Social- og Indenrigsudvalget 2019-20
SOU Alm.del Bilag 383
Offentligt
2250259_0001.png
Dato: 8.6.2020
Til Social og Indenrigsministeriet
Input fra Børne- og Kulturchefforeningen
til ”Barnets Lov”
Regeringen ønsker at styrke indsatsen for udsatte børn og unge, så børnene får den rette
hjælp og støtte tidligt i deres liv. BKF er enig i, at det er en vigtig målsætning.
Regeringen har ved Social- og Indenrigsministeriet inviteret til en bred inddragelsesproces
med henblik på at se på alle aspekter af anbringelsesområdet.
Der arbejdes i tre spor:
1. Flere tidligere anbringelser og bedre kvalitet.
2. Barnets stemme.
3. Overgang til voksenlivet.
BKF’s input til de tre spor følger nedenfor.
Indledende overvejelser
Forskning viser, at udsatte børn er en meget uensartet kategori ligesom at børn kan være
udsat i forskellige grader. Ministeren har i en kronik i Altinget 15. januar 2020 udtalt, at tidlig
indsats betaler sig, og henviser bl.a. til erfaringer fra Herning, Haderslev og Hvidovre
kommuner, der har investeret i mere forebyggelse mv. Ministeren skriver i kronikken:
”Den
vej skal vi videre ad
–
og med markant hastigere skridt end hidtil. Jeg er ikke i tvivl om,
at der er mange penge at spare for samfundet, når vi bliver bedre til at gribe ind i tide”
BKF ved at et stigende antal kommuner arbejder på omlægning af indsatsen til mere
forebyggelse med henblik på at forebygge anbringelse
–
og den målsætning er flere
kommuner lykkedes med. Antallet af anbragte børn har dog været stabilt gennem mange år
på ca. 1 %.
Dog fremgår det også af de seneste KØF-nøgletal, at kommunernes andel af udgifter til
forebyggelse set ift. samlede udgifter til anbringelse og forebyggelse varierer fra 18,01% til
56,8%. Det kan være et tegn på, at kommunernes råderum til forebyggende foranstaltninger
er under pres og/eller fordi der er kommunale forskelle, herunder borgernes
socioøkonomiske forhold.
BKF mener, at der altid
–
og fortsat
–
skal arbejdes med forebyggende foranstaltninger i
hjemmet, og gøres ALT hvad man kan for at forebygge en anbringelse gennem udvikling af
forældrenes kompetencer og/eller kompensere for det forældrene ikke magter. Det vil altid
være den sidste løsning at anbringe et barn.
Sekretariat: Børne- og Kulturchefforeningen, Ballerup Rådhus, Hold-An vej 7, 2750 Ballerup,
tlf. 4175 0660, mail: [email protected]
 SOU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 383: Til høring om udsatte børn, unge og familier torsdag d. 24/9-20 kl. 9-12 i Landstingssalen
2250259_0002.png
Ad: Flere tidligere anbringelser og bedre kvalitet
Når en indsats i en familie ender med en anbringelse, er der tale om et stort indgreb, der kan
karakteriseres ved et brud og et traume for både barn eller ung og forældre.
BKF mener således ikke, at flere og tidligere anbringelser er den rette løsning, og det er en
illusion at tro, at flere og tidligere anbringelser er den bedste løsning for barnet. BKF tilslutter
sig, at der er sager, hvor der ikke længere kan arbejdes med udvikling af forældreevnen, og
hvis et barn anbringes, sker det som udgangspunkt i en plejefamilie, hvis en plejefamilie kan
dække barnets behov. Derved understøttes barnet bedst muligt i hverdagslignende
anbringelsesforhold, nemlig hos en helt almindelig familie.
Der er gennem årene ikke ændret grundlæggende ved indholdet i forhold til anbringelse af
børn og unge. Der er gennem årene forsøgt udviklet socialpædagogiske metoder, der er stillet
større krav til plejefamiliernes rammer og kompetencer, og frem for statslige
døgninstitutioner er der kommet mindre regionale og kommunale døgninstitutioner og
opholdssteder.
I forlængelse af dette er der mangel på plejefamilier og det er endnu sværere at rekruttere
plejefamilier i egen kommune. Det betyder, at kommunerne kæmper om plejefamilierne og
også, at barnet ofte vil opleve et skoleskift ved anbringelse. Det er ærgerligt, for skolen kan
måske være det mest positive eller værdifulde i barnets hverdag.
Der mangler ensartede stillingtagen til hvilke faglige krav der kan stilles til plejefamilier og
der er usikkerhed om kvaliteten af det faglige indhold. Samtidig er det svært at fremvise
positive resultater og effekt af anbringelserne. Den grundlæggende udfordring er, at det er
svært at definere, hvad der skal til for at sikre effekt og kvalitet i en anbringelse
–
og om det i
virkeligheden er forebyggelse og sikkerhed for barnet eller den unge, der skal satses på.
BKF mener, der er behov for forsknings- og vidensmæssig indsigt omkring hvad der er god
kvalitet i anbringelse. Samtidig en opmærksomhed på fastholdelse og rekruttering af
plejefamilier. Når vi skal sikre trivsel og udvikling af alle anbragte børn og unge, skal der
tænkes radikalt anderledes end at barnet anbringes tidligere. Vi skal være sikre på, at de
indsatser der tilbydes i anbringelsen sikrer dem den trivsel og udvikling de har krav på
–
også
i overgangen til voksenlivet.
I forhold til bortadoption så mener BKF at den gældende lovgivning på området er
tilstrækkelig. Der er ved den seneste lovændring blevet lempet på regelsættet, hvilket er
meget positivt - ligesom der kan trækkes på viden fra VISO i de konkrete sager. Der vil helt
klart være sager, hvor det vil være det bedste for barnet i den givne situation.
Barnets stemme
Der peges med henvisning til ”Børnesagsbarometret” på, at reglerne om afholdelse af
børnesamtale (forud for afgørelsen) kun har fundet sted i 56 % af sagerne. BKF ønsker at
fremhæve, at det af barometret også fremgår, at der i 94 % af sagerne har været afholdt
Sekretariat: Børne- og Kulturchefforeningen, Ballerup Rådhus, Hold-An vej 7, 2750 Ballerup,
tlf. 4175 0660, mail: [email protected]
 SOU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 383: Til høring om udsatte børn, unge og familier torsdag d. 24/9-20 kl. 9-12 i Landstingssalen
2250259_0003.png
samtale med barnet, som led i den børnefaglige undersøgelse. Dvs. barnets stemme anvendes
i betydelig grad i hele undersøgelsesarbejdet, der går forud for en anbringelse.
En lov der sætter barnet først, kan også sætte barnet i en svær situation. Vi ved allerede hvor
svært det er for barnet, der er i klemme ved stridsfyldte skilsmisser, der ikke altid vurderes at
være i barnets tarv. Det er uklart for BKF hvad der er indholdet i udgangspunktet om ”at
barnet er til i
sin egen ret”. Det fremgår videre, ”at barnets ønsker og behov sættes først” og
at det ikke skal være indsatser og rettigheder for forældrene der er udgangspunktet.
”Barnets
egen ret”
lyder
fornuftigt, men der indlægges en præmis om, at barnet altid ved,
hvad der er bedst for barnet. Endvidere opfattes barnet lidt som ”en helt neutral og
uafhængig” part set i forhold til forældrene.
I praksis har forældrene meget ofte en meget,
meget stor indvirkning på, hvad barnet ønsker og vil. Det er således ofte forældrene der taler
igennem barnet.
Hovedparten af den gældende lovgivning går på, at forældrene kan takke nej til den indsats,
der socialfagligt er vurderet den bedste for barnet. Den eneste foranstaltning forældrene ikke
kan sige nej til er anbringelse uden samtykke. Dette element bør derfor også vurderes, når
barnets stemme skal gå foran forældres rettigheder.
I forlængelse heraf er det også vigtigt at være opmærksom på, hvor langt barnets rettigheder
skal gå. Skal barnet kunne sige nej til en foranstaltning? Eller handler det mest om, at barnet
skal kunne takke nej til at se sine biologiske forældre og øgning af kommunens pligt til at
inddrage barnet i sagsbehandlingen og derved gøre lovkomplekset for sagsbehandlerne
endnu mere omstændeligt?
BKF er bekymret for, om lovkomplekset på det børnesociale område gøres endnu mere
omfattende og komplekst. Der skal derfor være en generel opmærksomhed på oprydning i
gældende lovgivning, og at indsatsen og barnets stemme tænkes sammenhængende og
koordineret med fx dagtilbudsloven og folkeskoleloven. Derudover at barnet ikke kommer i
et dilemma i lighed med konfliktfyldte skilsmisser, hvor der så er behov for oprettelse af
endnu en organisatorisk ny enhed, som barnet så også skal forholde sig til.
Overgangen til voksenlivet
Vi ved, at der er få anbragte unge, der får et meget bedre liv i voksenlivet. Derfor er det godt
og relevant, at reformen også har dette fokus. Målgruppen af tidligere anbragte er ofte
kendetegnet ved økonomiske udfordringer, ingen uddannelse/beskæftigelse, få sociale
relationer mv. ligesom vi ved de fleste søger hjem til biologiske forældre igen efter
anbringelsens ophør. Dette bør kunne gøres bedre, men kræver mere viden om, hvad der skal
til for at flere lykkes ind i voksenlivet.
BKF er enig i, at de frivillige organisationer og mentorer kan have en vigtig rolle heri, men
BKF mener også, at det kræver mere end det. Således mener BKF, at det kræver
serviceeftersyn af efterværnsreglerne. Der er i serviceloven særlige regler for unge i
efterværn, der tydeligvis ikke er koordineret med anden lovgivning fx mulighed for samme
Sekretariat: Børne- og Kulturchefforeningen, Ballerup Rådhus, Hold-An vej 7, 2750 Ballerup,
tlf. 4175 0660, mail: [email protected]
 SOU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 383: Til høring om udsatte børn, unge og familier torsdag d. 24/9-20 kl. 9-12 i Landstingssalen
2250259_0004.png
forsørgelse som fx SU i lighed med andre unge. Der er andre regler eller muligheder hvis
man er anbragt og bliver voksen (18 år) end det, man som ung anbragt kan se hos sine ikke-
anbragte venner. Det stigmatiserer muligheden for at et anbragt voksen (18 år) får samme
muligheder.
Afsluttende overvejelser
BKF er optaget af, at barnet understøttes i eget hverdagsliv (normalitetsbegrebet). Det
betyder også, at sektorerne skal tænkes mere sammen og understøtte hinanden. BKF har
gennem de seneste år haft stort fokus på den helhedsorienterede og sammenhængende indsats
over for børnene og deres familier.
BKF ønsker, at der i ”Barnets Lov” også kommer et politisk fokus på en styrket
sammenhæng og at områderne lovgivningsmæssigt tænkes mere sammen. Det handler om
samarbejdet og snitflader mellem dagtilbud, skole og det børnesociale område. BKF mener
det er vigtigt, at familierne/børnene ikke kommer i klemme, og at hjælpen bliver ingens
ansvar eller man pr. automatik ”havner” inden for Serviceloven, når et barn har det svært fx
ift. børn med skolevægringsproblematikker.
Der er samtidigt flere børn, der har diagnoser, som det kan være svært for skolerne i
almenklasserne at håndtere. BKF mener, at det for børnene er vigtigt, at det også på
dagtilbuds- og skoleområdet er muligt at prioritere de tilstrækkelige ressourcer/kompetencer.
BKF oplever, at almenområdet ikke har den nødvendige kompetence eller kapacitet til
tilstrækkelige tidlige, forebyggende indsatser. Det generelle pres på det specialpædagogiske
område betyder, at man i institutioner og skoler reelt ikke oplever at gøre det ønskværdige i
form af fx udvidet skole-hjem-samarbejde, mentorordninger, tæt opfølgning m.v., hvorfor
udfordringerne kan vokse til et niveau, der gør det nødvendigt at iværksætte mere
indgribende foranstaltninger.
Derudover er det vigtigt at se på sammenhængen til PPR og sundhedsplejen. Fx har
sundhedsplejen behovsbestemte indsatser, hvor børnenes rettighed til trivsel og
sundhedsmæssig udvikling kunne tænkes langt tidligere ind i den almene forebyggende
indsats.
BKF ønsker, at der sikres tilstrækkeligt med viden om hvad der virker, og at der tænkes hele
vejen rundt omkring barnet. ALTSÅ: Hvordan kan vi sammen gøre det bedre?
Med venlig hilsen
Anne Vang Rasmussen
Formand for BKF
Helle Støve
Formand for BKF’s Børne-
og familienetværk
Sekretariat: Børne- og Kulturchefforeningen, Ballerup Rådhus, Hold-An vej 7, 2750 Ballerup,
tlf. 4175 0660, mail: [email protected]