Social- og Indenrigsudvalget 2019-20
SOU Alm.del Bilag 225
Offentligt
2181857_0001.png
Fra:
Angelina Avalon [mailto:[email protected]]
Sendt:
23. april 2020 12:33
Til:
Linda Kubasiak Johansen <[email protected]>
Emne:
Anmodning om deputationsforetræde
Kære
Linda Kubasiak Johansen
Jeg skal hermed anmode om deputationsforetræde for Folketingets Social- og
Indenrigsudvalg med henblik på at belyse danske myndigheders behandling af
partnervoldsramte mødre og deres børn i forældremyndighedssager.
Den 1. april 2019 trådte en revideret forældreansvarslov i kraft med en klar politiske
hensigt om at barnets tarv, trivsel og ret til beskyttelse skulle gå forud for en 12 års
konventionsstridig antagelse og dermed sagsbehandling om at barnets ret til to
forældre er til barnets bedste.
Samarbejdsmodellen, som blev udviklet således at myndighederne kunne træffe
afgørelse baseret på barnets ret til to forældre, hvor forældreevner vurderes ud fra
forældre es ”ev e til at sa ar ejde” har afstedko
et gravere de kritik fra
internationale myndigheder såsom GREVIO (2017) og CEDAW (2016) og Europarådet
(2013).
Partnervoldsramte mødre og deres børn samt børn der udsættes for vold af en
medforælder har i mere end et årti været underlagt krav om, at samarbejde med deres
voldsmand til stor skade for deres psykiske, følelsesmæssige og fysiske sundhed.
Med den reviderede forældreansvarslov forventede især partnervoldsramte mødre,
deres børn og børn der udsættes for direkte vold af en medforælder, at
sagsbehandlingen blev ændret med henblik på at imødekomme den politiske hensigt.
Desværre er tilbagemeldingerne, at voldsramte forældre stadig underlægges skadelige
krav om samarbejde, hvilket leder til at mange voldsramte børn og forældre fastholdes
i volden uagtet at der foreligger hospitalsrapporter, krisecentererklæringer,
politianmeldelser og psykiatriske udredninger som dokumenterer, at volden finder
sted.
Kravet om samarbejde iblandet manglende voldsfaglighed leder alt for ofte til, at man
hos myndighederne bytter om på offer-
og kræ kerroller, hvilket leder til ’vi ti
la i g’. Altså voldsofre e liver tillagt a svaret for, at der er e forældreko flikt.
Typisk er det voldsofferet der henvender sig til kommunen og anmoder om hjælp og
støtte til at skærme børnene bedst muligt. Under sagsbehandlingen udtages alt
dokumentation for vold (medmindre gerningsmanden har fået en strafferetsdom),
 SOU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 225: Henvendelse af 23/4-20 fra Angelina Maalue Avalon om danske myndigheders behandling af partnervoldsramte mødre og deres børn i forældremyndighedssager
hvorefter man presser ofrene til at samarbejde blandt andet med fællesmøder,
udlevering af beskyttede adresser og krav om at mødes uagtet, at barnet sættes i en
udsat position og bliver vidne til vold. Hvis voldsofferet anfægter samarbejdsmodellen
udråbes denne til at være konfliktskabende og usamarbejdsvillig og qua herfor opstår
der en signifikant risiko for, at man som beskyttende forælder taber bopæl- og
forældremyndighed over det barn man ønsker at skærme.
Den 7. april 2020 modtog jeg et brev fra Københavns kommune begrundet i en intern
undersøgelse af et sagsforløb tilbage i 2015/16, hvor jeg og mine børn blev udsat for
ovennævnte problematikker. Den interne undersøgelse fandt frem til at forvaltningen:
”det
forekommer uomtvisteligt at BBU handlede uden for sin kompetence,
magtfordrejende og samtidigt illoyalt og partisk. BBU vil på den baggrund anerkende,
at du har oplevet forløbet so kræ ke de og fje dtligt”.
Børne- og familiesager, hvori der forekommer vold, behandles ofte af
myndighedspersoner uden voldsfaglig kompetence, hvorfor disse sager eskalerer ud af
proportioner og er til stor skade for barnet. Myndighederne optræder både
konfliktskabende og faciliterer stalking by proxy og dermed gør myndighederne sig ikke
alene skyldige i, at fastholde voldsofre i vold men bliver selv en voldsudøvende part i
sagen. Udover det psykiske og følelsesmæssige pres man udsættes for under sådan en
sagsbehandling så er konsekvensen også, at retsikkerheden fratages voldsofrene og
deres børn.
Med et deputationsforetræde ønsker jeg at belyse hvorfor det er vigtig at:
1. myndighedspersoner der behandler disse sager skal have den fornødne
voldsfaglighed, herunder psykologer, dommere og socialrådgivere.
2. der skal ydes langsigtet støtte til familier der har været udsat for vold. I øjeblikket er
der primært fokus på krisecentre, som er en akut foranstaltning. Et ophold på
krisecenter bruges end dog negativt af myndighederne og en krisecentererklæring
betragtes som et partsindlæg.
3. der skabes offentlig debat om den manglende kompetence i kommunerne og
Familieretshuset og hvor vigtigt det er at lytte til ofrene - børn som voksne.
Med Venlig Hilsen
Angelina Maalue Avalon