Social- og indenrigsudvalget
Holmens Kanal 22
1060 København K
Telefon 72 28 24 00
Sagsnr.
2019 - 5848
Doknr.
175590
Dato
05-12-2019
Kære alle
Jeg skriver til jer for at orientere om, at DIA (Danish International Adoption) har
besluttet med virkning fra 1. januar 2020 at stoppe med at tage imod nye ansøgere
indtil videre.
DIA har oplyst, at beslutningen skyldes økonomisk usikkerhed og dermed
bekymringer i forhold til udsigterne til at kunne gennemføre formidlinger for nye
adoptionsansøgere.
I lyset af de væsentlige ændringer i formidlingsbilledet for international adoption, der
er sket siden indgåelsen af den politiske aftale fra 2014 om et nyt adoptionssystem,
blev der med satspuljeaftalen for 2019 afsat i alt 3,1 mio. kr. i perioden 2019-2020 til
et yderligere driftstilskud til DIA i begge år og til at undersøge, hvordan der kan skabes
en bæredygtig struktur for formidlingsopgaven. Formålet med satspuljeinitiativet var
således at understøtte international adoptionsformidling gennem DIA, mens det
undersøges, hvordan der kan skabes en bæredygtig struktur for formidlingsopgaven.
Det blev samtidig forudsat, at det yderligere driftstilskud ville forhindre en situation,
hvor der lukkes for tilgangen af nye ansøgere til DIA, mens undersøgelsen
gennemføres.
DIAs økonomiske situation gør det nødvendigt at fortsætte udbetalingen af det ekstra
driftstilskud i 2019, uanset at DIA nu har besluttet at stoppe for nye ansøgere indtil
videre. Det er således fortsat et hensyn at understøtte, at strukturen for international
adoption kan fortsætte uændret i videst mulig udstrækning, indtil det er afklaret,
hvordan der fremadrettet kan skabes en bæredygtig struktur for formidlingsopgaven.
I forhold til DIAs beslutning kan jeg oplyse, at det følger af reglerne for godkendelse til
at adoptere, at alle ansøgere skal tilmeldes i DIA eller optages på listen over ansøgere
til national adoption i Adoptionsnævnet, før de kan endeligt godkendes af
Adoptionssamrådet. De ansøgere, der pr. 1. januar 2020 endnu ikke er godkendt til at
adoptere, vil kunne tilmelde sig Adoptionsnævnets liste over ansøgere til national
adoption med henblik på at færdiggøre deres godkendelsesforløb i Familieretshuset.
Ingen ansøgere vil dog kunne påbegynde et internationalt adoptionsløb, så længe DIA
ikke optager nye ansøgere. Det omfatter også godkendte ansøgere, der fra og med 1.
januar 2020 er tilmeldt Adoptionsnævnets liste over ansøgere til national adoption,
men ønsker at adoptere et barn fra udlandet i stedet.