Sundheds- og Ældreudvalget 2019-20
SUU Alm.del Bilag 25
Offentligt
7-punktsplan fra Region Sjælland:
Mangelfulde brystundersøgelser
1: Hotline for berørte kvinder
Kvinder der er berørt at sagen, kan på hverdage fra 8-22 få rådgivning og hjælp i f.t. at klage og
søge erstatning. Kvinder kan også få afklaret om de har fået en mangelfuld undersøgelse.
2: Personlig samtale
Kvinder der har fået konstateret brystkræft tilbydes en personlig samtale med afdelingen, eller
alternativt andre uvildige fagpersoner, for at få afklaring om deres forløb, behandling, samt klage
og erstatningsmuligheder.
3: Psykologbistand
Region Sjælland har indgået aftale med en virksomhed som kan yde krisehjælp og psykologbistand
til berørte kvinder. Såfremt nogle hellere selv vil finde en psykolog finansieres dette af Region
Sjælland.
4: Vurdering fra Rigshospitalet
Rigshospitalet vurderer undersøgelses- og behandlingsforløb for de kvinder, der har fået
konstateret kræft i perioden, for at afdække om der er sammenhæng til den mangelfulde
undersøgelse. Ud fra vurderingen kontaktes de kvinder, hvor vi anbefaler, at de klager og søger
erstatning.
5: Afdelingen flyttes til Sjællands Universitetshospital
Afdelingen der udfører undersøgelserne for brystkræft foreslås flyttet til Sjællands
Universitetshospital. Regionsrådet vil hurtigst muligt tage stilling den organisatoriske flytning og
en eventuel fysisk flytning.
6: Overvågning af at kvaliteten opretholdes
For sikre, at der også fremadrettet er den rette faglige kvalitet på afdelingen, vil der blive
gennemført en løbende klinisk kontrol af 10 udvalgte patientforløb pr. måned fra marts 2019. Der
følges løbende op på, at alle retningslinjer er opdaterede og bliver fulgt.
7: Medarbejderne skal fortælle hvis de oplever kvalitetsproblemer
Der gennemføres en kampagne for at styrke kendskab til regional retningslinje for
bekymringshenvendelser. Her har medarbejderne både ret og pligt til at gå til ledelsen, hvis de
oplever problemer.