Social- og Indenrigsudvalget 2019-20
SOU Alm.del Bilag 383
Offentligt
2248626_0001.png
Juni 2020
Tænk handleplanen forfra
–
opsamling på dialogmødet 23.06.2020
23. juni 2020 blev der afholdt dialogmøde om fremtidens handleplaner der tog udgangspunkt i De
Anbragtes Vilkårs oplæg og havde til formål at afdække og diskutere hvad både politikere og
praksis oplevede i fht. de nuværende handleplaner og hvilke styrker og udfordringer de så i den
ramme De Anbragtes Vilkår havde opstillet. I det følgende forsøger vi at opsummere vores indtryk
af deltagernes budskaber og reaktioner. Opsamlingen skal ses som en nuancering af vores oplæg
og ikke en færdig konklusion. Derfor har opsamlingen ikke været sendt til godkendelse hos
deltagerne.
På mødet deltog: Gitte Landors (Selveje Danmark), Verne Pedersen (SL), Mette Grostøl (DS), Søren
Nielsen (FADD), Lisbeth Waidtløw (LFS), Thomas Vorre (PLF), Susse Kolster (KL), Camilla Fabricius (S),
Trine Torp (SF), Brigitte Klintskov Jerkel (C), Mia Nygaard (Københavns Kommune), Kristian Würtz
(Århus Kommune), Diana Mose Olsen (Esbjerg Kommune), Christina Diekhöner (Bikubenfonden),
Ditte Ehrenreich (Trygfonden), Frank Cloyd Ebsen (KP), Louise Harkes (KP), Henrik Horster
(Ankestyrelsen), Inger Winther Johannsen (De Anbragtes Vilkår) og David Adrian Pedersen (De
Anbragtes Vilkår).
Det nuværende system opleves ikke hensigtsmæssig af nogen
I dialogen på mødet blev det tydeligt at det nuværende arbejde med handleplaner egentlig ikke
opleves værdifuldt eller hensigtsmæssigt for nogen hverken som styringsredskab, samarbejde med
barnet, pædagogisk redskab eller politisk ledelse.
Der er en oplevelse af at systemet fordrer et større fokus på om man er god til systemet end om
man er god til mennesker. Der kommer naturligt et stort fokus på om der bliver sat flueben, men der
er i virkeligheden mere behov for at vide om børnene har det godt. Vi bliver med det nuværende
optagede af hvorvidt om samtalen har været afholdt frem for hvorvidt det var en god samtale.
Det skal altså handle om den forskel vi gør for barnet. Derfor er der også i gruppen på tværs en
enighed om vigtigheden af at få mere fokus på outcome frem for proceskrav. Frank Ebsen
understreger i hans oplæg at der ikke i en ny lov må laves flere regler.
Positiv indstilling overfor oplægget
Der var til mødet ikke nogen der gjorde store indsigelser imod det præsenterede oplæg fra De
Anbragtes Vilkår og vi tillader os derfor at tænke at det foreslåede som ramme kan give mening
både politisk, i praksis og i et børneperspektiv.
Det bliver særligt fremhævet af praksis at det er vigtigt der kommer mere plads til den faglige
vurdering og at det er et tiltrængt opgør med handleplanens ofte lidt skøre mål. Søren fra FADD,
der til daglig er forstander på Orøstrand, havde medbragt et eksempel på en typisk handleplan
hvor der opsat 12 mål for barnet, hvoraf 9 mål er rettet mod barnets adfærd.
Side 1 af 4
 SOU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 383: Til høring om udsatte børn, unge og familier torsdag d. 24/9-20 kl. 9-12 i Landstingssalen
2248626_0002.png
Juni 2020
Derudover bliver det afgørende at handleplanen som styringsredskab fremover bygger bro mellem
de mange aktører og indsatser i et helhedsorienteret perspektiv. Dermed tilslutter gruppen sig
vigtigheden af at handleplanen primært er et samarbejdsdokument. Men det understreges at det
også for både praksis og policy er vigtigt at det netop er med udgangspunkt i barnets oplevelser
og ønsker.
Flere peger på at vores oplæg i sig selv viser nogle af de udfordringer der og at det er en
øjenåbner i forhold til hvordan systemet møder barnet.
Undersøgelsen må medtænkes
DS peger på at det er vigtigt at den børnefaglige undersøgelse må indtænkes i en ny systematik
og at undersøgelsen som begreb bør være en løbende størrelse. Der er ellers et grundlæggende
problem i at der sker en forskydning i tid fra undersøgelse til handling. Flere i salen peger på at der
her kan være god læring at hente i Gladsaxe Kommune som netop har arbejdet med at
undersøgelse og handling sker sideløbende.
Det er vi i De Anbragtes Vilkår meget enige i, da livet netop ved en anbringelse er meget
omskifteligt. Således ændrer barnets livsbetingelser sig markant ved selve anbringelsen og dermed
bør undersøgelsen opdateres igen efter kort tid. Måske kommunikerer barnet ikke længere via
vrede og affekt, fordi der er kommet ro på, eller måske har barnet fået det mere svært fordi
anbringelsen i sig selv været voldsom for barnet og det giver en periode med reaktioner herpå.
Begge scenarier fordrer en ny undersøgelse så barnet ikke fanges i et statisk billede. Konkret kunne
det i forlængelse heraf overvejes at der altid skal laves en ny undersøgelse ind i ungdommmen fx
ved det 15. år, da det er et andet perspektiv og der dermed skal laves en ny plan til at følge barnet
ind i det unge voksenliv med særligt fokus på uddannelse.
Det er vigtigt at præcisere vi godt må tale om problemer
Nogen havde læst oplægget som at vi næsten foreslår at man slet ikke må tale om at barnet kan
have det svært. Det er vigtigt at præcisere at selvfølgelig skal både barnets og familiens problemer
afdækkes, beskrives og forsøgt løst gennem rette støtteindsats. Anbragte børn og unge har ofte
mange oplevelser med i bagagen og dem må vi ikke være bange for at beskrive og det må
forventes at der skal arbejdes med dem. Det er det vi mener med særlige temaområder i vores
oplæg.
Men det er vigtigt at sige det ikke må resultere i en isoleret og snæver fortælling om barnet.
Dokumentation er derfor også en del af retssikkerhed for både barn og familie og selvfølgelig skal
der dokumenteres. Men der bør ses på hvordan det sikres at dokumentationstonen holdes nøgtern.
Søren fra FADD pegede konkret på mødet på at: Vi skal skrive til børnene, ikke om børnene.
Der skal altså være et rum til den fagprofessionelle dokumentation og diskussion, men det skal altid
kunne læses respektfuld.
Vi ser hos De Anbragtes Vilkår at en mulig løsning kan være en højere grad af
dokumentationsbaseret supervision som fx Hanne Warming har arbejdet med i det dobbelte blik.
Side 2 af 4
 SOU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 383: Til høring om udsatte børn, unge og familier torsdag d. 24/9-20 kl. 9-12 i Landstingssalen
2248626_0003.png
Juni 2020
Her mener vi at handleplanen skal være et samarbejdsværktøj der tager udgangspunkt i barnets
oplevelser og ønsker, men det er ikke barnets plan.
I forlængelse heraf er det også vigtigt at der er god mulighed for at der føres tilsyn med at barnet
har det godt. Det nævnes at særligt plejefamilier hurtigt kan blive meget lukket land
Hvad skal egentlig ændres i loven?
Henrik Horster fra Ankestyrelsen påpegede flere gange i debatten, at meget af det præsenterede
egentlig bare kan gøres indenfor den eksisterende lovgivning.
Det bør derfor undersøges hvad der egentlig skal præciseres i loven, men også hvordan det sikres
at lovens intentioner overholdes i praksis.
Konkret peges det på fra Verne Pedersen fra SL at der bør indskrives en gradvis tildeling af
rettigheder og inddragelse fra start for barnet frem for den hårde skillelinje ved de 12 år.
En vigtig note om arbejdet med frister
DS kom med et supplerende forslag til vores fremsendte forslag omkring frister. Her foreslog de, at
man kunne lade sig inspirere af sundhedsområdet, hvor frister er mere kortsigtede og handler om at
reagere i langt højere grad. Det ser vi rigtig gode perspektiver i og ser det som et meget konkret
forslag der kan løse nogle af de åbne spørgsmål vi har i vores oplæg.
Således bliver det op til anbringelseshjemmet, dagtilbud og skole at give lyd så snart der sker en
forandring i barnets liv, der kræver en voksen/forældreopmærksomhed. Det kan fx være barnet
ikke vil i skole. Her skal loven præcisere at man som system på tværs af myndighed og
anbringelseshjem (og dagtilbud/skole) indenfor fx 14 dage skal have iværksat en plan for støtte.
Det samme kunne gøre sig gældende ved kontakt til psykiatrien, mistrivsel, selvskade, brug af
rusmidler, rømning, konflikt med biohjem mv. Her skal vi hurtigt ”rykke sammen i bussen” og lave en
plan for hvordan de voksne bedst kan støtte den unge.
Det sætter krav til at anbringelseshjemmet skal reagere og inddrage sagsbehandler med det
samme som så skal forvalte den viden godt.
Henrik Horster påpeger her at man jo godt må handle hurtigere end fristen angivet i loven, og
lægger dermed op til at kommunerne jo ”bare” kan
arbejde hurtigere eller lave indsatser
sideløbende med undersøgelsen. Her peger Frank Ebsen på at lovfastsatte frister typisk vil blive
retningsgivende for indsatsen og dermed hvor lang tid der går før der fx handles. Altså at hvis der
står frister indikeres det at der er en hensigtsmæssig tidsperiode at vente.
Vi tror på at en fastsættelse af reaktionstid, som dermed vil fordre det voksenansvar vi kan opleve,
mangler nogle gange, vil være positivt medvirkende til at mindske de skift anbragte børn og unge
oplever. Vi hører om mange sager hvor sammenbrud i plejefamilie fx sker fordi myndighed ikke i
tide får givet plejefamilien den rette støtte.
En udfordring omkring udskiftning af sagsbehandlere
Det blev flere gange nævnt på dagen, og er også nævnt som en afsluttende opmærksomhed i
vores oplæg, at der er et problem med den store udskiftning af sagsbehandlere. Den gode
Side 3 af 4
 SOU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 383: Til høring om udsatte børn, unge og familier torsdag d. 24/9-20 kl. 9-12 i Landstingssalen
2248626_0004.png
Juni 2020
myndighedsopgave kræver at du kender barnet og egentlig også anbringelseshjemmet og det er
svært som det er i dag.
Som konkret forslag her, lagde Søren Nielsen fra FADD op til at sagsbehandler kan komme på
besøg en dag og se stedet uden det er tilsyn som en investering i relationen.
DUBU fyldte i diskussionen
DUBU fyldte som forventet rigtig meget i diskussionen. Det bliver igen tydeligt at det er svært at
putte et komplekst problem ind i et system. Men der var enighed om at et relevant IT-system bør
sikre at et billede af barnet, både i bogstavelig forstand og i forhold til hvordan barnet har det.
Barnets bog som supplement til den faglige dokumentation
”Andre har en fotobog, jeg har en sagsakt”
Når handleplanen i højere grad bliver et samarbejdsdokument der styrer indsatsen bliver det vigtigt
at der sideløbende introduceres en slags barnets behov der handler om at bygge et livsvidne til
barnet. Som citatet indikerer, er det for de fleste anbragte børn og unge alene i deres sagsakter de
kan følge deres barndom, men der står sjældent de små ting, finurlighederne og
succesoplevelserne. Derfor bør der introduceres et sideløbende dokumentationsværktøj som er en
slags barnets bog med billeder, små beskrivelser mv. som er barnets og som barnet kan tage med
videre i livet.
Side 4 af 4