene i EU til uformelt videomøde om
COVID-19 den 23. marts 2020. Sundheds- og ældreministeren var forhindret i at deltage i
mødet grundet pressemøde om COVID-19 i Statsministeriet. Sundheds- og
Ældreministeriet var repræsenteret på embedsmandsniveau.
Mødet blev ledet af kommissær for sundhed og fødevaresikkerhed Stella Kyriakides.
Formålet med mødet var at informere landene om status for processen vedrørende de
fælles indkøb af værnemidler og medicinsk udstyr samt få en status fra landene i forhold
til behandling og kliniske forsøg vedr. COVID-19.
Kommissionen appellerede indledningsvis til alle lande om at hjælpe de lande i EU, som
akut mangler værnemidler og særligt respiratorer.
Kommissionen orienterede om status for processen vedr. fælles udbud, og der var ved
mødet generel opbakning til Kommissionens initiativ. Det Europæiske Lægemiddelagentur
opfordrede til en koordineret tilgang i EU til kliniske forsøg og behandling af COVID-19.
Flere medlemslande rejse spørgsmålet om gennemførelsen af de nye forordninger om
medicinsk udstyr og den potentielle betydning for forsyningssikkerheden.
Danmark orienterede kort om tilgangen til behandling og kliniske forsøg vedrørende
COVID-19 i Danmark. Danmark støttede op om Kommissionens indsats vedrørende fælles
indkøb og ville også være interesseret i at deltage i eventuelle nye udbud.
1