Social- og Indenrigsudvalget 2019-20
SOU Alm.del Bilag 398
Offentligt
2253805_0001.png
SOCIAL- OG INDENRIGSUDVALGET
Nedenfor er samlet anbefalinger modtaget fra oplægsholdere ved høringen
om udsatte børn, unge og familier den 24. september 2020.
Helle Støve, formand for Børne- og Kulturchefforeningens Børne- og familienetværk, chef for Børn
og Familie i Favrskov Kommune
1. Vi skal have mere forskning og viden
–
det gælder både i forhold til forebyggelse, anbringelse og
lovregler.
Vi ved faktisk ikke om en anbringelse er en bedre løsning end en forebyggende indsats i
hjemmet, tæt på skole, venner og fritidsliv.
Anbringelser kan i nogle situationer være nødvendige og helt afgørende i nuet, men vi ved
faktisk ikke, om anbringelsen virker, eller hvornår den virker bedst.
Der skal være forskningsmæssigt belæg for eller konkret viden om, at de eventuelle nye
lovregler/processer på området rent faktisk kommer de udsatte børn, unge og deres
familier til gode.
2. Vi skal fortsætte det gode arbejde med at forebygge
–
også som alternativ til en anbringelse.
Kommunerne har de senere år arbejdet målrettet med at udvikle og forbedre den tidlige og
forebyggende indsats i lokalmiljøet til børn og unge i familien, tæt på venner og
fritidsinteresser og i tæt samarbejde med skolen. Dette sker ud fra den viden, vi rent
faktisk har om, at det er bedst for rigtig mange børn og unge at få støtte og hjælp i
hjemmet. God social praksis.
Kommunerne skal fortsat gøre alt, hvad vi kan, for at gøre forældrene til de bedst mulige
forældre, men med udgangspunkt i barnets tarv og sikring af barnets sundhed, trivsel og
udvikling.
3. Vi skal have mere kvalitet i anbringelsen
–
og vi skal have en fælles forståelse af, hvad kvalitet er.
Vi skal have mere sikker viden om, hvad der er kvalitet i og under anbringelsen. Vi skal
også have en fælles forståelse af hvad ”kvalitet i anbringelsen”.
Vi ved en god skolegang er den største beskyttelsesfaktor for et anbragt barn. Så lad os
starte der, når vi taler kvalitet i og under anbringelsen. Vi ved, at kun 44 % af de anbragte
unge afslutter folkeskolen og endnu færre (23 %) har gennemført en ungdomsuddannelse.
Det skal vi gøre bedre!
4. Inddragelse af barnet og den unge skal nytænkes.
Vi anbefaler, at børnene og de unge i langt højere grad involveres og inddrages i egen
sag/eget liv.
Inddragelse skal nytænkes og ses i et børne- og ungeperspektiv og ikke bare gennem
formelle og bureaukratiske procedurer.
5. Der skal arbejdes med en bedre overgang fra ung til voksen
–
vi skal løfte i fællesskab
Vi skal have mere viden om effektfulde indsatser i forbindelse med efterværn. Vi ved ikke,
hvordan de unge bedst kommer videre i uddannelse, beskæftigelse og i voksenlivet.
Almenområdet skal i langt højere grad forpligtes til at tage ansvar for de anbragte børn og
Side
1
│
7
 SOU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 398: Anbefalinger fra oplægsholderne til høringen om udsatte børn, unge og voksne d. 24/9-20 i Landstingssalen
2253805_0002.png
unges skolegang.
Anbringelsesstederne (plejefamilier og institutioner) skal klædes bedre på til at kunne
understøtte skolegangen og overgangen til et voksenliv.
Birgitte Arent Eiriksson, vicedirektør, Justitia
1. Større fokus på fejl i sagsbehandlingen generelt og feed back herpå. De processuelle regler er
retssikkerhedsgarantierne, som skal sikre en lige og korrekt behandling af sagerne samt respekt for
forældres og børns rettigheder.
2. Større fokus på at sikre især børnene en stærk stemme i processen. Forudsætter bl.a. langt mere
inddragelse og krav til de voksne i systemet om bl.a. uddannelse og erfaring.
3. Sikre retssikkerheden, når forældre og børn fyldt 15 år skal tage stilling til en frivillig anbringelse.
4. Sikre mere børnevenlige processer, som kan skabe den nødvendige tryghed
–
ellers bliver børnenes
rettigheder reelt bare noget, som står på papiret.
5. Det nuværende tvangsanbringelsessystem lider af en række retssikkerhedsmæssige problemer, og det
bør derfor forbedres. Det bedste ville dog være at lave et nyt system, f.eks. en nævnsløsning i stedet for
børn og unge-udvalg.
Iver Hecht, cand. psych. aut., forstander, Familiecentret Vibygård
1. Giv forældrene en reel chance. Forældrene er ofte selv omsorgssvigtede og har været udsat for flere
traumer. Dette kan man ikke klare ved samtaler og pædagogik. De har brug for intensivt terapeutisk
hjælp til at handle anderledes, så de kan få opfyldt deres inderste ønske om at give deres børn en
anderledes opvækst end den de selv har haft. De skal have hjælp til at bryde den negative psykologiske
arv.
2. Lav flere familiecentre, hvor forældrene kan få denne hjælp. Det kræver et bestemt menneskesyn og et
fagligt, personligt og nærværende terapeutisk uddannet personale. Et familiecenter, hvor forældrene kan
få intensiv hjælp, og hvor der samtidig er et uddannet personale, som sørger for, at der bliver taget vare
på børnene ved bl.a. at hjælpe børnene igennem de traumer, som de har været udsat for. Et arbejde
som sker i tæt samarbejde med forældrene.
3. Børn som bliver tvangsanbragt udsættes uundgåeligt for et traume forårsaget af anbringelsen. Jeg er
med på, at en anbringelse kan være en nødvendighed, men hvis vi vil tage vare på børnene, så er det
nødvendigt, at de bliver anbragt et sted, hvor der er den fornødne ekspertise til rådighed. Plejefamilier
f.eks. skal have meget mere undervisning og supervision. Supervisionen skal ikke kun handle om
barnet, men i høj grad om relationen mellem plejebarnet og de andre medlemmer af familien.
Plejefamilien bør i starten tilbydes (og være villige til at modtage hjælp) på linje med den hjælp, som den
oprindelige familie har haft på eksempelvis et familiecenter. Dette vil helt naturligt også indebære et
arbejde med relationen mellem plejefamilien og barnets forældre. Forældrene bør tilbydes fortsat
intensiv hjælp under anbringelsen, for at de fortsat har en reel chance.
4. Når børnene vender hjem fra anbringelsen, bør familien tilbydes intensiv hjælp, gerne i form af et nyt
ophold på familiecentret. Dette for at kunne støtte op om gentilknytningen.
Side
2
│
7
 SOU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 398: Anbefalinger fra oplægsholderne til høringen om udsatte børn, unge og voksne d. 24/9-20 i Landstingssalen
2253805_0003.png
5. På samfundsmæssig plan kan vi opnå meget ved at forstå, at det handler om kontakt, nærvær og
følelsen af ikke at være alene. At vi nemt kommer i frit fald, når ingen holder os, og at vi blidt bliver
samlet op, når vi er faldet og har mistet forbindelsen. Dette er tilknytningens inderste væsen, og det
foregår på det sanselige og følsomme niveau (i det autonome og limbiske område af hjernen). Vi skal
gøre denne viden og indsigt til noget vigtigt i både pædagog og læreruddannelsen og gøre disse
faggrupper i stand til at møde børnene på dette niveau. Børn skal have et forum, hvor de kan fortælle
om, hvordan de har det. Efter morgensangen kunne de passende have en lille vejrmelding om, hvordan
de har det i dag.
Ditte Brøndum, næstformand, Dansk Socialrådgiverforening
1. DS mener der er behov for at
styrke børn og unges stemme:
Der skal være meget nemmere adgang til hjælp i børnehøjde og på ungepræmisser.
Det skal sikres, at børn og unge i højere grad får oplevelsen af, at hjælpen er til for dem på deres
betingelser.
Børn skal blive hørt og inddraget i højere grad end det sker i dag. I Barnets Lov skal der være en
formålsbestemmelse om børns inddragelse.
Børn og unges en ret til kontinuitet i deres hjælp
–
både fra myndighedssocialrådgiveren og fra
andre i deres indsats.
Vi skal sikre, at den indsats, der sættes i værk, gør en forskel og har en effekt for deres muligheder i
livet.
Vi skal styrke børnene via en massiv støtte til deres forældre. I langt de fleste tilfælde giver dette
mening og står ikke i et modsætningsforhold.
2. Det er nødvendigt at gentænke den børnefaglige undersøgelse og handleplanen og de processer, der
fører til beslutninger om indsatser for børn og unge i Barnets Lov. Fordi vi skal:
sikre et system, der giver meget hurtigere hjælp og støtte.
have et system, der er dynamisk
sikre et fælles ejerskab til de processer der er i systemet
sikre mere enkelhed i systemet
lære af og bygge på de bedste erfaringer fra praksis
DS har udarbejdet et
forslag til et nyt system.
Grundsøjlerne i denne er en hurtig (10 hverdage)
screening, en konklusion, en umiddelbar hjælp, en dynamisk børneplan/ungeplan og en
samarbejdsaftale.
Systemet skal gælde alle (med undtagelse af den anonyme rådgivning mm) tilbud til børn, unge og
familier i den nuværende servicelov
–
herunder indsatser til børn og familier med funktionsnedsættelser.
3. Der skal sikres meget
mere kvalitet i sagsbehandlingen,
så der er tid til at inddrage børn, unge og
familier, så der er kvalifikationer til at give kvalitet i inddragelse og beslutninger, og så der er rammer til
at sikre relation til og kontinuitet for børn og unge.
Derfor skal det sikres:
Børn og unge får ret til en fast myndighedssocialrådgiver. En der er deres og som de kan komme
direkte i kontakt med. Hvis socialrådgiveren skal skiftes ud
–
så skal det ske med overgangsordning.
Anbragte børn og unge får ret til at socialrådgiveren kontakter anbragte børn min hver 3. måned
Et lovgivningsmæssigt loft over antallet af sager.
To socialrådgivere til de vanskelige sager.
Obligatorisk efteruddannelse til socialrådgivere, der arbejder med børn og ungeområdet.
Mentorforløb for nye i faget
Side
3
│
7
 SOU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 398: Anbefalinger fra oplægsholderne til høringen om udsatte børn, unge og voksne d. 24/9-20 i Landstingssalen
2253805_0004.png
Leika Fuglsang, bestyrelsesmedlem, De Anbragtes Vilkår
Når vi taler om kvalitet i anbringelsen, anbefaler vi, at der tages udgangspunkt i det der er betingelserne for
det gode børneliv. At anbringe et barn forpligter, også ind i det unge voksenliv. Kvaliteten af anbringelse skal
i højere grad evalueres, herunder også en inddragelse af tidligere anbragte
1. Anbragte børn og unge skal have et rigtigt hjem hvor de kan høre til. Et rigtigt hjem med ægte voksne
der holder af barnet - også selvom det er en arbejdsplads. Pas derfor på med skøre regler, professionel
distance, magtanvendelser, konflikter og fagsprog der kan komme til at definere barnet som et
problembarn. Til gengæld skal skolegang, fællesskaber, venner, fritidsinteresser og fritidsjob dyrkes i
langt højere grad.
2. Der skal i højere grad arbejdes med det gode match, så barnet får rette hjem fra start. Herefter skal der
sikres en tilstrækkelig fleksibilitet i støtten til anbringelseshjemmet så barnet ikke skal flytte (både
anbringelseshjem og skole) selvom livet udvikler sig. Antallet af skift må og skal reduceres.
3. Det sætter meget høje krav til myndighed for de skal kende barnet rigtigt hvis de skal kunne gøre
ovenstående. Eller i hvert fald blive bedre til at undersøge og forstå. Hvis det skal lykkes skal myndighed
styrkes i både ressourcer og kompetencer
4. Intet af ovenstående må stå i opposition til det biologiske hjem. Anbragte børns liv skal ikke tænkes som
enten-eller, men både-og. Det kræver at der i langt højere grad end i dag også tages aktivt ansvar for
forældrenes trivsel så de kan være i barnets liv. I forlængelse heraf, at der tages ansvar for kontakt til
søskende, bedsteforældre, onkler og tanker mv.
Christina Diekhöner, seniorrådgiver, Bikubenfonden
Når vi som samfund træffer en så alvorlig afgørelse om at fjerne et barn eller en ung fra sin familie, så skal vi
vide, at vi påtager os et ansvar for at følge den unge godt ind i voksenlivet. Derfor mener vi, at:
1. Vi skal have
klare målsætninger for en anbringelse,
så vi ikke slipper de unge før de har:
Adgang til stabile relationer og positive netværk
Er i gang med uddannelse eller i job
Har en fast bolig
2. Vi skal sikre en
dynamisk overgangsperiode
Myndighederne og fagpersoner forpligtiges til at samarbejde med den unge fra 15 år om et
selvstændigt voksenliv
Ret til hjælp
og støtte frem til det 25. år med mulighed for forlængelse til 27 år.
3.
Vi skal sætte
den unge i centrum
Den unge skal ikke bare inddrages men støttes i at være styrende i forhold til at sætte og nå målene
i sit liv.
Det kræver fokus på faglighed og de rette rammer for fagpersoner omkring den unge.
Vi skal systematisk indsamle feedback fra de unge så vi løbende kan forbedre de unges møde med
myndigheder og fagpersoner.
4.
Ungekapitel
i Barnets Lov
Retten til hjælp i en dynamisk overgangsperiode og de tre klare målsætninger for anbringelse skal
samles i det særligt kapitel i Barnets Lov. Det skal samtidig sikre retning og fokus på de unges
behov. Og det vil anerkender at ungdommen er et særligt kapitel i vores liv, som kræver fokuseret
opmærksomhed.
Side
4
│
7
 SOU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 398: Anbefalinger fra oplægsholderne til høringen om udsatte børn, unge og voksne d. 24/9-20 i Landstingssalen
2253805_0005.png
Udvalget spurgte derudover til viden omkring efterværnsindsatser. Jeg indsætter her links til de
publikationer, som jeg nævnte i indlægget.
Tidligere anbragte unge
–
18 år og på vej mod voksenlivet (VIVE 2020):
https://www.vive.dk/media/pure/15215/4503480
I denne analyse henvises yderligere til undersøgelser om efterværn. Se gerne fra s. 94 og frem for
både danske og internationale analyser af efterværn. Opsummerende konkluderer VIVE, at der
trods usikkerhed om den kausale sammenhæng er bred enighed om, at efterværn er en god måde
at støtter tidligere anbragte unge i overgangen til voksenlivet. I Norge har man siden 2009 gjort alle
tidligere anbragte berettiget til efterværn. Hvis der ikke bevilges efterværn til barnet skal myndighed
begrunde dette.
Hjemløshed i ungdommen (VIVE 2020):
https://www.vive.dk/media/pure/15045/4254982
se særligt kapitel 7 s. 63 for afsnittet om anbragte unge. Det fremgår af undersøgelsen, at hver
tiende anbragt ung senere bliver ramt af hjemløshed. VIVE redegør for; at efterværnet til de unge,
der kommer ud i hjemløshed, har været af en kort varighed. Det kan være tegn på, at det
eksisterende efterværn ikke rummer mulighed for en tilstrækkelig specialiseret indsats for tidligere
anbragte unge med høj kompleksitet i udsatheden.
Ung mellem anbringelse og eget hjem (Bikubenfonden og Socialt Udviklingscenter SUS, 2019):
https://www.bikubenfonden.dk/ung-mellem-anbringelse-og-eget-hjem
Det er en publikation, der tager udgangspunkt i de unges levede erfaringer om at være anbragt og
på vej ind i voksenlivet. Sammen med forskere og fagfolk peger de på, hvor vi skal sætte ind for at
forbedre overgangen til voksenlivet.
Vi deler Socialudvalgets synspunkt om, at der er behov for mere systematisk viden om, hvordan indsatserne
virker. Samtidig understreger praksisundersøgelser og viden fra de unge selv, at der er brug for
handling nu
i forhold til at forbedre de områder, som vi ved ikke virker
–
som eksempelvis manglende inddragelse af de
unge, uklare mål i handleplanen og tilfældighed i tildeling af efterværn. Vi ser derfor frem til at følge udspillet
om Barnets Lov, og vi står selvfølgelig altid til rådighed med viden og perspektiver, såfremt der er behov for
at drøfte yderligere.
Frank Ebsen, Docent, Socialrådgiveruddannelsen, Københavns Professionshøjskole
1. Skab et redskab til at følge et barns udvikling, når en indsats sættes i værk, så socialrådgiveren kan
følge om den fører i den rigtige retning. Det kan fx være informationer om skolefravær, om barnet lærer
noget i skolen, om barnet trives og om barnets netværk. De bør konstant ligge på socialrådgiverens
bord, og kunne deles med alle som arbejder med det enkelte barn, samt naturligvis barn og forældre.
2. Etabler en autorisationsordning på professionshøjskolerne, som forudsætter at socialrådgivere efter et 1-
2 årigt efteruddannelsesforløb efter år i praksis bliver kvalificeret til at tage sig af de mest komplicerede
børnesager og vejlede deres kolleger.
3. Et centralt redskab der skaber helhed og styr på regeloverholdelse er kommunens digitale system (fx
DUBU), som hviler på Socialstyrelsens redskab ICS (integrated child system). Spørgsmålet er, hvor
kongruente de egentlig er. Dubu lægger vægt på frister og en særlig linær sagsbehandling. Der er behov
for at undersøge, hvordan det virker, og især, hvordan det fremover skal udvikles. Det foreslås at
gennemføre en egentlig teknologivurdering med fokus på, hvordan systemet i sin fortsatte udvikling kan
skabe nytte i indsatsen overfor børn og unge.
Side
5
│
7
 SOU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 398: Anbefalinger fra oplægsholderne til høringen om udsatte børn, unge og voksne d. 24/9-20 i Landstingssalen
2253805_0006.png
4. Underretninger: afskaf de nuværende regler. Erstat med følgende:
a. Pligten til at underrette, hvis der er bekymring om et barn
b. Fasthold socialforvaltningens pligt til at vurdere og agere. Lav en mulighed for at den første
handling er at finde ud af om pædagog eller lærer kan gøre noget før forvaltningen agerer
–
altså en vurdering af om det almene led kan handle med børne-familieafdelingens vidende
c. Lav undersøgelser af, hvad lærere og pædagoger begrunder deres underretninger med, og lav
redskaber som bygger herpå men samtidig skaber en bedre og mere systematisk praksis. Brug
eksempler fra den internationale forskningsverden om opsporing og Screening.
d. Hvis der ikke ændres i noget, så iværksæt i det mindste en undersøgelse af, om det er de rigtige
børn der hjælpes, og hvilken hjælp de får
5. Lav et forskningsprogram, som skaber viden om, hvad der skal til for at tale med, lytte til handle med,
danne pædagogisk, træffe beslutning om, forvalte korrekt, m.m. Et forskningsprogram, der udvikles i
samarbejde med unge/børn og professionelle i deres praksis, så udviklingen passer med, hvad der er
muligt. Tilsæt forskning fra andre lande om, hvad der har dokumenteret virkning. Tjek resultater af nye
indsatser og sørg for at måle den eksisterende samtidig for at få et parallelt resultat, så der skabes en
rimelig evidens. Det foreslås opbygget omkring to hjørnestene:
a. Professionshøjskolerne som ansvarlige, da de umiddelbart kan omsætte og bruge en sådan
type forskning i deres uddannelser. Analogt til universitetsuddannelserne, hvis forskning har til
formål at kvalificere deres uddannelser.
En professionshøjskoleforskning kan samtidig blive en umiddelbar gevinst for de kommuner, regioner m.fl.
som har ansvar for opgaven.
b. Et flerårigt samarbejde med et udvalg af kommuner, som i lighed med hospitalsafdelinger får
indflydelse på definering og brug af forskningsresultater. Derved kan skabes en vedvarende
forskningsbaseret kultur, der fokuserer på resultater i sammenhæng med indsatsens
komponenter og helhed.
6. Lav undersøgelser kommunernes evne til at fastholde sagsbehandlere i kontinuerlige forløb overfor
børnene, og suppler evt. med en præmiering af de bedste.
7. Lav et tilsyn, der lægger vægt på om anbragte børn og unge trives og får det bedre, og gør de nænsomt,
så det ikke forstyrrer de stabile anbringelser unødigt.
8. Skab en uhildet instans, der samler og formidler al dansk forskning på området og international forskning
fx efter https://whatworks-csc.org.uk/
9. Undersøg hvilken organisationskultur og struktur i kommunerne, som giver de bedste resultater og skab
et grundlag hvordan arbejdet koordineres og ledes. Igen byg på resultater fra udlandet og tilpas det til
danske forhold.
10. Og endeligt kan det overvejes at give unge tidligere anbragte personlige rettigheder som:
a. Ret til dobbelt SU, hvis de uddanner efter de bliver 18 år
b. Ret til en kollegiebolig, hvis de uddanner sig
c. Ret til hurtig behandling hvis de har brug for psykiatrisk, misbrugs eller lignende behandling
Anders Hede, forskningschef, Trygfonden
1. Mindst 10-årig opbygning af forsknings- og udviklingsmiljø af international kvalitet, der arbejder med de
konkrete udredninger, indsatser og opfølgninger for udsatte børn
–
og organisering og uddannelse.
Side
6
│
7
 SOU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 398: Anbefalinger fra oplægsholderne til høringen om udsatte børn, unge og voksne d. 24/9-20 i Landstingssalen
Juster formålsbeskrivelserne af psykolog- og socialrådgiveruddannelserne for at sikre flere
kliniske/praktiske færdigheder og integration af indhøstet forskning. Brugerinddragelse i forskningen er
obligatorisk. I dag ved vi reelt ikke om området bliver bedre eller værre til at sikre børnenes trivsel og
udvikling. Vi skal frem til en situation hvor vi ved at området udvikler sig systematisk og kan fastholde
forbedringer. Det nødvendiggør et langt stærkere og bredere forsknings- og udviklingsmiljø end det
nuværende.
2. At få flere parter til at påtage sig medansvar for udsatte børn
Skriv ind i 10 års plan for psykiatrien at psykiatrien har et medansvar for at patienterne lykkes som
forældre. De skal udvikle særlige tilbud til forældre.
Skriv ind i formålet med Kriminalforsorgen at dømte lykkes som forældre. Overvej andre eller
justerede afsoningsformer for forældre.
Skriv ind i formålet med den kommunale misbrugsbehandling, at patienter med forældreansvar bør
have særlig prioritet, f.eks. opsøgende virksomhed, integration i sagsbehandling mv.
Dette forslag bidrager til forslag 1 ved at skabe bredere opbakning.
3.
Gør de følsomme og centrale udredninger på området (forældrekompetencevurderinger, børnefaglige
undersøgelser (§50) og pædagogisk psykologiske vurderinger) systematisk vidensbaserede
–
og
integrer dem på sigt i relevante grunduddannelser jf forslag 1. Målsætninger skal være a) tryghed under
udredning b) bedre og ensartet beslutningsgrundlag
–
også til ikke at gøre noget c) sikring af relevant
indsats d) etablering af datagrundlag for udvikling og forskning. Dette forslag forudsætter forslag 1.
Opbyg gradvist obligatoriske survey- og registerbaserede opfølgninger på alle udsatte børns trivsel og
udvikling og gør data tilgængelig for forskning og kommuner. Dvs. mål på resultater fremfor processer.
Dette forslag både bidrager til og forudsætter forslag 1.
4.
Side
7
│
7