Social- og Indenrigsudvalget 2019-20
SOU Alm.del Bilag 278
Offentligt
2205175_0001.png
Social- og Indenrigsudvalget 2019-20
SOU Alm.del - endeligt svar på spørgsmål 378
Offentligt
Folketingets Social- og Indenrigsudvalg
Holmens Kanal 22
1060 København K
Telefon 72 28 24 00
Sagsnr.
2020 - 2428
Doknr.
219732
Dato
24-03-2020
Folketingets Social- og Indenrigsudvalg har d. 26. februar 2020 stillet følgende
spørgsmål nr. 378 (alm. del) til social- og indenrigsministeren, som hermed besvares.
Spørgsmålet er stillet efter ønske fra Jakob Sølvhøj (EL).
Spørgsmål nr. 378:
”Vil
ministeren kommentere det forhold, at personkredsen for dækning af merudgifter
efter servicelovens § 100, ifølge Dansk Handicap Forbund, det seneste års tid er ind-
skrænket så meget, at borgere, som har modtaget ydelsen i mange år, nu frakendes
ydelsen, jf. artiklen ”Medlemmer mister fortsat merudgiftsdækning” fra den 20. fe-
bruar 2020 på www.danskhandicapforbund.dk?”
Svar:
Indledningsvis vil jeg gerne understrege, at der ikke er foretaget nogen regelændringer
i forhold til merudgiftsydelsens personkreds gennem de senere år. Den oplevede ind-
skrænkning i personkredsen, som er beskrevet i artiklen og nævnt i spørgsmålet, kan
dermed ikke forklares med regelændringer.
I det lys finder jeg det problematisk, hvis merudgiftsydelsen ikke længere tildeles i
overensstemmelse med de politiske intentioner om at yde merudgiftsdækning til de
mennesker, som er omfattet af bestemmelsens personkreds, og som har nødvendige
merudgifter som følge af deres funktionsnedsættelse. I givet fald fungerer merudgifts-
ydelsen ikke efter hensigten.
Det skal naturligvis tages alvorligt, når over 130 mennesker oplever indskrænkninger i
den hjælp, som de hidtil har modtaget, tilsyneladende uden at kommunerne har be-
grundet dette fyldestgørende. For selvfølgelig skal afgørelserne altid ligge inden for
lovgivningens rammer, og det skal ikke være en kamp at få eller beholde den hjælp,
som gør, at man kan få sin dagligdag til at hænge sammen.
Da den artikel, der henvises til, rejser tvivl om, hvorvidt der kan være sket en praksis-
glidning, som ikke er i overensstemmelse med lovgivningen og dens intentioner, har
jeg bedt ministeriet om at kontakte Ankestyrelsen og indhente en redegørelse for, om
de i deres sagsbehandling har kunnet konstatere en praksisglidning som beskrevet i
artiklen. Når Ankestyrelsens redegørelse foreligger, vil jeg orientere udvalget.
Med venlig hilsen
Astrid Krag