Sundheds- og Ældreudvalget 2019-20
SUU Alm.del Bilag 188
Offentligt
2141707_0001.png
Dato 22-01-2020
Sagsnr. 05-0801-95
sakg/mban/hpr
Bedre brug af specialpsykologernes kompetencer i det tværfaglige
samarbejde i den regionale psykiatri
Indsatsen til mennesker med psykiske lidelser bør være tværfaglig og helhedsorienteret. Dette
kræver medvirken fra flere forskellige faggrupper, først og fremmest læger, sygeplejersker og
psykologer, men også bl.a. fysio- og ergoterapeuter, pædagoger, social- og
sundhedsassistenter, social- og sundhedshjælpere, socialrådgivere og misbrugsbehandlere.
Det er helt afgørende for indsatsen, at de rette kompetencer er til stede, og at
kompetenceniveauet er højt.
Specialpsykologer indgår i stigende grad som en vigtig del af personalet i den regionale
psykiatri, og der har ligesom for det øvrige personale været en vækst i antallet. Der er dog
uklarheder omkring ansvarsforhold mellem faggrupperne, og hvilke opgaver
specialpsykologer kan varetage i psykiatrien. Der er således rapporteret uensartet brug og
forskellige fortolkninger af psykologers, herunder specialpsykologers, muligheder for ansvar i
regionerne.
Specialpsykologer har en femårig universitetsuddannelse som cand.psych. og er derefter
autoriserede efter mindst to års klinisk arbejde, hvorefter de har gennemført en fireårig
uddannelse til specialpsykolog i psykiatri eller børne- og ungdomspsykiatri.
Specialpsykologerne har bl.a. praktiske psykopatologiske kliniske færdigheder i forhold til
patienter inden for børne- og ungdomspsykiatrien henholdsvis psykiatrien. Herunder kan
specialpsykologer varetage klinisk psykopatologisk undersøgelses-, behandlings- og
forløbsplaner, psykopatologisk diagnostisk udredning og psykologisk behandling
1
.
I forbindelse med satspuljeaftalen på sundhedsområdet for 2019-2022 blev Sundhedsstyrelsen
bedt om at beskrive, hvordan man kan udbrede kendskab til specialpsykologernes
kompetencer, udarbejde fælles vejledning for specialpsykologers anvendelse i den regionale
psykiatri og undersøge, hvordan specialpsykologer kan have ansvar for behandling.
Sundhedsstyrelsen finder det afgørende at sikre, at alle personalegrupper i den regionale
psykiatri anvendes bedst muligt, og at samarbejdet mellem forskellige faggrupper er godt og
produktivt. Der er et stort potentiale i at anvende psykologer, herunder specialpsykologer,
hensigtsmæssigt, og det kan bidrage til øget kvalitet i behandlingen.
1
Bekendtgørelse om specialuddannelse af psykologer i børne- og ungdomspsykiatri og psykiatri, BEK nr. 1303
af 25/11/2010
 SUU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 188: Orientering om Sundhedsstyrelsens arbejde vedr. specialpsykologernes kompetencer skal bedre i spil, fra sundheds- og ældreministeren
2141707_0002.png
Sundhedsstyrelsen har på baggrund af ovenstående afdækning af området opstillet en række
anbefalinger, der skal sikre, at psykologer, herunder specialpsykologer, i endnu højere grad
bliver en væsentlig faggruppe i den regionale psykiatri, der kan bidrage til den tværfaglige
indsats.
Sundhedsstyrelsen anbefaler derfor:
Der skal udarbejdes informationsmateriale om de lovgivningsmæssige rammer for
specialpsykologer, da kendskabet til disse i den regionale psykiatri er begrænset.
Materialet skal vejlede alle psykiatriske afdelinger om de lovgivningsmæssige rammer
for sundhedspersoners, herunder specialpsykologers, virke. De lovgivningsmæssige
rammer giver specialpsykologer mulighed for selvstændigt ansvar.
Psykologer ansat i den regionale psykiatri kan med fordel bidrage til at forebygge
anvendelse af tvang. Dette både i forhold til at afdække, hvordan man undgår tvang
over for den enkelte patient, men også i forhold til debriefing med personale mv.
Sundhedsstyrelsen finder det ikke hensigtsmæssigt, at flere sundhedspersoner skal
udøve tvang.
Sundhedsstyrelsen reviderer
Vejledning om forhåndstilkendegivelser,
behandlingsplaner, tvangsfiksering og tvungen opfølgning efter udskrivning, m.v. for
patienter indlagt på psykiatriske afdelinger (Til psykiatriske afdelinger) nr. 9778 af
den 2. august 2016,
hvor det fremgår, at overlægen fremadrettet kan bemyndige andre
sundhedspersoner til at
udarbejde
behandlingsplanen. Det vil betyde, at en overlæge
kan bemyndige fx en specialpsykolog til at udarbejde behandlingsplanen.
Der bør på sigt udarbejdes klare faglige beskrivelser af det tværfaglige samarbejde i
forhold til forskellige patientgrupper og forskellige dele af patientforløbet for både
voksne og børn og unge, samt for indsatsen både ambulant og under indlæggelse.
Dette notat beskriver baggrunden for Sundhedsstyrelsens anbefalinger til en forbedret brug af
specialpsykologer. Afdækningen har fokuseret på det tværfaglige samarbejde i psykiatrien
med særligt fokus på anvendelse af specialpsykologernes kompetencer.
Sundhedsstyrelsen har i forbindelse med denne afdækning og tidligere i forbindelse med
udarbejdelse af fagligt oplæg til psykiatriplan mv. beskæftiget sig med de generelle faglige
rammer for psykologer, der varetager sundhedsfaglige opgaver i det primære sundhedsvæsen
og i sygehusvæsenet.
Der er i dag en stor variation ift. uddannelsesmæssig baggrund, opnåelse og vedligeholdelse
af kompetencer samt regulering af psykologfaglig virksomhed i Danmark. Dette afspejles
bl.a. i forskelligheder i de fire kandidatuddannelser, der udbydes i Danmark og i forhold vedr.
efter- og videreuddannelse samt autorisation og tilsyn. Således er autorisation af psykologer i
dag en frivillig ordning, og autorisation er ikke en betingelse for, at psykologer kan udøve
deres virke i Danmark. Kandidater i psykologi, som har gennemgået en af Psykolognævnets
nærmere bestemte praktiske uddannelser af to års varighed, kan søge om at blive autoriseret
af Psykolognævnet, der hører under Ankestyrelsen. I forhold til tilsyn er den autoriserede
psykolog underlagt tilsyn fra Psykolognævnet, men hvis den autoriserede psykolog arbejder
2
 SUU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 188: Orientering om Sundhedsstyrelsens arbejde vedr. specialpsykologernes kompetencer skal bedre i spil, fra sundheds- og ældreministeren
inden for sundhedsvæsenet, er psykologen desuden underlagt rammerne for klage og tilsyn
under STPS og STPK.
Der er stigende fokus på brug af psykologfaglige ressourcer, både i og uden for
sundhedsvæsenet, ikke blot ift. udredning og behandling af psykiske lidelser, men i stigende
grad i somatikken fx på demensområdet, på smerteklinikker, inden for kræft og palliation
mv., ligesom psykologer på det kommunale område, i praksissektor, i arbejdsmiljøarbejdet
m.v. varetager forebyggende og terapeutiske indsatser ift. mental sundhedsfremme,
stresshåndtering, trivsels-, adfærds- og indlæringsproblemer m.v. Det vil i fremtiden stille
øgede krav til psykologernes faglighed, både ift. varetagelse af sundhedsfaglige opgaver som
del af tværfaglige sundhedsteams mv., eksempelvis i forhold til kendskab til psykopatologi,
diagnostik, medicin, kvalitetssikring mv., men også på tilgrænsende områder som f.eks. i
psykosociale indsatser, PPR og mental sundhedsfremme i kommunalt regi.
For at understøtte en høj kvalitet i den forebyggende og sundhedsfaglige indsats bør rammer
og regulering for psykologfaglig kompetenceudvikling og virksomhed styrkes, både ift.
autorisation og tilsyn, men også ift. at sætte rammer for uddannelse og virksomhed igennem
værktøjer som videreuddannelsesprogrammer, kliniske retningslinjer, kvalitetsdatabaser,
vejledninger om faglig virksomhed mv. Sundhedsstyrelsen foreslår på den baggrund, at det
overvejes at flytte ansvaret for dette fra Social- og Indenrigsministeriets ressort til Sundheds-
og Ældreministeriets ressort. Sundhedsstyrelsen vil meget gerne bidrage med yderligere
konkretisering af mulige modeller for dette.
3
 SUU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 188: Orientering om Sundhedsstyrelsens arbejde vedr. specialpsykologernes kompetencer skal bedre i spil, fra sundheds- og ældreministeren
2141707_0004.png
Baggrund
I den regionale psykiatri har man over en årrække i stigende grad ansat specialpsykologer,
men der synes at være uklarheder om ansvarsforhold, særligt ift. traditionelt lægefaglige
opgaver, og uensartet praksis og anvendelse på tværs af landet. Eksempelvis nævnes det i
Dansk Psykolog Forenings undersøgelse af specialpsykologuddannelsen fra 2017
2
, at der kan
være lokale benspænd i form af retningslinjer eller en ekskluderende kultur på afdelingerne,
for lidt viden om specialpsykologernes kompetencer, og manglende klarhed over de juridiske
rammer for specialpsykologernes virke og beføjelser som sundhedspersoner.
Patienter, der indlægges i den regionale psykiatri
3
, har brug for en indsats af høj kvalitet. En
væsentlig forudsætning herfor er, at indsatsen er tværfaglig.
Sundhedsstyrelsen anbefalede i det faglige oplæg til styrket indsats for mennesker med
psykiske lidelser
4
, at de gode erfaringer med anvendelse af specialpsykologer udbredes, og at
regionerne implementerer fast og systematisk tværfagligt samarbejde omkring patienter med
psykiske lidelser med udgangspunkt i eksisterende gode erfaringer med fx teams. Disse
anbefalinger kan med fordel tænkes ind i en bredere anvendelse af tværfaglige teams i den
regionale psykiatri.
Sundhedsstyrelsen har på baggrund af satspuljeaftalen, og på baggrund af den oplevede
uklarhed om ansvarsforhold, undersøgt forskellige aspekter af området med henblik på at
kunne iværksætte løsninger, der kan understøtte bedre brug af specialpsykologernes
kompetencer i den regionale psykiatri, herunder hvordan specialpsykologerne kan have ansvar
for behandling og bidrage til det tværfaglige samarbejde. Herunder har Sundhedsstyrelsen
haft overvejelser om, hvorvidt en eventuel justering af autorisationsordningen for psykologer
kan understøtte en større tydelighed ift. ansvarsforhold i den regionale psykiatri. Ovenstående
danner baggrund for nærværende notat.
En del af afsøgningen af området har taget udgangspunkt i erfaringerne med anvendelse af
psykologer i Norge. Norge har igennem en årrække haft stort fokus på at styrke psykiatrien,
og der er tilført ressourcer blandt andet med henblik på at styrke den decentrale indsats. I
Norge har man i perioden haft en stor øgning i ansættelse af psykologer (herunder
specialpsykologer) i psykiatrien – særligt i distriktspsykiatrien. I Danmark gør man også i
stigende grad brug af specialpsykologer i den regionale psykiatri. I den regionale psykiatri er
der, ud over specialpsykologer i psykiatri eller børne- og ungdomspsykiatri, også ansat
sygeplejersker med specialuddannelse i psykiatri og speciallæger i psykiatri eller børne- og
ungdomspsykiatri. Derfor kan anvendelsen af specialpsykologerne kompetencer i psykiatrien
ikke ses uafhængigt af de andre faggrupper.
Dette notat har fokus på indsatsen i den regionale psykiatri, altså den indsats, der foregår på
sygehuse drevet af regionerne. Det skal dog understreges, at der også i det primære
2
Dansk Psykolog Forenings undersøgelse af specialpsykologuddannelsen 2017.
Rapport til Danske Regioners Psykiatri- og Socialudvalg 2017. Dansk Psykolog Forening, 2017
3
Ved ’den regionale psykiatri’ forstås alle tilbud i psykiatrien, som er forankret i regionen. Herunder tilbud i
sygehusregi (både indlagte og ambulante patienter), distriktspsykiatrien, de særlige pladser i psykiatrien mv.,
mens tilbud i praksissektoren ikke er inkluderet.
4
Styrket indsats for mennesker med psykiske lidelser – et fagligt oplæg til en samlet plan for psykiatriens
udvikling, Sundhedsstyrelsen, 2018
4
 SUU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 188: Orientering om Sundhedsstyrelsens arbejde vedr. specialpsykologernes kompetencer skal bedre i spil, fra sundheds- og ældreministeren
sundhedsvæsen er behov for en tværfaglig indsats, og at eksempelvis psykologer og
sygeplejersker fremadrettet med fordel kan anvendes mere systematisk i den samlede indsats.
Der er på baggrund af det afsøgende arbejde udarbejdet fire særskilte notater:
1. Sammenfattende notat med anbefalinger til fremadrettet proces (nærværende notat).
2. Notat om lovgivning og ansvar i forhold til den tværfaglige indsats i den regionale
psykiatri
3. Notat om psykiatrien i Norge og anvendelsen af specialpsykologer
4. Notat vedrørende sundhedsfagligt personale med specialuddannelse i den regionale
psykiatri.
I forbindelse med udarbejdelsen af notaterne om lovgivning samt om kompetencer blandt
sundhedsfagligt personale med specialuddannelse har der været afholdt møder med
Lægeforeningen, Dansk Psykolog Forening, Dansk Psykiatrisk Selskab og Børne- og
Ungdomspsykiatrisk Selskab med henblik på drøftelse af området. I forbindelse med
udarbejdelse af notatet vedr. Norge er der indsamlet viden dels gennem indsamling af
skriftligt materiale og dels gennem et studiebesøg om psykiatrien i Norge af to dages varighed
i maj 2019.
Formålet med dette notat er således at samle op på det afsøgende arbejde om anvendelse af
specialpsykologernes kompetencer, samt at komme med bud på hvordan man kan styrke det
tværfaglige teamarbejde i den regionale psykiatri med det formål at yde den bedst mulige
støtte og behandling til patienterne.
På baggrund af dette fremsættes en række anbefalinger med henblik på at sikre bedre
anvendelse af kompetencer bl.a. gennem øget tværfagligt samarbejde i den regional psykiatri,
herunder bedre brug af specialpsykologer.
5
 SUU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 188: Orientering om Sundhedsstyrelsens arbejde vedr. specialpsykologernes kompetencer skal bedre i spil, fra sundheds- og ældreministeren
2141707_0006.png
Lovgivning og ansvar for indsatsen i den regionale psykiatri
Der har været uklarhed om, hvorvidt specialpsykologer kan have ansvar for behandling i
psykiatrien. På den baggrund har vi gennemgået relevant lovgivning (se særskilt notat:
Lovgivning og ansvar i forhold til den tværfaglige indsats i den regionale psykiatri).
I det
følgende opsummeres dette.
Overordnet ansvar for indsatsen i den regionale psykiatri
Inden for den regionale psykiatri følger det af lovgivningen, at regionerne (regionsrådet) er
ansvarlige for, at der ydes sygehusbehandling. Med den organisation, der er i den regionale
psykiatri, er det et konkret ledelsesansvar – inden for lovgivningens rammer –at angive, hvem
der har hvilke beføjelser på den enkelte afdeling og herved sikre og understøtte det
tværfaglige samarbejde. Herunder f.eks. hvornår og i hvilke situationer læger, sygeplejersker,
psykologer, ergo- og fysioterapeuter eller andre relevante faggrupper må konkludere på et
udredningsforløb ved at anføre diagnoser, må vurdere, om en patient er selvmordstruet, eller
må vurdere om en patient kan udskrives. Ledelsen skal også angive, i hvilke situationer der
skal inddrages et højere kompetenceniveau, herunder f.eks. en specialpsykolog eller en
speciallæge.
Det er således en ledelsesmæssig forpligtelse at sikre, at det tværfaglige samarbejde er
tilrettelagt hensigtsmæssigt i forhold til at sikre den bedst mulige behandling af patienten, og i
den forbindelse tydeliggøre, hvordan forskellige faggruppers kompetencer kommer i spil.
Ansvar for den konkrete behandling
Det følger af lovgivningen, at autoriserede sundhedspersoner i deres virke i sundhedsvæsenet,
herunder den regionale psykiatri, kan varetage behandling af syge mennesker inden for
sundhedslovens brede forståelse af ’behandling’ og med de pligter, der er pålagt efter relevant
lovgivning, herunder bestemmelsen i autorisationsloven om omhu og samvittighedsfuldhed. I
den konkrete behandling af mennesker med psykiske lidelser vil der være forskellige
sundhedspersoner, der har ansvar for dele af behandlingen, som de hver især udfører. Det
specifikke ansvar for behandlingsplaner er beskrevet nærmere i afsnittet vedr.
behandlingsplaner på side 6-7 i dette notat.
Det er i sundhedsloven
5
defineret, hvilke personer der forstås som sundhedspersoner. Det
fremgår således af sundhedslovens § 6, at der ved sundhedspersoner forstås ”personer, der er
autoriserede i henhold til særlig lovgivning til at varetage sundhedsfaglige opgaver, og
personer, der handler på disses ansvar”.
Sundhedspersoner er efter sundhedslovens definition f.eks. læger, sygeplejersker,
fysioterapeuter, tandlæger og jordemødre, som er autoriserede efter lov om autorisation af
sundhedspersoner og om sundhedsfaglig virksomhed
6
, samt psykologer der er autoriserede
efter lov om psykologer m.v.
7
.
Det er vigtigt at påpege, at det vil afhænge af den konkrete situation, hvem der har den største
faglige ekspertise på et konkret område og i forhold til den konkrete patient. At der varetages
5
Bekendtgørelse af sundhedsloven (LBK nr. 1286 af 02/11/2018) med senere ændringer til forskriften
6
Bekendtgørelse af lov om autorisation af sundhedspersoner og om sundhedsfaglig virksomhed (LBK nr. 1141
af 13/09/2018) med senere ændringer til forskriften
7
Bekendtgørelse af lov om psykologer m.v. (LBK nr. 52 af 24/01/2018)
6
 SUU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 188: Orientering om Sundhedsstyrelsens arbejde vedr. specialpsykologernes kompetencer skal bedre i spil, fra sundheds- og ældreministeren
2141707_0007.png
behandling på et sygehus under lægeligt ansvar betyder
ikke,
at al behandling, som varetages
på institutionen, sker under lægeligt ansvar. Behandlingsansvaret for udvalgte patienter og
behandlingsforløb kan godt helt eller delvist varetages af andre sundhedspersoner, herunder
sygeplejersker, fysio- og ergoterapeuter, autoriserede psykologer m.v.
Autoriserede sundhedspersoner vil i den forbindelse i juridisk forstand være selvstændigt
ansvarlige for den sundhedsfaglige virksomhed, de udøver. Konkret betyder det, at f.eks.
sygeplejersker eller autoriserede psykologer uden delegation kan varetage og udføre
sundhedsfaglige opgaver, der ikke er at betragte som forbeholdt lægeligt virksomhedsområde.
Hvis en specialpsykolog varetager opgaver vedr. psykopatologisk udredning, eller når en
specialpsykolog eller sygeplejerske f.eks. varetager opgaver vedr. kognitiv terapi, så vil de
pågældende være selvstændigt ansvarlige for disse opgaver.
At være selvstændigt ansvarlig i juridisk forstand er ikke det samme som, at alle opgaver kan
eller skal varetages uafhængigt af andre sundhedspersoner. Oftest vil det fagligt mest
hensigtsmæssige være, at behandlingen f.eks. varetages i teams, med supervision, tværfaglig
sparring m.v., hvorved behandlingsansvaret – også i juridisk forstand – deles. Det konkrete
ansvar vil være fordelt mellem konkrete sundhedspersoner, og der er således ikke tale om et
kollektivt ansvar. For at sikre patienten den bedst mulige behandling er det derfor væsentligt
at sikre anvendelsen af specialpsykologers og andre faggruppers kompetencer som en del af
den samlede tværfaglige indsats i psykiatrien.
Yderligere vil den accepterede faglige standard, herunder principperne om omhu og
samvittighedsfuldhed, oftest kræve, at en sundhedsperson involverer andre sundhedspersoner
i sin behandling af den enkelte patient. Der vil således være en række situationer, hvor den
enkelte sundhedsperson ikke på egen hånd kan varetage behandlingen. Det kan eksempelvis
være patienter med kræft, hvor der er behov for både en kirurgisk, radiologisk og onkologisk
vurdering, eller en patient med tuberkulose i lungerne, som kan have behov for en vurdering
af både en lungemediciner og en infektionsmediciner. Tilsvarende vil det i psykiatrien være
uhensigtsmæssigt, at f.eks. en specialpsykolog eller en speciallæge i psykiatri alene og
uafhængigt af andre faggrupper varetager udredning og behandling af svært syge mennesker
med psykisk sygdom under indlæggelse. Eksempelvis kan der være behov for, at både en
speciallæge i psykiatri og en specialpsykolog deltager i den psykopatologiske udredning, da
deres forskellige kompetencer kan bidrage til en mere præcis diagnose og dermed sikre
patienten den rette behandling.
Det er Sundhedsstyrelsens vurdering, at der generelt er klare lovgivningsmæssige rammer
for, hvem der har ansvar for indsatsen i den regionale psykiatri, herunder indsatsen i
forhold til den konkrete patient. Sundhedsstyrelsen vurderer, at den nuværende lovgivning
giver specialpsykologerne de nødvendige rammer for at kunne varetage behandling
selvstændigt. Herudover kan alle sundhedspersoner, og således også specialpsykologer,
indgå i udarbejdelsen af en behandlingsplan, hvor behandlingsansvaret er delt mellem de
sundhedspersoner, som udøver behandling i forhold til den konkrete patient. Dog vurderer
Sundhedsstyrelsen samtidig, at der i dag er uensartet praksis, ift. hvordan ledelsen lokalt
fordeler ansvaret for opgaveløsningen på tværs af faggrupper, hvilket betyder, at også
anvendelsen af specialpsykologer varierer på tværs af psykiatriske afdelinger.
Det vurderes, at der er behov for at sikre, at der er tilstrækkelig viden om rammerne for
specialpsykologers virke i det tværfaglige samarbejde i den regionale psykiatri, således at
7
 SUU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 188: Orientering om Sundhedsstyrelsens arbejde vedr. specialpsykologernes kompetencer skal bedre i spil, fra sundheds- og ældreministeren
2141707_0008.png
specialpsykologers kompetencer kan blive udnyttet bedst muligt og ensartet på tværs af
landet.
Sundhedsstyrelsen anbefaler derfor at:
Der udarbejdes informationsmateriale med henblik på at vejlede alle psykiatriske
afdelinger om de lovgivningsmæssige rammer for sundhedspersoners, herunder
specialpsykologers, virke. Materialet er allerede udarbejdet på baggrund af notat om
lovgivningsmæssige rammer samt nærværende notat, og udsendes til de psykiatriske
afdelinger snarest.
Tvang og behandlingsplaner
En del af Sundhedsstyrelsens opdrag jf. satspuljeaftalen har været – bl.a. med inspiration fra
Norge - at undersøge på hvilken måde, specialpsykologer mest hensigtsmæssigt kan få
mulighed for at være behandlingsansvarlige i den regionale psykiatri. Dette indebærer bl.a.
beføjelser til at iværksætte eller anvende tvangsforanstaltninger samt udarbejdelse af
behandlingsplaner.
Regelgrundlag for ansvar for anvendelse af tvang
Lov om anvendelse af tvang i psykiatrien beskriver, hvordan og i hvilke situationer tvang må
anvendes. Frihedsberøvelse og anvendelse af anden tvang i forbindelse med indlæggelse, op-
hold og behandling på psykiatrisk afdeling må kun finde sted efter reglerne i loven om
anvendelse af tvang i psykiatrien. Det fremgår af loven, at det er overlægen, der træffer
beslutning om anvendelse af tvangsforanstaltninger. Der er i Danmark via lovgivningen nogle
opgaver, der alene kan varetages af læger, da der er delegationsforbud for disse. Et eksempel
på en opgave, der ikke kan delegeres fra en læge til fx en psykolog, er beslutning om
iværksættelse, efterprøvelse mv. af tvangsforanstaltninger i psykiatrien. I overlægens fravær
kan der træffes beslutning af en anden læge, men i sådanne tilfælde skal overlægen
efterfølgende snarest tage stilling til beslutningen, jf. psykiatrilovens § 4 a. Det er dermed
overlægen, der har ansvar for iværksættelse af tvangsforanstaltninger mv., og dette kan ikke
delegeres.
I den norske Psykisk Helsevernloven er det beskrevet, at tvungent psykisk helsevern ikke kan
etableres, uden at en læge personligt har undersøgt vedkommende med henblik på at vurdere
om lovens kriterier herfor er opfyldt. Lovgivningen præciserer herefter, at den fagligt
ansvarlige, der skal træffe beslutningen om anvendelse af tvunget psykisk helsevern, lige
såvel kan være en klinisk psykolog med relevant praksis og videreuddannelse, som det kan
være en læge. Således kan en psykologspecialist (svarende til en specialpsykolog) ifølge
lovgivningen i Norge godt påbegynde en tvangsforanstaltning (eksempelvis en
bæltefiksering), men ansvaret for at iværksætte en tvangsforanstaltning ligger i Norge,
ligesom i Danmark, hos en læge.
Behandlingsplaner i henhold til lovgivning om anvendelse af tvang i psykiatrien
I henhold til Lov om anvendelse af tvang i psykiatrien skal patienter, der indlægges på
psykiatrisk afdeling have udarbejdet en behandlingsplan, og det er i henhold til loven
overlægen, der har ansvaret for, at denne
opstilles.
Dette skal ske med patientens inddragelse
og patienten skal høres om planens indhold og patientens - og for patienter under 15 år
forældremyndighedsindehavers - samtykke til dens gennemførelse skal til stadighed søges
8
 SUU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 188: Orientering om Sundhedsstyrelsens arbejde vedr. specialpsykologernes kompetencer skal bedre i spil, fra sundheds- og ældreministeren
2141707_0009.png
opnået. Sundhedsstyrelsen finder det hensigtsmæssigt, at overlægen kan bemyndige andre
sundhedspersoner, herunder specialpsykologer, til at udarbejde behandlingsplanen.
Overlægen kan ifølge
Vejledning om forhåndstilkendegivelser, behandlingsplaner,
tvangsfiksering og tvungen opfølgning efter udskrivning, m.v. for patienter indlagt på
psykiatriske afdelinger
bemyndige en anden læge til at
udarbejde
en behandlingsplan for
patienten og have ansvar for denne, ligesom andre ansatte på den psykiatriske afdeling kan
bidrage
til udarbejdelse af behandlingsplaner. Sundhedsstyrelsen vil revidere vejledningen
vedr. behandlingsplaner, så overlægen kan bemyndige andre sundhedspersoner til at
udarbejde
behandlingsplaner.
De lovgivningsmæssige krav vedrørende udarbejdelse af behandlingsplaner er udelukkende
gældende for patienter, der indlægges i den regionale psykiatri. Man anvender i den
ambulante regionale psykiatri og børne- og ungdomspsykiatri også behandlingsplaner, og der
er i dag ikke lovgivningsmæssige rammer, der beskriver hvem der skal udarbejde disse
behandlingsplaner. Det er således sygehusledelsen, som fastlægger dette. Det betyder fx, at
specialpsykologer i den ambulante psykiatri allerede i dag kan udarbejde behandlingsplaner.
Sådanne planer kan dog med fordel udarbejdes af det tværfaglige team.
Siden 2014 har alle regioner arbejdet målrettet på at nedbringe tvang i psykiatrien. Det er
imidlertid ikke lykkedes i det omfang, man kunne ønske, og der er derfor fortsat behov for
en fokuseret indsats ift. at nedbringe anvendelsen af tvang i psykiatrien.
Det er Sundhedsstyrelsens vurdering, at det er uhensigtsmæssigt, at der sker en udvidelse af
antallet af sundhedspersoner, der kan iværksætte tvang. Derimod er det helt afgørende, at
der fremadrettet er fokus på, hvordan alle ansatte sundhedspersoner i psykiatrien kan
bidrage til at forebygge tvang, således at anvendelsen af tvang nedbringes til et minimum.
Specialpsykologer kan i denne sammenhæng have en særlig rolle både i forhold til at
afdække, hvordan tvang over for den enkelte patient kan undgås, og også i forhold til
debriefing af personale efter tvangsepisoder mv.
Sundhedsstyrelsen vil revidere
Vejledning om forhåndstilkendegivelser, behandlingsplaner,
tvangsfiksering og tvungen opfølgning efter udskrivning, m.v. for patienter indlagt på
psykiatriske afdelinger,
således at overlægen fremadrettet kan bemyndige andre
sundhedspersoner til at
udarbejde
behandlingsplanen. Det vil betyde, at en overlæge kan
bemyndige fx en specialpsykolog til at udarbejde behandlingsplanen.
Sundhedsstyrelsen anbefaler derfor at:
Psykologer ansat i den regionale psykiatri bidrager til at forebygge anvendelse af
tvang, både i forhold til at afdække hvordan tvang over for den enkelte patient kan
undgås, og også i forhold til debriefing af personale mv.
Sundhedsstyrelsen reviderer
Vejledning om forhåndstilkendegivelser,
behandlingsplaner, tvangsfiksering og tvungen opfølgning efter udskrivning, m.v.
for patienter indlagt på psykiatriske afdelinger,
således at det fremgår, at overlægen
fremadrettet kan bemyndige andre sundhedspersoner til at
udarbejde
9
 SUU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 188: Orientering om Sundhedsstyrelsens arbejde vedr. specialpsykologernes kompetencer skal bedre i spil, fra sundheds- og ældreministeren
2141707_0010.png
behandlingsplanen. Det vil betyde, at en overlæge kan bemyndige fx en
specialpsykolog til at udarbejde behandlingsplanen.
Øget fokus på den tværfaglige indsats i den regionale psykiatri
Teamsamarbejde er en integreret del af sygehusvæsenet og ofte en forudsætning for at kunne
tilrettelægge den bedst mulige behandling for patienterne, både ambulant og under
indlæggelse på sygehus og både i somatikken og psykiatrien. Teamsamarbejde understøtter, at
forskellige fagligheders, fx specialpsykologers, kompetencer udnyttes bedst muligt med
henblik på at skabe sammenhængende patientforløb af høj kvalitet.
Tværfaglige teams
En forudsætning for høj kvalitet i udredning og behandling i den regionale psykiatri er, at de
rette kompetencer er til stede. Udredning og behandling af patienter med psykiske lidelser,
eller mistanke herom, skal når det er relevant foregå i et tværfagligt team set-up, hvor man
udnytter de forskellige personalegruppers faglige kompetencer bedst muligt. Typisk vil flere
faggrupper således være relevante, herunder bl.a.:
• specialsygeplejersker i psykiatrisk sygepleje
• sygeplejersker
• social- og sundhedsassistenter
• specialpsykologer i psykiatri eller børne- og ungdomspsykiatri
• psykologer med specialistuddannelse (f.eks. i neuropsykologi eller børnepsykologi)
• speciallæger i psykiatri eller børne- og ungdomspsykiatri
• speciallæger inden for somatiske specialer (f.eks. almen medicin, neurologi og
pædiatri)
• ergoterapeuter
• fysioterapeuter
• socialrådgivere
• pædagoger
I psykiatrien har følgende sundhedspersoner særlige kompetencer:
• specialpsykologer
• specialsygeplejersker i psykiatrisk sygepleje
• speciallæger i børne- og ungdomspsykiatri
• speciallæger i psykiatri.
Disse faggrupper har således særlige specialistkompetencer, som kan være med til at sikre
faglig kvalitet og udvikling i den tværfaglige udredning og behandling.
Det tværfaglige team omkring patienten bør arbejde ud fra en bio-psyko-social
sygdomsmodel, og den samlede indsats i forhold til patienten skal afspejle dette. Det betyder,
at alle fagpersoner omkring patienten har en helhedsorienteret tilgang til patienten.
Mennesker, der henvises til behandling i den regionale psykiatri, skal have en tværfaglig
indsats af høj kvalitet, uanset om der er tale om behandling i ambulant regi eller under
indlæggelse. De forskellige sundhedspersoner i teamet vil have forskelige kompetencer i
10
 SUU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 188: Orientering om Sundhedsstyrelsens arbejde vedr. specialpsykologernes kompetencer skal bedre i spil, fra sundheds- og ældreministeren
forhold til indsatsen, og behovet hos den enkelte patient vil således afgøre hvilke
kompetencer, der er behov for.
Tværfaglige teams vil således altid blive sammensat i forhold til den konkrete patient. De
tværfaglige teams vil typisk bestå af psykologer herunder specialpsykologer, sygeplejersker
herunder sygeplejersker med specialuddannelse i psykiatrisk sygepleje, speciallæger i
psykiatri, ergoterapeuter, fysioterapeuter, socialrådgivere og pædagoger, men der kan være
behov for inddragelse af yderligere faggrupper afhængigt af den konkrete situation. Fx vil
mange mennesker med psykisk lidelse også have somatiske lidelser, og i nogle tilfælde vil en
somatisk sygdom komme til udtryk med symptomer, som også kan være til stede ved en
psykisk lidelse. Der kan derfor også være behov for at sikre inddragelse af andre læger end
speciallæger i psykiatri eller børne- og ungdomspsykiatri, f.eks. speciallæger i neurologi,
radiologi, almen medicin m.v., ved mistanke om andre sygdomme og lidelser end
psykiatriske. Ansvarsfordeling og specialkompetencer i teamet skal tilpasses efter patientens
problemstillinger og kompleksiteten heraf.
Beskrivelser af det tværfaglige samarbejde og tværfaglige teams i den regionale
psykiatri
Som beskrevet ovenfor er der behov for en tværfaglig indsats i psykiatrien med fokus på
behovet hos den enkelte patient. Det er generelt ikke hensigtsmæssigt, at enkelte grupper af
sundhedspersoner udøver deres faglige virksomhed uafhængigt af andre grupper
sundhedspersoner.
Det er helt afgørende, at det tværfaglige samarbejde er systematisk og koordineret. I den
regionale psykiatri har faggrupperne igennem mange år arbejdet tværfagligt både i ambulante
tilbud, udgående tilbud og under indlæggelse. Disse gode erfaringer og vigtige relationer
danner et godt fundament for en videreudvikling af det tværfaglige samarbejde og
teamsamarbejdet i psykiatrien.
Inden for nogle sygdomsområder har man med held beskrevet det tværfaglige samarbejde,
herunder hvem der skal deltage i et standardpatientforløb og hvem der er ansvarlig for at
træffe beslutninger vedrørende behandlingen. Sundhedsstyrelsen vurderer, at det vil være
væsentligt at arbejde videre med faglige beskrivelser af det tværfaglige arbejde i psykiatrien.
Dels kan det give mere klarhed over konkrete forløb og ensartethed på tværs af afdelinger og
regioner.
Ansvar og beslutninger i et team vil afhænge af, hvem der har kompetencen, og som tidligere
nævnt vil forskellige sundhedspersoner have ansvar for forskellige dele af behandlingen. Det
kan være, at specialpsykologen har særlige kompetencer i forhold til samtaleterapi ved en
bestemt lidelse, fysioterapeuten kan have viden og kompetencer i forhold til hvilke
træningsformer eller sansemotoriske øvelser, der kan virke angstdæmpende osv. Forskellige
faggrupper kan således bidrage med forskellige kompetencer og selvstændigt varetage
forskellige opgaver, og på den måde understøtte det tværfaglige samarbejde omkring
patienten.
Man kan med fordel udarbejde beskrivelser for det tværfaglige samarbejde og tværfaglige
teams for både ambulant behandling og behandling under indlæggelse af mennesker med
psykiske lidelser. Beskrivelserne kan være specifikke i forhold til tværfagligt samarbejde,
11
 SUU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 188: Orientering om Sundhedsstyrelsens arbejde vedr. specialpsykologernes kompetencer skal bedre i spil, fra sundheds- og ældreministeren
2141707_0012.png
men de kan også med fordel indgå i egentlige patientforløbsbeskrivelser. Et sådant arbejde vil
kræve, at man igangsætter et udviklingsarbejde, hvor man mere systematisk får beskrevet det
tværfaglige samarbejde. Et sådant arbejde kan med fordel bygge på kliniske retningslinjer og
andre patientforløbsbeskrivelser, herunder forløbsprogrammer.
Sundhedsstyrelsen finder, at man bør overveje om der i er behov for mere systematiske
beskrivelser af udredning og behandling af mennesker med psykiske lidelser med det
formål at sikre bedst mulig brug af tværfaglige kompetencer.
Sundhedsstyrelsen anbefaler derfor, at der på sigt:
• Udarbejdes klare faglige beskrivelser af det tværfaglige samarbejde i forhold til
forskellige patientgrupper og forskellige dele af patientforløbet for både voksne og
børn og for indsatsen både ambulant og under indlæggelse.
12