Aftale om satspuljen på børne- og socialområdet 2019-2022
Regeringen (Venstre, Liberal Alliance og Det Konservative Folkeparti), Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti,
Alternativet, Det Radikale Venstre og Socialistisk Folkeparti har den 1. november 2018 indgået aftale om
udmøntning af satspuljen for 2019 på børne- og socialområdet.
Aftalen har følgende hovedtræk:
TEMA: Børn, unge og familier samt senfølger
Virksomme indsatser for udsatte børn og unge og deres familier
Udsatte børn og unge og deres familier skal have den bedst mulige hjælp. For at understøtte en mere
vidensbaseret og effektfuld socialpolitik er satspuljepartierne enige om at igangsætte udviklingen af et
Udviklings- og Investeringsprogram på børne- og ungeområdet. Udviklings- og Investeringsprogrammet skal
i sidste ende være med til at sikre, at sociale indsatser kommer til at gøre en reel forskel, så udsatte børn og
unge samt børn og unge med handicap får styrkede muligheder for personlig udvikling, sundhed og et
selvstændigt voksenliv. Med programmet ønsker satspuljepartierne, at der investeres i at udvikle og udbrede
virksomme indsatser for udsatte børn og unge samt børn og unge med handicap og deres familier. Et vigtigt
formål med Udviklings- og Investeringsprogrammet er også at bidrage til videreudviklingen af
vidensdatabasen i Den Socialøkonomiske Investeringsmodel (SØM).
I Udviklings- og Investeringsprogrammets første år vil der indgå i alt fire indsatser. Tre af indsatserne har
fokus på at sikre bedre og mere vidensbaserede indsatser målrettet forældrene til både udsatte og anbragte
børn og unge samt forældre til børn og unge med et handicap. Desuden iværksættes en indsats, der skal
styrke skolegangen for anbragte børn.
Satspuljepartierne er endvidere enige om at etablere en procedure, der skal sikre mere styring og
gennemsigtighed for satspuljeordførerne, når der årligt udvælges nye initiativer, der skal indgå i Udviklings-
og Investeringsprogrammet både på børne- og ungeområdet og på voksenområdet.
Satspuljepartierne er samtidig enige om at igangsætte et initiativ, der skal styrke anvendelsen af systematisk
opfølgning i sagsbehandlingen på børne- og ungeområdet, bl.a. for at styrke det personrettede tilsyn.
Der afsættes i alt 257,8 mio. kr. til Virksomme indsatser for udsatte børn og unge og deres familier. Der
afsættes i alt 249,3 mio. kr. til Udviklings- og Investeringsprogrammet i 2019-2022 samt 71,5 mio. kr. årligt
varigt. Der afsættes desuden i alt 8,5 mio. kr. i 2019-2022 til at styrke systematisk opfølgning i
sagsbehandlingen på børne- og ungeområdet.
Ro og stabilitet for udsatte børn og unge
Stabilitet og tryghed er afgørende forudsætninger for at sikre udsatte børn og unge en god opvækst med
gode fremtidsudsigter. Satspuljepartierne er enige om, at der er behov for at styrke indsatsen med en række
initiativer, der samlet set skal medvirke til at sikre udsatte børn og unge en mere tryg og stabil opvækst, som
kan være med til at forebygge, at problemerne udvikler sig. Initiativerne har både fokus på at følge
kommunernes sagsbehandling på børneområdet tættere, forbedre statistikken over kommunernes
forebyggende indsatser, ligesom der er en række initiativer, der skal sikre ro og tryghed omkring anbragte
børn og unge, og herunder også styrke deres skolegang. Satspuljepartierne er desuden enige om, at børn
og unge under 18 år fremover ikke skal kunne pålægges selv at bidrage til at betale for deres anbringelse.
Derfor afskaffes kommunernes adgang til at pålægge børn og unge selv at bidrage til betalingen for
anbringelsen. Der afsættes i alt 7,4 mio. kr. til initiativet i perioden 2019-2022 og 0,6 mio. kr. årligt varigt
derefter.
Inspirationsmateriale om anbragte børn og unges faglige progression og trivsel i skolen
Satspuljepartierne er enige om at afsætte midler til at udvikle materiale, som samler viden og lovende
praksis om, hvordan anbragte børn og unges trivsel og læring kan styrkes i folkeskolen. Materialet skal
understøtte lærerne og pædagogernes håndtering og understøttelse af børn og unge, der anbringes uden for
1