Holbergsgade 6
DK-1057 København K
T +45 7226 9000
F +45 7226 9001
W sum.dk
Til alle høringsparter
Dato: 05-12-2019
Enhed: MEDINT
Sagsbeh.: DEPENS
Sagsnr.: 1905326
Dok. nr.: 1030566
Høring over udkast til forslag til ændring af sundhedsloven
(Udstedelse og anvendelse af sundhedskort og Statens Serum
Instituts forebyggelse og bekæmpelse af smitsomme
sygdomme)
Vedlagt fremsendes udkast til forslag til lov om ændring af sundhedsloven
(Udstedelse og anvendelse af sundhedskort og Statens Serum Instituts forebyggelse
og bekæmpelse af smitsomme sygdomme).
Lovforslagets hovedindhold
Lovforslaget indeholder fem overordnede delelementer, som er uafhængige af
hinanden.
1. Digitalt supplement til sundhedskortet
Med lovforslaget foreslås det, at det gøres muligt at anvende et digitalt supplement til
sundhedskortet. Der foreslås desuden en bemyndigelsesbestemmelse, efter hvilket
sundheds- og ældreministeren kan fastsætte regler for udformning, anvendelse,
indhold, tilslutning, framelding udstedelse og inddragelse af sundhedskort efter stk. 1
og om opkrævning af gebyr for udstedelse og fornyelse deraf. Herved kan det
muliggøres, at det digitale supplement til sundhedskortet også kan anvendes for børn,
samt at det kan gøres muligt at fravælge det fysiske sundhedskort.
2. International sygesikring
Når en borger fra et EU-/EØS-land eller Schweiz indrejser til og får bopæl i Danmark,
har borgeren som udgangspunkt ret til sundhedslovens ydelser. Borgeren skal i
forbindelse med indrejse udfylde et skema med oplysninger, hvorefter Udbetaling
Danmark kan træffe afgørelse om, hvorvidt udgifterne til sygesikring skal afholdes af
Danmark eller et andet EU-/EØS-land eller Schweiz. Med lovforslaget foreslås det, at
der indføres en hjemmel således, at der først udstedes et sundhedskort, når borgere
fra et EU-/EØS-land eller Schweiz, der indrejser i Danmark og lader sig folkeregistrere
her i landet, har leveret de nødvendige oplysninger for, at Udbetaling Danmark kan
træffe afgørelse om sygesikringsland.
3. Statens Serum Instituts forebyggelse og bekæmpelse af smitsomme sygdomme
Med lovforslaget foreslås det, at tydeliggøre Statens Serum Instituts opgaver.
Statens Serum Institut har gennem de seneste år gennemgået en række ændringer,
der har betydning for instituttets myndighedsopgaver. Statens Serum Institut har bl.a.
frasolgt instituttets vaccineproduktion og har overtaget det veterinære beredskab i
samarbejde med Københavns Universitet. Der er derfor behov for at præcisere og
opdatere sundhedslovens bestemmelse om instituttets overordnede formål og
opgaver.
1