Holbergsgade 6
DK-1057 København K
T +45 7226 9000
F +45 7226 9001
W sum.dk
Sundheds- og ældreministeren
Dato: 22-12-2019
Enhed: MEDINT
Sagsbeh.: DEPENS
Sagsnr.: 1909515
Dok. nr.: 1066199
Til Folketingets Sundheds- og Ældreudvalg
Orienteringsbrev om forsinkelse af dosisdispenseringsmodul i
det Fælles Medicinkort
Sundheds- og Ældreministeriet har tidligere i forbindelse med behandling af lov nr.
1555 af 18. december 2018 om ændring af lov om autorisation af sundhedspersoner
og om sundhedsfaglig virksomhed, lov om apoteksvirksomhed, sundhedsloven og
forskellige andre love (Autorisation af ambulancebehandlere og registrering af
ambulancebehandlere med særlig kompetence (paramedicinere), opgavespecifik
autorisation af behandlerfarmaceuter, genordination af receptpligtig medicin,
ordination af dosisdispensering med tilskud, organisatorisk ansvar m.v.)oplyst, at
dosisdispenseringsmodulet i det Fælles Medicinkort (FMK) forventeligt vil blive taget i
brug inden udgangen af 2019.
Ibrugtagen af dosisdispenseringsmodulet har været en forudsætning for, at
apotekerne med lovændringen kan tilbyde dosisdispensering med tilskud til borgere
ved ordination af en behandlerfarmaceut. I dag er det kun lægen, som kan ordinere
dosisdispensering med tilskud.
Dosisdispenseringsmodulet har til hensigt at lette både apotekernes og lægernes
opgaver ved medicinhåndtering, da alle sundhedsvæsenets parter vil få adgang til
samme oplysninger om håndteringen af dosisdispensering med det nye modul.
Danmarks Apotekerforening har oplyst Sundheds- og Ældreministeriet, at ibrugtagen
af modulet er mere komplekst end forventet, hvorfor apotekerne ikke vil kunne tage
modulet i brug inden udgangen af 2019.
Efter aftale med Danmarks Apotekerforening og Sundhedsdatastyrelsen er det blevet
besluttet, at modulet vil være klar til apotekernes ibrugtagen den 15. juni 2020.
Forsinkelsen betyder, at det først pr. 15. juni 2020 kan forventes, at apotekerne vil
kunne tilbyde dosisdispensering til borgerne med tilskud ved ordination fra en
behandlerfarmaceut.
Med venlig hilsen
Magnus Heunicke