SUU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 188: Orientering om Sundhedsstyrelsens arbejde vedr. specialpsykologernes kompetencer skal bedre i spil, fra sundheds- og ældreministeren

Sundheds- og Ældreudvalget 2019-20
SUU Alm.del Bilag 188
Offentligt

Til alle psykiatriske afdelinger i

Region Hovedstaden

Region Midtjylland

Region Nordjylland

Region Sjælland

Region Syddanmark

Lovgivning og ansvar i forhold til specialpsykologer og den

tværfaglige indsats i den regionale psykiatri

Introduktion

I forbindelse med satspuljeaftalen for 2019-2022 blev Sundhedsstyrelsen bedt om

at se på, hvordan man kan understøtte, at specialpsykologernes kompetencer ud-

nyttes mest hensigtsmæssigt i det tværfagligt samarbejde med de øvrige sund-

hedspersoner i den regionale psykiatri.

Specialpsykologerne er i stigende grad i de senere år blevet ansat i den regionale

psykiatri. Der synes dog at være uklarheder om ansvarsforhold og uensartet prak-

sis og anvendelse af specialpsykologerne på tværs af landet. Derfor er det væsent-

ligt at skabe klarhed over de lovgivningsmæssige rammer og hvordan specialpsy-

kologernes kompetencer kan bruges bedst muligt i det tværfaglige samarbejde

omkring patienterne i den regionale psykiatri.

22. januar 2020

Sagsnr. 05-0801-95

E [email protected]

Specialpsykologer – en del af et tværfagligt team

En forudsætning for høj kvalitet i udredning og behandling i den regionale psykia-

tri er, at de rette kompetencer er til stede. Udredning og behandling af patienter

med psykiske lidelser, eller mistanke herom, skal når det er relevant foregå i et

tværfagligt team, hvor man udnytter de forskellige personalegruppers faglige

kompetencer bedst muligt.

Tværfaglige teams vil altid blive sammensat i forhold til den konkrete patient. De

tværfaglige teams vil typisk bestå af sygeplejersker, herunder sygeplejersker med

specialuddannelse i psykiatrisk sygepleje, speciallæger i psykiatri, specialpsykolo-

ger, ergoterapeuter, fysioterapeuter, socialrådgivere og pædagoger, men der kan

være behov for inddragelse af yderligere faggrupper afhængigt af den konkrete si-

tuation. Fx vil mange mennesker med psykisk lidelse også have somatiske lidelser,

og i nogle tilfælde vil en somatisk sygdom komme til udtryk med symptomer, som

også kan være til stede ved en psykisk lidelse. Der kan derfor også være behov for

at sikre inddragelse af andre læger end speciallæger i psykiatri eller børne- og

ungdomspsykiatri, f.eks. speciallæger i neurologi, radiologi, almen medicin mv.,

ved mistanke om andre sygdomme og lidelser end psykiatriske. Ansvarsfordeling

og specialkompetencer i teamet skal tilpasses efter patientens problemstillinger

og kompleksiteten af disse.

I psykiatrien har følgende sundhedspersoner særlige kompetencer:



Specialpsykologer i børne- og ungdomspsykiatri

SUU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 188: Orientering om Sundhedsstyrelsens arbejde vedr. specialpsykologernes kompetencer skal bedre i spil, fra sundheds- og ældreministeren



Specialpsykologer i psykiatri

Specialsygeplejersker i psykiatrisk sygepleje

Speciallæger i børne- og ungdomspsykiatri

Speciallæger i psykiatri.

Disse faggrupper har således særlige specialistkompetencer, som kan være med til

at sikre faglig kvalitet og udvikling i den tværfaglige udredning og behandling.

I faktaboksen nedenfor beskrives specialpsykologernes uddannelse for at øge

kendskabet til uddannelsen hos såvel ledelse som andre faggrupper i psykiatrien.

Faktaboks 1 - Specialpsykologers uddannelse

En specialpsykolog har en kandidatuddannelse i psykologi (med titlen

cand.psych.), og har herefter opnået autorisation ved at gennemgå efterud-

dannelse, som indebærer 2 års praktisk arbejde. Autorisationsordningen vare-

tages af Psykolognævnet, der er en selvstændig myndighed under Social- og

Indenrigsministeriet.

En specialpsykolog har efter autorisation videreuddannet sig til specialpsyko-

log i enten børne- og ungdomspsykiatri eller psykiatri. Specialpsykologuddan-

nelsen udbydes af Danske Regioner og strækker sig over fire år. Uddannelsen

rummer praksis og teori, og består af to adskilte uddannelsesforløb, hhv. en 12

måneders introduktionsuddannelse og en 36 måneders hoveduddannelse.

Både introduktions- og hoveduddannelsen indeholder en klinisk praksisdel og

en teoretisk kursusdel. Kurserne indbefatter eksempelvis psykopatologi med

fokus på diagnostik og komorbiditet, udviklingsprocesser og risikofaktorer,

psykologisk og neurologisk testmetode, biologiske behandlingsprincipper, psy-

kologisk behandling, etik, ledelse, administration og samarbejde.

Specialpsykologer har således kompetencer til at varetage psykopatologisk ud-

redning, diagnostik og behandling af psykiske lidelser.

Lovgivningsmæssige rammer

I det følgende beskrives de lovgivningsmæssige rammer både i forhold til det le-

delsesmæssige ansvar, sundhedspersoners ansvar, ansvar for behandling herun-

der forbeholdt virksomhed og særlige regler i forhold til anvendelse af tvang i psy-

kiatrien.

De lovgivningsmæssige rammer bygger på følgende lovgivning beskrevet i fakta-

boks 2.

Side 2

SUU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 188: Orientering om Sundhedsstyrelsens arbejde vedr. specialpsykologernes kompetencer skal bedre i spil, fra sundheds- og ældreministeren

Faktaboks 2 – Lovgivning



Bekendtgørelse af sundhedsloven (LBK nr.903 af 26/08/2019) med senere æn-

dringer til forskriften

Bekendtgørelse af lov om autorisation af sundhedspersoner og om sundheds-

faglig virksomhed (LBK nr.731 af 08/07/2019)

Bekendtgørelse om autoriserede sundhedspersoners benyttelse af medhjælp

(delegation af forbeholdt sundhedsfaglig virksomhed) (BEK nr. 1219 af

11/12/2009)

Bekendtgørelse om ikke-autoriserede persongrupper inden for sundhedsvæ-

senet, der er omfattet af Sundhedsvæsenets Disciplinærnævns virksomhed

(BEK nr. 1448 af 15/12/2010)

Bekendtgørelse af lov om psykologer m.v. (LBK nr. 52 af 24/01/2018)

Bekendtgørelse af lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæ-

senet (LBK nr. 995 af 14/06/2018) med senere ændringer til forskriften

Bekendtgørelse af lov om anvendelse af tvang i psykiatrien m.v. (LBK nr. 936

af 02/09/2019

Vejledning om forhåndstilkendegivelser, behandlingsplaner, tvangsfiksering

og tvungen opfølgning efter udskrivning, m.v. for patienter indlagt på psykia-

triske afdelinger (Til psykiatriske afdelinger) (VEJ nr. 9778 af 02/08/2016)

Vejledning om udfærdigelse af instrukser (VEJ nr. 9001 af 20/11/2000)

Regionalt og ledelsesmæssigt ansvar

Af sundhedslovens § 79 fremgår det, at regionsrådet er ansvarlig for, at der ydes

sygehusbehandling til personer, der har bopæl i regionen, ved sit sygehusvæsen

og ved andre regioners sygehuse. Det fremgår desuden, at medmindre behandling

sker akut, hvor henvisning ikke kan indhentes forinden, skal personen være hen-

vist til behandling af en læge eller tandlæge.

For at tilgodese patientsikkerheden på sygehuse, klinikker, institutioner m.v. har

ledelsen ansvaret for, at der foreligger instruks for fagligt forsvarlig behandling af

patienterne. Dette fremgår af vejledning for autoriserede sundhedspersoners be-

nyttelse af medhjælp samt vejledning om udfærdigelse af instrukser.

Sundhedspersonalet skal arbejde ud fra de instrukser om ansvars- og kompeten-

cefordeling, som ledelsen på sygehuset/afdelingen har udarbejdet. Disse skal ud-

arbejdes således, at de er gældende hele døgnet.

Instrukserne indeholder:

1) Retningslinjer for ansvars- og kompetencefordelingen mellem sundhedsperso-

ner,

2) Kliniske retningslinjer/vejledninger, som er systematisk udarbejdede anvisnin-

ger på, hvilke procedurer sundhedspersoner bør følge.

Sundhedspersoner, behandling og ansvar

Det er i sundhedsloven defineret, hvilke personer der forstås som sundhedsperso-

ner. Det fremgår således af sundhedslovens § 6, at der ved sundhedspersoner for-

stås ”personer, der er autoriserede i henhold til særlig lovgivning til at varetage

sundhedsfaglige opgaver, og personer, der handler på disses ansvar”.

Side 3

SUU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 188: Orientering om Sundhedsstyrelsens arbejde vedr. specialpsykologernes kompetencer skal bedre i spil, fra sundheds- og ældreministeren

Sundhedspersoner er efter sundhedslovens definition f.eks. læger, sygeplejersker,

fysioterapeuter, tandlæger og jordemødre, som er autoriserede efter lov om au-

torisation af sundhedspersoner og om sundhedsfaglig virksomhed, samt psykolo-

ger der er autoriserede efter lov om psykologer m.v. i det omfang de udfører

sundhedsfaglige opgaver inden for sundhedsvæsenet. Øvrige personalegrupper

f.eks. en socialrådgiver eller en hospitalsfysiker, der deltager i et klinisk team, som

ikke selv er autoriserede, men som varetager kliniske opgaver på delegation fra en

autoriseret sundhedsperson (f.eks. en læge, en sygeplejerske, en autoriseret psy-

kolog m.v.), opfattes også som sundhedspersoner i sundhedslovens forstand.

Det bemærkes samtidigt, at der, for så vidt angår den lovgivning, der hjemler au-

torisation, dvs. autorisationsloven hhv. psykologloven, er tale om en snævrere

personkreds. Disse loves enslydende bestemmelser om under udøvelsen af sin

virksomhed, at udvise omhu og samvittighedsfuldhed, gælder således kun for de

sundhedspersoner, der direkte er autoriserede efter loven. Ved delegation falder

’omhu og samvittighedsfuldhed’ således tilbage på den autoriserede sundheds-

person, og ikke på den sundhedsperson, der har udført opgaven på delegation.

Med bestemmelserne om ’omhu og samvittighedsfuldhed’ forstås, at den autori-

serede sundhedsperson skal handle i overensstemmelse med den til enhver tid

værende almindeligt anerkendte faglige standard på området.

Autoriserede sundhedspersoner er således i juridisk forstand selvstændigt ansvar-

lige for den faglige virksomhed, der udøves. Dette betyder imidlertid ikke, at det

generelt og i alle situationer vil være hensigtsmæssigt, at autoriserede sundheds-

personer udøver deres faglige virksomhed uafhængigt af andre sundhedsperso-

ner. Der kan eksempelvis både være tillagte begrænsninger eller hensigter om

samarbejde i anden lovgivning (f.eks. hvornår en jordemoder skal tilkalde en læge,

og hvilke pligter hun har til at bistå lægen, eller hvornår en alment praktiserende

læge skal henvise til en børne- og ungdomspsykiater). Ligeledes kan der være fast-

lagt bestemte samarbejdsformer og beføjelser m.v. i nationale vejledninger og

retningslinjer, lokalt vedtagne instrukser m.v.

Psykologer, der er ansat i det regionale sundhedsvæsen er således sundhedsper-

soner i sundhedslovens forstand, så længe de enten er autoriserede efter psyko-

loglovens bestemmelser, eller såfremt de deltager i klinisk arbejde og varetager

opgaver på delegation fra en autoriseret psykolog, læge, sygeplejerske mv. Regio-

nalt ansatte psykologer uden autorisation, som alene varetager opgaver inden for

administration, kompetenceudvikling, HR mv., er derimod ikke at betragte som

sundhedspersoner.

Endvidere bemærkes det, at sundhedsloven tager udgangspunkt i en meget bred

forståelse af behandling, som efter lovens § 5 er defineret som ”undersøgelse, di-

agnosticering, sygdomsbehandling, fødselshjælp, genoptræning, sundhedsfaglig

pleje samt forebyggelse og sundhedsfremme i forhold til den enkelte patient”.

Endeligt skal det bemærkes, at psykologers virksomhed er omfattet af bestem-

melserne i lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet, her-

under Sundhedsvæsenets Disciplinærnævns virksomhed, for så vidt angår deres

faglige virksomhed inden for sundhedsvæsenet. Psykologers øvrige terapeutiske

virksomhed mv. er dog omfattet af øvrige bestemmelser i psykologloven mv. Jf.

Side 4

SUU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 188: Orientering om Sundhedsstyrelsens arbejde vedr. specialpsykologernes kompetencer skal bedre i spil, fra sundheds- og ældreministeren

psykologloven, fører Psykolognævnet derudover tilsyn med faglig virksomhed, der

udøves af autoriserede psykologer, og med autoriserede psykologers egnethed til

udøvelse af erhvervet. Dette betyder, at såfremt en autoriseret psykolog udviser

alvorlig eller gentagen kritisabel faglig virksomhed, kan Psykolognævnet udtale

kritik, iværksætte skærpet tilsyn, give et fagligt påbud eller fratage autorisationen.

Varetagelse af behandling

Behandling af syge mennesker er hverken forbeholdt læger eller andre autorise-

rede sundhedspersoner, men kan varetages af alle, så længe den pågældende ikke

udsætter nogens helbred for påviselig fare, jf. autorisationslovens § 73. Det følger

også heraf, at autoriserede sundhedspersoner i deres virke i sundhedsvæsenet

selvfølgelig kan varetage behandling af syge mennesker inden for sundhedslovens

brede forståelse af ’behandling’, og med de pligter der er pålagt efter relevant lov-

givning, herunder grundsætningen om omhu og samvittighedsfuldhed i autorisa-

tionslovens § 17. I forlængelse af betragtningerne ovenfor må det dog samtidig

anføres, at dette ikke betyder, at det generelt og i alle situationer vil være hen-

sigtsmæssigt, at autoriserede sundhedspersoner udøver denne behandling af syge

uafhængigt af andre sundhedspersoner.

Der er imidlertid udvalgte behandlingsområder, der efter autorisationsloven er

forbeholdt læger, herunder behandling af smitsomme sygdomme, operative ind-

greb, bedøvelse, fødselshjælp, behandling med receptpligtige lægemidler samt

udvalgte behandlinger med røntgen, radiumbehandling og elektriske apparater, jf.

autorisationslovens § 74.

Ved delegation af forbeholdt sundhedsfaglig virksomhed (brug af medhjælp) er

der visse begrænsninger. Der er således visse lægeforbeholdte opgaver, der ikke

må delegeres, herunder udfærdigelse af lægeerklæringer, recepter og dødsatte-

ster, diagnosen hjernedød, beslutninger om iværksættelse, efterprøvelse m.v. af

tvangsforanstaltninger og kosmetisk behandling. På sygehuse m.v. er ledelsen an-

svarlig for, at der foreligger instruks for faglig forsvarlig behandling af patienterne,

herunder i forbindelse med delegation af opgaver. Det er endvidere præciseret, at

det på sygehuse er den overlæge, der har ansvaret for behandlingen, der skal be-

slutte, hvilke opgaver, der kan delegeres og om der er opgaver, der kan delegeres

i form af rammedelegation ved, at personalet bliver oplært i specielle funktioner.

Det fremgår endvidere af vejledning om udfærdigelse af instrukser, at det er le-

delsens ansvar at sikre, at der foreligger tilstrækkelige instrukser, og at personalet

er kvalificeret til at udføre opgaverne.

Lovgivning gældende særligt for psykiatrien

I lov om anvendelse af tvang i psykiatrien m.v. (herefter ”psykiatriloven”) beskri-

ves det, hvordan og i hvilke situationer tvang må anvendes. Frihedsberøvelse og

anvendelse af anden tvang i forbindelse med indlæggelse, ophold og behandling

på psykiatrisk afdeling må kun finde sted efter reglerne i psykiatriloven. Det frem-

går af loven, at det er overlægen, der træffer beslutning om anvendelse af tvangs-

foranstaltninger. Som det fremgår ovenfor, kan man ikke delegere lægeforbe-

holdte opgaver vedr. iværksættelse, efterprøvelse m.v. af tvangsforanstaltninger. I

overlægens fravær kan der træffes beslutning af en anden læge, men i sådanne

tilfælde skal overlægen efterfølgende snarest tage stilling til beslutningen, jf. psy-

kiatrilovens § 4 a.

Side 5

SUU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 188: Orientering om Sundhedsstyrelsens arbejde vedr. specialpsykologernes kompetencer skal bedre i spil, fra sundheds- og ældreministeren

Det fremgår ligeledes af psykiatrilovens § 3, stk. 3, at alle patienter, der indlægges

på psykiatrisk afdeling, skal have udarbejdet en behandlingsplan, og det fremgår

desuden at det er overlægen, der har ansvaret for, at der opstilles en behandlings-

plan. Dette skal ske med patientens inddragelse, og patienten skal høres om pla-

nens indhold, og patientens samtykke til dens gennemførelse skal til stadighed sø-

ges opnået. I den tilhørende vejledning beskrives det, at overlægen kan bemyn-

dige en anden læge til at udarbejde en behandlingsplan for patienten, ligesom an-

dre ansatte på den psykiatriske afdeling kan bidrage til udarbejdelse af behand-

lingsplaner. Det fremgår også af vejledningen, at det altid skal være en læge, der

har ansvar for behandlingsplanen. Sundhedsstyrelsen vil ændre vejledningen vedr.

udarbejdelse af behandlingsplaner således, at overlægen fremadrettet kan be-

myndige andre sundhedspersoner til at udarbejde behandlingsplanen.

De lovgivningsmæssige krav vedrørende udarbejdelse af behandlingsplaner er

udelukkende gældende for patienter, der indlægges i den regionale psykiatri. Man

anvender i den ambulante regionale psykiatri og børne- og ungdomspsykiatri også

behandlingsplaner, og sygehusmyndigheden vil også her være ansvarlig for, at de

udarbejdes.

Faktaboks 3 - Behandlingsplaner

I Psykiatrilovens §3 stk. 3 beskrives det, at alle patienter, der indlægges på psykia-

trisk afdeling, skal have udarbejdet en behandlingsplan, og det er overlægen, der

har ansvaret for, at der

opstilles

en behandlingsplan. Dette skal ske med patien-

tens inddragelse, og patienten skal høres om planens indhold, og patientens

samtykke til dens gennemførelse skal til stadighed søges opnået. I Sundhedssty-

relsens vejledning til loven beskrives det, at overlægen kan bemyndige en anden

læge til at

udarbejde

en behandlingsplan for patienten, ligesom andre ansatte på

den psykiatriske afdeling kan

bidrage

til udarbejdelse af behandlingsplaner. Det

fremgår også af vejledningen, at det altid skal være en læge, der har ansvar for

behandlingsplanen.

Sundhedsstyrelsen vil ændre vejledningen således, at overlægen fremadrettet kan

bemyndige andre sundhedspersoner til at

udarbejde

behandlingsplanen. Dette vil

medføre, at specialpsykologer fra den nye vejledning træder i kraft også kan udar-

bejde behandlingsplanen.

Side 6