Social- og Indenrigsudvalget 2019-20
SOU Alm.del Bilag 230
Offentligt
2183436_0001.png
Folketingets Social- og Indenrigsudvalg
Holmens Kanal 22
1060 København K
Telefon 72 28 24 00
[email protected]
Sagsnr.
2020 - 4285
Doknr.
238878
Dato
29-04-2020
Orientering om forsinkelse af den kommende vælgererklæringsportal
Jeg har den 17. marts 2020 i min orientering til Folketinget om udviklingen af den nye
vælgererklæringsportal oplyst over for Folketinget, at vælgererklæringsportalen på
daværende tidspunkt forventedes idriftsat omkring den 1. juni 2020.
It-leverandøren Charlie Tango, der har ansvaret for udviklingen af
vælgererklæringsportalen, har nu oplyst over for Social- og Indenrigsministeriet, at
Charlie Tango ikke kan holde den udmeldte frist for idriftsættelse, jf. vedlagte bilag 1.
Som forklaring angiver Charlie Tango, at Covid-19-epidemien har betydet, at
medarbejdernes effektivitet er nedsat. Forsinkelsen betyder, at
vælgererklæringsportalen nu forventes idriftsat omkring den 1. september 2020.
Som nævnt i mit svar på SOU L 55 - spørgsmål nr. 7 af 8. januar 2020 og min
orientering til Folketinget den 17. marts 2020 er det et afgørende kriterium for Social-
og Indenrigsministeriets godkendelse af idriftsættelsen af systemet, at systemet har
den fornødne kvalitet og er blevet grundigt testet, før det tages i brug. Det kan derfor
ikke udelukkes, at idriftsættelsen vil blive yderligere udskudt, f.eks. hvis hensynet til
systemsikkerheden taler for det.
For en god ordens skyld skal jeg oplyse, at afgivelse af vælgererklæring helt som hidtil
foregår i det system, som Social- og Indenrigsministeriet stiller til rådighed på
hjemmesiden vælgererklæring.dk, som selvfølgelig kører videre uden forstyrrelser.
Som hidtil skal vælgeren blot meddele et parti sin e-mailadresse, hvorefter vælgeren
efter 7 dage modtager en e-mail og så kan bekræfte sin vælgererklæring med NemID.
Forsinkelsen af vælgererklæringsportalen medfører således ingen forringelser eller
ændringer for vælgere, som ønsker at afgive vælgererklæring.
Det nuværende vælgererklæringssystem er tidligere blevet omgået af partier, der ikke
har respekteret lovgivningens krav om en eftertænksomhedsperiode på 7 dage, og
Social- og Indenrigsministeriet havde på daværende tidspunkt ikke hjemmel til at
skride ind over for de pågældende partier. Det problem har regeringen taget hånd om
med lov nr. 950 af 17. september 2019 om sanktioner for retsstridig indsamling af
vælgererklæringer. Senest har Valgnævnet med hjemmel i den pågældende lov den 30.
marts 2020 besluttet at tildele partiet
Stram Kurs et ”rødt kort” og dermed stoppe
partiets indsamling af vælgererklæringer.
SOU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 230: Orientering om forsinkelse af den kommende vælgererklæringsportal, fra social- og indenrigsministeren
2183436_0002.png
Jeg forventer at meddele Folketinget næste status for udviklingen af
vælgererklæringsportalen medio juni 2020 eller ved væsentlige ændringer til
orienteringen ovenfor.
Jeg står naturligvis til rådighed, hvis ovenstående orientering giver udvalget anledning
til spørgsmål.
Med venlig hilsen
Astrid Krag
Bilag:
Bilag 1: Meddelelse fra Charlie Tango om forsinkelse af vælgererklæringsportalen
2