Hvad er en god anbringelse
Leika Fuglsang, De Anbragtes Vilkår
Igår var min DAV-kollega Katja, der var på talerstolen.
Her fortalte hun jer, at hun ville rigtig gerne have haft et rigtigt hjem, hvor hun var nogens -
også på den lange bane. Men hun sagde også, at hun også rigtig gerne vil have sin mors
kærlighed.
Og det er det jeg vil tage fat i, her i mit oplæg.
Selvom nogle af tingene kan virke banale, er de er faktisk det modsatte - de er
grundlæggende.
For hvis anbragte børn og unge skal have en bedre chance i livet, så skal vi tænke systemet
forfra.
og det skal vi gøre med udgangspunkt i, hvad der skaber betingelserne for et godt børneliv.
For det ved vi godt, hvad det er. Men lige nu, følelses det som om, at systemet har glemt
det.
For når man anbringer et barn, påtager systemet forældreopgaven. Og det forpligter.
Det indebærer, at “kommune-mor og far” opdrager og yder omsorg.
En forpligtigelse, der selvfølgelig bør række langt ind i den unges voksenliv.
For som helt almindelig forældre, vil man jo aldrig smide sit barn for porten, ud i hjemløshed
og vende dem ryggen - bare fordi de er blevet myndige.
Vi skal stoppe med at gå op i alder - men om barnet. den unge er i trivsel og selv giver
udtryk for at de er klar til at flyve fra reden, til en ny sikker base.
Og her kommer jeg tilbage til, hvor Katja sluttede:
“Alle anbragte skal have voksne de kan stole på”
Børn skal have voksne, som er ægte, og som vil én. De skal være tryghedspersoner.
Og det kan sagtens lade sig gøre, selvom der er en løn i mellem barn og voksen.
Men det kræver tid, hårdt arbejde og tillid.
Derfor kræver det også, at der ikke er samme mængde skift, som der er i dag.
Skift giver nemlig ofte mening for systemet - specielt økonomisk, men det gør det bestemt
ikke for barnet.
Vi skal sikre børnene det bedste match med dem og anbringelseshjem, fra start.
Hvem er barnet, og hvad er barnets behov?
Og hvilke anbringelseshjem er til rådighed?
Hvordan støtter vi bedst biofamilien i processen?
Herefter skal der investeres i en tilstrækkelig fleksibilitet, efterhånden som den anbragtes liv
udvikler sig, og hvad barnet ønsker og har behov for.
Vi skal have sikret en stabil base for barnet.
Det skal selvsagt være en rar og kærlig base.
Det skal være barnets hjem, selvom det er din arbejdsplads.
Pas derfor på, med skøre regler, professionel distance, magtanvendelser, konflikter og
fagsprog som definerer børnene som problembørn.
Til gengæld skal omsorg, nysgerrighed, styrker, kompetencer hos barnet, fællesskaber,
venner, fritidsinteresser, dyrkes i langt højere grad!
Og det sætter rigtig høje krav til myndighed, for det kræver at I kende børnene, I har
ansvaret for.
Men det kræver også at myndighed bliver styrket i deres kompetencer og ressourcer.