Aftale om revision af reglerne om magtanvendelse på
handicapområdet (servicelovens kapitel 24)
Regeringen, Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti, Alternativet, Radikale Venstre og
Socialistisk Folkeparti er enige om, at servicelovens regler om magtanvendelse over for
voksne med betydelig og varigt nedsat psykisk funktionsevne først og fremmest skal
sikre respekten for borgernes grundlæggende rettigheder, herunder retten til privatliv
og til personlig integritet. Over for disse grundlæggende rettigheder står kommunernes
lovgivningsmæssige forpligtelse til at sikre omsorg, værdighed og tryghed for denne
gruppe af borgere, som ikke kan tage vare på sig selv eller overskue konsekvenserne
af deres egne handlinger, og som ofte ikke vil være i stand til at give et informeret
samtykke til pleje- og omsorgsindsatserne.
Aftalepartierne er enige om, at omsorgspligten over for disse borgere også indebærer,
at personalet om nødvendigt skal kunne gribe ind i den enkeltes selvbestemmelsesret,
hvis det ikke er muligt at sikre omsorg, værdighed og tryghed for borgeren ved hjælp af
socialpædagogiske indsatser. Indgreb skal dog altid ske med respekt for det
grundlæggende princip om proportionalitet, så der altid er en rimelig balance mellem
det formål, der ønskes opnået, og midlet der anvendes for at opnå dette. Personalet
skal altså altid have afprøvet alle muligheder for at gennemføre en indsats med
borgerens velvillige medvirken, før der må gribes ind i selvbestemmelsesretten.
Desuden skal alle indgreb i selvbestemmelsesretten give anledning til refleksion og
læring, med henblik på at gentagne indgreb i selvbestemmelsesretten kan forebygges
i videst muligt omfang.
Et serviceeftersyn af magtanvendelsesreglerne, som er gennemført i 2017, har dog vist,
at de gældende regler i praksis kan være en barriere for, at personalet kan yde den
nødvendige omsorg og beskyttelse over for borgerne i de situationer, hvor gængse
socialpædagogiske indsatser ikke slår til.
Det er således uklart for personalet, hvad de må gøre som led i varetagelsen af den
almindelige omsorg, og hvornår der er tale om et indgreb i selvbestemmelsesretten. Det
er eksempelvis uklart, om personalet som led i omsorgen med en let berøring på en
beboers arm eller skulder må guide denne væk fra en uhensigtsmæssig situation. En
sådan fysisk guidning kan være med til at sikre borgerens egen tryghed og værdighed
1