Social- og Indenrigsudvalget 2019-20
SOU Alm.del Bilag 383
Offentligt
2248627_0001.png
Alle børn fortjener en
tryg barndom
De
Anbragtes
Vilkår
1
 SOU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 383: Til høring om udsatte børn, unge og familier torsdag d. 24/9-20 kl. 9-12 i Landstingssalen
Kære politikere
Alle anbragte børn fortjener en tryg barndom.
Men som det er i dag, er det
desværre langt fra tilfældet for mange af de knap 14.000 børn og unge, som er
anbragt uden for hjemmet. Utrygheden har mange årsager, og vi bliver nødt til
at forstå den langt bredere end de klassiske tryghedsrapporters konklusioner. Den
er strukturel, fordi det meste i et anbragt barns liv er midlertidigt. Den er relationel,
fordi alt for mange børn oplever ikke at have en voksen i deres liv, de kan stole på.
Og så er den individuel, fordi anbragte børns livshistorier ofte er fragmenterede,
identitetsmulighederne problemorienterede og adgangene til fællesskaber uden
for anbringelsen få.
Anbragte børn og unge vokser op i et helt særligt børneliv: Nemlig nogens
arbejdsplads. Det sætter store krav til systemet, hvis indsatsen også skal skabe
betingelserne for det gode børneliv.
Desværre ser vi, at anbragte børn og unge vokser op til at blive en del af kedelige
statistikker: Ca. 50 % færdiggør ikke deres folkeskole i 9. klasse, kun 24 % har
en ungdomsuddannelse seks år efter 9. klasse, 34 % af alle hjemløse unge har
anbringelsesbaggrund, og hver sjette tidligere anbragte er på førtidspension, når
de fylder 30
1
.
Hvis vi skal ændre det, er vi nødt til at stille større krav til de vilkår, vi tilbyder
anbragte børn og unge. Vi ved nemlig, at en tryg og god barndom skaber de
bedst mulige betingelser for det gode voksenliv.
Hos De Anbragtes Vilkår har vi en bred kontakt til både nuværende og tidligere
anbragte børn og unge. Deres historier og erfaringer peger med al tydelighed
på manglende tryghed i barndommen som et fundamentalt problem. Kun en
tredjedel af børn og unge mellem 11 og 17 år føler sig inddraget i deres egen sag,
og kun 39 % af børn og unge på døgninstitutioner føler sig trygge
2
. Baseret på
vores løbende arbejde, samarbejdet med praksissektoren og sammen med vores
medlemmer – nuværende og tidligere anbragte børn og unge – har vi udarbejdet
en række anbefalinger til, hvordan vi kan skabe større tryghed for anbragte børn.
Målet er todelt:
- Vi skal skabe et ”system” med tilbud, der sikrer, at alle børn oplever betingelserne
for et godt børneliv. Alle børn fortjener en tryg barndom.
- Og så skal vi hjælpe tidligere anbragte godt på vej i voksenlivet ved at sikre, at
de får støtte til at tage en uddannelse, har et sted at bo og et kapabelt netværk
at trække på.
Hvis det skal lykkes, er det overordnet set helt afgørende, at man som anbragt barn
eller ung:
-
Kan regne med noget.
Alt må ikke være midlertidigt. Der er brug for et trygt hjem
med mulighed for at slå rod. Ellers kan man ikke vokse.
-
Har en voksen, man kan stole på.
Børn må ikke være alene i livet. Når systemet
tager en anbragt i hånden og fjerner det fra sit biologiske hjem, må den hånd
ikke slippes, før den er givet ordentligt videre.
-
Føler sig set, hørt og forstået.
Anbragte børn og unge skal involveres i deres eget
liv. De skal både forstå, hvad der foregår og have indflydelse på, hvem der
passer på dem, og de valg, der bliver truffet om deres liv.
-
Har mulighed for at forstå sig selv som mere end sin anbringelse.
Børnelivet
må ikke omringes af fagsprog og forforståelse i et isoleret hverdagsliv kun på
matriklen. Anbragte børn og unge skal have muligheder for og støtte til at
udvikle en selvforståelse og identitet, der er lige så mangfoldig som andre børn
og unges.
På vegne af De Anbragtes Vilkår
David Adrian Pedersen
Bestyrelsesformand
KL 2019: ”Udsatte børn – nøgletal 2019”, KL 2017: ”Udsatte børn – nøgletal 2017”, SFI 2015: ”Anbragte 15-åriges hverdagsliv og udfordringer”, KL 2015: ”Analyse af skolegang og udvikling i voksenlivet blandt personer, som
har været anbragt uden for hjemmet som barn”, SFI – Det Nationale Forskningscenter for Velfærd 2016: Anbragte børn og unges trivsel 2016, Social- og Indenrigsministeriet: Socialpolitisk redegørelse 2019, Rambøll 2018:
Anbragte børn og unges trivsel 2018
2
Ibid
1
2
 SOU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 383: Til høring om udsatte børn, unge og familier torsdag d. 24/9-20 kl. 9-12 i Landstingssalen
Bagom vores anbefalinger
I det følgende præsenterer vi vores samlede anbefalinger. Vi har så vidt muligt
forsøgt at sætte vores anbefalinger ind under de tre spor, regeringen allerede har
lagt op til i deres reformarbejde, men flere af dem går også på tværs af sporene.
Det gælder for eksempel anbefalingerne til Barnets Lov (spor 2), der er relevante for
alle tre spor.
På næste side er et overblik over de samlede anbefalinger fordelt på de 3 spor.
Anbefalingerne er politiske, men i de to første spor er der også en række
praksisorienterede anbefalinger. De praksisorienterede anbefalinger kræver ikke
politisk handling men politisk opmærksomhed, fordi implementeringen af de
praksisorienterede anbefalinger er afgørende, hvis de politiske løsninger skal have
den ønskede effekt.
Anbefalingerne tager udgangspunkt i, at gældende lovgivning bliver overholdt
og udført i praksis. Desværre er det ikke altid tilfældet i dag. Vi ved eksempelvis,
at de børnefaglige samtaler undervejs i anbringelsen ikke altid bliver afholdt, at
afgørelsessamtaler inden anbringelse halter, og at handleplaner ikke altid bliver
lavet til tiden og af tilstrækkelig kvalitet. Det er i sagens natur nytteløst at vedtage
lovgivningsmæssige løsninger, hvis eksisterende barrierer i systemet gør, at de ikke
kan implementeres i praksis. De mange udfald i fast sagsbehandlingspraksis bør
derfor adresseres særskilt.
Selvom vi har mange anbefalinger, er der flere vigtige temaer, som vi ikke berører,
fordi det i mindre grad blev berørt på vores topmøder i 2020. Det drejer sig bl.a. om:
God læselyst.
2. Vores anbefalinger tager udgangspunkt i anbringelsesområdet, men det
forbyggende arbejde og ”hybride” former for anbringelse såsom familiehjem, åbne
anbringelser mv. er ikke med i kataloget. Det er imidlertid vores klare anbefaling,
at der altid arbejdes med at tilbyde støtte til hele familien under anbringelsen.
Samtidig er der i en rettidig indsats flere muligheder for støtte, og der bør være
bedre muligheder for selv at henvende sig tidligt for hjælp uden frygt for at få sit
barn anbragt. Anbringelse er en voldsom foranstaltning både for barn og familie
og bør kun anvendes, hvis der ikke findes andre alternativer. Hybride former for
anbringelse, hvor hele familien f.eks. kommer under én indsats, kan hjælpe barnet
til at bibeholde en meningsfuld relation til sin familie. Omvendt kan anbringelse
også godt være den rigtige foranstaltning første gang i en rettidig indsats, hvis
forældrenes omsorgsgivende muligheder er af så svær karakter, at der på kort sigt
ingen progressionsmulighed er til stede for forældrene.
1. Det
vigtige
samarbejde
mellem
anbringelseshjemmet,
civilsamfundet
og foreningslivet. Vi ved, at fællesskaber for anbragte børn uden for
anbringelseshjemmet er en mangelvare i dag, men afgørende for at
anbragte børn og unge kan få et bæredygtigt netværk, opdage styrker og
få vigtige kompetencer. Det at have venner, få interesser og være en del af
ungdomskultur uden for anbringelseshjemmet, er afgørende for at kunne finde vej
i uddannelsessystemet. Det er et emne, der nogle steder er i fokus i kommunerne,
men også noget der med fordel kan arbejdes meget mere strategisk med - gerne
i projektsammenhæng.
3
 SOU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 383: Til høring om udsatte børn, unge og familier torsdag d. 24/9-20 kl. 9-12 i Landstingssalen
2248627_0004.png
Overblik over vores anbefalinger
Regeringens spor 1:
Flere tidligere anbringelser og bedre kvalitet
- Anbefalinger med fokus på, hvordan vi forbedrer kvaliteten af anbringelser
Politiske anbefalinger:
1: Hjælp mig til at få en voksen, jeg stoler på, og som bliver i mit liv – også når der sker forandring
2: Lav en ny type handleplan, der flytter ansvaret fra mig til den voksne
3: Giv mine forældre støtte, så de kan skabe de bedste rammer for samvær med mig
4: Spørg mig, om jeg har en voksen, jeg føler mig tryg ved
5: Hjælp de voksne med at blive opmærksomme på den forråelse, der kan ske hos dem selv
6: Etablér nye beslutningsgange, der giver mig en stemme og betyder, jeg undgår unødige skift
7: Tag udgangspunkt i det, jeg har brug for og giv mig mulighed for at vælge til og fra i forhold til samvær
8: Giv mig to sagsbehandlere, som jeg altid ved, hvordan jeg kommer i kontakt med
9: Hjælp mig (tilbage) til en god skolegang
Praksisanbefalinger:
1: Hav fokus på det gode samarbejde med min mor og far
2: Hjælp mig med at falde til i mit nye anbringelseshjem
3: Skab bedre rammer for mit anbringelseshjem, så jeg kan møde hjemlige kvaliteter
4: Hjælp mig til at blive en del af fællesskabet og få sunde, ikke betalte relationer
5: Påtag jer forældreopgaven i forhold til min skolegang
6: Bliv endnu bedre til at undgå brugen af magt
Regeringens spor 2:
Barnets stemme
- Anbefalinger med fokus på, hvordan barnet kan få en større stemme i sin sag
Politiske anbefalinger:
1: Hjælp mig til at lære mine rettigheder at kende, så jeg kan indgå i en ligeværdig
samtale med kommunen
2: Hjælp mig med at finde ud af, om og hvordan tidligere anbragte kan være en støtte for mig
3: Giv mig en Barnets Livsbog, så jeg kan huske vigtige begivenheder i mit liv
4: investér i værktøjer, der kan styrke de voksnes inddragelse af mig i mit liv
Praktiskanbefalinger:
1: Opkvalificer min sagsbehandlers kompetencer i børneinddragelse
2: Giv mig mulighed for at kende mine rettigheder og bruge mine støttemuligheder
3: Brug mine erfaringer og oplevelser til at skabe et bedre børneliv for anbragte
4: Du er nødt til at kende mig, hvis du skal træffe de rigtige beslutninger i mit liv
Regeringens spor 3:
Overgang til voksenlivet
- Anbefalinger med fokus på, hvordan vi sikrer anbragte unge en god start på voksenlivet
Politiske anbefalinger:
1: Giv mig mulighed for at få et hjem, en uddannelse og en stabil relation, jeg kan trække på
2: Giv mig ret til at modtage efterværn, så jeg kan komme godt i gang med voksenlivet
3: Hjælp mig med mig at få en uddannelsesplan
4: Hjælp mig tidligere i gang med at forberede et trygt og godt voksenliv
5: Giv mig tilbud om gratis psykologhjælp eller anden terapi, så jeg kan trives i mit voksenliv, uden
at blive forstyrret af min opvækst
6: Giv mig støtte til at gennemføre en ungdomsuddannelse
4
 SOU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 383: Til høring om udsatte børn, unge og familier torsdag d. 24/9-20 kl. 9-12 i Landstingssalen
2248627_0005.png
Regeringens spor 1:
Flere tidligere anbringelser
og bedre kvalitet
Et godt børneliv på nogens arbejdsplads stiller store krav til ”systemet” og de voksne,
der er omkring de anbragte børn og unge. Fra indsatsen i det biologiske hjem til selve
anbringelsesstedet og barnets skolegang og fritidsliv – og samarbejdet imellem de tre.
Men skal systemet kunne sikre, at anbragte får et godt børne- og ungeliv, så kræver det
også, at de voksne forstår barnet endnu bedre og sætter barnet først, så indsatsen bliver
ved med at have de rigtige vilkår i takt med, at barnet udvikler sig.
Politiske anbefalinger:
1: Hjælp mig til at få en voksen, jeg stoler på, og som bliver i mit liv – også når der sker forandring
2: Lav en ny type handleplan, der flytter ansvaret fra mig til den voksne
3: Giv mine forældre støtte, så de kan skabe de bedste rammer for samvær med mig
4: Spørg mig, om jeg har en voksen, jeg føler mig tryg ved
5: Hjælp de voksne med at blive opmærksomme på den forråelse, der kan ske hos dem selv
6: Etablér nye beslutningsgange, der giver mig en stemme og betyder, jeg undgår unødige skift
7: Tag udgangspunkt i det, jeg har brug for og giv mig mulighed for at vælge til og fra i forhold til samvær
8: Giv mig to sagsbehandlere, som jeg altid ved, hvordan jeg kommer i kontakt med
9: Hjælp mig (tilbage) til en god skolegang
Praksisanbefalinger:
1: Hav fokus på det gode samarbejde med min mor og far
2: Hjælp mig med at falde til i mit nye anbringelseshjem
3: Skab bedre rammer for mit anbringelseshjem, så jeg kan møde hjemlige kvaliteter
4: Hjælp mig til at blive en del af fællesskabet og få sunde, ikke betalte relationer
5: Påtag jer forældreopgaven i forhold til min skolegang
6: Bliv endnu bedre til at undgå brugen af magt
5
 SOU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 383: Til høring om udsatte børn, unge og familier torsdag d. 24/9-20 kl. 9-12 i Landstingssalen
2248627_0006.png
Praksisanbefalinger
1: Hjælp mig til at få en voksen, jeg stoler på, og som bliver i
mit liv – også når der sker forandring
Anbragte børn oplever ofte, at voksne i deres liv forsvinder. Det kan f.eks. være fordi,
at barnet flytter fra sin plejefamilie, fylder 18 år, eller fordi den voksne får nyt job. Det
kan være ødelæggende for et barn at miste en voksen, man føler sig knyttet til.
Anbefalinger til skærpelse af Barnets Lov:
1. Alle anbragte børn og unge skal have mulighed for at fastholde kontakten
til deres primærperson (pædagog eller plejemor- eller far), selvom der sker
ændringer i barnets eller primærpersonens (arbejds)liv. Kontakten med en
tidligere primærperson skal så vidt muligt bestå, indtil barnet eller den unge selv
vælger det fra. Det er den kommunale sagsbehandlers ansvar at koordinere med
primærpersonen. Har vedkommende fået nyt job, skal kommunen kunne frikøbe
Regeringens spor 1
fagpersonen, så vedkommende fortsat kan stå til rådighed for barnet, såfremt
fagpersonen også ønsker det.
2. Døgntilbud: Barnet skal efter tre måneders ophold have høringsret i forhold
til at vælge, hvem der skal være barnets primærperson – samme ret bør altid
være gældende ved et udefrakommende påført skifte (f.eks. hvis den tidligere
primærperson får nyt arbejde).
Politiske anbefalinger
6
 SOU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 383: Til høring om udsatte børn, unge og familier torsdag d. 24/9-20 kl. 9-12 i Landstingssalen
2248627_0007.png
2: Lav en ny type handleplan, der flytter ansvaret fra mig til
den voksne
Det er afgørende, at de voksne etablerer faglige strukturer for samarbejde og hjælp,
som sikrer, at anbragte børn og unge i mindre grad kommer i klemme i systemets
professionelle set-up og samtidig får ro til at lære, lege og bare være et ungt
menneske. Hertil kommer, at for mange anbragte børn og unge oplever perioder
uden for uddannelsessystemet samt dårlig progression skolen.
Anbefaling til skærpelse af Barnets Lov:
1. Der skal udvikles en ny systematik for udarbejdelsen af og arbejdet med
handleplaner, så de i højere grad fokuserer på den kontekst, barnet vokser op i frem
for barnet alene. Handleplanen skal tage udgangspunkt i barnets støttebehov
og indeholde en fælles indsatshandleplan, som konkret anviser, hvordan barnets
omgivelser (plejefamilie eller døgntilbud) kan bidrage til barnets udvikling og
trivsel. Som det er i dag, består handleplanen ofte af isolerede udpegninger af
problemer hos barnet. Handleplanen skal i højere grad kigge fremad og bygges
op omkring de styrker, børnene besidder. Samtidig skal det være okay med
perioder uden udviklingsmål, der er møntet på barnet. Det kan f.eks. være, at der
i stedet skal sættes kollektive mål for børn og voksne som fællesskab.
2. Handleplanen bør også indeholde en obligatorisk plan for barnets skolegang se
yderligere herom i anbefaling 9.
3: Giv mine forældre støtte, så de kan skabe de bedste
rammer for samvær med mig
I dag hjælper vi oftest ikke de anbragte børn og unges forældre efter anbringelse.
De står tilbage uden støtte og hjælp til at forstå deres nye rolle som forældre til
et anbragt barn, får sjældent hjælp til at håndtere deres sorg og får heller ikke i
tilstrækkelig grad hjælp til at skabe de bedste rammer for succesfuldt samvær med
deres børn.
Anbefalinger:
1. Når et barn eller en ung bliver anbragt, skal kommunerne tilbyde forældre et
sorgtilbud, hvor de kan finde støtte og rådgivning i forhold til at bearbejde og
håndtere familiens nye situation.
2. Social-
og
Indenrigsministeriet
iværksætter
en
undersøgelse
af,
hvorfor
kommunerne ikke altid udarbejder forældrehandleplaner og hjemgivelsesplaner,
samt hvordan vi kan indrette praksis, så vi sikrer, at planerne bliver udarbejdet til
gavn for de anbragte børn og unge og deres familier.
7
 SOU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 383: Til høring om udsatte børn, unge og familier torsdag d. 24/9-20 kl. 9-12 i Landstingssalen
4: Spørg mig, om jeg har en voksen, jeg føler mig tryg ved
Alt for mange anbragte børn og unge er ensomme og føler ikke, at de har en tryg
relation til en voksen. I Socialtilsynets kvalitetsmodel for anbringelse bliver der i dag
målt på forskellige indikatorer i forhold til anbringelsen af et barn. Men der bliver ikke
målt på, hvorvidt barnet mener, at det har en tryg relation til en voksen. Desuden er
der flere andre betingelser, som vi tager for givet i ikke-anbragte børns hverdagsliv,
men som vi ikke måler på, om er til stede i anbragte børns hverdag.
Anbefaling:
1. Opdater Socialtilsynets kvalitetsmodel, så der også bliver spurgt ind til og målt på:
- Hvorvidt barnet selv mener, at barnet har en tryghedsperson/betydningsfuld
relation i sin hverdag, hvor barnet kan finde støtte og rådgivning. Hvis barnets
svar er nej, skal Socialtilsynet bede anbringelseshjemmet (plejefamilie eller
døgntilbud) om en plan for, hvordan barnet får en betydningsfuld relation og
tilknytning til en voksen, barnet kan føle sig tryg ved.
- Hvordan tilbuddet arbejder med identitetsdannelse. Det kan være svært for
anbragte børn at skabe en identitet og selvforståelse, som bygger på andet
end ens anbringelsesstatus. Det er derfor afgørende, at barnet har adgang
til relationer, rollemodeller og aktiviteter, som ikke er underlagt et professionelt
setup. Samtidig bør de voksne omkring barnet have fokus på barnets livshistorie
og på at styrke barnets bevidsthed om og tro på egne ressourcer og styrker. En
vigtig del af det handler også om sprogbrugen i anbringelseshjemmet – barnet
skal have mulighed for at forstå sig selv gennem andre prismer end det fagsprog,
de professionelle omkring barnet bruger.
- Hvordan der arbejdes med at fastholde og udviklet barnets netværk,
f.eks. relationer til både søskende og venner, samt fællesskaber uden for
anbringelsesstedet
- Hvordan tilbuddet arbejder aktivt sammen med barnets skole i en ansvars-
påtagende forældrerolle.
5: Hjælp de voksne med at blive opmærksomme på den
forråelse, der kan ske hos dem selv
Psykisk vold er blevet anerkendt i straffeloven, som særskilt, strafbart delikt (forseelse).
Heri ligger en anerkendelse af, at den psykologiske påvirkning af et andet menneske
kan være så destruktiv og skadelig, at den kan beskrives som vold. Men det fremgår
ikke tydeligt, hvilken betydning denne lovfæstelse får for andre områder, herunder
magtanvendelsescirkulæret, der beskriver rammen for lovlig magtanvendelse. Det
er vigtigt, at det bliver helt tydeligt, hvilke handlinger der defineres som strafbar,
psykisk vold.
Anbefaling:
1. Social- og Indenrigsministeriet bør revurdere vejledningen til magtanvendelses-
cirkulæret, så det bliver klart, hvilken betydning det har, at straffeloven nu
anerkender psykisk vold som en strafbar forseelse, herunder redegøre for, hvornår
der er tale om henholdsvis lovlig og ulovlig magt i den forbindelse.
8
 SOU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 383: Til høring om udsatte børn, unge og familier torsdag d. 24/9-20 kl. 9-12 i Landstingssalen
6: Etablér nye beslutningsgange, der giver mig en stemme og
betyder, jeg undgår unødige skift
Der kan være gode grunde til, at et anbragt barn skal flytte – enten fra sin plejefamilie,
et nyt døgntilbud eller skole. Men vi oplever, at flytninger alt for ofte handler om
andre faktorer end barnets tarv. Tal fra Danmarks Statistik viser, at en fjerdedel af
børn, som bliver fjernet som spæde oplever mellem 1-3 skift, før de når skolealderen
2
.
Skiftene stiger i frekvens jo ældre børnene er, når de anbringes. Vi ved, at skift er
skadelige for barnets mulighed for tilknytning, for at blive en del af et fællesskab og
for barnets følelse af tryghed.
Anbefaling:
1. Social- og imdemrigsministeriet iværksætter en undersøgelse, som fokuserer på at
sikre flere stabile og bæredygtige anbringelser, herunder:
- Muligheden for topartsgodkendelser ifm. flytning: Man bør sikre, at flytning er sidste
udvej. Det kan ske ved at stille krav om en grundig redegørelse for årsagerne
til flytning, som dokumenterer, at alle muligheder er afsøgt. En ekstern aktør bør
gennemgå redegørelsen og vurdere, om der kan gøres noget for, at barnet
kan blive, såfremt det ikke drejer sig om personkrænkende forhold mod barnet i
anbringelseshjemmet.
- Hvordan vi sikrer den rigtige type anbringelse – første gang: For mange børn flytter
rundt i forskellige typer anbringelse. Hvordan sikrer vi en bæredygtig anbringelse
– fra start? Det kræver gennemsyn af beslutningsgangene ifm. anbringelse,
herunder hvem som træffer beslutningen, og hvordan man tværfagligt sikrer
de rette udredningskompetencer. Undersøgelsen bør også adressere mulige
økonomiske incitamenter for hjemgivelse.
- Om skillelinjen ved det 12. år, hvor barnet bliver part i egen sag, er for sent. Der kan
blive truffet store beslutninger i et anbragt barns liv, men i dag er det først ved det
12. år, at barnet bliver part og dermed f.eks. kan klage til Ankestyrelsen. Det bør
derfor undersøges, om denne skillelinje er hensigtsmæssig, og hvorvidt en mere
gradvis tildeling af rettigheder kunne styrke barnets oplevelse af medindflydelse
i eget liv.
7: Tag udgangspunkt i det, jeg har brug for og giv mig mulighed
for at vælge til og fra i forhold til samvær
Det anbragte barns stemme skal i højere grad end i dag prioriteres over forældrenes
af de kommunale sagsbehandlere. Der findes flere historier om børn, der presses eller
tvinges til samvær med forældrene – det er aldrig okay.
Anbefalinger:
1. Det skal være muligt for et anbragt barn eller ung at vælge sine forældre fra.
Det skal ikke være nemt, men en velovervejet beslutning der ikke nødvendigvis er
definitiv. Sagsbehandlerne bør altid lytte til barnets nej til samvær, ligesom barnet
senere skal spørges til og støttes i eventuelt ønske om at genoptage kontakten.
2. Det skal være muligt for et anbragt barn eller ung at frabede sig forældreinvolvering
f.eks. ved personlige problemer, problemer i skolen med videre. Det er i den
forbindelse vigtigt, at det alene er barnet, der vælger relationen fra, og ikke
plejefamilier eller andre personer i barnets liv.
2
Danmarks Statistik for Jyllands-Posten, 29. februar 2020.
9
 SOU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 383: Til høring om udsatte børn, unge og familier torsdag d. 24/9-20 kl. 9-12 i Landstingssalen
8: Giv mig to sagsbehandlere, som jeg altid ved, hvordan jeg
kommer i kontakt med
Den utryghed, som anbragte børn oplever, bunder ofte i den midlertidighed, det
videnstab og manglende afklaring det skaber, når ens sagsbehandler skifter job,
bliver sygemeldt eller på anden vis forsvinder. Sådanne skift er en stor udfordring,
fordi det er sagsbehandleren, som har (eller bør have) det samlede overblik over
barnets sag, og som bærer ansvaret for at træffe de rette beslutninger for barnets liv.
Samtidig kan det ofte være uklart for anbragte børn, hvordan man kommer i kontakt
med sin sagsbehandler – særligt hvis man ikke har egen telefon eller adgang til mail.
Anbefalinger til skærpelse af Barnets Lov:
1. To sagsbehandlere bliver tilknyttet alle anbragte børn og unge for at skabe bedre
betingelser for en stabil kontakt til kommunen. Som barn skal man altid vide,
hvordan man kommer i kontakt med ens sagsbehandler.
2. Minimum 4 møder om året med sagsbehandler i de første to år, barnet er anbragt
og minimum 4 møder i det første år efter et anbringelsesskift. Møderne skal sikre,
at barnet er velanbragt og give mulighed for at justere støtten til barnet og/eller
anbringelseshjemmet.
3. Ovenstående indebærer et opgør med organisering efter alder, dvs. der skal ikke
ske et skift i sagsbehandler, fordi barnet f.eks. overgår til en ungeenhed. Så vidt
muligt skal sagsbehandler følge med barnet fra anbringelse til slut, hvis barnet
ønsker det.
9: Hjælp mig (tilbage) til en god skolegang
– også efter folkeskolen
Mange anbragte børn oplever skolevægring og endda perioder uden skolegang.
Det kan være i forløbet, som leder op til anbringelse. Eller i tiden efter. Resultatet
er desværre, at kun halvdelen af anbragte børn og unge i Danmark færdiggør
folkeskolen med en eksamen. Af dem har kun 24 % en ungdomsuddannelse seks år
efter 9. klasse.
Anbefalinger:
1. Når man starter i en ny skole eller kommer i skole, efter man er blevet anbragt,
skal der laves en plan for skolestart og trivsel på tværs af skole, anbringelseshjem,
barn og evt. det biologiske hjem. Planen skal indeholde aftaler om, hvordan man
fortæller om sin anbringelse til klassen på en god måde med respekt for barnets
ønsker, hvad de voksne omkring barnet gør, hvis barnet får det svært, udpegelse
af en tryghedsvoksen på skolen samt overvejelser om, hvordan den resterende
forældregruppe inddrages. Udarbejdelsen af en sådan ”Barnets skoleplan” bør
gøres obligatorisk.
2. Tidligst muligt og senest når barnet færdiggør 7. klasse, skal skole, anbringelses-
hjem, barn og evt. det biologiske hjem udarbejde en uddannelsesplan, som
kigger frem mod mulige ungdomsuddannelser og afklarer eventuelle støttebehov,
efterhånden som det bliver relevant. Handleplanen udarbejdes i samarbejde
med skolen og PPR. Handleplanen bør, modsat praksis i dag, være langsigtet
(som minimum et 3-årigt perspektiv) og indtænke plan for ungdomsuddannelse
og støtte, efterhånden som det bliver relevant.
3. Det personrettede tilsyn bør mere aktivt følge op på, om barnet flytter sig fagligt
og justere støtte eller tilbud tilsvarende.
4. Det skal være et retskrav for alle børn – også anbragte – at have 1.800 dages
skolegang, dvs. 10 års skolegang.
5. Der skal udvikles en bedre tilsynsmodel for interne skoler på dagbehandlingstilbud
og døgntilbud efter samme model som tilsynsmodellen for de sociale tilsyn. Det er
et grundlæggende problem, at kommunerne selv må føre tilsyn med deres egne
skoletilbud, og at der ikke findes afrapporteringskrav. En ny type tilsynsmodel vil
medføre udviklingen af en fælles kvalitetsmodel, som også er gavnlig i forhold til at
få viden om, og en ensretning af, hvad som virker i de specialiserede skoletilbud.
10
 SOU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 383: Til høring om udsatte børn, unge og familier torsdag d. 24/9-20 kl. 9-12 i Landstingssalen
2248627_0011.png
Praksisanbefalinger
1: Hav fokus på det gode samarbejde med min mor og far
Et godt samarbejde mellem sagsbehandler, anbringelseshjem og forældre øger
barnets mulighed for at opleve stabilitet og tryghed i sin anbringelse.
Anbefalinger:
1. Sagsbehandler og anbringelseshjem (plejefamilie eller døgntilbud) kan med fordel
gå meget mere aktivt ind i forældresamarbejdet i et langsigtet og helhedsorienteret
perspektiv.
2. Kommunen skal sikre, at arbejdet med familien fortsætter under anbringelsen, så
de voksne får hjælp til at træde ind i rollen som forældre til et anbragt barn. Hvis
der er konflikt mellem familie og anbringelseshjem, bør det være et pejlemærke,
at støtten til barnet øges, da barnet risikerer at blive klemt i midten. Herunder:
Regeringens spor 1
- Kommunen skal i samarbejde med anbringelseshjemmet se på, hvordan
forældrene kan få en konfliktnedtrappende kommunikationskanal med
kommunen. Når mange forældre vælger at anke deres sag kontinuerligt, kan det
være fordi, de oplever det som den eneste handlemulighed. Der skal være andre
handlemuligheder, da konflikter er forstyrrende for barnet og uhensigtsmæssigt
for samarbejdet.
- Kommunerne skal tilbyde særligt plejeforældre bedre støtte til samarbejdet med
det biologiske hjem, som er komplekst og til tider svært.
3. Kommunerne skal give hjælp og støtte til samvær med de biologiske forældre, så
det bliver meningsfuldt. Hvis barnet giver udtryk for, at samværet ikke er rart, må
de øvrige voksne omkring barnet undersøge hvorfor og finde nye muligheder for
samværet. Samtidig skal det altid være okay for et barn at sige nej til samvær.
4. Sagsbehandler og anbringelseshjem skal være undersøgende i forhold til, om
der kan blive etableret bedre og mere fleksible muligheder for samvær, så det
biologiske ophav kan spille den bedst mulige rolle givet omstændighederne. I dag
er det i alt for høj grad alt eller intet-valg for anbragte børn og unge, når det
handler om samvær med deres forældre.
5. Ved hjemgivelse skal kommunen sikre, at der er tilstrækkelig støtte til både barn og
familie, så livet som familie kan komme godt i gang igen.
11
Praksisanbefalinger
 SOU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 383: Til høring om udsatte børn, unge og familier torsdag d. 24/9-20 kl. 9-12 i Landstingssalen
2: Hjælp mig med at falde til i mit nye anbringelseshjem
I dag er der alt for lidt fokus på, hvordan de voksne kan sikre, at et barn eller ung
falder godt til i sin plejefamilie eller på døgntilbud og har en voksen, de føler sig
trygge ved gennem hele indkøringsforløbet og efterfølgende.
Anbefalinger:
1. Implementér et nyt trin i anbringelsesprocessen, der sætter fokus på det gode
match. Sagsbehandlere og pædagoger fra døgntilbud eller plejeforældre skal
sammen udvikle en proces for den ultimative indkøring, der så nænsomt som
muligt hjælper barnet på plads. Det kan være, at barnet f.eks. kan få billeder
og præsentation af stedet og de voksne forud for anbringelse, mens besøg
på stedet inden anbringelse bør være obligatorisk – ikke mindst for at barnet får
mulighed for at præsentere sig selv og møde de nye voksne i barnets liv. Når
kommunen ved, at et barn eller ung skal anbringes, bør barnets sagsbehandler(e)
desuden undersøge, om der nogen, der kan være barnets tryghedsperson
gennem forløbet. Det er en ret for barnet i dag, men sjældent gældende i praksis.
Som en del af den gode indkøring kan man med fordel også arbejde med, om
man kan blive bedre til at invitere barnets potentielle tryghedspersoner ind.
Det er afgørende at skabe en tilpas langsom proces, så barnet og familien kan følge
med, og så der kan være en bæredygtig løsning på plads, når barnet anbringes.
Ofte bliver selve anbringelsesprocessen meget hurtig, og det gør selve anbringelsen
mere ubehagelig end nødvendigt og potentiel skadelig.
3: Skab bedre rammer for mit anbringelseshjem, så jeg kan
møde hjemlige kvaliteter
Vi ved godt, hvad der kendetegnes som vigtige betingelser i det gode børneliv. De
tilbud, vi giver anbragte børn og unge bør afspejle de samme kvaliteter og måles op
imod det som succeskriterier.
Anbefalinger:
1. Døgntilbud og plejeforældre skal sikre, at barnet har mere en-til-en tid og øget
tilgængelighed til en voksen tryghedsperson/primærperson.
2. Alle voksne omkring barnet skal turde at gå ind i ægte relationer med børnene. Børn
har brug for kærlighed, kram og nærværende voksne, der rigtigt ”vil dem”. Det er
den ”særlige” voksne, der kan gøre hele forskellen i et barns liv. Det kræver også
en revision af den måde, der bliver undervist i rollen på pædagoguddannelsen.
3. Plejeforældre og pædagoger på døgntilbud skal i samarbejde med et anbragt
barns sagsbehandlere lægge en plan for, hvordan barnet kan få styrket sit netværk
og få flere trygge relationer og blive en del af et fællesskab. Det gælder både i
forhold til at hjælpe barnet med at bygge bro udadtil; ved at gå til fritidsaktiviteter,
fastholde kontakten til gamle venner – og ved at åbne op indadtil; ved at hjælpe
barnet med at have venner på besøg og løbende afsøge barnets netværk for,
om der er voksne, der kan inviteres ind i barnets liv.
4. Plejeforældre og pædagoger på døgntilbud skal have mere ekstern supervision.
Samtidig anbefales det, at Socialstyrelsen udvikler nogle faglige standarder
for hvad der kendetegner god faglig supervision, herunder mulighederne for
supervision i og af praksis.
5. Døgntilbud bør se på, hvordan der endnu bedre kan arbejdes med den faste
dokumentation. For mange anbragte er det mærkeligt, at man ved, der bliver
skrevet en masse ned af de voksne, som man ikke ved, hvad er. Tilbuddet skal
være undersøgende på, hvordan det kan gøres bedre og mere trygt – i fællesskab
med de unge.
12
 SOU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 383: Til høring om udsatte børn, unge og familier torsdag d. 24/9-20 kl. 9-12 i Landstingssalen
4: Hjælp mig til at blive en del af fællesskabet og få sunde, ikke
betalte relationer
Stærke relationer er – for ikke-anbragte såvel som anbragte børn og unge – vigtige
veje til at få en uddannelse og til at styrke deres trivsel. Sport og fritid er vigtige for at
give anbragte børn og unge et ikke betalt netværk.
Anbefaling:
1. Foreninger, kommuner og pædagoger fra døgntilbud eller plejeforældre bør gå
sammen om at finde nye veje til at støtte et anbragt barn eller ung i at bygge bro
til sport og fritid og blive en del af fællesskabet. De voksne, som barnet stoler på,
skal have mulighed for at blive sammen med barnet til fritidsaktiviteten.
6: Bliv endnu bedre til at undgå brugen af magt
Magtanvendelser er voldsomme, utrygge og skadelige for et anbragt barns mulighed
for at stole på de voksne og bør minimeres. Har en lovlig magtanvendelse fundet
sted, skal de voksne omkring barnet blive bedre til at evaluere med hinanden, med
barnet og med andre omkring barnet.
Anbefalinger:
1. De voksne omkring barnet skal løbende drøfte, hvornår magtanvendelser var
sidste udvej, eller om de kunne være undgået tidligere i forløbet – også selvom
de er lovlige.
2. De voksne omkring barnet skal blive bedre til at evaluere magtanvendelser med
barnet selv og eventuelt give barnet mulighed for at have en bisidder med til
5: Påtag jer forældreopgaven i forhold til min skolegang
Nogle anbragte børn kan have svært ved at finde deres plads i skolen. Derfor bliver
mange anbragtes skolegang desværre præget af skolevægring og endda konflikt.
Hvis barnet har for meget at bekymre sig om, sociale eller faglige udfordringer, kan
det ofte blive negativt definerende for barnets elevidentitet.
Anbefalinger:
1. Anbringelseshjemmet skal tage ansvar for samarbejdet med skolen og støtte
barnet alt det, de kan – også selvom opgaven måske på papiret ligger hos skolen.
Det betyder i praksis at ”tage forældreopgaven på sig”, stille op og stille krav til
barnets skolegang.
2. Anbringelseshjemmet skal tage ansvar for at hjælpe skolen med at få en positiv
fortælling om barnet, så man ikke kun mødes om konflikt, men også husker at dele
succeshistorier og gode oplevelser. Det er vigtigt for at hjælpe barnets elevidentitet
godt på vej og klæde lærerne på til at opdage barnets styrker.
samtalen.
3. De voksne skal blive bedre til at evaluere magtanvendelser med de andre børn
og voksne eller hele familien ved pleje. Det er også voldsomt for andre børn at
opleve et barn blive udsat for magtanvendelse, og derfor skal episoden evalueres
og bearbejdes i fællesskab.
13
 SOU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 383: Til høring om udsatte børn, unge og familier torsdag d. 24/9-20 kl. 9-12 i Landstingssalen
2248627_0014.png
Regeringens spor 2:
Barnets stemme
Alt for mange anbragte børn og unge føler sig som tilskuere i deres eget liv. Det handler
både om, at de ikke kender deres rettigheder og muligheder, men også om at de ikke
bliver involveret i deres egen sag - altså i beslutningerne om deres eget liv. Når systemet
vælger at fjerne et barn fra sine forældre, påtager systemet sig forældreopgaven. Det
indebærer et ansvar for at sikre barnet en god og tryg barndom – helt ind i voksenlivet.
En afgørende forudsætning for at lykkes med det, er at lytte til det enkelte barn og
involvere det enkelte barn i de beslutninger, der bliver truffet om barnets liv.
Politiske anbefalinger:
1: Hjælp mig til at lære mine rettigheder at kende, så jeg kan indgå i en ligeværdig
samtale med kommunen
2: Hjælp mig med at finde ud af, om og hvordan tidligere anbragte kan være en støtte for mig
3: Giv mig en Barnets Livsbog, så jeg kan huske vigtige begivenheder i mit liv
4: investér i værktøjer, der kan styrke de voksnes inddragelse af mig i mit liv
Praktiskanbefalinger:
1: Opkvalificer min sagsbehandlers kompetencer i børneinddragelse
2: Giv mig mulighed for at kende mine rettigheder og bruge mine støttemuligheder
3: Brug mine erfaringer og oplevelser til at skabe et bedre børneliv for anbragte
4: Du er nødt til at kende mig, hvis du skal træffe de rigtige beslutninger i mit liv
14
 SOU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 383: Til høring om udsatte børn, unge og familier torsdag d. 24/9-20 kl. 9-12 i Landstingssalen
2248627_0015.png
Praksisanbefalinger
1: Hjælp mig til at lære mine rettigheder at kende, så jeg kan
indgå i en ligeværdig samtale med kommunen
Alle anbragte børn og unge har krav på at have en bisidder med til møder med
kommunen. Men i dag er det alt for få, der reelt får det tilbudt. Samtidig er der alt for
få anbragte børn og unge, som kender deres rettigheder. Derfor ved de ikke, hvad
de har ret til – eller hvornår deres rettigheder bliver overtrådt. En bisidder kan være
med til at sikre, at kommunen overholder barnets rettigheder.
Anbefalinger til skærpelse af Barnets Lov:
1. Et obligatorisk møde mellem en professionel bisidder og barnet før afgørelsesmødet
når §50- undersøgelsen skal munde ud i en foranstaltning og igen, når barnet bliver
12, 15 og 17 år, hvor der indtræder nye regler og rettigheder for barnet. På mødet
kan den professionelle bisidder oplyse barnet om dets rettigheder og tilbyde at
Regeringens spor 2
følge med barnet videre i forløbet med kommunen. Barnet kan naturligvis takke
nej til at blive fulgt af en professionel bisidder. Men mødet vil skabe mulighed for, at
barnet forstår sine rettigheder, og hvad en bisidder kan hjælpe med.
Politiske anbefalinger
2: Hjælp mig med at finde ud af, om og hvordan tidligere
anbragte kan være en støtte for mig
Peerstøtte – i dette tilfælde støtte fra tidligere anbragte - rummer et stort potentiale
for at gøre en positiv forskel for mennesker i udsatte positioner. Der er efterhånden
mange gode erfaringer fra voksenpsykiatrien med brugen af peers som både
mentorer og som medarbejdere.
Anbefaling:
1. Sæt midler af til et projekt, der kan undersøge potentialet i at arbejde med peers
på anbringelsesområdet. Her kan tidligere anbragte unge være støttepersoner
for nuværende anbragte børn og unge efter inspiration fra voksenpsykiatrien, og
måske endda ansættes som peer-medarbejdere på døgntilbud, ligesom peers
måske kan gøre en positiv forskel i forhold til børneinddragelse hos de sociale
tilsyn. En sådan indsats vil kræve et ambitiøst projekt, der investerer i udvikling af
relevant uddannelse og understøttelse til peer-medarbejderne, ligesom man har
gjort på voksenområdet.
15
 SOU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 383: Til høring om udsatte børn, unge og familier torsdag d. 24/9-20 kl. 9-12 i Landstingssalen
2248627_0016.png
3: Giv mig en Barnets Livsbog, så jeg kan huske vigtige
begivenheder i mit liv
Mange anbragte børn og unge mangler fornemmelsen af, hvem de er, og hvor
de kommer fra. Det kan resultere i rodløshed, manglende selvværd og svære
muligheder for identitetsdannelse.
Anbefaling:
1. Alle anbragte børn skal have ret til en Barnets Livsbog, der med billeder, historier og
eventuelle dokumenter samler vigtige begivenheder i barnets liv i en organiseret
form, som barnet kan tage til sig som en del af sin livsfortælling.
4: Invester i værktøjer, der kan styrke de voksnes inddragelse
af mig i mit liv
Som vi slog fast i indledningen, føler omkring en tredjedel af børn og unge mellem 11
og 17 år ikke, at de bliver inddraget i deres egen sag.
Anbefaling:
1. I statsligt regi bør der blive afsat en pulje med midler til udvikling og implementering
af nye værktøjer, der kan sikre, at sagsbehandlere i kommunerne har mulighed for
hele tiden at tjekke op på børn i forhold til deres oplevelser af situationer i deres
liv. For eksempel kan sagsbehandlere benytte metoder som Feedback Informed
Treatment (FIT) for at inddrage børnene i evalueringen.
16
16
 SOU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 383: Til høring om udsatte børn, unge og familier torsdag d. 24/9-20 kl. 9-12 i Landstingssalen
2248627_0017.png
Praksisanbefalinger
1: Opkvalificer min sagsbehandlers kompetencer i
børneinddragelse
Børns inddragelse i egen sag er over tid blevet bedre via forskellige love og regler om
partshøringer og børnesamtaler. Men socialrådgiverne fortæller, at der er samtaler,
der ikke bliver holdt på grund af manglende tid, og at kvaliteten af samtalerne i
flere tilfælde kan diskuteres. Socialrådgiverne fortæller også om problemer med at
sikre opfølgningen i anbringelsessagerne. Anbragte og tidligere anbragte børn har
samme oplevelse. De fortæller, at de nogle gange slet ikke føler sig set eller hørt.
Anbefalinger:
1. Socialrådgivere, der arbejder med børnesager, skal have et kompetenceløft
i børneinddragelse i form af en obligatorisk videreuddannelse. Desuden skal
der være løbende supervision og bedre introforløb for nye socialrådgivere på
Regeringens spor 2
området.
2. Socialstyrelsen bør i samarbejde med forskning lave en systematisk indsamling og
tilgang til viden om, hvordan vi bedst inddrager børnene, som alle voksne omkring
barnet skal have adgang til. Der er allerede i dag kompetencer og viden om
børneinddragelse, for eksempel har Børns Vilkår samlet meget viden og erfaring,
men vi har brug for mere – også forskningsbaseret viden. Den ny viden skal
implementeres i uddannelse og tilsyn, ligesom det bør undersøges, om det på sigt
kan give mening med en certificering i børnesamtaler.
Praksisanbefalinger
17
 SOU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 383: Til høring om udsatte børn, unge og familier torsdag d. 24/9-20 kl. 9-12 i Landstingssalen
2: Giv mig mulighed for at kende mine rettigheder og bruge
mine støttemuligheder
Mange anbragte børn og unge kender ikke i dag deres rettigheder eller muligheder
for at få støtte udover bisidderordningen. Derudover har barnet eller den unge oftest
kun mulighed for at give udtryk for utilfredshed til den person, man er utilfreds med
(sagsbehandleren). Det kan være svært.
3: Brug mine erfaringer og oplevelser til at skabe et bedre
børneliv for anbragte
I dag evaluerer kommunerne ikke de enkelte anbringelser med de unge selv.
Dermed går vigtig viden, der kunne benyttes til at forbedre anbringelser for andre
børn og unge, tabt.
Anbefaling:
Anbefalinger:
1. I samarbejde mellem alle de voksne i et anbragt barns liv skal der findes en god form
for, hvordan det bliver sikret, at barnet kender sine rettigheder og børnetelefonen,
hvor de kan få støtte og rådgivning.
2. De voksne i et anbragt barns liv skal sikre, at barnet kender til en livline, når barnet
er hjemme på samvær. Det skal være helt tydeligt, hvem barnet kan få fat i
døgnet rundt og hvordan. Der skal også være en proces for, hvordan de voksne
hjælper barnet efter et svært hjemmebesøg.
3. Giv anbragte børn og unge en kommunikationsvej, hvis de oplever, at
sagsbehandler ikke lytter til, hvad de siger, eller hvis de oplever at få forkert hjælp.
Formen skal overvejes grundigt, men det er vigtigt, at der er en mulighed for at
kunne lufte sin bekymring eller frustration.
1. Alle unge bliver tilbudt en evalueringssamtale med familiechefen, når deres
anbringelse ophører, som den unge kan vælge til, hvis den unge ønsker det. Viden
fra evalueringssamtalerne skal familiechefen give tilbage som feedback til alle
kommunens fagpersoner, der har med anbragte børn og unge at gøre, så det
bliver brugt til løbende at opkvalificere indsatsen.
4: Du er nødt til at kende mig, hvis du skal træffe de rigtige
beslutninger i mit liv
I Barnets Lov kan det stadfæstes, hvor mange samtaler man som minimum har ret til
som barn for at overholde gældende lovgivning (se politisk anbefaling 8 under spor
1). Men formålet med et minimumskrav er naturligvis at sikre, at sagsbehandler er
tæt nok på barnet til sikkert at kunne træffe de rigtige beslutninger i barnets liv. Det
kræver, at man kender barnet godt nok til at opbygge en tillid, og at man kommer
tæt nok på anbringelseshjemmet til at kunne opdage, hvis noget ikke fungerer –
også selvom barnet ikke eksplicit giver udtryk for det.
Anbefaling:
1. Hyppigheden i møder mellem et anbragt barn eller ung og deres sagsbehandler
bør bero på en vurdering af det enkelte barns ønsker og situation. Nogle har
måske ikke behov for mere end de lovfastsatte møder, andre kan i perioder have
behov for at mødes oftere og blive fulgt tæt af deres sagsbehandler for at få den
rette støtte i livet.
18
 SOU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 383: Til høring om udsatte børn, unge og familier torsdag d. 24/9-20 kl. 9-12 i Landstingssalen
2248627_0019.png
Regeringens spor 3:
Overgang til voksenlivet
I gennemsnit flytter danske unge hjemmefra, når de er 21 år. For anbragte unge sker det
ofte, når de fylder 18 år, selvom de – modsat andre danske unge – ofte ikke har et stabilt
netværk at trække på i overgangen. Det betyder, at overgangen til voksenlivet ofte er
forbundet med store udfordringer for mange anbragte unge. De mister fodfæste og
lever liv på kanten af samfundet uden job, uddannelse, bolig og stabile relationer.
Politiske anbefalinger:
1: Giv mig mulighed for at få et hjem, en uddannelse og en stabil relation, jeg kan trække på
2: Giv mig ret til at modtage efterværn, så jeg kan komme godt i gang med voksenlivet
3: Hjælp mig med mig at få en uddannelsesplan
4: Hjælp mig tidligere i gang med at forberede et trygt og godt voksenliv
5: Giv mig tilbud om gratis psykologhjælp eller anden terapi, så jeg kan trives i mit voksenliv, uden
at blive forstyrret af min opvækst
6: Giv mig støtte til at gennemføre en ungdomsuddannelse
19
 SOU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 383: Til høring om udsatte børn, unge og familier torsdag d. 24/9-20 kl. 9-12 i Landstingssalen
2248627_0020.png
Praksisanbefalinger
1: Giv mig mulighed for at få et hjem, en uddannelse og en
stabil relation, jeg kan trække på
I dag ophører tilbud om støtte, når den unge er 23 år, men det gør mange unges
behov for støtte ikke. Den aldersmæssige begrænsning er ofte ikke meningsfuld.
Fokus bør i stedet være på den unges situation, og systemet bør først give slip på sin
forældreopgave, når den unge er godt på plads i voksenlivet.
Anbefalinger:
1. Kommunernes tilbud om støtte skal vare ved, indtil den unge har fundet fodfæste
i voksenlivet, dvs.:
- Vi skal have nye succeskriterier for anbringelse, som betyder, at støtten fra
kommunen ikke ophører, før den unge har:
• Et stabilt sted at bo.
Regeringens spor 3
• Er i gang med noget (job eller uddannelse).
• En stabil relation at trække på/ringe til, hvis der opstår problemer.
- De unges mulighed for støtte skal udvides indtil det 30. år. Hvis den unge ved det
30. år fortsat ikke har fundet fodfæste (jf. de tre kriterier ovenfor), skal der laves
en bæredygtig plan for overgang til voksensystemet, der kan arbejde på en
anden måde.
2. Den unge skal have mulighed for selv at pege på en kontaktperson, som skal følge
med den unge ind i voksenlivet. Det er sagsbehandlerens ansvar at gøre alt, hvad
der er muligt for at indgå aftale med den valgte kontaktperson.
Politiske anbefalinger
20
 SOU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 383: Til høring om udsatte børn, unge og familier torsdag d. 24/9-20 kl. 9-12 i Landstingssalen
2: Giv mig ret til at modtage efterværn, så jeg kan komme godt
i gang med voksenlivet
Efterværn, det vil sige muligheden for at få hjælp og støtte i overgangen til
voksenlivet, er i dag et tilbud, systemet vurderer, om den unge har behov for.
Anbefalinger:
1. Efterværn skal være en rettighed for alle tidligere anbragte børn og unge. Det skal
være sagsbehandlernes opgave sammen med den unge at finde ud af, hvordan
den unge kommer godt på vej videre. En vigtig del af det handler om at kigge
mod civilsamfundet og inddrage frivillige tilbud og foreninger i alle aspekter af
arbejdet.
2. Selvom nogle unge er trætte af systemet, når de fylder 18 år og ønsker at løsrive
sig, skal det altid være muligt at ombestemme sig og få hjælp, hvis behovet opstår
– også efter man er fyldt 23 år.
4: Giv mig støtte til at gennemføre min ungdomsuddannelse
I dag er der ikke krav til kommunerne om at tilbyde tidligere anbragte unge mål-
rettet støtte til at gennemføre en ungdomsuddannelse, selvom det kunne øge
antallet af unge, der gennemførte en uddannelse.
Anbefaling:
1. I uddannelsesplanen ifm. efterværn skal det fremgå, hvilken støtte den unge
modtager undervejs, ligesom sagsbehandler og den unge drøfter mulighederne
for hjælp, hvis der opstår problemer.
2. Kravet om egenbetaling i efterværn skal fjernes.
3. Anbragte unge (også de i efterværn) skal have ret til SU.
3: Hjælp mig med mig at få en uddannelsesplan
Som vi skrev indledningsvist, kæmper mange tidligere anbragte unge med at finde
fodfæste på arbejdsmarkedet. Omkring halvdelen er ufaglærte som 30-årige. Hver
sjette er på førtidspension.
Anbefaling:
1. Det skal være en obligatorisk del af efterværnet, at sagsbehandler og den unge
i fællesskab laver en uddannelsesplan, der som minimum skal hjælpe den unge
igennem en ungdomsuddannelse og også gerne videre i uddannelsessystemet.
Uddannelsesplanen evalueres årligt af sagsbehandleren og den unge.
5: Hjælp mig tidligere i gang med at forberede et trygt og godt
voksenliv
Vi ved, at mange anbragte unge fra en tidlig alder bekymrer sig om, hvad der skal
ske med dem, når de fylder 18 år. I dag bliver der ofte først truffet beslutning om,
hvad der skal ske efter det 18. år umiddelbart inden, den unge fylder 18. Det er for
sent.
Anbefaling:
1. Samtalerne mellem den anbragte unge, anbringelseshjemmet og sagsbehandler
om ”at flytte hjemmefra” og efterværn bør starte tidligere og senest ved 15-års
samtalen, hvor sagsbehandler og den unge skal tale om bolig og uddannelse.
Voksenlivet som tema, og den unges behov for og ønsker til efterværn, bør herefter
være et fast punkt på dagsordenen på møderne mellem ung og sagsbehandler.
21
 SOU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 383: Til høring om udsatte børn, unge og familier torsdag d. 24/9-20 kl. 9-12 i Landstingssalen
2248627_0022.png
6: Giv mig tilbud om gratis psykologhjælp eller anden terapi,
så jeg kan trives i mit voksenliv – uden at blive forstyrret af min
opvækst
Unge som har været anbragt som børn, har ofte negative oplevelser, som ikke er
bearbejdet i barndommen – eller traumatiske oplevelser som først viser sig senere i
livet. Alt for ofte flytter den unge hjemmefra uden at have fået specialiseret hjælp
til at håndtere følelser og erindringer i forbindelse med dårlige oplevelser i barn- og
ungdommen. Det kan medføre negative handlemønstre, som kommer til at præge
voksenlivet.
Anbefalinger:
1. Barnet eller den unge skal sikres den rette hjælp til Low Arousal og traumehåndtering.
En indsats som bør starte allerede under anbringelsen.
2. Psykologhjælp og anden terapi skal være gratis for tidligere anbragte unge. Det
bør være et krav, at planen for efterværn tager stilling til behovet for terapi og
hjælper den unge ind i de rigtige forløb.
3. Der kan med fordel investeres i projekter som MIKADO, der målrettet er udviklet
til at hjælpe tidligere anbragte unge med at forstå deres egen sag og livsforløb.
22
 SOU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 383: Til høring om udsatte børn, unge og familier torsdag d. 24/9-20 kl. 9-12 i Landstingssalen
2248627_0023.png
De
Anbragtes
Vilkår
23