Social- og Indenrigsudvalget 2019-20
SOU Alm.del Bilag 84
Offentligt
2119530_0001.png
EN FREMTID UDEN VOLD MOD KVINDER OG BØRN
Til Rigspolitiet
Politiområdet
Nationalt forebyggelsescenter
København, 5. december 2019
Vedr. frarådelse af konfliktråd til voldsudsatte kvinder
I Danner arbejder vi hver dag for at støtte og rådgive kvinder udsat for
partnervold. Vi har gennem 40 år oparbejdet stor faglig viden på området og
har nogen af landets mest erfarne medarbejdere, psykologer, socialrådgivere
og pædagoger, ligesom vi har et nationalt og internationalt videncenter, der
opsamler nyeste viden om vold, traumer og lovende praksis. På den baggrund
retter vi henvendelse til jer som myndighed.
Henvendelsen sker på baggrund af en aktuel sag, for at gøre opmærksom på
en uhensigtsmæssig praksis i forbindelse med politiets brug af konfliktråd.
Den aktuelle sag, som omtalt i blandt andet BT, vedrører kvinden Cecilie, der i
2017 udsættes for et drabsforsøg, hvor hun bliver stukket mere end 40 gange
med kniv og kun mirakuløst overlever. Drabsforsøget er kulminationen på lang
tids vold og stalking rettet mod Cecilie fra den nu dømte gerningsmand. Hun
oplyser, at hun to gange ringes op af konfliktrådskoordinatoren fra politiet, der
opfordrer hende til at indgå i konfliktråd med den dømte eks-samlever. Hun
afslår, men føler sig stærkt presset på baggrund af oplysninger som; ”du vil få
det bedre,”
”mange har stor glæde af konfliktråd”
og lignende.
Sagen er ikke unik, vi har fra vores praksis en del eksempler på tilsvarende
henvendelser omkring konfliktråd til kvinder, der har søgt tilflugt på
krisecenter efter årelang vold, trusler og chikane. Kvinderne oplyser til os, at
de føler sig pressede til at indgå i konfliktråd. En kvinde har beskrevet for os,
hvordan hun blev presset til at indgå i konfliktråd, og hvordan gerningsmanden
brugte konfliktrådet til at genfinde kontrollen over kvinden og til at genoptage
relationen. I dag bor hun hos gerningsmanden igen.
På baggrund af vores lange erfaring med traumeramte voldsofre, må vi
generelt fraråde brugen af konfliktråd i sager om langvarig partnervold. Det er
der flere årsager til. Dels er det en del af volden, at den voldsramte mister
handlekraft, dømmekraft og evnen til at sætte grænser med baggrund i den
langvarige nedbrydning. Cirka halvdelen af de kvinder, der søger tilflugt på et
krisecenter, har PTSD eller kompleks PTSD efter årelang vold. De kæmper
med eftervirkningerne, både fysisk og psykisk, efter at have levet i en
’krigszone’ i eget hjem.
98 procent af de kvinder, der kommer på de danske krisecentre, har været
udsat for psykisk vold, som netop er kendetegnet ved magt- og
kontroludøvelse fra udøverens side, også efter et parbrud. Den type vold er
meget forskellig fra en forbrydelse, hvor
man er et ’tilfældigt’ offer for et
røveri eller lignende - vold i nære relationer retter sig mod en bestemt
person, som man som udøver ikke kan tåle at miste kontrollen over. Mange
kvinder er i årevis efter parbrud udsat for stalking, trusler og chikane. Derfor,
når en offentlig myndighed henvender sig og presser på for at indgå i
SOU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 84: Henvendelse af 5/12-19 fra Danner vedr. frarådelse af konfliktråd til voldsudsatte kvinder
2119530_0002.png
EN FREMTID UDEN VOLD MOD KVINDER OG BØRN
konfliktråd, fordi gerningspersonen har et ønske herom, er det ofte et led i den
stalking og fortsatte chikane, som kvinderne oplever. Omkring stalking er et af
de allervigtigste råd til den udsatte at afbryde al kontakt.
Ved at presse kvinden til at indgå i konfliktråd kommer myndigheden, her
politiet, til at gå voldsudøverens ærinde og medvirke til, at han/hun kan
opretholde sin magt og kontrol over den udsatte. I sager om langvarig
partnervold, som er de fleste partnervoldssager, er der en indbyrdes
asymmetri i magtrelationen, som har medført og medfører stærk angst hos
den udsatte.
Når man læser på politi.dk fremgår det ikke, hvordan screening af ’egnede
sager’ foregår, men vi vil
anbefale jer, på baggrund af vores psykologfaglige
viden om vold, traumer og re-traumatisering, at ændre jeres koncepter og
tilgang, så sager om partnervold ikke anses som egnet til konfliktråd, uanset
om kvinden har haft ophold på krisecenter, fået ambulant rådgivning eller
ingen bistand. Det synes vi, I skal gøre med baggrund i ovenstående og med
baggrund i tal fra Socialstyrelsen om partnervold, herunder længde i volden
samt forekomsten af PTSD-symptomer hos kvinder på krisecentre
1
.
Vi vil gerne dele vores viden om vold med jeres konfliktrådsmæglere
Vi vil gerne tilbyde at mødes med jer og uddybe de problemer, vi
ser på baggrund af vores faglige viden. Og vi vil gerne tilbyde at
medvirke til uddannelse af konfliktrådskoordinatorer og
konfliktrådsmæglere. Lad os endelig vide, hvordan vi kan bistå jer
yderligere med viden, samt hvordan vi kan hjælpe med at
kvalificere jeres arbejde.
Med venlig hilsen
Lisbeth Jessen
Direktør
DANNER
/ Nansensgade 1 / DK - 1366 København K / Tlf. +45 3333 0037
1
https://socialstyrelsen.dk/udgivelser/arsstatistik-2018-kvinder-og-born-pa-krisecenter
SOU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 84: Henvendelse af 5/12-19 fra Danner vedr. frarådelse af konfliktråd til voldsudsatte kvinder
2119530_0003.png
EN FREMTID UDEN VOLD MOD KVINDER OG BØRN
www.danner.dk