Social- og Indenrigsudvalget 2019-20
SOU Alm.del Bilag 390
Offentligt
2251332_0001.png
Iben Røstbjærg Kullberg
PSYKIATRIVEJLEDER
Munke Bjergby, den 25. september 2020
FOLKETINGET
ATT. MEDLEMMERNE AF SOCIAL OG INDENRIGSUDVALGET
HENVENDELSE OG SPØRGSMÅL VEDR. DEN PSYKISKE FUNKTIONSEVNE
EFTER DEN SOCIALE LOVGIVNING
Kære medlemmer af Folketingets Social og Indenrigsudvalg,
Jeg har længe undret mig over, hvordan det er muligt at ingen politikere igennem de mere end 20 år som
den sociale lovgivning har eksisteret, at ingen har rejst spørgsmål om, hvorfor der til loven ikke er en
vejledning, som er koncentreret omkring den psykiske funktionsevne.
En vejledning er en guide, som fortæller, hvordan kommunerne skal udrede og afklare den psykiske eller
fysiske funktionsevne og borgerens hjælpebehov på baggrund af faktuelle og/eller lægelige oplysninger.
Der er omkring 13 forskellige vejledninger til den sociale lovgivning. Men alle handler om, hvordan
kommunerne skal behandle den fysiske funktionsevne med undtagelse af en enkelt sætning, som
konkret er målrettet den psykiske funktionsevne.
Jeg mener, at der er et behov for, at loven på lige fod med den fysiske funktionsevne har en konkret
vejledning, som beskriver, hvordan kommunerne tilgår og behandlinger ansøgninger om nødvendig
hjælp og støtte til mennesker med psykiske lidelser.
Jeg mener desuden, at den manglende vejledning kan have en afgørende indflydelse på, om mennesker
med psykiske lidelser får den nødvendige støtte og hjælp de har brug for til at få den daglige tilværelse
til at fungere.
Mit spørgsmål til udvalgets medlemmer er derfor, om man vil arbejde for, at der bliver udarbejdet en
vejledning til den sociale lovgivning for den psykiske funktionsevne.
I en tid, hvor der er fokus på, og arbejdes med en ny plan for psykiatrien, finder jeg, at det er væsentligt
at socialpsykiatrien også kommer i fokus.
Jeg er selv sindslidelser - PTSD og angst og depression -, som følge af en psykisk skade efter
arbejdsulykke (ikke anerkendt).
Jeg er tidligere kommunal sagsbehandler, som har sat sig ind i den sociale lovgivning. Desuden har jeg en
faglig uddannelse (diplom-niveau) som psykiatrivejleder.
Jeg anser mig selv til at være kvalificeret til at kunne foretage en konkret og individuel faglig vurdering af
den sindslidendes tilstand og situation. Herunder at være i stand til at pege på, hvilke former for hjælp
og støtte, som kan afhjælpe og begrænse konsekvenserne af min nedsatte funktionsevne mest muligt.
 SOU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 390: Henvendelse af 25/9-20 fra Iben Røstbjærg Kullberg om "Den sociale lovgivning og psykiske funktionsevne"
Jeg har nu kæmpet med min kommune (Sorø Kommune) igennem de sidste godt otte år om at få den
nødvendige støtte og hjælp efter den sociale lovgivning, jeg har behov for i min daglige tilværelse.
Udover, at der mangler en vejledning til den psykiske funktionsevne. Der er det også min erfaring med
sagsbehandlingen af min hjælpebehov, at kommunen ikke har den nødvendige ekspertise (relevante
fagprofessionelle), som gør dem i stand til at behandler sager med en psykisk funktionsevne på baggrund
af et psykisk grundlag.
Jeg selv har igennem årene fået min ansøgninger om støtte og hjælp til mine hjælpebehov behandlet af
enten fysioterapeuter, eller ergoterapeuter, som udelukkende har sin ekspertise inden for den fysiske
funktionsevne. Og jeg er aldrig blevet sendt til udredning hos en person med den nødvendige ekspertise.
Den manglende ekspertise kommer til udtryk i de beskrivelser og vurderinger af funktionsevnen, som
kommunen udarbejder. Og hvor det tydeligt fremgår, at kommunen ikke ved, hvordan de skal bruge,
eller hvad de skal stille op med det psykiske grundlag (psykiatriske lægelige oplysninger).
Et eksempel herpå er, at jeg har flere gange ansøgt om støtte til befordring og transport, hvor
kommunen på baggrund af lægelige oplysninger i årevis har haft kendskab til, at jeg som følge af min
PTSD og angst, ikke kan benytte offentlige transportmidler, uanset støtte.
På trods af de faktuelle lægelige oplysninger ender kommunen alligevel altid med en afgørelse, at jeg
sagtens kan benytte offentlige transportmidler, og jeg får afslag på støtte til mit hjælpebehov.
Jeg står så også nu i en situation, som jeg selv mener bunder i, at kommunen mangler den nødvendige
ekspertise på det psykiske område, at kommunen har udtømt den sociale lovgivning for muligheder, som
kan afhjælpe og begrænse konsekvenserne af min nedsatte psykiske funktionsevne.
Ja, jeg kan anke en afgørelse, og det gør jeg også. Men jeg har samme oplevelse med Ankestyrelsen, at
de ligeledes i forhold til den psykiske funktionsevne, mangler den nødvendige ekspertise til at kunne
behandle sager med sindslidelser.
Dog har Ankestyrelsen i de senere klagesager, hjemvist sagen til ny behandling hos kommunen.
Sluttelig nu hvor jeg er i gang med at skrive, vil jeg gerne sætte fokus på borgernes retssikkerhed.
Borgerens retssikkerhed sige, at kommunen skal undersøge og behandle enhver ansøgning om støtte og
hjælp til et hjælpebehov, som følge af en nedsat funktionsevne ud fra alle de muligheder, som findes i
den sociale lovgivning. Og deraf sætte ind med en samlet indsats.
Et eksempel herpå er den før nævnte situation omkring offentlige transportmidler, hvor jeg flere gange
har ansøgt om støtte til køb af bil, og fået afslag på den konkrete ydelse, og fået afslag. Men kommunen
har derefter ikke undersøgt om der var andre muligheder i loven for at kunne dække mit behov for
befordring og transport.
Retssikkerheden siger også, at kommunen ikke kan give afslag på hjælp efter den sociale lovgivning med
henvisning til anden lovgivning, uden, at kommunen forinden har afklaret, at borgeren faktisk også kan
få hjælpen efter den henviste anden lovgivning.
Et eksempel herpå er, at kommunen har en tendens til at henvise til, at borgeren kan ansøge om
enkeltydelser efter Lov om en aktiv socialpolitik (LAS § 82). Men har ikke forinden afklaret om borgeren
også kan få hjælp efter denne lov.
Side 2
 SOU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 390: Henvendelse af 25/9-20 fra Iben Røstbjærg Kullberg om "Den sociale lovgivning og psykiske funktionsevne"
På den baggrund er det væsentligt at have for øje at hjælp efter LAS § 82 ikke beror på borgerens
nedsatte funktionsevne, som det er efter den sociale lovgivning. Men på betingelser, som tager
udgangspunkt i borgerens økonomi.
Jeg mener derfor, at det er nødvendigt at præcisere over for kommunerne, at de overholder de
gældende regler. Og skal leve op til kompensationsprincippet om, at de skal yde borgeren den
nødvendige støtte og hjælp i dagligdagen, som kan afhjælpe og begrænse konsekvenserne af borgerens
nedsatte funktionsevne.
Jeg håber, at udvalgte vil se på ovenstående problematik. Særligt i forhold til at få udfærdiget en
vejledning som giver konkrete retningslinjer for, hvordan kommunerne udrede og behandle den psykiske
funktionsevne, og hjælpebehov hos mennesker med sindslidelser.
Jeg ser frem til at høre nærmere snarest.
Med venlig hilsen
Iben Røstbjærg Kullberg
Side 3