Til Folketingets Social- og Indenrigsudvalg
Holmens Kanal 22
1060 København K
Telefon 72 28 24 00
Sagsnr.
2019 - 9085
Doknr.
174487
Dato
09-12-2019
Vedlagt sendes til Social- og Indenrigsudvalgets orientering kopi af udlændinge- og
integrationsministerens brev af 29. november 2019 til Indfødsretsudvalget, da brevet
vedrører registrering i CPR, som er reguleret i lov om Det Centrale Personregister
(CPR-loven), der hører under Social- og Indenrigsministeriets ressort.
Som oplyst i brevet, har CPR-kontoret identificeret 13 personer, som på grund af en
programfejl i CPR-systemet formentlig er registreret fejlagtigt med dansk statsborger-
skab i CPR.
Konkret har det fejlbehæftede program automatisk ændret et barns statsborgerskab til
dansk i forbindelse med registreringen i CPR af barnets forældres ægteskab (uden-
landsk mor og dansk far). Barnets erhvervelse af dansk statsborgerskab i sådanne si-
tuationer er imidlertid betinget af, at faren var dansk statsborger på tidspunktet for
barnets fødsel, men denne betingelse har programmet fejlagtigt ikke taget højde for.
Programfejlen er rettet, og de berørte personer er, som det fremgår af brevet til Ind-
fødsretsudvalget, kontaktet herom.
Hvert år foretager danske myndigheder grundregistrering i CPR af 140.000-160.000
nye personer i forbindelse med bl.a. fødsler og indrejser, ligesom der pågår en løbende
ajourføring af allerede registrerede oplysninger.
Det er Social- og Indenrigsministeriets vurdering, at datakvaliteten i CPR generelt er
høj, men at CPR også kan indeholde oplysninger, der er fejlagtige som følge af fejlregi-
streringer, og oplysninger, som ikke længere er retvisende. Når fejl konstateres, skal
disse naturligvis rettes.
Henset til, at fejlregistreringer om statsborgerskab kan have stor betydning for de
berørte personer, har jeg bedt CPR-kontoret iværksætte supplerende undersøgelser af,
om der kan identificeres andre personer, som umiddelbart fejlagtigt er registreret som
danske statsborgere, og i givet fald sørge for, at registreringen bliver rettet. CPR-
kontoret vil i forbindelse hermed inddrage Udlændinge- og Integrationsministeriet i
relevant omfang.
Med venlig hilsen
Astrid Krag